EUR-Lex -  61995TJ0214 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Femte Udvidede Afdeling) den 30. april 1998. - Het Vlaamse Gewest (regionen Flandern) mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Annullationssøgsmål - Lufttransport - Statsstøtte - Begrænset størrelse - Konkurrenceforvridning - Påvirkning af handelen mellem medlemsstater - Begrundelse. - Sag T-214/95.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - kommissionsbeslutning, hvori det fastslaas, at en stoette er uforenelig med faellesmarkedet - sag anlagt af en regional myndighed, der har ydet stoetten - formaliteten

(EF-traktaten, art. 173, stk. 2 og 4)

2 Statsstoette - konkurrencefordrejning - driftsstoette - rentefrit laan ydet af en regional myndighed til et privat luftfartsselskab med det formaal at fremme udviklingen og driften af en raekke europaeiske flyruter, hvor der er en intens konkurrence

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1)

3 Statsstoette - paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater - kriterier til bedoemmelse heraf - stoette til et luftfartsselskab, som er rettet mod den internationale handel

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1)

4 Medlemsstater - forpligtelser - tilsidesaettelse - andre medlemsstaters manglende overholdelse - begrundelse - ikke tilfaeldet

5 Statsstoette - kommissionsbeslutning, hvori det fastlaas, at en ikke-anmeldt stoette er uforenelig med faellesmarkedet - begrundelsespligt - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 92, art. 93, stk. 3, og art. 190)

6 Statsstoette - forbud - undtagelser - Kommissionens skoen - stoette til luftfartsselskaber - kriterier til bedoemmelse heraf - stoettebeloebet - indgaar ikke i bedoemmelsen

[EF-traktaten, art. 3, litra g), og art. 92, stk. 3, litra c)]

7 Statsstoette - forbud - undtagelser - Kommissionens skoen - stoette til luftfartsselskaber - individuel vurdering af hvert enkelt stoetteprojekt

[EF-traktaten, art. 92, stk. 3, litra c), og art. 93]

Sammendrag

8 Naar Kommissionen i en beslutning fastslaar, at et laan, som er ydet til en virksomhed af en regional myndighed i en medlemsstat, indeholder et stoetteelement, som er uforeneligt med faellesmarkedet, kan denne myndighed anlaegge sag til proevelse af Kommissionens beslutning, selv om denne er rettet til den paagaeldende medlemsstat.

Selv om regionale myndigheder ikke er omfattet af begrebet medlemsstat i traktatens artikel 173, stk. 2, maa de derimod, naar de efter national ret har status som juridisk person, ligeledes anses for en juridisk person efter traktatens artikel 173, stk. 4.

Endvidere paavirker den omhandlede beslutning umiddelbart og individuelt den regionale myndigheds retsstilling, idet den afskaeres fra at udoeve sine selvstaendige befoejelser paa den maade, den oensker, bl.a. ved at yde stoette til virksomheder, og den paalaegges at aendre den laaneaftale, den har indgaaet med den stoettemodtagende virksomhed.

Den regionale myndighed har en selvstaendig interesse i at anfaegte beslutningen, og denne interesse er forskellig fra medlemsstatens, naar der ikke er grundlag for at antage, at medlemsstaten kan bestemme, hvorledes den regionale myndighed skal udoeve sine selvstaendige befoejelser.

9 Et rentefrit laan, som en regional myndighed yder et privat luftfartsselskab med det formaal at fremme udviklingen og driften af en raekke europaeiske flyruter, hvor laantageren er i konkurrence med andre luftfartsselskaber, navnlig selskaber med hjemsted i andre medlemsstater, og som ikke skal anvendes til afholdelse af en bestemt udgift, fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene som omhandlet i traktatens artikel 92, idet laantageren fritages for udgifter, der normalt er forbundet med den loebende drift.

Driftsstoette, dvs. stoette, der har til formaal at friholde en virksomhed for omkostninger, som den normalt selv skulle have afholdt i forbindelse med den loebende drift og de normale aktiviteter, fordrejer i princippet konkurrencevilkaarene.

Naar en offentlig myndighed begunstiger en virksomhed, som er beskaeftiget inden for en sektor med en intens konkurrence, ved at indroemme virksomheden en fordel, er der tale om en konkurrencefordrejning eller risiko herfor. Hvis fordelen er beskeden, er konkurrencen kun fordrejet i beskedent omfang, men den er under alle omstaendigheder fordrejet. Forbuddet i traktatens artikel 92, stk. 1, finder anvendelse paa enhver stoette, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, uanset stoettens stoerrelse, i det omfang den paavirker samhandelen mellem medlemsstater.

10 Den omstaendighed, at en stoette er forholdsvis ubetydelig, eller den stoettemodtagende virksomhed er af beskeden stoerrelse, udelukker ikke paa forhaand, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan vaere paavirket. Selv en relativt beskeden stoette kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater, naar der som i dette tilfaelde er en skarp konkurrence i den sektor, hvor den stoettemodtagende virksomhed er beskaeftiget.

Naar en finansiel stoette, som ydes af en stat eller ved hjaelp af statsmidler, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Faellesskabet, maa det antages, at denne samhandel paavirkes af stoetten. Det er bl.a. tilfaeldet, naar den omhandlede stoette er til gavn for en virksomhed, som er rettet mod den internationale handel, idet den driver flyruter mellem byer i forskellige medlemsstater, og den er i konkurrence med luftfartsselskaber med hjemsted i andre medlemsstater, og naar formaalet med stoetten er at fremme udviklingen og driften af en raekke europaeiske flyruter, saaledes at mulighederne for, at stoetten kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater, oeges.

11 En medlemsstats kraenkelse af en forpligtelse, der paahviler den i henhold til traktaten, kan ikke retfaerdiggoeres med, at andre medlemsstater heller ikke overholder denne forpligtelse.

12 Den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, dels saaledes at de beroerte kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan varetage deres rettigheder, dels saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret. Det kraeves imidlertid ikke, at begrundelsen skal angive alle de relevante faktiske og retlige momenter, da spoergsmaalet, om begrundelsen for en retsakt opfylder kravene i traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt under hensyn til alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade.

Kommissionen er ikke forpligtet til i begrundelsen for beslutninger, som den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte har fremfoert for den. Det er tilstraekkeligt, at den redegoer for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende med henblik paa beslutningens konklusion.

Med hensyn til, om en foranstaltning skal anses for stoette, indebaerer dette princip, at det skal angives, af hvilke grunde Kommissionen anser den omhandlede stoetteforanstaltning for at falde inden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 1. Selv om det i visse tilfaelde kan fremgaa af selve de omstaendigheder, hvorunder stoetten ydes, at den kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkaarene, paahviler det i det mindste Kommissionen at angive disse omstaendigheder i beslutningens begrundelse.

Naar Kommissionen har redegjort for grundene til, at det er aabenbart, at samhandelen mellem medlemsstater er paavirket, paahviler det den ikke at foretage en meget detaljeret oekonomisk analyse, underbygget med taloplysninger.

Naar der er tale om en stoette, der ikke er anmeldt til Kommissionen, skal det ikke i begrundelsen for den beslutning, hvori det fastslaas, at stoetten er uforenelig med faellesmarkedet, paavises, hvilke virkninger denne faktisk havde paa konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater. Hvis det forholdt sig anderledes, ville det vaere ensbetydende med, at man begunstigede de medlemsstater, der yder stoette under tilsidesaettelse af anmeldelsespligten ifoelge artikel 93, stk. 3, paa de medlemsstaters bekostning, der giver underretning om en projekteret stoette.

13 Naar Kommissionen undersoeger en stoette, som er ydet til et luftfartsselskab, er den ikke forpligtet til specifikt at undersoege, om stoetten paa grund af stoerrelsen i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), kan fritages fra forbuddet mod stoette, da stoettens stoerrelse ikke udgoer et af de kriterier, som efter traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og de retningslinjer, der gaelder for stoette i luftfartssektoren, skal indgaa i vurderingen.

I forbindelse med den vide skoensbefoejelse, Kommissionen har ved anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), kan den anvende de kriterier, den finder mest egnede ved vurderingen af, om stoette kan anses for forenelig med faellesmarkedet, for saa vidt disse kriterier er relevante i relation til traktatens artikel 3, litra g), og artikel 92. Kommissionen kan i denne forbindelse fastsaette de kriterier, den agter at anvende, i retningslinjer, som er i overensstemmelse med traktaten. Kommissionens vedtagelse af saadanne retningslinjer er en del af udoevelsen af dens skoensmaessige kompetence og indebaerer kun, at Kommissionen under iagttagelse af lighedsgrundsaetningen har paalagt sig selv en begraensning i sin kompetence i forbindelse med vurderingen af stoette, som er omfattet af retningslinjerne. Kommissionen kan ikke ved at vurdere en individuel stoette med udgangspunkt i saadanne retningslinjer anses for at overskride graenserne for sin skoensmaessige befoejelse eller at give afkald herpaa.

14 Godkendelsen af statsstoette til visse luftfartsselskaber indebaerer ikke ipso facto en ret for andre luftfartsselskaber til at opnaa en fritagelse fra det principielle forbud mod stoette. Kommissionen skal som led i sin skoensmaessige kompetence paa statsstoetteomraadet vurdere hvert enkelt stoetteprojekt individuelt. Den skal goere det med udgangspunkt i dels de saerlige omstaendigheder ved projektet, dels de generelle faellesskabsretlige principper og retningslinjerne. Selv om selskaber i andre medlemsstater har faaet ulovlig stoette, er dette uden betydning for vurderingen af den foreliggende stoette.

Under alle omstaendigheder kan Kommissionens skoensmaessige kompetence ikke anses for udtoemt, alene fordi den har godkendt stoette til en konkurrent til den stoettemodtagende virksomhed, idet de bestemmelser i traktaten, hvorved Kommissionen tillaegges denne kompetence, herved ville miste deres virkning.

Parter

I sag T-214/95,

Vlaams Gewest (regionen Flandern) ved advokat Alfred L. Merckx, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Duro og Lorang, 4, boulevard Royal,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Pieter Van Nuffel og Anders Christian Jessen, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 95/466/EF af 26. juli 1995 om stoette ydet af regionen Flandern til det belgiske selskab Vlaamse Luchttransportmaatschappij NV (EFT L 267, s. 49),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Femte Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne V. Tiili, J. Azizi, R.M. Moura Ramos og M. Jaeger,

justitssekretaer: fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 25. september 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

Relevante retsregler

1 Artikel 92, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab (herefter »traktaten«) har foelgende ordlyd:

»Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler under enhver taenkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med faellesmarkedet i det omfang, den paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«

2 I henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), kan Kommissionen som en undtagelse hertil erklaere »stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller oekonomiske regioner« forenelig med faellesmarkedet, »naar den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse«.

3 Den 20. maj 1992 vedtog Kommissionen Faellesskabets rammebestemmelser for statsstoette til smaa og mellemstore virksomheder (EFT C 213, s. 2). I henhold til punkt 3.2 heri er stoette, der samlet for en udgiftskategori i en treaarsperiode er lavere end 50 000 ECU, fritaget for anmeldelsespligten i traktatens artikel 93, stk. 3. Ifoelge punkt 1.6 falder stoette, der ydes til virksomheder i sektorer, der er undergivet saerlige faellesskabsregler for statsstoette, bl.a. transportsektoren, imidlertid uden for rammebestemmelsernes anvendelsesomraade.

4 Kommissionen har i meddelelse 94/C 350/07, der har overskriften »Anvendelse af EF-traktatens artikel 92 og 93 og ... artikel 61 [i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade] paa statsstoette i luftfartssektoren« (EFT 1994 C 350, s. 5, herefter »retningslinjerne«), fastsat bestemmelser om statsstoette til virksomheder i denne sektor. Det fremgaar af punkt 50 (kapitel IX) i retningslinjerne, at den hurtige godkendelsesprocedure for stoetteordninger til smaa og mellemstore virksomheder ikke finder anvendelse paa stoette inden for transportsektoren.

5 Retningslinjerne daekker stoette, der ydes af medlemsstaterne til Faellesskabets luftfartsselskaber (punkt 10 i kapitel II). I punkt 51 (kapitel X) anfoeres, at Kommissionen vil anvende retningslinjerne fra deres offentliggoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, og at den paa et passende tidspunkt vil tage beslutning om at ajourfoere retningslinjerne.

6 I punkt 8 (afsnit I.4) anfoeres, at Kommissionen »oensker at etablere en lige tumleplads, hvor Faellesskabets luftfartsselskaber rent effektivt kan konkurrere«.

7 I punkt 14 (kapitel III) anfoeres: »Direkte stoette til daekning af driftstab er generelt ikke forenelig med faellesmarkedet og kan ikke falde ind under undtagelser.«

8 Det fremgaar af kapitel V i retningslinjerne, der bl.a. vedroerer de undtagelser med hensyn til udviklingen af visse erhvervsgrene, som kan indroemmes i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og artikel 61, stk. 3, litra c), i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (herefter »EOES-aftalen«), at omstruktureringsstoette kun paa visse betingelser kan erklaeres forenelig med faellesmarkedet. En af betingelserne er, at stoetten skal udgoere en del af et overordnet omstruktureringsprogram, der skal godkendes af Kommissionen [punkt 38, nr. 1), i retningslinjerne]. Det statsstoettede program kan kun anses for ikke at »stride mod den faelles interesse«, hvis dets formaal ikke er at oege det paagaeldende luftfartsselskabs kapacitet og udbud til skade for dets direkte europaeiske konkurrenter [punkt 38, nr. 4), i retningslinjerne].

9 Endelig indfoeres der i punkt 50 (kapitel IX) i retningslinjerne af hensyn til administrativ forenkling en hurtig godkendelsesprocedure for mindre stoetteordninger i luftfartssektoren. Det fremgaar, at Kommissionen vil anvende en hurtigere administrativ godkendelsesprocedure ved nye stoetteordninger og ved aendringer i eksisterende stoetteordninger, der er anmeldt i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, hvis:

- Den stoette, der ydes en stoettemodtager, ikke overstiger 1 mio. ECU i en treaarsperiode.

- Stoetten er knyttet til specifikke investeringsformaal, idet driftsstoette er udelukket.

Sagsfremstilling

10 Vlaamse Luchttransportmaatschappij NV (herefter »VLM«) er et privat luftfartsselskab med hjemsted i Antwerpen. Selskabet blev stiftet den 21. februar 1992 med en kapital paa 10 mio. BEF. Kapitalen er efterfoelgende udvidet flere gange og udgjorde ved udgangen af 1993 75 mio. BEF. I 1994 blev kapitalen forhoejet til 100 mio. BEF. Fra 1993 har selskabet drevet rutefart bl.a. mellem Antwerpen og London (London City Airport) og mellem Rotterdam og London (London City Airport).

11 Ruten Antwerpen-London beflyves ligeledes af andre selskaber, bl.a. det britiske selskab Cityflyer Express Ltd (herefter »Cityflyer«), med afgang fra og ankomst til Gatwick Airport.

12 Den 17. december 1993 ydede regionen Flandern - uden forudgaaende anmeldelse til Kommissionen - VLM et rentefrit laan paa 20 mio. BEF, som skulle tilbagebetales med aarlige afdrag paa 4 mio. BEF, foerste gang i det andet aar.

13 Laaneaftalen indeholder foelgende bestemmelser:

»Artikel 1 : Voorwerp

De begunstigde verbindt zich tot de verdere uitbouw en exploitatie van meerdere Europese vliegroutes.

Ter ondersteuning van deze activiteit verleent het Gewest de begunstigde een terugbetaalbaar renteloos voorschot.

...

Artikel 3 : Voorwaarden

Voor de duur van het contract is voor de vervreemding of hypothekering van onroerend en roerend patrimonium en het handelsfonds van de zaak alsook voor de vervreemding van bepaalde activa van de begunstigde vooraf instemming nodig van het Gewest.

Bij wijziging van de aandeelhoudersstructuur is vooraf de instemming van het Gewest vereist.

Het kapitaal van de onderneming mag tijdens de duur van het contract niet worden verlaagd zonder voorafgaande toestemming van het Gewest.

Indien deze voorwaarden niet worden nageleefd, is de overeenkomst onmiddelijk opzegbaar en wordt het voorschot onmiddelijk opeisbaar.

...«

[»Artikel 1: Formaal

Laantageren forpligter sig til at fortsaette udviklingen og driften af en raekke europaeiske flyruter.

Regionen Flandern yder med henblik paa at stoette denne virksomhed laantageren et rentefrit laan, som skal tilbagebetales.

...

Artikel 3: Betingelser

I laanets loebetid kraever enhver afhaendelse eller pantsaetning af laantagerens loesoere, faste ejendom, goodwill og afhaendelse af visse af selskabets aktiver forudgaaende godkendelse fra regionen Flandern.

Enhver aendring i aktionaerkredsen skal paa forhaand godkendes af regionen.

I laanets loebetid kan selskabets aktiekapital ikke nedsaettes uden regionens forudgaaende godkendelse.

Efterleves disse betingelser ikke, kan laaneaftalen ophaeves uden varsel, og laanet kan straks kraeves tilbagebetalt.

...«]

14 Efter at Cityflyer havde indgivet en klage, indledte Kommissionen den 16. november 1994 proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 (EFT 1994 C 359, s. 2).

15 Cityflyer og British Airways fremsatte deres bemaerkninger. De anmodede Kommissionen om at fastslaa, at det rentefrie laan er statsstoette, der er uforenelig med faellesmarkedet.

16 Den 23. januar 1995 fremsatte den belgiske regering ligeledes sine bemaerkninger.

17 Som afslutning paa proceduren vedtog Kommissionen den 26. juli 1995 beslutning 95/466/EF om stoette ydet af regionen Flandern til det belgiske selskab Vlaamse Luchttransportmaatschappij NV (herefter »den anfaegtede beslutning«). Beslutningen blev meddelt den belgiske regering den 25. september 1995 og offentliggjort i EF-Tidende den 9. november 1995 (EFT L 267, s. 49).

18 I beslutningen fastslaar Kommissionen, at det rentefrie laan, regionen Flandern har ydet VLM, omfatter ulovlige stoetteelementer, da det er tildelt virksomheden i strid med traktatens artikel 93, stk. 3. Endvidere fastslaas, at stoetteelementerne er uforenelige med faellesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92 og EOES-aftalens artikel 61 (den anfaegtede beslutnings artikel 1). Det paalaegges derfor Belgien at kraeve, at laanet tilskrives renter med en rentesats paa 9,3% (artikel 2), og at kraeve stoetten tilbagebetalt svarende til en rentetilskrivning beregnet fra laanets ydelse med samme rentesats (artikel 3). Rentesatsen paa 9,3% fremkommer ved, at der til basisrentesatsen paa 7,3% paa belgiske statsobligationer i 1994 laegges en risikopraemie paa 2% (kapitel V, sidste afsnit, i den anfaegtede beslutning).

Retsforhandlinger

19 Staevningen er indleveret til Retten den 27. november 1995 og registreret den foelgende dag.

20 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal i retsmoedet den 25. september 1997.

Parternes paastande

21 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Den anfaegtede beslutning annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

22 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

23 I retsmoedet har Kommissionen nedlagt paastand om, at sagen afvises.

Formaliteten

Parternes argumenter

24 Kommissionen har anfoert, at sagen i henhold til EF-traktatens artikel 173, stk. 2, maa afvises, idet sagsoegeren ikke er en medlemsstat. Sagen maa ogsaa afvises efter traktatens artikel 173, stk. 4, idet sagsoegeren, som ikke er adressat for den anfaegtede beslutning, heller ikke er umiddelbart og individuelt beroert af denne. Endvidere har sagsoegeren ikke nogen selvstaendig retlig interesse i at anlaegge sag til proevelse af den anfaegtede beslutning. Sagsoegerens retlige interesse skyldes, at regionen har ydet den omhandlede stoette, og denne retlig interesse er derved sammenfaldende med den belgiske stats retlige interesse (Domstolens dom af 10.7.1986, sag 282/85, DEFI mod Kommissionen, Sml. s. 2469).

25 Sagsoegeren har anfoert, at regionen, der er en selvstaendig juridisk person, og som havde kompetence til at yde det omhandlede laan, er umiddelbart og individuelt beroert i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, paa samme maade som Kongeriget Belgien, som den anfaegtede beslutning er rettet til (Domstolens dom af 8.3.1988, forenede sager 62/87 og 72/87, Exécutif régional wallon og Glaverbel mod Kommissionen, Sml. s. 1573).

Rettens bemaerkninger

26 Det bemaerkes indledningsvis, at Rettens kompetence til i foerste instans at paakende annullationssoegsmaal er begraenset til sager, der anlaegges i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4 (Raadets afgoerelse 94/149/EKSF, EF af 7.3.1994 om aendring af afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8.6.1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24.10.1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans, EFT L 66, s. 29). Retten har derimod ikke kompetence til at paakende sager, som i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, anlaegges af en medlemsstat, Raadet eller Kommissionen.

27 I henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kan enhver fysisk eller juridisk person anlaegge sag til proevelse af beslutninger, som skoent de er udfaerdiget i form af en beslutning rettet til en anden person, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt.

28 I naervaerende sag er den anfaegtede beslutning rettet til Kongeriget Belgien. Det bemaerkes i denne forbindelse, at det klart fremgaar af den generelle maade, hvorpaa traktaterne er opbygget, at begrebet medlemsstat i bestemmelserne vedroerende institutionerne og navnlig i bestemmelserne vedroerende domstolsproevelse kun omfatter regeringsmyndighederne i De Europaeiske Faellesskabers medlemsstater, og det kan ikke antages ogsaa at omfatte regionale regeringer og selvstaendige faellesskabers regeringer, uanset hvilken kompetence de maatte vaere tillagt (Domstolens kendelse af 21.3.1997, sag C-95/97, Région wallonne mod Kommissionen, Sml. I, s. 1787, praemis 6, og af 1.10.1997, sag C-180/97, Regione Toscana mod Kommissionen, Sml. I, s. 5245, praemis 6). Regionen Flandern kan saaledes ikke anlaegge sag i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2. Da regionen efter intern belgisk ret har status som juridisk person, maa den i kraft heraf ligeledes anses for en juridisk person efter traktatens artikel 173, stk. 4 (kendelserne i sagerne Région wallonne mod Kommissionen, praemis 11, og Regione Toscana mod Kommissionen, praemis 11; jf. ligeledes generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse i den ovenfor i praemis 25 naevnte sag Exécutif régional wallon og Glaverbel mod Kommissionen, Sml. s. 1573, paa s. 1581 f.).

29 Den anfaegtede beslutning paavirker umiddelbart og individuelt regionen Flandern's retsstilling. Den afskaeres saaledes fra at udoeve sine selvstaendige befoejelser paa den maade, den oensker, i dette tilfaelde ved at yde det omhandlede laan, og den paalaegges at aendre den laaneaftale, den har indgaaet med VLM.

30 Heraf foelger, at regionen Flandern har en selvstaendig interesse i at anfaegte beslutningen. Dens situation kan ikke sammenlignes med situationen for Comité de développement et de promotion du textile et de l'habillement i den ovenfor i praemis 24 naevnte sag DEFI mod Kommissionen. I denne sag havde den franske regering kompetence til at fastlaegge DEFI's forretningsfoerelse og politik og saaledes ogsaa fastlaegge de interesser, organet skulle varetage (praemis 18). Det fremgaar imidlertid ikke af naervaerende sag, at den foederale belgiske regering kan bestemme, hvorledes regionen Flandern skal udoeve sine selvstaendige befoejelser, navnlig ikke for saa vidt angaar kompetencen til at yde laan til virksomheder.

31 Sagen skal herefter fremmes til realitetsbehandling.

Realiteten

32 Sagsoegeren har til stoette for sine paastande fremfoert foelgende tre anbringender:

- tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, stk. 1

- tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c)

- tilsidesaettelse af begrundelsespligten i traktatens artikel 190.

Dette anbringende kan opdeles i tre led:

- mangelfuld begrundelse for anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 1 (foerste led)

- mangelfuld begrundelse for at forkaste sagsoegerens argumenter vedroerende stoette af beskedent omfang inden for luftfartssektoren (andet led)

- mangelfuld begrundelse vedroerende anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c) (tredje led).

33 Da de to foerste led i det tredje anbringende stoettes paa en tilsidesaettelse af begrundelsespligten for saa vidt angaar betingelserne for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1, vil Retten undersoege disse led umiddelbart efter gennemgangen af det foerste anbringende.

Det foerste anbringende om tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, stk. 1

Parternes argumenter

34 Sagsoegeren har anfoert, at naar stoetten er saa beskeden, at den ikke styrker stoettemodtagerens konkurrencemaessige stilling i forhold til konkurrenterne paa det relevante marked, fordrejer stoetten ikke konkurrencen og paavirker ikke samhandelen mellem medlemsstater.

35 I dette tilfaelde er stoetten af saa ringe omfang, at den ikke har haft nogen indvirkning paa VLM's omkostninger eller prisstruktur. For hver transporteret passager udgoer stoetten kun nogle faa belgiske francs. VLM har derfor ikke herigennem opnaaet fordele, hvorved selskabets konkurrencemaessige stilling er forbedret i forhold til de oevrige luftfartsselskaber, som det er i konkurrence med paa luftfartsmarkedet i Faellesskabet. Stoetten kan derfor heller ikke paavirke samhandelen mellem medlemsstater.

36 Ifoelge sagsoegeren ville Kommissionen kun kunne have konkluderet, at samhandelen mellem medlemsstater var paavirket, saafremt den havde fastslaaet, at VLM i kraft af stoetten fik en fordel, hvorved selskabets konkurrencemaessige stilling blev forbedret (i forhold til konkurrenterne). Kommissionen har paa ingen maade angivet, hvorledes VLM har opnaaet fordele ved laanet.

37 Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at Kommissionens bemaerkninger vedroerende de saerlige kendetegn for luftfartssektoren og det forhold, at den blev orienteret om stoetten ved en klage fra en konkurrent, er uden betydning. Hertil kommer, at den omstaendighed, at statsstoette ydes til en virksomhed, hvis aktiviteter efter deres karakter bestaar i samhandel mellem medlemsstater, ikke viser, at den stoettemodtagende virksomhed herved opnaar en fordel i forhold til konkurrenterne. Endvidere bestrider sagsoegeren, at VLM's beflyvning af ruten Antwerpen-London City Airport skulle afholde andre selskaber fra at beflyve denne rute, idet markedet er liberaliseret, og efter liberaliseringsforanstaltningerne er der fastsat en saerlig procedure for at tildele ankomst- og afgangstider til nye virksomheder paa markedet. Endelig bestrider sagsoegeren, at VLM havde oekonomiske vanskeligheder paa tidspunktet for ydelsen af laanet og heller ikke to aar senere, idet det er helt normalt, at et nyt luftfartsselskab har tab i forbindelse med opstarten.

38 Sagsoegeren har sammenfattende anfoert, at VLM ikke i kraft af den omhandlede stoette har opnaaet fordele i forhold til de konkurrerende selskaber, idet disse har modtaget flere milliarder belgiske francs i henhold til omstruktureringsprogrammer, som er godkendt af Kommissionen, eller paa samme maade som klageren, Cityflyer, deltager i et net af franchisetagere, saaledes at de indirekte modtager stoette fra den gruppe, de tilhoerer. Sagsoegeren finder det i denne forbindelse uforstaaeligt, at Kommissionen kan goere gaeldende, at et beloeb, som den anslaar til maksimalt 1 860 000 BEF pr. aar, skulle goere det muligt for VLM at undgaa at aendre sine priser, bibeholde sin stilling paa markedet over for konkurrenterne og undgaa betydelige tab og endog konkurs.

39 Endelig har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 92, stk. 1, idet den har overvurderet stoettens omfang. Kommissionen har saaledes beregnet stoetten paa grundlag af en risikopraemie paa 2%, idet der ikke til laanet er knyttet nogen direkte sikkerhed i loesoere eller fast ejendom. Risikopraemien skulle imidlertid have vaeret paa 1%, idet sagsoegeren efter laaneaftalens artikel 3 skal godkende enhver pantsaetning eller afhaendelse af aktiver, og paa anfordring skal der stilles sikkerhed for laanet. Stoettebeloebet svarer derfor til renterne beregnet paa grundlag af en rentesats paa 8,3% og ikke 9,3%.

40 Kommissionen har anfoert, at dette anbringende maa forkastes, idet alle betingelserne for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1, var opfyldt i dette tilfaelde. Det omhandlede laan er ydet af en statsmyndighed (regionen Flandern) og indebaerer en fordel for stoettemodtageren i forhold til konkurrenterne inden for et omraade, hvor der er en intens konkurrence. Konkurrencen fordrejes derfor, og samhandelen mellem medlemsstater paavirkes, idet en meget stor del af den europaeiske luftfart foregaar inden for Faellesskabet, navnlig i Belgien.

Rettens bemaerkninger

41 Det maa undersoeges, om Kommissionen med foeje fastslog, at stoetten fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencen og paavirkede samhandelen mellem medlemsstater.

A - Konkurrenceforvridning

42 Formaalet med den omhandlede stoette er at fremme udviklingen og driften af en raekke europaeiske flyruter (laaneaftalens artikel 1, jf. ovenfor, praemis 13), hvor laantageren er i konkurrence med andre luftfartsselskaber, navnlig selskaber med hjemsted i andre medlemsstater. Det er saaledes ikke forudsat i laaneaftalen, at stoetten anvendes til afholdelse af en bestemt udgift. Da der ikke opkraeves renter af laanet, fritages laantageren herved for udgifter, der normalt er forbundet med den loebende drift.

43 Domstolen og Retten har fastslaaet, at driftsstoette, dvs. stoette, der som den omhandlede stoette har til formaal at friholde en virksomhed for omkostninger, som den normalt selv skulle have afholdt i forbindelse med den loebende drift og de normale aktiviteter, i princippet fordrejer konkurrencevilkaarene (Rettens dom af 8.6.1995, sag T-459/93, Siemens mod Kommissionen, Sml. II, s. 1675, praemis 48 og 77, og den dér citerede retspraksis).

44 Kommissionen har i kapitel V, femte afsnit, i den anfaegtede beslutning anfoert: »I naervaerende sag med den skarpe konkurrence inden for den nu liberaliserede luftfartssektor i EF kan det forhold, at VLM skulle vaere det eneste selskab, der beflyver forbindelsen Antwerpen-London med afgang og ankomst i London City Airport, paa ingen maade paavirke Kommissionens vurdering, da den modtagne stoette under alle omstaendigheder mindsker nuvaerende eller potentielle konkurrenters muligheder for at opnaa markedsandele paa forbindelsen og dermed fordrejer konkurrencevilkaarene. Endvidere kan VLM anvende den paagaeldende stoette til at skabe sig adgang til andre markeder.« Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren ikke har bestridt, at der var en haard konkurrence inden for luftfartssektoren i Faellesskabet.

45 Sagsoegeren har ikke bestridt, at det omhandlede laan har givet VLM en fordel, fordi det er rentefrit. Derimod bestrider sagsoegeren, at den fordel, VLM har opnaaet, skulle have styrket selskabets konkurrencemaessige stilling i forhold til de konkurrerende luftfartsselskaber.

46 Naar en offentlig myndighed begunstiger en virksomhed, som er beskaeftiget inden for en sektor med en intens konkurrence, ved at indroemme virksomheden en fordel, er der tale om en konkurrencefordrejning eller risiko herfor. Hvis fordelen er beskeden, er konkurrencen kun fordrejet i beskedent omfang, men den er under alle omstaendigheder fordrejet. Forbuddet i traktatens artikel 92, stk. 1, finder anvendelse paa enhver stoette, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, uanset stoettens stoerrelse, i det omfang den paavirker samhandelen mellem medlemsstater.

47 Kommissionen findes herefter med rette at have lagt til grund, at den omhandlede stoette fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencen.

B - Paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater

48 Ifoelge fast retspraksis udelukker den omstaendighed, at en stoette er forholdsvis ubetydelig, eller den stoettemodtagende virksomhed er af beskeden stoerrelse, ikke paa forhaand, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan vaere paavirket (Domstolens dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 43, og af 14.9.1994, forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, praemis 40, 41 og 42).

49 Selv en relativt beskeden stoette kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater, naar der som i dette tilfaelde er en skarp konkurrence i den sektor, hvor den stoettemodtagende virksomhed er beskaeftiget (Domstolens dom af 11.11.1987, sag 259/85, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 4393, praemis 24, og af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, praemis 27).

50 Naar en finansiel stoette, som ydes af en stat eller ved hjaelp af statsmidler, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Faellesskabet, maa det antages, at denne samhandel paavirkes af stoetten (Domstolens dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671, praemis 11).

51 Kommissionen har i dette tilfaelde udtalt, at laanet »fordrejer ... konkurrencevilkaarene og paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne, da det vedroerer et selskab, hvis luftfartsvirksomhed, som i sagens natur direkte beroerer samhandelen, omfatter flere medlemsstater og kan omfatte hele EOES. Dette har specielt vaeret tilfaeldet, siden den tredje luftfartspakke traadte i kraft den 1. januar 1993, hvorved liberaliseringen blev tilendebragt og mulighederne for konkurrence oeget betydeligt. VLM er et EF-luftfartsselskab, som i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 2407/92 har faaet udstedt en driftslicens. I henhold til artikel 3 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2408/92 og artikel 5 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2409/92 skal VLM imidlertid godkendes til at udoeve trafikrettigheder paa ruter inden for Faellesskabet med fri prisfastsaettelse af den eller de beroerte medlemsstater, medmindre en af de i samme forordninger indeholdte undtagelsesbestemmelser finder anvendelse« (kapitel V, fjerde afsnit, i den anfaegtede beslutning).

52 Disse betragtninger og de betragtninger, der er gengivet ovenfor i praemis 44, kan fuldt ud tiltraedes. Den omhandlede stoette er til gavn for en virksomhed, som er rettet mod den internationale handel, idet den driver flyruter mellem byer i forskellige medlemsstater, og den er i konkurrence med luftfartsselskaber med hjemsted i andre medlemsstater. Som det fremgaar af praemis 42, er formaalet med stoetten at fremme udviklingen og driften af en raekke europaeiske flyruter, saaledes at mulighederne for, at stoetten kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater, oeges.

53 Kommissionen findes herefter med rette at have fastslaaet, at den omhandlede stoette paavirkede samhandelen mellem medlemsstater.

C - Betydningen af stoette, der er ydet til VLM's konkurrenter

54 Det forhold, at VLM's konkurrenter maatte have opnaaet - eventuelt ulovlig - statsstoette, aendrer ikke ved, at der efter traktatens artikel 92, stk. 1, er tale om stoette. En medlemsstats kraenkelse af en forpligtelse, der paahviler den i henhold til traktaten, i forbindelse med forbuddet i artikel 92, kan ikke retfaerdiggoeres med, at andre medlemsstater heller ikke overholder denne forpligtelse (Domstolens dom af 22.3.1977, sag 78/76, Steinike & Weinlig, Sml. s. 595, praemis 24).

D - Vurderingen af stoettens stoerrelse

55 Sagsoegerens opfattelse af, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 92, stk. 1, ved at overvurdere stoetten, maa forkastes. Sagsoegeren har ikke paavist, at VLM som foelge af de rettigheder, der fremgaar af laaneaftalens artikel 3, ville have kunnet opnaa det omhandlede laan til den rentesats paa 8,3%, som efter sagsoegerens opfattelse skulle have vaeret anvendt.

E - Sammenfatning

56 Naar henses til det anfoerte, har sagsoegeren ikke godtgjort, at Kommissionen har anvendt traktatens artikel 92, stk. 1, forkert. Anbringendet maa derfor forkastes.

Det foerste led i det tredje anbringende om mangelfuld begrundelse for anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 1

Parternes argumenter

57 Sagsoegeren har anfoert, at det fremgaar af fast retspraksis, at den begrundelse, som kraeves i henhold til artikel 190, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, dels saaledes at de beroerte kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan varetage deres rettigheder, dels saaledes at Domstolen kan udoeve sin proevelsesret (jf. Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 15, og den dér citerede retspraksis, og Rettens dom af 28.9.1995, sag T-95/94, Sytravel og Brink's France mod Kommissionen, Sml. II, s. 2651, praemis 52).

58 Ifoelge sagsoegeren paahviler det Kommissionen ved afgoerelsen af, om en stoette fordrejer konkurrencen og paavirker samhandelen mellem medlemsstater, klart og utvetydigt at paavise, at stoettemodtageren i kraft af stoetten har opnaaet en fordel, hvorved virksomhedens stilling er blevet styrket i forhold til konkurrenterne i samhandelen inden for Faellesskabet (den ovenfor i praemis 50 naevnte dom i sagen Philip Morris mod Kommissionen).

59 Sagsoegeren har videre anfoert, at det ganske vist er paavist i den anfaegtede beslutning, at det ikke i sig selv er udelukket, at en stoette (selv om den er af forholdsvis beskedent omfang) kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater. Det fremgaar imidlertid ikke, at VLM i kraft den omhandlede stoette faktisk fik en maerkbar konkurrencemaessig fordel, saaledes at stoetten paavirkede samhandelen mellem medlemsstater. Kommissionen har argumenteret abstrakt og har ikke konkret taget hensyn til stoettens beskedne omfang, de saerlige omstaendigheder inden for luftfartssektoren eller til, at VLM's markedsandel paa det relevante marked er meget beskeden.

60 Endelig fremgaar det ifoelge sagsoegeren ikke af beslutningen, om Kommissionen har undersoegt, hvilken betydning den omhandlede stoette har haft paa VLM's omkostningsstruktur, prisfastsaettelse eller andre forhold i forbindelse med selskabets drift.

61 Kommissionen har bestridt, at der paahviler den en saa omfattende begrundelsespligt, og har anfoert, at betragtningerne i kapitel V, femte og sjette afsnit, i den anfaegtede beslutning indeholder en begrundelse, som fuldt ud opfylder kravene i traktatens artikel 190. Denne del af anbringendet maa derfor forkastes.

Rettens bemaerkninger

62 Efter fast retspraksis skal den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, dels saaledes at de beroerte kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan varetage deres rettigheder, dels saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret (Rettens dom af 18.9.1995, sag T-471/93, Tiercé Ladbroke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2537, praemis 29, og den dér citerede retspraksis, og af 24.4.1996, forenede sager T-551/93, T-231/94 - T-234/94, Industrias Pesqueras Campos m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 247, praemis 140, og den dér citerede retspraksis).

63 Det kraeves imidlertid ikke, at begrundelsen skal angive alle de relevante faktiske og retlige momenter, da spoergsmaalet, om begrundelsen for en retsakt opfylder kravene i traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt under hensyn til alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade (Domstolens dom af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, praemis 86, og af 15.5.1997, sag C-278/95 P, Siemens mod Kommissionen, Sml. I, s. 2507, praemis 17, samt Rettens dom af 22.10.1996, sag T-266/94, Skibsvaerftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1399, praemis 230). Kommissionen er ikke forpligtet til i begrundelsen for beslutninger, som den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte har fremfoert for den. Det er tilstraekkeligt, at den redegoer for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende med henblik paa beslutningens konklusion (Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 41, og den dér citerede retspraksis, og den ovenfor i praemis 43 naevnte dom af 8.6.1995 i sagen Siemens mod Kommissionen, praemis 31).

64 Med hensyn til, om en foranstaltning skal anses for stoette, indebaerer dette princip, at det skal angives, af hvilke grunde Kommissionen anser den omhandlede stoetteforanstaltning for at falde inden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 1. Det bemaerkes i denne forbindelse, at selv om det i visse tilfaelde kan fremgaa af selve de omstaendigheder, hvorunder stoetten ydes, at den kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkaarene, paahviler det i det mindste Kommissionen at angive disse omstaendigheder i beslutningens begrundelse (Domstolens dom af 7.6.1988, sag 57/86, Graekenland mod Kommissionen, Sml. s. 2855, praemis 15, og af 24.10.1996, forenede sager C-329/93, C-62/95 og C-63/95, Tyskland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5151, praemis 52, og den dér citerede retspraksis).

65 I naervaerende sag har Kommissionen i kapitel V, andet afsnit, i den anfaegtede beslutning anfoert, at det omhandlede laan maa anses for stoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, og EOES-aftalens artikel 61, stk. 1. Som det fremgaar af den anfaegtede beslutning, navnlig fjerde afsnit, foerste punktum, og femte afsnit, tredje punktum, i kapitel V, hvoraf de relevante uddrag er gengivet ovenfor i praemis 51, henholdsvis praemis 44, er Kommissionens vurdering af stoettens virkninger paa konkurrencen og samhandelen inden for Faellesskabet ikke rent abstrakt. Med hensyn til betingelsen vedroerende fordrejning af konkurrencen anfoeres det saaledes i den anfaegtede beslutning, at den stoette, der er ydet VLM, fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, idet den mindsker konkurrenternes muligheder for at komme ind paa markedet paa ruten Antwerpen-London og oeger VLM's muligheder for at komme ind paa andre markeder i en sektor, hvor der er en intens konkurrence. Med hensyn til betingelsen om paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater anfoeres i beslutningen, at denne betingelse ligeledes er opfyldt, idet VLM's virksomhed omfatter flere medlemsstater og kan omfatte hele EOES.

66 Det fremgaar af begrundelsen, at Kommissionen har undersoegt, om betingelserne for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1, var opfyldt. Kommissionen har herved redegjort for de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende med henblik paa beslutningens konklusion. Med denne begrundelse kan sagsoegeren og Faellesskabets retsinstanser faa kendskab til grundene til, at Kommissionen fastslog, at betingelserne for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1, i dette tilfaelde var opfyldt.

67 Sagsoegeren kan ikke med foeje goere gaeldende, at Kommissionen ikke har undersoegt stoettens konkrete virkninger paa samhandelen mellem medlemsstater. For det foerste er der ikke stoette for dette argument i de faktiske omstaendigheder, saaledes som der er redegjort for ovenfor i praemis 44, 51, 65 og 66. Det paahvilede ikke Kommissionen at foretage en meget detaljeret oekonomisk analyse, underbygget med taloplysninger, idet den har redegjort for grundene til, at det var aabenbart, at samhandelen mellem medlemsstater ville blive paavirket. Da der for det andet var tale om en ikke-anmeldt stoette, var Kommissionen ikke forpligtet til at paavise, hvilke virkninger denne faktisk havde. For dersom Kommissionen i beslutningen havde vaeret forpligtet til at godtgoere den faktiske virkning af allerede ydet stoette, ville det vaere ensbetydende med, at man begunstigede de medlemsstater, der yder stoette under tilsidesaettelse af anmeldelsespligten ifoelge artikel 93, stk. 3, paa de medlemsstaters bekostning, der giver underretning om en projekteret stoette (Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen Sml. I, s. 307, praemis 33).

68 De argumenter, sagsoegeren har fremfoert til stoette for det foerste led i det tredje anbringende, maa herefter forkastes.

Det andet led i det tredje anbringende om mangelfuld begrundelse for at forkaste sagsoegerens argumenter vedroerende en fritagelse for stoette af beskedent omfang inden for luftfartssektoren

Parternes argumenter

69 Sagsoegeren har anfoert, at det forhold, at der i henhold til punkt 50 i retningslinjerne findes en hurtig procedure for godkendelse efter traktatens artikel 93, stk. 3, viser, at stoette under den fastsatte graense inden for luftfartssektoren efter Kommissionens opfattelse som udgangspunkt maa anses for forenelig med faellesmarkedet.

70 Den anfaegtede beslutning er paa dette punkt ikke begrundet i tilstraekkeligt omfang, idet det ikke er muligt for Faellesskabets retsinstanser og sagsoegeren at efterproeve, i hvilket omfang Kommissionen har undersoegt, om den begraensede stoette, VLM har modtaget, kunne vaere fritaget fra forbuddet, fordi der var tale om stoette af begraenset omfang i luftfartssektoren.

71 Endvidere er den anfaegtede beslutning mangelfuld paa grund af en ufuldstaendig fremstilling af de bemaerkninger, regionen Flandern fremsatte vedroerende dette spoergsmaal den 23. januar 1995.

72 I replikken har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen overskred graenserne for sin skoensmaessige kompetence, da den fastslog, at fritagelsen fra forbuddet for stoette af beskedent omfang ikke kunne finde anvendelse inden for luftfartssektoren, hvor der er en omfattende konkurrence inden for Faellesskabet, og hvor en raekke virksomheder er i vanskeligheder, fordi statsstoette - ogsaa af beskedent omfang - medfoerer en alvorlig konkurrenceforvridning. Ifoelge sagsoegeren er det ulogisk, at nye selskaber, som er kommet ind paa luftfartsmarkedet paa grund af liberaliseringen af denne sektor, ikke skulle have muligheden for i lighed med smaa og mellemstore virksomheder i andre sektorer at opnaa en begraenset stoette til investeringer, mens de fleste nationale luftfartsselskaber oppebaerer betydelige beloeb i stoette. Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at Kommissionen har undladt at fastslaa, at de gaeldende regler i luftfartssektoren muliggoer, at den godkender meget store stoettebeloeb.

73 Kommissionen har anfoert, at dette led i anbringendet maa forkastes, idet selve det forhold, at den hurtige procedure for godkendelse findes, viser, at stoette under den fastsatte graense ikke umiddelbart kan anses for forenelig med faellesmarkedet.

Rettens bemaerkninger

74 Det fremgaar paa ingen maade af den hurtige godkendelsesprocedure for mindre stoetteordninger, der er omhandlet i punkt 50 i retningslinjerne, at stoette under den heri fastsatte graense falder uden for forbuddet i traktatens artikel 92, stk. 1, eller normalt skal anses for forenelig med faellesmarkedet.

75 Som Kommissionen med rette har anfoert, viser selve det forhold, at proceduren findes, at det ikke kan forholde sig saaledes. Kommissionen skulle derfor ikke undersoege, om den omhandlede stoette kunne vaere fritaget fra forbuddet, fordi den laa under den graense, der er fastsat i punkt 50 i retningslinjerne.

76 Selv om det antoges, at stoette under denne graense kunne anses for forenelig med faellesmarkedet, fremgaar det imidlertid af beslutningen, at stoetten i dette tilfaelde ikke kunne erklaeres forenelig med faellesmarkedet (jf. ovenfor, praemis 44-51).

77 Med hensyn til argumentet om, at Kommissionen skulle have gengivet sagsoegerens bemaerkninger forkert i den anfaegtede beslutning, maa dette forkastes. Der henvises til disse bemaerkninger i forbindelse med behandlingen af sagsoegerens argument om, at den omhandlede statslige foranstaltning kan fritages fra forbuddet i henhold til punkt 50 i retningslinjerne (kapitel VII, ottende afsnit, i den anfaegtede beslutning). Kommissionens bemaerkninger er imidlertid ikke et vaesentligt element i begrundelsen for beslutningens resultat. Dette fremgaar i oevrigt af, at Kommissionens vurdering af, at den omhandlede stoetteforanstaltning er omfattet af traktatens artikel 92, stk. 1, i tilstraekkeligt omfang er begrundet (jf. ovenfor, praemis 65, 66 og 67). Selv om sagsoegerens bemaerkninger ikke blev gengivet loyalt, vil argumentet saaledes ikke kunne tiltraedes.

78 Naar sagsoegeren i replikken goer gaeldende, at Kommissionen har overskredet graenserne for sin skoensmaessige kompetence i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 1, fremfoerer selskabet herved under sagens behandling et anbringende, som er forskelligt fra anbringendet om tilsidesaettelse af begrundelsespligten. Da anbringendet ikke stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, maa det i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, afvises.

79 Under alle omstaendigheder kan argumentet ikke tiltraedes. Kommissionen har i dette tilfaelde anvendt retningslinjerne. Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen kan paalaegge sig selv retningslinjer for udoevelsen af sine skoensmaessige befoejelser ved retsakter saasom de i sagen omhandlede retningslinjer, saafremt de indeholder bestemmelser, der angiver den politik, som institutionen vil foelge, og de ikke afviger fra traktatens bestemmelser (Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, praemis 34 og 36, og Rettens dom af 12.12.1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, Sml. II, s. 2169, praemis 57, jf. endvidere Rettens dom af 5.11.1997, sag T-149/95, Ducros mod Kommissionen, Sml. II, s. 2031, praemis 61). Sagsoegeren har ikke paavist, at retningslinjerne afviger fra traktaten. Endvidere fremgaar det af praemis 54 i naervaerende dom, at det forhold, at VLM's konkurrenter maatte have opnaaet - eventuelt ulovlig - statsstoette, ikke aendrer ved, at der efter traktatens artikel 92, stk. 1, er tale om stoette.

80 De argumenter, sagsoegeren har fremfoert til stoette for det andet led i det tredje anbringende, maa herefter forkastes.

Det andet anbringende om tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), hvorefter Kommissionen kan erklaere stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene for forenelig med faellesmarkedet Parternes argumenter

81 Sagsoegeren har anfoert, at selv om den omhandlede stoette maatte anses for at henhoere under traktatens artikel 92, stk. 1, falder den ind under artikel 92, stk. 3, litra c). Ved undersoegelsen af, om stoetten kunne godkendes i henhold til sidstnaevnte bestemmelse, har Kommissionen anlagt et aabenbart urigtigt skoen og har aabenbart overskredet graenserne for sin skoensmaessige kompetence.

82 Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen ikke udtoemt sin skoensmaessige kompetence ved at fastsaette retningslinjerne. Den skal i hvert enkelt tilfaelde undersoege, i hvilket omfang stoette kan anses for forenelig med faellesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c). Retningslinjerne kan ikke indebaere, at der umiddelbart er en formodning for, at de situationer, som ikke er naevnt heri, er aabenbart ulovlige og ikke kan anses for forenelige med faellesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3. Hvis en bestemt form for stoette ikke er naevnt i retningslinjerne, kan Kommissionen ikke indskraenke sig til blot at henvise hertil.

83 Efter sagsoegerens opfattelse har Kommissionen i denne sag tilsidesat denne forpligtelse, idet den ikke undersoegte, i hvilket omfang den stoette, der er ydet VLM, paa grund af stoerrelsen kunne fritages fra forbuddet, fordi der var tale om stoette til fremme udviklingen af visse erhvervsgrene som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c). Kommissionen burde have undersoegt dette spoergsmaal med udgangspunkt i punkt 8 i retningslinjerne (hvorefter luftfartsselskaberne i Faellesskabet skal kunne konkurrere paa lige vilkaar) og under hensyntagen til, at de nye luftfartsselskaber, som f.eks. VLM, efter ikrafttraedelsen af den tredje luftfartspakke staar over for konkurrenter, hvoraf stoersteparten er omfattet af et af Kommissionen godkendt stoetteprogram.

84 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen fejlagtigt har antaget, for det foerste, at den omhandlede stoette var driftsstoette, for det andet, at der ikke var knyttet betingelser hertil med hensyn til anvendelsen af beloebet, og for det tredje, at sagsoegeren ikke havde faaet nogen sikkerhedsstillelse, og at VLM havde oekonomiske vanskeligheder, da laanet blev ydet. I virkeligheden er stoetten en investeringsstoette, idet den skulle anvendes til udviklingen af forskellige europaeiske ruter.

85 Kommissionen har anfoert, at anbringendet boer forkastes, idet den noeje har anvendt de retningslinjer, som den har fastsat inden for rammerne af sin skoensmaessige kompetence.

Rettens bemaerkninger

86 I traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), overlades der Kommissionen et skoen, idet stoetten i de heri naevnte tilfaelde »kan« betragtes som forenelig med faellesmarkedet, naar den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse (jf. den ovenfor i praemis 50 naevnte dom i sagen Philip Morris mod Kommissionen, praemis 17).

87 Sagsoegeren kan ikke med foeje goere gaeldende, at Kommissionen overskred graenserne for sin skoensmaessige kompetence ved ikke at undersoege, i hvilket omfang den omhandlede stoette kunne fritages fra forbuddet, fordi der var tale om stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene. I kapitel VII, syvende afsnit, i den anfaegtede beslutning har Kommissionen udtrykkeligt undersoegt dette spoergsmaal og har taget stilling til de argumenter, de belgiske myndigheder havde fremfoert under den administrative procedure. Kommissionen anfoerer i denne forbindelse, at den kun var »rede til at lade ovennaevnte undtagelse gaelde for stoette, der ydes til virksomheder under omstrukturering ... I den foreliggende sag har de belgiske myndigheder imidlertid selv anfoert, at laanet ikke udgoer omstruktureringsstoette. De har endvidere ikke henvist til nogen redningsplan for VLM. Undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og [EOES-]aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), kan derfor under ingen omstaendigheder finde anvendelse«. Kommissionen har ved at fastslaa, at den omhandlede stoette ikke udgoer omstruktureringsstoette, udtrykkeligt henvist til retningslinjerne, hvorefter der kun kan indroemmes en undtagelse med henblik paa udviklingen af visse erhvervsgrene i henhold til artikel 92, stk. 3, litra c), naar der er tale om omstruktureringsstoette (punkt 37 og 38 i retningslinjerne).

88 Da stoettens stoerrelse ikke udgoer et af de kriterier, som efter traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og de i dette tilfaelde gaeldende retningslinjer skal indgaa i vurderingen, var Kommissionen ikke forpligtet til specifikt at undersoege, om stoetten paa grund af stoerrelsen kunne fritages fra forbuddet i henhold til denne bestemmelse.

89 I forbindelse med den vide skoensbefoejelse, Kommissionen har ved anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), kan den anvende de kriterier, den finder mest egnede ved vurderingen af, om stoette kan anses for forenelig med faellesmarkedet, for saa vidt disse kriterier er relevante i relation til traktatens artikel 3, litra g), og artikel 92. Kommissionen kan i denne forbindelse fastsaette de kriterier, den agter at anvende, i retningslinjer, som er i overensstemmelse med traktaten (jf. ovenfor, praemis 79). Kommissionens vedtagelse af saadanne retningslinjer er en del af udoevelsen af dens skoensmaessige kompetence og indebaerer kun, at Kommissionen under iagttagelse af lighedsgrundsaetningen har paalagt sig selv en begraensning i sin kompetence i forbindelse med vurderingen af stoette, som er omfattet af retningslinjerne. Kommissionen kan ikke ved at vurdere en individuel stoette med udgangspunkt i saadanne retningslinjer, som den tidligere har vedtaget, anses for at overskride graenserne for sin skoensmaessige befoejelse eller at give afkald herpaa. For det foerste har den fortsat kompetence til at ophaeve eller aendre retningslinjerne, hvis forholdene kraever det. For det andet vedroerer retningslinjerne en bestemt sektor og er begrundet i oensket om at foelge en politik, som Kommissionen selv har fastlagt.

90 I modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert, fremgaar det af punkt 10 i retningslinjerne, at de omfatter den omhandlede stoette. Det anfoeres i punkt 14 i retningslinjerne (kapitel III), at direkte driftsstoette til flyforbindelser principielt kun kan accepteres, hvis stoetten skal goere det muligt for modtageren at opfylde public service-forpligtelser (punkt 15-23, afsnit III.2) eller er af social karakter (punkt 24, afsnit III.3). I punkt 37-42 fastlaegges en raekke betingelser, som stoettemodtagere, som vil kunne faa tilladelse til udvikle visse erhvervsgrene i overensstemmelse med traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), skal opfylde. Det kan udledes af punkterne, at kun omstruktureringsstoette kan godkendes.

91 Subsidiaert har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen har anlagt et aabenbart urigtigt skoen ved ikke at have undersoegt dette spoergsmaal med udgangspunkt i punkt 8 i retningslinjerne, hvorefter luftfartsselskaberne i Faellesskabet skal kunne konkurrere paa lige vilkaar. Herved goer sagsoegeren implicit gaeldende, at da andre luftfartsselskaber har modtaget statsstoette, skal den omhandlede stoette godkendes, for at VLM kan konkurrere paa lige vilkaar med de selskaber, som har modtaget statsstoette.

92 Hertil bemaerkes, at godkendelsen af statsstoette til visse luftfartsselskaber ikke ipso facto indebaerer en ret for andre luftfartsselskaber til at opnaa en fritagelse fra det principielle forbud mod stoette. Kommissionen skal som led i sin skoensmaessige kompetence vurdere hvert enkelt stoetteprojekt individuelt. Den skal goere det med udgangspunkt i dels de saerlige omstaendigheder ved projektet, dels de generelle faellesskabsretlige principper og retningslinjerne. Selv om selskaber i andre medlemsstater har faaet ulovlig stoette, er dette uden betydning for vurderingen af den her omhandlede stoette (jf. ovenfor, praemis 54).

93 Under alle omstaendigheder kan Kommissionens skoensmaessige kompetence ikke anses for udtoemt, alene fordi den har godkendt stoette til en konkurrent, idet de bestemmelser i traktaten, hvorved Kommissionen tillaegges denne kompetence, herved ville miste deres virkning.

94 Sagsoegeren kan ikke med foeje goere gaeldende, at Kommissionen fejlagtigt antog, at den omhandlede stoette var driftsstoette, at der ikke var knyttet betingelser hertil med hensyn til anvendelsen af beloebet, at sagsoegeren ikke havde faaet nogen sikkerhedsstillelse, og at VLM havde oekonomiske vanskeligheder, da laanet blev ydet. Ifoelge laaneaftalen skal stoetten ikke anvendes til afholdelse af en bestemt udgift (jf. ovenfor, praemis 42), saaledes at VLM fritages for udgifter, der normalt er forbundet med den loebende drift. Stoetten udgoer derfor driftsstoette (jf. i denne forbindelse den ovenfor i praemis 63 naevnte dom af 8.6.1995, Siemens mod Kommissionen, praemis 77) og ikke omstrukturerings- eller investeringsstoette.

95 Kommissionen har ikke i den anfaegtede beslutning anfoert, at sagsoegeren ikke fik nogen sikkerhedsstillelse for laanet. Det anfoeres i kapitel V, syvende og ottende afsnit, at »laangiver [har] en vis sikkerhed«, og at »sikkerheden ikke er forbundet med direkte pant i loesoere eller fast ejendom som ved prioritetslaan«, hvilket bekraeftes af laaneaftalens artikel 3.

96 Endelig har Kommissionen ikke anfoert, at VLM havde oekonomiske vanskeligheder mindre end to aar efter selskabets stiftelse (kapitel V, sjette afsnit), i forbindelse med vurderingen af den omhandlede stoette i forhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), men da den ved vurderingen af, om laanet var stoette i henhold til traktaten, tog udgangspunkt i, hvad en privat investor ville goere paa markedsvilkaar. Sagsoegeren har ikke godtgjort, at Kommissionen anvendte dette princip forkert, saa selv om det af Kommissionen anfoerte maaske er for unuanceret, vil dette ikke i sig selv kunne foere til, at den anfaegtede beslutning annulleres.

97 Det foelger af det anfoerte, at Kommissionen med foeje har afslaaet at indroemme en fritagelse i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).

Det tredje led i det tredje anbringende om mangelfuld begrundelse vedroerende anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c)

Parternes argumenter

98 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke i en individuel beslutning kan indskraenke sig til at fastsaette retningslinjer, som er udtryk for dens politik inden for den paagaeldende sektor, eller fastslaa, at de betingelser, der er fastsat heri, ikke er opfyldt. Kommissionen skal konkret undersoege, om den omhandlede stoette kan vaere omfattet af undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).

99 Det kan ikke paa grundlag af de betragtninger, der er fremfoert i beslutningen, fastslaas, om Kommissionen har taget hensyn til alle de faktiske og retlige forhold, som ville kunne begrunde en undtagelse fra forbuddet mod statsstoette. Det er saa meget mere aabenbart, at begrundelsen er mangelfuld, som de retningslinjer, Kommissionen har henvist til i beslutningen, ikke noedvendigvis begraenser anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), til omstruktureringsstoette.

100 Ifoelge sagsoegeren kan det ikke udledes af beslutningens begrundelse, i hvilket omfang Kommissionen konkret har undersoegt, om den omhandlede stoette opfyldte det kriterium, der naevnes i kapitel VII, tredje afsnit, i den anfaegtede beslutning. Dette kriterium indebaerer, at undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, og EOES-aftalens artikel 61, stk. 3, kun gaelder i de tilfaelde, hvor Kommissionen kan fastslaa, at markedskraefterne, hvis stoetten ikke var blevet ydet, ikke ville have vaeret nok til at faa den fremtidige stoettemodtager til at handle paa en saadan maade, at han bidrog til opfyldelsen af et af formaalene med disse undtagelser.

101 Kommissionen har anfoert, at den i beslutningen i tilstraekkeligt omfang har forklaret, hvorfor den ikke kunne godkende den omhandlede stoette, idet den bl.a. har anfoert, at stoetten ikke var en del af et af Kommissionen godkendt omstruktureringsprogram. Kommissionen finder derfor, at det tredje led i anbringendet maa forkastes.

Rettens bemaerkninger

102 Kommissionen har ved at henvise til de kriterier, der er fastlagt i retningslinjerne, og ved at fastslaa, at disse kriterier ikke er opfyldt i det foreliggende tilfaelde (kapitel VII, syvende afsnit, i den anfaegtede beslutning), i tilstraekkeligt omfang begrundet beslutningen. Stoettemodtageren og udenforstaaende, for hvem sagen har betydning, samt Faellesskabets retsinstanser kan saaledes fuldt ud fastslaa, af hvilke grunde Kommissionen har afslaaet at bringe undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, i anvendelse.

103 Sagsoegeren kan ikke med foeje goere gaeldende, at Kommissionen ikke har undersoegt, om markedskraefterne, hvis stoetten ikke var blevet ydet, ikke ville have vaeret nok til at faa den fremtidige stoettemodtager til at handle paa en saadan maade, at han bidrog til opfyldelsen af et af formaalene med undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og EOES-aftalens artikel 61, stk. 3 (jf. kapitel VII, tredje afsnit, i den anfaegtede beslutning). Det var tilstraekkeligt, at Kommissionen fastslog, at en af betingelserne i retningslinjerne, for at stoetten kunne godkendes i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), ikke var opfyldt (i dette tilfaelde, at der ikke var tale om en omstrukturering), og den kunne paa denne baggrund med fornoeden begrundelse naa til det resultat, at stoetten ikke kunne godkendes i henhold til denne bestemmelse.

104 Der kan derfor heller ikke gives medhold i det tredje led i det tredje anbringende.

105 Herefter tages Kommissionens frifindelsespaastand i det hele til foelge.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

106 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da regionen Flandern har tabt sagen, doemmes den i overensstemmelse med Kommissionens paastand til ud over sine egne omkostninger at betale Kommissionens omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Femte Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy