Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Appel - anbringender - domspraemisser indeholdende en tilsidesaettelse af faellesskabsretten - ophaevelse af en forvaltningsakt - betingelser - overholdelse af en rimelig frist - overholdelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - det relevante tidspunkt for, hvornaar der hos adressaten for en forvaltningsakt er skabt en berettiget forventning - appellen taget til foelge
Sammendrag
Ophaevelse af en forvaltningsakt er som hovedregel undergivet meget strenge betingelser. Selv om enhver faellesskabsinstitution, som konstaterer, at en af en institution udstedt retsakt er ulovlig, inden for en rimelig frist kan tilbagekalde den med tilbagevirkende gyldighed, kan denne ret dog vaere begraenset af hensynet til, at den ved akten begunstigede kunne have en berettiget forventning om, at retsakten var lovlig. Det tidspunkt, der herved er afgoerende for vurderingen af, om der hos adressaten for en forvaltningsakt er skabt en berettiget forventning, er dens forkyndelse, men ikke datoen for dens vedtagelse eller dens ophaevelse.
Naar der en gang er skabt en berettiget forventning om en begunstigende forvaltningsakts lovlighed, kan denne forventning ikke senere udhules. Henset til denne sags omstaendigheder er der ikke nogen offentlig interesse, der kan anses for vigtigere end adressatens interesse i at opretholde en situation, som han kunne anse for afgjort. Der foreligger intet holdepunkt for at antage, at adressaten har fremkaldt retsakten ved urigtige eller ufuldstaendige oplysninger.
Retten har derfor begaaet en retlig fejl ved i den anfaegtede dom at udtale, at selv om sagsoegeren paa tidspunktet for vedtagelsen af den ophaevede afgoerelse endnu kunne naere tiltro til afgoerelsens lovlighed og kraeve, at den blev opretholdt, var denne forventning senere meget hurtigt blevet udhulet, hvorfor sagsoegeren, paa det tidspunkt, hvor institutionen foretog den omtvistede ophaevelse, ikke laengere med foeje kunne naere en berettiget forventning til den ophaevede afgoerelses lovlighed.
Parter
I sag C-90/95 P,
Henri de Compte, forhenvaerende tjenestemand ved Europa-Parlamentet, bosat i Strasbourg (Frankrig), foerst ved advokat Éric Boigelot, Bruxelles, dernaest ved advokat Francesco Pasetti Bombardella, Venedig, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Elvinger, 15, côte d'Eich,
appellant,
angaaende appel af dom afsagt den 26. januar 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (forenede sager T-90/91 og T-62/92, De Compte mod Parlamentet, Sml. Pers. II, s. 1), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af dommen, bortset fra den del af konklusionen, hvori Parlamentet tilpligtes at betale sagsoegeren 200 000 BFR i godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade,
den anden part i appelsagen er:
Europa-Parlamentet ved François Vainker, Parlamentets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat Denis Waelbroeck, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg paa Europa-Parlamentets Generalsekretariat, Kirchberg,
har
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray, C.N. Kakouris, P.J.G. Kapteyn og H. Ragnemalm (refererende dommer),
generaladvokat: G. Tesauro
justitssekretaer: R. Grass,
paa grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 18. juni 1996,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 24. marts 1995 har H. de Compte i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutten ivaerksat appel til proevelse af dom afsagt af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans den 26. januar 1995 (forenede sager T-90/91 og T-62/92, De Compte mod Parlamentet, Sml. Pers. II, s. 1, herefter »den anfaegtede dom«), med paastand om ophaevelse af denne dom, bortset fra den del af konklusionen, hvori Parlamentet tilpligtes at betale sagsoegeren 200 000 BFR i godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade.
2 Det fremgaar af den anfaegtede dom, at sagsoegeren, der siden den 1. januar 1989 har vaeret pensioneret, er forhenvaerende tjenestemand ved Parlamentet, hvor han havde bestridt stillingen som regnskabsfoerer.
3 Den 18. januar 1988 traf ansaettelsesmyndigheden en afgoerelse, hvorved De Compte blev paalagt sanktionen degradation med aendring af indplacering fra loenklasse A3, loentrin 8, til loenklasse A7.
4 Afgoerelsen blev truffet efter en disciplinaersag, som var ivaerksat, efter at der var konstateret uregelmaessigheder ved Parlamentets regnskabsfoerelse, som sagsoegeren blev holdt ansvarlig for.
5 Disciplinaersagen, der foerste gang blev ivaerksat den 30. september 1982, blev foerst haevet af ansaettelsesmyndigheden den 14. januar 1983. Disciplinaersagen, som blev genoptaget den 13. april 1983, endte den 24. maj 1984 med, at appellanten foerst blev paalagt sanktionen degradation. Denne afgoerelse blev imidlertid ophaevet ved Domstolens dom af 20. juli 1985 i sagen De Compte mod Parlamentet (sag 141/84, Sml. s. 1951) med den begrundelse, at sagen havde vaeret behaeftet med en formfejl, som bestod i, at der var foranstaltet vidneoptagelse uden appellantens tilstedevaerelse. Disciplinaersagen blev genoptaget den 24. juni 1987 og endte med, at sagsoegeren den 18. januar 1988 blev degraderet til loenklasse A7.
6 Ved dom af 17. oktober 1991 i sagen De Compte mod Parlamentet (sag T-26/89, Sml. II, s. 781) frifandt Retten Parlamentet i den sag, appellanten havde anlagt til proevelse af den af Parlamentet trufne afgoerelse om degradation. De Compte ivaerksatte appel til proevelse af denne dom, som blev forkastet ved Domstolens dom af 2. juli 1994 (sag C-326/91 P, De Compte mod Parlamentet, Sml. I, s. 2091). Ved processkrift indgivet til Retten den 20. juni 1996 fremsatte sagsoegeren i henhold til artikel 125 i Rettens procesreglement begaering om ekstraordinaer genoptagelse af naevnte dom af 17. oktober 1991, De Compte mod Parlamentet.
7 Kort tid efter den disciplinaersag, som foerte til degradation, anmodede sagsoegeren den 14. juni 1988 Parlamentet om at ivaerksaette proceduren med henblik paa, at det blev konstateret, at han led af en erhvervssygdom, og at tilkende ham de fastsatte ydelser i artikel 73 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter »vedtaegten«). Denne anmeldelse blev indgivet i henhold til artikel 17, stk. 1, i ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber (herefter »ordningen«).
8 I laegeerklaering af 30. juni 1989 afviste den laege, der i henhold til ordningens artikel 19 var udpeget af institutionen, at anerkende, at sagsoegeren led af en erhvervssygdom. Sagsoegeren anfaegtede udkastet til afgoerelsen om ikke at anerkende, at han led af en erhvervssygdom, som var baseret paa naevnte erklaering.
9 Som foelge heraf blev der i henhold til ordningens artikel 23 nedsat et laegeudvalg, hvis erklaering, udfaerdiget den 22. januar 1991, indeholdt foelgende konklusioner:
»1. Henri de Compte lider af alvorlige depressive angstfornemmelser af tungsindig og paranoid karakter, som er en foelge af vedkommendes stilling, og som er fremkaldt af stress paa grund af de mod ham rettede anklager, som vedkommende opfattede som ondsindede, og som har medfoert en nedsat arbejdsevne og ramt hans psyke.
2. Vedkommende har paadraget sig denne sygdom paa grund af usaedvanlige sygdomsaarsager, han har moedt under sit arbejde.
3. Der foreligger ikke en forvaerrelse af en tidligere sygdomstilstand.
4. De forhold, som har fremkaldt sygdommen, er den subjektive og objektive maade, hvorpaa vedkommende har opfattet anklagerne. Begge forhold har i lige grad forvaerret en allerede eksisterende tendens til paranoia.
5. Tidspunktet for fastsaettelsen af skaderne er den 20. januar 1983.
6. Den varige invaliditetsgrad er 40% (fyrre procent).
7. Der er ikke behov for saerlig behandling, som kraever en eller flere rejser.
8. Der er ikke behov for hjaelp fra en tredje person.«
10 Den 24. januar 1991 fastslog ansaettelsesmyndigheden, at sagsoegeren var ramt af en erhvervssygdom, der medfoerte en delvis, vedvarende invaliditetsgrad paa 40%, og besluttede at udbetale ham 9 147 091 BFR.
11 Den 18. april 1991 ophaevede ansaettelsesmyndigheden afgoerelsen af 24. januar 1991 med tilbagevirkende gyldighed. Denne ophaevelse var hovedsagelig stoettet paa Domstolens dom af 21. januar 1987 (sag 76/84, Rienzi mod Kommissionen, Sml. s. 315), hvorefter en sygdom kun kan anses for erhvervsmaessig, hvis den beror paa den paagaeldendes korrekte udoevelse af tjenesten.
12 I den foreliggende sag maatte sagsoegerens sygdom imidlertid angiveligt bero paa anklagerne mod ham, der hovedsagelig vedroerte uregelmaessigheder i forbindelse med den regnskabsfoerelse, han var ansvarlig for, og som havde foert til en disciplinaersag mod ham, samt paa den sanktion, sagen endte med.
13 Det anfoertes endvidere i afgoerelsen af 18. april 1991, at ansaettelsesmyndigheden ved afgoerelsen af 24. januar 1991 havde baseret sig paa en fejlagtig fortolkning af begrebet »erhvervssygdom«, idet den uden videre havde lagt laegeudvalgets konklusion til grund. Ansaettelsesmyndigheden havde derfor gjort sig skyldig i en fejlfortolkning af begrebet erhvervssygdom i vedtaegtens artikel 73 og ordningens artikel 3, stk. 2, hvorfor den med tilbagevirkende gyldighed kunne ophaeve afgoerelsen af 24. januar 1991 for at overholde legalitetsprincippet.
14 I konklusionen i afgoerelsen af 18. april 1991 bestemtes det, at den saaledes ophaevede afgoerelse ville blive »erstattet af en anden afgoerelse efter dommen i den verserende sag T-26/89, De Compte mod Parlamentet«, som sagsoegeren havde anlagt til proevelse af afgoerelsen om degradation af 18. januar 1988.
15 Den 4. juni 1991 indbragte sagsoegeren en klage over afgoerelsen af 18. april 1991, som ansaettelsesmyndigheden afviste den 23. september 1991.
16 Efter Rettens dom af 17. oktober 1991 i naevnte sag De Compte mod Parlamentet vedtog ansaettelsesmyndigheden den 20. januar 1992 den afgoerelse, som var omtalt i konklusionen i afgoerelsen af 18. april 1991, der ophaevede afgoerelsen af 24. januar 1991, hvori det anerkendtes, at sagsoegeren led af en erhvervssygdom.
17 I afgoerelsen af 20. januar 1992 lagde Parlamentet hovedsagelig til grund, at en sygdom kun kan anses for at vaere en »erhvervssygdom«, hvis den beror paa den paagaeldendes korrekte udoevelse af tjenesten. Det anfoertes videre heri, at sagsoegerens sygdom hovedsagelig beroede paa anklagerne mod ham, som var blevet behandlet under disciplinaersagen, der endte med paalaeggelse af den disciplinaerstraf, han var blevet idoemt. Berettigelsen af denne sanktion var blevet bekraeftet ved Rettens dom af 17. oktober 1991 i naevnte sag De Compte mod Parlamentet.
18 I afgoerelsen af 20. januar 1992 fastsloges det i konklusionen endvidere, at »Henri de Compte ikke er ramt af en erhvervssygdom, som omhandlet i ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber«.
19 Den 10. april 1992 paaklagede appellanten afgoerelsen af 20. januar 1992. Klagen blev afvist af ansaettelsesmyndigheden den 4. juli 1992.
20 Den 19. december 1991 fremsatte appellanten i sag T-90/91 paastand om, at Retten annullerede afgoerelsen af 18. april 1991, som ophaevede afgoerelsen af 24. januar 1991, hvori det anerkendtes, at sagsoegeren led af en erhvervssygdom, samt afgoerelsen af 23. september 1991, hvorved hans klage af 4. juni 1991 blev afvist. Han paastod endvidere Parlamentet tilpligtet principalt at betale ham 9 147 091 BFR.
21 Den 4. september 1992 nedlagte appellanten i sag T-62/92 paastand om, at Retten annullerede afgoerelsen af 20. januar 1992, hvori det blev afslaaet at anerkende, at han led af en erhvervssygdom, samt af 4. juni 1992, hvorved hans klage af 1. april 1992 blev afvist. Appellanten nedlagde ogsaa paastand om, at Parlamentet tilpligtedes at betale ham principalt 9 147 091 BFR.
22 Retten frifandt i den anfaegtede dom Parlamentet og tilpligtede det at betale sagsoegeren 200 000 BFR i godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade.
Appellen
23 Appellanten har nedlagt paastand om ophaevelse af den anfaegtede dom, bortset fra den del af konklusionen, hvori Parlamentet tilpligtes at betale ham 200 000 BFR i godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade, samt om, at Domstolen paakender sagen og giver ham medhold i hans oprindelige paastande. Appellanten har ligeledes nedlagt paastand om, at indstaevnte tilpligtes at betale sagens omkostninger ved de to instanser.
24 Parlamentet har nedlagt paastand om, at appellen forkastes, og om, at appellanten idoemmes sagens omkostninger.
25 Appellanten har til stoette for appellen anfoert, at Retten ikke har opfyldt forpligtelsen til at begrunde sine domme, hvilken forpligtelse bl.a. indebaerer, at de paaberaabte grunde skal vaere retmaessige, hvilket vil sige tilstraekkelige, relevante, ikke behaeftet med retlige eller faktiske fejl og ikke vaere modstridende, samt paaberaabt sig vedtaegtens artikel 73 og ordningens artikel 3, og endelig almindelige retsgrundsaetninger i faellesskabsretten, herunder bl.a. retssikkerhed, redelighed, beskyttelse af den berettigede forventning, omsorgspligt, rimelige frister, samt princippet, hvorefter enhver forvaltningsakt skal vaere forsynet med retmaessige grunde, dvs. grunde, der er relevante, og ikke vaere behaeftet med retlige eller faktiske fejl.
Ophaevelsen af ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 24. januar 1991
26 Det fremgaar af den anfaegtede doms praemis 52, at Retten fastslog, at den frist, inden for hvilken Parlamentet ved den anfaegtede afgoerelse af 18. april 1991 havde ophaevet afgoerelsen af 24. januar 1991, var ca. to maaneder og 25 dage, altsaa under tre maaneder.
27 Retten udtalte i praemis 53, at en saadan frist ikke under de konkrete omstaendigheder kunne anses for urimelig, idet begge parter var klar over, at sagsoegeren, efter de forbehold, der var taget af det forsikringsselskab, som skulle have udbetalt ydelserne i forbindelse med sagsoegerens erhvervssygdom, allerede af Parlamentets administration mellem den 1. og den 13. marts 1991 var blevet underrettet om de vanskeligheder, som var forbundet med gennemfoerelsen af denne afgoerelse paa grund af den tvivl, der herskede med hensyn til dens lovlighed. Sagsoegeren kunne derfor ikke med foeje haevde, at afgoerelsens ophaevelse var sket inden for en urimelig frist.
28 Retten udtalte med hensyn til sagsoegerens berettigede forventning om den ophaevede afgoerelses lovlighed i praemis 61, at det var ubestridt, at sagsoegeren efter vedtagelsen af afgoerelsen af 24. januar 1991 i de foerste to uger i marts 1991, altsaa inden for en frist paa halvanden maaned, af den sagsoegte institutions administration var blevet underrettet om, at gennemfoerelsen af afgoerelsen, altsaa udbetalingen af ydelserne i henhold til vedtaegtens artikel 73, var bragt i fare paa grund af en ulovlighed, afgoerelsen kunne vaere behaeftet med.
29 Retten fastslog i praemis 61 foelgende: »Selv om sagsoegeren paa tidspunktet for vedtagelsen af den ophaevede afgoerelse af 24. januar 1991 saaledes stadig kunne naere tiltro til dens tilsyneladende lovlighed og kraeve, at den blev opretholdt, blev denne forventning saerdeles hurtigt udhulet, saaledes at sagsoegeren paa det tidspunkt, hvor Parlamentet traf den omtvistede afgoerelse om ophaevelse, ikke laengere med foeje havde kunnet naere en berettiget forventning til den ophaevede afgoerelses lovlighed«.
30 Retten forkastede derfor i praemis 62 sagsoegerens anbringende om, at hans berettigede forventning til lovligheden af den ophaevede afgoerelse af 24. januar 1991 var tilsidesat.
31 Appellanten har under naervaerende appel gjort gaeldende, at Retten bl.a. med urette forkastede hans anbringende om tilsidesaettelse af hans berettigede forventning til lovligheden af den ophaevede afgoerelse af 24. januar 1991, og anfoert, at Retten derfor uretmaessigt fastslog, at ophaevelsen af afgoerelsen den 18. april 1991 var sket inden for en rimelig frist.
32 Parlamentet har anfoert, at disse klagepunkter retligt er uholdbare og derfor boer forkastes. Parlamentet henviser bl.a. til Domstolens praksis og bemaerker, at administrationens fejlagtige anvendelse af en gaeldende regel aldrig kan skabe en berettiget forventning (dom af 11.12.1980, sag 1252/79, Lucchini mod Kommissionen, Sml. s. 3753, af 11.5.1983, forenede sager 311/81 og 30/82, Kloeckner-Werke mod Kommissionen, Sml. s. 1549, og af 6.2.1986, sag 162/84, Vlachou mod Revisionsretten, Sml. s. 481).
33 Parlamentet anfoerer dernaest, at Retten med foeje fremhaevede, at det meget hurtigt havde underrettet sagsoegeren om tvivlen med hensyn til den ophaevede afgoerelse, nemlig saa snart Parlamentet havde opdaget sin fejltagelse, hvorfor der ikke havde kunnet skabes nogen berettiget forventning i denne forbindelse.
34 Parlamentet goer endelig gaeldende, at ulovlige retsakter efter Domstolens praksis kan tilbagekaldes, i hvert fald inden for en rimelig frist, og at denne frist skal bedoemmes i forhold til datoen for den paagaeldende retsakts vedtagelse, samt at Domstolen allerede har udtalt, at afgoerelser, der tilbagekaldtes mere end seks maaneder efter deres vedtagelsesdato, maatte anses for at vaere tilbagekaldt inden for en rimelig frist (dom af 12.7.1957, forenede sager 7/56 og 3/57, 4/57, 5/57, 6/57 og 7/57, Algera m.fl. mod Den Faelles Forsamling, Sml. 1954-1964, s. 45, org. ref.: Rec. s. 81).
35 Indledningsvis paapeges, at ophaevelse med tilbagevirkende gyldighed af en begunstigende forvaltningsakt som hovedregel er undergivet meget strenge betingelser (jf. dom af 9.3.1978, sag 54/77, Herpels mod Kommissionen, Sml. s. 585, praemis 38). Det fremgaar af fast retspraksis, at selv om enhver faellesskabsinstitution, som konstaterer, at en af institutionen udstedt retsakt er ulovlig, inden for en rimelig frist kan tilbagekalde den med tilbagevirkende gyldighed, kan denne ret vaere begraenset af hensynet til, at den ved akten begunstigede kunne have en berettiget forventning om, at retsakten var lovlig (dom af 3.3.1982, sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 749, praemis 10, 11 og 12, af 26.2.1987, sag 15/85, Consorzio Cooperative d'Abruzzo mod Kommissionen, Sml. s. 1005, praemis 12-17, af 20.6.1991, sag C-248/89, Cargill mod Kommissionen, Sml. I, s. 2987, praemis 20, og sag C-365/89, Cargill, Sml. I, s. 3045. praemis 18).
36 Det fremgaar af den anfaegtede doms praemis 61, at paa tidspunktet for vedtagelsen af den ophaevede afgoerelse af 24. januar 1991 kunne sagsoegeren naere tiltro til dens tilsyneladende lovlighed og kraeve den opretholdt. Det bemaerkes dog, at det tidspunkt, der er afgoerende ved vurderingen af, om der hos adressaten for en forvaltningsakt er skabt en berettiget forventning, er dens forkyndelse, men ikke datoen for dens vedtagelse eller dens ophaevelse.
37 Intet i sagen tyder paa, at sagsoegeren skulle have fremkaldt afgoerelsen af 24. januar 1991 ved urigtige eller ufuldstaendige oplysninger (jf. herved dom af 22.3.1961, forenede sager 42/59 og 49/59, Snupat mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 247, org. ref.: Rec. s. 91, og af 12.7.1962, sag 14/61, Hoogovens mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 327, org. ref.: Rec. s. 485).
38 Heraf foelger, at sagsoegeren efter at vaere blevet gjort bekendt med afgoerelsen af 24. januar 1991 efter dens forkyndelse kunne naere tiltro til dens lovlighed og kraeve, at den blev opretholdt.
39 Det maa for det foerste fremhaeves, at naar der en gang er skabt en berettiget forventning om en begunstigende forvaltningsakts lovlighed kan denne forventning ikke senere udhules. For det andet var der under hensyn til de konkrete omstaendigheder ikke nogen offentlig interesse, der kunne anses for vigtigere end adressatens interesse i at opretholde en situation, som han kunne anse for afgjort (jf. herved de foernaevnte domme i sagerne Snupat mod Den Hoeje Myndighed og Hoogovens mod Den Hoeje Myndighed).
40 Retten har derfor begaaet en retlig fejl ved i den anfaegtede doms praemis 61 at udtale, at selv om sagsoegeren paa tidspunktet for vedtagelsen af den ophaevede afgoerelse af 24. januar 1991 endnu kunne naere tiltro til afgoerelsens lovlighed og kraeve, at den blev opretholdt, var denne forventning senere meget hurtigt blevet udhulet, hvorfor sagsoegeren, paa det tidspunkt, hvor Parlamentet foretog den omtvistede ophaevelse, ikke laengere med foeje kunne naere en berettiget forventning til den ophaevede afgoerelses lovlighed.
41 Uden at det er noedvendigt at traeffe afgoerelse vedroerende klagepunktet om, at Retten uretmaessigt har fundet, at ophaevelsen af afgoerelsen skete inden for en rimelig frist og vedroerende de oevrige anbringender, som appellanten har fremfoert, maa den anfaegtede dom derfor ophaeves, bortset fra den del af konklusionen, hvori Parlamentet doemmes til at betale sagsoegeren 200 000 BFR i godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade, eftersom denne del af dommen ikke omfattes af appellen.
42 I henhold til artikel 54, stk. 1, andet punktum, i EF-statutten for Domstolen, kan denne, hvis den ophaever en af Retten truffen afgoerelse, traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse. Domstolen finder, at dette er tilfaeldet.
43 Det skal alene fastslaas, at ophaevelsen af ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 24. januar 1991, der skete ved afgoerelsen af 18. april 1991 og 20. januar 1992, tilsidesaetter princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning hos adressaten for den foerste afgoerelse, hvorfor de to sidstnaevnte afgoerelser maa annulleres.
Paastandene om godtgoerelse
44 Appellanten har nedlagt paastand om, at Parlamentet doemmes til at betale ham 9 147 091 BFR med rente 10% p.a. fra den 24. januar 1991, indtil betaling sker.
45 Da der er tale om en sag, der angaar pengebeloeb, har Faellesskabets retsinstanser i henhold til vedtaegtens artikel 91, stk. 1, andet punktum, fuld proevelsesret, hvorfor appellanten maa gives medhold i disse paastande. Appellanten maa ogsaa gives medhold i rentepaastanden, som ogsaa henhoerer under Domstolens fulde proevelsesret (jf. bl.a. Rettens dom af 30.11.1993, sag T-15/93, Vienne mod Parlamentet, Sml. II, s. 1327, praemis 42), og rentesatsen fastsaettes til 8% p.a. fra den 24. januar 1991, indtil betaling sker.$
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
46 I henhold til procesreglementets artikel 122 traeffer Domstolen, saafremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgoer sagen, afgoerelse om sagens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfoer af artikel 118 finder anvendelse i en appelsag, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Parlamentet har tabt sagen, tilpligtes det foruden sine egne omkostninger at betale alle omkostninger, som appellanten har afholdt saavel i sagen for Retten som i appelsagen for Domstolen.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
1) Dommen afsagt den 26. januar 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i sagen De Compte mod Parlamentet (forenede sager T-90/91 og T-62/92) ophaeves, bortset fra den del af konklusionen, hvorved Parlamentet doemmes til at betale sagsoegeren 200 000 BFR i godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade.
2) I sag T-90/91 annulleres afgoerelsen af 18. april 1991.
3) I sag T-62/92 annulleres afgoerelsen af 20. januar 1992.
4) Europa-Parlamentet betaler sagsoegeren 9 147 091 BFR med rente 8% p.a. fra den 24. januar 1991, indtil endelig betaling sker.
5) Europa-Parlamentet betaler alle omkostninger ved de to instanser.
Full & Egal Universal Law Academy