Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Appel ° anbringender ° fejlagtig bedoemmelse af faktiske omstaendigheder ° formalitetsmangel ° afvisning
(EF-traktaten, art. 168 A; EF-statutten for Domstolen, art. 51, stk. 1)
2. Appel ° anbringender ° anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten paaberaabte ° formalitetsmangel ° afvisning
[EF-traktaten, art. 168 A; EF-statutten for Domstolen, art. 51; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]
Sammendrag
1. Ifoelge traktatens artikel 168 A er appel begraenset til retsspoergsmaal, og denne begraensning er naermere fastsat i artikel 51, stk. 1, i statutten for Domstolen. Appellen kan saaledes kun stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktiske omstaendigheder er udelukket, og appellen kan saaledes kun antages til realitetsforhandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen af.
2. Det foelger af traktatens artikel 168 A, artikel 51 i statutten for Domstolen og artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, at et appelskrift praecist skal angive de anfaegtede punkter i den afgoerelse fra Retten, der paastaas ophaevet, samt de retlige anbringender, som denne paastand specielt stoettes paa.
Denne betingelse er ikke opfyldt med fremfoerelse af anbringender, som blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, uden at indeholde noget retligt anbringende til stoette for appelskriftets paastande. Formaalet med saadanne anbringender er i realiteten at opnaa, at de i den til Retten indgivne staevning fremsatte paastande og sagsoegtes afvisningspaastand i svarskriftet paadoemmes endnu en gang, hvilket falder uden for Domstolens kompetence.
Parter
I sag C-293/95 P,
Odigitria AAE, Athen, ved advokaterne Anastasia Chatzitzani, Georgios Stefanakis og Epameinondas Marias, Athen, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Ekaterini Thill-Kamitaki, 17, boulevard Royal,
appellant,
angaaende appel af dom afsagt den 6. juli 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Foerste Afdeling) i sag T-572/93, Odigitria mod Raadet og Kommissionen (Sml. II, s. 2025), hvorunder der er nedlagt paastand om ophaevelse af denne dom,
de andre parter i appelsagen er:
Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent John Carbery og Sofia Kyriakopoulou, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos direktoer Bruno Eynard, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,
og
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Maria Condou-Durande, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og juridisk konsulent Thomas van Rijn, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.L. Murray, og dommerne C.N. Kakouris og P.J.G. Kapteyn (refererende dommer),
generaladvokat: Michael B. Elmer
justitssekretaer: R. Grass,
efter at have hoert generaladvokaten,
afsagt foelgende
Kendelse
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 8. september 1995 har Odigitria AAE ivaerksat appel af en af Retten i Foerste Instans (Foerste Afdeling) afsagt dom af 6. juli 1995 (sag T-572/93, Odigitria mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 2025, herefter "den appellerede dom"), hvorved Retten frifandt Raadet og Kommissionen for sagsoegerens paastand om, at det i medfoer af EF-traktatens artikel 215, stk. 2, fastslaas, at De Europaeiske Faellesskaber er ansvarlig for den skade, som sagsoegeren har lidt, samt at De Europaeiske Faellesskaber paalaegges at erstatte sagsoegerens tab med et beloeb paa 102 446 183 DR med rente 24% p.a. fra sagens anlaeg til betaling sker.
2 Hvad angaar de faktiske omstaendigheder i tvisten, konstaterede Retten foelgende:
"1 Den foreliggende sag har udgangspunkt i en tvist mellem Republikken Senegal og Republikken Guinea-Bissau vedroerende den noejagtige afgraensning af deres havomraader. Tvisten er opstaaet paa grund af uenighed om fortolkningen af en graenseaftale, indgaaet mellem Frankrig og Portugal i 1960 foer de foerstnaevnte staters uafhaengighed.
2 De to parter havde i 1985 accepteret at lade tvisten afgoere ved voldgift. Den 31. juli 1989 blev der afsagt voldgiftskendelse.
3 Republikken Guinea-Bissau har i verbalnote af 2. august 1989 gjort indsigelse mod voldgiftskendelsen og meddelt, at den havde til hensigt fortsat at soege sagen afgjort ad rettens vej. Guinea-Bissaus regering har ligeledes afgivet en erklaering om, at '... Guinea-Bissau, der oensker at bekraefte folkets rettigheder, vil for sit vedkommende foranstalte en intensiv tilstedevaerelse i omraadet med henblik paa udnyttelse af de biologiske ressourcer, hvor Guinea-Bissau ikke vil tolerere nogen form for aktivitet, der kan vaere en hindring for denne udnyttelse og for de kompetente myndigheders udoevelse af kontrol' . Denne erklaering og verbalnoten af 2. august 1989 blev den 14. august 1989 tilstillet medlemsstaternes udenrigsministerier, Raadet og Kommissionen.
4 Guinea-Bissau har dernaest indbragt tvisten for Den Internationale Domstol i Haag (herefter 'ICJ' ) og fremsat begaering om, at der blev truffet retssikrende foranstaltninger. Den 2. marts 1990 afsagde ICJ kendelse, hvorefter begaeringen ikke blev taget til foelge. I dom af 12. november 1991 har ICJ stadfaestet voldgiftskendelsen. Guinea-Bissaus myndigheder besluttede derefter at anlaegge sag vedroerende sagens realitet for ICJ. Denne sag er, efter det for Kommissionen foreliggende, endnu ikke afgjort.
5 I mellemtiden havde Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (herefter 'Faellesskabet' ) den 15. juni 1979 indgaaet en aftale med den senegalesiske regering om fiskeri ud for Senegals kyst. Denne aftale blev paa Faellesskabets vegne godkendt ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2212/80 af 27. juni 1980 om indgaaelse af aftalen mellem regeringen for Republikken Senegal og Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab om fiskeri ud for Senegals kyst samt protokollen og brevvekslingen vedroerende denne aftale (EFT L 226, s. 16).
6 I aftalens artikel 1 defineres dens formaal, nemlig at fastlaegge de principper og regler, der i fremtiden skal gaelde for alt fiskeri, som udoeves af fartoejer, der sejler under EF-medlemsstaters flag, i de farvande som med hensyn til fiskeri henhoerer under Senegals hoejhedsomraade eller jurisdiktion. Ifoelge aftalens artikel 4 er faellesskabsfartoejers udoevelse af fiskeri i Senegals fiskerizone betinget af, at de er i besiddelse af en licens udstedt af Senegals myndigheder paa Faellesskabets anmodning. I aftalens bilag I, litra E), beskrives de zoner, hvor licenserne er gyldige alt efter arten af fiskeri og den paagaeldende fartoejstype.
7 Den 27. februar 1980 indgik Faellesskabet ligeledes en fiskeriaftale med Guinea-Bissau, som blev godkendt ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2213/80 af 27. juni 1980 om indgaaelse af aftalen mellem regeringen for Republikken Guinea-Bissau og Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab om fiskeri ud for Guinea-Bissaus kyst samt to brevvekslinger vedroerende denne aftale (EFT L 226, s. 33).
8 Aftalen med Senegal er blevet aendret flere gange ved aftaler herom. Den 4. februar 1991 har Faellesskabet indgaaet og Raadet godkendt en protokol til aftalen med Senegal om fastsaettelse af fiskerirettigheder og finansiel godtgoerelse (herefter 'protokol af 4. februar 1991' ), jf. forordning (EOEF) nr. 420/91 om indgaaelse af protokollen om fastsaettelse for perioden 1. maj 1990 ° 30. april 1992 af de fiskerirettigheder og den finansielle godtgoerelse, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og regeringen for Senegal om fiskeri ud for Senegals kyst (EFT L 93, s. 1). Protokollen har vaeret anvendt midlertidigt paa grundlag af en brevveksling mellem parterne.
9 Paa samme maade har Faellesskabet den 25. april 1990 indgaaet og Raadet godkendt en protokol til aftalen med Guinea-Bissau om fastsaettelse af fiskerimuligheder og finansiel godtgoerelse (herefter 'protokol af 25. april 1990' ), jf. forordning (EOEF) nr. 1235/90 om indgaaelse af protokollen om fastsaettelse af de fiskerimuligheder og den finansielle godtgoerelse, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og regeringen for Guinea-Bissau om fiskeri ud for Guinea-Bissaus kyst, for perioden 16. juni 1989 ° 15. juni 1991 (EFT L 125, s. 1).
10 Ved artikel 7 i protokollen af 25. april 1990 blev bilaget til aftalen med Guinea-Bissau ophaevet og erstattet med et nyt bilag, som i punkt K definerer den procedure, der skal foelges i tilfaelde af opbringning, saaledes:
' Kommissionen for De Europaeiske Faellesskabers myndigheder i Guinea-Bissau skal underrettes inden for 48 timer, hvis et fiskerfartoej, der foerer en medlemsstats flag, opbringes i Guinea-Bissaus fiskerizone, og modtager samtidig en kort rapport om omstaendighederne ved og aarsagerne til opbringningen.
Hvis sagen indbringes for en kompetent retsinstans, kan de guineanske myndigheder fastsaette en bankgaranti paa anmodning af Faellesskabet eller rederen.
I saa fald forpligter de guineanske myndigheder sig til at frigive fartoejet senest 24 timer efter, at bankgarantien er stillet.
Den kompetente myndighed frigiver garantien, saa snart retsinstansen har frikendt fartoejsfoereren.
Hvis en af parterne finder det noedvendigt, kan den anmode om, at der snarest afholdes konsultationer i henhold til aftalens artikel 10.'
11 I denne sammenhaeng har Guinea-Bissaus ambassade i Bruxelles den 11. maj 1990 overbragt Kommissionen en verbalnote nr. 447/CIJ/90 for at underrette den om 'udviklingen af situationen i farvandet ud for Guinea -Bissaus og Senegals kyster' . Deri omtales en ny episode, indtruffet den 11. april, og det senegalesiske soevaerns opbringning af et sovjetisk fiskerfartoej, der var i besiddelse af en fiskerilicens, udstedt af Guinea-Bissau, og som ifoelge ambassaden befandt sig i et havomraade, som ubestridt henhoerer under Guinea-Bissaus jurisdiktion. Afslutningsvis anmoder ambassaden om, at 'oplysningerne, der maa tillaegges den allerstoerste betydning, tilstilles alle de, som De finder det nyttigt at underrette ...' . Noten blev registreret i Kommissionen den 28. maj 1990.
12 Den 14. maj 1990 blev fiskerfartoejet Theodorus M, der foerer graesk flag og tilhoerer sagsoegeren, som havde forladt Dakars havn den 10. maj, og som var i besiddelse af en fiskerilicens, udstedt af de senegalesiske myndigheder, opbragt af et af Guinea-Bissaus patruljefartoejer i det omstridte havomraade. Efter opbringningen af fartoejet foretog Guinea-Bissaus myndigheder beslaglaeggelse og konfiskation af lasten, ca. 6 tons fisk, og af fartoejets papirer. Theodorus M' s fiskerilicens var udstedt af det senegalesiske Ministerium for Havfiskeri i overensstemmelse med de forskrifter, der er gaeldende mellem Senegal og Faellesskabet. Ansoegningen om licens havde vaeret forelagt de senegalesiske myndigheder ved Kommissionens mellemkomst, og licensen var blevet udstedt til sagsoegerens fartoej ligeledes via Kommissionens delegation i Dakar.
13 Foereren af Theodorus M blev ved Tribunal Popular de Bissau tiltalt for at have fisket uden at vaere i besiddelse af den noedvendige licens i farvande, der henhoerer under Guinea-Bissaus overhoejhed. Ved dom af 28. maj 1990 kendte Tribunal Popular fartoejsfoereren skyldig og idoemte ham en boede paa 213 519 000 guineanske pesos. Det udtales i dommen, at foereren havde kendskab til tvisten mellem de to republikker vedroerende det omraade, hvor fartoejet var blevet opbragt. Fartoejet blev frigivet den 25. juli 1990.
14 I telex af 21. juni 1990 anbefalede det graeske Landbrugsministeriums Direktorat for Havfiskeri, den graeske sammenslutning af havfiskere og foreningen af hoejsoerejefiskere at anmode deres medlemmer om 'ikke at fiske i det omraade, som de to lande goer krav paa, uden foerst at vaere i besiddelse af en fiskerilicens saavel til Guinea-Bissaus territorialfarvande som til Senegals territorialfarvande' ."
3 Paa denne baggrund anlagde appellanten den 6. december 1993 sag ved Retten i medfoer af traktatens artikel 215, stk. 2, med henblik paa at faa tilkendt erstatning for det tab, appellanten havde lidt paa grund af sagsoegtes akter og undladelser.
Den appellerede dom
4 Til stoette for soegsmaalet for Retten gjorde appellanten fire anbringender gaeldende, om for det foerste, at forhandlingerne og indgaaelsen af protokollerne med henholdsvis Guinea-Bissau og Senegal er ansvarspaadragende, for det andet, at Kommissionens undladelse af at underrette appellanten om tvisten mellem Guinea-Bissau og Senegal er ansvarspaadragende, for det tredje, at Kommissionens undladelse af efter opbringningen af appellantens fartoej at afholde konsultationer med Guinea-Bissau i henhold til punkt K i bilaget til protokollen af 25. april 1990 er ansvarspaadragende, og for det fjerde, at Kommissionens undladelse af at anmode om fastsaettelse af en bankgaranti i henhold til samme bestemmelse er ansvarspaadragende (praemis 23).
5 I den appellerede dom har Retten frifundet Raadet og Kommissionen.
6 Hvad angaar det andet anbringende om, at Kommissionen har paadraget sig ansvar ved at undlade at underrette appellanten om tvisten, har Retten foerst fastslaaet, at foereren af appellantens fartoej havde kendskab til tvisten mellem Guinea-Bissau og Senegal vedroerende det omstridte omraade og den risiko, han loeb, for at blive opbragt af en af de to republikker, uden at der er grund til, at Retten af egen drift indkalder fartoejsfoereren som vidne (praemis 69).
7 Retten fandt derefter, at saafremt fartoejsfoereren faktisk havde kendskab til, at det paagaeldende omraade var genstand for strid mellem de to stater, kan opbringningen af fartoejet kun forklares enten som foererens overvejede hensigt at fiske i omraadet paa eget ansvar eller som den navigationsfejl, hvorefter han fiskede i omraadet uden at vaere klar over det (praemis 70).
8 Retten fastslog herefter, at Kommissionens undladelse i begge tilfaelde, hvorefter den ikke har underrettet appellanten om tvisten mellem de to stater, ikke havde foraarsaget det paastaaede tab, hvorfor dette ikke var fremkaldt af Kommissionens adfaerd (praemis 71 og 72).
Appellen
9 I appelskriftet har appellanten foerst og fremmest nedlagt paastand om, at den appellerede dom annulleres, og dernaest at det i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, fastslaas, at de indstaevnte har paadraget sig ansvar for den skade, appellanten har lidt paa grund af deres ansvarspaadragende adfaerd, som kan tilregnes dem, samt at Faellesskabet paalaegges at betale erstatning med et beloeb paa 102 446 183 DR med rente 24% p.a. fra sagens anlaeg ved Retten i Foerste Instans til betaling sker, og endelig at de indstaevnte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
10 Til stoette for appellen har appellanten gjort gaeldende, for det foerste, at det almindelige retsprincip om, at den, der fremfoerer et anbringende eller rejser en indsigelse, ogsaa skal foere bevis herfor, er tilsidesat, for det andet, at der er vaesentlige retlige mangler ved dommen, for det tredje, at dommen lider af begrundelsesmangler, for det fjerde, at der er foretaget en forkert bedoemmelse af de argumenter, som appellanten har fremfoert i foerste instans, for det femte, at dommens praemisser er behaeftet med inkonsekvenser, og for det sjette, at der foreligger processuelle mangler og indholdsmangler ved den appellerede dom for saa vidt angaar Kommissionens pligt til at yde diplomatisk beskyttelse.
11 Kommissionen og Raadet har paastaaet appellen forkastet.
12 I henhold til procesreglementets artikel 119 kan Domstolen naar som helst ved begrundet kendelse beslutte at afvise eller forkaste appellen uden at indlede mundtlig forhandling, naar det er aabenbart, at appellen skal afvises eller forkastes.
Foerste anbringende, foerste og andet led
13 Med det foerste anbringendes foerste led goer appellanten gaeldende, at Retten har tilsidesat princippet "actore non probante reus absolvitur", eller at sagsoegte boer frifindes, saafremt sagsoegeren ikke fremlaegger bevis for sine paastande. Ifoelge appellanten har de indstaevnte paaberaabt sig en afbrydelse af aarsagsforbindelsen mellem den paastaaede overtraedelse af oplysningspligten og skaden, idet de har gjort gaeldende, at det foelger af Tribunal Popular de Bissau' s dom, at fartoejsfoereren havde kendskab til tvisten mellem Guinea-Bissau og Senegal paa det tidspunkt, da hans fartoej blev opbragt. Retten har vendt bevisbyrden om ved at stille appellanten spoergsmaal om det kendskab, som fartoejsfoereren havde til tvisten mellem de to lande, og ved at fastslaa, at denne havde kendskab hertil, alene paa grundlag af svarene.
14 Dette led af det foerste anbringende vedroerer praemis 66 i den appellerede dom, hvori Retten anfoerte foelgende:
"I denne sammenhaeng har Raadet og Kommissionen gjort gaeldende, at det bl.a. fremgaar af Tribunal Popular de Bissau' s dom, at fartoejsfoereren havde kendskab til tvisten mellem Guinea-Bissau og Senegal paa det tidspunkt, da fartoejet blev opbragt. Sagsoegeren har i replikken bestridt dette uden dog konkret at anfoere, hvad fartoejsfoereren faktisk vidste. Derfor har Retten som en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse anmodet sagsoegeren om klart at tage stilling til den bevisbedoemmelse, som Tribunal Popular de Bissau har foretaget for saa vidt angaar fartoejsfoererens viden."
15 Det foelger heraf, at naar Retten er gaaet frem paa denne maade, har den ikke vendt bevisbyrden om, men har anmodet appellanten om at tage stilling til bevisbedoemmelsen i Tribunal Popular de Bissau' s dom, som Raadet og Kommissionen har paaberaabt sig som bevis for den manglende aarsagsforbindelse mellem den manglende oplysning til appellanten om tvisten mellem de to stater og den paastaaede skade.
16 I det foerste anbringendes andet led har appellanten gjort gaeldende, at Retten, som stadig var i tvivl, burde have anordnet yderligere bevisoptagelse med byrden lagt paa indstaevnte, som havde formuleret udtalelsen om, hvad fartoejsfoereren havde kendskab til. I denne sammenhaeng goer appellanten opmaerksom paa, at rederiet i staevningen havde anmodet om vidnefoersel.
17 Det foerste anbringendes andet led er stoettet paa en aabenbar forkert forstaaelse af den appellerede dom. Det fremgaar ikke af dommens praemis 66 og 67, at Retten var i tvivl, men at appellanten, der som en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse var blevet anmodet om klart at tage stilling til den bevisbedoemmelse, som Tribunal Popular de Bissau havde foretaget, og som Raadet og Kommissionen havde paaberaabt sig som bevis for den manglende aarsagsforbindelse, havde svaret uklart. Retten har i praemis 68 i den appellerede dom fastslaaet, at "sagsoegeren ikke, til trods for foranstaltningen med henblik paa sagens tilrettelaeggelse [har] kunnet forklare, hvad fartoejsfoereren faktisk vidste, og sagsoegeren har heller ikke indkaldt vidner, f.eks. fartoejsfoereren, for at afkraefte Kommissionens erklaeringer, selv om disse vedroerte sagsoegerens forhold".
18 Dernaest bemaerkes det, at ifoelge EF-traktatens artikel 168 A er appellen begraenset til retsspoergsmaal, og denne begraensning er naermere fastsat i artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen. Domstolen har ved flere lejligheder fastslaaet, at appel kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktiske omstaendigheder er udelukket, og appellen saaledes kun kan antages til realitetsbehandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen af (jf. kendelse af 11.7.1996, sag C-325/94 P, An Taisce og WWF UK mod Kommissionen, Sml. I, s. 3727, praemis 28).
19 I det omfang det foerste anbringendes andet led vedroerer bedoemmelsen af de svar, som appellanten har givet paa spoergsmaal vedroerende faktiske omstaendigheder, som Retten har stillet i forbindelse med sagens tilrettelaeggelse, er det saaledes aabenbart, at anbringendet maa afvises.
20 Herefter er det aabenbart, at det foerste anbringendes foerste led maa forkastes, og det foerste anbringendes andet led maa afvises.
Det foerste anbringendes tredje led samt andet og tredje anbringende
21 Med det foerste anbringendes tredje led har appellanten gjort gaeldende, at Retten i praemis 69 i den appellerede dom paa hypotetisk og uklar maade har fastslaaet, at "det [maa] antages, at foereren af ... fartoej havde kendskab til tvisten ... og den risiko ... for at blive opbragt".
22 Med det andet anbringende har appellanten gjort gaeldende, at Retten ikke har formuleret sin konklusion i praemis 70 i den appellerede dom tilstraekkeligt kategorisk. Retten har saaledes manglet den noedvendige overbevisning for at kunne goere dette.
23 Ifoelge det tredje anbringende er den appellerede dom hvad angaar spoergsmaalet om de indstaevntes formuleringer i forbindelse med afbrydelsen af aarsagsforbindelsen blottet for enhver begrundelse. I dommen anfoeres ikke klart og udtoemmende de forskellige faktiske elementer og beviser, som Retten har anset for godtgjort, og som giver grundlag for med sikkerhed at fastslaa, at fartoejsfoereren havde det omstridte kendskab.
24 Denne argumentation beror paa en aabenbar forkert forstaaelse af den appellerede dom.
25 Foerst bemaerkes, at Retten i praemis 65 har anfoert, at det med henblik paa at konstatere, om der foreligger ansvarspaadragelse i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, maa undersoeges, om en eventuel overtraedelse fra Kommissionens side af informationspligten har foraarsaget skaden. Retten har saaledes i samme praemis med foeje anfoert, at hvis fartoejsfoereren havde kendskab til tvisten paa det tidspunkt, da fartoejet blev opbragt, har det forhold, at Kommissionen ikke har underrettet denne herom, ikke kunnet spille nogen rolle i forbindelse med fremkaldelsen af det paastaaede tab.
26 Dernaest har Retten i den appellerede doms praemis 66, 67 og 68 redegjort for tvistens faktiske omstaendigheder og parternes argumenter vedroerende de omstaendigheder, som fartoejsfoereren havde kendskab til. Det fremgaar klart af disse praemisser, at appellantens argumenter ikke har gendrevet indstaevntes argumenter, og at de ikke har overbevist Retten.
27 Paa samme maade fremgaar det af den appellerede doms praemis 69 og 70, at Retten ikke har vaeret i tvivl om sin overbevisning, idet den praecist har formuleret sin konklusion hvad angaar fartoejsfoererens viden, og idet den derefter har fastslaaet, at opbringningen af fartoejet kun kunne forklares enten som foererens overvejede hensigt at fiske i omraadet paa eget ansvar eller som en navigationsfejl, hvorefter han fiskede i omraadet uden at vaere klar over det.
28 Endelig er Rettens konklusion i dommens praemis 71, om at Kommissionens undladelse, hvorefter den ikke har underrettet appellanten om tvisten mellem de to stater, i begge tilfaelde ikke har foraarsaget det paastaaede tab, formuleret paa kategorisk og bestemt maade.
29 Paa den baggrund er det aabenbart, at det foerste anbringendes tredje led samt andet og tredje anbringende maa forkastes.
Fjerde anbringende
30 Det fjerde anbringende drejer sig om, at der er foretaget en forkert bedoemmelse og en fordrejning af indholdet af de argumenter, appellanten har gjort gaeldende vedroerende overtraedelsen af principperne om omhu og god forvaltningsskik.
31 Hvad angaar overtraedelsen af princippet om at udvise omhu i forbindelse med indgaaelsen af internationale overenskomster har appellanten anfoert, at rederiet ikke for Retten havde gjort gaeldende, at Faellesskabets institutioner skulle tage stilling i den paagaeldende tvist, men at de enten burde undlade at indgaa aftaler og protokoller eller udelukke de omstridte omraader fra de fiskerizoner, de paagaeldende aftaler vedroerer.
32 Hvad angaar overtraedelsen af princippet om god forvaltningsskik har appellanten gjort gaeldende for Retten, at rederiet ikke var blevet underrettet om risikoen for opbringning af fartoejet, hverken paa det tidspunkt, da fiskerilicensen blev fremsendt, eller ved modtagelsen af verbalnoten fra Guinea-Bissaus ambassade den 11. maj 1990.
33 Det bemaerkes, at i det omfang det fjerde anbringende drejer sig om, at Retten har bedoemt de faktiske omstaendigheder forkert, er det aabenbart, at det maa afvises. Hvad angaar argumentet om, at argumenterne er blevet fordrejet, foelger det af en sammenholdelse af argumenterne i staevningen, der er gengivet i praemis 25, 26 og 48-61 i den appellerede dom, med dommens praemis 38, 39, 62 og 63, at Retten ikke har aendret indholdet af appellantens argumenter.
34 Det foelger heraf, at det fjerde anbringende delvis maa afvises og delvis maa forkastes.
Femte anbringende
35 Med det femte anbringende har appellanten gjort gaeldende, at den appellerede doms praemisser er behaeftet med forskellige inkonsekvenser. Til trods for de oplysninger, der fremgaar af den appellerede doms praemis 63 og 64, har Retten ikke fastslaaet, at Kommissionen har overtraadt principperne om den berettigede forventning og retssikkerhed, idet Retten gik ud fra, at Kommissionen og Raadet ikke havde givet forsikringer hvad angaar aftalens indhold (praemis 41, 44 og 45).
36 Dette anbringende stoetter sig paa en aabenbar forkert forstaaelse af den appellerede dom.
37 Hvad angaar den paastaaede overtraedelse af principperne om den berettigede forventning og retssikkerhed har Retten i den appellerede doms praemis 41-45 anfoert foelgende:
"41 For saa vidt angaar den haevdede tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning skal Retten bemaerke, at det foelger af fast praksis, at retten til at kraeve beskyttelse af den berettigede forventning gaelder for enhver person, som befinder sig i en situation, af hvilken det fremgaar, at Faellesskabets tjenestegrene gennem praecise forsikringer har fremkaldt begrundede forhaabninger hos den paagaeldende (jf. bl.a. Rettens dom af 14.7.1994, sag T-534/93, Grynberg og Hall mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 595, praemis 51, og af 19.5.1994, sag T-465/93, Consorzio gruppo di azione locale 'Murgia Messapica' mod Kommissionen, Sml. II, s. 361, praemis 67). I den foreliggende sag har sagsoegeren imidlertid hverken haevdet eller paavist, at Raadet og Kommissionen havde givet denne praecise forsikringer for saa vidt angaar indholdet af fiskeriaftalen mellem Faellesskabet og Senegal og dens protokol. Det kan ikke bebrejdes Raadet og Kommissionen, at de har tilsidesat sagsoegerens berettigede forventning ved at indgaa den naevnte fiskeriaftale og dens protokoller.
42 Hvis det dernaest antages, at hensigten med sagsoegerens argumentation er at paavise, at Raadet og Kommissionen ved at indgaa den paagaeldende fiskeriaftale og dens protokoller har tilsidesat den berettigede forventning, som sagsoegeren har haft til, at aftalen og protokollerne ville vaere i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik og omhu, blandes denne argumentation sammen med sagsoegerens argumenter om tilsidesaettelsen af disse sidstnaevnte principper.
43 For saa vidt sagsoegerens argumenter omhandler den fiskerilicens, der er udstedt til sagsoegeren, konstaterer Retten, at de falder sammen med det andet anbringende.
44 For saa vidt angaar retssikkerhedsprincippet bemaerkes, at tvisten mellem Guinea-Bissau og Senegal faktisk har medfoert en vis usikkerhed for de fartoejsejere, der fisker i de omstridte farvande. Denne usikkerhed skyldes imidlertid ikke de aftaler og protokoller, som Faellesskabet har indgaaet, men en konflikt, som Faellesskabet ikke er ansvarlig for (jf. ovenfor, praemis 1-4 og 37-38). Under disse omstaendigheder kan det ikke bebrejdes Raadet og Kommissionen, at de ikke har givet afkald paa de fordele, som Faellesskabet kunne faa ved indgaaelsen af de anfaegtede fiskeriaftaler, saa meget desto mere fordi Faellesskabets fiskere var i stand til at foregribe skadevoldende konsekvenser af den usikre situation, der saaledes var skabt. Det paahviler nemlig foereren af fartoejet at foretage en praecis positionsbestemmelse til soes. Saafremt det var hans hensigt at fiske i de omstridte farvande, havde han mulighed for forud at ansoege om en licens i begge de beroerte stater for at undgaa modforholdsregler fra et af de to lande, paa betingelse af i givet fald at overholde bestemmelserne i de protokoller, Faellesskabet har indgaaet, vedroerende paamoenstring af statsborgere fra de to paagaeldende lande; disse bestemmelser har i oevrigt ikke spillet nogen rolle i denne sag.
45 Under hensyn til fordelene ved indgaaelsen af de paagaeldende aftaler og de muligheder, som fartoejsejerne har for at foregribe vanskeligheder, maa det noedvendigvis fastslaas, at Faellesskabet ikke har tilsidesat retssikkerhedsprincippet."
38 Retten har saaledes fastslaaet, at Raadet og Kommissionen ikke havde tilsidesat princippet om den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet ved at indgaa fiskeriaftalen og dens protokoller.
39 Efter at Retten i den appellerede doms praemis 62 har bemaerket, at Kommissionen ved at forhandle aftalen og den tilhoerende protokol og ved ikke at udelukke det omstridte omraade fra aftalen og protokollen ikke havde tilsidesat en hoejere retsregel til beskyttelse af private, har den i den appellerede doms praemis 63, 64 og 65 anfoert foelgende:
"63 Det maa imidlertid undersoeges, om Kommissionen paa det administrative plan har begaaet en fejl, der er ansvarspaadragende for Faellesskabet, ved ikke at beskytte de faellesskabsfartoejer, der har fisket i det omstridte omraade paa grundlag af licenser, der er udstedt ved Kommissionens mellemkomst inden for rammerne af de aftaler, Faellesskabet har indgaaet. Ansoegninger om fiskerilicenser indgives nemlig i rederens navn og udstedes i Senegals navn med Kommissionen som mellemmand (jf. punkt A i bilaget til protokollen af 4.2.1991 om betingelserne for udoevelse af fiskeri i Senegals fiskerizone for fartoejer, der foerer en EF-medlemsstats flag). Sagsoegerens licens er saaledes udstedt via Kommissionens delegation i Senegal. I modsaetning til hvad Kommissionen haevder, var dens delegation saaledes i stand til med hver licens, den videresendte, at vedlaegge en notits til licensindehaveren om de risici, der er forbundet med fiskeri i det omstridte omraade. I denne sammenhaeng kan det ikke goeres gaeldende, at en saadan underretning ikke kunne formuleres uden at stoede de paagaeldende to stater. Kommissionen er nemlig som institution i stand til at formulere en saadan underretning paa en tilstraekkelig neutral og diplomatisk maade for at undgaa at tage stilling i tvisten mellem de to stater.
64 Saafremt Kommissionen i oevrigt havde fundet det uhensigtsmaessigt at knytte saadanne notitser til licenserne, kunne den have anmodet medlemsstaterne om at informere de paagaeldende om mulige risici ved fiskeri i det omstridte farvand mellem de to stater, hvilket den graeske regering i oevrigt har gjort efter opbringningen af sagsoegerens fartoej (jf. ovenfor, praemis 14).
65 Saafremt det antages, at Kommissionen saaledes faktisk har overtraadt en informationspligt, maa det undersoeges, om en saadan overtraedelse har foraarsaget skaden. Hvis nemlig fartoejsfoereren havde kendskab til tvisten paa det tidspunkt, da fartoejet blev opbragt, har det forhold, at Kommissionen ikke har underrettet denne herom, ikke kunnet spille nogen rolle i forbindelse med fremkaldelsen af det paastaaede tab."
40 Det fremgaar heraf, at Retten, inden den har taget stilling til spoergsmaalet om Kommissionens tilsidesaettelse af informationspligten, har undersoegt, om der findes en aarsagsforbindelse mellem det paastaaede tab og den haevdede overtraedelse. I praemis 71 i den appellerede dom har Retten fastslaaet, at der ikke foreligger en saadan aarsagsforbindelse, idet den har fastslaaet, at Kommissionens undladelse af at underrette appellanten om tvisten mellem de to stater ikke havde foraarsaget det paastaaede tab.
41 Der er saaledes ikke nogen modsigelse mellem Rettens argumentation hvad angaar Kommissionens ansvar, som omhandlet i traktatens artikel 215, stk. 2, og tilsidesaettelsen af det almindelige princip om berettiget forventning og retssikkerhedsprincippet.
42 Det er derfor aabenbart, at dette anbringende maa forkastes.
Sjette anbringende
43 Med det sjette anbringende har appellanten bestridt Rettens konklusion om, at Kommissionen har opfyldt sin pligt til at yde diplomatisk beskyttelse (praemis 85).
44 Domstolen har allerede ovenfor i naervaerende doms praemis 18 bemaerket, at ifoelge traktatens artikel 168 A og artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen kan appel kun stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktiske omstaendigheder er udelukket, og at appellen saaledes kun kan antages til realitetsbehandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen af. Paa tilsvarende maade bestemmes det i artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, at appelskriftet skal indeholde de retlige anbringender og argumenter, der paaberaabes til stoette for paastandene i appelskriftet.
45 Domstolen har flere gange fastslaaet, at det foelger af disse bestemmelser, at et appelskrift praecist skal angive de anfaegtede punkter i den afgoerelse, der paastaas ophaevet, samt de retlige anbringender, som denne paastand specielt stoettes paa. Domstolen har ligeledes fastslaaet, at anbringender, som blot gentager eller ordret gengiver de argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten uden at indeholde noget retligt anbringende til stoette for appelskriftets paastande, ikke opfylder den ovennaevnte betingelse. Formaalet med disse anbringender er i realiteten at opnaa, at de i den til Retten indgivne staevning fremsatte paastande og sagsoegtes afvisningspaastand i svarskriftet paadoemmes endnu en gang, hvilket falder uden for Domstolens kompetence (jf. bl.a. kendelse af 7.3.1994, sag C-338/93 P, De Hoe mod Kommissionen, Sml. I, s. 819, praemis 17, 18 og 19).
46 Det bemaerkes, at appellanten til stoette for det sjette anbringende gentager noejagtigt de argumenter, der var blevet fremfoert under sagens behandling i foerste instans, uden at der tilfoejes nye elementer.
47 Det er derfor aabenbart, at det sjette anbringende skal afvises.
48 Det foelger i det hele af det ovenfor anfoerte, at de af appellanten fremfoerte anbringender til stoette for appellen aabenbart skal afvises eller forkastes. Appellen skal derfor i medfoer af procesreglementets artikel 119 forkastes.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
49 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Appellanten har tabt sagen og paalaegges derfor at afholde sagens omkostninger.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
1) Appellen forkastes.
2) Appellanten betaler sagens omkostninger.
Saaledes bestemt i Luxembourg den 28. november 1996.
Full & Egal Universal Law Academy