EUR-Lex -  61996CC0027 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat La Pergola fremsat den 17. juni 1997. - Danisco Sugar AB mod Allmänna ombudet. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Länsrätt i Jönköpings län - Sverige. - Kongeriget Sveriges tiltrædelse - Landbrug - Sukker - National lagerafgift af sukker. - Sag C-27/96.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

I - De praejudicielle spoergsmaal og deres retlige baggrund

1 Med de to praejudicielle spoergsmaal anmoder Laensraetten i Joenkoepings laen (herefter »Laensraetten«) Domstolen om de fornoedne fortolkningsdata med henblik paa afsigelse af dom vedroerende foreneligheden med faellesskabsretten af en medlemsstats indfoerelse af en national afgift, der i henseende til genstand og formaal svarer til den lagerafgift paa sukker og ris, der blev indfoert af Kongeriget Sverige lige foer ikrafttraedelsen af traktaten om tiltraedelse af Den Europaeiske Union.

Naermere bestemt stiller den forelaeggende ret for det foerste foelgende spoergsmaal:

»1) Skal traktaten om Sveriges, Finlands og OEstrigs tiltraedelse, saerlig artikel 137, stk. 2, artikel 145, stk. 2, og artikel 149, stk. 1, fortolkes saaledes, at det skal betragtes som en retsstridig overgangsforanstaltning, at man paa nationalt plan traeffer bestemmelse om at afgiftspaalaegge det normalt overfoerte lager af sukker, saaledes som det er sket ved [lageravgiftslagen] med senere aendring?«

Saafremt spoergsmaal 1 besvares naegtende, stilles dernaest foelgende spoergsmaal:

»2) Skal EF's markedsordning for sukker, saerlig Rom-traktatens artikel 39 og 40, Raadets forordning (EOEF) nr. 1785/81 og Kommissionens forordning (EF) nr. 3300/94 fortolkes saaledes, at det skal betragtes som et retsstridigt indgreb i markedsordningen, at man paa nationalt plan traeffer bestemmelse om at afgiftspaalaegge det normalt overfoerte lager af sukker, saaledes som det er sket ved [lageravgiftslagen] med senere aendring?«

2 Som det vil fremgaa nedenfor i dette forslag til afgoerelse, vedroerer de fortolkningsspoergsmaal, der er rejst af Laensraetten, det oemtaalelige omraade for medlemsstaternes tilbagevaerende kompetence inden for de sektorer, der er omfattet af de faelles markedsordninger, hvori faellesskabsinstitutionerne - naar »omraadet foerst er besat« (1) - principielt har faaet enekompetence.

Den omtvistede foranstaltning blev vedtaget af Sverige foer (om end kun en enkelt dag foer) tiltraedelsestraktatens ikrafttraedelse. De spoergsmaal, der er forelagt af den nationale ret, vedroerer netop de graenser, inden for hvilke de medlemsstater, der sidst har tiltraadt Unionen, i perioden foer tiltraedelsen kunne udoeve deres egen lovgivningskompetence inden for landbrugsproduktionssektorerne, som paa faellesskabsniveau er omfattet af faelles markedsordninger.

3 Som bekendt blev traktaten om OEstrigs, Finlands og Sveriges tiltraedelse af Den Europaeiske Union, der traadte i kraft den 1. januar 1995, underskrevet den 24. juni 1994 og ratificeret af Sverige den 15. december 1994 i overensstemmelse med resultatet af den svenske folkeafstemning om tiltraedelsen, der blev afholdt den 13. november 1994.

4 Til forskel fra, hvad der skete ved de foregaaende tiltraedelser af Faellesskabet (i 1973 (2), 1981 (3) og 1986 (4)), er der ikke i akten vedroerende vilkaarene for Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse og tilpasningen af de traktater, der danner grundlag for Den Europaeiske Union (herefter »tiltraedelsesakten«) (5), fastsat nogen overgangsperiode for at goere det muligt for de nye medlemsstater gradvis at tilpasse sig niveauet for de priser eller toldsatser, der var gaeldende, eller at tilpasse den stoette, der blev ydet under de foregaaende nationale markedsordninger.

Selv om der ifoelge artikel 149 var mulighed for - i den saakaldte forvaltningskomitéprocedure (6) - at vedtage ad hoc-overgangsordninger med henblik paa at lette overgangen fra den nationale ordning til den faelles markedsordning (7), knaesatte tiltraedelsesakten saaledes det almindelige princip, at rettigheder og forpligtelser ifoelge den faelles landbrugspolitik straks og fuldt ud skulle gaelde i OEstrig, Finland og Sverige (se artikel 137, stk. 2).

5 Desuden havde de kontraherende parter denne gang paa samme maade som ved de foregaaende udvidelser af Faellesskabet (8) udtrykkeligt i tiltraedelsesakten henvist til risikoen for forstyrrelser i den gnidningsloese funktion af Faellesskabets landbrugsmarkeder, for saa vidt den mulighed forelaa, at der ved de nye medlemsstaters tiltraedelse af Unionen paa deres omraader stadig befandt sig varelagre i fri omsaetning, som i maengde oversteg, hvad der maatte anses for at vaere normalt overfoerte lagre (se artikel 145, stk. 2, i tiltraedelsestraktaten) (9).

De saaledes vedtagne forsigtighedsforanstaltninger er lette at forklare. Dersom de faelles interventionsgarantier (herunder systemerne med faelles priser) for et bestemt produkt er gunstigere end dem, der gaelder ifoelge den nationale ordning i en ny medlemsstat foer tiltraedelsen, er de producenter, der virker i denne medlemsstat staerkt fristet til - af forskellige grunde og under de mest forskelligartede paaskud - at oplaegge store lagre af det paagaeldende produkt indtil tiltraedelsesdatoen, idet produktet fra dette oejeblik vil blive til »et produkt med oprindelse« i Faellesskabet, der herefter er omfattet af de for dette gaeldende garantier (10).

Den loesning, der er omhandlet i ovennaevnte artikel 145, stk. 2, i tiltraedelsesakten, og som er den samme, som allerede var blevet fulgt ved de tidligere tiltraedelser, bestod i et paabud til de nye medlemsstater om for egen regning og uden udgift for Unionen at afvikle eventuelle overskudslagre af landbrugsvarer.

6 I medfoer af denne bestemmelse indfoerte Kommissionen i december 1994 som et initiativ paa lovgivningsplan de foranstaltninger, der allerede var omhandlet i tiltraedelsesakten, herunder bl.a. foranstaltninger til imoedegaaelse af risikoen for opbygning af overdrevet store lagre af sukker paa det »udvidede« indre marked.

Saerlig med henblik paa Sverige syntes faren for, at de nationale erhvervsdrivende i vidt omfang ville foretage spekulative indfoersler af sukker med henblik paa oplagring og videresalg af dette produkt paa det faelles marked efter tiltraedelsen, nemlig reel og overhaengende. Det er derfor ikke nogen tilfaeldighed, at denne fare havde tiltrukket sig Kommissionens og den svenske regerings opmaerksomhed i maanederne foer tiltraedelsestraktatens ikrafttraedelse.

Det er ubestridt mellem parterne i hovedsagen, at den referencepris for sukker, der var fastsat af den svenske regering foer tiltraedelsen, var ca. 35% lavere end Faellesskabets interventionspris. Forskellen mellem markedspriserne i henholdsvis Sverige og Faellesskabet, hvori de som bekendt var hoejere end de »institutionelle«, var mere eller mindre af samme stoerrelse.

7 Med henblik paa at fastlaegge de maengder af sukker (og isoglucose), der skulle fjernes fra markedet, fastsattes ved Kommissionens forordning nr. 3300/94 af 21. december 1994 (herefter »forordning nr. 3300/94«) (11) vedroerende disse varer det normale lager i hver enkelt af de nye medlemsstater, som fandtes noedvendigt i forhold til forbruget, produktionen og den traditionelle eksport, samt raffinaderiernes driftslagre. Ifoelge artikel 5 i forordning nr. 3300/94 blev det normalt overfoerte lager af sukker fastsat til 304 792 tons for Sveriges vedkommende.

Det blev saaledes paalagt OEstrig, Finland og Sverige at foretage en optaelling af de varelagre, der var i fri omsaetning paa deres omraader pr. 1. januar 1995 kl. 00.00, hvorefter alle, der under en hvilken som helst form havde lagre af sukker (eller isoglucose) paa mindst tre tons, skulle indberette disse til de nationale myndigheder.

8 Da der generelt set var overskud paa Faellesskabets sukkermarked, skulle afsaetningen af eventuelle overskydende maengder enten i uforarbejdet tilstand eller i form af forarbejdede produkter ske ved eksport til lande uden for Faellesskabet og uden stoette fra dette. Derfor paalagdes det ligeledes ved forordning nr. 3300/94 de nye medlemsstater at foranledige dette inden den 1. januar 1996 ved at traeffe alle fornoedne foranstaltninger paa deres respektive kompetenceomraader (se artikel 11).

I modsat fald skulle OEstrig, Finland og Sverige af de ikke eksporterede maengder sukker - der skulle betragtes som afsat paa det interne marked - betale et beloeb, der svarede til importafgiften pr. ovennaevnte dato for udloebet af fristen for udfoersel.

9 De faelles regler om afsaetningen af de overskudslagre af sukker, der eventuelt fandtes pr. tiltraedelsesdatoen, blev taget i betragtning af lovgiver i Sverige ved indfoerelsen af den i hovedsagen anfaegtede afgift, der ramte alle, der havde lagre af sukker (eller ris) paa over tre tons.

Som det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, blev den paagaeldende afgift indfoert ved lov nr. 1704 af 1994 (herefter »lageravgiftslagen«), som blev vedtaget af Riksdagen den 20. december 1994 og traadte i kraft den 31. december 1994, dvs. blot én dag foer Sveriges tiltraedelse af Unionen.

10 Efter hvad den svenske regering har anfoert under sagen, var afgiftsbeloebet - der var forskelligt for hvidt sukker og raasukker - fastsat saaledes, at det svarede til den forhoejelse af markedsprisen, der var fastsat som foelge af Sveriges tiltraedelse af Unionen.

Lageravgiftslagen havde nemlig tre formaal, der klart var kommet til udtryk i forarbejderne til loven, nemlig: i) at forebygge mulige indfoersler i spekulativt oejemed af sukker til Sverige, ii) at beskatte de fortjenester, der ville blive opnaaet af de paagaeldende erhvervsdrivende alene som foelge af overgangen fra den nationale markedsordning til den faelles markedsordning, og endelig iii) at skaffe Sverige de fornoedne midler til daekning af en eventuel afsaetning paa det nationale marked (ved betaling af de udgifter, der var omhandlet i forordning nr. 3300/94) af lagre af sukker, der oversteg de normalt overfoerte lagre, og som ikke var blevet afviklet ved udfoersel.

11 Endnu en oplysning skal tilfoejes med henblik paa denne korte redegoerelse for den retlige ramme, der ligger til grund for de praejudicielle spoergsmaal. Lageravgiftslagen blev aendret ved lov nr. 329 af 1995, der traadte i kraft den 1. april 1995, med henblik paa nedsaettelse af afgiftsbeloebet for de sukkerroedyrkere, der tillige havde betalt de i artikel 8 i Raadets forordning nr. 1785/81 (herefter »forordning nr. 1785/81«) (12) omhandlede lagerafgifter. Disse afgifter havde til formaal at finansiere den faelles ordning for godtgoerelse af omkostningerne ved opretholdelse af et konstant udbud af sukker paa det faelles marked gennem hele aaret.

II - Genstanden for tvisten i hovedsagen

12 Sagsoegeren i hovedsagen, selskabet Danisco Sugar AB (herefter »Danisco«), er saa vidt ses den eneste producent og den stoerste importoer af sukker i Sverige.

Efter hvad Danisco har oplyst i sagen, havde selskabet uden indvendinger fra den svenske regering i 1993 indgaaet en toaarig brancheaftale med Sveriges Betodlares Centralfoerening (herefter »SBC«), den svenske sammenslutning af sukkerroedyrkere.

Denne aftale gav, dersom jeg har forstaaet Danisco's bemaerkninger rigtigt, de avlere, der var tilsluttet SBC - i den erklaerede hensigt at indrette sig efter den faellesskabslovgivning, der ville traede i kraft fra datoen for tiltraedelsen og betinget af selve tiltraedelsen - ret til mere end halvdelen af forskellen mellem Faellesskabets »minimumspris« for sukker i det produktionsaar, der loeb pr. tiltraedelsesdatoen (13), og referenceprisen for produktet i Sverige i de foregaaende produktionsaar.

13 Efter at Danisco havde anmeldt, at selskabet pr. 31. december 1994 havde et lager paa 267 134 tons, modtog det fra jordbruksverket ifoelge afgoerelse af 28. juni 1995 en opgoerelse af sukkerafgiften, der for selskabets vedkommende androg ca. 435 mio. SKR.

Til trods herfor anlagde SBC sag mod Danisco og gjorde krav paa betaling med tilbagevirkende kraft af den pris, der var fastsat i brancheaftalen af 1993, eller dog i hvert fald forskellen mellem de faktiske indkoebspriser for de allerede leverede roer og de basispriser, der ifoelge artikel 4 i forordning 1785 var gaeldende i produktionsaaret 1994/1995, og som var traadt i kraft i Sverige som foelge af tiltraedelsen.

14 Danisco anlagde sag mod Statens jordbruksverk for den forelaeggende ret og har med paastand om annullation af ovennaevnte afgoerelse gjort gaeldende, at Sverige ikke var kompetent til ensidigt at vedtage lageravgiftslagen. Selskabet har anfoert to grunde hertil.

15 For det foerste er lageravgiftslagen ifoelge Danisco i det vaesentlige ensbetydende med en delvis konfiskation af det vederlag, der er opnaaet ved salget af sukker, der var fremstillet i produktionsaaret 1994/95, til de priser, der var fastsat ved den faellesskabslovgivning, der traadte i kraft.

Ifoelge Danisco skulle den paagaeldende foranstaltning have gjort det muligt for de svenske sukkerfabrikanter og sukkerroedyrkere at opnaa og fuldt ud bevare henholdsvis den interventionspris og den basispris, der var fastsat efter forordning nr. 1785/81, naar foerst de lagre af sukker, der var fremstillet i loebet af det paagaeldende produktionsaar, og som var genstand for den omtvistede afgift, var opbrugt. Foelgelig blev der ved en overrumplende manoevre indfoert en overgangsperiode, hvorunder det faelles prissystem ikke skulle finde anvendelse, og som var i strid med bestemmelserne i tiltraedelsesaktens artikel 137.

Ifoelge Danisco er lagerafgiften med andre ord enten efter sin genstand eller i hvert fald efter sine virkninger, en overgangsforanstaltning, som det i medfoer af tiltraedelsesaktens artikel 149 var forbeholdt Faellesskabets institutioner at fastsaette.

I oevrigt blev der ifoelge Danisco ikke ved forordning nr. 3300/94 givet de nye medlemsstater befoejelser til at beskatte de lagre af sukker, der fandtes pr. tiltraedelsesdatoen - herunder eventuelle maengder, der oversteg de normalt overfoerte lagre. Og forordning nr. 3300/94 var det eneste retlige instrument, der var tilladt ifoelge tiltraedelsesakten, for indfoerelse af overgangsundtagelser fra princippet om den oejeblikkelige ikrafttraedelse af de faelles markedsordninger for landbrugsvarer fra og med tiltraedelsen.

16 For Laensraetten har Danisco desuden gjort gaeldende, at Sverige ikke var kompetent til at indfoere lagerafgiften paa grund af de omfattende begraensninger, der er fastsat for medlemsstaternes kompetence til at fastsaette foranstaltninger, der kan gribe ind i funktionen af en faelles markedsordning, der allerede er indfoert paa faellesskabsplan.

Dette var ifoelge Danisco tilfaeldet med den paagaeldende nationale foranstaltning, der greb forstyrrende ind i den faelles markedsordning for sukker ved delvis konfiskation af interventionsprisen til skade for sukkerproducenterne og (»som kaedereaktion«) for sukkerroedyrkerne. Denne konklusion er noedvendig til trods for, at den paagaeldende foranstaltning i teknisk henseende var vedtaget og sat i kraft foer Sveriges tiltraedelse og ramte lagre af sukker, der var fremstillet og oplagt, mens den nationale markedsordning endnu var gaeldende.

Efter Danisco's opfattelse var der en snaever, formaalsbestemt forbindelse mellem lageravgiftslagen, der blev vedtaget i december 1994, og Sveriges umiddelbart forestaaende tiltraedelse af Den Europaeiske Union. Yderligere burde Sverige i medfoer af artikel 18 i Wienerkonventionen om traktatretten af 1969 (herefter »Wienerkonventionen«) (14) i hvert fald - foer ikrafttraedelsen af traktaten om tiltraedelse af Unionen, som landet allerede havde underskrevet og ratificeret - have afholdt sig fra at beroeve denne dens formaal og hensigt.

17 I forbindelse med ovennaevnte kompetenceproblem har Danisco for Laensraetten fremsat et andet synspunkt, denne gang materielt, hvorefter lageravgiftslagen paastaas at stride mod faellesskabsretten. Som det senere kom frem ved ovenstaaende optaelling af de lagre, der var i fri omsaetning, var disse lagre i Sverige mindre end de normalt overfoerte lagre, hvorfor lagerafgiften vilkaarligt har ramt samtlige individuelle lagre af sukker, der oversteg tre tons i Sverige pr. 31. december 1994.

Som foelge heraf boer den paagaeldende foranstaltning - ogsaa selv om man vil karakterisere den som en »fornoeden foranstaltning til at anvende denne forordning« i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 3300/94 (15) - erklaeres stridende mod selve forordningens formaal, idet dette alene var at fastsaette de fornoedne foranstaltninger til afsaetning af de maengder, der oversteg de normalt overfoerte lagre.

III - Domstolens kompetence til at udtale sig om fortolkningen af EF-traktaten og om retsakter, der er vedtaget af Faellesskabets institutioner over for nationale foranstaltninger vedtaget af nye medlemsstater foer tiltraedelsesdatoen

18 Der er her tale om at fortolke tiltraedelsesakten og eventuelt - subsidiaert - den faelles markedsordning for sukker og saerlig EF-traktatens artikel 39 og 40 (herefter »traktaten«) og de relevante bestemmelser i forordning nr. 1785/81 og forordning nr. 3300/94. For at goere det muligt for Laensraetten at bedoemme lageravgiftslagens forenelighed med faellesskabsretten skal der tages fornoedent hensyn til to tidsmaessige omstaendigheder, som den svenske regering og Kommissionen har fremhaevet i deres skriftlige indlaeg.

Da Sverige vedtog den anfaegtede lov, havde det underskrevet og ratificeret tiltraedelsestraktaten, men var endnu ikke medlem af Unionen. Foer tiltraedelsesdatoen (om end kun en enkelt dag foer denne) ligger tillige ikrafttraedelsesdatoen for lageravgiftslagen og foelgelig datoen for de faktiske omstaendigheder, som ifoelge loven udgoer den saakaldte forudsaetning for paalaeggelsen af afgiften, nemlig besiddelsen af et lager af sukker (eller ris), der oversteg tre tons.

Paa grundlag heraf maa man saaledes ifoelge den svenske regering og Kommissionen slutte, at man ikke kan rejse spoergsmaalet om lageravgiftslagens forenelighed med hverken tiltraedelsesakten eller den faelles markedsordning for sukker. Ingen af disse to retsakter var gaeldende i Sverige paa tidspunktet for den her omhandlede lov.

19 Danisco har - efter min opfattelse ikke uden grund - besvaret denne indvending med, at Sveriges vedtagelse af lageravgiftslagen én dag foer landets tiltraedelse af Den Europaeiske Union og efter underskrivelsen og ratifikationen af tiltraedelsestraktaten muligt kan stride mod de folkeretlige saedvaner i forbindelse med indgaaelse af traktater, saaledes som disse er kodificeret ved Wienerkonventionens artikel 18 (16).

Naermere betegnet strider indfoerelsen af den paagaeldende afgift under ovennaevnte omstaendigheder efter Danisco's opfattelse mod princippet om god tro i folkeretten, idet den kan ses som en adfaerd, der er egnet til at beroeve tiltraedelsestraktaten dens formaal og hensigt, i hvert fald for saa vidt angaar det saerlige omraade for den faelles markedsordning for sukker.

20 I teknisk henseende er det paagaeldende punkt ikke omhandlet i Laensraettens forelaeggelseskendelse, men dette er ikke til hinder for, at Domstolen indfortolker det i den anmodning om fortolkning, den har faaet forelagt.

Det er nemlig fast praksis, at Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177 bl.a. er kompetent til at tage hensyn til faellesskabsregler, der ikke er omhandlet i de praejudicielle spoergsmaal, der forelaegges af nationale retter, men som skoennes relevante med henblik paa loesningen af hovedsagen (17).

21 Blandt de faellesskabsretlige kilder, Domstolen kan benytte i denne sag, er de folkeretlige grundsaetninger, herunder de ikke tvingende grundsaetninger, der finder anvendelse som saedvaneretlige regler eller almindelige retsgrundsaetninger (18).

22 For saa vidt naermere angaar dette forslag har Retten i Foerste Instans i medfoer af traktatens artikel 173 udtalt, at princippet om god tro, der er en folkeretlig saedvaneregel, der er kodificeret ved Wienerkonventionens artikel 18, »svarer til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som efter retspraksis er en del af Faellesskabets retsorden, [som] kan paaberaabes af enhver erhvervsdrivende, som en institution har givet visse begrundede forhaabninger« (19).

Herefter anerkendte Retten sagsoegerens adgang til at kraeve kontrol af den anfaegtede akt i forhold til bestemmelserne i en international aftale, der havde umiddelbar retsvirkning, idet Retten anfoerte: »Naar Faellesskaberne har deponeret deres godkendelsesinstrumenter vedroerende en international aftale, og ikrafttraedelsesdatoen for aftalen er kendt, vil erhvervsdrivende kunne paaberaabe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning til stoette for, at institutionerne i den periode, som ligger forud for den internationale aftales ikrafttraeden, ikke maa vedtage retsakter, som er i strid med bestemmelserne heri, og som efter aftalens ikrafttraeden vil have direkte virkning for dem«.

23 Spoergsmaalet om, hvorvidt Sveriges adfaerd i den foreliggende sag, udgoer en tilsidesaettelse af folkeretten, er unddraget Domstolens kompetence, og jeg skal ikke gaa ind paa realiteten i det (20). Jeg skal dog tilkendegive, at jeg er enig med den svenske regering og Kommissionen i deres stillingtagen.

Lad os antage, at man inden for rammerne af de faellesskabsbestemmelser, der er relevante for afgoerelsen af hovedsagen, kan laegge princippet om god tro og dets pendant i Faellesskabets retsorden, nemlig princippet om retssikkerhed og beskyttelsen af den berettigede forventning, til grund. Ogsaa i dette tilfaelde vil Domstolen vaere afskaaret fra at give den nationale ret de fornoedne fortolkningsdata for proevelsen af foreneligheden med faellesskabsretten af en national afgiftslov, der var vedtaget af et tredjeland, saaledes som Sverige var det indtil den 1. januar 1995.

Den tvist, der er genstand for hovedsagen, er nemlig forskellig fra den, der forelaa i Rettens ovennaevnte afgoerelse i Opel-sagen. I denne var Faellesskaberne - under udoevelsen af deres befoejelser - givet underlagt traktatens regler og retsreglerne vedroerende dens gennemfoerelse (21). I det foreliggende tilfaelde var Sverige derimod foer landets tiltraedelse af Den Europaeiske Union ikke underkastet nogen forpligtelser ifoelge faellesskabsretten, herunder dennes almindelige grundsaetninger.

24 Det, der nu anfoeres, udelukker i oevrigt ikke, at Sverige fra den 1. januar 1995 som fuldt medlem - i medfoer af den almindelige forpligtelse ifoelge artikel 5 og de mere specifikke bestemmelser i traktaten, der af og til fastlaegger dens konkrete indhold (22), herunder artikel 40 (23) - var forpligtet til redeligt og i god tro at medvirke til opfyldelsen af traktatens maal og de forpligtelser, der foelger af denne. Denne forpligtelse indebar desuden ogsaa, at Sverige skulle opfylde andre forpligtelser i det konkrete tilfaelde, nemlig pligten til: a) at ophaeve alle nationale foranstaltninger, der stred mod tiltraedelsesakten og bestemmelserne i traktaten og den afledte ret paa omraadet for den faelles markedsordning for sukker, som landet maatte have vedtaget foer tiltraedelsen, og b) at fjerne enhver ulovlig virkning, der fulgte af disse foranstaltninger (24) efter tiltraedelsen.

25 De forelagte praejudicielle spoergsmaal ligger inden for de ovenfor angivne rammer. Domstolen er efter min opfattelse kompetent til i forhold til den svenske lageravgiftslag at udtale sig om fortolkningen af artikel 137, stk. 2, artikel 145, stk. 2, og artikel 149 i tiltraedelsesakten og subsidiaert om traktatens artikel 39 og 40 samt de bestemmelser i forordning nr. 1785/81 og forordning nr. 3300/94, som er af betydning i denne sag.

IV - Besvarelsen af det foerste praejudicielle spoergsmaal

26 Selv om den forelaeggende ret har stillet to forskellige praejudicielle spoergsmaal, er der dog, som jeg nu skal paavise, i det vaesentlige kun tale om at fastlaegge de graenser, inden for hvilke medlemsstaterne (herunder de, der senest er tiltraadt Unionen) er befoejede til at udoeve deres egen kompetence inden for de samme sektorer, som er omfattet af de faelles markedsordninger inden for Faellesskabet.

27 Jeg vil nu betragte problemet naermere. Ved traktatens artikel 40 og de heraf afledte bestemmelser om de faelles ordninger for landbrugsmarkederne begraenses den kompetence, som hver enkelt medlemsstat, der tiltraeder Unionen, kan udoeve ensidigt ved nationale foranstaltninger, der kan gribe ind i maalene for den faelles landbrugspolitik eller i det hele taget hindre gennemfoerelsen af denne.

Jeg vil herefter betragte artikel 137, stk. 2, artikel 145, stk. 2, og artikel 149 i tiltraedelsesakten. Jeg ser ikke i disse bestemmelser, hvilke andre uafhaengige og yderligere begraensninger end dem, jeg har omtalt ovenfor, der skulle foelge af disse bestemmelser, for den kompetence, der i det foreliggende tilfaelde er tillagt Sverige som nuvaerende medlemsstat af Unionen.

28 Lad det blot vaere antaget, at lageravgiftslagen faktisk var en overgangsforanstaltning, der alene var fastsat for at lette overgangen fra den tidligere nationale ordning til den, der fulgte af gennemfoerelsen af de faelles markedsordninger i medfoer af tiltraedelsesaktens artikel 149 og med henblik paa de i denne omhandlede maal. Med henblik paa fastsaettelse af foranstaltninger af denne art henviser denne bestemmelse til den omtalte forvaltningskomitéprocedure.

Men denne procedure er ikke udformet saaledes, at den udelukker enhver sideloebende kompetence for de nye medlemsstater. Den procedure, der er omhandlet i artikel 149, er, ogsaa inden for sukkersektoren, ganske enkelt karakteriseret ved en overladelse af befoejelser fra Raadet til Kommissionen og en hertil svarende pligt for Kommissionen til til sin tid at underrette Raadet om de foranstaltninger, den eventuelt har truffet under fravigelse af udtalelsen fra den kompetente forvaltningskomité, der er sammensat af repraesentanter for medlemsstaterne og som formand har en repraesentant for Kommissionen (25). Medlemsstaterne deltager i oevrigt i beslutningsproceduren vedroerende de foranstaltninger, der endeligt er fastsat af enten Kommissionen efter udtalelse fra forvaltningskomitéen eller af Raadet (26). Dette viser, at medlemsstaterne ikke har accepteret fuldstaendig at opgive deres egen kompetence (27).

Proceduren ifoelge artikel 149 i tiltraedelsesakten omfatter saaledes snarere fordelingen af befoejelserne mellem Kommissionen og Raadet end mellem Faellesskabet og medlemsstaterne. Under disse omstaendigheder adskiller det her omhandlede problem sig ikke fra det andet mere generelle problem om medlemsstaternes tilbagevaerende rolle inden for de sektorer, der er omfattet af de faelles markedsordninger.

29 Skulle dette ikke vaere tilstraekkeligt, skal jeg tilfoeje, at et bekraeftende svar paa det foerste praejudicielle spoergsmaal efter min opfattelse i det hele taget er udelukket paa grund af et andet afgoerende argument. Lageravgiftslagen var i realiteten ikke en overgangsforanstaltning i medfoer af tiltraedelsesaktens artikel 149. De regler, der blev vedtaget af Sverige, forfulgte nemlig, saaledes som det fremgaar af loven, ikke alene det formaal at hindre, at sukker blev importeret til landet med spekulative formaal, og ej heller alene at skaffe de fornoedne oekonomiske midler til finansiering af afsaetningen paa det nationale marked af eventuelle overskydende maengder af sukker i forhold til de normalt overfoerte lagre. Det er saaledes kun hvis de formaal, der laa til grund for indfoerelsen af den svenske lov, og ingen andre havde spillet ind, at man kunne sige, at disse regler var karakteriseret ved at have til formaal at fremme overgangen fra de tidligere nationale ordninger til den, der fulgte af de faelles markedsordninger. Men saaledes forholder det sig ikke.

Lageravgiftslagen havde tvaertimod et andet, herfra forskelligt formaal, der vedroerer udoevelsen af beskatningsmyndigheden. Ved loven indfoertes en afgift paa fortjenester, der var opnaaet af de beroerte erhvervsdrivende som foelge af overgangen fra prisordningen inden for det nationale system til faellesskabsordningen. Denne beskatning blev indfoert for saa vidt angaar alle sukkermaengder, der indehavedes af de beroerte erhvervsdrivende i Sverige pr. 31. december 1994, og ikke blot de maengder, der oversteg de normalt overfoerte lagre, der var fastsat for Sveriges vedkommende ved forordning nr. 3300/94.

30 Jeg finder derfor for saa vidt angaar det foerste praejudicielle spoergsmaal at maatte konkludere, at en national foranstaltning som lageravgiftslagen ikke kan betragtes som en overgangsforanstaltning, der var forbudt i medfoer af artikel 137, stk. 2, artikel 145, stk. 2, og artikel 149 i tiltraedelsesakten.

V - Besvarelsen af det andet praejudicielle spoergsmaal

31 Jeg har allerede haft anledning til at bemaerke (28), at ogsaa det andet praejudicielle spoergsmaal vedroerer eventuelle begraensninger, der var fastsat for medlemsstaternes befoejelser (herunder de nylig tiltraadte medlemsstater) til ensidigt at fastsaette nationale foranstaltninger (ogsaa af fiskal karakter), der kunne gribe ind i maalene for den faelles landbrugspolitik eller forstyrre funktionen af de mekanismer, der tjener til at forfoelge disse maal.

32 De retsregler i Faellesskabet, hvorved de faelles markedsordninger indfoeres, er selvstaendige, og der kan ikke ske indgreb i dem ved nationale love (29). F.eks. kan medlemsstaterne ifoelge Domstolens praksis paa omraader, hvor der gaelder en faelles markedsordning, der hviler paa et faelles prissystem, ikke laengere ensidigt udstede nationale regler, der griber ind i prisdannelsesmekanismen, saaledes som denne foelger af den faelles ordning (30).

33 Indfoerelsen af en faelles ordning har imidlertid ikke noedvendigvis den virkning, at den beskytter medlemsstaternes producenter mod nationale foranstaltninger - f.eks. af beskatningsmaessig karakter eller foranstaltninger til beskyttelse af miljoeet eller dyrs sundhed - der griber ind i enhedsmarkedets funktion og i den faelles ordning for det paagaeldende produkt, ej heller selv om de ikke umiddelbart har til formaal at goere dette.

34 Der er her grund til at erindre om en tidligere af Domstolen afsagt dom. I sagen Irish Creamery Milk Suppliers m.fl.(31) fortolkede Domstolen Faellesskabets regler om de faelles markedsordninger for visse landbrugsvarer og gav saaledes den forelaeggende ret de noedvendige data til vurdering af netop tilladeligheden af en indirekte vaerdiafgift af beskeden stoerrelse, som den irske regering havde indfoert med gyldighed i nogle faa maaneder. Afgiften ramte disse varer ved levering til forarbejdning, oplagring eller eksport.

Hvad lagde Domstolen naermere betegnet vaegt paa i sagen Irish Creamery Milk Suppliers? Den anfaegtede afgift indgik i en indkomstpolitik, der skulle fordele de skattemaessige byrder paa de forskellige erhvervsaktive befolkningsgrupper i Irland, og de faelles markedsordninger er principielt ikke til hinder for en saadan national politik. Desuden er fastsaettelsen af de faelles priser - enten der er tale om indikativpriser, interventionspriser eller mindstepriser - inden for rammerne af saadanne ordninger ikke bestemt til at sikre producenterne af landbrugsvarer en nettopris, der er uafhaengig af enhver af de nationale myndigheder foretaget beskatning (32).

Paa grundlag af disse betragtninger fandt Domstolen ikke, at en foranstaltning som den midlertidige irske afgift som saadan udgjorde et ulovligt indgreb i den faelles markedsordning fra den nationale lovgivningsmagts side (33).

35 Domstolen fastslog dog i sagen Irish Creamery Milk Suppliers - ud over det ovenfor anfoerte - et andet kriterium, som jeg ligeledes skal erindre om. Uafhaengigt af deres indflydelse paa de nationale landbrugsproducenters indkomster kan de midler, der benyttes til gennemfoerelse af en national indkomstpolitik, der ligeledes vedroerer disse producenter, ikke altid anses for lovlige. De er nemlig uforenelige med faellesskabsretten, dersom de hindrer de mekanismer i at fungere, som anvendes til opnaaelse af de paagaeldende markedsordningers formaal. Domstolen bemaerkede her, at de paagaeldende markedsordningsmekanismer »hovedsagelig [har] til formaal at skabe et prisniveau i produktions- og engrosleddet, der tilgodeser baade den paagaeldende sektors faellesskabsproducenters og forbrugeres interesser, og som sikrer forsyningerne uden at tilskynde til overproduktion«.

Det paahviler foelgelig de nationale retter at vurdere, hvilke virkninger den anfaegtede afgift har, saerlig naar det stadium for distributionen af landbrugsvarer, paa hvilket afgiften paalignes, i det vaesentlige er sammenfaldende med det, der tages i betragtning inden for den faelles markedsordning for den paagaeldende sektor. Paalaeggelsen af afgiften er ulovlig i medfoer af faellesskabsretten, dersom den skaber hindringer for funktionen af de mekanismer, der tilsigtes indfoert med de paagaeldende ordninger og »har en vaesentlig indflydelse paa det nationale markeds prisniveau i de samme omsaetningsled eller paa tilfoerslerne til markedet«.

Ved den undersoegelse, den nationale ret her skal foretage, skal den tage ikke blot afgiftens stoerrelse og varighed i betragtning, men tillige tage hensyn til situationen paa det paagaeldende marked og antallet af de landbrugsvarer, der ramtes af afgiften. I dommen i sagen Irish Creamery Milk Suppliers hedder det nemlig: »en afgift, der kun gaelder i en kort periode, men som rammer et stort antal produkter, kan vaere neutral i den forstand, at den ikke medfoerer aendringer i landbrugsproduktionens struktur. Hvis afgiften derimod indbyder producenterne til delvis at erstatte produktionen af afgiftsbelagte produkter med en produktion af andre, afgiftsfrie produkter, er afgiften egnet til at fremkalde forvridning paa flere markeder« (34).

36 Men hverken i forelaeggelseskendelsen eller under den mundtlige forhandling er der fremkommet talmaessige oplysninger, hvoraf man kan slutte, at lagerafgiften virkede paa en maade, der bragte formaalet med den faelles markedsordning for sukker eller dennes funktion i fare paa den ovenfor anfoerte maade.

Der fremgaar intet af denne art af noget af de dokumenter, der er forelagt Domstolen. Den anfaegtede afgiftsmaessige foranstaltning forfulgte sikkert det formaal, som vi har set, at sikre et afgiftsmaessigt bidrag til den svenske statskasse, og har efter al sandsynlighed vaesentligt paavirket de nationale landbrugsproducenters indkomster, men synes ikke af den grund, ej heller i overgangsfasen, at have oevet nogen relevant indflydelse paa prisniveauet eller paa forsyningen af sukkermarkedet (35).

37 Det kan ej heller siges, at den paagaeldende afgift medfoerte, at virkningerne af tiltraedelsesakten og den faelles markedsordning for sukker blev neutraliseret, saaledes som Danisco har haevdet. Forhoejelsen af de »institutionelle« priser og den markedspris, der forventedes som foelge af Sveriges tiltraedelse af Unionen, viste sig som ventet.

38 Herudover blev den oekonomiske virkning af lageravgiftslagen simpelt hen én gang for alle, at der opsugedes en, om end ret betydelig del af de indtaegter, der blev oppebaaret af Danisco og de oevrige beroerte svenske sukkerroedyrkere ved salg af deres produkter under normale markedsforhold og det faelles prissystem. Lad os naermere betragte dette. Den foranstaltning, der er omhandlet i hovedsagen i dag, frembyder mere end ét lighedspunkt med dem, som Domstolen skulle paakende i sagen om den midlertidige foroegelse af beskatningen af landbrugsjordens vaerdi (36).

39 Denne foroegelse af beskatningen gjaldt kun i aaret 1980. Den var blevet indfoert af den danske regering som foelge af devalueringen af den danske krone (som led i en national oekonomisk helhedsplan) og i denne forbindelse en nedskrivning af vekselkursen inden for den faelles landbrugspolitik i forhold til ecuen. Ved aendringen af denne vekselkurs oenskede den danske regering at undgaa indfoerelse af monetaere udligningsbeloeb.

Naermere betegnet var grundlaget for den under sagen omhandlede beskatning grundvaerdien, som blev ansat ud fra en generel bedoemmelse af jordens vaerdi uden hensyntagen til landbrugsproduktionens faktiske stoerrelse eller karakter. Formaalet med den saaledes udformede beskatning var at udligne den stigning i landbrugspriserne i danske kroner og den heraf foelgende betydelige indkomststigning for det danske landbrug, som var resultatet af ovennaevnte nedskrivning af den vekselkurs, der anvendes inden for landbrugspolitikken.

Og Domstolen fandt som bekendt, at en saadan beskatningsmaessig foranstaltning var forenelig med faellesskabsretten, i det mindste naar der ikke var tale om relevante indvirkninger paa prisniveauet eller - gennem aendringen af landbrugsbedrifternes struktur - paa arten og maengden af forsyningerne til landbrugsmarkederne (37).

40 Disse vurderingskriterier, som allerede er fastslaaet i retspraksis, kan med god grund anvendes i den foreliggende sag om den svenske lagerafgift. Foranstaltningen var meget kortvarig og indgik endda ikke i en mere almindelig national indkomstpolitik - da den ganske enkelt én gang for alle skulle ramme visse mervaerdier, nemlig dem, der opnaaedes »uden at loefte en finger« af Danisco og de svenske sukkerroedyrkere takket vaere tiltraedelsen, dvs. af landbrugerne i en sektor, der var karakteriseret ved en betydelig forskel mellem de »institutionelle« priser og de nationale markedspriser og faellesskabspriserne. Det er ikke nogen tilfaeldighed, at lagerafgiftens stoerrelse var blevet fastsat saaledes, at den svarede til den forventede stigning i markedsprisen som foelge af Sveriges tiltraedelse af Unionen.

Efter min opfattelse har lagerafgiften, da den - som Danisco selv har anfoert - bestod i »konfiskation« af en forventet fortjeneste, ikke blot ikke oevet nogen forvridende eller forstyrrende indflydelse paa sukkermarkedet, men den kunne umuligt goere dette ved at medfoere aendringer i prisniveauet eller de maengder af produktet, som blev udbudt paa markedet.

Lagerafgiften er med andre ord absolut neutral for saa vidt angaar dens mulige indflydelse paa den faelles landbrugspolitiks funktion inden for sektoren. Vi staar ikke over for en afgift, der realistisk kan medfoere aendringer af landbrugsproduktionens struktur eller tilskynde de beroerte producenter til delvis at erstatte sukkerproduktionen med produktionen af andre, ikke afgiftsbelagte varer og som foelge heraf medfoere forvridninger paa forskellige markeder.

Som foelge heraf udelukkes noedvendigvis ogsaa selve muligheden af, at den nationale afgift ved sine virkninger kunne laegge hindringer i vejen for de mekanismer, der er indfoert ved den faelles markedsordning.

41 Ifoelge Domstolens praksis tilkommer det den forelaeggende ret at vurdere, om og i hvilket omfang den i hovedsagen omhandlede nationale afgift konkret har haft virkninger af denne art (38). Jeg finder imidlertid at kunne foreslaa Domstolen under benyttelse af den ret til at skoenne, der er tillagt den selv (39), direkte at tage stilling til virkningerne af en national afgift af den i hovedsagen anfaegtede beskaffenhed.

42 Herefter foelger besvarelsen af det andet af Laensraetten forelagte spoergsmaal fuldt ud af ovenstaaende betragtninger. Det boer under de ovenfor anfoerte omstaendigheder fastslaas, at en national afgift, der har de traek som den her omhandlede svenske afgift, er forenelig med faellesskabsretten.

VI - Forslag til afgoerelse

Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger foreslaar jeg Domstolen at besvare de af Laensraetten forelagte praejudicielle spoergsmaal som foelger:

»Tiltraedelsesakten for OEstrig, Finland og Sverige, og saerlig dennes artikel 137, stk. 2, artikel 145, stk. 2, og artikel 149 skal fortolkes saaledes, at en nytiltraadt medlemsstats paalaeggelse af afgift paa de normalt overfoerte lagre af sukker efter de regler og under de omstaendigheder, dette er sket ved den svenske lageravgiftslag med senere aendring, ikke er en forbudt overgangsforanstaltning.

Bestemmelserne vedroerende den faelles markedsordning for sukker, saerlig EF-traktatens artikel 39 og 40, Raadets forordning nr. 1785/81 og Kommissionens forordning nr. 3300/94 skal fortolkes saaledes, at en nytiltraadt medlemsstats indfoerelse af en national afgift paa lagre af et produkt, der er karakteriseret ved en betydelig forskel mellem de 'institutionelle' priser og de nationale markedspriser og faellesskabspriser, der var gaeldende foer tiltraedelsen, ikke i sig selv er uforenelig med faellesskabsretten, under forudsaetning af, at den paagaeldende foranstaltning, naar den er af meget kort varighed og er bestemt til én gang for alle at ramme de mervaerdier, der opnaas af de paagaeldende landbrugsproducenter, alene som foelge af tiltraedelsen, og under forudsaetning af, at beloebet fastsaettes saaledes, at det svarer til den markedsprisforoegelse, som forventes som foelge af selve tiltraedelsen.«

(1) - Dette udtryk stammer fra G. Olmi, Politique agricole commune, i J. Megret, M. Walbroeck, J.-V. Louis, D. Vignes og J.-L. Dewost, Le droit de la Communauté économique européenne. Commentaire du traité et des textes pris pour son application, bind 2, Bruxelles, 2. udg., 1991, s. 292.

(2) - Se akten vedroerende tiltraedelsesvilkaarene og tilpasningerne af traktaterne - Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber, artikel 52, stk. 1 og 4 (EFT L 73 af 27.3.1972).

(3) - Se akten vedroerende tiltraedelsesvilkaarene og tilpasningerne af traktaterne - Den Hellenske Republiks tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber, artikel 59 (EFT L 291 af 19.11.1979).

(4) - Se akten vedroerende tiltraedelsesvilkaarene og tilpasningerne af traktaterne - Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber, artikel 67, stk. 3, artikel 70, stk. 2 og 3, og artikel 131 ff. (Spanien) samt artikel 233, stk. 3, og artikel 234 ff. (Portugal) (EFT L 302 af 15.11.1985).

(5) - EFT C 241 af 29.8.1994, s. 21.

(6) - Indfoert ved artikel 38 i Raadets forordning nr. 136/66/EOEF af 22.9.1966 om oprettelse af en faelles markedsordning for fedtstoffer (EFT 1959-1962, s. 178), og saerlig for saa vidt angaar den faelles markedsordning for sukker ved artikel 38-42 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1785/81 af 30.6.1981 om den faelles markedsordning for sukker (EFT L 177, s. 4).

(7) - I medfoer af artikel 149, stk. 1, i tiltraedelsesakten, kan saadanne foranstaltninger vedtages indtil den 31.12.1997 og ikke anvendes efter denne dato.

(8) - Se den nye artikel 33a i Raadets forordning nr. 1009/67/EOEF af 18.12.1967 om den faelles markedsordning for sukker, der blev indfoert ved akten vedroerende tiltraedelsesvilkaarene og tilpasningen af traktaterne - Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber, s. 67 (fodnote 2), Raadets forordning (EOEF) nr. 9/81 af 1.1.1981 om lagrene af landbrugsvarer i Graekenland pr. 1.1.1981 (EFT L 1, s. 15), Raadets forordning (EOEF) nr. 3770/85 af 20.12.1985 om lagrene af landbrugsvarer i Spanien og Raadets forordning (EOEF) nr. 3771/85 af 20.12.1985 om lagrene af landbrugsvarer i Portugal (EFT L 362, s. 18, henholdsvis s. 21).

(9) - I medfoer af artikel 145, stk. 2, defineredes begrebet normalt overfoert lager »for hvert produkt paa grundlag af de kriterier og maalsaetninger, der gaelder for hver faelles markedsordning«.

(10) - Se A. Tilgenkamp, Agriculture (Réglementation relative aux adhésions) i Gide-Loyrette-Nouel (red.), Dictionnaire du Marché commun, Paris, 1968 (loesbladsudgave, 1992, nr. 3), s. 35.

(11) - Kommissionens forordning (EF) nr. 3300/94 af 21.12.1994 om overgangsforanstaltninger for sukker som foelge af OEstrigs, Finlands og Sveriges tiltraedelse (EFT L 341, s. 39).

(12) - Se fodnote 6.

(13) - Det er Danisco selv, der i sit skriftlige indlaeg i sagen har omtalt den »minimumspris« for sukker, der gjaldt for produktionsaaret 1994/95 (der begyndte den 1.7.1994 og varede til den 30.6.1995 ifoelge bestemmelserne i artikel 2 i forordning nr. 1785/81) uden i oevrigt at redegoere for, om der herved skulle forstaas indikativprisen ifoelge artikel 2 eller interventionsprisen ifoelge artikel 3 i forordning nr. 1785/81. Indikativprisen og interventionsprisen for hvidt sukker og raasukker fremstillet af sukkerroer samt de interventionspriser, der var afledt af priserne paa hvidt sukker, interventionsprisen for raasukker og minimumspriserne for sukkerroer A og sukkerroer B, taerskelpriserne og godtgoerelsen af udgifterne til oplaegning for produktionsaaret 1994/95 blev fastsat ved henholdsvis Raadets forordning (EF) nr. 1873/94 og nr. 1874/94 af 27.7.1994 (EFT L 197, s. 11 og 12).

(14) - Wienerkonventionen om traktatretten af 23.5.1969 (United Nations Treaties Series, bind 788, s. 354, Lovtidende C 1980, nr. 34, s. 108). Wienerkonventionen, der er udarbejdet af FN's folkeretskommission, og har kodificeret retssaedvanerne i den almindelige folkeret om fremgangsmaaden for indgaaelsen af og betingelserne for gyldigheden og gennemfoerelsen af internationale traktater, traadte i kraft den 27.1.1980. I artikel 18 i Wienerkonventionen, der har overskriften »Forpligtelse til ikke at beroeve en traktat dens formaal og hensigt forud for dens ikrafttraeden«, hedder det: »En stat er forpligtet til at afholde sig fra handlinger, der ville beroeve traktaten dens formaal og hensigt, naar: a) den har undertegnet traktaten eller udvekslet de instrumenter, der udgoer traktaten under forbehold af ratifikation, accept eller godkendelse, saa laenge den ikke klart har tilkendegivet, at det er dens hensigt ikke at blive deltager i traktaten, eller b) den har udtrykt sit samtykke til at vaere bundet af traktaten, saa laenge traktaten ikke er traadt i kraft, forudsat at denne ikrafttraeden ikke utilboerligt forsinkes.«

(15) - Se punkt 8 ovenfor.

(16) - Artikel 18 i Wienerkonventionen er gengivet i fodnote 14 ovenfor.

(17) - Se bl.a. dom af 18.2.1964, forenede sager 73/63 og 74/63, Rotterdam og Puttershoek, Sml. 1954-1964, s. 455, org. ref. Rec. s. 1, af 28.6.1978, sag 70/77, Simmenthal, Sml. s. 1453, af 20.3.1986, sag 35/85, Tissier, Sml. s. 1207, af 7.3.1990, forenede sager C-153/88 til C-157/88, Fauque m.fl., Sml. I, s. 649, af 12.12.1990, sag C-241/89, SARPP, Sml. I, s. 4695, af 16.7.1992, sag C-187/91, Belovo, Sml. I, s. 4937, og af 16.12.1992, sag C-114/91, Claeys, Sml. I, s. 6559.

(18) - Se dom af 27.2.1962, sag 10/61, Kommissionen mod Italien, Sml. 1954-1964, s. 287, org. ref.: Rec. s. 1, isaer s. 21, af 4.12.1974, sag 41/74, Van Duyn, Sml. s. 1337, praemis 22, af 28.10.1975, sag 36/75, Rutili, Sml. s. 1219, praemis 32, af 27.9.1988, forenede sager 89/85, 104/85, 114/85, 116/85, 117/85 og 125/85-129/85, Ahlstroem m.fl., Sml. s. 5193, praemis 18, og af 24.11.1992, sag C-286/90, Poulsen og Diva Navigation, Sml. I, s. 6019, praemis 9 og 10.

(19) - Dom af 22.1.1997, sag T-115/94, Opel Austria mod Raadet, Sml. II, s. 39, praemis 89-93. I denne dom antog Retten til paakendelse en sag, der var anlagt af det oestrigske Opel-selskab, til annullation af en raadsforordning om tilbagekaldelse af toldindroemmelser, hvorved der genindfoertes en told paa visse varer, der alene fremstilledes af Opel. Den paagaeldende forordning var blevet vedtaget af Raadet syv dage efter Faellesskabernes deponering af deres godkendelsesdokumenter og 12 dage foer ikrafttraedelsen af aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, der blandt sine vigtigste formaal havde afskaffelsen af tolden mellem de kontraherende parter.

(20) - Et andet spoergsmaal, som det ikke er noedvendigt at gaa ind paa i denne undersoegelse, er spoergsmaalet om den eventuelle umiddelbare retsvirkning over for den enkelte af de faellesskabsregler, der er angivet i Laensraettens forelaeggelseskendelse.

(21) - Se dom af 24.11.1992, naevnt i fodnote 18.

(22) - Se bl.a. dom af 12.7.1973, sag 2/73, Geddo, Sml. s. 865, praemis 4, og af 19.5.1992, sag C-195/90, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3141.

(23) - Se fodnote 29 nedenfor.

(24) - Se bl.a. dom af 16.12.1960, sag 6/60, Humblet, Sml. 1954-1964, s. 207, org. ref.: Rec. s. 1125, isaer s. 1127 (vedroerende EKSF-traktatens artikel 86), af 29.1.1985, sag 231/83, Cullet, Sml. s. 305, praemis 16, og af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 36 og 37.

(25) - Ifoelge artikel 41 i forordning nr. 1785/81 kunne Kommissionen i dette tilfaelde udsaette gennemfoerelsen af de af komitéen vedtagne foranstaltninger i hoejst en maaned fra datoen for underretningen af Raadet, der for sit vedkommende kunne traeffe en modsat afgoerelse, stadig inden for en frist paa en maaned.

(26) - Se fodnote 25 og den hertil hoerende del af teksten.

(27) - Se Y. Petit, Agriculture i C. Gavalda og R. Kovar (red.) Répertoire de droit communautaire Dalloz, Paris, 1992 (og loesbladsudgaven, april 1994), bind I, afsnit 91.

(28) - Se punkt 26, 27 og 28 ovenfor.

(29) - Ifoelge Domstolens faste praksis (se dom af 18.5.1977, sag 111/76, Van den Hazel, Sml. s. 901, af 29.11.1978, sag 83/78, Pigs Marketing Board, Sml. s. 2347, af 16.1.1979, sag 151/78, Sukkerfabrikken Nykoebing, Sml. s. 1, og af 13.3.1984, sag 16/83, Prantl, Sml. s. 1299) skal medlemsstaterne, naar Faellesskabet i medfoer af traktatens artikel 40 fastsaetter forordninger, hvorved der indfoeres en faelles markedsordning for en bestemt sektor, afholde sig fra enhver foranstaltning, der fraviger disse forordninger eller forstyrrer disses funktion. Dette princip finder givet tillige anvendelse paa indfoerelse af afgifter paa landbrugsvarer (se f.eks. dom af 27.2.1985, sag 55/83, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 683, praemis 11).

(30) - Se dom af 23.1.1975, sag 31/74, Galli, Sml. s. 47. Men naar den prisordning, paa hvilken den paagaeldende faelles markedsordning hviler, alene finder anvendelse paa produktions- og engroshandelsstadiet, beroeres medlemsstaternes kompetence til at traeffe egnede foranstaltninger vedroerende prisdannelsen paa detailhandels- og forbrugerstadiet ikke, forudsat at de ikke bringer den paagaeldende faelles markedsordnings formaal eller funktion i fare (se dom af 18.10.1979, sag 5/79, Buys m.fl., Sml. s. 3203, praemis 18).

(31) - Dom af 10.3.1981, forenede sager 36/80 og 71/80, Sml. s. 735.

(32) - Samme dom, praemis 13 og 14. Der skal nemlig ifoelge artikel 39, stk. 2, litra c), i traktaten ved udarbejdelsen af den faelles landbrugspolitik tages hensyn til »den kendsgerning, at landbruget i medlemsstaterne udgoer en sektor, som er snaevert forbundet med oekonomien som helhed«, men af selve ordlyden af artikel 39, stk. 1, litra b), fremgaar det, at forhoejelsen af de individuelle indkomster for landbrugerne i foerste raekke er taenkt at skulle ske ved hjaelp af de i litra a) beskrevne strukturforanstaltninger.

(33) - Samme dom, praemis 14.

(34) - Samme dom, praemis 15-20.

(35) - Det skal bemaerkes, at den paatalte forstyrrelse af den faelles markedsordning som foelge af lagerafgiften ifoelge Danisco selv medfoerte en delvis »konfiskation« af: i) provenuet ved salget af sukker, der var fremstillet i produktionsaaret 1994/95 til de priser, der var fastsat ved den faellesskabslovgivning, der var traadt i kraft, til skade for baade de svenske sukkerfabrikanter (dvs. Danisco selv) og sukkerroeavlere og ii) godtgoerelsen af de oplagringsomkostninger, der ligeledes var afholdt af Danisco, i medfoer af artikel 8 i forordning nr. 1785/81.

(36) - Se dom af 26.10.1983, sag 297/82, Samvirkende danske Landboforeninger, Sml. s. 3299.

(37) - Samme dom, praemis 10-16.

(38) - Se bl.a. samme dom, praemis 17.

(39) - Se dom af 13.12.1983, sag 222/82, Apple and Pear Development Council, Sml. s. 4083, praemis 31, hvori Domstolen har anfoert: »Selv om det tilkommer den nationale ret at afgoere, hvorvidt, og i bekraeftende fald i hvilket omfang, den afgift, den skal bedoemme, rent faktisk har haft saadanne virkninger, skal ikke desto mindre bemaerkes, at en afgift, hvis provenu hovedsagelig anvendes til reklameforanstaltninger, som producenterne ellers selv maatte finansiere, i almindelighed ikke kan have saadanne virkninger« (min fremhaevelse).

Full & Egal Universal Law Academy