EUR-Lex -  61996CC0266 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Fennelly fremsat den 22

Generaladvokatens forslag til afgørelse

I - Indledning

1 I denne sag er Domstolen endnu en gang blevet anmodet om at bedoemme, om den italienske havnelovgivning er i samklang med traktatens bestemmelser om de frie varebevaegelser og den frie udveksling af tjenesteydelser. Den praejudicielle forelaeggelse angaar selskaber med eksklusive rettigheder i to af Italiens foerende middelhavshavne, hvor soetransportvirksomheder skal benytte sig af selskabernes tjenester ved fortoejning. Det er navnlig gjort gaeldende, at den betaling, som opkraeves for tjenesterne, er i strid med faellesskabsretten.

II - Sagens retlige og faktiske omstaendigheder

A - Den faktiske baggrund og den nationale sag

2 Corsica Ferries France SA (herefter »Corsica Ferries« eller »sagsoegeren«) er en fransk soetransportvirksomhed, der siden den 1. januar 1994 har drevet linjefart med transport af varer og passagerer mellem visse havne paa Korsika og bl.a. de italienske havne La Spezia og Genova. Selskabet anvender 4 »roll-on roll-off« faerger (1), som foerer Panamas flag, og som er tidschartret af et selskab, Tourship Ltd med hjemsted paa Jersey (2).

3 I perioden fra den 1. januar 1994 til den 29. februar 1996 (herefter »den relevante periode«) maatte Corsica Ferries i henhold til soeretlige bestemmelser betale Gruppo Antichi Ormeggiatori del Porto di Genova Coop. arl og Gruppo Ormeggiatori del Golfo di La Spezia Coop. arl (3) henholdsvis 669 838 425 ITL og 188 472 802 ITL som betaling for fortoejningsarbejde i forbindelse med, at selskabets faerger anloeb havnene i Genova og La Spezia. Da sagsoegeren ansaa forpligtelsen til at benytte sig af fortoejningsarbejderne for at vaere i strid med faellesskabsretten, blev betalingerne foretaget med det forbehold, at kravene blev anset for ulovlige og eventuelt senere ville blive tilbagesoegt.

4 Den 2. juli 1996 anlagde Corsica Ferries sag ved Tribunale di Genova (Genova byret, herefter »den nationale ret«) paa grundlag af artikel 633 ff. i Codice di procedura civile (den italienske civilproceslov, herefter »civilprocesloven«) med paastand om, at fortoejningsarbejderne skulle paalaegges at betale de ovenfor naevnte beloeb, og at Ministero dei Trasporti e della Navigazione (Trafik- og Soefartsministeriet) in solidum med de sagsoegte skulle paalaegges at betale det samlede beloeb med rente. Sagsoegeren gjorde gaeldende, at opkraevningen af beloebene var uberettiget, eftersom virksomheden ikke havde anmodet om at benytte sig af fortoejningsarbejderne, og at de opkraevede beloeb var i strid med faellesskabsbestemmelserne om den frie udveksling af tjenesteydelser og de frie varebevaegelser. Sagsoegeren anfoerte, at taksterne for fortoejningsarbejdet i realiteten var obligatoriske, uanset at disse ikke var fastsat paa grundlag af bindende national lovgivning. Sagsoegeren haevdede ogsaa, at havnemyndighederne ved at godkende de af fortoejningsarbejderne fastsatte takster aabnede mulighed for, at disse kunne misbruge deres eksklusive rettigheder i de paagaeldende havne, og at havnemyndighederne dermed var ansvarlige for overtraedelsen af traktatens artikel 85 og 86.

5 Den nationale ret fastslog som foelger:

a) Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande (4), som fortolket af Domstolen i dommen i sagen Corsica Ferries (5), indeholder ikke bestemmelser om registreringen af de fartoejer, transportvirksomheden benytter, og det flag, de foerer.

b) Det foelger af faellesskabsretten, at selv beloeb, der opkraeves obligatorisk i henhold til lov som vederlag for en tjenesteydelse, skal staa i et rimeligt forhold til omkostningerne ved den faktisk praesterede tjenesteydelse (6).

c) National lovgivning, der paalaegger virksomheder at anvende tjenesteydelser fra en lokal virksomhed, der er indehaver af en eneret, udgoer en indfoerselshindring (7).

d) En medlemsstat overtraeder forbudsbestemmelserne i Faellesskabets konkurrenceregler, saafremt en virksomhed ved den blotte udoevelse af de eksklusive rettigheder, som er indroemmet den, foranlediges til at udnytte sin dominerende stilling paa en maade, der er udtryk for misbrug, eller saafremt rettighederne maa antages at skabe en retstilstand, som medfoerer, at virksomheden goer sig skyldig i et saadant misbrug (8).

e) Faellesskabsretten indeholder et princip om, at medlemsstaterne er erstatningsansvarlige for tab, som er forvoldt private paa grund af tilsidesaettelser af faellesskabsretten, der maa tilregnes staterne (9).

6 Den nationale ret har ogsaa konstateret, for det foerste, at en soetransportvirksomhed, som er etableret i en medlemsstat, og som driver linjefart med en anden medlemsstat, udbyder tjenesteydelser, »som i sagens natur er graenseoverskridende«, og for det andet, at fortoejningsarbejderne er virksomheder i henhold til traktatens artikel 90, stk. 1, idet de af den offentlige forvaltning er indroemmet eneret til at udfoere det obligatoriske fortoejningsarbejde i Genovas og La Spezias havne, »der som omraader udgoer vaesentlige dele af faellesmarkedet«.

B - Den nationale rets kendelse

i) De relevante nationale retsforskrifter

7 Den nationale ret beskriver fortoejningsarbejdet (l'attività di ormeggio) som bestaaende i at »et skib, som ankommer i havnen, fastgoeres til anlaegspladsen ved hjaelp af reb og tove« (10). Den nationale ret paapeger, at den italienske Codice della navigazione (soelov) (11) ikke indeholder naermere bestemmelser herom, da det blot hedder i artikel 116, stk. 4, at »de personer, der udfoerer fortoejningsarbejde, falder ind under den personalegruppe, som udfoerer havnearbejde«. Den nationale ret anfoerer dog, at artikel 208-214 i Regolamento di Esecuzione al Codice di Navigazione (soefartsregulativet, herefter »det nationale regulativ«) indeholder visse bestemmelser om fortoejningsarbejderne. Ifoelge forelaeggelseskendelsen indeholder

»de naevnte gennemfoerelsesbestemmelser, der er administrativt fastsat ... en opregning af de tekniske og faglige kvalifikationskrav for fortoejningsarbejdere, der er optaget i de hertil bestemte registre, havnedirektoerens befoejelser i relation til den paagaeldende tjeneste og de naermere regler om, hvorledes arbejdet skal udfoeres«.

Den nationale ret finder det hverken i henhold til lov- eller forvaltningsforskrift obligatorisk at anvende fortoejningsarbejderne og anfoerer, at »i henhold til artikel 212 i gennemfoerelsesbestemmelserne til soeloven fastsaettes taksterne af chefen for afdelingen«, »dvs. af havnemyndigheden« (12).

8 Fortoejningstjenesten udbydes af en enkelt virksomhed baade i Genovas havn og i La Spezias havn. Den nationale ret anfoerer, at gruppen af fortoejningsarbejdere i Genova blev oprettet ved afgoerelse nr. 759 af 1. juni 1953 fra bestyrelsesformanden for Consorzio autonomo del porto di Genova (det uafhaengige konsortium for Genovas havn, herefter »CAP«), som herved godkendte bestemmelserne om fortoejning og loskastning af fartoejer. I henhold til artikel 13, stk. 1, i afgoerelse nr. 2 af 1. marts 1972 fra bestyrelsesformanden for CAP er »benyttelse af ydelserne fra fortoejningspersonalet i forbindelse med fortoejning og loskastning af skibe fakultativ«, men artikel 13, stk. 2, bestemmer ikke desto mindre foelgende: »Saafremt et skib ikke anmoder om ydelser fra fortoejningspersonalets side, maa fortoejningen udelukkende foretages af personalet om bord« (13). Det er saaledes ifoelge den nationale ret i realiteten obligatorisk at anvende fortoejningsarbejderne i Genova. Derimod anfoerer den nationale ret, for saa vidt angaar havnen i La Spezia, at det for skibe paa over 500 tons er obligatorisk at anvende fortoejningsarbejderne i La Spezia i henhold til artikel 2 i afgoerelse nr. 20 af 16. juli 1968 fra Capo del Compartimento Marittimo di La Spezia (chefen for La Spezia havnedistrikt) (14).

9 Den nationale ret anfoerer for saa vidt angaar »chefen for afdelingens« og »havnemyndighedens« fastsaettelse af taksterne for fortoejningsarbejde i henhold til det nationale regulativs artikel 212 (jf. ovenfor, punkt 7), at der ikke »i loven er ... defineret de kriterier, som myndigheden skal laegge til grund ved fastsaettelsen af taksterne«, og at taksterne »undertiden fastsaettes ... paa grundlag af aftaler, der indgaas mellem virksomheder inden for omraadet, og de saettes derefter i kraft ved en retsakt fra den offentlige forvaltning« (15).

ii) De praejudicielle spoergsmaal

10 Henset til, at fortoejningsarbejderne er tildelt eksklusive rettigheder, og at det er obligatorisk at anvende deres tjenester, samt til den maade, hvorpaa taksterne for deres arbejde fastsaettes og opkraeves, vurderede den nationale ret umiddelbart, at de paagaeldende bestemmelser samt praksis »kan begraense samhandelen og udvekslingen af tjenesteydelser inden for Faellesskabet og foranledige de virksomheder, der er indehavere af saadanne rettigheder, til at udnytte deres dominerende stilling paa en maade, der er udtryk for misbrug og til skade for samhandelen mellem medlemsstaterne, idet omkostningerne overvaeltes paa virksomheder, der udfoerer transport mellem medlemsstaterne«. Den nationale ret besluttede derfor at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal i medfoer af traktatens artikel 177:

»1) Skal traktatens artikel 30 fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at det i henhold til bestemmelser og/eller administrativ praksis i en medlemsstat ikke er tilladt, at soetransportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, lader deres fartoejer, der ankommer til og/eller afsejler fra havnen i foerstnaevnte medlemsstat, laegge til eller fra kaj, medmindre de benytter tjenesteydelser, som en lokal virksomhed leverer i henhold til en eneret med hensyn til udfoerelse af fortoejnings- og loskastningsarbejde, og de til den paagaeldende virksomhed betaler beloeb, der endog ikke staar i rimeligt forhold til den faktiske omkostning ved de leverede ydelser?

2) Er Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986, sammenholdt med traktatens artikel 59, til hinder for en bestemmelse i en medlemsstat, hvorefter det er obligatorisk at benytte en fortoejningstjeneste, og der herved over for soetransportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater - i forbindelse med deres skibes ankomst til og afsejling fra foerstnaevnte medlemsstat - anvendes takster, der ikke er fastsat ved lov, men paa grundlag af et administrativt skoen?

3) Er traktatens artikel 3, 5, artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 85 og artikel 86, til hinder for bestemmelser og/eller administrativ praksis i en medlemsstat, hvorved en virksomhed, der er etableret i den paagaeldende stat, indroemmes eneret til at udfoere fortoejningstjeneste, saaledes at den naevnte tjenesteydelse er obligatorisk, at der kan opkraeves beloeb, der ikke staar i rimeligt forhold til den faktiske omkostning ved tjenesteydelserne, at der anvendes takster, som er fremkommet ved aftaler og/eller et administrativt skoen, og at taksterne er forskellige fra havn til havn, selv om der er tale om ens ydelser?«

III - Indlaeg

11 Corsica Ferries, fortoejningsarbejderne, Den Italienske Republik og Kommissionen har afgivet skriftlige og mundtlige indlaeg.

IV - Formaliteten

12 Saavel fortoejningsarbejderne som Italien har i deres skriftlige indlaeg rejst tvivl om, hvorvidt den foreliggende sag kan antages til realitetsbehandling. De anfoerer, at forelaeggelseskendelsen ikke indeholder tilstraekkelige oplysninger om de faktiske omstaendigheder, saerlig for saa vidt angaar de tjenester, som fortoejningsarbejderne leverer, og de relevante nationale bestemmelser, og at Domstolen derfor ikke kan give et brugbart svar paa de praejudicielle spoergsmaal. Italien henviser til Domstolens afgoerelse i Banchero-sagen (16) og understreger, at det er saerlig vigtigt med en detaljeret beskrivelse af den retlige og faktiske baggrund, naar de forelagte spoergsmaal angaar komplicerede sammenhaenge, her angaaende anvendelsen af Faellesskabets konkurrenceregler. Fortoejningsarbejderne goer ogsaa gaeldende, at den nationale ret har givet en ensidig og kunstig beskrivelse af den retlige og faktiske baggrund for sagen, eftersom hovedsagen er anlagt af Corsica Ferries som en summarisk procedure uden kontradiktion i henhold til civilproceslovens artikel 633. Fortoejningsarbejderne haevder, at de i national ret foreskrevne betingelser for at anvende denne procedure, navnlig at de kraevede beloeb skal kunne bestemmes med sikkerhed, ikke er opfyldt i den foreliggende sag, eftersom Corsica Ferries rent faktisk har modtaget visse tjenesteydelser, uanset hvad der maatte menes om stoerrelsen af den betaling, som er opkraevet herfor. Selv om Domstolen skulle besvare de praejudicielle spoergsmaal til Corsica Ferries' fordel, vil dette saaledes ikke betyde, at den nationale ret kan traeffe bestemmelse om tilbagebetaling af de betalte beloeb. Fortoejningsarbejderne haevder, at de forelagte spoergsmaal formentlig ikke har betydning for loesningen af den nationale sag, og i saerdeleshed at Transport- og Soefartsministeriet, selv om Corsica Ferries skulle faa medhold i sine paastande om faellesskabsretten, ikke i medfoer af Domstolens praksis om medlemsstaternes erstatningsansvar kan blive paalagt at tilbagebetale alle de beloeb, som Corsica Ferries har maattet betale (17).

13 Derimod finder Kommissionen, at den praejudicielle forelaeggelse kan antages til realitetsbehandling. Ifoelge Kommissionen har Domstolen allerede i praemis 12 i Corsica Ferries-dommen principielt antaget, at der kan forelaegges praejudicielle spoergsmaal under en summarisk procedure som foreskrevet i civilproceslovens artikel 633. Kommissionen anfoerte under retsmoedet, at Domstolen under alle omstaendigheder paa grundlag af de indlaeg, som er blevet indgivet, raader over tilstraekkelige oplysninger til at besvare de forelagte spoergsmaal paa en brugbar maade. Corsica Ferries anfoerte for sin del under retsmoedet, at forelaeggelseskendelsen indeholder en tilstraekkelig beskrivelse af sagens retlige og faktiske sammenhaeng.

14 Her maa det med Kommissionen antages, at det foelger af det princip, som Domstolen fastslog i praemis 12 i Corsica Ferries-dommen, at der kan forelaegges praejudicielle spoergsmaal under en summarisk procedure som den i civilproceslovens artikel 633 foreskrevne. Jeg deler den opfattelse, generaladvokat Van Gerven gav udtryk for i sit forslag til afgoerelse i Corsica Ferries, hvorefter »den tankegang, der begrunder praejudicielle sager« (18), som stadigt fastholdt af Domstolen, er, at proceduren er »grundlaget for et samarbejde mellem Domstolen og de nationale retsinstanser, hvorved Domstolen kan forsyne de nationale retsinstanser med de faellesskabsretlige fortolkningselementer, der er noedvendige for, at disse retsinstanser kan traeffe afgoerelse i de sager, der indbringes for dem« (19).

15 Domstolen antog saa tidligt som i 1971 i sagen Politi mod Italien (20) og bekraeftede tre aar senere i Birra Dreher-sagen (21), at der kan forelaegges praejudicielle spoergsmaal under procedurer uden kontradiktion. Disse afgoerelser blev truffet i en periode, hvor Domstolen havde en mere liberal og fleksibel holdning til forelaeggelser i medfoer af traktatens artikel 177. Spoergsmaalet, om en national ret kan forelaegge praejudicielle spoergsmaal uden forudgaaende kontradiktorisk behandling, involverer et principspoergsmaal, men Domstolen har aldrig antydet, at den skulle have aendret standpunkt. I Simmenthal-sagen udtalte Domstolen for foerste gang, at det kunne »vaere i den gode retsplejes interesse«, at det praejudicielle spoergsmaal foerst forelaegges, »efter at der har fundet en kontradiktorisk retsforhandling sted« (22). Domstolen har dog ogsaa fastholdt, at det »alene [tilkommer] den nationale ret at afgoere, om dette er noedvendigt« (23). Derimod bekraeftede Domstolen igen i praemis 12 i Corsica Ferries-dommen, som vedroerte en praejudiciel forelaeggelse fra Tribunale di Genova under en sag anlagt af Corsica Ferries i medfoer af artikel 633 i civilprocesloven, at artikel 177

»... ikke forudsaetter, at den procedure, hvorunder den nationale ret formulerer praejudicielle spoergsmaal, er kontradiktorisk, selv om det dog kan vaere i den gode retsplejes interesse, at der finder en kontradiktorisk retsforhandling sted«.

Med denne udtalelse er der ikke laengere tvivl om, at der kan forelaegges praejudicielle spoergsmaal i forbindelse med nationale procedurer uden kontradiktion.

16 Det foelger dog ikke automatisk heraf, at forelaeggelser indgivet i forbindelse med nationale procedurer uden kontradiktion altid kan antages til realitetsbehandling. Domstolen har som foelge af visse specielle problemer identificeret en raekke situationer, hvor den ikke anser sig for befoejet til at besvare de forelagte spoergsmaal. Det er relevant i forhold til den foreliggende sag, at Domstolen i de senere aar, med generaladvokat Jacobs' ordvalg i forslaget til afgoerelse i Leur-Bloem-sagen, »har lagt stoerre vaegt paa at give en besvarelse i overensstemmelse med sagens faktiske omstaendigheder og derfor har stillet strengere krav om, at de nationale retter klart beskriver den retlige og faktiske sammenhaeng, som forelaeggelsen vedroerer« (24).

17 Efter min opfattelse boer en national domstol, naar den overvejer, hvorvidt den skal forelaegge praejudicielle spoergsmaal i forbindelse med procedurer uden kontradiktion, huske paa, at det ofte foerst er, naar den anden part hoeres, at den noejagtige faktiske og retlige sammenhaeng kan fastlaegges. Naar der forelaegges praejudicielle spoergsmaal uden kontradiktion, vil sagsoegte desuden foerst faa mulighed for at praesentere sit syn paa sagen for EF-Domstolen, hvilket indebaerer en reel risiko for, at denne part baade rejser faktiske spoergsmaal og spoergsmaal om national ret, som ikke er omfattet af den nationale sag. Det giver anledning til store vanskeligheder for Domstolen. Domstolen fremhaevede i 1979 i Union laitière Normande-sagen, at »noedvendigheden af at naa til en hensigtsmaessig fortolkning af faellesskabsretten [fordrer], at de retlige rammer for den udbedte fortolkning fastlaegges« (25). Domstolen gentog dette to aar senere, da den i sagen Irish Creamery Milk Suppliers Association udtrykkeligt blev spurgt, om det var en korrekt anvendelse af artikel 177 at forelaegge et fortolkningsspoergsmaal, inden sagens faktum var fastslaaet (26). Domstolen gentog sine udtalelser fra Union Laitière Normande-sagen og fastslog (27):

»Ud fra dette synspunkt kan det efter omstaendighederne vaere hensigtsmaessigt, at sagens faktum er fastslaaet, og at rent nationale retsspoergsmaal er afklarede inden forelaeggelsen for Domstolen, saaledes at denne kan tage alle faktiske og retlige elementer, som kan have betydning for dens fortolkning af faellesskabsretten, i betragtning.«

18 Domstolen fortsatte dog med at fremhaeve foelgende:

»Disse hensyn begraenser imidlertid paa inden maade den skoensbefoejelse, som tilkommer den nationale ret, der som den eneste har direkte kendskab til sagens omstaendigheder og de af parterne fremfoerte argumenter, og som har ansvaret for den afgoerelse, der skal traeffes, og foelgelig bedst er i stand til at bedoemme, paa hvilket stadium af retsforhandlingerne den har behov for en praejudiciel afgoerelse fra Domstolen.«

19 Det er Domstolens afgoerelse i Telemarsicabruzzo-sagen (28), der, som det blev paapeget af generaladvokat Lenz i Bosman-sagen (29), er det accepterede vendepunkt, hvorefter Domstolen stiller stoerre krav om en fuld beskrivelse af den faktiske og retlige sammenhaeng. I Telemarsicabruzzo-sagen valgte Domstolen tilsyneladende at foelge generaladvokat Gulmann's forslag om en »noget mere restriktiv holdning« (30). Domstolen noejedes saaledes ikke med at gentage noedvendigheden af, at den nationale ret beskriver den »faktiske og retlige sammenhaeng«; Domstolen tog det videre skridt at konstatere, at det var ufornoedent at besvare det praejudicielle spoergsmaal. I perioden paa fem aar siden denne afgoerelse har Domstolen ikke sjaeldent ved kendelse fastslaaet, at der ikke var anledning til at besvare forelaeggelser fra nationale retter (31). I Banchero-kendelsen, som Italien henviser til, gentog Domstolen sin velkendte udtalelse, at »det for at opnaa en fortolkning af faellesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er paakraevet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstaendigheder og de regler, som de forelagte spoergsmaal haenger sammen med, eller i alt fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spoergsmaal« (32).

20 Kort sagt, det forhold, at en praejudiciel forelaeggelse kan antages til realitetsbehandling, betyder ikke, at Domstolen altid vil kunne besvare de forelagte spoergsmaal. Jeg maa dog understrege, at der henset til formaalet med artikel 177 maa foreligge ekstraordinaere omstaendigheder for, at Domstolen afviser at besvare forelagte spoergsmaal (33). Domstolen omformulerer ofte de forelagte spoergsmaal, saaledes at den kan besvare de relevante faellesskabsretlige spoergsmaal, og soeger at supplere de oplysninger, den nationale ret giver, paa grundlag af de indlaeg, som parterne, Kommissionen (og til tider andre faellesskabsinstitutioner) eller medlemsstaterne har afgivet (34).

21 Domstolen antog i Corsica Ferries-sagen, at de i forelaeggelseskendelsen »fremstillede faktiske omstaendigheder« kunne suppleres med oplysninger fra de »skriftlige og mundtlige indlaeg, der er afgivet for Domstolen« (35). Generaladvokat Van Gerven (36) foreslog dog, i lyset af den utilstraekkelige fremstilling af den nationale retlige ramme, og eftersom proceduren i henhold til civilproceslovens artikel 633 skal angaa et bestemt beloeb, at Domstolen alene skulle besvare de spoergsmaal, der angik den paastaaede forskelsbehandling i taksterne, som blev anvendt i Genovas havn. Domstolen fulgte i det store og hele hans forslag (37). I den foreliggende sag har de omfattende skriftlige indlaeg, saerlig sagsoegtes indlaeg, forsynet Domstolen med udfoerlige oplysninger om fortoejningsarbejdet og de relevante italienske bestemmelser. Det er vanskeligt at udelukke, at beslutningen om at forelaegge spoergsmaalene uden kontradiktion har bidraget til den usikkerhed vedroerende faktum og retsregler, som saaledes foreligger for Domstolen.

22 Eftersom Domstolen i princippet er bundet af den nationale rets fremstilling (38), opstaar en vanskelig situation, naar det fremgaar af indlaeggene til Domstolen, at forelaeggelseskendelsen muligvis indeholder en mangelfuld eller endog forkert fremstilling af de relevante retsregler. Hvis den nationale rets fremstilling er mangelfuld paa vaesentlige punkter, maa Domstolen besvare de forelagte spoergsmaal paa et egentlig hypotetisk eller teoretisk grundlag. Domstolen har dog med rette altid afvist at besvare rent hypotetiske spoergsmaal (39).

23 I den foreliggende sag er det aabenbart, at de to foerste spoergsmaal angaar problemet om, hvorvidt de fastsatte takster er i overensstemmelse med traktatens artikel 30 og 59. Disse spoergsmaal foelger af sagsoegerens krav i hovedsagen om at faa tilbagebetalt alle de beloeb, som er betalt til fortoejningsarbejderne. De sagsoegte goer efter min opfattelse med nogen ret gaeldende, at de er berettiget til en vis betaling, eftersom de har leveret visse ydelser til sagsoegeren, og at dennes krav derfor ikke opfylder kravene for at anvende proceduren ifoelge civilproceslovens artikel 633. Det synes imidlertid at fremgaa af forelaeggelseskendelsen, at den nationale ret kan give sagsoegeren medhold, hvis grundlaget for at opkraeve de paagaeldende beloeb er i strid med faellesskabsretten. Om en saadan afgoerelse er i strid med italiensk procesret, er et spoergsmaal, som maa afgoeres efter den paagaeldende medlemsstats materielle ret og procesregler.

24 Efter min opfattelse kan saaledes alle de spoergsmaal, der er forelagt af den nationale ret i den foreliggende sag, antages til realitetsbehandling og boer besvares af Domstolen, med undtagelse af de punkter, hvor jeg som angivet ovenfor - paa grund af modstridende oplysninger i de indlaeg, der er afgivet til Domstolen - ikke finder oplysningerne i forelaeggelseskendelsen tilstraekkelige. Jeg vil ogsaa anbefale, at Domstolen ved besvarelsen af de forelagte spoergsmaal henleder opmaerksomheden paa de saerlige vanskeligheder, der opstaar i relation til proceduren i artikel 177 som et effektivt samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, naar en national ret forelaegger praejudicielle spoergsmaal uden kontradiktion og i forbindelse med summariske procedurer.

V - Gennemgang

A - Det foerste spoergsmaal

i) Indledning

25 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst, om det navnlig i lyset af Ligur Carni-dommen er i strid med traktatens artikel 30, at soetransportvirksomheder, som er etableret i andre medlemsstater, og som lader deres fartoejer anloebe italienske havne, i henhold til italiensk lovgivning eller andre bestemmelser skal benytte de lokale fortoejningsarbejdere. Selv om det ikke er udtrykkeligt formuleret, indgaar der et andet spoergsmaal i dette spoergsmaal, nemlig om den lokale virksomheds monopol kombineret med kravet om betaling af »beloeb, der endog ikke staar i rimeligt forhold til den faktiske omkostning ved de leverede ydelser« (»versando a detta impressa corrispettiva anche sproporzionati rispetto al costo effettivo dei servizi resi«), er i strid med artikel 30.

ii) Indlaeg

26 Sagsoegeren goer gaeldende, at selskabet som foelge af fortoejningsarbejdernes monopol maa betale betydelig beloeb for levering af tjenesteydelser, der er af ringe eller ingen vaerdi eller nytte. Sagsoegeren paaberaaber sig Ligur Carni-dommen til stoette for den opfattelse, at eftersom det anvender sine faerger til at transportere varer fra Korsika i Frankrig til Italien, indebaerer fortoejningsarbejdernes eksklusive rettigheder, at indfoersel fra en anden medlemsstat goeres »dyrere og vanskeligere«; sagsoegeren haevder derfor, at de omtvistede nationale bestemmelser udgoer en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, der er i strid med traktatens artikel 30 (40).

27 Fortoejningsarbejderne anfoerer, at det ville undergrave den sondring, som boer forefindes mellem anvendelsesomraadet for paa den ene side artikel 30 og paa den anden side artikel 59, hvis artikel 30 kunne finde anvendelse paa nationale bestemmelser, som ikke har til formaal at regulere varehandelen, og som ikke har andet end helt uvisse, usikre eller indirekte virkninger paa de frie varebevaegelser. Fortoejningsarbejderne henviser til dommene og generaladvokat Lenz' og Léger's forslag til afgoerelse i henholdsvis Peralta-sagen og sagen Centro Servizi Spediporto til stoette for den opfattelse, at bestemmelser om transportydelser ikke alene som foelge af, at den paagaeldende transportydelse angaar varer, kan anses for at falde inden for anvendelsesomraadet for artikel 30 (41). De anfoerer, at udgiften til de tjenesteydelser, de leverer, ikke udgoer mere end 0,05% af de samlede omkostninger for et indfoert produkt. Subsidiaert goer de gaeldende, at selv om artikel 30 i princippet skulle finde anvendelse, boer Domstolen anvende sin Keck og Mithouard-retspraksis (42) og fastslaa, at de omtvistede bestemmelser ikke har til formaal at regulere samhandelen og hverken faktisk eller retlig goer nogen forskel mellem indfoerte og indenlandske produkter.

28 Ej heller Kommissionen finder artikel 30 anvendelig. Kommissionen henviser bl.a. i sit skriftlige indlaeg til praemis 24 og 41 i henholdsvis Peralta- og Centro Servizi Spediporto-dommene, herunder navnlig til Domstolens konstatering af, at formaalet med en lovgivning, som »ikke indeholder nogen sondring paa grundlag af de transporterede varers oprindelse«, ikke »er at regulere varehandelen med de oevrige medlemsstater, og at de restriktive virkninger, den vil kunne medfoere for de frie varebevaegelser, er alt for usikre og indirekte til, at den i loven fastsatte forpligtelse kan betragtes som en foranstaltning, der er egnet til at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne«.

iii) Analyse

29 Jeg er enig med Kommissionen og fortoejningsarbejderne. Spoergsmaalet, om artikel 30 er anvendelig paa en national foranstaltning, beror selvfoelgelig ikke paa, om foranstaltningen i stoerre eller mindre grad har virkninger for samhandelen. Det fremgaar af Domstolens retspraksis, at der ikke er nogen bagatelgraense for anvendelsen af artikel 30 (43). Ikke desto mindre har Domstolen baade foer og efter afgoerelsen i Keck og Mithouard-sagen stadigt fastholdt, at bestemmelser, der gaelder uden forskel for indenlandske og indfoerte produkter, maa have en protektionistisk virkning, for at der skal foreligge en hindring for samhandelen som omhandlet i artikel 30. Dette fremgaar f.eks. af dommene i Peralta- og Centro Servizi Spediporto-sagerne, som angik bestemmelser, der vedroerte saavel soe- som landtransportvirksomheder, men som fandt anvendelse uden hensyn til de transporterede varers oprindelse. Uanset at disse regler havde visse indirekte foelgevirkninger for omkostningerne ved transport af indfoerte varer, fandt Domstolen, at reglerne i princippet ikke kunne falde ind under anvendelsesomraadet for artikel 30. Jeg mener, at principperne fra denne retspraksis kan anvendes i den foreliggende sag. En almen pligt til at anvende tjenesteydelser fra lokale fortoejningsarbejdere, naar en transportvirksomhed, uanset i hvilket land denne er etableret, lader et af sine skibe anloebe en italiensk havn, kan i princippet ikke anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion.

30 Jeg mener, at Corsica Ferries' analogi til den forpligtelse, der blev paalagt transportoerer af ferskt koed i Ligur Carni-sagen, er fejlagtig. Der er ikke andre ligheder, end at formaalet med de omtvistede bestemmelser i den foreliggende sag, ligesom i Ligur Carni-sagen, er at forbeholde leveringen af tjenesteydelser for visse tjenesteydere. De omtvistede regler i Ligur Carni-sagen vedroerte en helt speciel italiensk regional ordning: Transport af koed fra det lokale slagteri til det endelige bestemmelsessted skulle enten overlades til en lokal transportvirksomhed eller udfoeres af den erhvervsdrivende, som havde indfoert koedet til kommunen (enten fra andre dele af Italien eller fra andre medlemsstater) mod betaling af »et vist beloeb til den koncessionerede virksomhed« (44). Domstolen ansaa denne bestemmelse for at vaere en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, »naar den bevirker, at indfoersel af varer med oprindelse i andre medlemsstater bliver dyrere og vanskeligere« (45). Derimod finder de omtvistede bestemmelser i den foreliggende sag almindelig anvendelse, og som Kommissionens repraesentant med rette paapegede under retsmoedet, gaelder reglerne ikke blot for transport af visse varer. Reglerne finder anvendelse, hver gang et skib anloeber en italiensk havn, uanset om der senere foretages transport af varer. Reglerne finder anvendelse som foelge af, at soetransportvirksomhederne anvender de italienske havne, og deres betydning for omkostningerne ved indfoersel af varer er saaledes helt tilfaeldig. Jeg mener derfor, at Corsica Ferries' anbringende om, at pligten til at anvende fortoejningsarbejderne falder ind under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30, maa forkastes.

31 Sagsoegeren haevder desuden, at den uforholdsmaessigt hoeje takst for fortoejningsarbejdet er til stoerre ulempe for indfoerte produkter, eftersom der er flere indfoerte end indenlandske produkter, som transporteres til Italien ad soevejen. Saadanne virkninger kan i teorien foere til, at artikel 30 finder anvendelse (46), men den nationale ret har ikke gjort nogen bemaerkning om stoerrelsen af de beloeb, som fortoejningsarbejderne opkraever for deres arbejde. Jeg mener derfor ikke, at Domstolen har tilstraekkelige oplysninger til, at den kan besvare denne del af det foerste spoergsmaal.

32 Af de ovenfor anfoerte grunde er det min opfattelse, at nationale bestemmelser som de, der er tale om i denne sag, ikke er i strid med traktatens artikel 30.

B - Det andet spoergsmaal

33 Med sit andet spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, om fortoejningsarbejdernes eneret, i kombination med den angiveligt skoensmaessige takstfastsaettelse, udgoer en utilladelig hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet. Jeg mener ikke, at den maade, hvorpaa taksterne fastsaettes - uafhaengigt af spoergsmaalet, om fortoejningsarbejdernes eneret er forenelig med traktatens artikel 59 - kan udgoere en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, selv om takstfastsaettelsen selvfoelgelig kan forvaerre virkningerne af de hindringer, som maatte foreligge i forbindelse med eksistensen af enerettighederne. Corsica Ferries har imidlertid ogsaa henvist til, at opkraevningen af uforholdsmaessige beloeb kan udgoere en tilsidesaettelse af artikel 90 sammenholdt med artikel 59. Eftersom den nationale ret ikke har rejst dette spoergsmaal i forbindelse med sit tredje spoergsmaal, finder jeg det hverken passende eller noedvendigt, at Domstolen omtaler dette i sin besvarelse (47).

i) Anvendelsesomraadet for den frie udveksling af tjenesteydelser

34 Som Domstolen fastslog i Corsica Ferries-sagen, har Raadet med vedtagelsen af forordningen fra 1986 (48) truffet bestemmelse om, at princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser i traktatens artikel 59 ogsaa skal finde anvendelse inden for soetransport mellem medlemsstaterne (49). Hertil kommer, at sagsoegeren som et selskab med hjemsted i Frankrig, der kontrolleres af et selskab med hjemsted i Luxembourg, og som leverer tjenesteydelser i Italien, aabenbart falder inden for det personelle anvendelsesomraade for traktatens artikel 59 og artikel 1 i forordningen fra 1986 (50).

ii) Spoergsmaalet om forskelsbehandling

35 I modsaetning til den tidligere Corsica Ferries-sag synes de omtvistede regler i den foreliggende sag ikke at give anledning til aabenlys eller skjult forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 59 og artikel 9 i 1986-forordningen. Pligten til at benytte fortoejningsarbejderne i Genovas havn gaelder for alle soetransportvirksomheder, og i La Spezias havn skal alle skibe paa over 500 tons anvende fortoejningsarbejderne i La Spezia. Alligevel har sagsoegeren gjort gaeldende, at der er flere nationale end udenlandske transportvirksomheder, som ejer fartoejer, der ikke behoever benytte fortoejningsarbejdernes tjenester (51). Selv om reglerne i La Spezias havn paa denne maade muligvis er indirekte diskriminerende, mener jeg ikke, at Corsica Ferries kan paaberaabe sig en saadan eventuel forskelsbehandling. En virksomhed som sagsoegerens, der anvender store moderne bilfaerger, kan ikke sammenlignes med en hypotetisk gruppe af konkurrerende nationale transportvirksomheder, der anvender fartoejer paa under 500 tons. Eftersom den nationale ret ikke har omtalt sagsoegerens italienske konkurrenter, kan denne sammenligning efter min opfattelse ikke besvare det forelagte spoergsmaal. Taersklen paa 500 tons kan heller ikke uden videre sammenlignes med de fiskeri-bevarelsesforanstaltninger, som var omhandlet i sagen Kommissionen mod Irland, hvor »den irske fiskerflaade naeppe [omfattede] baade« af den paagaeldende stoerrelse (52). Corsica Ferries maa sammenholdes med italienske transportvirksomheder, der anvender fartoejer af tilsvarende stoerrelse som bilfaergerne. Eftersom saadanne italienske virksomheder er underkastet de samme takster som sagsoegeren, foreligger der ingen direkte eller indirekte forskelsbehandling.

iii) Foreligger der en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser?

36 Det maa herefter undersoeges, om fortoejningsarbejdernes enerettigheder alligevel kan anses for at udgoere en ikke-diskriminerende hindring for transportvirksomheder som sagsoegerens ret til frit at levere soetransporttjenesteydelser til og fra italienske havne.

a) Fortoejningstjenesten

37 Desvaerre er det netop for saa vidt angaar fortoejningstjenestens karakter, at den ensidige beskrivelse af situationen for den nationale ret, som afspejles i forelaeggelseskendelsen, viser sig mest tydeligt. Ifoelge Corsica Ferries bestaar fortoejningsarbejdet i al vaesentlighed i at fastgoere og frigoere et fartoej ved hjaelp af de dertil indrettede liner og kabler (se ovenfor, punkt 7) og gaar derfor ikke ud over at modtage tovene fra skibet og fastgoere disse til fortoejningspillerne paa kajen og vice versa.

38 Det er et helt andet billede, som tegnes i indlaegget fra fortoejningsarbejderne. De bestrider kraftigt sagsoegerens forenklede beskrivelse. De haevder, at ydelsen udgoer en ud af tre tekniske nautiske tjenester, som udfoeres i havne, og som er grundlaeggende for sikkerheden paa havneomraadet, og som desuden omfatter alle kendetegnene for en offentlig tjenesteydelse (53). De omtaler saerligt foelgende aspekter:

i) ordentlig fortoejning af skibet til kajen, herunder fastgoerelse af skibet til fortoejningspillerne

ii) sikring af, at det fortoejede fartoej forbliver paa kajpladsen under hele opholdet i havnen og, i saerdeleshed, naar skibets passagerer og varer lastes og losses

iii) indgriben, naar det er noedvendigt at aendre eller forstaerke fartoejets fortoejning, navnlig naar det paa grund af aendrede vejrforhold maa flyttes til en anden kajplads

iv) sikring af, inden fartoejet kaster los, at der er fri passage ud af havnen og, saafremt der er hindringer, at fjerne disse, inden ankeret lettes, og

v) samarbejde fuldt ud med fartoejets besaetning, naar fartoejet forlader havnen, og indtil det naar aabent hav.

Fortoejningsarbejderne paapeger, at disse tjenester maa ydes 24 timer i doegnet, 365 dage om aaret og under tilsyn fra de paagaeldende soefartsmyndigheder, navnlig havnemesteren. Denne kan anmode fortoejningsarbejderne om at yde andre tjenester, navnlig i tilfaelde af farlige vejrforhold i havnen.

39 Paa grund af min holdning til spoergsmaalet, om der foreligger en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, er det ikke noedvendigt for mig at tage stilling til disse modstridende beskrivelser. Det ville heller ikke vaere passende. Det maa den nationale ret tage stilling til. Det er klart, at det i mangel af faellesskabsretlig harmonisering paa omraadet udgoer et lovligt politisk maal for medlemsstaterne at traeffe foranstaltninger med henblik paa at beskytte menneskers liv og sundhed, saavel som miljoeet, mod de farer, der kan opstaa ved uansvarlig eller uagtsom fortoejning og loskastning af skibe, navnlig i store og travle havne som Genova og La Spezia (54). Det er selvfoelgelig den nationale ret, der maa tage stilling til, om dette maal naas eller bedst naas ved at tildele fortoejningsarbejderne enerettigheder.

b) Indlaeg

40 Sagsoegeren goer i al vaesentligt gaeldende, at eftersom det er et fransk selskab, der driver soetransportvirksomhed mellem Korsika og Italien, udgoer pligten til at benytte sig af fortoejningsarbejdernes tjenester en restriktion, som hindrer dets ret til fri udveksling af graenseoverskridende tjenesteydelser, da det i franske havne er valgfrit, om man vil benytte sig af saadanne tjenester. Fortoejningsarbejderne henviser saerligt til generaladvokat Elmer's forslag til afgoerelse i sagen Job Centre, hvor han anfoerer, at den Keck og Mithouard-retspraksis, som Domstolen har udviklet for saa vidt angaar artikel 30, ligeledes kan anvendes i henseende til traktatens artikel 59 (55). Eftersom de omtvistede regler ikke har til formaal at regulere udvekslingen af tjenesteydelser, og eftersom virkningerne af reglerne opstaar i Italien og beroerer alle udbydere af soetransporttjenester paa samme maade, er de ikke til hinder for leveringen af disse tjenesteydelser og falder derfor uden for anvendelsesomraadet for artikel 59. Kommissionen er stort set enig i denne opfattelse (56).

c) Analyse

41 Det maa foerst bemaerkes, at den eventuelle hindring i den foreliggende sag ikke beroerer selve fortoejningstjenesterne. Corsica Ferries goer gaeldende, at selskabet har ret til at anvende deres egne kvalificerede besaetningsmedlemmer og den moderne udrustning, som findes paa deres veludstyrede bilfaerger, til at fortoeje deres faerger, men haevder ikke, at eksistensen af de lokale fortoejningsarbejderes enerettigheder i sig selv udgoer en hindring for retten til frit at levere graenseoverskridende fortoejningstjenesteydelser i italienske havne. Den hindring, der paaberaabes, angaar i stedet levering af soetransporttjenesteydelserne og bestaar i al vaesentligt i det retlige eller faktiske forbud for soetransportvirksomheder mod at besoerge fortoejningen af deres skibe og navnlig de oegede omkostninger, som pligten til at benytte sig af de lokale fortoejningsarbejdere indebaerer.

42 Ifoelge Domstolens faste retspraksis kraever »traktatens artikel 59 ... ikke blot afskaffelse af enhver forskelsbehandling til skade for tjenesteyderen paa grund af dennes nationalitet, men ogsaa ophaevelse af enhver restriktion - ogsaa selv om den anvendes uden forskel paa indenlandske tjenesteydere og tjenesteydere fra andre medlemsstater - der kan vaere til hinder for eller paa anden maade genere den virksomhed, som udoeves af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor han lovligt leverer tilsvarende tjenesteydelser« (57). Det er vanskeligt at formulere en objektiv definition af den type af nationale foranstaltninger, der kan vaere saadanne »restriktioner«. I den nyligt afsagte dom i sagen Reisebuero Broede formulerede Domstolen forbuddet som omfattende enhver »restriktion [der] - ogsaa selv om den gaelder uden forskel for saavel indenlandske tjenesteydere som tjenesteydere fra andre medlemsstater - ... kan vaere til hinder for eller indebaere ulemper for den virksomhed, som udoeves af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor denne lovligt praesterer tilsvarende tjenesteydelser, eller kan goere denne virksomhed mindre tiltraekkende« (58).

43 Sagerne Saeger og Reisebuero Broede angik nationale regler i en medlemsstat, hvor tjenesteyderen oenskede at levere en saerlig ydelse, men hvor dette var forbudt, saafremt tjenesteyderen ikke besad saerlige kvalifikationer, som der ikke blev stillet krav om i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen var etableret. Det er klart, at saadanne regler, selv om de ikke er diskriminerende, kan udgoere hindringer for den frie udveksling af graenseoverskridende tjenesteydelser. Som Domstolen konstaterede i Reisebuero Broede-dommen, kan disse regler goere det umuligt at levere tjenesteydelsen i vaertsmedlemsstaten, eftersom den udenlandske tjenesteyder kun midlertidigt udfoerer aktiviteter i denne stat (59). Ligeledes kan det hindre adgangen til det relevante marked, naar det som i Saeger-sagen paalaegges den tjenesteyder, der forbliver i sin egen medlemsstat, at opnaa en tilladelse fra destinationsmedlemsstaten, som kun indroemmes, saafremt tjenesteyderen er i besiddelse af et saerligt (nationalt) diplom i denne stat. Nationale tjenesteydere har stoerre muligheder for at tilpasse deres aktiviteter til saadanne krav. Saaledes var der i SETTG-sagen ikke tvivl om de skadelige virkninger af den graeske lovbestemmelse, ifoelge hvilken udenlandske turistfoerere, som paa midlertidigt grundlag ville udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed i Graekenland, skulle have et specielt ansaettelsesforhold (60). Med Domstolens ordvalg i Alpine Investments-dommen »paavirker [saadanne regler] ... direkte adgangen til at udfoere tjenesteydelser i de andre medlemsstater« og »er derfor egnet til at hindre udvekslingen af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne« (61).

44 Jeg mener, at de foranstaltninger, som der er tale om i den foreliggende sag, ligger meget naermere de regler, der blev behandlet i Peralta-sagen. Deres betydning for den frie udveksling af tjenesteydelser er for fjerntliggende og indirekte til direkte at kunne beroere adgangen til markedet for levering af soetransporttjenester. Kravet om at benytte sig af de lokale fortoejningsarbejdere goer ikke leveringen af den paagaeldende tjenesteydelse, nemlig soetransporten, afhaengig af andre betingelser end den obligatoriske brug af en accessorisk tjenesteydelse. I mangel af yderligere oplysninger herom fra den nationale ret mener jeg ikke, at der i den foreliggende sag er tale om en »hindring« som omhandlet i traktatens artikel 59 (62).

45 I lyset heraf finder jeg det unoedvendigt at undersoege, om den paastaaede hindring kan begrundes.

C - Det tredje spoergsmaal

i) Indledning

46 Den forelaeggende rets tredje spoergsmaal angaar spoergsmaalet, om traktatens artikel 85, sammenholdt med artikel 5, eller artikel 86, sammenholdt med artikel 90, stk. 1, kan finde anvendelse i den foreliggende sag. For det foerste oensker den nationale ret oplyst, om traktatens artikel 85, sammenholdt med artikel 5, er til hinder for en national lovgivning, som paalaegger brugerne af havne at betale en takst for fortoejningsarbejde, der er fastsat ved aftale mellem alle de individuelle medlemmer af en national forening for fortoejningsarbejdere. For det andet oensker den nationale ret oplyst, om det er i samklang med artikel 86, sammenholdt med artikel 90, stk. 1, at der i henhold til nationale bestemmelser ikke alene findes et faktisk og retligt monopol paa leveringen af havnefortoejningstjenesteydelser, men at det ogsaa er tilladt, at de individuelle indehavere af koncessionerne i havne af en saadan stoerrelse og betydning for Faellesskabets samhandel som havnene i Genova og La Spezia opkraever takster, der er uforholdsmaessigt hoeje i forhold til de faktiske omkostninger for det praesterede fortoejningsarbejde, og som desuden varierer fra havn til havn. Da den nationale ret konstaterer, at »de kriterier, myndigheden skal laegge til grund ved fastsaettelsen af taksterne«, ikke er »defineret« i loven, og da det goeres gaeldende, at taksterne er udtryk for en konkurrencebegraensende aftale mellem de forskellige udbydere af fortoejningstjenester i Italien, maa jeg indlede med at beskrive de for Domstolen anfoerte diametralt forskellige opfattelser af, hvorledes taksterne fastsaettes; disse opfattelser fremgaar alene af indlaeggene til Domstolen.

ii) Bestemmelserne om fastsaettelsen af fortoejningstaksterne

47 Ifoelge den nationale ret (se punkt 9 ovenfor) fastsaetter den kompetente administrative myndighed undertiden fortoejningstaksterne og saetter dem i kraft som »aftaler, der indgaas mellem virksomheder inden for omraadet«. Sagsoegeren er helt enig i denne beskrivelse. Ifoelge sagsoegeren blev den omtvistede aftale indgaaet den 26. juli 1990 mellem ANGOPI (foreningen af fortoejningsarbejdere) og Comita Utenza Portuale (repraesentanter for visse foreninger af virksomheder, som bruger havnetjenester) (63). Ifoelge Corsica Ferries anmodede aftaleparterne den 20. september 1990 Ministro della Marina Mercantile (ministeren for handelsflaaden) om »straks at vedtage de foranstaltninger, som er noedvendige for at sikre overholdelsen af aftalen«. Den 15. maj 1991 besvarede ministeren henvendelsen ved at anfoere, at fastsaettelse af taksterne skulle ske ved aftale mellem udbyderne af fortoejningsarbejdet (64). Corsica Ferries goer derfor gaeldende, at de italienske myndigheder i hvert fald i den relevante periode faktisk fralagde sig deres befoejelser i henhold til artikel 212 i den nationale lovgivning samt begraensede sig til at godkende og saette de takster i kraft, som blev fastlagt ved privat aftale.

48 Fortoejningsarbejderne, Italien og Kommissionen bestrider i deres indlaeg for Domstolen denne beskrivelse. Fortoejningsarbejderne haevder, at taksterne vedtages af Ministero dei Trasporti e della Navigazione saavel direkte som gennem dets forskellige decentraliserede organer. Ministeriet traeffer ved beslutning afgoerelse om rammen (il modello organizzativo) for fastsaettelsen af taksterne i hver italiensk havn paa grundlag af antallet af fortoejningsvirksomheder, det udstyr, der maa anskaffes for udfoerelsen af tjenesten saavel som den almindelige offentlige interesse i en fuldstaendig fortoejningstjeneste. Det goeres gaeldende, at denne fremgangsmaade er fuldt gennemsigtig og objektiv, eftersom baade fortoejningsarbejderne og alle grupper af brugere af havnene deltager i de diskussioner, der gaar forud for fastsaettelsen af taksterne. Lov nr. 160/89 af 5. maj 1989 (herefter »1989-loven«) indeholder et antal bestemmelser om soetransport og koncessioner (65). Fortoejningsarbejderne goer gaeldende, at der i henhold til artikel 9 i 1989-loven er fastlagt et objektivt »omkostninger-plus«-system for fastsaettelse af taksterne, nemlig et system, hvor taksterne i al vaesentlighed fastsaettes paa grundlag af fartoejets bruttotonnage, med en vis rabat for hyppige brugere af havnefaciliteterne, f.eks. bilfaergevirksomheder som Corsica Ferries. Formaalet med »omkostninger-plus«- systemet er at fordele omkostningerne til at opretholde en fuldstaendig fortoejningstjeneste forholdsmaessigt mellem de forskellige brugere af havnen (66). Principperne for dette system var i den relevante periode fastlagt i forskellige ministerielle cirkulaerer (67). Tilsyneladende er afgoerelse nr. 1453 af 20. oktober 1994 fra Genovas CAP og afgoerelse nr. 231 af 27. september 1994 fra chefen for La Spezias havnedistrikt i samklang med bestemmelserne i disse cirkulaerer og indeholder saaledes et system for fastlaeggelsen af taksterne (68).

49 Paa grund af den store uoverensstemmelse mellem oplysningerne om proceduren for takstfastsaettelsen i henholdsvis Corsica Ferries', de oevrige parter i sagens og Kommissionens indlaeg forelagde Domstolen sagsoegeren et skriftligt spoergsmaal om, hvorvidt sagsoegerens beskrivelse var forenelig med de andre parters for saa vidt angaar 1989-loven. I svaret anfoerte Corsica Ferries i alt vaesentligt, at den relevante bestemmelse (artikel 9, stk. 7, i 1989-loven) kun vedroerer cabotagetjenester og i al fald ikke giver Ministro delle Marina Mercantile befoejelser til at vedtage regler om faelles nationale takster. Desuden paapegede Corsica Ferries, at der ikke er vedtaget nogle retslige foranstaltninger med henblik paa at gennemfoere 1989-loven for saa vidt angaar soetransport, eftersom ministerielle cirkulaerer ikke har bindende virkning i italiensk ret (69). Sagsoegeren goer gaeldende, at de generelle kriterier for at fastsaette taksterne, der er anfoert i de paagaeldende cirkulaerer, blot er udtryk for arbitraere administrative afgoerelser eller ulovlige aftaler, som er blevet godkendt og sat i kraft af offentlige myndigheder.

50 Corsica Ferries' beskrivelse af cirkulaerernes retsvirkninger i det skriftlige svar paa Domstolens spoergsmaal blev udtrykkeligt bestridt af repraesentanten for Italien under retsmoedet. Denne gjorde gaeldende, at 1989-loven og cirkulaererne uanset Corsica Ferries' kritik er relevante for den foreliggende sag. Repraesentanten for den italienske regering anfoerte, at fortoejningstaksterne for cabotage i henhold til de paagaeldende cirkulaerer ogsaa omfatter soetransport; med andre ord anvendes cirkulaererne i praksis, som om de var retligt bindende.

iii) Domstolens kompetence

51 Domstolen har ikke i medfoer af proceduren i artikel 177 befoejelse til at loese denne beklagelige tvist vedroerende reglerne om proceduren for takstfastsaettelsen. Domstolen kan derfor efter min opfattelse ikke give et endeligt svar paa det tredje spoergsmaal. Ikke desto mindre er sammenhaengen mellem spoergsmaalet og tvisten for den nationale ret klar; hvis sagsoegerens beskrivelse af proceduren for takstfastsaettelsen er rigtig, er Italien tydeligvis ansvarlig for de eventuelle overtraedelser af konkurrencereglerne, som maatte foelge heraf, medmindre disse overtraedelser kan begrundes ifoelge artikel 90, stk. 2. Den nationale ret skulle derfor kunne give sagsoegeren i hovedsagen medhold og traeffe afgoerelse om tilbagebetaling af de erlagte beloeb. Det er imidlertid mildt sagt foruroligende, at Domstolen ikke har faaet en beskrivelse fra den nationale ret af de nationale retlige og administrative bestemmelser, der tilsyneladende er relevante. Jeg skal dog alligevel kort omtale de faellesskabsretlige principper, som vil vaere relevante for den nationale rets vurdering af Corsica Ferries' krav om tilbagebetaling baseret paa EF-konkurrenceretten.

iv) Analyse

a) Konkurrencereglernes anvendelse

52 Den nationale ret har i forelaeggelseskendelsen beskrevet en raekke relevante faktiske omstaendigheder. For det foerste har retten konstateret (hvad der naeppe kan rejses tvivl om), at Corsica Ferries udbyder tjenesteydelser, som »i sagens natur er graenseoverskridende«. Fortoejningsarbejderne haevder, at taksterne ikke har en saadan betydning for omkostningerne ved at udfoere soetransportvirksomhed, at samhandelen mellem medlemsstaterne paavirkes. Hvis Italien kan anses for ansvarlig for paa landsbasis at haandhaeve lokale konkurrencebegraensende aftaler, mener jeg ikke, at den potentielle virkning heraf kan anses for bagatelagtig, blot fordi den yderligere udgift for hver enkelt soetransportvirksomhed er relativ ringe (70). Under alle omstaendigheder afhaenger anvendelsen af traktatens konkurrenceregler ikke af, hvorvidt der kan paavises en faktisk virkning paa konkurrencen. En potentiel virkning er tilstraekkelig og kan daarligt udelukkes i denne sag (71).

53 For det andet er det gjort gaeldende, at de fleste koncessionsindehavere, som udbyder fortoejningstjenester i de italienske havne, i hvert fald tilsyneladende har koordineret deres standpunkter vedroerende opkraevningen af takster gennem deres brancheforening ANGOPI. Fortoejningsarbejderne bestrider den nationale rets beskrivelse, hvorefter taksterne opkraeves paa grundlag af aftaler mellem fortoejningsarbejderne, som godkendes af soefartsmyndighederne. Efter deres opfattelse optraeder udbyderne af fortoejningstjenesterne kun samlet, naar de deltager i den gennemsigtige og objektive administrative procedure for takstfastsaettelse, der gennemfoeres under tilsyn af den relevante minister. Det er selvfoelgelig den nationale ret, som endeligt maa afgoere, om der i havnene i Genova og La Spezia foreligger en konkurrencebegraensende aftale mellem virksomheder (72) som omhandlet i artikel 85 eller en vedtagelse inden for sammenslutninger af virksomheder (f.eks. ANGOPI og Comita Utenza Portuale). Kun saafremt dette spoergsmaal besvares bekraeftende, opstaar det andet spoergsmaal, om Italien baerer et ansvar for de konkurrencebegraensende virkninger af denne aftale eller vedtagelse (73).

54 Den nationale ret har endelig konstateret for saa vidt angaar den eventuelle anvendelse af artikel 86, at fortoejningsarbejdernes eksklusive rettigheder indebaerer, at de har en dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet. I denne henseende finder jeg det tilstraekkeligt at anfoere, at Domstolen i dommene i sagen Porto di Genova og Corsica Ferries udtalte, for saa vidt angaar lovbestemte monopoler paa henholdsvis havnearbejde og lostjenester i Genovas havn, at »i betragtning af bl.a. omfanget af handelen i denne havn og dens betydning i forhold til den paagaeldende medlemsstats samlede import og eksport ad soevejen, kan dette marked anses for en vaesentlig del af det faelles marked« (74). Jeg formoder, at den italienske retsplejelov giver parterne mulighed for at diskutere dette i forbindelse med en kontradiktorisk proces. Hvis fortoejningsarbejderne imidlertid har misbrugt deres dominerende stilling, kan Italien, som har tildelt dem disse retlige monopoler, eventuelt baere et ansvar.

b) Artikel 85

55 Principperne for medlemsstaternes ansvar for at tilsidesaette traktatens artikel 85 er nu fastslaaet med sikkerhed. Domstolen har senest i sagen Sodemare m.fl. (75) bekraeftet, at »det fremgaar ... af fast retspraksis, at traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 5, paalaegger medlemsstaterne ikke at indfoere eller opretholde foranstaltninger - selv ikke i form af love eller administrative bestemmelser - som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler« (76). Groft sagt er der to forskellige maader, hvorpaa medlemsstaterne kan tilsidesaette deres forpligtelser i henhold til artikel 85 og artikel 5. For det foerste kan de foreskrive eller foranledige, at to eller flere virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder enes om konkurrencebegraensende adfaerd, eller de kan forstaerke virkningerne af saadan adfaerd. For det andet kan de fratage deres egne regler deres karakter af lovgivning ved at delegere befoejelsen til at traeffe afgoerelse til private oekonomiske aktoerer.

56 I den foreliggende sag er det ubestridt, at de omtvistede takster i det mindste formelt blev vedtaget af de kompetente soefartsmyndigheder i Genovas og La Spezias havn. Sagsoegerens hovedanbringende er, at disse myndigheder blot automatisk godkender de takster, som fastsaettes ved indbyrdes forstaaelse enten mellem medlemmerne af ANGOPI eller mellem denne forening og repraesentanter eller repraesentative sammenslutninger af andre brugere af havnene. Jeg har allerede naevnt, at der ikke er enighed om denne paastand. Der er for Domstolen blevet henvist til forskellige ministerielle cirkulaerer, som uanset deres retlige betydning i italiensk offentlig ret dog i hvert fald maa have paavirket havnemyndighederne, da disse fastsatte fortoejningstaksterne. Det er selvfoelgelig muligt, at de naevnte myndigheder - uanset cirkulaererne - automatisk eller i det store og hele blot godkender de forud ved konkurrencebegraensende aftaler fastsatte takster. Den nationale ret har imidlertid ikke udtalt sig om disse cirkulaerer - som sagsoegeren vel at maerke ikke har paaberaabt sig til stoette for sin paastand for den nationale ret - og under disse omstaendigheder kan jeg ikke paa grundlag af de oplysninger, der foreligger for Domstolen, konkludere, at Italien har overtraadt artikel 85, sammenholdt med artikel 5, for saa vidt angaar de decentraliserede havne- eller soefartsmyndigheders opkraevning af takster for fortoejningsarbejdet. Denne konklusion kan forekomme noget glansloes, men jeg kan kun henvise til naervaerende forslags leitmotif: manglen paa en tilfredsstillende beskrivelse af de faktiske og retlige omstaendigheder for at kunne give en brugbar afgoerelse. Sagsoegeren har valgt at rejse komplicerede spoergsmaal vedroerende paastaaede konkurrencebegraensende aftaler og et muligt misbrug af en dominerende stilling inden for rammerne af en national procedure, som hverken giver mulighed for at hoere modparten, eller for at de relevante retlige og faktiske omstaendigheder fastlaegges. Da sagsoegerens repraesentant under retsmoedet blev spurgt om anledningen til dette valg, henviste han til de sagsbehandlingstider, der gaelder for kontradiktoriske procedurer i Italien - et argument, som stemmer daarligt overens med det grundlaeggende juridiske krav om en retfaerdig proces. For at vaere mere praecis tillagde generaladvokat Gulmann i sit forslag til afgoerelse i Telemarsicabruzzo-sagen det saerlig betydning, at faktum beskrives noejagtigt i konkurrencesager. I modsaetning til sagerne Meng (77), Reiff (78) og Dip m.fl. (79) mangler naevnte forudsaetninger i denne sag.

c) Artikel 86

57 Sagsoegeren goer gaeldende, at Italien baerer ansvaret for, at fortoejningsarbejderne i havnene i Genova og La Spezia misbruger deres dominerende stilling. De paaberaaber sig navnlig dommen i sagen Porto di Genova og anfoerer, at misbruget kommer til udtryk paa to maader. For det foerste paatvinges Corsica Ferries nogle tjenesteydelser, som er unoedvendige, og for det andet er de takster, der opkraeves for disse uoenskede tjenester, uden forbindelse med omkostningerne ved de faktisk ydede tjenester, hvilket understreges af det faktum, at taksterne paa uforklarlig vis er forskellige fra havn til havn. Sagsoegeren haevder, at taksterne ikke alene er fastsat paa grundlag af de totale omkostninger ved at opretholde en permanent fortoejningstjeneste, men at de ogsaa inkluderer flere andre »supplerende« elementer, f.eks. en afgift paa 1% for teknisk assistance fra ANGOPI til de enkelte fortoejningsvirksomheder og en afgift paa 1% til en »forsikringsfond«. Det haevdes ogsaa, at taksterne ikke anvendes paa et fuldt objektivt grundlag, idet der findes en tilsyneladende uigennemsigtig rabatordning. Corsica Ferries haevder, at fortoejningsarbejderne uundgaaeligt foranlediges til dette misbrug paa grund af de rettigheder, der indroemmes dem i de omtvistede italienske bestemmelser. Herudover anfoeres det, at fortoejningsarbejderne ikke er omfattet af undtagelsen i traktatens artikel 90, stk. 2, da fortoejningstjenesteydelserne ikke kan betragtes som vaerende af »almindelig oekonomisk interesse«.

58 Ikke overraskende benaegter fortoejningsarbejderne stoettet af Italien, at der skulle foreligge misbrug. For saa vidt angaar det forhold, at de opkraevede takster overstiger de faktiske omkostninger ved den praesterede ydelse, paaberaaber de sig traktatens artikel 90, stk. 2, og anfoerer, at taksterne er noedvendige for, at fortoejningsvirksomhederne kan udbyde en fuldstaendig fortoejningstjeneste. At taksterne er forskellige fra havn til havn, beror paa de lokale omstaendigheder, som formlen for beregningen af taksterne inkluderer som justeringsfaktorer, naar den beregner taksterne. Under retsmoedet blev det anfoert, at Corsica Ferries ikke har vaeret udsat for misbrug af en dominerende stilling fra fortoejningsarbejdernes side, da virksomheden indroemmes en af de stoerste rabatter. Kommissionen tog under retsmoedet udtrykkeligt forbehold for sin stilling for saa vidt angaar spoergsmaalet om rabat paa de offentliggjorte takster, men anfoerte i oevrigt, at det forhold, at der er brugere af havnene, som deltager i proceduren for fastsaettelsen af taksterne, skulle kunne garantere, at de fastsatte takster ikke er urimelige. Kommissionen anfoerte dog, at det i sidste ende er den nationale ret, som maa bedoemme, hvorvidt taksterne er uforholdsmaessige, naar der tages hensyn ikke blot til de faktiske omkostninger ved fortoejningstjenesteydelserne til virksomheder som Corsica Ferries, men ogsaa til omkostningerne ved at opretholde den fuldstaendige fortoejningstjeneste.

59 Der er ingen tvivl om, at den blotte omstaendighed, at en medlemsstat skaber en dominerende stilling ved tildeling af en eksklusiv ret, ikke i sig selv kan anses for at vaere i strid med traktatens artikel 86 (80) og at »en medlemsstat [kun] overtraeder ... forbuddene [i artikel 86 og artikel 90, stk. 1], saafremt den paagaeldende virksomhed ved sin blotte udoevelse af den eneret, som er indroemmet den, foranlediges til at udnytte sin dominerende stilling paa en maade, der er udtryk for misbrug« (81). Da medlemsstaterne saaledes i mangel af specielle faellesskabsregler har ret til at skabe lovbestemte monopoler, er det eneste spoergsmaal i den foreliggende sag, om havnemyndighedernes vedtagelse af de takster, der anvendes over for Corsica Ferries, er udtryk for et misbrug af fortoejningsarbejdernes dominerende stilling, som Italien baerer et ansvar for.

60 Eftersom faellesskabsretten ikke paa nuvaerende tidspunkt er til hinder for, at Italien tildeler fortoejningsarbejderne i de italienske havne eksklusive rettigheder, skulle det paastaaede misbrug bestaa i, at de takster, der opkraeves, overstiger de faktiske omkostninger ved tjenesten plus en rimelig fortjenstmargen. Jeg har personligt svaert ved at se, hvorledes den blotte omstaendighed, at prisen for en tjeneste, som ifoelge national ret er fastsat paa tilfredsstillende vis, er for hoej, gennem Corsica Ferries' sagsanlaeg paa grundlag af lovens artikel 633 kan foere til, at alle de betalte beloeb skal betales tilbage. Jeg skal dog i overensstemmelse med det ovenfor i afsnit IV anfoerte gaa ud fra, at den nationale ret vil finde, at enhver opkraevning af takster, som er udtryk for misbrug, skal foere til fuldstaendig tilbagebetaling (82).

61 Det goeres gaeldende i den foreliggende sag, at den matematiske formel for beregning af taksterne inkluderer et element ud over de faktiske omkostninger og profit, og at dette beloeb skal daekke omkostningerne ved at opretholde en fuldstaendig fortoejningstjeneste. Efter min opfattelse beror spoergsmaalet, om dette ekstra element er i overensstemmelse med traktatens artikel 86, paa, hvorvidt den paagaeldende tjeneste kan anses for at vaere »af almindelig oekonomisk interesse« i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 90, stk. 2. Ifoelge Domstolens faste retspraksis maa, naar »det drejer sig om en bestemmelse, som under visse omstaendigheder tillader en fravigelse af traktatens regler ... fastlaeggelsen af de virksomheder, der kan paaberaabe sig den, ske ud fra en snaever fortolkning« (83). I sagen Porto di Genova antog Domstolen, at havnearbejde ikke har en saadan almindelig oekonomisk interesse, at det adskiller sig fra andre af erhvervslivets aktiviteter (84), og i GT-Link-sagen fastslog Domstolen, at driften af en trafikhavn ikke vedroerte udfoerelsen af en »tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse« (85). I denne sag goeres det imidlertid gaeldende, at de nationale regler har til formaal at sikre opretholdelsen af en fuldstaendig fortoejningstjeneste af hensyn til sikkerheden i havnen. Som Domstolen fastslog i BRT-dommen, »tilkommer [det] ... den nationale dommer at undersoege, om en virksomhed, som - til stoette for en fravigelse af traktatens regler - henviser til bestemmelserne i artikel 90, stk. 2, faktisk af medlemsstaten har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse« (86). Det er min opfattelse, at hvis den nationale ret skulle fastslaa, at den relevante italienske soefartsmyndighed har tildelt fortoejningsarbejderne en saadan opgave, ville det som omhandlet i artikel 90, stk. 2, hindre opfyldelsen heraf, saafremt forbuddet i artikel 86 skulle finde anvendelse paa det yderligere element i takstberegningen, som daekker omkostningerne ved at opretholde en fuldstaendig fortoejningstjeneste til enhver tid og over for alle brugere af havnene i Genova og La Spezia. Det ville derfor ikke vaere uforeneligt med artikel 86, sammenholdt med artikel 90, stk. 1, at inkludere et saadant element i taksterne.

VI - Forslag til afgoerelse

62 I lyset af det foregaaende foreslaar jeg Domstolen at besvare spoergsmaalene fra Tribunale di Genova saaledes:

»1) Traktatens artikel 30 er ikke til hinder for nationale bestemmelser eller administrativ praksis i en medlemsstat, som uden forskel afskaerer saavel indenlandske soetransportvirksomheder som soetransportvirksomheder etableret i andre medlemsstater fra at lade deres fartoejer laegge til kaj eller kaste los ved ankomst eller afrejse fra havne i den foerstnaevnte medlemsstat, medmindre de benytter de tjenesteydelser, der udbydes af fortoejningsarbejdere med lovbestemte eksklusive rettigheder, som kraever, at soetransportvirksomhederne for ydelserne betaler en pris, der ikke svarer til de faktiske omkostninger ved de praesterede tjenesteydelser.

2) Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 sammenholdt med traktatens artikel 59 er ikke til hinder for, at en medlemsstat paalaegger alle soetransportvirksomheder, uanset hvilken medlemsstat de er etableret i, naar deres fartoejer besejler medlemsstatens havne, at benytte de tjenesteydelser, som udbydes af fortoejningsarbejderne med eksklusive rettigheder i disse havne.

3) En medlemsstat, der indroemmer en virksomhed en eksklusiv ret til at udbyde fortoejningstjenester paa et marked, som udgoer en vaesentlig del af faellesmarkedet, og til at opkraeve obligatoriske takster, der ikke svarer til de faktiske omkostninger ved de praesterede tjenesteydelser, tilsidesaetter ikke artikel 86 sammenholdt med traktatens artikel 90, stk. 1, saafremt der ikke foreligger et specielt misbrug, og navnlig ikke blot som foelge af, at de opkraevede takster inkluderer et element, der skal daekke omkostningerne ved at opretholde en fuldstaendig indenlandsk fortoejningstjeneste.

4) Paa grund af manglende oplysninger om de faktiske omstaendigheder fra den nationale ret er det ikke muligt at besvare det tredje spoergsmaal angaaende en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, sammenholdt med artikel 5.«

(1) - Faergerne er altsaa moderne bilfaerger, som man kan koere direkte om bord paa i bil ved rejsens begyndelse og af ved rejsens afslutning.

(2) - Tourship Ltd og Corsica Ferries kontrolleres begge af Tourship SA, der er et selskab med hjemsted i Luxembourg.

(3) - De to grupper benaevnes herefter for nemheds skyld kollektivt »fortoejningsarbejderne«. Enkeltvis benaevnes de henholdsvis »fortoejningsarbejderne i Genova« og »fortoejningsarbejderne i La Spezia«.

(4) - EFT L 378, s. 1 (herefter »forordningen fra 1986«).

(5) - Sag C-18/93, Corsica Ferries, Sml. 1994 I, s. 1783, praemis 29.

(6) - Der henvises til Domstolens dom i de forenede sager C-71/91 og C-178/91, Ponente Carni og Cispadana Costruzioni, Sml. 1993 I, s. 1915.

(7) - Der henvises som stoette for dette forslag til Domstolens dom i de forenede sager C-277/91, C-318/91 og C-319/91, Ligur Carni m.fl., Sml. 1993 I, s. 6621 (herefter »Ligur Carni-dommen«).

(8) - Der henvises til sag C-179/90, Merci Convenzionali Porto di Genova, Sml. 1991 I, s. 5889 (herefter »Porto di Genova-dommen«).

(9) - Den nationale ret henviser til de forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. 1991 I, s. 5337 og de forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du Pêcheur og Factortame, Sml. 1996 I, s. 1029.

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 696C0266.1

(10) - Det bestrides kraftigt i de indlaeg, som er indgivet til Domstolen, og navnlig i fortoejningsarbejdernes indlaeg (se punkt 38 nedenfor), at denne beskrivelse skulle vaere daekkende.

(11) - Kongeligt dekret nr. 337 af 30.3.1942.

(12) - Som det vil fremgaa senere, er der uenighed i de forskellige indlaeg for Domstolen om, hvem som er virkelig ansvarlig for fastsaettelsen af taksterne; se punkt 49 og 50 nedenfor.

(13) - Bestemmelserne er citeret i forelaeggelseskendelsen med de markerede fremhaevninger.

(14) - Eneretten for gruppen af fortoejningsarbejdere i La Spezia fremgaar ogsaa af artikel 25 i afgoerelse nr. 20, som med henvisning til soelovens artikel 1174 forbyder fortoejningsarbejde, der ikke udfoeres af »personalet, som har til opgave at foretage fortoejning«.

(15) - Den nationale ret henviser som et eksempel til afgoerelse nr. 1074 af 12.8.1991 fra bestyrelsesformanden for CAP.

(16) - Sag C-157/92, Sml. 1993 I, s. 1085.

(17) - Se ovenfor, fodnote 9.

(18) - Forslag til afgoerelse, punkt 9.

(19) - Se f.eks. forenede sager C-297/88 og C-197/89, Dzodzi, Sml. 1990 I, s. 3763, praemis 33.

(20) - Sag 43/71, Sml. 1971, s. 319, org. ref.: Rec. s. 1039, praemis 3 og 4.

(21) - Sag 162/73, Birra Dreher, Sml. 1974, s. 201, praemis 2 og 3.

(22) - Sag 70/77, Simmenthal, Sml. 1978, s. 1453, praemis 10. Se ogsaa Ligur Carni-dommen, anfoert ovenfor i fodnote 7, praemis 15 og 16 samt punkt 12, 13 og 14 i generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse.

(23) - Se henholdsvis Simmenthal- og Ligur Carni-dommen, anfoert ovenfor, praemis 11 og 16.

(24) - Se det faelles forslag til afgoerelse i sag C-28/95, Leur-Bloem, og sag C-130/95, Bernd Giloy: Domstolen afsagde to domme den 17.7.1997, se henholdsvis Sml. I, s. 4161, og Sml. I, s. 4291.

(25) - Sag 244/78, Union Laitière Normande, Sml. 1979, s. 2663, praemis 5.

(26) - Forenede sager 36/80 og 71/80, Sml. 1981, s. 735, praemis 6 og 7.

(27) - Jf. ovenfor, praemis 6.

(28) - Forenede sager C-320/90, C-321/90 og C-322/90, Sml. 1993 I, s. 393. Bernard og Sharpston har dog for nylig i en omfattende artikel »The Changing Face of Article 177 References« (1997) 34 CMLRev., s. 1113 til 1171, konstateret, at det var sag C-286/88, Falciolo, Sml. 1990 I, s. 191, som er den egentlige kilde til den senere udvikling i Domstolens praksis angaaende dens befoejelser i henhold til artikel 177.

(29) - Sag C-415/93, Bosman m.fl., Sml. 1995 I, s. 4921, punkt 73 i forslaget til afgoerelse.

(30) - Jf. ovenfor, fodnote 28, forslaget til afgoerelse, punkt 20.

(31) - Se ogsaa f. eks. sag C-386/92, Monin Automobiles, Sml. 1993 I, s. 2049, sag C-378/93, La Pyramide, Sml. 1994 I, s. 3999, sag C-458/93, Saddik, Sml. 1995 I, s. 511, sag C-257/95, Bresle, Sml. 1996 I, s. 233, sag C-307/95, Max Mara, Sml. 1995 I, s. 5083, sag C-326/95, Banco de Fomento e Exterior, Sml. 1996 I, s. 1385, sag C-2/96, Sunino og Data, Sml. 1996 I, s. 1543, sag C-101/96, Italia Testa, Sml. 1996 I, s. 3081, sag C- 191/96, Modesti, Sml. 1996 I, s. 3937, sag C-196/96, Lahlou, Sml. 1996 I, s. 3945, og sag C-66/97, Banco de Fomento e Exterior, Sml. 1997 I, s. 3757.

(32) - Jf. ovenfor, praemis 4 i kendelsen.

(33) - Se til stoette for dette synspunkt dommen i sag C-105/94, Celestini, Sml. 1997 I, s. 2971, praemis 22. I mit forslag til afgoerelse i denne sag gav jeg udtryk for den opfattelse, at Domstolen »... kun skal afvise at besvare forelagte spoergsmaal under ekstraordinaere omstaendigheder, naar det er helt klart, at der ikke kan gives en rigtig brugbar besvarelse«.

(34) - Se f.eks. sag C-334/95, Krueger, Sml. 1997 I, s. 4517, praemis 23.

(35) - Praemis 13.

(36) - Se punkt 11 og punkt 36, nr. 1), i forslaget til afgoerelse.

(37) - Domstolen delte Kommissionens opfattelse, hvorefter den nationale sag var af et begraenset omfang, og den udtalte derfor, at det kun var noedvendigt at besvare spoergsmaalet om den angiveligt diskriminerende sats.

(38) - Se sag C-352/95, Phyteron International, Sml. 1997 I, s. 1729, praemis 11-14.

(39) - Se f. eks. sag 126/80, Salonia, Sml. 1981, s. 1563, praemis 6, og Bosman-dommen, anfoert ovenfor i fodnote 28, praemis 59.

(40) - Selv om Corsica Ferries ikke i den foreliggende sag har naevnt det, kan det ogsaa goeres gaeldende, at de nationale bestemmelser er i strid med artikel 34 om foranstaltninger med tilsvarende virkning som udfoerselsrestriktioner, eftersom sagsoegeren formentlig ogsaa har transporteret italienske eksportvarer paa bilfaergerne i den relevante periode.

(41) - Se henholdsvis sag C-379/92, Peralta, Sml. 1994 I, s. 3453, og sag C-96/94, Centro Servizi Spediporto, Sml. 1995 I, s. 2883. Fortoejningsarbejderne henviser saerligt til punkt 40 i generaladvokat Leger's forslag til afgoerelse i sagen Centro Servizi Spediporto, hvor han erklaerer sig for enig med generaladvokat Lenz' udtalelse i punkt 51 i hans forslag til afgoerelse i Peralta-sagen, at afgraensningen boer bygge paa det princip, at »samtlige de situationer, hvori hindringen for varebevaegelser fremgaar som en blot og bar afspejling af den hindring, der er skabt for den frie udveksling af tjenesteydelser«, maa anses for omfattet af traktatens artikel 59.

(42) - Forenede sager C-267/91 og C-268/91, Sml. 1993 I, s. 6097.

(43) - Se f.eks. sag 16/83, Prantl, Sml. 1984, s. 1299, hvori Domstolen konstaterede, at det, for at artikel 30 skal kunne anvendes, ikke er noedvendigt, at foranstaltningen er af en art, der maerkbart paavirker samhandelen.

(44) - Se Ligur Carni-dommen, anfoert ovenfor, praemis 36.

(45) - Jf. ovenfor, praemis 38.

(46) - I sag 31/67, Stier, Sml. 1965-1968, s. 511, org. ref.: Rec. s. 347, som dog angik en sag vedroerende en intern afgiftsordning, udtalte Domstolen, at medlemsstaterne ikke kan paalaegge varer »... afgifter af en saadan stoerrelse, at den frie varebevaegelse paa det faelles marked for disse varers vedkommende bringes i fare« (Sml. 1965-1968, s. 514). I sag C-47/88, Kommissionen mod Danmark, Sml. 1990 I, s. 4509, udtalte Domstolen med henvisning til Stier, at »et saadant indgreb i de frie varebevaegelser [maa] bedoemmes i lyset af de almindelige regler i traktatens artikel 30 ff.«; jf. praemis 13.

(47) - Sagsoegeren har i sit skriftlige indlaeg vedroerende det andet spoergsmaal ogsaa naevnt, at opkraevningen af uforholdsmaessige beloeb, som kan henregnes til de italienske offentlige myndigheder, desuden kan udgoere en overtraedelse af traktatens artikel 9 og 12. Eftersom alene den nationale ret har befoejelse til at beslutte, hvilke spoergsmaal der skal forelaegges Domstolen, maa sagsoegerens forsoeg paa at paaberaabe traktatens artikel 9 og 12 aabenbart afvises: Se f. eks. sag 44/65, Hessische Knappschaft, Sml. 1965-1968, s. 137, org. ref.: Rec. s. 1191, paa side 970, og forenede sager C-134/91 og C-135/91, Kerafina, Sml. 1992 I, s. 5699, praemis 16, saavel som punkt 13 i generaladvokat Cosmas' forslag til afgoerelse af 2.10.1997 i sag C-309/96, Annibaldi, Sml. I, s. 7493, paa s. 7495.

(48) - Forordning nr. 4055/86, anfoert ovenfor i fodnote 4.

(49) - Se navnlig praemis 26.

(50) - I henhold til artikel 1, stk. 4, omfatter »soetransport« bl.a. »soetransport inden for Faellesskabet«; dvs. »befordring af passagerer og gods med skib mellem en havn i en medlemsstat og en havn eller et off-shore anlaeg i en anden medlemsstat«.

(51) - Corsica Ferries haevdede under retsmoedet, uden at det blev bestridt, at alle de fartoejer, som er omfattet af undtagelsen, ejes af italienske statsborgere eller virksomheder og anvendes enten til lokale cabotagetjenester eller til fiskeri.

(52) - Sag 61/77, Sml. 1978, s. 417, praemis 70.

(53) - Ifoelge denne opfattelse er de andre to tjenester losning og slaebebaadsarbejde.

(54) - Det foerste skridt mod udviklingen af en faellesskabspolitik blev taget af Kommissionen med udstedelsen af en meddelelse den 24.2.1993 med titlen »Mod en Faelles Maritim Sikkerhedspolitik«, se KOM(93) 66 endel.

(55) - Sag C-111/94, Job Centre, Sml. 1995 I, s. 3361, punkt 27 i forslaget til afgoerelse.

(56) - Ifoelge Kommissionen beroerer de oegede omkostninger, som de omstridte regler kan give anledning til, ikke virksomheder fra andre medlemsstater anderledes, end de beroerer italienske soetransportvirksomheder.

(57) - Se f.eks. sag C-76/90, Saeger, Sml. 1991 I, s. 4221, praemis 12, og sag C-398/95, SETTG, Sml. 1997 I, s. 3091, praemis 16.

(58) - Se f.eks. naevnte sag C-3/95, Sml. 1996 I, s. 6511 (herefter »Reisebuero Broede-dommen«), praemis 25.

(59) - Se ovenfor, punkt 27.

(60) - Anfoert ovenfor i fodnote 57: Se navnlig dommens praemis 17 og 18 samt punkt 27 i generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse.

(61) - Sag C-384/93, Sml. 1995 I, s. 1141, praemis 38.

(62) - Selv om den nationale ret skulle naa frem til, at fortoejningsarbejdernes aktiviteter er af en ren rutinemaessig karakter, er der ingen grund til at tro, at virkningerne heraf - hvilket i saa fald skulle klassificeres som uforholdsmaessige omkostninger - skulle vaere mere byrdefulde for udenlandske end for nationale soetransportvirksomheder.

(63) - Corsica Ferries anfoerer i sit skriftlige indlaeg, at de brugere af havnene, som har indgaaet aftalen, bestaar af soetransportagenter, speditoerer og repraesentanter for skibsredere. Efter Corsica Ferries' opfattelse har de uforholdsmaessige takster kun lille betydning for disse brugere, eftersom taksterne i realiteten alene beroerer soetransportvirksomheder.

(64) - Se telegram nr. 5201974 (herefter »telegrammet«), som er tilfoejet som et bilag til sagsoegerens skriftlige indlaeg.

(65) - GURI nr. 103 af 5.5.1989.

(66) - Det anfoeres, at den anvendte matematiske formel omfatter samtlige omkostninger ved fortoejningsarbejdet, herunder loenninger fastsat i overensstemmelse med den nationale minimumsloen, hvortil kommer adskillige paastaaet objektive justeringsfaktorer.

(67) - Nemlig cirkulaere nr. 95/1990 og nr. 98/1991 fra Ministeriet for Handelsflaaden, som senest er ophaevet ved cirkulaere nr. 8/1994 af 29.9.1994.

(68) - Ifoelge Kommissionens skriftlige indlaeg var taksten i Genovas havn i henhold til bekendtgoerelse nr. 1453 for fartoejer paa mellem 0 og 250 tons mindst 30 000 ITL og taksten for fartoejer mellem 80 001 og 90 000 tons hoejst 2 631 000 ITL.

(69) - Corsica Ferries naevner til stoette herfor den italienske Forfatningsdomstols dom af 1.6.1995, GURI af 1.6.1995. Selv om sagsoegeren anerkender, at artikel 9, stk. 7, giver Ministro della Marina Mercantile befoejelse til at fastsaette takster, saafremt de relevante oekonomiske operatoerer ikke kan blive enige herom, paapeger sagsoegeren, at dette kun kan ske, efter at forslaget er forelagt for det relevante parlamentsudvalg, hvilket ikke har fundet sted i den foreliggende sag.

(70) - De beloeb, som sagsoegeren soeger tilbagebetalt under hovedsagen (se punkt 3 ovenfor) kan naeppe anses for ubetydelige.

(71) - Se f.eks. sag 56/65, Société Technique Minière, Sml. 1965-1968, s. 211, paa s. 216, org. ref.: Rec. s. 337, paa s. 359, og senest sag C-55/96, Job Centre Coop, Sml. 1997 I, s. 7119, praemis 36 (herefter »Job Centre II-dommen«).

(72) - Som den nationale ret udtrykkelig naevner, er baade fortoejningsarbejderne i Genova og i La Spezia virksomheder som omhandlet i traktatens artikel 90, stk. 1. Det er min opfattelse, at de ogsaa skal anses for virksomheder som omhandlet i traktatens artikel 85 og 86, idet artikel 90 vedroerer »virksomheder, som [medlemsstaterne] indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder«, og hermed anvender et grundlaeggende begreb, der ikke er forskelligt fra det, som anvendes i artikel 85 og 86. Den nationale rets konstatering er blot udtryk for det faktum, at fortoejningsarbejderne selvfoelgelig har faaet tildelt visse eksklusive rettigheder af soefartsmyndighederne i Genovas og La Spezias havn. Jeg mener, at fortoejningsarbejdernes henvisning under retsmoedet til sag C-343/95, Cali & Figli, Sml. 1997 I, s. 1547, er fejlagtig. I denne sag fastslog Domstolen, at en obligatorisk miljoeovervaagningstjeneste i oliehavnen Genova-Multedo ikke udgjorde oekonomisk virksomhed, der kunne begrunde anvendelsen af traktatens konkurrenceregler, eftersom miljoeovervaagningsarbejde er »en opgave af almindelig interesse, der henhoerer under statens vaesentlige opgaver med hensyn til beskyttelse af havnemiljoeet« og derfor »som foelge af sin art, sit formaal og de regler, det er undergivet, saaledes er knyttet til udoevelsen af befoejelser vedroerende miljoebeskyttelse« (se praemis 22 og 23). Uanset at det haevdes i den foreliggende sag, at fortoejningsarbejdet udfoeres af fortoejningsarbejderne som en opgave af almindelig interesse, mener jeg ikke, at dette er tilstraekkeligt til at fratage arbejdet dets i sagens natur oekonomiske karakter.

(73) - Det tredje praejudicielle spoergsmaal i denne sag angaar Italiens ansvar for eventuelt konkurrencebegraensende adfaerd og beroerer derfor ikke spoergsmaalet om fortoejningsarbejdernes samtidige potentielle ansvar for denne adfaerd, hvis det antages, at de udoever den paa eget initiativ. Et saadant ansvar opstaar selvfoelgelig ikke, hvis fortoejningsarbejderne faktisk som foelge af de italienske regler paa omraadet har pligt til at anvende de konkurrencebegraensende takster, der er sat i kraft af de relevante italienske soefartsmyndigheder: Se f.eks. den nylige afgoerelse i de forenede sager C-359/95 P og C-379/95 P, Kommissionen og Frankrig mod Ladbroke Racing, hvori Domstolen (i praemis 33) fastslog, at »saafremt virksomhederne paanoedes en konkurrencestridig adfaerd ved en national lovgivning, eller saafremt denne lovgivning skaber en retlig ramme, som paa sin side beroever dem enhver mulighed for at konkurrere retmaessigt, finder traktatens artikel 85 og 86 ikke anvendelse« (min fremhaevelse); Se ogsaa Retten i Foerste Instans' afgoerelse i sag T-387/94, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1996 II, s. 961, praemis 60 og 61. Det bemaerkes, at generaladvokat Tesauro i sit forslag til afgoerelse af 18.12.1997 har foreslaaet, at Domstolen forkaster den appel, som en af sagsoegerne (Somaco) har indbragt for Domstolen i sagen Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen; se sag C-401/96 P, Somaco mod Kommissionen.

(74) - I mit forslag til afgoerelse af 9.10.1997 i sag C-163/96, Anklagemyndigheden mod Raso m.fl., gav jeg (i punkt 55) udtryk for den opfattelse, at monopol paa formidling af midlertidig beskaeftigelse i La Spezias havn - som anfoert af den nationale ret i forelaeggelseskendelsen - kunne udgoere en dominerende stilling paa en vaesentlig del af det faelles marked.

(75) - Sag C-70/95, Sml. 1997 I, s. 3395.

(76) - Jf. ovenfor, praemis 41.

(77) - Sag C-2/91, Sml. 1993 I, s. 5751.

(78) - Sag C-185/91, Sml. 1993 I, s. 5801.

(79) - Forenede sager C-140/94, C-141/94 og C-142/94, DIP m.fl., Sml. 1995 I, s. 3257.

(80) - Se f.eks. Domstolens dom i Job Centre II-sagen, anfoert ovenfor i fodnote 71, praemis 31.

(81) - Jf. ovenfor.

(82) - I sag C-177/78, Pigs and Bacon Commission, Sml. 1979, s. 2161, antog Domstolen, at naar en afgift er opkraevet i strid med faellesskabsretten, opstaar der principielt en ret til tilbagesoegning, men »det tilkommer ... den nationale ret i hvert enkelt tilfaelde under anvendelse af de nationale regler at afgoere, om og i hvilket omfang den erlagte afgift kan soeges tilbage ...«; se praemis 25 saavel som sag C-222/82, Apple and Pear Development Council, Sml. 1983, s. 4083, hvori Domstolen i praemis 41 udtalte, at »det paahviler ... den nationale domstol paa grundlag af national lovgivning at tage stilling til, om og i hvilket omfang afgiften skal betales tilbage, samt om og i hvilket omfang kravet paa tilbagebetaling skal nedsaettes under hensyn til de direkte fordele, som den paagaeldende afgiftspligtige har haft af det naevnte organs virksomhed [som gav anledning til opkraevning af afgiften]«.

(83) - Se sag 127/73, BRT, Sml. 1974, s. 313, praemis 19, og sag C-242/95, GT-Link, Sml. 1997 I, s. 4449, praemis 50.

(84) - Jf. ovenfor, praemis 27. Generaladvokat Van Gerven havde paapeget, at »saafremt saadanne arbejdsfunktioner henhoerer under begrebet tjenesteydelser af almindelig interesse, da kan naesten alle former for oekonomisk virksomhed henfoeres under begrebet«, se punkt 27 i hans forslag til afgoerelse.

(85) - Jf. ovenfor, se navnlig praemis 52.

(86) - Jf. ovenfor, praemis 22.

Full & Egal Universal Law Academy