EUR-Lex -  61996CJ0228 - DA - Domstolens Dom af 17. november 1998. - Aprile Srl i likvidation mod Amministrazione delle Finanze dello Stato. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Giudice conciliatore di Milano - Italien. - Afgifter med tilsvarende virkning - Tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld - Nationale processuelle frister. - Sag C-228/96.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Faellesskabsret - direkte virkning - nationale afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling - naermere regler - anvendelse af national ret - praeklusive frister - lovlighed - betingelser - overholdelse af princippet om faellesskabsrettens effektivitet - overholdelse af princippet om, at betingelserne for at anlaegge sag med paastand om tilbagebetaling og de betingelser, der gaelder for tilsvarende klager paa grundlag af national ret, skal vaere aekvivalente

2 Faellesskabsret - direkte virkning - nationale afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling - naermere regler - mulighed for at goere nationale regler om soegsmaalsfrister gaeldende mod en borger foer direktivets korrekte gennemfoerelse - lovlighed - betingelser

Sammendrag

1 I mangel af faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagesoegning af nationale afgifter, der er opkraevet med urette, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsretten medfoerer for borgerne. Disse regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret (aekvivalensprincippet), og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (effektivitetsprincippet).

For saa vidt angaar effektivitetsprincippet er det foreneligt med faellesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsaettes rimelige, praeklusive soegsmaalsfrister til beskyttelse af baade den afgiftspligtige og den paagaeldende myndighed. Saadanne frister kan ikke antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten. En national, praeklusiv frist paa tre aar, som regnes fra det tidspunkt, hvor den anfaegtede betaling foretages, findes herved ikke at vaere urimelig.

Det er en betingelse for, at aekvivalensprincippet er overholdt, at den omtvistede regel finder anvendelse uden forskel paa soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af faellesskabsretten, og soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af national ret, og der er tale om afgifter eller gebyrer af samme art. Dette princip kan derimod ikke fortolkes saaledes, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning om tilbagebetaling til at omfatte alle tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter eller gebyrer, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten. Faellesskabsretten er saaledes ikke til hinder for, at en medlemsstats lovgivning ud over en almindelig foraeldelsesfrist, der gaelder med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, indeholder saerlige og mindre gunstige regler med hensyn til indgivelse af klager og anlaeggelse af soegsmaal med henblik paa anfaegtelse af gebyrer og andre former for afgifter. Det ville kun forholde sig anderledes, saafremt de paagaeldende gebyrer alene fandt anvendelse paa tilbagebetalingskrav vedroerende saadanne gebyrer og afgifter, der stoettes paa faellesskabsretten.

Faellesskabsretten er saaledes ikke til hinder for, at der anvendes en national bestemmelse, hvorefter der for alle tilbagebetalingskrav paa toldomraadet gaelder en saerlig praeklusiv frist paa oprindeligt fem, derefter tre aar, i stedet for den almindelige tiaarige foraeldelsesfrist, der gaelder for tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld, forudsat at den paagaeldende praeklusive frist, som er den samme som den, der allerede gaelder for forskellige afgifter, finder anvendelse uden forskel paa tilbagebetalingskrav, der stoettes paa faellesskabsretten, og krav, der stoettes paa national ret.

2 Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretlige bestemmelser, under henvisning til en national, praeklusiv frist, selv hvis den paagaeldende medlemsstat endnu ikke har aendret sine interne bestemmelser for at goere dem forenelige med de faellesskabsretlige bestemmelser. En saadan frist maa dog ikke vaere mindre gunstig for soegsmaal, der stoettes paa faellesskabsretten, end for soegsmaal, der stoettes paa national ret, og den maa ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden. De nationale myndigheders adfaerd, sammenholdt med, at den omtvistede frist har vaeret gaeldende, findes i oevrigt ikke at have vaeret ensbetydende med, at sagsoegeren har vaeret fuldstaendig afskaaret fra at goere sine rettigheder gaeldende ved de nationale domstole.

Parter

I sag C-228/96,

angaaende en anmodning, som Giudice conciliatore di Milano (Italien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Aprile Srl i likvidation

mod

Amministrazione delle Finanze dello Stato,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af de faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagesoegning af fejlagtigt erlagte beloeb,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene P.J.G. Kapteyn og J.-P. Puissochet (refererende dommer) samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann, J.L. Murray, L. Sevón, M. Wathelet, R. Schintgen og K.M. Ioannou,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Aprile Srl i likvidation ved advokaterne Ernesto Beretta og Aldo Bozzi, Milano

- den italienske regering ved afdelingschef, professor Umberto Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af statens advokat, Ivo M. Braguglia

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og ekspeditionssekretaer Gautier Mignot, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor John E. Collins, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister Nicholas Paines

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Enrico Traversa, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 17. februar 1998 er afgivet mundtlige indlaeg af Aprile Srl i likvidation ved advokat Aldo Bozzi, af den italienske regering ved Ivo M. Braguglia, af den franske regering ved Gautier Mignot, af Det Forenede Kongeriges regering ved Stephanie Ridley, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, og Nicholas Paines, samt af Kommissionen ved Enrico Traversa,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 2. april 1998,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

1 Ved kendelse af 25. juni 1996, indgaaet til Domstolen den 28. juni 1996, har Giudice conciliatore di Milano i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af de faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagesoegning af fejlagtigt erlagte beloeb.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem selskabet Aprile Srl i likvidation (herefter »Aprile«) og Amministrazione delle Finanze dello Stato. Sagen er anlagt til proevelse af Amministrazione's afslag paa at tilbagebetale Aprile afgifter, der i strid med faellesskabsretten var opkraevet i forbindelse med toldekspeditioner.

3 I dom af 30. maj 1989 (sag 340/87, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1483) og af 21. marts 1991 (sag C-209/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 1575) fastslog Domstolen, at Den Italienske Republik ikke havde overholdt de forpligtelser, der paahvilede den i henhold til traktatens bestemmelser om forbud mod afgifter med tilsvarende virkning, idet den i samhandelen inden for Faellesskabet debiterede de erhvervsdrivende udgifterne ved den kontrol og de administrative formaliteter, der blev foretaget i en del af graenseovergangstoldstedernes normale aabningstider, som fastsat i Raadets direktiv 83/643/EOEF af 1. december 1983 om forenkling af fysisk kontrol og administrative formaliteter i forbindelse med godstransport mellem medlemsstaterne (EFT L 359, s. 8), som aendret ved Raadets direktiv 87/53/EOEF af 15. december 1986 (EFT 1987 L 24, s. 33), og idet der i Italien, naar ydelser blev udfoert samtidig for flere virksomheder i forbindelse med toldbehandling som led i samhandelen inden for Faellesskabet, hos hver enkelt virksomhed blev opkraevet et vederlag, der stod i misforhold til de med de udfoerte ydelser forbundne omkostninger.

4 Den Italienske Republik opfyldte dommene ved at tilpasse sine bestemmelser med virkning fra henholdsvis den 13. juni 1991 og den 1. november 1992. De aendrede bestemmelser regulerede imidlertid ikke forhold forud for deres ikrafttraeden og indeholdt navnlig ikke regler om, at administrationen skulle tilbagebetale de beroerte erhvervsdrivende de beloeb, som toldstederne havde opkraevet i strid med faellesskabsretten.

5 Det er paa denne baggrund, at der blev anlagt sag ved Giudice conciliatore di Milano. Retten har med en tidligere praejudiciel anmodning blandt andet forelagt spoergsmaal om, hvorvidt direktiv 83/643, som aendret ved direktiv 87/53, samt traktatens bestemmelser om forbud mod afgifter med tilsvarende virkning finder anvendelse paa samhandelen med tredjelande.

6 Ved dom af 5. oktober 1995 (sag C-125/94, Aprile, Sml. I, s. 2919, herefter »Aprile I-dommen«) fastslog Domstolen dels, at direktiv 83/643, som aendret ved direktiv 87/53, ikke finder anvendelse paa toldekspeditioner vedroerende varer fra tredjelande, dels at medlemsstaterne ikke ensidigt maa opkraeve afgifter med tilsvarende virkning i samhandelen med tredjelande.

7 Efter Aprile I-dommen skulle den forelaeggende ret tage stilling til en indsigelse, der var rejst af den sagsoegte myndighed, og hvorefter Aprile's tilbagebetalingskrav var foraeldet, jf. artikel 29 i den italienske lov nr. 428/1990 af 29. december 1990 (lov om gennemfoerelse af faellesskabsbestemmelser 1990, GURI nr. 10 af 12.1.1991), der omhandler spoergsmaalet om »tilbagebetaling af afgifter, der anerkendes at vaere uforenelige med faellesskabsbestemmelserne«. Artiklens stk. 1 har foelgende ordlyd:

»Den femaarige praeklusive frist i toldlovbekendtgoerelsens artikel 91 ... skal fortolkes saaledes, at den finder anvendelse paa alle krav og soegsmaal vedroerende tilbagebetaling af beloeb, der er betalt i forbindelse med toldekspeditioner. Med virkning fra den 90. dag efter naervaerende lovs ikrafttraeden nedsaettes ovennaevnte frist og den i samme bekendtgoerelses artikel 84 fastsatte foraeldelsesfrist til tre aar.«

8 Giudice conciliatore de Milano bemaerkede i den forbindelse blandt andet, at selv om ovennaevnte bestemmelse er formuleret som en fortolkningsregel vedroerende den bestaaende lovgivning, havde den reelt til formaal at aendre lovgivningen, saaledes som Corte Suprema di cassazione havde fortolket den. Corte Suprema di cassazione har saaledes fastslaaet, at mens den i toldlovgivningen fastsatte femaarige foraeldelsesfrist kun finder anvendelse, saafremt der er tale om »regnefejl ved opgoerelsen eller anvendelse af en anden sats end den, der er fastsat i tariffen«, gaelder den i codice civile's artikel 2946 fastsatte almindelige tiaarige foraeldelsesfrist for soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb, der under tilsidesaettelse af faellesskabsretten er betalt med urette, og som derfor »objektivt er betalt med urette«, jf. artikel 2033 i codice civile.

9 Giudice conciliatore di Milano var i tvivl om, hvorvidt de omtvistede bestemmelser er forenelige med forskellige faellesskabsretlige principper og har derfor forelagt Domstolen foelgende nye praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er retssikkerhedsprincippet, princippet om effektiv beskyttelse af rettigheder i henhold til faellesskabsretten og forbuddet mod forskelsbehandling for saa vidt angaar beskyttelsen af saadanne rettigheder (hvorefter de internretlige procedureregler ikke maa vaere mindre gunstige og i al fald ikke i al for hoej grad vanskeliggoere haandhaevelsen af disse rettigheder), i den udformning, Domstolen har givet disse principper, til hinder for indfoerelsen af en internretlig bestemmelse som bestemmelsen i artikel 29, stk. 1, i lov nr. 428 af 29. december 1990, der, som den er formuleret klart, fremtraeder som en fortolkningsregel, og altsaa en regel med tilbagevirkende gyldighed, men som i realiteten har erstattet den hidtil gaeldende almindelige regel om tiaarig foraeldelse med en regel om femaarig foraeldelse, og som - idet foraeldelsesperioden i anden sammenhaeng fastsaettes til tre aar - bestemmer, at de frister, der herefter gaelder, allerede loeber paa tidspunktet for bestemmelsens ikrafttraeden, hvorved den, uden at der ses nogen begrundelse herfor, ogsaa fraviger det almindelige princip ifoelge artikel 252 i overgangs- og gennemfoerelsesbestemmelserne til codice civile, hvorefter indfoerelsen af en ny frist for haandhaevelsen af en rettighed - naar denne frist er kortere end den, der gjaldt efter den tidligere lovgivning - medfoerer, at denne nye frist for saa vidt angaar rettigheder stiftet foer dens indfoerelse antages foerst at begynde at loebe ved den nye bestemmelses ikrafttraeden?

2) Er princippet om, at procedurereglerne i national ret i forbindelse med beskyttelsen af rettigheder, der udspringer af faellesskabsretten, ikke maa vaere mindre gunstige end de regler, der gaelder for tilsvarende internretlige procedurer (jf. Domstolens domme af 15.12.1976, Rewe og Comet, Sml. s. 1989 og s. 2043, samt flere senere domme) til hinder for indfoerelse af en nationalretlig bestemmelse som bestemmelsen i artikel 29, stk. 1, i lov nr. 428 af 29. december 1990, der med det klare formaal at skabe ensartede frister for fremsaettelsen af tilbagebetalingskrav for beloeb, der er betalt i forbindelse med toldekspeditioner, i realiteten (som det klart fremgaar af bestemmelsens tekst og det kapitel, hvori den er anbragt) medfoerer, at de tidligere i toldlovens artikel 91 fastsatte foraeldelsesfrister (der kun havde gyldighed for regnefejl eller tilfaelde, hvor der var anvendt en anden sats end toldtariffens) udvides, saaledes at de ogsaa kommer til at omfatte beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld i henhold til faellesskabsrettens regler, mens den tilsvarende tilbagesoegning af beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld i henhold til nationale retsregler (artikel 2033 i codice civile), omfattes af den tiaarige foraeldelse?

3) Er det princip, som Domstolen har knaesat i dom af 25. juli 1991 i sag C-208/90, Emmott, og hvorefter en medlemsstat, indtil et direktiv er korrekt gennemfoert, ikke, naar den har undladt en saadan gennemfoerelse, kan paaberaabe sig, at en sag, som en borger har anlagt mod den med det formaal at beskytte rettigheder, som dette direktiv giver ham, er anlagt for sent, og at en soegsmaalsfrist efter national ret foerst kan begynde at loebe fra dette tidspunkt - som et udtryk for retssikkerhedsprincippet - bindende for de nationale domstole paa samme maade som faellesskabsrettens skrevne bestemmelser?

4) Saafremt det foregaaende spoergsmaal besvares bekraeftende, spoerges det, om ovennaevnte i dommen 25. juli 1991 i sag C-208/90 knaesatte princip som et konkret udtryk for et af de grundlaeggende principper i faellesskabsretten har direkte, almindelig gyldighed, og saaledes kan anvendes umiddelbart og paaberaabes af private borgere for de nationale domstole i alle andre tilfaelde, hvor et direktiv ikke er korrekt gennemfoert - saaledes f.eks. i tilfaelde som det, der med baggrund i direktiv 83/643/EOEF var genstand for sag 340/87, Kommissionen mod Den Italienske Republik, og for dom af 5. oktober 1995 i sag C-125/94, Aprile; i disse var der tale om nationale bestemmelser, der var blevet holdt i kraft, og hvorefter der i strid med faellesskabsretten skulle betales afgifter, der ikke skyldtes under de foreliggende forhold (f.eks. for fortoldningen af varer), men hvis betaling den erhvervsdrivende ikke kunne afvise. Endvidere oenskes der en afgoerelse af, om en medlemsstat, der undlader at opfylde forpligtelsen til at gennemfoere faellesskabsbestemmelser, der har direkte gyldighed, kan goere gaeldende, at praeklusions- eller foraeldelsesfrister loeber i det tidsrum, i hvilket de mod faellesskabsretten stridende nationale bestemmelser er blevet holdt i kraft.«

Kan de praejudicielle spoergsmaal antages til realitetsbehandling?

10 Den franske regering har stillet sig tvivlende over for, hvorvidt de praejudicielle spoergsmaal skal besvares. Efter regeringens opfattelse er raekkevidden af de omtvistede bestemmelser ikke klar, og saafremt Domstolen maatte naa frem til en fortolkning, hvorefter det maa antages, at Aprile's soegsmaal med paastand om tilbagebetaling er anlagt rettidigt, er en besvarelse af de forelagte spoergsmaal ikke noedvendig med henblik paa tvistens afgoerelse.

11 Hertil bemaerkes, at det tilkommer den nationale ret at vurdere raekkevidden af de nationale bestemmelser, og hvorledes de skal anvendes (jf. bl.a. dom af 7.12.1995, sag C-45/94, Ayuntamiento de Ceuta, Sml. I, s. 4385, praemis 26). Da den nationale ret under hensyn til sagens omstaendigheder bedst er i stand til at vurdere, hvorvidt en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for dens afgoerelse i sagen, kan det ikke antages, at de praejudicielle spoergsmaal ikke skal besvares, fordi der er mulighed for, at de anfaegtede bestemmelser vil blive fortolket paa en bestemt maade (jf., analogt, dom af 30.4.1996, sag C-194/94, CIA Security International, Sml. I, s. 2201, praemis 20).

12 De af den nationale ret forelagte spoergsmaal findes herefter at burde besvares.

Foerste og andet spoergsmaal

13 Med de to foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for, at der anvendes en national bestemmelse, hvorefter der for alle tilbagebetalingskrav paa toldomraadet gaelder en saerlig praeklusiv frist paa oprindeligt fem, derefter tre aar, i stedet for den almindelige tiaarige foraeldelsesfrist, der gaelder for tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld.

14 Ifoelge Aprile maa disse to spoergsmaal besvares bekraeftende, idet den omtvistede bestemmelse paa afgoerende punkter og med tilbagevirkende gyldighed er i strid med de tidligere gaeldende bestemmelser i codice civile og i toldlovgivningen, saaledes som Corte Suprema di cassazione har fortolket dem. Den naevnte ret har saaledes ifoelge Aprile fastslaaet, at et tilbagebetalingskrav vedroerende beloeb, der er baseret paa faellesskabsretten, og som udspringer af, at der ikke bestaar nogen befoejelse til at fastsaette afgifter, maa vaere omfattet af de almindelige foraeldelsesregler i codice civile og ikke af den saerlige praeklusive frist, der er fastsat i skatte- og afgiftslovgivningen eller i toldlovgivningen, og som kun finder anvendelse paa krav om tilbagebetaling af beloeb, der er betalt for meget som foelge af regnefejl eller en fejlagtig anvendelse af toldtariffen.

15 Den italienske og franske regering samt Det Forenede Kongeriges regering har heroverfor anfoert, at den praeklusive frist, der er indfoert ved den omtvistede bestemmelse, er fuldt tilstraekkelig til, at udoevelsen af de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten, ikke i praksis bliver umulig eller uforholdsmaessig vanskelig, og at den paagaeldende frist maa finde anvendelse uden forskel paa alle tilbagebetalingskrav paa toldomraadet, uanset om de stoettes paa national ret eller paa faellesskabsretten. Den italienske regering har praeciseret, at det er den samme frist paa tre aar, som i national ret gaelder med hensyn til forskellige former for afgifter, og fremhaevet, at der efter faellesskabsretten gaelder en lignende frist med hensyn til krav om godtgoerelse af eller fritagelse for told. Regeringen har endvidere henvist til Corte Suprema di cassazione's nyeste praksis, hvorefter det for saa vidt angaar tilbagebetalingskrav vedroerende beloeb, der er erlagt i strid med faellesskabsretten, er den saerlige praeklusive frist, som er fastsat i den nationale afgiftslovgivning, der finder anvendelse, og ikke den almindelige foraeldelsesfrist, der gaelder med hensyn til krav om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld.

16 Kommissionen har med henvisning til sine bemaerkninger i den sag, hvor Domstolen afsagde dom den 15. september 1998 (sag C-231/96, Edis, Sml. I, s, 4951), foreslaaet, at de forelagte spoergsmaal omformuleres. Efter Kommissionens opfattelse oensker den forelaeggende ret reelt oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der med hensyn til tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er betalt i forbindelse med toldekspeditioner, og som er anerkendt som uforenelige med faellesskabsretten, gaelder en praeklusiv frist, som forudsaetter, at staten har en befoejelse til at opkraeve afgifter, og at der bestaar et afgiftskrav, i stedet for en foraeldelsesfrist, som efter den paagaeldende lovgivning finder anvendelse, saafremt beloebet objektivt skulle tilbagebetales som foelge af, at der ikke bestaar en saadan befoejelse og et saadant krav. Med henblik paa afgoerelsen af denne problemstilling har Kommissionen blandt andet anfoert, at i henhold til dom af 29. juni 1988 (sag 240/87, Deville, Sml. s. 3513) maa en national lovgiver ikke, efter at Domstolen har afsagt en dom, hvoraf det fremgaar, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, fastsaette en procedureregel, som konkret forringer mulighederne for tilbagesoegning af afgifter, som er opkraevet med urette i henhold til denne lovgivning.

17 Som Domstolen har fastslaaet i en raekke afgoerelser, fremgaar det af en sammenlignende undersoegelse af de nationale retssystemer, at spoergsmaalet om anfaegtelse af ulovlige krav om betaling af afgifter og om tilbagesoegning af afgifter, der er betalt med urette, er loest paa forskellig maade i de enkelte medlemsstater og inden for samme stat endog kan afhaenge af, hvilke typer skatter og afgifter der er tale om. I nogle tilfaelde er der, for anfaegtelse af saadanne krav, ved lov fastsat praecise frist- og procedureregler for saavel klager til afgiftsmyndighederne som indbringelse af spoergsmaalet for domstolene. I andre tilfaelde skal sager om tilbagebetaling af urigtigt erlagte afgifter indbringes for de almindelige domstole, i de fleste tilfaelde efter de regler, der gaelder for tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld, ligesom der er adgang til at anlaegge saadanne sager inden for kortere eller laengere frister, i visse tilfaelde inden for den almindelige formueretlige foraeldelsesfrist (jf. dom af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, praemis 22 og 23, af 27.3.1980, sag 61/79, Denkavit italiana, Sml. s. 1205, praemis 23 og 24, og domme af 10.7.1980, sag 811/79, Ariete, Sml. s. 2545, praemis 10 og 11, og sag 826/79, Mireco, Sml. s. 2559, praemis 11 og 12).

18 Disse forskelle mellem de nationale ordninger er navnlig en foelge af, at der ikke findes faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagesoegning af nationale afgifter, der er opkraevet med urette. I en saadan situation tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsretten medfoerer for borgerne. Disse regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret (aekvivalensprincippet), og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. senest Edis-dommen, praemis 19 og 34, og dom af 15.9.1998, sag C-260/96, Spac, Sml. I, s, 4997, praemis 18).

19 For saa vidt angaar sidstnaevnte princip har Domstolen fastslaaet, at det er foreneligt med faellesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsaettes rimelige, praeklusive soegsmaalsfrister til beskyttelse af baade den afgiftspligtige og den paagaeldende myndighed (jf. domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, praemis 5, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, praemis 17 og 18, samt dommen i sagen Denkavit italiana, praemis 23; se ogsaa dom af 10.7.1997, sag C-261/95, Palmisani, Sml. I, s. 4025, praemis 28, og af 17.7.1997, sag C-90/94, Haahr Petroleum, Sml. I, s. 4085, praemis 48). Saadanne frister kan ikke antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten. En national, praeklusiv frist paa tre aar, som regnes fra det tidspunkt, hvor den anfaegtede betaling foretages, findes herved ikke at vaere urimelig (jf. Edis-dommen, praemis 35, og Spac-dommen, praemis 19).

20 Det er en betingelse for, at aekvivalensprincippet er overholdt, at den omtvistede regel finder anvendelse uden forskel paa soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af faellesskabsretten, og soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af national ret, og der er tale om afgifter eller gebyrer af samme art. Dette princip kan derimod ikke fortolkes saaledes, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning om tilbagebetaling til at omfatte alle tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter eller gebyrer, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten (jf. Edis-dommen, praemis 36, og Spac-dommen, praemis 20).

21 Faellesskabsretten er saaledes ikke til hinder for, at en medlemsstats lovgivning ud over en almindelig foraeldelsesfrist, der gaelder med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, indeholder saerlige og mindre gunstige regler med hensyn til indgivelse af klager og anlaeggelse af soegsmaal med henblik paa anfaegtelse af gebyrer og andre former for afgifter. Det ville kun forholde sig anderledes, saafremt de paagaeldende regler alene fandt anvendelse paa tilbagebetalingskrav vedroerende saadanne gebyrer og afgifter, der stoettes paa faellesskabsretten (jf. dommen i Edis-sagen, praemis 37, og i Spac-sagen, praemis 21).

22 For saa vidt angaar den foreliggende sag bemaerkes, at den omtvistede praeklusive frist udtrykkeligt omfatter alle krav og soegsmaal vedroerende tilbagebetaling af beloeb, der er betalt i forbindelse med toldekspeditioner. Ifoelge oplysninger, som den italienske regering ikke har bestridt, finder en tilsvarende frist tilmed anvendelse paa tilbagebetalingskrav vedroerende en raekke afgifter. Som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 31 i sit forslag til afgoerelse, finder den naevnte frist saaledes anvendelse uden forskel paa alle tilbagebetalingskrav vedroerende saadanne afgifter, uanset hvilket grundlag de stoettes paa, og den kan derfor ikke antages at vaere i strid med aekvivalensprincippet.

23 Kommissionen har med henvisning til de bemaerkninger, den fremkom med i Edis-sagen, anfoert, at den omtvistede bestemmelse har medfoert, at Corte Suprema di cassazione har aendret sin praksis, idet retten indtil da havde begraenset anvendelsen af praeklusive frister til kun at omfatte tilfaelde, hvor beregningen af afgifterne var behaeftet med fejl. Naar retten med hensyn til krav om tilbagebetaling af de betalte beloeb har ladet den praeklusive frist paa tre aar, der er fastsat i artikel 29 i lov nr. 428/1990, gaelde i stedet for den almindelige tiaarige foraeldelsesfrist, har denne bestemmelse, saaledes som den fortolkes af Corte Suprema di cassazione, udtrykkeligt begraenset muligheden for at anlaegge sag med paastand om tilbagebetaling af en afgift, der er opkraevet med urette og i strid med faellesskabsretten, hvilket er en tilsidesaettelse af dom af 2. februar 1988 (sag 309/85, Barra, Sml. s. 355) og Deville-dommen.

24 Hertil bemaerkes, at Domstolen i Barra-dommen, praemis 19, fastslog, at faellesskabsretten er til hinder for en national lovbestemmelse, hvorefter kun personer, der har gjort et tilbagesoegningskrav gaeldende inden afsigelsen af en dom, hvorved Domstolen udtalte, at en afgift er i strid med traktaten, kan faa afgiften tilbagebetalt. En saadan bestemmelse fratager uden videre fysiske og juridiske personer, som ikke opfylder denne betingelse, retten til at faa tilbagebetalt et beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld, hvorfor bestemmelsen goer det umuligt for borgerne at paaberaabe sig de rettigheder, der er tillagt dem ved faellesskabsretten.

25 Tilsvarende kendte Domstolen i Deville-dommen for ret, at en national lovgiver ikke, efter at Domstolen har afsagt en dom, hvoraf det fremgaar, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, maa fastsaette en procedureregel, som konkret forringer mulighederne for tilbagesoegning af afgifter, som er opkraevet med urette i henhold til denne lovgivning.

26 Det fremgaar af de naevnte domme, at en medlemsstat ikke maa udstede bestemmelser, i hvilke der med hensyn til tilbagesoegning af en afgift, som ved dom afsagt af Domstolen er erklaeret uforenelig med faellesskabsretten, eller hvis uforenelighed med faellesskabsretten foelger af en saadan dom, fastsaettes betingelser, der konkret vedroerer den paagaeldende afgift, og som er mindre gunstige end dem, der uden saadanne betingelser ville have vaeret gaeldende med hensyn til kravet om tilbagebetaling af den paagaeldende afgift.

27 Som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 45 i sit forslag til afgoerelse, adskiller omstaendighederne i den foreliggende sag sig vaesentligt fra dem, der var baggrunden for ovennaevnte domme.

28 For det foerste er den frist, inden for hvilken der i henhold til den omtvistede bestemmelse kan anlaegges sag med paastand om tilbagebetaling af beloeb betalt med urette, ganske vist blevet vaesentlig kortere, men fristen findes at vaere tilstraekkelig til, at den effektivt sikrer retten til tilbagebetaling. Det bemaerkes herved naermere, at det fremgaar af de skriftlige og mundtlige indlaeg, der er afgivet for Domstolen, at de italienske domstole, herunder Corte Suprema di cassazione, har fortolket bestemmelsen saaledes, at den hjemlede mulighed for, at der kunne anlaegges sag senest tre aar efter bestemmelsens ikrafttraeden. Under disse omstaendigheder kan det ikke antages, at bestemmelsen reelt har tilbagevirkende gyldighed.

29 Endvidere bemaerkes, at den omtvistede frist ikke alene finder anvendelse paa en bestemt form for afgifter, der tidligere er kendt uforenelige med faellesskabsretten, men ogsaa paa en lang raekke interne afgifter, gebyrer mv., for hvilke der ved lov er gennemfoert en ensartet ordning om foraeldelse og praeklusion.

30 Endelig bemaerkes, at den omtvistede lov blev vedtaget efter afsigelsen af den tidligere naevnte dom af 30. maj 1989 i sagen Kommissionen mod Italien, men inden afsigelsen af dommen af 21. marts 1991 i sagen Kommissionen mod Italien samt af Aprile I-dommen.

31 Henset hertil kan den omtvistede lovgivning ikke antages at vaere en foranstaltning, der udtrykkeligt har til formaal at begraense foelgerne af, hvad Domstolen fastslog i disse forskellige domme. Det bemaerkes herved navnlig, saaledes som det allerede er sket i naervaerende doms praemis 22, at den omtvistede bestemmelse omfatter alle krav og soegsmaal vedroerende tilbagebetaling af beloeb, der er betalt i forbindelse med toldekspeditioner, uanset hvad tilbagebetalingskravet stoettes paa, og at bestemmelsen indeholder en praeklusiv frist svarende til den, der allerede gaelder for forskellige afgifter.

32 I oevrigt bemaerkes, at Domstolens bemaerkninger i ovennaevnte dom af 30. maj 1989 i sagen Kommissionen mod Italien, der er den eneste dom, der er afsagt, inden den i den foreliggende sag omtvistede bestemmelse blev udstedt, konkret drejede sig om, at de erhvervsdrivende i forbindelse med samhandelen inden for Faellesskabet blev debiteret for udgifterne ved den kontrol og de administrative formaliteter, der blev foretaget i en del af graenseovergangsstedernes saedvanlige aabningstid. Som det fremgaar af praemis 19 i Aprile I-dommen, er det godtgjort, at en del af de varer, Aprile indfoerte, og som blev paalagt de afgifter, selskabets tilbagebetalingskrav vedroerer, havde oprindelse i tredjelande. Som generaladvokaten paapegede i punkt 19 i sit forslag til afgoerelse i Aprile I-sagen, er det under hovedsagen klart blevet praeciseret, at der var tale om afgifter, der var erlagt som vederlag for toldmyndighedernes tjenesteydelser, leveret uden for de normale aabningstider.

33 Heraf foelger, at Domstolens domme i Barra- og Deville-sagerne ikke kan anvendes i den foreliggende sag.

34 De to foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at der anvendes en national bestemmelse, hvorefter der for alle tilbagebetalingskrav paa toldomraadet gaelder en saerlig praeklusiv frist paa oprindeligt fem, derefter tre aar, i stedet for den almindelige tiaarige foraeldelsesfrist, der gaelder for tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld, forudsat at den paagaeldende praeklusive frist, som er den samme som den, der allerede gaelder for forskellige afgifter, finder anvendelse uden forskel paa tilbagebetalingskrav, der stoettes paa faellesskabsretten, og krav, der stoettes paa national ret.

Tredje og fjerde spoergsmaal

35 Med det tredje og fjerde spoergsmaal oensker den forelaeggende ret under henvisning til dom af 25. juli 1991 (sag C-208/90, Emmott, Sml. I, s. 4269) oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretlige bestemmelser, under henvisning til en national, praeklusiv frist, saa laenge medlemsstaterne ikke har aendret de nationale bestemmelser med henblik paa at goere dem forenelige med de faellesskabsretlige bestemmelser.

36 Ifoelge Aprile maa disse spoergsmaal besvares bekraeftende, idet det princip, Domstolen opstillede i dommen i Emmott-sagen, har en betydelig raekkevidde og maa antages at finde anvendelse i alle saadanne situationer, hvor nationale bestemmelser, der er i strid med faellesskabsretlige bestemmelser, afskaerer borgerne fra at blive bekendt med deres rettigheder.

37 Heroverfor har den italienske og franske regering samt Det Forenede Kongeriges regering gjort gaeldende, at det naevnte princip ikke finder anvendelse i et tilfaelde som det, hovedsagen omhandler, hvor de paaberaabte rettigheder ikke udspringer af direktivbestemmelser, men af bestemmelser i traktaten, i internationale aftaler eller i EF-forordninger. Efter regeringernes opfattelse fremgaar det klart af dom af 27. oktober 1993 (sag C-338/91, Steenhorst-Neerings, Sml. I, s. 5475) og af 6. december 1994 (sag C-410/92, Johnson, Sml. I, s. 5483), at afgoerelsen i Emmott-sagen var begrundet i de saerlige omstaendigheder i den sag og ikke er udtryk for et grundlaeggende faellesskabsretligt princip.

38 Kommissionen anfoerte i foerste omgang, at dommene i Steenhorst-Neerings- og Johnson-sagerne vedroerte klager over sociale ydelser, der med urette var blevet naegtet, og at de paagaeldende domme derfor ikke var relevante for den foreliggende sag. Kommissionen fandt saaledes, at dommen i Emmott-sagen maatte finde anvendelse paa tilbagebetalingskrav vedroerende gebyrer, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, dog saaledes, at den medlemsstat, der har begaaet overtraedelsen, ikke maa drage fordel heraf. I retsmoedet ville Kommissionen imidlertid ikke fastholde dette synspunkt, idet den indroemmede, at det var blevet underkendt ved dom af 2. december 1997 (sag C-188/95, Fantask m.fl., Sml. I, s. 6783).

39 Det foelger af besvarelsen af de to foerste spoergsmaal, at faellesskabsretten principielt ikke er til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, under henvisning til en national, praeklusiv frist paa tre aar.

40 Ganske vist har Domstolen i Emmott-dommen, praemis 23, fastslaaet, at indtil et direktiv er korrekt gennemfoert, kan den medlemsstat, som undlader dette, ikke paaberaabe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formaal at beskytte rettigheder, som dette direktiv giver ham, er anlagt for sent, og at en soegsmaalsfrist efter national ret foerst kan begynde at loebe fra dette tidspunkt.

41 Som Domstolen bekraeftede i Johnson-sagen, praemis 26, fremgaar det imidlertid af dommen i Steenhorst-Neerings-sagen, at afgoerelsen i Emmott-sagen var begrundet i de saerlige omstaendigheder i denne, idet en afvisning af sagsoegerens krav ville vaere ensbetydende med, at hun var fuldstaendig afskaaret fra at paaberaabe sig sin ret til ligebehandling efter et EF-direktiv (jf. ogsaa dommen i sagen Haahr Petroleum, praemis 52, og dom af 17.7.1997, forenede sager C-114/95 og C-115/95, Texaco og Olieselskabet Danmark, Sml. I, s. 4263, praemis 48).

42 I dommen i sagen Fantask m.fl. fastslog Domstolen saaledes, at faellesskabsretten ikke forbyder en medlemsstat, som ikke har gennemfoert Raadets direktiv 69/335/EOEF af 17. juli 1969 om kapitaltilfoerselsafgifter (EFT 1969 II, s. 405) korrekt, at afskaere tilbagebetalingskrav vedroerende gebyrer, der er opkraevet i strid med direktivet, under henvisning til en national foraeldelsesfrist paa fem aar, der regnes fra det tidspunkt, hvor de paagaeldende gebyrer kunne kraeves betalt.

43 Ud fra det i sagen oplyste og den mundtlige forhandling findes de italienske myndigheders adfaerd, sammenholdt med, at den omtvistede frist har vaeret gaeldende, i den foreliggende sag ikke - som det var tilfaeldet i Emmott-sagen - at have vaeret ensbetydende med, at det sagsoegende selskab har vaeret fuldstaendig afskaaret fra at goere sine rettigheder gaeldende ved de nationale domstole.

44 Ydermere fremgaar det af Domstolens praksis (jf. dommen i Haahr Petroleum-sagen, praemis 53, og i sagen Texaco og Olieselskabet Danmark, praemis 49), at afgoerelsen i Emmott-sagen ikke finder anvendelse paa tilbagesoegningskrav, som ikke stoettes paa den direkte virkning af et direktiv. Selv om Domstolen i Aprile I-sagen var anmodet om at tage stilling til anvendelsesomraadet for direktiv 87/53, fremgaar det af sagen, at den omstaendighed, at de omtvistede afgifter ikke er forenelige med faellesskabsretten, ikke er en foelge af en manglende eller en ukorrekt gennemfoerelse af det paagaeldende direktiv, men af en tilsidesaettelse af traktatbestemmelser eller andre umiddelbart anvendelige EF-retsakter.

45 Det tredje og fjerde spoergsmaal maa herefter besvares med, at under omstaendigheder som de i hovedsagen foreliggende er faellesskabsretten ikke til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretlige bestemmelser, under henvisning til en national, praeklusiv frist, selv hvis den paagaeldende medlemsstat endnu ikke har aendret sine interne bestemmelser for at goere dem forenelige med de faellesskabsretlige bestemmelser.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

46 De udgifter, der er afholdt af den franske regering, den italienske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Giudice conciliatore di Milano ved kendelse af 25. juni 1996, for ret:

1) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at der anvendes en national bestemmelse, hvorefter der for alle tilbagebetalingskrav paa toldomraadet gaelder en saerlig praeklusiv frist paa oprindeligt fem, derefter tre aar, i stedet for den almindelige tiaarige foraeldelsesfrist, der gaelder for tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld, forudsat at den paagaeldende praeklusive frist, som er den samme som den, der allerede gaelder for forskellige afgifter, finder anvendelse uden forskel paa tilbagebetalingskrav, der stoettes paa faellesskabsretten, og krav, der stoettes paa national ret.

2) Under omstaendigheder som de i hovedsagen foreliggende er faellesskabsretten ikke til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretlige bestemmelser, under henvisning til en national, praeklusiv frist, selv hvis den paagaeldende medlemsstat endnu ikke har aendret sine interne bestemmelser for at goere dem forenelige med de faellesskabsretlige bestemmelser.

Full & Egal Universal Law Academy