EUR-Lex -  61996CC0387 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 16

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 I denne sag har Svea hovraett anmodet Domstolen om at tage stilling til raekkevidden af en undtagelse fra bestemmelserne om koere- og hviletid inden for vejtransport og til naermere at angive omfanget af den kontrol, der skal gennemfoeres for at sikre, at bestemmelserne paa omraadet overholdes.

De relevante retsregler

2 De paagaeldende bestemmelser - som nu findes i Raadets forordning (EOEF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser paa det sociale omraade inden for vejtransport (1) (herefter ogsaa »forordningen«) - har tre formaal, at forbedre faerdselssikkerheden, at harmonisere konkurrencevilkaarene og at fremme udviklingen paa det sociale omraade (2).

3 Med henblik herpaa fastsaettes der i forordning nr. 3820/85 bestemmelser om koere- og hviletid for foerere, som udfoerer vejtransport inden for forordningens anvendelsesomraade.

4 Mulighederne for at fravige disse meget detaljerede bestemmelser er strengt begraensede.

5 Ud over bestemmelserne om de tretten kategorier af koeretoejer, som forordningen ikke gaelder for (artikel 4) (3), om de strengere nationale undtagelsesbestemmelser, der kan udstedes (artikel 11), og om de undtagelser, der kan goeres under ekstraordinaere omstaendigheder (artikel 13, stk. 2), har hver enkelt medlemsstat paa betingelse af, at den underretter Kommissionen herom, mulighed for inden for indenlandsk transport at fravige forordningsbestemmelserne for elleve kategorier af koeretoejer, der anvendes til helt specielle formaal [artikel 13, stk. 1, litra a) - k)].

6 Nationale undtagelsesbestemmelser kan saaledes i henhold til artikel 13, stk. 1, litra b), udstedes for transport med »koeretoejer, der anvendes af offentlige myndigheder til egen koersel, som ikke konkurrerer med erhvervstransportvirksomheder«.

Kongerige Sverige har benyttet denne undtagelsesmulighed for den naevnte kategori af koeretoejer (4).

7 For at sikre, at der foeres effektiv kontrol med, at bestemmelserne om arbejdstiden overholdes, har Raadet udstedt forordning (EOEF) nr. 3821/85 af 20. december 1985 om kontrolapparatet inden for vejtransport (5). Domstolen har udtalt, at det typegodkendte kontrolapparat, den saakaldte fartskriver, er »indrettet saaledes, at der paa typegodkendte diagramark hel- og halvautomatisk kan ske en registrering af de relevante oplysninger, herunder navnlig oplysninger om foerernes koereperioder og andre arbejdsperioder samt daglige og ugentlige raadigheds- og hvileperioder« (6).

8 Som udgangspunkt er installation og anvendelse af fartskriver obligatorisk for koeretoejer, som anvendes til person- og godsbefordring ad landevej, og som er indregistreret i en medlemsstat. Medlemsstaterne kan dog, hvis de underretter Kommissionen herom, fritage for forpligtelsen, bl.a. for de koeretoejer, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 3820/85 (artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 3821/85). Der gaelder dog en udtrykkelig undtagelse for de koeretoejer, der er omhandlet i artikel 4 og i artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 3820/85 (artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 3821/85).

9 For de sidstnaevnte koeretoejer, dvs. koeretoejer, som benyttes til rutekoersel med personer (7), og som altsaa ikke er forsynet med en fartskriver, foretages kontrollen med, at forordningsbestemmelserne overholdes, ved hjaelp af en arbejdstidsplan. Artikel 14 i forordning nr. 3820/85 indeholder foelgende bestemmelser herom:

»1. Ved rutekoersel med personer

- i indenlandsk trafik

...

der omfattes af denne forordning, skal befordringsvirksomheden opstille en fartplan og en arbejdstidsplan.

2. Arbejdstidsplanen skal for hver foerer angive navn og hjemsted samt den forud fastsatte tidsplan for de forskellige koeretider, perioder med andet arbejde og den tid, hvori foereren i oevrigt er til raadighed.

3. Arbejdstidsplanen skal indeholde samtlige i stk. 2 naevnte oplysninger for et minimumstidsrum af den loebende samt den forudgaaende og den foelgende uge.

...

5. Enhver foerer, der arbejder i en af de i stk. 1 omhandlede befordringsvirksomheder, skal medfoere et uddrag af arbejdstidsplanen og en genpart af fartplanen.

...«

10 Den svenske appeldomstol oensker naermere oplyst, hvordan artikel 13, stk. 1, litra b), og artikel 14, stk. 5, i forordning nr. 3820/85 skal anvendes. Dette er paakraevet af hensyn til afgoerelsen af en sag, der kan beskrives som foelger.

Sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne

11 Oplysningerne om, hvordan den kollektive personbefordring ad landevej er tilrettelagt paa nationalt og lokalt plan, er givet i forelaeggelseskendelsen. I hvert svensk »laen« har et folkevalgt »landsting« (amtsraad) ansvaret for bl.a. den lokale og regionale kollektive personbefordring. I Stockholms laen er landstinget eneansvarligt herfor, og det opfylder forpligtelsen gennem det helejede Aktiebolaget Storstockholms Lokaltrafik (herefter »SL«). SL er moderselskab for ni lokale driftsselskaber, herunder SL Buss AB. Siden 1993 er trafiktjenesterne blevet udbudt i licitation mellem SL's datterselskaber, herunder SL Buss AB, og eksterne virksomheder.

12 SL Buss AB har efter licitation faaet ret til at udfoere bustransport i forskellige omraader under Stockholms laen i henhold til kontrakter, der gaelder for tre til fem aar med mulighed for forlaengelse til ti aar.

13 Den administrative direktoer for SL Buss AB, Anders Sjoeberg, var blevet fundet skyldig i overtraedelse af de svenske bestemmelser om koere- og hviletider samt fartskrivere inden for landevejstransport (8) og af artikel 14 i forordning nr. 3820/85. Baggrunden herfor var, at de kontrollerede busser ikke var forsynet med fartskriver, og at foererne ikke medfoerte et uddrag af arbejdstidsplanen.

14 For appelinstansen nedlagde Anders Sjoeberg paastand om frifindelse, fordi SL Buss AB's busser i henhold til artikel 13, stk. 1, litra b), er undtaget fra forordningens anvendelsesomraade som »koeretoejer, der anvendes af offentlige myndigheder til egen koersel, som ikke konkurrerer med erhvervstransportvirksomheder«. Han anfoerte, at det ikke kunne have betydning, om transportvirksomhederne var private eller offentlige. Han bestred tillige at vaere skyldig, for saa vidt som anklagemyndigheden havde gjort gaeldende, at de foerere, der var blevet kontrolleret, ikke havde medfoert et uddrag af arbejdstidsplanen, jf. forordningens artikel 14, stk. 5, idet foererne kunne fremvise et uddrag af arbejdstidsplanen for den paagaeldende dag.

15 Heroverfor gjorde anklagemyndigheden gaeldende, at SL Buss AB er en privat virksomhed og ikke en offentlig myndighed, og at selskabet konkurrerer med andre virksomheder om udfoerelse af rutetrafik i bestemte omraader eller paa bestemte ruter. De af selskabet udfoerte transportopgaver kunne herefter ikke antages at falde ind under den undtagelsesbestemmelse, der blev paaberaabt. Med hensyn til den i artikel 14, stk. 5, naevnte arbejdstidsplan gjorde anklagemyndigheden gaeldende, at den skulle traede i stedet for fartskriveren for visse koeretoejers vedkommende, som blev benyttet til saerlige former for transport. Arbejdstidsplanen skulle goere det muligt at foere kontrol paa stedet, ikke alene med pauser og hviletider paa én enkelt dag, men ogsaa med foererens hviletid inden for et tidsrum paa 24 timer. Som foelge heraf kunne et uddrag af arbejdstidsplanen, som kun omfattede én dag, ikke vaere tilstraekkeligt.

16 Svea hovraett, som fandt det tvivlsomt, hvordan de paaberaabte bestemmelser skulle fortolkes, har forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Er undtagelsesbestemmelsen i artikel 13, stk. 1, litra b), i Raadets forordning nr. 3820/85 anvendelig for saa vidt angaar den befordringsvirksomhed, som Stockholms laens landsting udoever gennem SL Buss AB?

2) I henhold til artikel 14, stk. 5, skal enhver foerer, der arbejder i en af de i stk. 1 omhandlede befordringsvirksomheder, medfoere et uddrag af arbejdstidsplanen og en genpart af fartplanen. Er det tilstraekkeligt, at uddraget af arbejdstidsplanen kun omfatter den paagaeldende dags koersel?«

Det foerste spoergsmaal

17 Med dette spoergsmaal, som boer omformuleres, anmoder den svenske ret Domstolen om naermere at fastlaegge anvendelsesomraadet for den undtagelse, der i artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning nr. 3820/85 er hjemlet for »koeretoejer, der anvendes af offentlige myndigheder til egen koersel, som ikke konkurrerer med erhvervstransportvirksomheder«.

18 Domstolen har allerede flere gange i sin praksis taget stilling til fortolkningen af forordning nr. 3820/85 og de forudgaaende forordninger, men det er foerste gang, den skal behandle netop denne forordningsbestemmelse.

19 Indledningsvis bemaerkes, at da der er tale om en undtagelsesbestemmelse, kan artikel 13 ikke fortolkes saaledes, at den har virkninger ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre beskyttelsen af de interesser, den har til formaal at varetage. Endvidere boer raekkevidden af de undtagelser, den foreskriver, bestemmes under hensyntagen til forordningens maalsaetning (9).

20 Jeg har i denne forbindelse allerede naevnt, at forordningen har til formaal at harmonisere konkurrencevilkaarene mellem befordringsvirksomhederne og at forbedre arbejdsvilkaarene og faerdselssikkerheden. Den har ogsaa til formaal at goere bestemmelserne i forordning nr. 543/69 mere fleksible, uden dog at anfaegte maalsaetningerne (10).

21 Det er paa denne baggrund, bestemmelsens raekkevidde skal soeges fastlagt.

22 Efter selve ordlyden af artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning nr. 3820/85 kan medlemsstaterne kun goere brug af undtagelsen, hvis fem betingelser er opfyldt: 1) transporten skal udfoeres paa den medlemsstats omraade, der meddeler undtagelsen, eller, efter aftale med en anden medlemsstat, paa den anden medlemsstats omraade, 2) Kommissionen skal forinden have faaet underretning fra den paagaeldende medlemsstat om, at denne har til hensigt at goere brug af undtagelsen, 3) koeretoejerne skal anvendes til offentlige myndigheders egen koersel, 4) koeretoejerne skal anvendes af offentlige myndigheder, og 5) koeretoejerne maa ikke konkurrere med erhvervstransportvirksomheder.

23 I det foreliggende tilfaelde giver de tre foerste betingelser reelt ikke anledning til vanskeligheder.

24 For det foerste udfoeres den paagaeldende befordring kun i Sverige, naermere bestemt i Stockholm-omraadet.

25 For det andet har Kommissionen ikke bestridt, at den har faaet underretning om de bestemmelser, der er omtalt i forelaeggelseskendelsen (11), og hvorved der i Sverige er gjort brug af undtagelsesmuligheden i henhold til artikel 13, stk. 1, litra b).

26 Endelig har SL Buss AB af landstinget faaet til opgave at udfoere kollektiv bustransport. Herved har landstinget varetaget sine befoejelser til, som en offentlig tjenesteydelse, at tilvejebringe kollektiv bustransport paa lokalt og regionalt plan.

Under retsmoedet har den svenske regerings repraesentant imidlertid anfoert, at koeretoejer, der anvendes til kollektiv personbefordring, ikke kan antages at vaere »koeretoejer, der anvendes af offentlige myndigheder til egen koersel« i den omtvistede bestemmelses forstand. Det maa da ogsaa medgives, at denne kategori af koeretoejer allerede er omhandlet i andre af forordningens bestemmelser. Jeg mener dog ikke, at man af denne grund kan holde denne form for transport ude fra anvendelsesomraadet for undtagelsen i henhold til artikel 13. De andre forordningsbestemmelser omfatter saaledes ikke alle former for kollektiv personbefordring. Den personbefordring, der her er tale om, er ikke en »rutekoersel med personer, saafremt rutens laengde ikke overstiger 50 km«, der som saadan kan falde ind under den generelle undtagelse i henhold til artikel 4, nr. 3 (12). Desuden medfoerer antallet af befordrede passagerer i den foreliggende sag, at man ikke kan benytte undtagelsen i artikel 13, stk. 1, litra a), for »koeretoejer til personbefordring, hvis indretning og udstyr goer dem egnet til befordring af hoejst 17 personer, foereren iberegnet, og som er konstrueret til dette formaal«.

Hertil kommer, at intet i selve ordlyden af artikel 13, stk. 1, litra b) - hvori der helt generelt tales om »egen koersel« (13) - synes at kunne give holdepunkt for at udelukke kollektiv offentlig personbefordring fra denne form for tjenesteydelser.

27 Mit forslag til, hvordan de to sidste betingelser for at goere brug af undtagelsen i henhold til artikel 13, stk. 1, litra b), skal fortolkes, vil imidlertid efter min opfattelse vaere til hinder for, at virksomheder som SL Buss AB kan paaberaabe sig bestemmelsen.

28 Anders Sjoeberg og Kommissionen har gjort gaeldende, at betingelsen om, at koeretoejerne skal anvendes af offentlige myndigheder skal fortolkes vidt, saaledes at den ogsaa skal antages at vaere opfyldt, naar koeretoejer anvendes af private virksomheder, som udfoerer offentlige befordringsopgaver under myndighedernes tilsyn.

29 Dette kan ikke tiltraedes.

30 Som begrundelse herfor skal jeg endnu en gang naevne, at kravet om en restriktiv fortolkning af undtagelsesbestemmelser har saerlig vaegt paa et omraade, hvor hensyn til faerdselssikkerheden har betydning. Jo videre undtagelserne opfattes, jo stoerre vil antallet af koeretoejer vaere, som ikke laengere er omfattet af de detaljerede arbejdstidsregler paa dette omraade. Det er aabenbart, at dette medfoerer en fare for faerdselssikkerheden.

31 At dette er et grundlaeggende hensyn, fremgaar ogsaa af Domstolens praksis.

32 I Goupil-sagen og Mrozek og Jaeger-sagen var Domstolen blevet anmodet om at traeffe afgoerelse om denne problemstilling i forbindelse med de generelle undtagelser i forordningens artikel 4, nr. 6, for koeretoejer, der anvendes som led i en generel tjenesteydelse af almen interesse (14). Domstolen udtalte, »... at det ikke kraeves, at de paagaeldende koeretoejer anvendes af de offentlige myndigheder selv for at vaere omfattet af undtagelserne. ... undtagelsen kan finde anvendelse paa saavel offentlige myndigheder som paa private virksomheder, som under tilsyn af det offentlige praesterer tjenesteydelser af almen interesse«. Som begrundelse herfor henviste Domstolen imidlertid til, at »til forskel fra den bestemmelse den afloeser, nemlig artikel 4, nr. 4, i forordning nr. 543/69 ... indeholder artikel 4, nr. 6, i forordning nr. 3820/85 ikke laengere nogen henvisning til 'koeretoejer, der anvendes af andre offentlige myndigheder til offentlige tjenesteydelser'. Den aendrede ordlyd medfoerer, at undtagelsen kan finde anvendelse paa saavel offentlige myndigheder som paa private virksomheder, som under tilsyn af det offentlige praesterer en tjenesteydelse af almen interesse« (15).

Paa den anden side indeholder artikel 13, stk. 1, litra b), som den foreliggende sag drejer sig om, netop en saadan udtrykkelig henvisning til »koeretoejer, der anvendes af offentlige myndigheder til egen koersel«. Hvis man antog, at »koeretoejer, der anvendes af offentlige myndigheder« i denne sammenhaeng kunne vaere koeretoejer, der under offentlige myndigheders tilsyn anvendtes af private virksomheder til udfoerelse af offentlige tjenesteydelser, ville det vaere i strid med bestemmelsens ordlyd.

33 Paa tilsvarende maade var Domstolen i Nehlsen-sagen (dom af 6.12.1979) (16) netop blevet anmodet om at traeffe afgoerelse om fortolkningen af den tidligere bestemmelse i artikel 4, nr. 4, i forordning nr. 543/69, som der henvises til i de to naevnte domme. I henhold til bestemmelsen var en raekke transportformer i almen interesse undtaget fra forordningsbestemmelserne, herunder transport udfoert med »koeretoejer, der anvendes af andre offentlige myndigheder til offentlige tjenesteydelser, som ikke konkurrerer med erhvervsmaessige transportvirksomheder«. Ordlyden af den davaerende bestemmelse var noejagtigt den samme som ordlyden af den nugaeldende bestemmelse i artikel 13, stk. 1, litra b) (17). I dommens praemis 8 fastslog Domstolen imidlertid, at denne undtagelse kun omfattede »koeretoejer, som er den offentlige myndigheds ejendom, eller hvorover den har raadighed«, men ikke koeretoejer, der tilhoerer en privat virksomhed, og som anvendes af denne til udfoerelse af en offentlig eller almennyttig tjenesteydelse, som virksomheden har paataget sig at varetage i henhold til en privatretlig kontrakt.

34 Endelig kan det naevnes, at Kommissionen den 18. april 1988 forelagde Raadet et forslag til forordning om aendring af forordning nr. 3820/85 og nr. 3821/85 (18). I sin begrundelse for forslaget udtalte Kommissionen, at »da mange offentlige serviceydelser nu udfoeres af private virksomheder, er det noedvendigt at goere saerlig opmaerksom paa, at kun koeretoejer tilhoerende offentlige myndigheder og koeretoejer, der benyttes i henhold til kontrakt med offentlige myndigheder, er udelukket fra naevnte forordningers gyldighedsomraade« (19). Kommissionen foreslog derfor, at artikel 4, nr. 6, blev affattet saaledes: »Koeretoejer, der benyttes af ... offentlige myndigheder eller i henhold til kontrakt med disse ...« (20). Saa vidt vides er forslaget ikke blevet vedtaget af Raadet. Det har ganske vist vaeret tanken at aendre artikel 4, nr. 6, og ikke artikel 13, stk. 1, litra b), men forslaget har dog helt aabenbart taget sigte paa at udvide anvendelsesomraadet for de tilladte undtagelser. Det maa konstateres, at den lovgivende myndighed indtil nu ikke har tilsluttet sig denne opfattelse.

35 Paa dette punkt naar jeg saaledes frem til, at den undtagelse, der i national ret er meddelt i medfoer af artikel 13, stk. 1, litra b), kun kan gaelde for offentlige myndigheder, men ikke for private virksomheder, der udfoerer offentlige tjenesteydelser under myndighedernes tilsyn.

36 Alene af denne grund kan SL Buss AB ikke have adgang til at paaberaabe sig undtagelsesbestemmelserne i artikel 13, stk. 1, litra b), hvis selskabet skal betragtes som en privat virksomhed. Da det imidlertid er et datterselskab af SL, som landstinget er eneejer af, kan det ikke med sikkerhed siges, at betingelsen vedroerende selskabets stilling som en offentlig myndighed ikke er opfyldt. Det maa vaere den nationale domstol, der skal tage stilling hertil. Som det under alle omstaendigheder vil fremgaa af det foelgende, er heller ikke den sidste betingelse - vedroerende den manglende konkurrence med erhvervstransportvirksomheder - opfyldt under de foreliggende omstaendigheder.

37 Indledningsvis skal jeg erindre om, at et af de maal, der forfoelges paa dette omraade, er at harmonisere konkurrencevilkaarene. Med andre ord er det af vaesentlig betydning i forbindelse med anvendelsen af den paagaeldende bestemmelse, at der laegges vaegt paa, at de tjenesteydelser, som skal udfoeres ved hjaelp af befordringen, ikke konkurrerer med erhvervstransportvirkomheder.

38 Kommissionen har anfoert, at dette forhold - dvs. at der ikke bestaar en konkurrencesituation - kun skal bedoemmes paa det tidspunkt, hvor gennemfoerelsen af kontrakten finder sted. Selv hvis man fulgte denne tankegang, ville det i den konkrete sag ikke vaere klart, at betingelsen var opfyldt. Tiltalte i hovedsagen har ganske vist haevdet at have eneret paa de ruter, selskabet betjener, men anklagemyndigheden har for den nationale domstol bestridt denne vurdering under henvisning til, at der paa nogle af de ruter, der betjenes af SL Buss AB ogsaa udbydes anden bustransport (21). Det maa vaere den nationale domstol, der skal tage stilling til disse faktiske omstaendigheder.

39 Jeg vil imidlertid frem for alt - i modsaetning til Kommissionen - laegge til grund, at den manglende konkurrence med erhvervstransportvirksomheder ogsaa skal bedoemmes saavel ved meddelelsen af eneretten til at udfoere en offentlig tjenesteydelse som i forbindelse med fornyelsen af kontrakten om eneretten. Som baade den franske regering og Det Forenede Kongeriges regering har anfoert, vil det vaere fuldstaendig urealistisk at haevde, at private erhvervsdrivende ikke konkurrerer indbyrdes i forbindelse med, at de faar ret til at udfoere offentlige tjenesteydelser.

Det maa nemlig ikke overses, at SL Buss AB, i modsaetning til hvad der var tilfaeldet foer 1993, hvor selskabet havde monopol paa offentlig personbefordring i visse omraader, siden da konkurrerer med andre virksomheder under udbudsproceduren. Hertil kommer, at en privat virksomhed som SL Buss AB - med forbehold af den nationale domstols efterproevelse paa dette punkt - naar den har opnaaet sin kontrakt og udfoerer ydelserne i henhold til en eneret, fortsat vil vaere underkastet markedsvilkaar og vil soege at opnaa saa stort et overskud som muligt. Virksomheden vil derfor ikke kunne se bort fra muligheden for at faa sin kontrakt forlaenget ved kontraktperiodens udloeb eller muligheden for at opnaa andre kontrakter for andre omraader.

En virksomhed, som har opnaaet en kontrakt ifoelge et offentligt udbud, og som, mens den udfoerer tjenesteydelserne, ikke skulle overholde de indgribende faellesskabsbestemmelser, ville i modsaetning til andre private befordringsvirksomheder, selv hvis der var tale om forskellige ruter, vaere i stand til at afgive et mere fordelagtigt bud i forbindelse med det naeste udbud. Denne konklusion forekommer mig at vaere uundgaaelig, fordi f.eks. virksomhedens driftsomkostninger vil kunne reduceres ved, at den benytter saa faa foerere som muligt, som arbejder saa mange timer som muligt, uden at en saadan fremgangsmaade kunne kontrolleres paa nogen maade, netop paa grund af adgangen til at vaere omfattet af en undtagelse fra faellesskabsbestemmelserne.

40 Dette synspunkt er efter min opfattelse blevet bekraeftet i Domstolens dom af 25. juni 1992 i British Gas-sagen (22). Domstolen fastslog heri, at en virksomhed, som leverede gasapparatur til husholdninger, ikke kunne vaere omfattet af den generelle undtagelse i henhold til artikel 4, nr. 6, i forordning nr. 3820/85, idet den ville have »en konkurrencemaessig fordel i forhold til [andre virksomheder] ... hvis den var fritaget for kravet om at installere og anvende fartskriver i de koeretoejer, der anvendes til transport af saadant apparatur. Virksomheden ville nemlig saaledes spare de omkostninger, som er forbundet med at installere og vedligeholde fartskrivere i disse koeretoejer, som de andre virksomheder, der leverer gasapparatur til husholdninger, maa afholde for deres vedkommende« (23).

41 Dommen i Nehlsen-sagen maa antages at vaere udtryk for den samme tankegang, idet Domstolen udtalte, at undtagelserne for visse »koeretoejer, der anvendes af andre offentlige myndigheder til offentlige tjenesteydelser« kun omfatter »situationer, hvor intet konkurrenceelement kan komme paa tale« (24). Da ordlyden af den tidligere artikel 4, nr. 4, ikke var tilstraekkelig klar og udtrykkelig paa dette punkt, fastslog Domstolen, at bestemmelsen ikke kunne omfatte »... transporter foretaget ved hjaelp af koeretoejer, der tilhoerer private virksomheder, som har konkurreret om at opnaa en kontrakt om varetagelse af en offentlig tjenesteydelse« (25).

42 Herefter maa det antages, at den undtagelse, der er hjemmel til at foretage i national ret i henhold til artikel 13, stk. 1, litra b), kun kan gaelde for situationer, hvor der ikke kan forekomme nogen konkurrence.

43 Paa denne baggrund vil jeg mene, at anvendelsesomraadet for den undtagelse, der er hjemlet ved artikel 13, stk. 1, litra b), skal begraenses til koeretoejer, som direkte anvendes af offentlige myndigheder - men ikke koeretoejer, der anvendes af private virksomheder under offentlige myndigheders tilsyn - til udfoerelse af de offentlige myndigheders egen koersel, f.eks. kollektiv personbefordring med bus, naar der ikke kan forekomme nogen konkurrence med erhvervstransportvirksomheder.

Det andet spoergsmaal

44 Det andet praejudicielle spoergsmaal skal jeg behandle ganske kort. I alle de indlaeg, der er afgivet, anfoeres det, at det ikke kan vaere tilstraekkeligt, at det uddrag af arbejdstidsplanen, som i henhold til artikel 14, stk. 5, skal medfoeres af en foerer i en befordringsvirksomhed inden for rutekoersel med personer i indenlandsk transport (26) kun omfatter den paagaeldende dags koersel.

45 Dette forekommer at vaere klart, hvis man i overensstemmelse med Domstolens praksis (27) dels laegger vaegt paa bestemmelsens maalsaetninger - forbedring af faerdselsssikkerheden og effektiv kontrol med arbejdstiden - dels tager i betragtning, hvorfor den er udstedt.

46 Med hensyn til det sidstnaevnte punkt skal jeg minde om, at det uddrag af arbejdstidsplanen, som i henhold til forordningens artikel 14, stk. 5, skal medfoeres af enhver foerer, der arbejder i en befordringsvirksomhed inden for rutekoersel med personer i indenlandsk transport, skal traede i stedet for den fartskriver, som koeretoejer, der benyttes til andre befordringsformer, skal vaere udstyret med. Dette kan udledes saavel af ordlyden af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 3821/85 (28) som af 25. betragtning til forordning nr. 3820/85, hvori det hedder, at »for foererne af koeretoejer i rutekoersel med personer kan en afskrift af fartplanen og et uddrag af virksomhedens arbejdstidsplan traede i stedet for kontrolapparatet ...«.

47 Naar uddraget af arbejdstidsplanen traeder i stedet for fartskriveren, skal det ogsaa vaere en garanti for, at kontrollen bliver lige saa effektiv som ved benyttelse af en fartskriver, for at sikre, at de maal, der forfoelges, ogsaa naas.

48 Ved afgoerelsen af, hvilket omfang forpligtelsen i henhold til forordningens artikel 14, stk. 5, skal antages at have, kan man derfor med rette henholde sig til Domstolens praksis om den kontrol, der sker ved hjaelp af fartskriveren.

49 I dommen i sagen Nijs og Transport Vanschoonbeek-Matterne, jf. ovenfor (29), fastslog Domstolen - specielt under hensyn til, at bestemmelserne har til formaal at forbedre faerdselssikkerheden, og at det er noedvendigt at sikre en effektiv kontrol med overholdelsen - at foereren skal kunne fremlaegge et diagramark for den sidste koeredag i den seneste uge forud for kontrollen, i hvilken han har foert et koeretoej, navnlig for at det kan kontrolleres, hvorvidt reglerne om den obligatoriske ugentlige hvileperiode er blevet overholdt.

50 Paa tilsvarende maade skal fremlaeggelse af et uddrag af arbejdstidsplanen inden for personbefordring give mulighed for, som i tilfaelde hvor der benyttes fartskriver, paa stedet at kontrollere, om foereren har overholdt bestemmelserne om koeretid, hviletid og pauser.

51 Det er saaledes ikke tilstraekkeligt, at uddraget af arbejdstidsplanen kun omfatter den paagaeldende dag, idet det i saa fald ikke tjener noget formaal.

Forslag til afgoerelse

52 Sammenfattende foreslaar jeg, at Domstolen besvarer Svea hovraett's spoergsmaal saaledes:

»1) Den undtagelse, der er hjemlet i artikel 13, stk. 1, litra b), i Raadets forordning (EOEF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser paa det sociale omraade inden for vejtransport, gaelder kun for koeretoejer, som direkte anvendes af offentlige myndigheder - men ikke for koeretoejer, der anvendes af private virksomheder under offentlige myndigheders tilsyn - til udfoerelse af de offentlige myndigheders egen koersel, f.eks. kollektiv personbefordring med bus, naar der ikke kan forekomme nogen konkurrence med erhvervstransportvirksomheder, hverken under virksomhedens udoevelse eller ved tildelingen af retten til udoevelse af virksomheden, og heller ikke i forbindelse med en fornyelse af retten hertil.

2) Det er ikke tilstraekkeligt, at det uddrag af arbejdstidsplanen, foereren skal medfoere i henhold til artikel 14, stk. 5, i forordning nr. 3820/85, kun omfatter den paagaeldende dags koersel.«

(1) - EFT L 370, s. 1. Forordningen er traadt i stedet for Raadets forordning (EOEF) nr. 543/69 af 25.3.1969 om harmonisering af visse bestemmelser paa det sociale omraade inden for landevejstransport (EFT 1969 I, s. 158). Det fremgaar af foerste betragtning til forordning nr. 3820/85, at den tidligere gaeldende forordning ophaeves, og at ordningen aendres, men at maalsaetningerne er de samme.

(2) - Jf. foerste betragtning til forordningen.

(3) - I artikel 4, nr. 3, undtages saaledes »koeretoejer, der benyttes til rutekoersel med personer, saafremt rutens laengde ikke overstiger 50 km« fra forordningens anvendelsesomraade.

(4) - En svensk »foerordning« (1994:1297) af 8.9.1994 blev af EFTA's tilsynsmyndighed anmeldt over for Kommissionen den 24.10.1994. I forbindelse med Sveriges tiltraedelse af Unionen blev bestemmelserne optaget i en ny »foerordning« (1995:521), hvori det i §4, nr. 2, bestemmes, at reglerne ikke finder anvendelse paa vejtransport udfoert med »koeretoejer, der anvendes af offentlige myndigheder til udfoerelse af offentlige tjenesteydelser, der ikke konkurrerer med erhvervstransportvirksomheder«.

(5) - EFT L 370, s. 8.

(6) - Dom af 13.12.1991, sag C-158/90, Nijs og Transport Vanschoonbeek-Matterne, Sml. I, s. 6035, praemis 11.

(7) - I henhold til forordningens artikel 1, nr. 7, forstaas ved »rutekoersel med personer«, de former for personbefordring, som er defineret i artikel 1 i Raadets forordning nr. 117/66/EOEF af 28.7.1966 om indfoerelse af faelles regler for den internationale personbefordring ad landevej med omnibusser (EFT 1965-1966, s. 155): »1. Rutekoersel er den regelmaessige befordring af personer i en bestemt trafikforbindelse, hvor passagerer kan stige paa eller af ved i forvejen fastsatte stoppesteder ...«.

(8) - Foerordningen (1993: 184) om koer och vilotider samt faerdskrivare vid vaegtransporter. Bestemmelserne traadte i kraft den 18.3.1993.

(9) - Jf. senest, med hensyn til undtagelserne i forordningens artikel 4, domme af 21.3.1996, sag C-39/95, Goupil, Sml. I, s. 1601, praemis 8, og sag C-335/94, Mrozek og Jaeger, Sml. I, s. 1573, praemis 9.

(10) - Jf. Goupil-dommens praemis 14, og Mrozek og Jaeger-dommens praemis 15.

(11) - Den svenske »foerordning«, der er naevnt ovenfor i fodnote 4.

(12) - Det fremgaar af oplysningerne om de faktiske forhold, at passagerbefordringen sker over afstande, som kan vaere paa over 100 km, og som i hvert fald er paa over 50 km.

(13) - O.a.: Udtrykket »egen koersel« i artikel 13, stk. 1, litra b), svarer i den franske version til »services publics«. I andre sammenhaenge, jf. bl.a. de i fodnote 15 naevnte domme, er »offentlige tjenesteydelser« benyttet i den danske version, jf. ogsaa fodnote 17.

(14) - Bestemmelsen gaelder for »koeretoejer, der benyttes af vandbygningsvaesenet eller af vandvaerker, gas- eller elektricitetsvaesenet, af vejvaesenet, til renovation, af telegraf- og telefonvaesenet, af postvaesenet eller af radio og fjernsyn, samt radio- og fjernsynspejlevogne«.

(15) - Jf. Goupil-dommen, praemis 14, og Mrozek og Jaeger-dommen, praemis 15.

(16) - Sag 47/79, Sml. s. 3639.

(17) - O.a.: Dette gaelder den franske version (»véhicules utilisés par les autorités publiques pour des services publics«), mens der paa dansk foreligger to forskellige affattelser (»anvendes af ... offentlige myndigheder til offentlige tjenesteydelser« og »anvendes af offentlige myndigheder til egen koersel«).

(18) - 88/C 116/20 (EFT C 116, s. 115).

(19) - Sjette betragtning.

(20) - Artikel 2, min fremhaevelse.

(21) - Den svenske regerings repraesentant har under retsmoedet bekraeftet, at bustransport kan udfoeres saavel af offentlige myndigheder som af private virksomheder, som kan konkurrere baade indbyrdes og i forhold til andre transportformer.

(22) - Sag C-116/91, Sml. I, s. 4071.

(23) - Praemis 19.

(24) - Praemis 7.

(25) - Praemis 8, min fremhaevelse.

(26) - Paa dette punkt maa det, uden at det dog er blevet behandlet under retsforhandlingerne, vaere haevet over enhver tvivl, at der i det foreliggende tilfaelde er tale om »rutekoersel med personer« i forordningens forstand, jf. ogsaa henvisningen ovenfor i fodnote 7 til definitionen af dette begreb.

(27) - Jf. f.eks. dom af 15.12.1993, sag C-116/92, Charlton m.fl., Sml. I, s. 6755, praemis 14.

(28) - Bestemmelsen har foelgende ordlyd: »1. Kontrolapparatet installeres og anvendes i koeretoejer, som benyttes til [personbefordring] paa vej ... bortset fra de i ... artikel 14, stk. 1, i forordning ... nr. 3820/85 naevnte koeretoejer«.

(29) - Praemis 13.

Full & Egal Universal Law Academy