EUR-Lex -  61996CC0306 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro fremsat den 6

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Er en bestemmelse i en aftale om selektiv distribution, der er indgaaet mellem en leverandoer og en forhandler, der begge er etableret i Faellesskabet, som vedroerer et tredjelands omraade, og hvorefter forhandleren ikke maa saelge de af aftalen omfattede varer enten direkte eller ved reimport fra tredjelande paa noget andet omraade, herunder ogsaa medlemsstaternes omraade, i strid med EF-traktatens artikel 85, stk. 1? Og vil dette i bekraeftende fald ogsaa vaere tilfaeldet, saafremt leverandoeren markedsfoerer sine varer paa Faellesskabets omraade gennem et selektivt distributionsnet, for hvilket der i medfoer af artikel 85, stk. 3, er givet fritagelse?

Dette er kernen i de spoergsmaal, som Cour d'appel de Versailles har forelagt Domstolen, og som giver Domstolen lejlighed til at tage stilling til, om eksportbestemmelser og forbud mod reimport i forhandlerkontrakter er i overensstemmelse med Faellesskabets konkurrenceregler. I det foreliggende tilfaelde kendetegnes det omhandlede forhandlingssystem af sammenhaengen mellem et selektivt distributionssystem for Faellesskabet, for hvilket Kommissionen har meddelt fritagelse, og forhandlerkontrakter for tredjelande, der indeholder bestemmelser om bestemmelsessted, der skal virke baade som eksportforpligtelser og som forbud mod reimport.

De relevante faktiske omstaendigheder og de praejudicielle spoergsmaal

2 De faktiske omstaendigheder, der har givet anledning til tvisten i hovedsagen er ret enkle. Tvisten vedroerer sektoren for forhandling af luksuskosmetik, dvs. kvalitetsprodukter, der saelges til hoeje priser under meget kendte varemaerker. Selskabet Yves Saint Laurent Parfums SA, der er hjemmehoerende i Frankrig (herefter »YSLP«), er aktivt paa det markedssegment, der omfatter disse produkter, og forhandler sine produkter i Den Europaeiske Union gennem et selektivt distributionssystem, for hvilket Kommissionen ved beslutning af 16. december 1991 i henhold til artikel 85, stk. 3, har meddelt fritagelse (1).

YSLP har desuden afsluttet to forhandlingsaftaler med selskabet Javico International (herefter »Javico«), den ene omfattende Republikken Ruslands og Republikken Ukraines omraader, den anden Sloveniens omraade. Selskabet Javico er hjemmehoerende i Tyskland og har specialiseret sig i markedsfoering paa markederne i OEsteuropa. Det skal naevnes, at Javico ikke tilhoerer nettet af forhandlere af YSLP-produkter i Den Europaeiske Union.

3 Den aftale, der blev indgaaet i februar 1992, vedroerte forhandling i Rusland og Ukraine og indeholdt foelgende to bestemmelser:

»1. Vore produkter skal udelukkende saelges paa Republikken Ruslands og Republikken Ukraines omraader.

Det er under alle omstaendigheder udelukket, at de kan forlade Republikken Ruslands og Republikken Ukraines omraader.

2. Deres selskab afgiver loefte om og garanterer, at produkterne afsaettes til endeligt forbrug paa Republikken Ruslands og Republikken Ukraines omraader, og forpligter sig til kun at saelge produkterne til handlende, der er hjemmehoerende paa Republikken Ruslands og Republikken Ukraines omraader. Deres selskab meddeler derfor de adresser, hvorfra produkterne forhandles paa Republikken Ruslands og Republikken Ukraines omraader, samt de enkelte produkters fordeling paa salgssteder.«

Aftalen indeholder desuden supplerende bestemmelser, der skal udbygge Javico's forpligtelse til at sikre, at produkterne ikke som bestemmelsessted faar andre omraader end de i aftalen fastlagte (2). Aftalen indeholder endog en bestemmelse om betaling af en konventionalbod, for hvilken der stilles banksikkerhed, saafremt en del af de leverede produkter videresaelges uden for Ruslands og Ukraines omraader og mere i almindelighed uden for OEsteuropa.

Faktisk omhandler hovedparten af aftalen mellem parterne den detaljerede udformning af forpligtelsen vedroerende bestemmelsesstedet og foelgerne af eventuelle tilsidesaettelser heraf.

Aftalen fra maj 1992 om forhandling i Slovenien indeholder en bestemmelse, der har foelgende ordlyd: »Af hensyn til beskyttelsen af den hoeje kvalitet af distributionen af produkter i andre lande i verden gaar forhandleren ind paa ikke at saelge produkterne uden for omraadet eller saelge dem til forhandlere paa omraadet, der ikke er godkendt.«

Det er ubestridt, at forhandleraftalerne mellem YSLP og Javico ikke er genstand for nogen individuel fritagelse, og at de heller ikke er blevet meddelt Kommissionen.

4 Kort tid efter indgaaelsen af de naevnte kontrakter konstaterede YSLP, at der paa Faellesskabets omraade (navnlig i Det Forenede Kongerige, Belgien og Nederlandene) fandtes produkter, der var blevet leveret til Javico til salg i Rusland, Ukraine og Slovenien. YSLP opsagde derfor kontrakten og anlagde sag ved Tribunal de commerce de Nanterre bl.a. med paastand om erstatning for det tab, selskabet havde lidt. Selskabet fik medhold i foerste instans, og de sagsoegte tyske selskaber har derefter anket sagen til Cour d'appel de Versailles under anbringende dels af, at de tilsidesatte aftalebestemmelser som stridende mod traktatens artikel 85, stk. 1, er ugyldige, dels af, at fritagelsesbeslutningen af 16. december 1991 er irrelevant for sagens afgoerelse.

5 Den nationale ret har med henblik paa sagens afgoerelse fundet det noedvendigt at anmode Domstolen om en fortolkning af traktatens artikel 85, stk. 1. Dens spoergsmaal til Domstolen har foelgende ordlyd:

»1) Skal artikel 85, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab fortolkes saaledes, at i et tilfaelde, hvor en virksomhed (leverandoeren), der befinder sig i en medlemsstat i Den Europaeiske Union, ved aftale giver en anden virksomhed (forhandleren), der befinder sig i en anden medlemsstat, i opdrag at distribuere sine produkter paa et omraade, der ligger uden for Unionen, er bestemmelser i naevnte aftale, hvorefter forhandleren ikke maa saelge overhovedet paa et andet omraade end det omraade, aftalen vedroerer, det vil sige ikke saelge overhovedet inden for Unionen, det vaere sig ved direkte markedsfoering eller ved videreforsendelse fra det af aftalen omfattede omraade, forbudt?

2) Skal naevnte artikel 85, stk. 1, saafremt der herefter gaelder et forbud mod saadanne aftalebestemmelser, fortolkes saaledes, at bestemmelsen ikke kan anvendes, naar leverandoeren i oevrigt afsaetter sine varer paa Unionens omraade gennem et selektivt distributionsnet, for hvilket der i medfoer af samme artikels stk. 3 er givet fritagelse?«

Det foerste spoergsmaal

6 Ved de i sagen omhandlede aftalebestemmelser forpligtes forhandleren paa to maader, der haenger snaevert sammen og er indbyrdes samvirkende. Aftalen omfatter dels en eksportforpligtelse, saaledes at forstaa, at forhandleren skal eksportere produkterne til de i aftalen omhandlede tredjelande, dels et forbud mod markedsfoering uden for det af aftalen omfattede omraade. Forbuddet gaelder saavel for direkte salg til videresaelgere, der er hjemmehoerende uden for omraadet, som for reimport af produkterne fra omraadet.

7 YSLP har gjort gaeldende, at eksportforpligtelsen ikke henhoerer under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 85, idet aftalen udelukkende vedroerer organiseringen af varesalget i tredjelande og ikke beroerer samhandelen mellem medlemsstater. Og selv om man tilslutter sig det synspunkt, at artikel 85 finder anvendelse, maa det anerkendes, at der her er tale om et ubetydeligt tab, og at de omtvistede aftaler hoerer til en af de kategorier af eneforhandlingsaftaler, som artikel 85, stk. 1, i medfoer af forordning (EOEF) nr. 1983/83 ikke finder anvendelse paa (3). Hvad forbuddet mod reeksport til Faellesskabet angaar har YSLP selv ligesom Kommissionen anerkendt, at aftalebestemmelsen herom er omfattet af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, dog under forudsaetning af, at indfoersler oekonomisk er taenkelige og tilfoejer samhandelen mellem medlemsstater skade; disse betingelser er ikke opfyldt i det foreliggende tilfaelde, naar henses til markedets struktur, og de hindringer, der laegges i vejen for varerne, naar de konkret reimporteres til Den Europaeiske Union. Javico er derimod af den opfattelse, at de omhandlede aftaler netop har til formaal at begraense konkurrencen i Den Europaeiske Union, og at de under alle omstaendigheder virker til skade for konkurrencen og derfor under alle omstaendigheder er strid med artikel 85, stk. 1.

Den manglende relevans af forordning nr. 1983/83

8 Foerst maa det kort undersoeges, om forordning nr. 1983/83 kan finde anvendelse paa de omtvistede aftaler. Blot ved en gennemlaesning af artikel 1 i denne forordning, hvori forordningens anvendelsesomraade fastlaegges, er det klart, at forordningen ikke har betydning for det foreliggende tilfaelde. Den i forordningen omhandlede gruppefritagelse vedroerer saaledes aftaler ... »hvorved den ene kontrahent over for den anden forpligter sig til udelukkende at levere bestemte varer til denne med henblik paa videresalg i hele Faellesskabet eller i en begraenset del af dette« (4). Det er altsaa noedvendigt for en fritagelse, at eneforhandlingsomraadet er hele Faellesskabet eller en del heraf (5). Aftalen mellem YSLP og Javico vedroerer derimod udelukkende forhandling af foerstnaevntes produkter paa tredjelandes omraade. Foelgelig er disse aftaler ikke omfattet af anvendelsesomraadet for gruppefritagelse i henhold til forordning nr. 1983/83.

Anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1

9 Jeg vil foerst undersoege, om traktatens artikel 85, stk. 1, er relevant for en bedoemmelse af de omtvistede aftaler og her foerst og fremmest bemaerke, at efter fast retspraksis maa det ved afgoerelsen af, om en aftale er omfattet af denne traktatbestemmelses anvendelsesomraade undersoeges, om aftalen efter sit formaal foerer til en konkurrencebegraensning (6). Denne undersoegelse indebaerer en vurdering af det formaal, parterne havde for oeje ved aftalens indgaaelse, og paa baggrund af den oekonomiske sammenhaeng, som aftalen er et led i.

I den foreliggende sag er der tale om en aftaleordning, der dels forpligter en i Faellesskabet hjemmehoerende forhandler til at eksportere til bestemte tredjelande, dels forbyder den samme forhandler at markedsfoere de af aftalen omfattede produkter uden for de i aftalen naevnte tredjelandes omraade, det vaere sig ved direkte salg eller ved reimport fra tredjelande.

10 Som den nationale ret har bemaerket i forelaeggelsesdommen, er det forbuddet mod at indbringe eller genindbringe YSLP-produkter paa Faellesskabets omraade, der saerlig (om ikke udelukkende) har betydning i denne sag, selv om forbuddet mod markedsfoering uden for det ved aftalen fastlagte omraade er saaledes formuleret, at der bliver tale om alle stater, det vaere sig Faellesskabets medlemsstater eller andre. Naesten hele kontrakten handler om de mange detailspoergsmaal i forbindelse med forbuddet mod markedsfoering af produkterne uden for det af aftalen omfattede omraade, og det kan med bestemthed siges, at parternes hensigt var at hindre, at de produkter, der blev solgt til Javico, kom ud paa det faelles marked. Dermed blev det muligt for YSLP at imoedegaa parallelimport til dette marked, paa hvilket selskabet er aktivt gennem et selektivt distributionssystem, hvis effektivitet vil kunne trues, hvis der paa markedet forekommer produkter, der stammer fra forhandlere, der ikke tilhoerer systemet (7).

Jeg er foelgelig af den opfattelse, at aftalens bestemmelser om eksport og forbud mod reimport i alt vaesentligt har til formaal at begraense konkurrencen. Disse bestemmelser synes i oevrigt ikke at vaere noedvendige for at sikre, at forhandlingsaftalen oekonomisk kan virke i overensstemmelse med sit saerlige formaal, som jo er at muliggoere udbredelsen af YSLP-produkter paa markederne i OEsteuropa.

Eksportbestemmelserne maa derfor alene i kraft af deres formaal principielt anses for ulovlige.

11 De resultater, jeg her er naaet til, stemmer overens med Domstolens praksis, hvori det om en bestemmelse, der svarer til den, jeg her beskaeftiger mig med, er fastslaaet, at den af forhandleren kraevede bestemmelse om, at varerne skulle eksporteres til et tredjeland, »i det vaesentlige havde til formaal at forhindre genudfoersel af varerne til de lande, hvor de var fremstillet«, saaledes at der kunne opretholdes et system af dobbeltpriser i faellesmarkedet, hvorved konkurrencen inden for dette blev begraenset (8).

I oevrigt kan den blotte omstaendighed, at forhandleraftalen formelt har til formaal at fremme salget i et tredjeland ikke udelukke, at aftalens bestemmelser i alt vaesentligt har til formaal at fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet (9), og at de dermed er omfattet af forbuddet i artikel 85, stk. 1 (10).

12 Selv om jeg anser det for helt sikkert, at de omtvistede aftaler har et konkurrencebegraensende formaal og dermed er aftaler, der er forbudt i henhold til artikel 85, stk. 1, mener jeg dog, at jeg ogsaa boer se paa, hvilke virkninger aftalen konkret kan faa for konkurrencen paa det faelles marked (11). Som bekendt stilles der i Domstolens praksis krav om, at de skadelige virkninger for den frie konkurrence skal vaere tilstraekkeligt maerkbare, saaledes at alle aftaler, hvis skadelige virkning er ubetydelig, falder uden for artikel 85, stk. 1's anvendelsesomraade (12).

13 En afgoerelse med hensyn til den konkurrencefordrejende virkning skal traeffes under hensyntagen til en raekke faktiske forhold som f.eks. intensiteten af konkurrencen paa markedet uden hensyntagen til den paagaeldende aftale, den oekonomiske og retlige sammenhaeng, som aftalen optraeder i, hvorved det ogsaa maa undersoeges, om den konkret er egnet til at fordreje konkurrencen paa faellesmarkedet. Om bestemmelser om bestemmelsessted har Kommissionen i aarenes loeb udviklet en vis praksis, der selv om den ikke er utvetydig, har afdaekket de elementer, der skal laegges vaegt paa ved vurderingen af den konkurrencebegraensende virkning. Herunder falder bl.a. virkningen af den told, som produktet paalaegges ved genindfoersel til Faellesskabet (13), eventuelle prisforskelle paa Faellesskabets omraade og i tredjelande, der maa vaere tilstraekkeligt hoeje til at kunne udligne de ekstra transportomkostninger og fortjenstmargenerne for de virksomheder, som varetager reimport og forhandling paa Faellesskabets omraade (14), intensiteten i konkurrencen mellem maerkevarer i Faellesskabet.

Saafremt det efter en analyse af de naevnte faktorer maa antages, at reimport af de af aftalen omfattede produkter fra tredjelande til Faellesskabets omraade oekonomisk er mulig eller endog sandsynlig, maa det anses for godtgjort, at aftalen har en konkurrencebegraensende virkning, idet der uden forbuddet ville vaere sket en parallelimport af de af aftalen omfattede produkter til medlemsstaternes omraade, hvis den er oekonomisk indbringende.

14 Det tilkommer den nationale ret at tage stilling til spoergsmaalet om artikel 85, stk. 1's anvendelighed og til herved at laegge de faktorer, jeg netop har omtalt, og som fremgaar af Domstolens praksis, til grund. Den forelaeggende rets dom giver mig ikke mulighed for at udbygge disse synspunkter, idet vigtige faktiske forhold, som der i oevrigt ikke er enighed mellem parterne om, foerst er blevet omtalt i deres indlaeg for Domstolen og ikke er blevet godtgjort. Jeg mener dog at kunne fastslaa, at det i det foreliggende tilfaelde er sikkert, at det var muligt og oekonomisk fordelagtigt at reimportere de af aftalen omfattede produkter, om ikke af andre grunde, saa fordi reimport faktisk har fundet sted. Det er nemlig ubestridt, at de af aftalen omfattede produkter i stoerre maengder har vaeret udbudt paa markederne i Det Forenede Kongerige, Belgien og Nederlandene til meget lavere priser af forhandlere, der ikke tilhoerer YSLP's distributionssystem, og dette beviser klart, at parallelimport har vaeret rentabel og dermed mulig.

15 Anvendelsen af artikel 85 forudsaetter, at endnu en betingelse er opfyldt: Der maa vaere tale om en paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater. Ifoelge fast retspraksis skal denne paavirkning anses for godtgjort, saafremt det paa grundlag af alle faktiske og retlige omstaendigheder kan forudsiges med en tilstraekkelig grad af sandsynlighed, at aftalen vil kunne oeve en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse paa handelen mellem medlemsstater, saaledes at den vil kunne hindre, at der skabes et indre marked mellem medlemsstater. Endvidere maa denne indflydelse ikke vaere ubetydelig (15), selv om det herudover ikke kraeves, at der faktisk har vaeret tale om en paavirkning, idet det er tilstraekkeligt, at aftalen efter sin art kan medfoere den (16).

Det skal her fremhaeves, at de kriterier, der er blevet lagt til grund for konstateringen af, at der sker en begraensning af konkurrencen, og navnlig klart forskellige prisniveauer henholdsvis paa faellesmarkedet og paa markedet i tredjelandet, ogsaa har givet grundlag for en slutning om, at en eventuel senere eksport til en anden medlemsstat ikke var en sandsynlig foelge af reimporten til Faellesskabets omraade, og at der saaledes ikke forelaa en paavirkning af samhandelen i Faellesskabet (17).

Man kan ikke i det foreliggende tilfaelde efter de priser, der blev anvendt paa markedet i tredjelandene, teoretisk udelukke, at der fandt reeksport sted til en anden medlemsstat. Endvidere kan man under alle omstaendigheder ogsaa for YSLP-produkter mene, at paavirkningen af samhandelen mellem medlemsstater henset til den handelspolitik, der foeres af de store koncerner, som skaffer sig produkterne ved at foretage opkoeb paa hele det europaeiske marked, maa anses for godtgjort (18).

16 Jeg naar saaledes til det resultat, at det foerste spoergsmaal fra den nationale ret skal besvares med, at traktatens artikel 85, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at denne bestemmelse forbyder en bestemmelse i en aftale om forhandling af produkter paa et omraade uden for Unionen, hvorefter forhandlerne skal sikre, at der ikke sker reimport til Faellesskabets omraade, hvorved naturligvis de i gaeldende ret fastsatte betingelser om, at aftalen har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen samt om, at samhandelen mellem medlemsstater paavirkes, skal vaere opfyldt.

Det andet spoergsmaal

17 Med det andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om det, saafremt de i sagen omtvistede aftalevilkaar er omfattede af artikel 85, stk. 1, har betydning, at producenten paa Faellesskabets omraade benytter sig af et selektivt distributionssystem, for hvilket Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 3, har givet fritagelse. Det spoerges med andre ord, om det af den fritagelse, der er givet for det selektive distributionssystem vedroerende Faellesskabets omraade, kan udledes, at artikel 85, stk. 1, ikke kan finde anvendelse paa de i sagen omtvistede bestemmelser om produkternes bestemmelsessted.

18 Indledningsvis bemaerkes det, at saafremt man laegger til grund, at artikel 85, stk. 1, ikke kan finde anvendelse paa den omhandlede aftale som foelge af, at der findes et selektivt distributionssystem, som Kommissionen har givet fritagelse for, indebaerer dette ganske logisk, at der skabes sikkerhed for dette systems uigennemtraengelighed, idet det hindres, at det paa den ene eller den anden maade kommer til parallelimport i alt fald af produkter hidroerende fra de paagaeldende tredjelande. Dette ville goere det umuligt for de erhvervsdrivende at udnytte de oekonomiske muligheder, som de af YSLP anvendte prisforskelle giver, og der vil yderligere opstaa risiko for en skarp opdeling af markederne inden for det faelles marked og en afskaermning af det sidstnaevnte i dets helhed.

Foerst bemaerkes, at lovligheden efter artikel 85 af et selektivt distributionssystem ikke paa nogen afgoerende maade har som forudsaetning, at systemet er taet, bl.a. fordi dette »ville have den paradoksale foelge, at de snaevreste og mest lukkede distributionssystemer behandles lempeligere efter traktatens artikel 85, stk. 1, end distributionssystemer, der er mere fleksible og i hoejere grad aabner mulighed for parallelle transaktioner« (19). Endvidere kan denne egenskab ved systemet heller ikke begrundes i oensket om effektivt at beskytte konkurrencen. Jeg har tidligere (20) med baggrund i Domstolens faste praksis haft lejlighed til at omtale, hvorledes muligheden for at saelge varer uden om et system ogsaa kan have en gavnlig virkning, idet der herved holdes en niche aaben for en begraenset, parallel trafik, hvorved en saerlig stor stivhed i systemet, navnlig paa prisomraadet, kan mildnes. En parallel trafik kan naturligvis foere til en destabilisering af det selektive distributionssystem, men her er der, naar alt kommer til alt, tale om foelger, der afhaenger af producentens valg, for han kan vurdere virkningerne heraf paa grundlag af en cost/benefit-analyse og, saafremt han finder det hensigtsmaessigt, enten vaelge et frit distributionssystem eller laegge det specialiserede distributionssystem om eller ogsaa aendre priserne, saa de bliver mere ensartede og derved »i de oevre led« fjerne det eneste virkelige grundlag for de parallelle forhandlingskanaler. Jeg oensker hermed at fremhaeve, at paralleltrafikken slet ikke kan anses for et udslag af en form for fordaervelig og dermed ulovlig oekonomisk behaendighed, som mange ondskabsfuldt oensker at fremstille den som, men tvaertimod en garanti for hele distributionssystemets vitalitet, der i tilknytning til de selektive forhandlernet i sidste ende begunstiger forbrugeren, hvis interesser til enhver tid udgoer (i alt fald) et af formaalene med artikel 85, stk. 1 og 3.

19 Det er ud fra denne synsvinkel, at man maa bedoemme, hvilken virkning beslutningen om fritagelse af YSLP's distributionssystem har for forholdet mellem dette selskab og Javico, der er en forhandler, der staar uden for dette systems forhandlingsnet.

Beslutningen om fritagelse kan ikke bringe forhandlingsaftaler, der ikke er blevet forelagt Kommissionen, og som ikke udtrykkeligt er blevet fritaget af den, »i ly«. For det foerste skal beslutningerne om fritagelse, det vaere sig individuelle fritagelser eller gruppefritagelser, eftersom der er tale om undtagelser fra forbuddet i artikel 85, stk. 1, der indeholder den grundlaeggende regel om konkurrencebegraensende aftaler, noedvendigvis fortolkes indskraenkende og ikke anvendes uden for de situationer, der udtrykkeligt er taget hoejde for. Princippet herom udspringer af en indlysende vejledende regel for fortolkningen og bygger desuden paa kravet om, at Kommissionens enekompetence for saa vidt angaar anvendelsen af artikel 85, stk. 3, ikke antastes (21).

Faktisk maa Kommissionen, naar den skal traeffe afgoerelse om, hvorvidt en fritagelse skal gives eller ej, hvilket den er enekompetent til i medfoer af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 17 (22), kunne kontrollere, om aftalen opfylder betingelserne ifoelge artikel 85, stk. 3. Saafremt en fritagelsesbeslutning kom til at omfatte aftaler, der ikke er omhandlet i den, ville de nationale domstole i et vist omfang faa mulighed for direkte at anvende artikel 85, stk. 3, men denne befoejelse har de tvaertimod kun for saa vidt angaar bestemmelsens stk. 1 (23). Naturligvis kunne den anfaegtede aftale have vaeret forelagt Kommissionen med en ansoegning om fritagelse, og Kommissionen kunne herigennem have taget stilling til dens paastaaede egnethed til at beskytte det selektive distributionssystem i faellesskabssammenhaeng, men det er ikke sket. Denne aftale kunne ikke fritages, idet Kommissionen ikke havde faaet underretning om den (24), og den nationale ret maa derfor blot anvende artikel 85, stk. 1, naar betingelserne ifoelge denne bestemmelse er opfyldt.

Jeg mener foelgelig, at den nationale rets andet spoergsmaal skal besvares med, at traktatens artikel 85, stk. 1, ogsaa finder anvendelse paa de i sagen omtvistede aftalevilkaar, naar leverandoeren markedsfoerer sine produkter paa Faellesskabets omraade gennem et selektivt distributionsnet, for hvilket Kommissionen har vedtaget en beslutning om fritagelse.

Forslag til afgoerelse

20 Paa baggrund af det anfoerte skal jeg foreslaa Domstolen at besvare spoergsmaalene fra Cour d'appel de Versailles paa foelgende maade:

»1) EF-traktatens artikel 85, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen finder anvendelse paa et vilkaar i en aftale om markedsfoering i bestemte tredjelande mellem en leverandoer, der er etableret i en medlemsstat og en forhandler, der er etableret i en anden medlemsstat, hvorefter forhandleren ikke maa saelge de paagaeldende produkter i et andet omraade end det i aftalen fastlagte og dermed ikke paa Faellesskabets omraade, uanset om der er tale om direkte salg eller reeksport fra det af aftalen omfattede omraade. Det tilkommer den nationale ret paa grundlag af de konkrete omstaendigheder i sagen - og navnlig ud fra en vurdering af, om reimporten til det faelles marked var mulig og hensigtsmaessig, hvilken stoerrelse den havde og endelig, hvilken paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater der kunne blive tale om - at afgoere, hvorvidt det paagaeldende vilkaar som stridende mod traktatens artikel 85, stk. 1, er ugyldigt.

2) Saafremt det antages, at traktatens artikel 85, stk. 1, forbyder vilkaar af den omhandlede art, skal bestemmelsen fortolkes saaledes, at den ogsaa finder anvendelse i tilfaelde, hvor leverandoeren markedsfoerer sine produkter paa Faellesskabets omraade gennem et selektivt distributionsnet, for hvilket der i medfoer af artikel 85, stk. 3, er meddelt fritagelse.«

(1) - Kommissionens beslutning 92/33/EOEF om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.242 - Yves Saint Laurent) (EFT 1992 L 12, s. 24). Denne beslutning var genstand for Rettens dom af 12.12.1996, sag T-19/92, Leclerc mod Kommissionen, Sml. II, s. 1851, der annullerede den, for saa vidt som det i beslutningen fastslaas, at en bestemmelse, hvorefter YSLP kan stille detailhandlere, der ansoeger om godkendelse, ringere, blot fordi deres parfumerivirksomhed er af mindre omfang, ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1. Specielt med henblik paa den foreliggende sag bemaerkes det, at Retten bekraeftede, at den meddelte fritagelse var gyldig.

(2) - Med henblik paa at sikre, at produkterne forhandles paa Ruslands og Ukraines omraader, har YSLP stillet krav til Javico om, at dette selskab allerede foer leveringen af produkterne og om muligt paa bestillingstidspunktet, tilstiller YSLP samtlige de dokumenter, hvoraf det fremgaar, at der faktisk findes et marked for disse produkter paa de omraader, der er omfattet af aftalen. Javico er desuden forpligtet til at kontrollere, at de lokale forhandlere agter at saelge udelukkende paa Ruslands og Ukraines omraader.

(3) - Kommissionens forordning af 22.6.1983 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af eneforhandlingsaftaler (EFT L 173, s. 1).

(4) - Kursiveringen er min.

(5) - Jf. dom af 12.7.1984, sag 170/83, Hydrotherm, Sml. s. 2999, praemis 13-16.

(6) - En vurdering af lovligheden i flere trin, hvorved foerst aftalens formaal og dernaest dens foelger tages i betragtning, er en fremgangsmaade, der har vundet haevd i Domstolens praksis; jf. mit forslag til afgoerelse i DLG-sagen, dom af 15.12.1994, sag C-250/92, Sml. I, s. 5641, praemis 16; jf. desuden dom af 28. februar 1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, praemis 9. Blot for fuldstaendighedens skyld skal jeg naevne, at det ikke er en forudsaetning for anvendelsen af artikel 85, stk. 1, at aftalen har et konkurrencebegraensende formaal og konkurrencebegraensende virkninger, idet det er tilstraekkeligt, at det ene eller det andet er tilfaeldet; jf. dom af 17.7.1997, sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. I, s. 4411, praemis 14 og 15.

(7) - Aftalens bestemmelse om, at Javico skal betale en konventionalbod, der kun skal gaelde for det tilfaelde, at produkterne saelges uden for »oestlandenes« omraade - idet det saaledes er uden betydning, at produkterne faar et andet bestemmelsessted end det af aftalen omfattede omraade, blot dette er begraenset til OEsteuropa - viser klart, at formaalet med de omtvistede bestemmelser foerst og fremmest var at hindre, at de af kontrakten omfattede produkter, blev markedsfoert inden for faellesmarkedet.

(8) - Jf. dom af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83, CRAM og Rheinzink, Sml. s. 1679, praemis 24-31. Kommissionen havde i den anfaegtede beslutning anfoert, at »den konkurrencebegraensning, der foelger af forpligtelsen til at videresaelge i et bestemt land, ... i sig selv [kan] paavirke handelen mellem medlemsstater maerkbart, eftersom videresaelgeren har sin virksomhed i faellesmarkedet, hvor han frit maa kunne afsaette varer, hvor han oensker det, alt afhaengigt af omstaendighederne og isaer de priser, der tilbydes ham«; jf. Kommissionens beslutning 82/866/EOEF af 14.12.1982 vedroerende en procedure i medfoer af EOEF-traktatens artikel 85 (IV/29.629 - valsevaerkprodukter og zinklegeringer) (EFT L 362, s. 40).

(9) - Jf. paa linje hermed Kommissionens beslutning 68/376/EOEF af 6.11.1968 vedroerende en procedure i medfoer af traktatens artikel 85 (IV/23077 - Rieckermann/AEG - Elotherm) (JO L 276, s. 25).

(10) - Kommissionens 21. Beretning om Konkurrencepolitikken fra 1991 naevner (s. 378) Iqbal-sagen, hvori Kommissionen naaede til det resultat, at en aftale, hvorved en videresaelger af medicinske specialiteter forpligtedes til udelukkende at markedsfoere produkterne i et bestemt tredjeland, ikke var i strid med artikel 85, stk. 1, der »ikke har til formaal at forbyde vertikale aftaler, der begraenser konkurrencen mellem produkter udstyret med forskellige maerker i forholdet mellem Faellesskabet forstaaet som et hele og tredjelande, saaledes at producenterne faar mulighed for at foelge en uafhaengig prispolitik, der er indrettet efter vilkaarene paa markederne i tredjelandene«. Tilsyneladende havde anvendelsen i dette saerlige tilfaelde af eksportbestemmelserne ingen sammenhaeng med bestraebelser paa saerligt at hindre handelen mellem medlemsstaterne. Iqbal-loesningen - med hensyn til hvilken jeg paa enhver maade forbeholder mig min stillingtagen henset til de ufuldstaendige oplysninger, jeg raader over - som i oevrigt ikke foreligger i en beslutning, men, som det synes, i en skrivelse i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25.7.1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42) kan efter min mening, medmindre det sidstnaevnte forhold tillaegges saerlig betydning, forenes med den opfattelse, der ligger til grund for den netop omtalte CRAM og Rhenzink-dom. Jf. i overensstemmelse hermed Van Bael I. og Bellis F.: Il Diritto della Concorrenza nella Comunità Europea, Torino 1995, s. 126, jf. navnlig note 24.

(11) - Jf. dom af 30.6.1966, sag 56/65, Société Technique Minière, Sml. 1965-1968, s. 211, org. ref.: Rec. s. 337, og af 12.12.1967, sag 23/67, Brasserie de Haecht, Sml. 1965-1968, s. 421, org. ref.: Rec. s. 479, samt den ovenfor i note 6 naevnte Delimitis-dom.

(12) - Dette er den velkendte de minimis-regel, som foerst blev udformet af Domstolen (jf. dom af 9.7.1969, sag 5/69, Voelk, Sml. 1969, s. 69, praemis 7, org. ref.: Rec. s. 295) og senere kodificeret af Kommissionen i meddelelse vedroerende aftaler af ringe betydning, som ikke falder ind under artikel 85, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT C 231, s. 2) og ajourfoert ved den af Kommissionen i EFT 1994 C 368, s. 20, offentliggjorte oplysende meddelelse.

(13) - Jf. Kommissionens beslutning 64/233/EOEF af 11.3.1964 om en ansoegning om negativattest i henhold til artikel 2 i Raadets forordning nr. 17 (IV/A-00061) (JO 1964, 58, s. 915). Toldens betydning som et for vurderingen af sandsynligheden for reimport noedvendigt element fremgaar af de kommissionsbeslutninger, der tager hensyn til foreliggende frihandelsaftaler; jf. Kommissionens beslutning 76/159/EOEF af 15.12.1975 vedroerende en procedure i medfoer af EOEF-traktatens artikel 85 (IV/847 - SABA) (EFT 1976 L 28, s. 19), hvori forbuddet mod eksport til tredjelande og reimport fra disse lande antages ikke at vaere omfattet af artikel 85, stk. 1, som foelge af opkraevningen i to omgange af told og paa grund af den omstaendighed, at produkterne ikke saelges billigere i tredjelande end i medlemsstaterne. En saadan forbudsaftale var imidlertid kun tilladt til den 1.7.1977, for saa vidt som told paa indfoersler fra EFTA-landene skulle ophaeves netop paa denne dato. Jf. paa linje hermed Kommissionens beslutning 77/100/EOEF af 21.12.1976 vedroerende en procedure i medfoer af EOEF-traktatens artikel 85 (IV/5715 - Junghans) (EFT 1977 L 30, s. 10) og 78/253/EOEF af 23.12.1977 vedroerende en procedure i medfoer af EOEF-traktatens artikel 85 (IV/171, 856, 172, 117, 28.173 - Campari) (EFT 1978 L 70, s. 69). For nylig har afslutningen af frihandelsaftaler mellem Faellesskabet og tredjelande i forbindelse med afskaffelse af told og andre hindringer for den graenseoverskridende handel givet Kommissionen anledning til at stille krav om, at bestemmelser i forhandlingsaftaler, hvorved det forbydes forhandlerne at eksportere til disse lande fjernes; jf. Kommissionens meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 (EFT 1994 C 334, s. 11) i Chanel-sagen.

(14) - Jf. den ovenfor naevnte Grosfillex-Fillistorf-beslutning, hvori Kommissionen anerkender, at der vil kunne vaere tale om en begraensning af konkurrencen, saafremt de priser, producenten tager paa det schweiziske marked, er lavere end dem, der tages i faellesmarkedet. Jf. endvidere ovennaevnte SABA-beslutning samt Kommissionens beslutning 75/94/EOEF af 19.12.1974 vedroerende en procedure i medfoer af EOEF-traktatens artikel 85 (IV/23.013 - Goodyear Italiana - Euram) (EFT 1975 L 38, s. 10), hvori videresalg paa Faellesskabets omraade af det reimporterede produkt anses for lidet sandsynlig, for saa vidt som der »ikke forekommer ... og ikke i en overskuelig fremtid vil forekomme saadanne prisforskelle mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og tredjelandene, at der herigennem kan ske en udligning af disse supplerende omkostninger«. Jf. fremdeles Kommissionens beslutning 94/987/EF af 21.12.1994 vedroerende en procedure i medfoer af EF-traktatens artikel 85 (IV/32.948 og IV/34.590 - Tretorn m.fl.) (EFT L 378, s. 45) for saa vidt angaar prisforskellens betydning ved afgoerelsen med hensyn til sandsynligheden for reeksport fra tredjelande.

(15) - Jf. dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig, Sml. 1965-1968, s. 245, org. ref.: Rec. s. 429, samt fra nyere praksis Rettens dom af 14.7.1994, sag T-77/92, Parker Pen mod Kommissionen, Sml. II, s. 549, praemis 39, og af 14.5.1997, sag T-77/94, VGB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 759, praemis 132.

(16) - Jf. som den nyeste praksis den ovenfor i note 6 naevnte dom i sagen Ferriere Nord mod Kommissionen.

(17) - Jf. Kommissionens beslutning 70/332/EF af 30.6.1970 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/24055 - Kodak) (EFT L 147, s. 24).

(18) - Jf. Kommissionens beslutning 93/352/EOEF af 10.11.1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 og 86 (IV/33.440 - Warner Lambert/Gillette m.fl. og IV/33.486 - BIC/Gillette m.fl.) (EFT L 116, s. 21).

(19) - Jf. dom af 13.1.1994, sag C-376/92, Cartier, Sml. I, s. 15, praemis 26.

(20) - Jf. mit forslag til afgoerelse, punkt 21 og 22, i den i note 19 naevnte Cartier-sag.

(21) - Jf. den ovenfor i note 6 naevnte Delimitis-dom, praemis 44, 45 og 46, jf. specielt om noedvendigheden af en indskraenkende fortolkning Rettens dom af 22.4.1993, sag T-9/92, Peugeot mod Kommissionen, Sml. II, s. 493, praemis 37, og Domstolens dom af 24.10.1995, sag C-266/93, Volkswagen og VAG Leasing, Sml. I, s. 3477, praemis 33.

(22) - Raadets forordning af 6.2.1962: foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

(23) - Jf. vedroerende de nationale retters direkte anvendelse af artikel 85, stk. 1, og artikel 86, dom af 30.1.1974, sag 127/73, BRT og SABAM, Sml. s. 51, samt den ovenfor i note 6 naevnte Delimitis-dom, praemis 45, 46 og 47. Jf. vedroerende Kommissionens enekompetence til at vedtage beslutninger til gennemfoerelse af artikel 85, stk. 3, sidstnaevnte dom, praemis 44. Den naevnte praksis har givet anledning til en »kodificering« i Kommissionens meddelelse vedroerende samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale retter om anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1993 C 39, s. 6).

(24) - For aftaler fra tiden efter den 30.3.1962, da forordning nr. 17 traadte i kraft, forudsaetter fritagelse, at der er givet underretning om en aftale, bortset fra de aftaler, der ikke er omfattet af underretningspligten i henhold til artikel 4, stk. 2, i naevnte forordning, og de mellem YSLP og Javico afsluttede aftaler tilhoerer ikke denne gruppe.

Full & Egal Universal Law Academy