Generaladvokatens forslag til afgørelse
1 Kan en statsborger i en medlemsstat med henvisning til princippet om forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet forlange, at en straffesag, der er indledt mod ham i en anden medlemsstat, foretages paa et andet sprog end den paagaeldende stats officielle sprog, naar visse statsborgere i den paagaeldende medlemsstat har en saadan ret? Det er det spoergsmaal, der er rejst under straffesager, der i Italien er anlagt mod Horst Otto Bickel og Ulrich Franz. Bickel er oestrigsk lastbilchauffoer og er tiltalt for at have foert motorkoeretoej i spirituspaavirket tilstand. Franz er tysk statsborger og er tiltalt for at have vaeret i besiddelse af et forbudt vaaben (en forbudt model af en kniv), da han besoegte Alto Adige som turist. Straffesagerne afvikles i Bolzano, som ligger i regionen Trentino-Alto Adige, hvor tysk som foelge af det store tysksprogede mindretal har samme status som italiensk. Personer med bopael i provinsen Bolzano har saaledes ret til at vaelge tysk som processprog i en straffesag. Det spoergsmaal, der er rejst i hovedsagen, drejer sig om, hvorvidt det efter faellesskabsretten kraeves, at en saadan ret ogsaa tilkommer Bickel og Franz.
Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger
2 I den italienske forfatnings artikel 6 er det fastsat, at Den Italienske Republik skal beskytte sproglige mindretal. Til gennemfoerelse af denne bestemmelse hedder det i artikel 99 i dekret nr. 670/92 fra republikkens praesident, at i regionen Trentino-Alto Adige er tysk ligestillet med italiensk, som er det officielle sprog i Italien. I henhold til dekretets artikel 100 har tysksprogede borgere i provinsen Bolzano ret til at anvende deres eget sprog over for de judicielle organer, der er beliggende i naevnte provins. Ifoelge det oplyste sigter begrebet »borgere« i den paagaeldende bestemmelse til personer, der har bopael i Bolzano.
3 Dekret nr. 574/88 fra republikkens praesident indeholder yderligere bestemmelser vedroerende anvendelsen af sprog i forholdet mellem naermere angivne judicielle organer og borgerne i provinsen Bolzano. I henhold til dekretets artikel 15 skal den officielle myndighed, som skal affatte et processkrift, der skal meddeles eller forkyndes for en sigtet eller en tiltalt, »anvende det sprog, den paagaeldende antages at beherske, idet dette afgoeres paa grundlag af hans eventuelt kendte tilhoersforhold til en bestemt sproggruppe og andre omstaendigheder, som er kommet frem under sagen«. Ifoelge artikel 16 kan en sigtet vaelge det andet sprog (tysk eller italiensk, alt efter omstaendighederne) paa det tidspunkt, hvor retten foretager den foerste afhoering. I artikel 17 hedder det, at efter den foerste afhoering kan en sigtet beslutte, »at sagen skal fortsaettes paa det andet sprog, idet han afgiver en af ham underskrevet erklaering, som han personligt overgiver, eller som han gennem sin forsvarer lader tilstille det retsforfoelgende organ«.
4 Den italienske regering har i sine skriftlige indlaeg forklaret, at der er tre stoerre sproglige mindretal i Italien, nemlig et tysk, et fransk og et slovensk mindretal. Der findes imidlertid ikke ensartede regler til beskyttelse af disse mindretal. Beskyttelsen er naermere fastsat i henhold til de regler om selvstyre, der gaelder for hver enkelt af de regioner, hvor mindretallene bor (henholdsvis Trentino-Alto Adige, Valle d'Aosta og Friuli Venezia Giulia).
5 Det er ubestridt, at de omtvistede bestemmelser kun gaelder for personer med bopael i Bolzano. Andre italienske statsborgere har ikke ret til at vaelge tysk som processprog i en retssag.
6 Horst Otto Bickel er en oestrigsk lastbilchauffoer, der har tysk som modersmaal, og som har bopael i Nueziders i OEstrig. Den 15. februar 1994 blev han standset i sin lastbil af en politipatrulje i Castelbello (provinsen Bolzano), som meddelte ham, at han ville blive sigtet for at have foert motorkoeretoej i spirituspaavirket tilstand, hvilket er strafbart i henhold til artikel 186, stk. 2, i Codice della strada (faerdselsloven). Den 24. juli 1995 afsagde Pretura di Bolzano dom, affattet paa italiensk, hvorved Bickel blev idoemt en boede paa 876 000 ITL (med en delvis forvandlingsstraf paa fem dages haefte), ligesom han blev frakendt retten til at foere motorkoeretoej i 25 dage. Da det viste sig umuligt at forkynde dommen, blev den ophaevet den 5. oktober 1995 af Pretura di Bolzano, som afsagde kendelse, hvorefter Bickel blev indkaldt til at give moede for de ordinaere domstole, konkret Pretura circondariale di Bolzano. Meddelelsen om ophaevelse af dommen var ogsaa kun affattet paa italiensk. Den 21. oktober 1995 forkyndtes der for tiltalte en anmodning, affattet paa tysk og italiensk, om at vaelge adresse i Italien, idet man var ved at foretage naermere undersoegelser vedroerende overtraedelsen. Anmodningen blev ikke besvaret. Den 8. marts 1996 blev tiltalte gennem sin forsvarer indkaldt til at give moede i det retsmoede, der var fastsat til den 25. juni 1996. For saa vidt angaar selve anklageskriftet var det affattet paa italiensk. Retsmoedet blev senere udsat til den 23. juli 1996, og meddelelserne herom var affattet paa italiensk. Den 5. juni 1996 tilstillede tiltalte retten en skrivelse, hvori han erklaerede, at han ikke kunne italiensk, og at han derfor anmodede om, at sagen mod ham blev foretaget paa hans modersmaal. I retsmoedet den 23. juli 1996 gentog tiltaltes advokat denne anmodning, idet han paaberaabte sig faellesskabsretten og samtidig anmodede om, at sagen blev forelagt Domstolen til praejudiciel afgoerelse.
7 Ulrich Franz er tysk statsborger og har tysk som modersmaal. Han har bopael i Peissenberg i Tyskland. I maj 1995 tog han til Alto Adige som turist. Den 5. juli 1995 blev han underkastet en toldkontrol i Tubre-passet, og han blev tiltalt for overtraedelse af artikel 4 i lov nr. 110/75, idet han havde vaeret i besiddelse af en kniv af en ulovlig model. Den 8. marts 1996 blev han indkaldt til at give moede i et foreloebigt retsmoede, der var fastsat til den 25. juni 1996. Moedet blev udsat til den 23. juli 1996. Kendelserne om udsaettelse var affattet paa italiensk. Den 1. juli 1996 tilstillede tiltalte de judicielle myndigheder en skrivelse, hvori han erklaerede, at han ikke kunne italiensk og derfor anmodede om, at sagen mod ham blev foretaget paa hans modersmaal.
8 I begge sagerne har Pretura circondariale di Bolzano forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:
»Indebaerer princippet om forbud mod forskelsbehandling i traktatens artikel 6, stk. 1, princippet om unionsborgeres ret til at faerdes og opholde sig frit i artikel 8 A samt princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i artikel 59, at en unionsborger, der er statsborger i en medlemsstat, men opholder sig i en anden medlemsstat, har ret til at forlange, at en straffesag, der er indledt mod ham, foretages paa et andet sprog, naar borgerne fra den paagaeldende stat, som er i samme situation, har en saadan ret?«
9 Den forelaeggende ret har bemaerket, at de omtvistede italienske bestemmelser efter dens opfattelse maa fortolkes saaledes, at alle EF-borgere maa kunne forlange, at en straffesag eller en civil sag foretages paa tysk, hvis de oensker det. Saafremt dette krav ikke imoedekommes, vil der vaere tale om en aabenbar tilsidesaettelse af det princip om forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, der er fastsat i traktatens artikel 6. Efter rettens opfattelse er de omtvistede processuelle bestemmelser omfattet af traktatens anvendelsesomraade, naar henses til bestemmelserne i artikel 8 A, navnlig den ret til frit at faerdes, som unionsborgere er tillagt, og artikel 59, som omhandler fri udveksling af tjenesteydelser. Den forelaeggende ret har tilfoejet, at ud fra de konkrete omstaendigheder er der en tilstraekkelig snaever forbindelse med de naevnte friheder og saaledes med traktaten til, at princippet om forbud mod forskelsbehandling finder anvendelse.
10 Den foreliggende sag rejser to spoergsmaal, nemlig for det foerste, om valget af sprog i en straffesag, der er indbragt for den forelaeggende ret, er omfattet af traktatens anvendelsesomraade, og for det andet, om de italienske bestemmelser i bekraeftende fald ville vaere udtryk for forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, saafremt de blev fortolket saaledes, at Bickel og Franz ikke havde ret til at anvende tysk.
11 Allerede i dommen i Mutsch-sagen (1) skulle Domstolen tage stilling til, om en luxembourgsk statsborger havde ret til at anvende tysk i en straffesag, der var indledt over for ham i en tysksproget kommune i Belgien, naar belgiske statsborgere med bopael i den paagaeldende kommune efter belgisk lovgivning havde en saadan ret. Til forskel fra Bickel og Franz var Mutsch en vandrende arbejdstager, som havde bopael i Belgien. Domstolen udtalte, at han havde ret til at anvende tysk, idet den anfoerte, at en vandrende arbejdstagers ret til at anvende sit eget sprog under en retssag paa samme vilkaar som indenlandske arbejdstagere bidrager vaesentligt til den vandrende arbejdstagers og hans families integration i modtagerlandets miljoe, og at den paagaeldende ret derfor maatte anses for at henhoere under begrebet »social fordel« i artikel 7, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 1612/68 (2). Denne dom indeholder saaledes ikke umiddelbart svaret paa nogen af de spoergsmaal, der er rejst i den foreliggende sag.
Traktatens anvendelsesomraade
12 Traktatens artikel 6 bestemmer, at »inden for denne traktats anvendelsesomraade« er forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet, forbudt. Det foerste spoergsmaal er derfor, om den formodede forskelsbehandling i den foreliggende sag er omfattet af traktatens anvendelsesomraade.
13 For saa vidt angaar Ulrich Franz kan forholdet meget vel vaere det, at der paa grundlag af Raadets direktiv 91/477/EOEF af 18. juni 1991 om erhvervelse og besiddelse af vaaben (3) er en tilstraekkelig tilknytning til traktaten. Direktivet tilsigter en tilnaermelse af medlemsstaternes vaabenlovgivninger i form af afskaffelse af kontrol og formaliteter ved passage af Faellesskabets indre graenser (4). Direktivet omhandler navnlig skydevaaben, men indeholder ogsaa en raekke bestemmelser om andre former for vaaben. Navnlig er det i direktivets artikel 14 fastsat, at medlemsstaterne skal vedtage de noedvendige bestemmelser for at forbyde indbringelse paa deres omraade af andre vaaben end skydevaaben, medmindre medlemsstatens nationale bestemmelser overholdes. I henhold til artikel 16 skal medlemsstaterne fastsaette sanktioner for overtraedelse af de bestemmelser, der er vedtaget til gennemfoerelse af direktivet.
14 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Ulrich Franz er blevet tiltalt efter en kontrol foretaget af toldembedsmaend. Saafremt Ulrich Franz var ved at rejse ind i eller netop var rejst ind i Italien og var i besiddelse af et forbudt vaaben (eller saafremt han eventuelt forsoegte at rejse til en anden medlemsstat med et saadant vaaben), ville hans situation vaere omfattet af faellesskabslovgivningens anvendelsesomraade, saaledes at forbuddet mod al forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet, ville vaere gaeldende med hensyn til straffesagen mod ham.
15 Der kan imidlertid vaere en vis tvivl med hensyn til Domstolens mulighed for at traeffe en relevant afgoerelse paa dette grundlag, og for saa vidt angaar Horst Otto Bickel er der ikke en saadan tilknytning til faellesskabsretten. Der er tilsyneladende ingen bestemmelser i traktaten eller i faellesskabslovgivningen, der i sig selv er relevante med hensyn til det gerningsindhold, Bickel er tiltalt for, nemlig at have foert motorkoeretoej i spirituspaavirket tilstand. Sagen mod Bickel rejser saaledes det generelle spoergsmaal, om en straffesag mod en EF-borger, der rejses paa grundlag af faktiske omstaendigheder, der udspillede sig, mens den paagaeldende borger udoevede sin ret til fri bevaegelighed, er omfattet af traktatens anvendelsesomraade og derfor ogsaa af forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.
16 Paa grundlag af dommen i Cowan-sagen (5) maa dette spoergsmaal efter min opfattelse besvares bekraeftende. I den paagaeldende sag var en britisk statsborger, der var i Frankrig som turist, blevet kvaestet efter et overfald og ansoegte om erstatning i henhold til en ordning, der var fastsat i den franske code de procédure pénale. Han blev naegtet en saadan erstatning paa grund af hans nationalitet. Den franske regering anfoerte, at de omtvistede nationale bestemmelser ikke indebar nogen hindring i retten til fri bevaegelighed, og at retten til erstatning var udtryk for princippet om national solidaritet og forudsatte en snaevrere tilknytning til staten end retten for en modtager af tjenesteydelser (6). Domstolen var ikke enig i dette raesonnement, idet den bemaerkede (7):
»Naar faellesskabsretten tillaegger fysiske personer ret til at rejse ind i en anden medlemsstat, maa beskyttelsen af vedkommendes integritet i den paagaeldende medlemsstat paa lige fod med landets egne statsborgere og personer, som er bosat paa dens omraade, anses for en uadskillelig bestanddel af den paagaeldendes ret til at bevaege sig frit. Heraf foelger, at forbuddet mod forskelsbehandling finder anvendelse paa modtagere af tjenesteydelser i traktatens forstand, for saa vidt angaar beskyttelsen mod risikoen for voldsforbrydelser, og saafremt der foroeves en forbrydelse, retten til den erstatning, som er foreskrevet i national ret. Den omstaendighed, at erstatningen finansieres gennem statskassen, kan ikke aendre beskyttelsen af de rettigheder, som er garanteret ved traktaten.«
17 Domstolen forkastede ogsaa argumentet om, at den paagaeldende erstatning beroede paa en bestemmelse i strafferetsplejen, idet denne ikke er omfattet af traktatens anvendelsesomraade. Domstolen udtalte, at selv om strafferets- og strafferetsplejelovgivningen principielt er forbeholdt medlemsstaternes kompetence, opstiller faellesskabsretten visse graenser for udoevelsen af denne kompetence, og den tilfoejede (8):
»Ved anvendelsen af saadanne lovbestemmelser maa der saaledes ikke udoeves nogen forskelsbehandling over for de personer, som efter faellesskabsretten har krav paa ligebehandling, eller goeres indskraenkninger i de grundlaeggende friheder, som er sikret ved faellesskabsretten.«
18 Selv om Cowan-sagen vedroerte et offer for en strafbar handling, maa det samme princip gaelde med hensyn til rettighederne for en person, der strafforfoelges. Disse rettigheder er ikke mindre grundlaeggende og boer i samme omfang betragtes som en uadskillelig bestanddel af retten til fri bevaegelighed.
19 I Cowan-sagen var den eneste tilknytning til faellesskabsretten, at de faktiske omstaendigheder udspillede sig, mens Cowan var i Frankrig som modtager af tjenesteydelser. Med udtalelsen om, at denne omstaendighed var tilstraekkelig til at udloese forbuddet mod forskelsbehandling, bragte Domstolen faktisk enhver, der udoever sin ret til at rejse til en anden medlemsstat, ind under den beskyttelse, der er sikret i henhold til artikel 6 (9).
20 Den konklusion, der maa drages af dommen i Cowan-sagen, er ikke blevet mindre overbevisende efter de aendringer i EF-traktaten, der er gennemfoert i henhold til traktaten om Den Europaeiske Union. EF-traktatens anden del har nu overskriften »Unionsborgerskab«, et begreb, der er indfoert ved artikel 8, stk. 1. Artikel 8 A, stk. 1, har foelgende ordlyd:
»Enhver unionsborger har ret til at faerdes og opholde sig frit paa medlemsstaternes omraade med de begraensninger og paa de betingelser, der er fastsat i denne traktat, og i gennemfoerelsesbestemmelserne hertil.«
21 Det kan heraf udledes, at naar en borger udoever sin ret til at faerdes og opholde sig paa en medlemsstats omraade, falder hans situation ind under traktatens anvendelsesomraade for saa vidt angaar forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, hvilket igen underbygger, at forbuddet finder anvendelse paa en straffesag, som en borger maatte blive involveret i, mens han udoevede sin ret til fri bevaegelighed.
22 I den foreliggende sag behoever Domstolen ikke at tage stilling til det mere generelle spoergsmaal, om alle straffesager mod en unionsborger er omfattet af traktatens anvendelsesomraade i relation til artikel 6, selv hvis den paagaeldende borger ikke har udoevet sin ret til fri bevaegelighed. Ville en statsborger fra medlemsstat A, der retsforfoelges i medlemsstat B for bemaerkninger, der er offentliggjort i en avis i medlemsstat B, kunne paaberaabe sig traktatens artikel 6?
23 Maaske er tiden kommet til, at ogsaa dette spoergsmaal maa besvares bekraeftende. Begrebet unionsborgerskab forudsaetter et faellesskab med rettigheder og forpligtelser, som forener borgerne i Unionen i kraft af et faelles baand, som gaar paa tvaers af nationaliteten i medlemsstaten. Indfoerelsen af dette begreb har i hoej grad vaeret inspireret af et oenske om at bringe Unionen naermere til borgerne og at lade det komme til udtryk, at Unionen er andet og mere end en rent oekonomisk union. Dette afspejles af, at ordet »oekonomiske« ikke laengere findes i betegnelsen for Faellesskabet (hvilket ogsaa gaelder med hensyn til traktaten om Den Europaeiske Union) og af, at der i EF-traktaten gradvis indfoeres en raekke aktiviteter og politikker, der raekker ud over det oekonomiske omraade.
24 Under de omstaendigheder ville det vaere vanskeligt at forklare en unionsborger, hvordan en anden medlemsstat end hans egen paa trods af ordlyden af traktatens artikel 6, 8 og 8 A lovligt kunne udoeve forskelsbehandling over for ham paa grundlag af hans nationalitet under straffesager mod ham paa statens omraade. Retten til ikke at blive udsat for forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet er den mest grundlaeggende ret, der er tillagt ved traktaten, og den maa betragtes som en grundlaeggende bestanddel af unionsborgerskabet (10).
25 Dette medfoerer selvfoelgelig ikke en overfoersel af medlemsstaternes kompetence inden for strafferetten til Faellesskabet. Det er blot udtryk for en anerkendelse af, at som Domstolen bemaerkede i dommen i Cowan-sagen (11), skal medlemsstaterne udoeve deres kompetence inden for omraadet i overensstemmelse med det grundlaeggende princip om ligebehandling.
26 Ganske vist har Domstolen i en raekke sager, hvor der ogsaa var rejst spoergsmaal om traktatens artikel 6, forsoegt at fastslaa en forbindelse til samhandelen inden for Faellesskabet. Dette synes at have vaeret tilfaeldet med hensyn til dommen i sagen Phil Collins m.fl. (12), som drejede sig om ophavsrettigheder og beslaegtede rettigheder, og dommen i Data Delecta og Forsberg-sagen og i Hayes-sagen (13), som omhandlede bestemmelser om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger i en borgerlig sag. Det kan imidlertid ikke heraf udledes, at Domstolen har afvist en videre fortolkning af anvendelsesomraadet for artikel 6.
27 Endelig maa det understreges, at bestemmelser, hvis anvendelse saerligt er til skade for udenlandske statsborgere, ikke noedvendigvis er udtryk for forskelsbehandling, der er i strid med artikel 6. Navnlig har medlemsstaterne mulighed for at godtgoere, at de fordele, som er forbeholdt landets egne statsborgere eller personer, der har bopael i landet, er begrundet i objektive hensyn, der ikke har noget med nationalitet at goere. Det bliver imidlertid stadig vanskeligere at se, hvorfor man i henhold til faellesskabsretten overhovedet skulle acceptere en forskellig behandling, der udelukkende er baseret paa nationalitet, bortset fra situationer, hvor det mest karakteristiske for begrebet nationalitet er involveret, f.eks. med hensyn til adgang til visse (begraensede) kategorier af stillinger inden for det offentlige eller udoevelse af visse politiske rettigheder (14).
Spoergsmaalet, om der er tale om forskelsbehandling
28 Jeg vil herefter behandle spoergsmaalet om, hvorvidt den omtvistede italienske bestemmelse er udtryk for forskelsbehandling over for Franz og Bickel.
29 Den italienske regering har afvist, at der tale om forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet. Den har understreget, at retten til at vaelge tysk er uloeseligt forbundet med, at man er borger i provinsen Bolzano. En statsborger fra en anden medlemsstat, som midlertidigt befinder sig i omraadet, er i samme situation som en italiensk statsborger, der er paa gennemrejse, idet denne heller ikke har en saadan ret.
30 Den italienske regering har tilfoejet, at personer, der ikke har bopael i provinsen, ikke har de sociale kontakter, levevilkaar og de saerlige problemer, der alene har relation til indbyggerne i Bolzano. Formaalet med bestemmelsen er at beskytte et sprogligt mindretal i Italien derved, at de anerkendes at have en etnisk og kulturel identitet. Det ville ogsaa vaere helt urimeligt, om en tiltalt kunne vaelge sit modersmaal som processprog for paa den maade at sikre sin ret til forsvar. Disse rettigheder er sikret paa anden maade, som f.eks. retten til gratis at faa stillet en tolk til raadighed, hvilket er i overensstemmelse med bestemmelser i den europaeiske menneskerettighedskonvention og De Forenede Nationers konvention om borgerlige og politiske rettigheder (15).
31 Den italienske regering har herved henvist til en dom, som for nylig er afsagt af den italienske Corte costituzionale. Heri fastslog retten, at anvendelsesomraadet for bestemmelserne om beskyttelse af sproglige mindretal er et andet end anvendelsesomraadet for bestemmelserne om retten til forsvar. Formaalet med sidstnaevnte bestemmelser er i relation til anvendelsen af sprog at sikre, at den sigtede kan forstaa, hvad der foregaar under sagen, idet det maa antages, at dette ikke er tilfaeldet, saafremt han ikke behersker det officielle sprog fuldstaendigt. De foerstnaevnte bestemmelser udgoer derimod en saerlig form for forfatningsmaessig beskyttelse, der svarer til den kulturelle arv for en saerlig etnisk gruppe, og der er ikke herved taget hensyn til den konkrete omstaendighed, om den, der tilhoerer det paagaeldende mindretal, selv behersker det officielle sprog (16). I relation til den foreliggende sag har den italienske regering heraf udledt, at retten for personer med bopael i Bolzano til at forlange, at en sag foretages paa tysk, ikke har noget at goere med, om de kan anvende italiensk eller ej. Saafremt en sigtet er i en saadan situation, er der efter italiensk ret forskellige muligheder for at loese dette problem.
32 Ifoelge Kommissionen er der tvivl om, hvorvidt den italienske bestemmelse er udtryk for forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet. Retten til at vaelge tysk tilkommer ikke alle italienere, men kun personer med bopael i Bolzano. Kommissionen har tilfoejet, at selv om bopaelskravet kan udgoere indirekte forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, kan en forskellig behandling paa grund af bopaelen vaere begrundet i objektive hensyn.
33 Der maa foerst foretages en fastlaeggelse af den italienske bestemmelses praecise raekkevidde. Det fremgaar af dommen i Mutsch-sagen, at valget af tysk som processprog i en retssag ikke kan begraenses til kun at gaelde for italienske statsborgere, men ogsaa maa tilkomme statsborgere fra andre medlemsstater, som har bopael i Bolzano. Ifoelge den italienske regering er dette ikke tilfaeldet i den foreliggende sag. Jeg vil derfor laegge til grund, at den italienske bestemmelse ikke indebaerer direkte forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.
34 I henhold til traktatens artikel 6 er ogsaa indirekte forskelsbehandling imidlertid forbudt. En bestemmelse udgoer indirekte forskelsbehandling af statsborgere fra andre medlemsstater,
a) saafremt den navnlig er til skade for en gruppe, som i det vaesentlige omfatter statsborgere fra andre medlemsstater (f.eks. ikke-hjemmehoerende personer)
og
b) ikke er begrundet i objektive hensyn, som er uafhaengige af nationaliteten og ikke staar i rimeligt forhold til det formaal, der lovligt tilstraebes (17).
35 Da personer, som faktisk befinder sig i samme situation, efter bestemmelsen behandles forskelligt, er den i strid med princippet om ligebehandling.
36 Det foerste spoergsmaal er saaledes, om bestemmelsen navnlig er til skade for statsborgere fra andre medlemsstater. Efter min opfattelse er dette helt klart tilfaeldet. Bestemmelsen er navnlig til skade for tysksprogede personer fra Tyskland og OEstrig, som besoeger Bolzano (de vil foerst og fremmest vaere tyske og oestrigske statsborgere), idet de alle uden undtagelse vil vaere afskaaret fra at vaelge, at tysk anvendes under en straffesag, mens de fleste italienere, som retsforfoelges i Bolzano, og som oensker, at der anvendes tysk, vil kunne vaelge det.
37 Det argument, der er fremfoert af Kommissionen og af den italienske regering, og hvorefter italienske statsborgere, der ikke har bopael i Bolzano, heller ikke kan vaelge tysk, er ikke relevant. Som foelge af, at de taler italiensk, vil langt de fleste italienere ikke i praksis have nogen interesse i at vaelge tysk. Besoegende fra Tyskland og OEstrig naegtes med andre ord uden undtagelse en fordel, som de fleste af de italienere har, som faktisk vil udnytte denne fordel (18).
38 Den foreliggende sag adskiller sig fra de sager, hvor en fordel, som maa antages at vaere af interesse for borgere i almindelighed, er forbeholdt personer med bopael i det lokale omraade. Lad os for eksempel antage, at der fandtes en bestemmelse om, at personer med bopael i Napoli og omegn havde gratis adgang til ruinerne i Pompei uden for saesonen. Det kan vanskeligt haevdes, at en saadan bestemmelse navnlig er til skade for statsborgere fra andre medlemsstater, eftersom langt de fleste italienere ogsaa ville vaere beroert. I den foreliggende sag er fordelen ganske vist regional rent formel, men den sigter reelt til en generel gruppe af indbyggere, nemlig de tysksprogede.
39 Problemet er herefter, om den forskellige behandling er objektivt begrundet. Der vil utvivlsomt vanskeligt kunne fremfoeres noget administrativt hensyn, naar der - som det synes at vaere tilfaeldet i den foreliggende sag - er oprettet lokale kriminalretter, som navnlig skal behandle sager paa tysk, men skal foretage sager mod tysksprogede besoegende paa italiensk (i retsmoedet oplyste Bickel og Franz' advokat (19), at sagerne mod dem blev behandlet af tysksprogede dommere, og at ogsaa anklageren var tysksproget).
40 Der er ingen tvivl om, at selv med bistand af en tolk er en sigtet i en straffesag, som ikke er fuldt fortrolig med processproget, daarligt stillet. Det ville imidlertid vaere for byrdefuldt at forlange af en stat, at den skal vedtage bestemmelser med henblik paa at sikre, at straffesager kunne foretages paa alle Faellesskabets sprog. Det er dog aabenbart, at et saadant argument ikke med foeje kan fremfoeres, saafremt forholdet som i den foreliggende sag er det, at de lokale retsinstanser normalt fungerer paa den besoegendes sprog. Som Bickel og Franz' advokat har anfoert, ville et krav om anvendelse af italiensk som sprog i deres tilfaelde i hvert fald medfoere yderligere udgifter, eftersom de i saa fald ville kunne forlange at kunne faa stillet en tolk gratis til raadighed. Da der saaledes ikke goer sig administrative hensyn gaeldende, maa der soeges en anden begrundelse.
41 Efter min opfattelse kan bestemmelsen heller ikke, saaledes som den italienske regering har anfoert, begrundes med, at den har til formaal at beskytte det tysksprogede mindretal i Bolzano. Jeg kan fuldt ud tiltraede, at den har det helt rimelige formaal at beskytte et sprogligt mindretal i en medlemsstat, et formaal, der ikke har noget med nationalitet at goere. Problemet er imidlertid, at det helt saerlige ved bestemmelsen, nemlig at den naevnte fordel ikke tilkommer besoegende fra andre medlemsstater, hverken er noedvendig eller staar i et rimeligt forhold til dette formaal. Bestemmelsen er med andre ord uforholdsmaessig (20). Det forhold, at besoegende ikke kan anvende tysk, tjener paa ingen maade dette formaal. Resultatet er lige det modsatte, idet italiensk styrkes som hovedsprog i regionen Bolzano, som i overvejende grad er tysksproget. Saafremt en tysksproget borger i provinsen Bolzano inviterer et familiemedlem eller en bekendt fra Tyskland, OEstrig eller Schweiz til at komme paa besoeg, ville en eventuel straffesag mod de paagaeldende personer blive foretaget paa italiensk. Det er vanskeligt at se, hvordan dette ville beskytte det tysksprogede mindretal i Bolzano.
Forslag til afgoerelse
42 Sammenfattende skal jeg herefter foreslaa, at det spoergsmaal, der er forelagt af Pretura circondariale di Bolzano, besvares som foelger:
Saafremt en medlemsstat giver personer, som er bosat i en del af statens omraade, ret til at anvende et andet sprog end statens officielle sprog i straffesager mod dem, skal EF-traktatens artikel 6 fortolkes saaledes, at staten skal tillaegge statsborgere fra andre medlemsstater, som besoeger omraadet, den samme ret, saafremt de paagaeldende borgere har dette andet sprog som modersmaal.
(1) - Dom af 11.7.1985, sag 137/84, Sml. s. 2681.
(2) - Raadets forordning af 15.10.1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).
(3) - EFT L 256, s. 51.
(4) - Jf. tredje betragtning til direktivet.
(5) - Dom af 2.2.1989, sag 186/87, Sml. s. 195.
(6) - Dommens praemis 16.
(7) - Praemis 17.
(8) - Dommens praemis 19.
(9) - Se i samme retning J. Mertens de Wilmars: »L'arrêt Cowan« i Cahiers de droit européen, 1990, s. 388-402. Se ogsaa K. Lenaerts: »L'égalité de traitement en droit communautaire«, Cahiers de droit européen, 1991, s. 3-41, paa s. 28, hvor forfatteren, som efter en sammenligning mellem dommen i Cowan-sagen og i Mutsch-sagen udleder foelgende: »... det kan med rimelighed haevdes, at saafremt Mutsch ikke havde vaeret en vandrende arbejdstager, men en luxembourgsk turist, som tilfaeldigvis var i Saint-Vith i Belgien, og som var involveret i en straffesag, ville han ogsaa kunne have paaberaabt sig, at sagen i henhold til de naevnte artikler i traktaten (7, 59 og 60) skulle foretages paa tysk ...«.
(10) - Se herved ogsaa N. Bernard: »What are the purposes of EC discrimination law?« i Discrimination law - Concepts, Limitations and Justifications, Dine and Watt, Longman, 1996, s. 91 ff.
(11) - Jf. punkt 17.
(12) - Dom af 20.10.1993, forenede sager C-92/92 og C-326/92, Sml. I, s. 5145.
(13) - Dom af 26.9.1996, sag C-43/94, Data Delecta og Forsberg, Sml. I, s. 4661, og af 20.3.1997, sag C-323/95, Hayes, Sml. I, s. 1711.
(14) - Se ogsaa F. Schockweiler: »La portée du principe de non-discrimination de l'article 7 du traité CEE« i Rivista di Diritto Europeo, 1991, s. 22 og 23.
(15) - Saavel i henhold til denne konventions artikel 6, stk. 3, litra e), som artikel 14, stk. 3, litra f), er enhver sigtet garanteret en ret til uden udgift for ham at vaere bistaaet af en tolk, saafremt han ikke forstaar eller ikke taler det sprog, der anvendes i retsmoedet (efter de naevnte to bestemmelser omfatter beskyttelsen kun det sprog, der anvendes i retsmoedet, men ikke i andre dele af sagen).
(16) - Dom nr. 15 af 29.1.1996, GURI, serie speciale, 7.2.1996, nr. 6.
(17) - Se navnlig dom af 23.5.1996, sag C-237/94, O'Flynn, Sml. I, s. 2617.
(18) - Jf. i samme retning dom af 15.1.1998, sag C-15/96, Schoening-Kougebetopoulou, Sml. I, s. 47, navnlig praemis 23, samt punkt 12, 13 og 14 i mit forslag til afgoerelse, som der henvises til i dommen.
(19) - Han havde i henhold til procesreglementets artikel 29, stk. 2, litra c), faaet tilladelse til at anvende tysk under retsmoedet, selv om processproget var italiensk.
(20) - Som eksempel paa en nyere sag, hvor Domstolen forkastede begrundelsen for en bestemmelse med henvisning til, at det var uforholdsmaessig ikke at lade den fordel, bestemmelsen omhandlede, tilkomme personer, der ikke opfyldte et bopaelskrav, se dom af 27.11.1997, sag C-57/96, Meints, Sml. I, s. 6689.
Full & Egal Universal Law Academy