Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - traktatens bestemmelser - personelt anvendelsesomraade - en arbejdsgivers mulighed for at paaberaabe sig ligebehandlingsreglen
(EF-traktaten, art. 48)
2 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - virksomhedsbestyrer - national ordning, i henhold til hvilken virksomhederne skal udpege en bestyrer med bopael paa nationalt omraade - indirekte forskelsbehandling begrundet i nationalitet - ulovlighed - begrundelse - foreligger ikke
(EF-traktaten, art. 48)
Sammendrag
1 Den ligebehandlingsregel paa omraadet for arbejdskraftens frie bevaegelighed, som er indeholdt i traktatens artikel 48, kan ogsaa paaberaabes af en arbejdsgiver med henblik paa i den medlemsstat, hvor han er etableret, at ansaette arbejdstagere, som er statsborgere i en anden medlemsstat.
Selv om de rettigheder, der fremgaar af traktatens artikel 48, utvivlsomt gaelder for den personkreds, der udtrykkeligt er angivet, nemlig arbejdstagerne, er der for det foerste intet i ordlyden af denne artikel, der udelukker, at rettighederne kan paaberaabes af andre, herunder navnlig arbejdsgiverne. For at arbejdstagernes ret til at tage ansaettelse og at have beskaeftigelse uden forskelsbehandling kan vaere effektiv og opfylde sit formaal, maa denne ret for det andet noedvendigvis suppleres af arbejdsgivernes ret til at ansaette arbejdstagere under hensyn til reglerne om arbejdskraftens frie bevaegelighed.
2 Traktatens artikel 48 er til hinder for, at en medlemsstat foreskriver, at en forretningsindehaver, som driver naering som haandvaerker, handlende eller industridrivende paa denne medlemsstats omraade, kun kan udpege en bestyrer, som har bopael i den paagaeldende medlemsstat.
Kravet om, at statsborgere fra andre medlemsstater skal have bopael i den paagaeldende medlemsstat for at kunne blive udpeget som bestyrer for en virksomhed, kan udgoere en indirekte forskelsbehandling begrundet i nationalitet, som er i strid med traktatens artikel 48, stk. 2, idet der er fare for, at en sondring paa grundlag af bopael navnlig rammer borgere fra andre medlemsstater. Ikke-hjemmehoerende er saaledes som oftest statsborgere i andre stater. Det vil kun forholde sig anderledes, hvis indfoerelsen af en saadan betingelse om bopael er begrundet i objektive hensyn, som er uafhaengige af de paagaeldende arbejdstageres nationalitet, og staar i et rimeligt forhold til det formaal, som lovligt tilstraebes med lovgivningen i den paagaeldende medlemsstat.
Parter
I sag C-350/96,
angaaende en anmodning, som Verwaltungsgerichtshof (OEstrig) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,
Clean Car Autoservice GesmbH
mod
Landeshauptmann von Wien,
at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 48 og artikel 1, 2 og 3 i Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467),
har
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Ragnemalm, og dommerne R. Schintgen (refererende dommer), G.F. Mancini, J.L. Murray og G. Hirsch,
generaladvokat: N. Fennelly
justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,
efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:
- Clean Car Autoservice GesmbH ved advokat Christoph Kerres, Wien
- Landeshauptmann von Wien ved afdelingschef Erich Hechtner, regeringskontoret for delstaten Wien
- den oestrigske regering ved ambassadoer Franz Cede, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget
- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved de juridiske konsulenter Peter Hillenkamp og Pieter Jan Kuijper, som befuldmaegtigede,
paa grundlag af retsmoederapporten,
efter at Kommissionen har afgivet mundtligt indlaeg i retsmoedet den 23. oktober 1997,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 4. december 1997,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 8. oktober 1996, indgaaet til Domstolen den 24. oktober 1996, har Verwaltungsgerichtshof i medfoer af EF-traktatens artikel 177 stillet to praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af traktatens artikel 48 og artikel 1, 2 og 3 i Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).
2 Disse to spoergsmaal er blevet rejst under en retssag anlagt af det oestrigske selskab Fortress Immobilien Entwicklungs GesmbH, nu Clean Car Autoservice GesmbH (herefter »Clean Car«), med hjemsted i Wien, mod Landeshauptmann von Wien vedroerende sidstnaevntes afvisning af en anmeldelse indgivet af Clean Car med henblik paa paabegyndelse af en naeringsvirksomhed. Afvisningen blev begrundet med, at selskabet havde udpeget en bestyrer med bopael uden for OEstrig.
Den oestrigske lovgivning
3 Ifoelge § 9, stk. 1, i Gewerbeordnung 1994 (den oestrigske naeringslov, herefter »GewO 1994«) kan juridiske personer, interessentskaber (offene Handelsgesellschaften og Kommanditgesellschaften) samt anmeldte firmaer (offene Erwerbsgesellschaften og Kommandit-Erwerbsgesellschaften) drive naering paa betingelse af, at de har udpeget en bestyrer eller en forpagter i overensstemmelse med §§ 39 og 40 i GewO 1994.
4 § 39, stk. 1, 2 og 3, i GewO 1994 bestemmer:
»1) Forretningsindehaveren kan med henblik paa naeringsvirksomhedens drift udpege en bestyrer, der over for forretningsindehaveren er ansvarlig for, at naeringen udoeves paa faglig forsvarlig maade, og over for myndighederne (§ 333) er ansvarlig for, at de naeringsretlige bestemmelser overholdes; saafremt forretningsindehaveren ikke har bopael i OEstrig, skal der udpeges en bestyrer.
2) Bestyreren skal opfylde de personlige betingelser for at udoeve saadan naering, have bopael i OEstrig og skal have forudsaetninger for at deltage i virksomhedens drift. Ved erhverv, for hvilke der stilles krav om saerlige kundskaber, skal den, der i medfoer af § 9, stk. 1, udpeges som bestyrer for en juridisk person, endvidere
1. have saede i det organ, der lovligt kan repraesentere den juridiske person, eller
2. vaere beskaeftiget i mindst halvdelen af den saedvanlige ugentlige arbejdstid i virksomheden ifoelge de socialforsikringsretlige bestemmelser som fuldt forsikringspligtig arbejdstager.
Den, der udpeges til bestyrer inden for et erhverv, hvor der ifoelge stk. 1 stilles krav om saerlige kundskaber, og som repraesenterer en virksomhedsindehaver, der ikke har bopael i OEstrig, skal vaere beskaeftiget i mindst halvdelen af den saedvanlige ugentlige arbejdstid i virksomheden ifoelge de socialforsikringsretlige bestemmelser som fuldt forsikringspligtig arbejdstager. De bestemmelser i § 39, stk. 2, der forbliver i kraft, indtil Bundesgesetz BGBl. nr. 29/1993 traeder i kraft, er fortsat indtil den 31. december 1998 gaeldende for bestyrere, der er udpeget inden den 1. juli 1993.
3) I de tilfaelde, hvor det kraeves, at der udpeges en bestyrer, skal virksomhedsindehaveren udpege en bestyrer, der er beskaeftiget i virksomheden.«
5 Naar en bestyrer er udpeget eller godkendt, kan den paagaeldende i medfoer af § 370, stk. 2, i GewO 1994 paalaegges eventuelle sanktioner vedroerende virksomhedens drift.
6 I medfoer af § 5, stk. 1, i GewO 1994 kan haandvaerks-, handels- og industrivirksomhed - med visse undtagelser, der ikke er relevante for sagen - udoeves, naar anmeldelse er sket som anfoert i § 339, saafremt de generelle og eventuelle saerlige krav er opfyldt.
7 Ifoelge § 339, stk. 1, i GewO 1994 skal den, der oensker at drive naering som haandvaerker, handlende eller industridrivende, for saa vidt som der ikke er tale om virksomhed, hvortil der kraeves tilladelse, indgive anmeldelse om virksomheden til Bezirksverwaltungsbehoerde.
8 Ifoelge § 340, stk. 1, skal den paagaeldende myndighed paa grundlag af anmeldelsen, der kraeves i henhold til § 339, stk. 1, undersoege, om anmelderen opfylder lovens betingelser for at udoeve den anmeldte virksomhed paa forretningsstedet. Saafremt disse betingelser ikke er opfyldt, skal myndigheden i henhold til samme paragrafs stk. 7, traeffe afgoerelse, hvorved den paagaeldende naeringsvirksomhed forbydes.
Hovedsagen
9 Clean Car indgav den 13. juni 1995 anmeldelse til Magistrat der Stadt Wien om foelgende naering: »Service og rengoering af motorkoeretoejer (servicestation), der ikke har haandvaerksmaessig karakter«. Det blev samtidig oplyst, at Rudolf Henssen, der var tysk statsborger med bopael i Berlin, var udpeget som ansvarlig bestyrer i overensstemmelse med GewO 1994. Selskabet oplyste endvidere, at Rudolf Henssen var i faerd med at soege lejlighed i OEstrig, hvorfor kvittering for anmeldelse af hans adresse i OEstrig ville blive indgivet senere.
10 Af afgoerelse truffet af Magistrat der Stadt Wien den 20. juli 1995 fremgaar, at lovens betingelser for den paagaeldende naeringsvirksomhed ikke var opfyldt, og der blev meddelt forbud mod at udoeve denne under henvisning til, at det fremgaar af § 39, stk. 2, i GewO 1994, at bestyreren skal opfylde de fastsatte personlige betingelser, skal have bopael inden for landets graenser og skal vaere i stand til at deltage i virksomhedens drift.
11 Den 10. august 1995 paaklagede Clean Car denne afgoerelse til Landeshauptmann von Wien, idet selskabet gjorde gaeldende, at den udpegede bestyrer nu havde bopael i OEstrig, og at en bopael inden for Den Europaeiske Union under alle omstaendigheder efter Republikken OEstrigs tiltraedelse af Den Europaeiske Union var tilstraekkelig til at opfylde de lovfaestede krav.
12 Ved afgoerelse af 2. november 1995 gav Landeshauptmann von Wien ikke klageren medhold med den begrundelse, at som foelge af naeringsanmeldelsens retsstiftende karakter var det de faktiske og retlige forhold paa tidspunktet for anmeldelsens indgivelse, der maatte tages i betragtning, og at bestyreren paa dette tidspunkt endnu ikke havde bopael i OEstrig.
13 Den 21. december 1995 anlagde Clean Car sag ved Verwaltungsgerichtshof, idet selskabet gjorde gaeldende, at hverken afgoerelsen fra Magistrat der Stadt Wien eller afgoerelsen fra Landeshauptmann von Wien havde taget hensyn til anbringenderne baseret paa faellesskabsretten. Clean Car anfoerte navnlig under henvisning til EF-traktatens artikel 6 og 48, at den bestyrer, som selskabet havde udpeget, i sin egenskab af ansat i selskabet var arbejdstager og derfor kunne paaberaabe sig den ret til fri bevaegelighed, som er fastsat i artikel 48.
14 Da Verwaltungsgerichtshof fandt, at det for at traeffe afgoerelse i sagen maatte afgoeres, om det er i strid med de faellesskabsretlige principper, der fremgaar af traktatens artikel 48 og af artikel 1, 2 og 3 i forordning nr. 1612/68, saafremt den oestrigske lovgiver forbyder en naeringsdrivende at udpege en ansat, der ikke har bopael i OEstrig, som bestyrer, har Verwaltungsgerichtshof stillet Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
»1) Skal EF-traktatens artikel 48 og artikel 1, 2 og 3 i forordning nr. 1612/68 fortolkes saaledes, at de ogsaa giver indenlandske arbejdsgivere ret til at ansaette arbejdstagere, der er statsborgere i en anden medlemsstat, uafhaengig af betingelser, der - skoent de gaelder uden hensyn til nationalitet - dog typisk vedroerer spoergsmaalet om statsborgerskab?
2) Saafremt den i foerste spoergsmaal anfoerte ret tilkommer indenlandske arbejdsgivere: Skal EF-traktatens artikel 48 og artikel 1, 2 og 3 i forordning nr. 1612/68 da fortolkes saaledes, at en bestemmelse som § 39, stk. 2, i GewO 1994, hvorefter en forretningsindehaver som ansvarlig bestyrer kun maa udpege en person, der har bopael i OEstrig, er i overensstemmelse med disse bestemmelser?«
15 I forelaeggelseskendelsen har den nationale ret anfoert, at sagen foerst drejer sig om, hvorvidt faellesskabsbestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed ogsaa skaber ret for arbejdsgivere, idet reglerne primaert retter sig mod arbejdstagerne. Saafremt dette spoergsmaal besvares bekraeftende, maa det endvidere undersoeges, om de naevnte bestemmelser er til hinder for en ordning som den, der er indeholdt i § 39, stk. 2, i GewO 1994, naar henses til forbeholdene i traktatens artikel 48, stk. 3, og den omstaendighed, at bestyreren i henhold til § 370, stk 2, i GewO 1994 i forbindelse med virksomhedens drift indestaar for, at de naeringsretlige bestemmelser overholdes.
Det foerste spoergsmaal
16 Med det foerste spoergsmaal har den nationale ret naermere bestemt spurgt, om den ligebehandlingsregel paa omraadet for arbejdskraftens frie bevaegelighed, som er indeholdt i traktatens artikel 48 og i artikel 1, 2 og 3 i forordning nr. 1612/68, ogsaa kan paaberaabes af en arbejdsgiver med henblik paa i den medlemsstat, hvor han er etableret, at ansaette arbejdstagere, som er statsborgere i en anden medlemsstat.
17 Indledningsvis bemaerkes, at artikel 1, 2 og 3 i forordning nr. 1612/68 kun indeholder en naermere praecisering og gennemfoerelse af de rettigheder, der allerede foelger af traktatens artikel 48 (jf. dom af 23.2.1994, sag C-419/92, Scholz, Sml. I, s. 505, praemis 6).
18 Endvidere bemaerkes, at artikel 48, stk. 1, bestemmer generelt, at arbejdskraftens frie bevaegelighed gennemfoeres inden for Faellesskabet. Den forudsaetter ifoelge artikel 48, stk. 2 og 3, afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for saa vidt angaar beskaeftigelse, afloenning og oevrige arbejdsvilkaar, og indebaerer med forbehold af de begraensninger, der retfaerdiggoeres af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, retten til at soege faktisk tilbudte stillinger, frit at bevaege sig inden for medlemsstaternes omraade i dette oejemed, at tage ophold paa dette omraade for der at have beskaeftigelse paa samme vilkaar som for indenlandske arbejdstagere samt at blive boende paa en medlemsstats omraade efter at have haft ansaettelse der.
19 Selv om disse rettigheder utvivlsomt gaelder for den personkreds, der udtrykkeligt er angivet, nemlig arbejdstagerne, er der intet i ordlyden af artikel 48, der udelukker, at rettighederne kan paaberaabes af andre, herunder navnlig arbejdsgiverne.
20 Det er ligeledes vigtigt at bemaerke, at for at arbejdstagernes ret til at tage ansaettelse og at have beskaeftigelse uden forskelsbehandling kan vaere effektiv og opfylde sit formaal, maa denne ret noedvendigvis suppleres af arbejdsgivernes ret til at ansaette arbejdstagere under hensyn til reglerne om arbejdskraftens frie bevaegelighed.
21 Disse regler kunne let blive holdt i skak, hvis det var tilstraekkeligt for medlemsstaterne til at undgaa de forbud, som er indeholdt i reglerne, at paabyde arbejdsgiverne vilkaar med hensyn til ansaettelse af en arbejdstager, som arbejdstageren skal overholde, og som, hvis de blev paalagt ham direkte, ville udgoere hindringer for udoevelsen af den ret til fri bevaegelighed, som han kan goere krav paa i henhold til traktatens artikel 48.
22 Det bemaerkes, at den naevnte fortolkning bekraeftes baade af artikel 2 i forordning nr. 1612/68 og af Domstolens praksis.
23 Dels fremgaar det udtrykkeligt af artikel 2 i forordning nr. 1612/68, at enhver statsborger i en medlemsstat og enhver arbejdsgiver, der udoever virksomhed paa en medlemsstats omraade, i overensstemmelse med de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser kan udveksle tilbud og ansoegninger om beskaeftigelse, indgaa arbejdsaftaler og bringe dem til udfoerelse under forudsaetning af, at det ikke medfoerer forskelsbehandling.
24 Dels foelger det navnlig af dom af 15. december 1995 (sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, praemis 84, 85 og 86), at de hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, der er omhandlet i artikel 48, stk. 3, ikke alene kan paaberaabes af medlemsstaterne med henblik paa at retfaerdiggoere de begraensninger af arbejdskraftens frie bevaegelighed, som foelger af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, men ogsaa kan paaberaabes af private for at retfaerdiggoere saadanne begraensninger, som foelger af aftaler og andre kontrakter, der er indgaaet eller vedtaget af private. Saafremt en arbejdsgiver kan paaberaabe sig undtagelsen i artikel 48, stk. 3, maa han imidlertid ogsaa kunne paaberaabe sig de principper, som foelger af samme bestemmelses stk. 1 og 2.
25 Af disse grunde skal det foerste spoergsmaal derfor besvares med, at den ligebehandlingsregel paa omraadet for arbejdskraftens frie bevaegelighed, som er indeholdt i traktatens artikel 48, kan ogsaa paaberaabes af en arbejdsgiver med henblik paa i den medlemsstat, hvor han er etableret, at ansaette arbejdstagere, som er statsborgere i en anden medlemsstat.
Det andet spoergsmaal
26 Med det andet spoergsmaal har den nationale ret naermere bestemt spurgt, om traktatens artikel 48 er til hinder for, at en medlemsstat foreskriver, at en forretningsindehaver, som driver naering som haandvaerker, handlende eller industridrivende paa denne medlemsstats omraade, kun kan udpege en bestyrer, som har bopael i den paagaeldende medlemsstat.
27 I den henseende har Domstolen i en fast praksis antaget, at ligebehandlingsprincippet ikke alene indebaerer et forbud mod aabenlyse former for forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men ogsaa mod alle skjulte former for forskelsbehandling, hvorved det samme faktisk bliver resultatet, selv om forskelsbehandlingen udoeves paa grundlag af andre formelle kriterier (jf. dom af 12.6.1997, sag C-266/95, Merino García, Sml. I, s. 3279, praemis 33).
28 Det er korrekt, at en bestemmelse som § 39, stk. 2, i GewO 1994 finder anvendelse uafhaengigt af den udpegede bestyrers nationalitet.
29 Som Domstolen allerede har fastslaaet (jf. dom af 14.2.1995, sag C-279/93, Schumacker, Sml. I, s. 225, praemis 28), er der imidlertid en fare for, at en national bestemmelse, hvorefter der sondres paa grundlag af bopael, navnlig rammer borgere fra andre medlemsstater. Ikke-hjemmehoerende er saaledes som oftest statsborgere i andre stater.
30 Paa dette grundlag kan kravet om, at statsborgere fra andre medlemsstater skal have bopael i den paagaeldende medlemsstat for at kunne blive udpeget som bestyrer for en virksomhed, som udoever haandvaerks-, handels- og industrivirksomhed, udgoere en indirekte forskelsbehandling begrundet i nationalitet, som er i strid med traktatens artikel 48, stk. 2.
31 Det vil kun forholde sig anderledes, hvis indfoerelsen af en saadan betingelse om bopael er begrundet i objektive hensyn, som er uafhaengige af de paagaeldende arbejdstageres nationalitet, og staar i et rimeligt forhold til det formaal, som lovligt tilstraebes med den nationale lovgivning (jf. dom af 15.1.1998, sag C-15/96, Schoening-Kougebetopoulou, Sml. I, s. 47, praemis 21).
32 Det bemaerkes, at det fremgaar af praemis 15 i naervaerende dom, at den nationale ret i forelaeggelseskendelsen udtrykkeligt har henvist til den omstaendighed, at ifoelge § 370, stk. 2, i GewO 1994, hvorefter eventuelle sanktioner skal paalaegges den udpegede bestyrer, er denne i forbindelse med virksomhedens drift ansvarlig for, at de gaeldende naeringsretlige bestemmelser overholdes.
33 Landeshauptmann von Wien og den oestrigske regering har i deres skriftlige indlaeg i denne henseende anfoert, at bopaelsbetingelsen skal sikre, at de naevnte sanktioner, som bestyreren kan idoemmes, skal kunne forkyndes og fuldbyrdes over for denne. Den skal derudover garantere, at bestyreren opfylder den anden betingelse, som paalaegges ham ved § 39, stk. 2, i GewO 1994, nemlig at han skal vaere i stand til at deltage i virksomhedens drift.
34 I denne forbindelse maa det fastslaas, at bopaelsbetingelsen ikke er egnet til at sikre, at det paagaeldende maal bliver naaet, og at betingelsen gaar udover, hvad der er noedvendigt for at naa dette maal.
35 Dels er det ikke den omstaendighed, at bestyreren har bopael i den medlemsstat, hvor virksomheden er etableret, og hvor den udoever sin virksomhed, som noedvendigvis sikrer, at bestyreren vil vaere i stand til at deltage i virksomhedens drift. En bestyrer med bopael, der ligger i denne stat, men paa et sted, der er beliggende langt fra virksomhedens driftssted, vil normalt have stoerre vanskeligheder ved at deltage i virksomhedens drift end en person, hvis bopael - selv om den er beliggende i en anden medlemsstat - ikke ligger langt fra virksomhedens driftssted.
36 Dels vil andre foranstaltninger, som er mindre indgribende, saasom forkyndelse af sanktioner paa hjemstedet for den virksomhed, hvor bestyreren er ansat, og indestaaelse for hans betaling ved hjaelp af tilvejebringelse af en forudgaaende sikkerhedsstillelse, der goer det muligt at sikre, at de sanktioner, som paalaegges bestyreren, kan forkyndes og fuldbyrdes over for ham.
37 Det skal tilfoejes, at selv saadanne foranstaltninger ikke er retfaerdiggjort af de omhandlede formaal i det tilfaelde, hvor forkyndelsen og fuldbyrdelsen af sanktioner, der er paalagt en bestyrer, som har bopael i en anden medlemsstat, er sikret gennem en international konvention indgaaet mellem den medlemsstat, hvor virksomheden har sit driftssted, og den stat, hvor bestyreren har sin bopael.
38 Herefter maa det konkluderes, at den i hovedsagen omtvistede bopaelsbetingelse udgoer en indirekte forskelsbehandling.
39 Med hensyn til de anerkendelsesvaerdige hensyn, der fremgaar af traktatens artikel 48, stk. 3, og som ogsaa er blevet anfoert af den nationale ret, skal det bemaerkes, at der ikke er noget hensyn til den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed, som kan retfaerdiggoere en generel ordning som den, der foreligger i hovedsagen.
40 For saa vidt angaar hensynet til den offentlige orden, der ligeledes er anfoert i traktatens artikel 48, stk. 3, bemaerkes, at Domstolen allerede har udtalt (dom af 27.10.1977, sag 30/77, Bouchereau, Sml. s. 1999), at som begrundelse for visse indskraenkninger i de af faellesskabsretten omfattede personers ret til fri bevaegelighed forudsaetter en henvisning til begrebet den offentlige orden som anfoert i traktatens artikel 48, stk. 3, under alle omstaendigheder, at der, ud over den forstyrrelse af samfundsordenen, som enhver lovovertraedelse indebaerer, foreligger en virkelig og tilstraekkeligt alvorlig trussel mod et grundlaeggende samfundshensyn.
41 Imidlertid fremgaar det ikke af sagen, at et saadant hensyn kan blive beroert, hvis forretningsindehaveren med henblik paa virksomhedens drift frit kan udpege en bestyrer, som ikke har bopael i den paagaeldende medlemsstat.
42 En national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, der kraever, at enhver arbejdstager, der er udpeget som bestyrer med henblik paa udoevelse af virksomhed, skal have bopael i den paagaeldende stat, kan heller ikke begrundes i hensynet til den offentlige orden i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 48, stk. 3.
43 Paa grundlag af de naevnte betragtninger skal det andet spoergsmaal besvares med, at traktatens artikel 48 er til hinder for, at en medlemsstat foreskriver, at en forretningsindehaver, som driver naering som haandvaerker, handlende eller industridrivende paa denne medlemsstats omraade, kun kan udpege en bestyrer, som har bopael i den paagaeldende medlemsstat.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
17 De udgifter, der er afholdt af den oestrigske regering og Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Verwaltungsgerichtshof ved kendelse af 8. oktober 1996, for ret:
1) Den ligebehandlingsregel paa omraadet for arbejdskraftens frie bevaegelighed, som er indeholdt i EF-traktatens artikel 48, kan ogsaa paaberaabes af en arbejdsgiver med henblik paa i den medlemsstat, hvor han er etableret, at ansaette arbejdstagere, som er statsborgere i en anden medlemsstat.
2) Traktatens artikel 48 er til hinder for, at en medlemsstat foreskriver, at en forretningsindehaver, som driver naering som haandvaerker, handlende eller industridrivende paa denne medlemsstats omraade, kun kan udpege en bestyrer, som har bopael i den paagaeldende medlemsstat.
Full & Egal Universal Law Academy