Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - familieydelser - arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende omfattet af tysk lovgivning - selvstaendige erhvervsdrivende - begrebet i den forstand, hvori det anvendes i artikel 73 i forordning nr. 1408/71 - selvstaendige erhvervsdrivende, som er tvungent forsikret mod risikoen alderdom
[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 1, litra a), nr. ii), art. 73 og bilag I, afsnit I, afdeling C, litra b), samt forordning nr. 3427/89]
2 Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - lovgivning i en medlemsstat, hvorefter der ved beregningen af boernetilskud ikke tages hensyn til boern af en selvstaendig erhvervsdrivende, medmindre de har bopael i medlemsstaten - forskelsbehandling af vandrende selvstaendige erhvervsdrivende - ikke tilladt
(EF-traktaten, art. 52)
Sammendrag
3 Artikel 73 i forordning nr. 1408/71, som aendret og ajourfoert ved forordning nr. 2001/83, som aendret ved forordning nr. 3427/89, hvori det bestemmes, at en arbejdstager eller en selvstaendig erhvervsdrivende, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende paa en anden medlemsstats omraade, har ret til familieydelser efter lovgivningen i foerstnaevnte stat, som om de paagaeldende var bosiddende paa dennes omraade, skal med hensyn til udbetaling af familieydelser i henhold til tysk lovgivning fortolkes saaledes, at bestemmelsen kun omfatter selvstaendige erhvervsdrivende, som opfylder betingelserne i artikel 1, litra a), nr. ii), jf. afsnit I, afdeling C, litra b), i bilag I til forordningen, dvs. selvstaendige erhvervsdrivende, som skal lade sig forsikre eller yde bidrag til alderdomsforsikring under en ordning for selvstaendige erhvervsdrivende eller lade sig forsikre under den tvungne pensionsforsikring.
Den vide fortolkning, der under hensyntagen til Faellesskabets formaal, nemlig at sikre den frie bevaegelighed, skal anlaegges af begrebet selvstaendig erhvervsdrivende i den naevnte forordning, kan ikke gaa saa vidt, at bestemmelserne i bilag I, hvorved faellesskabslovgiver - som denne var befoejet til - har bestemt, hvilke selvstaendige erhvervsdrivende der for fremtiden skulle vaere omfattet af artikel 73, som tidligere kun fandt anvendelse paa arbejdstagere, mister deres effektive virkning.
4 Traktatens artikel 52 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der ved beregningen af familieydelser ikke tages hensyn til boern af en selvstaendig erhvervsdrivende, medmindre de har bopael i denne medlemsstat.
Da der ikke foreligger objektive oplysninger, der kan begrunde en saadan lovgivning, er den diskriminerende over for vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, da det hovedsagelig er deres boern, som bor i udlandet.
De problemer, der kan opstaa ved en ophaevelse af denne bopaelsbetingelse, naar henses til noedvendigheden af at sikre, at tilskuddene faktisk anvendes til boernenes underhold, og at forhindre kumulation af ydelserne, kan loeses ved analog anvendelse af de bestemmelser, der er indfoert i forordning nr. 1408/71 for saa vidt angaar selvstaendige erhvervsdrivende, der er omfattet af forordningens anvendelsesomraade.
Parter
I de forenede sager C-4/95 og C-5/95,
angaaende to anmodninger, som Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende sager,
Fritz Stoeber (sag C-4/95), José Manuel Piosa Pereira (sag C-5/95)
mod
Bundesanstalt fuer Arbeit,
at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 (EFT L 331, s. 1),
har
DOMSTOLEN
(Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.C. Moitinho de Almeida (refererende dommer), og dommerne C. Gulmann, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet og P. Jann,
generaladvokat: A. La Pergola
justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,
efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:
- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtiget
- den spanske regering ved direktoer Alberto José Navarro González, Direktoratet for EF-spoergsmaal, og statens advokat, Miguel Bravo-Ferrer Delgado, Sekretariatet for EF-ret, som befuldmaegtigede
- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Maria Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og ved Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,
paa grundlag af retsmoederapporten,
efter at der i retsmoedet den 28. marts 1996 er afgivet mundtlige indlaeg af den tyske regering ved fuldmaegtig Sabine Maass, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtiget, af den spanske regering ved Miguel Bravo-Ferrer Delgado og af Kommissionen ved juridisk konsulent Juergen Grunwald og Maria Patakia som befuldmaegtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 6. juni 1996,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved to kendelser af 25. november 1994, indgaaet til Domstolen den 12. januar 1995, har Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen forelagt praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 1, litra a), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 (EFT L 331, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«).
2 Spoergsmaalene er rejst under sager anlagt af Fritz Stoeber (sag C-4/95) og José Manuel Piosa Pereira (sag C-5/95) mod Bundesanstalt fuer Arbeit i anledning af, at Bundesanstalt ved beregningen af boernetilskud i overensstemmelse med tysk lovgivning har afslaaet at tage hensyn til sagsoegernes boern, som ikke har bopael i Tyskland.
3 I medfoer af § 2, stk. 5, i Bundeskindergeldgesetz (lov om boernetilskud, herefter »BKGG«) af 25. juni 1969 tages der ved beregningen af boernetilskud ikke hensyn til boern, der hverken har bopael eller saedvanligt opholdssted i Tyskland.
4 I sag C-4/95 arbejdede Stoeber, som er tysk statsborger, i Irland indtil 1969. Derefter flyttede han til Tyskland, hvor han indtil 1977 som arbejdstager betalte bidrag til den tvungne syge- og alderdomsforsikring. Siden den 1. februar 1977 har han drevet selvstaendig erhvervsvirksomhed i Tyskland og betaler dér frivillige bidrag til den lovbestemte alderdomsforsikring for funktionaerer og til en lovbestemt tillaegssygeforsikring.
5 I november 1988 ansoegte Stoeber om, at der ved beregningen af boernetilskud til hans to boern af andet aegteskab blev taget hensyn til hans datter af foerste aegteskab, som bor sammen med sin mor i Irland. Ifoelge Stoeber's oplysninger opholder datteren sig hos ham i ferierne. Hun er i oevrigt tilmeldt folkeregistret i Tyskland.
6 Ansoegningen blev afslaaet ved afgoerelse af 22. december 1988, der blev stadfaestet ved afgoerelse af 13. februar 1989, med den begrundelse, at barnet hverken havde bopael eller saedvanligt opholdssted i Tyskland i BKGG's forstand.
7 Efter at Bundesanstalt fuer Arbeit for Sozialgericht Dortmund havde givet tilsagn om, at sagen ville blive behandlet paa ny under hensyntagen til faellesskabsretten, blev ansoegningen atter afslaaet ved afgoerelse af 5. oktober 1990, som blev stadfaestet den 8. april 1991. Den tyske institution var af den opfattelse, at Stoeber ikke var »selvstaendig erhvervsdrivende« i forordning nr. 1408/71's forstand, og at han derfor ikke kunne paaberaabe sig artikel 73 i forordning nr. 1408/71.
8 I artikel 73 i forordning nr. 1408/71, som aendret med virkning fra den 15. januar 1986, hedder det: »En arbejdstager eller en selvstaendig erhvervsdrivende, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, har for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende paa en anden medlemsstats omraade, ret til familieydelser efter lovgivningen i foerstnaevnte stat, som om de paagaeldende var bosiddende paa dennes omraade, jf. dog bestemmelserne i bilag VI.«
9 Artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 bestemmer, at i denne forordning »betyder udtrykkene 'arbejdstager' og 'selvstaendig erhvervsdrivende' henholdsvis enhver person:
i) der er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgaar i en social sikringsordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende
ii) der, inden for rammerne af en social sikringsordning for samtlige indbyggere eller for hele den erhvervsmaessigt beskaeftigede del af befolkningen, er tvungent forsikret mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, paa hvilke denne forordning finder anvendelse:
- naar det efter vedkommende sikringsordnings administrations- eller finansieringsmetode er muligt at identificere den paagaeldende som arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, eller
- i mangel af saadanne kriterier, naar den paagaeldende er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en af de i bilag I opregnede risici inden for rammerne af en ordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende eller af en ordning omhandlet under iii), eller, saafremt en saadan ordning ikke findes i vedkommende medlemsstat, naar den paagaeldende svarer til definitionen i bilag I
...
iv) der, inden for rammerne af en social sikringsordning oprettet for arbejdstagere, for selvstaendige erhvervsdrivende, for samtlige indbyggere eller for visse kategorier af indbyggere i en medlemsstat, er frivilligt forsikret mod en eller flere risici svarende til de sikringsgrene, paa hvilke denne forordning finder anvendelse:
- naar den paagaeldende udoever loennet virksomhed eller selvstaendig virksomhed, eller
- naar den paagaeldende tidligere har vaeret tvungent forsikret mod samme risiko inden for rammerne af en ordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende i den samme medlemsstat
...«
10 I bilag I til forordning nr. 1408/71 hedder det i afsnit I - »Arbejdstagere og/eller selvstaendige erhvervsdrivende [forordningens artikel 1, litra a), nr. ii) og iii)]« - afdeling C (»Tyskland«):
»Saafremt en tysk institution er kompetent institution for tilkendelse af familieydelser i overensstemmelse med forordningens afsnit III, kapitel 7, anses i henhold til forordningens artikel 1, litra a), nr. ii):
a) som arbejdstager, enhver person, der er tvungent forsikret mod arbejdsloeshed, eller som i forbindelse med denne forsikring modtager kontantydelser fra sygeforsikringen eller dertil svarende ydelser
b) som selvstaendig erhvervsdrivende, enhver person, der udoever selvstaendig virksomhed, og som skal:
- lade sig forsikre eller yde bidrag til alderdomsforsikring under en ordning for selvstaendige erhvervsdrivende eller
- lade sig forsikre under den tvungne pensionsforsikring.«
11 Sozialgericht Dortmund gav senere Stoeber medhold i en sag, som han havde anlagt til proevelse af afgoerelsen af 8. april 1991, for saa vidt angik perioden fra den 1. maj 1988 til den 31. december 1991, hvor datterens skolegang ophoerte. Ifoelge Sozialgericht Dortmund er Stoeber som frivilligt pensionsforsikret »selvstaendig erhvervsdrivende« i henhold til artikel 1, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71. Han kan derfor paaberaabe sig bestemmelserne i forordningens artikel 73.
12 Sagsoegte i hovedsagen ankede denne dom til den forelaeggende ret. For denne har sagsoegte gjort gaeldende, at det i det foreliggende tilfaelde alene er artikel 1, litra a), nr. ii), jf. bilag I til forordning nr. 1408/71, som er afgoerende. I bilaget defineres udtrykket »selvstaendig erhvervsdrivende«, saaledes som det skal forstaas i artikel 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71, naar en tysk institution er kompetent institution for tilkendelse af familieydelser i overensstemmelse med forordningens afsnit III, kapitel 7. I henhold til bilagets afsnit I, afdeling C, litra b), er Stoeber imidlertid ikke omfattet af forordning nr. 1408/71, fordi han ikke er tvungent forsikret.
13 I sag C-5/95 var Piosa Pereira, som er spansk statsborger, beskaeftiget som loenmodtager i Tyskland indtil den 9. september 1988 og var som foelge heraf omfattet af den tvungne syge- og alderdomsforsikringsordning. Siden den 1. april 1989 har han drevet selvstaendig erhvervsvirksomhed i Tyskland og har siden den 23. april 1989 indbetalt frivillige bidrag til en lokal sygekasse.
14 Den 31. oktober 1989 indgav Piosa Pereira en ansoegning om boernetilskud til sine tre boern, der bor i Spanien hos hans fraseparerede hustru. Den 7. august 1990 blev ansoegningen afslaaet med den begrundelse, at sagsoegeren ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71, og at han derfor ikke kan paaberaabe sig artikel 73 i forordning nr. 1408/71. Denne afgoerelse blev stadfaestet den 10. september 1990.
15 Piosa Pereira anlagde herefter sag ved Sozialgericht Dortmund, som den 24. september 1990 gav ham medhold, idet han efter rettens opfattelse kunne paaberaabe sig artikel 73. Da Piosa Pereira har tegnet en frivillig fortsat sygeforsikring, er han omfattet af forordningens personelle anvendelsesomraade i henhold til artikel 1, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71. Bilag I finder ifoelge retten ikke anvendelse, eftersom det kun gaelder for de ordninger, der er naevnt i forordningens artikel 1, litra a), nr. ii).
16 Den 12. november 1992 ankede sagsoegte i hovedsagen denne dom til den forelaeggende ret.
17 Den forelaeggende ret har anfoert, at hverken Stoeber eller Piosa Pereira efter tysk lovgivning kan goere krav paa boernetilskud til deres boern, som bor i udlandet. Efter BKGG's § 2, stk. 5, foerste punktum, tages der ved beregningen af boernetilskud saaledes ikke hensyn til boern, der hverken har bopael eller saedvanligt opholdssted i Tyskland.
18 Retten rejser imidlertid spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegerne i hovedsagen som selvstaendige erhvervsdrivende kan stoette deres krav paa artikel 73 i forordning nr. 1408/71. Ifoelge retten opfylder begge sagsoegerne betingelserne for at blive betragtet som »selvstaendige erhvervsdrivende« i henhold til forordning nr. 1408/71. Stoeber opfylder betingelserne i artikel 1, litra a), nr. iv), i forordning nr. 1408/71 som selvstaendig, der er frivilligt forsikret mod risiciene alderdom og sygdom inden for rammerne af en social sikringsordning for arbejdstagere, som han tidligere var tvungent medlem af. Piosa Pereira opfylder betingelserne i artikel 1, litra a), nr. i) og iv), i forordning nr. 1408/71 som selvstaendig, der paa grundlag af tidligere forsikringsperioder tilbagelagt efter en tvungen forsikring har tegnet en frivillig fortsat forsikring mod risikoen sygdom inden for rammerne af en ordning for arbejdstagere.
19 Den forelaeggende ret har anfoert, at sagsoegerne derimod ikke opfylder betingelserne i artikel 1, litra a), nr. ii), andet led, jf. afsnit I, afdeling C, litra b), i bilag I til forordning nr. 1408/71. Selv om der i henhold til den tyske lovgivning om boernetilskud oprettes en ordning inden for sikringsgrenen »familieydelser« [artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71], som gaelder for alle indbyggere, og hvis administrationsmetode ikke goer det muligt at sondre mellem arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, opfylder sagsoegerne i hovedsagen ikke betingelserne i bilag I, afsnit I, afdeling C, litra b), som der henvises til i nr. ii), andet led, da de kun er frivilligt forsikret.
20 Den forelaeggende ret er af den opfattelse, at hvis det under disse omstaendigheder antages, at artikel 1, litra a), nr. ii), i henseende til den tyske lovgivning om boernetilskud udtoemmende definerer begrebet »selvstaendig erhvervsdrivende«, kan sagsoegerne i hovedsagen ikke paaberaabe sig artikel 73.
21 I den forbindelse har den forelaeggende ret understreget, at det i tysk retspraksis og litteratur antages, at kun nr. ii) har betydning, naar den kompetente institution for tilkendelse af familieydelser er tysk. Efter rettens opfattelse taler de saerlige betingelser i bilag I for at anvende denne bestemmelse som en lex specialis i relation til den tyske lovgivning om boernetilskud. Den forelaeggende ret har anfoert, at denne fortolkning forudsaetter, at nr. i)-iv) skal anvendes specifikt paa de enkelte risici og ordninger. Herfor taler forordning nr. 1408/71's systematik, idet enhver anden fortolkning ville goere definitionen i bilag I, afsnit I, afdeling C, nytteloes.
22 Den forelaeggende ret tilfoejer, at Domstolen dog i dom af 3. maj 1990, sag C-2/89, Kits van Heijningen (Sml. I, s. 1755), har udtalt, at begrebet »arbejdstager« betegner enhver person, som er forsikret i henhold til en af de sociale sikringsordninger, der er naevnt i artikel 1, litra a), mod de risici og paa de betingelser, som er naevnt i denne bestemmelse. Ifoelge den forelaeggende ret tyder denne formulering paa, at det forhold, at en person er omfattet af en af de i artikel 1, litra a), omhandlede ordninger, bevirker, at vedkommende er arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende og dermed kan paaberaabe sig de forskellige bestemmelser i forordning nr. 1408/71.
23 Da den forelaeggende ret vakler mellem disse to opfattelser, har den besluttet at udsaette sagerne og forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal:
I sag C-4/95
»Skal en person anses for 'selvstaendig erhvervsdrivende' i henhold til artikel 73 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 med hensyn til udbetaling af boernetilskud i Forbundsrepublikken Tyskland, naar vedkommende udoever selvstaendig virksomhed dér og dermed opfylder betingelserne for at vaere 'selvstaendig erhvervsdrivende' i henhold til artikel 1, litra a), nr. iv), men ikke betingelserne i henhold til nr. ii), andet led, foerste alternativ, jf. bilag I, afsnit I, afdeling C, litra b)?«
I sag C-5/95
»Skal en person anses for 'selvstaendig erhvervsdrivende' i henhold til artikel 73 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 med hensyn til udbetaling af boernetilskud i Forbundsrepublikken Tyskland, naar vedkommende udoever selvstaendig virksomhed dér og dermed opfylder betingelserne for at vaere 'selvstaendig erhvervsdrivende' i henhold til artikel 1, litra a), nr. i) og iv), men ikke betingelserne i henhold til nr. ii), andet led, foerste alternativ, jf. bilag I, afsnit I, afdeling C, litra b)?«
24 Med disse spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om artikel 73 i forordning nr. 1408/71 med hensyn til udbetaling af boernetilskud i henhold til tysk lovgivning skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen kun omfatter selvstaendige erhvervsdrivende, som opfylder betingelserne i artikel 1, litra a), nr. ii), jf. afsnit I, afdeling C, litra b), i bilag I til forordningen.
25 I henhold til artikel 73 i forordning nr. 1408/71, som aendret ved forordning nr. 3427/89 med virkning fra den 15. januar 1986, har en »selvstaendig erhvervsdrivende«, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende paa en anden medlemsstats omraade, ret til familieydelser efter lovgivningen i foerstnaevnte stat, som om de paagaeldende var bosiddende paa dennes omraade.
26 Det personelle anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71 er fastlagt i forordningens artikel 2. I henhold til artikel 2, stk. 1, finder forordning nr. 1408/71 bl.a. anvendelse paa »arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, som er eller har vaeret omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater«.
27 Udtrykket »selvstaendig erhvervsdrivende«, som anvendes i denne bestemmelse, defineres i artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71. Det betegner enhver person, som er forsikret i henhold til en af de sociale sikringsordninger, der er naevnt i artikel 1, litra a), mod de risici og paa de betingelser, som er naevnt i denne bestemmelse (dommen i Kits van Heijningen-sagen, praemis 9).
28 Det maa fastslaas, at personer, der befinder sig i samme situation som sagsoegerne i hovedsagen, falder ind under definitionen af »selvstaendig erhvervsdrivende«, bl.a. som omhandlet i artikel 1, litra a), nr. iv), i forordning nr. 1408/71, for saa vidt som de inden for rammerne af en social sikringsordning oprettet for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende er frivilligt forsikret mod sygdom eller alderdom - som er sikringsgrene, paa hvilke forordning nr. 1408/71 finder anvendelse - og for saa vidt som de ogsaa udoever selvstaendig virksomhed.
29 Det fremgaar imidlertid af selve ordlyden af bilag I, afsnit I, afdeling C, litra b), som der henvises til i artikel 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71, at kun selvstaendige erhvervsdrivende, der er tvungent forsikret inden for rammerne af en af de dér naevnte ordninger, har krav paa familieydelser i Tyskland i medfoer af afsnit III, kapitel 7, i forordning nr. 1408/71.
30 Ifoelge Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 23.10.1986, sag 300/84, Van Roosmalen, Sml. s. 3097, praemis 18 og 20) skal begrebet »selvstaendig erhvervsdrivende« i forordning nr. 1408/71 fortolkes vidt under hensyntagen til forordningens formaal, nemlig at bidrage til i videst muligt omfang at sikre vandrende arbejdstageres frie bevaegelighed, hvilket er et af Faellesskabets grundlaeggende principper.
31 Som den tyske regering imidlertid med rette har anfoert, kunne faellesskabslovgiver, da man i forordning nr. 3427/89 medtog selvstaendige erhvervsdrivende under anvendelsesomraadet for artikel 73 i forordning nr. 1408/71, selv bestemme, hvilken personkreds der skulle vaere omfattet af bestemmelserne. Med hensyn til udbetalingen af familieydelser i Tyskland valgte faellesskabslovgiver saaledes at laegge vaegt paa den tvungne alderdomsforsikring under en ordning for selvstaendige erhvervsdrivende eller den tvungne pensionsforsikring.
32 Hvis en selvstaendig erhvervsdrivende, der befinder sig i en situation som den, der foreligger for den nationale ret, kunne paaberaabe sig en af de andre definitioner af udtrykket »selvstaendig erhvervsdrivende« i artikel 1, litra a), med henblik paa at opnaa sociale ydelser i Tyskland, ville bestemmelsen i bilaget miste sin effektive virkning.
33 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 32 i forslaget til afgoerelse, kan man ikke heroverfor paaberaabe sig dommen i Kits van Heijningen-sagen, hvori Domstolen blot praeciserede anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71, som fastlagt i artikel 2, men ikke soegte at loese de problemer, de forskellige definitioner i forordningens artikel 1, litra a), rejser.
34 Foelgelig skal begrebet selvstaendig erhvervsdrivende i artikel 73 i forordning nr. 1408/71, saafremt den kompetente institution for udbetaling af familieydelser er en tysk institution, fortolkes paa den maade, at det kun omfatter personer, som opfylder de specifikke betingelser i artikel 1, litra a), nr. ii), andet led, og i bilag I, afsnit I, afdeling C, litra b), saaledes at definitionerne i artikel 1, litra a), nr. i) og iv), i givet fald finder anvendelse paa de andre risici, som den selvstaendige erhvervsdrivende er frivilligt forsikret mod.
35 I henhold til den naevnte bestemmelse i bilag I er en persons egenskab af selvstaendig erhvervsdrivende bl.a. betinget af, at den paagaeldende er omfattet af en alderdomsforsikringsordning. Selvstaendige erhvervsdrivende kan efter tysk ret tilslutte sig en saadan ordning inden for en vis frist, efter at de er begyndt at drive selvstaendig erhvervsvirksomhed.
36 I den forbindelse bemaerkes, at der ikke er noget til hinder for, at medlemsstaterne bestemmer, at familieydelserne kun skal udbetales til personer, der indgaar i et solidarisk faellesskab i form af en alderdomsforsikringsordning. Medlemsstaterne kan saaledes frit fastsaette de betingelser, som en person skal opfylde for at vaere berettiget til sociale sikringsydelser, idet forordning nr. 1408/71 kun har en koordinerende funktion.
37 Efter BKGG gives der imidlertid familieydelser til enhver, som har bopael eller saedvanligt opholdssted i Tyskland, naar boern, der forsoerges af den paagaeldende, har bopael eller saedvanligt opholdssted i Tyskland.
38 Efter loven behandles de tyske statsborgere, som ikke har gjort brug af deres ret til fri bevaegelighed, og vandrende arbejdstagere dermed forskelligt, og den sidstnaevnte gruppe stilles ringere, eftersom det foerst og fremmest er deres boern, der ikke har bopael i den medlemsstat, som udbetaler ydelserne.
39 Da der ikke i de foreliggende sager er oplysninger, der objektivt kan begrunde, at de to grupper behandles forskelligt, maa dette betegnes som diskriminerende og dermed anses for at vaere uforeneligt med EF-traktatens artikel 52.
40 Det maa i den forbindelse praeciseres, at i modsaetning til, hvad der var tilfaeldet i den sag, hvori der blev afsagt dom den 4. oktober 1991, sag C-15/90, Middleburgh (Sml. I, s. 4655, praemis 14 og 15), er de regler, som i henseende til etableringsfriheden blev anset for noedvendige, bl.a. for at sikre, at tilskuddene faktisk bidrager til underholdet af de boern, som de ydelsesberettigede skal forsoerge, og for at forhindre kumulation af boernetilskud, i dette tilfaelde blevet vedtaget af faellesskabslovgiver for saa vidt angaar de omtvistede perioder. I sager som dem, der er indbragt for den forelaeggende ret, paahviler det derfor de nationale myndigheder at anvende de regler, der finder anvendelse paa selvstaendige erhvervsdrivende, som er omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71, analogt.
41 Under disse omstaendigheder maa den nationale rets spoergsmaal besvares med, at artikel 73 i forordning nr. 1408/71 med hensyn til udbetaling af familieydelser i henhold til tysk lovgivning skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen kun omfatter selvstaendige erhvervsdrivende, som opfylder betingelserne i artikel 1, litra a), nr. ii), jf. afsnit I, afdeling C, litra b), i bilag I til forordningen. Traktatens artikel 52 er imidlertid til hinder for en national lovgivning, hvorefter der ved beregningen af familieydelser ikke tages hensyn til boern af en selvstaendig erhvervsdrivende, medmindre de har bopael i denne medlemsstat.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
42 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den spanske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
(Femte Afdeling)
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen ved kendelser af 25. november 1994, for ret:
Artikel 73 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989, skal med hensyn til udbetaling af familieydelser i henhold til tysk lovgivning fortolkes saaledes, at bestemmelsen kun omfatter selvstaendige erhvervsdrivende, som opfylder betingelserne i artikel 1, litra a), nr. ii), jf. afsnit I, afdeling C, litra b), i bilag I til forordningen. EF-traktatens artikel 52 er imidlertid til hinder for en national lovgivning, hvorefter der ved beregningen af familieydelser ikke tages hensyn til boern af en selvstaendig erhvervsdrivende, medmindre de har bopael i denne medlemsstat.
Full & Egal Universal Law Academy