Generaladvokatens forslag til afgørelse
1 Den 21. september 1992 vedtog kommunalbestyrelsen for Haarlemmerliede og Spaarnwoude dispositionsplan »Ruigoord 1992«. Ved beslutning truffet den 18. maj 1993 af provinsregeringen for Noord-Holland godkendtes dispositionsplanen. Den vedroerer et areal paa ca. 6,5 km2, paa hvilket der i foerste raekke paataenktes anlagt en havn og et industriomraade i tilslutning til Amsterdams vestlige havneomraade, der ligger oest for det paagaeldende areal.
2 Dispositionsplanen »Ruigoord 1992« skulle erstatte dispositionsplan »Landelijk gebied 1968« med samme genstand. Lovligheden af beslutningen af 18. maj 1993 anfaegtes af forskellige sagsoegere, der har anlagt sag ved Nederlandenes Raad van State (tvistemaalsafdelingen for forvaltningssager), idet de goer gaeldende, at i modsaetning til, hvad der fastsaettes i Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 - om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet (1) - var der ikke inden beslutningens vedtagelse blevet foretaget nogen vurdering af indvirkningerne paa miljoeet af de tiltag, som godkendes ved naevnte dispositionsplan.
3 Raad van State fastslaar, at den omtvistede plan som foelge af karakteren af de heri fastsatte tiltag falder ind under anvendelsesomraadet for bestemmelserne i den nationale lovgivning, som paalaegger vurdering af indvirkningerne paa miljoeet, men at en saadan vurdering konkret ikke var obligatorisk efter naevnte lovgivning, da denne ikke stiller krav om at foretage en saadan forbindelse med planer, der var overtaget fra tidligere planer. Det er i sagen ikke bestridt, at tiltagene ifoelge planen »Ruigoord 1992« er overtaget fra dispositionsplanen »Landelijk gebied 1968« samt fra de regionale udviklingsplaner »Amsterdam-Noordzeekanaalgebied 1979« og »Amsterdam-Noordzeekanaalgebied 1987«, som aldrig er blevet gennemfoert, bortset fra at en del af omraadets udkant i slutningen af 1960'erne er blevet opfyldt med sand.
4 Da Nederlandenes Raad van State naerer tvivl om disse bestemmelsers forenelighed med direktivet, har retten ved kendelse af 12. marts 1996 udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
»Tillader Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet, at der gives tilladelse til et projekt, der er naevnt i direktivets bilag I, uden at der ved udarbejdelsen af denne tilladelse er blevet foretaget en miljoevurdering som omhandlet i direktivet, naar tilladelsen vedroerer et projekt, der allerede var givet tilladelse til foer den 3. juli 1988, skoent der ikke er blevet gjort brug af sidstnaevnte tilladelse, og skoent der ved udarbejdelsen af sidstnaevnte tilladelse ikke er blevet foretaget nogen miljoevurdering, som opfylder de krav, som direktivet stiller hertil?«
5 Der skal foerst henvises til, at direktivet, hvis gennemfoerelsesfrist udloeb den 3. juli 1988 - i artikel 2, stk. 1, bestemmer: »Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger med henblik paa, at projekter, der bl.a. paa grund af deres art, dimensioner eller placering, kan faa vaesentlig indvirkning paa miljoeet, undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse. Disse projekter er defineret i artikel 4.«
6 Naevnte artikel 4 fastsaetter i stk. 1: »Med forbehold af artikel 2, stk. 3, skal projekter, der henhoerer under de i bilag I anfoerte grupper, vurderes i henhold til artikel 5 til 10«. Der tages forbehold om i undtagelsestilfaelde at fritage, helt eller delvis, et specifikt projekt fra direktivets bestemmelser, hvilket der er grundlag for i artikel 2, stk. 3. Bilag I omhandler i punkt 8 »soehandelshavne samt vandveje og havne til indre sejlads, der kan besejles og anloebes af skibe paa over 1 350 tons«.
7 Ved »tilladelse« skal man ifoelge direktivets artikel 1, stk. 2, forstaa »afgoerelsen fra den eller de kompetente myndighed(er), som giver bygherren ret til at gennemfoere projektet«.
8 Herefter maa det naevnes, at det fremgaar af bestemmelserne i Wet op de Ruimtelijke Ordening (den nederlandske lov om fysisk planlaegning), at det henhoerer under den paagaeldende kommunalbestyrelses kompetence at vedtage en plan for fysisk planlaegning, som skal godkendes af provinsregeringen. Denne kan ogsaa, for en eller flere dele eller for hele provinsens omraade, vedtage en regionalplan, der i store traek angiver omraadets fremtidige udvikling ifoelge planen, ligesom den kan revidere en allerede udarbejdet regionalplan og har befoejelse til at paalaegge kommunalbestyrelsen at fastsaette eller revidere en plan for fysisk planlaegning.
9 Endelig skal det noteres, uden dog at gaa i detaljer med de foreliggende tekster, at der i disse - for at sikre gennemfoerelse af direktivet i nederlandsk ret - indgaar Besluit milieu-effectrapportage (bekendtgoerelse om miljoevurdering) af 20. maj 1987, som traadte i kraft den 1. september samme aar. Bekendtgoerelsen bestemmer, at der skal foretages en miljoeundersoegelse, inden der traeffes beslutning om at anlaegge en havn som angivet i punkt 8 i bilag I til direktivet.
10 Bekendtgoerelsen foreskriver ogsaa i artikel 9, stk. 2 - og herved opstaar den for Domstolen foreliggende tvist - at der ikke bestaar pligt til at foretage en vurdering af indvirkningen paa miljoeet i de tilfaelde, hvor en aktivitet i bekendtgoerelsens forstand allerede er optaget i en gaeldende strukturforbedrings- eller dispositionsplan eller, i tilfaelde af revision af disse planer eller af fastsaettelse af en ny strukturforbedrings- eller dispositionsplan, naar den placering, som er tiltaenkt aktiviteten, opretholdes.
11 Ifoelge den nederlandske regering kraenker indroemmelsen af en saadan undtagelse paa ingen maade de pligter, som direktivet paalaegger medlemsstaterne. Dels ligger indroemmelsen inden for den skoensmargen, direktivet har villet give de nationale myndigheder, naar disse skal traeffe gennemfoerelsesforanstaltninger, dels berettiger betragtninger - som samtidig vedroerer varetagelsen af retssikkerheden, den noedvendige beskyttelse af den berettigede forventning og kravene ifoelge proportionalitetsprincippet - til, at én gang tilladte projekter ikke bringes i fare eller i det mindste ikke forsinkes mere eller mindre med heraf foelgende omkostninger, alene fordi man ved en tilladelse meddelt efter den 3. juli 1988 erstatter en tilladelse meddelt foer denne dato efter en fuldstaendig forskriftsmaessig procedure under hensyn til de dagaeldende regler.
12 Vi staar saaledes over for en tvist, hvis grundlag er klart. Planen »Ruigoord 1992« fastsaetter tiltag, som baade efter direktivet og den nationale lovgivning indebaerer, at der skal foretages en vurdering af deres indvirkning paa miljoeet.
13 Denne vurdering blev imidlertid ikke foretaget, hvilket den heller ikke skulle ifoelge den nationale lovgivning, for de paagaeldende tiltag var allerede forudset ved en tidligere plan vedtaget foer udloebet af fristen for at gennemfoere direktivet, og planen selv hvilede paa en tidligere undersoegelse af dens indvirkning paa miljoeet.
14 I en tid var det dog mindre klart, om de beslutninger, hvorved man vedtog planen »Landelijk gebied 1968« og planen »Ruigoord 1992«, maatte betragtes som »tilladelser« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i direktivets artikel 1, stk. 2. Tilsyneladende naerer den nationale ret ikke nogen tvivl herom, og derfor har den da ogsaa forelagt et praejudicielt spoergsmaal. De skriftlige indlaeg fra de forskellige nederlandske parter kan heller ikke saa nogen som helst tvivl herom. Alle gaar stiltiende ud fra det postulat, at man faktisk staar over for en »tilladelse« i direktivets forstand, saaledes at det er i lyset af fortolkningen af de forpligtelser, som det paalaegger medlemsstaterne, at man maa afgoere tvisten for den nationale ret.
15 Det mener den oestrigske regering og Kommissionen slet ikke. Den foerste goer gaeldende, at direktivet ikke er anvendeligt paa ordninger for fysisk planlaegning, saaledes at Domstolen ikke boer besvare det praejudicielle spoergsmaal. Til stoette for dette synspunkt forklarer regeringen, at netop fordi saadanne planer ikke indgaar i direktivets anvendelsesomraade, bestraeber Kommissionen sig for tiden paa at forberede et direktiv vedroerende et »koncept til vurdering af indvirkningen paa miljoeet«, hvis genstand vil vaere en procedure til miljoeundersoegelse, der ogsaa tager sigte paa udkast til ordninger og planer paa forberedelsesstadiet.
16 Kommissionen finder, paa grundlag af sin gennemgang af den nederlandske lovgivning, at en dispositionsplan paa ingen maade kan betragtes som en tilladelse, der medfoerer pligt til at foretage en vurdering af indvirkningen paa miljoeet, idet den paagaeldende pligt foerst indtraeder paa et senere stadium, naar planlaeggeren, som bygherre, opnaar ret til at gennemfoere projektet.
17 Stillet over for disse afvigende undersoegelser af retsstillingen, som det praejudicielle spoergsmaal relaterer til, har Domstolen anmodet den nederlandske regering, provinsregeringen for Noord-Holland og Amsterdam kommune samt Kommissionen om
»skriftligt at forklare, hvad retsvirkningerne ifoelge den nederlandske lovgivning er af provinsregeringens godkendelse af en dispositionsplan, og navnlig at forklare, om det dekret, hvormed der meddeles tilladelse, udpeger en bestemt bygherre, om der heri findes en tilladelse efter betydningen i Raadets direktiv 85/337, hvorved bygherren faar tilladelse til at udfoere den paagaeldende dispositionsplan, og om en saadan tilladelse i dette tilfaelde forbliver gyldig for hele varigheden af tilladelsen til den paagaeldende plan«.
18 Af svarene til Domstolen fremgaar det, at modsaetningen mellem de to opfattelser ikke er saa stor, som man umiddelbart kunne tro.
19 Dels udelukker Kommissionen ikke laengere, at en dispositionsplan i medfoer af de nederlandske bestemmelser kan indebaere en tilladelse til at gennemfoere det projekterede arbejde, dels praeciserer den nederlandske regering samt de nederlandske parter, at den faktiske gennemfoerelse af arbejdet vil medfoere udstedelse af byggetilladelse, men at forvaltningsmyndigheden ved denne lejlighed kun raader over en bundet kompetence. Den er derfor pligtig at udstede tilladelsen, naar den ansoegning, den har faaet forelagt, respekterer samtlige krav i dispositionsplanen, saaledes at den eneste procedure, hvorunder forvaltningsmyndigheden raader over et skoen, der tillader den at tage hensyn til miljoeovervejelser, er den, hvorunder dispositionsplanen godkendes.
20 Henset til disse praeciseringer og i betragtning af, at de nederlandske myndigheder ganske bestemt er bedst til med de nederlandske domstole at fortolke den nederlandske lovgivning, finder jeg, at Domstolen boer besvare det praejudicielle spoergsmaal og herved, saaledes som Raad van State har gjort, at laegge uproevet til grund, at beslutningerne om at godkende dispositionsplanerne af typen »Landelijk gebied 1968« og »Ruigoord 1992« i Nederlandene skal betragtes som tilladelser efter betydningen i direktivets artikel 1, stk. 2.
21 Den nederlandske domstol spoerger selvfoelgelig Domstolen, fordi det stridspunkt, den har faaet forelagt, ikke direkte og udtrykkeligt kan loeses paa grundlag af direktivets tekst. Det er deri slet ikke forudset, at en tilladelse erstatter en tidligere tilladelse, uden at denne derved aendres i relation til genstand og raekkevidde.
22 Det er sandt at sige ikke det eneste spoergsmaal, som synes at staa aabent i forbindelse med direktivet, og det er ikke foerste gang, at Domstolen har faaet lejlighed til at beskaeftige sig med dets fortolkning og de foranstaltninger, det paahviler medlemsstaterne at traeffe for at gennemfoere det korrekt. Blandt de sager, som har medfoert en analyse fra Domstolen af de ved direktivets stiftede forpligtelser, forekommer to mig at have en vis interesse for det spoergsmaal, vi her har faaet forelagt, nemlig sagerne Bund Naturschutz in Bayern m.fl. (2) og Kommissionen mod Tyskland (3). Denne interesse skyldes, at det hermed er blevet klart, at faellesskabslovgiver ganske vist har overladt medlemsstaterne en frist paa tre aar til at efterkomme direktivet, uden dog at vedtage bestemmelser, der kan loese de problemer, som uundgaaeligt med tiden ville opstaa ved dets gennemfoerelse.
23 Det var dog nemt at forudse, at der ville opstaa situationer, i hvilke et projekt - som paa grund af sin genstand faldt ind under direktivets anvendelsesomraade - var blevet undersoegt foer gennemfoerelsesfristens udloeb, uden at proceduren for udstedelse af tilladelse til at gennemfoere det for saa vidt var blevet afsluttet foer udloebet af naevnte frist. Skulle saadanne projekter underkastes en miljoevurdering, skoent denne ikke var obligatorisk, naar proceduren med henblik paa at opnaa tilladelse til dem var blevet indledt, eller kunne projekterne undtages?
24 I sit forslag til afgoerelse i den foerste af de to ovennaevnte sager udtalte generaladvokat Gulmann sig, af grunde vedroerende isaer retssikkerheden og kravene om proportionalitet, for at indroemme undtagelse, idet han dog erkendte, at samtlige problemer ikke for saa vidt var loest, eftersom det i visse tilfaelde kunne vaere vanskeligt at afgoere, om proceduren om tilladelse var blevet indledt foer gennemfoerelsesfristens udloeb eller ej. Da Domstolen kunne besvare det praejudicielle spoergsmaal, den havde faaet forelagt, uden at tage stilling til dette punkt, traf den foerst i den anden af de naevnte sager afgoerelse i den af generaladvokat Gulmann foreslaaede retning, som generaladvokat Elmer i sit forslag til afgoerelse havde tilsluttet sig.
25 I alt vaesentligt fastslog Domstolen, at medlemsstaterne fra forpligtelsen til at foretage en vurdering af indvirkningerne paa miljoeet kan undtage de projekter, for hvilke der formelt er indgivet ansoegning om tilladelse foer den 3. juli 1988.
26 Det spoergsmaal, vi skal afgoere i dag, er ganske vist forskelligt herfra, eftersom den procedure, der foerte til beslutningen om at godkende planen »Ruigoord 1992«, i sin helhed fandt sted efter udloebet af fristen for gennemfoerelsen, men jeg finder, at man for at kunne besvare spoergsmaalet, in mente maa have generaladvokat Gulmann's betragtninger i det ovennaevnte forslag til afgoerelse, som jeg skal tillade mig at henvise til vedroerende de retsvirkninger, der skal udledes af den omstaendighed, at direktivet ganske mangler overgangsbestemmelser.
27 Det er jo klart, at fortolkningen af direktivet skal ledes af noedvendigheden af at tilfoere det en effektiv virkning, og at der saaledes ikke kan vaere tale om at give medlemsstaterne mulighed for efter forgodtbefindende at udsaette den systematiske og effektive gennemfoerelse af en miljoeundersoegelse i de i direktivet opregnede tilfaelde. Lovgiver har med sikkerhed oensket, at man, saa snart den i direktivet fastsatte treaarsfrist var udloebet, via en passende undersoegelse skulle tage hensyn til overvejelser af miljoemaessig art som en realitet.
28 Men man maa samtidig erkende, at direktivet paa ingen maade udelukker, at en tilladelse udstedt foer den 3. juli 1988, der var tidspunktet for gennemfoerelsesfristens udloeb, uden at en miljoeundersoegelse var foretaget, efter denne dato kunne anvendes med henblik paa at gennemfoere et projekt, som i dag ville forudsaette en forudgaaende undersoegelse.
29 Med andre ord, de tidligere tilladelser er ikke bortfaldet, blot fordi det projekterede arbejde ikke var gennemfoert den 3. juli 1988.
30 Det forekommer mig, at tilladelsernes varighed er et spoergsmaal, som skal reguleres ifoelge national ret, for saa vidt som denne ikke fastsaetter en varighed for gyldigheden, der ganske vil underminere de forpligtelser, direktivet paalaegger medlemsstaterne.
31 Det er herved interessant at notere sig, at de nederlandske myndigheder selv synes at vaere klar over det misbrug, som artikel 9 i ovennaevnte bekendtgoerelse af 20. maj 1987 kan medfoere, eftersom en i 1994 foretagen aendring af reglerne begraensede dispensationen fra kravet om miljoevurdering til det tilfaelde, hvori den tidligere plan var blevet vedtaget efter den 1. september 1984.
32 Jeg skal vogte mig for at udtale mig om, hvorvidt den nederlandske regering ved at gaa frem paa den maade korrekt har gennemfoert direktivet, men jeg skal blot naevne, at vi her er paa et omraade, nemlig miljoeomraadet, som mere end noget andet er praeget af sikre antagelser, som meget hurtigt bliver foraeldede. Ingen kan vel sige sig fri for at mindes det ene eller det andet storslaaede projekt, der i den hellige oekonomiske udviklings navn eller blot i fremskridtets navn blev vedtaget for ti aar siden, maaske ikke endda saa langt tilbage, og som dengang ikke moedte modstand, men som imidlertid ikke er blevet gennemfoert paa grund af manglende midler, og som ingen i dag toer oenske gennemfoerelsen af, henset til projektets sandsynlige indvirkning paa miljoeet.
33 Paa trods heraf er direktivet tavst vedroerende spoergsmaalet, hvor laenge de tilladelser, som skal udstedes ifoelge den ved direktivet indfoerte ordning, er gyldige. Endnu en gang tiltror man medlemsstaterne at optraede i overensstemmelse med direktivets aand og de almindelige forpligtelser, der paahviler dem i medfoer af traktatens artikel 5.
34 Det tilkommer bestemt ikke mig at udtale noget om, om tilliden er velanbragt eller malplaceret, men jeg naerer en staerk frygt for, at fravaeret af enhver regel vedroerende spoergsmaalet, hvor laenge tilladelserne er gyldige, er en kilde til adskillige vanskeligheder.
35 I naervaerende sag staar vi imidlertid ikke over for problemet om, hvor laenge gyldigheden af tilladelserne varer. Ingen af parterne har saaledes bestridt, at dispositionsplanen »Ruigoord 1992« skal goeres til genstand for en ny tilladelse.
36 I sit spoergsmaal henviser Raad van State til »en tilladelse«, der »vedroerer et projekt, der allerede var givet tilladelse til foer den 3. juli 1988«.
37 At der er tale om en ny tilladelse, bliver ogsaa ganske klart i lyset af de omstaendigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen.
38 Jeg skal minde om, at kommunalbestyrelsen i 1968 foerst havde vedtaget en dispositionsplan, hvorefter der skulle anlaegges en havn og et industriomraade (planen »Landelijk gebied 1968«).
39 Senere skiftede kommunalbestyrelsen mening og vedtog planen »Ruigoord 1984«, som tog sigte paa at anvende stoerstedelen af det paagaeldende areal til rekreative formaal til folk paa udflugt. Planen blev for en stor dels vedkommende afvist af provinsregeringen for Noord-Holland.
40 Raad van State fortaeller os, at det ifoelge artikel 30 i lov om fysisk planlaegning gaelder, at »saafremt godkendelse af en dispositionsplan helt eller delvis naegtes, udarbejder kommunalbestyrelsen en ny plan, hvorved der kan tages hensyn til beslutningen om at naegte godkendelse« (4).
41 Raad van State praeciserer i oevrigt, at formaalet er med dispositionsplanen »Ruigoord 1992« at erstatte dispositionsplanen »Landelijk gebied 1968«.
42 Det, Raad van State spoerger Domstolen om, tager altsaa faktisk sigte paa en tilladelse vedroerende en ny plan. Hvis der imidlertid er tale om en ny plan, der skal foere til en ny tilladelse, maa der ogsaa vaere tale om en ny procedure, som er indledt ved en ny ansoegning. Det forhold, at Ruigoord 1992-planen har kunnet anfaegtes efter national ret, beviser dette forhold.
43 Hvad er, henset til direktivet, retsvirkningerne af en saadan situation? I dommen i sagen Bund Naturschutz in Bayern m.fl. fastslog Domstolen, at »direktivet ikke indeholder noget grundlag for en fortolkning, hvorefter det er tilladt medlemsstaterne at fritage projekter, hvis godkendelsesprocedure er paabegyndt efter skaeringsdatoen den 3. juli 1988, fra forpligtelsen til at vurdere deres indvirkninger paa miljoeet« (5). I dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland praeciserede Domstolen foelgende: »Tidspunktet for den formelle indgivelse af ansoegningen om tilladelse er saaledes det eneste afgoerende kriterium [med henblik paa at fastsaette datoen for indledning af proceduren]. Dette kriterium er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet og sikrer direktivets tilsigtede virkning« (6).
44 Ville det mon kunne indvendes, at man i denne sag i realiteten staar over for én og samme procedure, indledt i 1968, der har bevaeget sig ad forskellige veje, og som afsluttes ved en beslutning om at tillade planen »Ruigoord 1992«?
45 Det er maaske den opfattelse, der forudsaetningsvis ligger til grund for de nederlandske overgangsbestemmelser, hvorefter der ikke er pligt til at foretage en miljoevurdering, bl.a. i det tilfaelde, hvor en aktivitet optages i en gaeldende strukturforbedrings- eller dispositionsplan, eller, i tilfaelde af revision af disse planer eller ved vedtagelse af en ny strukturforbedrings- eller dispositionsplan, hvorved den placering, som er tiltaenkt aktiviteten i hovedsagen, opretholdes, saaledes at denne placering ikke er i strid med en gaeldende regional udviklingsplan (7).
46 Man kan imidlertid ikke komme uden om at fastslaa, at direktivet tildeler bygherren en vigtig rolle. Ifoelge artikel 1, stk. 2, forstaas der ved dette udtryk enten den, der har indgivet ansoegning om tilladelse vedroerende et privat projekt, eller den offentlige myndighed, som tager initiativet vedroerende et projekt.
47 I denne sag er det en offentlig myndighed, nemlig kommunalbestyrelsen for Haarlemmerliede og Spaarnwoude, som i 1968 tog initiativ til et projekt. Senere, i 1984, vedtog denne myndighed et projekt af en ganske anden karakter. Herved tilbagekaldte myndigheden stiltiende sin oprindelige ansoegning og gav faktisk afkald paa at paaberaabe sig den opnaaede tilladelse vedroerende det oprindelige projekt.
48 Herefter fik bygherren pligt til at vedtage en ny plan, som tog hensyn til beslutningen om at naegte godkendelse af 1984-planen.
49 Under de omstaendigheder forekommer det mig umuligt at haevde, at man staar over for én enkelt procedure, der blev indledt ved indgivelse af en formel ansoegning fra 1968.
50 Foelgelig finder jeg, at man, for at sikre direktivet en effektiv virkning, maa antage foelgende: Da der efter den 3. juli 1988 via en formel ansoegning blev indledt en procedure, som i direktivets forstand skulle munde ud i tilladelse til at gennemfoere et i direktivets bilag I omhandlet projekt, maa denne tilladelse under de i direktivets artikel 5-10 fastsatte forudsaetninger medfoere en forudgaaende vurdering af den indvirkning paa miljoeet, som direktivet omhandler, hvilket skal ske uafhaengig af, om tilladelsen indeholder nyt i forhold til en tidligere, enten gyldig eller bortfaldet tilladelse.
51 Denne loesning forekommer mig at frembyde forskellige fordele ud over den omstaendighed, at den efter min opfattelse traenger sig paa, henset til de ovenstaaende betragtninger.
52 For det foerste har den den fordel, at den er enkel, eftersom den tager hensyn til en realitet i ly af enhver diskussion eller anfaegtelse, nemlig saaledes forstaaet, at de nationale myndigheder har til hensigt at udstede en tilladelse ved afslutningen af en procedure, som ikke var blevet indledt foer den 3. juli 1988.
53 For det andet kan man ikke foreholde loesningen, at den paa en eller anden maade traenger sig ind paa de befoejelser, faellesskabslovgiver hoejst sandsynlig har haft til hensigt at overlade medlemsstaterne. Med loesningen undgaar man enhver stillingtagen til spoergsmaalet, om en eventuelt tidligere tilladelse er gyldig, og den er fuldstaendig uafhaengig af de grunde, som vil kunne foranledige de nationale myndigheder til at udstede en ny tilladelse.
54 For det tredje kan den haevdes at hvile dels paa den sunde fornuft, dels paa de almindeligt antagne principper i forbindelse med loesningen af problemer med retsreglers tidsmaessige virkning, eftersom dens indhold gaar ud paa, at det, som skal afgoeres i dag, skal afgoeres i medfoer af aktuelt gaeldende processuelle regler.
55 For det fjerde forekommer det mig at respektere retssikkerhedskravene, eftersom det maa formodes, at de nationale myndigheders afgoerelse om at erstatte en tilladelse med en anden, og herved ophaeve gyldigheden af den erstattede afgoerelse, er blevet truffet under overholdelse af de naevnte krav, som jo findes i medlemsstaternes retssystemer. Endelig synes loesningen ogsaa at vaere den eneste, hvormed man kan tilfoere Faellesskabets miljoepolitik en vis trovaerdighed.
56 Ganske vist kan der vaere graensetilfaelde, dvs. tilfaelde, i hvilke den tidligere tilladelse kan vaere enten helt ny - da skal den kun erstattes af rent formelle grunde - eller vaere lidt aeldre, men hvor der inden tilladelsen har vaeret foretaget en miljoevurdering, der opfylder direktivets krav, og hvor man kan bruge sin sunde fornuft. Maaske skal Domstolen en dag besvare et spoergsmaal paa en saadan baggrund og aftegne nuancer i den retning. Det staar imidlertid fast, at tilladelsen vedroerende planen »Ruigoord 1992« ligger ganske langt vaek fra saadanne tilfaelde.
57 I retsmoedet anmodede Nederlandenes repraesentant om, at saafremt det svar, der maatte blive givet paa det praejudicielle spoergsmaal, ikke er det af regeringen oenskede, skal dommens raekkevidde begraenses tidsmaessigt. Henset til Domstolens faste praksis forekommer det mig vanskeligt at tilslutte mig oensket, for betingelserne herfor foreligger ikke. Selv om der maatte antages at bestaa en risiko for alvorlige oekonomiske virkninger - som navnlig skyldes et stort antal retsforhold, der er indgaaet i god tro paa grundlag af en national lovgivning, som anses for at vaere gyldigt i kraft - forekommer det mig vanskeligt at mene, at private og de nationale myndigheder er blevet foranlediget til en adfaerd, der ikke er i overensstemmelse med faellesskabsreglerne, som foelge af en objektiv og vaesentlig usikkerhed vedroerende EF-reglernes betydning, hvilken usikkerhed medlemsstaterne eller Kommissionen muligvis har bidraget til at skabe.
Forslag til afgoerelse
58 Jeg foreslaar saaledes foelgende svar paa det praejudicielle spoergsmaal:
»Paa grundlag af Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet kan der ikke meddeles tilladelse til et i direktivets bilag I naevnt projekt, uden at der inden tilladelsen har vaeret foretaget en miljoevurdering i direktivets forstand, naar den paagaeldende tilladelse angaar et projekt, som allerede var blevet tilladt foer den 3. juli 1988, men der ikke er blevet gjort brug af tilladelsen, og der ikke forinden er blevet foretaget en miljoevurdering, som overholder direktivets krav herom, samt naar det maa antages, at den nye tilladelse vil blive meddelt efter formel indgivelse af en ny ansoegning.«
(1) - EFT L 175, s. 40, herefter »direktivet«.
(2) - Dom af 9.8.1994, sag C-396/92, Sml. I, s. 3717.
(3) - Dom af 11.8.1995, sag C-431/92, Sml. I, s. 2189.
(4) - Den praejudicielle forelaeggelse, s. 4, sidste afsnit, i den danske oversaettelse.
(5) - Den ovennaevnte dom, praemis 18.
(6) - Den ovennaevnte dom, praemis 32.
(7) - Artikel 9, stk. 2, i den ovennaevnte bekendtgoerelse af 20.5.1987.
Full & Egal Universal Law Academy