EUR-Lex -  61996CC0160 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Cosmas fremsat den 9. december 1997. - Manfred Molenaar og Barbara Fath-Molenaar mod Allgemeine Ortskrankenkasse Baden-Württemberg. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Sozialgericht Karlsruhe - Tyskland. - Arbejdskraftens frie bevægelighed - Ydelser til dækning af risikoen plejebehov. - Sag C-160/96.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

I - Indledning

1 Sozialgericht Karlsruhe (Tyskland) har anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af isaer artikel 6 og artikel 48, stk. 2, i EF-traktaten.

2 Hovedsagen drejer sig om et aegtepar, hvor den ene part er nederlandsk og den anden tysk statsborger, og hvor begge er bosat i Frankrig, men arbejder i Tyskland. AEgtefaellerne er omfattet af den tyske plejeforsikring, som de betaler tvungne bidrag til, men de kan ikke modtage ydelser fra forsikringen, saa laenge de er bosat i udlandet.

II - Plejebehov som forsikringsrisiko

3 Risikoen for, at der opstaar et plejebehov, har altid eksisteret som en social realitet, men det er ret nyt, at den daekkes af det sociale sikringssystem. Det er efter min opfattelse derfor fornuftigt, inden man beskriver de omstridte nationale regler, at omtale visse grundlaeggende karakteristika ved denne risiko, saaledes som disse fremgaar ved en kort undersoegelse af den relevante teori og praksis (1).

4 Ved plejebehov forstaas helt generelt, at en person ikke er i stand til at leve paa selvstaendig vis, men har brug for andres hjaelp til at klare sig i dagligdagen.

Den situation, at der foreligger et plejebehov, skyldes normalt alder, men kan ogsaa bero paa sygdom, invaliditet, ulykke osv.

Ydelser til personer, der er afhaengige i ovennaevnte betydning, har laenge eksisteret og vil fortsat eksistere inden for enten saerlige grene af det sociale sikringssystem, saasom aldersforsikring, invalideforsikring osv., eller inden for rammerne af socialbistand. Der kan imidlertid spores en tendens til at koncentrere de forskellige ydelser og skabe en selvstaendig gren inden for den sociale sikring, nemlig en plejeforsikringsordning (2).

5 Ydelserne gives som naturalydelser eller kontantydelser eller som begge dele. I henhold til visse lovgivninger kan patienten vaelge den form, han foretraekker. Naturalydelser daekker pleje i hjemmet eller, i de mere alvorlige tilfaelde, i en saerlig institution, samt levering af den medicin eller det udstyr, vedkommende maatte have brug for. Disse ydelser erlaegges enten »paa uofficiel vis«, dvs. af aegtefaellen eller andre familiemedlemmer (3), af frivillige eller af loennet personale, der er knyttet til de kompetente sociale myndigheder. Kontantydelserne er periodiske ydelser, der udbetales i stedet for eller sammen med naturalydelser. Dette gaelder uanset, om der er indroemmet patienten ret til at vaelge. Ydelsernes omfang afhaenger isaer af graden af invaliditet og eventuelt ogsaa af patientens finansielle situation (isaer naar spoergsmaalet om plejebehov henhoerer under socialhjaelpen).

I forbindelse med tildeling af ydelserne gaelder foelgende praeferencer: a) ophold i hjemmet og, paa generel vis, i fortrolige omgivelser i stedet for anbringelse i en institution; en saadan anbringelse maa kun ske undtagelsesvis, saaledes at man respekterer den enkeltes vaerdighed og selvbestemmelse; b) revalidering i stedet for en blot og bar udbetaling af ydelser.

6 Bestemmelserne gaelder ogsaa til fordel for den, der hjaelper den plejekraevende person, isaer naar hjaelpen ydes paa professionelt grundlag. Den, der yder hjaelp, er saaledes i visse lande paa tvungen eller frivillig basis forsikret gennem den, der har plejebehov, og har ret til et bestemt antal (betalte) fridage og til ferie. Der er ogsaa bestraebelser i gang for at udvide disse fordele til ogsaa at omfatte de plejere, der ikke er professionelle (som f.eks. paaroerende) (4).

III - Nationale bestemmelser

7 I Tyskland blev ydelser, hvorved der gives hjaelp i hjemmet til personer, der har et saadant behov, i 1988 for foerste gang bevilget inden for rammerne af forsikringsordningen mod erhvervssygdom og hjemlet i den femte bog i Sozialgesetzbuch (den tyske lov om social sikring, herefter »SGB«). Disse ydelser skulle saa vidt muligt saette patienten i stand til at blive i hjemmet og undgaa anbringelse paa en institution.

Hvis den beroerte var i stand til selv at organisere den noedvendige hjaelp fra en anden, kunne han vaelge i stedet for hjemmehjaelpen (»haeusliche Pflege«) at modtage en maanedlig stoette paa 400 DEM.

8 Disse ydelser blev fra den 1. januar 1995 erstattet af og forbedret ved Pflegeversicherungsgesetz (lov om plejeforsikring), som udgoer ellevte bog i SGB, og som skal anvendes i den foreliggende retstvist.

9 Risikoen for plejebehov bestaar ogsaa her i, at en person ikke er i stand til at forsoerge sig selv. Risikoen omfatter saaledes personer, der midlertidigt eller vedvarende har behov for hjaelp fra andre til at kunne klare hele eller en del af dagligdagen, saasom den personlige hygiejne, ernaering, transport, almindelig husholdning mv. Plejekraevende personer deltager ikke i et aktivt liv (forstaaet saaledes - naturligvis - at de midlertidigt eller vedvarende er uarbejdsdygtige), og der er ikke udsigt til en forbedring af deres helbredsmaessige tilstand (5).

10 Plejeforsikringen er en tvungen forsikring for bl.a. alle, der er sygeforsikret, uanset om den paagaeldende er frivilligt eller tvungent forsikret. Administrationen af plejeforsikringen er overdraget sygeforsikringsselskaberne.

11 Forsikringen finansieres af arbejdstager- og arbejdsgiverbidrag. Bidraget udgoer for begge parter 0,85% af bruttoloennen.

12 De forsikrede har, saafremt de har vaeret forsikret igennem en vis periode (for indevaerende en periode paa et aar, der dog trinvis udvides til en periode paa fem aar i aar 2000), foerst og fremmest ret til hjemmehjaelp, der gives som naturalydelser, som et maanedligt beloeb eller som en kombination af begge former.

Naturalydelserne (§ 36) bestaar foerst og fremmest i, at der til hjemmehjaelpen stilles egnet personale til raadighed, som er ansat af forsikringsinstitutionerne. Det maksimale maanedlige ydelsesbeloeb afhaenger af plejebehovets grad (6).

Den plejekraevende person har ret til i stedet for naturalydelserne at anmode om en maanedlig stoette (saakaldt »Pflegegeld«, herefter »plejegodtgoerelse«), der skal give vedkommende mulighed at sikre, at han plejes paa egnet vis (§ 37) (7). I dette tilfaelde undersoeger den kompetente forsikringsinstitution den plejekraevende person hver sjette maaned (ved kategori I og II) eller hver tredje maaned (ved kategori III) for at kontrollere vedkommendes tilstand.

Den beroerte har imidlertid mulighed for at kraeve en kombination af begge ydelsestyper (§ 38).

Det er desuden bestemt, at den forsikrede faar stillet den oekonomiske og tekniske hjaelp til raadighed, der er egnet til at forbedre hans tilstand, f.eks. leje eller indkoeb og installation af saerligt udstyr, udfoerelse af arbejder med henblik paa at tilpasse hjemmet samt betaling af udgifterne til ferievikariat for det plejepersonale, der normalt tager sig af den forsikrede (§ 40).

13 De forsikrede har for det andet ret til pleje paa en institution, hvis det viser sig, at hjemmehjaelpen er utilstraekkelig eller uegnet. Plejen paa institution kan ske ved hel eller delvis indlaeggelse. Udgifterne ved en delvis indlaeggelse daekker forsikringsinstitutionerne op til et vist maksimumsbeloeb (§ 41) (8).

14 Endelig er der hjemlet ydelser til plejeren; f.eks. betaling af bidragene til dennes sygeforsikring og forsikring mod arbejdsudygtighed (§ 44) og specielle kurser for den plejekraevende persons paaroerende og de uloennede plejere (§ 45).

15 I henhold til § 34, stk. 1, i den ellevte bog i SGB er retten til ydelser bl.a. suspenderet, saa laenge den forsikrede opholder sig i udlandet; dette gaelder ogsaa for det tilfaelde, at vedkommende under et midlertidigt ophold i udlandet bliver plejekraevende (9).

IV - Faktiske omstaendigheder

16 Sagsoegerne i hovedsagen, Manfred og Barbara Molenaar, er henholdsvis nederlandsk og tysk statsborger; de er bosat i Frankrig og arbejder i Tyskland.

17 I december 1994 og januar 1995 oplyste sagsoegte i hovedsagen, AOK Baden-Wuerttemberg, sagsoegerne om, at de fra den 1. januar 1995 var tilsluttet plejeforsikringen og skulle erlaegge de dertil hoerende bidrag, men at de i overensstemmelse med ovennaevnte § 34 i SGB ikke havde ret til forsikringsydelserne, saa laenge de var bosat i udlandet.

18 Sagsoegerne anlagde derefter sag ved Sozialgericht Karlsruhe og paastod

a) principalt fastslaaet, at de har ret til forsikringsydelser, saafremt de opfylder de andre retlige betingelser, ogsaa selv om de har bopael i udlandet

b) subsidiaert fastslaaet, at de under de samme forudsaetninger har krav paa plejegodtgoerelse

c) mere subsidiaert fastslaaet, at de ikke har pligt til at vaere tilsluttet den sociale plejeforsikring

d) endnu mere subsidiaert, at sagsoegte doemmes til at fritage sagsoegerne fra forsikringspligten og at tilbagebetale dem de bidrag, de allerede har erlagt.

19 Sozialgericht Karlsruhe var af den opfattelse, at de to foerste paastande i henhold til tysk procesret maatte afvises, isaer som foelge af, at der ikke forelaa konkrete beskyttelsesvaerdige faktiske omstaendigheder (10).

20 Omvendt mente retten, at de to andre paastande, og isaer den tredje, rejser spoergsmaal om, hvorvidt traktatens artikel 6 og artikel 48, stk. 2, giver mulighed for, at der i national lovgivning kraeves betaling af bidrag til en tvungen forsikring, der daekker en risiko som den i hovedsagen, selv om der ikke betales ydelser, naar risikoen indtraeder, fordi den forsikrede har sin bopael i en anden medlemsstat. Den nationale ret har derfor forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

V - Det praejudicielle spoergsmaal

»Skal EOEF-traktatens artikel 6 og artikel 48, stk. 2, fortolkes saaledes, at de begraenser en medlemsstats ret til at oprette en social sikringsordning til daekning af risikoen for et plejebehov inden for rammerne af en lovbestemt forsikringspligt og herved paalaegge personer, som er bosat i en anden medlemsstat, pligt til at indbetale bidrag, selv om de paa grund af deres bopael er udelukket fra at kunne goere krav paa ydelser, eller retten til ydelserne er suspenderet?«

VI - Forelaeggelseskendelsens genstand

21 I henhold til fast retspraksis kan traktatens artikel 6, der fastslaar det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet, kun anvendes selvstaendigt i de tilfaelde, der er reguleret af faellesskabsretten, men hvor der ikke er fastsat et specielt forbud mod forskelsbehandling i traktaten.

Hvad angaar arbejdskraftens frie bevaegelighed er princippet om forbud mod forskelsbehandling konkretiseret i traktatens artikel 48-51 og i de retsakter, som faellesskabsinstitutionerne har vedtaget paa grundlag af disse artikler, herved isaer forordning (EOEF) nr. 1408/71 og nr. 1612/68/EOEF.

Hvis et tilfaelde, saadan som det i hovedsagen, henhoerer under disse traktatbestemmelser og faellesskabsretlige regler, der er udstedt paa grundlag af dem, er det ikke noedvendigt, at Domstolen udtaler sig om fortolkningen af traktatens artikel 6 (11).

22 Det fremgaar af formuleringen af det praejudicielle spoergsmaal, at den forelaeggende ret ikke er i tvivl om, at bopaelskravet i SGB's § 34 er i overensstemmelse med faellesskabsretten, men derimod spoerger om, hvilken indflydelse kravet har paa forsikrings- og bidragspligten. Den nationale ret har i oevrigt heller ikke spurgt direkte om, hvorledes den omstridte forsikring skal kvalificeres set ud fra faellesskabsretten. Det forhold, at retten har naevnt artikel 19 og 22 i forordning nr. 1408/71, viser dog indirekte, at den anser forsikringen for at henhoere under denne forordnings saglige anvendelsesomraade, naermere betegnet under forordningens kapitel 1, afsnit III, der vedroerer sygdom og moderskab. Desuden har parterne, der har afgivet indlaeg, i deres argumentation for en stor del beskaeftiget sig med spoergsmaalet om, hvorvidt de omstridte ydelser henhoerer under forordning nr. 1408/71 og eventuelt ogsaa under forordning nr. 1612/68.

23 Efter min opfattelse haenger disse spoergsmaal sammen og boer undersoeges naermere. Det vaesentlige spoergsmaal er, hvorledes de omstridte ydelser skal kvalificeres set i lyset af faellesskabsretten. Da ydelserne har en staerk social karakter, er der to mulige loesninger: Enten udgoer de sociale sikringsydelser i traktatens artikel 51's og i forordning nr. 1408/71's forstand, og spoergsmaalet er saa, hvilken specifik kategori i forordningens artikel 4, stk. 1, ydelserne henhoerer under, eller ogsaa udgoer de en social fordel i henhold til artikel 7 i forordning nr. 1612/68 og henhoerer eventuelt under socialhjaelp. Svaret paa dette spoergsmaal har indflydelse paa besvarelsen af spoergsmaalet om muligheden for at eksportere de paagaeldende ydelser, om forsikrings- og bidragspligten og om muligheden for tilbagebetaling af erlagte bidrag. Som foelge heraf skal de spoergsmaal, der bestaar, foerst undersoeges i lyset af traktatens artikel 48 og 51 og, mere specifikt, forordning nr. 1408/71 og nr. 1612/68.

24 Jeg skal i denne forbindelse blot erindre om, at der ifoelge fast retspraksis ikke er noget til hinder for, at Domstolen med henblik paa at give den nationale ret en saa fuldstaendig besvarelse som muligt undersoeger de spoergsmaal, der objektivt set fremgaar af forelaeggelseskendelsen, i lyset af de relevante faellesskabsretlige bestemmelser (12).

VII - De faellesskabsretlige bestemmelser

25 Foelgende faellesskabsretlige bestemmelser er relevante i den foreliggende sag:

i) EF-traktaten

Artikel 6, stk. 1: »Inden for denne traktats anvendelsesomraade og med forbehold af dennes saerlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet, forbudt.«

Artikel 48, stk. 2: »[Arbejdskraftens frie bevaegelighed] forudsaetter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for saa vidt angaar beskaeftigelse, afloenning og oevrige arbejdsvilkaar.«

ii) Forordning nr. 1408/71 (13)

Artikel 4: »1. Denne forordning finder anvendelse paa enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedroerer:

a) ydelser i anledning af sygdom og moderskab

b) ydelser ved invaliditet, herunder ydelser, der tager sigte paa at bevare eller forbedre erhvervsevnen

c) ydelser ved alderdom

...

2a. Denne forordning finder ligeledes anvendelse paa saerlige ikke-bidragspligtige ydelser, der er fastsat i en anden lovgivning eller ordning end dem, der er omhandlet i stk. 1 eller udelukket i henhold til stk. 4, naar disse ydelser har til formaal

a) enten at daekke de risici, der svarer til de i stk. 1, litra a)-h), omhandlede sikringsgrene, i stedet for eller som tillaeg til andre ydelser

b) eller udelukkende at sikre saerlig beskyttelse af handicappede.«

Artikel 10: »1. Kontantydelser ved invaliditet eller alderdom eller til efterladte, erstatning i anledning af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme samt ydelser ved doedsfald, hvortil der er erhvervet ret efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, kan, medmindre andet er bestemt i denne forordning, ikke nedsaettes, aendres, stilles i bero, inddrages eller beslaglaegges som foelge af, at den berettigede er bosat i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det paahviler at udrede ydelsen, er beliggende ...«

Artikel 10a: »1. Uanset artikel 10 og afsnit III modtager de personer, som er omfattet af denne forordning, udelukkende de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede saerlige ikke-bidragspligtige kontantydelser i den medlemsstat, paa hvis omraade de er bosat, og i henhold til dennes lovgivning, saafremt disse ydelser er anfoert i bilag IIa. Ydelserne udredes af institutionen paa bopaelsstedet og paa dennes bekostning.«

Artikel 19: »1. En arbejdstager eller en selvstaendig erhvervsdrivende, der er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, og som opfylder betingelserne i den kompetente stats lovgivning for ret til ydelser, i givet fald ved iagttagelse af bestemmelserne i artikel 18, har i den stat, hvor han er bosat, ret til foelgende ydelser:

a) naturalydelser, der for den kompetente institutions regning ydes af institutionen paa bopaelsstedet i henhold til den for denne institution gaeldende lovgivning, som om den paagaeldende var forsikret der

b) kontantydelser, der udbetales af den kompetente institution i henhold til den for denne institution gaeldende lovgivning ...«

iii) forordning nr. 1612/68 (14)

Artikel 7: »1. En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, maa ikke paa grund af sin nationalitet behandles anderledes paa de oevrige medlemsstaters omraade end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskaeftigelses- og arbejdsvilkaar, navnlig for saa vidt angaar afloenning, afskedigelse og, i tilfaelde af arbejdsloeshed, genoptagelse af beskaeftigelse i faget eller genansaettelse.

2. Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemaessige fordele som indenlandske arbejdstagere.«

VIII - Sagens realitet

A - Kvalificering af den omstridte forsikring

26 Den retlige kvalificering af den omstridte lovgivning rejser i foerste omgang et praktisk problem, da den forsikrede risiko som sagt ikke er indtraadt i det konkrete tilfaelde. Sagsoegerne er nemlig ikke plejekraevende i den tyske lovgivnings forstand, og de har derfor aldrig vaeret stillet over for en bevilling eller fratagelse af en konkret plejegodtgoerelse, som den forelaeggende ret kunne vaere i tvivl om var korrekt (15). Dette ville have vaeret nemmere at tage stilling til, eftersom den omstridte forsikring indeholder en hel raekke ydelser, der fremviser saerlige kendetegn, og det er ret specielt, at disse ydelser er samlet i én enkelt ordning. Da parternes indlaeg i det vaesentlige angaar naturalydelser og plejegodtgoerelse, skal jeg i det foelgende koncentrere mig om disse former for ydelser; jeg skal dog ikke undlade ogsaa at tage hensyn til den sammenhaeng, de indgaar i.

27 Denne kvalificering rejser desuden et metodeproblem, som der skjuler sig et materielretligt problem bagved.

Det systematiske problem er, om undersoegelsen indledningsvis skal tage udgangspunkt i forordning nr. 1408/71 eller i forordning nr. 1612/68. I visse domme gives en af forordningerne forrang, og det fastslaas da jaevnligt, at saafremt ydelsen henhoerer under foerstnaevnte forordning, er det ikke relevant at foretage en undersoegelse af sidstnaevnte forordning (16); andre domme naar til det modsatte resultat (17).

Det materielretlige problem er, om der for en ydelses vedkommende kun kan anvendes én og samme forordning, eller om det er muligt at anvende de to forordninger kumulativt. Det er indlysende, at dette spoergsmaal er vigtigt, eftersom bestemmelserne i de to forordninger ikke er ens. Domstolens retspraksis herom har imidlertid vaeret svingende (18).

28 Selv om det, som jeg skal omtale paa rette sted, ikke er udelukket, at denne ydelse efter sin natur udgoer baade en social sikringsydelse og en social fordel, er det mest passende foerst at undersoege, om de omtvistede ydelser er sociale sikringsydelser. Dette skyldes, at bestemmelserne i baade traktatens artikel 51 og forordning nr. 1408/71, der praeciserer denne traktatbestemmelse, er mere specifikke end traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68, der er vedtaget paa grundlag af denne traktatbestemmelse.

a) Social sikringsydelse

29 I retspraksis kvalificeres en ydelse normalt som en »social sikringsydelse« under henvisning til forordning nr. 1408/71, idet der isaer laegges vaegt paa, om ydelsen er omfattet af listen over sociale sikringsgrene i forordningens artikel 4, stk. 1. En ydelses karakter af social sikringsydelse fremgaar desuden ved at stille den op mod de sociale omsorgsydelser, der i henhold til artikel 4, stk. 4, udtrykkeligt er udelukket fra forordningens anvendelsesomraade; derimod er der visse blandede eller sammensatte ydelser, som henhoerer under begge kategorier.

30 Domstolen har saaledes i fast praksis fastslaaet, at sondringen mellem de ydelser, der er udelukket fra forordning nr. 1408/71's anvendelsesomraade, og dem, der henhoerer herunder, isaer afhaenger af de grundlaeggende kendetegn ved den paagaeldende ydelse, navnlig dens formaal og de vilkaar, hvorunder den gives, hvorimod det er uden betydning, om ydelsen i en national lovgivning betegnes som en social sikringsydelse eller ej (19).

31 Domstolen har desuden gentagne gange udtalt, at en ydelse kan anses for en social sikringsydelse, saafremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel bedoemmelse af personlige behov (en saadan bedoemmelse er en karakteristisk egenskab ved socialbistand), men efter lovbestemte kriterier og forudsat, at den vedroerer en af de risici, der udtrykkelig er anfoert i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (20).

32 Begrebet »social sikring« maa dog ikke forveksles med de sociale sikringsgrene, der paa udtoemmende vis (21) er opregnet i forordningens artikel 4, stk. 1, litra a)-h). Begrebet »social sikring« har i virkeligheden et bredere, selvstaendigt og faellesskabsretligt (22), indhold, der foelger af traktatens artikel 51, dvs. af en regel, der har en hoejere rangorden end forordning nr. 1408/71. Man maa gaa ud fra som givet, at det er dette begreb - som typebetegnelse - faellesskabslovgiver henviser til i forordningens artikel 4, stk. 1, foerste punktum, inden der opregnes bestemte typer forsikringsrisici, som lovgiver har valgt at indfoere koordineringsregler for.

33 Af denne grund fastslaas der i retspraksis tit - isaer hvad angaar blandede ydelser og generelt med hensyn til ydelser, det er vanskeligt at klassificere - for det tilfaelde, at det konstateres, at den omstridte ydelse svarer mere til en social sikringsydelse end til en socialhjaelpsydelse, at ydelsen »i forhold til den i forordning nr. 3 omhandlede personkreds anses for at vedroere social tryghed i den betydning, der er forudsat i traktatens artikel 51 og de faellesskabsforordninger, der er udstedt til gennemfoerelse af denne bestemmelse« (23), at ydelsen »i forhold til den i forordning nr. 1408/71 omhandlede personkreds maa anses for at vedroere social tryghed i den betydning, der er forudsat i traktatens artikel 51« (24), eller at den »i princippet maa henfoeres til den sociale sikring efter betydningen i traktatens artikel 51 og ikke falder uden for forordning nr. 1408/71 i medfoer af dennes artikel 4, stk. 4« (25). En ydelse henhoerer under dette begreb, hvis den har »egentlig karakter af social sikring« (26), dvs. at den har specifikke egenskaber, som goer den til en social sikringsydelse frem for til en ydelse af en anden art.

34 Det forhold, at de ovennaevnte tekster ikke indeholder nogen definition af begrebet »social tryghed« (dvs. en praecis afgraensning af begrebet - en teknik, som sjaeldent anvendes i faellesskabsretten), boer ikke overraske nogen. Lovgiver undlader at »fastfryse« juridiske begreber, der har et variabelt indhold, og som er flydende og hele tiden udvikler sig. Disse begreber faar et konkret indhold i det oejeblik, hvor lovgiver, i sidste ende Domstolen, anvender dem i lyset af artikel 51's formaal om at sikre arbejdskraftens frie bevaegelighed, og de formes efter den retlige og sociale realitet, der eksisterer paa det tidspunkt, hvor de anvendes. Dette gaelder ogsaa begrebet »social tryghed«. I Raadets forordning nr. 3 af 25. september 1958 om vandrende arbejdstageres sociale tryghed (EFT 1958, 30, s. 561) og forordning nr. 1408/71, der afloeste forordning nr. 3, indskraenkede man sig i hvert fald oprindelig til blot at foretage en koordinering af de nationale sociale sikringsordninger (27) og udlod at definere ovennaevnte begreb. Man opregnede i stedet for de sociale sikringsgrene, der paa det tidspunkt, hvor forordningerne blev vedtaget, var de hyppigste - og maaske ogsaa de vigtigste - og man afholdt sig fra at regulere de saerlige, eller maaske blot endnu ukendte, former for forsikringsrisici (28).

35 Som foelge heraf skal spoergsmaalet om kvalificering af en ydelse som social sikringsydelse besvares delvis uafhaengigt af og gaa forud for spoergsmaalet om, under hvilken af de specifikke sociale sikringsgrene, der opregnes i forordning nr. 1408/71, ydelsen henhoerer. Det er derfor klart, at en ydelse udgoer en social sikringsydelse i traktatens artikel 51's samt i forordningens forstand, men endnu (29) ikke er omfattet af de ydelser (i henhold til lovgivningen), som forordningens artikel 4, stk. 1, henviser til; dette medfoerer, at der opstaar et hul i lovgivningen.

36 Spoergsmaalet er, om de tilfaelde, hvor man befinder sig i dette tomrum mellem traktatens artikel 51 og opregningen i forordning nr. 1408/71, som foelge af at der ikke er foretaget nogen koordinering, kan reguleres ud fra traktatens bestemmelser og de generelle faellesskabsretlige principper. Jeg mener, at det kan de. Der gaelder her det samme, som der gaelder om vedtagelse af regler angaaende forsikringspligt og om reguleringen af forsikringstagernes rettigheder og pligter, der i princippet henhoerer under medlemsstaternes kompetence. Som Domstolen har fastslaaet, »tilkommer [det] hver medlemsstat i lovgivningen at fastsaette vilkaarene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning eller en bestemt gren af en saadan sikringsordning, forudsat der herved ikke diskrimineres mellem statens egne borgere og andre medlemsstaters borgere« (30). Paa samme vis skal medlemsstaterne generelt inden for omraadet angaaende social tryghed, der er faellesskabsretligt relevant for saa vidt, der er tale om vandrende arbejdstagere, overholde de generelle faellesskabsretlige principper, saasom lighedsgrundsaetningen, ikke-diskrimineringsprincippet og proportionalitetsprincippet (31). Anvendelse af regler med saa generel en udformning er dog paa sin vis en »sidste udvej«, som kun er begrundet, hvis den paagaeldende situation ikke reguleres af mere specifikke retsregler (32). Dette er imidlertid ikke tilfaeldet her.

b) Forordning nr. 1408/71

37 Lad mig indledningsvis, set under den synsvinkel, sagsoegerne i hovedsagen har anlagt, undersoege de omstridte ydelsers forhold til forordning nr. 1408/71.

38 Der skal indledningsvis henvises til, at sagsoegerne falder ind under forordning nr. 1408/71's personelle anvendelsesomraade, idet de i Tyskland inden for rammerne af det sociale sikringssystem er forsikret ved sygdom (33).

39 Det skal herefter fastslaas, at de paagaeldende ydelser, hvis man anvender de kriterier, der i retspraksis er blevet udviklet om, hvilke ydelser der henhoerer under forordningens saglige anvendelsesomraade, og hvilke der falder uden for dette, utvivlsomt udgoer sociale sikringsydelser. Uafhaengigt af, om der i Tyskland paa et tidligere tidspunkt blev bevilget tilsvarende ydelser inden for rammerne af sygeforsikringen (34), kraeves det nemlig for at vaere forsikringspligtig, at vedkommende er tilknyttet sygeforsikringen, at den forsikredes stilling er retligt defineret, at forsikringen er obligatorisk og forbundet med bidragspligt, at bevilling af ydelserne ikke foretages paa grundlag af et skoen udoevet i forvaltningen og ikke (ud over hvad der maatte vaere fastlagt ved lov) afhaenger af en bedoemmelse af personlige behov, og at vedkommendes uformuenhed eller behov ikke er det eneste eller det vigtigste kriterium, der tages hensyn til. Ogsaa selv om et af disse aspekter muligvis ikke i sig selv er afgoerende, giver de, naar de betragtes samlet, dog de relevante ydelser karakter af sociale sikringsydelser.

40 Dette betyder naturligvis ikke, at de omstridte ydelser automatisk henhoerer under forordning nr. 1408/71. Som Domstolen har konstateret, er opregningen af forsikringsrisici i forordningens artikel 4, stk. 1, udtoemmende, og udelukkende de nationale sociale sikringsordninger, der vedroerer disse risici, er omfattet af forordningens saglige anvendelsesomraade (35).

41 Hvis man undersoeger, om den omstridte tyske lovgivning henhoerer under et af disse tilfaelde, naar man frem til et benaegtende svar, da risikoen for plejebehov haenger sammen med alderdom, sygdom og invaliditet, men ikke kan henfoeres specifikt til én af disse risici. Det forhold, at en lovgivning ikke kan henfoeres direkte til en af de opregnede situationer, betyder imidlertid ikke, at den automatisk er udelukket fra forordningens anvendelsesomraade. Domstolen har rent faktisk udvidet forordningens saglige anvendelsesomraade til ogsaa at omfatte reguleringer, der har en tilstraekkelig snaever sammenhaeng med de former for lovgivning, som forordningen udtrykkelig omfatter (36), for derved at ligestille dem hermed (37).

42 Ved foerste blik kunne de omstridte ydelser udgoere ydelser ved sygdom, ydelser ved alderdom eller ydelser ved invaliditet.

43 Som Domstolen har fastslaaet, er »de alderspensionsydelser, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra c), og artikel 46 i forordning nr. 1408/71, vaesentligst ... kendetegnet ved, at de skal sikre et udkomme for personer, der ophoerer med at arbejde, naar de naar en vis alder, og som herefter ikke laengere er forpligtet til at staa til raadighed for arbejdsmarkedet« (38). Eftersom der med de omstridte ydelser ikke forfoelges et tilsvarende formaal, foreligger der efter min mening ikke en saa snaever sammenhaeng med ydelserne ved alderdom, at disse kan ligestilles. Det skal heller ikke tillaegges nogen afgoerende betydning, at plejegodtgoerelsen statistisk set muligvis isaer vedroerer aeldre mennesker, da dette kendetegn blot udgoer et muligt faenomen og ikke et noedvendigt kriterium og derfor ikke kan anses som et grundlaeggende element ved ydelsen.

44 Af lignende grunde mener jeg ikke, at de omstridte ydelser her har en saadan noedvendig sammenhaeng med ydelser ved invaliditet, at de kan sideordnes med disse.

45 Der staar tilbage at undersoege de omstridte ydelsers sammenhaeng med ydelser i anledning af sygdom.

46 Det skal indledningsvis bemaerkes, at begrebet »ydelser i anledning af sygdom« er faellesskabsretligt og skal fortolkes ensartet (39). Afgraensningen af dette begreb, som ikke defineres i forordning nr. 1408/71, kan imidlertid ikke ske paa grundlag af kriterier af ren medicinsk art, men maa foretages ud fra juridiske kriterier og den faelles erfaring. Set paa denne maade er det af betydning dels, at artikel 18 i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning nr. 1408/71 (EFT L 74, s. 1) forbinder kontantydelser ved sygdom med arbejdsudygtighed, dels, at specielle sygdomstilfaelde omhandles i et saerligt kapitel i forordning nr. 1408/71 (afsnit III, kapitel 4, der har overskriften »Arbejdsulykker og erhvervssygdomme«) (40). Heraf foelger, at begrebet »sygdom« i forordningens afsnit III, kapitel 2, der udgoer den almindelige lovgivning vedroerende sygdom, skal fortolkes bredt og omfatte alle legemlige skavanker, der medfoerer arbejdsudygtighed, i det omfang, disse ikke reguleres i et specielt kapitel i forordningen. Domstolen har i oevrigt fortolket begrebet »ydelser i anledning af sygdom« bredt og f.eks. ladet det omfatte ogsaa ydelser, hvis formaal er praevention eller revalidering. Saaledes fremhaevede Domstolen i Heinze-dommen (41), der drejede sig om kvalificering af en retsregel, der havde helbredelse af tuberkuloseramte og beskyttelse af deres omgivelser til formaal, indledningsvis, at begrebet »social sikring« ogsaa omfatter forebyggende beskyttelse, der ikke kan ligestilles med ren socialhjaelp (praemis 4). Derefter fastslog Domstolen, at »en bestemmelse, der skaber en direkte forbindelse mellem tilknytningen til en pensionsforsikring og erhvervelse af et krav paa de ydelser, som pensionsforsikringsinstitutionerne skal betale til de forsikrede og deres paaroerende i anledning af tuberkulose, navnlig med henblik paa at sikre deres helbredelse, skal anses for henhoerende under en lovgivning om social sikring« (praemis 5), og at »de ydelser, som, uden at vaere knyttet til den forsikredes 'erhvervsevne' ogsaa tildeles hans familiemedlemmer og principielt tager sigte paa helbredelse af den syge og beskyttelse af hans omgivelser, skal anses for ydelser ved sygdom« (punkt 2 i domskonklusionen).

47 Paa grundlag af disse omstaendigheder og henset til de naevnte karakteristika (42) ved den omstridte lovgivning, isaer det forhold, at plejeforsikringen er tvungent og automatisk forbundet med sygeforsikringen, er jeg tilboejelig til at mene, at man i den omstridte lovgivning behandler plejebehovet som en svaekkelse eller indskraenkning af de fysiske kraefter, der er ligestillet med sygdom i bred forstand (43). Formaalet med lovgivningen er at supplere og udvide sygeforsikringen, enten gennem de eksisterende ydelser ved sygdom, som fortsat bevilges i deres hidtidige form eller udvides med nye elementer, eller gennem nye ydelser, der imidlertid har samme formaal. Paa denne baggrund virker plejeforsikringen i sin helhed - som ydelsessystem - ved foerste blik som en »ny gren« af det sociale sikringssystem, som det er lidt svaert at indordne under de traditionelle kategorier i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71. Jeg mener dog, at hvis man paa den ene side foretager en korrekt, bred fortolkning af begreberne »social sikring« og »sygdom«, og paa den anden side holder sig den omstridte forsikrings kendetegn for oeje, kan denne forsikring ligestilles med sygeforsikringen. Som foelge heraf skal de relevante ydelser ligestilles med »ydelser i anledning af sygdom« i bred forstand. Hvad dette angaar stemmer naesten alle skriftlige indlaeg fra parterne i sagen (sagsoegerne og den tyske, den oestrigske samt den svenske regering) tilsyneladende overens; kun Kommissionen har toevet med at saette plejebehov i forbindelse med en bestemt form for risiko og har ment, at det er noedvendigt at vedtage koordineringsbestemmelser.

48 Lad mig tilfoeje, at plejebehovet i naevnte forstand ud fra en praktisk synsvinkel let kan saettes i forbindelse med de andre forsikringsrisici i henhold til forordning nr. 1408/71, som plejebehovet er en praktisk konsekvens af. Dette goer det lettere at faa ydelserne ved plejebehov til at fungere som ydelser ved sygdom, eftersom sidstnaevnte ydelser omfatter diverse natural- og kontantydelser og lettere kan kombineres med de ydelser, der haenger sammen med de andre forsikringsrisici og i reglen kun omfatter kontantydelser (44).

49 Jeg har en sidste bemaerkning som afslutning paa min redegoerelse om den retlige kvalificering af ydelserne. Ovenfor anfoerte jeg, at der efter min opfattelse ikke bestaar nogen taet forbindelse mellem ydelserne ved plejebehov og ydelserne ved alderdom og invaliditet. At forbindelsen ikke er saerlig taet, betyder efter min mening, at man ikke kan sige, at der mellem paa den ene side risikoen for alderdom og invaliditet og paa den anden side risikoen for plejebehov samt mellem de tilsvarende ydelser foreligger et forhold som mellem »hovedomstaendighed« og »biomstaendighed«. Det er rigtigt, at Domstolen i sagerne Biason, Giletti m.fl. samt Kommissionen mod Frankrig (45) fastslog, at den tillaegshjaelp, som sigter paa at forbedre alderdoms-, invaliditets- og efterladtepensionerne, henhoerer under det sociale sikringssystem i forordning nr. 1408/71, eftersom tillaegshjaelpen ipso jure udgoer et accessorisk element til de ydelser, der allerede er omfattet af forordningen. Efter min opfattelse kan denne retspraksis dog ikke anvendes i det foreliggende tilfaelde, i hvert fald ikke hvad angaar de naturalydelser, der erlaegges ved plejebehov i snaever forstand. Dette skyldes isaer to ting. For det foerste var der i de naevnte sager tale om ydelser, der var af samme art (nemlig om pensioner og tillaeg til pensioner, dvs. om kontantydelser), hvilket ikke noedvendigvis er tilfaeldet her. For det andet udgjorde dette tillaeg »ipso jure« et accessorisk element til den grundlaeggende pension, mens i den foreliggende sag bevillingen af ydelser ved plejebehov blot er en eventuel konsekvens af, at andre risici indtraeder.

c) Naturalydelser eller kontantydelser

50 Naar man gaar ud fra, at de omstridte ydelser er ydelser i anledning af sygdom, skal det undersoeges, om der er tale om natural- eller kontantydelser. Spoergsmaalet er kun relevant for plejegodtgoerelsens vedkommende, eftersom der ikke er nogen tvivl hvad angaar de andre ydelser. Spoergsmaalet er af grundlaeggende betydning, hvad angaar muligheden for at eksportere plejegodtgoerelsen; jeg skal senere omtale dette problem.

51 Den tyske regering har paaberaabt sig Vaassen-Goebbels-dommen (46) og gjort gaeldende, at plejegodtgoerelsen er et surrogat for naturalydelser. Plejegodtgoerelsen udbetales nemlig i stedet for de andre ydelser ved plejebehov, som er fastsat i SGB. Regeringen har tilfoejet, at selv om den forsikrede ikke har pligt til at fremlaegge dokumentation for de udgifter, der er opstaaet som foelge af plejebehovet, skal vedkommende dog med jaevne mellemrum underkastes en kontrol, der sigter paa at fastslaa, om godtgoerelsen bliver brugt til at daekke de behov, der foelger af plejebehovet; er dette ikke tilfaeldet, kan udbetalingen af godtgoerelsen indstilles.

52 Omvendt mener sagsoegerne, den oestrigske og den svenske regering samt Kommissionen, at godtgoerelsen udgoer en kontantydelse. De har i denne forbindelse fremfoert, at den maanedlige ydelse ikke udbetales til daekning af bestemte omkostninger, og at det ikke systematisk kontrolleres, hvad godtgoerelsen bruges til.

53 I henhold til retspraksis udelukker begrebet »naturalydelser« ikke, at en saadan ydelse bestaar i penge, som udbetales af den forpligtede institution, f.eks. i form af refusion af udgifter til laegebehandling eller medicin, som den forsikrede har haft, og det er uden betydning, om udbetalingerne sker til den paagaeldende selv eller til tredjemand (47). Kontantydelserne er i oevrigt vaesentligst beregnet paa at skaffe en syg arbejdstager kompensation for loentab og saaledes sikre den paagaeldendes underhold, der ellers kunne vaere umuliggjort (48).

54 Der kan i det konkrete tilfaelde ikke ses bort fra, at den omstridte plejegodtgoerelse udbetales med henblik paa, at den forsikrede selv kan skaffe sig den type hjaelp, som passer ham, og at dette med jaevne mellemrum er underkastet kontrol fra den kompetente institutions side. Under denne synsvinkel har plejegodtgoerelsen, saadan som den tyske regering har fremfoert, visse ligheder med en naturalydelse.

55 Paa den anden side bestaar godtgoerelsen imidlertid ikke, saadan som det var tilfaeldet i sagen Vaassen-Goebbels, i refusion af saerlige behandlingsudgifter. Der er derimod, saadan som det er blevet anfoert af de andre parter, der har afgivet skriftlige indlaeg, tale om en fast maanedlig godtgoerelse, hvis stoerrelse afhaenger af plejebehovet, og - jf. ovenfor (49) - i kategori I udgoer halvdelen af de maanedlige naturalydelser og i kategori II og III et beloeb, der er mindre end halvdelen af naturalydelserne. Desuden forholder det sig, saa vidt jeg er informeret, saaledes, at mens der i de alvorlige kategori III-tilfaelde er mulighed for at udvide naturalydelserne, er dette ikke tilfaeldet for plejegodtgoerelsen i denne kategori. Set under denne synsvinkel synes plejegodtgoerelsen ikke at udgoere en »substitut« for naturalydelserne. Det er naturligvis ikke udelukket, at en forsikringsinstitution kun daekker en del af de udgifter, den forsikrede har afholdt, men selv da refunderes der normalt en procentdel af udgifterne, hvilket ikke er tilfaeldet her.

56 I det foreliggende tilfaelde er den omstaendighed, at den tyske ordning giver den forsikrede mulighed for selv at vaelge den form for hjaelp, han foretraekker - idet vedkommende normalt vaelger at faa hjaelp fra et familiemedlem eller en bekendt - af stor betydning. Loven giver denne mulighed endog i de alvorlige kategori III-tilfaelde. Der eksisterer imidlertid tilsyneladende ikke nogen strenge regler om eller begraensninger af den forsikredes adgang til at anmode om at modtage kontantydelser i stedet for naturalydelser. Denne valgmulighed taler paa ingen maade for at kvalificere den omtvistede plejegodtgoerelse som en naturalydelse i anledning af sygdom eller som en substitut for en saadan ydelse. Hvad angaar naturalydelser ved sygdom er den forsikrede rent faktisk normalt forpligtet til at foelge den behandling, som laegen foreskriver; han kan ikke selv frit fastlaegge behandlingen eller endog selv gennemfoere den mod at faa udbetalt et fast beloeb.

57 Endelig er det efter min mening ikke afgoerende, at den forsikrede med jaevne mellemrum er underkastet kontrol, og at udbetalingen af godtgoerelsen under visse omstaendigheder - som jeg indroemmer, at jeg ikke har forstaaet helt - kan indstilles. Formaalet med kontrollen er tilsyneladende foerst og fremmest at efterproeve, om lovens betingelser for bevilling af godtgoerelse stadig er begrundet (dvs. at det undersoeges, om den forsikrede stadig har et plejebehov eller er helbredt, hvilket logisk set maa medfoere, at udbetalingen af godtgoerelsen ophoerer, og at det efterproeves, om graden af plejebehov stadig er den samme, eller om den paagaeldendes tilstand er forbedret eller forvaerret, hvilket eventuelt kan bevirke, at vedkommende skal indordnes i en anden kategori og som foelge heraf skal have udbetalt godtgoerelse i henhold til denne nye kategori. Kontrollen tjener derimod mindre til at efterproeve, hvad godtgoerelsen i praksis bruges til.

Gennemfoerelsen af en saadan kontrol er desuden ikke noget nyt. I henhold til artikel 18 i forordning nr. 574/72, der indeholder regler til gennemfoerelse af artikel 19 i forordning nr. 1408/71, forfoelger den administrative og medicinske kontrol, som gennemfoeres af institutionen paa bopaelsstedet (eller den medicinske kontrol, som den kompetente institution har ret til at gennemfoere), det samme formaal, nemlig at efterproeve, om der foreligger (eller fortsat foreligger) uarbejdsdygtighed, saaledes at arbejdstageren paa sin bopael kan modtage (eller fortsaette med at modtage) kontantydelser i anledning af sygdom.

58 Henset til de sidstnaevnte karakteristika, som er afgoerende, er jeg af den opfattelse, at den omtvistede godtgoerelse udgoer kontantydelser i anledning af sygdom, som sigter mod at kompensere for det loentab eller pensionstab, som den forsikrede maatte have som foelge af de stoerre udgifter, hans svaekkede helbred medfoerer (50).

B - Muligheden for eksport

59 Jeg skal nu omhandle spoergsmaalet om muligheden for at eksportere de omtvistede ydelser og isaer plejegodtgoerelsen. Den tyske regering har i denne forbindelse gjort gaeldende, at plejegodtgoerelsen i sin egenskab af »substitut« for naturalydelser ved sygdom i princippet ikke kan eksporteres, hvis ikke den stat, vedkommende har sin bopael i, bevilger lignende ydelser [artikel 19, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71]. De andre parter, der har fremsat skriftlige indlaeg, har derimod gjort gaeldende, at den omstridte plejegodtgoerelse som kontantydelse kan eksporteres, enten i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (dette har sagsoegerne og den oestrigske regering fremfoert) eller i overensstemmelse med traktatens artikel 7 og artikel 48, stk. 2 (dette er blevet fremfoert af den svenske regering og af Kommissionen).

60 Inden jeg redegoer for traktatens bestemmelser, skal jeg undersoege spoergsmaalet om muligheden for eksport set ud fra forordningens bestemmelser.

61 Hvis man gaar ud fra den opfattelse, som jeg allerede har fremfoert - nemlig at den omtvistede godtgoerelse udgoer en kontantydelse i anledning af sygdom - goer dette situationen mere enkel. I henhold til artikel 19, stk. 1, litra b), der konkretiserer paabuddet til Raadet i traktatens artikel 51, litra b), er det ikke tilladt at undlade at erlaegge denne ydelse udelukkende med den begrundelse, at den berettigede bor i en anden medlemsstat end den, hvor den forpligtede institution har sit saede (51). Foelgelig strider enhver bopaelsklausul i national ret, der medfoerer, at der forhindres eksport af en kontantydelse ved sygdom, imod disse bestemmelser, og den nationale ret skal lade klausulen ude af betragtning. Dette resultat foelger af de ovennaevnte faellesskabsretlige bestemmelser som saadan, uden at det er noedvendigt at henvise til traktatens artikel 48, stk. 2, og til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, der opstiller princippet om forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet (52).

62 Lad mig dog undersoege, om resultatet er det samme, hvis der udelukkende er tale om en ren naturalydelse i anledning af sygdom.

63 Lad mig straks bemaerke, at jeg ikke deler den tyske regerings opfattelse af, at ydelser som de omstridte, selv hvis man antager, at begge udgoer naturalydelser ved sygdom, ikke kan eksporteres, hvis der i andre medlemsstater ikke eksisterer ydelser, som kan ligestilles med de tyske.

64 Efter min opfattelse betyder artikel 19, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 (53) ikke, at ydelserne ved sygdom kun udbetales af institutionen i bopaelsstaten, hvis der i denne stat bestaar et »system« eller en »gren« vedroerende sygdomsrisikoen, som svarer til den ordning, der findes i beskaeftigelsesstaten; ydelserne udbetales derimod ogsaa, naar den paagaeldende institution objektivt set har mulighed for at bevilge ydelsen, og uafhaengigt af, hvilken specifik betegnelse det sociale sikringssystem, som ydelsen henhoerer under, har.

65 I Jordens-Vosters-dommen (54) statuerede Domstolen nemlig, at begrebet »ydelser i anledning af sygdom« indbefatter enhver ydelse i anledning af sygdom, herunder ogsaa sygebehandling, uanset arten af den sociale lovgivning, der foreskriver ydelserne, i det omfang der er tale om en lovgivning om en social sikringsgren, der vedroerer saadanne ydelser (praemis 8).

Som foelge heraf omfatter disse ydelser »ogsaa ... ydelser, som har hjemmel i en lovgivning om invaliditet, og som har karakter af medicinsk eller kirurgisk behandling« (praemis 9).

66 I samme dom antog Domstolen desuden, at forordning nr. 1408/71, som »opstiller ... et system af regler, som navnlig er baseret paa et forbud mod forskelsbehandling paa grund af nationalitet eller bopael og paa, at arbejdstageren bevarer de rettigheder, han har erhvervet i medfoer af den eller de sociale sikringsordninger, der finder eller har fundet anvendelse paa ham« (praemis 11), ikke - heller ikke naar henses til forordningens artikel 19 og artikel 28, stk. 1 - kan fortolkes saaledes, at den forbyder institutionen i beskaeftigelsesstaten at tilkende den forsikrede, som har bopael i en anden medlemsstat, supplerende sociale ydelser, som den forsikrede ikke har krav paa, men som institutionen i beskaeftigelseslandet kan tilkende ham (praemis 13 og 14).

67 I Pierik I-dommen (55) konstaterede Domstolen, at »inden for rammerne af traktatens almindelige maal hoerer forordningens [forordning nr. 1408/71's] artikel 22 til de bestemmelser, som skal goere det muligt for en arbejdstager, der er statsborger i en af Faellesskabets medlemsstater, at oppebaere naturalydelser, der ydes i enhver anden medlemsstat, uanset hvilken national institution arbejdstageren er tilsluttet og uanset hans bopaelssted« (praemis 14), hvorefter den fastslog, at ordene »naturalydelser, der for den kompetente institutions regning ydes af opholdsstedet eller bopaelsstedets institution« [artikel 22, stk. 1, litra b)] ikke udelukkende angiver de naturalydelser, som ydes i den medlemsstat, hvor arbejdstageren har bopael, men ogsaa de ydelser, som den kompetente institution kan tildele (praemis 21). Dette skyldes, som Domstolen fastslog, at forordningen kraever, at arbejdstageren faar den efter hans helbredstilstand fornoedne og mest effektive behandling, uanset hvor han har bopael og hvor i Faellesskabet, han kan faa denne behandling (praemis 17 og 22).

68 I Pierik II-dommen (56) bekraeftede og supplerede Domstolen desuden Pierik I-dommen, idet den angaaende artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 fastslog, at institutionen i den medlemsstat, hvortil den paagaeldende med tilladelse fra institutionen i beskaeftigelsesstaten er rejst for at faa den noedvendige behandling, har pligt til at yde behandlingen, »selv om den i henhold til den for den gaeldende lovgivning ikke har pligt hertil, men frit kan afgoere, om den vil yde den« (praemis 13, 14 og 15).

69 I Pierik I- og Pierik II-dommen fortolkede Domstolen selvfoelgelig artikel 22 i forordning 1408/71, som vedroerer ydelser ved sygdom under arbejdstagerens ophold, dvs. midlertidige ophold [artikel 1, litra i)] i udlandet, mens »artikel 19 [omfatter] arbejdstagere, der er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, dvs. arbejdstagere, der har 'saedvanligt opholdssted' [forordningens artikel 1, litra h)] i den paagaeldende anden medlemsstat« (57).

70 Det forhold, at de to bestemmelser [artikel 19, stk. 1, litra a), og artikel 22, stk. 1, litra i) - som i oevrigt ogsaa artikel 25, stk. 1, litra a), og artikel 28, stk. 1, litra a)] er formuleret naesten helt ens, betyder efter min mening, at der ikke er tvivl om, at der maa gaelde de samme principper for alle naturalydelser ved sygdom i henhold til forordningens afsnit III, kapitel 1 (58). Arbejdstageren maa som foelge heraf i den stat, hvor han har sin bopael, vaere berettiget til alle de naturalydelser i anledning af sygdom, som han kan modtage ifoelge denne stats lovgivning, uanset hvilken specifik betegnelse det sociale sikringssystem, ydelserne indgaar i, maatte have. Med andre ord kan institutionen i den stat, hvor den paagaeldende har sin bopael, kun afvise at bevilge naturalydelser, saafremt den behandling, som den forsikredes helbredstilstand kraever, er helt ukendt, og institutionen ikke paa nogen maade har mulighed for at give den. Institutionen kan derimod ikke afvise bevillingen, blot fordi der i den paagaeldende lovgivning ikke eksisterer nogen selvstaendig plejegodtgoerelse, eller der ganske vist eksisterer en saadan godtgoerelse, men denne gives inden for rammerne af en anden social sikringsgren.

71 Det ville nemlig vaere inkonsekvent og stride mod forordning nr. 1408/71's formaal at kraeve, at sundhedsbeskyttelsen ifoelge forordningen ved en arbejdstagers midlertidige ophold i en anden medlemsstat skal vaere paa et hoejt niveau og sikre, at der anvendes alle de midler, der staar til raadighed, mens en arbejdstager, der normalt opholder sig i denne anden medlemsstat, skal affinde sig med, at han modtager en beskyttelse, der har en daarligere kvalitet, og at der blot anvendes de midler, der netop staar til raadighed.

72 Naar dette er situationen for rene naturalydelsers vedkommende, kan jeg ikke se, at det paa nogen maade skulle vaere vanskeligt at eksportere plejegodtgoerelsen, heller ikke hvis man, saadan som den tyske regering, maatte mene, at godtgoerelsen udgoer et substitut for naturalydelser i anledning af sygdom. Ingen af de praktiske problemer, der kan goere det vanskeligt at eksportere rene naturalydelser i anledning af sygdom (f.eks. at institutionen i den stat, hvor den paagaeldende har sin bopael, ikke kan stille tilsvarende ydelser til raadighed), optraeder i forbindelse med plejegodtgoerelsen. Hvis den forsikrede vaelger at faa udbetalt plejegodtgoerelsen, tilkommer det nemlig som sagt ham selv at sikre, at han modtager den noedvendige hjaelp fra en paaroerende eller en bekendt. Hvis der findes saadanne personer paa det sted, hvor den paagaeldende har sin bopael, kan jeg ikke se, hvordan man skulle kunne naegte at give ham ret til at lade sig hjaelpe af disse personer dér.

73 Den tyske regering har gjort gaeldende, at den manglende eksportmulighed i det foreliggende tilfaelde er begrundet med den taette sammenhaeng, der er mellem den omstridte forsikring og det konkrete sociale og oekonomiske miljoe i Tyskland.

74 I Lenoir-dommen (59) skelnede Domstolen mellem de familieydelser, der henhoerer under artikel 77 i forordning nr. 1408/71, og dem, der falder uden for forordningens anvendelsesomraade. Domstolen fastslog, at to familieydelser, der var hjemlet i fransk ret, nemlig ydelser til husstande med kun én loenindkomst og ydelser til skolesoegende boern, faldt uden for anvendelsesomraadet (praemis 11) og foelgelig ikke kunne eksporteres, hvis den berettigede flyttede sin bopael til udlandet. I den naevnte sag blev der spurgt, om artikel 77 er lovlig, for saa vidt som bestemmelsen ikke omfatter disse to former for hjaelp, og Domstolen naaede - hvis jeg fortolker dommen korrekt - frem til, at bestemmelsen er lovlig, eftersom den omfatter alle de familieydelser, der gives paa grundlag af objektive kriterier, saasom antallet af boern og disses alder. »Ydelser af en anden art [aabenbart ydelser til husstande med kun én loenindkomst] eller undergivet andre betingelser, hvilket f.eks. gaelder ydelser, der skal daekke visse udgifter paa grund af skolesoegende boern, er derimod oftest snaevert knyttet til det sociale miljoe og derfor til de paagaeldendes bopael« (praemis 16).

75 Denne dom kan dog ikke anvendes i den foreliggende sag. Som allerede omtalt (60), har plejegodtgoerelsen til formaal at supplere og forbedre ydelserne ved sygdom. Den er som foelge heraf sideordnet med ydelser i anledning af sygdom efter betydningen i forordningens artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 19, og er ikke udelukket fra forordningens anvendelsesomraade paa grundlag af nogen anden bestemmelse. Plejegodtgoerelsen kan derfor ikke behandles anderledes end de ydelser, som den ligestilles med (61). Ydelsen er desuden efter min opfattelse ikke specielt knyttet til det sociale og oekonomiske miljoe i Tyskland, eftersom den forsikringsrisiko, den vedroerer, er kendt i alle medlemsstater. Det forhold, at risikoen daekkes gennem forskellige former for beskyttelsessystemer, og at de ydelser, der bevilges, delvis er af forskellig art eller stoerrelse, har ikke afgoerende betydning.

76 Hvad angaar den tyske regerings argument om problemerne med at gennemfoere en kontrol i udlandet har jeg allerede sagt det vigtigste ovenfor under punkt 57. Jeg skal derfor blot erindre om, at de praktiske vanskeligheder, som anvendelsen af gaeldende regler kan vaere forbundet med, ikke kan paaberaabes til skade for de rettigheder, som de private har i henhold til reglerne i Faellesskabets lovgivning paa det sociale omraade, idet spoergsmaal af praktisk art altid kan forelaegges Den Administrative Kommission i henhold til artikel 81, litra d), i forordning nr. 1408/71 (62).

Man kan under alle omstaendigheder ikke acceptere, at praktiske problemer medfoerer tab af retten til ydelser, isaer ikke, naar der som for sagsoegerne i hovedsagens vedkommende er tale om graensearbejdere. Som sagsoegerne med rette har fremfoert, er det, selv hvis den kompetente tyske institution oensker, at den forsikrede undersoeges af institutionens egne laeger, ikke hverken svaert eller saerlig dyrt at gennemfoere denne undersoegelse, naar arbejdstagerne kun bor nogle faa kilometer fra den fransk-tyske graense.

C - Tilslutning til forsikringen og konsekvenser heraf

a) Tilslutning til forsikringen

77 I den tredje og fjerde paastand, som sagsoegerne i hovedsagen har fremsat over for den forelaeggende ret, har disse subsidiaert (dvs. for det tilfaelde, at retten maatte fastslaa, at sagsoegerne ikke er berettiget til ydelser, fordi de er bosat uden for Tyskland) nedlagt paastand om, at de fritages for forsikringspligt og skal have tilbagebetalt allerede erlagte bidrag.

78 Den nationale ret har anset disse paastande for vaesentlige. Samtidig er den stiltiende gaaet ud fra, at den bopaelsklausul, der er opstillet i tysk ret, ikke giver anledning til problemer set ud fra faellesskabsretten.

79 Som allerede anfoert, mener jeg, at den omtvistede forsikring henhoerer under det kapitel i forordning nr. 1408/71, der vedroerer ydelser i anledning af sygdom og bl.a. regulerer spoergsmaalene vedroerende eksport af de paagaeldende sociale sikringsydelser, og at en bopaelsklausul som den i SGB's § 34 strider mod forordningens bestemmelser. Hvis man godtager denne fortolkning, som medfoerer, at sagsoegernes hovedpaastande i det vaesentlige tages til foelge, er det ikke noedvendigt at beskaeftige sig med de spoergsmaal, som er forbundet med de subsidiaere spoergsmaal. Jeg skal derfor blot omtale dem kort.

80 Domstolen har i fast praksis anfoert, at medlemsstaterne paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin stadig har kompetence til at udforme deres sociale sikringsordninger (63). Til betingelserne og forudsaetningerne for at vaere tilknyttet en lovbestemt social sikringsordning hoerer baade pligten til at vaere tilknyttet en bestemt social sikringsgren og pligten til at betale bidrag, der skal finansiere systemet. Saadanne systemer forfoelger rent faktisk et socialt maal og bygger paa princippet om solidaritet, der forudsaetter obligatorisk medlemskab og bidragspligt, som skal sikre oekonomisk ligevaegt mellem ordningerne og disses overlevelse (64).

81 Medlemsstaternes lovgivningskompetence inden for socialsikringsomraadet er imidlertid som sagt (65) ikke ubegraenset. Kompetencen er begraenset af traktatens artikel 48 og 51, som ikke tillader, at der indfoeres foranstaltninger vedroerende social tryghed, som direkte eller indirekte skader vandrende arbejdstagere. Ifoelge retspraksis tilkommer det saaledes hver medlemsstat i lovgivningen at fastsaette vilkaarene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning eller en bestemt gren af en saadan sikringsordning og konsekvenserne af tilslutningen, forudsat der herved ikke diskrimineres mellem statens egne borgere og andre medlemsstaters borgere (66). Formaalet med traktatens artikel 51 ville nemlig ikke blive opfyldt, hvis betingelserne for erhvervelse eller bevarelse af retten til ydelser var udformet saaledes, at de kun kunne opfyldes af statens egne borgere, eller hvis betingelserne for fortabelse eller suspension af retten var udformet saaledes, at de lettere kunne opfyldes af andre medlemsstaters statsborgere end af statsborgerne i den kompetente institutions stat (67).

82 I det foreliggende tilfaelde er det ikke bestridt, at sagsoegerne som foelge af deres obligatoriske tilslutning til det tyske plejeforsikringssystem i princippet har erhvervet ret til de tilsvarende ydelser. Det er kun omstridt, hvorvidt den erhvervede ret kan vaere suspenderet, fordi sagsoegerne har deres bopael i en anden medlemsstat. Desuden beror deres tilslutning til plejeforsikringen paa deres medlemskab i sygeforsikringen, dvs. at tilslutningen hviler paa objektive kriterier og er uafhaengig af sagsoegernes bopaelssted. Det er derfor i det foreliggende tilfaelde korrekt, naar der i tysk lovgivning (68) stilles krav om, at sagsoegerne skal vaere tilsluttet den tyske plejeforsikring og betale bidrag hertil, selv om de bor i en anden medlemsstat, og den tyske regering har i denne forbindelse med rette paaberaabt sig solidaritetsprincippet.

83 Domstolen har i oevrigt afgjort, at forordning nr. 3 (ligesom forordning nr. 1408/71) omfatter de nationale lovgivninger i deres helhed, og at spoergsmaalet om refusion af bidrag foelgelig omfattes af forordningens anvendelsesomraade, hvis det er reguleret i de nationale bestemmelser. Det er dog alene de almindelige regler i forordningen, saasom princippet om ligebehandling og afskaffelse af bopaelsklausulerne, der finder anvendelse (69). Som foelge heraf var forordning nr. 3 ikke til hinder for refusion af bidrag, som i henhold til national lovgivning var mulig under visse betingelser, ogsaa selv om den forsikrede paa et senere tidspunkt var omfattet af en tvungen forsikringsordning i en anden medlemsstat, da dette ville vaere i strid med de forsikredes frihed til at varetage deres egne interesser inden for de lovlige muligheder, som gives dem i en national lovgivning (70).

84 I visse af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 behandles spoergsmaal i forbindelse med refusion af bidrag. Det anfoeres saaledes i artikel 1, litra t), at udtrykket »ydelser« ogsaa omfatter udbetalinger, der foretages som refusion af bidrag. I artikel 10, stk. 2, bestemmes det, at saafremt refusion af bidrag efter en medlemsstats lovgivning er betinget af, at den paagaeldende ikke laengere er omfattet af en tvungen forsikring, anses denne betingelse ikke for opfyldt, saa laenge den paagaeldende som arbejdstager er omfattet af en tvungen forsikring i henhold til en anden medlemsstats lovgivning osv. Disse bestemmelser henviser i det vaesentlige dog til retten til refusion af bidrag, saadan som denne ret maatte bestaa i henhold til den nationale lovgivning, der skal anvendes i den konkrete sag, og de hjemler ikke paa faellesskabsretligt plan nogen ret til refusion af bidrag. Endelig er forordningens artikel 17a, som den oestrigske regering har henvist til, og som vedroerer den mulighed, en pensions- eller rentemodtager har for under visse betingelser at fritages for at vaere omfattet af lovgivningen i den stat, vedkommende er bosiddende i, meget speciel. Den kan ikke anvendes analogt, og der kan ikke udledes noget generelt princip af den.

85 Som foelge heraf kan sagsoegerne kun paaberaabe sig fritagelse for forsikringspligten eller refusion af bidrag, hvis der gives en saadan mulighed i henhold til national ret.

b) Oppeboersel af ydelser til gengaeld for tilslutning til forsikringen

86 Der er blevet spurgt, om de forsikrede, hvis forsikrings- og bidragspligten ikke strider mod faellesskabsretten, ifoelge faellesskabsretten erhverver en ret til de modsvarende ydelser, saaledes som isaer den oestrigske regering har anfoert.

87 Det fremgaar af Domstolens praksis, at man i faellesskabsretten opfatter forholdet mellem bidrag og ydelser som et forhold, der skaber rettigheder og forpligtelser paa begge sider. I dette forhold udgoer de sociale sikringsydelser modstykket til betaling af bidragene paa en saadan maade, at forpligtelsen til at vaere tilsluttet forsikringen skaber retten til at modtage de tilsvarende ydelser.

88 Domstolen har saaledes fastslaaet, at »systemet i artikel 46 vedroerende sammenlaegning og forholdsmaessig beregning af ydelser hviler paa den forudsaetning, at disse ydelser normalt finansieres og erhverves paa grundlag af de berettigedes egne bidrag og beregnes paa grundlag af varigheden af deres tilknytning til forsikringsordningen« (71).

89 Domstolen har i oevrigt ved fortolkning af artikel 33 i forordning nr. 1408/71 (72) fastslaaet, at det »af denne bestemmelse fremgaar, at en institution i en medlemsstat kun kan tilbageholde saadanne pensionsbidrag for de forsikrede personer, der til gengaeld herfor oppebaerer ydelser ved sygdom eller moderskab, fra den institution, der i vedkommende medlemsstat er kompetent hertil. Saadanne tilbageholdelser kan derimod ikke foretages, naar udgifterne til de omhandlede ydelser ikke skal baeres af en institution i vedkommende medlemsstat. Dette sidste gaelder forsikrede personer, der er bosat i en anden medlemsstat, og som paa grund af denne bopael i henhold til artikel 27-32 i forordning nr. 1408/71 har krav paa ydelser fra den kompetente institution i sidstnaevnte medlemsstat« (73).

90 I det stk. 2, som blev tilfoejet til artikel 33 ved forordning nr. 2332/89, blev det derimod bestemt, at hvis bopaelsmedlemsstaten har en almindelig forsikringsordning, og der ikke i henhold til dennes lovgivning udbetales pension eller rente, kan denne stat ikke - fordi en person, der har ret til en pension eller rente, har sin bopael dér - opkraeve bidrag til daekning af ydelser, naar udgifterne hertil baeres af en institution i en anden medlemsstat.

Domstolen fortolkede i Noij-dommen (74) denne nye regel saaledes, at »disse bestemmelser er i overensstemmelse med formaalet med forordning nr. 1408/71, der er at fremme den frie bevaegelighed for vandrende arbejdstagere mest muligt. Flere andre bestemmelser gaar saaledes ud paa at ophaeve hindringer for denne fundamentale ret, som f.eks. opkraevningen af de anfaegtede bidrag, og navnlig hindringer, der foelger af flytning fra en medlemsstat til en anden og samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger. Det er imidlertid i strid med dette formaal, at en arbejdstager - uden at det er begrundet i almene hensyn - fratages en del af en pension, som han modtager i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, alene fordi han har taget bopael i en anden medlemsstat« (praemis 13).

I denne dom fastslog Domstolen, at bestemmelserne i artikel 33 »er udtryk for et mere almindeligt princip, hvorefter der ikke af en person, der har ret til en pension eller en rente, og som har bopael paa en medlemsstats omraade, af denne grund kan opkraeves bidrag til en lovpligtig forsikring til daekning af ydelser, som det paahviler en institution i en anden medlemsstat at udrede« (praemis 14, min fremhaevelse), og praeciserede, at dette ikke er til hinder for, at den medlemsstat, hvor vedkommende har sin bopael, paalaegger ham at tilslutte sig den almindelige forsikringsordning (praemis 15).

91 Den betydning, som der i faellesskabsretten tillaegges forholdet mellem bidrag og ydelser, foelger efter min opfattelse omvendt af, at forordning nr. 1408/71, siden den blev aendret ved forordning (EOEF) nr. 1247/92 (75), udtrykkeligt ogsaa har fundet anvendelse paa saerlige ikke-bidragspligtige ydelser (artikel 4, stk. 2a). Fra dette tidspunkt udredes disse ydelser udelukkende af institutionen paa bopaelsstedet og paa dennes bekostning (artikel 10a), hvorimod man, inden aendringen blev indfoert, i overensstemmelse med Domstolens praksis for disse ydelsers vedkommende anvendte princippet om ophaevelse af bopaelsklausulerne. Netop det forhold, at de naevnte ydelser ikke finansieres af bidrag fra de forsikrede, og at de derfor udelukkende er knyttet til de eksisterende muligheder og forudsaetninger i den stat, der giver ydelserne, har betydet, at Raadet har kunnet undlade at anvende princippet om ophaevelse af bopaelsklausulerne, og Domstolen har kunnet konstatere, at denne undtagelse ikke strider mod traktatens artikel 51 (76).

92 Heraf kan der efter min opfattelse udledes et generelt princip, som spaender over hele faellesskabsretten vedroerende vandrende arbejdstageres sociale sikkerhed, og hvorefter disse arbejdstagere, hvis de har vaeret underlagt en tvungen forsikringsordning, der har medfoert betaling af bidrag i den kompetente stat, og de som foelge heraf har erhvervet en rettighed i henhold til denne stats lovgivning, under alle omstaendigheder har krav paa de modsvarende ydelser, medmindre der udtrykkeligt er fastlagt det modsatte i en faellesskabsretlig bestemmelse.

93 Dette princip ville i visse henseender vaere mere omfattende end princippet om bevarelse af erhvervede rettigheder eller om muligheden for at eksportere sociale sikringsydelser. Dette gaelder isaer set ud fra tre synspunkter. Princippet ville for det foerste fremhaeve det personlige krav, som den vandrende arbejdstagere har paa, hvor han end maatte befinde sig i Faellesskabet, at modtage de fordele, som han selv har bidraget til at finansiere gennem sin arbejdsindtaegt eller eventuelt egen opsparing. Man ville derved anerkende de bidrag, som den europaeiske arbejdstager - dvs. den europaeiske borger - gennem sin arbejdsindsats har ydet til opbygningen af oekonomien og det sociale sikringssystem i medlemsstaterne. For det andet ville dette understrege, at solidaritetsprincippet, der som sagt ligger til grund for lovgivningerne om social tryghed, ikke kun gaar i én retning. Det er ikke indskraenket til kravet om, at arbejdstagerne skal bringe ofre til fordel for systemet. Princippet kraever derimod af systemet, at der udoeves solidaritet over for arbejdstageren, hvis dette viser sig at vaere noedvendigt, dvs. hvis forsikringsrisikoen indtraeder. For det tredje ville princippet omfatte alle sociale sikringsydelser, baade natural- og kontantydelser, idet naturalydelser, der er lige saa livsvigtige som kontantydelser, ikke adskiller sig vaesentligt fra sidstnaevnte, eftersom begge former for ydelser sigter mod at opfylde livsnoedvendige behov for den forsikrede. Man ville dermed klarlaegge den faktiske betydning, som traktatens artikel 51 har, idet den, ved at give Raadet kompetence til isaer at vedtage foranstaltninger, der garanterer »b) betaling af ydelser til personer, der bor inden for medlemsstaternes omraader«, sikrer en minimumsbeskyttelse (77). Formaalet hermed kan kun vaere at sikre, at alle sociale sikringsydelser »erlaegges«.

94 Dette fortolkningsprincip ville kunne anvendes i den foreliggende sag - og er allerede stiltiende blevet anvendt i dette forslag til afgoerelse - i forbindelse med spoergsmaalet om den juridiske kvalificering af den omstridte forsikring og dens indordning under en af de traditionelle kategorier i forordning nr. 1408/71, samt angaaende spoergsmaalet om fortolkning af forordningens artikel 19, stk. 1, litra a), hvad angaar betaling af naturalydelser i anledning af sygdom i udlandet.

95 Paa denne baggrund er den tyske regerings argument, hvorefter sagsoegerne hele deres liv af solidaritetsgrunde skal betale bidrag til fordel for et socialt sikringssystem, som, hvis det bliver noedvendigt, ikke yder dem noget til gengaeld, saafremt de er bosat i en anden medlemsstat, ikke blot svagt, det strider ogsaa mod faellesskabsretten.

D - Forordning nr. 1612/68

96 Lad mig sige et par ord om de omstridte ydelsers eventuelle kvalificering som sociale fordele efter betydningen i forordning nr. 1612/68 - et spoergsmaal, som Kommissionen har stillet.

97 Hvad angaar forholdet mellem forordning nr. 1408/71 og nr. 1612/68 har der vaeret visse svingninger i retspraksis (78). Der kan udledes to vaesentlige tendenser af retspraksis.

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 696C0160.1

a) Den foerste er, at hvis en ydelse henhoerer under én af de to forordninger, er det udelukket, at den ogsaa henhoerer under den anden. I visse sager har Domstolen udtrykkeligt udtalt, at det foerst skal undersoeges, om lovgivningen eller den omstridte ydelse er omfattet af begrebet »social tryghed« i henhold til traktatens artikel 51 og forordning nr. 3 eller nr. 1408/71, da der kun, hvis dette ikke er tilfaeldet, kan spoerges, om den udgoer en social fordel efter betydningen i artikel 7 i forordning nr. 1612/68 (79).

b) Den anden tendens, der tilsyneladende er den fremherskende, er ikke at udelukke, at én og samme ydelse henhoerer under begrebet »social tryghed« og begrebet »social fordel«, hvilket medfoerer, at de to forordninger skal anvendes kumulativt.

i) Saaledes afgjorde Domstolen i Inzirillo-dommen (80), at en stoette til handicappede voksne baade udgjorde en ydelse vedroerende social tryghed (praemis 9 og 22) og en social fordel i henhold til artikel 7 i forordning nr. 1612/68 (praemis 21).

ii) Herefter blev det i dom af 10. november 1992, Kommissionen mod Belgien (81), fastslaaet, at Kongeriget Belgien ved at kraeve, at arbejdstagere fra andre medlemsstater, der var undergivet belgisk lovgivning, kun havde ret til ydelser til handicappede, garanteret indkomst til aeldre og garanteret mindsteindkomst (»Minimex«), hvis de havde haft bopael paa belgisk territorium i et bestemt tidsrum, tilsidesatte sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktaten, navnlig artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 og artikel 3 i forordning nr. 1408/71.

iii) Denne retspraksis blev bekraeftet i dom af 10. marts 1993, Kommissionen mod Luxembourg (82). I denne afgoerelse, der drejede sig om en moderskabsydelse, fastslog Domstolen at »eftersom forordning nr. 1612/68 indeholder en generel regulering af spoergsmaal i forbindelse med arbejdstagernes frie bevaegelighed, kan forordningens artikel 7, stk. 2, omfatte sociale fordele, som samtidig falder ind under det saerlige anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71« (praemis 21) (83).

iv) Domstolen har i oevrigt bekraeftet denne opfattelse i Schmid-dommen (84) (praemis 17). Dér fastslog Domstolen, at en stoette til en voksen handicappet henhoerte under det saglige anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71 (praemis 10), men at den ikke kunne paaberaabes af en person, som ikke henhoerer under forordningens personelle anvendelsesomraade (der var tale om en vandrende arbejdstagers handicappede datter - praemis 14). Domstolen konstaterede dog, at den paagaeldende stoette (ogsaa) udgjorde en »social fordel« i forordning nr. 1612/68's forstand (praemis 18), og at den vandrende arbejdstager kunne paaberaabe sig denne for at opnaa en ydelse til sin datter (praemis 26) (85).

98 Det skal indledningsvis bemaerkes, at der ikke er vandtaette skotter mellem paa den ene side traktatens artikel 48 og 49, som der henvises til i betragtningerne til forordning nr. 1612/68, og paa den anden side traktatens artikel 51, som forordning nr. 1408/71 bygger paa. Begge artikler henhoerer under traktatens afsnit III, kapitel 1, som har til formaal at fremme arbejdstagernes bevaegelighed. Desuden omfatter artikel 48 som bekendt, naar der i stk. 2 tales om afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling for saa vidt angaar »arbejdsvilkaar«, ogsaa reglerne om social sikring (86).

99 Jeg mener imidlertid ikke, at den taette forbindelse, der er mellem de to kategorier og det faelles maal, de har, begrunder, at de altid anvendes kumulativt. Traktatens artikel 51 er i forhold til artikel 48 lex specialis, og man maa gaa ud fra, at der gaelder det samme forhold mellem de to forordninger, der er udstedt paa grundlag af traktatbestemmelserne. Desuden var forordning nr. 3, der regulerede de samme spoergsmaal som den efterfoelgende forordning nr. 1408/71, allerede i kraft, da forordning nr. 1612/68 blev vedtaget. Hvis der ikke foreligger indicier i anden retning, maa man derfor gaa ud fra, at forordning nr. 1612/68 regulerer de spoergsmaal, der ikke allerede henhoerte under forordning nr. 3 (og som altsaa paa nuvaerende tidspunkt er omfattet af forordning nr. 1408/71), og at forordningernes saglige anvendelsesomraade saaledes er forskelligt. Det skal tilfoejes, at det personelle anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71 er lidt anderledes, efter at ogsaa selvstaendige erhvervsdrivende henhoerer under forordningen (87).

100 De under punkt i)-iv) naevnte domme indeholder efter min opfattelse ikke noget argument for den modsatte opfattelse. I virkeligheden vedroerer de saerlige ydelser, som paa én gang hoerer til den sociale sikkerhed og socialhjaelp, og som Domstolen i sin praksis normalt har indordnet under den foerstnaevnte kategori. Nu, hvor spoergsmaalet er reguleret af forordning nr. 1247/92, er mulighederne for at anvende de to forordninger kumulativt - hvis de overhovedet stadig eksisterer - meget begraensede. Under alle omstaendigheder er det efter min opfattelse ikke muligt ogsaa at anvende de almindelige bestemmelser i forordning nr. 1612/68 med hensyn til ydelser, der helt klart henhoerer under den sociale sikkerhed, saadan som det, saa vidt jeg kan se, er tilfaeldet for de omstridte ydelser, der er reguleret af de detaljerede bestemmelser i forordning nr. 1408/71. Det er foelgelig ikke noedvendigt at undersoege sidstnaevnte forordning.

101 Maatte man derimod mene, at de omstridte ydelser udgoer en social fordel, skal der erindres om, at traktatens artikel 48 og artikel 7 i forordningen ikke blot forbyder en indlysende forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, men ogsaa en indirekte forskelsbehandling. Der er herved, som O'Flynn-dommen (88) er et godt eksempel paa, isaer tale om forskelsbehandling, der foerst og fremmest eller dog overvejende beroerer vandrende arbejdstagere, og betingelser, der gaelder uden forskel, men lettere kan opfyldes af indenlandske end af vandrende arbejdstagere, eller som navnlig risikerer at ramme vandrende arbejdstagere (praemis 18). Disse former for forskelsbehandling er kun undtagelsesvis tilladt, saafremt de er begrundet i objektive hensyn og staar i rimeligt forhold til de formaal, der lovligt tilstraebes med den paagaeldende nationale lovgivning (praemis 19).

102 En bopaelsklausul som den, der her foreligger, skal anses for en saadan betingelse, eftersom den lettere kan opfyldes af indenlandske arbejdstagere end af arbejdstagere fra andre medlemsstater (89). Det formaal, der forfoelges med den relevante ydelse, nemlig at sikre personer med plejebehov en vaerdig tilvaerelse, har ikke nogen sammenhaeng med det sted, hvor de bor, og oensket om at undgaa omkostninger ved laegekontrol i udlandet udgoer ikke i sig selv en tilstraekkelig begrundelse for at suspendere ydelserne, isaer ikke, naar der som her (90) er tale om en graensearbejder. OEnsket om at undgaa omkostninger kan udelukkende eventuelt begrunde en reduktion af de ydelser, der skal erlaegges, saafremt det maatte paavises, at omkostningerne overstiger det beloeb, som er forbundet med tilsvarende ydelser til indlaendinge, der i Tyskland bor afsides eller paa steder, det er svaert at naa frem til (91).

Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger foreslaar jeg Domstolen at besvare det praejudicielle spoergsmaal som foelger:

IX - Forslag til afgoerelse

»En ydelse som den plejegodtgoerelse, der er tale om i hovedsagen, skal sideordnes med en 'ydelse i anledning af sygdom' som omhandlet i afsnit III, kapitel 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, og ydelsen henhoerer foelgelig under de relevante bestemmelser i dette kapitel, herunder bestemmelserne i artikel 19, stk. 1.

Forpligtelsen til at vaere tilsluttet plejeforsikringen og betale bidrag til den sociale sikring strider foelgelig ikke mod nogen bestemmelse i EF-traktaten eller forordning nr. 1408/71.«

(1) - De relevante informationer er taget fra de skriftlige indlaeg, som parterne har indgivet i den foreliggende sag og i Jordy-sagen (sag C-40/97, der stadig verserer), af protokollen fra de europaeiske socialministres 6. moede, der fandt sted i Lissabon fra den 29. til den 31.5.1995 (Europaraadet i Strasbourg, 1995, herefter »protokollen«), og af G. Igl's artikel, »Coordination et nouvelles formes de protection sociale«, 25e anniversaire du règlement (CEE) no. 1408/71, endnu ikke offentliggjort. De sidstnaevnte elementer har den tyske regering og Kommissionen paaberaabt sig og fremlagt.

(2) - Hvad angaar medlemsstaterne i Den Europaeiske Union kan situationen i 1995 sammenfattende beskrives saaledes: a) I en foerste gruppe lande har man givet saerskilte ydelser til afhaengige personer forrang (Danmark, Det Forenede Kongerige, Finland, Irland, Luxembourg, Portugal, Sverige, OEstrig). b) I en anden gruppe er plejeydelserne knyttet til andre ydelser, som f.eks. alders- eller invalidepension (Belgien, Spanien). c) I en tredje gruppe gives ydelserne til personer med plejebehov foerst og fremmest inden for rammerne af socialhjaelpsordningerne, enten paa lokalt eller regionalt plan (Frankrig, Graekenland, Italien). d) Endelig er visse ydelser andetsteds ikke rettet specifikt mod afhaengige personer, men daekker delvist disses behov (Nederlandene) - jf. s. 61 i protokollen. Det skal dog naevnes, at der siden dette tidspunkt er indtraadt visse aendringer, som f.eks. vedtagelsen af en ny lov i Frankrig, hvorved der er indfoert en saerskilt ydelse i tilfaelde af aeldre menneskers plejebehov (lov nr. 97-60 af 24.1.1997, Journal officiel de la République française af 25.2.1997, s. 1280); dette viser, hvor hurtig udviklingen er med hensyn til plejeforsikring.

(3) - Dette er hyppigst tilfaeldet. De er de usynlige helte i forbindelse med personer, der har plejebehov, isaer naar disse bliver i hjemmet. Det lader dog til, at man er ved at blive opmaerksom paa, at det ogsaa er noedvendigt at traeffe foranstaltninger med henblik paa at beskytte dem, der hjaelper, mod de forskellige risici, de er udsat for som foelge af, at de permanent beskaeftiger sig med personer, der har plejebehov (risici af psykisk art, fare for social isolation osv.).

(4) - Protokollen, s. 52.

(5) - Jf. den tyske regerings indlaeg i sag C-40/97, Jordy. I henhold til den tyske regerings angivelser er for indevaerende ca. 1,65 mio. mennesker i Tyskland omfattet af denne risiko.

(6) - Kategori I: op til 750 DEM, kategori II: op til 1 800 DEM, kategori III: op til 2 800 DEM. I saerlige tilfaelde kan det maksimale maanedlige beloeb for kategori III forhoejes op til 3 750 DEM.

(7) - Plejegodtgoerelsens omfang er fast og svarer til ca. halvdelen af det maksimale beloeb til naturalydelser, dvs. 400 DEM, 800 DEM og 1 300 DEM for henholdsvis kategori I, II og III.

(8) - 750 DEM, 1 500 DEM og 2 100 DEM for henholdsvis kategori I, II og III.

(9) - Den plejekraevende person og plejeren har dog ret til under bibeholdelse af kontantydelserne aarligt at opholde sig i udlandet i op til seks uger, hvis dette i det vaesentlige er ferieophold (jf. den tyske regerings svar paa et spoergsmaal herom fra Domstolen).

(10) - Sozialgericht understregede, at naar forsikringsrisikoen ikke er indtraadt, opstaar spoergsmaalet om, hvorvidt der skal gives en konkret ydelse eller erstattes konkrete udgifter, heller ikke.

(11) - Jf. isaer dom af 25.6.1997, sag C-131/96, Mora Romero, Sml. I, s. 3659, praemis 10, 11 og 12.

(12) - Jf. bl.a. dom af 23.5.1996, sag C-237/94, O'Flynn, Sml. I, s. 2617, praemis 24 og 25, og af 13.3.1997, sag C-131/95, Huijbrechts, Sml. I, s. 1409, praemis 11.

(13) - Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT L 149, s. 2), som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EF) nr. 118/97 af 2.12.1996 (EFT 1997 L 28, s. 1).

(14) - Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF af 15.10.1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).

(15) - I denne henseende er situationen klarere i den verserende sag C-40/97, Jordy. I denne sag flyttede en tysk forsikringstager, der modtog en invalidepension og plejegodtgoerelse, sin bopael til Spanien, og den kompetente tyske forsikringsinstitution suspenderede som foelge heraf udbetalingen af plejegodtgoerelsen. Den forelaeggende ret, som mener, at plejegodtgoerelsen udgoer en ydelse ved sygdom i forordning nr. 1408/71's forstand, har spurgt Domstolen, om godtgoerelsen udgoer en natural- eller en kontantydelse.

(16) - Jf. dom af 16.7.1992, sag C-78/91, Hughes, Sml. I, s. 4839, praemis 29.

(17) - Jf. dom af 12.7.1984, sag 261/83, Castelli, Sml. s. 3199, og af 10.3.1993, sag C-111/91, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 817, praemis 6.

(18) - Jf. nedenfor, punkt 96 ff.

(19) - Jf. bl.a. dom af 27.3.1985, sag 249/83, Hoeckx, Sml. s. 973, praemis 11, af 10.10.1996, forenede sager C-245/94 og C-312/94, Hoever og Zachow, Sml. I, s. 4895, praemis 17. Jf. ogsaa Hughes-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 16, praemis 14.

(20) - Jf. Hughes-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 16, praemis 15, og dommen i sagen Hoever og Zachow, naevnt ovenfor i fodnote 19, praemis 18.

(21) - Jf. nedenfor, punkt 40.

(22) - Dette blev allerede antydet af generaladvokat Mayras i hans forslag til afgoerelse til dom af 16.11.1972, sag 14/72, Heinze, Sml. 1972, s. 281, sammendrag, org. ref.: Rec. s. 1105, paa s. 1120, hvor han talte om »det faellesskabsretlige begreb 'social sikkerhed'«.

(23) - Dom af 13.11.1974, sag 39/74, Costa, Sml. s. 1251, praemis 11.

(24) - Dom af 9.10.1974, sag 24/74, Biason, Sml s. 999, praemis 15, og af 16.12.1976, sag 63/76, Inzirillo, Sml. s. 2057, praemis 9. Det skal bemaerkes, at det i sidstnaevnte dom derefter blev undersoegt, om den paagaeldende hoerte til den personkreds, der er omfattet af forordningen (praemis 10).

(25) - Dom af 5.5.1983, sag 139/82, Piscitello, Sml. s. 1427, praemis 13.

(26) - Jf. Biason-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 24, praemis 12, og dom af 24.2.1987, forenede sager 379/85, 380/85, 381/85 og 93/86, Giletti m.fl., Sml. s. 955, praemis 11. Jf. desuden dom af 12.7.1990, sag C-236/88, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 3163, praemis 10, min fremhaevelse.

(27) - Det er efter min opfattelse indlysende, at forordningen i tidens loeb er blevet et instrument til harmonisering af de nationale retsregler vedroerende social tryghed.

(28) - Som davaerende generaladvokat Mancini udtalte det, opregnes der i artikel 4 i forordning nr. 1408/71 de ni traditionelle omraader, der er omfattet af ILO-konventionen »angaaende minimumsnormer for social tryghed« (nr. 102 af 28.6.1952), men at forordningen paa nogle faa undtagelser naer (familieydelser, ydelser ved doedsfald osv.) ikke indeholder nogen definition af de forskellige ydelser (jf. generaladvokatens forslag til afgoerelse i dom af 5.7.1983, sag 171/82, Valentini, Sml. s. 2157, paa s. 2177).

(29) - Jf. dom af 11.7.1996, sag C-25/95, Otte, Sml. I, s. 3745, praemis 33, hvor Domstolen fastslog, at den tyske overgangsydelse, der blev givet i forbindelse med omstrukturering af en virksomhed, i hoej grad maatte sidestilles med foertidspensionsydelser, »som endnu ikke er reguleret ved forordning nr. 1408/71«.

(30) - Dom af 24.4.1980, sag 110/79, Coonan, Sml. s. 1445, praemis 12.

(31) - Domstolen har saaledes i fast retspraksis i tilfaelde, der vedroerer udlaendinges problemer, fastslaaet, at medlemsstaterne ogsaa paa de omraader, der henhoerer under deres kompetence, skal overholde traktatens grundlaeggende principper; der kan f.eks. vaere tale om ejendomsretten (dom af 6.11.1984, sag 182/83, Fearon, Sml. s. 3677, praemis 7), om ophavsret (dom af 20.10.1993, forenede sager C-92/92 og C-326/92, Phil Collins m.fl, Sml. I, s. 5145, praemis 22) eller om direkte skatter (dom af 14.2.1995, sag C-279/93, Schumacker, Sml. I, s. 225, praemis 21).

(32) - Jf. Mora Romero-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 11.

(33) - Jf. dom af 4.11.1997, sag C-20/96, Snares, Sml. I, s. 6057, praemis 28.

(34) - Jf. herom ovenfor, punkt 7.

(35) - Jf. bl.a. Hoeckx-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 19, praemis 12, og dom af 27.3.1985, sag 122/84, Scrivner, Sml. s. 1027, praemis 16.

(36) - Jf. Otte-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 29, praemis 23.

(37) - Jf. Hughes-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 16, praemis 22, og dom af 20.6.1991, sag C-356/89, Newton, Sml. I, s. 3017, praemis 22.

(38) - Jf. Valentini-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 28, praemis 14.

(39) - Dom af 10.1.1980, sag 69/79, Jordens-Vosters, Sml. s. 75, praemis 7.

(40) - Jf. dom af 12.3.1987, sag 22/86, Rindone, Sml. s. 1339.

(41) - Naevnt ovenfor i fodnote 22. Det skal isaer betones, at de relevante tyske retsrelger i denne sag omfattede forskellige ydelser, der ligner dem, vi her har med at goere, f.eks. laegebehandling ambulant eller ved indlaeggelse, kontantydelser saasom hjaelp til underhold og hjaelp til indslusning paa eller tilbagevenden til arbejdsmarkedet, saerlige ydelser saasom hjaelp til ansaettelse af en person, som plejer vedkommende eller vikarierer for plejeren (jf. generaladvokat Mayras' forslag til afgoerelse, org. ref.: Rec. s. 1119).

(42) - Jf. ovenfor, punkt 7 ff. og punkt 39.

(43) - Jeg vil ikke lade vaere med at bemaerke, at ordet »sygdom« (áóèÝvaaéá), paa graesk - der foruden latin er det sprog, de vigtigste internationale medicinske begreber stammer fra - er sat sammen af forstavelsen »a« (u-) og begrebet »sthenos« (styrke, kraft), og baade betyder »sygdom« og »manglende styrke, kraft«. Det er netop denne mangel, der kendetegner plejebehovssituationen. Det er relevant at bemaerke, at det naevnte ord »áóèÝvaaéá« (paa fransk: asthénie; paa engelsk: asthenia; paa italiensk og spansk: astenia; paa tysk: Asthenie) er det internationale medicinske udtryk for den sygelige svaekkelse af de legemlige kraefter.

(44) - Jf. Jordens-Vosters-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 39.

(45) - Naevnt ovenfor i fodnote 24 og 26.

(46) - Dom af 30.6.1966, sag 61/65, Sml. 1965-1968, s. 227, org. ref.: Rec. s. 377.

(47) - Vaassen-Goebbels-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 46.

(48) - Dom af 2.5.1996, sag C-206/94, Paletta, Sml. I, s. 2357, praemis 20, af 6.4.1995, sag C-325/93, Del Grosso, Sml. I, s. 939, praemis 25, og Vaassen-Goebbels-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 46.

(49) - Jf. punkt 7.

(50) - Udgifterne kan skyldes koeb af genstande eller betaling af loen til en anden person, der udfoerer hjaelpen, eller omkostninger, som vedkommende har, idet han vil vise sig erkendtlig over for naerstaaende eller andre, der frivilligt hjaelper ham, og som ikke kan modtage nogen »loen«.

(51) - Jf. Newton-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 37, praemis 24, om en ydelse ved invaliditet i henhold til artikel 10 i forordning nr. 1408/71.

(52) - Jf. dom af 7.11.1973, sag 51/73, Smieja, Sml. s. 1213, praemis 10 ff.

(53) - Jeg henviser kun til denne artikel, fordi den vedroerer aktive loenmodtagere som sagsoegerne, og fordi parterne har paaberaabt sig den. Men det, der gaelder for denne artikel, gaelder ligeledes for de andre artikler i forordningens afsnit III, kapitel 1, der er formuleret paa samme maade (jf. nedenfor, punkt 70).

(54) - Naevnt ovenfor i fodnote 39.

(55) - Dom af 16.3.1978, sag 117/77, Sml. s. 825.

(56) - Dom af 31.5.1979, sag 182/78, Sml. s. 1977.

(57) - Dom af 10.3.1992, sag C-215/90, Twomey, Sml. I, s. 1823, praemis 15.

(58) - Jf. Twomey-dommen, naevnt i fodnote 57, praemis 16.

(59) - Dom af 27.9.1988, sag 313/86, Sml. s. 5391.

(60) - Jf. ovenfor, punkt 47.

(61) - Jf. dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig, naevnt ovenfor i fodnote 26, praemis 13.

(62) - Jf. bl.a. dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig, naevnt ovenfor i fodnote 26, praemis 17, og dom af 28.5.1974, sag 187/73, Callemeyn, Sml. s. 553, praemis 12.

(63) - Dom af 7.2.1984, sag 238/82, Duphar m.fl., Sml. s. 523, praemis 16, af 17.2.1993, forenede sager C-159/91 og 160/91, Poucet og Pistre, Sml. I, s. 637, praemis 6, og af 26.3.1996, sag C-238/94, García m.fl., Sml. I, s. 1673, praemis 15.

(64) - Jf. (ovennaevnte) domme i sagerne Poucet og Pistre, praemis 8-13, og García m.fl., praemis 14.

(65) - Jf. ovenfor, punkt 36.

(66) - Jf. Coonan-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 30, praemis 12 og 15.

(67) - Dom af 28.6.1978, sag 1/78, Kenny, Sml. s. 1489, praemis 17, og af 4.10.1991, sag C-349/87, Paraschi, Sml. I, s. 4501, praemis 23.

(68) - Tysk ret er lex loci laboris og som foelge heraf det retssystem, der skal finde anvendelse i henhold til artikel 13, stk. 2, litra a), og artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (jf. dom af 8.6.1995, sag C-451/93, Delavant, Sml. I, s. 1545, praemis 14).

(69) - Dom af 5.5.1977, sag 104/76, Jansen, Sml. s. 829, praemis 6 og 7. Jf. ogsaa dom af 16.12.1993, sag C-28/92, Leguaye-Neelsen, Sml. I, s. 6857, praemis 12 og 21.

(70) - Jansen-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 69, praemis 12.

(71) - Valentini-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 28, praemis 14.

(72) - I den form, forordningen havde, inden den blev aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2332/89 af 18.7.1989 (EFT L 224, s. 1), hvorved der blev tilfoejet et stk. 2.

(73) - Dom af 28.3.1985, sag 275/83, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1097, praemis 3, og af 6.2.1992, sag C-253/90, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 531, praemis 13.

(74) - Dom af 21.2.1991, sag C-140/88, Sml. I, s. 387.

(75) - Raadets forordning af 30.4.1992 om aendring af forordning nr. 1408/71 (EFT L 136, s. 1).

(76) - Jf. Snares-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 33, praemis 39 ff.

(77) - Jf. i denne retning dom af 12.7.1984, sag 242/83, Patteri, Sml. s. 3171, praemis 8.

(78) - Jf. ovenfor, punkt 27.

(79) - Jf. dom af 22.6.1972, sag 1/72, Frilli, Sml. s. 457, praemis 4, og Scrivner-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 35, praemis 16. Jf. i samme retning ogsaa indirekte Heinze-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 22, praemis 4.

(80) - Naevnt ovenfor i fodnote 24.

(81) - Sag C-326/90, Sml. I, s. 5517.

(82) - Naevnt ovenfor i fodnote 17.

(83) - I andre tilfaelde foelger muligheden for at anvende de to forordninger kumulativt paa indirekte vis af retspraksis. F.eks. fastslog Domstolen i forbindelse med spoergsmaalet om, hvorvidt det paa grundlag af forordning nr. 1612/68 eller nr. 1408/71 er lovligt at overfoere rettigheder vedroerende social sikkerhed fra én medlemsstat til en anden, indledningsvis, at forordning nr. 1612/68 foerst og fremmest har til formaal at sikre, at princippet om »national behandling« anvendes systematisk med hensyn til alle ansaettelses- og arbejdsvilkaar. Herefter afgjorde Domstolen, at »forordningen ikke har til formaal at stifte rettigheder paa grundlag af forsikringsperioder, som er tilbagelagt i en anden medlemsstat, hvis saadanne rettigheder ikke opstaar for statens egne borgere. Forordning nr. 1612/68 finder saaledes ikke anvendelse i en sag som den foreliggende« (Coonan-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 30, praemis 6). Af den passus, som jeg har fremhaevet, fremgaar det efter min opfattelse, at hvis rettighederne inden for det sociale sikringsomraade er hjemlet i en medlemsstats nationale ret til fordel for dens egne borgere, skal der under de samme betingelser tilkendes borgere fra andre medlemsstater de samme rettigheder, og dette skal saa (ogsaa) ske paa grundlag af forordning nr. 1612/68.

(84) - Dom af 27.5.1993, sag C-310/91, Sml. I, s. 3011.

(85) - Man kunne ogsaa naevne en mellemtendens, hvorefter Domstolen efter at have konstateret, at en bevilget ydelse henhoerer under det sociale sikringsomraade, fremfoerer, at der ikke er grund til at behandle spoergsmaalet, om den paagaeldende ydelse ogsaa udgoer en social fordel. Man kan imidlertid ikke udlede nogen klare konklusioner af denne retspraksis (Costa-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 23, praemis 12, 13 og 14). Jf. ligeledes Hughes-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 16.

(86) - Jf. dom af 15.1.1986, sag 41/84, Pinna, Sml. s. 1, og af 2.3.1989, sag 359/87, Pinna, Sml. s. 585.

(87) - Raadets forordning (EOEF) nr. 1390/81 om udvidelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, til ogsaa at omfatte selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer (EFT L 143, s. 1).

(88) - Naevnt ovenfor i fodnote 12.

(89) - Jf. isaer den nylige dom af 27.11.1997, sag C-57/96, Meints, Sml. I, s. 6689, praemis 46.

(90) - Jf. ovenfor, punkt 76.

(91) - Jf. O'Flynn-dommen, naevnt ovenfor i fodnote 12, praemis 28 og 29.

Full & Egal Universal Law Academy