EUR-Lex -  61995CC0391 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 10. juni 1997. - Van Uden Africa Line ved Van Uden Maritime BV mod Kommanditgesellschaft in Firma Deco-Line m.fl. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Hoge Raad - Nederlandene. - Bruxelles-konventionen - Voldgiftsklausul - Foreløbig betaling - Begrebet foreløbige retsmidler. - Sag C-391/95.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Denne praejudicielle forelaeggelse fra Nederlandenes Hoge Raad - i medfoer af artikel 3 i protokollen af 3. juni 1971 (1) - vil uden tvivl give Domstolen lejlighed til at tage stilling til en raekke principielle spoergsmaal vedroerende Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (2), som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1978 (3) (herefter »konventionen« eller »Bruxelles-konventionen«). Domstolen anmodes saerlig om at tage stilling til fortolkningen af konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4, artikel 5, nr. 1, og artikel 24, og Domstolens afgoerelse vil kunne faa konsekvenser, der raekker langt ud over den foreliggende sags rammer.

2 Sagens baggrund er foelgende.

I - Sagens faktiske omstaendigheder og sagens behandling

3 Van Uden Maritime BV (herefter »Van Uden« eller »rekvirenten i hovedsagen«), der har hjemsted i Rotterdam (Nederlandene), og Kommanditgesellschaft in Firma Deco-Line ved Peter Determan (herefter »Deco-Line« eller »rekvisitus i hovedsagen«), som har hjemsted i Hamburg (Tyskland), indgik i marts 1993 en saakaldt »slot/space charter agreement«. I henhold hertil stillede Van Uden skibsrum til raadighed for Deco-Line om bord paa skibe, der blev drevet i linjefart, mod betaling af bestemte fragtrater (beregnet ud fra tariffer, der var aftalt mellem parterne).

4 Da nogle fakturaer ikke blev betalt af Deco-Line, indledte Van Uden i overensstemmelse med kontrakten en voldgiftssag i Nederlandene.

5 I forelaeggelseskendelsen forklares det naermere (4), at Deco-Line ikke har formuegoder i Nederlandene, som kunne tjene til tvangssikring.

6 Under henvisning til, at Deco-Line forhalede udpegelsen af voldgiftsmaend, og at den manglende betaling af fakturaerne stillede store krav til Van Uden's likviditet, ivaerksatte Van Uden ved praesidenten for Rechtbank, Rotterdam, en sag om foreloebige forholdsregler med krav om, at Deco-Line tilpligtedes at betale fire fordringer, der var forfaldne ifoelge kontrakten. Principalt kraevede Van Uden betaling af et beloeb paa 830 919,13 DEM med rente efter loven, subsidiaert foreloebig betaling af et beloeb paa 404 923,29 DEM af det principalt paastaevnte beloeb.

7 Deco-Line bestred, at de nederlandske domstole havde kompetence, og gjorde gaeldende, at sag skulle anlaegges ved tysk ret i henhold til den almindelige kompetenceregel i Bruxelles-konventionens artikel 2, stk. 1, hvorefter sag som udgangspunkt skal anlaegges ved retterne i den stat, hvor sagsoegte har bopael. Subsidiaert bestred Deco-Line, at sagen var uopsaettelig.

8 Rechtbank's praesident tog ikke indsigelsen om den manglende kompetence til foelge. Praesidenten fandt, at en forholdsregel, der begaeredes truffet under en sag som den foreliggende, maatte betragtes som et »foreloebigt retsmiddel« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i konventionens artikel 24. Heraf udledte praesidenten, at kompetencen ikke skulle stoettes paa de almindelige kompetenceregler i konventionens artikel 2-18, og at kompetencen til at afgoere sagen fulgte af nederlandsk ret.

9 Denne betingelse var opfyldt, idet artikel 126, stk. 3, i Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering (den nederlandske civilproceslov, herefter »WBR«) giver retten paa rekvirentens bopael kompetence til at paakende et krav, som goeres gaeldende mod en rekvisitus, som hverken har en kendt bopael eller et kendt opholdssted i Nederlandene, forudsat at sagen har fornoeden tilknytning til nederlandske retsforhold. Ogsaa denne betingelse var efter praesidentens opfattelse opfyldt, for det foerste fordi Deco-Line som foelge af sin virksomhed inden for international handel ville opnaa tilgodehavender i Nederlandene, som kunne tjene til fyldestgoerelse i Nederlandene efter en eventuel domfaeldelse, og for det andet fordi en saadan dom ogsaa ville kunne begaeres fuldbyrdet i Forbundsrepublikken Tyskland.

10 Praesidenten fandt endvidere, at det ikke kunne foere til andet resultat med hensyn til denne kompetence efter nederlandsk ret, at parterne havde aftalt voldgift i Nederlandene, idet WBR's artikel 1022, stk. 2, indeholder foelgende bestemmelse:

»En voldgiftsaftale er ikke til hinder for, at en part ved de almindelige domstole stiller krav om en retssikrende forholdsregel eller for rettens praesident ivaerksaetter sag om foreloebige forholdsregler i henhold til artikel 289 ...«

11 Ved foreloebigt eksigibel afgoerelse af 21. juni 1994 tilpligtede Rechtsbank's praesident Deco-Line at betale Van Uden et beloeb paa 377 625,35 DEM med rente efter loven.

12 Appelinstansen, Gerechtshof, Haag, fandt imidlertid, at de nederlandske domstole savnede kompetence til at paakende sagen, og ved dom af 1. oktober 1994 ophaevede Gerechtshof foersteinstansens afgoerelse.

13 Gerechtshof udtalte, at Rechtbank's praesident i henhold til konventionens artikel 24 ganske rigtigt kunne stoette sin kompetence paa WBR's artikel 126, stk. 3 - og at betingelserne for at anvende denne bestemmelse i princippet var opfyldt i sagen - men at det dog ogsaa var en betingelse, at sagen havde den fornoedne tilknytning til nederlandske retsforhold. I forbindelse med Bruxelles-konventionen maatte dette indebaere en betingelse om, at den afgoerelse, en retsinstans anmodes om at traeffe i en sag om foreloebige forholdsregler, skal kunne faa virkning i den paagaeldende jurisdiktion i den forstand, at den kan fuldbyrdes i jurisdiktionen. Ifoelge konventionens systematik er denne betingelse ogsaa opfyldt, hvis kompetencen, som i den foreliggende sag, tillige kan stoettes paa konventionens artikel 5, nr. 1 (i sagen stillede Van Uden krav om betaling af et pengebeloeb, og opfyldelsesstedet for denne kontraktmaessige forpligtelse befandt sig i Nederlandene). Gerechtshof fandt det i denne forbindelse dog ikke tilstraekkeligt, at der blot var mulighed for, at Deco-Line paa et senere tidspunkt ville faa saadanne formuegoder i Nederlandene.

14 Van Uden indbragte derefter sagen for Hoge Raad ved kassationsanke. Hoge Raad har fundet det noedvendigt at faa afklaret naermere, hvorledes de paaberaabte konventionsbestemmelser skal fortolkes. Den har derfor udsat sagen og forelagt EF-Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Saafremt en forpligtelse til betaling af, hvad der skyldes i henhold til en kontrakt, skal opfyldes i en kontraherende stat - saaledes at fordringshaveren ifoelge Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, kan sagsoege skyldneren, der ikke har opfyldt sin forpligtelse, ved retterne i den paagaeldende kontraherende stat med paastand om opfyldelse af forpligtelsen, ogsaa selv om skyldneren har bopael paa en anden kontraherende stats omraade - har retterne i den foerstnaevnte stat da tillige (og uden videre) kompetence til at paakende et af fordringshaveren over for skyldneren fremsat krav under en sag om foreloebige forholdsregler, som gaar ud paa, ved hjaelp af en umiddelbart eksigibel forholdsregel, at opnaa, at skyldneren paalaegges at betale, hvad han - ifoelge den ret der behandler sagen om foreloebige forholdsregler - med stor sandsynlighed skylder fordringshaveren, eller gaelder der da med hensyn til, om den ret, der skal traeffe afgoerelse om de foreloebige forholdsregler, har den fornoedne kompetence, yderligere betingelser, f.eks. at den begaerede foreloebige forholdsregel skal (kunne) faa virkning i den paagaeldende kontraherende stat?

2) Har det betydning for besvarelsen af det foerste spoergsmaal, at den af parterne indgaaede kontrakt indeholder en voldgiftsklausul, og har det i bekraeftende fald betydning, hvor voldgiften ifoelge klausulen skal finde sted?

3) Saafremt det foerste spoergsmaal skal besvares saaledes, at det - for at retten i sagen om foreloebige forholdsregler har den fornoedne kompetence - ogsaa maa kraeves, at den forholdsregel, der oenskes truffet, skal (kunne) faa virkning i den paagaeldende kontraherende stat, indebaerer dette da, at den begaerede afgoerelse skal kunne fuldbyrdes i den kontraherende stat, og er det da noedvendigt, at denne betingelse er opfyldt paa det tidspunkt, hvor kravet om den foreloebige foranstaltning fremsaettes, eller er det tilstraekkeligt, at det maa forventes, at betingelsen vil vaere opfyldt paa et senere tidspunkt?

4) Falder den adgang, der i henhold til artikel 289 ff. i Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering (den nederlandske civilproceslov) bestaar til af uopsaettelige grunde at fremsaette begaering for Arrondissementsrechtbank's praesident om en umiddelbart eksigibel forholdsregel, ind under udtrykket 'foreloebige, herunder sikrende retsmidler' i Bruxelles-konventionens artikel 24?

5) Har det betydning for besvarelsen af det fjerde spoergsmaal, om der er ivaerksat en procedure vedroerende sagens realitet eller kan ivaerksaettes en saadan procedure, og har det i bekraeftende fald betydning, at der i det konkrete tilfaelde var indledt en voldgiftssag?

6) Har det betydning for besvarelsen af det fjerde spoergsmaal, om den forholdsregel, der er fremsat krav om i sagen om foreloebige forholdsregler, er, at modparten tilpligtes at opfylde en betalingsforpligtelse som omtalt i det foerste spoergsmaal?

7) Saafremt det fjerde spoergsmaal skal besvares bekraeftende, skal artikel 24 - i tilfaelde hvor 'en ret i en anden kontraherende stat i medfoer af denne konvention er kompetent til at paakende sagens realitet' - og navnlig henvisningen i artikel 24 til de 'foreloebige, herunder sikrende retsmidler, der er fastsat i en kontraherende stats lovgivning', da forstaas saaledes, at den ret, der behandler sagen om foreloebige forholdsregler (umiddelbart) har den fornoedne kompetence, saafremt den er kompetent efter de nationale kompetenceregler, ogsaa selv om der er tale om bestemmelser som dem, der er naevnt i Bruxelles-konventionens artikel 3, stk. 2, eller er retten da kun kompetent, saafremt yderligere betingelser er opfyldt, f.eks. at den begaerede foreloebige forholdsregel skal (kunne) faa virkning i den paagaeldende kontraherende stat?

8) Saafremt det syvende spoergsmaal skal besvares saaledes, at det ogsaa er en betingelse for, at den ret, der behandler sagen om foreloebige forholdsregler, har den fornoedne kompetence, at den begaerede forholdsregel skal (kunne) faa virkning i den paagaeldende kontraherende stat, indebaerer dette da, at den afgoerelse, som oenskes truffet, skal kunne fuldbyrdes i den kontraherende stat, og er det da noedvendigt, at denne betingelse er opfyldt paa det tidspunkt, hvor kravet om en foreloebig forholdsregel fremsaettes, eller er det tilstraekkeligt, at det maa forventes, at den vil blive opfyldt paa et senere tidspunkt?«

II - De relevante retsregler A - De relevante bestemmelser i Bruxelles-konventionen

15 Konventionens materielle anvendelsesomraade (afsnit I) er ifoelge artikel 1 borgerlige sager, herunder handelssager. Dog finder konventionen efter artikel 1, stk. 2, ikke anvendelse paa:

»1. fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem aegtefaeller samt arv efter loven eller testamente

2. konkurs, akkord og andre lignende ordninger

3. social sikring

4. voldgift.«

16 Efter en raekke kompetenceregler (i afsnit II) kan det afgoeres, hvad der er rette vaerneting. Som udgangspunkt gaelder den almindelige kompetenceregel i artikel 2, hvorefter sag skal anlaegges ved sagsoegtes hjemting. I henhold til artikel 3, stk. 2, kan en raekke »eksorbitante vaerneting« dog ikke goeres gaeldende over for en sagsoegt, herunder »i Nederlandene: artikel 126, stk. 3, og artikel 127 i civilprocesloven (Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering)«.

17 Under overskriften »Specielle kompetenceregler« (afsnit II, afdeling 2) er der fastsat andre regler, som sagsoegeren kan vaelge at foelge i stedet for hovedreglen i artikel 2 paa grund af en naer tilknytning mellem en ret og en bestemt sag. Én af reglerne, i artikel 5, nr. 1, har foelgende ordlyd:

»En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

1. i sager om kontraktforhold, ved retten paa det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes ...«

18 Endelig er der fastsat regler om »foreloebige, herunder sikrende retsmidler« i konventionens artikel 24, der er den eneste artikel i afsnit II, afdeling 9. I henhold hertil har en ret, der ikke er kompetent til at paakende sagens realitet, inden for konventionens materielle anvendelsesomraade kompetence til at traeffe foreloebige, herunder sikrende retsmidler, hvis den, der fremsaetter begaeringen, vaelger at goere det for den paagaeldende ret og ikke for retten i en anden kontraherende stat, der har kompetence til at paakende sagens realitet. De retsmidler, der kan traeffes, er dem, der er fastsat i lovgivningen i den kontraherende stat, i hvilken den ret, begaeringen fremsaettes for, er beliggende.

B - National ret

19 En civil sag om foreloebige forholdsregler er under betegnelsen »kort geding« reguleret i WBR's artikel 289 ff.

20 Kommissionen har givet foelgende oplysninger (5):

»Der er tale om en begaering om foreloebige forholdsregler, som fremsaettes over for Arrondissementsrechtbank's praesident. Brugen af 'kort geding' er meget udbredt i Nederlandene, og den uopsaettelighedsbetingelse, der gaelder, bedoemmes i praksis temmelig lempeligt. Selv om en sag om foreloebige forholdsregler resulterer i, at den begaerede foreloebige forholdsregel traeffes eller ikke traeffes, betragter parterne ofte afgoerelsen som endelig i den forstand, at de frafalder hovedsagen. Oprindelig kunne der under en 'kort geding' kun fremsaettes begaering om paabud eller forbud, men i nogen tid har Hoge Raad ogsaa tilladt fremsaettelse af pengekrav. Der er saaledes adgang til under 'kort geding' at faa tilkendt foreloebig betaling af pengekrav, saafremt og i det omfang det ikke eller ikke i vaesentligt omfang kan bestrides, at fordringen bestaar.«

21 Den nederlandske regering har ikke afgivet indlaeg i den foreliggende sag, men der kan henvises til de oplysninger, regeringen afgav i sagen W. mod H (dom af 31.3.1982, sag 25/81, Sml. s. 1189):

»... nederlandske regering [har] bemaerket, at foreloebige retsmidler er saerligt beregnet for hastetilfaelde, og at de har en, om ikke sikrende, saa dog foreloebig karakter. Den har tilfoejet, at den foreloebige karakter af afgoerelser, der traeffes paa foranledning af begaeringer om foreloebige retsmidler i henhold til artikel 289 i den nederlandske [civilproceslov], kommer til udtryk i [lovens] artikel 292, som bestemmer foelgende: 'Afgoerelser om foreloebige retsmidler er ikke bindende for afgoerelsen af sagens realitet'« (6).

III - Stillingtagen til besvarelsen

22 En gennemgang af forelaeggelsesdommen viser, at den nederlandske ret i det vaesentlige ser to muligheder for, at Arrondissementsrechtbank's praesident i henhold til konventionen kan have kompetence i en sag om foreloebige forholdsregler dels (jf. spoergsmaal 1-3) i medfoer af artikel 5, nr. 1 (hvorefter der gaelder en speciel kompetenceregel i sager om forpligtelser i henhold til kontraktforhold), dels (jf. spoergsmaal 4-8) i medfoer af artikel 24 (hvorefter der gaelder en speciel kompetenceregel for foreloebige, herunder sikrende retsmidler).

23 I begge tilfaelde rejser Hoge Raad specielt spoergsmaal om, hvorvidt kompetencen for den ret, der skal traeffe afgoerelse om foreloebige forholdsregler, er betinget af, at afgoerelsen faar virkning inden for rettens jurisdiktion, og, set under denne synsvinkel, om betingelsen skal vaere opfyldt ved fremsaettelsen af begaeringen, eller om det er tilstraekkeligt, at den eventuelt opfyldes paa et senere tidspunkt.

24 For begge tilfaeldes vedkommende rejser Hoge Raad tillige det spoergsmaal, bl.a. om det har betydning, at den for retten indbragte sag ogsaa behandles under en voldgiftssag (spoergsmaal 2 og 5).

25 Jeg vil i det foelgende tage stilling til de forelagte spoergsmaal under de tre forskellige synsvinkler, svarende til de tre konventionsbestemmelser, Hoge Raad baserer spoergsmaalene paa, nemlig artikel 1, stk. 2, nr. 4, artikel 5, nr. 1, og artikel 24.

A - Indledende bemaerkninger om, hvorvidt Bruxelles-konventionen finder anvendelse, selv om der findes en voldgiftsklausul

26 Indledningsvis skal der tages stilling til, om det forhold, at der findes en voldgiftsklausul, bevirker, at en sag som den foreliggende falder uden for konventionens anvendelsesomraade paa grund af bestemmelsen i artikel 1, stk. 2, nr. 4.

27 I de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen af parterne i hovedsagen, af den tyske regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, behandles dette spoergsmaal under gennemgangen af spoergsmaal 2 og 5, ogsaa selv om disse to spoergsmaal ikke direkte angaar denne problematik. Man faar da ogsaa indtryk af, at Hoge Raad i hoejere grad omtaler voldgiftsklausulen og voldgiftssagen med henblik paa bedoemmelsen af, hvilken indvirkning klausulen eller voldgiftssagen kan have paa muligheden for, at den afgoerelse, som traeffes af den ret, sagen er indbragt for, faar virkning i den stat, hvori retten er beliggende, end med henblik paa en stillingtagen til, om klausulen eller voldgiftssagen kan bevirke, at konventionen ikke finder anvendelse.

28 Det er i oevrigt betegnende, at der paa intet tidspunkt under sagens behandling ved de nationale domstole er rejst indsigelse om, at de nederlandske domstole skulle savne kompetence paa grund af voldgiftsklausulen. Den kompetenceindsigelse, rekvisitus har rejst under sagen om de foreloebige forholdsregler, har vaeret en indsigelse om, at det i henhold til konventionens bestemmelser maa foelge af den almindelige og principielle kompetenceregel, at de tyske domstole paa sagsoegtes hjemsted har kompetencen. Voldgiftsklausulen er ikke blevet paaberaabt, og den nederlandske appelinstans har tilsyneladende taget stilling til den af egen drift som et praejudicielt spoergsmaal med henblik paa anvendelsen af de relevante regler i national ret.

1. Konventionens artikel 17

29 Dette giver mig anledning til at fremsaette en indledende bemaerkning. I de indlaeg, der er indgivet, for saa vidt angaar voldgiftsklausulens betydning i det foreliggende tilfaelde, har man i alle tilfaelde koncentreret sig om fortolkningen af konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4. Der kan imidlertid vaere grund til straks at afvise en opfattelse, som ganske vist ikke er gjort gaeldende under sagen, men som dog kunne vaere naerliggende.

30 Man kunne saaledes vaere fristet til at betragte den af parterne aftalte voldgiftsklausul som en vaernetingsaftale som omhandlet i konventionens artikel 17, der har foelgende ordlyd:

»Saafremt parterne i tilfaelde, hvor mindst én af dem har bopael paa en kontraherende stats omraade, har vedtaget, at en ret eller retterne i en kontraherende stat skal vaere kompetente til at paakende allerede opstaaede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er alene denne ret eller retterne i den paagaeldende stat kompetente ...«

31 Jeg finder ikke anledning til at tage stilling til, om en klausul, hvorefter kompetence henlaegges til en voldgiftsret, i bestemmelsens forstand skal betragtes som en klausul om, at »en ret eller retterne i en kontraherende stat skal vaere kompetente«, og dermed om artikel 17 skal bringes i anvendelse i den foreliggende sag. Det maa vaere tilstraekkeligt at naevne, at konventionens bestemmelser ikke saettes ud af spillet af denne grund.

32 Der vil nemlig vaere to mulige fremgangsmaader.

33 Den foerste er, at man sidestiller forholdet med den situation, der er blevet omtalt i den juridiske litteratur, at kompetencen ved klausulen henlaegges til en ret i et tredjeland, eller at en klausul ikke opfylder betingelserne i artikel 17. Det er da ikke laengere konventionen, men national ret i den enkelte stat, der er afgoerende for klausulens retsvirkninger, og det skal afgoeres efter lex fori, om man eventuelt skal se bort fra klausulen (7). Den nederlandske domstol har da ogsaa i medfoer af national ret (WBR's artikel 1022, stk. 2) besluttet at se bort fra klausulen i den konkrete sag.

34 Den anden er, at man simpelt hen sidestiller den udpegede voldgiftsret med »en ret eller retterne i en kontraherende stat« i artikel 17's forstand. I saa fald vil det forhold, at rekvisitus har givet moede i sagen og ikke har fremsat indsigelse om, at kompetencen tilkommer voldgiftsretten, imidlertid indebaere en stiltiende accept af rettens kompetence i medfoer af konventionens artikel 18 (8), der har foelgende ordlyd:

»For saa vidt retten i en kontraherende stat ikke allerede er kompetent i medfoer af andre bestemmelser i denne konvention, bliver den kompetent, naar sagsoegte giver moede for den. Denne regel finder ikke anvendelse, saafremt sagsoegte kun giver moede for at bestride rettens kompetence, eller saafremt en anden ret i medfoer af artikel 16 er enekompetent.«

35 Heraf fremgaar det, at selv hvis artikel 17 var blevet paaberaabt, ville konventionen i begge tilfaelde have fundet anvendelse, naturligvis under forudsaetning af, at sagen falder ind under konventionens materielle anvendelsesomraade. Hermed vender jeg saaledes tilbage til problemet om, hvorledes voldgiftsklausulen skal bedoemmes i forhold til konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4.

2. Konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4

36 Dette aspekt af sagen, der - som allerede naevnt - ikke udtrykkeligt er blevet omtalt af den forelaeggende ret, kan ikke lades ude af betragtning. Hvis man nemlig skulle naa frem til, at konventionen ikke finder anvendelse paa grund af voldgiftsklausulen, vil det ikke vaere noedvendigt at besvare de oevrige spoergsmaal.

37 Der er paa dette punkt gjort to indbyrdes modstridende opfattelser gaeldende med hensyn til fortolkningen af konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4.

38 Den foerste, der er fremfoert af Deco-Line og Det Forenede Kongeriges regering og - i mindre kategorisk form - af den tyske regering, foerer til, at det maa antages, at konventionens bestemmelser ikke kan gaelde i den foreliggende sag, da parterne ifoelge kontraktvilkaarene har aftalt at lade tvister afgoere ved voldgift.

39 Den anden opfattelse, der er gjort gaeldende af Van Uden og af Kommissionen, gaar ud paa, at undtagelsen ikke boer fortolkes for vidt.

40 I denne sag er det ganske vist foerste gang, Domstolen skal tage stilling til betydningen af, at der findes en voldgiftsklausul, for anvendelsen af Bruxelles-konventionens bestemmelser i en sag, der verserer for en national ret (9), men problematikken var ikke ukendt for konventionens forfattere. Allerede i Schlosser-rapporten (10) omtales saaledes de to forskellige opfattelser af, hvordan undtagelsesbestemmelsen i artikel 1, stk. 2, nr. 4, kan fortolkes:

»Ved droeftelserne viste der sig to uforenelige grundstandpunkter med hensyn til fortolkningen af de paagaeldende bestemmelser i artikel 1, stk. 2, nr. 4. Efter den ene opfattelse, som isaer UK gik ind for, omfatter denne bestemmelse samtlige tvister, med hensyn til hvilke der findes en endnu gaeldende aftale om en voldgiftsrets kompetence til at traeffe afgoerelse i disse - herunder samtlige sekundaere tvister, som staar i forbindelse med den paagaeldende voldgiftssag. Efter den anden opfattelse, som forfaegtedes af de oprindelige medlemmer af EOEF, kan sager, der er indbragt for egentlige retter, kun anses for en del af en 'voldgift', hvis de staar i forbindelse med afsluttede, verserende eller fremtidige voldgiftssager« (11).

41 Det er saaledes fuldt forstaaeligt, at de »to uforenelige grundstandpunkter« er blevet fremfoert og naermere udviklet for Domstolen.

42 Til stoette for, at konventionens bestemmelser ikke finder anvendelse, er der blevet fremfoert foelgende argumenter.

43 Saerlig Deco-Line og den tyske regering (12) har fremhaevet den risiko for indbyrdes modstridende afgoerelser, som vil opstaa, hvis man anerkender, at de almindelige domstole i sager om foreloebige forholdsregler paa den ene side og voldgiftsretter med hensyn til realitetsspoergsmaalene paa den anden side har en parallel kompetence til at behandle aspekter af samme sag. De har specielt henvist til risikoen for at goere det let for en part at omgaa en voldgiftsklausul og i stedet benytte de almindelige domstole.

44 Den tyske regering har endvidere gjort gaeldende, at de foranstaltninger, der begaeres truffet under sagen om foreloebige forholdsregler, er uloeseligt knyttet til voldgiftssagens genstand, for saa vidt som begge sager tager sigte paa indkraevning af en fordring. Naar voldgiftssagen falder uden for konventionens anvendelsesomraade, maa det samme gaelde for begaeringen om foreloebige forholdsregler, idet den er accessorisk i forhold til voldgiftssagen (13).

45 Endelig har Det Forenede Kongeriges regering gjort gaeldende (14), at fremsaettelsen af begaeringen om foreloebige forholdsregler i det foreliggende tilfaelde maa falde ind under »retssager, der er underordnet en voldgiftssag«, jf. naermere den afgraensning, der i Schlosser-rapporten (15) gives af sager, som efter undtagelsesbestemmelsen i artikel 1, stk. 2, nr. 4, falder uden for konventionen.

46 Jeg finder ikke denne argumentation overbevisende, men vil paa linje med Kommissionen og rekvirenten i hovedsagen (16) snarere antage, at undtagelsen af »voldgift« fra konventionens anvendelsesomraade ikke kan omfatte et tilfaelde som det, der foreligger i denne sag.

47 Med hensyn til det foerste argument, der er fremfoert af den tyske regering og Deco-Line, boer det naevnes, at det allerede blev gjort gaeldende i Rich-sagen. Jeg skal derfor ikke behandle det naermere, eftersom Domstolen tilsluttede sig generaladvokat Darmon's opfattelse. Generaladvokaten havde i sit forslag til afgoerelse (17) udtalt foelgende:

»Selv om det er aabenbart, at det ikke er oenskeligt, at der er uforenelighed mellem en voldgiftskendelse og en dom afsagt af en national ret, er der dog maader at loese problemet paa. Det er der navnlig blevet gjort rede for i en afhandling vedroerende konflikter mellem domme og voldgiftskendelser [P. Schlosser: 'Conflits entre jugement judiciaire et arbitrage', Revue de l'arbitrage, 1981, nr. 3, s. 371]. Forfatteren har navnlig overvejet den situation, hvor der er modstrid mellem en retsafgoerelse, som er beskyttet af Bruxelles-konventionen, og en voldgiftskendelse, samt de loesninger, der kunne anvendes i saadanne tilfaelde. Under alle omstaendigheder fremgaar det klart af denne afhandling, at det efter de principper, der er gaeldende paa omraadet, er muligt i de forskellige konfliktsituationer at angive, hvorvidt dommen eller voldgiftskendelsen gaar af med sejren.«

48 Det kan tilfoejes, at der i den foreliggende sag endog er en fordel forbundet med at antage, at konventionens regler finder anvendelse, selv om en risiko for en »positiv« konflikt mellem afgoerelserne ikke kan udelukkes. Hvis konventionens regler ikke kunne anvendes, ses det vanskeligt, hvordan en situation som den, der oprindelig forelaa i sagen, skulle kunne loeses, idet voldgiftsproceduren ikke kunne ivaerksaettes paa grund af den ene parts passivitet. Et eventuelt soegsmaal om udpegelse af voldgiftsmaend ville nemlig efter Rich-dommen uden tvivl falde uden for konventionens anvendelsesomraade. En »negativ« konflikt mellem afgoerelserne ville da ikke kunne udelukkes.

49 Hvis man herefter ser paa, hvordan undtagelsen i artikel 1, stk. 2, nr. 4, boer fortolkes ud fra bestemmelsens formaal og ud fra, hvad der har vaeret forfatternes hensigt, kan den ikke tillaegges den vide raekkevidde, som den tyske regering og Det Forenede Kongeriges regering har argumenteret for.

50 Baggrunden for undtagelsen fremgaar ganske klart af P. Jenard's rapport om konventionen (18):

»Dette retsomraade, der naevnes udtrykkeligt i EOEF-traktatens artikel 220, er allerede reguleret i talrige internationale aftaler. Endvidere har Europaraadet udarbejdet en europaeisk konvention, der skal traede i kraft som enhedslov ('loi uniforme'), og som med en tillaegsprotokol i hoejere grad end New York-konventionen skal lette anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser. Af denne aarsag forekom det hensigtsmaessigt at undtage voldgiftsomraadet i foerste omgang« (19).

51 Formaalet var saaledes at undgaa, at Bruxelles-konventionens bestemmelser skulle finde anvendelse paa forhold, der allerede var eller ville blive reguleret i andre internationale aftaler.

52 Udelukkelsen af voldgift maa derfor skulle forstaas saaledes, at voldgiftsomraadet, som reguleret i andre retsakter, holdes ude fra Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade.

53 De naevnte internationale konventioner angaar imidlertid bestemt afgraensede aspekter af internationale tvister, nemlig den egentlige voldgift. Det fremgaar af generaladvokat Darmon's gennemgang i forslaget til afgoerelse i Rich-sagen - som jeg henviser til med hensyn til naermere oplysninger - at der er tale om »virkningen af voldgiftsaftaler og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser« (20) eller om »voldgiftsaftalen, sammensaetningen af voldgiftsretten, voldgiftssagens behandling, afsigelsen af voldgiftskendelser, appel af voldgiftskendelser samt anerkendelse og fuldbyrdelse heraf« (21). Formaalet med konventionerne er saaledes klart ikke at behandle alle de retsomraader, som en sag, der er undergivet voldgift, kan angaa, idet disse omraader faktisk er saa godt som ubegraensede eller i hvert fald kan variere fra én sag til en anden.

54 Det er i oevrigt denne afgraensning af undtagelsen, Domstolen allerede har foretaget ved at udtale, »at de kontraherende parter i Bruxelles-konventionen, da de undtog voldgift fra konventionens anvendelsesomraade med den begrundelse, at voldgift allerede var omfattet af internationale aftaler, havde til hensigt at undtage voldgiftsomraadet som helhed ...« (22).

55 Som det fremgaar af ekspertudvalgets rapport, gaelder konventionen »saaledes hverken for anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser ... eller for fastlaeggelse af kompetencen i tilfaelde af tvister, der vedroerer en voldgiftskendelse (f.eks. ved anlaeggelse af sag under paaberaabelse af kendelsens ugyldighed); den gaelder lige saa lidt for anerkendelse af afgoerelser, der er truffet paa grundlag af saadanne soegsmaal« (23).

56 De forhold, der undtages, er saaledes reelt »... retssager, der er underordnet en voldgiftssag, som for eksempel sager vedroerende udnaevnelse eller tilbagekaldelse af voldgiftsdommere, fastsaettelse af, hvor voldgiften skal finde sted, forlaengelse af fristen for afsigelse af kendelsen eller praejudicielle afgoerelser om materielle spoergsmaal, som det er kendt i engelsk ret i form af 'statement of special case' (section 21 i Arbitration Act 1950). Heller ikke retsafgoerelser, der skal tage stilling til en voldgiftsaftales gyldighed, eller som paa grund af aftalens ugyldighed paabyder parterne ikke at fortsaette voldgiftssagen, falder ind under [konventionen]. [Konventionen] vedroerer heller ikke sager og afgoerelser vedroerende krav om annullering, aendring, anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftsafgoerelser« (24).

57 Det maa til gengaeld erindres, at de udelukkede retsomraader kun »er ... udelukket fra anvendelse af konventionen, hvis de selv er sagsgenstande« (25).

58 »Voldgift er snarere kun selve voldgiftssagen. Artikel 1, stk. 2, nr. 4, [i konventionen] ... omfatter altsaa kun sager for egentlige retter, hvis hovedsagen i disse staar i forbindelse med en saadan, og ikke kun [hvis] undersoegelsen af rettens kompetence til at traeffe afgoerelse tilfaeldigvis kommer i beroering med spoergsmaalet om voldgiftsaftalens gyldighed« (26).

59 Dette har Domstolen tilsluttet sig ved at udtale: »Ved afgoerelsen af, om en sag er omfattet af konventionens anvendelsesomraade, boer der kun tages hensyn til sagens genstand. Hvis en sag paa grund af sin genstand, f.eks. udpegelse af en voldgiftsmand, er undtaget fra konventionens anvendelsesomraade, kan det ikke tjene som begrundelse for at anvende konventionen, at der foreligger et praejudicielt retsspoergsmaal - uanset hvad spoergsmaalet gaar ud paa - som retten skal tage stilling til for at kunne afgoere sagen« (27).

60 Som den tyske regering og Deco-Line med rette har anfoert, skal der saaledes i denne sag laegges vaegt paa den sagsgenstand, der er indbragt for de nederlandske domstole, ved afgoerelsen af, om sagen er omfattet af voldgiftsomraadet - afgraenset paa denne maade - og om konventionsbestemmelserne dermed ikke kan finde anvendelse.

61 Det fremgaar imidlertid af redegoerelsen for sagens faktiske omstaendigheder og sagens behandling, at Van Uden har fremsat sin begaering om foreloebige forholdsregler for den nederlandske ret principalt for at opnaa betaling af fire ubetalte fakturaer i henhold til kontrakten, subsidiaert for at opnaa betaling af en del af fakturabeloebene.

62 Genstanden for det fremsatte krav falder saaledes ikke inden for voldgiftsomraadet (28). Der er snarere tale om et krav om opfyldelse af en forpligtelse i et kontraktforhold (29), idet kravet »stoettes paa den manglende overholdelse af en kontraktlig forpligtelse« (30).

63 Den omstaendighed, at den sag, der er indbragt for de nederlandske domstole - som den tyske regering og Deco-Line har anfoert - kan betragtes som accessorisk til voldgiftssagen, som hovedsag, kan efter min opfattelse ikke foere til andet resultat.

64 Domstolen har udtalt, »at behandlingen af et accessorisk krav ifoelge konventionens almindelige opbygning ikke noedvendigvis knyttes til behandlingen af et hovedkrav« (31) i den forstand, at et krav ikke er udelukket fra konventionens anvendelsesomraade alene paa grund af, at hovedkravet (forstaaet som det krav, det er accessorisk til) falder uden for konventionen.

65 Det afgoerende kriterium maa - endnu en gang - vaere sagens genstand: »Det afgoerende for, om accessoriske krav er omfattet af konventionens anvendelsesomraade, er ... hvilket retsomraade kravene henhoerer under, og ikke, hvilket omraade hovedkravet maa henregnes til« (32).

66 Blandt de argumenter, der er fremfoert for, at konventionens bestemmelser ikke skulle finde anvendelse, kan der saaledes efter min opfattelse ikke vaere noget argument, som Domstolen kan tilslutte sig.

67 Det maa ganske vist erkendes, at det kan vaere utilfredsstillende at forestille sig, at én og samme sag paa samme tid kan vaere indbragt for en voldgiftsret og for en almindelig domstol.

68 Jeg vil dog mene, at saadanne tilfaelde skal afgoeres efter national ret, »da man ikke kan kraeve mere af Bruxelles-konventionen, end hvad der er reguleret i konventionen« (33).

69 EF-Domstolen kan herefter ikke tage stilling til en kompetenceindsigelse, der - under henvisning til, at sagen hoerer under voldgift - fremsaettes i forbindelse med et krav, som rejses for en domstol vedroerende et forhold, der er omfattet af konventionen. Afgoerelsen af dette spoergsmaal skal udelukkende traeffes af den nationale domstol paa grundlag af lex fori.

70 I den foreliggende sag maa det vaere tilstraekkeligt at naevne, at den nederlandske domstol har truffet afgoerelse efter WBR's artikel 1022, stk. 2, hvori det udtrykkeligt bestemmes, at en voldgiftsklausul ikke er til hinder for, at en domstol har kompetence i en »kort geding«.

71 Under alle omstaendigheder udtales det i Schlosser-rapporten, at »... de forskellige grundopfattelser [i praksis] kun paa ét punkt [foerer] til et forskelligt resultat« (34). »Kan der - saafremt en ordinaer ret traeffer afgoerelse i en hovedsag, fordi den har overset en voldgiftsaftale eller ikke ansaa denne for at vaere gaeldende - i en anden stat i Faellesskabet naegtes anerkendelse og fuldbyrdelse med den begrundelse, at voldgiftsaftalen faktisk var gaeldende, og at afgoerelsen derfor i henhold til artikel 1, stk. 2, nr. 4, falder uden for [konventionens] anvendelsesomraade?« Denne vanskelighed kan efter professor Schlosser's opfattelse loeses uden videre: »Hvis retten i afgoerelsesstaten ved undersoegelsen af sin kompetence er af den opfattelse, at [konventionen] finder anvendelse, er retten i anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med denne holdning bundet af dette« (35).

72 Jeg naar herefter frem til, at den omstaendighed, at der er ivaerksat en voldgiftssag, ikke er til hinder for at bringe konventionens bestemmelser i anvendelse i den foreliggende sag.

73 Efter disse indledende bemaerkninger skal jeg gaa over til at behandle de spoergsmaal, Hoge Raad har forelagt.

B - Anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1

74 Med det foerste praejudicielle spoergsmaal oensker Hoge Raad oplyst, om konventionens artikel 5, nr. 1, giver den paagaeldende domstol kompetence til at traeffe afgoerelse om et krav om foreloebige forholdsregler, som omhandlet i WBR, i form af en umiddelbart eksigibel afgoerelse om betaling af en pengefordring, eller om domstolen kun har kompetence i medfoer af denne konventionsbestemmelse, hvis en yderligere betingelse om, at afgoerelsen kan fuldbyrdes inden for domstolens jurisdiktion, er opfyldt.

75 I det tredje spoergsmaal forudsaettes det, at dette er en betingelse for at anvende konventionens artikel 5, nr. 1, og spoergsmaalet gaar ud paa, om betingelsen da skal vaere opfyldt paa det tidspunkt, hvor kravet om den foreloebige forholdsregel fremsaettes, eller om det er tilstraekkeligt, at det maa forventes, at betingelsen vil vaere opfyldt paa et senere tidspunkt.

76 Det, der reelt skal tages stilling til, er, om en sag om foreloebige forholdsregler - som en »kort geding« i dette tilfaelde - falder ind under konventionens artikel 5, nr. 1, og paa hvilke betingelser.

77 Ifoelge ordlyden af Hoge Raad's foerste spoergsmaal synes det at vaere lagt til grund, at den paagaeldende nederlandske ret har kompetence til at traeffe afgoerelse om realitetsspoergsmaalene i tvisten mellem parterne, men jeg skal dog ganske kort tage stilling hertil, foer jeg gaar over til at behandle spoergsmaalet om, hvorvidt en saadan kompetence ogsaa kan gaelde i sagen om foreloebige forholdsregler.

78 Det skal imidlertid straks naevnes, at hvis man ser bort fra argumenterne om, at konventionen ikke finder anvendelse - paa grundlag af en fortolkning af artikel 1, stk. 2, nr. 4, som jeg ikke kan tilslutte mig - bestrider ingen af sagens parter, med undtagelse af Deco-Line, at den nederlandske domstol har kompetence til i medfoer af artikel 5, nr. 1, at traeffe afgoerelse om Van Uden's krav under en sag om foreloebige forholdsregler.

79 Som bekendt giver denne bestemmelse en sagsoeger mulighed for, i stedet for at benytte den almindelige regel om kompetencen for retten paa sagsoegtes bopael, i »sager om kontraktforhold« at anlaegge sag ved den ret, der har den naermeste tilknytning til sagen, idet »... alle spoergsmaal, der kan opstaa i forbindelse med opfyldelsen af en kontraktforpligtelse - paa grund af den naere forbindelse, der er opstaaet mellem de parter, der har indgaaet kontrakten - boer kunne indbringes for samme ret, nemlig retten paa opfyldelsesstedet« (36).

80 For brugen af denne fakultative, supplerende kompetenceregel gaelder der en raekke betingelser, der alle er opfyldt i dette tilfaelde.

81 For det foerste er der - naar foerst det er paavist, at artikel 1, stk. 2, nr. 4, ikke har betydning - ingen tvivl om, at den sag, der er indbragt for den paagaeldende ret, er en sag om kontraktforhold. Det kan ganske vist i nogle tilfaelde vaere vanskeligt at afgoere, om en sag er en sag om kontraktforhold, idet dette begreb skal fortolkes selvstaendigt i henhold til konventionen (37), men et krav om betaling eller delvis betaling af en fordring i henhold til en kontrakt »stoettes utvivlsomt paa selve kontrakten og er derfor omfattet af begrebet 'kontraktforhold'« i konventionens artikel 5, nr. 1's forstand, idet det »stoettes paa den manglende overholdelse af en kontraktlig forpligtelse« (38).

82 For det andet kan »det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes« i det foreliggende tilfaelde fastlaegges uden vanskelighed. Der er i denne sag kun tale om én enkelt forpligtelse, nemlig Deco-Line's betalingsforpligtelse over for Van Uden, og »... opfyldelsesstedet for forpligtelsen til at betale ... skal bestemmes i henhold til den materielle lov, der er anvendelig paa den omtvistede forpligtelse i medfoer af lovkonfliktreglerne ved den ret, sagen er indbragt for« (39). Det fremgaar af udtalelserne i den nederlandske appeldomstols afgoerelse, at »betaling af den af Deco-Line skyldige fragt skulle ske i Nederlandene« (40).

83 Den nederlandske domstol er saaledes kompetent i henhold til konventionens artikel 5, nr. 1. Det maa efter min opfattelse vaere uden betydning herfor, at Van Uden's krav er fremsat under en sag om foreloebige forholdsregler.

84 For det foerste maa det ikke overses, at konventionen - i henhold til artikel 1 - finder anvendelse »uanset domsmyndighedens art«.

85 Desuden har den begaerede forholdsregels art ingen betydning inden for konventionens rammer. I De Cavel I-dommen udtales det saaledes, at konventionen »... i oevrigt intet retligt holdepunkt [giver] for, med hensyn til dens materielle anvendelsesomraade, at opstille en sondring mellem foreloebige og definitive retsmidler« (41).

86 Paa samme maade - og uafhaengigt af spoergsmaalet om, hvorledes de foreloebige forholdsregler, Van Uden har fremsat begaering om, skal kvalificeres i henhold til konventionen (42) - kan jeg heller ikke se nogen grund til i forbindelse med anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1, at anlaegge en sondring ud fra karakteren af den procedure, der er ivaerksat. Som generaladvokat Warner udtalte i sit forslag til afgoerelse i De Cavel I-sagen, ville det »... vaere maerkvaerdigt, hvis det afgoerende for, om konventionen skulle gaelde, var den saerlige domsmyndighed eller den procesform, som sagsoegeren eller den, der fremsaetter en begaering eller lignende, har valgt« (43).

87 Konventionens artikel 24 kan ikke foere til andet resultat.

88 Selv om den begaerede forholdsregel maatte vaere et »foreloebigt, herunder sikrende retsmiddel« i artikel 24's forstand (44), har bestemmelsen ikke til formaal at give hjemmel for en enekompetence paa omraadet. Den giver simpelt hen en ret, der ikke er kompetent til at paakende sagens realitet, adgang til at traeffe afgoerelse om foreloebige eller sikrende retsmidler inden for de retsomraader, konventionen gaelder for, hvis den paagaeldende part vaelger at fremsaette begaering for en saadan ret i stedet for at fremsaette begaeringen for en ret i en anden kontraherende stat, der er kompetent til at paakende sagens realitet.

89 Det staar fast, at den, der fremsaetter en saadan begaering, kan vaelge ikke at goere brug af adgangen hertil i henhold til artikel 24, men at benytte en af de oevrige kompetenceregler i konventionen. Den ret, der i medfoer af artikel 5, nr. 1, er kompetent til at paadoemme sagens realitet, maa saa meget mere have kompetence til at traeffe afgoerelse om et foreloebigt, herunder sikrende retsmiddel i artikel 24's forstand: »... artikel 24 giver den, der fremsaetter begaeringen en valgfrihed, men er ikke til hinder for, at han, hvis han oensker det, fremsaetter begaeringen om foreloebige eller sikrende retsmidler for den ret, der kan paakende sagens realitet. Denne kompetence til at paakende realiteten maa naturligvis indebaere en kompetence til at traeffe bestemmelse om foreloebige eller sikrende retsmidler« (45).

90 Den forholdsregel, der fremsaettes begaering om for en ret, der har kompetence i henhold til artikel 5, nr. 1, skal naturligvis vaere omfattet af konventionens anvendelsesomraade, men naar det laegges til grund, at artikel 1, stk. 2, nr. 4, ikke finder anvendelse, og naar det er paavist, at sagen for den nederlandske ret er en sag om kontraktforhold, maa det ogsaa vaere klart, at dette er tilfaeldet.

91 Med det foerste praejudicielle spoergsmaals andet led oensker Hoge Raad oplyst, om der gaelder den yderligere betingelse for at benytte kompetencereglen i artikel 5, nr. 1, i en sag om foreloebige forholdsregler, hvori der er nedlagt paastand om betaling af et pengebeloeb, at den retsafgoerelse, der traeffes, skal kunne fuldbyrdes i rettens jurisdiktion.

92 Baggrunden for Hoge Raad's spoergsmaal er sandsynligvis, at der opstilles en saadan betingelse i de nationale retsforskrifter paa dette omraade (46), men at rekvisitus ikke har gods i Nederlandene, der kan tjene til fyldestgoerelse.

93 Som den tyske regering har anfoert (47), fremgaar en saadan betingelse ikke af ordlyden af artikel 5, nr. 1.

94 I bestemmelsen henvises der heller ikke til nationale retsregler, men der udpeges umiddelbart en kompetent ret. Det ville derfor vaere uforeneligt med denne umiddelbare udpegelse af en ret at indfortolke en forudsaetning om, at betingelser i national ret skal vaere opfyldt.

95 Desuden ville det - som Kommissionen har anfoert (48) - vaere utaenkeligt at lade kompetencen i henhold til artikel 5, nr. 1, afhaenge af, om den retsafgoerelse, der traeffes i sagen om foreloebige forholdsregler, vil kunne fuldbyrdes i den stat, hvori den er truffet, naar Bruxelles-konventionen netop er udarbejdet for at sikre »fri bevaegelighed for domme« inden for Faellesskabet (49). I henhold til konventionens afsnit III kan det navnlig sikres, at en retsafgoerelse, der er truffet i en kontraherende stat, anerkendes og hurtigt og enkelt kan fuldbyrdes i en anden kontraherende stat.

96 Med hensyn til det foerste praejudicielle spoergsmaal - og uden at det herefter er noedvendigt at besvare det tredje spoergsmaal - naar jeg saaledes frem til, at den ret, der har kompetence i medfoer af konventionens artikel 5, nr. 1, har kompetence til at paakende sagen, uanset i hvilken procesform sagen er indbragt for retten. Den kan saaledes, paa grundlag af denne kompetence, traeffe bestemmelse om, at der som en umiddelbart eksigibel forholdsregel skal betales et pengebeloeb, og det kan ikke vaere en betingelse for kompetencen hertil, at afgoerelsen kan fuldbyrdes i den stat, hvori retten er beliggende.

97 Dette har to konsekvenser.

98 For det foerste skal en ret, der i en sag om foreloebige forholdsregler har kompetence til at paakende en sag om kontraktforhold som »retten paa det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«, ikke benytte kompetencereglerne i sin nationale retsorden. I saerdeleshed skal kompetencen ikke stoettes paa WBR's artikel 126, stk. 3, (der er et af de »eksorbitante vaerneting«, som opregnes i konventionens artikel 3, stk. 2, og som dermed ikke kan paaberaabes som grundlag for at sagsoege en person for en domstol i Nederlandene).

99 For det andet er der - naar det i overensstemmelse med mit forslag laegges til grund, at den nederlandske ret i medfoer af artikel 5, nr. 1, har kompetence til at paakende begaeringen om foreloebige forholdsregler - ingen grund til at efterproeve, om rettens kompetence ogsaa kan stoettes paa artikel 24. Som udgangspunkt er det derfor ikke noedvendigt at besvare spoergsmaal 4-8.

100 I det foelgende skal jeg saaledes kun subsidiaert behandle konventionens artikel 24.

C - Konventionens artikel 24

101 Under sagen for den nationale ret har Arrondissementsrechtbank's praesident antaget at have den fornoedne kompetence til at paakende Van Uden's krav under »kort geding« - ikke i medfoer af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, selv om dette, som netop omtalt, var muligt, men i medfoer af konventionens artikel 24.

102 Med det fjerde til det ottende spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i konsekvens heraf oplyst, om konventionens artikel 24 finder anvendelse paa en begaering som den, der er fremsat i hovedsagen, og i givet fald paa hvilke betingelser.

103 Hermed er der (i det fjerde spoergsmaal) paa ny rejst spoergsmaal om, hvorvidt en foreloebig forholdsregel, som begaeres truffet under »kort geding« under paaberaabelse af, at den er uopsaettelig, og som er umiddelbart eksigibel, kan betragtes som et »foreloebigt, herunder sikrende retsmiddel« i artikel 24's forstand. Dette spoergsmaal blev allerede forelagt Domstolen af Hoge Raad i sagen W. mod H. (50), men Domstolen fik ikke lejlighed til at besvare det (51).

104 Med de oevrige spoergsmaal, der er forelagt, anmodes Domstolen i det vaesentlige om at praecisere betingelserne for at anvende artikel 24. Spoergsmaalene falder i to grupper, idet de dels vedroerer begrebet »foreloebige, herunder sikrende retsmidler« (spoergsmaal 4 og 6), dels angaar retternes kompetence (spoergsmaal 5, 7 og 8).

1. Begrebet »foreloebige, herunder sikrende retsmidler«

105 Artikel 24 finder naturligvis kun anvendelse, hvis de »foreloebige, herunder sikrende retsmidler«, der fremsaettes begaering om, falder ind under konventionens materielle anvendelsesomraade: »[Artikel 24] kan ... ikke paaberaabes til stoette for, at konventionen skulle finde anvendelse paa foreloebige, herunder sikrende retsmidler vedroerende forhold, som ikke er omfattet af dens anvendelsesomraade« (52). I den foreliggende sag falder retsmidlerne, som allerede omtalt, ind under anvendelsesomraadet.

106 Med hensyn til de retsmidler, bestemmelsen omfatter - der »er egnede til at beskytte rettigheder af meget forskellig karakter« (53) - fremhaeves det ofte i den juridiske litteratur, at det kan vaere vanskeligt at afgraense deres indhold. »Da hverken foreloebige eller sikrende retsmidler er afgraenset begrebsmaessigt i Bruxelles-konventionen, er der risiko for, at der i de enkelte medlemsstater udvikles vaesentligt forskellige retsbeskyttelsesmidler« (54).

107 Under alle omstaendigheder har Domstolen valgt en »faellesskabsdefinition« af begrebet:

»Ved 'foreloebige, herunder sikrende retsmidler' i henhold til artikel 24 maa forstaas retsmidler, som inden for de omraader, der er omfattet af konventionens anvendelsesomraade, skal sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation med det formaal at beskytte rettigheder, der i oevrigt paastaas anerkendt ved afgoerelsen af sagens realitet« (55).

108 Kan det herefter antages, at retsmidler, der traeffes bestemmelse om under en nederlandsk »kort geding« i henhold til WBR's artikel 289 ff., er omfattet af denne definition?

109 Spoergsmaalet er berettiget, ifoelge en af de juridiske forfattere, fordi »... 'kort geding' har gennemgaaet en meget betydelig udvikling i praksis i Nederlandene. Fra at vaere en hurtig og foreloebig procedure er 'kort geding' i vidt omfang blevet en procedure, der benyttes i uopsaettelige tilfaelde, men har faaet endelig karakter ... Paa arbejdsmarkedsomraadet og det erhvervsmaessige omraade bliver spoergsmaal, som er af stor betydning, og som skal loeses hurtigt, f.eks. et paabud om at indstille en strejke, ofte behandlet under 'kort geding', og sagens realitet behandles i mange tilfaelde ikke af almindelige domstole. I en 'kort geding' goer retspraesidenten kun i faa tilfaelde brug af sin adgang til at paalaegge parterne at anlaegge sag om realitetsspoergsmaalene inden for en bestemt frist, og dette indebaerer, at 'kort geding' i vaesentligt omfang mister sin 'foreloebige' karakter« (56).

110 Efter den retlige inddeling, en anden forfatter har foretaget (57), falder den nederlandske »kort geding« i lighed med f.eks. »référé-provision« i fransk ret ind under de »helt eller delvis foreloebige forholdsregler, der traeffes forud for realitetsafgoerelsen«. Disse forholdsregler adskiller sig fra de mere traditionelle retsmidler, der er kendt i andre retssystemer, f.eks. »sikrende retsmidler i snaever forstand, der har til formaal at skabe sikkerhed for fuldbyrdelsen eller at gennemfoere en foreloebig fuldbyrdelse« eller »sikrende eller bevarende forholdsregler, der har til formaal at gennemfoere en foreloebig afklaring af en faktisk situation i forhold til et omtvistet retsforhold«.

111 Andre har derimod haevdet, at »ordlyden af artikel 24 paatvinger en streng sondring mellem foreloebige retsmidler og realitetsafgoerelser, saaledes at enhver forholdsregel, der foregriber paakendelsen af sagens realitet, ophoerer med at vaere foreloebig i Bruxelles-konventionens forstand« (58). Det var ogsaa denne opfattelse, Kommissionen fremfoerte i sagen W. mod H.

112 Efter min opfattelse forholder det sig imidlertid ikke saaledes, at en forholdsregel som den, der er truffet i denne sag i medfoer af WBR's artikel 289 ff., og hvorefter rekvisitus som en umiddelbart eksigibel foreloebig forholdsregel (59) er blevet tilpligtet at betale et pengebeloeb, ikke kan antages at skulle »sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation med det formaal at beskytte rettigheder, der i oevrigt paastaas anerkendt ved afgoerelsen af sagens realitet«.

113 For det foerste kan det ikke vaere til hinder for at betegne forholdsreglen som foreloebig eller sikrende, at den angaar et pengebeloeb.

114 Dette er i hvert fald i overensstemmelse med Domstolens udtalelser i dommen af 21. maj 1981 i Denilauler-sagen (sag 125/79, Sml. s. 1553). I sagen var der forelagt spoergsmaal af en tysk appeldomstol, som skulle traeffe afgoerelse om, hvorvidt en kendelse afsagt af en fransk domstol kunne forsynes med fuldbyrdelsespaategning. Den franske kendelse, der var foreloebigt eksigibel, gik ud paa, at en kreditor kunne goere arrest i debitors konto i en bank i Tyskland. Domstolen tog ganske vist ikke udtrykkeligt stilling til, hvorledes en saadan foranstaltning skal kvalificeres i forhold til artikel 24, men fastslog, at der ikke kunne gives tilladelse til fuldbyrdelse, da sagens behandling for den franske domstol ikke havde vaeret kontradiktorisk, og modparten ikke havde haft lejlighed til at varetage sine interesser. Hermed anerkendte Domstolen efter min opfattelse indirekte, at saadanne foranstaltninger kan betragtes som foreloebige eller sikrende i artikel 24's forstand, men at de kun kan vaere omfattet af bestemmelserne i konventionens afsnit III, hvis de er truffet under en kontradiktorisk procedure.

115 Som et andet eksempel kan naevnes en nyere kendelse (60), som ganske vist ikke er afsagt i forbindelse med Bruxelles-konventionen, men under en appel af en kendelse afsagt af Rettens praesident i en sag om foreloebige forholdsregler. Efter min opfattelse kan der af kendelsen udledes principper af betydning for den fortolkning, Domstolen skal anlaegge i den foreliggende sag. Det hedder i kendelsen i appelsagen:

»Det synes ... at fremgaa af den appellerede kendelse, at en forholdsregel, der bestaar i at foreskrive udbetaling (som et forskud) af en del af den erstatning, der er nedlagt paastand om i hovedsagen, og som skal beskytte sagsoegerens interesser indtil afsigelsen af dommen i hovedsagen, ikke er forenelig med betingelserne for og karakteren af proceduren for foreloebige forholdsregler uafhaengigt af den foreliggende sags faktiske og retlige omstaendigheder« (61).

I appelkendelsen fastslaas foelgende:

»Det kan ... ikke generelt og abstrakt paa forhaand udelukkes, at en foreloebig betaling, ogsaa naar beloebet svarer til beloebet i paastanden i hovedsagen, kan vaere noedvendig for at sikre virkningen af dommen i hovedsagen og i givet fald vaere berettiget under hensyn til de i sagen foreliggende interesser« (62).

116 For det andet har den forholdsregel, der fremsaettes begaering om under »kort geding«, faktisk til formaal »at beskytte rettigheder, der i oevrigt paastaas anerkendt ved afgoerelsen af sagens realitet« i den forstand, at forholdsreglen ikke er definitiv.

117 I WBR's artikel 292 bestemmes det, at forholdsreglerne ikke maa foregribe afgoerelsen af sagens realitet. De har saaledes ikke materiel retskraft. Proceduren i henhold til artikel 289 ff. opfattes da ogsaa i litteraturen som en procedure af foreloebig karakter.

118 Den omstaendighed, at tendensen i praksis ved de nederlandske domstole for tiden gaar i retning af, at der ofte ikke foeres en sag om realitetsspoergsmaalene paa det tidspunkt, hvor en begaering om foreloebige forholdsregler fremsaettes, eller paa et senere tidspunkt, kan ikke medfoere nogen indskraenkning heri.

119 Hvis foranstaltningerne faar karakter af at vaere endelige, selv om formaalet kun er, at de skal vaere foreloebige, skyldes dette parternes indstilling. Kommissionen har udtrykt det saaledes: »Hvis rekvisitus akkviescerer ved afgoerelsen, er det dette forhold, der medfoerer, at det, der er taenkt som en foreloebig forholdsregel, faar definitiv karakter. Paa tilsvarende maade beror en afgoerelse fra rekvisitus' side om ikke at soege den foreloebige forholdsregel ophaevet, selv om der ikke foeres en sag om realiteten, udelukkende paa rekvisitus selv og kan intet aendre ved foranstaltningens foreloebige karakter« (63).

120 Som svar paa det fjerde og det sjette spoergsmaal naar jeg herefter frem til, at en umiddelbart eksigibel afgoerelse, som traeffes i medfoer af WBR's artikel 289 ff., og hvorefter rekvisitus tilpligtes at betale et pengebeloeb, er et »foreloebigt, herunder sikrende retsmiddel« i den forstand, hvori begrebet er anvendt i Bruxelles-konventionens artikel 24.

2. Retternes kompetence

121 Naar bestemmelsen i konventionens artikel 24 giver adgang til at indbringe en sag om foreloebige retsmidler for retterne i en kontraherende stat, »selv om en ret i en anden kontraherende stat i medfoer af denne konvention er kompetent til at paakende sagens realitet«, er formaalet hermed, at artikel 24 skal finde anvendelse, uanset hvilken kompetenceregel der i henhold til konventionen gaelder for sagens realitet. Dette indebaerer, at hver enkelt ret skal traeffe afgoerelse om sin kompetence efter lex fori.

122 Domstolen har udtalt, at en national domstol inden for rammerne af sine befoejelser i henhold til konventionens artikel 24 »... kun [maa] give tilladelsen paa betingelser, som garanterer den foreloebige, herunder sikrende karakter af det retsmiddel, den vil anordne« (64).

Domstolen fremhaevede, at »... [anvendelsen] af den paagaeldende type retsmidler af den kompetente ret kraever er saerligt overblik og noeje kendskab til de konkrete omstaendigheder, i hvilke retsmidlet skal udfolde sine virkninger. Efter omstaendighederne, navnlig under hensyntagen til handelssaedvane, maa retten enten kunne tidsbegraense sin tilladelse, eller - i betragtning af karakteren af de tilgodehavender eller varer, der er genstanden for de begaerede foranstaltninger - kraeve bankgaranti eller udpege en forvalter ...«

123 Spoergsmaalet er herefter, om der gaelder yderligere betingelser for, at retten er kompetent.

a) Kravet om, at der tillige anlaegges sag ved en ret, der har kompetence til at paakende sagens realitet

124 Med det femte praejudicielle spoergsmaal oensker Hoge Raad oplyst, om kompetencen i henhold til artikel 24 noedvendigvis forudsaetter, at der er anlagt eller kan anlaegges sag om realitetsspoergsmaalene for en anden ret.

125 Som svar paa dette spoergsmaal kan jeg tilslutte mig den opfattelse, der er gjort gaeldende i den juridiske litteratur, at »... artikel 24 finder anvendelse, uanset om der er anlagt sag om realiteten ved en anden ret ... Artikel 24 kraever naturligvis ikke, at en hovedsag allerede er anlagt, foer der kan fremsaettes begaering om et foreloebigt eller sikrende retsmiddel for en anden ret ...« (65).

126 Som Kommissionen har fremhaevet (66), er det tilstraekkeligt at henholde sig til ordlyden af artikel 24, som giver en rekvirent et yderligere vaerneting, »selv om en ret i en anden kontraherende stat i medfoer af denne konvention er kompetent til at paakende sagens realitet« (67).

127 Kompetencen i henhold til artikel 24 omfatter kun foreloebige eller sikrende retsmidler. Bestemmelsen regulerer, som allerede naevnt, ikke spoergsmaalet om muligheden for at paakende sagens realitet. Den ret, for hvilken der fremsaettes begaering om saadanne foreloebige eller sikrende retsmidler, er imidlertid ikke noedvendigvis den samme som den, der i henhold til konventionens afsnit II, afdeling 2-6, har kompetence til at paakende sagens realitet. Dette er grunden til, at det i artikel 24 udtrykkeligt bestemmes, at det forhold, at en anden ret har kompetence med hensyn til sagens realitet, ikke er til hinder for, at den ret, der skal traeffe afgoerelse om foreloebige retsmidler, har kompetence hertil, idet den »... er bedst i stand til at bedoemme de omstaendigheder, der skal vaere afgoerende for godkendelse eller afvisning af de begaerede foranstaltninger, eller som kan foreskrive naermere vilkaar og betingelser, som rekvirenten skal respektere for at garantere de begaerede foranstaltningers foreloebige og sikrende karakter ...« (68).

128 Der ville ikke vaere mening i at kraeve, at der allerede er anlagt sag om realiteten. Det maa vaere tilstraekkeligt, at der bestaar en adgang til at faa realiteten paakendt. Som allerede naevnt giver WBR's artikel 292 som udgangspunkt mulighed herfor.

129 Svaret paa det femte spoergsmaal maa herefter vaere, at kompetencen i henhold til konventionens artikel 24 ikke er betinget af, at en sag om realiteten allerede er anlagt. Det er tilstraekkeligt, at der bestaar en mulighed herfor.

b) Rettens adgang til at erklaere sig kompetent paa grundlag af en eksorbitant kompetenceregel

130 Saafremt en ret, for hvilken der i medfoer af artikel 24 er fremsat begaering om et foreloebigt eller sikrende retsmiddel, traeffer afgoerelse om sin kompetence efter lex fori, opstaar der spoergsmaal om, hvorvidt alle de kontraherende staters regler om retternes internationale kompetence kan danne grundlag for en kompetence til at traeffe foreloebige eller sikrende retsmidler, eller om artikel 24 foerer til, at man maa udelukke nogle kompetenceregler. Kan det vaere tilladt, at en ret, der er kompetent efter artikel 24, traeffer afgoerelse paa grundlag af en national retsregel, som i konventionens artikel 3 henregnes til de eksorbitante kompetenceregler? Dette er genstanden for det syvende spoergsmaals foerste led.

131 Den tyske regering har anfoert, at svaret paa dette spoergsmaal har saerlig stor betydning, fordi »der i forbindelse med en eventuel anerkendelse og tilladelse til fuldbyrdelse af et foreloebigt retsmiddel ifoelge bestemmelsen i artikel 28, stk. 3, ikke maa ske en efterproevelse af, om retten i den stat, hvor afgoerelsen er truffet, har haft den fornoedne kompetence, og fordi kompetencereglerne ikke er omfattet af de i artikel 27, nr. 1, omhandlede grundlaeggende retsprincipper« (69).

132 Som bekendt opstilles der i konventionens artikel 3 en grundlaeggende regel om, at en person, der har bopael i en kontraherende stat, kun kan sagsoeges ved retterne i en anden kontraherende stat »i medfoer af de regler, der er fastsat i [konventionens afsnit II] afdeling 2 til 6 ...«

133 Artikel 24 er imidlertid den eneste bestemmelse i afsnit II, afdeling 9, og bestemmelserne i artikel 3 synes derfor ikke at kunne gaelde for artikel 24.

134 At det anerkendes, at henvisningen i artikel 24 til lex fori ogsaa kan medfoere en henvisning til et eksorbitant vaerneting, indebaerer efter min opfattelse ikke, at undtagelserne i artikel 3 mister deres betydning.

135 Tvaertimod kan der vaere en fordel forbundet hermed. Naar det tages i betragtning, at begaeringer om foreloebige retsmidler i almindelighed fremsaettes i tilfaelde, hvor et forhold er uopsaetteligt, boer den rekvirent, der soeger at opnaa, at en faktisk eller retlig situation opretholdes, ogsaa kunne fremsaette sin begaering for den naermeste retsinstans.

136 Herved accepterer man ganske vist et vaerneting paa rekvirentens bopael i strid med hovedreglen i artikel 2, men de retsmidler, der kan traeffes bestemmelse om efter kompetencereglen i artikel 24, er netop kun foreloebige eller sikrende. Det maa derefter, hvis det ikke allerede er sket, tilkomme den part, der har interesse heri, dvs. i givet fald rekvisitus, at indbringe realitetsspoergsmaalene for den ret, der har kompetence til at paakende dem.

c) Skal retsmidlet kunne fuldbyrdes i den stat, hvori retten er beliggende?

137 Nogle forfattere vil opstille den yderligere betingelse, at retten ikke maa erklaere sig kompetent til at traeffe bestemmelse om retsmidler i artikel 24's forstand - selv ikke med hjemmel i national ret - naar afgoerelsen kun kan fuldbyrdes gennem en eksekvaturprocedure. Efter denne opfattelse vil retten kun traeffe bestemmelse om saadanne retsmidler, hvis afgoerelsen kan fuldbyrdes i den stat, hvori retten er beliggende (70).

138 Den fuldstaendig generelle ordlyd, der er anvendt i artikel 25 (71), maa foere til, at retsafgoerelser om foreloebige eller sikrende retsmidler maa kunne anerkendes og fuldbyrdes efter konventionens afsnit III: »Artikel 24 udelukker ikke, at foreloebige eller sikrende retsmidler anordnet i domsstaten efter en sagsbehandling af kontradiktorisk karakter ... kan anerkendes eller fuldbyrdes under iagttagelse af bestemmelserne i konventionens artikel 25-49« (72).

139 En ret i en kontraherende stat kan saaledes have kompetence til at traeffe bestemmelse om et saadant retsmiddel, ogsaa selv om det kun kan fuldbyrdes i en anden kontraherende stat. I dommene i sagerne De Cavel I og Denilauler bestred Domstolen da heller ikke, at en fransk domstol kunne traeffe afgoerelse om sikrende retsmidler vedroerende aktiver, der befandt sig i Tyskland (arrest i formuegoder i De Cavel I-sagen og arrest i en bankkonto i Denilauler-sagen). I ingen af sagerne kunne de franske retsafgoerelser ganske vist anerkendes og fuldbyrdes i medfoer af konventionen, men dette skyldtes henholdsvis retsomraadet og retten til kontradiktion.

140 Svaret paa det syvende spoergsmaals andet led maa herefter vaere, at der ikke som en forudsaetning for, at retten har kompetence i henhold til artikel 24, kan opstilles en betingelse om, at det retsmiddel, der traeffes bestemmelse om, skal kunne fuldbyrdes i den stat, hvori retten er beliggende.

141 Herefter bortfalder det ottende spoergsmaal.

IV - Forslag til afgoerelse

142 Sammenfattende foreslaar jeg, at de spoergsmaal, der er stillet af Nederlandenes Hoge Raad, besvares saaledes:

»1) Den kompetence, der i medfoer af artikel 5, nr. 1, i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, tilkommer en ret i sager om kontraktforhold, skal forstaas saaledes, at den bestaar uafhaengigt af, i hvilken procesform sagen er indbragt for retten. I saerdeleshed kan en ret i en kontraherende stat i medfoer af bestemmelsen have kompetence til at traeffe afgoerelse om et krav, der, i form af en begaering om foreloebige forholdsregler, fremsaettes om, at rekvisitus som en umiddelbart eksigibel forholdsregel skal betale et pengebeloeb til rekvirenten, uden at det kan vaere en forudsaetning for rettens kompetence, at betingelser, der er uden forbindelse med artikel 5, nr. 1, er opfyldt, f.eks. at den afgoerelse, der skal traeffes, kan fuldbyrdes i den stat, hvori retten er beliggende.

2) Den omstaendighed, at parterne har aftalt en voldgiftsklausul, har i givet fald kun betydning for saa vidt angaar lex fori, hvorefter den ret, sagen er indbragt for, skal efterproeve, om den har den fornoedne kompetence.«

143 Subsidiaert:

»3) Som svar paa det fjerde og det sjette spoergsmaal:

Konventionens artikel 24 skal fortolkes saaledes, at det i artiklen benyttede begreb 'foreloebige, herunder sikrende retsmidler' omfatter adgangen til i medfoer af artikel 289 ff. i den nederlandske civilproceslov i uopsaettelige tilfaelde at fremsaette begaering om foreloebige forholdsregler for Arrondissementsrechtbank's praesident med henblik paa at opnaa en umiddelbart eksigibel afgoerelse om, at rekvisitus tilpligtes at betale et pengebeloeb til opfyldelse af en kontraktmaessig forpligtelse.

4) Som svar paa det femte spoergsmaal:

I forbindelse med anvendelsen af konventionens artikel 24 er det uden betydning, om en sag om realiteten er anlagt eller senere anlaegges, naar der i henhold til national ret bestaar en mulighed for at anlaegge en saadan sag.

5) Som svar paa det syvende spoergsmaal:

Det har heller ingen betydning, om retten i forbindelse med konventionens artikel 24 stoetter sin kompetence paa en bestemmelse i national ret, som naevnt i konventionens artikel 3, stk. 2.

Der kan ikke som en forudsaetning for, at retten har kompetence i henhold til konventionens artikel 24, opstilles en betingelse om, at det retsmiddel, der traeffes bestemmelse om, skal kunne fuldbyrdes i den stat, hvori retten er beliggende.«

(1) - Protokollen vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 31).

(2) - EFT 1978 L 304, s. 17.

(3) - Konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og den aendrede affattelse af konventionen af 27.9.1968, s. 77)

(4) - Jf. punkt 3.1, nr. iv).

(5) - Punkt 5 i Kommissionens indlaeg.

(6) - S. 1199.

(7) - Jf. H. Gaudemet-Tallon: Les conventions de Bruxelles et de Lugano, LGDJ, 1993, punkt 237, P. Gothot og D. Holleaux: La convention de Bruxelles du 27.9.1968, Jupiter, 1985, punkt 119, G.A.L. Droz: Compétence judiciaire et effets des jugement dans le Marché Commun (Étude de la Convention de Bruxelles du 27 septembre 1968, Dalloz, 1972, punkt 93 og 102.

(8) - Dom af 24.6.1981, sag 150/80, Elefanten Schuh, Sml. s. 1671, praemis 11, og af 7.3.1985, sag 48/84, Spitzley, Sml. s. 787, praemis 26.

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695C0391.1

(9) - Jeg skal dog naevne Domstolens dom af 25.7.1991, sag C-190/89, Rich, Sml. I, s. 3855, som har saerlig betydning for gennemgangen af den foreliggende sag, og som jeg skal omtale naermere i det foelgende. I Rich-sagen skulle Domstolen tage stilling til betydningen af andre aspekter af en voldgiftsaftale, idet det spoergsmaal, der var blevet forelagt, var, om undtagelsen i artikel 1, stk. 2, nr. 4, omfatter en sag for en national ret, som vedroerer udpegelse af en voldgiftsmand, og, i bekraeftende fald, om undtagelsen ogsaa gaelder naar der under en saadan sag foerst skal tages stilling til, om der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig.

(10) - Rapport om konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention (EFT 1979 C 59, s. 71), den saakaldte »Schlosser-rapport«.

(11) - Schlosser-rapporten, punkt 61.

(12) - Henholdsvis paa s. 8 og s. 10 i de skriftlige indlaeg.

(13) - Til stoette herfor henvises der til Domstolens dom af 27.3.1979, sag 143/78, De Cavel, Sml. s. 1055 (herefter »De Cavel I-dommen«) og til den allerede naevnte dom i sagen W. mod H. I begge tilfaelde var der fremsat begaering om sikrende retsmidler i forbindelse med sager, der angik fysiske personers retlige status og formueforholdet mellem aegtefaeller.

(14) - Punkt 8 i det skriftlige indlaeg.

(15) - Punkt 64.

(16) - Henholdsvis punkt 18 og 19 samt 2.1 i de skriftlige indlaeg.

(17) - Punkt 103.

(18) - Rapport vedroerende konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1979 C 59, s. 1), den saakaldte »Jenard-rapport«.

(19) - Jenard-rapporten, s. 13.

(20) - Jf. forslagets punkt 10, hvori der henvises til New York-konventionen af 10.6.1958.

(21) - Jf. forslagets punkt 11, hvori der henvises til Uncitral's Model Law on International Commercial Arbitration fra 1985.

(22) - Rich-dommen, praemis 18.

(23) - Jenard-rapporten, s. 13.

(24) - Schlosser-rapporten, punkt 64 og 65.

(25) - Jenard-rapporten, s. 10.

(26) - Schlosser-rapporten, punkt 62, tredje afsnit, min fremhaevelse.

(27) - Jf. Rich-dommen, praemis 26, min fremhaevelse.

(28) - Jf. H. Tataras' kommentar til Rich-dommen i Cahiers de droit européen, 1992, s. 668, paa s. 670. Forfatteren sondrer mellem sager, der er knyttet til, hvordan voldgiftsaftaler gennemfoeres, og sager, hvis genstand er et realitetsspoergsmaal, der normalt falder ind under Bruxelles-konventionen, men i hvilke sagsoegte kan paaberaabe sig en voldgiftsaftale. Mens konventionen overhovedet ikke kan finde anvendelse paa sager af den foerste kategori, falder den anden kategori ind under konventionen for saa vidt angaar retternes kompetence (forfatteren naevner, at der for sager af den anden kategori til gengaeld kan opstaa vanskelige problemer med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse).

(29) - Jf. ovenfor i punkt 81.

(30) - Dom af 8.3.1988, sag 9/87, Arcado, Sml. s. 1539, praemis 13.

(31) - Dom af 6.3.1980, sag 120/79, De Cavel, Sml. s. 731, praemis 8 (herefter »De Cavel II-dommen«).

(32) - De Cavel II-dommen, praemis 9.

(33) - B. Audit: »L'arbitre, le juge et la convention de Bruxelles«, L'internationalisation du droit - Mélanges en l'honneur d'Yves Loussourarn, Dalloz, 1994, s. 15, paa s. 19.

(34) - Punkt 61 i.f.

(35) - Punkt 62 i.f.

(36) - Dom af 22.3.1983, sag 32/82, Peters, Sml. s. 987, praemis 12.

(37) - Jf. Peters-dommen, praemis 10.

(38) - Arcado-dommen, jf. ovenfor, praemis 12 og 13.

(39) - Dom af 29.6.1994, sag C-288/92, Custom Made Commercial, Sml. I, s. 2913, praemis 29, der bygger paa de principper, som er opstillet i Tessili-dommen (dom af 6.10.1976, sag 12/76, Sml. s. 1473, praemis 13) og Shenavai-dommen (dom af 15.1.1987, sag 266/85, Sml. s. 239, praemis 7).

(40) - Praemis 9 i den af Gerechtshof, Haag, afsagte dom, som er citeret paa s. 6 i Deco-Line's indlaeg.

(41) - Praemis 9.

(42) - Dette aspekt vil blive behandlet naermere i forbindelse med gennemgangen af artikel 24.

(43) - S. 1071, sidste afsnit.

(44) - Jf. bemaerkningerne i det foelgende om artikel 24.

(45) - H. Gaudemet-Tallon, a.st., punkt 267.

(46) - Jf. ovenfor i punkt 13.

(47) - Jf. s. 8 i regeringens indlaeg og i samme retning punkt 1.4 i Van Uden's indlaeg.

(48) - Jf. punkt 24 i Kommissionens indlaeg.

(49) - Jf. dom af 4.2.1988, sag 145/86, Hoffmann, Sml. s. 645, praemis 10, hvori formuleringerne i Jenard-rapporten, s. 42, benyttes.

(50) - Samme spoergsmaal er blevet forelagt af Bundesgerichtshof i forbindelse med en sag om anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgoerelse truffet af Arrondissementsrechtbank, Leeuwarden, i en »kort geding«. Denne praejudicielle sag verserer i oejeblikket for Domstolen (sag C-99/96, Mietz, EFT C af 18.5.1996).

(51) - Idet den fandt, at den foreloebige forholdsregel, der var fremsat begaering om, hoerte under et retsomraade (formueforholdet mellem aegtefaeller), der er udelukket fra konventionens anvendelsesomraade.

(52) - W. mod H.-dommen, praemis 12, og De Cavel I-dommen, praemis 9.

(53) - Dom af 26.3.1992, sag C-261/90, Reichert m.fl., Sml. I, s. 2149, praemis 32, herefter »Reichert II-dommen«, og De Cavel I-dommen, praemis 8.

(54) - G. Tarzia: »Les mesures provisoires dans les pays de la C.E.E.«, Annales de droit de Louvain, 1996, nr. 1, s. 163, punkt 1.

(55) - Reichert II-dommen, praemis 34. I dommen fastslog Domstolen paa grundlag af denne definition, at en »actio pauliana« i fransk ret ikke faldt ind under anvendelsesomraadet for artikel 24.

(56) - G.A.L. Droz, kommentar til W. mod H.-dommen i Revue critique de droit international privé, 1984, s. 354, punkt 4.

(57) - G. Tarzia, a.st., punkt 2.

(58) - J.-M. Bischoff og A. Huet: »Chronique de jurisprudence de la Cour de Justice des Communautés européennes«, Journal du droit international, 1982, nr. 1, s. 942, paa s. 947.

(59) - Da de forholdsregler, der kan traeffes bestemmelse om under »kort geding«, kan vaere af meget forskellig karakter, vil jeg ikke helt generelt tage stilling til proceduren set i forhold til konventionens artikel 24. Det er ganske vist dette, Hoge Raad anmoder om i det fjerde spoergsmaal, men jeg vil foerst og fremmest behandle den procedure, der er ivaerksat i hovedsagen. I denne sammenhaeng vil jeg behandle det fjerde og det sjette spoergsmaal under ét.

(60) - Kendelse af 29.1.1997, sag C-393/96 P(R), Antonissen mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 441.

(61) - Kendelsens praemis 35.

(62) - Kendelsens praemis 37.

(63) - Punkt 37 i Kommissionens indlaeg.

(64) - Denilauler-dommen, praemis 63.

(65) - J.-M. Bischoff og J. Huet, a.st., s. 947.

(66) - Punkt 41 ff. i Kommissionens indlaeg.

(67) - Min fremhaevelse.

(68) - Denilauler-dommen, praemis 16.

(69) - Punkt II, 4, litra e), i regeringens indlaeg.

(70) - Jf. J.-P. Béraudo i Juris-Classeur »Europe«, vol. 6, haefte 3030, punkt 39, H. Gaudemet-Tallon, a.st., punkt 271, og P. Gothot og D. Holleaux, a.st., punkt 202 og 203.

(71) - Artikel 25 er affattet saaledes: »I denne konvention forstaas ved 'retsafgoerelse' enhver afgoerelse truffet af en ret i en kontraherende stat, uanset hvorledes den betegnes, saasom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder justitssekretaerens fastsaettelse af sagsomkostninger.«

(72) - Denilauler-dommen, praemis 17.

Full & Egal Universal Law Academy