EUR-Lex -  61995CC0357 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Fennelly fremsat den 5

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Den appellerede dom beroerer en raekke vaesentlige principspoergsmaal, navnlig om en uranproducent kan kraeve, at Kommissionen paalaegger Euratoms Forsyningsagentur at anvende visse bestemmelser i Euratom-traktaten (1), som haevdes at vaere blevet foraeldet, og om Kommissionen paadrager sig ansvar ved at naegte at udstede et saadant paabud. Af grunde, som jeg straks skal komme tilbage til, finder jeg ikke, at Domstolen behoever at komme ind paa disse spoergsmaal i den foreliggende sag.

I - Retlige omstaendigheder

2 Traktaten bygger paa den idé, at »kerneenergien udgoer en vaesentlig kilde til sikring af produktionens udvikling og fornyelse og vil kunne fremme fredens sag« (praeamblen, foerste betragtning) (2). Ifoelge traktaten har Faellesskabet til opgave »gennem skabelsen af de noedvendige betingelser for den hurtige dannelse og udvikling af en kerneenergiindustri at bidrage til hoejnelse af levestandarden i medlemsstaterne og til udvikling af forbindelserne med andre lande« (artikel 1). Til opfyldelse af sin opgave skal Faellesskabet ifoelge artikel 2, litra d) og g), »under de i denne traktat foreskrevne betingelser ... soerge for regelmaessig og ligelig forsyning med malme og nukleart braendsel til alle brugere i Faellesskabet« og »sikre store afsaetningsmuligheder og adgang til den bedst mulige teknik gennem dannelsen af et faelles marked for saerligt materiel og udstyr, gennem fri bevaegelighed for kapital til investeringer paa kerneenergiens omraade og gennem fri ret til beskaeftigelse for specialister inden for Faellesskabet«.

3 I traktatens afsnit II, kapitel 6 (herefter »kapitel 6«) er der fastsat mere specifikke bestemmelser vedroerende forsyninger. I artikel 52, stk. 1, hedder det: »Forsyning med malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer (3) sikres ... efter princippet om lige adgang til forsyningskilderne, og gennem en faelles forsyningspolitik«. Ved artikel 52, stk. 2, litra a), forbydes »alle fremgangsmaader, der har til formaal at sikre visse brugere en privilegeret stilling«. Ved artikel 52, stk. 2, litra b), oprettes et forsyningsagentur (herefter »agenturet«), som faar tillagt en »optionsret til malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer, produceret paa medlemsstaternes omraader, og som ligeledes besidder eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer, der hidroerer fra omraader inden for eller uden for Faellesskabet«.

4 I traktatens artikel 53 bestemmes foelgende:

»Agenturet er underlagt Kommissionens kontrol; Kommissionen fastlaegger retningslinjer for dets virksomhed, har vetoret med hensyn til dets beslutninger og udnaevner dets generaldirektoer saavel som dets vicegeneraldirektoer.

Enhver udtrykkelig eller stiltiende disposition fra agenturets side, under udoevelse af dets optionsret eller dets eneret til at slutte kontrakter om leverancer, kan af de interesserede parter forelaegges for Kommissionen, der traeffer beslutning inden en maaned.«

5 I kapitel 6, afdeling 2 og 3, fastsaettes bestemmelser vedroerende nukleare materialer fra omraader, der ligger henholdsvis inden for og uden for Faellesskabet. For saa vidt angaar nukleare materialer, der hidroerer fra Faellesskabet, bestemmes det i artikel 57, stk. 1, at agenturets optionsret gaelder »erhvervelsen af ejendomsret«; ifoelge artikel 57, stk. 2, »udoever [agenturet] sin optionsret ved indgaaelse af kontrakter med producenter af malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer«, samtidig med at det paalaegges producenterne at tilbyde agenturet de nukleare materialer, som de producerer paa medlemsstaternes omraader. I artikel 59 fastlaegges de betingelser, der skal opfyldes, hvis producenten vil forarbejde eller eksportere nukleare materialer, for hvilke agenturet ikke udoever sin optionsret.

6 Artikel 60, som spiller en central rolle i den foreliggende sag, boer gengives i sin fulde ordlyd:

»Eventuelle brugere underretter regelmaessigt agenturet om deres behov for forsyning, med specifikation af maengder, fysisk og kemisk beskaffenhed, oprindelsessted, anvendelse, tidspunkter for levering og prisbetingelser, der skal indgaa som bestemmelser og vilkaar i en forsyningskontrakt, som de oensker at afslutte.

Ligeledes underretter producenterne agenturet om de tilbud, som de er i stand til at afgive, med alle specifikationer, og isaer om varigheden af de kontrakter, som er noedvendige for opstilling af deres produktionsprogrammer. Varigheden af disse kontrakter maa ikke uden Kommissionens tilladelse overskride ti aar.

Agenturet giver alle eventuelle brugere meddelelse om de tilbud og omfanget af de forespoergsler, det har modtaget, og opfordrer dem til at afgive ordrer inden en bestemt frist.

Naar agenturet er i besiddelse af samtlige disse ordrer, giver det meddelelse om de betingelser, paa hvilke det kan imoedekomme dem.

Hvis agenturet ikke fuldt ud kan efterkomme alle modtagne ordrer, fordeler det leverancerne i forhold til de ordrer, der svarer til hvert enkelt tilbud, med forbehold af bestemmelserne i artikel 68 og 69.

Et af agenturet udfaerdiget reglement, der kraever Kommissionens godkendelse, fastsaetter vilkaarene for sammenholdelse af tilbud og ordrer.«

7 I henhold til artikel 61 er agenturet forpligtet til »at imoedekomme alle ordrer, medmindre juridiske eller materielle forhold er til hinder herfor«.

8 I artikel 64 bestemmes det i det vaesentlige, at »agenturet ... har ... eneret til at indgaa aftaler og overenskomster, hvis hovedformaal vedroerer levering af malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet«. I artikel 65, stk. 1, bestemmes det, at artikel 60 finder anvendelse paa (4) »brugernes ordrer og paa kontrakter mellem brugerne og agenturet« vedroerende saadanne forsyninger. I stk. 2 bestemmes det, at agenturet dog kan »bestemme leverancernes geografiske oprindelse, for saa vidt det sikrer brugeren mindst lige saa fordelagtige vilkaar som de i ordren angivne«.

9 I artikel 66, stk. 1, hedder det:

»Hvis Kommissionen paa de paagaeldende brugeres anmodning fastslaar, at agenturet ikke er i stand til inden for en rimelig frist helt eller delvis at levere de bestilte forsyninger eller kun kan goere det til urimelige priser, har brugerne ret til direkte at slutte kontrakter om leverancer, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet, for saa vidt disse kontrakter i det vaesentlige svarer til de i deres ordrer angivne behov.«

Retten til at importere nukleare materialer gives for en periode af et aar og kan fornyes. Importen finder sted under Kommissionens direkte tilsyn.

10 Kapitel 6, afdeling 4, vedroerer priser. I artikel 67 bestemmes det, at »priserne [fremkommer] ved at sammenholde tilbud og ordrer i overensstemmelse med de i artikel 60 anfoerte betingelser«. Ifoelge artikel 68 og 69 kan henholdsvis Kommissionen - under visse omstaendigheder - og Raadet - paa forslag af Kommissionen - fastsaette priserne. Ogsaa ved artikel 68 forbydes »en prispolitik, der har til formaal at sikre visse brugere en privilegeret stilling«.

11 Det reglement, hvori vilkaarene for sammenholdelse af tilbud og ordrer paa nukleare materialer fastsaettes, og hvortil der henvises i traktatens artikel 60, stk. 6, blev vedtaget af agenturet den 5. maj 1960 og godkendt samme dag af Kommissionen (5). Den 15. juli 1975 blev der vedtaget visse aendringer til dette reglement (6). Ifoelge artikel 5a i det aendrede reglement er forbrugerne af nukleare materialer berettiget »til at henvende sig direkte til producenterne og til at forhandle frit med den valgte producent om leveringskontrakten«, men det bestemmes dog, at agenturet har ret til at indgaa eller til at afvise enhver kontrakt, som der forhandles om.

II - Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

12 Empresa Nacional de Urânio SA (herefter »ENU«) er en mindre, portugisisk producent af uran. Da der ikke i Portugal findes nogen industriel kernereaktor, er ENU noedsaget til at eksportere hele sin produktion. To gange, nemlig i 1987 og 1988, anmodede ENU agenturet om at udoeve sin optionsret i henhold til traktatens artikel 57 til et lager paa 350 tons koncentreret uran, som virksomheden havde oparbejdet.

13 De begivenheder, der foerte til ENU's foerste soegsmaal mod Kommissionen, beskrives som foelger i den appellerede doms praemis 6-9 (7):

»6 ... Under et moede den 24. oktober 1989 foreslog agenturet at finde en praktisk loesning [paa problemet med afsaetningen af ENU's uranbeholdning] sammen med brugerne, dvs. at goere brug af overtalelse og ikke af tvang. I skrivelse af 25. oktober 1989 med kopi til Kommissionen anmodede ENU paa ny agenturet om at handle i overensstemmelse med traktatens bestemmelser.

7 Som svar paa naevnte skrivelse af 25. oktober 1989 meddelte kommissionsmedlem Cardoso e Cunha, der var ansvarlig for energispoergsmaal og for agenturet, ved skrivelse af 8. december 1989 ENU, at 'han var enig i, at der som led i agenturets forsyningspolitik burde skabes en "saerlig ordning" for at loese problemer af den art', og at han havde opfordret agenturet til 'at foere de forslag om foranstaltninger, som agenturet havde fremlagt i denne forbindelse, ud i livet'. Desuden erklaerede Kommissionen som svar paa en skriftlig forespoergsel, som var blevet stillet den af Europa-Parlamentet under dets moedeperiode i april 1990, at 'Kommissionen inden for Euratom-traktaten (har) forpligtet sig til at finde en loesning paa problemet med afsaetningen af den portugisiske uranproduktion' (forespoergsel 190/90).

8 Som det fremgaar af parternes samstemmende indlaeg, overgav agenturet under et moede den 12. december 1989 ENU den 'skitse til praktisk loesning af problemet "portugisisk uran" inden for rammerne af forsyningspolitikken', som Cardoso e Cunha henviste til i sin naevnte skrivelse af 8. december 1989 under begrebet 'saerlig ordning'. I denne 'skitse' fastsattes foelgende:

'a) Den foreslaaede loesning bestaar i at fordele det portugisiske uran til elektricitetsselskaberne efter foelgende principper:

- Agenturets politik vedroerende praeference for faellesskabsproduktion af uran skal supplere nationale politikker.

- Den skal finde anvendelse uden forskelsbehandling paa alle producenter, som anmoder agenturet herom.

- Den skal udelukkende finde anvendelse paa eksisterende miner (produktionskapaciteten den 1.1.1990).

- Den skal have til formaal at opretholde driften af disse miner under perioder med markedsnedgang.

- Fordelingen af disponibelt uran i Faellesskabet skal bygge paa en fordelingsnoegle, der er saa objektiv som muligt.

- De producenter, der er omfattet af systemet, skal kunne paavise en kostpris, der er lavere end den aarlige gennemsnitspris, som Faellesskabets brugere for det loebende aar har betalt efter fleraarige kontrakter (agenturets "fleraarige gennemsnitspris").

b) Fordelingen og fastlaeggelsen af producentpriserne kan finde sted saaledes:

- Uranet kan fordeles i forhold til den installerede effekt i de atomkraftvaerker, der drives i industrielt eller kommercielt oejemed.

- Den pris, som producenten opnaar (pris frit fabrik med omveksling til valgfri faellesskabsvaluta), skal vaere producentens pristalsregulerede kostpris plus 10% (kostprisen attesteres af et revisionsfirma og revideres hvert tredje aar).

- Naar markedsprisen er hoejere end producentens kostpris plus 10%, skal ordningen suspenderes.'

9 ENU accepterede, at agenturet ivaerksatte den 'saerlige ordning', som agenturet havde overbragt selskabet under moedet den 12. december 1989, med henblik paa at loese afsaetningsproblemet for uranproduktionen. Imidlertid meddelte det saavel under dette moede som i sine skrivelser af 31. januar og 9. april 1990 agenturet, at det var i tvivl om, hvorvidt den netop beskrevne plan var effektiv, da den ikke i medfoer af bestemmelserne i traktatens kapitel VI paalagde Faellesskabets brugere at handle som bestemt.«

14 Den 2. maj 1990 meddelte agenturet ENU, at brugerne ikke var villige til at godkende den foreslaaede loesning. Efter »forskellige samtaler og en omfattende korrespondance med agenturet og Kommissionen« anmodede ENU ved skrivelse af 21. december 1990 (8) Kommissionen om i overensstemmelse med Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2, og artikel 148:

»a) i henhold til traktatens artikel 53 at paalaegge agenturet ... at genoprette den forskriftsmaessige funktion for de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI, under overholdelse af bestemmelserne om den faelles forsyningspolitik ...

b) straks at undersoege - og dernaest handle i overensstemmelse hermed - hvorledes det har vaeret muligt - uden nogen [kommissions-]undersoegelse i henhold til traktatens artikel 66 - at Faellesskabets brugere frit kan forsyne sig med uran fra eksterne markeder, skoent hele ENU's produktion er disponibel til en rimelig pris ...; Kommissionen skal direkte eller gennem agenturet klart goer de overtraedende virksomheder opmaerksom paa, at den vil skride ind over for dem, saafremt de foretager nye indfoersler, saa laenge ENU's produktion fortsat er til salg ...

c) af accepten med ENU ... at diskutere stoerrelsen af den godtgoerelse, der boer udbetales til ENU som erstatning for det tab, som virksomheden er blevet paafoert paa grund af Kommissionens og Forsyningsagenturets retsstridige undladelse af at udoeve faellesskabskompetence

d) at kraeve, at dens beslutning efterleves - hvilket agenturet ikke har gjort - samt paalaegge agenturet straks at indfoere - og stoette agenturet ved gennemfoerelsen heraf - en 'saerlig ordning', som muliggoer en umiddelbar loesning af problemet med hensyn til afsaetningen af ENU's uran ...

e) at paalaegge agenturet at efterleve den beslutning, som Kommissionen har rettet til det, og finde en tilfredsstillende loesning paa ENU's problemer, uden at dette er til hinder for anvendelsen af traktatens bestemmelser med henblik paa afboedning af fremtidige vanskeligheder ...«

15 Da Kommissionen ikke tog stilling hertil, anlagde ENU den 3. april 1991 i medfoer af traktatens artikel 148 sag med paastand om, at det fastsloges, at Kommissionen havde undladt at traeffe og fremlaegge den beslutning, ENU havde anmodet om i medfoer af traktatens artikel 53 (9). I dommens praemis 29 fastslog Domstolen indledningsvis, at »det maa ... undersoeges, om sagsoegeren - som haevdet - med denne skrivelse har forelagt en stiltiende disposition fra agenturets side for Kommissionen«. I dommen hedder det videre:

»30 Det bemaerkes for det foerste, at sagsoegeren har anmodet agenturet om at udoeve sin optionsret i henhold til traktatens artikel 57 med hensyn til sagsoegerens uranproduktion, og at agenturets stillingtagen gennem aarene, selv om det havde givet udtryk for sin hensigt om at finde en positiv loesning paa sagsoegerens problem, svarede til en stiltiende afvisning af denne ansoegning.

31 Det bemaerkes for det andet, at Kommissionen i besvarelse af samme ansoegning, der ogsaa var rettet til denne institution, ved skrivelse af 8. december 1989 meddelte sagsoegeren, at den var enig i, at der som led i agenturets forsyningspolitik burde skabes en 'saerlig ordning' for at loese problemer af den art, som ENU stod over for, og at den opfordrede agenturet til at foere de forslag om foranstaltninger, som agenturet havde fremlagt i denne forbindelse, ud i livet.

32 Det er under hensyn til disse forudgaaende begivenheder, at den skrivelse, som sagsoegeren rettede til Kommissionen den 21. december 1990, skal bedoemmes i forhold til traktatens artikel 53, stk. 2.

33 Denne bestemmelse kan ikke anses for at omfatte de ensartede ansoegninger vedroerende den politik, som agenturet burde foelge, samt den ansoegning, som angik droeftelsen af stoerrelsen af den erstatning, der skal betales til sagsoegeren.

34 Derimod skal den paagaeldende skrivelse - for saa vidt som Kommissionen anmodes om 'i overensstemmelse med traktatens artikel 53, stk. 2' at paalaegge agenturet at ivaerksaette en 'saerlig ordning', som muliggoer en oejeblikkelig loesning af problemet med hensyn til afsaetningen af ENU's uran - forstaas som en forelaeggelse for Kommissionen af agenturets disposition, der indebar en stiltiende afvisning af at udoeve dets optionsret med hensyn til sagsoegerens uranproduktion.«

16 I domskonklusionen udtalte Domstolen: »Kommissionen har i strid med Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2, undladt at vedtage en beslutning vedroerende den ansoegning, som sagsoegeren har forelagt den i henhold til denne bestemmelse.«

17 For at opfylde dommen vedtog Kommissionen beslutning 93/428/Euratom af 19. juli 1993 om anvendelse af Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2 (herefter »den anfaegtede beslutning«) (10). I beslutningens afsnit »retlig vurdering« afvises hvert af de fem punkter i ENU's skrivelse af 21. december 1990. Essensen i Kommissionens svar er foelgende:

a) »... [i agenturets reglement er der fastsat] en mekanisme til sammenholdelse af tilbud og ordrer. I forordningen tages der hensyn til de gaeldende forsyningsvilkaar, og den indeholder bestemmelse om, at agenturet udoever sin ret til at afslutte kontrakter og sin optionsret gennem indgaaelse af kontrakter, der forhandles direkte mellem forbrugerne og producenterne ... den forskriftsmaessige funktion for de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI, sikres ved den af Euratoms Forsyningsagentur udstedte forordning«;

b) »Ifoelge artikel 5a i den af Euratoms Forsyningsagentur udstedte forordning er forbrugerne berettigede til at forhandle direkte med de af dem valgte producenter, baade inden for og uden for Faellesskabet, uden at Euratom-traktaten eller naevnte forordning foreskriver en 'faellesskabspraeference'. Euratom-traktatens artikel 66 finder ikke anvendelse i den foreliggende sag; ... der skal saaledes ikke skrides ind over for EF-forbrugere, der forsyner sig fra tredjelande ...«;

c) »[Der blev ved Retten i Foerste Instans] anlagt sag om erstatning ...; sagen er endnu ikke afgjort«;

d) og e) »... Denne 'saerlige ordning', som i henhold til skrivelse af 8. december 1989 fra det kommissionsmedlem, der har ansvar for Forsyningsagenturet, skulle vaere et led i den faelles politik for forsyning af nukleart braendstof, skal ses i sammenhaeng med Euratom-traktaten og de gaeldende forordninger. Som tidligere anfoert er forbrugerne berettigede til at forhandle direkte med de af dem valgte producenter. Hverken Euratom-traktaten eller den afledte ret indeholder bestemmelse om 'faellesskabspraeference'. Derfor er agenturet ikke forpligtet til at paalaegge Faellesskabets forbrugere at forsyne sig hos Faellesskabets producenter, foer de afslutter leveringskontrakter med producenter i tredjelande.

Paa denne baggrund kan en 'saerlig ordning' kun bestaa i reelle og vedholdende bestraebelser fra Forsyningsagenturets side paa at tilskynde Faellesskabets forbrugere til at forsyne sig hos ENU. Det kan ikke bestrides, at agenturet har udfoldet saadanne bestraebelser siden 1987.«

18 I beslutningens dispositive del hedder det i artikel 1, at »de anmodninger, som Empresa Nacional de Urânio fremsatte ved skrivelse af 21. december 1990, afvises«, mens det i artikel 2 angives, hvem beslutningen er rettet til.

19 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. september 1993 paastod ENU Kommissionens beslutning 93/428/Euratom annulleret (sag T-523/93). Denne sag blev forenet med en sag, som ENU tidligere havde anlagt mod Kommissionen med paastand om erstatning i henhold til traktatens artikel 188, stk. 2 (sag T-458/93).

20 Retten afsagde dom i de to sager den 15. september 1995 (11). Med hensyn til forskriftsmaessigheden af »Kommissionens afslag paa den anmodning, som ENU ... har fremsat om afsaetningsgaranti for sin uranproduktion« (12) indeholder dommen foelgende praemisser vedroerende annulleringen af beslutningen:

»61 ... traktaten (indeholder) ikke nogen bestemmelse, der udtrykkeligt eller implicit garanterer en praeference for afsaetningen af den produktion, der hidroerer fra Faellesskabet. Tvaertimod sondres der ikke efter produkternes oprindelsessted i det system, hvor de tilbud, der hidroerer fra faellesskabsproducenter, og de ordrer, der hidroerer fra Faellesskabets brugere, centraliseres hos agenturet, saaledes at dette kan sikre en regelmaessig og ligelig forsyning af alle brugerne. I artikel 65, stk. 1, i traktaten bestemmes det nemlig, at artikel 60 vedroerende en fremgangsmaade til sammenholdelse af tilbud og forespoergsler 'finder anvendelse paa brugernes ordrer og paa kontrakter mellem brugerne og agenturet vedroerende levering af malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet'.

62 I modsaetning til, hvad sagsoegeren goer gaeldende, finder den forpligtelse, som ved traktatens artikel 60, stk. 1, paalaegges Faellesskabets brugere, til at underrette agenturet om deres behov for forsyning, med specifikation - blandt de enkelte led i de paataenkte leveringskontrakter - navnlig af oprindelsesstedet, foelgelig ogsaa anvendelse for saa vidt angaar de produkter, der ikke hidroerer fra Faellesskabet, og som saaledes som hovedregel er underlagt de samme regler for sammenholdelse af tilbud og forespoergsler som produkter fra Faellesskabet. I medfoer af traktatens artikel 65, stk. 2, kan agenturet kun bestemme leverancernes geografiske oprindelse, for saa vidt det sikrer brugeren mindst lige saa fordelagtige vilkaar som de i ordren angivne. Desuden er agenturet i medfoer af artikel 61, stk. 1, forpligtet til at imoedekomme alle ordrer, medmindre juridiske eller materielle forhold er til hinder herfor, og hvis saadanne forhold ikke foreligger, er agenturet ikke bemyndiget til at modsaette sig importen af malme til en mere konkurrencedygtig pris for at sikre afsaetningen af faelleskabsproduktionen til en hoejere pris, selv saafremt denne pris ikke er urimelig som anfoert i artikel 66. Det er i denne sammenhaeng, man maa fortolke Euratom-traktatens artikel 59, som udtrykkeligt opstiller den hypotese, at agenturet ikke benytter sig af sin optionsret til hele produktionen eller en del heraf, og saaledes fastslaar, at agenturet ikke er forpligtet til at sikre afsaetningen af malme og nukleart braendstof, der hidroerer fra Faellesskabet, og hvorom underretning om tilbud i medfoer af artikel 60, stk. 2, er tilgaaet agenturet.

63 ENU's paastand om, at traktaten sikrer afsaetningen af produkter fra Faellesskabet, der udbydes til en 'rimelig' pris, i det omfang, det udelukkende er tilladt brugerne at skaffe forsyninger fra lande uden for Faellesskabet under de betingelser, der fastlaegges i traktatens artikel 66, dvs. naar produktionen i Faellesskabet er utilstraekkelig, eller de priser, som producenterne i Faellesskabet forlanger, er 'urimelige', kan ikke tages til foelge. Traktatens artikel 66 afgraenser nemlig de tilfaelde, i hvilke det netop er tilladt at afvige fra den i traktatens artikel 60 omhandlede gaeldende fremgangsmaade, hvorefter tilbud og forespoergsler skal sammenholdes, saa at agenturet kan udoeve sine enerettigheder med henblik paa at sikre forsyningssikkerheden. Ifoelge artikel 66 er enhver indgriben fra agenturets side udelukket. Det bestemmes i det vaesentlige, at hvis Kommissionen fastslaar, at agenturet ikke er i stand til inden for en rimelig frist at levere til brugerne eller kun kan goere det til urimelige priser, har brugerne ret til direkte at slutte kontrakter om leverancer, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet, en ret, der gives for en periode af et aar og kan fornys. Det foelger af opbygningen af kapitel VI, at det saerligt fremhaevede kriterium - 'urimelige priser' - i artikel 66, som afgraenser anvendelsesomraadet for en fremgangsmaade, der skal anvendes som undtagelse, ikke efter traktatens system kan fortolkes som vaerende indsat ligeledes med henblik paa at sikre en praeference for faellesskabsprodukterne inden for rammerne af den almindeligt gaeldende fremgangsmaade, der er fastlagt i artikel 60. Dertil kommer, at sagsoegerens paastand, hvorefter import af malme eller andet nukleart braendstof er omfattet af den i artikel 66 fastlagte fremgangsmaade, der udelukker enhver kompetence for agenturet, er uforenelig med de under det foregaaende punkt undersoegte bestemmelser i artikel 52, stk. 2, litra b), artikel 60, 61, 64 og 65, hvorefter agenturet i princippet har eneret til at afslutte saadanne kontrakter, og hvor agenturets befoejelser under udoevelsen af denne eneret afgraenses.

64 Desuden er det sammenholdelsen af tilbud og ordrer - efter artikel 60 for saa vidt angaar levering af malme og andre nukleare braendstoffer uden hensyn til oprindelsessted (se praemis 61 og 62) - som i almindelighed foerer til prisfastlaeggelsen i overensstemmelse med reglen om udbud og efterspoergsel, og uden at agenturet paa nogen maade har kunnet indvirke paa prisniveauet. I traktatens artikel 67 bestemmes det nemlig, at 'med de i denne traktat fastsatte undtagelser fremkommer priserne ved at sammenholde tilbud og ordrer i overensstemmelse med de i artikel 60 anfoerte betingelser, som medlemsstaterne ikke kan tilsidesaette gennem nationale forskrifter'. I denne henseende har agenturet i medfoer af artikel 69, stk. 2, i Euratom-traktaten udelukkende mulighed for at foreslaa brugerne en prisjustering og ikke at paalaegge dem den. Inden for denne ramme kan agenturet saaledes kun modsaette sig import af malme eller andre nukleare braendstoffer til lavere priser end dem, som producenterne i Faellesskabet forlanger, hvis denne import kan hindre gennemfoerelsen af traktatens formaal, ikke mindst ved indvirken paa forsyningskilderne. En saadan risiko kan navnlig antages at vaere et juridisk forhold til hinder for at imoedekomme en ordre som omhandlet i den naevnte artikel 61, stk. 1, i traktaten. Denne risiko ville loese agenturet fra dets forpligtelse til at efterkomme alle ordrer eller afslutte alle kontrakter, som forelaegges det, i praksis inden for rammerne af den forenklede fremgangsmaade, der er gennemfoert ved artikel 5a i reglementet, uanset produkternes oprindelsessted, naar de tilbydes til en gunstigere pris. Det bekraeftes saaledes af de prisfastsaettelsesmekanismer, der er opstillet i traktaten inden for rammerne af forsyningsordningen, at malme og andre nukleare braendstoffer, der hidroerer fra Faellesskabet, ikke kan indroemmes nogen praeferencer, naar de udbydes til priser, der er hoejere end verdensmarkedspriserne, saafremt der ikke foreligger saerlige omstaendigheder, som kan hindre, at de maal, som forfoelges i traktatens kapitel VI, kan gennemfoeres, medmindre Raadet griber ind i medfoer af traktatens artikel 69.

65 Dertil kommer, at sagsoegerens fortolkning af de naevnte traktatbestemmelser ville skade de virksomheder i Faellesskabet, der anvender nukleare produkter, og bremse deres udvikling i strid med den opgave, som ifoelge traktatens artikel 1 er paalagt Faellesskabet, idet denne fortolkning ville foere til, at den samlede faellesskabsproduktion forlods systematisk skulle afsaettes til priser, der stod i 'rimeligt forhold til kostprisen', foer import af nukleare braendstoffer til priser, som brugerne fandt mere fordelagtige, kunne tillades. Af alle disse grunde strider anerkendelsen af en systematisk faellesskabspraeference for producenter af nukleare malme mod traktatens formaal.

66 Det fremgaar heraf, at tilbud fra producenter i Faellesskabet i almindelighed inden for traktatens system konkurrerer med tilbud, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet. I modsaetning til, hvad sagsoegeren goer gaeldende, foelger heraf, at agenturet ikke har befoejelse til at udoeve sin optionsret, naar den pris, som faellesskabsproducenten forlanger, er for hoej til at sikre dennes afsaetningsmuligheder paa markedet, naar der ikke foreligger saerlige omstaendigheder, der kan vaere til hinder for opnaaelsen af traktatens maal. 'Med de i denne traktat fastsatte undtagelser' er det i oevrigt ifoelge den prisfastsaettelsesordning, der er fastlagt i traktatens kapitel VI, principielt ikke tilladt at paalaegge brugerne at koebe malme, der hidroerer fra Faellesskabet, til en hoejere pris end markedsprisen, der fremkommer ved at sammenholde tilbud og ordrer. Heraf foelger rent konkret, at agenturet kun i paakommende tilfaelde - naar der ikke foreligger juridiske forhold, som naevnt i artikel 61, stk. 1, i traktaten, til hinder for, at en ordre imoedekommes - kan goere faellesskabspraeferencen for producenter i Faellesskabet gaeldende, og med dette formaal modsaette sig en import, hvis den pris, som forlanges af faellesskabsproducenterne, svarer til eller er lavere end den, som agenturet enten er blevet underrettet om gennem brugerens ordre efter den fremgangsmaade, der er fastlagt i traktatens artikel 60, stk. 1-5, eller i praksis i den kontrakt, som forinden indgaaelse forelaegges agenturet til underskrift i medfoer af reglementets artikel 5a, eller saafremt deres tilbud indeholder saadanne fordele, at de for brugeren kan opveje en eventuel prisforskel.

67 Det bemaerkes desuden, at selv under den forudsaetning, at agenturet har bemyndigelse til at udoeve sin optionsret til de malme, der er produceret i Faellesskabet - naar disse udbydes til priser, der for brugerne er lige saa fordelagtige som konkurrenternes, navnlig hvad angaar malme, som hidroerer fra lande uden for Faellesskabet - er agenturet imidlertid ikke forpligtet til at give afsaetningen af faellesskabsproduktionen fortrinsret, naar den forsyningsordning, der er fastlagt i traktaten, som allerede paavist (se praemis 61 og 62) ikke indeholder noget princip om faellesskabspraeference for producenterne. Agenturet kan navnlig kun udoeve sine enerettigheder med henblik paa at afsaette naturligt uran, der udbydes af en faellesskabsproducent, og saaledes sikre, at denne kan opretholde driften af sin virksomhed inden for Faellesskabets omraade, i forbindelse med, at de maal, der er fastlagt i traktaten, forfoelges. Naar det drejer sig om afgoerelser vedroerende den oekonomiske politik og handelspolitikken saavel som atompolitikken har agenturet under udoevelsen af sine befoejelser vide skoensbefoejelser. Under disse betingelser er Rettens proevelsesret under alle omstaendigheder begraenset til at vedroere et aabenbart fejlagtigt skoen eller magtfordrejning (se bl.a. Domstolens dom af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Raadet, Sml. I, s. 4973, praemis 51 samt 89, 90 og 91).

68 Ligeledes aabner de bestemmelser i kapitel VI, hvorefter man kan fravige den ved traktaten fastlagte handelsmekanisme til sammenholdelse af tilbud og ordrer (se praemis 62, 63 og 64), blot en mulighed for agenturet og Kommissionen eller for Raadet. For isaer at kunne sikre den geografiske spredning af forsyningskilderne uden for Faellesskabet har agenturet saaledes en skoensmaessig befoejelse til at modsaette sig visse tilfaelde af uranimport, som ville vaere til hinder for denne spredning, idet agenturet kan udnytte sin eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af malme og andre nukleare braendstoffer af hensyn til forsyningssikkerheden og efter princippet om lige adgang til forsyningskilderne i overensstemmelse med den opgave, som er tillagt agenturet i traktaten. Det samme gaelder Kommissionens befoejelse under anvendelsen af den naevnte artikel 72, stk. 2, i traktaten, hvor denne institution bemyndiges til at beslutte at oprette sikkerhedslagre, idet de naermere retningslinjer for disse lagres finansiering skal godkendes af Raadet. Endelig har Raadet mulighed for i medfoer af traktatens artikel 69 at fastsaette priser som en undtagelse fra artikel 67's bestemmelser om en handelsmekanisme til fastlaeggelse af priserne bygget paa sammenholdelse af tilbud og ordrer i overensstemmelse med de i artikel 60 anfoerte betingelser.

69 Naar henses til den netop beskrevne retlige ramme og i betragtning af de maal, som traktaten forfoelger, bemaerkes, at sagsoegeren i denne sag ikke paaberaaber sig nogen saerlig omstaendighed, som dels kan udgoere et juridisk forhold til hinder for, at Faellesskabets brugere kan faa forsyninger af malme, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet, dels kan foere til, at agenturet paalaegges at udoeve sin optionsret til sagsoegerens produktion. I denne henseende har agenturet og Kommissionen ikke overskredet graenserne for deres skoensmaessige befoejelse ved at vurdere, at de af ENU paaberaabte trusler, der hviler over den fortsatte drift af sagsoegerens miner med naturligt uran, hvis produktion udgoer omkring 1,5% af forbruget i Faellesskabet, ikke er til hinder for, at agenturet kan sikre regelmaessig og ligelig forsyning til Faellesskabets brugere.

...

71 Under disse omstaendigheder kan Retten kun fastslaa, at Kommissionens afslag paa at efterkomme sagsoegerens anmodning om, at agenturet udoever sin optionsret og sin eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af malme, saaledes at sagsoegerens uranproduktion sikres afsaetning, ikke paa nogen maade er uretmaessigt, naar henses til det forsyningssystem, der er indfoert ved traktaten, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, hvorvidt den forenklede fremgangsmaade til sammenholdelse af tilbud og ordrer, som er fastlagt i reglementets artikel 5a, er lovlig.«

21 Retten gav heller ikke ENU medhold i paastanden om, at beslutningen skulle annulleres, for saa vidt som den afviser kravet om anvendelsen af »den saerlige ordning«. Retten fastslog navnlig foelgende:

»82 Sagsoegerens anbringende om den 'saerlige ordnings' paastaaede tvingende karakter kan ikke tages til foelge. Det bemaerkes indledningsvis, at den naevnte skrivelse fra Cardoso e Cunha af 8. december 1989 paa ingen maade kan fortolkes som en oplysning om en retningslinje rettet til agenturet. Formelt set begraenser skrivelsen sig til at redegoere for vedkommende kommissionsmedlems forventede almindelige indstilling inden for rammerne af hans opgaver vedroerende agenturets virksomhed. Det drejer sig saaledes om en meddelelse af politisk karakter beregnet til at aabne de forhandlinger, som muligvis ville kunne foere til, at virksomhederne afgav ordrer. Foelgelig henviser denne skrivelse ikke til en af Kommissionen som kollegialt organ forud vedtaget retningslinje med hjemmel i traktatens artikel 53, stk. 1. Desuden kan den opfordring, der saaledes rettes til agenturet, ikke ved sit konkrete indhold anses for at goere den 'saerlige ordning' obligatorisk. Skrivelsen begraenser sig til at angive, at dens ophavsmand har 'opfordret agenturet til at ivaerksaette den konkrete gennemfoerelse af de handlingsplaner, som den havde fremlagt herom', og angiver ikke paa nogen maade, at de foreslaaede loesninger skulle vaere tvingende. Denne fortolkning bekraeftes af selve ordlyden af den 'saerlige ordning', der fremstaar som en raekke ikke bindende forslag, saaledes som ogsaa netop brugen af 'konditionalis' vidner om det (se praemis 8) (O.a.: I den danske version er der anvendt praesens). Kommissionsmedlemmet havde derfor ikke med sin skrivelse til hensigt at tillaegge de i den 'saerlige ordning' foreslaaede loesning en bindende vaerdi.«

22 Paa baggrund af disse konstateringer naegtede Retten at tage paastanden om erstatning til foelge, idet den fastslog:

»Eftersom den adfaerd, som agenturet anklages for, og Kommissionens afslag paa at efterkomme de anmodninger, som sagsoegeren har rettet til den ... er fuldstaendig forskriftsmaessige, foelger heraf, at paastanden om erstatning i denne sag under alle omstaendigheder ikke kan tages til foelge, uden det er noedvendigt at udtale sig om, hvorvidt paastanden boer afvises« (13).

III - Vurdering

a) Appel af forkastelsen af annullationspaastanden

i) Kommissionens naegtelse af at paalaegge agenturet at »genoprette de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI«

23 ENU har i sin appel gjort gaeldende, at Retten har undladt at sondre mellem genstandene for ENU's to soegsmaal mod Kommissionen; ENU har haevdet, at Retten som foelge heraf har forkastet annullationspaastanden med en begrundelse, der kun har relevans for erstatningssoegsmaalet. ENU har paapeget, at genstanden for det foerste soegsmaal er annullation af Kommissionens beslutning om at afvise ENU's anmodning om, at Kommissionen paalaegger agenturet »at genoprette den forskriftsmaessige funktion af de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI« og »at ivaerksaette en 'saerlig ordning', der ville have skabt grundlag for en oejeblikkelig loesning af problemet vedroerende ENU's afsaetning af uran«. ENU finder, at selskabet i sin egenskab af erhvervsdrivende paa faellesmarkedet for nukleare materialer var berettiget til at anmode agenturet og Kommissionen om at sikre, at traktatens bestemmelser anvendes. ENU finder derfor ikke, at Retten behoevede at undersoege, om traktaten indebaerer garanti for afsaetning af ENU's uranproduktion eller en forpligtelse for agenturet og/eller Kommissionen til at garantere afsaetningen af denne produktion.

24 ENU har derefter peget paa de spoergsmaal, som Retten efter selskabets opfattelse burde have taget stilling til, og har gjort gaeldende, at Faellesskabets producenter (undtagen ENU) og forbrugere, medlemsstaterne, agenturet og Kommissionen har undladt at anvende traktatens kapitel 6. ENU har endvidere paa samme maade som for Retten gjort gaeldende, at agenturets reglement af 1960 som aendret i 1975 ikke er i overensstemmelse med traktatens kapitel 6, og at Kommissionen ved at naegte at paalaegge agenturet at anvende den »saerlige ordning«, har tilsidesat ENU's berettigede forventning og gode tro og tilsidesat Kommissionens og agenturets forpligtelse til at sikre bred afsaetning for Faellesskabets uranproduktion.

25 Rettens holdning, som ENU goer indsigelse imod, fremgaar af dommens praemis 20:

»Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Kommissionens naevnte beslutning annulleres i det omfang, de anmodninger, som sagsoegeren havde fremsat i naevnte skrivelse af 21. december 1990 ... paa baggrund af traktatens artikel 53, stk. 2, med henblik paa at loese problemet vedroerende afsaetningen af dennes uranproduktion, afvises. Disse anmodninger kan med henblik paa den undersoegelse, der skal foretages i naervaerende sag, opdeles i foelgende grupper. For at opnaa, at agenturet i overensstemmelse med traktatens bestemmelser udoevede sin optionsret til denne produktion og sin eneret til at slutte kontrakter om leverancer af malme, opfordrede ENU i det vaesentlige Kommissionen til dels at paalaegge agenturet at genoprette den forskriftsmaessige funktion af de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI, dels i medfoer af de samme bestemmelser at forhindre, at Faellesskabets brugere frit kan forsyne sig fra eksterne markeder, skoent ENU's produktion er disponibel til en rimelig pris (A). Desuden anmodede ENU Kommissionen om - for at loese det overhaengende problem vedroerende afsaetningen af selskabets uranlagre - at paalaegge agenturet at ivaerksaette den 'saerlige ordning' vedroerende portugisisk uran inden for sin forsyningspolitik ... (B).«

26 Retten er saaledes gaaet ud fra, at alle anmodninger i ENU's skrivelse af 21. december 1990 var blevet indgivet forskriftsmaessigt paa grundlag af traktatens artikel 53, stk. 2, og at den endelige beslutning, hvorved anmodningerne afvises, faktisk skal behandles som en raekke saerskilte beslutninger, der er samlet under ét med henblik paa at afgoere annullationssoegsmaalet. Det fremgaar af den omtvistede beslutning, at hver enkelt anmodning blev gennemgaaet saerskilt i et afsnit med overskriften »Retlig vurdering«. Afsnittet indledes med en bemaerkning om, at »Kommissionen [har] pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger« i henhold til traktatens artikel 149. Selv om anmodningerne afvises under ét i den anfaegtede beslutnings dispositive del, bevirker dette efter min opfattelse ikke noedvendigvis, at Kommissionens afvisning af hver enkelt anmodning skal behandles, som om de omfattede flere saerskilte beslutninger, som hver isaer kan goeres til genstand for en retlig proevelse inden for rammerne af et annullationssoegsmaal. Visse aspekter af beslutningen vedroerer maaske spoergsmaal, som er forelagt Kommissionen forskriftsmaessigt i henhold til artikel 53, stk. 2, mens andre aspekter muligvis ikke goer det.

27 Men foer jeg behandler dette indledende spoergsmaal med hensyn til den anfaegtede beslutnings raekkevidde, maa jeg undersoege, om Domstolen har kompetence til i en appelsag at tage stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt den oprindelige anmodning var delvis uantagelig til paakendelse, et spoergsmaal, der ikke var blevet rejst for Retten i Foerste Instans; spoergsmaalet rejser sig her i forbindelse med ENU's anmodning om, at Kommissionen paalaegger agenturet at »genoprette de mekanismer, der er indfoert ved kapitel VI«. I henhold til artikel 52 i Euratom-statutten for Domstolen kan en appel kun stoettes paa, »at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten«. I artikel 113, stk. 2, i Domstolens procesreglement bestemmes foelgende: »Der maa ikke i appelskriftet foretages nogen aendring af sagsgenstanden, som den har foreligget for Retten«. Domstolen har i sin dom i sagen Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl. fastslaaet foelgende: »En parts adgang til foerst for Domstolen at fremfoere et anbringende, der ikke er blevet fremfoert for Retten, er ensbetydende med en adgang til at forelaegge Domstolen - der har en begraenset kompetence i appelsager - en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen saaledes kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgoerelse, der er blevet truffet vedroerende de anbringender, der er blevet behandlet i foerste instans« (14).

28 Det boer efter min mening vaere muligt at fravige det almindelige princip, der saaledes er opstillet i Brazzelli Lualdi-dommen i sager vedroerende Domstolens kompetence. Som naevnt ovenfor, er det foerst og fremmest Rettens manglende kompetence, der kan ligge til grund for en appel for Domstolen. Selv om artikel 113, stk. 2, i Domstolens procesreglement i den foreliggende sag forhindrer Kommissionen i paa appelstadiet at anfaegte antageligheden til paakendelse af dette anbringende fra den oprindelige sag, paavirker bestemmelsen ikke Domstolens kompetence til at rejse spoergsmaalet af egen drift i medfoer af procesreglementets artikel 92, stk. 2.

29 I Amylum-dommen behandlede Domstolen et anbringende om, at Raadet ikke havde kompetence til at vedtage den paagaeldende forordning, til trods for at anbringendet ikke var fremsat i rette tid: »Da anbringendet imidlertid vedroerer spoergsmaalet om kompetencen hos den institution, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har Domstolen fundet det rigtigt at angive grundene til, at Raadet havde kompetence« til at udstede den (15). I den foreliggende sag er den »anfaegtede retsakt« Rettens dom. I mit forslag til afgoerelse i sagen Kommissionen mod Frankrig gav jeg udtryk for det synspunkt, at »spoergsmaal om Domstolens kompetence er spoergsmaal, som angaar ufravigelige procesforudsaetninger, og som Domstolen derfor skal efterproeve af egen drift« (16). Jeg finder, at det samme princip finder anvendelse i forbindelse med spoergsmaalet om Domstolens kompetence i appelsager; den omstaendighed, at Retten tog stilling til et spoergsmaal - in casu gyldigheden af Kommissionens naegtelse af at paalaegge agenturet at »genoprette den forskriftsmaessige funktion af de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI« - som burde have vaeret afvist, kan ikke bevirke, at Domstolen herved faar kompetence til at tage stilling til spoergsmaalet paa appelstadiet. I sagen Rendo m.fl. mod Kommissionen rejste Domstolen af egen drift den indsigelse, at appellanten ikke laengere havde interesse i at rejse eller fortsaette appelsagen som foelge af, at der efterfoelgende er indtraadt en saadan omstaendighed, at dommen ikke kan skade appellanten (17). Ganske vist blev der i Rendo-sagen ikke rejst afvisningsindsigelse over for de anbringender, der var gjort gaeldende for Retten, men alligevel viser sagen, at Domstolen af egen drift kan og boer behandle spoergsmaal om sin egen kompetence paa appelstadiet.

30 I forbindelse med annullationssoegsmaal har Domstolen for laengst fastslaaet, at »en afgoerelse fra Kommissionen, der har karakter af et afslag [skal] bedoemmes efter arten af den henvendelse, den er svar paa« (18). I traktatens artikel 53, stk. 1, beskrives den generelle raekkevidde af Kommissionens kontrolbefoejelser for saa vidt angaar agenturets aktiviteter. Stk. 2 er mere begraenset, idet det giver virksomheder paa markedet for nukleare materialer mulighed for at forelaegge Kommissionen en vis kategori af dispositioner fra agenturets side, nemlig de dispositioner, der traeffes »under udoevelse af (agenturets) optionsret eller dets eneret til at slutte kontrakter om leverancer«. Heraf foelger, at det egentlig kun er agenturets udoevelse af disse rettigheder eller naegtelse af at udoeve dem, der er omfattet af denne bestemmelse. Saafremt Kommissionen er enig i virksomhedens klage, fastlaegger Kommissionen passende retningslinjer for agenturets virksomhed i medfoer af artiklens stk. 1. Afvises klagen, skal Kommissionen meddele virksomheden en beslutning, hvori klagen afvises. En saadan negativ beslutning kunne paa det paagaeldende tidspunkt proeves for Domstolen i medfoer af bestemmelserne i traktatens artikel 146, stk. 2, som var identiske med EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2 (19).

31 Kommissionen kan i sin afvisning af klagen tage stilling baade til lovligheden af agenturets udoevelse af optionsretten og retten til at slutte kontrakter om leverancer og til mere generelle politiske spoergsmaal. Kommissionens beslutning om at afvise en klage indgivet i medfoer af artikel 53, stk. 2, kan saaledes indeholde elementer, som principielt ikke paavirker klagerens retstilling. En kommissionsbeslutning i henhold til denne bestemmelse kan efter min opfattelse ikke anfaegtes under paaberaabelse af anbringender vedroerende saadanne elementer i et annullationssoegsmaal i henhold til traktaten, idet virksomhederne i saa fald faktisk ville faa en videregaaende ret til retslig proevelse, end den, de har i henhold til traktatens artikel 146.

32 Dette er efter min opfattelse baggrunden for generaladvokatens forslag til afgoerelse og Domstolens dom i sag C-107/91 mellem de samme parter. Sagen var opstaaet, fordi Kommissionen ikke havde truffet nogen beslutning vedroerende den samme skrivelse af 21. december 1990, som der er tale om i den foreliggende sag. Generaladvokat Gulmann fastlagde sagsgenstanden i samme vendinger, som ENU har anvendt i den foreliggende appelsag, nemlig Kommissionens undladelse af at paalaegge agenturet at overholde traktatens kapitel 6 og etablere en »saerlig ordning«, og udtalte foelgende:

»Det foelger ... allerede af ordlyden af [artikel 53, stk. 2], at de interesserede parter alene har mulighed for at forelaegge konkrete dispositioner fra agenturets side for Kommissionen, og alene saadanne konkrete dispositioner, der vedroerer den ved traktaten hjemlede optionsret eller eneret til at afslutte kontrakter.

...

Agenturets samlede forsyningspolitik er efter min opfattelse ikke en konkret disposition, der kan indbringes for Kommissionen i medfoer af artikel 53, stk. 2. Ganske vist oensker ENU gennem en aendring af agenturets forsyningspolitik at opnaa, at dette paa et tidspunkt vil udnytte sin optionsret til at opkoebe ENU's uran, men ENU har netop ikke gjort gaeldende, at agenturet har kraenket en konkret pligt til at udoeve sin optionsret« (20).

33 Ogsaa Domstolen fastlagde omhyggeligt de kriterier, som ENU's anmodning skulle opfylde for at kunne forelaegges Kommissionen i henhold til artikel 53, stk. 2. Under gennemgangen af Kommissionens argument om, at ENU ikke var kompetent til at handle i medfoer af traktatens artikel 148, fastslog Domstolen foelgende: »Den af ENU oenskede beslutning skulle have til formaal at tilvejebringe en loesning paa det konkrete problem, som ENU havde forelagt agenturet og Kommissionen ... ogsaa selv om den havde vaeret rettet til agenturet (ville Kommissionens beslutning) umiddelbart og individuelt have beroert sagsoegeren« (21). Domstolen fastslog endvidere, at anmodningen kun var omfattet af traktatens artikel 53, stk. 2, »for saa vidt som Kommissionen anmodes om ... at paalaegge agenturet at ivaerksaette en 'saerlig ordning', som muliggoer en oejeblikkelig loesning af problemet med hensyn til afsaetningen af ENU's uran« (22). Foelgelig kunne ENU's klage vedroerende Kommissionens undladelse af at traeffe beslutning alene tages til foelge med hensyn til agenturets »stiltiende afvisning af at udoeve dets optionsret med hensyn til sagsoegerens uranproduktion« (23).

34 Derimod fastslog Domstolen udtrykkeligt, at »de ensartede ansoegninger vedroerende den politik, som agenturet burde foelge«, herunder den, der vedroerer anvendelsen af traktatens kapitel 6, »samt den ansoegning, som angik ... stoerrelsen af den erstatning, der skal betales ...« ikke var omfattet af artikel 53, stk. 2 (24). Selv om det ikke er afgoerende, er det vaerd at bemaerke, at der i praemis 38 og i domskonklusionen paa de sprog, paa hvilke dommen foreligger (25), henvises til Kommissionens undladelse af at tage stilling til en enkelt ansoegning, selv om der ikke er nogen tvivl om, at ENU's skrivelse af 21. december 1990 indeholdt en raekke forskellige ansoegninger.

35 Domstolen har ved denne afgoerelse stiltiende afvist det synspunkt, som ENU har givet udtryk for i forbindelse med den foreliggende appelsag, nemlig at selskabet i sin egenskab af virksomhed paa det nukleare marked har tilstraekkelig status til at anfaegte agenturets og Kommissionens paastaaede undladelse af at anvende kapitel 6, uanset om Kommissionens afvisning af dens ansoegning vedroerende disse spoergsmaal paavirkede dens retstilling. Domstolens naegtelse af at fortolke traktatens artikel 53, stk. 2, mere bredt bygger paa den velkendte opfattelse, at kun »naar foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af hans retstilling«, er der tale om »retsakter eller beslutninger, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal« (26).

36 I den beslutning, der anfaegtes i den foreliggende sag, henvises der udtrykkeligt til traktatens artikel 53, stk. 2, som retsgrundlag, og Kommissionen kunne for at opfylde Domstolens dom i sag C-107/91 have noejedes med at besvare den del af ENU's skrivelse af 21. december 1990, som vedroerte agenturets naegtelse af at udoeve sin optionsret med hensyn til ENU's uranproduktion. Efter omstaendighederne er det maaske forstaaeligt, at Kommissionen valgte at besvare hver af ENU's ansoegninger, i betragtning af de fremfoerte argumenter og Kommissionens og agenturets udtrykkelige vilje til at yde ENU en vis hjaelp til at afsaette de usolgte urankoncentrater. Derfor er der i artikel 1 i den anfaegtede beslutnings dispositive del i modsaetning til Domstolens dom i sag C-107/91 tale om flere ansoegninger og ikke en enkelt ansoegning (27).

37 Uanset ordlyden af artikel 1 i beslutningens dispositive del boer den »retlige vurdering« i den anfaegtede beslutning betragtes som en begrundelse, der ikke i sin fulde udstraekning udgoer en integrerende del af den beslutning, Kommissionen har vedtaget i medfoer af traktatens artikel 53, stk. 2, og som kan goeres til genstand for retslig proevelse. Paa dette punkt er jeg enig i Rettens udlaegning af dommen i sagen IBM mod Kommissionen, som kommer til udtryk i dommen i sagen NBV og NVB mod Kommissionen, hvori det hedder: »Uanset hvilke betragtninger der danner grundlag for en ... retsakt, kan kun dens konklusion have retsvirkninger og derfor vaere bebyrdende. [Begrundelsen] kan kun underkastes Rettens efterproevelse, saafremt [den], som begrundelse i en bebyrdende retsakt, var [noedvendig] til stoette for retsaktens konklusion« (28).

38 Paa denne baggrund finder jeg, at den anfaegtede beslutnings dispositive del boer fortolkes saaledes, at den kun omfatter Kommissionens naegtelse af at paalaegge agenturet at etablere »en saerlig ordning«, af den grund, Domstolen fremfoerer i dommen i sag C-107/91, nemlig at den har forbindelse med agenturets udoevelse af sin optionsret. ENU's anbringende vedroerende Kommissionens undladelse af at paalaegge agenturet at ivaerksaette den »saerlige ordning« behandles nedenfor [se ii)].

39 Jeg foreslaar derfor Domstolen at afvise den del af appellen, som vedroerer Rettens forkastelse af ENU's paastand om annullation af den anfaegtede beslutning, for saa vidt angaar Kommissionens undladelse af at paalaegge agenturet at anvende traktatens kapitel 6, herunder den paastaaede ulovlighed af agenturets reglement. Selv om mit forslag bygger paa andre praemisser end dem, som Retten har lagt til grund (29), er Domstolens fortolkning af raekkevidden af traktatens artikel 53, stk. 2, i sag C-107/91 klar og klart relevant for den foreliggende sag og boer derfor efter min opfattelse laegges til grund.

40 Skulle Domstolen beslutte ikke at foelge dette forslag, vil det maaske vaere hensigtsmaessigt at undersoege realiteten i ENU's appel vedroerende Kommissionens afvisning af ENU's anmodning vedroerende traktatens kapitel 6. Stoerstedelen af ENU's indlaeg i denne forbindelse har til formaal at paavise, at reglerne i kapitel 6 ikke overholdes, og at agenturets reglement af 1960, som aendret i 1975, er uforeneligt med traktaten. ENU afslutter sin argumentation med at pege paa den paastaaede systematiske overtraedelse af traktatens artikel 66 som vaerende »af afgoerende betydning for tvistens afgoerelse«. Anlaegges dette synspunkt, er det ikke den omstaendighed, at producenter og brugere indgaar kontrakter direkte, som skader ENU's interesser, da dette ikke ville forhindre ENU i at saelge sin produktion paa Faellesskabets marked, hvor kun 25% af efterspoergslen daekkes af uran, som produceres i Faellesskabet. Det er derimod den omstaendighed, at nukleare materialer frit indfoeres fra tredjelande, angiveligt i strid med artikel 66, som skader ENU's interesser ved at forhindre afsaetningen af dets produktion. Dette synspunkt blev bekraeftet under den mundtlige forhandling, hvor ENU's befuldmaegtigede accepterede, at det kun var, hvis artikel 60 blev anvendt sammen med artikel 66 - hvilket indebaerer et faktisk forbud mod at importere uran, saafremt der er adgang til uran produceret i Faellesskabet - at ENU ville kunne faa afsat sin produktion.

41 ENU har gjort gaeldende, at artikel 60 kun finder anvendelse paa ordrer afgivet af Faellesskabets brugere paa nukleare materialer hidroerende fra tredjelande, og ikke paa forsyninger af saadanne materialer. Efter ENU's opfattelse gaelder artikel 60 kun tilbud og ordrer fra Faellesskabets producenter og brugere, og det er alene disse tilbud og ordrer, som sammenholdes i henhold til denne bestemmelse. Det er klart, at artikel 60 ikke kan anvendes paa tilbud fra producenter i tredjelande inden for rammerne af kapitel 6, som alene binder Faellesskabets virksomheder. Saafremt Faellesskabets produktion er utilstraekkelig til at daekke efterspoergslen fra Faellesskabets brugere, kan og skal agenturet i medfoer af artikel 61 efter en forholdsmaessig fordeling af den tilgaengelige faellesskabsproduktion indfoere nukleare materialer i medfoer af artikel 64. Men disse importerede materialer ville ikke konkurrere med Faellesskabets produktion. Derfor maa artikel 65 fortolkes saaledes, at importeret uran alene er omfattet af de bestemmelser i artikel 60, som vedroerer ordrer fra brugere og forsyningen af materialer, nemlig stk. 1, 4 og 5. De oevrige stykker, som fastsaetter reglerne for tilbuddene fra Faellesskabets producenter og sammenholdelsen af tilbud og ordrer kan ikke finde anvendelse paa nukleare materialer fra tredjelande.

42 Heraf foelger, at artikel 60, selv om den ikke sondrer mellem ordrer paa varer produceret i Faellesskabet og i tredjelande, dog sondrer mellem tilbud paa varer fra Faellesskabet og fra tredjelande, idet alene varer produceret i Faellesskabet kan goeres til genstand for sammenholdelsen. Heraf foelger endvidere, at der ved artikel 66 indfoeres et forbud mod brugeres direkte import af nukleare materialer fra lande uden for Faellesskabet, medmindre Kommissionen i undtagelsestilfaelde har givet tilladelse til en saadan import for en begraenset periode. Ingen har i den foreliggende appelsag gjort gaeldende, at agenturet skal udoeve sin optionsret under alle omstaendigheder, men alene i en situation, hvor Faellesskabets produktion er mindre end forbruget (hvilket utvivlsomt er tilfaeldet).

43 Jeg er enig i, at dette punkt er af grundlaeggende betydning; det fremgaar nemlig klart baade af ENU's anbringender i den foreliggende appelsag og af den appellerede dom, at udfaldet af hele ENU's sag afhaenger af, om der som paastaaet findes en faellesskabspraeference og et heraf foelgende forbud mod import af uran fra tredjelande, saafremt der er tilstraekkelige faellesskabsforsyninger paa markedet til en pris, som ikke er »urimeligt hoej«.

44 Jeg finder ikke ENU's argumentation overbevisende. Det er helt klart, at tredjelandes producenter ikke kan tvinges til at tilbyde agenturet hele deres produktion, som tilfaeldet er med Faellesskabets producenter, men heraf foelger ikke, at artikel 60 ikke finder anvendelse paa saadanne tilbud paa nukleare materialer, som disse producenter maatte oenske at give Faellesskabets brugere. Principielt goer artikel 65 samtlige bestemmelser i artikel 60 anvendelige over for brugernes ansoegninger om forsyninger fra tredjelande og kontrakter mellem brugerne og agenturet vedroerende saadanne forsyninger, og ikke blot udvalgte stykker, som tilfaeldigvis stoetter ENU's synspunkt. Optionsretten og eneretten til at indgaa kontrakter vedroerende faellesskabsproduktionen samt eneretten til at indgaa kontrakter vedroerende import af nukleare materialer er blot midler til at naa det samme maal, nemlig at saette agenturet i stand til at overvaage hele produktionen af nukleare materialer i Faellesskabet og brugen af alle nukleare materialer til civile formaal inden for Faellesskabets omraade, uanset om der er tale om materialer produceret i Faellesskabet eller i tredjelande. ENU har ikke forklaret, hvorfor visse bestemmelser i artikel 60, som kan anvendes over for brugernes ansoegninger og de relevante kontrakter, ikke skulle finde anvendelse; endvidere ville henvisningen til »kontrakter« i artikel 65, stk. 1, nemlig vaere overfloedig, saafremt artikel 60 ikke betyder, at Faellesskabets ordrer skal sammenholdes med de importerede forsyninger.

45 Jeg er i denne forbindelse enig med generaladvokat Roemer, naar han i sagen Kommissionen mod Frankrig udtalte, at »systemet i artikel 60 ... [i det vaesentlige] lader forsyningsagenturet regulere konfrontationen mellem tilbud og behov vedroerende malme, udgangsstoffer osv.« (30). Hvis dette er tilfaeldet, vil artikel 65 miste meget af sin effektive virkning, saafremt den fortolkes som et krav om, at agenturet alene skal sammenholde hele efterspoergslen fra Faellesskabets brugere med en del af de forsyninger, som de har adgang til gennem agenturet. Endvidere forpligtes brugerne ved artikel 60 til at specificere »oprindelsessted« i deres meddelelser til agenturet om deres behov, hvilket atter giver agenturet ret til at udoeve sin ret i medfoer af artikel 65, stk. 2, til at bestemme leverancernes geografiske oprindelse; de omstaendigheder, der foerte til sagen Kernkraftwerke Lippe-Ems, viser, at agenturet betragter dette som et noedvendigt led i forvaltningen af Faellesskabets forsyningspolitik (31).

46 Jeg kan tilfoeje, at ENU's selektive anvendelse af artikel 60 paa importerede forsyninger vil foere til visse skaevheder, ogsaa selv om de paagaeldende bestemmelser tages helt bogstaveligt. Saaledes ville artikel 60, stk. 4, som ifoelge ENU finder anvendelse paa importerede forsyninger, forpligte agenturet til at give meddelelse om de betingelser, paa hvilke det kan efterkomme de modtagne ordrer; men da ENU vil udelukke stk. 3, vil agenturet ikke have modtaget nogen ordrer paa importerede materialer. Ifoelge ENU's fortolkning vil potentielle brugere endvidere ikke vaere blevet underrettet om »tilbuddene og maengden af ansoegninger«, som agenturet har modtaget vedroerende importerede forsyninger, hvilket jeg finder vaesentligt, hvis man vil sikre, at princippet om lige adgang overholdes.

47 ENU har endvidere under henvisning til artikel 66 gjort gaeldende, at Faellesskabets brugere kun kan afvise Faellesskabets produktion og derved retfaerdiggoere agenturets import af forsyninger fra tredjelande, saafremt Faellesskabets produktion udbydes til »urimelige priser«. Men det fremgaar, at artikel 66 alene vedroerer den situation, hvor agenturet eventuelt efter at have importeret nukleare materialer i henhold til artikel 64 er ude af stand til at levere de materialer, som de paagaeldende brugere har brug for; denne bestemmelse er derfor paa ingen maade relevant for fordelingen af forsyningerne i henhold til artikel 60. Under alle omstaendigheder har ENU ikke godtgjort, at agenturet faktisk har gjort det muligt for nogen faellesskabsbruger »at indgaa direkte kontrakter vedroerende forsyninger fra tredjelande« uden agenturets mellemkomst, hvilket ville vaere i strid med artikel 64 og 66.

48 I de oevrige relevante traktatbestemmelser findes der ikke antydning af den praeferencestilling for Faellesskabets produktion af nukleare materialer i forhold til importerede materialer, som ENU paaberaaber sig med saa stor styrke. F.eks. hedder det i artikel 67, som ikke staar i afsnit II, afdeling 2, og derfor formentlig finder anvendelse paa baade faellesskabsmaterialer og importerede materialer, at »priserne [fremkommer] ved at sammenholde tilbud og ordrer i overensstemmelse med de i artikel 60 anfoerte betingelser«. Der er intet, der tyder paa, at traktaten tog sigte paa at indfoere en dobbelt prisstruktur, hvilket ville vaere resultatet, saafremt faellesskabsproduktionen, som haevdet af ENU, automatisk fik en fortrinsstilling, og hvilket ville foere til en faktisk direkte eller indirekte subsidiering af ENU's produktion. En faellesskabspraeference ville principielt heller ikke stemme overens med den mulighed, der udtrykkeligt gives agenturet i henhold til artikel 72, stk. 1, for at anvende enten faellesskabsmaterialer eller importerede materialer til at »oprette saadanne kommercielle lagre, som er noedvendige for at lette Faellesskabets forsyning eller loebende leverancer«.

49 Jeg kan tilfoeje, at den franske regering i sin duplik i sagen Kommissionen mod Frankrig (32) havde lagt agenturet til last, at det ikke havde indfoert en faellesskabspraeference til beskyttelse af Faellesskabets producenter paa grundlag af de samme priser som dem, som tredjelandes leverandoerer kraever i en overskudssituation, og havde tilladt brugere at koebe nukleart materiale fra tredjelande i stedet for at koebe de tilgaengelige franske forsyninger. Domstolen kommenterede ikke udtrykkeligt dette argument i sin dom, men noejedes med at kommentere agenturets bidrag til virkeliggoerelsen af traktatens maal (33).

50 Det er ogsaa vanskeligt at undgaa at faa det indtryk, at traktatens forfattere, hvis de, som haevdet af ENU, havde haft til hensigt at forskelsbehandle tredjelandes produktion, i betragtning af situationen paa markedet for nukleare materialer i 1957 ville have fastsat saerlige bestemmelser herom. Den nukleare industri var i sin vorden i medlemsstaterne, med Frankrig som en mulig undtagelse, og man havde stort set ingen viden om, hvor store forsyninger af malme og udgangsmaterialer der var til raadighed inden for Faellesskabet. Jeg finder det hoejst usandsynligt, at det var meningen, at traktaten skulle give faellesskabsproduktionen en fortrinsstilling, saaledes som ENU har soegt at goere gaeldende; at tale om en faellesskabspraeference i forbindelse med beriget uran ville have vaeret noget overmodigt eller overilet i betragtning af, at Faellesskabet paa det tidspunkt var fuldstaendig afhaengigt af forsyninger fra De Forenede Stater (34). Saa sent som i 1984 kunne en kommentator haevde uden forbehold, at »Frankrig er den eneste vigtige producent af uranmalm inden for Faellesskabet, og selv Frankrig kan kun opfylde en broekdel af sit behov fra landets miner« (35). Jeg finder det ikke sandsynligt, at medlemsstaterne i 1957 ville have indvilliget i at indfoere et system, der favoriserer de virksomheder i en enkelt medlemsstat, som producerer de udgangsmaterialer, uden hvilke Faellesskabet ikke kan fungere.

51 ENU har ogsaa soegt at paaberaabe sig Faellesskabets fortrinsstilling som et generelt princip i faellesskabsretten, som Domstolen skulle have fastslaaet i Beus-sagen (36). For det foerste indeholder traktaten ingen bestemmelser, der indfoerer dette som et princip til fordel for Faellesskabets uranproduktion, saaledes som EF-traktatens artikel 44, stk. 2, goer for landbrugsproduktionen. For det andet gennemfoeres dette princip som regel ved importafgifter og eksporttilskud, hvorved man soeger at udligne forskellen mellem Faellesskabets priser og verdensmarkedspriserne (37); i stedet for at begunstige Faellesskabets produktion ved at opkraeve importudligningsbeloeb af de indfoerte forsyninger, blev tolden i den faelles toldtarif for nukleare produkter, som traadte i kraft den 1. januar 1959, sat til nul for saa vidt angaar fertile og spaltelige materialer og radioaktive isotoper (38).

52 Det boer ogsaa erindres, at nukleare materialer er yderst foelsomme produkter, som har strategisk betydning for medlemsstaternes oekonomi og i nogle tilfaelde ogsaa for deres forsvarsordninger. Produktionen af nukleare materialer kan ikke uden videre sammenlignes med produktionen af andre produkter som f.eks. landbrugs- eller industrivarer. Nukleare materialer udgoer det raastof, der benyttes til hele den nukleare cyklus og de forskellige former for virksomhed i tilknytning hertil: konversion, berigelse, braendstofproduktion og oparbejdning. Jeg finder ikke, at traktaten kan fortolkes saaledes, at den paafoerer Faellesskabets nukleare industri en konkurrencemaessig ulempe paa alle disse omraader paa grund af de hoejere priser, som Faellesskabets producenter efter ENU's opfattelse ville kunne kraeve.

53 ENU har ganske vist erkendt, at agenturet kan opfylde ordrer gennem import, men har gjort gaeldende, at det som et aegte europaeisk offentligt serviceorgan med det overordnede ansvar for faellesmarkedets normale funktion ikke boer ty til unoedvendig import, naar der er en faellesskabsproduktion til raadighed. Dette ville efter ENU's opfattelse vaere i strid med agenturets forpligtelse til at sikre store afsaetningsmuligheder, jf. traktatens artikel 2, litra g). Selv om urankoncentrater kan betragtes som »saerligt materiel«, hvis afsaetning Faellesskabet boer soege at sikre, kan denne forpligtelse kun opfyldes »under de i denne traktat foreskrevne betingelser«, og efter min opfattelse er der ikke nogen bestemmelse, ifoelge hvilken Faellesskabet skal have en fortrinsstilling. Endvidere vil en begraensning af importen af udgangsmaterialer goere produktionen af de oevrige saerlige materialer mindre konkurrencedygtig, hvilket vil vaere i strid med maalet, der gaar ud paa at sikre store afsaetningsmuligheder for disse materialer. Endelig kan jeg ikke se, hvorledes dette generelle maal, som vedroerer etableringen inden for Faellesskabet af et faellesmarked for nukleare materialer (kapitel 9) og ikke forsyningspolitikken inden for og uden for Faellesskabet (kapitel 6), kan fortolkes saaledes, at det aendrer de pligter, som agenturet har i henhold til de paagaeldende bestemmelser i sidstnaevnte kapitel.

54 ENU har gjort gaeldende, at traktaten ville vaere dybt urimelig og uafbalanceret, saafremt den forpligtede Faellesskabets producenter til at stille hele deres produktion til raadighed for Faellesskabets brugere uden samtidig at bestemme, at Faellesskabet skal have en fortrinsstilling. Faellesskabet blev foerst og fremmest etableret for at fremme produktionen af »kerneenergien, [som] udgoer en vaesentlig kilde til sikring af produktionens udvikling og fornyelse og vil kunne fremme fredens sag«, jf. foerste betragtning i praeamblen; maalet er at fremme Faellesskabets oekonomi generelt, og traktatens begraensninger vedroerende afsaetningen af nukleare materialer, som produceres i Faellesskabet, afspejler produkternes strategiske karakter og ikke et eller andet oenske om at favorisere brugerne i forhold til producenterne. Paa et verdensmarked, hvor uranforsyningerne overstiger efterspoergslen, er en saadan begraensning nemlig ikke nogen saerlig fordel for brugerne, mens afsaetningen af Faellesskabets produktion i den modsatte situation, hvor efterspoergslen overstiger udbuddet paa verdensmarkedet, i praksis vil vaere sikret i alle tilfaelde.

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695C0357.1

55 ENU har ogsaa gjort gaeldende, at den noedvendige beskyttelse af Faellesskabets produktion i sig selv er et maal for traktaten. Af de grunde, der er anfoert i den appellerede doms praemis 69, kan denne ikke angribes paa dette grundlag. Det er ogsaa klart, at Faellesskabets forpligtelser i saa henseende er begraensede, og at en medlemsstat hoejst kan vaere forpligtet til at prospektere og udoeve minevirksomhed, saafremt »udvindingsmulighederne paa langt sigt forekommer oekonomiske berettigede« (traktatens artikel 70, stk. 4, mine fremhaevelser), idet medlemsstaten ellers vil anses for at have givet afkald paa retten til lige adgang. ENU har ikke godtgjort, hvorledes Faellesskabets generelle interesser kan vaere bedre tjent med at udvinde alt det uran, der er tilgaengeligt i Faellesskabet, end med at benytte sig af de billige forsyninger paa verdensmarkedet.

56 Heraf foelger, at sammenholdelsen af tilbud og ordrer i henhold til artikel 60 i lige hoej grad gaelder faellesskabsproduktionen og importen, og at der ikke er nogen fortrinsstilling for Faellesskabet, som vil sikre, at det foerst og fremmest er Faellesskabets produktion, der afsaettes. Det er derfor unoedvendigt at tage stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt Rettens dom boer annulleres, fordi den bekraefter Kommissionens naegtelse af at paalaegge agenturet at »genoprette de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI«, idet et saadant paabud kun vil paavirke ENU's retsstilling, saafremt traktaten foreskriver en saadan faellesskabspraeference, hvilket ENU selv har erkendt.

57 Skulle Domstolen beslutte at behandle realiteten i dette anbringende, foreslaar jeg appellen forkastet.

ii) Kommissionens naegtelse af at paalaegge agenturet at vedtage »den saerlige ordning«

58 ENU har anfaegtet Rettens konstatering af, at »den saerlige ordning« ikke var bindende for agenturet, og gjort gaeldende, at Kommissionen derfor burde have paalagt agenturet at gennemfoere den som oensket af ENU. ENU, som har paapeget, at det ansvarlige kommissionsmedlem havde godkendt planen, og at Kommissionen over for saavel den portugisiske regering som Europa-Parlamentet havde forpligtet sig til at finde en tilfredsstillende loesning paa problemet med ENU's uran, har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning strider mod traktatens artikel 2, litra g), og kapitel 6, og at den kraenker ENU's berettigede forventning og gode tro.

59 ENU har i sit forsoeg paa at godtgoere, at agenturet var forpligtet til at gennemfoere »den saerlige ordning«, paaberaabt sig traktatens artikel 2, litra g), og den paastaaede faellesskabspraeference, der gaelder for uran produceret i Faellesskabet. Sidstnaevnte paastand har jeg allerede behandlet ret udfoerligt ovenfor (39). Men ENU har ikke godtgjort, hvorledes en generel forpligtelse til at oprette et faellesmarked for saerlige materialer kan indebaere en saerlig forpligtelse for Kommissionen til at paalaegge agenturet at gennemfoere en saerlig ordning til fordel for sig selv, eller en forpligtelse for agenturet til at udoeve sin optionsret under de omstaendigheder, der er tale om i det foreliggende sag. Ordlyden i kommissionsmedlemmets skrivelse af 8. december 1989, som stoetter det synspunkt, at agenturets forsyningspolitik boer omfatte »uma vertente especial« med henblik paa at afgoere sager som ENU's, et udtryk som i betragtning af omstaendighederne kan sidestilles med »saerlige hensyntagen« til portugisisk uran, kan efter min opfattelse ikke fortolkes som et paabud til agenturet om at udoeve sin optionsret. I dommen i sag C-107/91 har Domstolen nemlig udtrykkelig antaget, at kommissionsmedlemmets skrivelse af 8. december 1989 ikke udgoer en »endelig stillingtagen til sagsoegerens ansoegning« (40). Endvidere har Retten som en faktisk omstaendighed, der ikke er underlagt Domstolens kontrol, fastslaaet, at ENU selv havde erkendt, at agenturets forslag ikke »paalagde Faellesskabets brugere at handle som bestemt« (41).

60 Der er ikke mere hold i ENU's argumenter vedroerende selskabets berettigede forventning og gode tro. Vel er det anerkendt, at princippet om den berettigede forventning er »en del af Faellesskabets retsorden, saaledes at en tilsidesaettelse heraf er en 'overtraedelse af denne traktat eller af retsregler vedroerende dens gennemfoerelse'« (42), men det er ikke for Domstolen bevist, at ENU nogensinde er blevet forledt til at antage, at planen var bindende. ENU har endvidere ikke godtgjort, hvorledes Kommissionens naegtelse af at paalaegge agenturet at ivaerksaette planen kunne kraenke ENU's gode tro, for saa vidt som dette findes relevant i den foreliggende sag (43).

61 ENU har ikke fremsat noget argument, der kan svaekke Rettens konklusioner med hensyn til den i det vaesentlige ikke bindende og politiske karakter af »den saerlige ordning«. Jeg er helt enig i Rettens synspunkter, saaledes som de kommer til udtryk i dommens praemis 82, og foreslaar derfor dette anbringende forkastet.

b) Appel af afvisningen af erstatningssoegsmaalet

62 Kommissionen har paastaaet ENU's erstatningssoegsmaal afvist af to grunde. Den har for det foerste gjort gaeldende, at soegsmaalet er et misbrug af procedure, idet annullationssoegsmaalet, hvis det vindes, vil udgoere en tilstraekkelig godtgoerelse af den skade, der er paafoert ENU, som isaer er interesseret i at afsaette sit uran. Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at da agenturet er en juridisk person, burde sagen have vaeret rettet mod det i stedet for mod Kommissionen, for saa vidt som eventuelle paastaaede skader kunne tilskrives agenturet, og at soegsmaalet derfor boer afvises. Retten fastslog, at paastanden om erstatning ikke kunne tages til foelge, uden at tage stilling til, om paastanden burde afvises.

63 Saafremt Domstolen foelger mit forslag om at forkaste ENU's appel vedroerende annullationssoegsmaalet, vil det ikke vaere noedvendigt at tage stilling til, om en annullation faktisk ville udgoere en rimelig afhjaelpning. Under alle omstaendigheder er det ikke paa det nuvaerende stadium muligt at afgoere dette spoergsmaal, da ENU ikke har specificeret omfanget af den skade, selskabet haevder at have lidt som foelge af agenturets og Kommissionens forhold. Kommissionens anden afvisningsindsigelse blev foerst rejst for Retten i duplikken, hvorfor den formentlig ville have vaeret uantagelig til paakendelse i henhold til artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement. Jeg foreslaar at foelge Retten ved foerst at realitetsbehandle erstatningspaastanden.

64 ENU har i sin appel i det vaesentlige paaberaabt sig agenturets forpligtelse til at udoeve sin optionsret i den faktiske situation, som gav anledning til tvisten, en pligt som atter afhaenger af, om der eksisterer en faellesskabspraeference, som ville favorisere ENU's produktion.

65 I punkt 44 til 57 i dette forslag til afgoerelse har jeg allerede behandlet og forkastet ENU's argumenter, som bygger paa paastanden om, at Faellesskabets uranproduktion er omfattet af en faellesskabspraeference. Da hverken agenturet eller Kommissionen har begaaet ulovligheder, der kan paavirke ENU's retstilling, kan jeg fuldt ud tilslutte mig Rettens konklusioner i denne henseende, saaledes som de fremgaar af den appellerede doms praemis 91. Jeg foreslaar derfor, at appellen af erstatningssagen i sag T-458/93 forkastes.

IV - Forslag til afgoerelse

66 Paa baggrund af det ovenfor anfoerte foreslaar jeg, at Domstolen:

1) afviser appellen af Rettens dom i sag T-523/93, for saa vidt angaar appellantens paastand om anvendelse af traktatens kapitel 6, og i oevrigt forkaster appellen;

2) forkaster appellen af Rettens dom i sag T-458/93, og

3) doemmer appellanten til at baere sagens omkostninger.

(1) - Medmindre andet anfoeres, skal der ved »traktat« i dette forslag til afgoerelse forstaas Euratom-traktaten.

(2) - Jf. dog de synspunkter, der udtrykkes i skriftlig forespoergsel E-3468/95 fra Europa-Parlamentet (Martina Gredler og Elly Plooij-van Gorsel) til Raadet, EFT 1996 C 305, s. 3.

(3) - Disse udtryk er defineret i traktatens artikel 197; da den foreliggende sag ikke vedroerer specielle fissile materialer, som er underkastet saerlige regler, vil udtrykket »nukleare materialer« blive anvendt generelt i dette forslag til afgoerelse som betegnelse for malme og udgangsmaterialer.

(4) - Denne fodnote vedroerer alene den engelske version.

(5) - EFT 1959-1962, s. 44.

(6) - EFT L 193, s. 37.

(7) - Dom af 15.9.1995, forenede sager T-458/93 og T-523/93, ENU mod Kommissionen, Sml. II, s. 2459.

(8) - Den citerede tekst er den, der findes i punkt I, stk. 3, i den anfaegtede beslutning (EFT 1993 L 197, s. 54); kun den portugisiske udgave er autentisk.

(9) - Dom af 16.2.1993, sag C-107/91, ENU mod Kommissionen, Sml. I, s. 599.

(10) - Naevnt i fodnote 8.

(11) - Naevnt i fodnote 7.

(12) - Praemis 54.

(13) - Praemis 91.

(14) - Dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Sml. I, s. 1981, praemis 59.

(15) - Dom af 30.9.1982, sag 108/81, Amylum mod Raadet, Sml. s. 3107, praemis 28.

(16) - Punkt 12 i forslag til afgoerelse af 16.11.1995 (dom af 7.3.1996, sag C-334/94, Sml. I, s. 1307) og den i fodnote 15 naevnte retspraksis.

(17) - Dom af 19.10.1995, sag C-19/93 P, Sml. I, s. 3319, praemis 13.

(18) - Dom af 24.11.1992, forenede sager C-15/91 og C-108/91, Buckl m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 6061, praemis 22; jf. ogsaa dom af 8.3.1972, sag 42/71, Nordgetreide mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 41, org. ref.: Rec. s. 105, praemis 5.

(19) - De relevante bestemmelser er i dag traktatens artikel 146, stk. 4, og EF-traktatens artikel 173, stk. 4.

(20) - Sag C-107/91, punkt 12 i forslaget til afgoerelse.

(21) - Praemis 16 og 17, mine fremhaevelser.

(22) - Praemis 34.

(23) - A.st.

(24) - Praemis 33.

(25) - Bortset fra den graeske udgave, hvor der anvendes udtrykket »áéôÞìáôïò« i praemis 38 og »áéôÞóaaùò« i domskonklusionen.

(26) - Domstolens kendelse af 13.6.1991, sag C-50/90, Sunzest mod Kommissionen, Sml. I, s. 2917, praemis 12, som naevner dommen af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639.

(27) - I den dispositive del af den portugisiske udgave af beslutningen anvendes ordene »os pedidos«.

(28) - Dom af 17.9.1992, sag T-138/89, Sml. II, s. 2181, praemis 31.

(29) - Jf. i denne forbindelse dom af 11.1.1996, sag C-480/93 , Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1, praemis 15.

(30) - Dom af 14.12.1971, sag 7/71, Sml. 1971, s. 295, org. ref.: Rec. s. 1003, punkt 4 i forslag til afgoerelse, s. 312, org. ref.: Rec. s. 1031.

(31) - Dom af 25.2.1997, forenede sager T-149/94 og T-181/94, Sml. II, s. 161.

(32) - Sag 7/71, Kommissionen mod Frankrig, naevnt i fodnote 30, Rec. s. 1014.

(33) - A.st., praemis 41.

(34) - Jf. sag 7/71, Kommissionen mod Frankrig, naevnt i fodnote 30, praemis 39-43.

(35) - Cusack »External Relations of the European Atomic Energy Community in the Fields of Supply and Safeguards; Background and Developments in 1982 and 1983« 3 Yearbook of European Law (1984) s. 347, se s. 349. Det siges, at Frankrig i 1995 producerede naesten tre gange saa meget naturligt uran som de oevrige medlemsstater tilsammen (Kommissionen, Draft Illustrative Nuclear Programme, 31.7.1996, bilag 1.2 (endnu ikke offentliggjort)).

(36) - Dom af 13.3.1968, sag 5/67, Sml. 1965-1968, s. 469, org. ref.: Rec. s. 125.

(37) - Jf. f.eks. dom af 26.3.1987, sag 58/86, Coopérative agricole d'approvisionnement des Avirons, Sml. s. 1525, praemis 9.

(38) - Euratom, Tredje Almindelige Beretning om Faellesskabets Virksomhed, Publikationskontoret, Luxembourg, 1960, s. 59.

(39) - Punkt 44-56 i dette forslag til afgoerelse.

(40) - Sag C-107/91, naevnt i fodnote 9.

(41) - Den appellerede doms praemis 9.

(42) - Dom af 3.5.1978, sag 112/77, Toepfer mod Kommissionen, Sml. s. 1019, praemis 19.

(43) - Jf. senest punkt 23 og 33 i generaladvokat Jacobs' forslag til afgoerelse i sagen Alcan Deutschland (sag C-24/95, dom af 20.3.1997), trykt i naervaerende bind af Samling af Afgoerelser.

Full & Egal Universal Law Academy