Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt ° bestemmelse, som fastlaegger reglerne om sprog for den ensartede fremgangsmaade for opnaaelse af et EF-varemaerke ° soegsmaal anlagt af en fuldmaegtig i varemaerkesager ° afvisning
(EF-traktaten, art. 173, stk. 4; Raadets forordning nr. 40/94, art. 115)
Sammendrag
Da anvendelsesomraadet for artikel 115 i forordning nr. 40/94 om EF-varemaerker ° som finder anvendelse paa alle, der ansoeger om EF-varemaerker, idet den paalaegger dem en ordning paa det sproglige omraade ° er objektivt fastlagt i forhold til dens formaal, skal der ske afvisning af et annullationssoegsmaal anlagt til proevelse af denne bestemmelse af en fysisk person, der er fuldmaegtig i varemaerkesager, og som ikke har godtgjort, at hendes faktiske situation adskiller hende fra alle andre, der paa egne eller sine mandanters vegne oensker at opnaa et EF-varemaerke.
Parter
I sag C-270/95 P,
Christina Kik, advokat og fuldmaegtig i varemaerkesager, ved advokat Goosen L. Kooy, Haag, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Nicolas Decker, 16, avenue Marie-Thérèse,
appellant,
angaaende appel af kendelse afsagt den 19. juni 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Foerste Afdeling) (sag T-107/94, Kik mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 1717), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af kendelsen,
de andre parter i appelsagen er:
Raadet for Den Europaeiske Union ved Giorgio Maganza og Guus Houttuin, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos direktoer Bruno Eynard, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,
og
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Pieter van Nuffel, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
stoettet af
Kongeriet Spanien ved Director General de Coordinación Jurídica e Institucional Comunitaria Alberto José Navarro González og Abogado del Estado Gloria Calvo Díaz, Servicio Jurídico ante el Tribunal de Justicia, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Den Spanske Ambassade, 4-6, boulevard Emmanuel Servais,
intervenient,
har
DOMSTOLEN (Foerste Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, D.A.O. Edward, og dommerne P. Jann (refererende dommer) og L. Sevón,
generaladvokat: P. Léger
justitssekretaer: R. Grass,
efter at have hoert generaladvokaten,
afsagt foelgende
Kendelse
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 9. august 1995 har Christina Kik i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne for Domstolen ivaerksat appel af en af Retten i Foerste Instans afsagt kendelse af 19. juni 1995 (sag T-107/94, Kik mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 1717), hvorved Retten afviste den af appellanten anlagte sag, hvorunder hun havde nedlagt paastand om annullation af artikel 115 i Raadets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemaerker (EFT 1994 L 11, s. 1, herefter "forordning nr. 40/94"), for saa vidt som den udelukker nederlandsk som officielt sprog ved Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked (varemaerker, moenstre og modeller) (herefter "Harmoniseringskontoret").
2 Harmoniseringskontoret blev oprettet ved artikel 2 i forordning nr. 40/94.
3 Reglerne om anvendelse af sprog i forbindelse med indgivelse af ansoegninger og i indsigelses-, fortabelses- eller ugyldighedssager er indeholdt i artikel 115 i forordning nr. 40/94. I henhold til stk. 1 kan ansoegninger om registrering af et EF-varemaerke indgives paa ethvert af Det Europaeiske Faellesskabs officielle sprog. Ifoelge stk. 2 er Harmoniseringskontorets sprog kun engelsk, fransk, italiensk, spansk og tysk. Stk. 3-7 bestemmer bl.a., at ansoegeren i selve ansoegningen skal angive et "andet" sprog, som skal vaere et af Harmoniseringskontorets sprog, at Harmoniseringskontoret, hvis ansoegningen ikke er indgivet paa et af dets sprog, kan sende skriftlige meddelelser til ansoegeren paa det paagaeldende andet sprog, og at ansoegeren forudsaettes at acceptere det andet sprog som behandlingssprog i indsigelses-, fortabelses- eller ugyldighedssager.
4 Det fremgaar af den appellerede kendelse (praemis 3), at appellanten, der har nederlandsk som modersmaal, virker som advokat og fuldmaegtig i varemaerkesager. Hun er oekonomisk interesseret i et nederlandsk patentbureau.
5 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. marts 1994 anlagde appellanten sag mod Raadet og Kommissionen med paastand om annullation af artikel 115, stk. 2, i forordning nr. 40/94. Hun nedlagde desuden paastand om, at Retten skulle forbyde Harmoniseringskontoret at traeffe eller lade traeffe de foranstaltninger, der goer det muligt for Harmoniseringskontoret at paabegynde arbejdet, foer Raadet har aendret sin beslutning om at udelukke nederlandsk som officielt sprog ved Harmoniseringskontoret. Raadet, Kommissionen og Kongeriget Spanien, som havde faaet tilladelse til at intervenere i sagen til stoette for de foerstnaevntes paastande, nedlagde paastand om afvisning.
6 Ved kendelse af 19. juni 1995 afviste Retten sagen.
7 Appellanten har i sit appelskrift nedlagt paastand om, at Domstolen ophaever Rettens kendelse og i forhold til Raadet for Den Europaeiske Union admitterer annullationssoegsmaalet til proevelse af artikel 115 i forordning nr. 40/94. Appellanten har til stoette for sin appel som eneste anbringende anfoert, at Retten har begaaet en retlig fejl, idet den har lagt til grund, at der skal ske en opdeling af de retsundergivne i kategorier paa grundlag af det sprog, som de anvender. Denne opdeling er ifoelge appellanten ulovlig, fordi den er uforenelig med artikel 1 i Raadets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gaelde for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab paa det sproglige omraade (EFT 1952-1958, s. 59). Appellanten har anfoert, at forordning nr. 40/94 som foelge af denne uforenelighed ikke har generel raekkevidde paa dette punkt. Forordningen har derimod karakter af en beslutning, som beroerer appellanten umiddelbart og individuelt.
8 Raadet og Kommissionen har i deres indlaeg i appelsagen nedlagt paastand om, at appellen forkastes.
9 I henhold til artikel 119 i Domstolens procesreglement kan Domstolen, naar som helst afvise, henholdsvis forkaste, en appel, saafremt det er aabenbart, at denne skal afvises eller forkastes.
10 Retten anfoerte foelgende i praemis 35 og 36 i sin kendelse:
"35 For saa vidt som annullationssoegsmaalet er rettet mod Raadet, bemaerkes, at et annullationssoegsmaal, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person til proevelse af en forordning, i henhold til EF-traktatens artikel 173, stk. 4, kun kan antages til realitetsbehandling, saafremt den anfaegtede forordning i realiteten er en beslutning, der beroerer sagsoegeren umiddelbart og individuelt, og at afgoerelsen af, om der foreligger en forordning eller en beslutning, beror paa, om den omhandlede retsakt er almengyldig eller ej (jf. f.eks. Domstolens kendelse af 12.7.1993, sag C-168/93, Government of Gibraltar og Gibraltar Development Corporation mod Raadet, Sml. I, s. 4009, Rettens kendelse af 11.1.1995, sag T-116/94, Cassa nazionale di previdenza ed assistenza a favore degli avvocati e procuratori mod Raadet, Sml. II, s. 1, og Rettens dom af 21.2.1995, sag T-472/93, Campo Ebro m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 421). En forordning er almengyldig, hvis den finder anvendelse paa objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for abstrakt fastlagte persongrupper (jf. f.eks. Domstolens dom af 21.11.1989, sag C-244/88, Usines coopératives de déshydratation du Vexin m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3811, og af 27.3.1990, sag C-229/88, Cargill mod Kommissionen, Sml. I, s. 1303).
36 I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af forordning nr. 40/94, at denne har til formaal at goere det muligt for virksomhederne at opnaa et EF-varemaerke efter én og samme fremgangsmaade. De ved artikel 115 indfoerte regler om sprog, som er en del af den paagaeldende fremgangsmaade, har retsvirkninger for en abstrakt fastlagt persongruppe, nemlig personer, der paa egne eller deres klienters vegne oensker at opnaa et EF-varemaerke. Den anfaegtede retsakt beroerer saaledes alene sagsoegeren i dennes objektive egenskab af fuldmaegtig i varemaerkesager, og i samme omfang som enhver anden fuldmaegtig i varemaerkesager, der ° aktuelt eller potentielt ° befinder sig i en tilsvarende situation, for saa vidt angaar det sprog, han hidtil har anvendt i forbindelse med udoevelsen af sit erhverv (jf. i lignende sager f.eks. Domstolens dom af 14.7.1983, sag 231/82, Spijker mod Kommissionen, Sml. s. 2559, praemis 9, samt Rettens kendelse af 29.10.1993, sag T-463/93, GUNA mod Raadet, Sml. II, s. 1205, praemis 17, og af 21.2.1995, sag 117/94, Associazione agricoltori della provincia di Rovigo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 455)."
11 Det bemaerkes, at appellantens argumentation ikke kan afkraefte Rettens konstatering af, at appellanten ikke er umiddelbart og individuelt beroert af artikel 115 i forordning nr. 40/94. I modsaetning til det af appellanten anfoerte, har Retten ikke skabt en ny retlig kategori, nemlig kategorien af fuldmaegtige i varemaerkesager, som arbejder paa nederlandsk, men har blot konstateret, at fuldmaegtige i varemaerkesager, som anvender dette sprog, befinder sig i en fuldt ud tilsvarende situation. Appellantens argument hviler derfor paa en fejlagtig laesning af kendelsen.
12 Det skal herved tilfoejes, at for at appellanten kan anses for individuelt beroert, kraeves det, at hendes retsstilling rammes paa grund af en faktisk situation, der adskiller hende fra alle andre og individualiserer hende paa tilsvarende maade som en adressat (jf. dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197, og af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorníu mod Raadet, Sml. I, s. 1853, praemis 20).
13 Det forhold, at en retsregel kan have konkrete virkninger, der er forskellige for de retssubjekter, som den finder anvendelse paa, udelukker ikke, at den kan have karakter af forordning, saafremt de situationer, som den finder anvendelse paa, er objektivt bestemt (jf. bl.a. dom af 11.7.1968, sag 6/68, Zuckerfabrik Watenstedt mod Raadet, Sml. 1965-1968, s. 531, org. ref.: Rec. s. 595, og af 5.5.1977, sag 101/76, Koninklijke Scholten Honig mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 797, praemis 24).
14 I det foreliggende tilfaelde finder artikel 115 i forordning nr. 40/94 anvendelse paa alle, der ansoeger om EF-varemaerker, idet den paalaegger dem en ordning paa det sproglige omraade. Forordningens anvendelsesomraade er saaledes objektivt fastlagt i forhold til dens formaal.
15 Appellanten har ikke i forhold til denne generelle ordning godtgjort, at hendes faktiske situation adskiller hende fra alle andre, der paa egne eller sine mandanters vegne oensker at opnaa et EF-varemaerke.
16 Retten har derfor med rette afvist appellantens sag.
17 Appellen maa herefter forkastes, idet den er aabenbart ugrundet.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
18 I henhold til procesreglements artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Appellanten har tabt sagen og boer derfor baere sine egne omkostninger og betale Raadets og Kommissionens omkostninger. Kongeriget Spanien, der har interveneret i sagen, baerer sine egne omkostninger, jf. procesreglementets artikel 69, stk. 4.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
DOMSTOLEN (Foerste Afdeling)
1) Appellen forkastes.
2) Appellanten baerer sine egne omkostninger og betaler Raadets og Kommissionens omkostninger. Intervenienten baerer sine egne omkostninger.
Saaledes bestemt i Luxembourg den 28. marts 1996.
Full & Egal Universal Law Academy