Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse
Nøgleord
1. Retsforhandlinger - omkostninger - fastsættelse - udgifter, der kan kræves erstattet - nødvendige udgifter, som parterne har afholdt - begreb - Rådets udgifter til fotokopier af processkrifter, der sendes til medlemsstaternes faste repræsentationer - ikke omfattet
[Rettens procesreglement, art. 91, litra b), og art. 92, stk. 1]
2. Retsforhandlinger - omkostninger - fastsættelse - udgifter, der kan kræves erstattet - nødvendige udgifter, som parterne har afholdt - begreb - udgifter til et antal fotokopier af processkrifter, der overstiger det i artikel 43, stk. 1, i Rettens procesreglement fastsatte antal - ikke omfattet
[Rettens procesreglement, art. 43, stk. 1, art. 91, litra b), og art. 92, stk. 1]
3. Retsforhandlinger - omkostninger - fastsættelse - genstand
[Rettens procesreglement, art. 91, litra b), og art. 92, stk. 1]
4. Retsforhandlinger - omkostninger - fastsættelse - forhold, der skal tages i betragtning
[Rettens procesreglement, art. 91, litra b), og art. 92, stk. 1]
Sammendrag
1. Begrebet nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, i artikel 91, litra b), i Rettens procesreglement kan ikke dække udgifter, som en part har måttet afholde på grund af sin interne organisation.
Rådets udgifter til fremsendelse af kopier af processkrifterne til medlemsstaternes faste repræsentationer har ikke karakter af nødvendige udgifter i procesreglementets artikel 91, litra b)'s forstand. Disse udgifter er ikke direkte forbundet med Rådets forsvar for Retten, men hidrører fra Rådets interne organisation og vedtagne dispositioner under hensyn til arten af denne institution, der udgør en juridisk enhed, selv om den består af 15 medlemmer, og følger af dispositioner vedrørende dets interne organisation, som er vedtaget for at sikre tilstrækkelig information mellem institutionen og de medlemsstater, den er sammensat af.
( jf. præmis 17 og 18 )
2. Det følger af artikel 43, stk. 1, i Rettens procesreglement, at alene udgifter til udfærdigelse og fremsendelse til Retten af fem kopier af processkrifterne på processproget samt det antal kopier, der er parter i sagen, kan anses for nødvendige udgifter i procesreglementets artikel 91, litra b)'s forstand. Den omstændighed, at institutionerne som led i det interinstitutionelle samarbejde forsyner Retten med yderligere kopier, samt kopier af processkrifter oversat til fransk for at lette Rettens interne arbejde, kan i intet tilfælde ændre rækkevidden af bestemmelser i procesreglementet til skade for de andre parter.
Hverken udgifterne til udfærdigelse af et antal kopier af processkrifterne på processproget, der overstiger det i procesreglementets artikel 43, stk. 1, fastsatte antal, eller udgifter til kopier af oversættelser af Rådets processkrifter til fransk, der er fremsendt til Retten, anses derfor for udgifter, der kan kræves erstattet.
( jf. præmis 22, 23 og 24 )
3. Fællesskabets retsinstanser er ved fastsættelsen af sagsomkostninger ikke kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i salær til deres egne advokater, hvorimod de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges erstattet hos den part, som det pålægges at betale sagens omkostninger.
( jf. præmis 32 )
4. Der findes ikke fællesskabsbestemmelser om fastsættelse af honorarer, hvorfor Fællesskabets retsinstanser frit skal vurdere de foreliggende oplysninger, idet de dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter fællesskabsretten og dens sværhedsgrad, såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældendes befuldmægtigede eller advokater har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen, og der skal herved ikke tages hensyn til en national tarif for advokaters honorarer eller til en eventuel aftale mellem den pågældende part og dennes befuldmægtigede eller advokater.
( jf. præmis 32 )
Parter
I sag T-97/95 (92) II,
Sinochem National Chemicals Import & Export Corporation, Beijing (Kina), ved advokat J.-F. Bellis, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Loesch og Wolter, 11, rue Goethe,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union, først ved juridisk konsulent Y. Cretien og A. Tanca, Rådets Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og derefter alene ved A. Tanca, bistået af advokaterne H.-J. Rabe og G. M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektør A. Morbilli, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,
sagsøgt,
støttet af
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved N. Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
og
Furfural Español SA, Alcantarilla (Spanien), ved advokat J. Rivas de Andrés, Madrid, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat A. Kronshagen, 2, rue Marie-Adélaïde,
intervenienter,
angående en begæring om fastsættelse af de sagsomkostninger, som sagsøgeren skal erstatte sagsøgte efter Rettens dom af 29. januar 1998 i sag T-97/95, Sinochem mod Rådet (Sml. II, s. 85),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Femte Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne P. Lindh, J.D. Cooke, P. Mengozzi og M. Vilaras,
justitssekretær: H. Jung,
afsagt følgende
Kendelse
Dommens præmisser
Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og parternes påstande
1 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. april 1995 anlagde Sinochem National Chemicals Import & Export Corporation, sagsøgeren i sag T-97/95 (herefter »Sinochem« eller »sagsøgeren«), sag til prøvelse af Rådets forordning (EF) nr. 95/95 af 16. januar 1995 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af furfuraldehyd med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 15, s. 11). Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Femte Udvidede Afdeling den 2. oktober 1995 blev en begæring fra Kommissionen om at måtte intervenere i sagen til støtte for Rådets påstande taget til følge. Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Femte Udvidede Afdeling den 18. december 1995 blev en begæring fra Furfural Español SA om at måtte intervenere i sagen til støtte for Rådets påstande ligeledes taget til følge.
2 Ved dom af 29. januar 1998 (sag T-97/95, Sinochem mod Rådet, Sml. II, s. 85) frifandt Retten Rådet og dømte sagsøgeren til at bære sine egne omkostninger og til at betale Rådets omkostninger tillige med Furfural Español's omkostninger som intervenient.
3 Ved skrivelse af 9. juli 1998 anmodede Rådet Sinochem om at erstatte sagsomkostningerne i sagen med 51 177,88 DEM, hvoraf 45 730 DEM udgjorde honorarer og andre fakturerede udgifter til ekstern advokatbistand (herefter »eksterne advokater«), og hvoraf 5 447,88 DEM udgjorde interne udgifter afholdt af Rådet (korrespondance, fotokopier og Rådets befuldmægtigedes tjenesterejse til Luxembourg).
4 Ved skrivelse af 17. august 1998 har Sinochem bestridt den nævnte ansættelse, som det anså for uforholdsmæssig høj. Sinochem er af den opfattelse, dels at udgifterne til fotokopier er for høje både for så vidt angår prisen på og antallet af fotokopier, dels at udgifterne til erstatning af advokathonorarer, der kunne kræves erstattet, var for høje. Sinochem har endelig foreslået at dække de udgifter, der kan kræves erstattet, med 20 000 DEM.
5 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 3. maj 1999 har Rådet fremsat begæring om, at Retten i medfør af procesreglementets artikel 92, stk. 1, træffer afgørelse om fastsættelse af sagsomkostninger.
6 Som interne udgifter har Rådet krævet et beløb på 5 447,88 DEM, fordelt på følgende måde: 8,93 DEM til porto; 853,35 DEM til fotokopier af stævning og udkast til svarskrift, der er sendt til medlemsstaternes faste repræsentationer ved Den Europæiske Union; 4 244,48 DEM til fotokopier af svarskrift, replik, besvarelse af Rettens spørgsmål på processproget og i den til fransk oversatte version, der er udfærdiget og sendt til Retten, og endelig 341,12 DEM til rejseudgifter for befuldmægtigede i forbindelse med rejse til Luxembourg for at give møde under retsmødet for Retten. Det af Rådet foreslåede beløb til fotokopier er baseret på et skøn over det anvendte antal kopier, nemlig 10 306 styk, til en stykpris af 0,25 EUR.
7 For så vidt angår udgifter til eksterne advokater har Rådet anmodet om 45 200 DEM til advokathonorarer og 530 DEM til andre udgifter faktureret af advokaterne.
8 Rådet har ligeledes anmodet Retten om at dømme Sinochem til at erstatte et yderligere beløb på 2 000 DEM til udgifter til proceduren om fastsættelse af sagsomkostninger.
9 Kommissionen har den 8. juni 1999 indgivet indlæg om Rådets begæring om fastsættelse af sagsomkostninger og har anmodet Retten om at efterkomme Rådets begæring.
10 Sinochem har den 21. juni 1999 indgivet indlæg om fastsættelse af sagsomkostninger, hvori Sinochem har bestridt beløbet til honorarer til eksterne advokater samt det af Rådet krævede beløb til fotokopier. Sinochem har ligeledes ikke kunnet acceptere at skulle betale 300 000 BEF i udgifter, der kan kræves erstattet. I øvrigt har Sinochem anset begæringen om yderligere 2 000 DEM til dækning af udgifter til proceduren om fastsættelse af sagsomkostninger for ubegrundet og under alle omstændigheder for klart uforholdsmæssig.
Realiteten
11 Procesreglementets artikel 92, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse:
»Opstår der tvist om, hvilke udgifter der kan kræves erstattet, træffer Retten efter begæring af en part og efter at have hørt den anden part ved kendelse endelig afgørelse herom.«
12 Ifølge procesreglementets artikel 91, litra b), omfatter de »udgifter [der] kan kræves erstattet«, de »nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, især rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmægtigede, rådgivere eller advokater«.
13 Det skal undersøges, hvorvidt dels Rådets interne udgifter til koordination og forberedelse af sagen, dels honorar og andre fakturerede udgifter til eksterne advokater, kan anses for »nødvendige udgifter« i nævnte bestemmelses forstand.
Rådets interne udgifter
14 Rådet har anført, at eftersom portoudgifter og udgifter til dets befuldmægtigedes tjenesterejse til Luxembourg ikke er blevet bestridt af Sinochem, har det begrænset sit indlæg til at angå udgifter til fotokopier, som det anser for nødvendige udgifter for førelse af sagen.
a) Udgifter til fotokopier sendt til de faste repræsentationer
15 Rådet er af den opfattelse, at udgifterne til de 1 725 sider svarende til fotokopier af stævning og udkast til svarskrift, der er sendt til de faste repræsentationer, hvilke udgifter er skønnet til 853,34 DEM, fuldt ud kan kræves erstattet, da det er nødvendigt, at de befuldmægtigede holder kontakt med den ansvarlige myndighed, dvs. de 15 medlemmer, hver gang en sag bliver anlagt mod Rådet. Denne form for kommunikation er nødvendig for, at Rådet kan sikre sit forsvar for Fællesskabets retsinstanser, uden at dets juridiske tjeneste arbejder på fuldstændig autonom vis i forhold til dets medlemmer.
16 Sinochem er af den opfattelse, at fremsendelsen til de faste repræsentationer, der er foranlediget af Rådet for at informere dets medlemmer om dets juridiske tjenestes arbejde, ikke udgør nødvendige udgifter i procesreglementets artikel 91, litra b)'s forstand. Sinochem har gjort gældende, at det ikke drejer sig om udgifter, som Rådet har måttet afholde for at gøre sine anbringender gældende, men om udgifter, som Rådet har valgt at afholde for at opfylde, hvad det anser for dets forpligtelse til at holde medlemmerne orienteret. Det vil derfor ikke være berettiget at medtage disse udgifter i opgørelsen over udgifter, der kan kræves erstattet. Sinochem er derfor af den opfattelse, at beløbet på 853,35 DEM til forsendelse til de faste repræsentationer ikke skal medtages i de udgifter, der kan kræves erstattet.
17 Retten skal udtale, at begrebet »nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling«, i procesreglementets artikel 91, litra b), ikke kan dække udgifter, som en part har måttet afholde på grund af sin interne organisation. De af Rådet påberåbte udgifter er ikke direkte forbundet med dets forsvar for Retten, men hidrører fra Rådets interne organisation og vedtagne dispositioner under hensyn til arten af denne institution, der udgør en juridisk enhed, selv om den består af 15 medlemmer, og følger af dispositioner vedrørende dets interne organisation, som er vedtaget for at sikre tilstrækkelig information mellem institutionen og de medlemsstater, den er sammensat af.
18 Rådets udgifter til fremsendelse af kopier af processkrifterne til medlemsstaternes faste repræsentationer har derfor ikke karakter af »nødvendige udgifter« i procesreglementets artikel 91, litra b)'s forstand.
b) Udgifter til fotokopier sendt til Retten
19 Rådet har gjort gældende, at udgifterne til 60 kopier af hver af dokumenterne på processproget (svarskrift og duplik, besvarelse af Rettens spørgsmål) indleveret til Retten og 90 kopier af den franske oversættelse af disse dokumenter, der ligeledes er indleveret til Retten, skal anses for nødvendige udgifter og dermed udgifter, der kan kræves erstattet. I denne forbindelse har Rådet bemærket, dels at Rådet i medfør af procesreglementets artikel 43, stk. 2, er forpligtet til at fremlægge oversættelser for Retten, og dels at Rådet er forpligtet til at fremlægge det nævnte antal kopier i medfør af en aftale indgået mellem Kommissionen og Retten, hvilken aftale også gælder for Rådet. Det har således været nødvendigt at tage 8 580 kopier og fremsende dem til Retten, hvilket har medført de skønnede nødvendige udgifter på 4 244,48 DEM.
20 Sinochem er af den opfattelse, at der ikke findes noget retsgrundlag for at pålægge den tabende part at erstatte Rådet de udgifter, som sidstnævnte har afholdt for at overholde sin forpligtelse til at fremlægge oversættelser af sine processkrifter. Sinochem har anført, at Rådet, uanset om det handler som sagsøger eller sagsøgt, selv må bære de udgifter, der er forbundet med forpligtelsen i procesreglementets artikel 43, stk. 2, til at fremlægge de nævnte oversættelser. I øvrigt har Sinochem gjort gældende, at Rådet - ved at fortolke denne artikel således, at den giver Rådet mulighed for at overvælte udgifterne til den obligatoriske oversættelse, der påhviler Rådet, på den tabende part - tilsidesætter procesreglementets artikel 35, stk. 2, der indeholder princippet om, at sagsøgeren vælger processproget, og således pålægger retten til at anlægge sag ved Retten til prøvelse af dets afgørelser en ulovlig økonomisk byrde. Sinochem har derfor anmodet Retten om at afvise beløbet på 4 244,48 DEM til oversættelse og forsendelse til Retten som for højt.
21 Det bemærkes indledningsvis, at i modsætning til det af Sinochem hævdede, har Rådet ikke i det foreliggende tilfælde anset udgifterne til den franske oversættelse af dets processkrifter for nødvendige udgifter, men alene udgifterne til udfærdigelse og fremsendelse til Retten af 90 kopier af alle processkrifter oversat til fransk og 60 kopier af processkrifterne på processproget.
22 Det bemærkes, at ifølge procesreglements artikel 43, stk. 1, skal »det originale eksemplar af ethvert processkrift ... underskrives af partens befuldmægtigede eller advokat. Med processkriftet og de heri nævnte bilag skal indleveres fem genparter til brug for Retten og en genpart til hver af parterne i sagen. Genparternes rigtighed bekræftes af den part, der indleverer dem«.
23 Det følger heraf, at alene udgifter til udfærdigelse og fremsendelse til Retten af fem kopier af processkrifterne på processproget samt det antal kopier, der er parter i sagen, kan anses for nødvendige udgifter i procesreglementets artikel 91, litra b)'s forstand. Den omstændighed, at institutionerne som led i det interinstitutionelle samarbejde forsyner Retten med yderligere kopier, samt kopier af processkrifter oversat til fransk for at lette Rettens interne arbejde, kan i intet tilfælde ændre rækkevidden af bestemmelser i procesreglementet til skade for de andre parter.
24 Derfor kan hverken udgifterne til udfærdigelse af et antal kopier af processkrifterne på processproget, der overstiger det i procesreglementets artikel 43, stk. 1, fastsatte antal, eller udgifter til kopier af oversættelser af Rådets processkrifter til fransk, der er fremsendt til Retten, anses for udgifter, der kan kræves erstattet.
c) Den af Rådet anslåede pris pr. fotokopi
25 Rådet har anslået stykprisen på fotokopier til 0,25 EUR og har hævdet, at denne pris er rimelig og i overensstemmelse med den, der bliver faktureret af et stort antal erhvervsdrivende inden for reprografi.
26 Da Retten har fastslået, at udgiften til fotokopier af processkrifter, med undtagelse af de i procesreglementets artikel 43, stk. 1, omhandlede kopier, ikke udgør udgifter, der kan kræves erstattet, er spørgsmålet om prisen på fotokopier uden relevans. Det skal imidlertid fastslås, at Sinochem med rette har gjort gældende, at det af Rådet krævede beløb ikke synes rimeligt ved sammenligning med de priser, der anvendes af erhvervsdrivende inden for reprografi, og ikke er berettiget.
Udgifter til ydelser præsteret af Rådets eksterne advokater
Parternes argumenter
27 Rådet har gjort gældende, at sagen, således som det sædvanligvis er tilfældet, når det drejer sig om antidumping-sager, vedrørte komplicerede økonomiske og meget tekniske spørgsmål, som de advokater, der ydede Rådet bistand, har skullet sætte sig ind i. Rådet har tilføjet, at sagens faktum var meget kompleks, og at et stort antal af de af sagsøgeren fremførte forhold viste sig at være fejlagtige og derfor skulle korrigeres af sagsøgeren.
28 For så vidt angår sagens betydning efter fællesskabsretten har Rådet hævdet, at den indeholdt aspekter af almen interesse, idet den gav anledning til spørgsmål, der ofte bliver stillet i antidumpingsager, herunder spørgsmålet om at afklare, hvorvidt overtrædelsen af et tidligere tilsagn udgør et tilstrækkeligt moment til at afvise et foreslået tilsagn, og hvorvidt påberåbelsen af denne tidligere overtrædelse opfylder kravene i artikel 253 EF. Et andet lige så vigtigt spørgsmål, der vedrører omfanget af de beviser, som industrien i Fællesskabet skal fremkomme med, når den begærer indledning af en antidumpingundersøgelse, er også blevet stillet i denne sag. Dette problem, der er henvist til i dommen præmis 60, kan skabe en klar præcedens til besvarelse af dette tilbagevendende spørgsmål.
29 For så vidt angår de særlige vanskeligheder i denne sag og omfanget af arbejdet med at løse disse, har Rådet hævdet, at dets advokater navnlig har skullet danne sig en præcis opfattelse af det pågældende produkt, furfuraldehyd, og betingelserne for dets markedsføring inden for Fællesskabet for at imødegå definitionen af det pågældende produktmarked og de af sagsøgeren fremførte påstande vedrørende skaden. Endelig har sagen nødvendiggjort et arbejde af et betydeligt omfang, idet Rådets advokater indgående har skullet gennemgå omfangsrigt sagsmateriale og udarbejde tre dokumenter - et svarskrift på 27 sider, en duplik på 17 sider og en 7-siders besvarelse af Rettens skriftlige spørgsmål. Endvidere har retsmødet den 18. september 1997 krævet megen forberedelse og har nødvendiggjort tilstedeværelsen af en advokat.
30 Sinochem har bestridt opgørelsen af de af Rådet afholdte nødvendige udgifter til honorarer til eksterne advokater, idet Sinochem anser udgifterne for klart uforholdsmæssige. I denne forbindelse har Sinochem gjort gældende, dels at Rådet vilkårligt har udpeget en anden ekstern advokat til at repræsentere sig, selv om den af Rådet sædvanligvis anvendte eksterne advokat, G. Berrisch, har en stor erfaring med hensyn til retsområdet antidumping. Denne omstændighed burde have gjort udpegelsen af en anden advokat unødvendig, og udpegelsen har medført unødvendige udgifter. Sinochem har i øvrigt kritiseret det forhold, at beløbet på 45 200 DEM, der er anmodet om til dækning af advokathonorarer, hverken er opgjort eller beskrevet i detaljer i begæringen om fastsættelse af sagsomkostninger, der ikke indeholder nogen præcisering af det tidsforbrug, som Rådets advokater har haft. Sinochem har endvidere bemærket, i modsætning til det af Rådet hævdede, at sagen langt fra har medført et betydeligt arbejde. Indgivelse af svarskrift, duplik og besvarelse af to spørgsmål stillet af Retten er i overensstemmelse med Rettens praksis, og det udførte arbejde synes langt fra uforholdsmæssigt, da de nævnte dokumenter udgør henholdsvis 27, 17 og 7 sider. Dels er omfanget af et annullationssøgsmål begrænset til faktiske spørgsmål snarere end til komplekse juridiske spørgsmål.
31 I øvrigt har Sinochem henledt opmærksomheden på, at udgifter og honorarer til advokater, der faktisk er faktureret til Rådet, efter retspraksis ikke udgør en relevant faktor for fastlæggelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet. For sagsøgeren er det imidlertid meget tydeligt, at det faktisk fakturerede beløb i advokathonorarer ikke kan tages i betragtning, idet de advokater, der har bistået Rådet, var bekendt med proceduren og den fællesskabsretlige antidumpingtold, og idet de underliggende økonomiske forhold er ikke blevet gennemgået i sagen for Retten. Da Sinochem har begrænset sig til at bestride, at eksistensen af et »captive market« skulle kunne begrunde en særlig behandling af virksomheder fra Den Kinesiske Folkerepublik, har den juridiske argumentation i vidt omfang alene vedrørt de grundlæggende principper i fællesskabsretten og antidumpingretten (f.eks. proportionalitetsprincippet).
Rettens bemærkninger
32 Ifølge fast retspraksis er Fællesskabets retsinstanser ikke kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i salær til deres egne advokater, hvorimod de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges erstattet hos den part, som det pålægges at betale sagens omkostninger (Domstolens kendelse af 26.11.1985, sag 318/82, Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 3727, præmis 2, og Rettens kendelse af 25.2.1992, forenede sager T-18/89 og 24/89, Tagaras mod Domstolen, Sml. II, s. 153, præmis 13, og af 9.6.1993, sag T-78/89, Industries Glass mod Kommissionen, Sml. II, s. 573, præmis 36). Da der ikke findes fællesskabsbestemmelser om fastsættelse af honorarer, skal Fællesskabets retsinstanser frit vurdere de foreliggende oplysninger, idet de dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter fællesskabsretten og dens sværhedsgrad, såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældendes befuldmægtigede eller advokater har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen, og der skal herved ikke tages hensyn til en national tarif for advokaters honorarer eller til en eventuel aftale mellem den pågældende part og dennes befuldmægtigede eller advokater (kendelsen i sagen Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, præmis 3, og Rettens kendelse af 8.3.1995, sag T-2/93 (92), Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 533, præmis 16, og af 24.3.1998, sag T-175/94 (92), International Procurement Services mod Kommissionen, Sml. II, s. 601, præmis 10).
33 I det foreliggende tilfælde havde tvisten en vis betydning efter fællesskabsretten, og den pågældende problematik nødvendiggjorde en nærmere undersøgelse af såvel økonomiske som retlige spørgsmål tillige med en undersøgelse af komplicerede faktiske omstændigheder, der er blevet undersøgt og redegjort for af Rådets advokater. Sagen rejste nye og ømtålelige spørgsmål som definitionen af den skade, industrien i Fællesskabet risikerer at lide på grund af en betydelig import fra et tredjeland, fastlæggelsen af de beviser, industrien i Fællesskabet skal fremkomme med, når den begærer indledning af en antidumpingundersøgelse, og spørgsmålet om, hvorvidt en overtrædelse af et tidligere tilsagn udgør et tilstrækkeligt moment til at afvise et foreslået tilsagn, eller endelig hvorvidt påberåbelsen af denne tidligere overtrædelse opfylder kravene i artikel 253 EF.
34 I øvrigt kan sagens økonomiske betydning ikke bestrides, idet den skade, som ville være forvoldt industrien i Fællesskabet ved dumpingimport, er blevet vurderet til 1,7 mio. EUR årligt.
35 På baggrund af sagens karakter, dens sværhedsgrad, dens betydning og parternes økonomiske interesser finder Retten, at de til dags dato afholdte udgifter, der kan kræves erstattet, med rimelighed kan fastsættes til 45 730 DEM i honorarer og udgifter til Rådets eksterne advokater og 500 DEM for de af Rådet afholdte udgifter, eller i alt et beløb på 46 230 DEM.
36 Med dette beløb er der taget hensyn til hele sagsforløbet indtil tidspunktet for afsigelsen af denne kendelse, hvorfor det er ufornødent at træffe særskilt afgørelse om parternes sagsomkostninger i forbindelse med behandlingen af begæringen om fastsættelse af sagsomkostninger.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling)
Det samlede beløb af de omkostninger, som Sinochem National Chemicals Import & Export Corporation skal erstatte Rådet for Den Europæiske Union, fastsættes til 46 230 DEM.
Full & Egal Universal Law Academy