EUR-Lex -  61995CC0353 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Cosmas fremsat den 13. maj 1997. - Tiercé Ladbroke SA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Konkurrence - Statsstøtte - Afgift på indsatser i væddemål i hestevæddeløb - Overførsel af midler til en i en anden medlemsstat etableret virksomhed. - Sag C-353/95 P.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

I den foreliggende sag skal Domstolen traeffe afgoerelse vedroerende en appel, der er ivaerksat af det belgiske selskab Tiercé Ladbroke SA (herefter »Ladbroke«) i medfoer af artikel 49 i protokollen vedroerende EOEF-statutten for Domstolen med henblik paa ophaevelse af dom afsagt den 18. september 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (1). Ved naevnte dom blev Kommissionen frifundet i den sag, det sagsoegende selskab havde anlagt i medfoer af artikel 173 i EF-traktaten (herefter »traktaten«) til proevelse af den beslutning af 18. januar 1993, hvorved Kommissionen havde afvist selskabets klage (IV 34.013), som byggede paa traktatens artikel 92 og 93 og vedroerte vilkaarene for indgaaelse i Frankrig af vaeddemaal i belgiske hestevaeddeloeb.

I - Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 De faktiske omstaendigheder er beskrevet i detaljer i den appellerede doms praemis 1-23, hvortil der henvises. I denne appelsag er det tilstraekkeligt at erindre om foelgende: Den 18. marts 1991 indgik Pari mutuel urbain français (2) (herefter »det franske PMU«) og Pari mutuel unifié belge (3) (herefter »det belgiske PMU«) en aftale, ifoelge hvilken det franske PMU fik tilladelse til i det belgiske PMU's navn at modtage vaeddemaal i Frankrig i belgiske hestevaeddeloeb.

2 Aftalen blev indgaaet inden for rammerne af den franske lovgivning, der var gaeldende paa det davaerende tidspunkt, naermere bestemt finanslov for 1965 nr. 64-1279 af 23. december 1964. Det bestemmes i denne lovs artikel 15, stk. 3, at hestevaeddeloebsselskaber, der har tilladelse til at gennemfoere totalisatorvaeddemaal (4) uden for vaeddeloebsbanerne, kan opnaa tilladelse til at modtage vaeddemaal i Frankrig i vaeddeloeb i udlandet. Vaeddemaalene samles under ét og indgaar i den pulje, der fordeles, i direkte forbindelse med den eller de institutioner eller selskaber, der har til opgave at formidle totalisatorvaeddemaal i det paagaeldende land. Ifoelge samme bestemmelse opkraeves af saadanne vaeddemaal de foreskrevne afgifter og skatter, der finder anvendelse i det land, hvor vaeddeloebet afholdes, og disses provenu fordeles mellem det land, hvor vaeddemaalene er afsluttet, og det, hvor loebet gennemfoeres. Den fordeling, der saaledes finder sted, kan omfatte en saerlig andel til daekning af administrationsomkostningerne.

3 Skatter og afgifter af indsatsbeloeb i vaeddemaal, der indgaas i hestevaeddeloeb, kan i Frankrig tilsammen hoejst udgoere 30%, hvilket fremgaar af bestemmelserne i artikel 18 i finansloven for 1967. I Belgien kan disse skatter og afgifter derimod udgoere maksimalt 35%.

4 Paa baggrund af disse lovbestemmelser er det i ovennaevnte aftale mellem det franske PMU og det belgiske PMU bestemt, at afgiften af indtaegten af vaeddemaal, der er afsluttet i Frankrig vedroerende belgiske hestevaeddeloeb, hvorved afgiftssatsen er 35%, fordeles paa grundlag af en ordning, der er bestemt af den opnaaede omsaetning. I denne forbindelse opereres der i aftalen med fire trin. Foerste trin omfatter en omsaetning paa under 50 mio. FF; til de tilgodesete franske offentlige formaal medgaar 6,386% af afgiften, og til de belgiske medgaar 23,114%. Andet trin omfatter en omsaetning paa 50-75 mio. FF; den franske andel er sat op til 10,817%, og den belgiske er nedsat til 16,183%. Tredje trin omfatter en omsaetning paa 75-100 mio. FF; den franske andel udgoer 15,238% og den belgiske 9,762%. For den del af omsaetningen, der overstiger 100 mio. FF, er den belgiske andel endelig nedsat til 5,602% og den franske andel stiger til 19,169%.

5 Tiercé Ladbroke SA, som driver virksomhed i Belgien med formidling af vaeddemaal i vinderspil i hestevaeddeloeb, der afholdes i andre lande, indgav den 12. juli 1991 en klage til Kommissionen over det franske PMU, det belgiske PMU og Den Franske Republik, bl.a. i henhold til traktatens artikel 92 og 93. Ladbroke anmodede i klagen Kommissionen om at fastslaa, at aftalen af 18. marts 1991 mellem det franske PMU og det belgiske PMU havde til foelge, at Den Franske Republik ydede det belgiske PMU en ulovlig statsstoette, som i hvert fald ikke var blevet anmeldt til Kommissionen. Ifoelge Ladbroke er den omstaendighed, at Den Franske Republik, det franske PMU og de franske vaeddeloebsselskaber kun beholder 9% af afgiften paa indsatser i vaeddemaal i belgiske loeb og ikke 28%, som det er tilfaeldet for afgiften paa indsatsen i vaeddemaal i franske loeb, en afgiftspraksis, der, da den betyder en byrde for Den Franske Republik og en fortjeneste for modtageren, det belgiske PMU, udgoer en ulovlig statsstoette til sidstnaevnte.

6 Den del af Ladbroke's klage, der vedroerte den paastaaede ydelse af ulovlig statsstoette, blev afvist af Kommissionen i beslutning af 18. januar 1993 med den begrundelse, at den naevnte aftale mellem de to PMU'er ikke omfattede nogen stoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand (5).

7 Som anfoert ovenfor, havde Ladbroke den 22. marts 1993 anlagt sag ved Retten til proevelse af Kommissionens beslutning. Den 18. september 1995 frifandt Retten Kommissionen ved dom i sag T-471/93.

8 Ved appelskrift af 17. november 1995 er der nedlagt paastand om, at dommen ophaeves, at den oprindeligt anfaegtede beslutning annulleres, og at Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger. Kommissionen har nedlagt paastand om, at appellen forkastes, og at det paalaegges appellanten at betale sagens omkostninger. Den franske regering har ligesom i foerste instans interveneret til stoette for Kommissionens paastande.

II - Appelanbringendet

9 Appellanten har gjort gaeldende, at den anfaegtede dom boer ophaeves, fordi Retten har undladt at tage stilling til appellantens argumentation, som er gengivet i dommens praemis 35 og 36. Ladbroke har gjort gaeldende, at Retten har begaaet en fejl ved at fastslaa, at det ikke var noedvendigt at behandle Ladbroke's argumenter, fordi det belgiske PMU under ingen omstaendigheder havde oekonomisk fordel af aftalen af 18. marts 1991, saaledes at der ikke kunne vaere tale om nogen form for statsstoette. Den retlige fejl, der ifoelge appellanten er begaaet af Retten, er, at Retten har antaget, at det belgiske PMU ikke drager nogen oekonomisk fordel af aftalen.

A - Parternes argumenter

10 Ladbroke's betragtninger kan inddeles i fire led, som knytter sig til Rettens begrundelser for at konkludere, at det belgiske PMU ikke har nogen oekonomisk fordel af den omtvistede aftale. Kommissionen og den franske regering har besvaret disse argumenter i den raekkefoelge, hvori de er fremfoert.

1) Anbringendets foerste led

11 Appellanten har kritiseret den anfaegtede doms praemis 58, der lyder saaledes:

»Retten finder ikke, at denne argumentation i sig selv er tilstraekkelig til at anfaegte Kommissionens bedoemmelse. Hvad for det foerste angaar de indtaegter, [det belgiske PMU] har haft i Frankrig, kan - saafremt det i overensstemmelse med sagsoegerens anbringende laegges til grund, at de paagaeldende vaeddemaal ikke ville vaere blevet afsluttet uden den omtvistede aftale mellem PMU og [det belgiske PMU] - de indtaegter, det belgiske PMU har haft i kraft af den, ikke af den grund anses for stoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand. AAbningen af det franske marked for vaeddemaal i hestevaeddeloeb, hvorved [det belgiske PMU] gennem PMU har kunnet udbyde sine ydelser til franske spillere og foroege sine indtaegter med indsatserne i de af dem afsluttede vaeddemaal, er nemlig udtryk for, at den franske lovgivningsmagt har truffet et valg med hensyn til indretningen af det nationale marked for vaeddemaal i hestevaeddeloeb og vedroerende reglerne for PMU's udnyttelse af de enerettigheder, der er tillagt denne sammenslutning ifoelge den franske lovgivning om afslutning af vaeddemaal i udenlandske hestevaeddeloeb (jf. ovenfor, praemis 1). Lovligheden af dette af den franske lovgivningsmagt trufne valg, i kraft af hvilket PMU og [det belgiske PMU] kunne afslutte den omtvistede aftale, kan ikke i sig selv anfaegtes efter traktatens artikel 92, stk. 1, alene under anbringende af, at gennemfoerelsen af naevnte aftale kan foere til stoerre indtaegter ikke blot for PMU paa loeb i udlandet, men ogsaa for [det belgiske PMU] paa vaeddemaal i hestevaeddeloeb, der gennemfoeres i Belgien, og som sidstnaevnte sammenslutning normalt selv direkte staar for afslutningen af.«

12 Uden at saette spoergsmaalstegn ved en medlemsstats ret til at give en udenlandsk virksomhed tilladelse til at komme ind paa sit indenlandske marked, mener appellanten, at den oekonomiske fordel, den udenlandske virksomhed har af adgangen til naevnte marked, kan betragtes som statsstoette, naar den svarer til en fordel ydet direkte af vedkommende medlemsstat eller i form af en overfoersel af midler til naevnte virksomhed paa medlemsstatens foranledning (6). I saadanne tilfaelde maa det, stadig ifoelge Ladbroke's argumentation, formodes, at denne fordel udgoer statsstoette, medmindre det paavises, at der er tale om en modydelse, og at fordelen udgoer en normal betaling for tjenesteydelser, som den udenlandske virksomhed har leveret. Retten har derfor begaaet en fejl ved ikke at undersoege foelgende punkter: for det foerste hvorvidt de afgifter, der opkraeves af vaeddemaalene, og hvoraf en del udbetales til det belgiske PMU, udgoer en obligatorisk afgift, der er fastsat i offentligretlige franske bestemmelser, og hvorvidt det belgiske PMU's indtaegter stammer fra overfoersler af midler. I tilfaelde af bekraeftende svar paa det foerste spoergsmaal burde Retten for det andet have undersoegt, hvilken broekdel af disse indtaegter der eventuelt kunne betragtes som et rimeligt vederlag for tjenesteydelser fra det belgiske PMU til det franske PMU. Saafremt Domstolen antager, at Retten faktisk har begaaet ovennaevnte fejl, finder appellanten, at den anfaegtede dom kan ophaeves, uden at det er noedvendigt at behandle anbringendets oevrige led.

13 Kommissionen har gjort gaeldende, at den paagaeldende afgift ikke udgoer »statsmidler«. Der er alene tale om det beloeb, der bliver tilbage efter det beloeb, som totalisatorspillets arrangoer skal fordele blandt de personer, der vinder vaeddemaalene (7). Ifoelge Kommissionen kan alene specifikke og generelle skatter og afgifter, der paahviler vaeddemaalsarrangoererne, betegnes som statsmidler. Appelindstaevnte har ligeledes gjort gaeldende, at Retten med foeje har fastslaaet, at den omtvistede afgift ikke udgoer en obligatorisk afgift, der er fastsat i fransk lov til fordel for det belgiske PMU. Ifoelge Kommissionen modtages vaeddemaalene i Frankrig paa det belgiske PMU's vegne, og afgiften fratraekkes af det belgiske PMU paa grundlag af de belgiske og ikke de franske bestemmelser paa dette omraade. I oevrigt har Kommissionen fremhaevet, at det ikke er det belgiske PMU, der leverer en tjenesteydelse til det franske PMU, men derimod sidstnaevnte, som ved at indsamle indsatserne leverer en tjenesteydelse til det belgiske PMU, som det modtager en provision paa 5,5% for.

Den franske regering har fremhaevet de saerlige traek ved den franske ordning for gennemfoerelse af vaeddemaal i hestevaeddeloeb. Vaeddemaalene maa i medfoer af loven ikke gennemfoeres med oekonomisk vinding for oeje, men alene have til formaal at samle midler med henblik paa forbedring af hesteavlen. Den franske regering har endvidere fremhaevet, at appellantens ovennaevnte argumenter ikke kan anfaegte rigtigheden af Rettens dom, som efter den franske regerings opfattelse giver en fyldestgoerende forklaring paa, hvorfor der i den foreliggende sag ikke kan vaere tale om statsstoette ydet af den franske stat til det belgiske PMU.

2) Anbringendets andet led

14 Ladbroke's klagepunkter under punkt ii) i appelskriftet vedroerer praemis 59 i den anfaegtede dom. Denne praemis lyder saaledes:

»Hvad for det andet angaar sagsoegerens kritik af, at de to typer vaeddemaal ikke behandles paa samme maade i Frankrig, og selv hvis det maatte anerkendes, at sagsoegeren, der ikke afslutter vaeddemaal i hestevaeddeloeb paa det franske marked, havde retlig interesse i at klage over, at tredjemand opnaar en fordel i kraft af en forskellig afgiftsmaessig behandling, der faktisk kun kan beroere de virksomheder, som har tilladelse til at virke paa dette marked, det vil her sige PMU, finder Retten, at heller ikke denne kritik fra sagsoegerens side kan skabe tvivl om rigtigheden af Kommissionens bedoemmelse, hvorefter de indtaegter, [det belgiske PMU] som slutresultat opnaar af den omhandlede afgift med hjemmel i den omtvistede aftale, procentvis svarer til de indtaegter, sammenslutningen ville have haft af denne afgift, saafremt vaeddemaalene i belgiske loeb direkte blev afsluttet af den. Sagsoegeren har nemlig ikke i klagen eller under sagen for Retten fremlagt oplysninger, paa grundlag af hvilke det kan fastslaas, at Kommissionen i forbindelse med den sammenligning, den gennemfoerte af [det belgiske PMU's] indtaegter i henholdsvis Frankrig og Belgien, har handlet ud fra en aabenbar faktisk vildfarelse eller har fejlvurderet de talmaessige oplysninger om stoerrelsen af de forskellige indeholdelser i og skatter af de afgifter, som i Frankrig og Belgien opkraeves af indsatsen i vaeddemaal i hestevaeddeloeb, der arrangeres i Belgien. Retten finder derfor, at den anfaegtede beslutning med afvisningen af, at [det belgiske PMU] har nogen reel fordel af den omtvistede aftale, ikke er udtryk for en fejlagtig vurdering, der kan danne grundlag for en annullation af beslutningen (jf. Domstolens dom af 24.2.1987, sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901, praemis 12 og 13, af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, praemis 45, af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 40, og af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, praemis 29).«

15 Appellanten har gjort gaeldende, at Retten ikke burde have undersoegt, om Kommissionen havde begaaet en aabenbar fejl, da den fastslog de faktiske omstaendigheder (8), men derimod, om Kommissionen havde anvendt traktatens artikel 92, stk. 1, korrekt. Med hensyn til fortolkningen af denne bestemmelse finder Ladbroke ikke, at Kommissionen raader over noget skoen, der kunne goere det berettiget at undersoege, om Kommissionen har foretaget et aabenbart urigtigt skoen.

Ifoelge appellanten er det retligt forkert at sammenligne de beloeb, som det belgiske PMU modtager for vaeddemaal afsluttet i Frankrig vedroerende belgiske vaeddeloeb, med de beloeb, som det ville modtage, saafremt vaeddemaalene for de samme vaeddeloeb blev afsluttet i Belgien. Det rigtige maa vaere at sammenligne afgifterne af vaeddemaal afsluttet i Frankrig vedroerende ikke-franske vaeddeloeb med afgifterne for franske vaeddeloeb. Ladbroke finder nemlig, at naar en medlemsstat benytter sin ret til at kontrollere en form for erhvervsvirksomhed (9), skal denne virksomhed i sin helhed vaere underkastet en ensartet ordning (10).

16 Saavel Kommissionen som den franske regering har gjort gaeldende, at det er sammenligningen mellem det belgiske PMU's indtaegter i Belgien og Frankrig, der er det rigtige kriterium ved anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 1, i den foreliggende sag. De har ligeledes understreget, at eftersom de former for erhvervsvirksomhed, som bestaar i afholdelse af hestevaeddeloeb og totalisatorvaeddemaal i Belgien og Frankrig, udviser vaesentlige forskelle, er der ikke noget krav om, at indtaegterne af de i Frankrig afsluttede vaeddemaal i belgiske vaeddeloeb paa den ene side og i franske vaeddeloeb paa den anden side underkastes en fuldstaendig ens beskatning.

3) Anbringendets tredje led

17 Appellanten har anfaegtet rigtigheden af den appellerede doms praemis 60, der lyder saaledes:

»Retten skal i oevrigt tilfoeje, at Kommissionen ikke, fordi den med henblik paa at afgoere, om der var tale om nogen reel fordel for [det belgiske PMU], gennemfoerte en sammenligning af PMU's i Frankrig opnaaede indtaegter og de indtaegter, sammenslutningen ville have opnaaet ved selv at afslutte vaeddemaalene i belgiske loeb, kan antages at have gjort sig skyldig i en retlig vildfarelse, for saa vidt angaar bestemmelserne i traktatens artikel 92, stk. 1. For ifoelge artikel 15, stk. 3, i den tidligere naevnte franske finanslov for 1965 (jf. ovenfor, praemis 4), hvorefter der kan afsluttes vaeddemaal i Frankrig i vaeddeloeb, der afholdes i udlandet, opkraeves der af saadanne vaeddemaal de skatter og afgifter, som anvendes i det land, hvori disse loeb arrangeres. Kommissionen har derfor med foeje antaget, at spoergsmaalet, om der eventuelt var tale om en fordel som den, Ladbroke havde kritiseret i sin klage, maatte undersoeges under hensyntagen til, at der i den andel af afgiften, der fra Frankrig skulle tilgaa [det belgiske PMU], normalt skulle foretages lovbestemte indeholdelser og opkraeves afgifter, der ville have givet [det belgiske PMU] en andel af denne afgift, som svarede til den andel, sammenslutningen principielt skulle have i det land, hvor de paagaeldende hestevaeddeloeb arrangeres, dvs. i Belgien.«

18 Appellanten har gjort gaeldende, at Retten ikke har redegjort for, hvorledes den er naaet frem til den konklusion, at Kommissionen kunne stoette sin argumentation paa artikel 15 i den franske finanslov for 1965. Appellanten har tilfoejet, at spoergsmaalet om, hvorvidt en national foranstaltning udgoer en statsstoette, skal afgoeres paa grundlag af faellesskabsretten og ikke paa grundlag af nationale bestemmelser. Derfor kan man ikke under paaberaabelse af indholdet af ovennaevnte franske lov konkludere, at den forskellige behandling af det belgiske og det franske PMU's indtaegter ikke er omfattet af traktatens artikel 92.

19 Kommissionen har svaret, at eftersom den indgivne klage vedroerte en statsstoette som foelge af undtagelsesbestemmelser paa skatteomraadet, var det noedvendigt at undersoege det franske skattesystem for at afgoere, om undtagelserne fra dette system udgoer en statsstoette.

4) Anbringendets fjerde led

20 Her har appellanten i sin argumentation anfaegtet rigtigheden af det anfoerte i den appellerede doms praemis 62, hvori det hedder:

»Behandlingen i Frankrig af afgiften paa vaeddemaal i belgiske loeb - hvorefter [det belgiske PMU] faar udbetalt en lige saa stor andel af denne afgift, som sammenslutningen ville opnaa, saafremt der foretoges indeholdelser og betaltes afgifter efter belgisk lovgivning, jf. de naevnte bestemmelser i artikel 15 i den franske finanslov for 1965 - kan nemlig ikke udgoere en statsstoetteordning, da en saadan behandling ikke udgoer en undtagelsesforanstaltning i forhold til den almindelige ordnings system, men tvaertimod er i overensstemmelse hermed, idet dette netop er kendetegnet ved, at der af indsatserne i vaeddemaal i loeb, der arrangeres i udlandet, foretages de indeholdelser og betales de afgifter, som anvendes i det land, hvor de paagaeldende hestevaeddeloeb arrangeres.«

21 Appellanten har haevdet, at i modsaetning til hvad Retten har fundet, maa den almindelige ordning vedroerende lovbestemte afgifter af totalisatorvaeddemaal i Frankrig anses for at vaere den, der gaelder for det franske PMU's vaeddemaal i vaeddeloeb, der afholdes i Frankrig. Foer ikrafttraedelsen af dekret nr. 91-118 havde artikel 15 i den franske finanslov for 1965 i oevrigt ikke vaeret anvendt i praksis. Foelgelig var den eneste almindelige ordning den, der gjaldt for vaeddeloeb paa fransk omraade. Derfor kan man ifoelge Ladbroke ikke betegne en ny afgiftsordning, der blev indfoert i 1991, og som afviger fra ordningen for franske vaeddeloeb, som en »almindelig ordning« - og slet ikke, naar ordningen kun finder anvendelse paa én virksomhed (11). Ganske vist har appellanten erkendt, at en medlemsstat har ret til at give skattemaessige fradrag for at undgaa dobbeltbeskatning, saaledes at det sikres, at graenseoverskridende aktiviteter ikke beskattes haardere end tilsvarende aktiviteter, der udoeves paa en enkelt medlemsstats omraade. Men forskellen i den skattemaessige behandling af vaeddemaal afsluttet i Frankrig i franske vaeddeloeb og tilsvarende vaeddemaal afsluttet i Frankrig i belgiske vaeddeloeb kan ikke have til formaal at undgaa dobbeltbeskatning, da de belgiske myndigheder ikke laegger nogen skat paa de indtaegter, som det belgiske PMU har af vaeddemaal afsluttet i Frankrig.

22 Kommissionen og den franske regering har gjort gaeldende, at det franske dekret nr. 91-118 indgaar i den mere generelle ordning, der er fastsat i artikel 15, stk. 3, i den franske finanslov for 1965. I denne artikel fastsaettes de generelle principper for gennemfoerelsen af totalisatorvaeddemaal, ifoelge hvilke samtlige vaeddemaal samles i en pulje af ét selskab, foerend indtaegterne fordeles mellem vinderne efter et lighedsprincip. For at disse principper kan overholdes, er det noedvendigt, at de skattemaessige og andre bestemmelser vedroerende formidling af totalisatorvaeddemaal er ens for samtlige vaeddemaal, der afsluttes i et vaeddeloeb, i hvert fald hvad angaar de beloeb, som vinderne modtager. Foelgelig skal samtlige vaeddemaal i forbindelse med et vaeddeloeb underkastes de skattemaessige og andre bestemmelser, der gaelder i den medlemsstat, hvor totalisatorspillet (og foelgelig vaeddeloebet) er arrangeret, og hvor de fleste af kunderne i princippet befinder sig. Det franske dekret nr. 91-118 foelger de ledende principper i denne almindelige ordning. I oevrigt er den omstaendighed, at det belgiske PMU er den eneste arrangoer af totalisatorspil, der er omfattet af artikel 15 i den franske finanslov for 1965 - netop fordi de belgiske vaeddeloeb er de eneste vaeddeloeb uden for fransk omraade, som kan vaere genstand for vaeddemaal afsluttet i Frankrig - ifoelge Kommissionen ikke ensbetydende med, at den ordning, det er underkastet, er i strid med den almindelige ordning, der er beskrevet ovenfor.

Endelig finder Kommissionen Ladbroke's argumenter selvmodsigende. Ladbroke anerkender, at de skattemaessige fradrag er begrundet i hensynet til at undgaa dobbeltbeskatning, saaledes at graenseoverskridende aktiviteter ikke beskattes haardere end tilsvarende aktiviteter, der alene udfoeres paa én medlemsstats omraade, men naegter at anerkende, at det er med rette, at der er indroemmet saadanne fradrag i den foreliggende sag. Ifoelge Kommissionen sikrer den franske ordning for beskatning af det belgiske PMU blot, at denne virksomhed faar den samme skattemaessige behandling, som den ville have faaet, saafremt vaeddemaalene var afsluttet i Belgien i stedet for i Frankrig.

B - Min stillingtagen til ovenstaaende argumenter

23 I traktatens artikel 92, stk. 1, bestemmes det, at »bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler under enhver taenkelig form, og som fordrejer eller truer med fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med faellesmarkedet i det omfang, den paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne«. Foelgelig er stoette, som baade er af statslig oprindelse og begunstiger en eller flere virksomheder og tillige fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, i princippet forbudt. I den foreliggende sag fandt Retten, at afvisningen af Ladbroke's klage var fuldt ud berettiget, idet det ikke fremgik af nogen af sagens akter, at den franske stat havde begunstiget det belgiske PMU, som klagen var rettet imod.

24 Jeg skal foerst bemaerke, at Ladbroke's anbringende alene vedroerer et retligt spoergsmaal og saaledes principielt maa kunne antages til realitetsbehandling (12). Det skal endvidere bemaerkes, at afgoerelsen af dette spoergsmaal frembyder en raekke vanskeligheder, netop paa grund af de saerlige retlige og faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag. Det vil vaere tilstraekkeligt at fremhaeve foelgende punkter:

25 For det foerste rejser der sig i den foreliggende sag det spoergsmaal, om og under hvilke omstaendigheder der kan vaere tale om, at en medlemsstat udbetaler stoette til en virksomhed i en anden medlemsstat. Det kan haevdes, at en saadan stoette er utaenkelig, for saa vidt som det principielt ikke er muligt, at en medlemsstat oensker paa ulovlig vis at begunstige udenlandske virksomheder paa bekostning af tilsvarende nationale virksomheder (13). Men efter lovens bogstav afhaenger traktatens forbud mod statsstoette ikke af noget saadant nationalitetskriterium. Forbuddet har i oevrigt objektiv karakter. Det vedroerer »stoette ... som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder ...« (14), uanset om medlemsstaten har oensket at fordreje konkurrencen eller ej (15). Foelgelig kan man i hvert fald i teorien udmaerket forestille sig en statsstoette til en virksomhed, som er underkastet en udenlandsk lovgivning og udenlandske interesser.

26 Der kan for det andet opstaa tvivl om, hvorvidt Ladbroke's klage kan antages til realitetsbehandling, fordi klageren er et belgisk selskab, som udoever sin virksomhed i Belgien og ikke paa det franske marked for vaeddemaal i hestevaeddeloeb, som er det relevante marked i den foreliggende sag, som klageren ikke har adgang til og ikke har nogen interesse i. Det kan foelgelig synes tvivlsomt, at en virksomhed har ret til at modsaette sig en skattemaessig begunstigelse af en tredjepart, som ved foerste oejekast kun kan paavirke de virksomheders interesser, som har ret til at udoeve samme virksomhed som det begunstigede selskab, men ikke klagerens interesser. Retten har, som det fremgaar af den anfaegtede doms praemis 59, vaeret opmaerksom paa problemet, men det var ikke noedvendigt for tvistens afgoerelse, at Retten tog stilling til det. Saafremt det antages, at det belgiske PMU faktisk og ulovligt begunstiges skattemaessigt i forhold til erhvervsdrivende, som udoever samme aktivitet i Frankrig, skulle det nemlig logisk vaere de sidstnaevnte, som er direkte beroert, der klagede til Kommissionen, og ikke Ladbroke, som ikke opererer paa det franske marked.

Paa baggrund af Domstolens vide fortolkning af begrebet statsstoette (16) finder jeg det imidlertid berettiget, at Ladbroke ikke er blevet naegtet retten til at indgive den omtvistede klage under paaberaabelse af de i hvert fald indirekte konsekvenser, som aftalen af 18. marts 1991 mellem det belgiske PMU og det franske PMU kan have haft for Ladbroke's oekonomiske situation. Med forbuddet i artikel 92 tilsigter traktaten at fjerne enhver fare for fordrejning af konkurrencen, uanset om faren opstaar paa den medlemsstats marked, der har ydet ulovlig stoette, eller om den opstaar uden for dette marked som i den foreliggende sag. Foelgelig omfatter denne artikel den konkurrencefordrejning til skade for en belgisk virksomhed, som skyldes den indirekte og ulovlige styrkelse af et andet belgisk selskabs stilling paa det belgiske marked, saafremt denne styrkelse er en foelge af Frankrigs skattemaessige begunstigelse af dette selskab paa det franske marked i forhold til andre selskaber paa samme marked, ogsaa selv om den klagende virksomhed, som haevder at have lidt skade, ikke er og i oevrigt ikke kan vaere et af disse selskaber.

Hvad angaar de fejl, som ifoelge appellanten findes i Rettens dom, skal jeg bemaerke foelgende:

1) Vedroerende anbringendets foerste led

27 For det foerste har Ladbroke over for Retten gjort gaeldende (17), at Kommissionen i sin behandling af klagen foerst skulle have taget stilling til, om det belgiske PMU's oekonomiske fordel af tilstedevaerelsen paa det franske marked, en fordel, der bestaar i en vis procentdel af afgiften af indsatsen i vaeddemaal, i sidste instans stammer fra »statsmidler«. I bekraeftende fald burde Kommissionen ifoelge Ladbroke vaere gaaet ud fra, at der forelaa statsstoette, medmindre det blev paavist, at de af det belgiske PMU modtagne beloeb var en modydelse, dvs. et vederlag for leverede tjenesteydelser. Ladbroke har haevdet, at dette var den eneste rigtige maade at behandle klagens oplysninger paa, og at Kommissionens beslutning boer annulleres, fordi Kommissionen ikke har fulgt denne fremgangsmaade. Appellanten finder foelgelig, at Rettens dom boer ophaeves, for saa vidt Retten ikke har realitetsbehandlet dette argument.

28 Dette argument er efter min mening irrelevant. For at der kan vaere tale om statsstoette, kraeves det dels, at det begunstigede selskab har en oekonomisk fordel, dels, at denne fordel ydes af staten eller ved hjaelp af statsmidler. Disse to betingelser skal begge vaere opfyldt. Derfor har Retten med foeje fastslaaet, at Kommissionen kunne stoette klagens afvisning paa den ene begrundelse, at den virksomhed, der haevdedes at have modtaget stoette, ikke var blevet begunstiget (18). Kommissionen kunne under alle omstaendigheder basere sin afvisning af klagen alene paa den omstaendighed, at en af de betingelser, der begge skal vaere opfyldt, for at der kan vaere tale om statsstoette, ikke var opfyldt. Foelgelig var det ikke noedvendigt at foretage en omfattende analyse af den retlige karakter af de beloeb, som det belgiske PMU har modtaget som sin del af afgifterne paa vaeddemaalene, for at kunne fastslaa, hvorvidt disse beloeb udgoer »statsmidler«, dvs. at de stammer fra en obligatorisk afgift, der er fastsat i offentligretlige franske bestemmelser, og hvoraf en del er overfoert direkte til det belgiske PMU (19). Kommissionen kunne som tilstraekkelig begrundelse for afvisningen af klagen anfoere, at Frankrig ikke havde favoriseret det belgiske PMU, forudsat naturligvis at begrundelsen var rigtig og fyldestgoerende. Som logisk foelge heraf har Retten, idet den fandt, at den paagaeldende begrundelse opfyldte begge ovennaevnte betingelser, med foeje undladt at tage udtrykkelig stilling til de andre af ovennaevnte klagepunkter, som Ladbroke havde forelagt den. Sagen ville naturligvis stille sig anderledes, saafremt Rettens bedoemmelse af det retlige spoergsmaal om, hvorvidt der var tale om en favorisering af det belgiske PMU, beroede paa en retlig fejl, hvilket jeg vil komme naermere ind paa umiddelbart nedenfor.

2) Vedroerende anbringendets oevrige led

29 Ved en korrekt fortolkning kan foelgende udledes af den anfaegtede doms praemis 59-62: Retten finder, at Kommissionens begrundelse - nemlig at det belgiske PMU ikke er blevet begunstiget, fordi de indtaegter, som det med hjemmel i den omtvistede aftale opnaar af vaeddemaal afsluttet i Frankrig, procentvis svarer til de indtaegter, som det ville have haft, saafremt vaeddemaalene i belgiske loeb direkte blev afsluttet af det - er i overensstemmelse med aanden i og ordlyden af traktatens artikel 92, stk. 1. Dette er ifoelge Retten det korrekte kriterium for afgoerelsen af, om det belgiske PMU har haft en reel fordel, naar henses til, at gaeldende fransk lovgivning bestemmer, at vaeddemaal i hestevaeddeloeb i udlandet som hovedregel er underkastet samme skatter og afgifter som dem, der gaelder i de lande, hvor disse vaeddeloeb organiseres. Foelgelig kan den omtvistede aftale ikke anses for at begunstige en af parterne, idet den ikke udgoer en undtagelsesforanstaltning i forhold til den almindelige ordnings system, som den franske lovgiver har fastsat for vaeddemaal afsluttet i Frankrig, »... men tvaertimod er i overensstemmelse hermed, idet [dette system] netop er kendetegnet ved, at der af indsatserne i vaeddemaal i loeb, der arrangeres i udlandet, foretages de indeholdelser og betales de afgifter, som anvendes i det land, hvor de paagaeldende hestevaeddeloeb arrangeres« (20). Dette raesonnement svaekkes ifoelge Retten ikke af, at vaeddemaal afsluttet i Frankrig vedroerende belgiske vaeddeloeb og vaeddemaal i vaeddeloeb, der arrangeres paa fransk omraade, ikke behandles paa samme maade efter fransk ret, idet afgiftssatserne er forskellige.

30 Jeg skal for det foerste bemaerke, at ordlyden af artikel 92, stk. 1, er uklar. For at kunne fastslaa, at en behandling »begunstiger« en virksomhed, dvs. giver virksomheden en fordel, der kan maales i penge, maa man foerst foretage en sammenligning mellem den behandling, som den virksomhed, der formodes at nyde fordel af stoetten, er genstand for, og den behandling, der gives andre virksomheder. Med andre ord er det noedvendigt at fastlaegge det, som sammenligningen gaar paa, for at kunne fastslaa, hvorvidt der er ydet en fordel.

Der er to mulige definitioner paa begrebet »fordel«, og i de fleste tilfaelde viser de sig i sidste instans at vaere synonyme. Generelt kan fordelen bestaa i en fortjeneste ud over den, der kan opnaas under frie konkurrencevilkaar. En fordelagtig behandling kan ogsaa defineres paa en anden - maaske mere sikker - maade, nemlig i forhold til den behandling, som gives erhvervsdrivende (konkurrenter), som befinder sig i samme faktiske og retlige situation som det selskab, der haevdes at vaere begunstiget, og som udoever samme form for virksomhed som sidstnaevnte selskab. Fra dette synspunkt fremstaar forbuddet mod statsstoette at foelge af det almindelige lighedsprincip og af den regel, der kan udledes heraf, nemlig at identiske situationer skal behandles efter samme regler.

31 I teorien er de ovennaevnte sondringer tilstraekkelig klare, men deres anvendelse i praksis giver ikke altid sig selv i sager som den foreliggende. Hvad skal man f.eks. sammenligne behandlingen af det belgiske PMU med for at afgoere, om den er »gunstig«? Retten har tilsluttet sig Kommissionens synspunkt og har som kriterium accepteret en sammenligning mellem det belgiske PMU's indtaegter i Frankrig og de indtaegter, det ville have haft, saafremt de samme vaeddemaal var afsluttet paa det sted, hvor loebet blev afholdt, nemlig i Belgien. Ladbroke finder derimod, at man skal sammenligne den procentvise andel af afgifterne af vaeddemaal i franske vaeddeloeb, der tilfalder den franske stat, og den andel, den franske stat modtager af vaeddemaalene i belgiske loeb. Med andre ord maa det fastslaas, hvilken virksomhed der, naar det kommer til stykket, kan ligestilles med det belgiske PMU's virksomhed paa det franske marked for vaeddemaal, foerend man kan afgoere, om det belgiske PMU modtager en gunstigere behandling end den, der i almindelighed ydes dem, som udoever denne virksomhed.

32 Retten i Foerste Instans er af den opfattelse, at den omhandlede virksomhed bestaar i paa det franske marked at udbyde totalisatorvaeddemaal i vaeddeloeb, der finder sted i udlandet. Denne form for virksomhed er omfattet af den generelle regel i fransk lovgivning, hvorefter der skal foretages de samme indeholdelser i vaeddemaal i loeb, der finder sted i udlandet, som dem, der er fastsat i det lands lovgivning, hvor loebene finder sted. Da Retten ikke fandt, at behandlingen af det belgiske PMU afviger fra denne generelle regel (idet det belgiske PMU, som jeg har paavist, modtager 23% af indsatsen for de belgiske loeb, dvs. nogenlunde samme procentdel, som det ville modtage, saafremt vaeddemaalet var afsluttet i Belgien), har Retten konkluderet, at der ikke kan tales om en saerlig »gunstig« behandling af denne virksomhed.

33 Efter min opfattelse er denne sammenligning blot et indicium, der taler for, at det belgiske PMU i den foreliggende sag ikke er blevet begunstiget (21). Jeg finder imidlertid, at dette argument let kan afvises med henvisning til, at satserne for det belgiske PMU's indtaegter i medfoer af aftalen af 18. marts 1991 ikke er faste, men varierer efter summen af de samlede vaeddemaal hvert aar (22). Kan man nemlig haevde, at den almindelige ordning i henhold til fransk lovgivning tilsidesaettes, og at det belgiske PMU behandles ugunstigt i de hypotetiske tilfaelde, hvor vaeddemaalene overstiger 50, 75 eller 100 mio. FF, saaledes at det belgiske PMU's procentvise andel falder betydeligt? Endvidere kan det efter min opfattelse ikke accepteres, at forskellen mellem de indeholdelser, den franske stat foretager i vaeddemaalene i henholdsvis franske loeb og belgiske loeb, ikke har nogen betydning i den foreliggende sag, idet det belgiske PMU's indtaegter ville have vaeret de samme, saafremt de samme vaeddemaal var blevet afsluttet i Belgien (23). Da de paagaeldende vaeddemaal er afsluttet paa det franske marked, kan anbringendet om, at de til fordel for staten foretagne indeholdelser er lavere end indeholdelserne i tilsvarende vaeddemaal i franske loeb, under visse omstaendigheder vaere relevant ved afgoerelsen af, om der foreligger ulovlig stoette. Under alle omstaendigheder skal forskellen mellem de af staten foretagne indeholdelser vaere begrundet, for at man kan konkludere, at der ikke er tale om stoette omfattet af traktatens artikel 92. En saadan begrundelse fremgaar efter min opfattelse ikke af sammenligningen mellem det belgiske PMU's indtaegter i Frankrig og dets (hypotetiske) indtaegter i Belgien.

34 Jeg finder derfor, at svaret paa det retlige spoergsmaal, der er rejst, skal findes andetsteds og ikke alene i det kriterium, der er lagt til grund af Retten, og som foelger af en sammenligning mellem de afgiftssatser, der for samme vaeddeloeb anvendes af det belgiske PMU i Frankrig, og dem, det anvender i Belgien, samt af fransk lovgivning, navnlig artikel 15 i finansloven for 1965 (24). Foelgelig er Kommissionens sammenligning, som Retten har gjort til sin, mellem det belgiske PMU's indtaegter i Frankrig og de indtaegter, som det ville opnaa, saafremt vaeddemaalet var afsluttet i Belgien, ikke nogen tilstraekkelig begrundelse for at konkludere, at sammenslutningen ikke er blevet begunstiget af den franske stat.

35 Paa den anden side er der grund til at undersoege baeredygtigheden af Ladbroke's argumentation, der udelukkende er baseret paa en sammenligning mellem de indeholdelser, der til fordel for de offentlige franske virksomheder foretages i de vaeddemaal, der indgaas henholdsvis i franske loeb og belgiske loeb. Argumentationen bygger paa det synspunkt, at udbydelsen af vaeddemaal i franske loeb er en aktivitet, der svarer til udbydelsen af vaeddemaal i belgiske loeb, saaledes at den retlige og skattemaessige ordning, der finder anvendelse, skal vaere noejagtig den samme. Og da hestevaeddemaal i Frankrig hovedsagelig afsluttes vedroerende loeb, der finder sted paa fransk omraade (aabningen af markedet for belgiske hestevaeddeloeb er den eneste undtagelse), boer de regler, der gaelder for de franske loeb, ligeledes gaelde for aftalen mellem det belgiske og det franske PMU. Appellanten goer herefter gaeldende, at den franske stat ved at foretage meget mindre indeholdelser i det belgiske PMU's indtaegter end dem, den anvender over for det franske PMU for vaeddeloeb i franske loeb, yder stoette til det belgiske PMU.

36 Selv om der er en vis logik i denne argumentation, finder jeg ikke, at den kan tiltraedes i den foreliggende sag, da den ikke tager hensyn til den saerlige karakter af vaeddemaal i belgiske loeb og til forskellene mellem disse og vaeddemaalene i franske loeb. Argumentationen bygger efter min mening paa en opfattelse af statens rolle som lovgiver, der er alt for snaever, og frakender staten mulighed for at tilpasse reglerne efter det enkelte tilfaeldes behov. De to kategorier af vaeddemaal er nemlig, naar det kommer til stykket, ikke identiske, og man kan ikke laegge til grund, at der foreligger en begunstigelse i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand, fordi der er fastsat forskellige regler vedroerende forhold, der ikke er identiske.

37 Hvad angaar dette spoergsmaal finder jeg, at Kommissionens argumenter for at afvise Ladbroke's klage - og som er anfoert i beslutningen, saaledes som denne er refereret i den anfaegtede dom (praemis 14-18) - er lovlige og tilstraekkelig klare. Naermere bestemt har Kommissionen med foeje haevdet, for det foerste, at systemet med indeholdelser, der foretages i forbindelse med vaeddemaal i franske loeb, ikke kan overfoeres til vaeddemaal i loeb paa belgisk omraade, fordi systemet omfatter »rent franske« bidrag og afgifter, som f.eks. bidragene til de franske hestestutterier. Endvidere kan fordelingen af afgiften mellem de virksomheder, som har det i afgiften, ikke ske paa noejagtig samme grundlag for vaeddemaal i franske loeb og vaeddemaal i belgiske loeb, da afgiftssatsen ikke er den samme i de to tilfaelde (25).

38 Selv om Kommissionen anerkender, at der er forskel mellem indeholdelserne, der foretages til fordel for den franske stat i indsatserne for vaeddemaalene i de franske loeb, og dem, der foretages i indsatserne for vaeddemaalene i de belgiske loeb - en forskel, der i oevrigt under ingen omstaendigheder naar op paa det af klageren paastaaede niveau - har den foelgelig i sidste ende med rette konkluderet, at denne forskel ikke i sig selv giver grundlag for at antage, at der foreligger en ulovlig statsstoette til fordel for det belgiske PMU. Det afgoerende argument for at afvise paastandene om statsstoette kan, som naevnt ovenfor (26), ikke vaere det, der kan udledes af en sammenligning mellem det belgiske PMU's indtaegter af et vaeddemaal afsluttet i Frankrig og de indtaegter, sammenslutningen ville have opnaaet, saafremt det samme vaeddemaal var blevet afsluttet i Belgien. Ovennaevnte forskel i henseende til indeholdelserne til fordel for den franske stat kan forklares med henvisning til de saerlige omstaendigheder ved vaeddemaal i loeb, der afholdes i Belgien, sammenlignet med vaeddemaal i franske loeb, men ogsaa med henvisning til, at den omtvistede aftale mellem det belgiske og det franske PMU som helhed betragtet ikke giver den belgiske sammenslutning nogen aabenbar fordel. Som det fremgaar af praemis 17 i den anfaegtede dom, har Kommissionen navnlig foretaget en samlet bedoemmelse af aftalen og er naaet til den konklusion, at den fordel, som det belgiske PMU synes at have i den foerste fase, falder bort i de efterfoelgende faser. Naar omsaetningen vedroerende de paagaeldende vaeddemaal overstiger 100 mio. FF, er det i oevrigt den franske stat, som modtager broderparten af de opkraevede afgifter, idet dens andel af de samlede indsatser (19,169%) er stoerre end dens andel af indsatserne i forbindelse med vaeddemaal i franske loeb (13%). Kommissionen har konkluderet, at aftalen efter en samlet bedoemmelse ikke medfoerer ubegrundede eller urimeligt store fordele for den ene af parterne, nemlig det belgiske PMU. Med andre ord kan variationen i de procentvise afgifter, der fordeles mellem modtagerne, taenkes at bidrage til opnaaelse af kommercielle og oekonomiske maal, der er direkte forbundet med aftalens saerlige kendetegn, uden at det belgiske PMU derfor noedvendigvis begunstiges ensidigt og imod enhver kommerciel og handelsmaessig logik (27).

39 Jeg maa konkludere, at det er med foeje, at Kommissionen for det foerste fandt, at indeholdelserne til fordel for den franske stat ikke skal og ikke kan vaere noejagtig de samme for vaeddemaal i loeb, som afholdes i henholdsvis Frankrig og Belgien, og for det andet, at den omtvistede aftale mellem det belgiske og det franske PMU efter en samlet bedoemmelse ikke giver det belgiske PMU en saadan fordel, at der maa antages at vaere tale om statsstoette. Kommissionen har saaledes med foeje og med behoerig angivelse af en begrundelse afvist Ladbroke's klage i den anfaegtede beslutning. Herefter kunne Retten - uanset de mere specifikke praemisser i dommen - med foeje frifinde sagsoegte, og foelgelig maa appellen ogsaa forkastes som ubegrundet.

III - Forslag til afgoerelse

Af disse grunde foreslaar jeg Domstolen at traeffe foelgende afgoerelse:

»1) Den af Tiercé Ladbroke SA ivaerksatte appel forkastes i sin helhed.

2) Appellanten betaler sagens omkostninger.«

(1) - Dom i sag T-471/93, Tiercé Ladbroke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2537.

(2) - Der er tale om en erhvervsoekonomisk sammenslutning, som i Frankrig har eneret til at formidle vaeddemaal paa hestevaeddeloeb uden for vaeddeloebsbanerne. Se ligeledes fodnote 4 i mit forslag til afgoerelse i de forenede sager C-359/95 P og C-379/95 P, som ogsaa fremsaettes i dag.

(3) - Denne juridiske person, som er oprettet med det formaal at tilrettelaegge modtagelsen af vaeddemaal paa belgiske vaeddeloeb, har eneretten til at gennemfoere totalisatorvaeddemaal uden for vaeddeloebsbanerne i forbindelse med disse vaeddeloeb.

(4) - Angaaende definitionen paa totalisatorvaeddemaal henviser jeg til fodnote 2 til mit forslag til afgoerelse i de forenede sager C-359/95 P og C-379/95 P.

(5) - Ifoelge beslutningen kan afgiften af indtaegten af vaeddemaal i hestevaeddeloeb ikke anses for en beskatning, for det foerste fordi den selv er genstand for indeholdelser til det offentlige af fiskal karakter, og for det andet fordi dens stoerrelse i Frankrig saavel som i Belgien veksler med forskellige faktorer, saasom det sted, hvor loebet arrangeres, og de formaal, afgiften tilflyder, eksempelvis Fonden for Hestestutterier eller Den Nationale Fond for Udvikling af Vandforsyning eller statskassen. Desuden ville det ifoelge beslutningen vaere forkert, saafremt man i 35%-afgiften paa indsatsen i vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig vedroerende belgiske vaeddeloeb, foretog en offentlig indeholdelse paa 18% som for indsatsen i vaeddemaal i franske loeb. Denne offentlige franske indeholdelse omfatter nemlig »rent franske« afgifter, navnlig afgifterne til de franske hestestutterier (fra 1,86% til 3,36%) og 22% moms, der beregnes af den del af afgiften, der tilfalder de franske vaeddeloebsselskaber. Den offentlige franske indeholdelse paa 18% kan altsaa ikke i sin helhed finde anvendelse paa afgiften paa 35% af indsatsen i vaeddemaal i belgiske loeb, men kun med den del, der er tilbage efter fradrag af de rent franske afgifter, der andrager ca. 5%. Dette indebaerer allerede, at det beloeb, der indeholdes til franske offentlige formaal, kommer til at andrage mindre end 13% af de beloeb, der spilles for i belgiske loeb, saaledes at det naermer sig den offentlige franske indeholdelse paa for tiden 6,4% i den afgift paa 35%, der opkraeves af indsatsen i vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig vedroerende belgiske loeb. Ifoelge Kommissionen er den andel af afgiften, der tilfalder det belgiske PMU, procentvis naesten den samme, hvad enten vaeddemaalet afsluttes gennem et i Frankrig eller Belgien beliggende vaeddemaalsagentur. Saafremt vaeddemaalene vedroerende de belgiske loeb blev afsluttet i Belgien, ville det belgiske PMU's andel, alt efter hvilken region der var tale om, andrage 25-28%, minus 5,5% i administrationsomkostninger, hvilket giver en andel paa mellem 19,5 og 22,5%, sammenlignet med 23,114%, naar vaeddemaalene afsluttes i Frankrig. Naar det belgiske PMU's ekstraudgifter i anledning af afslutningen af vaeddemaal uden for belgisk omraade (til reklame, oplysning og prisinformation) fradrages i disse 23,114%, kan det konstateres, at det belgiske PMU for de vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig vedroerende belgiske loeb, modtager en andel, der i det vaesentlige svarer til den andel, sammenslutningen ville have modtaget, saafremt den selv optog vaeddemaalene vedroerende belgiske vaeddeloeb. Endelig kan ifoelge beslutningen aftalen mellem de to PMU'er efter en samlet bedoemmelse kun i sin foerste fase antages at vaere til fordel for det belgiske PMU, for saa vidt angaar omsaetningstrinnet paa under 50 mio. FF. For saa vidt angaar de senere faser, dvs. naar og hvis omsaetningen vokser, falder det belgiske PMU's andel i afgifterne vaesentligt. Kommissionen har under alle omstaendigheder i beslutningen forbeholdt sig retten til at tage aftalen op til fornyet undersoegelse efter fire aar og har opfordret de franske myndigheder til at forelaegge den en aarlig beretning om gennemfoerelsen af aftalen mellem de to PMU'er.

(6) - Ladbroke har henvist til Domstolens dom af 22.3.1977, sag 78/76, Steinike og Weinlig, Sml. s. 595.

(7) - Kommissionen har bemaerket, at denne afgift ikke er fast, men i henhold til belgisk ret eventuelt kan fastsaettes paa et lavere niveau end de 35%, der gaelder for tiden.

(8) - Ladbroke har fremhaevet, at selskabets klagepunkter ikke vedroerer fastlaeggelsen af de faktiske omstaendigheder, men det retlige spoergsmaal om den rigtige fortolkning af traktatens artikel 92, stk. 1, hvorfor klagepunkterne ogsaa kan antages til realitetsbehandling paa appelstadiet.

(9) - Medlemsstatens indgreb kan have form af en skat eller andre former for afgifter.

(10) - Appellanten har paaberaabt sig Domstolens dom af 2.7.1974, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 709, hvoraf det fremgaar, at en medlemsstat efter faellesskabsretten ikke kan begrunde en fordel, den har indroemmet en virksomhed, med, at denne oekonomiske fordel har til formaal at stille virksomheden i samme oekonomiske og faktiske situation, som den ville befinde sig i, saafremt den udoevede samme aktiviteter i en anden medlemsstat.

(11) - Appellanten har henvist til Domstolens dom af 10.12.1969, forenede sager 6/69 og 11/69, Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1969, s. 143, org. ref.: Rec. s. 523.

(12) - Det kan endvidere ikke haevdes, at fordi spoergsmaalet er rejst i foerste instans og er blevet realitetsbehandlet i denne, maa argumentet afvises paa appelstadiet for ikke at goere den kontrol, der udoeves paa dette stadium, til en kontrol i anden instans (jf. kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, praemis 36-39, og kendelse af 28.11.1996, sag C-293/95 P, Odigitria mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 6129, praemis 44 og 45). Ganske vist har appellanten i appelsagen paaberaabt sig en raekke retlige argumenter, som den allerede havde gjort gaeldende for Retten i Foerste Instans, men det er sket ikke for at stoette argumentationen vedroerende ugyldigheden af Kommissionens oprindelige beslutning, men for at stoette appellen, idet der udelukkende henvises til fejl i den anfaegtede dom. Foelgelig er disse argumenter som helhed antagelige til realitetsbehandling.

(13) - Faktisk oenskede faellesskabslovgiver med denne bestemmelse at forhindre, at medlemsstaterne udbetaler stoette til virksomheder af samme nationalitet som led i udviklingen af en statslig og interventionistisk oekonomi. I EOEF's foerste aar stammede faren for konkurrencefordrejning foerst og fremmest, for ikke at sige udelukkende, fra tilskud med denne oprindelse.

(14) - Traktatens artikel 92, stk. 1.

(15) - Domstolen har i sin dom af 24.2.1987, sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901, praemis 8, fastslaaet, at der ved anvendelsen af traktatens artikel 92 »... saaledes ikke [sondres] efter grundene eller hensigten med de paagaeldende interventioner, men bestemmelsen definerer dem alene efter deres virkninger«. Jf. ligeledes dom af 2.7.1974, Italien mod Kommissionen, citeret ovenfor i fodnote 10, og af 13.3.1985, forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809.

(16) - Faellesskabets retsinstanser har gentagne gange fremhaevet, at forbuddet i artikel 92 omfatter statsstoette under enhver taenkelig form. Jf. f.eks. dom af 14.11.1984, sag 323/82, Intermills mod Kommissionen, Sml. s. 3809, praemis 31 og 32, og af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433.

(17) - Den anfaegtede doms praemis 35 og 36.

(18) - Se f.eks. dom af 17.3.1993, forenede sager C-72/91 og C-73/91, Sloman Neptun, Sml. I, s. 887, hvori Domstolen fandt, at der ikke kan vaere tale om statsstoette, naar der ikke foreligger en konkret fordel, der er finansieret ved hjaelp af statsmidler (praemis 21 og 22).

(19) - I oevrigt har Kommissionen med rette i sin beslutning, saaledes som den er beskrevet i den anfaegtede doms praemis 14, bemaerket, at det ville vaere en fejl at betragte forskellene mellem de beloeb, den franske stat opkraever af indsatserne i vaeddemaalene i henholdsvis franske og belgiske vaeddeloeb, som resultat af en forskel i beskatningen, der er til fordel for det belgiske PMU. Afgiften af indtaegterne af vaeddemaalene i hestevaeddeloeb kan ikke kaldes en skat, idet den selv er genstand for offentlige indeholdelser af fiskal karakter. Det kan derfor ikke haevdes, at den franske stat ved at opkraeve en mindre andel af afgifterne paa belgiske vaeddeloeb end paa franske vaeddeloeb automatisk har ydet det belgiske PMU et beloeb, der stammer fra statsmidler, naermere betegnet fra skatteindtaegter. Dette er i oevrigt grunden til, at jeg ikke kan anerkende den parallel, som appellanten soeger at drage til det spoergsmaal, som Domstolen behandlede i Steinike og Weinlig-sagen (jf. fodnote 6 ovenfor).

(20) - Den anfaegtede doms praemis 62.

(21) - Paa samme maade som det, hvis det modsatte havde vaeret tilfaeldet, nemlig at det belgiske PMU's fortjeneste var stoerre i Frankrig end den fortjeneste, noejagtig samme vaeddemaal kunne have givet i Belgien, blot ville have vaeret et indicium for, at behandlingen i Frankrig er omfattet af forbuddet i traktatens artikel 92.

(22) - Argumentet svaekkes endvidere af, at denne almindelige ordning i virkeligheden kun er anvendt en eneste gang, nemlig i forbindelse med det belgiske PMU.

(23) - I virkeligheden har Retten i Foerste Instans ikke realitetsbehandlet dette anbringende. Retten har blot udtalt, at »... denne kritik fra sagsoegerens side [heller ikke] kan skabe tvivl om rigtigheden af Kommissionens bedoemmelse, hvorefter de indtaegter, [det belgiske PMU] som slutresultat opnaar af den omhandlede afgift med hjemmel i den omtvistede aftale, procentvis svarer til de indtaegter, sammenslutningen ville have haft af denne afgift, saafremt vaeddemaalene i belgiske loeb direkte blev afsluttet af den ...«.

(24) - Totalisatorvaeddemaal indebaerer ifoelge deres natur, at de samlede afgifter af indsatserne er de samme for samtlige vaeddemaal i et bestemt loeb. Ved et loeb arrangeret i Belgien er det saaledes udelukket, at de vaeddemaal, der afsluttes i Belgien, paalaegges en afgift paa 35%, mens de tilsvarende vaeddemaal afsluttet i Frankrig paalaegges en afgift paa 30%, da det netop er kendetegnende for totalisatorsystemet, at samtlige indsatser indbetales i en faelles pulje, hvorfra gevinsterne fordeles efter opkraevning af de tilsvarende afgifter. Det ville derfor vaere en tilsidesaettelse af konkurrencereglerne, saafremt det samme vaeddemaal i samme loeb giver forskellige gevinster afhaengig af, hvor vaeddemaalet er afsluttet. Dette er princippet i den almindelige ordning, som Retten henviser til, men det indebaerer paa ingen maade, at fordelingen af afgiften mellem de paagaeldende offentlige og private parter sker paa noejagtig samme maade i samtlige de stater, hvor der er afsluttet vaeddemaal.

(25) - Som naevnt ovenfor (i fodnote 2 og 4), skyldes forskellen mellem de samlede afgiftssatser for vaeddemaal i henholdsvis franske og belgiske loeb de saerlige traek ved totalisatorsystemet, der er det eneste tilladte for vaeddemaal i hestevaeddeloeb i Frankrig.

(26) - Se punkt 33 og 34 ovenfor.

(27) - I virkeligheden har Kommissionen i sin samlede bedoemmelse af aftalen af 18.3.1991 forudsaetningsvis antaget, at Den Franske Republik ved selv at underskrive denne aftale eller ved at indgaa den gennem det franske PMU, som Den Franske Republik kontrollerer, har handlet som en normal erhvervsdrivende og ikke har givet det belgiske PMU en oekonomisk fordel ved at overlade selskabet nogle indtaegter, som Den Franske Republik normalt ville have haft. Som bekendt benytter Kommissionen og Faellesskabets retsinstanser ofte kriteriet »normal erhvervsdrivende« for at afgoere, om en oekonomisk foranstaltning fra statens side udgoer en skjult statsstoette eller ej (jf. dommene i sagerne Intermills mod Kommissionen og Italien mod Kommissionen, der er citeret ovenfor i fodnote 16, samt den saerligt interessante analyse, som Retten har foretaget i sin dom af 12.12.1996 i sag T-358/94, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 2109). Jeg skal ikke foretage en naermere bedoemmelse af rigtigheden af dette synspunkt. I oevrigt skal Domstolens proevelse af en kommissionsakt, der hviler paa en kompliceret oekonomisk bedoemmelse, »... begraenses til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en aabenbar fejl ved vurderingen af de naevnte faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning« (dom af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, praemis 11, med yderligere henvisninger til retspraksis). Jeg vil indskraenke mig til foelgende bemaerkning: Den omtvistede aftale mellem det belgiske og det franske PMU synes at vaere fordelagtig for saavel disse to selskaber som den franske stat, hvis indtaegter stiger, selv om stigningen er mindre (i aftalens foerste fase) end det beloeb, staten ville modtage for loeb afholdt i Frankrig. I virkeligheden er der ikke tale om, at den franske stat efterfoelgende beskatter det vaeddemaal, der er afsluttet paa fransk omraade. Den franske stat deltager derimod i organiseringen af vaeddemaalsmarkedet og oppebaerer direkte en andel af indsatserne ud over den gaeldende beskatning. Den omtvistede aftale tog sigte paa at indfoere et nyt produkt paa det franske hestevaeddeloebsmarked, saaledes at begge PMU'er og den franske stat kunne regne med en foroegelse af indtaegterne. Saa laenge dette produkt indtager en marginal position paa markedet, har den franske stat ingen interesse i at opkraeve en stor procentdel af afgifterne. Men i tilfaelde af, at dette produkt en dag kommer til at udgoere en stor del af det franske marked som foelge af en tilsvarende foroegelse af omsaetningen for denne kategori vaeddemaal, er der i aftalen fastsat en trinvis foroegelse af de procentdele, der indbetales til den franske stat, med en tilsvarende reduktion af det belgiske PMU's indtaegter. Kommissionen har derfor med foeje fundet, at aftalen af 18.3.1991 efter en samlet vurdering ikke synes at begunstige det belgiske PMU, og Kommissionen har hermed tilkendegivet, at den franske stats adfaerd ikke afviger fra, hvad man kunne forvente hos en normal erhvervsdrivende.

Full & Egal Universal Law Academy