Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Statsstoette - begreb - aftaler om tilbagebetaling af beloeb, som offentlige organer har udlagt for en virksomhed, der er under konkurs eller i vanskeligheder - anvendt rentesats
(EF-traktaten, art. 92)
Sammendrag
Ved afgoerelsen af, hvorvidt en statslig foranstaltning skal anses for at vaere stoette ifoelge traktatens artikel 92, maa det fastlaegges, hvorvidt den virksomhed, foranstaltningen er rettet til, opnaar en oekonomisk fordel, som den ikke ville have opnaaet under saedvanlige markedsbetingelser. I tilfaelde, hvor offentlige organer har ydet forskud til virksomheder under konkurs eller i vanskeligheder til daekning af loen til de ansatte eller skyldige bidrag til socialsikringskassen, og for hvilke disse organer har fastsat tilbagebetalingsbetingelserne for de udlagte beloeb i form af en afdragsordning eller en ratemaessig tilbagebetaling af gaelden, maa der noedvendigvis tages hensyn til den omstaendighed, at de paagaeldende aftaler blev indgaaet som foelge af, at der allerede forinden paahvilede virksomheden en lovmaessig forpligtelse til at betale disse loenninger, saaledes at aftalerne ikke affoedte ny gaeld for virksomheden i forhold til det offentlige. Den rente, der finder anvendelse paa denne form for gaeld, skal normalt yde godtgoerelse for det tab, som kreditor har lidt, som foelge af debitors forsinkelse med at opfylde sin forpligtelse til at indfri sin gaeld, dvs. morarenter. For at morarentesatsen ikke maa anses for statsstoette, kraeves det i tilfaelde, hvor denne rentesats finder anvendelse paa gaeld til en offentlig kreditor, og hvor den afviger fra den sats, der finder anvendelse paa gaeld til en privat kreditor, at den sidstnaevnte sats finder anvendelse, saafremt den er hoejere end den foerstnaevnte.
Parter
I sag C-342/96,
Kongeriget Spanien ved statens advokat Paloma Plaza García, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg paa Spaniens Ambassade, 4-6, boulevard E. Servais,
sagsoeger,
mod
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Paul F. Nemitz og Fernando Castillo de la Torre, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
sagsoegt,
angaaende en paastand om, at Kommissionens beslutning 97/21/EKSF, EF af 30. juli 1996 om statsstoette til Compañía Española de Tubos por Extrusión SA i Llodio (Álava) (EFT 1997 L 8, s. 14) annulleres i medfoer af EF-traktatens artikel 173,
har
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
sammensat af formanden for Anden Afdeling, G. Hirsch (refererende dommer), som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne G.F. Mancini og H. Ragnemalm,
generaladvokat: A. La Pergola
justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,
paa grundlag af retsmoederapporten,
efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 14. maj 1998 af den spanske regering ved statens advokat Nuria Díaz Abad, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved Paul F. Nemitz og Juan Guerra Fernández, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 9. juli 1998,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 16. oktober 1996 har Kongeriget Spanien i medfoer af EF-traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 97/21/EKSF, EF af 30. juli 1996 om statsstoette til Compañía Española de Tubos por Extrusión SA i Llodio (Álava) (EFT 1997 L 8, s. 14, herefter »den anfaegtede beslutning«).
2 La Compañía Española de Tubos por Extrusión SA (herefter »Tubacex«) er et privat selskab med hjemsted i Llodio (Álava), som fremstiller soemloese staalroer. Det har et datterselskab i Amurrio (Álava) ved navn Acería de Álava, der fremstiller staal.
3 Tubacex havde i en aarraekke haft alvorlige finansielle problemer og erklaerede sig i juni 1992 i henhold til den spanske lov om betalingsstandsning (ley de suspensión de pagos) for midlertidigt insolvent og standsede sine betalinger. I oktober 1993 blev betalingsstandsningen i medfoer af en aftale med kreditorerne ophaevet.
4 Den 25. februar 1995 besluttede Kommissionen efter en dybtgaaende foreloebig undersoegelse af de forskellige aspekter af selskabets finansielle omstrukturering og andre spoergsmaal i forbindelse hermed at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 93, stk. 2, og artikel 6, stk. 4, i Kommissionens beslutning nr. 3855/91/EKSF af 27. november 1991 om faellesskabsregler for stoette til jern- og staalindustrien (EFT L 362, s. 57), bl.a. med hensyn til eventuelle stoetteelementer i tilbagebetalingsaftaler med loenmodtagernes garantifond (Fondo de Garantía Salarial, herefter »Fogasa«) og i den finansielle omstrukturering af Tubacex, saerlig eventuelle stoetteelementer i socialsikringshovedkassens deltagelse i ophaevelsen af tilbagebetaling af gaeld.
Den gaeldende nationale ret
Fogasa
5 Fogasa er et uafhaengigt organ under Arbejds- og Socialministeriet og finansieres af virksomhederne. Dets vigtigste opgave er ifoelge artikel 33, stk. 1, i Estatuto de los Trabajadores, den spanske arbejdstagervedtaegt, at udbetale »loen til loenmodtagere, der ikke er blevet betalt paa grund af insolvens, betalingsstandsning, konkurs eller ved kreditorsamvirken«. Ifoelge artikel 33, stk. 4, er Fogasa forpligtet til at indtraede i loenmodtagernes rettigheder og soegsmaal for at opnaa tilbagebetaling af de forudbetalte beloeb.
6 Tilbagebetalingsbetingelserne er naermere bestemt i det kongelige dekret 505/1985 af 6. marts 1985 om Fogasa's organisation og virke, som supplerer arbejdstagervedtaegten. I det kongelige dekrets artikel 32, stk. 1, bestemmes det:
»For at fremme inddrivelse af udestaaende skyldige beloeb, bemyndiges loenmodtagernes garantifond til at indgaa aftaler om tilbagebetaling, der naermere fastlaegger form, frister og garantier, idet gennemfoerelsen af arbejdstagernes krav skal ske under hensyn til virksomhedens fortsatte eksistens og sikringen af de ansatte.
Tilbagebetalinger kan omlaegges mod tillaeg af renter efter den gaeldende lovbestemte rentesats.«
Social sikring
7 I artikel 20 i den generelle lov om social sikring bestemmes det:
»1. Der kan bevilges en afdragsordning eller en ratemaessig betaling af skyldige socialsikringsbidrag, eller det kan bestemmes, at disse bidrag forhoejes.«
I tilfaelde af en saadan henstand tilskrives der i henhold til samme lovs artikel 27 morarenter.
8 Vilkaarene for en afdragsordning eller en ratemaessig betaling er fastsat i det kongelige dekret 1517/1991 af 11. oktober 1991 om stadfaestelse af den almindelige vedtaegt for inddrivelse af den sociale sikringsordnings midler. Det kongelige dekret, som fastsaetter grundlaget for socialsikringshovedkassens virksomhed, bestemmer i artikel 41, der baerer overskriften »Former, betingelser og virkemaader«:
»2. ... afdragsordningen eller den ratemaessige gaeldsindfrielse til socialsikringskassen sker mod tilskrivning af renter efter den lovbestemte rentesats fra den dato, hvor afdragsordningen eller den ratemaessige gaeldsindfrielse traeder i kraft, indtil betaling sker, i henhold til bestemmelserne i lov 24/1984 af 19. juni 1984.«
Tilbagebetalingsaftalerne med Fogasa
9 Da betalingsstandsningen blev paabegyndt i juni 1992, henvendte arbejdstagerne i den omhandlede virksomhed sig til Fogasa med anmodning om betaling af deres loentilgodehavender. Tubacex, Acería de Álava og Fogasa indgik efter forhandling den 10. juli 1992 en aftale om, at Fogasa udbetalte arbejdstagernes loentilgodehavender, som foreloebigt var opgjort til et samlet beloeb paa 444 327 300 ESP. Virksomhederne forpligtede sig til at tilbagebetale dette beloeb med tillaeg af 211 641 186 ESP i renter. Tilbagebetalingsperioden var paa otte aar til en simpel rente paa 10% pro anno, med forfald i halvaarlige rater paa 40 998 011 ESP.
10 Efter at arbejdstagerne var blevet betalt, blev der den 8. februar 1993 indgaaet en revideret tilbagebetalingsaftale, ifoelge hvilken gaelden blev opgjort til en hovedstol paa 376 194 837 ESP og 183 473 133 ESP i rente, der skulle tilbagebetales i seksten halvaarlige rater til en rentesats paa 9% fra den 1. august 1993. Afdragene, inkl. renter, steg progressivt fra 33 mio. ESP i begyndelsen af tilbagebetalingsperioden til 37 mio. ESP i slutningen, mens rentebeloebet progressivt formindskedes. Ved en efterfoelgende revideret aftale af 16. februar 1994 blev hovedstolen fastsat til 372 mio. ESP med tillaeg af 154 138 830 ESP i renter, der skulle tilbagebetales med renter til en sats paa 9%.
11 Den 10. marts 1994 blev der, som foelge af en social plan aftalt med arbejdstagerne, indgaaet en ny aftale, der omfattede en hovedstol paa 465 727 750 ESP og 197 580 900 ESP i rente. Tilbagebetalingsperioden var paa otte aar til en simpel rente paa 9% fra den 30. december 1994. Renten skulle foerst betales i de sidste tre aar, og 71% af afdragene paa hovedstolen skulle foerst paabegyndes den 30. december 1998. Ifoelge de spanske myndigheder foreslog virksomheden efter undertegnelsen af denne anden aftale oejeblikkelig betaling af 4 194 839 ESP i henhold til den foerste aftale og nye garantiaftaler i forbindelse hermed, sikret ved pant i fast ejendom.
12 Den 3. oktober 1994 blev der indgaaet en ny revideret tilbagebetalingsaftale, i henhold til hvilken det endelige gaeldsbeloeb blev opgjort til en hovedstol paa 496 491 521 ESP plus 205 335 378 ESP i rente, der skulle tilbagebetales over otte aar fra den 30. december 1994. Renten skulle foerst betales i de sidste tre aar, og 70% af afdragene paa hovedstolen skulle foerst paabegyndes betalt den 30. december 1998.
Aftalerne med socialsikringshovedkassen om gaeldsomlaegning og opdeling af bidragene
13 Tubacex havde i forhold til socialsikringskassen en raekke gaeldsposter, der blev reguleret ved aftalen om ophaevelse af betalingsstandsningen i oktober 1993 (jf. praemis 3 i naervaerende dom). Efter denne aftale stoppede virksomhederne paa ny betalingen af bidrag til socialsikringen inden for den lovbestemte frist, hvorved der blev oparbejdet en gaeld for Tubacex paa 1 156 601 560 ESP og for Acería de Álava paa 255 325 925 ESP. I henhold til artikel 27 i den generelle lov om social sikring forhoejedes gaelden med morarenter paa 20% af 253 335 669 ESP og af 49 083 697 ESP, i alt et samlet beloeb paa 1 409 957 329 ESP for Tubacex' vedkommende og et samlet beloeb paa 274 409 604 ESP for Acería de Álava.
14 Den 25. marts og 12. april 1994 indgik socialsikringshovedkassen aftaler med selskaberne om tilbagebetaling af deres gaeldsposter. Ved disse aftaler enedes parterne om en afdragsordning og en ratemaessig tilbagebetaling af gaelden efter de nationale regler gengivet i naervaerende doms praemis 7 og 8. Ifoelge den foerste af disse aftaler skulle Acería de Álava tilbagebetale hovedstolen paa 274 409 604 ESP forhoejet med renter til en sats paa 9%. Tilbagebetalingerne skulle ske stigende over en periode paa fem aar med 51% af beloebet til forfald det femte aar. I aftalen med Tubacex fastsattes en afdragsordning af gaeldsbeloebet paa 1 409 957 329 ESP, ligeledes forhoejet med renter paa 9% og paa de samme betingelser som for Acería de Álava's vedkommende.
Den anfaegtede beslutning
15 Artikel 1 i den anfaegtede beslutning lyder:
»De foranstaltninger, Kongeriget Spanien traf til fordel for Compañía Española de Tubos por Extrusión SA (Tubacex) og Acería de Álava, indeholdt elementer af ulovlig statsstoette og er uforenelige med faellesmarkedet i henhold til EF-traktatens artikel 92 og beslutning nr. 3855/91/EKSF, eftersom den anvendte rentesats var lavere end den gaeldende markedsrente. Der er tale om foelgende foranstaltninger:
1) den kreditaftale, der blev indgaaet den 10. juli 1992 mellem Fondo de Garantía Salarial (FOGASA), Tubacex og Acería de Álava, om en hovedstol paa i alt 444 327 300 ESP, aendret ved aftaler af 8. februar 1993 og 16. februar 1994 (der omfattede en hovedstol paa henholdsvis 376 194 872 ESP og 372 000 000 ESP)
2) den kreditaftale, der blev indgaaet den 10. marts 1994 mellem FOGASA, Tubacex og Acería de Álava, om en hovedstol paa i alt 465 727 750 ESP, aendret ved aftale af 3. oktober 1994 om en hovedstol paa i alt 469 491 521 ESP
3) den aftale, der blev indgaaet den 25. marts 1994 mellem socialsikringskassen (Seguridad Social) og Acería de ¶lava, om omlaegning af gaeld paa 274 409 604 ESP
4) den aftale, der blev indgaaet den 12. april 1994 mellem socialsikringskassen og Tubacex, om omlaegning af gaeld paa 1 409 957 329 ESP.«
16 Artikel 2 i den anfaegtede beslutning lyder:
»Kongeriget Spanien fjerner de stoetteelementer i foranstaltningerne, der er indeholdt i de i artikel 1 naevnte foranstaltninger, ved at traekke dem tilbage eller anvende den normale markedsrente med virkning fra det tidspunkt, hvor FOGASA oprindelig ydede laanene, og hvor omlaegningen af gaelden til socialsikringskassen efter betalingsstandsningen blev bevilget, og kraever det beloeb tilbagebetalt, der svarer til forskellen mellem denne rentesats og den rentesats, der faktisk blev anvendt frem til datoen for stoettens ophoer.
Dette beloeb tilbagebetales i overensstemmelse med de i spansk lovgivning gaeldende procedurer og bestemmelser og skal omfatte de paaloebne renter. Som rentesats anvendes den normale markedsrente, der er naevnt i foregaaende stykke, og som beregnes fra den dato, hvor stoetten blev ydet, til datoen for den faktiske tilbagebetaling.«
17 Til stoette for sin paastand har Kongeriget Spanien gjort to anbringender gaeldende, nemlig at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 118 og af artikel 92, stk. 1.
Tilsidesaettelse af traktatens artikel 118
18 Indledningsvis goer Kongeriget Spanien gaeldende, at de foranstaltninger, som Kommissionen anser for statsstoette, i virkeligheden er ordninger af arbejdsretlig art, naermere bestemt vedroerende den sociale sikringsordning, der er et omraade, der henhoerer under medlemsstaternes enekompetence, og hvor Kommissionen alene udoever en forslagsstillende og samordnende funktion. Saerligt er Fogasa's opgaver begraenset til at udbetale arbejdstagerne de loenninger, som ikke er blevet betalt af virksomheden, hvorved den virker som »loengaranti« og indgaar som en integreret del af arbejdsaftalens betingelser. Hvad angaar inddrivelsen af virksomhedernes gaeld til socialsikringshovedkassen i tilfaelde af, at skyldige bidrag ikke er betalt, reguleres spoergsmaalet i den generelle lov om social sikring; det drejer sig foelgelig om en socialsikringsordning, der regulerer, hvorledes de forpligtelser, som foelger af denne lov, skal betales.
19 Ifoelge Kommissionen er der derimod tale om, at Fogasa's og socialsikringskassens medvirken ikke har noget egentligt socialt formaal. Fogasa's vaesentligste opgave er at sikre betaling af loenninger, der ikke er blevet betalt af virksomhederne. I denne henseende er bestemmelserne i vedtaegten for arbejdstagerne ikke beroert af den anfaegtede beslutning, idet denne ikke paa noget tidspunkt har rejst tvivl om betalingerne. For saa vidt angaar socialsikringshovedkassen saa noejes den med at fordele en raekke gaeldsposter alene med det formaal at loese virksomhedens finansielle vanskeligheder, idet arbejdstagernes rettigheder er fuldstaendig tilgodeset paa anden maade, eftersom de har modtaget deres loenninger og paa ingen maade er beroert af socialsikringskassens inddaekning af risikoen.
20 Det bemaerkes, at ifoelge traktatens artikel 118, stk. 1, har Kommissionen til opgave med forbehold af traktatens oevrige bestemmelser og i overensstemmelse med traktatens almindelige maalsaetning »at fremme et snaevert samarbejde mellem medlemsstaterne paa det sociale omraade ...«. Efter artikel 118, stk. 2, skal Kommissionen med henblik herpaa i naer kontakt med medlemsstaterne foretage undersoegelser, afgive udtalelser og tilrettelaegge samraad.
21 Traktatens artikel 118 respekterer saaledes medlemsstaternes kompetence paa det sociale omraade, for saa vidt som dette ikke falder ind under omraader, som er omfattet af andre regler i traktaten (dom af 9.7.1987, forenede sager 281/85, 283/85, 284/85, 285/85 og 287/85, Tyskland m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3203, praemis 14).
22 Den omstaendighed, at Kommissionen i artikel 1 i den anfaegtede beslutning konstaterer, at de foranstaltninger, Kongeriget Spanien traf til fordel for Tubacex og Acería de Álava, indeholdt elementer af ulovlig statsstoette og er uforenelig med traktatens artikel 92 og beslutning nr. 3855/91, anfaegter saaledes ikke medlemsstaternes kompetence paa det sociale omraade, men disse skal dog overholde Faellesskabets konkurrenceregler.
23 Domstolen har i en tidligere sag afgjort, at den omstaendighed, at statslige interventioner har et socialt formaal, ikke uden videre kan medfoere, at de falder uden for begrebet statsstoette i traktatens artikel 92 (dom af 26.9.1996, sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4551, praemis 21).
24 Det foerste anbringende om, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 118, kan foelgelig ikke tiltraedes.
Tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, stk. 1
25 Indledningsvis bemaerkes, at Kongeriget Spanien under denne sag kun har paaberaabt sig en tilsidesaettelse af traktatens artikel 92 uden at anfaegte gyldigheden af den anfaegtede beslutning i relation til beslutning nr. 3855/91.
26 Den omstaendighed, at Acería de Álava fremstiller produkter, der er naevnt i bilag I til EKSF-traktaten, og saaledes henhoerer under denne traktats anvendelsesomraade, navnlig faellesskabsreglerne for stoette til jern- og staalindustrien, begrunder ifoelge anden betragtning i kapital VI i den anfaegtede beslutning anvendelsen af beslutning nr. 3855/91.
27 Ifoelge fjerde betragtning i kapitel VI i den anfaegtede beslutning falder foranstaltningerne til fordel for Tubacex derimod ind under EF-traktatens artikel 92 og 93, fordi der er tale om aktiviteter, som bestaar i produktion af soemloese roer af rustfrit staal, der ikke er omfattet af EKSF-traktaten.
28 Under disse omstaendigheder og henset til, at Kongeriget Spanien med sit andet anbringende kun har anfaegtet den anfaegtede beslutnings lovlighed i relation til traktatens artikel 92, maa dets paastand om annullation af denne beslutning forkastes i det omfang, den bestemmer, at Kongeriget Spaniens foranstaltninger til fordel for Acería de Álava er uforenelige med beslutning nr. 3855/91.
29 For saa vidt angaar foranstaltningerne til fordel for Tubacex goer Kongeriget Spanien gaeldende, at disse ikke opfylder betingelserne for at kunne anses for at vaere statsstoette i henhold til traktatens artikel 92. De naevnte foranstaltninger udgoer nemlig ikke en stoette, der paa en saerlig maade retter sig mod en bestemt virksomhed eller produktionssektor og hidroerer ikke fra statsmidler eller belaster disse med gaeldsforpligtelser, ligesom de ikke kan antages at indebaere en konkurrencehindring.
Konkurrencehindring
30 Foerst boer Kongeriget Spaniens kritik af Kommissionen proeves paa dette punkt. Kommissionen bebrejdes, at den med urette, i femte, sjette og ellevte betragtning i kapitel V i den anfaegtede beslutning har antaget, at den lovbestemte rentesats paa 9% i tilbagebetalingsaftalerne med Fogasa og i aftalerne med socialsikringshovedkassen om omlaegning og ratemaessig indfrielse af gaelden ikke er i overensstemmelse med normale markedsvilkaar, idet den gennemsnitlige rentesats, som de private spanske banker anvender paa laan med en laengere loebetid end tre aar, ligger betydeligt over den sats, der er anvendt i aftalerne.
31 I lighed med, hvad Kommissionen selv har anfoert i fjerde betragtning i kapitel V, henviser Kongeriget Spanien indledningsvis til, at arrangementet mellem Fogasa og Tubacex ikke indeholder elementer af statsstoette. De foranstaltninger, der blev truffet af Fogasa og socialsikringskassen til fordel for Tubacex kan foelgelig ikke anses for et laan, idet disse organer blot sikrer, at de kunne opnaa daekning for deres tilgodehavende gennem en omlaegning af gaelden. De handler foelgelig, som enhver anden privat kreditor ville have gjort for at opnaa daekning for sine tilgodehavender.
32 Kongeriget Spanien understreger, at den rentesats, som en kreditor anvender ved en omlaegning af gaeldsindfrielsen, aldrig foelger de samme kriterier, som de, der anvendes, naar en privat bank yder et laan, for saa vidt et laan og en omlaegning af en gaeld har forskellige formaal. En kreditor soeger saaledes ikke at opnaa en ekstraordinaer gevinst af det beloeb, der skyldes ham, men oensker blot at opnaa fuld daekning for de beloeb, han har udlagt, uden at lide oekonomisk tab. Naar han med henblik herpaa accepterer en omlaegning af sit tilgodehavende for at opnaa denne tilbagebetaling, kraever han yderligere betaling af en rente, som skal kompensere ham den forventelige vaerdiforringelse, der foelger af omlaegningen.
33 En privat bank, der yder et laan, forfoelger derimod ikke samme maal. Den rentesats, den kraever af sin kunde, har ikke til formaal at undgaa, at banken lider tab som foelge af en monetaer vaerdiforringelse. Tvaertimod udgoer renterne det overskud, som alle banker soeger at opnaa ved at yde laan, idet det netop er ved at skaffe sig pengeindkomst, at en privat bank udleder sine oekonomiske ressourcer, og i det omfang udgoer gevinst saavel formaalet som eksistensberettigelsen, idet banker er organisationer, der arbejder med gevinst for oeje.
34 For at kunne fastlaegge de saedvanlige markedsbetingelser er det foelgelig noedvendigt at sammenligne Fogasa og socialsikringshovedkassens adfaerd med den adfaerd, som en offentlig eller privat kreditor, der blot soeger at opnaa daekning for sit tilgodehavende, ville udvise.
35 Kommissionen har foerst anfoert, at i det omfang, hvor artikel 33 i arbejdstagervedtaegten forpligter Fogasa til at udbetale loen til arbejdstagerne i forbindelse med en betalingsstandsning og til at indtraede i disses rettigheder for saa vidt angaar daekning for de betalte beloeb, er der tale om en almindelig og objektiv forpligtelse, der har hjemmel i Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23). Denne intervention udgoer ikke en stoette, idet den ikke er forbeholdt en bestemt gruppe virksomheder. Det spoergsmaal, der er genstand for tvisten, vedroerer imidlertid betingelserne for tilbagebetalingen af den gaeld, der er opstaaet som foelge af loenudbetalingerne.
36 Kommissionen har endvidere medgivet, at offentlige virksomheder ikke handler med gevinst for oeje, naar de yder laan. Da renter imidlertid er en saedvanlig byrde for virksomheden, burde de vaere betalt af dennes egne oekonomiske ressourcer. Under disse forudsaetninger boer det undersoeges, hvilken betydning det ville have haft, saafremt socialsikringskassen eller Fogasa havde afslaaet enhver form for omlaegning af tilbagebetalingerne, saaledes som de var berettiget til. I saa tilfaelde havde Tubacex vaeret noedt til at ty til kapitalmarkedet paa mindre gunstige vilkaar end de, som myndighederne tilboed.
37 Ifoelge Kommissionen er det logisk at antage, at der er tale om en stoette i og med, at den i sjette og ellevte betragtning i kapitel V i den anfaegtede beslutning har fastslaaet en forskel i 1994 paa 3,51% mellem den lovpligtige rente paa 9% og markedsrenten paa 12,51%, hvorved en afdragsordning for et tilgodehavende oekonomisk set kan sidestilles med indroemmelsen af et laan.
38 Kommissionen har i oevrigt anfoert, at antagelsen af, at en kreditor ikke altid soeger at opnaa en oekonomisk fordel, naar han indgaar en aftale om en kredit eller et laan, bygger paa en fejlagtig opfattelse af markedsvilkaarene. Alle kreditinstitutioner handler paa samme maade for at opnaa gevinst. For saa vidt angaar Tubacex, der var en virksomhed i betydelige oekonomiske vanskeligheder, ville en kreditor have taget denne risiko i betragtning og kraevet en hoejere rente.
39 Kommissionen har endelig anfoert, at der i den foreliggende sag ikke er tale om en gammel gaeld, som eksisterede paa tidspunktet for betalingsstandsningen, og for hvilken det maatte formodes, at en kreditor ville goere visse indroemmelser, men at der derimod er tale om forhandling og indgaaelse af en ny aftale vedroerende gaeld opstaaet efter betalingsstandsningen.
40 Traktatens artikel 92, stk. 1, bestemmer, at statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler under enhver taenkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, er uforenelig med faellesmarkedet i det omfang, den paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne.
41 Domstolen har i denne forbindelse udtalt, at det med henblik paa at vurdere, hvorvidt en statslig foranstaltning skal anses for at vaere stoette ifoelge traktatens artikel 92, maa fastlaegges, hvorvidt den virksomhed foranstaltningen er rettet til, opnaar en oekonomisk fordel, som den ikke ville have opnaaet under saedvanlige markedsbetingelser (dom af 11.7.1996, sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547, praemis 60).
42 Den har ligeledes udtalt, at rentelettede laan, som offentlige myndigheder har ydet en virksomhed, giver denne en oekonomisk fordel, som den ikke ville have opnaaet under saedvanlige markedsbetingelser (dom af 4.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, praemis 41).
43 I denne sag bemaerkes for det foerste, som det fremgaar af tolvte betragtning i kapitel IV i den anfaegtede beslutning, at Fogasa ikke yder laan til virksomheder under konkurs eller i vanskeligheder, men opfylder alle lovlige krav fra arbejdstagerne med de penge, den betaler til og som man senere opkraever hos virksomhederne. Ifoelge den nationale lovgivning skal dette organ indtraede i arbejdstagernes rettigheder og soegsmaal med henblik paa at opnaa tilbagebetaling af de udlagte beloeb. For at lette tilbagebetalingen af de skyldige beloeb kan Fogasa indgaa tilbagebetalingsaftaler, idet de indroemmer en afdragsordning eller en ratemaessig tilbagebetaling af gaelden.
44 I lighed hermed kan socialsikringshovedkassen indroemme en afdragsordning eller ratemaessig betaling af skyldige bidrag til socialsikringskassen.
45 I fjerde betragtning i kapital V i den anfaegtede beslutning har Kommissionen fastslaaet, at ordningen i denne henseende ikke indeholder elementer af statsstoette.
46 Det bemaerkes videre, at staten ikke har en adfaerd som en offentlig investor, hvis indgreb maa sammenlignes med fremgangsmaaden hos en privat investor, som anbringer sin kapital under hensyn til rentabiliteten paa kortere eller laengere sigt (jf. dom af 14.9.1994, sag C-42/93, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4175, praemis 14). Saafremt det maa antages at vaere korrekt, hvilket Kommissionen har anerkendt, at de beloeb, Fogasa har udlagt til betaling af loen til Tubacex' ansatte, ikke har karakter af en statsstoette, foelger det heraf, at Fogasa ved fastsaettelsen af tilbagebetalingsbetingelserne maa anses for at have handlet som en offentlig kreditor, som i lighed med en privat kreditor soeger at faa inddaekket de beloeb, der skyldes ham, og som med dette formaal for oeje indgaar aftaler med debitor, hvorefter den akkumulerede gaeld bliver afdraget i rater eller opdelt med henblik paa at lette betalingen.
47 I denne forbindelse maa der noedvendigvis, i modsaetning til hvad Kommissionen har haevdet, tages hensyn til den omstaendighed, at de aftaler, der er naevnt i praemis 9-14 i denne dom, blev indgaaet som foelge af, at der allerede forinden paahvilede Tubacex en lovmaessig forpligtelse til at betale de loenninger, som Fogasa havde udlagt, samt til at betale skyldige bidrag til socialsikringskassen. De omhandlede aftaler affoedte derfor ikke ny gaeld for Tubacex i forhold til det offentlige.
48 Den rente, der finder anvendelse paa denne form for gaeld, skal normalt yde godtgoerelse for det tab, som kreditor har lidt, som foelge af debitors forsinkelse med at opfylde sin forpligtelse til at indfri sin gaeld, dvs. morarenter. Saafremt den morarentesats, der anvendes paa gaeld til en offentlig kreditor afviger fra den, der anvendes paa gaeld til en privat kreditor, skal sidstnaevnte sats laegges til grund, saafremt den er hoejere end den foerstnaevnte.
49 Det foelger af det anfoerte, at den anfaegtede beslutning boer annulleres i det omfang, den fastslaar, at de foranstaltninger, som Kongeriget Spanien har vedtaget til fordel for Tubacex, er uforenelige med traktatens artikel 92, eftersom den rentesats paa 9%, der anvendes paa Tubacex' gaeld til Fogasa og socialsikringshovedkassen, var lavere end den gaeldende markedsrente.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
50 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til artikel 69, stk. 3, foerste afsnit, kan Domstolen dog fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Kongeriget Spanien og Kommissionen har delvist tabt sagen, og hver part boer derfor paalaegges at baere sine egne omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
1) Kommissionens beslutning 97/21/EKSF, EF af 30. juli 1996 om statsstoette til Compañía Española de Tubos por Extrusión SA i Llodia, Álava, annulleres i det omfang, den fastslaar, at de foranstaltninger, som Kongeriget Spanien traf til fordel for Compañía Española de Tubos por Extrusión SA, er uforenelige med EF-traktatens artikel 92, eftersom den rentesats paa 9%, der anvendtes paa selskabets gaeld til Fondo de Garantía Salarial og socialsikringshovedkassen, var lavere end den gaeldende markedsrente.
2) I oevrigt frifindes Kommissionen.
3) Hver part baerer sine egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy