Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Tilnaermelse af lovgivningerne - varemaerker - direktiv 89/104 - vare, der er markedsfoert uden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade af varemaerkeindehaveren selv eller med dennes samtykke - indfoersel i en medlemsstat - indsigelse fra indehaveren - nationale bestemmelser om international konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et varemaerke - ulovlige
(Raadets direktiv 89/104, art. 5 og art. 7, stk. 1)
2 Tilnaermelse af lovgivningerne - varemaerker - direktiv 89/104 - vare, der er markedsfoert uden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade af varemaerkeindehaveren selv eller med dennes samtykke - indfoersel i en medlemsstat - indsigelse fra indehaveren - nedlaeggelse af et forbud mod brugen af varemaerket alene med hjemmel i direktivets artikel 7, stk. 1 - udelukket
(Raadets direktiv 89/104, art. 5 og art. 7, stk. 1)
3 Institutionernes retsakter - direktiver - direkte virkning - graenser - mulighed for at paaberaabe et direktiv over for private - udelukket - medlemsstaternes gennemfoerelse - de nationale retters forpligtelse
(EF-traktaten, art. 189, stk. 3)
Sammendrag
1 Artikel 7, stk. 1, i foerste direktiv 89/104 om varemaerker er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter der indtraeder konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et varemaerke, for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert uden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade under dette maerke.
En fortolkning af direktivet, hvorefter dette giver medlemsstaterne adgang til at foreskrive konsumption i national ret ikke alene for varer, som er markedsfoert inden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, men ogsaa for varer, der er markedsfoert i tredjelande, er i strid med ordlyden af artikel 7 saavel som med opbygningen af og formaalet med direktivets bestemmelser vedroerende de rettigheder, som varemaerket giver indehaveren. Selv om det i direktivets tredje betragtning anfoeres, at »det ... for tiden ikke [forekommer] noedvendigt af foretage en fuldstaendig tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om varemaerker«, indeholder direktivet dog en harmonisering af de centrale materielle regler paa omraadet, nemlig af reglerne vedroerende de nationale bestemmelser, der har den mest direkte indvirkning paa det indre markeds funktion.
Det anfoeres saaledes i direktivets foerste betragtning, at den lovgivning, der gaelder om varemaerker inden for medlemsstaterne, indebaerer forskelligheder, som kan hindre den frie bevaegelighed for varer og den frie udveksling af tjenesteydelser samt fordreje konkurrencevilkaarene i faellesmarkedet, og ifoelge niende betragtning er det for at lette den frie omsaetning af varer og den frie udveksling af tjenesteydelser af afgoerende betydning at sikre, at registrerede varemaerker nyder samme retsbeskyttelse i alle medlemsstaternes retsordener.
Artikel 5, 6 og 7 maa derfor fortolkes saaledes, at de indeholder en fuldstaendig harmonisering af reglerne om de rettigheder, der er knyttet til varemaerket.
Under disse omstaendigheder kan direktivet ikke fortolkes saaledes, at det giver medlemsstaterne mulighed for i deres nationale ret at foreskrive konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, for varer, der er markedsfoert i tredjelande.
Denne fortolkning er endvidere den eneste, som fuldt ud kan virkeliggoere direktivets maal, som er at beskytte det indre markeds funktion. Der ville nemlig uundgaaeligt opstaa hindringer for de frie varebevaegelser og den frie udveksling af tjenesteydelser i en situation, hvor visse medlemsstater kunne foreskrive international konsumption, hvorimod andre kun foreskriver konsumption inden for Faellesskabet.
Det kan over for denne fortolkning ikke indvendes, at direktivet, som er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 100 A, ikke kan regulere forbindelserne mellem medlemsstaterne og tredjelande. Selv om traktatens artikel 100 A fortolkes paa denne maade, maa det nemlig konstateres, at artikel 7 ikke har til formaal at regulere forbindelserne mellem medlemsstaterne og tredjelande, men at fastlaegge de rettigheder, der tilkommer indehavere af varemaerker i Faellesskabet.
2 Artikel 7, stk. 1, i foerste direktiv 89/104 om varemaerker kan ikke fortolkes saaledes, at indehaveren af et varemaerke alene med hjemmel i denne bestemmelse kan faa nedlagt et forbud mod, at en tredjemand bruger hans varemaerke for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er blevet markedsfoert uden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade under dette maerke.
Medlemsstaternes forpligtelse til at gennemfoere bestemmelser, i medfoer af hvilke indehaveren af et varemaerke i tilfaelde af kraenkelse af hans rettigheder skal vaere i stand til at opnaa et forbud mod, at tredjemaend benytter hans varemaerke, foelger af bestemmelserne i direktivets artikel 5, som fastlaegger de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, og ikke af bestemmelserne i artikel 7.
3 Selv om et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private, og en direktivbestemmelse derfor ikke som saadan kan paaberaabes over for saadanne personer, er den nationale domstol, som anvender nationale retsforskrifter og skal fortolke dem, hvad enten de er aeldre eller yngre end direktivet, forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formaal og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat, og saaledes handle i overensstemmelse med traktatens artikel 189, stk. 3.
Parter
I sag C-355/96,
angaaende en anmodning, som Oberster Gerichtshof (OEstrig) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,
Silhouette International Schmied GmbH & Co. KG
mod
Hartlauer Handelsgesellschaft mbH,
at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 7 i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker (EFT 1989 L 40, s. 1), som aendret ved aftalen af 2. maj 1992 om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (EFT 1994 L 1, s. 3),
har
DOMSTOLEN
sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann (refererende dommer), M. Wathelet og R. Schintgen samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, J.L. Murray, D.A.O. Edward, P. Jann, L. Sevón og K.M. Ioannou,
generaladvokat: F.G. Jacobs
justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,
efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:
- Silhouette International Schmied GmbH & Co. KG ved advokat Klaus Haslinger, Linz
- Hartlauer Handelsgesellschaft mbH ved advokat Walter Mueller, Linz
- den oestrigske regering ved kontorchef Wolf Okresek, Forbundskancelliet, som befuldmaegtiget
- den tyske regering ved afdelingschef Alfred Dittrich, Forbundsjustitsministeriet, og ekspeditionssekretaer Bernd Kloke, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede
- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og ekspeditionssekretaer Philippe Martinet, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede
- den italienske regering ved afdelingschef Umberto Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af statens advokat, Oscar Fiumara
- den svenske regering ved kontorchef Erik Brattgaard, Handelsafdelingen, Udenrigsministeriet, kontorchef Tomas Norstroem, Udenrigsministeriet, og konsulent Inge Simfors, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede
- Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister Michael Silverleaf
- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Juergen Gruenwald og Berend Jan Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,
paa grundlag af retsmoederapporten,
efter at der i retsmoedet den 14. oktober 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Silhouette International Schmied GmbH & Co. KG ved advokat Klaus Haslinger, af Hartlauer Handelsgesellschaft mbH ved advokat Walter Mueller, af den italienske regering ved Oscar Fiumara og af Kommissionen ved Juergen Gruenwald,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 29. januar 1998,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 15. oktober 1996, indgaaet til Domstolen den 30. oktober 1996, har Oberster Gerichtshof i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 7 i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker (EFT 1989 L 40, s. 1, herefter »direktivet«), som aendret ved aftalen af 2. maj 1992 om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (EFT 1994 L 1, s. 3, herefter »EOES-aftalen«).
2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem de oestrigske selskaber Silhouette International Schmied GmbH & Co. KG (herefter »Silhouette«) og Hartlauer Handelsgesellschaft mbH (herefter »Hartlauer«).
3 Direktivets artikel 7, som vedroerer konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, bestemmer:
»1. De til varemaerket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde brugen af maerket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert inden for Faellesskabet under dette maerke.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, saafremt skellig grund berettiger indehaveren til at modsaette sig fortsat markedsfoering af varerne, isaer i tilfaelde hvor disses tilstand er aendret eller forringet, efter at de er markedsfoert.«
4 I henhold til EOES-aftalens artikel 65, stk. 2, sammenholdt med bilag XVII, punkt 4, til aftalen, er direktivets artikel 7, stk. 1, blevet aendret med henblik paa aftalen, idet udtrykket »inden for Faellesskabet« er blevet erstattet med ordene »inden for en kontraherende parts omraade«.
5 Direktivets artikel 7 er blevet gennemfoert i oestrigsk ret ved § 10a i Markenschutzgesetz (lov om beskyttelse af varemaerker), hvis stk. 1 bestemmer: »De til varemaerket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde en tredjemand brugen af maerket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert inden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade.«
6 Silhouette fremstiller briller i den hoejere prisklasse. Selskabet afsaetter brillerne i hele verden under varemaerket »Silhouette«, der er registreret i OEstrig og i de fleste lande i verden. I OEstrig leverer selskabet selv brillerne til optikere; i andre stater har selskabet enten datterselskaber eller forhandlere.
7 Hartlauer saelger bl.a. briller i selskabets mange filialer i OEstrig, og selskabets lave priser udgoer dets vigtigste salgsargument. Det faar ikke leverancer fra Silhouette, idet dette er af den opfattelse, at det ville vaere til skade for selskabets image som fabrikant af modebriller af hoej kvalitet, hvis Hartlauer forhandlede dets produkter.
8 I oktober 1995 solgte Silhouette 21 000 brillestel af udgaaede modeller til det bulgarske selskab Union Trading for 261 450 USD. Silhouette havde anmodet sin repraesentant om at paalaegge kunderne kun at saelge brillestellene i Bulgarien eller i landene i det tidligere Sovjetunionen og ikke at eksportere dem til andre lande. Repraesentanten meddelte Silhouette, at han havde videregivet dette paalaeg til koeberen. Oberster Gerichtshof har imidlertid anfoert, at det ikke havde kunnet fastslaas, om dette faktisk var sket.
9 I november 1995 leverede Silhouette de naevnte brillestel til Union Trading i Sofia. Hartlauer koebte disse varer - ifoelge Oberster Gerichtshof har det ikke kunnet fastslaas, hvem saelgeren var - og udboed dem til salg i OEstrig fra december 1995. Hartlauer meddelte i en pressekampagne, at selv om det ikke fik leverancer fra Silhouette, var det lykkedes det at erhverve 21 000 Silhouette-stel i udlandet.
10 Silhouette anlagde en sag om foreloebige retsmidler ved Landesgericht Steyr med paastand om, at der blev paalagt Hartlauer et forbud mod at saelge briller eller brillestel under selskabets maerke, for saa vidt som disse ikke var blevet markedsfoert inden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (herefter »EOES«) af selskabet selv eller med dets samtykke. Efter selskabets opfattelse er dets varemaerkerettigheder ikke udtoemt, eftersom direktivet kun foreskriver konsumption af saadanne rettigheder, saafremt varerne er blevet markedsfoert inden for EOES af indehaveren af varemaerket eller med dennes samtykke. Selskabet stoettede sin paastand paa § 10a i Markenschutzgesetz saavel som paa § 1 og 9 i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (lov om bekaempelse af illoyal konkurrence og ulovlig markedsfoering, herefter »UWG«, og paa § 43 i Allgemeines Buergerliches Gesetzbuch (den borgerlige lovbog, herefter »ABGB«).
11 Hartlauer nedlagde paastand om, at begaeringen ikke blev taget til foelge, eftersom Silhouette ikke havde solgt brillerne med paalaeg om, at enhver genindfoersel i Faellesskabet var udelukket. § 43 i ABGB kan efter selskabets opfattelse ikke finde anvendelse. Det har endvidere anfoert, at Markenschutzgesetz ikke giver hjemmel for at begaere et paabud om undladelse, og at selskabets adfaerd, naar henses til den uklare retstilstand, ikke var i strid med god forretningsskik.
12 Silhouette's paastand blev ikke taget til foelge af Landesgericht Steyr og - efter appel - heller ikke af Oberlandesgericht Linz. Silhouette har indbragt en »revisionsanke« for Oberster Gerichtshof.
13 Oberster Gerichtshof bemaerkede for det foerste, at sagen, som var indbragt for retten, vedroerte genindfoersel af varemaerkeindehaverens originale varer, som var blevet markedsfoert af indehaveren i et tredjeland. Retten anfoerte endvidere, at de oestrigske domstole foer ikrafttraedelsen af § 10a i Markenschutzgesetz anvendte princippet om international konsumption af de til varemaerket knyttede rettigheder (princippet om, at indehaverens rettigheder er udtoemt, naar den vare, som er forsynet med varemaerket, er blevet markedsfoert, uanset hvor denne markedsfoering har fundet sted). Endelig bemaerkede Oberster Gerichtshof, at det i grundene til den oestrigske lov om gennemfoerelse af direktivets artikel 7 var anfoert, at det ville blive overladt til retspraksis at tage stilling til spoergsmaalet, om der gaelder et princip om international konsumption.
14 Under disse omstaendigheder har Oberster Gerichtshof besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
»1) Skal artikel 7, stk 1, i Raadets foerste direktiv af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker (89/104/EOEF, EFT L 40 af 11.2.1989, s. 1 - varemaerkedirektivet) fortolkes saaledes, at varemaerket giver sin indehaver ret til at forbyde en tredjemand at bruge maerket for varer, som er markedsfoert under dette maerke i en stat, som ikke er en kontraherende stat?
2) Kan indehaveren af varemaerket alene i henhold til varemaerkedirektivets artikel 7, stk. 1, kraeve, at tredjemand undlader at bruge maerket for varer, som er blevet markedsfoert under dette maerke i en stat, som ikke er en kontraherende stat?«
Det foerste spoergsmaal
15 Med det foerste spoergsmaal oensker Oberster Gerichtshof naermere bestemt oplyst, om direktivets artikel 7, stk. 1, er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter der indtraeder konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et varemaerke, for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert uden for EOES under dette maerke.
16 Indledningsvis bemaerkes, at direktivets artikel 5 fastlaegger »de rettigheder, der er knyttet til varemaerket«, og at artikel 7 indeholder bestemmelsen om »konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket«.
17 Ifoelge direktivets artikel 5, stk. 1, giver det registrerede varemaerke indehaveren en eneret. Det bestemmes endvidere i artikel 5, stk. 1, litra a), at indehaveren i medfoer af eneretten kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at goere erhvervsmaessig brug af blandt andet et tegn, der er identisk med varemaerket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke varemaerket er registreret. I medfoer af artikel 5, stk. 3, som indeholder en ikke udtoemmende opregning af de former for brug, som indehaveren kan forbyde med hjemmel i stk. 1, omfatter denne ret blandt andet import og eksport af de varer, der er forsynet med det paagaeldende varemaerke.
18 I lighed med bestemmelserne i direktivets artikel 6, som fastsaetter visse begraensninger i varemaerkets retsvirkninger, bestemmer artikel 7, at den til varemaerket knyttede eneret under de i bestemmelsen angivne betingelser udtoemmes, saaledes at indehaveren af varemaerket ikke laengere har ret til at forbyde brugen af maerket. Konsumptionen er foerst og fremmest betinget af, at varerne er blevet markedsfoert af indehaveren selv eller med dennes samtykke. Ifoelge direktivbestemmelsen selv indtraeder der imidlertid kun konsumption, hvis varerne er blevet markedsfoert inden for Faellesskabet (inden for EOES efter ikrafttraedelsen af EOES-aftalen).
19 Det maa endvidere fastslaas, at det ikke for Domstolen er gjort gaeldende, at direktivet kan fortolkes saaledes, at det foreskriver konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, for varer, der er markedsfoert af indehaveren selv eller med dennes samtykke, uanset hvor markedsfoeringen er foretaget.
20 Hartlauer og den svenske regering har tvaertimod gjort gaeldende, at medlemsstaterne efter direktivet har adgang til at foreskrive konsumption i national ret ikke alene for varer, som er markedsfoert inden for EOES, men ogsaa for varer, der er markedsfoert i tredjelande.
21 Den af Hartlauer og den svenske regering foreslaaede fortolkning af direktivet forudsaetter, naar henses til ordlyden af artikel 7, at direktivet i lighed med Domstolens praksis vedroerende EF-traktatens artikel 30 og 36 alene paalaegger medlemsstaterne at foreskrive konsumption inden for Faellesskabet, hvorimod direktivets artikel 7 ikke udtoemmende regulerer spoergsmaalet om konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, hvorfor det giver medlemsstaterne mulighed for at fastsaette bestemmelser om konsumption, der gaar videre end dem, der udtrykkeligt fastsaettes i direktivets artikel 7.
22 Som det er gjort gaeldende af Silhouette, af den oestrigske, den tyske, den franske og den italienske regering samt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, er en saadan fortolkning imidlertid uforenelig med ordlyden af artikel 7, saavel som med opbygningen af og formaalet med direktivets bestemmelser om de rettigheder, som varemaerket giver indehaveren.
23 Det skal i den forbindelse foerst bemaerkes, at selv om det i direktivets tredje betragtning anfoeres, at »det ... for tiden ikke [forekommer] noedvendigt at foretage en fuldstaendig tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om varemaerker«, indeholder direktivet dog en harmonisering af de centrale materielle regler paa omraadet, nemlig ifoelge den samme betragtning af reglerne vedroerende de nationale bestemmelser, der har den mest direkte indvirkning paa det indre markeds funktion, og denne betragtning udelukker ikke, at harmoniseringen vedroerende disse regler er fuldstaendig.
24 Det anfoeres saaledes i direktivets foerste betragtning, at den lovgivning, der gaelder om varemaerker inden for medlemsstaterne, indebaerer forskelligheder, som kan hindre den frie bevaegelighed for varer og den frie udveksling af tjenesteydelser samt fordreje konkurrencevilkaarene i faellesmarkedet, hvorfor det er noedvendigt at tilnaerme medlemsstaternes lovgivninger indbyrdes med henblik paa det indre markeds oprettelse og funktion. I niende betragtning understreges det, at det for at lette den frie omsaetning af varer og den frie udveksling af tjenesteydelser er af afgoerende betydning at sikre, at registrerede varemaerker nyder samme retsbeskyttelse i alle medlemsstaternes retsordener, og at dette dog ikke forhindrer medlemsstaterne i at yde varemaerker, der nyder et vist renommé, mere omfattende beskyttelse.
25 Under hensyn til disse betragtninger maa direktivets artikel 5, 6 og 7 fortolkes saaledes, at de indeholder en fuldstaendig harmonisering af reglerne om de rettigheder, der er knyttet til varemaerket. Denne fortolkning finder i oevrigt stoette i den omstaendighed, at artikel 5 udtrykkeligt giver medlemsstaterne mulighed for at opretholde eller indfoere visse bestemmelser, som er naermere afgraenset af faellesskabslovgiver. Ifoelge artikel 5, stk. 2, som henviser til niende betragtning, kan medlemsstaterne saaledes yde varemaerker, der nyder et vist renommé, mere omfattende beskyttelse.
26 Under disse omstaendigheder kan direktivet ikke fortolkes saaledes, at det giver medlemsstaterne mulighed for i deres nationale ret at foreskrive konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, for varer, der er markedsfoert i tredjelande.
27 Denne fortolkning er endvidere den eneste, som fuldt ud kan virkeliggoere direktivets maal, som er at beskytte det indre markeds funktion. Der ville nemlig uundgaaeligt opstaa hindringer for de frie varebevaegelser og den frie udveksling af tjenesteydelser i en situation, hvor visse medlemsstater kunne foreskrive international konsumption, hvorimod andre kun foreskriver konsumption inden for Faellesskabet.
28 Det kan over for denne fortolkning ikke indvendes, saaledes som den svenske regering har gjort, at direktivet, som er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 100 A, der vedroerer den indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger vedroerende det indre markeds funktion, ikke kan regulere forbindelserne mellem medlemsstaterne og tredjelande, og at direktivets artikel 7 derfor maa fortolkes saaledes, at direktivet alene vedroerer forbindelserne inden for Faellesskabet.
29 Selv om traktatens artikel 100 A fortolkes som foreslaaet af den svenske regering, maa det nemlig konstateres, at artikel 7, saaledes som det er anfoert i naervaerende dom, ikke har til formaal at regulere forbindelserne mellem medlemsstaterne og tredjelande, men at fastlaegge de rettigheder, der tilkommer indehavere af varemaerker i Faellesskabet.
30 Endelig bemaerkes, at Faellesskabets kompetente myndigheder altid i forbindelse med indgaaelsen af internationale aftaler paa omraadet vil kunne udvide den konsumption, der foreskrives i artikel 7, til varer, der er markedsfoert i tredjelande, saaledes som dette er sket i forbindelse med EOES-aftalen.
31 Under hensyn til det anfoerte skal det foerste spoergsmaal besvares saaledes, at direktivets artikel 7, stk. 1, som aendret ved EOES-aftalen, er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter der indtraeder konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et varemaerke, for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert uden for EOES under dette maerke.
Det andet spoergsmaal
32 Med det andet spoergsmaal oensker Oberster Gerichtshof naermere bestemt oplyst, om direktivets artikel 7, stk. 1, kan fortolkes saaledes, at indehaveren af et varemaerke alene med hjemmel i denne bestemmelse kan faa nedlagt et forbud mod, at en tredjemand bruger hans varemaerke for varer, som er blevet markedsfoert uden for EOES af indehaveren selv eller med dennes samtykke.
33 Oberster Gerichtshof har i forelaeggelseskendelsen, saaledes som denne er uddybet i en senere skrivelse, anfoert:
- at det andet spoergsmaal er blevet stillet, fordi Markenschutzgesetz ikke fastslaar en ret til at faa nedlagt et forbud, og at loven heller ikke indeholder en bestemmelse svarende til direktivets artikel 5, stk. 1, litra a). I forbindelse med kraenkelse af et varemaerke kan der kun nedlaegges en paastand om forbud, saafremt der samtidig forelaegger en tilsidesaettelse af § 9 i UWG, som kan anvendes, saafremt der bestaar en risiko for forveksling, hvilket ikke er tilfaeldet, naar der er tale om varemaerkeindehaverens originale varer
- at der efter oestrigsk ret, i det mindste efter den hidtil gaeldende opfattelse, ikke tilkommer indehaveren af et varemaerke nogen ret til at faa nedlagt et forbud over for den, der ved parallelimport indfoerer eller genindfoerer maerkevarer, saafremt retten til at faa nedlagt et forbud ikke allerede foelger af § 10a, stk. 1, i Markenschutzgesetz. I oestrigsk ret opstaar foelgelig det spoergsmaal, om artikel 7, stk. 1, i varemaerkedirektivet, der har samme indhold som § 10a, stk. 1, i Markenschutzgesetz, hjemler en saadan ret til at begaere nedlaeggelse af et forbud, og om indehaveren af varemaerket alene i henhold til denne bestemmelse kan kraeve, at tredjemand undlader at bruge maerket for varer, som er blevet markedsfoert under dette maerke uden for EOES.
34 Det anfoeres i den forbindelse, at efter direktivets opbygning defineres de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, i artikel 5, mens artikel 7 indeholder en vigtig praecision i forhold til denne definition, idet den bestemmer, at rettighederne i medfoer af artikel 5 ikke giver indehaveren ret til at forbyde brugen af varemaerket, saafremt betingelserne for konsumption, som er fastsat i denne bestemmelse, er opfyldt.
35 Selv om direktivet ubestrideligt paalaegger medlemsstaterne at gennemfoere bestemmelser, i medfoer af hvilke indehaveren af et varemaerke i tilfaelde af kraenkelse af hans rettigheder skal vaere i stand til at opnaa et forbud mod, at tredjemaend benytter hans varemaerke, maa det imidlertid efter det anfoerte fastslaas, at denne forpligtelse foelger af bestemmelserne i direktivets artikel 5 og ikke af bestemmelserne i artikel 7.
36 Under hensyn til denne konstatering skal det for det foerste bemaerkes, at det foelger af fast retspraksis, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private, og at en direktivbestemmelse derfor ikke som saadan kan paaberaabes over for saadanne personer. Det skal samtidig for det andet understreges, at det foelger af den samme retspraksis, at den nationale domstol ved anvendelsen af nationale retsforskrifter, hvad enten de er aeldre eller yngre end direktivet, er forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formaal og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat, og saaledes handle i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 189, stk. 3 (jf. navnlig dom af 13.11.1990, sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, praemis 6 og 8, og af 14.7.1994, sag C-91/92, Faccini Dori, Sml. I, s. 3325, praemis 20 og 26).
37 Under forbehold af det ovenfor anfoerte vedroerende den forelaeggende rets forpligtelse til i videst muligt omfang at fortolke den nationale ret i overensstemmelse med faellesskabsretten skal det andet spoergsmaal herefter besvares med, at direktivets artikel 7, stk. 1, ikke kan fortolkes saaledes, at indehaveren af et varemaerke alene med hjemmel i denne bestemmelse kan faa nedlagt et forbud mod, at en tredjemand bruger hans varemaerke for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er blevet markedsfoert uden for EOES under dette maerke.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
38 De udgifter, der er afholdt af den oestrigske, den tyske, den franske, den italienske og den svenske regering og af Det Forenede Kongeriges regering saavel som af Kommissionen, der har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Oberster Gerichtshof ved kendelse af 15. oktober 1996, for ret:
39 Artikel 7, stk. 1, i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker, som aendret ved aftalen af 2. maj 1992 om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter der indtraeder konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et varemaerke, for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsfoert uden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade under dette maerke.
40 Artikel 7, stk. 1, i direktiv 89/104 kan ikke fortolkes saaledes, at indehaveren af et varemaerke alene med hjemmel i denne bestemmelse kan faa nedlagt et forbud mod, at en tredjemand bruger hans varemaerke for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er blevet markedsfoert uden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade under dette maerke.
Full & Egal Universal Law Academy