EUR-Lex -  61996CC0231 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer fremsat den 26. marts 1998. - Edilizia Industriale Siderurgica Srl (Edis) mod Ministero delle Finanze. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Tribunale di Genova - Italien. - Tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld - Nationale processuelle frister. - Sag C-231/96.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Tribunale civile di Genova (Italien) har forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende faellesskabsrettens betydning, som fortolket af Domstolen, for visse betingelser med hensyn til udoevelsen af retten til tilbagesoegning af visse gebyrer, der uretmaessigt er opkraevet af den italienske forvaltning. Konkret er der tale om tilbagesoegning af beloeb, der er betalt af sagsoegeren til daekning af et nationalt gebyr, der var i strid med faellesskabsretten.

Faktiske omstaendigheder, hovedsagen og de praejudicielle spoergsmaal

2 Sagsoegeren er et anpartsselskab, der er optaget i selskabsregistret ved Tribunale civile di Genova, og som i medfoer af bestemmelserne i dekret nr. 641 af 26. oktober 1972 fra republikkens praesident (herefter »dekret nr. 641/72«) til den italienske statskasse i perioden mellem 1986 og 1992 havde betalt 64 500 000 ITL i form af et aarligt gebyr for registrering i selskabsregistret.

3 Efter afsigelsen af Domstolens dom af 20. april 1993 i sagen Ponente Carni og Cispadana Costruzioni (1) (herefter »Ponente Carni-dommen«) som svar paa en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 69/335/EOEF af 17. juli 1969 om kapitaltilfoerselsafgifter (2), ophaevede den italienske lovgiver det aarlige gebyr og nedsatte gebyret for den foerste optagelse i registret til 500 000 ITL (3).

4 Ogsaa de italienske domstole erklaerede det aarlige gebyr uforeneligt med faellesskabsretten (4) og fastslog foelgelig, at de beloeb, som var erlagt til daekning heraf, var betalt med urette.

5 Efter forgaeves at have kraevet, at den italienske forvaltning tilbagebetalte de gebyrer, der var betalt med urette fra 1986 til 1992, anlagde Edis den 31. maj 1996 sag ved Tribunale civile di Genova med paastand om udstedelse af et paalaeg (5) over for Finansministeriet om at tilbagebetale selskabet det erlagte afgiftsbeloeb paa 64 500 000 ITL.

6 Med henblik paa den endelige afgoerelse af sagen har praesidenten for Tribunale civile di Genova besluttet at forelaegge Domstolen foelgende tre praejudicielle spoergsmaal:

»1) Til yderligere belysning af, hvad Domstolen fastslog i dom af 20.4.1993 i de forenede sager C-71/91 og C-178/91, Ponente Carni SpA mod Amministrazione delle Finanze dello Stato, oenskes det oplyst, om traktatens bestemmelser skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat indfoerer og/eller opretholder en national retsforskrift som den, der af den italienske lovgiver er indfoert ved artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641 af 26.10.1972 fra republikkens praesident, saafremt anvendelsen af en saadan retsforskrift medfoerer en tidsmaessig begraensning af retsvirkningerne af en dom afsagt af Domstolen.

2) Desuden oenskes det oplyst, om EF-traktatens artikel 5, saaledes som den fortolkes i Domstolens praksis, er forenelig med en national retsforskrift (artikel 13 i dekret nr. 641/72 fra republikkens praesident), som med hensyn til de processuelle regler for soegsmaal, der anlaegges med henblik paa at sikre tilbagebetaling af gebyrer, der er betalt i strid med Raadets direktiv 69/335/EOEF, indeholder en treaarig soegsmaalsfrist regnet fra indbetalingstidspunktet, en frist, som imidlertid ikke gaelder i national lovgivning med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private.

3) Saafremt det andet spoergsmaal besvares bekraeftende, oenskes det oplyst, om faellesskabsretten er forenelig med en national retsforskrift, hvorefter en soegsmaalsfrist (til skade for en borger fra en medlemsstat, som med henblik paa at opnaa tilbagebetaling af et gebyr erlagt med urette paaberaaber sig bestemmelser i et direktiv) begynder at loebe, inden direktivet er blevet korrekt gennemfoert i national ret.«

Den nationale lovgivning og de italienske domstoles fortolkning heraf

7 Jeg skal foerst redegoere for de saerlige traek ved det gebyr, der er blevet betalt med urette, saaledes som de fremgaar af Ponente Carni-dommen (praemis 5-11):

- Gebyret for registrering af selskaber i selskabsregistret (herefter »registreringsgebyret«), som blev indfoert ved dekret nr. 641 af 26. oktober 1972 fra republikkens praesident (GURI nr. 292 af 11.11.1972, supplement nr. 3), betales for registrering i selskabsregistret af de vigtigste dokumenter vedroerende selskaber. Registret foeres af domstolenes justitssekretaerer, indtil det i artikel 2188 i codice civile omhandlede selskabsregister er oprettet.

- Det registreringsgebyr, der skal betales ved registrering af selskabets stiftelsesdokument i registret, er blevet aendret flere gange, baade med hensyn til beloebsstoerrelse og til, hvor hyppigt det opkraeves.

- I henhold til artikel 3, stk. 18, i lovdekret nr. 853 af 19. december 1984 (GURI nr. 347 af 19.12.1984), omdannet til lov ved lov nr. 17 af 17. februar 1985 (GURI nr. 41a af 17.2.1985), blev gebyret forhoejet fra 81 000 ITL til 5 mio. ITL for aktieselskaber og kommanditaktieselskaber, til 1 mio. for anpartsselskaber og til 100 000 ITL for andre selskaber.

- Ved lovdekret nr. 173 af 30. maj 1988 (GURI nr. 125 af 30.5.1988) blev beloebene forhoejet. I henhold til artikel 1 i lov nr. 291 af 26. juli 1988 (GURI nr. 175 af 27.7.1988), hvorved ovennaevnte dekret blev omdannet til lov, forhoejedes gebyret til 2,5 mio. ITL for anpartsselskaber og 500 000 for andre selskaber. For aktieselskaber og kommanditaktieselskaber blev gebyret fastsat til fem forskellige beloeb mellem 9 og 120 mio. ITL, alt efter aktiekapitalens stoerrelse.

- Ved artikel 36, stk. 8, i lovdekret nr. 69 af 2. marts 1989 (GURI nr. 51 af 2.3.1989), omdannet til lov ved lov nr. 154 af 27. april 1989 (GURI nr. 99 af 29.4.1989), fastsattes gebyret til 12 mio. ITL for aktieselskaber og kommanditaktieselskaber, til 3,5 mio. ITL for anpartsselskaber og til 500 000 ITL for andre selskaber.

- Ved ovennaevnte lov nr. 154/89 indsattes et stk. 8a i artikel 36 i lovdekretet af 2. marts 1989, hvoraf det fremgaar, at gebyret for 1988 andrager 15 mio. ITL for aktieselskaber og kommanditaktieselskaber, 3,5 mio. ITL for anpartsselskaber og 500 000 ITL for andre selskaber. Disse bestemmelser traadte i stedet for ovennaevnte bestemmelser i lov nr. 291 af 26. juli 1988.

- Med hensyn til spoergsmaalet om, hvor hyppigt gebyret opkraevedes, fastsattes det i ovennaevnte lovdekret nr. 853/84, at det ikke kun skulle erlaegges ved registreringen af selskabets stiftelsesdokument, men den 30. juni i hvert foelgende aar.

8 Blandt de nationale regler, der gaelder for soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af afgifter, der er betalt med urette, er foelgende af betydning i naervaerende sag:

a) Artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641/72 bestemmer, at »en afgiftspligtig kan kraeve tilbagebetalt afgifter mv., der er betalt med urette, inden for en frist paa tre aar regnet fra betalingsdagen, idet der ellers indtraeder praeklusion.«.

b) Denne praeklusive frist paa tre aar gaelder ifoelge artikel 29, stk. 1, i lov nr. 428/90, sammenholdt med artikel 91 i toldlovbekendtgoerelsen (dekret nr. 43 af 23.1.1973 fra republikkens praesident), for soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af andre offentlige afgifter af toldmaessig karakter. Ved sidstnaevnte bestemmelse fastsattes en praeklusiv frist paa fem aar, der ifoelge denne lov finder anvendelse paa alle krav, der goeres gaeldende, og soegsmaal, der anlaegges med paastand om tilbagebetaling af beloeb, der er erlagt i toldforhold (6).

9 Ifoelge de almindelige regler i national ret gaelder der ikke nogen frist for anlaeggelse af sag med paastand om tilbagebetaling af beloeb, der er betalt i urigtig formening om skyld mellem private, bortset fra den almindelige tiaarige foraeldelsesfrist i artikel 2946 i codice civile (»medmindre andet er bestemt i loven, foraeldes fordringer efter ti aar«).

10 Corte Suprema di cassazione (plenum) har i dom nr. 3458/96 af 23. februar 1996 fastslaaet, at kravet om tilbagebetaling af det i sagen omhandlede gebyr maa antages at vaere omfattet af artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641/72.

11 I den sag, der blev afgjort ved denne dom, stod to modstaaende synspunkter over for hinanden:

a) Ifoelge det foerste maatte man forkaste den indsigelse om praeklusion, der var fremsat paa grundlag af artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641/72, idet man »[...] maatte betragte spoergsmaalet om en fejl som vaerende uden betydning, hvorfor beloebet heller ikke kunne vaere betalt med urette, da der ikke forelaa en fejlagtig opfattelse af de faktiske eller retlige omstaendigheder, men at det maatte fastslaas, at staten i enhver henseende var frataget sine befoejelser til at opkraeve afgifter, henset til den eksisterende faellesskabslovgivning«. Dette var det synspunkt, den italienske domstol havde givet udtryk for i den afgoerelse, som var indbragt for kassationsdomstolen.

b) Ifoelge det andet synspunkt, hvorefter »[...] artikel 13 omfatter alle afgifter, der er betalt med urette, uanset aarsagen, og som foelge heraf ogsaa de i sagen omhandlede gebyrer«. Dette var de italienske afgiftsmyndigheders synspunkt.

12 Corte Suprema di cassazione's raesonnement til stoette for det synspunkt, der forfaegtedes af afgiftsmyndighederne, var formuleret som foelger:

»[...] I det gaeldende afgiftssystem er tilbagesoegning af afgifter, der er betalt med urette, omfattet af den treaarige praeklusive frist, der regnes fra betalingsdagen, og det i sagen omhandlede gebyr falder ikke uden for denne ordning, idet der er tale om ikke at anvende national ret, der er i strid med faellesskabsretten, hvilket dog ikke bevirker ophaevelse af den italienske lov eller medfoerer, at denne bliver uforenelig med faellesskabsretten.

Saerlig havde Corte costituzionale allerede haft lejlighed til at udtale sig om begraensningerne af retten til tilbagesoegning af det med urette betalte gebyr i dom nr. 56 af 24. februar 1995, hvori retten erklaerede artikel 12 i dekret nr. 641/72 forfatningsstridig, for saa vidt som bestemmelsen ikke med hensyn til de sager, der var omhandlet i artikel 11 i samme dekret, hjemlede mulighed for at anlaegge sag ved domstolene uden en forudgaaende administrativ klage. Ifoelge forfatningsdomstolen kunne bestemmelsen i artikel 12 ikke begrunde en begraensning af det i forfatningens artikel 24 knaesatte princip. Man kunne ikke sige det samme om en generel bestemmelse i artikel 13, stk. 2, som fastsaetter en treaarig praeklusiv frist for tilbagesoegning af afgifter, der er betalt med urette, og som den afgiftspligtige foelgelig har erlagt til staten i urigtig formening om skyld.

Faktisk er denne bestemmelse formuleret paa en saadan maade, at den omfatter alle former for afgifter, der er betalt med urette, uanset aarsagen. Det maa derfor fastslaas, at artikel 13 fastsaetter en almindelig praeklusiv frist for alle tilbagesoegningskrav, hvilket er i overensstemmelse med lovgivers almindelige politik, hvorefter tilbagesoegning af registreringsafgifter altid har vaeret undergivet en praeklusiv frist.

Retten kan ikke vaere enig i, at betalingen ikke skulle vaere sket med urette i den foreliggende sag som foelge af, at der ikke har vaeret tale om en fejlagtig opfattelse af de retlige og faktiske omstaendigheder, der har virket viljesbestemmende. Betalingen er tvaertimod sket frivilligt og med fuldt kendskab til retstilstanden og med henblik paa at efterleve afgiftsbestemmelsen. Ved den anfaegtede dom benaegtes det med andre ord ikke, at der har vaeret tale om en fejl vedroerende betingelserne for haandhaevelsen af afgiftspligten, hvilket bevirkede, at betalingen skete i urigtig formening om skyld, men selv om der i almindelighed indtraeder praeklusion med hensyn til ethvert beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld, opstaar en saadan virkning ikke i den foreliggende sag, fordi den fiskale bestemmelse er ugyldig som stridende imod faellesskabslovgivningen. Hvis man udelukker, at der ikke findes nogen befoejelser til at opkraeve afgifter, og laegger til grund, at retten blot undlader at anvende national ret, der er i strid med faellesskabsretten, vil reglen om praeklusion paa grund af den forsinkede tilbagesoegning af de med urette eller fejlagtigt betalte gebyrer udfolde sine virkninger fuldt ud og boer derfor anvendes i det foreliggende tilfaelde«.

Det foerste praejudicielle spoergsmaal

13 Med det foerste spoergsmaal oensker Tribunale civile di Genova i det vaesentlige oplyst, om en national lovgivning, hvis anvendelse medfoerer en tidsmaessig begraensning af retsvirkningerne af en dom, der er afsagt af Domstolen, er forenelig med faellesskabsretten. Den nationale lovgivning, hvortil den forelaeggende ret henviser, er ovennaevnte artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641/72, og den af Domstolens domme, der naevnes, er den ligeledes allerede naevnte Ponente Carni-dom.

14 Besvarelsen af dette praejudicielle spoergsmaal forudsaetter en summarisk gennemgang af de faelles traek ved Domstolens afgoerelser vedroerende den tidsmaessige begraensning af virkningerne af dens domme og dernaest den tidsmaessige virkning af dens praejudicielle fortolkningsdomme. Paa grundlag af denne gennemgang vil jeg kunne konkludere, at den italienske bestemmelse ikke medfoerer nogen tidsmaessig begraensning af virkningerne af Ponente Carni-dommen.

i) Den tidsmaessige begraensning af virkningerne af Domstolens domme

15 Siden dommen af 8. april 1976 i Defrenne-sagen (7) har Domstolen ved forskellige lejligheder truffet en raekke afgoerelser vedroerende den tidsmaessige begraensning dens dommes retsvirkninger (8). I denne praksis har Domstolen bestraebt sig paa at forlige retssikkerhedshensyn med de hensyn, der principielt foelger af en national regels uforenelighed med faellesskabsretten.

16 Retsgrundlaget for disse former for udtalelser er EF-traktatens artikel 174, naar der er tale om annullationssoegsmaal vedroerende faellesskabshandlinger og -retsakter (9). Denne artikel giver Domstolen en bred skoensmaessig befoejelse, der, »dersom den skoenner det noedvendigt«, goer det muligt for den at lade retsvirkninger bestaa, som i modsat fald ville have vaeret ugyldige, fordi de byggede paa en forordning, der blev erklaeret ugyldig.

17 For at sikre »den noedvendige sammenhaeng« mellem domme i annullationssoegsmaal og praejudicielle sager vedroerende faellesskabsreglers gyldighed har Domstolen udstrakt sine befoejelser i medfoer af artikel 174 til ogsaa at omfatte sidstnaevnte afgoerelser. Dette er logisk, eftersom en af Domstolen afsagt dom, hvorved der praejudicielt konstateres ugyldighed af en faellesskabsakt, principielt har den samme tilbagevirkende kraft som en annullationsdom. Muligheden for at begraense den tilbagevirkende kraft maa derfor omfatte begge typer sager (10).

18 Selv uden denne stoette i teksten og trods manglen paa lignende bestemmelser i traktatens artikel 177 har Domstolen anvendt samme loesning i sager vedroerende fortolkningsanmodninger. Domstolen har herved anerkendt, at det i undtagelsestilfaelde ligeledes kan vaere noedvendigt at begraense de tidsmaessige virkninger af fortolkningsdomme med henblik paa at opfylde visse retssikkerhedskrav (11). Der er i alle tilfaelde tale om en befoejelse, som alene tilkommer Domstolen og ingen anden retsinstans.

ii) Den tidsmaessige virkning af praejudicielle fortolkningsdomme

19 Principielt er en fortolkende dom afsagt af Domstolen i en praejudiciel sag - med de begraensninger, jeg skal vende tilbage til nedenfor - bindende, saaledes at den nationale ret skal anvende faellesskabsreglen efter den fortolkning, der er givet i fortolkningsdommen, med fuld virkning ogsaa paa retsforhold, der er opstaaet foer dommens afsigelse.

20 Som Domstolen har fastslaaet i sine domme af 27. marts 1980 i Denkavit italiana-sagen (12) og af 11. august 1995 i sagen Roders m.fl. (13): »praeciserer og klarlaegger den fortolkning, som Domstolen foretager af en regel i faellesskabsretten under udoevelse af sin kompetence i henhold til artikel 177, i noedvendigt omfang denne regels betydning og raekkevidde, saaledes som den skal eller skulle forstaas og anvendes siden tidspunktet for sin ikrafttraeden«. Mere kortfattet henviste Domstolen i Goldsmiths-dommen af 3. juli 1997 til princippet om, at en dom om fortolkning har retsvirkninger fra tidspunktet for ikrafttraedelsen af den fortolkede regel (14).

21 Da fortolkningen af en faellesskabsregel ikke tilfoejer noget vedroerende den tidsmaessige virkning, kan en saadan fortolkning med andre ord finde anvendelse paa ethvert retsforhold, der er reguleret ved den fortolkede faellesskabsregel, uafhaengigt af de tidsmaessige omstaendigheder.

22 Dette betyder dog ikke, at Domstolens praejudicielle fortolkningsdomme har en altomfattende virkning, der skal foelges i alle tidligere retsforhold, enten disse er ophoert eller ej. Praksis i ovennaevnte sager

a) bekraefter vel paa den ene side, at »den saaledes fortolkede [faellesskabs]regel kan og skal anvendes af domstolene endog i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og bestaar, foer der afsiges dom vedroerende fortolkningsanmodningen [...]«

b) men understreger straks herefter, at denne ret og pligt opstaar, »saafremt betingelserne for at forelaegge en tvist om anvendelsen af den naevnte regel i oevrigt er opfyldt«.

23 Denne retspraksis - der i oevrigt for nylig er blevet bekraeftet i dom af 15. december 1995 i Bosman-sagen (15) og i dom af 13. februar 1996 i sagerne Bautiaa og Société française maritime (16) - fastslaar klart afgraensningen af den tidsmaessige virkning af Domstolens praejudicielle fortolkningsdomme.

24 Disse domme har dog, selv naar de indirekte medfoerer konstatering af, at en national retsregel er uforenelig med faellesskabsretten, ikke nogen form for supratemporal retsvirkning, der goer det muligt at se bort fra de forskellige retlige eller faktiske situationer i medlemsstaterne, hvorpaa de eventuelt kan vaere anvendelige. Derimod skal deres virkninger anvendes paa retsforhold, som endnu kan anfaegtes eller omgoeres efter national ret, og som derfor kan forelaegges en national ret til afgoerelse.

25 Denne konklusion er fuldt ud anvendelig paa udoevelse af retten til tilbagesoegning af afgifter, der er opkraevet med urette, naar denne ret foelger af den nationale afgifts uforenelighed med faellesskabsretten. Det er i fast retspraksis siden dommene i Rewe-sagen (17) og Comet-sagen (18) understreget, baade at medlemsstaterne er forpligtet til at tilbagebetale disse afgifter, eftersom denne pligt modsvarer de afgiftspligtiges ret til tilbagesoegning (19), og at der for denne rets udoevelse gaelder de saedvanlige regler i hver enkelt medlemsstats retsorden.

26 Sammenfattende har Domstolen gengivet denne praksis i Deville-dommen af 29. juni 1988 (20) som foelger: »[...] at det i mangel af faellesskabsbestemmelser paa omraadet tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin nationale retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsrettens direkte virkning affoeder for de retsundergivne, idet disse regler dog ikke kan vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende krav efter nationale regler, og ej heller maa vaere udformet saaledes, at de i praksis umuliggoer haevdelse af rettigheder, som de nationale domstole har pligt til at beskytte [...]« (21).

27 En af de betingelser, som anlaeggelsen af disse soegsmaal kan underkastes, er netop den tidsmaessige. Der kan nemlig i de nationale retsordener fastsaettes kortere eller laengere frister for rettighedernes foraeldelse eller praeklusive frister for anlaeggelse af sag vedroerende tilbagebetaling af uberettiget opkraevede afgifter. Dersom disse frister ikke strider imod faellesskabsretten - og de to andre praejudicielle spoergsmaal handler om dette problem - kan de gaelde enhver form for krav af denne type, uden at dette i retlig henseende betyder en tidsmaessig begraensning af de af Domstolen afsagte domme, hvorved en national afgift erklaeres uforenelig med faellesskabsretten.

iii) Det indbyrdes forhold mellem de to retlige begreber

28 Den teknik, hvorved en doms tidsmaessige virkninger undtagelsesvis begraenses, virker som en koncentrisk cirkel, der ligger inden for en stoerre cirkel, der daekker den »normale« virkning af dommen. Denne virkning - der, som jeg allerede har naevnt ovenfor, ikke er til hinder for anvendelsen af de betingelser, der stilles i de nationale retsordener, under forudsaetning af, de ikke bevirker forskelsbehandling eller goer den af Domstolen tillagte ret illusorisk - kan dog i undtagelsestilfaelde begraenses ved en udtrykkelig erklaering herom.

29 Begraensningen af de tidsmaessige virkninger af en fortolkningsdom sker saaledes, naar der foreligger en raekke endnu »verserende« retsforhold ifoelge national ret, som normalt ville blive beroert af Domstolens fortolkning af en faellesskabsbestemmelse. I visse undtagelsestilfaelde kan Domstolen bestemme, at denne fortolkning ikke skal have retsvirkninger, heller ikke for verserende retsforhold.

30 At erklaeringer af denne type ikke findes i Domstolens fortolkningsdomme (22), er ikke paa nogen maade til hinder for, at de nationale retter paa retsforhold, der er stiftet eller opstaaet foer afsigelsen af dommene, anvender bestemmelser af almen karakter, der fra et processuelt synspunkt begraenser udoevelsen af de heraf foelgende rettigheder. Anvendelsen af disse regler er alene begraenset ved forbuddet mod forskelsbehandling og kravet om, at mulighederne for tilbagesoegning ikke er blot illusoriske. Jeg skal senere vende tilbage til disse to tilfaelde under gennemgangen af det andet og det tredje praejudicielle spoergsmaal.

31 Baade Kommissionen og de forskellige medlemsstaters regeringer, der har indgivet skriftlige indlaeg (Italien, Frankrig og Det Forenede Kongerige), har vaeret enige i denne vurdering og understreget den klare forskel, der findes mellem de to retlige begreber, nemlig at begraensningen af de tidsmaessige virkninger af en dom afsagt af Domstolen som en undtagelsesforanstaltning i et konkret tilfaelde sker paa et andet niveau end den almindelige regulering af udoevelsen af rettigheder fra et retsplejemaessigt synspunkt, som det tilkommer hver enkelt medlemsstat og hver enkelt af dens retter at anvende.

32 Kommissionen har dog under retsmoedet forfaegtet et synspunkt, der afviger fra det, den tidligere har haevdet. I sit skriftlige indlaeg havde den foreslaaet at besvare det foerste praejudicielle spoergsmaal saaledes, at anvendelsen af en frist for udoevelse af retten til tilbagesoegning af afgifter, der er opkraevet med urette, ikke er uforenelig med Domstolens eneret til tidsmaessigt af begraense retsvirkningerne af sine domme (23). Under retsmoedet har Kommissionen derimod udtrykkeligt anfoert, at Domstolens svar burde vaere det samme som i ovennaevnte dom i Deville-sagen (24) og i Barra-sagen (25) med det saerlige traek, at den udtrykkeligt skulle begraense de kompetente nationale retters befoejelser (26).

33 Kommissionen naaede frem til denne loesning efter en undersoegelse af den udvikling i italiensk retspraksis, der har fundet sted vedroerende fortolkningen af begrebet »fejl« i forbindelse med visse afgifter, der er betalt med urette, og den heraf foelgende anvendelse af de praeklusive frister for tilbagesoegning af disse afgifter. Efter Kommissionens opfattelse er begrebet i fast retspraksis ved Corte Suprema di cassazione blevet fortolket i en ganske bestemt betydning (fejl ved udregningen eller betalingen), der udelukkede betaling af afgifter uden hjemmel, som f.eks. afgifter, der strider mod faellesskabsretten. Ifoelge Kommissionen er denne retspraksis undergaaet en »bemaerkelsesvaerdig« aendring med ovennaevnte dom af 1996, som har de samme generelle traek som de nationale foranstaltninger, som af medlemsstaterne Frankrig og Belgien, og omhandlet i dommene i Deville- og Barra-sagerne, var truffet med henblik paa at undgaa de negative foelger af en tidligere af Domstolen afsagt dom.

34 Jeg deler ikke denne opfattelse. De italienske retter - i det konkrete tilfaelde Corte Suprema di cassazione - har draget de fornoedne konsekvenser af Ponente Carni-dommen, idet de har fastslaaet, at de afgiftspligtige har krav paa tilbagebetaling af afgiften. Naar de har anvendt en bestemt praeklusiv frist, har de gjort det ved en ikke urimelig fortolkning af en forud eksisterende retsregel, en fortolkning, der yderligere tilsigtede at bringe et konkret tilfaelde i overensstemmelse med den ordning, der gaelder for praeklusion af alle administrative afgifter (27). Som anfoert af den franske regerings repraesentant under den mundtlige forhandling er der ingen grund til at antage, at der bag denne praksis skjuler sig hensigter, som er uforenelige med Corte Suprema di cassazione's uafhaengighed og uvildighed. Baade denne og de oevrige italienske retter paa samme niveau maa til tider aendre deres tidligere praksis, og dette kan de alene goere i forbindelse med en konkret sag.

35 Af alle disse grunde finder jeg, at Domstolen i sit svar paa det foerste praejudicielle spoergsmaal boer understrege den klare forskel mellem de to retsbegreber, dette spoergsmaal vedroerer. At Domstolen ikke begraensede Ponente Carni-dommens tidsmaessige virkninger, er ikke til hinder for, at tilbagesoegning af den i sagen omhandlede afgift omfattes af de almindelige regler for denne type soegsmaal i italiensk ret.

Det andet praejudicielle spoergsmaal

36 Med det andet praejudicielle spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om det fra et faellesskabsretligt synspunkt er tilladeligt af fastsaette en praeklusiv frist for tilbagesoegning af afgifter, der er erlagt i strid med bestemmelserne i Raadets direktiv 69/335, naar der er tale om en frist paa tre aar, der regnes fra betalingsdatoen, og som afviger fra den foraeldelsesfrist paa ti aar, som gaelder for soegsmaal vedroerende tilbagebetaling af beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld mellem private.

37 Det skal foerst og fremmest understreges, at den foraeldelsesfrist i italiensk ret, som den forelaeggende ret henviser til, ikke blot vedroerer soegsmaal vedroerende tilbagebetaling af afgifter, der har vaeret i strid med faellesskabsretten, men alle former for tilbagesoegning af en hvilken som helst administrativ afgift, der er betalt med urette, uanset om den er ulovlig ifoelge national ret eller faellesskabsretten.

38 Som jeg har fremhaevet i min beskrivelse af den nationale regulering af soegsmaal vedroerende tilbagebetaling af afgifter, der er betalt med urette (28), gaelder artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641/72 ikke blot afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten. Tvaertimod hedder det i bestemmelsen, at den afgiftspligtige kan kraeve tilbagebetaling af enhver afgift, der er betalt som foelge af en fejl, men at han skal goere dette inden for en praeklusiv frist paa tre aar regnet fra betalingsdagen. Lignende frister gaelder tillige for krav om tilbagebetaling af andre offentlige afgifter af toldmaessig karakter.

39 Den debat i retslaeren og retspraksis, der har kunnet udvikle sig i Italien vedroerende fortolkningen af denne bestemmelse - og mere konkret vedroerende begrebet »betaling som foelge af en fejl« - er en polemik, som alene vedroerer national ret, og som Domstolen naturligvis ikke skal udtale sig om. Det er tilstraekkeligt at sige, at Corte Suprema di cassazione i sin allerede naevnte dom nr. 3458/96 har udtalt, at den praeklusive frist ifoelge ovennaevnte artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641/72 omfatter alle administrative afgifter, der er betalt som foelge af en fejl eller i urigtig formening om skyld, og derfor ogsaa det i naervaerende sag omhandlede gebyr (29).

40 Paa denne baggrund mener jeg ikke, at der i faellesskabsretten findes nogen regel eller noget princip, der er til hinder for, at en national lovgiver fastsaetter visse foraeldelsesfrister eller praeklusive frister for udoevelse af soegsmaalsrettigheder vedroerende tilbagebetaling, der er forskellige, alt efter hvilket omraade inden for retsordenen der er tale om, naar blot de uden forskel finder anvendelse paa rettigheder, der stoettes paa nationale retsregler eller faellesskabsretsregler.

41 Det staar nemlig den nationale lovgiver frit for at fastsaette foraeldelsesfrister eller praeklusive frister paa afgiftsomraadet, der ikke noedvendigvis falder sammen med de frister, der er fastsat i andre former for borgerlige retsforhold. Ingen regel og intet princip i faellesskabsretten forpligter en national lovgiver til at ligestille afgiftsretlige forpligtelser med privatretlige forpligtelser, hvad frister angaar.

42 I italiensk ret findes desuden meget forskellige frister, alt efter hvilket retsomraade der er tale om. Naermere forklaret er den almindelige foraeldelsesfrist (ti aar) fastsat i artikel 2946 i codice civile og gaelder, »medmindre andet er bestemt i loven«, og der er talrige lovbestemmelser, der fastsaetter en kortere foraeldelsesfrist for visse rettigheder eller udoevelse af bestemte soegsmaalsrettigheder (30).

43 Lige saa lidt som samtlige de medlemsstater, der har indgivet skriftlige indlaeg under sagen, finder jeg grund til at afvise, at en national lovgiver kan fastsaette tidsmaessige betingelser for udoevelse af retten til tilbagesoegning af afgifter, der er betalt med urette, som er forskellige fra dem, der gaelder for lignende soegsmaal mellem private.

44 Lovligheden af denne sondring er yderligere fastslaaet i praemis 22 til 25 i Domstolens ovennaevnte dom i Denkavit italiana-sagen. Domstolen anerkendte, at faellesskabsretten ikke noedvendigvis kraever, at der i samtlige medlemsstater skal findes en ensartet og faelles regel vedroerende de processuelle og materielle betingelser for sagsanlaeg vedroerende indsigelse mod eller tilbagebetaling af afgifter, der strider mod faellesskabsretten, og at reguleringen af dette problem er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat, endog inden for de enkelte medlemsstater, alt efter hvilke afgifter der er tale om, fandt Domstolen, at de mest fremtraedende typer af nationale ordninger paa dette omraade var lovlige.

- I visse tilfaelde gaelder der ifoelge de nationale lovgivninger visse saerlige frist- og procedureregler vedroerende indsigelse mod eller tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet med urette, enten der er tale om indgivelse af klager til afgiftsmyndighederne eller anlaeggelse af sager ved domstolene.

- I andre tilfaelde skal sager om tilbagebetaling af urigtigt erlagte afgifter indbringes for de almindelige domstole, i de fleste tilfaelde efter de regler, der gaelder for tilbagesoegning af beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld. Disse soegsmaal kan rejses inden for kortere eller laengere frister, i visse tilfaelde inden for den almindelige formueretlige foraeldelsesfrist.

45 I tilslutning hertil fastslog Domstolen under henvisning til sin ovennaevnte praksis i Rewe- og Comet-sagerne, at de betingelser, der skulle overholdes fra et faellesskabsretligt synspunkt i de forskellige nationale retssystemer, med hensyn til tilbagesoegning af beloeb, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, er de allerede naevnte om forbud mod forskelsbehandling, og at anlaeggelse af de paagaeldende soegsmaal ikke maa umuliggoeres. Disse to betingelser er efter den nylig afsagte dom af 10. juli 1997 i Palmisani-sagen (31) udtryk for henholdsvis »aekvivalensprincippet« (i overensstemmelse med de krav, der stilles til lignende soegsmaal af national karakter) og »effektivitetsprincippet« ifoelge faellesskabsretten.

46 I en anden sag, der er analog med den foreliggende, har Domstolen haft lejlighed til endnu en gang at praecisere sin ovennaevnte grundsaetning, idet den besvarede et praejudicielt spoergsmaal, der »i det vaesentlige (drejede sig om), hvorvidt almindelige faellesskabsretlige grundsaetninger er til hinder for nationale regler, der fastsaetter en praeceptiv frist paa tre aar for enhver ansoegning om tilbagebetaling af afgifter, der er erlagt med urette, uden at goere undtagelse i tilfaelde af force majeure«.

47 Det svar, der gives i dom af 9. november 1989 i sagen Bessin og Salson (32), er fuldt ud anvendeligt i naervaerende sag, eftersom ligheden mellem de retlige situationer er aabenbar. Den nationale regel, der dengang var tale om, stod i den franske toldlov og fastsatte en frist paa tre aar for tilbagesoegning af importafgifter, der var betalt med urette, og denne saerlige regel betegnede en undtagelse fra den almindelige frist i den franske code civil for tilbagesoegning af, hvad der er erlagt i urigtig formening om skyld.

48 I sin dom vedroerende dette praejudicielle spoergsmaal erindrede Domstolen indledningsvis om forbuddet mod forskelsbehandling i national ret i forhold til sager til afgoerelse af rent nationale tvister af samme art, og at de processuelle regler ikke i praksis maa umuliggoere haevdelse af rettigheder, og fastslog dernaest, at den treaarige foraeldelsesfrist, der var omhandlet i sagen, var udtryk for et lovgivningsmaessigt valg, der ikke tilsidesaetter de naevnte betingelser.

49 Endelig har Domstolen i to domme af 17. juli 1997 i sagerne Texaco og Olieselskabet Danmark (33) og Haahr Petroleum (34) gentaget denne grundsaetning, idet den har fastslaaet, at »en fastsaettelse af rimelige frister for indgivelse af soegsmaal som udtryk for et grundlaeggende retssikkerhedsprincip opfylder de to ovennaevnte betingelser og navnlig ikke kan antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten, selv om saadanne frister, naar de er udloebet, medfoerer, at sagen helt eller delvis afvises«. Som foelge heraf erklaerede Domstolen, at den femaarige foraeldelsesfrist ifoelge dansk ret for krav paa tilbagebetaling af nationale afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten er forenelig med faellesskabsretten, selv om den har til foelge, at muligheden for tilbagesoegning mistes helt eller delvis.

50 Der ville saaledes vaere tale om forskelsbehandling, hvis den italienske regel om praeklusion af soegsmaal vedroerende tilbagebetaling af den med urette betalte afgift indebar frister, der var forskellige, alt efter om pligten til tilbagebetaling byggede paa national ret eller faellesskabsretten. Dette ville nemlig vaere tilfaeldet, hvis den i loven fastsatte frist for tilbagesoegning af afgiften paa grund af dennes ulovlighed ifoelge faellesskabsretten var kortere end den tilsvarende frist for tilbagesoegning af denne afgift paa et hvilket som helst andet grundlag ifoelge national ret. Men da dette ikke tilfaeldet, og da den i artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641/72 fastsatte frist uden forskel omfatter tilbagesoegning af alle afgifter uanset retsgrundlaget, maa svaret paa det andet praejudicielle spoergsmaal blive, at denne bestemmelse er i overensstemmelse med faellesskabsretten.

51 Kommissionen har paa dette stadium af forhandlingen foreslaaet en anden tilgang, der bestaar i en »fuldstaendig omformulering« af det andet praejudicielle spoergsmaal. Efter Kommissionens opfattelse boer dette spoergsmaal enten afvises i den form, hvori det er stillet af den forelaeggende ret, idet det angaar et rent nationalretligt fortolkningsproblem, eller omformuleres som foelger:

»Er faellesskabsretten til hinder for en national lovgivning, der, saaledes som den fortolkes af de kompetente nationale myndigheder, med hensyn til tilbagebetalingskrav vedroerende et nationalt gebyr, der er opkraevet i strid med artikel 10 i direktiv 69/355, indeholder en praeklusiv frist, der forudsaetter, at medlemsstaten har en befoejelse til af opkraeve afgifter, og at der bestaar et afgiftskrav, i stedet for en foraeldelsesfrist, som efter den paagaeldende lovgivning finder anvendelse, saafremt beloebet objektivt skulle tilbagebetales som foelge af, at der ikke bestaar en saadan befoejelse og et saadant krav?«

52 Jeg er ikke enig i denne tilgang, hverken med hensyn til paastanden om afvisning af dette praejudicielle spoergsmaal eller med hensyn til det noedvendige eller hensigtsmaessige i at omformulere det.

53 For saa vidt angaar afvisningsindsigelsen er det ikke sikkert, at det andet praejudicielle spoergsmaal angaar et rent nationalretligt problem, som f.eks. hvis der alene var tale om det begreb »afgifter, der er betalt som foelge af en fejl«, der figurerer i artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641/72. Tvaertimod oensker den forelaeggende ret oplyst, om anvendelsen af en frist paa tre aar for anlaeggelse af sag vedroerende tilbagebetaling af gebyret efter den fortolkning, de italienske retter har anlagt af ovennaevnte begreb, i stedet for den foraeldelsesfrist paa ti aar, der gaelder mellem private, strider mod faellesskabsretten. Derfor boer spoergsmaalet paakendes i realiteten, idet det angaar praecisering af en praksis ved Domstolen vedroerende de betingelser om lighed, som skal gaelde for tilbagesoegning af afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten.

54 Ej heller forslaget om omformulering af det andet praejudicielle spoergsmaal kan efter min mening accepteres. Med henblik paa at fastslaa, om foraeldelsesfristen skal vaere paa ti eller tre aar, kommer den forelaeggende ret paa ingen maade ind paa »betingelserne« for gyldigheden af artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641/72, eller hvorvidt staten har vaeret kompetent eller ikke kompetent til at opkraeve det paagaeldende gebyr. Disse problemer er derimod genstand for praejudicielle sager om tilbagebetaling af den anfaegtede afgift, der er forelagt af andre italienske retter, og maa loeses under disse sager (35).

55 Det staar dog fast, at den forelaeggende ret i den retlige del af praemisserne i forelaeggelseskendelsen anfoerer, »at tilbagesoegningsordningen ifoelge artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641/72« strider imod den almindelige regel i italiensk ret, hvorefter der alene gaelder den almindelige tiaarige foraeldelsesfrist for tilbagesoegning af beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld. Denne ret tilfoejer, at »Corte costituzionale ved dom nr. 56 af 20. februar 1995 har fastslaaet, at denne ordning - vedroerende tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld - tillige gaelder i sager anlagt af den afgiftspligtige til tilbagesoegning af administrative afgifter ...«.

56 I samme retning har Kommissionen anfoert, at Corte costituzionale's ovennaevnte dom »synes at stride imod« den doktrin, der er skabt af Corte Suprema di cassazione i dens ligeledes ovennaevnte dom nr. 3458/96. Corte costituzionale har ved henvisningen til artikel 2033 efter Kommissionens opfattelse rubriceret sager til tilbagesoegning af afgifter under »sager til tilbagesoegning af beloeb«, der er erlagt i urigtig (»objektiv«) formening om skyld, hvilket begreb er klart og utvetydigt i italiensk ret. Heraf skulle foelge, at den frist, der gaelder, er den tiaarige foraeldelsesfrist, ikke den treaarige praeklusionsfrist ifoelge dekret nr. 641/72.

57 Efter min opfattelse findes der ikke som paastaaet nogen divergens mellem de to italienske retters afgoerelser (36), og hvis en saadan fandtes, tilkom det ikke Domstolen at traeffe valget mellem disse. Der ville i alle tilfaelde alene vaere tale om et problem vedroerende anvendelse af indbyrdes modstridende nationale bestemmelser (codice civile og dekret nr. 641/72), hvis endelige loesning maatte findes af de italienske retter under anvendelse af deres egne processuelle regler.

58 Det afgoerende er derfor ikke, at der i sager vedroerende tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld gaelder frister, der er forskellige i borgerlige sager og afgiftssager, men om den i det nationale retssystem valgte loesning, saaledes som denne fortolkes af landets retter (37), uden forskel finder anvendelse paa tilbagesoegningskrav, der stoettes paa faellesskabsretten, og krav, der stoettes paa national ret. Og dette er netop det, der sker med hensyn til det anfaegtede gebyr ifoelge oplysningerne i den foreliggende sag.

59 Kommissionen har i sit skriftlige indlaeg, og mere uddybende i retsmoedet, haevdet, at aekvivalensprincippet ville blive tilsidesat, dersom sager, i hvilke beloeb erlagt i urigtig formening om skyld tilbagesoegtes paa grundlag af faellesskabsretten, i Italien behandledes mindre gunstigt end sager, der stoettes paa tilsidesaettelse af en overordnet regel i national ret, saerlig hvor der er tale om afgifter, der er betalt efter forfatningsstridige love.

60 Efter Kommissionens opfattelse er de »retsmidler i national ret«, der skal danne udgangspunkt for anvendelsen af aekvivalensprincippet, de soegsmaal vedroerende tilbagebetaling, der ivaerksaettes af afgiftspligtige, der har betalt en afgift i medfoer af en national lov, der senere erklaeres forfatningsstridig. I sit skriftlige indlaeg havde Kommissionen haevdet, at baade lovgivningen og retspraksis i Italien betragtede disse soegsmaal som et tilfaelde af tilbagesoegning af »beloeb, der objektivt ikke skyldes«, som er undergivet den almindelige ordning i codice civile (artikel 2033), og foelgelig den almindelige foraeldelsesfrist paa ti aar. I retsmoedet modificerede Kommissionen dette standpunkt betydeligt, idet den erkendte, at der ikke »findes nogen let loesning« paa dette problem, og at det tilkommer de italienske retter at loese det.

61 Hvis man forudsaetningsvis laegger til grund, at det er de italienske retter, der har det sidste ord i dette spoergsmaal, bekraefter de oplysninger, som blev givet af den italienske regering, ikke netop denne opfattelse hos Kommissionen.

62 Den af den samlede Corte Suprema di cassazione i dom nr. 2876 af 9. juni 1989 forfaegtede opfattelse med hensyn til, hvilke mulige foelger en afgoerelse, hvorved en afgiftslov erklaeres forfatningsstridig, skal have for afgifter, der allerede er betalt i medfoer af denne lov, er nemlig foelgende:

- Domme, hvorved Corte costituzionale erklaerer bestemmelser forfatningsstridige, har samme gyldighed som love, og ophaever derfor disse bestemmelser med virkning ex tunc i den forstand, at de ikke laengere kan anvendes paa endnu bestaaende retsforhold, men disse afgoerelser beroerer ikke allerede ophoerte retsforhold, dvs. retsforhold, der har udtoemt deres virkninger og ikke laengere kan roeres.

- I det konkrete tilfaelde har disse domme ikke virkninger for saadanne afgiftsforhold, der af forskellige grunde maa anses for ophoert. Blandt disse grunde kan vaere, at der findes en tidligere retsafgoerelse, at en afgiftsbetaling er blevet endelig (fordi den ikke er bestridt, eller fordi en sag vedroerende den ikke har givet positivt resultat), eller endvidere fordi foraeldelses- eller praeklusionsfristen ifoelge bestemmelserne er udloebet.

- Der kan foelgelig ikke roeres ved betalinger, der er sket i medfoer af afgiftsbestemmelser, der er erklaeret forfatningsstridige, naar de afgiftspligtige, der har foretaget dem, har ladet det paagaeldende retsforhold faeste sig.

- Udtrykkeligt forkastes maa den opfattelse, hvorefter afgiftspligten som foelge af den tilbagevirkende kraft af forfatningsstridigheden har vaeret ikke eksisterende fra begyndelsen, og den almindelige bestemmelse om tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld (dvs. artikel 2033 i codice civile) derfor har direkte og umiddelbar virkning, saaledes at soegsmaalsretten kan udoeves uanset reglerne om anfaegtelse af betaling af afgifter og uanset de i afgiftsbestemmelserne fastsatte praeklusive frister.

- Som konklusion maa man betragte det synspunkt som ugrundet, at man i disse tilfaelde (og selv om man antager, at en gyldig afgiftspligt er indtraadt fra foerst af eller senere) maa anvende den i codice civile omhandlede ret til tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld, i stedet for de saerlige baade materielle og processuelle regler, der gaelder i retssager vedroerende skatter og afgifter.

63 Dette synspunkt er paa ny fastslaaet i dom nr. 5731 afsagt af Corte Suprema di cassazione's afdelinger for borgerlige sager den 21. juni 1996, som sammenfatter det i foelgende bemaerkninger: »[...] at en bestemt afgiftsbestemmelse erklaeres forfatningsstridig, har ingen indflydelse paa afgiftsforhold, i hvilke de frister for anfaegtelse af afgiftspligten er udloebet. At den bestemmelse, der paalaegger afgiften, findes at stride mod forfatningen, kan ikke antages at medfoere, at der ikke for tvisten skulle gaelde de frister og de regler, der saerligt gaelder i retssager vedroerende skatter og afgifter [...]. At en afgiftsbestemmelse strider imod forfatningen, indebaerer ikke, at man ser bort fra de frister og regler, der saerligt gaelder i retssager vedroerende skatter og afgifter, og ej heller at man kan anfaegte betalinger af afgifter, der ikke er blevet rettidigt bestridt ifoelge de fastsatte frister [...]«.

64 Man kan derfor ikke laegge vaegt paa Kommissionens argument vedroerende den paastaaede forskelsbehandling af sager vedroerende tilbagesoegning af afgifter, der er betalt med urette som foelge af tilsidesaettelse af en overordnet regel, alt efter om denne er national eller faellesskabsretlig.

65 Som foelge heraf er det ikke noedvendigt af omformulere det andet praejudicielle spoergsmaal eller modificere det under henvisning til en paastaaet forskel mellem behandlingen af de to former for sager til tilbagesoegning af afgifter, der er betalt med urette. Ordlyden af det andet praejudicielle spoergsmaal er klar, og det samme boer gaelde Domstolens svar. Paa baggrund af de betragtninger, jeg netop har fremfoert, foreslaar jeg Domstolen i dette svar at bekraefte sin hidtidige praksis og gentage, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at der i de nationale retssystemer fastsaettes en praeklusiv frist paa tre aar for anlaeggelse af sager mod staten med paastand om tilbagebetaling af afgifter, der er betalt med urette, selv om denne frist er en undtagelse fra den almindelige frist for tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, forudsat at den paagaeldende praeklusive frist finder anvendelse uden forskel paa tilbagebetalingskrav vedroerende saadanne afgifter, der stoettes paa faellesskabsretten, og krav, der stoettes paa national ret.

Det tredje praejudicielle spoergsmaal

66 Med det tredje praejudicielle spoergsmaal, der forudsaetter, at det andet spoergsmaal besvares bekraeftende, oensker den forelaeggende ret oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for, at en national bestemmelse i sager vedroerende tilbagesoegning af afgifter, der er betalt med urette, fastsaetter datoen for den praeklusive treaarige frists begyndelse til betalingsdatoen, selv om direktivet endnu ikke var korrekt gennemfoert i national ret paa denne dato.

67 I sit skriftlige indlaeg koncentrerer den sagsoegende virksomhed, Kommissionen og forskellige medlemsstater sig om betydningen af Domstolens dom af 25. juli 1991 i Emmott-sagen (38) vedroerende dette problem. I denne dom udtalte Domstolen: »... indtil direktivet er korrekt gennemfoert, kan den medlemsstat, som undlader dette, ikke paaberaabe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formaal at beskytte de rettigheder, som dette direktiv giver ham, er anlagt for sent, og at en soegsmaalsfrist efter national ret foerst kan begynde at loebe fra dette tidspunkt« (39).

68 Ganske vist er virkningen af Emmott-dommen senere blevet begraenset af Domstolen, der har understreget, at den alene kan anvendes, naar de samme saerlige omstaendigheder som i den paagaeldende sag foreligger. I dom af 27. oktober 1993, Steenhorst-Neerings (40), og dom af 6. december 1994, Johnson (41), har Domstolen bekraeftet, at nationale praeklusive frister er anvendelige i sager vedroerende sociale ydelser, der skal betales ifoelge visse direktiver, selv om disse endnu ikke er blevet korrekt gennemfoert i national ret.

69 Mens naervaerende praejudicielle forelaeggelsessag endnu verserede, har Domstolen afsagt dommene i ovennaevnte sager Haahr Petroleum og Texaco og Olieselskabet Danmark. I disse sager har Domstolen paa ny naegtet at anvende dommen i Emmott-sagen. I begge tilfaelde var et krav paa tilbagebetaling af afgifter - der stoettedes paa tilsidesaettelse af traktatens artikel 95 - blevet afvist af de danske forvaltningsmyndigheder under henvisning til en national regel, der fastsaetter en foraeldelsesfrist paa fem aar regnet fra betalingsdatoen for tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld. Domstolen fastslog paa ny, at selv om denne frist helt eller delvis afskar tilbagesoegning af de naevnte afgifter, var dens anvendelse i disse to sager ikke i strid med faellesskabsretten.

70 Senest har Domstolen to maaneder foer retsmoedet i naervaerende sag den 2. december 1997 afsagt dom i sagen Fantask m.fl. (42), der er af ganske saerlig betydning for naervaerende sag, idet de faktiske og retlige omstaendigheder i den svarer til forholdene i foreliggende sag. Dommen i Fantask m.fl. angik tilbagesoegning af visse afgifter, der var betalt med urette, og

- samme type nationale afgifter som i den foreliggende sag (danske afgifter opkraevet i forbindelse med registrering af selskabsstiftelse og kapitalforhoejelse)

- samme form for uforenelighed med faellesskabsretten (i det konkrete tilfaelde direktiv 69/335) af den paagaeldende afgiftsbestemmelse

- samme indsigelse vedroerende udloeb af en national praeklusions- eller foraeldelsesfrist (paa fem aar efter national lovgivning regnet fra datoen for afgiftens betaling).

71 I lighed med den foreliggende sag oenskede den nationale ret i sagen Fantask m.fl., der havde de ovenfor gengivne traek, oplyst, om faellesskabsretten forbyder en medlemsstat at afskaere tilbagebetalingskrav vedroerende gebyrer, der er opkraevet i strid med direktivet, under henvisning til en national foraeldelsesfrist, saa laenge medlemsstaten ikke har gennemfoert direktivet korrekt. De sagsoegende selskabers og Kommissionens argumentation er ligeledes stoettet paa praksis efter dommen i Emmott-sagen, men er blevet imoedegaaet af de regeringer, der har indgivet indlaeg i sagen.

72 Domstolen foretrak endnu en gang sidstnaevnte loesning, idet den paa ny anlagde det ovenfor gengivne raesonnement.

73 Foerst og fremmest henviste Domstolen til det almindelige princip, hvorefter det i mangel af faellesskabsbestemmelser paa omraadet tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin nationale retsorden at give regler for sagsanlaeg til sikring af retten til tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld, idet disse regler dog ikke kan vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende krav efter nationale regler og ej heller maa vaere udformet saaledes, at de i praksis goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden.

74 For det andet fandt Domstolen, at denne frist ikke kunne antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden, selv om den efter sin natur var egnet til at medfoere, at sagen helt eller delvis afvistes, idet den understregede, at det er foreneligt med faellesskabsretten af hensyn til retssikkerheden, der beskytter saavel borgerne som forvaltningsmyndighederne, at fastsaette rimelige praeklusive frister. Konkret var den i dansk ret fastsatte foraeldelsesfrist rimelig og fandt anvendelse i sager, der stoettedes baade paa faellesskabsretten og national ret.

75 For det tredje naegtede Domstolen paa ny i disse sager at anvende princippet i dommen i Emmott-sagen, hvori resultatet var begrundet i de saerlige omstaendigheder, der bevirkede, at den praeklusive virkning absolut beroevede sagsoegeren muligheden for at goere sin ret til ligebehandling paa grundlag af et direktiv gaeldende.

76 Endelig konkluderede Domstolen, [...] »at faellesskabsretten paa sit nuvaerende udviklingstrin ikke forbyder en medlemsstat, som ikke har gennemfoert direktivet korrekt, at afskaere tilbagebetalingskrav vedroerende gebyrer, der er opkraevet i strid med direktivet, under henvisning til en national foraeldelsesfrist, der regnes fra det tidspunkt, hvor de paagaeldende gebyrer kunne kraeves betalt, naar en saadan frist ikke er mindre gunstig for soegsmaal, der stoettes paa faellesskabsretten, end for soegsmaal, der stoettes paa national ret, og den ikke i praksis goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden«.

77 I betragtning af klarheden af den anfoerte laere og ligheden mellem de retlige og faktiske omstaendigheder i sagen Fantask m.fl. og den foreliggende sag opgav Kommissionen i retsmoedet sit tidligere standpunkt og erkendte, at spoergsmaalet var blevet endeligt loest med afsigelsen af dommen i sagen Fantask m.fl. Sagsoegerne i hovedsagen forsoegte derimod under det samme moede (43) at paapege forskelle mellem det danske og det italienske retssystem, der bevirkede, at afgoerelsen fra sagen Fantask m.fl. ikke kunne anvendes i den foreliggende sag.

78 Efter min opfattelse var dette forsoeg forgaeves. For det foerste, fordi dets udgangspunkt var fejlagtigt. Snarere end at paapege formodede forskelle mellem omstaendighederne i sagen Fantask m.fl. og den foreliggende sag havde det nemlig vaeret noedvendigt at paavise lighederne mellem Emmott-sagen og denne sag, eftersom det i retspraksis efter dommen i Emmott-sagen var antaget, at det var de saerlige forhold i denne sag, der havde vaeret afgoerende for den trufne afgoerelse. Den britiske regering understregede vedroerende dette punkt i retsmoedet bl.a., at det i denne sag havde vaeret landets egne myndigheder, der havde opfordret Emmott til ikke at klage. Derimod har intet hindret de italienske selskaber i at udoeve deres ret til at klage over de paagaeldende afgiftsopkraevninger (44).

79 For det andet, og uafhaengigt af det anfoerte til nu, er paastaaede forskelle mellem nationale lovgivninger uden betydning for indvirkningerne paa den foreliggende sag af dommen i sagen Fantask m.fl. Om fristen er paa fem eller tre aar, om den findes i en almindelig eller saerlig bestemmelse, der finder anvendelse paa en bestemt form for afgifter, eller om den har paavirket eller ikke paavirket retspraksis vedroerende den allerede eksisterende bestemmelse, saa er det vaesentlige, at Domstolen har antaget, at den praeklusive frist - paa tre eller fem aar - for tilbagesoegning i medfoer af faellesskabsretten af afgifter, der er opkraevet med urette, kan begynde at loebe allerede fra betalingsdatoen, og ikke fra datoen for medlemsstatens korrekte gennemfoerelse af direktivet i national ret.

80 Berettigelsen af dette standpunkt - der naturligvis forudsaetter, at der ikke findes faellesskabsregler paa omraadet, og at der findes en national retsregel, der fastsaetter den praeklusive frist uden forskel - beroeres ikke af, at udloebet af denne frist ganske logisk medfoerer fortabelse af retten til tilbagesoegning af en allerede betalt afgift. Dette er det saerlige traek ved lignende praeklusive frister, der er fastsat af retssikkerhedshensyn, og det er derfor ikke til skade for retssikkerhedens effektivitet eller for domstolsbeskyttelsen. Den afgiftspligtige har mulighed for at anfaegte betalingen af afgiften i de tre aar, der foelger efter betalingsdatoen.

81 Man kan indvende, at denne loesning ikke er saerligt tilfredsstillende for de afgiftspligtige, der har ment at vaere forpligtet til at betale en afgift, der stred mod faellesskabsretten. Og saaledes forholder det sig faktisk. En mulig loesning, som dog er forbundet med visse vanskeligheder, ville vaere at fastsaette en ensartet faellesskabsregel til harmonisering af de forskellige nationale ordninger paa omraadet. Men saa laenge en saadan regel ikke findes, tilkommer det hver enkelt medlemsstat paa de saa ofte naevnte betingelser at fastsaette reglerne for tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld.

82 Det er givet, at medlemsstaterne - i dette tilfaelde Den Italienske Republik - under udoevelsen af denne befoejelse skal handle i overensstemmelse med kravene ifoelge traktatens artikel 5. Det er ligeledes givet, at visse handlinger fra de italienske myndigheders side i forbindelse med tilbagebetalingen af den afgift, der er omhandlet i den foreliggende sag, saaledes som de er beskrevet i parternes skriftlige indlaeg, synes at have lagt flere hindringer i vejen for tilbagesoegningssagerne, end man med rimelighed kunne forvente paa baggrund af denne artikel (45). Men denne praejudicielle forelaeggelsessag kan ikke omdannes til en traktatbrudssag i medfoer af traktatens artikel 169, og man kan ej heller se bort fra, at Den Italienske Republiks officielle adfaerd i det vaesentlige har vaeret i overensstemmelse med dens pligter ifoelge traktaten, idet dens lovgivende myndigheder har ophaevet den del af den nationale afgift, der stred mod faellesskabsretten, og udtrykkeligt anerkendt retten til tilbagebetaling af denne afgift (46), hvilken ret de italienske domstole har beskyttet, om end inden for de graenser, der er fastsat ved de nationale praeklusive frister for sagsanlaeg.

Forslag til afgoerelse

83 Jeg foreslaar derfor Domstolen at besvare de af Tribunale civile di Genova stillede spoergsmaal paa foelgende maade:

»1) Anvendelse af praeklusive frister fastsat i en national bestemmelse for anlaeggelse af sag vedroerende tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet med urette, er ingen tidsmaessig begraensning af virkningerne af en dom afsagt af Domstolen, som det alene tilkommer Domstolen at fastsaette.

2) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at der i de nationale retsordener fastsaettes en praeklusiv frist paa tre aar for anlaeggelse af sag mod statskassen med paastand om tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet med urette, selv om denne frist er en undtagelse fra den frist, der gaelder med hensyn til beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, forudsat at den finder anvendelse uden forskel paa tilbagebetalingskrav, der stoettes paa national ret, og krav, der stoettes paa faellesskabsretten.

3) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat anvender en national bestemmelse, hvorefter soegsmaalsretten angaaende krav om tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet i strid med et direktiv, praekluderes efter udloebet af en frist, der regnes fra betalingsdatoen, selv om denne bestemmelse helt eller delvis afskaerer tilbagebetaling af de paagaeldende afgifter.«

(1) - Forenede sager C-71/91 og C-178/91, Sml. I, s. 1915.

(2) - EFT 1969 II, s. 405.

(3) - Se lovdekret nr. 331 af 30.8.1993, omdannet til lov ved lov nr. 427 af 29.10.1993.

(4) - Se herom foelgende domme afsagt af Corte Suprema di cassazione (Foerste Afdeling for Borgerlige Sager): nr. 2992 af 28.3.1994, nr. 9900 af 23.11.1994, samt nr. 4468/96 og nr. 3458/96 afsagt den 23.2.1996 af rettens plenum. Paa samme maade har Corte costituzionale i praemis 2 i dom nr. 56 af 24.2.1995 vedroerende perioden foer gebyrets ophaevelse (i 1993) behandlet dets omtumlede skaebne i lovgivningen og derefter udtalt: »Da gebyret er blevet opkraevet med urette af den italienske stat, idet det er i strid med artikel 10 i direktiv 69/335/EOEF af 17.7.1969, saaledes som denne et blevet fortolket af Domstolen i dom af 20.4.1993 i de forenede sager C-71/91 og C-178/91, kan de betalte beloeb tilbagesoeges med hjemmel i faellesskabsretten, der er umiddelbart anvendelig i italiensk ret.«

(5) - I medfoer af artikel 633 i lov om den borgerlige retspleje kan domstolene, naar visse betingelser er opfyldt (fordringer, der med sikkerhed kan opgoeres til et bestemt beloeb, og som er forfaldne og hviler paa autentiske dokumenter) udstede et »decreto ingiuntivo«, hvorved det retskraftigt, om end kun foreloebigt, paalaegges skyldneren at betale det kraevede beloeb.

(6) - Anvendelsen af lov nr. 428/90 paa krav om tilbagebetaling af visse afgifter er genstand for de praejudicielle spoergsmaal, der er forelagt i sag C-228/96, Aprile II, og sag C-343/96, Dilexport.

(7) - Sag 43/75, Sml. s. 455.

(8) - Den samme fremgangsmaade er ofte blevet benyttet af forfatningsdomstolene og andre retter, der paakender forfatningsspoergsmaal, naar de stod over for problemer, der fulgte af, at de erklaerede love forfatningsstridige. Se herom E. García de Enterría's artikel: »Un paso importante para el desarrollo de nuestra justicia constitucional: la doctrina prospectiva en la declaración de ineficacia de las leyes inconstitucionales«, Revista Española de Derecho Administrativo, 1989, nr. 61, s. 5 ff.

(9) - »Saafremt klagen findes berettiget, erklaerer Domstolen den anfaegtede handling eller retsakt ugyldig.

Med hensyn til forordninger angiver Domstolen dog, dersom den skoenner det noedvendigt, hvilke af den annullerede forordnings virkninger der skal betragtes som bestaaende.«

(10) - Dom af 26.4.1994, sag C-228/92, Roquette Frères, Sml. I, s. 1445, praemis 17.

(11) - Saaledes hedder det i dom af 16.7.1992, sag C-193/90, Legros m.fl., Sml. I, s. 4625, praemis 30: »Det bemaerkes, at Domstolen kun undtagelsesvis under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er knaesat i Faellesskabets retsorden, vil finde anledning til at begraense de retsundergivnes mulighed for at paaberaabe sig den saaledes fortolkede bestemmelse med henblik paa anfaegtelse af tidligere i god tro stiftede retsforhold. Ved afgoerelsen af, om en doms tidsmaessige virkning skal begraenses, skal der laegges vaegt paa, at selv om de praktiske foelger af enhver retsafgoerelse omhyggeligt maa vurderes, kan man dog ikke gaa saa langt som til at gribe ind i rettens objektivitet og bringe dens fremtidige anvendelse i fare, blot fordi en retsafgoerelse kan faa virkninger for fortiden (dom af 2.2.1988, sag 24/86, Blaizot, Sml. s. 379, praemis 28 og 30).«

(12) - Sag 61/79, Sml. s. 1205, praemis 16.

(13) - Forenede sager C-367/93 - C-377/93, Sml. I, s. 2229, praemis 42.

(14) - Sag C-330/95, Sml. I, s. 3801, praemis 28.

(15) - Sag C-415/93, Sml. I, s. 4921, praemis 141.

(16) - Forenede sager C-179/94 og C-252/94, Sml. I, s. 505, praemis 47.

(17) - Dom af 16.12.1976, sag 33/76, Sml. s. 1989.

(18) - Dom af 16.12.1976, sag 45/76, Sml. s. 2043.

(19) - Hjemmelen for denne ret kan, naar der er tale om opnaaelse af tilbagebetaling af nationale afgifter, der er uforenelige med faellesskabsretten, soeges i forskellige regler eller principper, som Domstolen i visse tilfaelde har henvist til i sine domme. Man har saaledes kunnet paaberaabe sig traktatens artikel 5, hvorefter det paahviler medlemsstaterne at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der foelger af traktaten, og ved andre lejligheder har man anfoert noedvendigheden af at sikre en umiddelbart anvendelig faellesskabsregel, der forboed den nationale bestemmelse om afgiftens indfoerelse, ligesom man har bygget paa den almindelige regel om fralaeggelse af den ugrundede berigelse, som medlemsstaten ville opnaa, dersom den ikke skulle tilbagebetale de uretmaessigt opkraevede beloeb.

(20) - Sag 240/87, Sml. s. 3513.

(21) - Disse synspunkter gaar igen i en allerede lang raekke domme, der er afsagt paa omraadet siden dommene i Rewe- og Comet-sagerne, nemlig bl.a.: dom af 26.6.1979, sag 177/78, Pigs and Bacon Commission, Sml. s. 2161, af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, af 5.3.1980, sag 265/78, Ferwerda, Sml. s. 617, ovennaevnte dom i Denkavit italiana-sagen, dom af 10.7.1980, sag 811/79, Ariete, Sml. s. 2545, af 10.7.1980, sag 826/79, MIRECO, Sml. s. 2559, af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, af 25.2.1988, forenede sager 331/85, 376/85 og 378/85, Bianco og Girard, Sml. s. 1099, og af 23.5.1996, sag C-5/94, Hedley Lomas, Sml. I, s. 2553.

(22) - Ifoelge Domstolens faste praksis kan denne begraensning kun fastsaettes i den dom, hvorved den soegte fortolkning gives. Det tilkommer naturligvis alene Domstolen at begraense de tidsmaessige virkninger af dens egne domme.

(23) - Det staar fast, at Kommissionen allerede i sit skriftlige indlaeg havde henvist til Deville-dommen og dens mulige lighedspunkter med den foreliggende sag, men gjort dette i naermest hypotetiske vendinger. I punkt 16 i sit indlaeg spoerger Kommissionen sig selv, om »[...] det i dommen i Deville-sagen fastslaaede fortolkningsprincip ikke tillige er anvendeligt [...], og ikke er til hinder for, at man kunne naa til en konklusion, der er opbygget paa samme maade som konklusionen i dommen i Deville-sagen, og som kunne formuleres som foelger: [...]«.

(24) - I denne dom erklaerede Domstolen, at en national lovgiver ikke efter en dom afsagt af Domstolen, hvoraf det fremgaar, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, kan fastsaette en processuel regel, der saerlig forringer mulighederne for tilbagesoegning af afgifter, der uberettiget er opkraevet i medfoer af denne lovgivning.

(25) - Dom af 2.2.1988, sag 309/85, Sml. s. 355.

(26) - Det foreslaaede svar var: »En medlemsstats retter kan ikke efter en dom afsagt af Domstolen, hvorved en bestemt afgiftsregel erklaeres uforenelig med et faellesskabsdirektiv, anlaegge en ny fortolkning af en processuel regel, der saerlig begraenser de retsundergivnes mulighed for at anlaegge sag til tilbagesoegning af en afgift, der uberettiget er opkraevet af den paagaeldende medlemsstat.«

(27) - Se punkt 12 ovenfor.

(28) - Se punkt 7 ovenfor.

(29) - Se punkt 12 ovenfor vedroerende argumentationen i Corte Suprema di cassazione's dom.

(30) - Artikel 2947 ff. i codice civile regulerer under overskrifterne »Den korte foraeldelsesfrist« og »Den formodede foraeldelse« tilfaelde, hvori fristerne er kortere end de saedvanlige. Dette gaelder f.eks. inden for den almindelige erstatningsret (fem aar), selskabsretlige forhold (fem aar), transport- og forsikringsaftaler (et aar) og arbejdsaftaler (et eller tre aar, alt efter tilfaeldet) mv.

(31) - Sag C-261/95, Sml. I, s. 4025.

(32) - Sag 386/87, Sml. s. 3551, praemis 15 til 18.

(33) - Forenede sager C-114/95 og C-115/95, Sml. I, s. 4263, praemis 45 til 49.

(34) - Sag C-90/94, Sml. I, s. 4085, praemis 46 til 53.

(35) - Sagerne C-10/97 til C-22/97, begge inklusive. Under retsmoedet har Kommissionen afholdt sig fra at fremfoere bemaerkninger om virkningerne af den mulige »retlige ineksistens« af love, der er uforenelige med faellesskabsretten, hvilket efter dens opfattelse foelger af dommen i Simmenthal-sagen, og den har udtrykkeligt bemaerket, at den foretrak at udsaette sin argumentation til retsmoedet i ovennaevnte sager.

(36) - Corte costituzionale's dom angik udelukkende pligten til at udtoemme de administrative klagemuligheder som en absolut forudsaetning for at anlaegge sag ved domstolene. Denne betingelse fandtes forfatningsstridig paa grundlag af foelgende raesonnement:»Der er ved naervaerende ret fast praksis for, at det alene er lovligt at betinge anlaeggelse af sag ved domstolene af, at sagsoegeren foerst udtoemmer de administrative klagemuligheder, med den forsinkelse, der foelger heraf, for anlaeggelse af en saadan sag inden udloebet af en vis frist regnet fra indgivelsen af den administrative klage, saafremt der foreligger almene hensyn eller overordnede retsprincipper, uden at dette fritager lovgiver fra pligten til at soerge for, at den byrde, han paalaegger, bliver saa let som muligt.

For saa vidt angaar de i artikel 12 i dekret nr. 641/72 omhandlede sager og de tilsvarende sager i dekret nr. 640 og 642 er der ingen grund til at anvende den begraensning, der er fastsat som en undtagelse fra princippet i forfatningens artikel 24. Der er tale om sager, der ikke kraever tekniske undersoegelser, der goer det noedvendigt eller hensigtsmaessigt at bestemme, at forvaltningen skal behandle sagen, foerend denne indbringes for domstolene (jf. dom nr. 15 af 1991), og dette gaelder saa meget mere, naar der som her er tale om et krav paa tilbagebetaling af afgifter, der uberettiget er opkraevet af staten. Der er intet, der kan begrunde en saerordning til fordel for statskassen som debitor for det beloeb, der tilbagesoeges.«

Kommissionen har trukket den sidste saetning ud af sammenhaengen i dommen, saaledes at den opfattes som tillige gaaende paa praeklusionsfristerne for de paagaeldende soegsmaal, hvilket efter min mening klart overskrider ratio decidendi i dommen, som ikke i nogen henseende handler om problemer vedroerende frister for soegsmaal angaaende tilbagesoegning, men en ubegrundet pligt til forinden at udtoemme administrative klagemuligheder.

(37) - Domstolen har gentagne gange (se senest dom af 29.5.1997, sag C-300/95, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 2649, praemis 37) udtalt, at raekkevidden af nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser skal bedoemmes under hensyntagen til de nationale domstoles fortolkning af dem.

(38) - Sag C-208/90, Sml. I, s. 4269.

(39) - Praemis 23.

(40) - Sag C-338/91, Sml. I, s. 5457.

(41) - Sag C-410/92, Sml. I, s. 5483.

(42) - Sag C-188/95, Sml. I, s. 6783, praemis 42 til 52.

(43) - Dette retsmoede var faelles for sagerne C-231/96, Edis, C-260/96, SPAC, C-279/96, Ansaldo Energia, C-280/96, Marine Insurance Consultant og C-281/96, GMB m.fl.

(44) - Edis' egen advokat oplyste dette i retsmoedet og erkendte, at et andet selskab i Edis-koncernen og andre italienske selskaber allerede i 1989 (og saaledes ikke blot foer dommen i Ponente Carni-sagen, men endog foer forelaeggelsen af det praejudicielle spoergsmaal, der blev besvaret i denne dom) havde anfaegtet opkraevningen af registreringsafgiften for de italienske retter. Selv om der af materielle grunde skete frifindelse i disse sager, viser de dog, at ingen har naegtet selskaberne domstolsbeskyttelse.

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 696C0231.1

(45) - Blandt disse vanskeligheder var, at der skulle anlaegges sag ved retterne med henblik paa at opnaa et fuldbyrdelsesdokument for kravet mod statskassen, hvilket tillige kunne medfoere, at sagerne kompliceredes uden grund - og foelgelig at sagerne forhaledes - til skade for de afgiftspligtige.

(46) - Artikel 61 i lovdekret nr. 331 af 30.8.1993 fastlaegger fremgangsmaaden til tilbagebetaling af disse afgifter, nemlig enten ved indgivelse af klage til forvaltningen (vedroerende beloeb betalt for skatteaaret 1992) eller ved modregning (vedroerende beloeb betalt for skatteaaret 1993).

Full & Egal Universal Law Academy