Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Saerlige rettergangsformer ° betingelser for antagelse til realitetsbehandling ° realitetsbehandling af hovedsagen ° ingen betydning ° graenser
(EF-traktaten, art. 185; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 1)
2. Saerlige rettergangsformer ° udsaettelse af gennemfoerelsen ° betingelser herfor ° alvorligt og uopretteligt tab ° oekonomisk tab
(EF-traktaten, art. 185; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)
Sammendrag
1. Spoergsmaalet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, maa i princippet ikke behandles under behandlingen af en sag om foreloebige forholdsregler, men skal udskydes til behandlingen af hovedsagen, undtagen hvis det er aabenbart, at denne maa afvises. Saafremt der under behandlingen af sagen om foreloebige forholdsregler tages stilling til, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling ° hvor dette ikke umiddelbart er helt udelukket ° vil det nemlig vaere ensbetydende med at foregribe afgoerelsen vedroerende sagens realitet.
2. Spoergsmaalet om, hvorvidt en foreloebig forholdsregel er uopsaettelig, skal vurderes ud fra, om det er noedvendigt at traeffe en foreloebig afgoerelse for at undgaa, at der paafoeres den part, der har indgivet begaering, et alvorligt og uopretteligt tab. Det er denne part, som det paahviler at godtgoere, at det vil paafoere vedkommende et alvorligt og uopretteligt tab, saafremt man afventer afgoerelsen i hovedsagen, hvilket betyder, at den paagaeldende skal godtgoere, at risikoen for det tab, han haevder at vaere udsat for, er tilstraekkeligt aktuel, og at han afskaeres fra at paaberaabe sig et tab, som kun er af uvis karakter og uberegneligt.
Et rent oekonomisk tab kan kun i ganske usaedvanlige tilfaelde anses for uopretteligt eller blot vanskeligt opretteligt, naar det senere kan erstattes oekonomisk.
Parter
I sag T-168/95 R,
Eridania Zuccherifici Nazionali SpA, Genova (Italien),
ISI ° Industria Saccarifera Italiana Agroindustriale SpA, Padova (Italien),
Sadam Zuccherifici, virksomhedsafdeling i SECI °Società Esercizi Commerciali Industriali SpA, Bologna (Italien),
Sadam Castiglionese SpA, Bologna,
Sadam Abruzzo SpA, Bologna,
Zuccherificio del Molise SpA, Termoli (Italien),
SFIR ° Società Fondiaria Industriale Romagnola SpA, Cesena (Italien),
Ponteco Zuccheri SpA, Pontelagoscuro (Italien),
ved Solicitor Bernard O' Connor og advokaterne Ivano Vigliotti og Paolo Crocetta, Genova, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Arsène Kronshagen, 12, boulevard de la Foire,
sagsoegere,
mod
Raadet for Den Europaeiske Union ved Jan-Peter Hix og Marco-Umberto Moricca, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Bruno Eynard, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender,
sagsoegt,
angaaende en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 1, litra f), i Raadets forordning (EF) nr. 1534/95 af 29. juni 1995 om fastsaettelse for produktionsaaret 1995/1996 af de afledte interventionspriser for hvidt sukker, interventionspriser for raasukker, minimumspriserne for A-sukkerroer og B-sukkerroer samt refusionsbeloebet til udligning af lageromkostninger (EFT L 148, s. 11),
har
PRAESIDENTEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS
afsagt foelgende
Kendelse
Dommens præmisser
Faellesskabsbestemmelserne og de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for tvisten
1 Denne sag om foreloebige forholdsregler vedroerer en raadsforordning om bl.a. fastsaettelse af interventionspriser inden for rammerne af Raadets forordning (EOEF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 om den faelles markedsordning for sukker (EFT L 177, s. 4, senere aendret, herefter "grundforordningen"). Sagsoegerne, der er sukkerfabrikanter, har fremsat begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af en af bestemmelserne i denne retsakt paa grund af de virkninger, som den i overensstemmelse med grundforordningen har paa priserne paa de sukkerroer, som sagsoegerne forarbejder.
2 I grundforordningens artikel 24 fastsaettes for hvert produktionsomraade (som i det vaesentlige falder sammen med medlemsstaternes respektive omraader) en A-basismaengde og en B-basismaengde for et produktionsaar ad gangen. Medlemsstaterne fordeler deres A- og B-basismaengder mellem virksomhederne i form af henholdsvis A- og B-kvoter.
3 Det sukker, der produceres i henhold til A-kvoterne (A-sukker) og det, der produceres i henhold til B-kvoterne (B-sukker), er, naar det forhandles inden for Faellesskabet, omfattet af en pris- og afsaetningsgaranti i henhold til en interventionsordning (jf. grundforordningens artikel 9). De priser, der anvendes af interventionsorganerne, fastsaettes hvert aar af Raadet i henhold til grundforordningens artikel 3.
4 Med hensyn til hvidt sukker er disse priser ikke de samme for hele Faellesskabets omraade. I artikel 3, stk. 1, bestemmes nemlig, at der fastsaettes en "interventionspris" for de omraader, som ikke har underskud, og en "afledt interventionspris" for de omraader, som har underskud. Ifoelge grundforordningens artikel 9, stk. 1, andet afsnit, anvendes disse forskellige priser alt efter det omraade, hvor sukkeret befinder sig ved koebet. De afledte interventionspriser fastsaettes systematisk paa et hoejere niveau end interventionspriserne. Paa denne maade tilstraebes det at fremskaffe forsyninger til omraader med underskud fra fabrikanter i andre omraader, idet forskellen mellem de to interventionspriser anses for helt eller delvis at daekke de yderligere transportomkostninger.
5 Ved grundforordningen er der ogsaa fastsat en prisordning for sukkerroer, der forarbejdes til henholdsvis A-sukker og B-sukker (A-sukkerroer og B-sukkerroer; jf. forordningens artikel 5, stk. 4). De minimumspriser, som sukkerfabrikanterne skal betale sukkerroeproducenterne i henhold til artikel 6, stk. 1 og 2, varierer alt efter det omraade, hvor roerne produceres. I henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 3, forhoejes minimumspriserne for A-sukkerroer og B-sukkerroer for de omraader, for hvilke der fastsaettes en afledt interventionspris for hvidt sukker, med et beloeb svarende til forskellen mellem den afledte interventionspris i det paagaeldende omraade og interventionsprisen, idet dette beloeb berigtiges med koefficienten 1,30. Ifoelge artikel 10, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 206/68 af 20. februar 1968 om fastsaettelse af rammebestemmelserne for kontrakter og brancheaftaler vedroerende koeb af sukkerroer (EFT 1968 I, s. 19) er det i princippet de kontrakter om levering, der indgaas mellem sukkerroesaelgerne og sukkerfabrikanterne, som fastlaegger fristerne for eventuelle delbetalinger og for betalingen af restbeloebet af koebsprisen for sukkerroerne. Samme artikels stk. 2 bestemmer, at disse frister er de samme som dem, der var gaeldende i driftsaaret 1967/1968, men at en brancheaftale kan goere undtagelse fra denne bestemmelse.
6 Indtil produktionsaaret 1994/1995 har Raadet ved hver aarlig fastsaettelse af interventionspriser henfoert Italien til de omraader i Faellesskabet, der har underskud og har foelgelig fastsat afledte interventionspriser for dette omraade. I betragtning af virkningerne af denne praksis paa minimumspriserne for sukkerroer produceret i Italien siden 1990 har de italienske myndigheder og den italienske sukkerindustri gentagne gange anmodet om, at den opgives, da Italien ifoelge dem er ved at blive et overskudsomraade.
7 For produktionsaaret 1995/1996 har Raadet den 29. juni 1995 for hvidt sukker fastsat saavel interventionspriser som afledte interventionspriser. Interventionsprisen er 63,19 ECU/100 kg i henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1533/95 om fastsaettelse for produktionsaaret 1995/1996 af visse sukkerpriser og af standardkvaliteten for sukkerroer (EFT L 148, s. 9). For Italien er der blevet fastsat en afledt interventionspris pr. 100 kg paa 65,53 ECU i henhold til artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 1534/95 om fastsaettelse for produktionsaaret 1995/1996 af de afledte interventionspriser for hvidt sukker, interventionsprisen for raasukker, minimumspriserne for A-sukkerroer og B-sukkerroer samt refusionsbeloebet til udligning af lageromkostninger (EFT L 148, s. 11, herefter "forordning nr. 1534/95").
8 I tredje betragtning til forordning nr. 1534/95 anfoeres det, at "i produktionsomraaderne i Italien ... maa det forventes, at produktionen ikke vil daekke efterspoergslen".
Retsforhandlingerne
9 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. september 1995 har sagsoegerne, der har hjemsted i Italien og er indehavere af en stor del af A- og B-kvoterne, som svarer til de basismaengder, der er tildelt denne medlemsstat, i henhold til EF-traktatens artikel 173 anlagt sag med paastand om annullation af forordning nr. 1534/95 eller i hvert fald af dens artikel 1 samt om fornoedent af enhver tidligere eller senere retsakt eller i hvert fald enhver retsakt, der har sammenhaeng med denne forordning herunder grundforordningen, eller i hvert fald artikel 3, 5 og 6 i sidstnaevnte forordning og af enhver bestemmelse til gennemfoerelse heraf.
10 Ved saerskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsoegerne i henhold til EF-traktatens artikel 185 fremsat naervaerende begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af forordning nr. 1534/95 eller i hvert fald af dens artikel 1, litra f), samt om fornoedent af enhver tidligere eller senere retsakt eller i hvert fald enhver retsakt, der har sammenhaeng med denne forordning.
11 Raadet har afgivet indlaeg vedroerende naervaerende begaering om foreloebige forholdsregler den 25. september 1995. Parterne har afgivet mundtlige forklaringer den 10. oktober 1995.
Retlige bemaerkninger
Sagens genstand
12 Paa et spoergsmaal, som de blev stillet under retsmoedet, har sagsoegerne praeciseret, at formaalet med naervaerende begaering alene var at opnaa udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 1, litra f), i forordning nr. 1534/95.
Formalitetsspoergsmaal i forbindelse med begaeringen om foreloebige forholdsregler og spoergsmaalet, om begaeringen skal tages til foelge
13 I henhold til EF-traktatens artikel 185 og 186, jf. artikel 4 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1), som aendret ved Raadets afgoerelse 93/350, Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21) og ved Raadets afgoerelse 94/149/EKSF,EF af 7. marts 1994 (EFT L 66, s. 29), kan Retten, hvis den skoenner, at forholdene kraever det, udsaette gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt eller forskrive de noedvendige foreloebige forholdsregler.
14 Artikel 104, stk. 1, i Rettens procesreglement bestemmer naermere, at en begaering om en saadan udsaettelse kun kan antages til realitetsbehandling, hvis den, der fremsaetter begaeringen, har anlagt sag til proevelse af retsakten ved Retten. Samme artikels stk. 2 bestemmer, at en begaering, der vedroerer en af de foreloebige forholdsregler, som er omhandlet i traktatens artikel 185 og 186, skal angive de omstaendigheder, der medfoerer uopsaettelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begaerede foreloebige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. De begaerede forholdsregler skal vaere af foreloebig art i den forstand, at de ikke maa foregribe afgoerelsen i hovedsagen (jf. kendelse afsagt af Rettens praesident den 10.3.1995, sag T-395/94 R, Atlantic Container m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 595, praemis 27).
Parternes argumenter
° Formaliteten
15 Under henvisning til den naevnte artikel 104, stk. 1, og retspraksis (kendelse afsagt af Domstolens praesident den 8.5.1987, sag 82/87 R, Autexpo mod Kommissionen, Sml. s. 2131, praemis 15, den 27.1.1988, sag 376/87 R, Distrivet mod Raadet, Sml. s. 209, og den 13.7.1988, sag 160/88 R, Fedesa m.fl. mod Raadet, Sml. s. 4121, praemis 22, og af Rettens praesident den 15.3.1995, sag T-6/95 R, Cantine dei colli Berici mod Kommissionen, Sml. II, s. 647, praemis 26) har Raadet anfoert, at begaeringen i denne sag maa afvises, da det er aabenbart, at hovedsagen selv maa afvises, fordi sagsoegerne ikke er individuelt beroert af den anfaegtede retsakt.
16 Raadet har anfoert, at for at erhvervsdrivende kan anses for at vaere individuelt beroert af en bestemt retsakt, kraeves det, at deres retsstilling paavirkes paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og individualiserer dem paa samme maade som en adressat (Rettens kendelse af 29.6.1995, sag T-183/94, Cantina cooperativa fra produttori vitivinicoli di Torre di Mosto m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1941, praemis 49; Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197, jf. s. 223, og af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorníu mod Raadet, Sml. I, s. 1853, praemis 18). Artikel 1, litra f), i forordning nr. 1534/95 angaar samtlige producenter af sukkerroer og sukkerfabrikanter i Italien. Sagsoegerne er kun beroert i deres objektive egenskab af sukkerfabrikanter paa samme maade som enhver anden fabrikant af denne vare i Italien. Navnlig er denne bestemmelse ikke udstedt under hensyntagen til specielt deres situation. Tvaertimod er den baseret paa den konstatering, at der i det paagaeldende omraade kunne forudses en situation med forsyningsunderskud.
17 Denne vurdering aendres ikke af, at sagsoegerne er indehavere af produktionskvoter. Naar yderligere henses til, at der er mulighed for at tildele nye producenter kvoter i henhold til grundforordningens artikel 25, stk. 2 og 3, kan kredsen af disse indehavere af kvoter ikke betegnes som lukket.
18 I staevningen i hovedsagen har sagsoegerne anfoert, at deres soegsmaal kan admitteres. Domstolen har anerkendt, at sagsoegere, som er individuelt beroert, fordi de hoerer til en begraenset kreds af erhvervsdrivende, der kan identificeres og specielt beroeres af den paagaeldende retsakt, har soegsmaalskompetence, selv om der er tale om en forordning (Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, og af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477). I dette tilfaelde er sagsoegerne i deres egenskab af italienske sukkerfabrikanter, som er indehavere af produktionskvoter for produktionsaaret 1995/1996, individuelt beroert af den anfaegtede retsakt. Kun disse indehavere har nemlig mulighed for at levere sukker til interventionsorganet til interventionsprisen. Det er imidlertid netop fastsaettelsen af denne pris, der er sagens genstand.
° Spoergsmaalet, om begaeringen umiddelbart forekommer berettiget
19 For at godtgoere, at deres begaering umiddelbart er berettiget, har sagsoegerne henvist til de anbringender, som de har paaberaabt sig til stoette for deres paastande i hovedsagen. En foerste raekke anbringender omfatter tilsidesaettelse af grundforordningen, magtfordrejning og endelig en fejlagtig vurdering af faktiske og retlige omstaendigheder, tilsidesaettelse af princippet om sammenhaeng mellem de stillede betingelser og de beslutninger, der traeffes, samt en mangelfuld undersoegelse. Med disse anbringender har sagsoegerne gjort gaeldende, at Raadet med urette har antaget, at der kan forudses en situation med underskud for Italien (se ovenfor, praemis 8). Ifoelge tal fra Faellesskabets tjenestegrene samt fra de italienske myndigheder har der i denne stat vaeret overskud i produktionsaarene 1992/1993 og 1993/1994. De foreloebige tal for produktionsaaret 1994/1995 tyder paa, at der ogsaa i dette produktionsaar har vaeret overskudsproduktion i Italien. Under retsmoedet tilfoejede sagsoegerne, at denne vurdering for nylig er blevet bekraeftet af endelige tal. Paa denne baggrund er der risiko for, at en tilsvarende situation vil opstaa i produktionsaaret 1995/1996. Ved at undlade at give en behoerig begrundelse for sin modsatte konklusion har Raadet ligeledes tilsidesat EF-traktatens artikel 190.
20 Sagsoegernes oevrige anbringender er, at der foreligger en tilsidesaettelse af henholdsvis EF-traktatens artikel 40 og dens artikel 30 og 34. Med hensyn til tilsidesaettelsen af artikel 40 har sagsoegerne haevdet, da de er tvunget til at koebe raavaren til en hoejere mindstepris end tilsvarende fabrikanter med hjemsted i medlemsstater, der anses for overskudsomraader, udsaettes de for ulovlig forskelsbehandling, saavel ved deres salg i Italien (og dette paa trods af de supplerende transportomkostninger, som de naevnte konkurrenter maa baere, da disse omkostninger er lavere end forskellen mellem de to mindstepriser) som ved eksport til andre medlemsstater (som derfor i praksis er udelukket) og ved eksport til tredjelande (da eksportrestitutionen er afhaengig af interventionsprisen og ikke af de afledte interventionspriser). Ifoelge de forklaringer, som sagsoegerne afgav under retsmoedet, indtraeder foelgerne af denne forskelsbehandling for samhandelen inden for Faellesskabet, selv om interventionsprisen for Italien er fastsat paa et hoejere niveau end interventionsprisen for nabolandene, da disse priser ikke svarer til markedspriserne. Alle disse virkninger er i strid med princippet om frie varebevaegelser, saaledes som det er fastlagt i traktatens artikel 30 og 34.
21 Som svar paa sagsoegernes foerste raekke anbringender har Raadet gjort gaeldende, at det var berettiget til at forudsige, at der maatte opstaa et strukturelt underskud igen i produktionsaaret 1995/1996 i betragtning af det underskud af denne art, som man havde haft i Italien i aartiet foer de to produktionsaar (1992/1993 og 1993/1994), som fremhaeves af sagsoegerne, og som ° hvis deres bemaerkninger kan anses for underbygget ° var karakteriseret ved et lille produktionsoverskud. Under alle omstaendigheder har Raadet et vidt skoen ved vurderingen af de mangfoldige omstaendigheder, som skal tages i betragtning ved den aarlige fastsaettelse af interventionspriserne. Domstolskontrollen med udoevelsen af en saadan kompetence er begraenset til spoergsmaalet, om afgoerelsen er behaeftet med en aabenlys vildfarelse eller magtfordrejning, eller om den paagaeldende myndighed klart har overskredet graenserne for sit frie skoen (dom af 29.10.1980, sag 138/79, Roquette frères mod Raadet, Sml. s. 3333, praemis 25). De ovennaevnte omstaendigheder tilbage i tiden giver ikke grundlag for at konkludere, at der foreligger saadanne mangler. Hvad angaar den haevdede tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 har Raadet gjort gaeldende, at da forordningerne om fastsaettelse af interventionspriser er udstedt under hensyn til komplicerede oekonomiske omstaendigheder, maa deres begrundelse anses for tilstraekkelig, naar den beskriver den situation som helhed, der har foert til deres udstedelse, og de generelle maal, som de har til formaal at naa (jf. Domstolens dom af 13.3.1968, sag 5/67, Beus, Sml. 1965-1968, s. 469, org. ref.: Rec. s. 125, jf. s. 243, og Rettens dom af 13.7.1995, forenede sager T-466/93, T-469/93, T-473/93, T-474/93 og T-477/93, O' Dwyer m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 2071, praemis 67). I forordning nr. 1534/95 henvises der imidlertid til grundforordningen og foelgelig til alle de formaal, som er defineret deri for den paagaeldende sektor, og i tredje betragtning redegoeres der for de grunde, der berettiger fastsaettelse af afledte interventionspriser, idet det specielt anfoeres, at der maatte forudses en situation med underskud af forsyninger.
22 Raadet har endvidere anfoert, at den anfaegtede bestemmelse ikke medfoerer nogen forskelsbehandling, som er i strid med traktatens artikel 40, for den forskellige ordning, som den indfoerer, er baseret paa objektive kriterier, nemlig den mere eller mindre fulde daekning af behovet for sukkerforsyning i Faellesskabets forskellige omraader. Da den afledte interventionspris, der gaelder for de italienske fabrikanter, er hoejere end den interventionspris, der gaelder for tilsvarende fabrikanter, som befinder sig i omraader, der anses for ikke at have underskud, er de to grupper fabrikanters fortjeneste ved forarbejdning, udtrykt i ecu, under alle omstaendigheder identiske paa trods af forskellen mellem mindstepriserne paa raavaren. Paa grund af lirens kursfald i forhold til ecu er den "institutionelle pris" for hvidt sukker udtrykt i lire i oevrigt steget med 22,7% siden den 1. juli 1994, uden at denne stigning er blevet ledsaget af en tilsvarende stigning i omkostningerne ved de oevrige produktionsfaktorer, som fabrikanterne ligeledes baerer i lire. Med hensyn til behandlingen af de italienske fabrikanter ved udfoersler til tredjelande har Raadet gjort gaeldende, at som modstykke til den ulempe, som de haevder at have lidt paa dette omraade, er den byrde, som paalaegges dem i form af afgiftsbeloeb, forholdsvis mindre betydelig end den, som baeres af tilsvarende fabrikanter, for hvilke interventionsprisen gaelder. Raadet har heraf udledt, at forskelsbehandlingen, selv saafremt det antages, at den er bevist, er helt ubetydelig. Endelig har Raadet som svar paa anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af traktatens artikel 30 og 34 bestridt, at anvendelse af den afledte interventionspris for sukker fremstillet i Italien udgoer en hindring for udfoerslerne inden for Faellesskabet af denne vare. A-sukker og B-sukker fremstillet i Italien er nemlig stadig omfattet af den paagaeldende afledte interventionspris, hvad enten det saelges paa det italienske marked eller udfoeres til andre medlemsstater eller til tredjelande.
° Uopsaetteligheden
23 Sagsoegerne har anfoert, at hvis de anfaegtede bestemmelsers gennemfoerelse ikke udsaettes, risikerer de at lide et alvorligt og uopretteligt tab. For det omtvistede produktionsaar andrager forhoejelsen af prisen for sukkerroer som foelge af anvendelse af den anfaegtede bestemmelse 82 mia. LIT for samtlige de italienske fabrikanter, der er indehavere af kvoter, hvoraf 76 mia. LIT baeres af sagsoegerne. Den nationale stoette, der udbetales til sukkerindustrien i henhold til grundforordningens artikel 46, og som tidligere har gjort det muligt at udligne denne forhoejelse af omkostningerne til raavaren, er blevet sat ned til et ubetydeligt niveau fra det omtvistede produktionsaar (se Raadets forordning (EF) nr. 1101/95 af 24.4.1995 om aendring af forordning (EOEF) nr. 1785/81 om den faelles markedsordning for sukker og af forordning (EOEF) nr. 1010/86 om almindelige regler for produktionsrestitutioner for visse produkter fra sukkersektoren, der anvendes i den kemiske industri, EFT L 110, s. 1). Den ovennaevnte del af forhoejelsen, der baeres af sagsoegerne, udgoer ca. 8,8% af deres fortjeneste paa forarbejdning. Under retsmoedet forklarede sagsoegerne, at forskellen mellem de to mindstepriser for sukkerroer var lig med en tredjedel af deres fortjeneste ved driften, en del, som er langt hoejere end for sukkerroeproducenter. De har yderligere anfoert dels, at forhoejelsen af den "institutionelle pris" paa sukker fra den 1. juli 1994, udtrykt i vaegtet gennemsnit, kun var paa 9%, og dels, at omkostningerne ved forbrug af braendstof, som de afholder i US-dollars, og som udgoer en stor del af deres samlede omkostninger, er steget langt mere (20%) end den almindelige inflation i Italien (6%) paa grund af udviklingen i vekselkursen. Ifoelge sagsoegerne bestemmes det i de brancheaftaler, der er blevet indgaaet hvert aar i tyve aar, og som kontrakterne om koeb af sukkerroer henviser til, at betalingen af de beloeb, der tilkommer sukkerroeproducenterne (dvs. den restsaldo, der skal betales efter betaling af acontobeloeb), skal ske senest den 31. december efter produktionsaarets begyndelse. I betragtning af, at dette er fast praksis, er denne forfaldsdato et fast element, selv om aftalen for produktionsaaret 1995/1996 endnu ikke er indgaaet. Under retsmoedet bestred sagsoegerne Raadets argumentation, som er baseret paa, at omregningskursen fastsaettes efter denne dato. Udviklingen i denne kurs, som efter sin art ikke kan forudses, medfoerer ikke noedvendigvis en positiv saldo til fordel for sukkerindustrien. Hvis Retten skulle give sagsoegerne medhold i hovedsagen efter den 31. december 1995, maatte de sagsoegende selskaber kraeve tilbagebetaling af det urigtigt erlagte beloeb fra mere end 100 000 sukkerroeproducenter, hvoraf mange kun leverer begraensede maengder og med sikkerhed ikke vil vaere indstillet paa at foretage tilbagebetalingen oejeblikkeligt og frivilligt. Det anerkendes imidlertid i retspraksis, at en part risikerer at lide et alvorligt og uopretteligt tab, naar tilbagesoegning af betydelige beloeb i mangel af udsaettelse forekommer uvis (kendelse afsagt af Domstolens praesident den 20.10.1977, sag 119/77 R, Nippon Seiko m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1867). En tilsvarende vurdering gaelder for tab, der skyldes de foernaevnte diskriminatoriske virkninger af den anfaegtede beslutning (jf. ovenfor, praemis 20).
24 Under henvisning til, at bevisbyrden vedroerende dette punkt paahviler sagsoegerne (Rettens kendelse af 26.10.1994, forenede sager T-231/94 R, T-232/94 R og T-234/94 R, Transacciones Marítimas m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 885, praemis 41, og af 1.12.1994, sag T-353/94 R, Postbank mod Kommissionen, Sml. II, s. 1141, praemis 30), har Raadet bestridt, at sagsoegerne har godtgjort, at der foreligger uopsaettelighed. Ifoelge Raadet kan sagsoegerne, da brancheaftalen for produktionsaaret 1995/1996 stadig er under forhandling, soerge for, at der fastsaettes en betalingsdato under hensyntagen til den verserende tvist, eller at saldoen indbetales paa spaerrede konti, eller at det paalaegges sukkerroeproducenterne at stille bankgarantier for tilbagebetaling af det eventuelt urigtigt erlagte beloeb. De faktiske omstaendigheder i denne sag er foelgelig forskellige fra de faktiske omstaendigheder, som var baggrunden for den naevnte kendelse i sagen Nippon Seiko m.fl. mod Raadet og Kommissionen. Raadet har videre anfoert, at datoen den 31. december 1995 i hvert fald ikke kan anses for forfaldsdato for betaling af saldoen af prisen for sukkerroer. For det foerste vil man ifoelge Raadet foerst have kendskab til den omregningskurs, der gaelder for minimumsprisen for dette produkt, i loebet af juli 1996 (se artikel 1, stk. 1, i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1713/93 af 30.6.1993 om saerlige bestemmelser for anvendelse af landbrugsomregningskurserne i sukkersektoren, EFT L 159, s. 94). For det andet er det foerst i oktober 1996, at afgiftsbeloebene for produktionen for produktionsaaret 1995/1996 vil vaere kendt, og disse beloeb er bestemmende for den endelige saldo, der skal betales for sukkerroerne for dette produktionsaar (se grundforordningens artikel 28a, stk. 3, og artikel 29, stk. 2). Med hensyn til vurderingen af det af sagsoegerne haevdede tab har Raadet anfoert, at det er forbrugerne, som baerer forhoejelsen af prisen paa sukkerroer, da ogsaa den for Italien gaeldende interventionspris er hoejere end interventionsprisen for de omraader, der ikke har underskud. I oevrigt er priserne paa markedet for sukker i Italien endog hoejere end denne interventionspris. Desuden er tallet 76 mia. LIT forholdsvis beskedent i betragtning af sagsoegernes store omsaetning, deres ovennaevnte fortjeneste ved forarbejdningen udtrykt i ecu samt stigningen i den "institutionelle pris" for hvidt sukker udtrykt i lire, som er indtraadt siden juli 1994 (praemis 22 i naervaerende kendelse). Endelig er det haevdede tab rent oekonomisk og kan foelgelig ikke anses for uopretteligt eller blot vanskeligt opretteligt, da det kan erstattes oekonomisk senere (kendelse afsagt af Domstolens praesident den 19.12.1990, sag C-358/90 R, Compagnia italiana alcool mod Kommissionen, Sml. I, s. 4887, praemis 26; kendelse afsagt af Rettens praesident den 7.7.1994, sag T-185/94 R, Geotronics mod Kommissionen, Sml. II, s. 519, praemis 22). Sagsoegerne har ikke godtgjort, at dette tab ikke kunne oprettes fuldt ud, hvis Retten maatte annullere den anfaegtede retsakt.
° Interesseafvejningen
25 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at hvis den begaerede udsaettelse gives, vil det ikke forvolde nogen et alvorligt og uopretteligt tab.
26 Ifoelge Raadet vil en udsaettelse af den anfaegtede foranstaltning medfoere et alvorligt indgreb i faellesskabsinteresser samt i sukkerroeproducenternes interesser. Med hensyn til det foerste punkt mener Raadet, at saafremt Retten maatte frifinde sagsoegte i hovedsagen, ville den midlertidige ophaevelse af den afledte interventionspris, der gaelder for Italien, bringe den ved grundforordningen indfoerte ordning med stabile interventionspriser i fare. Sukkerroeproducenternes interesser ville risikere at blive alvorligt ramt af det pludselige fald i priserne for deres produkter. Naar den begaerede foreloebige forholdsregel kan have alvorlige foelger for rettigheder og interesser for tredjemaend, som ikke er part i sagen og derfor ikke har kunnet hoeres, saaledes som det er tilfaeldet for disse producenter, er saadanne foranstaltninger kun berettigede, hvis det fremgaar, at sagsoegerne i mangel heraf udsaettes for en situation, der kan bringe selve deres eksistens i fare (kendelse afsagt af Rettens praesident den 10.5.1994, sag T-88/94 R, Société commerciale des potasses et de l' azote og Entreprise minière et chimique mod Kommissionen, Sml. II, s. 263, praemis 44). I den foreliggende sag har sagsoegerne intet fremfoert, der kan give grundlag for at konkludere, at de loeber en saadan risiko, hvis deres begaering ikke tages til foelge.
Rettens bemaerkninger
° Anbringendet om, at hovedsagen aabenbart maa afvises
27 Ifoelge fast retspraksis maa spoergsmaalet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, i princippet ikke behandles under behandlingen af en sag om foreloebige forholdsregler, men skal udskydes til behandlingen af hovedsagen, undtagen hvis det er aabenbart, at denne maa afvises. Saafremt der under behandlingen af sagen om foreloebige forholdsregler tages stilling til, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling ° hvor dette ikke umiddelbart er helt udelukket ° vil det nemlig vaere ensbetydende med at foregribe afgoerelsen vedroerende sagens realitet (se navnlig kendelse afsagt af Domstolens praesident den 16.10.1986, sag 221/86 R, De Europaeiske Hoejrepartiers Gruppe, Sml. s. 2969, og af 27.6.1991, sag C-117/91 R, Bosman mod Kommissionen, Sml. I, s. 3353, samt kendelse afsagt af Rettens praesident den 23.3.1992, forenede sager T-10/92 R, T-11/92 R, T-12/92 R, T-14/92 R og T-15/92 R, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1571, praemis 44 og 54, den 15.12.1992, sag T-96/92 R, CCE de la Société générale des grandes sources m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2579, praemis 31-35 og den 24.2.1995, sag T-2/95 R, Industrie des poudres sphériques mod Raadet, Sml. II, s. 485, praemis 24).
28 I den her foreliggende sag maa det derfor undersoeges, om det, saaledes som Raadet har gjort gaeldende, umiddelbart ses, at den principale paastand om annullation af artikel 1, litra f), i forordning nr. 1534/95 aabenbart maa afvises.
29 I henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kan en fysisk eller juridisk person kun indbringe en klage over en retsakt, der har form af en forordning, saafremt denne beroerer ham umiddelbart og individuelt. Det fremgaar herved af retspraksis, at en retsakts almengyldighed, idet den finder anvendelse paa de paagaeldende erhvervsdrivende i al almindelighed, ikke udelukker, at den kan beroere nogle af dem individuelt. For at nogle erhvervsdrivende skal kunne anses for at vaere individuelt beroert af en almengyldig retsakt udstedt af en faellesskabsinstitution, kraeves det, at den beroerer deres retsstilling paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre (se bl.a. Domstolens ovennaevnte dom i sagen Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, paa s. 414, Domstolens dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industri mod Raadet, Sml. I, s. 2501, praemis 13, og den ovennaevnte sag Codorníu mod Raadet, praemis 19-22). Det er navnlig blevet fastslaaet, at den omstaendighed, at den paagaeldende institution i henhold til gaeldende regler har vaeret forpligtet til ved udstedelsen af den paagaeldende retsakt at tage bestemte erhvervsdrivendes situation i betragtning, kan individualisere dem (se de foernaevnte domme i sagerne Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, praemis 19, 20 og 21, og Sofrimport mod Kommissionen, praemis 10-13, samt Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 64-78).
30 I den foreliggende sag maa det fastslaas, at en grundig undersoegelse ville vaere noedvendig for at afgoere, om Raadet, saaledes som det har anfoert til stoette for sin formalitetsindsigelse, ved fastsaettelsen af den anfaegtede afledte interventionspris udelukkende kunne basere sig paa en undersoegelse af den objektive situation paa markedet for sukker i Italien uden at tage hensyn til de italienske sukkerfabrikanters saerlige stilling. Navnlig er det ikke et spoergsmaal, der kan afgoeres under sagen om foreloebige forholdsregler, om der som et led i denne undersoegelse af markedets struktur i henhold til de gaeldende bestemmelser blandt andre omstaendigheder skulle tages hensyn til situationen for sagsoegerne, der tilsammen er indehavere af 92% af de produktionskvoter for sukker, som er tildelt Italien.
31 Det skal ligeledes bemaerkes, at som foelge af, at der for produktionsaaret 1995/1996, som begyndte den 1. juli 1995, er fastsat en afledt interventionspris for hvidt sukker for Italien, i henhold til artikel 1, litra f), i den anfaegtede forordning, som er udstedt den 29. juni 1995, medfoerer denne bestemmelse en forhoejelse af de mindstepriser, som er gaeldende i Italien, for leveringer af sukkerroer, og som er fastsat i dyrkningskontrakter, der under hensyn til sukkerproduktionsaarets faser er indgaaet allerede i februar 1995 mellem sukkerroeproducenterne og sukkerfabrikanterne, saaledes som det fremgaar af sagsoegernes oplysninger i deres begaering om foreloebige forholdsregler (punkt 3). Ifoelge grundforordningens artikel 5, stk. 3, er beloebet for denne forhoejelse lig med forskellen mellem den afledte interventionspris i det paagaeldende omraade og interventionsprisen, idet dette beloeb berigtiges med koefficienten 1,30. Under disse omstaendigheder ville spoergsmaalet, om de gaeldende bestemmelser paalagde Raadet en forpligtelse til at tage disse kontrakter i betragtning ved udstedelsen af den omtvistede bestemmelse i forordning nr. 1534/95, ligeledes kraeve en grundig undersoegelse, som ikke kan foretages under en sag om foreloebige forholdsregler.
32 Af alle disse grunde og uden at foregribe det resultat, som Retten vil kunne naa til under behandlingen af hovedsagen, kan det ikke under sagen om foreloebige forholdsregler paa dette trin konkluderes, at den principale paastand om annullation af artikel 1, litra f), i forordning nr. 1534/95 aabenbart maa afvises. Det foelger heraf, at begaeringen om foreloebige forholdsregler ikke kan forkastes af denne grund.
° Uopsaetteligheden
33 Ifoelge fast retspraksis skal spoergsmaalet om, hvorvidt en foreloebig forholdsregel er uopsaettelig, vurderes ud fra, om det er noedvendigt at traeffe en foreloebig afgoerelse for at undgaa, at der paafoeres den part, der har indgivet begaering, et alvorligt og uopretteligt tab. Det er denne part, som det paahviler at godtgoere, at det vil paafoere vedkommende et alvorligt og uopretteligt tab, saafremt man afventer afgoerelsen i hovedsagen (kendelsen i den foernaevnte sag Atlantic Container mod Kommissionen, praemis 50).
34 I denne sag bestaar det tab, som sagsoegerne haevder, at de vil lide, saafremt den anfaegtede bestemmelse gennemfoeres, af to dele. Det drejer sig for det foerste om de beloeb, som er betalt til sukkerroeproducenterne, og som det er usandsynligt, at de vil faa tilbagebetalt, saafremt denne bestemmelse annulleres, i betragtning af, hvor mange disse producenter er, og i betragtning af, at mange af dem kun vil have leveret begraensede maengder, og, for det andet, de alvorlige tab, som de bliver paafoert ved den forskelsbehandling, der skabes ved de anfaegtede bestemmelser.
35 Vedroerende den angivelige uvished med hensyn til tilbagebetaling af de beloeb, som er betalt med urette, maa det for det foerste fastslaas, at det ikke fremgaar, at denne risiko er tilstraekkeligt aktuel til at berettige den begaerede udsaettelse.
36 Ifoelge de forklaringer, som sagsoegerne har givet i deres begaering om foreloebige forholdsregler, og som blev bekraeftet under retsmoedet, forhandles der stadig om brancheaftalen, som bl.a. vedroerer sukkerindustriens betaling af disse beloeb. Et af punkterne i disse forhandlinger vedroerer netop problemerne som foelge af, at sagsoegerne har anfaegtet fastsaettelsen af en afledt interventionspris for Italien og dermed anvendelsen af den tilsvarende mindstepris for sukkerroer.
37 Under disse omstaendigheder kan forfaldstidspunktet og de oevrige naermere bestemmelser vedroerende betalingen af den paagaeldende saldo ikke anses for faste eller blot forudseelige med tilstraekkelig sandsynlighed.
38 Sagsoegerne anfoerte ganske vist under retsmoedet, at dette punkt var genstand for en vanskelig droeftelse mellem repraesentanterne for de to beroerte grupper erhvervsdrivende. De haevdede ligeledes, at de efter den 31. december 1995 og i mangel af en brancheaftale vil risikere at blive doemt til at betale de omtvistede beloeb, idet de nationale retter sandsynligvis vil laegge denne dato til grund som forfaldsdato i betragtning af de relevante bestemmelser i talrige aftaler vedroerende de foregaaende produktionsaar.
39 Imidlertid raader Retten i sagen om foreloebige forholdsregler ikke over nogen oplysning, som umiddelbart giver grundlag for at udelukke den reelle mulighed, at de indledte forhandlinger foer denne dato vil foere til enighed om en loesning, som vedroerer datoen eller andre naermere bestemmelser om betalingen, og som vil goere det muligt at undgaa, at sagsoegerne udsaettes for den angivelige risiko for ikke at kunne tilbagesoege de urigtigt erlagte beloeb. Disse forhandlinger giver paa den anden side ogsaa sukkerroeproducenterne mulighed for at beskytte deres interesser for det tilfaelde, at sagsoegte frifindes i hovedsagen, interesser, som Retten i oevrigt under alle omstaendigheder skal tage hensyn til under behandlingen af sagen om foreloebige forholdsregler (jf. kendelse afsagt af Domstolens praesident den 22.5.1978, sag 92/78 R, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 1129, praemis 8,9, 18 og 19).
40 For det andet har sagsoegerne under alle omstaendigheder ikke godtgjort, at betaling af de omtvistede beloeb den 31. december 1995 vil paafoere dem et alvorligt og uopretteligt tab paa grund af vanskelighederne med en senere tilbagesoegning.
41 Dels har sagsoegerne nemlig ikke forklaret, hvorfor sukkerroeproducenterne eller i hvert fald et stort antal af dem ikke straks skulle efterkomme sukkerindustriens krav om tilbagebetaling, paa trods af den klare retstilstand, som ville foreligge, saafremt den anfaegtede bestemmelse blev annulleret. Dels ses det ikke umiddelbart, at det skulle vaere en umulig opgave for sagsoegerne at maatte tilbagesoege de paagaeldende beloeb hos et stort antal erhvervsdrivende, bl.a. naar henses til de loebende forretningsforhold, som de har med sukkerroeproducenterne. Sagsoegerne har herved ikke paavist saerlige omstaendigheder, som giver grundlag for at anse et tab for sandsynligt som foelge af vanskelighederne i forbindelse med tilbagesoegning af urigtigt erlagte beloeb. Det foelger heraf, at dette tab er af uberegnelig og uvis karakter. I oevrigt erkendte sagsoegerne under retsmoedet, i hvert fald indirekte, at fastsaettelsen ved udgangen af produktionsaaret af den endelige omregningskurs, som gaelder for mindsteprisen for sukkerroer, kan taenkes at skabe en saldo i deres favoer i deres forhold til sukkerroeproducenterne. I et saadant tilfaelde, som foelger af den faelles markedsordnings funktion, saaledes som denne er reguleret i de gaeldende bestemmelser, ville sagsoegerne staa over for en tilsvarende opgave.
42 Endelig bemaerkes, at selv om det antages, at hel eller delvis tilbagesoegning af det omtvistede beloeb hos sukkerroeproducenterne skulle kunne vise sig umulig eller saerlig vanskelig, og at det beloeb, der ikke tilbagebetales, derfor til den tid kunne udgoere et tab for sagsoegerne, er det ikke godtgjort, at dette eventuelle tab er saa alvorligt, at det begrunder en udsaettelse af den anfaegtede bestemmelse i forordning nr. 1534/95. I denne forbindelse skal der henvises til, at en rent oekonomisk skade ifoelge fast retspraksis ikke, bortset fra ganske usaedvanlige tilfaelde, kan betragtes som uoprettelig eller blot vanskeligt oprettelig, da der senere kan betales oekonomisk erstatning herfor (se kendelse afsagt af Domstolens praesident den 18.10.1991, sag C-213/91 R, Abertal m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5109, praemis 24, samt den ovennaevnte kendelse i sagen Industrie des poudres sphériques mod Raadet, praemis 28). I henhold til disse principper ville den i sagen her begaerede udsaettelse kun vaere berettiget, hvis det fremgik, at sagsoegerne i mangel af en saadan foranstaltning ville blive udsat for en situation, der kunne bringe selve deres eksistens i fare eller uopretteligt aendre deres markedsandele.
43 De oplysninger, som sagsoegerne har givet om den haevdede skades betydning for deres virksomhed, giver heller ikke grundlag for at slutte, at de anfaegtede bestemmelser kan paafoere dem en saa alvorlig skade. Det fremgaar nemlig af begge parters samstemmende udtalelser, at den maksimale stoerrelse af det tab, som sagsoegerne ville lide, hvis samtlige sukkerroeproducenter, som bliver betalt i ecu, undlod at tilbagebetale de urigtigt erlagte beloeb, saafremt der gives medhold i paastanden om annullation i hovedsagen, vil svare til 8,8% af sagsoegernes fortjeneste ved forarbejdning ° lig med forskellen mellem omkostningerne og indtaegterne ved produktion af sukker ° udtrykt i ecu. Sagsoegerne har i denne forbindelse ikke fremfoert nogen overbevisende omstaendighed, der kan godtgoere, at et saadant tab ville true deres levedygtighed eller uopretteligt aendre deres markedsandele.
44 Det foelger heraf, at for saa vidt angaar konsekvenserne af de angivelige vanskeligheder for sagsoegerne med at opnaa tilbagebetaling af beloeb, der urigtigt er betalt til sukkerroeproducenterne, er betingelsen om uopsaettelighed ikke opfyldt.
45 Det samme gaelder de tab, som ifoelge sagsoegerne er forbundet med den forskelsbehandling, som er beskrevet detaljeret i staevningen i hovedsagen. Det er herved tilstraekkeligt at bemaerke, at disse tab efter deres art har karakter af tabt fortjeneste, som kan erstattes fuldt ud efter annullation af den anfaegtede foranstaltning, og at der, i mangel af holdepunkter for modsatte, er tale om rent oekonomiske tab, som kan erstattes.
46 Det foelger af disse betragtninger, at da betingelsen om uopsaettelighed ikke er opfyldt for nogen af de af sagsoegerne haevdede tab, kan begaeringen ikke tages til foelge, og det er ikke fornoedent at behandle de oevrige betingelser for at tage begaeringen til foelge.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
RETTENS PRAESIDENT
1) Begaeringen om udsaettelse af gennemfoerelsen tages ikke til foelge.
2) Afgoerelsen vedroerende sagens omkostninger udsaettes.
Saaledes bestemt i Luxembourg den 7. november 1995.
Full & Egal Universal Law Academy