EUR-Lex -  61995CJ0007 - DA - Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 28. maj 1998. - John Deere Ltd mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Appel - Formaliteten - Retsspørgsmål - Faktisk spørgsmål - Konkurrence - Informationsudvekslingsordning - Konkurrencebegrænsning - Afslag på fritagelse. - Sag C-7/95 P.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Appel - anbringender - anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten paaberaabte - fejlagtig bedoemmelse af faktiske omstaendigheder - formalitetsmangel - afvisning

[EF-traktaten, art. 168 A; statutten for EF-Domstolen, art. 49 og 51; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

2 Appel - anbringender - fejlagtig bedoemmelse af faktiske omstaendigheder - formalitetsmangel - Domstolens proevelse af bevisbedoemmelsen - udelukket bortset fra tilfaelde af urigtig gengivelse

(EF-traktaten, art. 168 A; statutten for EF-Domstolen, art. 51)

3 Annullationssoegsmaal - Kommissionens beslutning truffet paa grundlag af traktatens artikel 85, stk. 1 - kompliceret oekonomisk vurdering - domstolsproevelse - graenser

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1, og art. 173)

4 Appel - anbringender - anbringende, der fremsaettes foerste gang under appellen - afvisning

(Statutten for EF-Domstolen, art. 51)

5 Konkurrence - aftaler - konkurrencebegraensning - aftale, der ikke har til formaal at begraense konkurrencen - bedoemmelse under hensyn til virkningerne paa markedet - ikke bevis for faktiske virkninger - uden betydning henset til muligheden for at tage hensyn til rent potentielle virkninger

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

6 Konkurrence - aftaler - samordnet praksis - begreb - kriterierne koordination og samarbejde - fortolkning

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

7 Konkurrence - aftaler - konkurrencebegraensning - aftale, der indfoerer en informationsudvekslingsordning - ulovlighed paa et oligopolistisk marked - betingelser

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

Sammendrag

1 Det fremgaar af traktatens artikel 168 A, af artikel 51 i statutten for Domstolen og af artikel 112, stk. 1, litra c), i procesreglementet, at et appelskrift praecist skal angive, hvilke elementer der anfaegtes i den dom, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand.

Dette krav er ikke opfyldt, naar appelskriftet - endog uden at indeholde en argumentation, hvormed den anfaegtede dom saerligt kritiseres - blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, herunder de anbringender og argumenter, som Retten udtrykkeligt har afvist af laegge til grund. En saadan appel har nemlig i realiteten kun til formaal at opnaa, at de i staevningen for Retten fremsatte paastande paadoemmes endnu en gang, hvilket falder uden for Domstolens kompetence.

En appel kan kun stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket. Det er alene Retten, der er kompetent til dels at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af de akter, den har faaet forelagt i sagen, dels at tage stilling til disse faktiske omstaendigheder. Domstolen har i henhold til traktatens artikel 168 A kompetence til at gennemfoere en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstaendigheder og de retlige konsekvenser, som Retten har draget.

2 Under en appelsag har Domstolen ikke kompetence til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder og har i princippet heller ikke kompetence til at bedoemme de beviser, som Retten har lagt til grund ved fastlaeggelsen af de faktiske omstaendigheder. Naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsaetninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisfoerelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt. Denne vurdering udgoer derfor ikke et retsspoergsmaal - medmindre beviserne er gengivet forkert - og dermed undergivet Domstolens proevelsesret.

3 Selv om Faellesskabets retsinstanser generelt udoever fuld kontrol med, om betingelserne for anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, er opfyldt, maa den kontrol, som de udoever vedroerende komplicerede oekonomiske vurderinger, der er foretaget af Kommissionen, noedvendigvis begraenses til en efterproevelse af, om formforskrifter er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger en aabenbar vildfarelse eller magtfordrejning.

4 Et anbringende, der foerst er fremsat under appelsagen for Domstolen, maa afvises. En parts adgang til under appellen at fremfoere et anbringende, der ikke er blevet fremfoert for Retten, er ensbetydende med en adgang til at forelaegge Domstolen - der har en begraenset kompetence i appelsager - en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen saaledes kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedoemmelse af de anbringender, der er blevet behandlet for den.

5 En aftale, der ikke har til formaal at begraense konkurrencen, kan kun anfaegtes paa grund af dens virkninger. I dette tilfaelde maa dens eventuelle konkurrencebegraensende virkninger bedoemmes under hensyn til, hvorledes konkurrencen ville forme sig under forhold, hvor den anfaegtede aftale ikke fandtes.

Efter traktatens artikel 85, stk. 1, er en saadan bedoemmelse imidlertid ikke begraenset til de faktiske virkninger, men der skal ved bedoemmelsen ogsaa tages hensyn til aftalens potentielle virkninger for konkurrencen inden for faellesmarkedet. En aftale falder imidlertid ikke ind under forbuddet i artikel 85, naar den kun i ringe omfang paavirker markedet.

Den omstaendighed, at Kommissionen ikke kan godtgoere, at der foreligger en faktisk begraensning af konkurrencen, er foelgelig uden betydning for afgoerelsen af sagen vedroerende den paagaeldende aftale.

6 De for begrebet samordnet praksis forudsatte kriterier, koordination og samarbejde, som langt fra stiller krav om udarbejdelse af en egentlig »plan«, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked, og de vilkaar, han vil tilbyde sin kundekreds.

Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker de erhvervsdrivendes ret til rationelt at tilpasse sig deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfaerd, udelukker det imidlertid kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem saadanne erhvervsdrivende, som har til formaal eller til foelge, at der opstaar konkurrencevilkaar, som ikke svarer til det paagaeldende markeds normale vilkaar i betragtning af produkternes eller de praesterede tjenesteydelsers art, stoerrelsen og antallet af virksomheder paa markedet samt dettes omfang.

7 Paa et staerkt koncentreret oligopolistisk marked formindsker eller fjerner en aftale, hvorved der indfoeres en informationsudvekslingsordning mellem virksomhederne paa dette marked, usikkerhedsgraden vedroerende markedets funktion og begraenser foelgelig konkurrencen mellem de erhvervsdrivende, naar de udvekslede oplysninger

- er forretningshemmeligheder og goer det muligt for de virksomheder, der deltager i aftalen, at faa kendskab til deres forhandleres salg uden for og inden for det tildelte omraade, saavel som til de salg, der foretages af de andre konkurrerende virksomheder og af disses forhandlere, som deltager i aftalen

- udsendes med korte mellemrum og systematisk, og

- udveksles mellem de vigtigste leverandoerer og alene til fordel for disse, idet andre leverandoerer og forbrugerne ikke er omfattet.

Parter

I sag C-7/95 P,

John Deere Ltd, Edinburgh (Det Forenede Kongerige), ved advokaterne Hans-Joerg Niemeyer og Rainer Bechtold, Stuttgart, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Loesch og Wolter, 11, rue Goethe,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 27. oktober 1994 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Anden Afdeling) i sag T-35/92, Deere mod Kommissionen (Sml. II, s. 957), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af dommen, den anden part i appelsagen:

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Julian Currall, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af Nicolas Forwood, QC, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne J.C. Moitinho de Almeida, D.A.O. Edward, P. Jann og L. Sevón (refererende dommer),

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 3. juli 1997,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 16. september 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolen den 13. januar 1995 har det skotske selskab John Deere Ltd i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom afsagt af Retten i Foerste Instans (Anden Afdeling) den 27. oktober 1994 i sag T-35/92, Deere mod Kommissionen (Sml. II, s. 957, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen for paastanden om annullation af Kommissionens beslutning 92/157/EOEF af 17. februar 1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.370 og 31.446 - U.K. Agricultural Tractor Registration Exchange, EFT L 68, s. 19, herefter »den omtvistede beslutning«).

2 For saa vidt angaar de faktiske omstaendigheder, der er baggrunden for naervaerende appelsag, fremgaar det af den appellerede dom:

»1 Agricultural Engineers Association Limited (herefter benaevnt 'AEA') er en erhvervssammenslutning for alle fabrikanter eller importoerer af landbrugstraktorer, der driver virksomhed i Det Forenede Kongerige. Paa tidspunktet for de i sagen omhandlede omstaendigheder havde sammenslutningen ca. 200 medlemmer, heriblandt Case Europe Limited, John Deere Limited, Fiatagri UK Limited, Ford New Holland Limited, Massey-Ferguson (United Kingdom) Limited, Renault Agricultural Limited, Same-Lamborghini (UK) Limited og Watweare Limited.

a) Den administrative procedure

2 Den 4. januar 1988 anmeldte AEA, for at opnaa primaert en negativattest og subsidiaert en individuel fritagelseserklaering, en aftale til Kommissionen vedroerende en ordning for udveksling for oplysninger, der var baseret paa data vedroerende indregistreringer af landbrugstraktorer, der findes i Det Forenede Kongeriges Transportministerium, og som var benaevnt 'UK Agricultural Tractor Registration Exchange' (herefter benaevnt 'foerste anmeldelse'). Denne aftale om udveksling af oplysninger afloeste en tidligere aftale fra 1975, der ikke var blevet anmeldt til Kommissionen. Denne var blevet opmaerksom paa den sidstnaevnte aftale i 1984 i anledning af undersoegelser, som den foretog, efter at den havde faaet forelagt en klage over, at der blev lagt hindringer i vejen for parallelimport.

3 Medlemskab af den anmeldte aftale kan opnaas af alle fabrikanter eller importoerer af landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige, uanset om de er medlemmer af AEA. Denne er sekretariatet for aftalen. Medlemsantallet har varieret i den periode, hvor undersoegelserne i sagen har staaet paa, i overensstemmelse med den omstrukturering, branchen har gennemgaaet; paa tidspunktet for anmeldelsen deltog otte fabrikanter i aftalen, heriblandt sagsoegeren. Parterne i aftalen er de otte virksomheder, der er naevnt i praemis 1 ovenfor, og som ifoelge Kommissionen har 87-88% af det britiske traktormarked, mens resten af markedet deles af flere smaa fabrikanter.

4 Den 11. november 1988 sendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til AEA, til hver af de otte medlemmer, der var omfattet af den foerste anmeldelse, og til Systematics International Group of Companies Limited (herefter 'SIL'), et edb-serviceselskab, der er ansvarlig for behandlingen og anvendelsen af de data, der findes i V55-blanketten (se praemis 6 nedenfor). Den 24. november 1988 besluttede parterne i aftalen at suspendere den. Under en hoering i Kommissionen gjorde parterne gaeldende, idet de isaer henviste til en undersoegelse, der var foretaget af professor Albach, der er medlem af Berlin Science Center, at de uddelte oplysninger havde en gavnlig virkning paa konkurrencen. Den 12. marts 1990 anmeldte fem parter i aftalen, herunder sagsoegerne, en ny aftale til Kommissionen (herefter benaevnt 'anden anmeldelse') vedroerende udsendelse af oplysninger, der benaevntes 'UK Tractor Registration Data System' (herefter benaevnt 'Data System'), og forpligtede sig til ikke at gennemfoere det nye system, foer de havde modtaget en reaktion fra Kommissionen paa deres anmeldelse.

...

b) Aftalens indhold og retlige baggrund

6 I henhold til lovgivningen i Det Forenede Kongerige skal alle koeretoejer indregistreres i Department of Transport, saafremt de skal anvendes paa offentlig vej i Det Forenede Kongerige. Ansvaret for saadanne indregistreringer paahviler the Local Vehicles Licensing Offices (herefter benaevnt 'LVLO'), hvoraf der findes ca. 60. Fremgangsmaaden for indregistrering af koeretoejer er reguleret i en ministeriel instruks med titlen 'Procedure for the first licensing and registration of motor Vehicles'. Ifoelge denne instruks skal ansoegningen om indregistrering af et koeretoej indgives paa en saerlig blanket, blanket V55. Efter aftale med Department of Transport tilsender dette SIL nogle af de oplysninger, som det modtager i forbindelse med indregistrering af koeretoejer.«

3 Retten konstaterede i praemis 7 i den appellerede dom, at parterne havde forskellige opfattelser med hensyn til en raekke faktiske forhold vedroerende de oplysninger, som blanket V55 indeholder, og anvendelsen af disse oplysninger. De punkter, hvorom der var uenighed, er sammenfattet i praemis 8-18 i den appellerede dom.

4 I den omtvistede beslutning redegjorde Kommissionen for sin retlige vurdering af aftalen i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, dels saaledes som aftalen blev anvendt foer anmeldelsen, og som den blev anmeldt den 4. januar 1988 (den foerste anmeldelse), dels saaledes som den blev anmeldt den 12. marts 1990 (den anden anmeldelse).

5 For saa vidt angaar den aftale, der var omfattet af den foerste anmeldelse, undersoegte Kommissionen for det foerste i betragtning 35-52 til den omtvistede beslutning den del af informationsudvekslingsordningen, som goer det muligt at faa kendskab til hver enkelt konkurrents salg. Den tog hensyn til markedsstrukturen, arten af de leverede oplysninger, de mange enkeltheder i de udvekslede oplysninger og det forhold, at parterne i aftalen holdt regelmaessige moeder i AEA-komitéen. Kommissionen fandt, at aftalen havde til foelge at begraense konkurrencen, dels fordi den skabte stoerre gennemsigtighed paa et staerkt koncentreret marked, dels fordi den lagde stoerre hindringer i vejen for ikke-medlemmers adgang til markedet.

6 I betragtning 53-56 til den omtvistede beslutning vurderede Kommissionen for det andet informationsudvekslingsordningen for saa vidt angaar udsendelsen af oplysninger om fabrikanternes egne forhandleres salg. Den fremhaevede i den forbindelse, at det ved hjaelp af disse oplysninger var muligt at kortlaegge de enkelte konkurrenters salg inden for et givet omraade, saafremt det samlede salg, der var opnaaet inden for dette omraade, for et bestemt produkt og en bestemt periode var under ti enheder. Den fastslog endvidere, at det var muligt at gribe ind i forhandleres eller parallelimportoerers detailsalgsaktiviteter.

7 I betragtning 57 og 58 til den omtvistede beslutning redegjorde Kommissionen for sin bedoemmelse af, hvorledes denne informationsudvekslingsordning paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

8 I betragtning 59-64 til den omtvistede beslutning anfoerte Kommissionen endvidere, at den aftale, der var omhandlet i den foerste anmeldelse, ikke var noedvendig, og at det derfor ikke var fornoedent at undersoege de fire betingelser for at opnaa en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.

9 Vedroerende den aendrede version af aftalen, der blev omhandlet i den anden anmeldelse, anfoerte Kommissionen naermere i betragtning 65 til den omtvistede beslutning, at dens argumentation vedroerende aftalen, der var omhandlet i den foerste anmeldelse, gjaldt paa tilsvarende vis i saa henseende.

10 Ved den omtvistede beslutning har Kommissionen saaledes

- fastslaaet, at den oprindelige og den aendrede version af aftalen om udveksling af oplysninger om indregistreringer af landbrugstraktorer var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, »i det omfang den medfoerer udveksling af oplysninger, der tjener til at bestemme de enkelte konkurrenters salg, samt oplysninger om forhandlernes salg og import af egne varer« (artikel 1)

- afvist ansoegningen om fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3 (artikel 2)

- paalagt AEA og parterne i aftalen at indstille den fastslaaede overtraedelse, dersom dette ikke allerede var sket, og for fremtiden at undlade at indgaa nogen aftale eller deltage i nogen samordnet praksis, der kan have det samme eller et lignende formaal eller den samme eller en lignende virkning (artikel 3).

11 Den 7. maj 1992 anlagde sagsoegeren sag ved Retten med paastand om, at den omtvistede beslutning blev annulleret, og at Kommissionen blev paalagt sagens omkostninger. Til stoette for soegsmaalet anfoerte selskabet 11 anbringender. Retten opstillede disse anbringender paa foelgende maade:

»25 Med hensyn til lovligheden af den administrative procedure har sagsoegeren gjort gaeldende, at:

- Beslutningen tilsidesaetter vaesentlige formkrav.

- Beslutningen indeholder en modsigelse mellem begrundelsen og konklusionen.

26 Som anden gruppe anbringender har sagsoegeren anfoert fire 'generelle' synspunkter, nemlig, at:

- Beslutningen hviler paa vaesentligt urigtige omstaendigheder.

- Informationsudvekslingsordningen medfoerer ikke i sig selv en tilsidesaettelse af konkurrencereglerne, og beslutningen er uforenelig med Faellesskabets konkurrencepolitik og indebaerer foelgelig magtfordrejning.

- De af sagen omfattede fremgangsmaader indebaerer ikke, at Det Forenede Kongeriges myndigheder har tilsidesat EOEF-traktatens artikel 5.

- Beslutningen er i strid med bevisbyrdereglerne.

27 Endelig omfatter den tredje gruppe fem anbringender. Sagsoegeren har i denne forbindelse gjort foelgende gaeldende:

- Sagens informationsudvekslingsordning udgoer ikke en aftale i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

- Udsendelse af data om hver enkelt konkurrent udgoer ikke en konkurrencebegraensning.

- Det samme gaelder udsendelse af data om de af aftaleparternes forhandlere foretagne salg.

- Sagens informationsudvekslingsordning paavirker ikke samhandelen mellem medlemsstaterne tilstraekkelig maerkbart.

- Saafremt informationsudvekslingsordningen, i strid med sagsoegerens opfattelse, maa anses for omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, er betingelserne for at anvende artikel 85, stk. 3, opfyldt.«

12 Ved den appellerede dom forkastede Retten alle disse anbringender og paalagde sagsoegeren at betale sagens omkostninger.

13 Appellanten har under appellen nedlagt paastand om, at Domstolen ophaever den appellerede dom og annullerer den omtvistede beslutning, samt at Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne ved naervaerende appel samt omkostningerne i forbindelse med forhandlingerne, som fandt sted for Retten.

14 Kommissionen har nedlagt paastand om, at appellen afvises, subsidiaert, at den forkastes. Den har endvidere paastaaet appellanten tilpligtet at betale sagens omkostninger.

15 Domstolen har afslaaet en anmodning fra appellanten om at faa tilsendt det fuldstaendige referat af det retsmoede, der blev afholdt den 16. marts 1994 for Retten i sag T-35/92. Domstolens Justitskontor gav parterne underretning om denne beslutning ved skrivelse af 13. juni 1995.

16 Til stoette for appellen har appellanten anfoert foelgende otte anbringender:

- selvmodsigende og utilstraekkelig begrundelse

- urigtig anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt angaar spoergsmaalet, om der foreligger en aftale i denne bestemmelses forstand

- markedet for traktorer i Det Forenede Kongerige er med urette anset for et lukket oligopol

- urigtig anvendelse af artikel 85, stk. 1, for saa vidt angaar konkurrencebegraensningen mellem fabrikanterne

- urigtig anvendelse af artikel 85, stk. 1, for saa vidt angaar moederne i AEA

- urigtig anvendelse af artikel 85, stk. 1, for saa vidt angaar begraensningen af konkurrencen inden for samme maerke

- urigtig anvendelse af artikel 85, stk. 1, for saa vidt angaar paavirkningen af handelen mellem Det Forenede Kongerige og de andre medlemsstater

- uberettiget afvisning af at anvende artikel 85, stk. 3.

Omfanget af Domstolens proevelse i forbindelse med en appel

17 Foer undersoegelsen af de af appellanten fremfoerte anbringender paabegyndes, skal der mindes om visse principper for appelsager, navnlig hvad angaar omfanget af Domstolens kompetence.

18 Det fremgaar af EF-traktatens artikel 168 A og af artikel 51 i EF-statutten for Domstolen, at appel er begraenset til retsspoergsmaal og skal vaere stoettet paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten. I artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement bestemmes det, at appelskriftet skal indeholde de retlige anbringender og argumenter, der paaberaabes.

19 Det foelger af disse bestemmelser, at et appelskrift praecist skal angive, hvilke elementer der anfaegtes i den dom, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand (jf. kendelse af 17.9.199, sag C-19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, praemis 37).

20 Dette krav er ikke opfyldt, naar appelskriftet blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var stoettet paa faktiske omstaendigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at laegge til grund. I det omfang appelskriftet ikke indeholder en argumentation, hvormed den anfaegtede dom saerligt kritiseres, har en saadan appel i realiteten kun til formaal at opnaa, at de i staevningen for Retten fremsatte paastande paadoemmes endnu en gang, hvilket i henhold til artikel 49 i EF-statutten for Domstolen falder uden for dennes kompetence (jf. i denne retning bl.a. kendelsen i sagen San Marco mod Kommissionen, a.st., praemis 38).

21 Det fremgaar endvidere af ovennaevnte bestemmelser, at en appel kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket. Det er saaledes alene Retten, der er kompetent til dels at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af de akter, den har faaet forelagt i sagen, dels at tage stilling til disse faktiske omstaendigheder. Naar Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstaendigheder, har Domstolen i henhold til traktatens artikel 168 A kompetence til at gennemfoere en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstaendigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget (jf. navnlig kendelsen i sagen San Marco mod Kommissionen, a.st., praemis 39).

22 Domstolen har saaledes ikke kompetence til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder og i princippet heller ikke til at bedoemme de beviser, som Retten har lagt til grund ved fastlaeggelsen af de faktiske omstaendigheder. Naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsaetninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisfoerelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt (jf. navnlig kendelsen i sagen San Marco mod Kommissionen, a.st., praemis 40). Denne vurdering udgoer derfor ikke et retsspoergsmaal - medmindre beviserne er gengivet forkert - og dermed undergivet Domstolens proevelsesret (dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, praemis 42).

Det foerste anbringende

23 Det foerste anbringende omfatter tre led, som henholdsvis vedroerer praemis 39, 40 og 92 i den appellerede dom. Appellanten kritiserer for det foerste Retten for at have antaget, at den omtvistede beslutning kunne omfatte ikke blot Data System (den anden anmeldelse), men ogsaa den foerste anmeldelse, for det andet for at have antaget, at begrundelsen for den omtvistede beslutning var tilstraekkelig for saa vidt angaar lovligheden af Data System, og endelig for at have givet en utilstraekkelig begrundelse i den appellerede dom for saa vidt angaar Kommissionens anvendelse af kriteriet vedroerende »solgte enheder«.

Det foerste led i det foerste anbringende

24 I praemis 39 i den appellerede dom fastslog Retten for det foerste, at den anden anmeldelse ikke hidroerte fra samtlige virksomheder, der stod bag den foerste anmeldelse, og for det andet, at anmelderne ikke udtrykkeligt havde trukket den foerste af de to anmeldelser tilbage. Retten fandt herefter, at den omtvistede beslutning ogsaa kunne omhandle den foerste anmeldelse.

25 Appellanten har gjort gaeldende, at selskabet selv og andre virksomheder - anderledes end fastslaaet af Retten - i deres anmeldelse af Data System klart havde erklaeret, at de havde indstillet deltagelsen i aktiviteterne i forbindelse med den tidligere informationsudvekslingsordning.

26 Det skal hertil bemaerkes, at appellantens argumentation hviler paa en kritik af fastlaeggelsen og bedoemmelsen af de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke Retten fandt, at den omtvistede ordning ogsaa omhandlede den foerste anmeldelse. Appellanten har ikke fremfoert noget argument, hvoraf det fremgaar, at den konklusion, som Retten drog paa grundlag af bestemte faktiske omstaendigheder, er behaeftet med en retlig fejl.

27 Dette led i det foerste anbringende maa foelgelig afvises.

Det andet led i det foerste anbringende

28 Appellanten har anfoert, at Retten har begaaet en fejl, da den i praemis 40 i den appellerede dom fandt, at den omtvistede beslutning var tilstraekkeligt begrundet for saa vidt angaar Data System. Saaledes havde Kommissionen blot erklaeret, at argumentationen vedroerende den informationsudvekslingsordning, der var omhandlet i den foerste anmeldelse, gjaldt paa tilsvarende vis for Data System, hvorved den ikke tog hensyn til de vaesentlige forskelle mellem de to ordninger.

29 Det bemaerkes, at Retten i praemis 40 i den appellerede dom undersoegte appellantens anbringende om, at Kommissionens vurdering var behaeftet med en vaesentlig unoejagtighed, for saa vidt angik sammenligningen mellem de meddelte oplysninger inden for de to informationsudvekslingsordninger. I forbindelse med denne undersoegelse fastlagde Retten de faktiske omstaendigheder, som det falder uden for Domstolens kompetence at proeve under en appel.

30 Det andet led i det foerste anbringende skal saaledes ogsaa afvises.

Det tredje led i det foerste anbringende

31 Det tredje led i det foerste anbringende vedroerer praemis 92 i den appellerede dom, hvori Retten undersoegte anbringendet om, at det ikke var muligt at identificere en konkurrents salg. Appellanten havde for Retten kritiseret, at Kommissionen havde fastsat ti solgte enheder paa et givet omraade i totalt salgstal som den taerskel, hvorunder det er muligt at identificere de enkelte konkurrenters salg blot paa grundlag af en sammenligning mellem de totale salg og det paagaeldende selskabs salg.

32 I den appellerede doms praemis 92 anfoerte Retten, at informationsudvekslingsordningen havde konkurrencebegraensende virkninger »under hensyn til markedets karakter, saaledes som det er beskrevet ovenfor ... de udvekslede oplysningers art ... samt det forhold, at de udsendte oplysninger i visse tilfaelde ikke har en tilstraekkelig aggregeret form, saaledes at de muliggoer identifikation af salgene«. Retten fastslog paa dette grundlag, at »der ... ikke [kan] gives sagsoegeren medhold, naar selskabet goer gaeldende, at Kommissionen - som uden at goere sig skyldig i et aabenbart fejlskoen har fastsat antallet af solgte koeretoejer i et givet forhandleromraade til mindst ti, under hvilket minimum den anser en identifikation af de enkelte konkurrenters salg for mulig - ikke i tilstraekkelig grad har godtgjort, at informationsudvekslingsordningen inden for denne graense maa henfoeres under traktatens artikel 85, stk. 1«.

33 I det tredje led i det foerste anbringende har appellanten gjort gaeldende, at Retten ikke tilstraekkeligt har forklaret grundene til, at den godkendte kriteriet vedroerende ti solgte koeretoejer.

34 Der skal i denne forbindelse henvises til Domstolens praksis (jf. navnlig dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, praemis 34, og af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, praemis 62), hvoraf det fremgaar, at selv om Faellesskabets retsinstanser generelt udoever fuld kontrol med, om betingelserne for at anvende traktatens artikel 85, stk. 1, er opfyldt, maa den kontrol, som de udoever vedroerende komplicerede oekonomiske vurderinger, der er foretaget af Kommissionen, noedvendigvis begraenses til en efterproevelse af, om formforskrifterne er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et aabenbart urigtigt skoen eller magtfordrejning.

35 I naervaerende sag er fastsaettelsen af det kriterium, som er til hinder for et noejagtigt kendskab til konkurrenternes salg, baseret paa en kompliceret oekonomisk vurdering af markedet. Retten har foelgelig med foeje foretaget en begraenset proevelse paa dette punkt.

36 Det maa herefter fastslaas, at Retten gav en tilstraekkelig begrundelse for den bedoemmelse, den foretog, da den fastslog, at Kommissionen under hensyn til markedets karakter og de udvekslede oplysningers art ikke havde gjort sig skyldig i et aabenbart urigtigt skoen.

37 Det tredje led i det foerste anbringende er foelgelig uden grundlag.

38 Det foelger af det anfoerte, at det foerste anbringende i det hele maa forkastes.

Det andet anbringende

39 Dette anbringende vedroerer praemis 66 i den appellerede dom, hvori Retten fandt, at formidlingen af oplysninger, der er indsamlet i forbindelse med indregistreringen af hvert enkelt koeretoej, forudsaetter en aftale, i hvert fald en stiltiende, mellem markedsdeltagerne om ved hjaelp af postnummersystemet i Det Forenede Kongerige at fastlaegge graenserne for forhandlernes salgsomraader, saavel som en institutionel ramme, der gennem brancheorganisationens medvirken muliggoer udveksling af oplysninger mellem markedsdeltagerne.

40 Appellanten goer gaeldende, at hverken Retten eller Kommissionen har konstateret det mindste spor af en aftale om at fastlaegge graenserne for forhandlernes salgsomraader. Appellanten har anfoert, at den aendrede fastlaeggelse af disse omraader ene og alene havde til formaal at tilpasse dem til postomraaderne for at forhindre, at et postomraade kom til at hoere til to eller flere forskellige forhandleromraader. Appellanten har endvidere anfoert, at parterne i aftalen aendrede deres forhandleres omraader i indbyrdes uafhaengighed, efter at postnummersystemet var blevet indfoert i Det Forenede Kongerige. Ifoelge appellanten vedroerer dette anbringende et retsspoergsmaal, eftersom det er den juridiske vurdering af de faktiske omstaendigheder, som Retten har lagt til grund, der anfaegtes.

41 Det bemaerkes, at som det fremgaar af praemis 63 i den appellerede dom, gentager appellanten det samme argument som det, selskabet allerede havde fremfoert for Retten, og soeger i virkeligheden at opnaa, at argumentet undersoeges paa ny, men uden at det goer forsoeg paa at fremfoere juridiske argumenter, der saerligt kunne vise, at Retten begik en retlig fejl, da den antog, at opdelingen af forhandlernes salgsomraader ved henvisning til postnummersystemet forudsatte en aftale, i hvert fald en stiltiende aftale.

42 Det andet anbringende maa herefter afvises.

Det tredje anbringende

43 Dette anbringende vedroerer i foerste raekke praemis 78, 79 og 80 i den appellerede dom, hvori Retten redegjorde for sin opfattelse med hensyn til det relevante markeds karakter af et oligopol og kom til den konklusion, at der ikke forelaa nogen aabenbar fejl i Kommissionens vurdering. Endvidere vedroerer dette anbringende praemis 51 i den appellerede dom og naermere bestemt den undersoegelse, som Retten foretog af konkurrencen paa et staerkt koncentreret oligopolistisk marked.

44 Appellanten har gjort gaeldende, at Rettens vurderinger er urigtige i fem henseender.

Det foerste led i det tredje anbringende

45 I det foerste led i det tredje anbringende goer appellanten gaeldende, at Retten ikke tog hensyn til alle de relevante faktorer med henblik paa fastlaeggelsen af konkurrencevilkaarene paa markedet for landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige. Appellanten paataler i den forbindelse, at Retten har udeladt foelgende tre faktorer: priskonkurrencen, undersoegelsen af produktudviklingen samt koebekraften inden for traktorleverandoerernes kundekreds.

46 Appellanten har herved anfoert, at Retten i det mindste burde have forklaret, hvorfor den var uenig i den definition, selskabet havde givet af markedet, og hvorfor den ikke tog de naevnte tre faktorer i betragtning.

47 Det fremgaar for det foerste af den appellerede dom, at Retten sammenfattede sagsoegerens argumentation herom i den appellerede doms praemis 69-75, og, for det andet, at den i dommens praemis 78, 79 og 80 anfoerte begrundelsen for, at den fandt, at Kommissionen ikke havde anlagt et aabenbart urigtigt skoen, da den under henvisning til andre karakteristiske traek ved markedet mente, at der var tale om et lukket oligopol. Endelig analyserede Retten i praemis 101 i den appellerede dom argumentet vedroerende priskonkurrencen.

48 Appellanten retter med det fremfoerte klagepunkt en kritik mod valget af de relevante elementer med henblik paa analysen af det paagaeldende marked. Det maa herom fastslaas, for det foerste, at der intet grundlag er for at antage, at den argumentation, som appellanten fremfoerte for Retten, ikke blev taget i betragtning af denne. Det findes for det andet, at appellantens argumentation ikke viser, at Retten begik en retlig fejl, da den tog hensyn til de vigtigste markedsdeltageres markedsandel, den relative stabilitet i disse erhvervsdrivendes individuelle placeringer, de betydelige hindringer for adgangen til markedet, og at produkterne udviste en tilstraekkelig grad af ensartethed, for paa dette grundlag at konkludere, at Kommissionens analyse af det paagaeldende marked ikke var behaeftet med et aabenbart urigtigt skoen.

49 Det skal endelig bemaerkes, at Retten gav en tilstraekkelig begrundelse for de hensyn, som foerte den til denne konklusion. Det maa vedroerende dette punkt tages i betragtning, at Rettens bedoemmelse i den appellerede doms praemis 78, 79 og 80 er et svar paa den argumentation, der blev fremfoert af sagsoegeren, som generelt bestred Kommissionens undersoegelse af markedet. Under disse omstaendigheder kan Retten ikke kritiseres for, at den ikke gav en naermere begrundelse for, at den ikke tog hensyn til de tre faktorer, som appellanten har anfoert i appelskriftet.

50 Det foerste led i det tredje anbringende maa foelgelig forkastes som ubegrundet.

Det andet led i det tredje anbringende

51 Appellanten bebrejder Retten, at den undlod at gennemgaa den oekonomiske undersoegelse, som professor Albach fremlagde i sine udtalelser, der var vedlagt de processkrifter, som appellanten fremlagde under retsmoedet for Retten. Ifoelge appellanten burde Retten ikke have noejedes med at sammenfatte den sagkyndiges udtalelser, men i det mindste naermere have angivet, hvorfor den ikke tog hensyn til visse beviser, som den sagkyndige havde fremlagt, eller af hvilke grunde den var uenig i hans undersoegelse.

52 I modsaetning til hvad appellanten har gjort gaeldende, fremgaar det ikke af sagen, at Retten undlod at undersoege professor Albach's oekonomiske analyse. Dels anfoeres det i praemis 75 i den appellerede dom, at sagsoegeren bl.a. har baseret sine konklusioner vedroerende markedets karakter paa professor Albach's undersoegelser. Dels anfoerte Retten i praemis 78, 79 og 80 grundene til, at den fandt, at den af sagsoegeren fremfoerte kritik ikke rejste tvivl om berettigelsen af den analyse, som Kommissionen havde foretaget af det paagaeldende marked.

53 Retten har ganske vist ikke givet en detaljeret fremstilling af argumenterne i professor Albach's sagkyndige rapport. Der kan imidlertid ikke stilles krav om en saadan klargoerelse af et bevis for at sikre, at Retten har taget behoerigt hensyn hertil ved bedoemmelsen. Dette gaelder saa meget mere, naar Rettens proevelse som i naervaerende sag er begraenset til at kontrollere, at Kommissionens bedoemmelse ikke er behaeftet med en aabenbar fejl.

54 Det foelger af det anfoerte, at det andet led i det tredje anbringende maa forkastes som ubegrundet.

Det tredje led i det tredje anbringende

55 I det tredje led i det tredje anbringende goer appellanten gaeldende, at de dokumenter, selskabet havde fremlagt for Retten, viser, at Rettens konstateringer vedroerende karakteren af markedet for traktorer i Det Forenede Kongerige er urigtige, for saa vidt angaar den relative stabilitet af konkurrenternes placeringer, de hoeje barrierer for adgangen og spoergsmaalet, om produkterne er tilstraekkeligt ensartede.

56 Som naevnt i praemis 21 og 22 i naervaerende dom, er alene Retten kompetent til dels at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af de akter, den har faaet forelagt i sagen, dels at tage stilling til disse faktiske omstaendigheder.

57 Det er i saa henseende tilstraekkeligt at anfoere, at appellanten i naervaerende sag ikke har fremfoert noget konkret anbringende til godtgoerelse af, at Rettens konstateringer af de faktiske omstaendigheder paa noget punkt er indholdsmaessigt urigtige, naar henses til de dokumenter, som appellanten har fremlagt, og uden at det er noedvendigt at foretage en bedoemmelse af vaerdien af hele det materiale, der blev fremlagt for Retten herom.

58 Saafremt dette led i anbringendet maatte forstaas som et oenske om at opnaa en proevelse af Rettens bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder, maa det fastslaas, at en saadan proevelse under alle omstaendigheder falder uden for Domstolens kompetence.

59 Det tredje led i det tredje anbringende maa foelgelig afvises.

Det fjerde led i det tredje anbringende

60 I det fjerde led i det tredje anbringende har appellanten gjort gaeldende, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at Kommissionen korrekt havde defineret det relevante marked som markedet for landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige. Den tilsidesatte dermed sin forpligtelse til noejagtigt at fastlaegge det relevante geografiske marked, idet den undlod at foretage en sammenligning af traktormarkedets struktur i de forskellige medlemsstater.

61 Det skal hertil for det foerste bemaerkes, at ifoelge artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement maa nye anbringender ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

62 En parts adgang til foerst for Domstolen at fremfoere et anbringende, der ikke er blevet fremfoert for Retten, er ensbetydende med en adgang til at forelaegge Domstolen - der har en begraenset kompetence i appelsager - en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen saaledes kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedoemmelse af de anbringender, der er blevet behandlet for den (jf. i denne retning dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, praemis 59).

63 For saa vidt angaar naervaerende sag maa det imidlertid bemaerkes, at det i dette fjerde led i det tredje anbringende fremfoerte argument, saaledes som det er anfoert af Kommissionen, ikke er blevet fremfoert paa noget tidspunkt foer naervaerende appel. Det fremgaar af den appellerede dom og af sagsakterne for Retten, at det ikke blev gjort gaeldende for denne.

64 Det er ganske vist rigtigt, at den appellerede dom i praemis 80 indeholder den af appellanten naevnte angivelse. Det fremgaar imidlertid, at den forekommer i forbindelse med bedoemmelsen af anbringendet om, at der ikke foreligger nogen begraensning af konkurrencen som foelge af udsendelsen af oplysninger om den enkelte konkurrents salg, og at den under ingen omstaendigheder udgoer et svar paa et anbringende fra appellanten vedroerende definitionen af det relevante marked.

65 Dette led i det tredje anbringende maa foelgelig afvises.

Det femte led i det tredje anbringende

66 Appellanten har gjort gaeldende, at Retten i praemis 51 i den appellerede dom med urette antog, at den omstaendighed, at det omhandlede marked var »staerkt koncentreret«, automatisk betoed, at konkurrencen var »staerkt svaekket«.

67 Praemis 51 i den appellerede dom, som indgaar i Rettens bedoemmelse af anbringendet om, at aftalen ikke tilsidesaetter Faellesskabets konkurrenceregler, lyder som foelger:

»Retten bemaerker imidlertid, at beslutningen, som anfoert af sagsoegeren, er den foerste, hvorved Kommissionen har forbudt en informationsudvekslingsordning, der vedroerer et tilstraekkelig homogent produktudvalg og ikke direkte vedroerer priserne paa disse produkter, men som heller ikke stoetter en anden konkurrencebegraensende foranstaltning. Som det med rette anfoeres af sagsoegeren, er det paa et virkeligt konkurrencepraeget marked sandsynligt, at gennemsigtige forhold mellem de erhvervsdrivende principielt vil skaerpe konkurrencen mellem leverandoererne, for den omstaendighed, at en erhvervsdrivende i denne situation tager hensyn til de oplysninger, han har i kraft af informationsudvekslingsordningen, for at tilpasse sin adfaerd til markedet, vil naeppe, naar henses til udbuddets opsplittede karakter, for de andre forhandlere formindske eller fjerne nogen usikkerhed med hensyn til forudsigeligheden af virksomhedens konkurrenters adfaerd. Paa den anden side finder Retten - her stoettet af Kommissionen - at en generel ordning mellem de vigtigste leverandoerer vedroerende udveksling af detaljerede oplysninger med korte mellemrum, hvorved der gives oplysninger om indregistrerede koeretoejer og disses indregistreringssted, paa et staerkt koncentreret oligopolistisk marked som det relevante marked, hvor konkurrencen saaledes allerede er staerkt svaekket og informationsudvekslingen gjort lettere, sandsynligvis maerkbart vil begraense den konkurrence, der findes mellem de erhvervsdrivende (se praemis 81 nedenfor). Under disse omstaendigheder har en ordning, hvorefter der regelmaessigt og hyppigt udveksles oplysninger om markedets funktion, til foelge, at de forskellige individuelle konkurrenters placering og strategi med jaevne mellemrum afsloeres over for samtlige konkurrenter.«

68 Det fremgaar af denne praemis i den appellerede dom, at den anfaegtede udtalelse er taget fra et saetningsled, der forekommer i forbindelse med undersoegelsen af virkningerne af informationsudvekslingsordningen for konkurrencen. Dette saetningsled kan derfor ikke bedoemmes isoleret. Naar det laeses i sin sammenhaeng, fremgaar det klart, at Retten ikke noejedes med at fastslaa en simpel sammenhaeng mellem koncentrationsgraden og konkurrencens styrke, men at den tog hensyn til en raekke saerlige omstaendigheder i den konkrete sag.

69 Det femte led i det tredje anbringende er derfor uden grundlag.

70 Det foelger af det anfoerte, at det tredje anbringende for en dels vedkommende maa afvises og for en dels vedkommende er uden grundlag, og at det derfor maa forkastes i sin helhed.

Det fjerde anbringende

71 Med det fjerde anbringende, som er opdelt i tre led, har appellanten gjort gaeldende, at Retten anvendte traktatens artikel 85, stk. 1, forkert, for saa vidt angaar konkurrencebegraensningen mellem fabrikanterne. Appellanten har for det foerste anfoert, at mindskelsen eller afskaffelsen af usikkerheden vedroerende markedets funktion ikke begraensede konkurrencen, dernaest, at informationsudvekslingsordningen ikke gjorde det vanskeligere at faa adgang til det paagaeldende marked og endelig, at artikel 85, stk. 1, ikke forbyder rent potentielle virkninger for konkurrencen. Ved undersoegelsen af det her omhandlede anbringende skal dette sidste led undersoeges foerst.

Det tredje led i det fjerde anbringende

72 Det tredje led i anbringendet vedroerer praemis 61 og 92 i den appellerede dom, hvori Retten navnlig fastslog, at artikel 85, stk. 1, forbyder saavel faktiske konkurrencebegraensninger som rent potentielle virkninger. Det anfoeres saaledes i praemis 61:

»Retten er i modsaetning til sagsoegeren af den opfattelse, at det forhold, at Kommissionen ikke har kunnet godtgoere, at den anfaegtede adfaerd paa det relevante marked har fremkaldt en faktisk begraensning af konkurrencen, hvilket navnlig kunne skyldes, at aftalen i sine hovedtraek har vaeret i kraft siden 1975, er uden betydning for sagens afgoerelse, idet traktatens artikel 85, stk. 1, forbyder saavel faktiske konkurrencebegraensninger som rent potentielle virkninger, naar blot disse er tilstraekkeligt vaesentlige (Domstolens dom af 16.6.1981, sag 126/80, Salonia, Sml. s. 1563, og Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087), hvilket er tilfaeldet i den foreliggende sag paa grund af markedets saerlige karakteristika (se nedenfor, praemis 78).«

73 Retten naevner igen denne fortolkning i dommens praemis 92.

74 Appellanten har gjort gaeldende, at Retten begik en fejl ved denne fortolkning af artikel 85, stk. 1, idet den har sammenblandet virkningerne for konkurrence med virkningerne for samhandelen mellem medlemsstaterne. Ifoelge appellanten indeholder de to domme, som Retten stoetter sig paa, ikke argumenter, der underbygger den bedoemmelse, den har anlagt.

75 Det skal i saa henseende indledningsvis fastslaas, at Retten i praemis 92 i den appellerede dom med rette bemaerkede, at eftersom det ikke var gjort gaeldende, at aftalen havde til formaal at begraense konkurrencen, maatte dens virkninger undersoeges med henblik paa at fastslaa, om den hindrede, begraensede eller fordrejede konkurrencen maerkbart.

76 Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at for at kunne bedoemme, om en aftale maa antages at vaere forbudt paa grund af de konkurrenceforstyrrelser, den har til foelge, maa det undersoeges, hvorledes konkurrencen ville forme sig under forhold, hvor aftalen ikke fandtes (jf. navnlig dom af 30.6.1966, sag 56/65, Société technique minière, Sml. 1965-1968, s. 211, org. ref.: Rec. s. 337, og af 11.12.1980, sag 31/80, L'Oréal, Sml. s. 3775, praemis 19).

77 Efter artikel 85, stk. 1, er en saadan bedoemmelse imidlertid ikke begraenset til de faktiske virkninger, men der skal ved bedoemmelsen ogsaa tages hensyn til aftalens potentielle virkninger for konkurrencen inden for faellesmarkedet (jf. herved dom af 10.12.1985, sag 31/85, ETA, Sml. s. 3933, praemis 12, og dommen i sagen BAT og Reynolds mod Kommissionen, a.st., praemis 54). Som det med rette blev anfoert af Retten, falder en aftale imidlertid ikke ind under forbuddet i artikel 85, naar den kun i ringe omfang paavirker markedet (dom af 9.7.1969, sag 5/69, Voelk, Sml. 1969, s. 69, org. ref.: Rec. s. 295, praemis 7).

78 Foelgelig fandt Retten med foeje, at den omstaendighed, at Kommissionen ikke kunne godtgoere, at der forelaa en faktisk begraensning af konkurrencen, var uden betydning for sagens afgoerelse. Det er under disse omstaendigheder uden betydning, at Retten henviste til de ovenfor naevnte domme i Salonia-sagen og i sagen Petrofina mod Kommissionen, som snarere angik fortolkningen af kriteriet vedroerende paavirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne.

79 Det tredje led i det fjerde anbringende er herefter uden grundlag.

Det foerste led i det fjerde anbringende

80 Dette led i anbringendet vedroerer isaer praemis 51 og 81 i den appellerede dom, hvori Retten bl.a. bemaerkede, at informationsudvekslingsordningen havde haft den virkning at formindske eller ligefrem fjerne den grad af usikkerhed, der knytter sig til forudsigeligheden af konkurrenternes adfaerd, og at denne konsekvens sandsynligvis maerkbart vil begraense den konkurrence, der findes mellem de erhvervsdrivende.

81 Appellanten har for det foerste gjort gaeldende, at Retten har anlagt en forkert fortolkning af indholdet af ordene »begraense ... konkurrencen« i artikel 85, stk. 1. Ifoelge appellanten begraenses konkurrencen, saafremt virksomhederne ophoerer med at bestemme deres adfaerd paa markedet uafhaengigt og dermed hindrer konkurrencen. Disse to betingelser er imidlertid ikke opfyldt i naervaerende sag.

82 For saa vidt angaar den foerste betingelse har appellanten fremfoert flere argumenter og har derved bl.a. naevnt de oplysninger, der ikke meddeles til medlemmerne af AEA via informationsudvekslingsordningen, forsinkelsen med udsendelsen af visse oplysninger saavel som de konklusioner, som medlemmerne kan drage af disse sidstnaevnte oplysninger. Ifoelge appellanten fremgaar det af disse argumenter, at medlemmerne af informationsudvekslingsordningen ikke modtager oplysninger om deres konkurrenters strategi paa markedet. Appellanten har herved anfoert, at for saa vidt som Rettens argumentation bygger paa, at usikkerheden formindskes, er den uforenelig med dommen af 31. marts 1993 i sagen Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen (forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Sml. I, s. 1307, praemis 64). Det fremgaar nemlig af denne dom, at en mindskelse af usikkerheden ikke er tilstraekkelig til, at en informationsudvekslingsordning kan antages at begraense konkurrencen.

83 For saa vidt angaar den anden betingelse vedroerende hindring af konkurrencen erkender appellanten, at informationsudvekslingsordningen har paavirket konkurrencen paa markedet for traktorer i Det Forenede Kongerige. Denne blotte faktiske omstaendighed er dog ikke tilstraekkelig til at bevise, at ordningen begraenser konkurrencen.

84 Det skal foerst fastslaas, at dette sidstnaevnte argument maa afvises, for saa vidt som appellanten hermed anfaegter konstateringerne vedroerende og bedoemmelsen af de oplysninger, der formidles gennem informationsudvekslingsordningen, eftersom der er tale om konstateringer og vurderinger vedroerende faktiske omstaendigheder.

85 Det staar herefter tilbage at undersoege, om Retten har anvendt artikel 85, stk. 1, korrekt, da den fastslog, at udvekslingen af oplysninger formindskede eller fjernede usikkerheden vedroerende det paagaeldende markeds funktion med den foelge, at konkurrencen mellem fabrikanterne blev begraenset.

86 I saa henseende skal der indledningsvis mindres om, at det foelger af Domstolens praksis (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 173, og af 14.7.1981, sag 172/80, Zuechner, Sml. s. 2021, praemis 13), at de for begrebet samordnet praksis forudsatte kriterier koordination og samarbejde, som langt fra stiller krav om udarbejdelse af en egentlig »plan«, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked, og de vilkaar, han vil tilbyde sin kundekreds.

87 Det foelger af denne samme retspraksis (dommen i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 174, og Zuechner-dommen, a.st., praemis 14), at selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker de erhvervsdrivendes ret til rationelt at tilpasse sig deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfaerd, udelukker det imidlertid kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem saadanne erhvervsdrivende, som har til formaal eller til foelge, at der opstaar konkurrencevilkaar, som ikke svarer til det paagaeldende markeds normale vilkaar i betragtning af produkternes eller de praesterede tjenesteydelsers art, stoerrelsen og antallet af virksomheder paa markedet samt dettes omfang.

88 For saa vidt angaar naervaerende sag bemaerkes, at Retten i praemis 51 i den appellerede dom som begrundelse for antagelsen om, at formindskelsen af usikkerheden vedroerende markedets funktion begraenser virksomhedernes beslutningsfrihed og foelgelig kan begraense konkurrencen i artikel 85, stk. 1's forstand, navnlig anfoerte, at det paa et virkeligt konkurrencepraeget marked er sandsynligt, at gennemsigtige forhold mellem de erhvervsdrivende principielt vil skaerpe konkurrencen mellem leverandoererne, for den omstaendighed, at en erhvervsdrivende i denne situation tager hensyn til de oplysninger, han har i kraft af informationsudvekslingsordningen, for at tilpasse sin adfaerd til markedet, vil naeppe, naar henses til udbuddets opsplittede karakter, for de andre forhandlere formindske eller fjerne nogen usikkerhed med hensyn til forudsigeligheden af virksomhedens konkurrenters adfaerd. Derimod fandt Retten, at en udveksling af oplysninger om markedet paa et staerkt koncentreret oligopolistisk marked vil give virksomhederne kendskab til deres konkurrenters placeringer paa markedet og deres forretningsstrategi og saaledes sandsynligvis maerkbart vil begraense den konkurrence, der findes mellem de erhvervsdrivende.

89 Ved denne bedoemmelse tog Retten hensyn til arten af, hyppigheden af og modtagerne af de i sagen formidlede oplysninger. Hvad for det foerste angik arten af de udvekslede oplysninger, navnlig arten af oplysningerne vedroerende salg foretaget paa omraadet for hver enkelt af forhandlerne i distributionsnettet, bemaerkede Retten saaledes i praemis 51 og 81, at de er forretningshemmeligheder og goer det muligt for de virksomheder, der deltager i aftalen, at faa kendskab til deres forhandleres salg uden for og inden for det tildelte omraade, saavel som til de salg, der foretages af de andre konkurrerende virksomheder og disses forhandlere, som deltager i aftalen. For det andet fandt Retten, stadig i praemis 51 og 81, at oplysningerne udsendes med korte mellemrum og systematisk. Endelig konstaterede Retten i praemis 51, at oplysningerne udveksles mellem de vigtigste leverandoerer og alene til fordel for disse, idet andre leverandoerer og forbrugerne ikke er omfattet.

90 I betragtning af denne argumentation findes Retten med foeje at have lagt til grund, at informationsudvekslingsordningen formindsker eller fjerner usikkerhedsgraden vedroerende markedets funktion, og at den foelgelig begraenser konkurrencen mellem fabrikanterne.

91 Det tilfoejes, at denne bedoemmelse ikke er i modstrid med den af appellanten paaberaabte dom i sagen Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor. Ganske vist fastslog Domstolen i den naevnte doms praemis 64, at ordningen med kvartalsvise prisannonceringer paa cellulosemarkedet ikke i sig selv udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Det skal imidlertid bemaerkes, at ordningen med kvartalsvise annonceringer af salgspriserne for cellulose, som producenterne anvendte, indebar meddelelse af nyttige oplysninger for koeberne, mens den i naervaerende sag omtvistede informationsudvekslingsordning kun tillader udsendelse af oplysningerne til de virksomheder, der er parter i aftalen.

92 Det foerste led i anbringendet er foelgelig ubegrundet.

Det andet led i det fjerde anbringende

93 Det andet led i det fjerde anbringende vedroerer praemis 52 og 84 i den appellerede dom. I praemis 52 anfoerte Retten, at »Kommissionen [i betragtning 44-48 til beslutningen] med rette goer gaeldende, at uanset hvilken beslutning der traeffes af en erhvervsdrivende, som oensker at komme ind paa markedet for landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige, og uanset om vedkommende bliver deltager i aftalen, er denne aftale noedvendigvis til skade for den erhvervsdrivende. Enten bliver vedkommende erhvervsdrivende ikke deltager i informationsudvekslingsaftalen - og han giver da i modsaetning til sine konkurrenter afkald paa de udvekslede oplysninger og paa det kendskab til markedet, de yder - eller ogsaa bliver virksomheden deltager i aftalen, og i saa fald bliver dens forretningsstrategi oejeblikkeligt afsloeret over for alle dens konkurrenter via de oplysninger, som de modtager«. I den appellerede doms praemis 84 tilfoejede Retten: »Det er i denne forbindelse uvaesentligt, at antallet af virksomheder, der gaar ind paa markedet, rent faktisk er hoejt.«

94 Appellanten goer gaeldende, at Rettens vurdering paa dette punkt er forkert af to grunde.

95 For det foerste kan de nye erhvervsdrivende, som ikke tilslutter sig informationsudvekslingsordningen, fastlaegge deres forretningsstrategi uafhaengigt. En begraensning ville alene foreligge, saafremt det var dem forbudt at tilslutte sig informationsudvekslingsordningen, hvilket ikke er tilfaeldet.

96 For det andet er den frihed til at traeffe uafhaengige beslutninger, som de virksomheder har, der er nye paa markedet, og som har tilsluttet sig informationsudvekslingsordningen, ikke begraenset, og deres forretningsstrategi bliver ikke oejeblikkeligt afsloeret for samtlige konkurrenter.

97 Appellanten har endvidere anfoert, at Retten med bemaerkningen i den appellerede doms praemis 84 om, at antallet af nye virksomheder faktisk er hoejt, indtog et standpunkt, der er i modstrid med, hvad Kommissionen konstaterede i betragtning 48 til den omtvistede beslutning. Rettens og Kommissionens konklusion modsiges tillige af den omstaendighed, at siden indfoerelsen af informationsudvekslingsordningen har de nye virksomheder, der er gaaet ind paa traktormarkedet i Det Forenede Kongerige, opnaaet en markedsandel paa over 30%.

98 Med hensyn til disse anbringender bemaerkes for det foerste, at Retten i praemis 52 og 84 med foeje har antaget, at en erhvervsdrivende, der oensker at traenge ind paa markedet for landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige, bliver skadet i forhold til deltagerne i aftalen, hvis han ikke tilslutter sig dem. For selv om han i saa fald bevarer sin uafhaengighed med henblik paa at fastlaegge sin forretningsstrategi, har han ikke adgang til de oplysninger, der udveksles inden for rammerne af aftalen. Det er herved uden betydning, at han kunne have tilsluttet sig aftalen, da det netop drejede sig om at fastlaegge konsekvenserne for en erhvervsdrivende, som ikke tilsluttede sig den.

99 For det andet bemaerkes, at appellantens argumentation vedroerende de foelger, det har for en ny erhvervsdrivendes beslutningsfrihed, at han tilslutter sig informationsudvekslingsordningen, i det vaesentlige er den samme som den, der allerede er blevet undersoegt i forbindelse med det foerste led i det her omhandlede anbringende. I saa henseende er det saaledes tilstraekkeligt at henvise til praemis 80-91 i naervaerende dom.

100 Endelig bemaerkes, at det ikke fremgaar af den appellerede dom, at Rettens bemaerkning om det hoeje antal nye virksomheder paa markedet er i modstrid med betragtning 48 til den omtvistede beslutning. Denne indeholder ingen modstridende udtalelse vedroerende antallet af virksomheder.

101 Det andet led i det fjerde anbringende er foelgelig ubegrundet.

102 Eftersom det fjerde anbringende for en dels vedkommende maa afvises og for en dels vedkommende er ubegrundet, maa det forkastes i sin helhed.

Det femte anbringende

103 Dette anbringende vedroerer praemis 87 i den appellerede dom. I denne praemis bedoemmer Retten moederne i AEA som en omstaendighed, der maa tages i betragtning ved undersoegelsen af informationsudvekslingsordningens lovlighed under hensyn til artikel 85, stk. 1.

104 Appellanten kritiserer Retten for at have anerkendt rigtigheden af Kommissionens argumentation, hvorefter de regelmaessige moeder i AEA-komitéen udgjorde »et forum for indbyrdes kontakter« for organisationens medlemmer og muliggjorde en politik med hoeje priser. Appellanten har anfoert, at inden for Data System afholder medlemmerne kun saerlige moeder for at loese rent administrative spoergsmaal. Endvidere har Kommissionen ikke fremfoert noget som helst bevis for, at medlemmerne opretholdt et generelt hoejt prisniveau paa markedet. Appellanten har endelig anfoert, at Retten ikke var befoejet til at foretage nye konstateringer, der traadte i stedet for Kommissionens konstateringer.

105 Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at som det fremgaar af den appellerede doms praemis 85, fremfoerer appellanten argumenter, der er identiske med dem, som selskabet allerede havde fremfoert for Retten. Appellanten har ikke fremfoert noget argument saerligt til anfaegtelse af den juridiske argumentation i praemis 87. Hvad angaar kritikken gaaende ud paa, at Retten ubefoejet foretog nye konstateringer, bemaerkes, at den er for upraecist formuleret til at kunne undersoeges.

106 Endelig mindes om, at bedoemmelsen af beviserne ikke udgoer et retsspoergsmaal, der er undergivet Domstolens proevelse, medmindre de er forkert gengivet.

107 Det foelger af det anfoerte, at dette anbringende maa afvises.

Det sjette anbringende

108 Det goeres med dette anbringende gaeldende, at artikel 85, stk. 1, er blevet anvendt forkert for saa vidt angaar begraensningen af konkurrencen inden for samme maerke. Anbringendet vedroerer praemis 96 og 97 i den appellerede dom og er opdelt i to led, nemlig for det foerste, at der ikke foreligger en absolut omraadebeskyttelse, og for det andet, at der ikke goeres indgreb i parallelimporten.

Det foerste led i det sjette anbringende

109 Appellanten goer gaeldende, at Retten begik en retlig fejl, da den i praemis 96 fandt, at informationsudvekslingsordningen goer det muligt for de virksomheder, der deltager i denne aftale, at »yde hver af deres forhandlere en absolut omraadebeskyttelse«. Appellanten goer gaeldende, at de oplysninger, der blev sendt til fabrikanterne i henhold til aftalen, ikke satte dem i stand til at laegge pres paa de forhandlere, som solgte traktorer uden for deres omraade. Den blotte »mulighed« for at overvaage distributionsnettet er heller ikke tilstraekkeligt grundlag for at fastslaa en konkurrencebegraensning i artikel 85, stk. 1's forstand.

110 Vedroerende dette punkt bemaerkes, at naar appellanten bestrider, at informationsudvekslingsordningen kan yde en absolut omraadebeskyttelse for hver af de forhandlere, der er parter i aftalen, fremfoerer selskabet et argument, som udelukkende vedroerer Rettens bedoemmelse af faktiske omstaendigheder, uden at der herved rejses et retsspoergsmaal, som kan undersoeges af Domstolen. For saa vidt angaar paastanden om, at den blotte mulighed for at overvaage distributionsnettet ikke udgoer en konkurrencebegraensning, bemaerkes, at den indeholder et argument, som er sammenfaldende med det tredje led i det fjerde anbringende, hvortil der foelgelig henvises.

111 Dette led i anbringendet maa derfor afvises.

Det andet led i det sjette anbringende

112 Appellanten goer gaeldende, at Retten burde have taget hensyn til, at blanket V55/5 fra den 1. september 1988 ikke laengere blev sendt til deltagerne i aftalen. Appellanten har understreget, at det i det mindste efter denne dato ikke kan haevdes, at den tidligere informationsudvekslingsordning eller Data System gjorde det muligt for deltagerne i aftalen at gribe ind i parallelimporten.

113 Det skal i den forbindelse bemaerkes, at Retten i den appellerede doms praemis 97 netop fastslog, »at ordningen - i hvert fald indtil den 1. september 1988, hvor SIL ophoerte med at sende virksomhederne blanket V55/5 - muliggjorde en overvaagning af saadanne indfoersler ved hjaelp af koeretoejets chassisnummer, som i forvejen var anfoert paa blanket V55/5 af producenten«. Eftersom aftalen, saaledes som den er blevet anvendt siden november 1975, og saaledes som den blev anmeldt den 4. januar 1988, ligesom den aendrede version af 12. marts 1990 er omhandlet af den omtvistede beslutning, kunne Retten med foeje tage hensyn til aftalens virkninger for parallelimporten, selv om disse virkninger var ophoert efter den 1. september 1988.

114 Det andet led i anbringendet er foelgelig ubegrundet.

115 Det sjette anbringende maa foelgelig forkastes.

Det syvende anbringende

116 Det goeres med det syvende anbringende gaeldende, at artikel 85, stk. 1, er anvendt forkert for saa vidt angaar paavirkningen af samhandelen mellem Det Forenede Kongerige og de andre medlemsstater. Dette anbringende vedroerer praemis 101 i den appellerede dom, der lyder som foelger:

»Retten finder, at under hensyn til dels det relevante markeds karakter, saaledes som dette er beskrevet i det foregaaende ... og dels den omstaendighed, at de stoerste leverandoerer paa dette marked er aktive paa hele det faelles marked, er det berettiget, naar Kommissionen [i betragtning 57 til beslutningen] udtaler, at 'en informationscentral, der muliggoer en detaljeret fastlaeggelse af det noejagtige detailsalg og markedsandelene for leverandoerer, der repraesenterer 88% af et nationalt marked ... vil kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne maerkbart, fordi den svaekkede konkurrence som foelge af informationscentralens virke uundgaaeligt paavirker stoerrelsen af importen til Det Forenede Kongerige' (jf. Rettens dom af 28.4.1994, sag T-38/92, AWS Benelux mod Kommissionen, Sml. II, s. 211). Med hensyn til sagsoegerens argument, hvorefter begraensningen i importen af landbrugstraktorer til Det Forenede Kongerige skyldes mere konkurrencedygtige priser paa hjemmemarkedet, bekraeftes dette paa ingen maade af sagens akter. Navnlig bemaerkes, at mens det ikke ud fra de under sagens behandling tilvejebragte oplysninger kan laegges til grund - som det anfoeres i beslutningen - at den anfaegtede fremgangsmaade er egnet til at fremme et hoejt prisniveau paa hjemmemarkedet, saa fremgaar det paa den anden side heller ikke af sagens akter, navnlig af de af sagsoegeren som staevningens bilag 20 fremlagte prislister, at priserne for landbrugstraktorer paa markedet i Det Forenede Kongerige har vaeret lavere end priserne paa markederne paa kontinentet.«

117 Appellanten kritiserer Retten for ikke at have rejst spoergsmaal om lovligheden af den omtvistede beslutning, fordi Kommissionen ikke kunne fremlaegge beviser for, at informationsudvekslingsordningen var egnet til at fremme et hoejt prisniveau paa markedet i Det Forenede Kongerige. Appellanten har endvidere anfoert, at Retten ikke tog hensyn til beviserne for, at priserne paa landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige efter 1984 var lavere eller i hvert fald svarende til priserne for de samme modeller i de fleste medlemsstater.

118 Hvad dette sidste spoergsmaal angaar, bemaerkes paa ny, at det tilkommer Retten uindskraenket at bedoemme den vaerdi, der skal tillaegges de beviser, som er fremlagt for den, medmindre disse beviser er urigtigt gengivet. Appellanten har imidlertid ikke fremfoert noget reelt argument til stoette for, at Retten skulle have gengivet beviserne forkert. Anbringendet maa foelgelig afvises paa dette punkt.

119 For saa vidt angaar betydningen af Rettens konstatering om, at Kommissionen ikke havde kunnet godtgoere, at aftalen var egnet til at fremme et hoejt prisniveau, bemaerkes, at de forhold, der er anfoert i praemis 101 i den appellerede dom, med tilstraekkelig sandsynlighed goer det muligt at antage, at aftalen direkte eller indirekte, reelt eller potentielt, kan oeve en saadan indvirkning paa handelen med traktorer mellem medlemsstater, at det kan befrygtes, at den kan hindre virkeliggoerelsen af et enhedsmarked mellem medlemsstaterne (jf. navnlig Société technique minière-dommen, a.st., og dom af 17.7.1997, sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. I, s. 4411, praemis 20). Retten anfoerte saaledes for det foerste, at selv om Kommissionen ikke kunne godtgoere, at informationsudvekslingsordningen er egnet til at fremme et hoejt prisniveau paa hjemmemarkedet, har appellanten heller ikke paavist, at priserne for landbrugstraktorer paa markedet i Det Forenede Kongerige har vaeret lavere end priserne paa markederne paa kontinentet. For saa vidt som Retten for det andet fandt, at Kommissionen med rette havde lagt til grund, at informationsudvekslingsordningen noedvendigvis paavirker omfanget af indfoerslerne til Det Forenede Kongerige, tog den herved hensyn til det relevante markeds karakter, til den omstaendighed, at de stoerste leverandoerer paa dette marked ogsaa er aktive paa hele det faelles marked, samt til den store andel (88%) af det relevante marked, der kontrolleres af de virksomheder, der deltager i aftalen.

120 Det andet led i det syvende anbringende er foelgelig ubegrundet.

121 Det syvende anbringende maa herefter i det hele forkastes.

Det ottende anbringende

122 Det sidste anbringende vedroerer praemis 105 i den appellerede dom, hvori Retten konkluderede, at informationsudvekslingsordningen ikke var absolut noedvendig, og at den derfor ikke opfyldte den tredje af de fire betingelser, som kraeves efter artikel 85, stk. 3, for at opnaa en individuel fritagelse.

123 Efter at have henvist til, at de fire naevnte betingelser er kumulative, og at det i foerste raekke paahviler de virksomheder, der anmelder en aftale, at forelaegge de beviser, hvoraf det fremgaar, at aftalen opfylder disse betingelser, anfoerte Retten:

»I naervaerende sag laegges det i beslutningen til grund, at de konkurrencebegraensninger, der foelger af informationsudvekslingen, ikke er uundgaaelige, eftersom 'tal for fabrikantens eget selskab og aggregerede tal for branchen er tilstraekkelige til at kunne drive virksomhed paa markedet for landbrugstraktorer' i Det Forenede Kongerige. Denne konstatering, der foretages i betragtning 62 til beslutningen for den foerste anmeldelse, gentages i betragtning 65 med hensyn til den anden anmeldelse. Sagsoegeren har ikke godtgjort, at de konkurrencebegraensninger, der foelger af informationsudvekslingsordningen, saaledes som de er beskrevet i det foregaaende ... er uundgaaelige, navnlig under hensyn til formaalene, nemlig at bidrage til den oekonomiske udvikling og sikre en rimelig fordeling af fordelene. Der kan heller ikke gives sagsoegeren medhold i, at uden ordningen ville oplysninger svarende til dem, der formidles gennem ordningen, kunne indhentes af de erhvervsdrivende paa markedet for landbrugstraktorer i Det Forenede Kongerige gennem markedsundersoegelser, naar saadanne ville levere oplysninger, som navnlig ville vaere foraeldede, enkeltstaaende og ikke saa hyppige som de oplysninger, der formidles gennem den af sagen omfattede ordning, uden at det i den forbindelse er noedvendigt at tage hensyn til omkostningerne ved at fremskaffe saadanne oplysninger.«

124 Appellanten har gjort gaeldende, at Retten begik en retlig fejl, da den konkluderede, at informationsudvekslingsordningen og Data System ikke opfyldte betingelserne for meddelelse af en fritagelse i medfoer af artikel 85, stk. 3. Appellanten har anfoert, at selskabet, anderledes end antaget af Retten, har redegjort for grundene til, at aftalen ikke indeholdt nogen konkurrencebegraensning, der ikke var uundgaaelig med henblik paa at opnaa en forbedring af produktion og distribution og give forbrugerne fordele.

125 Appellanten har endvidere kritiseret Retten for uden begrundelse at have forkastet selskabets argument om, at man, hvis informationsudvekslingsordningen ikke fandtes, naeppe kunne fremskaffe alle de udvekslede oplysninger om indregistrering paa samme kvalitetsniveau og med den samme hyppighed ved at foretage en saerlig markedsundersoegelse eller med bistand af et markedsforskningsselskab.

126 Det skal for det foerste bemaerkes, at appellanten med den generelle paastand om, at Retten burde vaere naaet til en anden konklusion, saafremt den havde tiltraadt appellantens argumenter, blot generelt anfaegter Rettens bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder, men ikke soeger at paavise en angivelig retlig fejl i Rettens argumentation. Dette anbringende maa derfor for denne dels vedkommende afvises.

127 Hvad for det andet angaar spoergsmaalet om, i hvilket omfang de erhvervsdrivende kunne have raadet over de samme oplysninger ved hjaelp af andre midler end informationsudvekslingsordningen, maa det fastslaas, saaledes som Kommissionen har anfoert, at appellantens argumentation for Retten var uklar. Det fremgaar saaledes klart af de indlaeg, som appellanten indgav til Retten, at selskabet i det vaesentlige havde gjort gaeldende, at virksomhederne, saafremt informationsudvekslingsordningen ikke fandtes, kunne have fremskaffet alle de udvekslede statistiske oplysninger uafhaengigt, nemlig ved hjaelp af undersoegelser. Appellantens kritik er paa denne baggrund irrelevant og maa forkastes.

128 Det sidste anbringende maa foelgelig i det hele forkastes.

129 Det foelger i det hele af det anfoerte, at de anbringender, som appellanten har fremfoert til stoette for appellen, for en dels vedkommende maa afvises og for en dels vedkommende er uden grundlag. Appellen maa herefter forkastes i det hele.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

130 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, som i medfoer af artikel 118 finder anvendelse i appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Appellanten har tabt sagen og boer foelgelig paalaegges at betale omkostningerne under appelsagen.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) John Deere Ltd betaler sagens omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy