Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Appel ° anbringender ° gentagelse af de for Retten paaberaabte anbringender og argumenter ° formalitetsmangel ° lagt til grund
[Statutten for EF-Domstolen, art. 49 og 51; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]
Parter
I sag C-31/95 P,
Sergio Del Plato, tjenestemand ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, med bopael i Varese (Italien), ved advokat Luigi Bonomi, Varese, og med valgt adresse i 21100 Varese, via Orrigoni 6,
appellant,
angaaende appel af kendelse afsagt den 7. december 1994 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Foerste Afdeling) i sag T-242/94, Del Plato mod Kommissionen (Sml. Pers. II, s. 961), hvorunder der er nedlagt paastand om ophaevelse af denne kendelse,
den anden part i appelsagen er:
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved ledende juridisk konsulent Gianluigi Valsesia, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, G. Hirsch (refererende dommer), og dommerne G.F. Mancini og F.A. Schockweiler,
generaladvokat: N. Fennelly
justitssekretaer: R. Grass,
efter at have hoert generaladvokaten,
afsagt foelgende
Kendelse
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 9. februar 1995 har S. Del Plato i medfoer af EF-statuttens artikel 49 og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutten for Domstolen ivaerksat appel af en af Retten i Foerste Instans afsagt kendelse af 7. december 1994 (sag T-242/94, Del Plato mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 961), hvorved sagsoegerens paastande om henholdsvis annullation af Kommissionens afgoerelse af 1. juni 1992 om ikke at medtage ham paa listen over de ansoegere, der blev anset for egnede til at overgaa fra kategori B til kategori A, samt om dom for, at Kommissionen var pligtig at erstatte ham den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, der var forvoldt ham, afvistes fra behandling i realiteten.
2 Det fremgaar af den appellerede kendelse, at sagsoegeren ikke reagerede paa den omtvistede afgoerelse inden for den i tjenestemandsvedtaegtens artikel 90 fastsatte frist.
3 Efter at en kollega til S. Del Plato, X, havde indgivet klage i henhold til vedtaegtens artikel 90 over afgoerelsen om ikke at medtage ham paa naevnte liste, blev han den 8. juli 1993, som det fremgaar af en skrivelse, Kommissionen tilstillede ham den 29. juli 1993, optaget paa listen over ansoegere, der ansaas for egnede til at skifte kategori.
4 X havde desuden, for at fristerne for sagsanlaeg ved Retten ikke skulle blive ved med at loebe, anlagt sag ved Retten ved staevning indleveret den 17. marts 1993 (EFT C 123, s. 13). Da ad hoc-udvalget gav ham medhold i hans klage, haevede X sagen, og sag T-23/93 blev slettet af Rettens register ved kendelse af 14. juli 1993 (EFT C 231, s. 13).
5 Da S. Del Plato blev bekendt med afgoerelsen om at erklaere X egnet til at skifte kategori gennem offentliggoerelsen den 27. august 1993 af kendelsen om slettelse af sag T-23/93, indgav S. Del Plato den 19. november 1993 en klage over ad hoc -udvalgets afgoerelse om ikke at medtage ham paa listen over egnede ansoegere og gjorde herved gaeldende, at medtagelsen af X paa listen over ansoegere, der var fundet egnede til at skifte kategori, var en ny omstaendighed, der kunne bringe fristen paa tre maaneder ifoelge vedtaegtens artikel 90 og 91 til at loebe paa ny.
6 Kommissionen besvarede ikke klagen, hvorefter sagsoegeren den 27. juni 1994 anlagde den sag, der har foert til den appellerede kendelse.
7 I denne kendelse udtalte Retten, at afgoerelsen om at optage X paa listen ikke udgjorde en ny omstaendighed i forhold til sagsoegeren og derfor ikke kunne paaberaabes til stoette for det synspunkt, at fristerne ifoelge vedtaegtens artikel 90 og 91 begyndte at loebe paa ny.
8 Retten udtalte under henvisning til Domstolens praksis, at vedtagelsen af en afgoerelse vedroerende en eller flere kolleger til en sagsoeger i det hoejeste kan udgoere en ny omstaendighed af afgoerende betydning, der kan begrunde en fornyet undersoegelse af denne sagsoegers stilling, naar de situationer, der er tale om, er identiske, og navnlig naar de grunde, der vil kunne gives for den afgoerelse, der eventuelt vedtages efter denne fornyede undersoegelse, ikke adskiller sig fra de grunde, der foerte til vedtagelsen af den afgoerelse, den paagaeldende paaberaaber sig som en ny omstaendighed (praemis 20).
9 Retten har i det foreliggende tilfaelde fastslaaet (praemis 24), at sagsoegeren i klagen af 19. november 1993, hvormed han oenskede en fornyet overvejelse af afgoerelsen af 1. juni 1992 om ikke at medtage ham paa listen over egnede ansoegere, har gjort gaeldende, at denne afgoerelse er fejlbehaeftet, idet der foreligger en tilsidesaettelse af reglerne om den i den forbindelse relevante procedure, fordi ad hoc-udvalget paalagde ham at fremlaegge en redegoerelse, som han med de eksamensbeviser og beviser for faglig uddannelse, han var i besiddelse af, skulle have vaeret fritaget for at fremlaegge, og fordi emnet for redegoerelsen var blevet valgt af naevnte udvalg, samt at der foreligger en tilsidesaettelse af begrundelsespligten med den skrivelse, hvormed det blev meddelt ham, at han ikke var optaget paa listen over egnede ansoegere. Omvendt rejste klagen fra X, der foerte til, at han blev optaget paa listen over egnede ansoegere den 8. juli 1993, kun tvivl om vurderingen i ad hoc-udvalget om den redegoerelse, som han havde forelagt det.
10 Retten naaede paa baggrund heraf til det resultat, at de grunde, der foerte til, at sagsoegeren og oprindeligt ogsaa X ikke blev optaget paa listen over egnede ansoegere, samt til sidstnaevntes senere optagelse paa denne liste, ikke var de samme, og at sagsoegeren derfor ikke, naar henses til denne manglende lighed mellem hans stilling og stillingen for X, kan goere gaeldende, at afgoerelsen om at medtage sidstnaevnte paa listen over egnede ansoegere udgoer en ny omstaendighed af afgoerende betydning for ham (praemis 22).
11 Sagsoegeren har navnlig stoettet appellen paa anbringender om de fejl, som Kommissionens afvisningspaastand ifoelge ham bygger paa, og som udgoer grundlaget for den appellerede kendelse, hvorved Retten tog naevnte paastand til foelge.
12 Sagsoegeren goer i den forbindelse gaeldende, at Kommissionens synspunkt viser sig at vaere fejlagtigt og klart kraenker kontradiktionsprincippet i det omfang, den har bestridt, at anerkendelsen af rigtigheden af de grunde, som en anden ansoeger i forbindelse med samme udvaelgelsesproeve, der havde anlagt sag til proevelse af afgoerelsen om at udelukke ham af helt identiske grunde, havde fremfoert, udgoer en ny omstaendighed.
13 Sagsoegeren har anfoert, at han ikke kunne vaere bekendt med alle de aabenbare procedurefejl blot gennem forkyndelsen af den afgoerelse, hvorved han blev udelukket fra listen over egnede ansoegere, idet denne afgoerelse overhovedet ikke var begrundet.
14 Der kan efter sagsoegeren ikke herske tvivl om, at Kommissionens adfaerd, som gik ud paa at optage en anden ansoeger paa listen over egnede ansoegere, efter at denne havde anlagt sag, maa anses for en "ny omstaendighed" til hans fordel, saaledes at fristerne som foelge heraf begynder at loebe paa ny; Kommissionen har desuden anerkendt rigtigheden af de anbringender, der laa til grund for den anden ansoegers soegsmaal, og som i kraft af en tilsvarende adfaerd havde medfoert, at ogsaa han selv ulovligt ikke blev medtaget paa listen over egnede ansoegere.
15 Sagsoegeren har endelig anfoert, at en procedurefejl efter en streng juridisk bedoemmelse kan vaere genstand for en legalitetskontrol af objektiv karakter, der ogsaa har interesse for andre ansoegere, der har samme retsstilling.
16 Kommissionen har paastaaet sagen afvist; subsidiaert har den paastaaet sig frifundet for sagsoegerens paastande.
17 I henhold til procesreglementets artikel 119 kan Domstolen naar som helst beslutte at afvise eller forkaste appellen, naar det er aabenbart, at denne helt eller delvis skal afvises eller forkastes.
18 Ifoelge artikel 51 i EF-statutten for Domstolen er appel til Domstolen begraenset til retsspoergsmaal og kan kun stoettes paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten. I procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), angives det, at appelskriftet skal indeholde de retlige anbringender og argumenter, der paaberaabes.
19 Af disse bestemmelser foelger det, at et appelskrift klart skal angive de punkter i den appellerede afgoerelse, der kritiseres, samt de retlige argumenter, der goeres gaeldende til stoette for paastanden om annullation af afgoerelsen.
20 Ifoelge Domstolens faste praksis er dette krav ikke opfyldt, naar appellen blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var stoettet paa faktiske omstaendigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at laegge til grund. En saadan appel har nemlig i realiteten kun til formaal at opnaa, at de i staevningen fremsatte paastande paadoemmes endnu en gang, hvilket i henhold til artikel 49 i EF-statutten for Domstolen falder uden for Domstolens kompetence (jf. navnlig kendelse af 17.10.1995, sag C-62/94 P, Turner mod Kommissionen, Sml. I, s. 3177, praemis 17).
21 Retten har i det foreliggende tilfaelde begrundet sin afgoerelse med, at de grunde, der foerte til, at sagsoegeren og oprindeligt ogsaa X ikke blev optaget paa listen over egnede ansoegere, samt til sidstnaevntes senere optagelse paa denne liste, ikke var de samme.
22 Sagsoegeren har imidlertid ikke anfaegtet dette afgoerende element i kendelsen, men blot gentaget sin kritik af de argumenter, som Kommissionen fremfoerte for Retten, og som denne ikke ansaa for relevante.
23 Det er paa baggrund heraf aabenbart, at appellen skal afvises, jf. procesreglementets artikel 119.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
24 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Ifoelge procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte deres egne omkostninger. I medfoer af procesreglementets artikel 122 finder artikel 70 ikke anvendelse ved appel ivaerksat af institutionernes tjenestemaend eller oevrige ansatte. Da S. Del Plato har tabt sagen, paalaegges det ham at betale appelsagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
1) S. Del Plato' s appel afvises.
2) S. Del Plato betaler appelsagens omkostninger.
Saaledes bestemt i Luxembourg den 14. marts 1996.
Full & Egal Universal Law Academy