Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - opholdsret for at soege beskaeftigelse - opholdets varighed - nationale bestemmelser, hvorefter statsborgere fra de oevrige medlemsstater, som soeger beskaeftigelse, automatisk paalaegges at forlade landet efter tre maaneders forloeb - retsstridige
(EF-traktaten, art. 48; Raadets direktiv 68/360)
2 Fri bevaegelighed for personer - ret til indrejse og ophold for statsborgere fra medlemsstaterne - arbejdstagere ansat i et arbejdsforhold af mindst et aars varighed - nationale bestemmelser om udstedelse og derefter fornyelse i de foerste seks maaneder af opholdet af en registreringsbekraeftelse mod betaling af en afgift - retsstridige
(EF-traktaten, art. 48; Raadets direktiv 68/360, art. 1 og 4, samt art. 9, stk. 1)
3 Fri bevaegelighed for personer - ret til indrejse og ophold for statsborgere fra medlemsstaterne - arbejdstagere og saesonarbejdere i et arbejdsforhold af en varighed paa indtil tre maaneder - nationale bestemmelser om udstedelse af et bevis vedroerende ophold mod betaling af en afgift - retsstridige
[EF-traktaten, art. 48; Raadets direktiv 68/360, art. 8, stk. 1, litra a) og c), og art. 8, stk. 2]
Sammendrag
4 Princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed, der er fastlagt i traktatens artikel 48, stk. 1, 2 og 3, som skal fortolkes udvidende, omfatter EF-statsborgeres ret til frit at bevaege sig i andre medlemsstater og opholde sig dér med henblik paa at soege beskaeftigelse.
Formaalet med artikel 48 tilgodeses, naar faellesskabslovgivningen eller national lovgivning giver de paagaeldende en rimelig frist til i den paagaeldende medlemsstat at faa kendskab til de beskaeftigelsestilbud, der svarer til deres erhvervsmaessige kvalifikationer, og til i givet fald at foretage det fornoedne for at blive ansat.
Da der ikke findes faellesskabsregler, der fastsaetter en frist for EF-statsborgeres ophold, naar disse soeger beskaeftigelse, har medlemsstaterne ret til at fastsaette en rimelig frist herfor. Saafremt den paagaeldende efter udloebet af denne frist beviser, at han fortsat soeger arbejde og har reelle chancer for at opnaa ansaettelse, kan den modtagende medlemsstat dog ikke paalaegge ham at udrejse.
Det foelger heraf, at en medlemsstat har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til traktatens artikel 48, naar den automatisk paalaegger statsborgere fra de oevrige medlemsstater, som soeger beskaeftigelse dér, at forlade landet efter tre maaneders forloeb.
5 En medlemsstat har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til traktatens artikel 48 og direktiv 68/360 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer, naar den til arbejdstagere, som har et arbejde af mindst et aars varighed, i de foerste seks maaneder af deres ophold udsteder to paa hinanden foelgende bekraeftelser paa, at de er registreret i stedet for den opholdstilladelse, der er forudset i direktivet, og naar den hver gang opkraever en afgift, der svarer til det gebyr, der betales af indenlandske statsborgere for udstedelse af identitetskort.
Direktivets artikel 4 indebaerer en forpligtelse for medlemsstaterne til at udstede opholdstilladelse til enhver arbejdstager, der ved at forevise den fornoedne dokumentation, dvs. den legitimation, med hvilken han er indrejst paa vedkommende stats omraade, og en erklaering fra arbejdsgiveren om ansaettelse hos denne eller en arbejdsattest, godtgoer, at han omfattes af en af de kategorier, som er fastsat i direktivets artikel 1. I saadanne regler om bekraeftelse paa registreringen tages der ikke hensyn til, om arbejdstageren fra en anden medlemsstat, naar han forelaegger den foerste anmodning om udstedelse af en opholdstilladelse, allerede paa det tidspunkt foreviser alle de dokumenter, der kraeves ifoelge direktivet. Denne tilrettelaeggelse af proceduren og dens varighed, der kan medfoere, at der forloeber op til seks maaneder, foer opholdsbeviset udstedes, indebaerer en overdreven byrde for den paagaeldende og udgoer saaledes en reel hindring for arbejdstagernes frie bevaegelighed, der er i strid med artikel 48.
Det foelger klart af direktivets artikel 9, stk. 1, at opholdsdokumenter for EF-statsborgere udstedes og forlaenges gratis eller mod betaling af et beloeb, der ikke maa overstige det gebyr, der betales af indenlandske statsborgere for udstedelse af identitetskort. Paa grund af reglerne om bekraeftelse paa registreringen skal en EF-statsborger gennem flere administrative etaper, foer han opnaar et endeligt bevis, og der opkraeves et beloeb for hver etape. Selv om hvert beloeb i sig selv ikke overstiger det beloeb, der betales for udstedelse af et identitetskort til indenlandske statsborgere, er det samlede beloeb hoejere end dette beloeb, hvilket udgoer en overtraedelse af direktivets artikel 9, stk. 1.
6 En medlemsstat tilsidesaetter de forpligtelser, der paahviler den i henhold til traktatens artikel 48 og direktiv 68/360 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer, naar den til arbejdstagere og saesonarbejdere, hvis beskaeftigelse er af en paaregnet varighed paa indtil tre maaneder, udsteder et bevis vedroerende deres ophold og kraever betaling herfor.
Direktivets artikel 8, stk. 1, som i litra a) bestemmer, at medlemsstaterne skal tillade arbejdstagere, som har loennet beskaeftigelse af en paaregnet varighed paa indtil tre maaneder, ophold uden meddelelse af opholdsbevis, idet den legitimation, med hvilken arbejdstageren er indrejst i omraadet, og en erklaering fra arbejdsgiveren med angivelse af den paaregnede beskaeftigelsesperiode, skal gaelde, og i litra c) fastslaar, at saesonarbejderes ophold er daekket, naar de er i besiddelse af en arbejdsaftale med paategning af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis omraade de begiver sig ind paa for at udoeve deres beskaeftigelse, indebaerer, at alt hvad der ligger ud over anmeldelsen ifoelge direktivets artikel 8, stk. 2, som de kompetente myndigheder i modtagerlandet kan paalaegge arbejdstageren, for at denne giver oplysning om sit ophold, og antager karakter af en godkendelse eller et opholdsbevis, er uforeneligt med direktivet. Et krav om betaling af en afgift i forbindelse med en saadan anmeldelse udgoer en oekonomisk hindring for disse arbejdstageres frie bevaegelighed, som er i strid med faellesskabsbestemmelserne.
Parter
I sag C-344/95,
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Pieter van Nuffel, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
sagsoeger,
mod
Kongeriget Belgien ved kommitteret Jan Devadder, Ministeriet for Udenrigsanliggender, Udenrigshandel og Udviklingssamarbejde, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg paa Belgiens Ambassade, 4, rue des Girondins, Résidence Champagne,
sagsoegt,
angaaende en paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Belgien har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til EF-traktatens artikel 48 og Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer (EFT 1968 II, s. 477),
- idet det paalaegger statsborgere fra de oevrige medlemsstater, som soeger beskaeftigelse i Belgien, at forlade landet efter tre maaneders forloeb
- idet det til arbejdstagere, der har et arbejde af mindst et aars varighed, i de foerste seks maaneder af deres ophold i stedet for et opholdsbevis for statsborgere i en medlemsstat udsteder to paa hinanden foelgende bekraeftelser paa, at de er registreret, og kraever betaling for bekraeftelserne, og
- idet det til arbejdstagere og saesonarbejdere, hvis beskaeftigelse er af en paaregnet varighed paa indtil tre maaneder, udsteder et bevis vedroerende deres ophold og kraever betaling herfor,
har
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini (refererende dommer), og dommerne C.N. Kakouris, G. Hirsch, H. Ragnemalm og R. Schintgen,
generaladvokat: C.O. Lenz
justitssekretaer: R. Grass,
paa grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 14. november 1996,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 30. oktober 1995 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Belgien har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til EF-traktatens artikel 48 og Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer (EFT 1968 II, s. 477, herefter »direktivet«),
- idet det paalaegger statsborgere fra de oevrige medlemsstater, som soeger beskaeftigelse i Belgien, at forlade landet efter tre maaneders forloeb
- idet det til arbejdstagere, der har et arbejde af mindst et aars varighed, i de foerste seks maaneder af deres ophold i stedet for et opholdsbevis for statsborgere i en medlemsstat udsteder to paa hinanden foelgende bekraeftelser paa, at de er registreret, og kraever betaling for bekraeftelserne, og
- idet det til arbejdstagere og saesonarbejdere, hvis beskaeftigelse er af en paaregnet varighed paa indtil tre maaneder, udsteder et bevis vedroerende deres ophold og kraever betaling herfor.
2 Ophold for EF-statsborgere og medlemmer af deres familie, der flytter til Belgien for at udoeve loennet beskaeftigelse, er reguleret ved lov af 15. december 1980 (som aendret ved lov af 6.5.1993, Moniteur belge af 21.5.1993). Gennemfoerelsesbestemmelserne findes i arrêté royal (kongelig anordning) af 8. oktober 1981 (Moniteur belge af 27.10.1981) om udlaendinges indrejse, ophold, etablering og udsendelse (herefter »kongelig anordning«).
3 I artikel 45 i den kongelige anordning fastsaettes proceduren for udstedelse af opholdsbevis til statsborgere i andre medlemsstater, som har til hensigt at udoeve loennet beskaeftigelse eller selvstaendig virksomhed i Belgien i mindst et aar. Bestemmelsens stk. 1 har foelgende ordlyd:
»EF-udlaendinge, som indrejser til Belgien for dér at udoeve loennet beskaeftigelse eller selvstaendig virksomhed af en paaregnet varighed paa mindst et aar, indskrives i registeret over udlaendinge ved forevisning af de til den paagaeldendes indrejse kraevede dokumenter, og der udstedes en bekraeftelse paa registreringen ... der gaelder i tre maaneder fra datoen for udstedelsen.
Samtidig med indskrivningen i registeret indgives en ansoegning om ret til fast ophold ...
Inden tre maaneder efter indgivelsen af ansoegningen skal en EF-udlaending fremlaegge enten en arbejdsgivererklaering ... saafremt han udoever eller har til hensigt at udoeve loennet beskaeftigelse, eller de dokumenter, der kraeves til udoevelse af det paagaeldende erhverv, saafremt han udoever eller agter at udoeve selvstaendig virksomhed. Kommunalforvaltningen kontrollerer i givet fald, om den paagaeldende EF-udlaending reelt har indtaegtsgivende beskaeftigelse eller udoever indtaegtsgivende virksomhed; den udarbejder en kontrolrapport og fremsender en kopi heraf til det ministerium, der har udlaendinges indrejse, ophold, etablering og udsendelse som sit ansvarsomraade.
Saafremt de i stk. 3 omhandlede dokumenter fremlaegges foer udloebet af den fastsatte frist, forlaenger kommunalforvaltningen bekraeftelsen paa registreringen for en ny periode paa tre maaneder. I modsat fald udsteder forvaltningen et bevis til den paagaeldende udlaending ...«
4 I artikel 45, stk. 2, i den kongelige anordning bestemmes:
»Ministeren ... eller den, han bemyndiger hertil, traeffer afgoerelse om at udstede eller at afslaa et bevis for ret til fast ophold saa hurtigt som muligt og senest seks maaneder efter indgivelsen af ansoegningen herom og giver de noedvendige instrukser til kommunalforvaltningen.
Saafremt ministeren ... eller den, han bemyndiger hertil, udsteder et bevis for ret til fast ophold, eller saafremt der ikke er meddelt anden instruks inden seks maaneder, indskriver kommunalforvaltningen den paagaeldende EF-udlaending i befolkningsregisteret og udsteder et opholdsbevis for statsborgere i en medlemsstat i De Europaeiske Faellesskaber til den paagaeldende.
Saafremt ministeren ... eller den, han bemyndiger hertil, afviser ret til fast ophold, kan han paalaegge den paagaeldende udlaending at forlade landet. Denne afgoerelse meddeles den paagaeldende udlaending ...«
5 Artikel 47 i den kongelige anordning indeholder regler for statsborgere i de oevrige medlemsstater, som agter at udoeve loennet beskaeftigelse eller selvstaendig virksomhed i Belgien af en paaregnet varighed paa indtil tre maaneder, herunder for saesonarbejdere. Bestemmelsen har foelgende ordlyd:
»En EF-udlaending, der indrejser til Belgien for dér at udoeve loennet beskaeftigelse eller selvstaendig virksomhed af en paaregnet varighed paa indtil tre maaneder, samt EF-saesonarbejdere, der har beskaeftigelse i hoejst tre maaneder, modtager et bevis fra kommunalforvaltningen, naar den paagaeldende fremviser de til indrejsen kraevede dokumenter og enten en erklaering om ansaettelse fra en arbejdsgiver eller en arbejdsattest eller de dokumenter, der kraeves til udoevelsen af den paagaeldendes erhverv ...«
6 I henhold til artikel 49 i den kongelige anordning finder anordningens artikel 45, 46 og 47 anvendelse paa EF-statsborgeres familiemedlemmer.
7 Dernaest giver artikel 2 i lov af 14. marts 1968 om ophaevelse af lovbekendtgoerelsen af 12. oktober 1953 om gebyrer i forbindelse med udlaendinges ophold (Moniteur belge af 5.4.1968) kommunerne adgang til at opkraeve betaling til daekning af de administrative omkostninger ved udstedelse, fornyelse, erstatning eller forlaengelse af opholdsbeviser. Denne bestemmelse fastslaar udtrykkeligt, at disse gebyrer ikke maa overstige de gebyrer, der betales af belgiske statsborgere for udstedelse af identitetskort.
8 Endelig henledes i et ministerielt cirkulaere af 24. april 1989 om gebyr i forbindelse med udstedelse af administrative beviser til udlaendinge (Moniteur belge af 23.5.1989) kommunalforvaltningernes opmaerksomhed paa forbuddet mod forskelsbehandling paa omraadet.
9 Kommissionen anmodede ved aabningsskrivelse af 3. august 1993 i medfoer af traktatens artikel 169 den belgiske regering om at fremsaette sine bemaerkninger vedroerende disse bestemmelsers forenelighed med faellesskabsretten.
10 Da regeringen ikke besvarede denne skrivelse, tilstillede Kommissionen den 4. august 1994 den belgiske regering en begrundet udtalelse, hvorved den anmodede regeringen om at traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at rette sig efter faellesskabsretten inden for to maaneder fra meddelelsen af den begrundede udtalelse.
11 I en meddelelse af 12. august 1994 erkendte den belgiske regering, at ordningen for saa vidt angaar arbejdssoegende ikke var i overensstemmelse med faellesskabsforpligtelserne, og den oplyste, at den havde til hensigt at aendre reglerne. Hvad angaar andet og tredje klagepunkt bestred regeringen derimod i foerste omgang Kommissionens opfattelse. Den erkendte dog i to senere skrivelser af 9. november 1994 og 18. april 1995, at det ligeledes var noedvendigt at tilpasse reglerne. Da der ikke er truffet foranstaltninger hertil, har Kommissionen anlagt denne sag.
Foerste klagepunkt vedroerende paabud om at forlade landet efter tre maaneders forloeb
12 Med dette foerste klagepunkt har Kommissionen gjort gaeldende, at bestemmelserne i artikel 45 i den kongelige anordning om, at en EF-statsborger, som ikke har fundet beskaeftigelse ved udloebet af en periode paa tre maaneder efter indgivelsen af ansoegningen om ret til fast ophold, og som ikke har forevist de kommunale myndigheder et bevis for, at han udoever loennet beskaeftigelse, automatisk modtager et paabud om at forlade landet, klart er i strid med traktatens artikel 48, saaledes som denne er blevet fortolket af Domstolen i dommen af 26. februar 1991 (sag C-292/89, Antonissen, Sml. I, s. 745).
13 Den belgiske regering bestrider ikke dette klagepunkt og har anfoert, at den har til hensigt at aendre den kongelige anordning med henblik paa at tillade, at arbejdssoegendes ophold kan forlaenges paa de betingelser, Domstolen har fastsat i Antonissen-dommen.
14 Indledningsvis bemaerkes, at ifoelge Domstolens faste praksis er princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed, der er fastlagt i traktatens artikel 48, stk. 1, 2 og 3, et af Faellesskabets grundlaeggende principper, hvorfor bestemmelser til gennemfoerelse af denne frihed skal fortolkes udvidende (jf. bl.a. Antonissen-dommen, praemis 11).
15 Dernaest har Domstolen i Antonissen-dommens praemis 13 fastslaaet, at arbejdskraftens frie bevaegelighed omfatter EF-statsborgeres ret til frit at bevaege sig i andre medlemsstater og opholde sig dér med henblik paa at soege beskaeftigelse.
16 Dernaest skal det fremhaeves, at formaalet med artikel 48 tilgodeses, naar faellesskabslovgivningen eller national lovgivning giver de paagaeldende en rimelig frist til i den paagaeldende medlemsstat at faa kendskab til de beskaeftigelsestilbud, der svarer til deres erhvervsmaessige kvalifikationer, og til i givet fald at foretage det fornoedne for at blive ansat (jf. Antonissen-dommen, praemis 16).
17 Endelig bemaerkes, at da der ikke findes faellesskabsregler, der fastsaetter en frist for EF-statsborgeres ophold, naar disse soeger beskaeftigelse, har medlemsstaterne ret til at fastsaette en rimelig frist herfor. Saafremt den paagaeldende efter udloebet af denne frist beviser, at han fortsat soeger arbejde og har reelle chancer for at opnaa ansaettelse, kan den modtagende medlemsstat dog ikke paalaegge ham at udrejse (jf. Antonissen-dommen, praemis 21).
18 Paa denne baggrund er det tilstraekkeligt at konstatere, at de belgiske bestemmelser er i strid med faellesskabsretten, idet den automatisk paalaegger statsborgere fra andre medlemsstater, som soeger beskaeftigelse, at forlade landet efter udloebet af den fastsatte frist.
19 Der maa derfor gives Kommissionen medhold i det klagepunkt, den har fremsat i denne sammenhaeng.
Andet klagepunkt vedroerende reglerne om bekraeftelse paa registreringen
20 Med dette andet klagepunkt har Kommissionen gjort gaeldende, at udstedelse af et andet dokument end opholdsbeviset ikke er forudset i direktivet, og at myndighederne i den modtagende medlemsstat i henhold til direktivets artikel 4 er forpligtet til at udstede et opholdsbevis til en arbejdstager, naar han foreviser de dokumenter, der kraeves ifoelge bestemmelsen. Paa dette grundlag er det Kommissionens opfattelse, at den kongelige anordning er i strid med faellesskabsretten. Da der kan opkraeves betaling af en EF-statsborger for udstedelse og fornyelse af bekraeftelsen paa registreringen, er reglerne ikke i overensstemmelse med det forbud mod forskelsbehandling hvad angaar gebyrer, der fremgaar af direktivets artikel 9, stk. 1.
21 Den belgiske regering har for det foerste gjort gaeldende, at den planlaegger en aendring af den kongelige anordning med henblik paa, at der kun udstedes én bekraeftelse paa registreringen, og for det andet, at et cirkulaere til kommunerne er under udarbejdelse med henblik paa at forklare dem, at det samlede afgifts- og gebyrbeloeb i forbindelse med proceduren for udstedelse af opholdsbeviset ikke maa overstige det, der opkraeves ved udstedelse af et identitetskort til en belgisk statsborger.
22 Ifoelge Domstolens praksis indebaerer direktivets artikel 4 en forpligtelse for medlemsstaterne til at udstede opholdstilladelse til enhver arbejdstager, der ved at forevise den fornoedne dokumentation, dvs. den legitimation, med hvilken han er indrejst paa vedkommende stats omraade, og en erklaering fra arbejdsgiveren om ansaettelse hos denne eller en arbejdsattest, godtgoer, at han omfattes af en af de kategorier, som er fastsat i direktivets artikel 1 (jf. dom af 8.4.1976, sag 48/75, Royer, Sml. s. 497, praemis 37).
23 Det bemaerkes, at der i de belgiske regler om bekraeftelse paa registreringen ikke tages hensyn til, om arbejdstageren fra en anden medlemsstat, naar han forelaegger den foerste anmodning om udstedelse af en opholdstilladelse, allerede paa det tidspunkt foreviser alle de dokumenter, der kraeves ifoelge direktivet. Dernaest kan reglerne medfoere, at der forloeber op til seks maaneder, foer opholdsbeviset udstedes.
24 Som anfoert af generaladvokaten i punkt 11 i forslaget til afgoerelse, indebaerer denne tilrettelaeggelse af proceduren og dens varighed indtil udstedelsen af et opholdsbevis en overdreven byrde for den paagaeldende, og de udgoer saaledes en reel hindring for arbejdstagernes frie bevaegelighed, der er i strid med traktatens artikel 48.
25 Hvad angaar reglerne om betaling af et beloeb for bekraeftelsen foelger det klart af direktivets artikel 9, stk. 1, at opholdsdokumenter for EF-statsborgere udstedes og forlaenges gratis eller mod betaling af et beloeb, der ikke maa overstige det gebyr, der betales af indenlandske statsborgere for udstedelse af identitetskort.
26 Paa grund af reglerne om bekraeftelse paa registreringen skal en EF-statsborger gennem flere administrative etaper, foer han opnaar et endeligt bevis, og der opkraeves et beloeb for hver etape. Selv om hvert beloeb i sig selv ikke overstiger det beloeb, der betales for udstedelse af et identitetskort til indenlandske statsborgere, er det samlede beloeb hoejere end dette beloeb, hvilket udgoer en overtraedelse af direktivets artikel 9, stk. 1.
27 Der maa derfor gives Kommissionen medhold i det klagepunkt, den har fremsat i denne sammenhaeng.
Tredje klagepunkt vedroerende de beviser, der udstedes til arbejdstagere, hvis ophold er af mindre end tre maaneders varighed
28 Med det tredje klagepunkt har Kommissionen gjort gaeldende, at udstedelse af et bevis for, at en arbejdstager fra en anden medlemsstat har opholdsret, naar han rejser til Belgien for at udoeve loennet beskaeftigelse, der ikke overstiger tre maaneder, eller for en saesonarbejders opholdsret, udgoer en administrativ og oekonomisk hindring for disse personer, saaledes at reglerne er i strid med direktivets artikel 8, stk. 1, der ikke forudser udstedelse af et saadant bevis.
29 Den belgiske regering har erklaeret, at den har til hensigt at ophaeve forpligtelsen for saesonarbejdere og EF-statsborgere, som har til hensigt at udoeve loennet beskaeftigelse i Belgien af en paaregnet varighed paa indtil tre maaneder, til at fremvise en erklaering fra arbejdsgiveren om ansaettelse eller en arbejdsattest.
30 Det bemaerkes, at direktivets artikel 8, stk. 1, litra a), bestemmer, at medlemsstaterne skal tillade arbejdstagere, som har loennet beskaeftigelse af en paaregnet varighed paa indtil tre maaneder, ophold uden meddelelse af opholdsbevis, idet den legitimation, med hvilken arbejdstageren er indrejst i omraadet, og en erklaering fra arbejdsgiveren med angivelse af den paaregnede beskaeftigelsesperiode, skal gaelde. Ifoelge direktivets artikel 8, stk. 1, litra c), er saesonarbejderes ophold daekket, naar de er i besiddelse af en arbejdsaftale med paategning af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis omraade de begiver sig ind paa for at udoeve deres beskaeftigelse.
31 Uanset at direktivets artikel 8, stk. 2, bestemmer, at de kompetente myndigheder i modtagerlandet kan kraeve, at arbejdstageren anmelder sit ophold, foelger det af ovenstaaende, at alt, hvad der ligger ud over en saadan anmeldelse og antager karakter af en godkendelse eller et opholdsbevis, er uforeneligt med direktivet.
32 Dernaest udgoer kravet om betaling af et gebyr i forbindelse med en saadan anmeldelse en oekonomisk hindring for disse arbejdstageres frie bevaegelighed, hvilket ligeledes er i strid med faellesskabsbestemmelserne.
33 Der maa derfor gives Kommissionen medhold i det klagepunkt, den har fremsat i denne sammenhaeng.
34 Det maa herefter fastslaas, at Kongeriget Belgien har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til traktatens artikel 48 og direktivet,
- idet det paalaegger statsborgere fra de oevrige medlemsstater, som soeger beskaeftigelse i Belgien, at forlade landet efter tre maaneders forloeb
- idet det til arbejdstagere, der har et arbejde af mindst et aars varighed, i de foerste seks maaneder af deres ophold i stedet for et opholdsbevis for statsborgere i en medlemsstat udsteder to paa hinanden foelgende bekraeftelser paa, at de er registreret, og kraever betaling for bekraeftelserne, og
- idet det til arbejdstagere og saesonarbejdere, hvis beskaeftigelse er af en paaregnet varighed paa indtil tre maaneder, udsteder et bevis vedroerende deres ophold og kraever betaling herfor.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
35 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da Kongeriget Belgien har tabt sagen, boer det paalaegges at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
1) Kongeriget Belgien har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til EF-traktatens artikel 48 og Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer,
- idet det paalaegger statsborgere fra de oevrige medlemsstater, som soeger beskaeftigelse i Belgien, at forlade landet efter tre maaneders forloeb
- idet det til arbejdstagere, der har et arbejde af mindst et aars varighed, i de foerste seks maaneder af deres ophold i stedet for et opholdsbevis for statsborgere i en medlemsstat udsteder to paa hinanden foelgende bekraeftelser paa, at de er registreret, og kraever betaling for bekraeftelserne, og
- idet det til arbejdstagere og saesonarbejdere, hvis beskaeftigelse er af en paaregnet varighed paa indtil tre maaneder, udsteder et bevis vedroerende deres ophold og kraever betaling herfor.
2) Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy