Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - kompetence i sager om forbrugerkontrakter - begrebet »forbruger« - sagsoeger, der har indgaaet en kontrakt med henblik paa en fremtidig erhvervsmaessig virksomhed - ikke omfattet
(Konventionen af 27.9.1968, art. 13, stk. 1, og art. 14, stk. 1, som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1978)
2 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - aftaler om kompetence - vaernetingsaftale - omfanget af den udpegede rets enekompetence - soegsmaal med paastand om, at hovedkontrakten er ugyldig
(Konventionen af 27.9.1968, art. 17, stk. 1)
Sammendrag
3 Inden for den saerlige ordning, der er indfoert ved artikel 13 ff. i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, er alene kontrakter, der er indgaaet med henblik paa at daekke en persons private, personlige forbrug, omfattet af de bestemmelser, der skal sikre forbrugeren beskyttelse som den forudsaetningsvis oekonomisk svagere part. Den saerlige beskyttelse, som er sigtet med disse bestemmelser, savner begrundelse i forbindelse med kontrakter, der har erhvervsmaessigt formaal, uanset om dette maatte vaere taenkt for fremtiden, idet den omstaendighed, at virksomheden er fremtidig, ikke fratager den dens erhvervsmaessige karakter. Heraf foelger, at ordningen alene omfatter kontrakter, der er indgaaet uden for rammerne og uafhaengigt af enhver, aktuel eller fremtidig, erhvervsmaessig virksomhed eller hensigt, saaledes at en sagsoeger, der har indgaaet en kontrakt med henblik paa at udoeve en erhvervsmaessig virksomhed, der ikke er aktuel, men fremtidig, ikke kan anses for forbruger i den forstand, hvori udtrykket anvendes i konventionens artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 1.
4 Artikel 17 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har til formaal klart og praecist at udpege en ret i en kontraherende stat, der er enekompetent i overensstemmelse med parternes samstemmende vilje, som skal vaere tilkendegivet i overensstemmelse med de strenge formkrav i bestemmelsen. Den retssikkerhed, som bestemmelsen tilsigter, ville let kunne blive svaekket, saafremt det anerkendes, at en aftalepart har mulighed for at goere denne konventionsregel virkningsloes blot ved at goere gaeldende, at den kontrakt, vaernetingsaftalen er indeholdt i, er ugyldig i sin helhed af grunde, der stoettes paa den materielle ret, der finder anvendelse. Heraf foelger, at den ret i en kontraherende stat, der er udpeget i en ifoelge konventionens artikel 17, stk. 1, gyldigt indgaaet vaernetingsklausul, ligeledes har enekompetence til at paakende en sag, hvorunder der bl.a. er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at den kontrakt, som vaernetingsklausulen er indeholdt i, er ugyldig. Det tilkommer saaledes den nationale ret at fastslaa, paa hvilke tvister den vaernetingsklausul, der paaberaabes, finder anvendelse, og foelgelig, om den vedroerer enhver indsigelse mod kontraktens gyldighed.
Parter
I sag C-269/95,
angaaende en anmodning, som Oberlandesgericht Muenchen (Tyskland) i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,
Francesco Benincasa
mod
Dentalkit Srl,
at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 13, stk. 1, artikel 14, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, i konventionen af 27. september 1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77),
har
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray, C.N. Kakouris (refererende dommer), P.J.G. Kapteyn og H. Ragnemalm,
generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,
efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:
- Francesco Benincasa ved advokat Reinhard Boehner, Muenchen
- Dentalkit Srl ved advokat Alexander von Kuhlberg, Muenchen
- den tyske regering ved afdelingschef Joerg Pirrung, Forbundsjustitsministeriet, som befuldmaegtiget
- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Pieter van Nuffel, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat Hans-Juergen Rabe, Hamburg,
paa grundlag af retsmoederapporten,
efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 22. januar 1997 af Francesco Benincasa ved advokat Reinhard Boehner og af Kommissionen ved advokat Marco Núñez-Mueller, Hamburg,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 20. februar 1997,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 5. maj 1995, indgaaet til Domstolen den 9. august 1995, har Oberlandesgericht Muenchen i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77, herefter »konventionen«), forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af konventionens artikel 13, stk. 1, artikel 14, stk. 1, og artikel 17, stk. 1.
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Dentalkit Srl (herefter »Dentalkit«), Firenze, og Francesco Benincasa, der er italiensk statsborger, angaaende gyldigheden af en franchisekontrakt, som parterne havde indgaaet.
3 Det fremgaar af sagens akter, at Dentalkit i 1987 i Italien havde oprettet en kaede af franchiseforretninger med speciale i salg af tandplejeprodukter. Francesco Benincasa indgik i 1992 i Firenze en franchisekontrakt med Dentalkit med henblik paa indretning og drift af en forretning i Muenchen. Dentalkit overlod ifoelge kontrakten Francesco Benincasa eneretten til maerket Dentalkit inden for et bestemt geografisk omraade. Dentalkit forpligtede sig endvidere til at levere varer af dette maerke, til at yde stoette i forskellige henseender, til at forestaa noedvendig oplaering, til at traeffe salgsfremmende og reklamemaessige foranstaltninger samt til ikke at aabne forretninger i det geografiske omraade, der var meddelt eneret til.
4 Francesco Benincasa forpligtede sig til at indrette forretningslokalerne for egen regning, til udelukkende at foere varer fra Dentalkit i sin forretning, til at hemmeligholde oplysninger og dokumentation vedroerende Dentalkit samt til at betale selskabet 8 mio. LIT som godtgoerelse for udgifter i forbindelse med den tekniske og forretningsmaessige stoette ved salgsstedets aabning tillige med et beloeb svarende til 3% af den aarlige omsaetning. I henhold til artikel 1341 og 1342 i den italienske codice civile tiltraadte parterne, ved saerskilt underskrift, specielt foelgende vilkaar i kontrakten: »Retterne i Firenze har kompetence til at paakende ethvert stridsspoergsmaal vedroerende fortolkningen eller opfyldelsen mv. af naervaerende kontrakt.«
5 Francesco Benincasa indrettede sin forretning, betalte indtraedelsesgodtgoerelsen paa 8 mio. LIT og foretog flere indkoeb, som han dog ikke betalte. Han har senere opgivet at drive forretning.
6 Francesco Benincasa anlagde sag ved Landgericht Muenchen I, hvorunder han gjorde gaeldende, at franchisekontrakten ifoelge tysk ret var ugyldig i det hele, hvorfor han paastod den ophaevet. Han gjorde ligeledes gaeldende, at de koebsaftaler, der senere blev indgaaet i henhold til franchisekontrakten, var ugyldige.
7 Ifoelge Francesco Benincasa var Landgericht Muenchen I kompetent i sin egenskab af retten paa opfyldelsesstedet for kontraktforpligtelsen, jf. konventionens artikel 5, nr. 1. Den vaernetingsklausul til fordel for retterne i Firenze, der var indeholdt i franchisekontrakten, kunne ikke under et negativt anerkendelsessoegsmaal som det, han havde anlagt, have derogatorisk virkning, da det herunder soegtes fastslaaet, at kontrakten i det hele var ugyldig, herunder ogsaa vaernetingsklausulen. Francesco Benincasa anfoerte endvidere, at han maatte anses for forbruger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i konventionens artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 1, da han endnu ikke havde paabegyndt erhvervsmaessig virksomhed.
8 De naevnte bestemmelser er saalydende: Artikel 13
»I sager om kontrakter indgaaet af en person med henblik paa brug, der maa anses at ligge uden for hans erhvervsmaessige virksomhed, i det foelgende benaevnt 'forbrugeren', afgoeres kompetencen efter bestemmelserne i denne afdeling, dog med forbehold af artikel 4 og artikel 5, nr. 5:
1. naar sagen vedroerer koeb af loesoeregenstande, hvor koebesummen skal betales i rater
...«
Artikel 14
»Sager, som en forbruger agter at rejse mod den anden part i kontrakten, kan anlaegges enten ved retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade denne part har bopael, eller ved retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade forbrugeren har bopael.
...«
9 Landgericht Muenchen I ansaa sig ikke for kompetent, idet den antog, at vaernetingsklausulen i franchisekontrakten var gyldig, og at sagen ikke angik en kontrakt indgaaet af en forbruger.
10 Francesco Benincasa appellerede denne afgoerelse til Oberlandesgericht Muenchen, der har besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
»1) Skal en sagsoeger ogsaa anses for forbruger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bruxelles-konventionens artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 1, saafremt sagen angaar en kontrakt, som sagsoegeren ikke har indgaaet med henblik paa en allerede igangvaerende erhvervsmaessig virksomhed, men paa en fremtidig erhvervsmaessig virksomhed (her: en franchiseaftale med henblik paa at paabegynde selvstaendig erhvervsvirksomhed)?
2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende:
Omfatter konventionens artikel 13, stk. 1, nr. 1 (koeb af loesoeregenstande, hvor koebesummen skal betales i rater), en franchisekontrakt, hvorved sagsoegeren forpligter sig til i et tidsrum paa flere aar (tre aar) at indkoebe det udstyr og de varer, der er noedvendige for en forretnings indretning og drift, hos medkontrahenten (uden aftale om ratebetaling) samt til at betale en indtraedelsessum og - efter et aars virksomhed - et licensgebyr paa 3% af omsaetningen?
3) Er en ret i en medlemsstat, der er tillagt kompetence ifoelge en vaernetingsklausul, ogsaa enekompetent i medfoer af konventionens artikel 17, stk. 1, foerste punktum, saafremt der under sagen bl.a. er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at den kontrakt, hvori selve vaernetingsklausulen er indeholdt, er ugyldig, og vaernetingsklausulen - der har foelgende ordlyd (i oversaettelse): 'Retterne i Firenze har kompetence til at paakende ethvert stridsspoergsmaal vedroerende fortolkningen eller opfyldelsen mv. af naervaerende kontrakt' - er saerskilt tiltraadt i henhold til den italienske codice civile?«
Det foerste spoergsmaal
11 Med sit foerste spoergsmaal oensker den nationale ret reelt oplyst, om konventionens artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at en sagsoeger, der har indgaaet en kontrakt med henblik paa at udoeve en erhvervsmaessig virksomhed, der ikke er aktuel, men fremtidig, kan anses for forbruger.
12 Det bemaerkes indledningsvis, at der i Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 21.6.1978, sag 150/77, Bertrand, Sml. s. 1431, praemis 14, 15, 16 og 19, og af 19.1.1993, sag C-89/91, Shearson Lehman Hutton, Sml. I, s. 139, praemis 13) er opstillet et princip om, at de begreber, der anvendes i konventionen, og som kan have forskelligt indhold alt efter den nationale lovgivning i de kontraherende stater, for at sikre en ensartet anvendelse af konventionen i alle de kontraherende stater skal betragtes som selvstaendige begreber, der foerst og fremmest skal fortolkes ud fra konventionens opbygning og formaal. Dette gaelder isaer ogsaa begrebet »forbruger« i konventionens artikel 13 ff., for saa vidt som det benyttes som det afgoerende kriterium for anvendelsen af regler om retternes kompetence.
13 Det bemaerkes dernaest, at det af fast retspraksis fremgaar, at der, som konventionen er opbygget, gaelder et almindeligt princip om, at kompetencen tilkommer retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade sagsoegte har bopael, og at det kun er i kraft af en fravigelse af dette princip, at konventionen fastlaegger - de udtoemmende opregnede - tilfaelde, hvor en person alt efter sagens omstaendigheder kan eller skal sagsoeges ved en ret i en anden kontraherende stat. Kompetenceregler, der fraviger dette almindelige princip, kan derfor ikke foere til en fortolkning, der raekker ud over de tilfaelde, konventionen har for oeje (Shearson Lehman Hutton-dommen, praemis 14, 15 og 16).
14 En saadan fortolkning maa saa meget mere antages at skulle gaelde for en kompetenceregel som den, der er opstillet i konventionens artikel 14, som giver en forbruger i artikel 13's forstand mulighed for at anlaegge sag ved retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade sagsoegeren har bopael. Konventionen taler saaledes, bortset fra de tilfaelde, hvor det udtrykkeligt er fastsat, imod, at retterne paa det sted, hvor sagsoegeren har bopael, tillaegges kompetence (jf. dom af 11.1.1990, sag C-220/88, Dumez France og Tracoba, Sml. I, s. 49, praemis 16 og 19, og Shearson Lehman Hutton-dommen, praemis 17).
15 Hvad angaar begrebet »forbruger« er dette i konventionens artikel 13, stk. 1, defineret som en person, som handler »med henblik paa brug, der maa anses at ligge uden for hans erhvervsmaessige virksomhed«. Ifoelge fast retspraksis fremgaar det saavel af bestemmelsens ordlyd som af dens funktion, at den kun skal gaelde for private endelige forbrugere, som ikke driver forretnings- eller erhvervsmaessig virksomhed (jf. Shearson Lehman Hutton-dommen, praemis 20 og 22).
16 Afgoerelsen om, hvorvidt en person skal anses for forbruger - hvilket begreb skal fortolkes snaevert - maa herefter bero paa den paagaeldendes status i relation til en bestemt kontrakt, sammenholdt med dennes karakter og formaal, og ikke paa personens subjektive forhold. Det er saaledes med rette, at generaladvokaten i punkt 38 i sit forslag til afgoerelse har anfoert, at en og samme person kan anses for forbruger i relation til visse transaktioner og for erhvervsdrivende i relation til andre.
17 Foelgelig er alene kontrakter, der er indgaaet med henblik paa at daekke en persons private, personlige forbrug, omfattet af de bestemmelser, der skal sikre forbrugeren beskyttelse som den forudsaetningsvis oekonomisk svagere part. Den saerlige beskyttelse, som er sigtet med disse bestemmelser, savner begrundelse i forbindelse med kontrakter, der har erhvervsmaessigt formaal, uanset om dette maatte vaere taenkt for fremtiden, idet den omstaendighed, at virksomheden er fremtidig, ikke fratager den dens erhvervsmaessige karakter.
18 Det er derfor i overensstemmelse med saavel de paagaeldende bestemmelsers ordlyd som hensynene bag og formaalet med dem at antage, at den herved indfoerte saerlige beskyttelsesordning alene omfatter kontrakter, der er indgaaet uden for rammerne og uafhaengigt af enhver, aktuel eller fremtidig, erhvervsmaessig virksomhed eller hensigt.
19 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at konventionens artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at en sagsoeger, der har indgaaet en kontrakt med henblik paa at udoeve en erhvervsmaessig virksomhed, der ikke er aktuel, men fremtidig, ikke kan anses for forbruger.
Det andet spoergsmaal
20 Henset til besvarelsen af det foerste spoergsmaal er det ufornoedent at besvare dette spoergsmaal.
Det tredje spoergsmaal
21 Med sit tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret reelt oplyst, om den ret i en kontraherende stat, der er udpeget i en ifoelge konventionens artikel 17, stk. 1, gyldigt indgaaet vaernetingsklausul, ligeledes har enekompetence til at paakende en sag, hvorunder der bl.a. er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at den kontrakt, som vaernetingsklausulen er indeholdt i, er ugyldig.
22 Den forelaeggende ret har dermed rejst det spoergsmaal, om en vaernetingsklausul, der ifoelge konventionen er gyldigt indgaaet, og som er indsat i en hovedkontrakt, skal bedoemmes selvstaendigt og uafhaengigt af, om der maatte vaere strid om, hvorvidt resten af kontrakten er gyldig.
23 Konventionens artikel 17, stk. 1, bestemmer bl.a. foelgende:
»Saafremt parterne i tilfaelde, hvor mindst én af dem har bopael paa en kontraherende stats omraade, har vedtaget, at en ret eller retterne i en kontraherende stat skal vaere kompetente til at paakende allerede opstaaede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er alene denne ret eller retterne i den paagaeldende stat kompetente. En saadan aftale om retternes kompetence skal vaere indgaaet enten skriftligt ...«
24 Der maa herved for det foerste sondres mellem en vaernetingsklausul og de materielle bestemmelser i den kontrakt, en saadan klausul er indsat i.
25 En vaernetingsklausul - hvis sigte er processuelt - er omfattet af bestemmelserne i konventionen, der har til formaal at fastlaegge ensartede regler om retternes internationale kompetence. De materielle bestemmelser i den hovedkontrakt, som klausulen er indsat i, samt enhver indsigelse mod denne kontrakts gyldighed skal derimod bedoemmes paa grundlag af lex causa, der beror paa de internationale privatretlige regler i den stat, hvori retten er beliggende.
26 Det bemaerkes dernaest, at det fremgaar af Domstolens praksis, at konventionen navnlig har til formaal at gennemfoere en harmonisering af de kontraherende staters regler om retternes kompetence, saaledes at det i videst muligt omfang undgaas, at flere retsinstanser har kompetence til at paadoemme tvister, som udspringer af samme retsforhold, samt at styrke retsbeskyttelsen af de i Faellesskabet bosiddende personer, saaledes at saavel sagsoegeren let kan afgoere, ved hvilken ret han kan anlaegge sag, og sagsoegte med rimelighed kan forudse, ved hvilken ret han kan blive sagsoegt (dom af 4.3.1982, sag 38/81, Effer, Sml. s. 825, praemis 6, og af 13.7.1993, sag C-125/92, Mulox IBC, Sml. I, s. 4075, praemis 11).
27 Det er ligeledes i overensstemmelse med dette retssikkerhedshensyn, at den nationale ret, som har faaet en sag forelagt, uden vanskeligheder kan tage stilling til, om den er kompetent ifoelge konventionens regler uden at skulle undersoege sagen i realiteten.
28 Det naevnte oenske om at varetage retssikkerhedshensyn i form af, at der skabes mulighed for med sikkerhed at forudse, hvilken ret der er kompetent, er blevet naermere undersoegt i relation til konventionens artikel 17, som giver aftaleparternes vilje en fortrinsstilling, og som gennem strenge formkrav indfoerer en enekompetence uden hensyn til en mulig objektiv sammenhaeng mellem det omtvistede retsforhold og den udpegede ret (jf. herved dom af 20.2.1997, sag C-106/95, MSG, Sml. I, s. 911, praemis 34).
29 Konventionens artikel 17 har til formaal klart og praecist at udpege en ret i en kontraherende stat, der er enekompetent i overensstemmelse med parternes samstemmende vilje, som skal vaere tilkendegivet i overensstemmelse med de strenge formkrav i bestemmelsen. Den retssikkerhed, som bestemmelsen tilsigter, ville let kunne blive svaekket, saafremt det anerkendes, at en aftalepart har mulighed for at goere denne konventionsregel virkningsloes blot ved at goere gaeldende, at den paagaeldende kontrakt er ugyldig i sin helhed af grunde, der stoettes paa den materielle ret, der finder anvendelse.
30 Dette resultat er ikke alene i overensstemmelse med konklusionen i Domstolens dom i Effer-sagen, hvori Domstolen fastslog, at en sagsoeger ogsaa kan anvende det i konventionens artikel 5, nr. 1, omhandlede opfyldelsesvaerneting, naar der mellem parterne er tvist om eksistensen af den aftale, som det indtalte krav stoettes paa, men tillige med, hvad der fremgaar af dom af 14. december 1977 (sag 73/77, Sanders, Sml. s. 2383, praemis 15), hvori Domstolen i relation til konventionens artikel 16, nr. 1, antog, at i sager om leje og forpagtning af fast ejendom er retterne i den stat, hvori ejendommen er beliggende, ogsaa kompetente, selv om tvisten angaar spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en lejekontrakt.
31 Det bemaerkes endvidere, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det tilkommer den nationale ret, for hvilken en vaernetingsklausul paaberaabes, ved fortolkning af denne at fastslaa, hvilke tvister den finder anvendelse paa (jf. dom af 10.3.1992, sag C-214/89, Powell Duffryn, Sml. I, s. 1745, praemis 37). I den foreliggende sag tilkommer det derfor den nationale ret at afgoere, om den klausul, som er paaberaabt for denne ret, og som vedroerer »ethvert stridsspoergsmaal« angaaende fortolkningen eller opfyldelsen »m.v.« af kontrakten, ogsaa omfatter enhver indsigelse mod kontraktens gyldighed.
32 Det tredje spoergsmaal skal derfor besvares med, at den ret i en kontraherende stat, der er udpeget i en ifoelge konventionens artikel 17, stk. 1, gyldigt indgaaet vaernetingsklausul, ligeledes har enekompetence til at paakende en sag, hvorunder der bl.a. er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at den kontrakt, som vaernetingsklausulen er indeholdt i, er ugyldig.$
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
33 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Oberlandesgericht Muenchen ved kendelse af 5. maj 1995, for ret:
1) Artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at en sagsoeger, der har indgaaet en kontrakt med henblik paa at udoeve en erhvervsmaessig virksomhed, der ikke er aktuel, men fremtidig, ikke kan anses for forbruger.
2) Den ret i en kontraherende stat, der er udpeget i en ifoelge artikel 17, stk. 1, i konventionen af 27. september 1968 gyldigt indgaaet vaernetingsklausul, har ligeledes enekompetence til at paakende en sag, hvorunder der bl.a. er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at den kontrakt, som vaernetingsklausulen er indeholdt i, er ugyldig.
Full & Egal Universal Law Academy