Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - automatisk oprykning paa grundlag af anciennitet - bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte, hvorefter der alene tages hensyn til beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden for landets egen offentlige sektor, men ikke til tilsvarende perioder, der er tilbagelagt inden for det offentlige i en anden medlemsstat - forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet - begrundelse - foreligger ikke
(EF-traktaten, art. 48; Raadets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 1 og 4)
2 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - bestemmelse i en kollektiv overenskomst i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling - bestemmelsen ugyldig - den nationale rets forpligtelser
(EF-traktaten, art. 48; Raadets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 1 og 4)
Sammendrag
3 Traktatens artikel 48 og artikel 7, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet er til hinder for en bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat, hvorefter der for saadanne offentligt ansatte sker automatisk oprykning efter otte aars beskaeftigelse inden for en loenramme i overenskomsten og herved ikke tages hensyn til tilsvarende beskaeftigelsesperioder, der tidligere er tilbagelagt inden for det offentlige i en anden medlemsstat. En saadan bestemmelse er i strid med det princip om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i de naevnte bestemmelser, for saa vidt som betingelserne for automatisk oprykning paa grundlag af nationalitet klart er til skade for vandrende arbejdstagere, der har tilbagelagt en del af deres karriere inden for det offentlige i en anden medlemsstat. Naar der er tale om beskaeftigelse, der ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 48, stk. 4, kan en saadan bestemmelse ikke begrundes ud fra forhold, der saerligt kendetegner beskaeftigelse inden for det offentlige og heller ikke, da der er tale om arbejdsgivere, der i retlig henseende er forskellige, ud fra hensynet til at beloenne de ansattes loyalitet.
4 En bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der medfoerer en forskelsbehandling, der er i strid med traktatens artikel 48 og med artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1612/68, er i medfoer af forordningens artikel 7, stk. 4, retligt ugyldig. Den nationale ret skal derfor paa den gruppe, der stilles ugunstigt paa grund af forskelsbehandlingen, anvende de samme regler som dem, der gaelder for de oevrige arbejdstagere, og den behoever ikke at anmode om eller afvente, at bestemmelsen ophaeves ved overenskomstforhandlinger eller paa anden maade.
Parter
I sag C-15/96,
angaaende en anmodning, som Arbeitsgericht Hamburg (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,
Kalliope Schoening-Kougebetopoulou
mod
Freie und Hansestadt Hamburg,
"at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 48 og af artikel 7, stk. 1 og 4, i Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467),
har
DOMSTOLEN
sammensat af formanden for Tredje og Femte Afdeling, C. Gulmann, som fungerende praesident, afdelingsformaendene H. Ragnemalm, M. Wathelet og R. Schintgen samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray, D.A.O. Edward (refererende dommer), J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón,
generaladvokat: F.G. Jacobs
justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,
efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:
- Kalliope Schoening-Kougebetopoulou ved advokat Klaus Bertelsmann, Hamburg
- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder og fuldmaegtig Sabine Maass, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede
- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Claude Chavance, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede
- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Peter Hillenkamp og Pieter van Nuffel, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,$
paa grundlag af retsmoederapporten,
efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 13. maj 1997 af Kalliope Schoening-Kougebetopoulou ved advokat Klaus Bertelsmann, af den tyske regering ved Ernst Roeder, af den spanske regering ved statens advokat Santiago Ortiz Vaamonde, som befuldmaegtiget, af den franske regering ved Claude Chavance og af Kommissionen ved juridisk konsulent Bernhard Jansen, som befuldmaegtiget,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 17. juli 1997,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 1. december 1995, indgaaet til Domstolen den 19. januar 1996, har Arbeitsgericht Hamburg i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 48 og af artikel 7, stk. 1 og 4, i Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Kalliope Schoening-Kougebetopoulou, der er graesk statsborger, og Freie und Hansestadt Hamburg vedroerende hendes indplacering i en hoejere loenramme paa grundlag af Bundes-Angestelltentarifvertrag (kollektiv overenskomst for offentligt ansatte, herefter »BAT«).
3 Bilag 1a til BAT indeholder de naermere regler om indplacering i loenrammer. Herefter indplaceres »speciallaeger, der er beskaeftiget som saadanne, efter otte aars ansaettelse som laege i loenramme Ib« i loenramme Ia, gruppe 4.
4 Kalliope Schoening-Kougebetopoulou har siden den 1. august 1993 arbejdet som overenskomstansat speciallaege inden for det offentlige i Freie und Hansestadt Hamburg. I henhold til hendes ansaettelseskontrakt, som er udarbejdet paa grundlag af BAT, er hun indplaceret i loenramme Ib, gruppe 7, som »speciallaege, der er beskaeftiget som saadan«.
5 I perioden fra den 1. oktober 1986 til den 31. august 1992 arbejdede hun som offentligt ansat speciallaege i Graekenland i henhold til de for graeske tjenestemaend gaeldende regler.
6 Da denne periode ikke var taget i betragtning ved beregningen af hendes anciennitet, anlagde hun den 22. juni 1995 sag ved Arbeitsgericht Hamburg med paastand om indplacering i en hoejere loenramme inden for BAT. Til stoette for paastanden gjorde hun gaeldende, at hun er udsat for indirekte forskelsbehandling, der er i strid med traktatens artikel 48 og med artikel 7, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1612/68.
7 Artikel 7, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1612/68 har foelgende ordlyd:
»1. En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, maa ikke paa grund af sin nationalitet behandles anderledes paa de oevrige medlemsstaters omraade end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskaeftigelses- og arbejdsvilkaar, navnlig for saa vidt angaar afloenning, afskedigelse og, i tilfaelde af arbejdsloeshed, genoptagelse af beskaeftigelse i faget eller genansaettelse.
...
4. Enhver bestemmelse i kollektive eller individuelle overenskomster eller andre kollektive aftaler om adgang til beskaeftigelse, afloenning og alle andre arbejds- og afskedigelsesvilkaar er retligt ugyldig, hvis den fastsaetter eller tillader diskriminerende betingelser for arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater.«
8 Arbeitsgericht Hamburg har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
»1) Foreligger der en tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 48 og artikel 7, stk. 1 og 4, i Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, naar det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte bestemmes, at automatisk oprykning til en hoejere loenramme kun kan ske efter otte aars beskaeftigelse i en bestemt loenramme i Bundesangestelltentarifvertrag (kollektiv overenskomst for offentligt ansatte funktionaerer i Forbundsrepublikken Tyskland (BAT)), saaledes at der ikke tages hensyn til tilsvarende beskaeftigelse i offentlig tjeneste i en anden medlemsstat?
2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende:
Kraever EF-traktatens artikel 48, sammenholdt med Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, da, at der for laeger, der har udoevet laegegerning som offentligt ansatte i en anden medlemsstat, ligeledes skal ske medregning af en saadan periode ved automatisk oprykning til en hoejere loenramme i BAT, eller
forholder det sig saaledes, at retten under hensyn til overenskomstparternes ret til selvregulering er afskaaret fra at traeffe en saadan afgoerelse og maa overlade det til overenskomstparterne at loese spoergsmaalet?«
Det foerste spoergsmaal
9 Det bemaerkes, at i henhold til fast retspraksis kan Domstolen ikke inden for rammerne af traktatens artikel 177 traeffe afgoerelse om, hvorvidt en national bestemmelse er forenelig med faellesskabsretten. Domstolen kan imidlertid af spoergsmaalenes ordlyd, saaledes som de er formuleret af den nationale ret, og under hensyn til de af retten meddelte oplysninger, udlede de momenter, der angaar fortolkning af faellesskabsretten, saaledes at den nationale ret kan traeffe afgoerelse vedroerende de retsspoergsmaal, som er indbragt for den (jf. bl.a. dom af 3.3.1994, forenede sager C-332/92, C-333/92 og C-335/92, Eurico Italia m.fl., Sml. I, s. 711, praemis 19).
10 Det skal for det foerste fastslaas, at sagsoegeren i hovedsagen alene har nedlagt paastand om, at der tages hensyn til de perioder, hvor hun har vaeret beskaeftiget som speciallaege inden for det offentlige i en anden medlemsstat.
11 For det andet fremgaar det af selve ordlyden af det foerste spoergsmaal, at det arbejde som speciallaege, hun har udfoert inden for det offentlige, saavel i sin hjemstat som i vaertsmedlemsstaten, maa anses for sammenligneligt. Det bemaerkes, at der er tale om et erhverv, der er reguleret paa faellesskabsplan.
12 For det tredje fastslaar traktatens artikel 48 det grundlaeggende princip om arbejdskraftens frie bevaegelighed. Bestemmelsen i artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1612/68, som kun er en naermere praecisering og gennemfoerelse af visse rettigheder, der allerede foelger af traktatens artikel 48 (jf. dom af 23.2.1994, sag C-419/92, Scholz, Sml. I, s. 505, praemis 6), sikrer ligebehandlingen af arbejdstagere, der er statsborgere i de oevrige medlemsstater, i relation til enhver bestemmelse i kollektive eller individuelle overenskomster eller andre kollektive aftaler om bl.a. afloenning.
13 For det fjerde vedroerer undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 48, stk. 4, hvorefter bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed ikke gaelder for »ansaettelser i den offentlige administration«, kun adgangen for statsborgere fra andre medlemsstater til visse stillinger i den offentlige administration (jf. dom af 13.11.1997, sag C-248/96, Grahame og Hollanders, Sml. I, s. 6407, praemis 32). Bestemmelsen omfatter ikke arbejde som speciallaege, idet dette ikke indebaerer en direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser (jf. dom af 17.12.1980, sag 149/79, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3881, praemis 10).
14 Det foerste spoergsmaal, Arbeitsgericht Hamburg har forelagt, maa herefter forstaas saaledes, at retten oensker oplyst, om traktatens artikel 48 og artikel 7, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1612/68 er til hinder for en som den i hovedsagen omtvistede bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat, hvorefter der for saadanne offentligt ansatte sker automatisk oprykning efter otte aars beskaeftigelse inden for en loenramme i overenskomsten, og der herved ikke tages hensyn til tilsvarende beskaeftigelsesperioder, der tidligere er tilbagelagt inden for det offentlige i en anden medlemsstat.
15 Den tyske regering har anfoert, at den omtvistede bestemmelse i BAT hverken har til formaal eller til foelge udelukkende eller for stoerstedelens vedkommende at stille statsborgere fra andre medlemsstater ringere i forhold til tyske statsborgere. Efter den omtvistede bestemmelse tages der saaledes hverken hensyn til beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt i udlandet, eller til perioder, der i Tyskland er tilbagelagt uden for BAT's anvendelsesomraade, og heller ikke til perioder, der er tilbagelagt i en anden loenramme end loenramme Ib.
16 Ifoelge den spanske regering kan den omtvistede bestemmelse ikke betegnes som diskriminerende. Den anciennitet, der er erhvervet inden for det offentlige i Tyskland og i Graekenland, er baseret paa forskellige regler og er derfor ikke sammenlignelig. Bestemmelser, hvorefter saadanne situationer behandles forskelligt, kan derfor ikke antages at vaere i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling.
17 Den tyske, spanske og franske regering har fastholdt, at den omtvistede bestemmelse er begrundet i objektive hensyn, der ikke har noget med forskelsbehandling at goere. De har herved fremfoert to argumenter.
18 For det foerste har den franske og spanske regering anfoert, at de betingelser for automatisk oprykning, der er fastsat i BAT, kan begrundes ud fra forhold, der kendetegner beskaeftigelse inden for det offentlige. Da de nationale bestemmelser om, hvorledes ordningerne for offentligt ansatte er opbygget og fungerer, ikke er harmoniseret eller samordnet, vil en anerkendelse af tjenesteperioder tilbagelagt inden for det offentlige i en medlemsstat gribe forstyrrende ind i de forskellige ordninger for offentligt ansatte i de oevrige medlemsstater, herunder vedroerende hensyntagen til anciennitet ved interne forfremmelser og som led i karriereforloebet.
19 Den tyske regering har dernaest anfoert, at selv om det ved formuleringen af de praejudicielle spoergsmaal er lagt til grund, at BAT er en overenskomst for offentligt ansatte, der har til formaal at goere de ansatte loyale over for det offentlige som saadan, er formaalet med den automatiske oprykning paa grundlag af anciennitet, der er fastsat i overenskomsten - paa linje med de kollektive overenskomster i den private sektor - at beloenne en ansats loyalitet over for en naermere angiven gruppe af arbejdsgivere som helhed og at motivere den ansatte ud fra udsigten til, at hans oekonomiske situation forbedres. Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en arbejdstagers loyalitet over for en privat arbejdsgiver beloennes paa en saadan maade.
20 Den spanske og franske regering har desuden paapeget, at det er vanskeligt at sammenligne de regler, der gaelder for automatisk oprykning paa grundlag af anciennitet i den offentlige og den private sektor.
21 Der skal foerst tages stilling til, om en bestemmelse i en kollektiv overenskomst som den i hovedsagen omtvistede, der finder anvendelse inden for det offentlige i en medlemsstat, kan kraenke det princip om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i traktatens artikel 48 og i artikel 7, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1612/68, og herefter, om saadanne retsforskrifter i givet fald er begrundet i objektive hensyn, som er uafhaengige af de paagaeldende arbejdstageres nationalitet, og om de staar i rimeligt forhold til det formaal, der lovligt tilstraebes med den paagaeldende nationale lovgivning (jf. bl.a. dom af 23.5.1996, sag C-237/94, O'Flynn, Sml. I, s. 2617).
Princippet om forbud mod forskelsbehandling
22 Det er ubestridt, at der efter BAT ikke kan tages hensyn til beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden for det offentlige i en anden medlemsstat.
23 Som det fremgaar af punkt 12, 13 og 14 i generaladvokatens forslag til afgoerelse, er de betingelser for automatisk oprykning paa grundlag af anciennitet, der er fastsat i BAT, klart til skade for vandrende arbejdstagere, der har tilbagelagt en del af deres karriere inden for det offentlige i en anden medlemsstat. De naevnte betingelser er derfor i strid med det princip om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i traktatens artikel 48 og i artikel 7, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1612/68.
24 Det aendrer i den foreliggende sag intet herved, at visse offentligt ansatte i Tyskland kan vaere i samme situation som de vandrende arbejdstagere, og heller ikke, at der i medlemsstaterne gaelder forskellige bestemmelser med hensyn til, hvorledes ordningerne for offentligt ansatte er opbygget og fungerer.
Begrundelsen
25 For saa vidt angaar argumentet om, at der goer sig saerlige forhold gaeldende med hensyn til beskaeftigelse inden for det offentlige, skal der blot henvises til naervaerende doms praemis 13, hvoraf det fremgaar, at hovedsagen kun vedroerer erhvervet som speciallaege, der ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 48, stk. 4.
26 Med hensyn til argumentet om, at BAT har til formaal at beloenne en ansats loyalitet over for hans arbejdsgiver og motivere ham ud fra udsigten til, at hans oekonomiske forhold forbedres, har den tyske regering under retsmoedet forklaret, at BAT ikke alene finder anvendelse paa de fleste offentlige organer i Tyskland, men ogsaa paa virksomheder, der udfoerer opgaver af almen interesse.
27 Hertil maa det imidlertid bemaerkes, at i saa fald kan en hensyntagen til beskaeftigelsesperioder, der er tilbagelagt ved en af de naevnte institutioner eller virksomheder, ved fastlaeggelsen af ancienniteten med henblik paa at traeffe afgoerelse om oprykning ikke begrundes ud fra hensynet til at beloenne de ansattes loyalitet, idet der er tale om flere forskellige arbejdsgivere. En saadan ordning bevirker derimod, at de ansatte, der er omfattet af BAT, opnaar en betydelig mobilitet i relation til en stor gruppe af arbejdsgivere, der i retlig henseende er forskellige.
28 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 48 og artikel 7, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1612/68 er til hinder for en bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat, hvorefter der for saadanne offentligt ansatte sker automatisk oprykning efter otte aars beskaeftigelse inden for en loenramme i overenskomsten, og der herved ikke tages hensyn til tilsvarende beskaeftigelsesperioder, der tidligere er tilbagelagt inden for det offentlige i en anden medlemsstat.
Det andet spoergsmaal
29 Det andet spoergsmaal drejer sig om, hvilke retsvirkninger det maatte have, saafremt den forelaeggende ret fastslaar, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst som den, der omtvistes i hovedsagen, er uforenelig med traktatens artikel 48 og med artikel 7, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1612/68, bl.a. henset til parternes frihed til at aftale indholdet af en saadan overenskomst.
30 I medfoer af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1612/68 er en bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat, hvorefter der sker automatisk oprykning efter otte aars beskaeftigelse inden for en loenramme i overenskomsten, og der herved ikke tages hensyn til tilsvarende beskaeftigelsesperioder, der tidligere er tilbagelagt inden for det offentlige i en anden medlemsstat, retligt ugyldig, hvis den fastsaetter eller tillader diskriminerende betingelser for arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater.
31 Paa baggrund af besvarelsen af det foerste spoergsmaal maa det saaledes fastlaegges, hvilke retsvirkninger der foelger af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1612/68, saa laenge parterne i den kollektive overenskomst ikke har vedtaget de noedvendige aendringer med henblik paa at bringe en saadan forskelsbehandling til ophoer.
32 Som Schoening-Kougebetopoulou og Kommissionen har anfoert, maa Domstolens praksis vedroerende princippet om lige loen til maend og kvinder laegges til grund.
33 Det fremgaar af denne praksis, at naar der findes en bestemmelse, der medfoerer forskelsbehandling af kvinder, skal den daarligst stillede gruppe behandles paa samme maade og vaere omfattet af samme regler som de oevrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, naar traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemfoert i national ret (jf. herved dom af 1.7.1993, sag C-154/92, Van Cant, Sml. I, s. 3811, praemis 20, af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297, praemis 18, af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, praemis 20, og af 24.3.1987, sag 286/85, McDermott og Cotter, Sml. s. 1453, praemis 19).
34 Som det fremgaar af naervaerende doms praemis 11, maa det arbejde som speciallaege, som sagsoegeren i hovedsagen har udfoert inden for det offentlige i sin hjemstat og i vaertsmedlemsstaten, betragtes som sammenligneligt.
35 Det andet spoergsmaal skal derfor blot besvares med, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der medfoerer en forskelsbehandling, der er i strid med traktatens artikel 48 og med artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1612/68, i medfoer af forordningens artikel 7, stk. 4, er retligt ugyldig. Den nationale ret skal derfor paa den gruppe, der stilles ugunstigt paa grund af forskelsbehandlingen, anvende de samme regler som dem, der gaelder for de oevrige arbejdstagere, og den behoever ikke at anmode om eller afvente, at bestemmelsen ophaeves ved overenskomstforhandlinger eller paa anden maade.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
36 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den spanske og den franske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Arbeitsgericht Hamburg ved kendelse af 1. december 1995, for ret:
1) EF-traktatens artikel 48 og artikel 7, stk. 1 og 4, i Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet er til hinder for en bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat, hvorefter der for saadanne offentligt ansatte sker automatisk oprykning efter otte aars beskaeftigelse inden for en loenramme i overenskomsten, og der herved ikke tages hensyn til tilsvarende beskaeftigelsesperioder, der tidligere er tilbagelagt inden for det offentlige i en anden medlemsstat.
2) En bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der medfoerer en forskelsbehandling, der er i strid med traktatens artikel 48 og med artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1612/68, er i medfoer af forordningens artikel 7, stk. 4, retligt ugyldig. Den nationale ret skal derfor paa den gruppe, der stilles ugunstigt paa grund af forskelsbehandlingen, anvende de samme regler som dem, der gaelder for de oevrige arbejdstagere, og den behoever ikke at anmode om eller afvente, at bestemmelsen ophaeves ved overenskomstforhandlinger eller paa anden maade.
Full & Egal Universal Law Academy