EUR-Lex -  61995CC0366 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat La Pergola fremsat den 29. april 1997. - Landbrugsministeriet - EF-Direktoratet mod Steff-Houlberg Export I/S, Nowaco A/S, Nowaco Holding A/S og SMC af 31/12-1989 A/S. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Højesteret - Danmark. - Uretmæssigt udbetalt fællesskabsstøtte - Tilbagesøgning - Anvendelse af national ret - Betingelser og grænser. - Sag C-366/95.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 De praejudicielle spoergsmaal, Hoejesteret har forelagt, vedroerer fortolkningen af de faellesskabsretlige principper om tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalt faellesskabsstoette og navnlig raekkevidden af Domstolens dom i Deutsche Milchkontor-sagen (1). Naermere bestemt oenskes det oplyst, om forpligtelsen til tilbagesoegning under omstaendigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, ikke kan goeres gaeldende over for den, som har modtaget beloebet i god tro, eller som har haft en forventning om, at stoetten var retmaessigt udbetalt.

2 De faktiske omstaendigheder, der er baggrunden for de spoergsmaal, der er forelagt Domstolen, kan sammenfattes som foelger:

De sagsoegte i hovedsagen er danske virksomheder, der handler med oksekoed. I perioden mellem 1985 og 1989 koebte de hos Slagtergaarden Bindslev A/S (herefter »Slagtergaarden«) betydelige maengder »ground beef« til eksport til arabiske lande. I forbindelse med udfoerslerne havde de sagsoegte i medfoer af de relevante faellesskabsbestemmelser (2) ansoegt om og af de kompetente danske myndigheder faaet udbetalt en »differentieret eksportrestitution«. Saadanne restitutioner er som bekendt faellesskabsstoette til eksport og betegnes som »differentierede«, netop fordi beloebet beregnes paa forskellig maade alt efter destinationslandet og er tilpasset prisen paa det paagaeldende marked. Hovedformaalet med ordningen er saaledes at fremme salget af faellesskabsvarer paa markederne i tredjelande, idet eksportoeren faar godtgjort en eventuel forskel mellem prisen paa det faelles marked og den normalt lavere pris paa det fremmede marked.

I den foreliggende sag blev restitutionsbeloebet fastsat paa grundlag af produktets indhold af oksekoed, som fremgik af de oplysninger, de sagsoegte afgav ved indgivelsen af ansoegningen. Laboratorieundersoegelser foretaget i Mellemoesten i 1989 afsloerede imidlertid, at de partier »ground beef«, for hvilke der var udbetalt eksportrestitutioner, ogsaa indeholdt svinekoed. Paa den baggrund foretog det danske toldvaesen en indgaaende kontrol hos producentvirksomheden, Slagtergaarden. Det viste sig herved, at produktets sammensaetning ikke svarede til, hvad de sagsoegte havde angivet i ansoegningen om eksportrestitutioner. Indholdet af oksekoed udgjorde saaledes 28%, mens eksportvirksomhederne havde faaet udbetalt restitutioner paa grundlag af angivelse af en andel paa 60%. Der var saaledes udbetalt betydelig hoejere stoettebeloeb, end der faktisk burde have vaeret. Som det fremgaar af forelaeggelsesbeslutningen, er dette ubestridt.

Der blev herefter rejst straffesag mod producentvirksomhedens direktoer, som blev idoemt en faengselsstraf. Sideloebende hermed rejste de danske myndigheder krav mod eksportvirksomhederne om tilbagebetaling af de uretmaessigt udbetalte restitutioner. Eksportvirksomhederne fik imidlertid medhold i foersteinstansen, idet OEstre Landsret i det vaesentlige fandt, at virksomhederne havde vaeret i god tro, og at den uretmaessige udbetaling i virkeligheden skyldtes, at de offentlige myndigheders kontrolsystem var utilstraekkeligt, og at de derfor burde baere risikoen.

Den forelaeggende ret, hvortil det danske Landbrugsministerium har appelleret sagen, har forelagt foelgende praejudicielle spoergsmaal for Domstolen:

»1) A. Er de faellesskabsretlige principper, der foelger af Domstolens praksis vedroerende tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalte stoettebeloeb, og hvorefter der i fuldt omfang skal tages hensyn til Faellesskabets interesser, til hinder for, at der i national ret, som kriterier for at udelukke tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalt stoette, tages hensyn til

- den gode tro hos stoettemodtageren og dermed beskyttelsen af den berettigede forventning

- den omstaendighed, at 5-10 aar er forloebet siden udbetaling af stoettebeloebene, hvorfor det vil vaere saerdeles byrdefuldt for stoettemodtagerne nu at skulle tilbagebetale stoettebeloebene

- at aarsagen til, at stoettebeloebene uretmaessigt blev udbetalt, var ekstraordinaere forhold i form af alvorlig svig og strafbare forhold hos tredjemand

- at den kontrollerende myndighed - hvilket eksportoervirksomhederne var bekendt med - har foert daglig kontrol paa produktionsstedet uden at opdage og/eller gribe ind over for denne svig

- at den udbetalende myndighed i hele udbetalingsperioden har haft kendskab til, at kontrolsystemets vaerdi var afhaengig af rigtigheden af den kontrolleredes egne oplysninger, og paa trods heraf undlod at kraeve receptindsigt eller indsigt i producentens regnskaber over raavareindkoeb,

naar det laegges til grund, at de samme kriterier er gaeldende i forbindelse med tilbagesoegning af rent nationale stoettebeloeb?

B. Vil spoergsmaalet skulle besvares paa samme maade, saafremt der i national ret ogsaa tages hensyn til, at der ikke i oevrigt var omstaendigheder, som burde have givet eksportoervirksomhederne anledning til at tvivle paa, om produktet var restitutionsberettiget?

2) Er de faellesskabsretlige principper, der foelger af Domstolens praksis vedroerende tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalte stoettebeloeb, og hvorefter der i fuldt omfang skal tages hensyn til Faellesskabets interesser, til hinder for, at en eksportoervirksomhed kan anses for at vaere i god tro, og derfor fritages for forpligtelsen til at tilbagebetale disse beloeb, saafremt det laegges til grund, at eksportoervirksomheden ikke ved aftale med producenten har forbeholdt sig retten til paa produktionsstedet at foere egen kontrol med produktionen for at sikre, at produktionerne er sammensat i overensstemmelse med den erklaering, som eksportoeren underskriver, naar det laegges til grund,

- at producenten var eksportautoriseret af den udbetalende myndighed

- at eksportoervirksomheden var en handelsvirksomhed, som varerne ikke passerede

- at eksportoervirksomheden vidste, at den kontrollerende myndighed udoevede daglig kontrol paa produktionsstedet, og

- at prisen paa faerdigvareprodukter af tilsvarende art og beskaffenhed var ens hos producenter i Danmark og i udlandet.

3) Kan tredjemand, herunder en stoettemodtager, paaberaabe sig en eventuel forsoemmelse, som den kontrollerende myndighed maatte have udvist, med det resultat, at tilbagesoegning af allerede udbetalt restitution ud fra en samlet vurdering af sagen vil vaere udelukket?«

Det foerste praejudicielle spoergsmaal

3 Med det foerste spoergsmaal oenskes i det vaesentlige oplyst, om der under en sag vedroerende tilbagebetaling af uretmaessigt udbetalt faellesskabsstoette kan tages hensyn til saerlige omstaendigheder i den konkrete sag for at udelukke tilbagesoegning, naar forholdet er det, at der i dansk ret tages hensyn til saadanne omstaendigheder i forbindelse med tilbagesoegning af rent nationale stoettebeloeb.

Jeg vil foerst undersoege, om god tro hos de sagsoegte i tilbagesoegningssagen kan tillaegges betydning. De sagsoegte i hovedsagen, Kommissionen, den tyske og den franske regering er, selv om de har foreslaaet forskellige besvarelser af spoergsmaalet, enige om, at dette saerlige aspekt med hensyn til tilbagebetalingspligten ikke er reguleret i faellesskabsretten. Efter deres opfattelse er spoergsmaalet om tilbagebetaling af uretmaessigt udbetalte beloeb alene reguleret paa ensartet maade i Raadets forordning (EF) nr. 2945/94 af 2. december 1994 (3), som imidlertid ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. I overensstemmelse med dommen i Deutsche Milchkontor-sagen skal den sag, der verserer for den nationale ret, derfor efter deres opfattelse alene afgoeres paa grundlag af de relevante bestemmelser i national ret. Som Domstolen imidlertid har praeciseret i ovennaevnte dom, maa »de bestemmelser, der gaelder i henhold til national ret, ikke i praksis ... umuliggoere gennemfoerelsen af faellesskabsbestemmelserne, og anvendelse af den nationale lovgivning [maa] ikke medfoere forskelsbehandling i forhold til de regler, der gaelder for rent nationale tvister af samme art« (4).

Jeg er imidlertid ikke enig i dette synspunkt. God tro maa her forstaas som et subjektivt forhold hos modtageren, dvs. at den paagaeldende ikke vidste, at den modtagne ydelse var udbetalt uretmaessigt. I den foreliggende sag maa det herefter undersoeges, om forpligtelsen til at tilbagebetale beloebet i lovgivningen er holdt i objektive vendinger, dvs. om forpligtelsen allerede opstaar som foelge af den objektive omstaendighed, at det modtagne beloeb ikke skulle have vaeret udbetalt, eller om forpligtelsen afhang af en yderligere og subjektiv betingelse, nemlig af, at modtageren vidste, at han modtog en stoette uretmaessigt. Det maa med andre ord undersoeges, om det subjektive aspekt ved tilbagebetalingsforpligtelsen skal afgoeres paa grundlag af faellesskabsbestemmelserne eller paa grundlag af de relevante bestemmelser i national lovgivning. Efter den faellesskabsretlige ordning, der var gaeldende forud for forordning nr. 2945/94, er forholdet for mig at se det, at der altid skal ske tilbagebetaling af eksportrestitutioner uden hensyntagen til subjektive forhold (5). Ganske vist omhandler de faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagebetaling af uretmaessigt udbetalte restitutioner ikke udtrykkeligt det tilfaelde, at en eksportoer i god tro har modtaget ikke skyldige beloeb. Der er dog ikke herved tale om et hul i de paagaeldende bestemmelser; de er tvaertimod udtryk for et omhyggeligt valg fra faellesskabslovgivers side af ikke at tillaegge det subjektive aspekt nogen betydning for tilbagesoegningskrav. Et saadant resultat er i oevrigt i overensstemmelse med den baerende tanke bag eksportrestitutionsordningen. Som Domstolen har fremhaevet i andre domme (6), er baggrunden for ordningen, at man oensker at fremme salget af faellesskabsvarer paa verdensmarkedet. Eksportoeren faar saaledes udbetalt et beloeb, der skal udligne en eventuel forskel mellem prisen i Faellesskabet og den gaeldende pris paa de oevrige markeder. Det beloeb, det udbetalende organ yder, fastsaettes udelukkende efter denne forskel, og eksportoeren kan kun goere et krav paa restitution gaeldende svarende til dette beloeb. Det er den baerende tanke bag ordningen, at restitutioner, der er modtaget med urette, skal tilbagebetales, og at modtageren, saafremt restitutionerne forudbetales, er forpligtet til at stille sikkerhed som garanti for en eventuel tilbagebetaling (7). Tilbagebetaling skal ske i alle tilfaelde, uanset hvilke subjektive forhold der paaberaabes af modtageren. Tilbagesoegningskravet er saaledes ikke en sanktion af en ulovlig adfaerd, men alene et krav om tilbagebetaling af et beloeb, der ikke objektivt var noget grundlag for at udbetale. Efter min opfattelse er det i oevrigt betegnende, at hvis varerne som foelge af force majeure ikke naar frem til det land, der er angivet i ansoegningen, men derimod eksporteres til et land, for hvilket restitutionen er lavere, skal modtageren ogsaa tilbagebetale forskellen mellem det beloeb, han har faaet udbetalt, og det beloeb, han faktisk var berettiget til. Domstolen har i den nyligt afsagte dom i Anglo Irish Beef-sagen praeciseret, at selv naar der er tale om force majeure, har modtageren ikke krav paa at beholde hele det beloeb, han har faaet forudbetalt (8).

Forholdet er saaledes det, at faellesskabslovgiver har udformet bestemmelserne om tilbagebetaling af uretmaessigt udbetalte restitutioner som en rent objektiv forpligtelse til tilbagebetaling, uden hensyn til, om der foreligger culpoes adfaerd hos den, som forpligtelsen paahviler, eller om forholdet kan tilregnes den paagaeldende. Som Domstolen har fastslaaet i dommen i sagen Plange Kraftfutterwerke (9), er »ydelsen af restitutionen ... en fordel for den erhvervsdrivende, og den er berettiget, hvis visse betingelser, baade med hensyn til det eksporterede produkts karakteristika samt med hensyn til eksportvilkaarene, er opfyldt. Naar kontrollen viser, at dette ikke har vaeret tilfaeldet, har eksportoeren ikke krav paa restitutionsbeloebet, og det skal tilbagebetales, naar det allerede er blevet udbetalt ... Det er ... ikke noedvendigt, for at beloebet kan kraeves tilbagebetalt, at den paagaeldende erhvervsdrivende har gjort sig skyldig i svig eller har begaaet fejl, som kan tilregnes ham«.

Uretmaessigt udbetalte restitutioner skal saaledes tilbagebetales, uanset om den paagaeldende har vaeret i god eller ond tro. Nationale bestemmelser kan ikke aendre den strengt objektive raekkevidde, der efter faellesskabsretten gaelder for tilbagesoegningskravet.

4 Selv bortset fra ovennaevnte bemaerkninger er det min opfattelse, at den eksportoer, over for hvem der fremsaettes krav om tilbagebetaling af uretmaessigt udbetalte eksportrestitutioner, under omstaendigheder som de i forelaeggelsesbeslutningen beskrevne ikke kan paaberaabe sig sin gode tro til stoette for at unddrage sig tilbagebetalingsforpligtelsen. Det kan i den forbindelse blot bemaerkes, at den vildfarelse, som den paagaeldende haevder uden egen skyld at vaere blevet bragt i, vedroerer sammensaetningen af de produkter, for hvilke der er udbetalt restitutioner. Med hensyn til udbetalingen af stoetten er det imidlertid netop eksportoeren, som skal angive »a) en varebeskrivelse i overensstemmelse med restitutionsnomenklaturen; b) produkternes nettomasse eller i givet fald maengden udtrykt i den maaleenhed, der anvendes ved beregningen af restitutionen; c) produkternes sammensaetning eller en henvisning til denne sammensaetning, dersom dette er noedvendigt for beregningen af restitutionen« (10).

Efter bestemmelserne er eksportoeren saaledes paalagt en oplysningspligt, dvs. en forpligtelse til at afgive rigtige oplysninger; det maa ogsaa naevnes, at kontrollen med, at betingelserne for udbetaling af stoetten er opfyldt og med, at de omstaendigheder, der er lagt til grund ved beregningen af stoettebeloebet, foreligger, netop foretages paa grundlag af de oplysninger, stoettemodtageren har afgivet. En eventuel fejl med hensyn til varernes sammensaetning - som maatte have foert til, at myndighederne har godkendt en hoejere restitution end den, der faktisk skulle have vaeret udbetalt - maa derfor anses for at vaere en uundskyldelig fejl, idet den vedroerer faktiske omstaendigheder, som det efter bestemmelserne henhoerer under eksportoeren at kontrollere. Det er saaledes uden betydning, om den paagaeldende ikke i det konkrete tilfaelde kendte varernes faktiske sammensaetning. Det afgoerende er, at han burde have vidst, hvorledes de var sammensat.

De sagsoegte i hovedsagen har imidlertid gjort gaeldende, at stoettemodtagerne i det foreliggende tilfaelde var handelsvirksomheder. De svigagtige handlinger er ifoelge de sagsoegte begaaet af producenten, og det ville vaere urimeligt at forlange, at eksportoeren, som ikke havde nogen mulighed for at kontrollere varernes kvalitet, skulle foretage detaljerede laboratorieundersoegelser med henblik paa at fastslaa, om de oplysninger, der var afgivet over for de offentlige myndigheder, var rigtige. Efter min opfattelse er dette argument ikke overbevisende. Det er saaledes eksportoeren, der faar udbetalt restitutionen, og den udbetales paa grundlag af eksportoerens oplysninger. Jeg har vanskeligt ved at se, hvem der ellers skulle indestaa for, at de oplysninger, der er afgivet over for de offentlige myndigheder, er rigtige. Alt i alt er det for mig at se rimeligt og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet at kraeve, at risikoen for, at de afgivne oplysninger er forkerte, baeres af den, der har afgivet dem, og som i oevrigt ogsaa er modtageren af stoetten.

5 Det kan endvidere ikke tillaegges betydning, at uoverensstemmelsen mellem varernes sammensaetning og de oplysninger, eksportoeren har afgivet, skyldes den svigagtige adfaerd hos en tredjemand, nemlig producenten, som eksportoeren ikke paa nogen maade har medvirket i. Som Domstolen har fastslaaet i en anden forbindelse (11) om dette spoergsmaal, »kan [der ikke] ... laegges vaegt paa eksportoerens gode tro eller det forhold, at han ikke har medvirket ved svigen«. Forklaringen paa denne faste retspraksis ligger i, at retten til restitution er baseret paa strengt objektive kriterier: Som generaladvokat Gulmann fremhaevede i sit forslag til afgoerelse i Boterlux-sagen (12), er »eksportoerens gode tro ... i denne forbindelse uden betydning. Det er eksportoeren, der har ansvaret for, at betingelserne opfyldes, og det er dermed som udgangspunkt ham, der baerer risikoen for deres ikke-opfyldelse«. Domstolen har da ogsaa fastslaaet, at en eventuel svigagtig adfaerd fra tredjemands side »er ... en saedvanlig handelsrisiko« i forbindelse med de »kontraktforhold, der er stiftet i anledning af en udfoersel, for hvilken der kan ydes restitution« (13). Som Domstolen fastslog i dommen i Theodorakis-sagen (14), kan den beroerte »i oevrigt fuldstaendig frit ... vaelge sine handelspartnere under hensyntagen til, hvilken fordel han kan have heraf, [og] maa selv traeffe sine modforholdsregler enten ved at indfoeje bestemmelser herom i kontrakten eller ved at tegne en saerlig forsikring«. Naar medkontrahenten handler svigagtigt, kan eksportoeren saaledes ikke goere krav paa at beholde en restitution, som han ikke havde krav paa; han vil for den nationale domstol eventuelt kunne goere de rettigheder i eller uden for kontrakt gaeldende, som han efter national ret har over for medkontrahenten, men han kan ikke beholde den stoette, han har faaet udbetalt med urette.

6 I forbindelse med det foerste praejudicielle spoergsmaal har den forelaeggende ret ogsaa oensket oplyst, om tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalt stoette kan vaere udelukket i medfoer af det i national ret fastsatte princip, hvorefter tilbagesoegningen er en tilsidesaettelse af stoettemodtagerens berettigede forventning. Paa baggrund af de oplysninger, der fremgaar af forelaeggelsesbeslutningen, maa dette spoergsmaal efter min opfattelse besvares benaegtende. Det maa herved foerst fremhaeves, at ifoelge fast retspraksis indgaar princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i Faellesskabets retsorden (15). For saa vidt angaar tilbagebetalingskrav, der stoettes paa faellesskabsretten, er det derfor det i faellesskabsretten fastsatte princip, der finder anvendelse, og ikke det hertil svarende princip i de enkelte nationale lovgivninger. Herved undgaas det, at alle de tilfaelde, som i princippet er undergivet de samme bestemmelser, behandles forskelligt.

Jeg skal herefter bemaerke, at Domstolen i en nyere dom har understreget, at bestemmelserne om eksportrestitutioner »ikke kan give anledning til nogen anden berettiget forventning end forventningen om at faa ret til restitutionen inden for de graenser, der gaelder for den« (16). Enhver omhyggelig erhvervsdrivende vil kunne finde ud af, at ordningen med eksportstoette udelukkende giver ret til at faa udbetalt restitutionen, saafremt de objektive betingelser for udbetaling er opfyldt. Det er i oevrigt ogsaa udtrykkeligt fastsat, at eksportoeren er forpligtet til at tilbagebetale den del af stoetten, han ikke havde ret til.

Det er derfor vanskeligt at se, hvilken forventning den beroerte har kunnet have i den foreliggende sag. Efter min opfattelse er det i den forbindelse afgoerende, at forventningen kun er beskyttelsesvaerdig, naar den er berettiget: Det er derfor noedvendigt, at stoettemodtageren uden selv at have udvist uagtsomhed har faaet en forventning om, at stoetten er gyldigt ydet, selv om det ikke forholdt sig saaledes. Efter faellesskabsretten er det med andre ord kun den forventning, der er opstaaet uden egen skyld, der er beskyttet. Med hensyn til statsstoette har Domstolen i flere domme fastslaaet, at en forventning om, at stoetten er retmaessig, kun er begrundet, saafremt stoetten er blevet ydet under iagttagelse af den i traktatens artikel 93 fastsatte procedure. Domstolen har saaledes fastslaaet, at »en paapasselig erhvervsdrivende ... normalt [maa] vaere i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt« (17). Efter min opfattelse er der herved i retspraksis opstillet et almengyldigt princip med hensyn til den berettigede forventning, og det er noeglen til loesning af den foreliggende tvist. Den baerende tanke, som Domstolen har baseret de naevnte domme paa, er, at modtageren, paa grund af sin almindelige pligt til at udvise agtpaagivenhed, er forpligtet til at sikre sig, at den fremgangsmaade, hvorved han er blevet tillagt en stoette, har vaeret lovlig. Man kan derfor ikke forestille sig noget tilfaelde, hvor en forventning ikke er forbundet med egen skyld, naar det fastslaas, at stoetten er ulovlig som foelge af tilsidesaettelse af proceduremaessige regler, hvilket er en mangel, der let kan konstateres, og som man ikke kan vaere uvidende om.

I den foreliggende sag kan der ikke hos eksportoererne bestaa nogen beskyttelsesvaerdig forventning, og det af den simple grund, at stoetten er ulovlig som foelge af omstaendigheder, som de beroerte ikke var vidende om, men som de burde have vaeret vidende om. Dette kan efter min opfattelse naeppe bestrides. Det fremgaar saaledes af forelaeggelsesbeslutningen, at eksportoererne har faaet udbetalt restitutioner uretmaessigt, idet de oplyste, at de havde eksporteret varer med et hoejere indhold af oksekoed end det, varerne faktisk havde. Det kan selvfoelgelig forholde sig saaledes, at de ikke kendte varernes faktiske sammensaetning; det staar imidlertid fast, at de kunne og burde have kendt den. Det er derfor udelukket, at eksportoererne kan paaberaabe sig, at de uden egen skyld har vaeret uvidende om omstaendigheder i sagen, der er omfattet af deres oplysningspligt; det er naermest overfloedigt at tilfoeje, at denne pligt maa fortolkes som en forpligtelse til at afgive rigtige oplysninger, hvorfor risikoen for, at de eventuelt ikke er korrekte, maa baeres af dem, der afgiver dem.

Der kan heller ikke opstaa nogen berettiget forventning i kraft af, at de offentlige myndigheder har udfoert kontrol paa produktionsstedet uden at have opdaget uregelmaessigheder. Selv hvis det antages, at myndighederne ikke omhyggeligt har udfoert de fornoedne kontrolforanstaltninger, skal jeg blot bemaerke, at Domstolen i flere afgoerelser har fastslaaet, at »en praksis i en medlemsstat, der ikke er i overensstemmelse med faellesskabsreglerne ... ikke [kan] danne grundlag for en berettiget forventning hos den erhvervsdrivende, der var begunstiget af den saaledes opstaaede situation« (18). Som Domstolen fastslog i dommen i Corman-sagen (19), er den pligt til at foretage kontrol, som paahviler medlemsstaterne, »en forpligtelse over for Faellesskabet, og kun faellesskabsmyndighederne kan tage stilling til foelgerne af en eventuel tilsidesaettelse. Kontrollen har hverken til formaal eller til foelge, at licitationskoeberen fritages for nogen del af det ansvar, han har paataget sig ved licitationen«. Heraf kan det udledes, at medlemsstaternes udfoerelse af kontrol ikke fritager eksportoeren fra pligten til at undersoege, om hans egne oplysninger er rigtige: Formaalet med en saadan kontrol er ikke at give de beroerte erhvervsdrivende en sikkerhed for, at produkterne opfylder de betingelser, der er fastsat for ydelse af en eksportrestitution. Der er saaledes ikke tale om en »garanti«, der gives eksportoererne. Det er derfor udelukket, at der ved kontrolmyndighedens adfaerd kan skabes en berettiget forventning hos dem.

7 Den forelaeggende ret har endvidere oensket oplyst, om tilbagesoegning af uretmaessigt udbetalte restitutioner kan vaere udelukket som foelge af, at det betydelige tidsrum, der er forloebet mellem udbetalingen af stoetten og fremsaettelsen af kravet om dens tilbagebetaling, indebaerer, at det er saerlig byrdefuldt for stoettemodtagerne at skulle tilbagebetale stoetten. Dette spoergsmaal maa efter min opfattelse besvares benaegtende. Paa dette tilbagesoegningskrav kan den nationale ret naturligvis anvende de foraeldelsesregler, der efter national ret gaelder med hensyn til tilsvarende krav, der er baseret paa national ret. Bortset fra disse regler er det irrelevant, hvor lang tid der er forloebet mellem udbetalingen af stoetten og fremsaettelsen af tilbagebetalingskravet. Desuden vil tilbagebetaling af et beloeb altid medfoere en formueforringelse og vil derfor vaere byrdefuld for den beroerte. Efter min opfattelse kan den nationale ret ikke tillaegges kompetence til skoensmaessigt at sondre mellem de tilfaelde, hvor en tilbagebetaling vil vaere en »normal« byrde, og de tilfaelde, hvor der er tale om en saerlig belastende byrde.

Det andet praejudicielle spoergsmaal

8 Ogsaa det andet praejudicielle spoergsmaal kan efter min opfattelse besvares paa grundlag af ovennaevnte bemaerkninger. Ved formuleringen af spoergsmaalet har den forelaeggende ret antaget, at en stoettemodtager i god tro ikke er forpligtet til at tilbagebetale uretmaessigt udbetalte beloeb, men den har oensket en naermere praecisering af begrebet god tro. Navnlig oensker den oplyst, om en stoettemodtager under omstaendigheder som de i hovedsagen beskrevne kan anses for at vaere i god tro og dermed blive fritaget for forpligtelsen til at tilbagebetale de uretmaessigt udbetalte restitutioner. Af de ovenfor angivne grunde er eksportoeren imidlertid forpligtet til at tilbagebetale den del af stoetten, han ikke skulle have haft udbetalt; jeg vil gentage, at det i den forbindelse er uden betydning, om han er i god tro. Under behandlingen af det foerste spoergsmaal har jeg ogsaa forklaret, hvorfor betingelserne for god tro ikke er opfyldt i den foreliggende sag. God tro forudsaetter saaledes en undskyldelig vildfarelse; dette er ikke tilfaeldet her, idet vildfarelsen vedroerer en faktisk omstaendighed, nemlig produktets sammensaetning, som en beroert person, der udviser normal agtpaagivenhed, burde kende.

Det tredje praejudicielle spoergsmaal

9 Det tredje spoergsmaal fra den forelaeggende ret vedroerer retsvirkningerne af, at de offentlige myndigheder ikke omhyggeligt har foretaget den fornoedne kontrol med hensyn til de omtvistede udfoersler. Ogsaa dette spoergsmaal har jeg for saa vidt allerede besvaret: Eksportoeren kan ikke paaberaabe sig en eventuel forsoemmelse fra den kontrollerende myndigheds side som begrundelse for at blive fritaget for at tilbagebetale de uretmaessigt udbetalte restitutioner. Saafremt en saadan forsoemmelse har paafoert virksomheden et oekonomisk tab, kan virksomheden eventuelt kraeve, at myndigheden erstatter det lidte tab, selvfoelgelig under forudsaetning af, at de betingelser, der i national ret er fastsat med hensyn til et saadant erstatningssoegsmaal, er opfyldt.

Forslag til afgoerelse

10 Sammenfattende skal jeg herefter foreslaa, at de spoergsmaal, der er forelagt af Hoejesterets Anke- og Kaeremaalsudvalg, besvares som foelger:

»I faellesskabsretten, naermere bestemt Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om faelles gennemfoerelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, er bestemmelsen om tilbagebetaling af uretmaessigt udbetalte eksportrestitutioner udformet som en ren tilbagebetalingsforpligtelse. Tilbagebetalingen skal ske paa grundlag af en objektiv konstatering af, at eksportoeren ikke havde krav paa restitutionerne, og uden hensyntagen til, om eksportoeren var i god tro, om der i den konkrete sag er udvist svig fra tredjemands side, eller om der er forloebet et betydeligt tidsrum mellem udbetalingen og fremsaettelsen af kravet om tilbagebetaling, idet den nationale domstol i sidstnaevnte tilfaelde dog kan anvende de bestemmelser, der i national ret er fastsat med hensyn til foraeldelse af tilsvarende pengekrav.

En eksportoer, som uretmaessigt har faaet udbetalt eksportrestitutioner paa grundlag af urigtige oplysninger om produktets sammensaetning, som han selv har afgivet over for de offentlige myndigheder, kan ikke anses for at vaere i god tro.

En eventuel forsoemmelse fra myndighedernes side i forbindelse med udfoerelsen af deres egne kontrolopgaver kan ikke skabe en berettiget forventning om, at eksportrestitutionerne er retmaessigt udbetalt. En agtpaagivende erhvervsdrivende maa vaere i stand til at konstatere, at de eksporterede produkter har de egenskaber, eksportoeren selv har angivet i ansoegningen om eksportrestitutioner.«

(1) - Dom af 21.9.1983, forenede sager 205/82-215/82, Sml. s. 2633.

(2) - Artikel 18 i Raadets forordning (EOEF) nr. 805/68 af 27.6.1968 om den faelles markedsordning for oksekoed (EFT 1968 I, s. 179), artikel 6 i Raadets forordning (EOEF) nr. 885/68 af 28.6.1968 om de almindelige regler for ydelse af eksportrestitutioner og om kriterierne for fastsaettelse af disse restitutionsbeloeb (EFT 1968 I, s. 229) samt Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1315/84 af 11.5.1984 om fastsaettelse af eksportrestitutionerne inden for oksekoedssektoren (EFT L 125, s. 38).

(3) - Raadets forordning (EF) nr. 2945/94 af 2.12.1994 om aendring af forordning (EOEF) nr. 3665/87 om faelles gennemfoerelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter for saa vidt angaar tilbagebetaling af uretmaessigt udbetalte beloeb og sanktionsbeloeb (EFT L 310, s. 57).

(4) - Dommen i Deutsche Milchkontor-sagen, praemis 19.

(5) - Jeg er enig med Kommissionen i, at dette spoergsmaal maa afgoeres i lyset af bestemmelserne i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3665/87 af 27.11.1987 om faelles gennemfoerelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 351, s. 1), som »kodificerer« Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2730/79 af 29.11.1979 om faelles gennemfoerelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 317, s. 1).

(6) - Jf. dom af 11.7.1984, sag 89/83, Dimex, Sml. s. 2815, praemis 8 og 9.

(7) - I tilfaelde af forudbetaling skal der netop stilles sikkerhed for at garantere det udbetalende organ en eventuel tilbagebetaling af det udbetalte beloeb, saafremt det efterfoelgende maatte blive fastslaaet, at »betingelserne for restitution ikke opfyldes« (tyvende betragtning til forordning nr. 3665/87), eller »hvis der er ret til [en restitution med] et mindre beloeb« (jf. artikel 6 i Raadets forordning (EOEF) nr. 565/80 af 4.3.1980 om forudbetaling af eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 62, s. 5), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2026/83 af 18.7.1983 (EFT L 199, s. 12)).

(8) - Dom af 28.3.1996, sag C-299/94, Anglo Irish Beef Processors International m.fl., Sml. I, s. 1925, praemis 25.

(9) - Dom af 5.2.1987, sag 288/85, Hauptzollamt Hamburg-Jonas mod Plange Kraftfutterwerke, Sml. s. 611, praemis 11; min fremhaevelse.

(10) - Jf. artikel 3, stk. 5, i forordning nr. 3665/87 (min fremhaevelse).

(11) - Jf. dom af 9.8.1994, sag C-347/93, Boterlux, Sml. I, s. 3933, praemis 36.

(12) - A.st., Sml. I, s. 3941. Se navnlig punkt 14, hvor generaladvokaten henviser til Domstolens dom i Irish Grain Board-sagen (dom af 11.11.1986, sag 254/86, Sml. s. 3309). I den paagaeldende dom, som vedroerte monetaere udligningsbeloeb, afviste Domstolen, at eksportoerens gode tro kunne tillaegges betydning.

(13) - Jf. dommen i Boterlux-sagen, a.st., praemis 35.

(14) - Dom af 27.10.1987, sag 109/86, Sml. s. 4319, praemis 8.

(15) - Jf. blandt mange andre dom af 1.4.1993, forenede sager C-31/91 - C-44/91, Lageder m.fl., Sml. I, s. 1761, praemis 33, og de deri angivne yderligere henvisninger.

(16) - Jf. dommen i Anglo Irish Beef-sagen, a.st., praemis 33.

(17) - Jf. senest dom af 20.3.1997, sag C-24/95, Alcan, Sml. I, s. 1591, praemis 25, og de deri naevnte yderligere henvisninger.

(18) - Jf. dommen i sagen Lageder m.fl., a.st., praemis 34.

(19) - Dom af 5.12.1985, sag 124/83, Sml. s. 3777, praemis 21.

Full & Egal Universal Law Academy