Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - forsikring ved alderdom og doedsfald - ydelser - regulering - fornyet beregning af den del af en ydelse ved alderdom, der i henhold til national lovgivning udbetales en frasepareret aegtefaelle, ved forhoejelse af den invalidepension, som den paagaeldende aegtefaelle oppebaerer i henhold til en anden medlemsstats lovgivning - retsstridighed
(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 3, stk. 3, art. 46 og art. 51, stk. 1)
Sammendrag
Artikel 46 og artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved forordning nr. 2001/83, skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at den del af en arbejdstagers alderspension, der i henhold til en medlemsstats gaeldende lovgivning tildeles hans fraseparerede aegtefaelle, efter fornyet beregning nedsaettes paa grund af, at en invalidepension, som naevnte aegtefaelle oppebaerer i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, er blevet forhoejet som foelge af den almindelige oekonomiske og sociale udvikling.
Artikel 51, stk. 1, finder nemlig ikke kun anvendelse i det tilfaelde, hvor den ydelse, som skal nedsaettes paa grund af forhoejelser, der beror paa indeksregulering af en anden ydelse, er blevet fastsat i henhold til artikel 46, men ogsaa naar fastsaettelsen er sket i henhold til nationale bestemmelser.
Eftersom den tildelte ydelse til den fraseparerede aegtefaelle ikke indgaar i en ordning, som skal kompensere den paagaeldendes utilstraekkelige midler med henblik paa at opnaa en lovbestemt garanteret mindsteindtaegt, underminerer artikel 51, stk. 1, ikke paa nogen maade formaalet med en saadan ordning.
Endelig kan artikel 51, stk. 1, ikke, under henvisning til, at den kan begunstige den paagaeldende, hvis ydelse ikke kan omberegnes, anfaegtes under henvisning til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som ikke indeholder bestemmelse om ligebehandling af aegtefaeller, og som heller ikke er til hinder for anvendelse af en national lovgivning, der diskriminerer ikke-vandrende arbejdstagere i forhold til vandrende arbejdstagere.
Parter
I sag C-144/96,
angaaende en anmodning, som Cour du travail de Bruxelles i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,
Office national des pensions (ONP)
mod
Maria Cirotti,
at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 46 og 51 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366), som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6),
har
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray (refererende dommer), P.J.G. Kapteyn, G. Hirsch og H. Ragnemalm,
generaladvokat: F.G. Jacobs
justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,
efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:
- Office national des pensions (ONP) ved direktoer Gabriel Perl
- Maria Cirotti ved advokat Jules Raskin, Liège, og advokat Franco Agostini, Rom
- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Maria Patakia og Peter Hillenkamp, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,
paa grundlag af retsmoederapporten,
efter at der i retsmoedet den 6. februar 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Office national des pensions ved assisterende konsulent Jean-Paul Lheureux, af Maria Cirotti ved advokat Jules Raskin, og af Kommissionen ved Maria Patakia,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 20. marts 1997,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved dom af 25. april 1996, indgaaet til Domstolen den 3. maj 1996, har Cour du travail de Bruxelles i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 46 og 51 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366), som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter »forordning nr. 1408/71«).
2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem Maria Cirotti og Office national des pensions (herefter »ONP«) vedroerende beregningen af den del af hendes aegtefaelles alderspension som arbejdstager, som hun efter belgisk lovgivning er berettiget til.
3 Maria Cirotti er italiensk statsborger. Hun oppebaerer en invalidepension i Italien. Siden juli 1981 har hun i Belgien oppebaaret en del af den alderspension som arbejdstager, der tilkommer hendes aegtefaelle, som hun ikke samlevede med, i henhold til artikel 74, stk. 2, i den belgiske kongelige anordning af 21. december 1967 om den almindelige ordning for loenmodtageres alders- og efterladtepension, som aendret ved kongelig anordning af 3. december 1970 (Moniteur belge af 23.12.1970).
4 Denne bestemmelse loed i dens version af 1. juli 1981 saaledes:
»Ved separation eller ved faktisk samlivsophaevelse kan hustruen tilkendes en del af aegtefaellens alderspension:
a) hvis hun ikke er blevet frakendt foraeldremyndigheden eller doemt for at have straebt aegtefaellen efter livet
b) hvis hendes eventuelle bopael i udlandet ikke er til hinder for betaling af arbejdsgiverens pension
c) hvis hun ikke laengere udoever nogen erhvervsmaessig beskaeftigelse, bortset fra den i artikel 64 omhandlede, og ikke oppebaerer ydelser paa grund af sygdom, invaliditet eller uforskyldt arbejdsloeshed i henhold til belgiske eller udenlandske sociale sikringsbestemmelser, dog bortset fra ydelser til handicappede
d) hvis hun ikke oppebaerer en belgisk eller udenlandsk alders- eller efterladtepension eller tilsvarende ydelser eller ydelser til handicappede af en stoerrelse, som i henhold til stk. 4 udelukker hende fra enhver ret til aegtefaellens pension.«
5 I den ved kongelig anordning af 21. maj 1991 (Moniteur belge af 27.6.1991) aendrede version lyder bestemmelsen saaledes:
»I tilfaelde af separation eller faktisk samlivsophaevelse kan hustruen tilkendes en del af aegtefaellens alderspension:
a) hvis hun ikke er blevet frakendt foraeldremyndigheden eller doemt for at have straebt aegtefaellen efter livet
b) hvis den omstaendighed, at hun har bopael i udlandet, eller anvendelsen af artikel 70 ikke er til hinder for betaling af arbejdstagerens pension
c) hvis hun ikke laengere udoever erhvervsmaessig beskaeftigelse bortset fra den i artikel 64 omhandlede, og ikke oppebaerer ydelser paa grund af sygdom, invaliditet eller uforskyldt arbejdsloeshed i henhold til belgiske eller udenlandske sociale sikringsbestemmelser eller ydelser paa grund af arbejdsophoer eller nedsatte arbejdsydelser
d) hvis hun ikke oppebaerer en alders- eller efterladtepension eller andre tilsvarende ydelser i henhold til en belgisk ordning, i henhold til en udenlandsk ordning eller i henhold til en ordning for personalet i en international institution, som paa grund af deres stoerrelse i henhold til stk. 3 og 4 udelukker hende fra enhver ret til aegtefaellens pension.«
6 Det fremgaar af sagens akter, at ONP ved afgoerelse af 21. december 1988 nedsatte de ydelser, som institutionen udbetalte til Maria Cirotti i henhold til naevnte bestemmelser, paa grund af de forhoejelser, der siden 1981 havde fundet sted af hendes italienske pension, og som tilsyneladende beroede paa indeksering.
7 Maria Cirotti anfaegtede ved staevning af 17. januar 1989 denne afgoerelse fra ONP ved Tribunal du travail de Bruxelles, som ved dom af 17. juni 1993 gav hende medhold, idet retten i sagen anvendte den fortolkning, som Domstolen havde anlagt i sin dom af 20. marts 1991, sag C-93/90, Cassamali (Sml. I, s. 1401). Domstolen fastslog i denne dom, at naar en pension fra en medlemsstat til en arbejdstager i henhold til nationale antikumulationsregler er blevet fastsat saaledes, at den sammenlagt med en ydelse fra en anden medlemsstat, uanset dennes art, ikke overstiger et bestemt maksimumsbeloeb, giver hverken artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 eller nogen anden faellesskabsbestemmelse ret til at aendre denne pension med henblik paa, at maksimumsbeloebet ikke overskrides i tilfaelde af senere aendringer i den anden ydelse, som beror paa den almindelige oekonomiske og sociale udvikling.
8 ONP ankede ved ankestaevning af 9. juli 1993 denne dom til Cour du travail de Bruxelles. Den belgiske institution foreholdt under denne sag foersteinstansen, at den havde anvendt en analogisk begrundelse. Ifoelge ONP maa en aegtefaelles ret til en del af den alderspension, der tilkommer en arbejdstager, og som er genstand for tvisten i hovedsagen, sidestilles med en garanteret indkomst og ikke med en personlig efterladtepension. Derfor skal denne del beregnes under hensyn til udviklingen i aegtefaellens indkomst og aendres under hensyn til andre sociale sikringsydelser, der i givet fald oppebaeres i en anden medlemsstat.
9 ONP har tilfoejet, at den analogiske anvendelse af dommen i Cassamali-sagen indebaerer, at aegtefaeller faar ulige indtaegter, idet den aegtefaelle, der er berettiget til en del af alderspensionen, ved en forhoejelse af den udenlandske ydelse, som vedkommende oppebaerer personligt, samlet opnaar stoerre indtaegter. Dette strider mod artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.
10 Denne bestemmelse lyder saaledes:
»Personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning.«
11 Artikel 46 i forordning nr. 1408/71 om fastsaettelse af alderspensioner bestemmer foelgende:
»1. Den kompetente institution i enhver medlemsstat, af hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende har vaeret omfattet, skal, for saa vidt de i naevnte lovgivning foreskrevne betingelser for erhvervelse af ret til ydelser er opfyldt, uden at bestemmelserne i artikel 45 og/eller artikel 40, stk. 3, behoever at bringes til anvendelse, fastsaette ydelsens stoerrelse i overensstemmelse med reglerne i den for institutionen gaeldende lovgivning og paa grundlag af den samlede laengde af de forsikrings- eller bopaelsperioder, der skal tages i betragtning i henhold til den paagaeldende lovgivning.
Den naevnte institution skal tillige foretage en beregning af det ydelsesbeloeb, man ville have faaet ved anvendelse af de i stk. 2, litra a) og b), fastsatte regler. Kun det hoejeste ydelsesbeloeb skal tages i betragtning.
2. Den kompetente institution i enhver medlemsstat, af hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende har vaeret omfattet, anvender foelgende regler, saafremt de foreskrevne betingelser for erhvervelse af ret til ydelser kun opfyldes ved anvendelse af artikel 45 og/eller artikel 40, stk. 3:
a) Institutionen beregner det teoretiske beloeb for den ydelse, som den paagaeldende ville kunne goere krav paa, hvis samtlige forsikrings- og bopaelsperioder, der er tilbagelagt i de medlemsstater, af hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende har vaeret omfattet, havde vaeret tilbagelagt i den omhandlede stat og efter den lovgivning, der gaelder for den paagaeldende institution paa det tidspunkt, da ydelsen skal fastsaettes; saafremt ydelsens beloeb efter naevnte lovgivning er uafhaengigt af laengden af de tilbagelagte perioder, anses dette beloeb for det i naervaerende litra omhandlede teoretiske beloeb.
b) Institutionen fastsaetter det faktiske beloeb for ydelsen paa grundlag af det i litra a) naevnte teoretiske beloeb efter forholdet mellem laengden af de forsikrings- eller bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter den for institutionen gaeldende lovgivning forud for forsikringsbegivenhedens indtraeden, og den samlede laengde af de forsikrings- og bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i alle de beroerte medlemsstater forud for forsikringsbegivenhedens indtraeden.
c) Saafremt den samlede laengde af de forsikrings- og bopaelsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i samtlige beroerte stater forud for forsikringsbegivenhedens indtraeden, overstiger den laengste forsikringstid, der efter en af de paagaeldende staters lovgivning kraeves tilbagelagt for opnaaelse af en fuld ydelse, skal den kompetente institution i naevnte stat ved anvendelsen af bestemmelserne i dette stykke tage den laengste forsikringstid i betragtning i stedet for den samlede laengde af de naevnte perioder; denne beregningsmetode kan ikke medfoere pligt for den paagaeldende institution til at udrede en hoejere ydelse end den fulde ydelse, der er hjemlet i den for denne institution gaeldende lovgivning.
d) Med henblik paa anvendelsen af de i dette stykke omhandlede beregningsregler fastsaettes de naermere regler for medregning af sammenfaldende perioder i den i artikel 98 omhandlede gennemfoerelsesforordning.
3. Med det hoejeste beloeb af de i medfoer af stk. 2, litra a), beregnede teoretiske ydelsesbeloeb som oevre graense har den paagaeldende ret til summen af de efter reglerne i stk. 1 og 2 beregnede ydelser.
For saa vidt det i foregaaende afsnit omhandlede beloeb overskrides, skal hver institution, som anvender stk. 1, regulere sin ydelse med et beloeb svarende til forholdet mellem den omhandlede ydelses beloeb og summen af de i henhold til bestemmelserne i stk. 1 fastsatte ydelser.
4. Saafremt summen af de ydelser, der af to eller flere medlemslande skal udbetales i form af pensioner eller renter ved invaliditet, alderdom eller til efterladte efter reglerne i en i artikel 6, litra a), omhandlet multilateral konvention om social sikring, er mindre end det beloeb, som det ville paahvile disse medlemsstater at udbetale i medfoer af bestemmelserne i stk. 1-3, er det bestemmelserne i dette kapitel, der skal finde anvendelse paa den paagaeldende.«
12 Artikel 51 i forordning nr. 1408/71 bestemmer:
»1. Saafremt stoerrelsen af ydelser i de paagaeldende medlemsstater aendres med en bestemt procentdel eller et bestemt beloeb som foelge af stigninger i leveomkostningerne, aendringer i loenniveauet eller andre forhold, som giver anledning til regulering, finder en saadan aendring direkte anvendelse paa de ydelser, der er fastsat efter bestemmelserne i artikel 46, uden at der behoever foretages fornyet beregning i henhold til naevnte artikel.
2. Derimod skal der, i tilfaelde af aendring af reglerne for fastsaettelse eller beregning af ydelser, foretages fornyet beregning efter bestemmelserne i artikel 46.«
13 Da den nationale ret fandt, at tvistens afgoerelse afhang af fortolkningen af forordning nr. 1408/71, og isaer forordningens artikel 46 og 51, besluttede den at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
»Skal artikel 46 og 51 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 fortolkes saaledes, at de finder anvendelse, saafremt en invalidepension, der udredes i henhold til en medlemsstats lovgivning, oppebaeres samtidig med en ydelse ved alderdom, som ved samlivsophaevelse tildeles en aegtefaelle i form af en del af den alderspension, som den anden aegtefaelle som loenmodtager var berettiget til, og som fastsaettes i henhold til en anden medlemsstats lovgivning? Indebaerer en saadan anvendelse af naevnte bestemmelser, at en vandrende arbejdstager behandles gunstigere end en ikke-vandrende arbejdstager, selv om artikel 3, stk. 1, i ovennaevnte forordning kraever, at alle medlemsstaternes statsborgere behandles ens?«
14 Den nationale ret oensker med sit spoergsmaal reelt oplyst, om artikel 46 og artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at den del af en arbejdstagers alderspension, som i henhold til en medlemsstats lovgivning tildeles hans fraseparerede aegtefaelle, omberegnes paa grund af, at en invalidepension, som den naevnte aegtefaelle oppebaerer i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, er blevet forhoejet som foelge af den almindelige oekonomiske og sociale udvikling.
15 Det bemaerkes indledningsvis, at det fremgaar af sagen, at den ydelse, hvis beregning anfaegtes i hovedsagen, bestaar af en del af en arbejdstagers alderspension, som ydes hans aegtefaelle i tilfaelde af faktisk samlivsophaevelse, og som desuden kun tildeles, saafremt de samme betingelser, som gaelder for tildeling af personlig alderspension, bl.a. betingelsen om, at den aegtefaelle, som fremsaetter anmodningen, med visse undtagelser, skal vaere ophoert med en enhver erhvervsmaessig beskaeftigelse, er opfyldt.
16 En saadan ydelse maa derfor anses for en »ydelse ved alderdom« som omhandlet i forordning nr. 1408/71, og ydelsesmodtagerens rettigheder skal derfor ifoelge forordningens artikel 44 fastsaettes efter bestemmelserne i forordningens afsnit III, kapitel 3, som artikel 46 og 51 henhoerer under.
17 Det bemaerkes dernaest, at ved beregningen af den alderspension, som en arbejdstager, der har vaeret omfattet af to eller flere medlemsstaters lovgivninger, har ret til, skal den kompetente institution i hver af de paagaeldende medlemsstater foretage en sammenligning mellem det beloeb, som vedkommende har ret til alene paa grundlag af den nationale lovgivning, herunder antikumulationsreglerne, og det beloeb, der foelger af anvendelsen af artikel 46 i forordning nr. 1408/71. Ved fastsaettelsen af hver af disse ydelser skal den mest fordelagtige ordning for arbejdstageren anvendes (jf. bl.a. dom af 21.3.1990, sag C-85/89, Ravida, Sml. I, s. 1063, praemis 18).
18 Som Domstolen har fastslaaet i dom af 2. februar 1982, sag 7/81, Sinatra (Sml. s. 137, praemis 8), medfoerer enhver senere aendring af en af ydelserne i princippet, at der for hver af ydelserne skal foretages en fornyet sammenligning mellem den nationale sikringsordning og faellesskabsordningen, for at det kan fastslaas, hvilken af dem der efter den skete aendring er den mest fordelagtige for arbejdstageren.
19 Domstolen har dog i samme doms praemis 9 og 10 fastslaaet, at for at begraense den administrative byrde, som en efterproevelse af arbejdstagerens stilling ved enhver aendring af de oppebaarne ydelser ville betyde, bestemmer artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, at der ikke skal foretages en fornyet beregning af ydelser i henhold til artikel 46 og altsaa heller ikke foretages en ny sammenligning mellem den nationale sikringsordning og faellesskabsordningen, naar aendringen beror paa omstaendigheder, som ikke har forbindelse med arbejdstagerens individuelle forhold, men som er et resultat af den almindelige oekonomiske og sociale udvikling.
20 ONP har alligevel fastholdt, at artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 ikke kan finde anvendelse under omstaendigheder som i hovedsagen, idet stoerrelsen af arbejdstagerens pension, hvoraf en del ydes hans aegtefaelle ved faktisk samlivsophaevelse, alene beregnes i henhold til belgiske lovbestemmelser, som er mere fordelagtige end artikel 46, stk. 2.
21 Det bemaerkes hertil alene, at det fremgaar af Cassamali-dommen, praemis 20, at artikel 51, stk. 1, skal anvendes ogsaa i det tilfaelde, hvor den ydelse, som skal nedsaettes paa grund af forhoejelser, der beror paa indeksregulering af en anden ydelse, er blevet fastsat i henhold til nationale bestemmelser og ikke i henhold til artikel 46.
22 ONP har til stoette for, at artikel 51, stk. 1, ikke kan anvendes, endvidere henvist til dom af 22. april 1993, sag C-65/92, Levatino (Sml. I, s. 2005), som drejede sig om, hvorvidt der skulle tages hensyn til forhoejelser af en italiensk pension paa grund af en stigning i leveomkostningerne ved beregningen af den garanterede indkomst til aeldre i den belgiske lovgivning.
23 Domstolen udtalte i denne sag, at selv om artikel 46 og artikel 51, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 fandt anvendelse paa fastsaettelsen og reguleringen af en ydelse som den garanterede indkomst til aeldre, forholdt det sig anderledes med hensyn til anvendelsen af artikel 51, stk. 1.
24 ONP har anfoert, at dette ogsaa maa gaelde for de rettigheder, der i henhold til belgisk lovgivning tilkommer separerede aegtefaeller.
25 Som generaladvokaten har paapeget i punkt 24 i sit forslag til afgoerelse, beroede Domstolens begrundelse i Levatino-dommen paa den saerlige karakter af den garanterede indkomst til aeldre, hvorfor begrundelsen ikke kan overfoeres til den ydelse, som hovedsagen omhandler.
26 Efter at Domstolen havde fastslaaet, at formaalet med en ydelse som den garanterede indkomst til aeldre er at kompensere for deres utilstraekkelige midler, saaledes at de kan naa op paa det lovbestemte mindsteniveau (praemis 34), udtalte den saaledes, at anvendelsen artikel 51, stk. 1, ville indebaere manglende hensyntagen til den ressourceforoegelse, som reguleringen af den udenlandske pension vil give den paagaeldende, og bevirke, at denne systematisk modtager et beloeb, der er stoerre end den ved lov garanterede mindsteindkomst (praemis 35).
27 Domstolen udtalte endvidere i samme dom, at anvendelsen af artikel 51, stk. 1, ikke alene ville give vandrende arbejdstagere en fordel, men ogsaa ville udvande formaalet med den garanterede indkomst og forstyrre systemet i den paagaeldende nationale lovgivning (praemis 36).
28 Det bemaerkes, at i et tilfaelde som i hovedsagen kan det ikke haevdes, at anvendelsen af artikel 51, stk. 1, paa beregningen af den paagaeldende ydelse ville bevirke en udvanding af formaalet med ydelsen og forstyrre systemet i den belgiske lovgivning, idet ydelsen modsat den garanterede indkomst til aeldre ikke har til formaal at kompensere deres utilstraekkelige midler, saaledes at de kan naa op paa det i belgisk lov fastsatte garanterede mindsteniveau.
29 ONP har endelig anfoert, at anvendelsen af artikel 51, stk. 1, i denne sag ville indebaere en tilsidesaettelse af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, fordi den ene af de separerede aegtefaeller da ville opnaa stoerre ressourcer end den anden aegtefaelle.
30 Det bemaerkes alene hertil, at det fremgaar af ordlyden af artikel 3, stk. 1, at bestemmelsen ikke tilsigter at indfoere ligebehandling mellem aegtefaeller.
31 Den nationale ret spoerger i forbindelse med denne bestemmelse, om anvendelsen af artikel 51, stk. 1, paa et tilfaelde som i hovedsagen, ikke kan begunstige den vandrende arbejdstager i forhold til den indenlandske arbejdstager.
32 Det bemaerkes herom for det foerste, at artikel 3, stk. 1, omhandler ligebehandling mellem en medlemsstats statsborgere og de oevrige medlemsstaters statsborgere. Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for anvendelse af en national lovgivning, som diskriminerer ikke-vandrende arbejdstagere i forhold til vandrende arbejdstagere.
33 Det fremgaar i oevrigt af dom 13. oktober 1977, sag 22/77, Mura (Sml. s. 1699), at argumentet, hvorefter anvendelsen af faellesskabsreglerne vedroerende samordning af de sociale sikringsordninger indebaerer, at vandrende arbejdstagere begunstiges i forhold til arbejdstagere, som aldrig har forladt deres land, er irrelevant, idet der ikke kan foreligge nogen forskelsbehandling, naar forskellige regler anvendes paa retsstillinger, som ikke kan sammenlignes. Desuden er saadanne forskelle i behandlingen, naar de forekommer, en foelge af, at der ikke findes en faelles ordning for social sikring.
34 Det foelger af det ovenstaaende, at artikel 46 og artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at den del af en arbejdstagers alderspension, som i henhold til en medlemsstats lovgivning tildeles hans fraseparerede aegtefaelle, omberegnes paa grund af, at en invalidepension, som den naevnte aegtefaelle oppebaerer i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, er blevet forhoejet som foelge af den almindelige oekonomiske og sociale udvikling.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
35 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Cour du travail de Bruxelles ved dom af 25. april 1996, for ret:
Artikel 46 og artikel 51, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at den del af en arbejdstagers alderspension, som i henhold til en medlemsstats gaeldende lovgivning tildeles hans fraseparerede aegtefaelle, omberegnes paa grund af, at en invalidepension, som den naevnte aegtefaelle oppebaerer i henhold til en anden medlemsstats lovgivning, er blevet forhoejet som foelge af den almindelige oekonomiske og sociale udvikling.
Full & Egal Universal Law Academy