Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Praejudicielle spoergsmaal - fortolkning - fortolkningsdommes tidsmaessige virkninger - tilbagevirkende gyldighed - raekkevidde - anvendelse af en national, praeklusiv frist paa et krav om tilbagebetaling af nationale afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten
(EF-traktaten, art. 177)
2 Faellesskabsret - direkte virkning - nationale afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling - naermere regler - anvendelse af national ret - praeklusive frister - lovlighed - betingelser - overholdelse af princippet om faellesskabsrettens effektivitet - overholdelse af princippet om, at betingelserne for erstatning og de betingelser, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, skal vaere aekvivalente
3 Institutionernes retsakter - direktiver - direkte virkning - foelger - mulighed for at goere nationale regler om soegsmaalsfrister gaeldende mod en borger foer direktivets korrekte gennemfoerelse - lovligt - betingelser
Sammendrag
1 Den fortolkning, som Domstolen foretager af en faellesskabsretlig regel under udoevelse af sin kompetence i henhold til traktatens artikel 177, belyser og praeciserer i noedvendigt omfang betydningen og raekkevidden af den paagaeldende regel, saaledes som den skal forstaas og anvendes, henholdsvis burde have vaeret forstaaet og anvendt fra sin ikrafttraeden. Det foelger heraf, at den saaledes fortolkede regel kan og skal anvendes af retten endog i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og bestaar, foer der afsiges dom vedroerende fortolkningsanmodningen, saafremt betingelserne for at forelaegge en tvist om anvendelsen af den naevnte regel i oevrigt er opfyldt. Under hensyn til de naevnte principper maa det hoere til de absolutte undtagelser, at Domstolen begraenser virkningerne af en dom vedroerende en fortolkningsanmodning.
Anvendelsen af nationale, processuelle regler for soegsmaal, saavel de materielle som de formelle regler, er ikke det samme som en begraensning af virkningerne af en dom, hvorved Domstolen fortolker en faellesskabsretlig bestemmelse. Foelgen af en saadan begraensning er saaledes, at borgerne, som normalt i henhold til de nationale, processuelle regler kan udoeve de rettigheder, den omtvistede faellesskabsretlige bestemmelse tillaegger dem, fratages muligheden for at paaberaabe sig den til stoette for deres krav.
Den omstaendighed, at Domstolen har afsagt en praejudiciel dom vedroerende fortolkningen af en faellesskabsretlig bestemmelse, men ikke begraenset dommens tidsmaessige virkninger, beroerer derfor ikke en medlemsstats ret til at afskaere tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med den paagaeldende bestemmelse, under henvisning til en national, praeklusiv frist.
2 I mangel af faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagesoegning af nationale afgifter, der er opkraevet med urette, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsretten medfoerer for borgerne. Disse regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret (aekvivalensprincippet), og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (effektivitetsprincippet).
For saa vidt angaar effektivitetsprincippet er det foreneligt med faellesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsaettes rimelige, praeklusive soegsmaalsfrister til beskyttelse af baade den afgiftspligtige og den paagaeldende myndighed. Saadanne frister kan ikke antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten. En national, praeklusiv frist paa tre aar, som regnes fra det tidspunkt, hvor den anfaegtede betaling foretages, findes herved ikke at vaere urimelig.
Det er en betingelse for, at aekvivalensprincippet er overholdt, at den omtvistede regel finder anvendelse uden forskel paa soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af faellesskabsretten, og soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af national ret, og der er tale om afgifter eller gebyrer af samme art. Dette princip kan derimod ikke fortolkes saaledes, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning om tilbagebetaling til at omfatte alle tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter eller gebyrer, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten. Faellesskabsretten er saaledes ikke til hinder for, at en medlemsstats lovgivning ud over en almindelig foraeldelsesfrist, der gaelder med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, indeholder saerlige og mindre gunstige regler med hensyn til indgivelse af klager og anlaeggelse af soegsmaal med henblik paa anfaegtelse af gebyrer og andre former for afgifter. Det ville kun forholde sig anderledes, saafremt de paagaeldende regler alene fandt anvendelse paa tilbagebetalingskrav vedroerende saadanne gebyrer og afgifter, der stoettes paa faellesskabsretten.
Faellesskabsretten er saaledes ikke til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, under henvisning til en national, praeklusiv frist paa tre aar, som er en undtagelse fra den almindelige ordning, der gaelder med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, for hvilke der gaelder en gunstigere frist, forudsat at den paagaeldende praeklusive frist finder anvendelse uden forskel paa tilbagebetalingskrav vedroerende saadanne afgifter, der stoettes paa faellesskabsretten, og krav, der stoettes paa national ret.
3 Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med et direktiv, under henvisning til en national, praeklusiv frist, der regnes fra det tidspunkt, hvor de paagaeldende afgifter blev betalt, selv om direktivet paa det paagaeldende tidspunkt endnu ikke var blevet korrekt gennemfoert i national ret. En saadan frist maa dog ikke vaere mindre gunstig med hensyn til soegsmaal, der stoettes paa faellesskabsretten, end for soegsmaal, der stoettes paa national ret, og den maa ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden. De nationale myndigheders adfaerd, sammenholdt med, at den omtvistede frist har vaeret gaeldende, findes i oevrigt ikke at have vaeret ensbetydende med, at sagsoegeren har vaeret fuldstaendig afskaaret fra at goere sine rettigheder gaeldende ved de nationale domstole.
Parter
I sag C-231/96,
angaaende en anmodning, som Tribunale di Genova (Italien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,
Edilizia Industriale Siderurgica Srl (Edis)
mod
Ministero delle Finanze,
at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af de faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagesoegning af fejlagtigt erlagte beloeb,
har
DOMSTOLEN
sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene H. Ragnemalm, M. Wathelet og R. Schintgen samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet (refererende dommer), L. Sevón og K.M. Ioannou,
generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,
efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:
- Edilizia Industriale Siderurgica Srl (Edis) ved advokaterne Giuseppe Conte og Giuseppe M. Giacomini, Genova
- den italienske regering ved afdelingschef, professor Umberto Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af statens advokat, Ivo M. Braguglia
- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og ekspeditionssekretaer Gautier Mignot, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede
- Det Forenede Kongeriges regering ved Stephanie Ridley, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister Nicholas Paines
- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Enrico Traversa, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,
paa grundlag af retsmoederapporten,
efter at der i retsmoedet den 3. februar 1998 er afgivet mundtlige indlaeg af Edilizia Industriale Siderurgica Srl (Edis), af den italienske regering, af den franske regering og af Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 26. marts 1998,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 18. juni 1996, indgaaet til Domstolen den 8. juli 1996, har praesidenten for Tribunale di Genova i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af de faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagesoegning af fejlagtigt erlagte beloeb.
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem paa den ene side det tidligere aktieselskab, nu anpartsselskabet Edilizia Industriale Siderurgica Srl (Edis) (herefter »Edis«) og paa den anden side det italienske finansministerium. Sagen vedroerer gebyret for registrering af selskaber i selskabsregistret (»tassa di concessione governativa«, herefter »gebyret«).
3 Gebyret blev indfoert ved dekret nr. 641 af 26. oktober 1972 fra republikkens praesident (GURI nr. 292 af 11.11.1972, supplement nr. 3, herefter »dekret nr. 641/72«). For saa vidt som gebyret opkraeves ved registrering af selskabers stiftelsesdokument i registret, er det blevet aendret flere gange, baade med hensyn til beloebsstoerrelse og til, hvor hyppigt det opkraeves.
4 Gebyret blev saaledes foerst vaesentligt forhoejet ved lovdekret nr. 853 af 19. december 1984 (GURI nr. 347 af 19.12.1984), omdannet til lov ved lov nr. 17 af 17. februar 1985 (GURI nr. 41a af 17.2.1985). Heri var det ogsaa fastsat, at gebyret ikke alene skulle erlaegges ved registreringen af et selskabs stiftelsesdokument i registret, men ogsaa hvert aar den 30. juni. Gebyret blev paa ny aendret i 1988 og 1989. I 1989 udgjorde det saaledes 12 mio. ITL for aktieselskaber og kommanditaktieselskaber, 3,5 mio. ITL for anpartsselskaber og 500 000 ITL for andre selskaber.
5 I dom af 20. april 1993, forenede sager C-71/91 og C-178/91, Ponente Carni og Cispadana Costruzioni (Sml. I, s. 1915, herefter »Ponente Carni-dommen«), som vedroerte gebyret, fastslog Domstolen, at artikel 10 i Raadets direktiv 69/335/EOEF af 17. juli 1969 om kapitaltilfoerselsafgifter (EFT 1969 II, s. 405) skal fortolkes saaledes, at den - medmindre andet foelger af undtagelsesbestemmelserne i artikel 12 - er til hinder for opkraevning af et aarligt gebyr for registrering af kapitalselskaber, uanset om afgiftsprovenuet medgaar til finansiering af den forvaltningsgren, der forestaar foerelsen af det register, som selskaberne registreres i. Domstolen fastslog endvidere, at artikel 12 i direktiv 69/335 skal fortolkes saaledes, at afgifter, der har karakter af vederlag, jf. artiklens stk. 1, litra e), kan vaere beloeb, der opkraeves som modydelse for lovpaabudte dispositioner i almenhedens interesse, som f.eks. registrering af kapitalselskaber. Beloebenes stoerrelse, der kan variere efter selskabsformen, skal beregnes paa grundlag af de med dispositionen forbundne omkostninger, der skoensmaessigt vil kunne fastsaettes til et bestemt beloeb.
6 Som foelge af ovennaevnte dom blev gebyret i henhold til lovdekret nr. 331 af 30. august 1993 (GURI nr. 203 af 30.8.1993), omdannet til lov ved lov nr. 427 af 29. oktober 1993 (GURI nr. 255 af 29.10.1993), nedsat til 500 000 ITL for alle selskaber, ligesom det ikke laengere blev opkraevet hvert aar.
7 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Edis i perioden mellem 1986 og 1992 betalte 64 500 000 ITL til statskassen i form af aarligt gebyr.
8 Selskabet var af den opfattelse, at beloebet var blevet betalt med urette, idet det paagaeldende gebyr var i strid med direktiv 69/335, og det kraevede derfor beloebet tilbagebetalt af afgiftsmyndighederne. Kravet blev afvist. Selskabet nedlagde herefter ved Tribunale di Genova paastand om, at rettens praesident over for Finansministeriet udstedte et paalaeg om at tilbagebetale selskabet det paagaeldende beloeb med renter beregnet med virkning fra hver enkelt indbetaling.
9 Praesidenten for Tribunale di Genova bemaerkede i forelaeggelseskendelsen, at det ved Ponente Carni-dommen blev bekraeftet, at gebyret er uforeneligt med faellesskabsretten. Domstolen begraensede imidlertid ikke dommens tidsmaessige virkninger. Praesidenten tilfoejede, at Corte costituzionale i dom nr. 56 af 24. februar 1995 (GURI, serie speciale nr. 9 af 1.3.1995) og Corte Suprema di cassazione i dom nr. 4468 af 23. februar 1996 efterfoelgende har anerkendt, at indbetalingerne af gebyret er foretaget med urette.
10 Praesidenten for Tribunale di Genova bemaerkede imidlertid, at Corte Suprema di cassazione i dom nr. 3458 af samme dag fastslog, at spoergsmaalet om tilbagebetaling af gebyret er omfattet af artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641/72, hvori det hedder: »En afgiftspligtig kan kraeve tilbagebetalt afgifter mv., der er betalt med urette, inden for en frist paa tre aar regnet fra betalingsdagen, idet der ellers indtraeder praeklusion ...«.
11 Praesidenten for Tribunale di Genova var imidlertid i tvivl om, hvorvidt de naevnte naermere regler om tilbagebetaling er forenelige med Domstolens praksis vedroerende krav om tilbagebetaling af afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten. Han bemaerkede bl.a., at efter de almindelige regler i italiensk ret gaelder der ikke en praeklusiv frist med hensyn til, hvornaar der skal anlaegges sag med paastand om tilbagebetaling af fejlagtigt erlagte beloeb, men kun den almindelige tiaarige foraeldelsesfrist, der er fastsat i artikel 2946 i codice civile.
12 Praesidenten for Tribunale di Genova udsatte derfor sagen og har forelagt Domstolen foelgende tre praejudicielle spoergsmaal:
»1) Til yderligere belysning af, hvad Domstolen fastslog i dom af 20. april 1993 i de forenede sager C-71/91 og C-178/91, Ponente Carni SpA mod Amministrazione delle Finanze dello Stato, oenskes det oplyst, om traktatens bestemmelser skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat indfoerer og/eller opretholder en national retsforskrift som den, der af den italienske lovgiver er indfoert ved artikel 13, stk. 2, i dekret nr. 641 af 26.10.1972 fra republikkens praesident, saafremt anvendelsen af en saadan retsforskrift medfoerer en tidsmaessig begraensning af retsvirkningerne af en dom afsagt af Domstolen.
2) Desuden oenskes det oplyst, om EF-traktatens artikel 5, saaledes som den fortolkes i Domstolens praksis, er forenelig med en national retsforskrift (artikel 13 i dekret nr. 641/72 fra republikkens praesident), som med hensyn til de processuelle regler for soegsmaal, der anlaegges med henblik paa at sikre tilbagebetaling af gebyrer, der er betalt i strid med Raadets direktiv 69/335/EOEF, indeholder en treaarig soegsmaalsfrist regnet fra indbetalingstidspunktet, en frist, som imidlertid ikke gaelder i national lovgivning med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private.
3) Saafremt det andet spoergsmaal besvares bekraeftende, oenskes det oplyst, om faellesskabsretten er forenelig med en national retsforskrift, hvorefter en soegsmaalsfrist (til skade for en borger fra en medlemsstat, som med henblik paa at opnaa tilbagebetaling af et gebyr erlagt med urette paaberaaber sig bestemmelser i et direktiv) begynder at loebe, inden direktivet er blevet korrekt gennemfoert i national ret.«
Det foerste spoergsmaal
13 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med en faellesskabsretlig bestemmelse, under henvisning til en national, praeklusiv frist, naar anvendelsen af en saadan frist ville medfoere en tidsmaessig begraensning af virkningerne af en praejudiciel dom fra Domstolen vedroerende fortolkningen af den paagaeldende bestemmelse.
14 Ifoelge Edis maa spoergsmaalet besvares bekraeftende. De regeringer, der har indgivet indlaeg, samt Kommissionen er derimod af den opfattelse, at en praeklusiv frist ikke medfoerer en begraensning af virkningerne med hensyn til fortiden af en dom afsagt af Domstolen. En saadan frist har ingen betydning for, om de rettigheder, faellesskabsretten tillaegger, bestaar, eller for deres indhold, men udelukkende for udoevelsen af de paagaeldende rettigheder. Det fremgaar i oevrigt af Domstolens faste praksis, at i mangel af faellesskabsbestemmelser paa omraadet tilkommer det hver enkelt medlemsstat at fastsaette processuelle regler for soegsmaal med henblik paa at sikre beskyttelsen af borgernes rettigheder efter faellesskabsretten (jf. domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, og senest dom af 8.2.1996, sag C-212/94, FMC m.fl., Sml. I, s. 389).
15 Det fremgaar af fast retspraksis, at den fortolkning, som Domstolen foretager af en faellesskabsretlig regel under udoevelse af sin kompetence i henhold til traktatens artikel 177, i noedvendigt omfang belyser og praeciserer betydningen og raekkevidden af den paagaeldende regel, saaledes som den skal forstaas og anvendes, henholdsvis burde have vaeret forstaaet og anvendt fra sin ikrafttraeden. Det foelger heraf, at den saaledes fortolkede regel kan og skal anvendes af retten endog i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og bestaar, foer der afsiges dom vedroerende fortolkningsanmodningen, saafremt betingelserne for at forelaegge en tvist om anvendelsen af den naevnte regel i oevrigt er opfyldt (jf. bl.a. dom af 27.3.1980, sag 61/79, Denkavit italiana, Sml. s. 1205, praemis 16, og af 13.2.1996, forenede sager C-197/94 og C-252/94, Bautiaa og Société française maritime, Sml. I, s. 505, praemis 47).
16 Det fremgaar ogsaa af fast retspraksis, at det under hensyn til de naevnte principper maa hoere til de absolutte undtagelser, at Domstolen begraenser virkningerne af en dom vedroerende en fortolkningsanmodning (jf. dommen i Denkavit italiana-sagen, praemis 17, og i de forenede sager Bautiaa og Société française maritime, praemis 48).
17 Det foelger heraf, at selv om virkningerne af en fortolkningsdom afsagt af Domstolen normalt gaar tilbage til det tidspunkt, hvor den fortolkede bestemmelse traadte i kraft, er det endvidere en betingelse for, at de nationale domstole kan anvende bestemmelsen paa faktiske omstaendigheder, der ligger forud for dommen, at de nationale, processuelle regler for sagsanlaeg er blevet overholdt, saavel de materielle som de formelle regler.
18 Anvendelsen af saadanne processuelle regler er ikke det samme som en begraensning af virkningerne af en dom, hvorved Domstolen fortolker en faellesskabsretlig bestemmelse. Foelgen af en saadan begraensning er saaledes, at borgerne, som normalt i henhold til de nationale, processuelle regler kan udoeve de rettigheder, den omtvistede faellesskabsretlige bestemmelse tillaegger dem, fratages muligheden for at paaberaabe sig den til stoette for deres krav.
19 Det fremgaar i oevrigt af fast retspraksis, at naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser om tilbagebetaling af nationale afgifter, der er opkraevet med urette, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsretten medfoerer for borgerne. Disse processuelle regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (jf. dommen i Rewe-sagen, praemis 5, i Comet-sagen, praemis 13 og 16, og senest dom af 14.12.1995, sag C-312/93, Peterbroeck, Sml. I, s. 4599, praemis 12).
20 Domstolen har saaledes fastslaaet, at det er foreneligt med faellesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsaettes rimelige, praeklusive soegsmaalsfrister til beskyttelse af baade den afgiftspligtige og den paagaeldende myndighed (jf. dommen i Rewe-sagen, praemis 5, i Comet-sagen, praemis 17 og 18, og i Denkavit italiana-sagen, praemis 23; se ogsaa dom af 10.7.1997, sag C-261/95, Palmisani, Sml. I, s. 4025, praemis 28, og af 17.7.1997, sag C-90/94, Haahr Petroleum, Sml. I, s. 4085, praemis 48). Den omstaendighed, at Domstolen har truffet praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af den omtvistede faellesskabsretlige bestemmelse, er i den henseende uden betydning (jf. i samme retning dommen i Rewe-sagen, praemis 7).
21 Under den mundtlige forhandling har Kommissionen imidlertid gjort gaeldende, at Corte Suprema di cassazione ved dom nr. 3458 af 23. februar 1996 har aendret sin praksis, idet retten indtil da havde begraenset anvendelsen af praeklusive frister som den omtvistede frist til kun at omfatte tilfaelde, hvor beregningen af afgifterne var behaeftet med fejl. Naar retten efter afsigelsen af Ponente Carni-dommen har fastslaaet, at der med hensyn til krav om tilbagebetaling af gebyret gaelder den praeklusive frist paa tre aar, der er fastsat i artikel 13 i dekret nr. 641/72, og ikke den almindelige tiaarige foraeldelsesfrist, har retten herved ifoelge Kommissionen udtrykkeligt begraenset muligheden for at anlaegge sag med paastand om tilbagebetaling af en afgift, der er opkraevet med urette og i strid med faellesskabsretten, hvilket er en tilsidesaettelse af Domstolens dom af 2. februar 1988 (sag 309/85, Barra, Sml. s. 355) og af 29. juni 1988 (sag 240/87, Deville, Sml. s. 3513).
22 Hertil bemaerkes, at Domstolen i dommen i Barra-sagen, praemis 19, fastslog, at faellesskabsretten er til hinder for en national lovbestemmelse, hvorefter kun personer, der har gjort et tilbagesoegningskrav gaeldende inden afsigelsen af en dom, hvorved Domstolen udtalte, at en afgift er i strid med traktaten, kan faa afgiften tilbagebetalt. En saadan bestemmelse fratager uden videre fysiske og juridiske personer, som ikke opfylder denne betingelse, retten til at faa tilbagebetalt et beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld, hvorfor bestemmelsen goer det umuligt for borgerne at paaberaabe sig de rettigheder, der er tillagt dem ved faellesskabsretten.
23 Tilsvarende kendte Domstolen i dommen i Deville-sagen for ret, at en national lovgiver ikke, efter at Domstolen har afsagt en dom, hvoraf det fremgaar, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, maa fastsaette en procedureregel, som konkret forringer mulighederne for tilbagesoegning af afgifter, som er opkraevet med urette i henhold til denne lovgivning.
24 Det fremgaar af de naevnte domme, at en medlemsstat ikke maa udstede bestemmelser, i hvilke der med hensyn til tilbagesoegning af en afgift, som ved dom afsagt af Domstolen er erklaeret uforenelig med faellesskabsretten, eller hvis uforenelighed med faellesskabsretten foelger af en saadan dom, fastsaettes betingelser, der konkret vedroerer den paagaeldende afgift, og som er mindre gunstige end dem, der uden saadanne betingelser ville have vaeret gaeldende med hensyn til kravet om tilbagebetaling af den paagaeldende afgift.
25 Uden at det er fornoedent at behandle spoergsmaalet om, paa hvilke betingelser den naevnte retspraksis finder anvendelse paa medlemsstaternes judicielle organer, bemaerkes blot, at Corte Suprema di cassazione's fortolkning vedroerte en national bestemmelse, som paa det tidspunkt, hvor Ponente Carni-dommen blev afsagt, havde vaeret gaeldende i en aarraekke, og at den paagaeldende bestemmelse ikke alene omhandler spoergsmaalet om tilbagebetaling af det gebyr, der var omtvistet i Ponente Carni-sagen, men ogsaa om tilbagebetaling af gebyrerne i almindelighed. Domstolens domme i Barra- og Deville-sagerne kan derfor ikke finde anvendelse i den foreliggende sag.
26 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at den omstaendighed, at Domstolen har afsagt en praejudiciel dom vedroerende fortolkningen af en faellesskabsretlig bestemmelse, men ikke begraenset dommens tidsmaessige virkninger, ikke beroerer en medlemsstats ret til at afskaere tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med den paagaeldende bestemmelse, under henvisning til en national, praeklusiv frist.
Det andet spoergsmaal
27 Med det andet spoergsmaal har den forelaeggende ret oensket oplyst, om det er foreneligt med EF-traktatens artikel 5, at der i en national bestemmelse, som med hensyn til de processuelle regler for soegsmaal, der anlaegges med henblik paa at sikre tilbagebetaling af gebyrer, der er betalt i strid med direktiv 69/335, er fastsat en praeklusiv frist paa tre aar regnet fra betalingstidspunktet, naar der i national ret ikke gaelder en saadan frist med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private.
28 Ifoelge Kommissionen vedroerer spoergsmaalet fortolkningen af en bestemmelse i italiensk ret, og det maa derfor afvises fra paakendelse, saaledes som det er formuleret. Kommissionen har paa denne baggrund foreslaaet, at det omformuleres. Efter Kommissionens opfattelse oensker den forelaeggende ret reelt oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der med hensyn til tilbagebetalingskrav vedroerende et gebyr, der er opkraevet i strid med direktiv 69/335, gaelder en praeklusiv frist, som forudsaetter, at staten har en befoejelse til at opkraeve afgifter, og at der bestaar et afgiftskrav, i stedet for en foraeldelsesfrist, som efter den paagaeldende lovgivning finder anvendelse, saafremt beloebet objektivt skulle tilbagebetales som foelge af, at der ikke bestaar en saadan befoejelse og et saadant krav.
29 Det fremgaar af spoergsmaalet, at den forelaeggende ret oensker oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, under henvisning til en national, praeklusiv frist paa tre aar, som er en undtagelse fra den almindelige ordning, der gaelder med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, for hvilke der gaelder en gunstigere frist. Den forelaeggende ret har saaledes anmodet Domstolen om at praecisere sin praksis, hvorefter de nationale processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsretten medfoerer for borgerne, ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret.
30 Spoergsmaalet findes herefter at maatte besvares.
31 Ifoelge Edis maa spoergsmaalet besvares bekraeftende. Edis har naermere anfoert, at i henhold til Domstolens praksis maa de nationale, processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, faellesskabsretten medfoerer for borgerne, ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret. Corte costituzionale har imidlertid udtrykkeligt fastslaaet, at et tilbagebetalingskrav vedroerende gebyret efter italiensk ret er omfattet af ordningen om tilbagesoegning af fejlagtigt erlagte beloeb.
32 De tre regeringer, der har indgivet indlaeg, har anfoert, at en medlemsstat paa skatte- og afgiftsomraadet kan fastsaette en praeklusiv frist, der ikke er den samme som den almindeligt gaeldende frist, forudsat at den paagaeldende frist finder anvendelse uden forskel paa tilbagebetalingskrav, der stoettes paa faellesskabsretten, og krav, der stoettes paa national ret. Dette er tilfaeldet i den foreliggende sag.
33 Som Domstolen har fastslaaet i en raekke afgoerelser, fremgaar det af en sammenlignende undersoegelse af de nationale retssystemer, at spoergsmaalet om anfaegtelse af ulovlige krav om betaling af afgifter og om tilbagesoegning af afgifter, der er betalt med urette, er loest paa forskellig maade i de enkelte medlemsstater og inden for samme stat endog kan afhaenge af, hvilke typer af skatter og afgifter der er tale om. I nogle tilfaelde er der, for anfaegtelse af saadanne krav, ved lov fastsat praecise frist- og procedureregler for saavel klager til afgiftsmyndighederne som indbringelse af spoergsmaalet for domstolene. I andre tilfaelde skal sager om tilbagebetaling af urigtigt erlagte afgifter indbringes for de almindelige domstole, i de fleste tilfaelde efter de regler, der gaelder for tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld, ligesom der er adgang til at anlaegge saadanne sager inden for kortere eller laengere frister, i visse tilfaelde inden for den almindelige formueretlige foraeldelsesfrist (jf. dom af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, praemis 22 og 23, dommen i Denkavit italiana-sagen, praemis 23 og 24, og domme af 10.7.1980, sag 811/79, Ariete, Sml. s. 2545, praemis 10 og 11, og sag 826/79, Mireco, Sml. s. 2559, praemis 11 og 12).
34 Disse forskelle mellem de nationale ordninger er navnlig en foelge af, at der ikke findes faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagesoegning af nationale afgifter, der er opkraevet med urette. I en saadan situation tilkommer det, som bemaerket i naervaerende doms praemis 19, hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsretten medfoerer for borgerne. Disse regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret (aekvivalensprincippet), og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (effektivitetsprincippet).
35 For saa vidt angaar sidstnaevnte princip har Domstolen, som allerede naevnt i naervaerende doms praemis 20, fastslaaet, at det er foreneligt med faellesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsaettes rimelige, praeklusive soegsmaalsfrister til beskyttelse af baade den afgiftspligtige og den paagaeldende myndighed. Saadanne frister kan ikke antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten. En national, praeklusiv frist paa tre aar, som regnes fra det tidspunkt, hvor den anfaegtede betaling foretages, findes herved ikke at vaere urimelig.
36 Det er en betingelse for, at aekvivalensprincippet er overholdt, at den omtvistede regel finder anvendelse uden forskel paa soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af faellesskabsretten, og soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af national ret, og der er tale om afgifter eller gebyrer af samme art (jf. i samme retning dom af 27.3.1980, forenede sager 66/79, 127/79 og 128/79, Salumi, Sml. s. 1237, praemis 21). Dette princip kan derimod ikke fortolkes saaledes, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning om tilbagebetaling til at omfatte alle tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter eller gebyrer, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten.
37 Faellesskabsretten er saaledes ikke til hinder for, at en medlemsstats lovgivning ud over en almindelig foraeldelsesfrist, der gaelder med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, indeholder saerlige og mindre gunstige regler med hensyn til indgivelse af klager og anlaeggelse af soegsmaal med henblik paa anfaegtelse af gebyrer og andre former for afgifter. Det ville kun forholde sig anderledes, saafremt de paagaeldende regler alene fandt anvendelse paa tilbagebetalingskrav vedroerende saadanne gebyrer og afgifter, der stoettes paa faellesskabsretten.
38 For saa vidt angaar den foreliggende sag bemaerkes, saaledes som Domstolen har paapeget i naervaerende doms praemis 25, at den omtvistede praeklusive frist ikke alene omfatter det anfaegtede gebyr, men gebyrerne i almindelighed. Ifoelge oplysninger, som den italienske regering ikke har bestridt, finder en tilsvarende frist tilmed anvendelse paa tilbagebetalingskrav vedroerende en raekke afgifter. I oevrigt fremgaar det ikke af den omtvistede bestemmelses ordlyd, at den kun omfatter soegsmaal, der stoettes paa faellesskabsretten. Som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 62, 63 og 64 i sit forslag til afgoerelse, fremgaar det af Corte Suprema di cassazione's praksis, at fristerne paa skatte- og afgiftsomraadet ogsaa finder anvendelse paa tilbagebetalingskrav vedroerende gebyrer og afgifter, der er opkraevet i henhold til love, som er erklaeret stridende mod den italienske forfatning.
39 Det andet spoergsmaal maa herefter besvares med, at faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, under henvisning til en national, praeklusiv frist paa tre aar, som er en undtagelse fra den almindelige ordning, der gaelder med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, for hvilke der gaelder en gunstigere frist, forudsat at den paagaeldende praeklusive frist finder anvendelse uden forskel paa tilbagebetalingskrav vedroerende saadanne afgifter, der stoettes paa faellesskabsretten, og krav, der stoettes paa national ret.
Det tredje spoergsmaal
40 Med det tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med et direktiv, under henvisning til en national, praeklusiv frist, der regnes fra det tidspunkt, hvor de paagaeldende afgifter blev betalt, selv om direktivet paa det paagaeldende tidspunkt endnu ikke var blevet korrekt gennemfoert i national ret.
41 Ifoelge de tre regeringer, der har indgivet indlaeg, maa spoergsmaalet besvares benaegtende. De har naermere anfoert, at en medlemsstat kan paaberaabe sig en national, praeklusiv frist som den omtvistede, forudsat at den opfylder de betingelser, der er opstillet i dommene i Rewe- og Comet-sagerne. Ifoelge disse regeringer maa dommen af 25. juli 1991 (sag C-208/90, Emmott, Sml. I, s. 4269) ses i sammenhaeng med de helt saerlige omstaendigheder i den paagaeldende sag, hvilket Domstolen i oevrigt har bekraeftet i dom af 27. oktober 1993 (sag C-338/91, Steenhorst-Neerings, Sml. I. s. 5475) og af 6. december 1994 (sag C-410/92, Johnson, Sml. I, s. 5483).
42 Ifoelge Edis fremgaar det af de to sidstnaevnte domme, at den omstaendighed, at bestemmelser i et direktiv ikke er blevet korrekt gennemfoert, ikke, naar der ikke foreligger andre saerlige omstaendigheder, i sig selv er til hinder for, at en medlemsstat, der ikke har gennemfoert de paagaeldende bestemmelser, kan paaberaabe sig de i national ret gaeldende soegsmaalsfrister. Selskabet har imidlertid anfoert, at dommen i Emmott-sagen maa finde anvendelse i den foreliggende sag, naar henses til, i hvilken grad de italienske myndigheder har forhalet selskabets tilbagebetalingskrav.
43 Kommissionen anfoerte i foerste omgang, at dommene i Steenhorst-Neerings- og Johnson-sagerne vedroerte klager over sociale ydelser, der med urette var blevet naegtet, og at de paagaeldende domme derfor ikke var relevante for den foreliggende sag. Kommissionen fandt saaledes, at dommen i Emmott-sagen maatte finde anvendelse paa tilbagebetalingskrav vedroerende gebyrer, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, dog saaledes, at den medlemsstat, der har begaaet overtraedelsen, ikke maa drage fordel heraf. I retsmoedet ville Kommissionen imidlertid ikke fastholde dette synspunkt, idet den indroemmede, at det var blevet underkendt ved dom af 2. december 1997 (sag C-188/95, Fantask m.fl., Sml. I, s. 6783).
44 Det foelger af besvarelsen af det andet spoergsmaal, at faellesskabsretten principielt ikke er til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, under henvisning til en national, praeklusiv frist paa tre aar.
45 Ganske vist har Domstolen i dommen i Emmott-sagen, praemis 23, fastslaaet, at indtil et direktiv er korrekt gennemfoert, kan den medlemsstat, som undlader dette, ikke paaberaabe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formaal at beskytte rettigheder, som dette direktiv giver ham, er anlagt for sent, og at en soegsmaalsfrist efter national ret foerst kan begynde at loebe fra dette tidspunkt.
46 Som Domstolen bekraeftede i Johnson-sagen, praemis 26, fremgaar det imidlertid af dommen i Steenhorst-Neerings-sagen, at afgoerelsen i Emmott-sagen var begrundet i de saerlige omstaendigheder i denne, idet en afvisning af sagsoegerens krav ville vaere ensbetydende med, at hun var fuldstaendig afskaaret fra at paaberaabe sig sin ret til ligebehandling efter et EF-direktiv (jf. ogsaa dommen i sagen Haahr Petroleum, praemis 52, og dom af 17.7.1997, forenede sager C-114/95 og C-115/95, Texaco og Olieselskabet Danmark, Sml. I, s. 4263, praemis 48).
47 I dommen i sagen Fantask m.fl. fastslog Domstolen saaledes, at faellesskabsretten ikke forbyder en medlemsstat, som ikke har gennemfoert direktiv 69/335 korrekt, at afskaere tilbagebetalingskrav vedroerende gebyrer, der er opkraevet i strid med direktivet, under henvisning til en national foraeldelsesfrist paa fem aar, der regnes fra det tidspunkt, hvor de paagaeldende gebyrer kunne kraeves betalt.
48 Ud fra det i sagen oplyste og den mundtlige forhandling findes de italienske myndigheders adfaerd, sammenholdt med, at den omtvistede frist har vaeret gaeldende, i den foreliggende sag ikke - som det var tilfaeldet i Emmott-sagen - at have vaeret ensbetydende med, at det sagsoegende selskab har vaeret fuldstaendig afskaaret fra at goere sine rettigheder gaeldende ved de nationale domstole.
49 Det tredje spoergsmaal maa herefter bevares med, at under omstaendigheder som de i hovedsagen foreliggende er faellesskabsretten ikke til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med et direktiv, under henvisning til en national, praeklusiv frist, der regnes fra det tidspunkt, hvor de paagaeldende afgifter blev betalt, selv om direktivet paa det paagaeldende tidspunkt endnu ikke var blevet korrekt gennemfoert i national ret.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
50 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering, den franske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale di Genova ved kendelse af 18. juni 1996, for ret:
1) Den omstaendighed, at Domstolen har afsagt en praejudiciel dom vedroerende fortolkningen af en faellesskabsretlig bestemmelse, men ikke begraenset dommens tidsmaessige virkninger, beroerer ikke en medlemsstats ret til at afskaere tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med den paagaeldende bestemmelse, under henvisning til en national, praeklusiv frist.
2) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, under henvisning til en national, praeklusiv frist paa tre aar, som er en undtagelse fra den almindelige ordning, der gaelder med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, for hvilke der gaelder en gunstigere frist, forudsat at den paagaeldende praeklusive frist finder anvendelse uden forskel paa tilbagebetalingskrav vedroerende saadanne afgifter, der stoettes paa faellesskabsretten, og krav, der stoettes paa national ret.
3) Under omstaendigheder som de i hovedsagen foreliggende er faellesskabsretten ikke til hinder for, at en medlemsstat afskaerer tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter, der er opkraevet i strid med et direktiv, under henvisning til en national, praeklusiv frist, der regnes fra det tidspunkt, hvor de paagaeldende afgifter blev betalt, selv om direktivet paa det paagaeldende tidspunkt endnu ikke var blevet korrekt gennemfoert i national ret.
Full & Egal Universal Law Academy