EUR-Lex -  61996CC0131 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer fremsat den 13. marts 1997. - Carlos Mora Romero mod Landesversicherungsanstalt Rheinprovinz. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundessozialgericht - Tyskland. - Arbejdstagere - Ligebehandling - Ydelser til børn, som har mistet én eller begge forældre - Værnepligt. - Sag C-131/96.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Det praejudicielle spoergsmaal, som Bundessozialgericht har anmodet Domstolen om at besvare i denne sag, kan sammenfattes paa foelgende maade: Kan soennen af en spansk arbejdstager, som afgik ved doeden i 1969 paa grund af en arbejdsulykke, rejse krav om, at hans efterladtepension [egentlig: pension til boern, som har mistet begge foraeldre eller én af dem] forlaenges ud over det fyldte 25. aar for en periode af samme laengde som den, hvorunder pensionen blev suspenderet, fordi han aftjente vaernepligt i sit oprindelsesland, og om at faa pensionen forlaenget paa samme betingelser som gaelder, naar den medlemsstat, hvem ydelsen paahviler, forlaenger perioden for tyske vaernepligtige?

2 Spoergsmaalet er opstaaet under en tvist ved Bundessozialgericht mellem Mora Romero, som er sagsoeger og revisionsindstaevnt (herefter »sagsoegeren«) og Landesversicherungsanstalt Rheinprovinz, som er den sagsoegte socialsikringsinstitution og revisionsappellant (herefter »den sagsoegte institution«).

3 Som den nationale ret har anfoert i sin beskrivelse af de faktiske omstaendigheder i forelaeggelseskendelsen, er sagsoegeren, som er foedt den 16. februar 1965, spansk statsborger og bosat i Spanien. Paa grund af faderens doed, der indtraf i 1969 som foelge af en arbejdsulykke, han blev ramt af, da han arbejdede i Tyskland, udbetalte den sagsoegte institution Romero en efterladtepension, indtil han blev indkaldt til militaertjeneste den 30. november 1987.

Sagsoegeren fik ikke udbetalt efterladtepension inden for det aar, hvorunder han aftjente vaernepligt i den spanske haer. Udbetalingen blev genoptaget den 1. december 1988, fordi sagsoegeren paa ny kom under skole- eller erhvervsuddannelse. Ved afgoerelse af 6. marts 1990 meddelte den sagsoegte institution Romero, at hans ret til efterladtepension ophoerte endeligt den 1. marts 1990, idet han var fyldt 25 aar.

4 Ifoelge § 1267, stk. 1, andet afsnit, i Reichsversicherungsordnung (herefter »RVO«) fortsaetter et barn, som har mistet én eller begge foraeldre, og som er under skole- eller erhvervsuddannelse, med at faa udbetalt efterladtepension, dog hoejst indtil det fyldte 25. aar.

Ifoelge samme bestemmelses tredje afsnit udbetales efterladtepensionen ogsaa efter det fyldte 25. aar, saafremt den paagaeldendes skole- eller erhvervsuddannelse afbrydes eller forsinkes paa grund af den unges aftjening af lovbestemt vaernepligt eller tjeneste, som traeder i stedet herfor, for en periode af samme laengde som vaernepligten.

5 Den forelaeggende ret har forklaret i forelaeggelseskendelsen, at en efterladtepension i foerste omgang suspenderes for de efterladte boern, som ved indkaldelsen til militaertjeneste allerede er fyldt 18 aar, fordi de ikke laengere er under skole- eller erhvervsuddannelse, men paa ny udbetales efter det fyldte 25. aar, saafremt de igen kommer under uddannelse. Pensionsydelsen forlaenges for en periode af samme laengde som militaertjenesten. Den forelaeggende ret fortolker denne bestemmelse paa den maade, at den udelukkende vedroerer vaernepligt aftjent i den tyske haer.

6 Efter at Romero forgaeves havde indgivet klage over den sagsoegte institutions afgoerelse af 6. marts 1990, anlagde han sag ved Sozialgericht Duesseldorf, hvor han imidlertid heller ikke fik medhold. Han appellerede derefter til Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen, som tog hans paastand til foelge og tilpligtede den sagsoegte institution at udbetale ham efterladtepension for perioden mellem den 1. marts 1990 og den 28. februar 1991. I dommen fastslog appelinstansen, at RVO's § 1267, stk. 1, tredje afsnit, henset til forbuddet mod forskelsbehandling i EF-traktatens artikel 6 maatte fortolkes saaledes, at vaernepligt i henhold til lovgivningen i de oevrige af Faellesskabets medlemsstater maatte ligestilles med vaernepligt aftjent i henhold til tysk lov. Da sagsoegeren havde aftjent sin vaernepligt i henhold til spansk lovgivning, fandt retten, at hans erhvervsuddannelse var blevet forsinket paa grund af aftjening af vaernepligt i den betydning, som er forudsat i RVO's § 1267, stk. 1, tredje afsnit.

7 Den sagsoegte institution indgav derpaa kassationsanke mod denne dom ved Bundessozialgericht, hvorunder den gjorde gaeldende, at vaernepligt, som er aftjent i en fremmed haer, efter Bundessozialgericht's praksis kun kan ligestilles med vaernepligt, der er aftjent i henhold til tysk lov, saafremt den udenlandske vaernepligt er aftjent i stedet for den nationale. Den sagsoegte institution tilfoejede, at loven sikrer en kompensation til personer, som aftjener den vaernepligt, staten paalaegger dem, og at det volder problemer at fastslaa, hvilken vaernepligt i de oevrige medlemsstater der maa anses for ligestillet med den tyske, da vaernepligten har forskellig laengde i de enkelte medlemsstater. Af disse grunde kan det efter den sagsoegte institutions opfattelse ikke anses for at vaere i strid med traktatens artikel 6, at der gaelder forskellige vilkaar for en forlaengelse af efterladtepensionen afhaengig af, om modtageren har aftjent vaernepligt i Spanien eller i Tyskland.

8 Bundessozialgericht udsatte sagen og forelagde Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Skal artikel 6, 48 og 51 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab og artikel 7 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 (1) om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet fortolkes saaledes, at lovgiver i en medlemsstat hvad angaar muligheden for at forlaenge perioden for udbetaling af pension til boern, der har mistet én eller begge foraeldre, ud over det 25. aar, kan begraense denne mulighed til personer, hvis uddannelse er blevet forsinket, fordi de har aftjent vaernepligt i henhold til den paagaeldende medlemsstats egen lovgivning?«

9 Traktatens artikel 6, stk. 1, bestemmer saaledes:

»Inden for denne traktats anvendelsesomraade og med forbehold af denne saerlige bestemmelse er al forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet, forbudt« (2).

10 Ligebehandlingsprincippets gyldighed for arbejdskraftens frie bevaegelighed er fastslaaet i EF-traktatens artikel 48:

»1. ...

2. [Arbejdskraftens frie bevaegelighed] forudsaetter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for saa vidt angaar beskaeftigelse, afloenning og oevrige arbejdsvilkaar.

3. ...«

11 EF-traktatens artikel 51, som indeholder en forpligtelse for Raadet til at vedtage de foranstaltninger vedroerende social tryghed, der er noedvendige for at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed, bestemmer:

»Paa forslag af Kommissionen vedtager Raadet med enstemmighed de foranstaltninger vedroerende social tryghed, der er noedvendige for at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed, isaer ved at indfoere en ordning, som goer det muligt at sikre vandrende arbejdstagere og deres ydelsesberettigede paaroerende:

a) sammenlaegning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning med henblik paa at indroemme og opretholde retten til ydelser og paa beregning af disse

b) betaling af ydelser til personer, der bor inden for medlemsstaternes omraader.«

12 Artikel 7 i forordning nr. 1612/68 indeholder foelgende bestemmelse:

»1. En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, maa ikke paa grund af sin nationalitet behandles anderledes paa de oevrige medlemsstaters omraade end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskaeftigelses- og arbejdsvilkaar, navnlig for saa vidt angaar afloenning, afskedigelse og, i tilfaelde af arbejdsloeshed, genoptagelse af beskaeftigelse i faget eller genansaettelse.

2. Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemaessige fordele som indenlandske arbejdstagere.

3. ...«

13 Artikel 2 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (3) (herefter »forordning nr. 1408/71«) definerer forordningens personelle anvendelsesomraade paa foelgende maade:

»1. Denne forordning finder anvendelse paa arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, som er eller har vaeret omfattet af lovgivningen i én eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller er statsloese eller flygtninge bosat paa en medlemsstats omraade, samt paa deres familiemedlemmer og efterladte.

2. Denne forordning finder endvidere anvendelse paa efterladte eller arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, som har vaeret omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, uanset disse arbejdstageres og selvstaendige erhvervsdrivendes nationalitet, saafremt deres efterladte er statsborgere i en medlemsstat eller er statsloese eller flygtninge bosat paa en medlemsstats omraade.

3. ...«

14 Ifoelge samme forordnings artikel 3 har

»1. Personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade, og som er omfattet af denne forordning ... de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning.

2. ...«

15 Det materielle anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71 er defineret i artikel 4, som bestemmer foelgende:

»1. Denne forordning finder anvendelse paa enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedroerer:

...

d) ydelser til efterladte

...«

16 I overensstemmelse med artikel 5 i forordning nr. 1408/71 - hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at angive forordningens anvendelsesomraade i en erklaering, hvori de skal angive den lovgivning og de ordninger, der omfattes af artikel 4, stk. 1 og 2, hvilken erklaering de skal tilsende formanden for Raadet, og som offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende - har Forbundsrepublikken Tyskland i den herom afgivne erklaering meddelt, at de ydelser, som tildeles i medfoer af RVO, er pensioner eller renter til boern, der har mistet én eller begge foraeldre, i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i forordningens artikel 78, der indeholder reglerne om ydelser til efterladte boern (4).

17 Bundessozialgericht har i sin gennemgang af spoergsmaalet anfoert, at fortolkningsproblemet i det vaesentlige drejer sig om, hvilke foelger der skal drages af forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 6. Efter dens opfattelse taler visse grunde til stoette for den sagsoegte institutions argument om, at princippet om arbejdstagerens frie bevaegelighed ikke noedvendigvis medfoerer, at RVO's § 1267, stk. 1, tredje afsnit, skal anvendes udvidende paa vaernepligt i andre medlemsstater. Efter rettens opfattelse ville denne nationale forskrift kun indskraenke den frie bevaegelighed for vandrende arbejdstagere, hvis det forringede efterladtepensionen, at de forsikrede eller deres boern gjorde brug af deres ret til fri bevaegelighed, hvilket ikke synes at vaere tilfaeldet, da der ikke er paavist at vaere sket en saadan forringelse.

Desuden er den tyske pensionsforsikring ikke blot en bidragsfinansieret, gensidig ordning for sikring mod risici i arbejdslivet, da den ogsaa benyttes som middel til at yde kompensation for de ulemper, der paafoeres de paagaeldende under visse saerlige omstaendigheder. Naar ordningen er udformet paa denne maade, maa det efter Bundessozialgericht's opfattelse antages, at tildelingen af en efterladtepension ud over det fyldte 25. aar til fordel for personer, som har aftjent vaernepligt, ikke er nogen pensionsforsikringsydelse, men en godtgoerelse, hvormed den tyske lovgiver oensker at kompensere for de ulemper, som paafoeres de vaernepligtige ved militaertjenesten eller ved tjeneste, som traeder i stedet herfor, og som blot tildeles via pensionsforsikringen.

18 Der er afgivet saavel skriftlige indlaeg inden for den i artikel 20 i EF-Domstolens statut fastsatte frist som mundtlige indlaeg af sagsoegeren i hovedsagen, den franske og spanske regering samt Kommissionen.

19 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at hvis RVO's § 1267, stk. 1, tredje afsnit, skulle fortolkes saaledes, at den kun omfattede vaernepligt aftjent i Tyskland, ville statsborgerne i de oevrige medlemsstater blive forskelsbehandlet, da det efter tysk lov kun er tyske statsborger, der kan aftjene vaernepligt i Tyskland. Efter Romero's opfattelse kan en saadan forskelsbehandling ikke retfaerdiggoeres.

Han foreslaar derfor, at Bundessozialgericht's spoergsmaal besvares benaegtende.

20 Den franske regering har gjort gaeldende, at hovedparten af de faellesskabsbestemmelser, som den nationale ret har anmodet om en fortolkning af, ikke finder umiddelbar anvendelse paa de faktiske omstaendigheder, der er beskrevet i forelaeggelseskendelsen. Den foreslaar, at Domstolens behandling af det praejudicielle spoergsmaal begraenses til, om de tyske myndigheders naegtelse af at fortsaette med at udbetale efterladtepensionen til Romero mellem den 1. marts 1990 og den 28. februar 1991 er en forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i strid med artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

Regeringen finder det paradoksalt, at den sagsoegte institution i forbindelse med den midlertidige suspension af efterladtepensionens udbetaling ligestiller vaernepligt aftjent i en anden medlemsstats haer med vaernepligt aftjent i Tyskland, men naegter at foretage samme ligestilling i forbindelse med udbetaling af en pensionsydelse ud over det fyldte 25. aar for en periode af samme laengde som den, hvorunder ydelsen var suspenderet. Da kun tyske statsborgere er undergivet vaernepligt i henhold til tysk lovgivning, udgoer denne naegtelse en forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

Den franske regering tilfoejer, at hvis bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 finder anvendelse paa de omstaendigheder, som er beskrevet af den forelaeggende ret, og hvis det er muligt at besvare spoergsmaalet paa grundlag af disse bestemmelser, er det overfloedigt at undersoege, om ogsaa bestemmelserne i forordning nr. 1612/68 foerer til samme resultat. Regeringen foreslaar, at det praejudicielle spoergsmaal besvares saaledes, at det forbud mod forskelsbehandling, som er indfoert ved forordning nr. 1408/71 hvad angaar retten til sociale ydelser, forpligter lovgiver i en medlemsstat til at forlaenge udbetalingen af en efterladtepension ud over det fyldte 25. aar, naar modtagerne af en saadan pension har maattet forlaenge deres uddannelse ud over dette tidspunkt, fordi de har maattet aftjene vaernepligt i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor de er statsborgere.

21 Kongeriget Spanien finder, at den fortolkning, som den forelaeggende ret har foreslaaet, er uacceptabel, naar henses til traktatens artikel 6, 48 og 51, artikel 7 i forordning nr. 1612/68 og navnlig bestemmelserne i forordning nr. 1408/71.

Kongeriget Spanien anfoerer til stoette herfor, at man maa afvise ethvert forsoeg paa at betragte forlaengelsen af efterladtepensionen som en oekonomisk kompensation for ulemper ved aftjening af vaernepligt, da den herom af lovgiver vedtagne bestemmelse er vedtaget for at goere det muligt for dem, som aftjener vaernepligt, at foelge en uddannelse for en periode af samme laengde, som ikke-vaernepligtige har haft til deres raadighed. I saa henseende paalaegges efterladte, der aftjener vaernepligt i Tyskland, samme ulemper som efterladte, der aftjener vaernepligt i en anden medlemsstat, da begge forsinkes i deres uddannelse paa grund af militaertjenesten. Kongeriget Spanien tilfoejer, at hvis efterladtepensionen, som anfoert af den nationale ret, havde karakter af en kompensationsydelse, ville den blive tildelt alle, som aftjener vaernepligt i Tyskland, og ikke blot den del af de tyske vaernepligtige, som er efterladte, og som udgoer en ubetydelig del af samtlige tyske vaernepligtige.

Af disse grunde konkluderer den spanske regering, at efterladtepensionen er en social sikringsydelse, og at det i forhold til de pensionsmodtagere fra andre medlemsstater, som er undergivet den tyske socialsikringsordning, er en forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet at begraense ydelsen til de pensionsmodtagere, som indkaldes til militaertjeneste i Tyskland. Regeringen foreslaar derfor, at det praejudicielle spoergsmaal besvares benaegtende.

22 Kommissionen har indledningsvis gjort gaeldende, at sagsoegeren paa intet tidspunkt har vaeret et »familiemedlem til en arbejdstager« i faellesskabsrettens forstand, da hans far - som maa forudsaettes at have vaeret spansk statsborger - afgik ved doeden i 1969, dvs. adskillige aar foer Kongeriget Spanien tiltraadte Faellesskabet, og da der ikke findes nogen bestemmelse i akten vedroerende Kongeriget Spaniens tiltraedelse af Faellesskabet (5), som ligestiller en beskaeftigelse, der blev udoevet af en spansk statsborger, foer hans land tiltraadte Faellesskabet, med en beskaeftigelse, som en statsborger fra en af medlemsstaterne udoever i overensstemmelse med faellesskabsrettens bestemmelser vedroerende arbejdskraftens frie bevaegelighed. Foelgelig kan forordning nr. 1612/68 ikke efter Kommissionens opfattelse finde anvendelse i denne sag.

Ifoelge Kommissionen boer det praejudicielle spoergsmaal besvares paa grundlag af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, som i henhold til samme forordnings artikel 94 finder anvendelse, selv om den begivenhed, der giver ret til ydelsen, fandt sted, foer retten til fri bevaegelighed blev stiftet. Sagsoegeren i hovedsagen er efter Kommissionens opfattelse omfattet af forordningens personelle anvendelsesomraade, da han er overlevende til en arbejdstager, og da den efterladtepension, som han fik tildelt i Tyskland, boer anses for en ydelse, der er omfattet af forordningens materielle anvendelsesomraade.

Kommissionen henviser til, at der ifoelge artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, gaelder et ligebehandlingsprincip inden for forordningens anvendelsesomraade. Den omstaendighed, at de efterladte, der faar forlaenget pensionen ud over det fyldte 25. aar, fordi de har afbrudt eller forsinket deres uddannelse paa grund af vaernepligt, som hovedregel er tyske statsborgere, aendrer intet herved. Den omtvistede bestemmelse medfoerer alene, at retten til efterladtepensionen forlaenges ud over det fyldte 25. aar for en periode af samme laengde som den periode, hvorunder pensionens udbetaling er blevet suspenderet. Hermed stiftes der ikke en ny ret, men den allerede bestaaende ret forskydes blot. Desuden sondrer den tyske institution ikke mellem det tilfaelde, hvor vaernepligten aftjenes i henhold til national lov eller i henhold til en anden medlemsstats lov, naar den suspenderer udbetalingen af efterladtepensionen, fordi pensionsmodtageren indkaldes til militaertjeneste, men sondrer derimod mellem disse to situationer ved forlaengelsen af udbetalingen af pensionen ud over maksimumsalderen.

Ogsaa Kommissionen foreslaar, at det praejudicielle spoergsmaal besvares benaegtende.

23 Jeg vil gerne begynde min gennemgang af sagen med at fastslaa, hvilke faellesskabsbestemmelser sagen maa afgoeres paa grundlag af, da hovedparten af de bestemmelser, som Bundessozialgericht oensker en fortolkning af, ikke efter min opfattelse finder anvendelse paa de i forelaeggelseskendelsen beskrevne omstaendigheder.

24 Hvad angaar traktatens artikel 6, som forbyder enhver forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, foelger Domstolen en helt fast praksis, hvorefter forbuddet kun anvendes selvstaendigt paa forhold omfattet af faellesskabsretten, for hvilke traktaten ikke indeholder saerlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling (6).

Hvad angaar arbejdskraftens frie bevaegelighed er forbuddet mod forskelsbehandling blevet anvendt og konkretiseret ved traktatens artikel 48. Artikel 3 i forordning nr. 1408/71, som Raadet har vedtaget i medfoer af sin forpligtelse efter traktatens artikel 51 til at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed, fastslaar samme forbud inden for omraadet for social sikring (7).

Det er derfor ikke noedvendigt at henvise saerskilt til traktatens artikel 6 i denne sag.

25 Hvad angaar traktatens artikel 48 og artikel 7 i forordning nr. 1612/68 mener jeg at maatte slutte af den beskrivelse, som den nationale ret har givet af de faktiske omstaendigheder i forelaeggelseskendelsen, at sagsoegeren ikke opfylder betingelserne for at kunne anses for en »arbejdstager« efter faellesskabsretten, da han er spansk statsborger, var bosat i Spanien - hvor han studerede - og da det ikke fremgaar, at han forud herfor var rejst til en anden medlemsstat for at tage loennet beskaeftigelse. Han opfylder heller ikke betingelserne for at kunne anses for et »familiemedlem til en arbejdstager« i faellesskabsrettens forstand, da hans far afgik ved doeden, foer Kongeriget Spanien tiltraadte Faellesskabet.

Hvad angaar dette spoergsmaal har Domstolen i Tsiotras-sagen (8) fastslaaet, at en statsborger fra en medlemsstat ikke kan paaberaabe sig bestemmelserne vedroerende arbejdskraftens frie bevaegelighed, hvis han ikke paa dette tidspunkt, da hans land tiltraadte Faellesskabet, eller paa et senere tidspunkt havde eller havde haft loennet beskaeftigelse i vaertsmedlemsstaten.

Sagsoegeren kan derfor ikke goere krav paa de rettigheder, som arbejdstagere og disses familiemedlemmer har efter traktatens artikel 48 og bestemmelserne i forordning nr. 1612/68.

26 Sagsoegeren modtager en efterladtepension i Tyskland, som han har faaet tildelt, fordi hans far, som var spansk statsborger, var tilsluttet den tyske socialsikringsordning paa det tidspunkt, da han afgik ved doeden i 1969. Der foreligger derfor en situation, som er forudset i og reguleret af forordning nr. 1408/71, saaledes som jeg skal paavise i det foelgende.

For det foerste bestemmer artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1408/71, at forordningen finder anvendelse paa efterladte efter arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, som har vaeret omfattet af lovgivningen i én eller flere medlemsstater, uanset disse arbejdstageres eller selvstaendige erhvervsdrivendes nationalitet, saafremt den efterladte er statsborger i en medlemsstat. Forordningen finder derfor anvendelse paa sagsoegeren i kraft af denne bestemmelse.

For det andet opfylder Romero's familiemaessige situation betingelserne i forordningens artikel 1, litra g), hvori udtrykket »efterladt« er defineret som enhver person, der i den lovgivning, hvorefter ydelserne tilkendes, betegnes eller anerkendes som efterladt. Foelgelig er Romero en efterladt i denne bestemmelses forstand, da han modtager en efterladtepension, han har faaet tilkendt i medfoer af den tyske lovgivning om social sikring.

Endelig falder den efterladtepension, som Romero modtog i Tyskland, ubestrideligt ind under forordningens materielle anvendelsesomraade, da ydelser til efterladte er opregnet blandt de ydelser, som naevnes i artikel 4, stk. 1. Desuden har den tyske regering i den erklaering, som den har afgivet i henhold til artikel 5, angivet, at de pensioner eller renter, som er omhandlet i RVO - dvs. den lov, hvorefter sagsoegeren har faaet tilkendt efterladtepension - er ydelser i forordningens artikel 78's forstand. Domstolen har i saa henseende fastslaaet, at det forhold, at en medlemsstat har naevnt visse nationale love eller administrativt fastsatte bestemmelser i den erklaering, som er meddelt og offentliggjort i medfoer af artikel 5 i forordning nr. 1408/71, indebaerer, at de ydelser, som er omhandlet i disse bestemmelser, er sociale sikringsydelser i forordningens forstand (9).

27 Efter saaledes at have paavist, at Romero er omfattet af det personelle anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71, at han maa anses for en »efterladt« i forordningens forstand, og at den efterladtepension, som han fik udbetalt af den kompetente tyske institution, henhoerte under forordningens materielle anvendelsesomraade, staar tilbage at undersoege, om de noedvendige betingelser er opfyldt for, at Romero kan paaberaabe sig forordningens artikel 3, stk. 1.

28 Efter denne bestemmelse har personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade, og som er omfattet af forordningen, de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i forordningen.

Domstolen har ved fortolkningen af denne bestemmelse fastslaaet, at »enhver fravigelse af ligebehandlingsprincippet i henhold til en af de bestemmelser i forordningen, som der henvises til i artikel 3, stk. 1, under alle omstaendigheder skal vaere objektivt begrundet, da det grundlaeggende forbud mod forskelsbehandling i artikel 3, stk. 1, paa omraadet for social sikring ellers ville miste sit indhold« (10).

29 Jeg skal i denne forbindelse bemaerke, at forordning nr. 1408/71, og naermere betegnet kapitel 8 (som vedroerer ydelser til boern, der forsoerges af pensionister eller af rentemodtagere, samt til boern, der har mistet begge foraeldre eller en af dem) i forordningens afsnit III - der indeholder saerlige bestemmelser om de enkelte arter af ydelser - ikke indeholder nogen bestemmelse, som udelukker, at artikel 3, stk. 1, kan anvendes paa et krav om tilkendelse og udbetaling af en efterladtepension. Heraf slutter jeg, at Romero kan rejse krav om, at den tyske socialsikringsinstitution, som har ydet ham efterladtepension, udbetaler ham den paa samme betingelser, hvorefter den udbetaler efterladtepension til tyske statsborgere.

30 Jeg skal herefter undersoege, om den sagsoegte institution ved anvendelsen af den omtvistede retsforskrift, altsaa RVO's § 1267, stk. 1, tredje afsnit, har overholdt ligebehandlingsprincippet. Efter denne forskrift kan efterladtepensionen forlaenges ud over det fyldte 25. aar for en periode af samme laengde som vaernepligten, saafremt pensionsmodtagerens skole- eller erhvervsuddannelse afbrydes eller forsinkes paa grund af dennes aftjening af lovbestemt vaernepligt eller tjeneste, som traeder i stedet herfor. Den sagsoegte institution har som tidligere naevnt afslaaet at forlaenge Romero's efterladtepension. Jeg skal i denne forbindelse bemaerke, at Bundessozialgericht i forelaeggelseskendelsen har erklaeret, at den naevnte retsforskrift ifoelge Bundessozialgericht's egen praksis kun omfatter vaernepligt aftjent i den tyske haer.

31 Der er tre situationer, hvor RVO's § 1267, stk. 1, andet og tredje afsnit, kan finde anvendelse afhaengig af, om pensionsmodtageren er undergivet vaernepligt og i hvilken stat, denne paahviler ham. Disse tre situationer er foelgende:

- Efterladtepensionen tildeles hoejst pensionsmodtageren indtil det fyldte 25. aar, hvis den paagaeldende er under skole- eller erhvervsuddannelse og uden hensyn til hans nationalitet. Dette vil vaere tilfaeldet for kvindelige og mandlige efterladte, som ikke er vaernepligtige, eller som er fritaget herfor.

- Hvis den efterladte er noedt til at afbryde sine studier eller sin erhvervsuddannelse paa grund af vaernepligten, suspenderer den tyske sagsoegte institution udbetalingen af efterladtepensionen, saa laenge militaertjenesten varer. Ved suspensionen ligestilles vaernepligt aftjent i en anden medlemsstat med vaernepligt aftjent i den tyske haer.

- Hvis pensionsmodtagerens uddannelse afbrydes eller forsinkes paa grund af vaernepligten, forlaenges efterladtepensionen ud over det fyldte 25. aar for en periode af samme laengde som militaertjenesten. Pensionsydelsen forlaenges dog kun til efterladte, som har aftjent vaernepligt i henhold til tysk lov.

32 I forelaeggelseskendelsen har Bundessozialgericht omtalt de paagaeldende reglers formaal og anfoert, at bestemmelsen i RVO's § 1267, stk. 1, tredje afsnit, indgaar som led i en ordning, hvorved den tyske lovgiver oensker at kompensere for de ulemper, der paafoeres vaernepligtige paa grund af den militaertjeneste, som de er forpligtet til at udfoere efter tysk lovgivning. Bundessozialgericht har i den forbindelse anfoert, at aldersgraensen for udbetalingen af efterladtepension gaelder saavel for de personer, der paa grund af deres egne forhold ikke har gennemfoert deres uddannelse hurtigt nok, som for dem, der paa grund af genvordigheder, forringet helbred, tvangsmaessige foranstaltninger eller forpligtelser i oevrigt forhindres i at paabegynde eller gennemfoere deres uddannelse rettidigt, og at pensionsydelsen kun kan udbetales ud over maksimumsalderen, naar afbrydelsen eller forsinkelsen skyldes aftjening af vaernepligt.

33 Jeg er ikke enig heri, da jeg mener, at man ikke kan fortolke andet og tredje afsnit af stk. 1 i RVO's § 1267 uafhaengig af hinanden.

Uanset hvilket synspunkt man indtager, vedroerer den omhandlede bestemmelse nemlig retten til efterladtepension, der udgoer et led i den tyske pensionsforsikring. Denne pension mister ikke sin karakter af en efterladtepension, fordi udbetalingen heraf afbrydes i den periode, hvorunder pensionsmodtageren aftjener vaernepligt, og genoptages, naar han udskrives, eller fordi retten til efterladtepension forlaenges ud over aldersgraensen paa det fyldte 25. aar for en periode af samme laengde som vaernepligten, hvis pensionsmodtageren fortsaetter sin uddannelse ud over denne aldersgraense. Efter min opfattelse er der tale om en forskudt udbetaling af den samme ydelse og ikke om en ny ydelse, som har karakter af en godtgoerelse.

34 Desuden er ifoelge artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 kun offentlig social og sundhedsmaessig forsorg og ordninger til fordel for ofre for krig eller dens foelger eller saerlige ordninger for tjenestemaend og dermed ligestillede personer udelukket fra forordningens anvendelsesomraade.

Den her i sagen omhandlede efterladtepension, som er omfattet af en medlemsstats sociale sikringsordning, henhoerer ikke under nogen af disse ordninger, selv om udbetalingen heraf delvis forskydes ud over det fyldte 25. aar, fordi pensionsmodtageren er noedt til at afbryde eller forsinke sin skole- eller erhvervsuddannelse for at aftjene vaernepligt. Af denne grund er jeg af den opfattelse, at selv om det anerkendes, at den omhandlede ydelse i et vist omfang har karakter af en godtgoerelse - hvilket jeg dog ikke mener er tilfaeldet - mister den ikke derved sin karakter af en social sikringsydelse i forordning nr. 1408/71's forstand og maa derfor i denne egenskab tildeles enhver efterladt, som befinder sig i samme situation som sagsoegeren og paa de samme betingelser som gaelder for tildelingen af pensionen til efterladte med tysk statsborgerskab.

35 Efter min opfattelse er det formaalet med reglen i RVO's § 1267 stk. 1, andet og tredje afsnit - hvilke afsnit, jeg mener, maa fortolkes i sammenhaeng - ved udbetalingen af en oekonomisk ydelse til efterladte, der garanterer dem et vist indtaegtsniveau, at sikre, at disse personer, paa trods af at de er foraeldreloese, kan paabegynde en skole- eller erhvervsuddannelse og fortsaette den indtil en vis rimelig alder, som er fastsat til det fyldte 25. aar. Dette godtgoeres af den omstaendighed, at udbetalingen af deres efterladtepension i foerste omgang suspenderes, hvis deres uddannelse afbrydes eller forsinkes paa grund af en tvingende forpligtelse, der paahviler dem, saaledes som det er tilfaeldet med vaernepligten i visse medlemsstater, og at ydelsen suspenderes, fordi de ikke laengere er under uddannelse, men senere paa ny opnaar ret hertil ved, at den forlaenges ud over den fastsatte aldersgraense for en periode af samme laengde som den, hvorunder den har vaeret suspenderet, forudsat at de paagaeldende fortsaetter deres uddannelse.

36 I betragtning af dette formaal maa jeg naa til den konklusion, at de ulemper, som en efterladt, der modtager en tysk efterladtepension, paafoeres i sin skole- eller erhvervsuddannelse, fordi han noedsages til at udskyde eller afbryde den i en vis periode for at aftjene vaernepligt, har samme karakter i det tilfaelde, hvor der paahviler ham vaernepligt efter tysk lov, hvis han er tysker, som i det tilfaelde, hvor der paahviler ham vaernepligt efter spansk lov, hvis han er spanier.

I praksis er det imidlertid kun efterladte med tysk statsborgerskab, der fortsaetter deres uddannelse ud over det fyldte 25. aar, som kan rejse krav om en forskudt udbetaling af den pension, de ophoerte med at faa udbetalt, mens de aftjente vaernepligt.

37 Foelgelig mener jeg, at det er en forskelsbehandling paa grund af nationalitet, som er forbudt efter artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, naar den tyske sociale sikringsinstitution inden for hele den periode, militaertjenesten varer, suspenderer udbetalingen af efterladtepensionen til pensionsmodtagere, som er under skole- eller erhvervsuddannelse, og herved ligestiller vaernepligt aftjent i en anden medlemsstat med vaernepligt aftjent i Tyskland, men naegter at foretage samme ligestilling, naar den forlaenger udbetalingen af efterladtepensionen ud over aldersgraensen paa det fyldte 25. aar for en periode af samme laengde som militaertjenesten, saafremt den pensionsmodtager, hvis uddannelse er blevet afbrudt eller forsinket paa grund af vaernepligten, har aftjent vaernepligten i en anden medlemsstat.

38 Som afslutning vil jeg gerne tilfoeje, at den nationale ret til stoette for den fortolkning, den har foreslaaet - og hvorefter den efterladtepension, der udbetales ud over det fyldte 25. aar, har karakter af godtgoerelse - i sin forelaeggelseskendelse af 8. februar 1996 har henvist til det forslag til afgoerelse, som jeg fremsatte i sagen de Vos den 14. december 1995 (11). Hverken de faktiske omstaendigheder eller det retlige spoergsmaal i den naevnte sag har imidlertid nogen forbindelse med den foreliggende.

Den naevnte sag drejede sig nemlig om, hvorvidt en arbejdstager, som er statsborger i en medlemsstat, og som er beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade, har krav paa fortsat indbetaling af bidrag til en supplerende alders- og efterladtepensionsordning for offentligt ansatte med et beloeb af samme stoerrelse, som skulle have vaeret indbetalt, hvis arbejdsforholdet ikke var blevet suspenderet, fordi den paagaeldende indkaldes til militaertjeneste, naar en statsborger i den paagaeldende medlemsstat, som er offentligt ansat, har et lovfaestet krav herpaa ved aftjening af vaernepligt. Dette spoergsmaal besvarede Domstolen benaegtende.

39 Omstaendighederne i den naevnte sag havde ingen som helst lighed med den situation, som sagsoegeren i den foreliggende sag befinder sig i. De Vos var nemlig »arbejdstager« i traktatens artikel 48's forstand, og hans arbejdsforhold var blevet suspenderet for den periode, militaertjenesten varede. Arbejdsgiverens bidrag til den supplerende alders- og efterladtepensionsordning for offentligt ansatte udgjorde en del af disses loen, da de var en oekonomisk fordel, som arbejdsgiveren ydede paa grund af arbejdsforholdet. Foelgelig var arbejdsgivernes forpligtelse til at indbetale bidrag ogsaa suspenderet, saa laenge militaertjenesten varede, hvorfor en arbejdsgiver, hvis han fortsatte med at indbetale bidragene sammen med den andel, som arbejdstageren selv burde have indbetalt, gjorde dette for forbundsmyndighedernes regning, som efterfoelgende godtgjorde ham de indbetalte bidrag.

Ogsaa den retlige baggrund for den naevnte sag var forskellig. De Vos rejste ikke krav om udbetaling af socialsikringsydelser i forordning nr. 1408/71's forstand, og ved besvarelsen af det praejudicielle spoergsmaal, som den nationale ret havde forelagt i denne sag, fandt saavel Domstolen som jeg, at det krav, som de Vos rejste, hverken havde karakter af et beskaeftigelses- eller et arbejdsvilkaar i den betydning, der er forudsat i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1612/68, eller var nogen social fordel efter samme bestemmelses stk. 2, da den ikke blev indroemmet den paagaeldende paa grund af hans objektive status som arbejdstager, eller fordi han havde bopael i Tyskland, men var en fordel, som den tyske stat indroemmede vaernepligtige for delvis at kompensere for ulemperne som foelge af den vaernepligt, der var paalagt dem.

40 Af disse grunde maatte den nationale rets spoergsmaal i den naevnte sag besvares med, at faellesskabsretten ikke forpligtede den tyske stat til ogsaa at lade den ret, som den tyske lovgivning indroemmede visse grupper af indenlandske arbejdstagere, gaelde for arbejdstagere fra andre medlemsstater og paa de samme betingelser.$

Forslag til afgoerelse

Paa grundlag af de anfoerte betragtninger skal jeg foreslaa Domstolen at besvare det af Bundessozialgericht forelagte spoergsmaal paa foelgende maade:

»Artikel 3, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen er til hinder for, at en medlemsstat, som ligestiller vaernepligt aftjent i en anden medlemsstats haer med vaernepligt aftjent i den paagaeldende medlemsstats egen haer, naar den inden for hele den periode, militaertjenesten varer, suspenderer udbetalingen af efterladtepensionen til pensionsmodtagere, som er under skole- eller erhvervsuddannelse, men naegter at foretage samme ligestilling, naar den forlaenger udbetalingen af alderspensionen ud over aldersgraensen paa det fyldte 25. aar for en periode af samme laengde som militaertjenesten, saafremt den pensionsmodtager, hvis uddannelse er blevet afbrudt eller forsinket, har aftjent vaernepligten i en anden medlemsstat.«

(1) - Forordning af 15.10.1968, EFT 1968 II, s. 467.

(2) - Denne bestemmelse var indeholdt i EOEF-traktatens artikel 7, foer traktaten om Den Europaeiske Union traadte i kraft.

(3) - EFT L 230, s. 6.

(4) - Ajourfoering af de erklaeringer fra medlemsstaterne, der er omhandlet i artikel 5 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 (EFT 1980 C 139, s. 1). Forbundsrepublikken Tyskland har siden hen foretaget yderligere aendringer i sin erklaering (EFT 1983 C 351, s. 1).

(5) - EFT 1985 L 302, s. 23.

(6) - Dom af 23.2.1994, sag C-419/92, Scholz, Sml. I, s. 505, praemis 6, og af 29.2.1996, sag C-193/94, Skanavi og Chryssanthakopoulos, Sml. I, s. 929, praemis 20.

(7) - Dom af 28.6.1978, sag 1/78, Kenny, Sml. s. 1489, praemis 9, 10 og 11.

(8) - Dom af 26.5.1993, sag C-171/91, Sml. I, s. 2925.

(9) - Dom af 12.7.1979, sag 237/78, Toia, Sml. s. 2645, praemis 8, og af 11.6.1991, sag C-251/89, Athanasopoulos m.fl., Sml. I, s. 2797, praemis 28.

(10) - Dom af 30.4.1996, sag C-308/93, Cabanis-Issarte, Sml. I, s. 2097, praemis 26.

(11) - Forslag til afgoerelse i sag C-315/94, De Vos, hvori Domstolen afsagde dom den 14.3.1996. Se Sml. I, s. 1417, vedroerende forslaget se s. 1419.

Full & Egal Universal Law Academy