EUR-Lex -  61995TJ0149 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Første Udvidede Afdeling) den 5. november 1997. - Etablissements J. Richard Ducros mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Statsstøtte - Støtte til omstrukturering - Kommissionens beslutning - Annullation - Formaliteten. - Sag T-149/95.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, som beroerer dem umiddelbart og individuelt - beslutning vedtaget af Kommissionen, hvorefter en stoette er forenelig med faellesmarkedet - klagende virksomhed - soegsmaalsadgang - betingelser

(EF-traktaten, art. 93, stk. 2, og art. 173, stk. 4)

2 Statsstoette - paataenkte stoetteforanstaltninger - manglende underretning - ivaerksaettelse foer Kommissionens endelige beslutning - forbud - direkte virkning - raekkevidde - Kommissionens paabudsbefoejelse

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1 og 3, og art. 93, stk. 3)

3 Statsstoette - forbud - undtagelser - Kommissionens skoen - mulighed for at fastsaette retningslinjer - domstolsproevelse - graenser

(EF-traktaten, art. 92, stk. 3)

Sammendrag

4 Beslutningen, hvorved Kommissionen fastslaar, at en stoette er forenelig med faellesmarkedet, beroerer de virksomheder umiddelbart og individuelt, der har taget initiativet til den klage, der har givet anledning til ivaerksaettelse af proceduren vedroerende undersoegelse af stoetten, og som er blevet hoert, og som har bestemt forloebet af proceduren, saafremt deres stilling paa markedet endvidere i vaesentligt omfang er blevet paavirket af den stoetteforanstaltning, som den anfaegtede beslutning fortsat lader bestaa samt udfolde sine virkninger. Dette er navnlig tilfaeldet i forhold til en virksomhed, der konkurrerer med den stoettemodtagende virksomhed inden for en sektor, der omfatter et begraenset antal aktive virksomheder, og som sammen med den sidstnaevnte virksomhed deltog i en af de licitationer, der karakteriserer den paagaeldende sektor, og som havde stor betydning for virksomheden.

5 Den omstaendighed, at medlemsstaterne tilsidesaetter forpligtelsen efter traktatens artikel 93, stk. 3, til at underrette Kommissionen om paataenkte stoetteforanstaltninger og til ikke at gennemfoere disse, foer Kommissionens endelige beslutning foreligger, bevirker ikke, at saadanne foranstaltninger automatisk er uforenelige med faellesmarkedet. Forbuddet mod stoette i artikel 92, stk. 1, er nemlig hverken absolut eller ubetinget, eftersom artikel 92, stk. 3, tillaegger Kommissionen et vidt skoen, paa grundlag af hvilket den som en undtagelse fra det almindelige forbud kan erklaere visse stoetteforanstaltninger for forenelige med faellesmarkedet.

En stoetteforanstaltnings eventuelle uforenelighed med faellesmarkedet kan foelgelig foerst fastslaas ved afslutningen af den i artikel 93 foreskrevne undersoegelsesprocedure, som det tilkommer Kommissionen at ivaerksaette, og kan ikke vaere en automatisk foelge af, at den paagaeldende medlemsstat har undladt at give underretning om foranstaltningen.

Endvidere sanktioneres tilsidesaettelsen af denne forpligtelse ved hjaelp af den direkte virkning af artikel 93, stk. 3, in fine, i medfoer af hvilken den paagaeldende virksomhed i givet fald kan anlaegge sag ved de nationale domstole. Kommissionen kan imidlertid paalaegge den ansvarlige medlemsstat at suspendere udbetalingen af stoetten, indtil proceduren er afsluttet.

6 Traktatens artikel 92, stk. 3, tillaegger Kommissionen et vidt skoen ved afgoerelsen af, om en stoette kan tillades ved undtagelser fra det almindelige forbud i artikel 92, stk. 1, idet bedoemmelsen i saadanne tilfaelde af en statsstoettes forenelighed eller uforenelighed med faellesmarkedet rejser problemer, der indebaerer hensyntagen til og vurdering af sammensatte oekonomiske omstaendigheder. Ved udoevelsen af dette skoen kan Kommissionen paalaegge sig selv retningslinjer, saafremt de indeholder vejledende bestemmelser og ikke afviger fra traktatens bestemmelser. Den kontrol, der udoeves af Faellesskabets retsinstanser, maa derfor i denne henseende begraenses til en efterproevelse af, om procedurereglerne er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et aabenbart urigtigt skoen eller magtfordrejning. Faellesskabets retsinstanser kan saaledes ikke saette deres skoen med hensyn til de oekonomiske forhold i stedet for det, der er anlagt af Kommissionen.

Parter

I sag T-149/95,

tablissements J. Richard Ducros, Paris, ved advokat Philippe Genin, Lyon, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Jean-Paul Keppenne, derefter ved Xavier Lewis, begge Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

CMF SpA og CMF Sud SpA, sidstnaevnte under likvidation, begge med hjemsted i Pignatero Maggiore (Italien) og begge ved advokat Mario Siragusa, Rom, og advokat Giuseppe Scassellati-Sforzolini, Bologna, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Elvinger, Hoss og Prussen, 2, place Winston Churchill,

intervenienter,

angaaende en paastand om annullation af den beslutning, der er gengivet i Kommissionens meddelelse 95/C 120/03, i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 2, til de oevrige medlemsstater og andre interesserede parter om en stoette, som Italien har ydet til CMF Sud SpA og CMF SpA (statsstoette C 6/92 (ex NN 149/91)) (EFT 1995 C 120, s. 4),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Udvidede Afdeling)

sammensat af praesidenten, A. Saggio, og dommerne C.P. Briët, A. Kalogeropoulos, V. Tiili og R.M. Moura Ramos,

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer B. Pastor,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 22. april 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

Faktiske omstaendigheder

1 CMF Sud SpA (herefter »CMF Sud«), som blev skabt ved en fusion i 1986 af to 100% ejede datterselskaber af to italienske statslige holdingselskaber, havde som hovedvirksomhed bygning af metalkonstruktioner.

2 I forbindelse med omstruktureringen af de naevnte holdingselskaber blev der i oktober 1992 stiftet et nyt selskab, CMF SpA (herefter »CMF«). CMF overtog CMF Sud's hovedaktiviteter, og dette selskab traadte derefter i likvidation.

3 Sagsoegeren er et fransk selskab, hvis virksomhed omfatter offentlige bygge- og anlaegsarbejder og metalkonstruktioner.

4 I 1990 afgav sagsoegeren og CMF Sud bud paa en offentlig kontrakt vedroerende udvidelsen af lufthavnsbygningen i lufthavnen Marseille Provence (Frankrig). Ved beslutning af 4. september 1990 blev kontrakten tildelt CMF Sud.

5 Da sagsoegeren fandt, at de vilkaar, som CMF Sud havde givet i sit bud paa den omhandlede kontrakt, kun havde vaeret mulige paa grund af den stoette, som dette selskab havde modtaget, indgav sagsoegeren en klage til Kommissionen.

6 Ved beslutning af 11. marts 1992 ivaerksatte Kommissionen proceduren i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 2, over for Den Italienske Republik i anledning af en offentlig kapitaltilfoersel til CMF Sud, som skulle daekke selskabets driftstab i 1989 og 1990 (meddelelse 92/C 122/04, EFT C 122, s. 6, herefter »beslutningen af 11. marts 1992«). Ved beslutning af 16. september 1992 besluttede Kommissionen at udvide proceduren til at omfatte nye offentlige kapitaltilfoersler (meddelelse 92/C 279/11, EFT C 279, s. 13). Den 22. september 1993 besluttede Kommissionen at udvide proceduren endnu engang med henblik paa at omfatte den italienske stats garanti for CMF Sud's samlede passiver i forbindelse med selskabets frivillige likvidation, de potentielle stoetteelementer, der kunne vaere involveret i salget af CMF Sud's hovedaktiviteter til CMF, og tilvejebringelsen af startkapitalen for det nye selskab (meddelelse 93/C 282/04, EFT C 282, s. 5).

7 I ovennaevnte beslutninger anfoerte Kommissionen i det vaesentlige, at de successive kapitaltilfoersler til CMF Sud, de garantier, der var givet selskabet, og tilvejebringelsen af en startkapital for CMF var statsstoette, fordi investeringerne ikke var foretaget paa betingelser, der ville vaere acceptable for en privat investor, der opererer under markedsoekonomiske vilkaar. Kommissionen fandt navnlig, at investorerne i forbindelse med kapitaltilfoerslerne ikke havde besluttet at traeffe passende foranstaltninger i form af et tilbundsgaaende omstruktureringsprogram, der kunne betragtes som acceptabelt ud fra den faelles interesse, med henblik paa at rette op paa stoettemodtagernes finansielle situation. Paa denne baggrund fandt Kommissionen, at der var tale om driftsstoette til CMF Sud og CMF.

8 I forbindelse med ivaerksaettelsen og de senere udvidelser af proceduren fremhaevede Kommissionen, at den konkurrencefordrejning, der opstaar som foelge af ydelse af driftsstoette inden for bygge- og anlaegssektoren og i forbindelse med ingenioervirksomhed, var yderst alvorlig paa grund af disse sektorers saerlige kendetegn. Kommissionen understregede dog, at den ikke havde indvendinger mod, at stoette af denne art ydes til omstrukturering af kriseramte virksomheder, forudsat at den opfylder visse strenge betingelser.

9 Sagsoegeren er den eneste konkurrerende virksomhed, der har deltaget i proceduren.

10 Den 16. maj 1995 offentliggjordes i De Europaeiske Faellesskabers Tidende meddelelse 95/C 120/3 fra Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 2, til de oevrige medlemsstater og andre interesserede parter om en stoette, som Italien har ydet til CMF Sud SpA og CMF SpA (statsstoette C6/92 (ex NN 149/91)) (EFT C 120, s. 4). Kommissionen anfoerte i denne meddelelse, at den havde besluttet at afslutte proceduren, der var ivaerksat i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 2, og godkende den paagaeldende stoette i medfoer af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c) (herefter »den anfaegtede beslutning«).

11 Kommissionen anfoerte, at den, efter at have vurderet de oplysninger, der var meddelt af de italienske myndigheder, de stoettemodtagende virksomheder og disses aktionaerer, samt under hensyntagen til de tilsagn, som disse havde afgivet over for Kommissionen, fandt, at stoetten til CMF Sud og CMF, der var omfattet af proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, var i overensstemmelse med de forenelighedsprincipper, der er fastlagt i »Faellesskabets rammebestemmelser for statsstoette til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder«, som var omhandlet i dens meddelelse 94/C 368/05 (EFT 1994 C 368, s. 12, herefter »rammebestemmelserne«).

12 Kommissionen understregede i denne forbindelse, at stoetten ydes som led i en rimeligt gennemfoerlig, sammenhaengende og vidtraekkende plan for genskabelse af de beroerte virksomheders levedygtighed paa lang sigt. Endvidere var der til stoetten til CMF Sud knyttet en acceptabel industriel modydelse i form af en fuldstaendig fjernelse af selskabets eksisterende kapacitet fra det relevante marked. Stoetten bidrog ydermere til at afvikle selskabets aktiviteter paa en ordentlig maade, saaledes at det kunne undgaas, at dette faar yderligere negative konsekvenser for konkurrencen inden for sektoren.

13 Kommissionen anfoerte, at den i forbindelse med godkendelsen af stoetten isaer havde noteret sig foelgende tilsagn fra de italienske myndigheder:

- CMF ville blive privatiseret senest den 30. juni 1995.

- To af CMF's produktionsanlaeg, med en produktionskapacitet paa 10 000 tons og 12 000 tons om aaret, ville blive solgt paa markeder, der ikke konkurrerer med faellesskabsmarkedet, eller afviklet senest den 30. juni 1995.

- Som led i proceduren for likvidation af CMF Sud ville selskabets aktiver blive solgt til virksomheder inden for andre sektorer end dem, hvor selskabet drev virksomhed, og senest den 31. december 1996.

Retsforhandlinger og parternes paastande

14 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. juli 1995 har sagsoegeren anlagt naervaerende sag.

15 Ved processkrift indleveret til Justitskontoret den 27. november 1995 har CMF Sud og CMF anmodet om tilladelse til at intervenere til stoette for Kommissionens paastande. Ved kendelse af 31. januar 1996 er denne interventionsanmodning blevet imoedekommet.

16 Den skriftlige forhandling blev afsluttet den 23. maj 1996 med indgivelsen af Kommissionens bemaerkninger til intervenienternes indlaeg.

17 I retsmoedet den 22. april 1997 blev parterne anmodet om at udtale sig om konkurrencesituationen mellem sagsoegeren og CMF og om sidstnaevntes nuvaerende situation.

18 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen antages til realitetsbehandling, og den anfaegtede beslutning annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen afvises, eller Kommissionen frifindes.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

20 Intervenienterne har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen afvises, eller Kommissionen frifindes.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder intervenienternes omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumentation

21 Kommissionen har med stoette fra intervenienterne anfoert, at selv om sagsoegeren gav anledning til ivaerksaettelsen af proceduren i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 2, og selv om virksomheden har deltaget i den, opfylder den ikke betingelserne efter retspraksis for at vaere umiddelbart og individuelt beroert af den anfaegtede beslutning. Sagsoegeren har nemlig ikke bevist, at dens stilling i vaesentligt omfang er blevet paavirket af den omtvistede foranstaltning (Domstolens dom af 28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, herefter »Cofaz-dommen«, Rettens dom af 27.4.1995, sag T-435/93, ASPEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1281, herefter »ASPEC-dommen«, og af 6.7.1995, forenede sager T-447/93, T-448/93 og T-449/93, AITEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1971, herefter »AITEC-dommen«).

22 Ifoelge Kommissionen har sagsoegeren ikke paavist en aarsagsforbindelse mellem paa den ene side stoetten til CMF Sud og CMF og paa den anden side den omstaendighed, at sagsoegeren ikke fik tildelt den offentlige kontrakt vedroerende lufthavnen i Marseille. Det fremgaar i oevrigt af gennemgangen af de afgivne bud i forbindelse med denne kontrakt, at to andre tilbudsgivere afgav bud, der blev anset for bedre end sagsoegerens bud.

23 Efter Kommissionens opfattelse har sagsoegeren ikke bevist, at den omhandlede stoette har paavirket dens stilling paa markedet. Det foelger imidlertid af retspraksis, at den omstaendighed, at en retsakt er egnet til at oeve indflydelse paa de herskende konkurrenceforhold, ikke er tilstraekkelig til, at en erhvervsdrivende, som konkurrerer med den, som har fordel af denne retsakt, kan anses for umiddelbart og individuelt beroert af denne (Domstolens dom af 10.12.1969, forenede sager 10/68 og 18/68, Eridania m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 117, org. ref.: Rec. s. 459, herefter »Eridania-dommen«).

24 Kommissionen har med stoette fra intervenienterne gjort gaeldende, at den omstaendighed, at CMF har kunnet opretholde sin stilling paa markedet i konkurrence med sagsoegeren, ikke er tilstraekkelig til, at sagsoegerens soegsmaal kan admitteres, saa meget mere som den anfaegtede beslutning har foert til lukning af CMF's produktionsanlaeg, der direkte konkurrerede med sagsoegerens virksomhed.

25 Intervenienterne har anfoert, at sagsoegeren ikke - i modsaetning til hvad der kraeves ifoelge ovennaevnte Cofaz-dom - har spillet en afgoerende rolle under den administrative procedure, for saa vidt som det anfoeres i den anfaegtede beslutning, at den eneste konkurrent, som deltog i proceduren (nemlig sagsoegeren), blot videregav en raekke offentligt tilgaengelige regnskabsdokumenter.

26 Intervenienterne har endvidere gjort gaeldende, at sagsoegeren - i modsaetning til hvad der kraeves ifoelge ASPEC-dommen - ikke har bevist, at den tilhoerer en lukket kreds af konkurrenter, eller at den paagaeldende stoette medfoerer en kapacitetsforoegelse paa et marked, hvor der allerede er overkapacitet. Betingelserne ifoelge ASPEC-dommen er dermed ikke opfyldt i naervaerende sag, og sagen maa afvises. I oevrigt blev stoetten fra den italienske stat, hvorom der blev truffet beslutning i maj 1991, alene anvendt til at daekke tabene fra regnskabsaaret 1990 og ikke, saaledes som det anfoeres i den anfaegtede beslutning, ogsaa tabene fra regnskabsaaret 1989. Det i sagen omhandlede udbud fandt sted i 1990, og stoetten kan derfor ikke have haft indflydelse paa CMF Sud's deltagelse i dette udbud.

27 Intervenienterne har endelig fremfoert et yderligere anbringende til stoette for afvisning, nemlig at Retten er inkompetent. De erkender, at dette anbringende ikke er blevet fremfoert af Kommissionen, men goer gaeldende, at eftersom det hviler paa grundlaeggende hensyn, kan det behandles ex officio af Retten. Sagsoegerens anbringender vedroerer nemlig i det vaesentlige spoergsmaalet om lovligheden af tildelingen af en offentlig kontrakt i Marseille. Imidlertid har de franske retter, som havde fuldt kendskab til sagen og raadede over alle de fornoedne befoejelser vedroerende bevisoptagelse, allerede forkastet de anbringender, der goeres gaeldende i naervaerende sag. Sagen drejer sig foelgelig ikke om annullation i medfoer af traktatens artikel 173 af en retsakt udstedt af en faellesskabsinstitution, og Retten savner som foelge heraf kompetence til at behandle den.

28 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at virksomheden opfylder de kriterier, der er fastsat i Cofaz-dommen. Sagsoegeren har anfoert, at den gav anledning til den administrative procedure, og haevder, at den omstaendighed, at den anfaegtede beslutning godtager, at CMF privatiseres uden at tilbagebetale den modtagne stoette, paavirker sagsoegerens stilling paa markedet. Naar henses til stoerrelsen af de tab, som CMF Sud og CMF har haft siden 1989, kunne disse virksomheder ikke have fortsat deres aktiviteter uden »statsovertagelsen« af dem.

29 Sagsoegeren har endvidere haevdet, at de priser, som CMF Sud tilboed i forbindelse med kontrakten vedroerende lufthavnen i Marseille, i virkeligheden udgoer et salg med tab, som kun var muligt takket vaere statsstoetten. CMF Sud's og CMF's andel af markedet i Faellesskabet er betydelig, hvilket bevises af, at de har opnaaet en raekke kontrakter i Frankrig, Danmark og Portugal, og den i sagen omhandlede stoette har gjort det muligt for disse virksomheder at anvende underbudspriser sammenlignet med deres konkurrenters priser.

Rettens bemaerkninger

30 I modsaetning til, hvad intervenienterne har gjort gaeldende, kan der i naervaerende sag ikke rejses tvivl om Rettens kompetence. Det er i saa henseende tilstraekkeligt at henvise til, at den i sagen nedlagte paastand klart vedroerer annullation af en beslutning fra Kommissionen, som det tilkommer Retten at proeve. Den omstaendighed, at de anbringender, der er fremfoert til stoette for denne paastand, muligvis allerede er blevet anvendt og forkastet under en national retssag, kan foelgelig ikke rejse tvivl om denne kompetence.

31 Det fremgaar af traktatens artikel 173, stk. 4, at andre end dem, som en beslutning retter sig til, kun kan anfaegte denne beslutning, saafremt den beroerer dem umiddelbart og individuelt. Eftersom den anfaegtede beslutning blev rettet til den italienske regering, skal det undersoeges, om disse betingelser er opfyldt for sagsoegerens vedkommende.

32 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om sagsoegeren er umiddelbart beroert, finder Retten, at eftersom en naermere omtalt, allerede ydet stoette erklaeres for forenelig med faellesmarkedet i den anfaegtede beslutning, fremkalder denne umiddelbart retsvirkninger i forhold til sagsoegeren (AITEC-dommen, praemis 41).

33 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om sagsoegeren er individuelt beroert, foelger det af fast retspraksis, at en beslutning individuelt beroerer fysiske eller juridiske personer, som den rammer paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre (Domstolens dom af 15.9.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, paa s. 414, org. ref.: Rec. s. 197, paa s. 223, og Rettens dom af 22.10.1996, sag T-266/94, Skibsvaerftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1395, praemis 44).

34 Navnlig inden for omraadet for kontrol med statsstoette foelger det af retspraksis, at en beslutning om afslutning af en procedure i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 2, individuelt beroerer de virksomheder, der har taget initiativet til den klage, der har givet anledning til ivaerksaettelsen af proceduren, og som er blevet hoert, og som har bestemt forloebet af proceduren, saafremt deres stilling paa markedet endvidere i vaesentligt omfang er blevet paavirket af den stoetteforanstaltning, som den anfaegtede beslutning drejer sig om (Cofaz-dommen, praemis 24 og 25). Det foelger imidlertid ikke heraf, at en virksomhed ikke paa anden maade, under paaberaabelse af konkrete omstaendigheder, som individualiserer den paa lignende maade som adressaten, kan godtgoere, at den beroeres individuelt (ASPEC-dommen, praemis 64).

35 For saa vidt angaar naervaerende sag bemaerker Retten for det foerste, at sagsoegeren, hvilket Kommissionen har erkendt, tog initiativet til klagen og er den eneste virksomhed, som har deltaget i proceduren ud over stoettemodtagerne, og at sagsoegeren fremsatte bemaerkninger den 15. juli 1992 samt, efter den foerste udvidelse af proceduren, den 8. december 1992. Disse bemaerkninger blev i oevrigt fremsendt til de italienske myndigheder, som kommenterede dem (jf. tillige den anfaegtede beslutning, s. 5 og 6, og beslutningen af 11. marts 1992, s. 6).

36 Det bemaerkes i denne forbindelse, at intervenienternes argument, som er baseret paa, at de regnskabsdokumenter, sagsoegeren fremlagde under proceduren, er offentligt tilgaengelige, er ubegrundet, eftersom det er paa grundlag af saadanne oplysninger, der - i modsaetning til de interne dokumenter i den nationale myndighed, der yder stoetten, og den stoettemodtagende virksomheds dokumenter - hoerer til de dokumenter, som konkurrerende virksomheder kan faa adgang til, at sagsoegeren var i stand til at goere sin opfattelse gaeldende under proceduren for Kommissionen. Den omstaendighed, at Kommissionen to gange blev noedsaget til at udvide procedurens genstand, viser i oevrigt de vanskeligheder, som var forbundet med at faa klarhed over de stoettemodtagende virksomheders situation.

37 Hvad for det andet angaar spoergsmaalet om paavirkningen af sagsoegerens stilling paa markedet, finder Retten, at sagens akter indeholder flere oplysninger, der viser, at sagsoegeren er individuelt beroert af den anfaegtede retsakt. For det foerste bemaerkes, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning har betegnet sagsoegeren som konkurrent til CMF Sud.

38 Dernaest bemaerkes, at det fremgaar af sagens akter som helhed, at sektoren for bygge-, anlaegs- og ingenioerarbejder er praeget af, at offentlige udbud - hvor den tilbudte pris er hovedkriteriet for udvaelgelsen - sker paa europaeisk niveau og alt efter omstaendighederne resulterer i, at et selskab faar tildelt en offentlig kontrakt som den, der gav anledning til klagen, hvorfor det er vanskeligt at bestemme stoerrelsen af de involverede virksomheders markedsandele.

39 Retten bemaerker endvidere, at sagsoegeren som svar paa en anmodning i retsmoedet om naermere at angive de forhold, som viser, at sagsoegeren konkurrerer med CMF, forklarede, at metalkonstruktionssektoren i Europa omfatter et begraenset antal aktive virksomheder. Sagsoegeren erkendte ganske vist, at den ikke har deltaget i andre offentlige udbud med CMF, efter at den afgav bud i forbindelse med den offentlige kontrakt vedroerende lufthavnen i Marseille, men samtidig praeciserede den, at den paagaeldende offentlige kontrakt havde stor betydning for den, da den repraesenterede en betydelig del af dens aarlige omsaetning. Paa denne baggrund finder Retten, at denne konkurrencesituation ikke, naar henses til dens intensitet, kan sidestilles med den situation, der forelaa i Eridania-dommen (jf. ovenfor, praemis 23).

40 Paa den anden side har hverken sagsoegte eller intervenienterne vaeret i stand til naermere at belyse deres anbringender om, at CMF i betragtning af de vilkaar, der er knyttet til den anfaegtede beslutning, ikke laengere er en konkurrent til sagsoegeren. Selv om visse produktionsanlaeg er blevet lukket, er denne virksomhed fortsat aktiv paa visse omraader inden for metalkonstruktion, og det kan derfor ikke udelukkes, at sagsoegeren, i modsaetning til, hvad Kommissionen og intervenienterne har haevdet, fortsat konkurrerer med CMF.

41 For saa vidt angaar argumentet om, at sagsoegeren kun blev placeret som den fjerde i forbindelse med tildelingen af den offentlige kontrakt vedroerende lufthavnen i Marseille, bemaerker Retten, at genstanden for naervaerende soegsmaal er Kommissionens beslutning om at afslutte en procedure i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 2. Da der ikke er rejst spoergsmaal vedroerende den omstaendighed, at sagsoegeren og en af de stoettemodtagende virksomheder har deltaget i samme offentlige udbud, kan den placering, som sagsoegeren har opnaaet i denne forbindelse, ikke give anledning til tvivl om, at den anfaegtede beslutning i vaesentligt omfang har paavirket sagsoegerens stilling paa markedet. Soegsmaalet vedroerer nemlig ikke lovligheden af udbuddet, og det er kun i forbindelse med en proevelse af dette spoergsmaal, hvorom der ikke er rejst tvivl i denne sag, at sagsoegerens placering eventuelt kunne vaere af betydning.

42 I betragtning af alle disse omstaendigheder finder Retten, at sagsoegeren staar i en konkurrencesituation med de stoettemodtagende virksomheder, hvis virkning er, at sagsoegeren beroeres individuelt af beslutningen, som erklaerer denne stoette for forenelig med faellesmarkedet (jf. den ovennaevnte dom i sagen Skibsvaerftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, praemis 47).

43 Soegsmaalet kan herefter antages til realitetsbehandling. Realiteten

44 Sagsoegeren har anfoert to anbringender til stoette for sin paastand. Det foerste anbringende er, at traktatens bestemmelser om fremgangsmaaden er tilsidesat, for saa vidt som den italienske stat ikke har anmeldt den ydede stoette til Kommissionen, hvilket boer foere til annullation af den anfaegtede beslutning. Det andet anbringende er, at beslutningen er i strid med de betingelser, der stilles af Kommissionen vedroerende stoette til kriseramte virksomheder.

45 Kommissionen har med stoette fra intervenienterne afvist sagsoegerens anbringender.

Det foerste anbringende: tilsidesaettelse af traktatens bestemmelser om fremgangsmaaden

Parternes argumenter

46 Med det foerste anbringende goer sagsoegeren reelt gaeldende, at den omstaendighed, at stoetten til CMF og CMF Sud ikke blev anmeldt, bevirker, at den anfaegtede beslutning er ulovlig. Det paahviler Kommissionen at sanktionere en saadan tilsidesaettelse af forpligtelsen til anmeldelse ved systematisk at give paalaeg om tilbagebetaling af ikke anmeldt stoette. Sagsoegeren minder om, at Kommissionen i sin meddelelse af 24. november 1983 (EFT C 318, s. 3) i oevrigt har fastslaaet, at en saadan stoette er ulovlig fra gennemfoerelsestidspunktet. Domstolens dom af 12. juli 1973 i sagen Kommissionen mod Tyskland (sag 70/72, Sml. s. 813), giver endvidere Kommissionen mulighed for at traeffe en beslutning om, at en saadan stoette skal kraeves tilbagebetalt. Dette er ogsaa Kommissionens nuvaerende politik, saaledes som det fremgaar af den beslutning, der gav anledning til Domstolens dom af 2. februar 1988, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen (forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Sml. s. 219), og Kommissionens beslutning 88/468/EOEF af 29. marts 1988 om en stoette ydet af den franske regering til en virksomhed, der fremstiller landbrugsmaskiner i St. Dizier, Angers og Croix (EFT L 229, s. 37). Naar en stoette, som er i strid med de gaeldende regler om fremgangsmaaden, ikke erklaeres ulovlig af Kommissionen med den begrundelse, at stoetten er i overensstemmelse med de materielle bestemmelser, fratager Kommissionen de naevnte regler enhver praktisk betydning.

47 Kommissionen goer gaeldende, at den noeje har overholdt de relevante bestemmelser om fremgangsmaaden. Den har i oevrigt understreget, at sagsoegerens anbringende om foelgerne af, at reglerne om anmeldelse ikke overholdes, er i diametral modstrid med retspraksis (Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-354/90, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires et syndicat national des négociants et transformateurs de saumon, Sml. I, s. 5505, og Rettens dom af 18.9.1995, sag T-49/93, SIDE mod Kommissionen, Sml. II, s. 2501). Kommissionen har ikke befoejelse til at kraeve tilbagebetaling af statsstoette uden at undersoege dens forenelighed med faellesmarkedet, blot fordi forpligtelsen til at anmelde stoetten ikke er blevet overholdt.

48 Intervenienterne goer gaeldende, at tilsidesaettelsen af forpligtelsen til at anmelde stoetten ikke medfoerer, at den er i strid med traktaten. Overholdelsen af denne forpligtelse er sikret ved hjaelp af den direkte virkning, som Domstolen har tillagt traktatens artikel 93, stk. 3, saaledes at de nationale domstole kan drage alle konsekvenser af en saadan tilsidesaettelse. Sagsoegeren kunne derfor, saafremt den kunne godtgoere en retlig interesse, have opnaaet, at de italienske domstole erklaerer de retsakter ugyldige, som gennemfoerer den ikke anmeldte stoette. Anbringendet maa herefter forkastes.

Rettens bemaerkninger

49 Det fremgaar af fast retspraksis, at den omstaendighed, at medlemsstaterne tilsidesaetter forpligtelsen efter traktatens artikel 93, stk. 3, til at underrette Kommissionen om paataenkte stoetteforanstaltninger og til ikke at gennemfoere disse, foer Kommissionens endelige beslutning foreligger, ikke bevirker, at saadanne foranstaltninger automatisk er uforenelige med faellesmarkedet (Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, praemis 11 ff., og af 11.7.1996, sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547, praemis 43, og Rettens ovennaevnte dom i sagen SIDE mod Kommissionen, praemis 84). Forbuddet mod tildeling af stoette i artikel 92, stk. 1, er nemlig hverken absolut eller ubetinget, eftersom artikel 92, stk. 3, tillaegger Kommissionen et vidt skoen, paa grundlag af hvilket den som en undtagelse fra det almindelige forbud kan erklaere visse stoetteforanstaltninger for forenelige med faellesmarkedet (naevnte domme i sagen Frankrig mod Kommissionen, praemis 15, og i SFEI-sagen, praemis 36).

50 En stoetteforanstaltnings eventuelle uforenelighed med faellesmarkedet kan foelgelig foerst fastslaas ved afslutningen af den i artikel 93 foreskrevne undersoegelsesprocedure, som det tilkommer Kommissionen at ivaerksaette, og kan ikke vaere en automatisk foelge af, at den paagaeldende medlemsstat har undladt at give underretning om foranstaltningen.

51 Retten bemaerker endvidere, at tilsidesaettelsen af denne forpligtelse sanktioneres ved hjaelp af den direkte virkning af artikel 93, stk. 3, in fine (Domstolens dom af 11.12.1973, sag 120/73, Lorenz, Sml. s. 1471, og den tidligere naevnte dom i sagen Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires et syndicat national des négociants et transformateurs de saumon, praemis 12 og 14), i medfoer af hvilken sagsoegeren i givet fald kunne anlaegge sag ved de nationale domstole. Kommissionen kan imidlertid paalaegge den ansvarlige medlemsstat at suspendere udbetalingen af stoetten, indtil proceduren er afsluttet (ovennaevnte dom i sagen Frankrig mod Kommissionen, praemis 19 og 20). Retten skal herved understrege, at Kommissionen i naervaerende sag saavel i beslutningen om ivaerksaettelse af proceduren som i de to efterfoelgende beslutninger om udvidelse af denne paalagde den italienske regering at suspendere udbetalingen af den paagaeldende stoette og mindede den om konsekvenserne af en saadan handling.

52 Under disse omstaendigheder kunne de italienske myndigheders undladelse af at anmelde stoetten til CMF og CMF Sud ikke have til foelge, at den var uforenelig med faellesmarkedet. Det foerste anbringende maa herefter forkastes.

Det andet anbringende: manglende overholdelse af de betingelser, der stilles vedroerende stoette til kriseramte virksomheder

Parternes argumenter

53 Sagsoegeren goer gaeldende, at den anfaegtede beslutning er i strid med de forskrifter, som Kommissionen har fastsat i rammebestemmelserne vedroerende stoette til kriseramte virksomheder (jf. ovenfor, praemis 11).

54 Sagsoegeren har herved anfoert, at CMF Sud og CMF modtog stoette seks gange mellem oprettelsen af CMF Sud i 1986 og tilvejebringelsen af en omstruktureringsplan med Kommissionens godkendelse i 1994. Kommissionen har i de tidligere naevnte meddelelser 92/C 122/04 og 92/C 279/11 af 14. maj og 28. oktober 1992 erkendt, at den omhandlede stoette var driftsstoette, da der ikke forelaa en omstruktureringsplan, og da de retningslinjer, som de italienske myndigheder foreslog for CMF Sud, var meget upraecise. Det foelger heraf, at stoetten er ulovlig, og den omstaendighed, at der senere, efter krav fra Kommissionen, blev vedtaget en omstruktureringsplan, kan ikke lovliggoere stoetten. Foelgelig boer Domstolens praksis som fastlagt i dom af 21. marts 1991 i sagen Italien mod Kommissionen (sag C-305/89, Sml. I, s. 1603), finde anvendelse.

55 Stoettens samlede beloeb udgoer ca. 51 mio. ECU eller det samme som CMF's aarlige omsaetning og staar ikke i forhold til de fordele, der forventes paa faellesskabsniveau. I denne situation er en likvidation af CMF den eneste rimelige sanktion, ligesom Kommissionen kraevede det for CMF Sud. Den blotte privatisering goer det ikke muligt for den italienske stat at faa de ydede beloeb tilbagebetalt; tvaertimod giver den erhververen af virksomheden den fordel, som foelger af den skabte situation, og saetter ham i stand til umiddelbart at blive en alvorlig konkurrent. Stoetten maa derfor kraeves tilbagebetalt, hvilket er den eneste maade, hvorpaa den konkurrenceforvridning, som den har skabt, kan bringes til ophoer.

56 Kommissionen har foerst henvist til de vide befoejelser, der tilkommer den ved bedoemmelsen af, om en stoette er forenelig med faellesmarkedet, navnlig for saa vidt angaar stoette til redning og til omstrukturering, og at saadanne befoejelser for Kommissionen er blevet stadfaestet i retspraksis, navnlig i Domstolens dom af 17. september 1980 i sagen Philip Morris mod Kommissionen (sag 730/79, Sml. s. 2671), og af 15. juni 1993 i sagen Matra mod Kommissionen (sag C-225/91, Sml. I, s. 3203).

57 Kommissionen har endvidere anfoert, at CMF og CMF Sud har modtaget tre kapitaltilfoersler og ikke seks, saaledes som det haevdes af sagsoegeren. Den omstaendighed, at stoetten er blevet betalt i flere rater, er ikke til hinder for, at den er forenelig med faellesmarkedet. Kommissionen har bemaerket, at den i oevrigt i den anden beslutning om udvidelse af proceduren havde tilkendegivet, at hele stoetten skulle vurderes samlet. Da sagsoegeren ikke har anfaegtet denne fremgangsmaade i de bemaerkninger, som den har sendt til Kommissionen vedroerende den naevnte beslutning, er den afskaaret fra at goere det paa dette tidspunkt (Domstolens dom af 13.7.1988, sag 102/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 4067, praemis 27). Under alle omstaendigheder fremgaar det af Domstolens dom af 14. november 1984 i sagen Intermills mod Kommissionen (sag 323/82, Sml. s. 3809, praemis 35), at en stoette, der tildeles for at redde en virksomhed, og som er ledsaget af en omstruktureringsplan, kun er uforenelig med faellesmarkedet, saafremt det paavises, at den aendrer samhandelsvilkaarene. Sagsoegeren har imidlertid ikke foretaget en saadan paavisning.

58 Den omstaendighed, at en omstruktureringsplan, som var acceptabel for Kommissionen, foerst blev gjort faerdig i 1994, forhindrede i oevrigt ikke i naervaerende sag, at der allerede fra 1991 blev ivaerksat omstruktureringsforanstaltninger, som havde form af kapitaltilfoersler, og som blev fortsat i 1992 derved, at CFM Sud traadte i frivillig likvidation. Den omstaendighed, at der ikke forelaa en omstruktureringsplan paa tidspunktet for kapitaltilfoerslen, var baggrunden for, at Kommissionen betragtede foranstaltningen som stoette og som grundlag for at ivaerksaette en procedure i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 2. Naar omstruktureringsplanen er godkendt, kan en saadan manglende samtidighed ikke vaere en hindring for, at det fastslaas, at den omhandlede stoette er forenelig med faellesmarkedet.

59 Endelig er sagsoegerens argument om, at stoettens stoerrelse ikke staar i et rimeligt forhold til den paatagne omstruktureringsindsats, ikke underbygget med noget bevis. Paa dette punkt foelger den anfaegtede beslutning tvaertimod rammebestemmelserne vedroerende stoette af denne art.

60 Ifoelge intervenienterne fremgaar det, i modsaetning til, hvad sagsoegeren har haevdet, af rammebestemmelserne vedroerende stoette til kriseramte virksomheder, at der principielt kun kan godkendes en enkelt omstruktureringsplan, men at stoetten kan udbetales i flere rater. Selv om der ikke foreligger en plan i forvejen, kan en stoette endvidere erklaeres for forenelig med faellesmarkedet, saafremt den opfylder visse betingelser, herunder at der udarbejdes en plan, der kan sikre virksomhedens levedygtighed inden for et rimeligt tidsrum, og at der traeffes foranstaltninger til at begraense de skadelige virkninger for konkurrencen. Endelig skal stoettens stoerrelse vaere rimelig i den forstand, at den ikke maa overstige omkostningerne ved omstruktureringen. Sagsoegeren har intet anfoert, der i naervaerende sag kan give anledning til at tvivle paa, at disse betingelser er opfyldt.

Rettens bemaerkninger

61 Retten skal indledningsvis minde om, at Kommissionen kan paalaegge sig selv retningslinjer for udoevelsen af sine skoensmaessige befoejelser ved retsakter saasom de i sagen omhandlede rammebestemmelser, saafremt de indeholder bestemmelser, der angiver den politik, som institutionen vil foelge, og de ikke afviger fra traktatens bestemmelser (Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, praemis 34 og 36, og Rettens dom af 12.12.1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, Sml. II, s. 2169, praemis 57). Den anfaegtede beslutning skal foelgelig proeves i lyset af disse bestemmelser.

62 Det er efter rammebestemmelserne et krav, at omstruktureringsstoette ydes som led i en plan. Punkt 3.2.2 opstiller tre materielle betingelser for godkendelsen af en saadan plan: Den skal goere det muligt at genoprette virksomhedens rentabilitet, forhindre konkurrencefordrejende virkninger og sikre, at stoetten staar i et rimeligt forhold til omkostningerne og fordelene ved omstruktureringen. Det tilkommer Retten at efterproeve, om disse krav er blevet overholdt i naervaerende sag.

63 Efter fast retspraksis tillaegger traktatens artikel 92, stk. 3, Kommissionen et vidt skoen ved afgoerelsen af, om en stoette kan tillades ved undtagelser fra det almindelige forbud i artikel 92, stk. 1, idet bedoemmelsen i saadanne tilfaelde af en statsstoettes forenelighed eller uforenelighed med faellesmarkedet rejser problemer, der indebaerer hensyntagen til og vurdering af sammensatte oekonomiske omstaendigheder (den tidligere naevnte SFEI-dom, praemis 36). Den judicielle kontrol maa derfor i denne henseende begraenses til en efterproevelse af, om procedurereglerne er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et aabenbart urigtigt skoen eller magtfordrejning (jf. den tidligere naevnte dom i sagen Skibsvaerftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, praemis 170). Retten kan saaledes ikke saette sit skoen med hensyn til de oekonomiske forhold i stedet for det, der er anlagt af Kommissionen (jf. den tidligere naevnte dom i sagen AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, praemis 56).

64 Hvad for det foerste angaar genoprettelsen af rentabiliteten bemaerkes, at den anfaegtede beslutning i enkeltheder beskriver en raekke bestanddele i en omstruktureringsplan, hvorved dette maal skal naas. Hertil kommer, hvilket Kommissionen allerede havde fastslaaet under proceduren, som foerte til vedtagelsen af den anfaegtede retsakt (jf. navnlig beslutningen af 22.9.1993, s. 6), at de italienske myndigheder allerede i 1992 havde vedtaget nogle retningslinjer med henblik paa omstruktureringen af de paagaeldende virksomheder, hvori indgik, at CMF Sud traadte i frivillig likvidation i 1992, og at en raekke af dets aktiviteter blev overfoert til CMF.

65 Det fremgaar saaledes klart af beslutningen (jf. tabellen paa s. 7), at efter omstruktureringen af CMF og likvidationen af CMF Sud vil den samlede kapacitet i de to virksomheders anlaeg falde med 50%. For saa vidt angaar kapaciteten i anlaeggene vedroerende CMF's hovedaktivitet vil den isoleret betragtet falde med 8,5%, idet de andre aktivitetsomraader er blevet afviklet. Naar disse omstaendigheder ses i sammenhaeng med de foranstaltninger, der vil blive truffet for at oege produktiviteten, og som navnlig bestaar i en personalenedskaering, udskiftning af foraeldet maskineri og overladelse af faerdiggoerelsesarbejder til underleverandoerer, stoetter de Kommissionens konklusion, som sagsoegeren i oevrigt ikke har bestridt, med hensyn til CMF's levedygtighed.

66 For saa vidt angaar sagsoegerens anbringende om, at stoetten er blevet udbetalt i flere rater, bemaerker Retten - uden at det er noedvendigt at tage stilling til Kommissionens indsigelse om afvisning - at den blotte omstaendighed, at en udbetaling er fordelt over flere gange, ikke udgoer en tilsidesaettelse af rammebestemmelserne. I disses punkt 3.2.2.A anfoeres det blot, at det »normalt« kun boer vaere noedvendigt at yde stoetten én gang. Der er foelgelig tale om en udtalelse, som ikke har bindende karakter. Den anfaegtede retsakt opfylder herefter den foerste betingelse i rammebestemmelserne.

67 Hvad dernaest angaar forebyggelsen af konkurrencefordrejende virkninger finder Retten, saaledes som det anfoeres i den anfaegtede beslutning, at indskraenkningen af anlaegskapaciteten er en acceptabel modydelse for de konkurrencefordrejninger, som den modtagne stoette giver anledning til, for saa vidt som den paalagte indskraenkning er fuldstaendig i den forstand, at de lukkede anlaeg afvikles eller saelges til virksomheder, der ikke er konkurrenter (jf. s. 10 i den anfaegtede beslutning).

68 Hvad endelig angaar betingelsen om, at stoetten skal staa i et rimeligt forhold til de forventede fordele, bemaerker Retten for det foerste, at sagsoegeren intet har anfoert til stoette for sit anbringende om, at dette krav ikke er overholdt i naervaerende sag. I denne forbindelse bemaerker Retten, at der blandt de fordele, der fra et konkurrencemaessigt synspunkt foelger af den anfaegtede beslutning, navnlig kan henvises til nedskaeringen af anlaegskapaciteten, som er naevnt ovenfor, og privatiseringen af CMF. Vedroerende dette punkt henviser den anfaegtede beslutning (jf. s. 10) til den italienske stats tilsagn om at foretage privatiseringen i en ubetinget udbudsprocedure, som vil goere det muligt for markedet at fastsaette CMF's pris og foelgelig at fjerne de eventuelt uforholdsmaessige dele af den ydede stoette.

69 Dernaest bemaerkes, at den anden stoettemodtagende virksomhed, CMF Sud, er traadt i likvidation, hvilket, saaledes som det anfoeres i den anfaegtede beslutning (s. 9), og som Retten har fastslaaet ovenfor, er en acceptabel industriel modydelse for den modtagne stoette, idet den goer det muligt fuldstaendigt at fjerne den eksisterende kapacitet.

70 Det foelger i det hele af det anfoerte, at eftersom betingelserne i rammebestemmelserne er opfyldt, er det andet anbringende uden grundlag, og Kommissionen skal foelgelig frifindes.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

71 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen, og da Kommissionen samt intervenienterne har nedlagt paastand om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, boer sagsoegeren doemmes til at betale disse, herunder intervenienternes omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Foerste Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger, herunder intervenienternes omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy