Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Saerlige rettergangsformer ° udsaettelse af gennemfoerelsen ° foreloebige forholdsregler ° betingelser ° forholdsreglen forekomme umiddelbart berettiget ° alvorligt og uopretteligt tab ° kumulativ karakter ° konsekvenser under en appelsag
(EF-traktaten, art. 185 og 186; Domstolens procesreglement, art. 83, stk. 2; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)
2. Appel ° anbringender ° fejlagtig bedoemmelse af faktiske omstaendigheder ° afvisning ° anvendelse paa appel til proevelse af en kendelse om foreloebige forholdsregler
(EF-traktaten, art. 168 A; EF-statutten for Domstolen, art. 50, stk. 2, og art. 51, stk. 1)
3. Appel ° anbringender ° utilstraekkelig begrundelse ° anvendelse i forbindelse med kendelser om foreloebige forholdsregler
Sammendrag
1. Faellesskabets retsinstanser kan i sager om foreloebige forholdsregler udsaette gennemfoerelsen og foreskrive foreloebige forholdsregler, saafremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og saafremt der foreligger uopsaettelighed, dvs. at det for at undgaa et alvorligt og uopretteligt tab for sagsoegeren er noedvendigt at foreskrive dem og tillaegge dem retsvirkninger foer afgoerelsen i hovedsagen. Disse betingelser er kumulative, saaledes at der ikke kan anordnes foreloebige forholdsregler, naar en af dem ikke er opfyldt.
I forbindelse med en appel af en kendelse, hvor en begaering om foreloebige forholdsregler ikke er taget til foelge, fordi de begaerede forholdsregler ikke er uopsaettelige, kan anbringender, der vedroerer forholdsreglernes umiddelbare berettigelse, men som ikke behandler spoergsmaalet om de begaerede forholdsreglers manglende uopsaettelighed, ikke foere til hverken hel eller delvis ophaevelse af den appellerede kendelse og skal derfor forkastes.
2. EF-traktatens artikel 168 A og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen, hvorefter appel er begraenset til retsspoergsmaal og kun kan stoettes paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellanternes interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten, finder ogsaa anvendelse paa appel ivaerksat i henhold til artikel 50, stk. 2, i naevnte statut til proevelse af afgoerelser truffet af Retten i sager om foreloebige forholdsregler.
3. Det kan ikke kraeves, at Faellesskabets retsinstanser i sager om foreloebige forholdsregler udtrykkeligt besvarer samtlige faktiske og retlige momenter, som er blevet droeftet under sagen om foreloebige forholdsregler. Det er tilstraekkeligt, at de af retsinstansen nedfaeldede praemisser gyldigt under hensyn til sagens omstaendigheder begrunder kendelsen og goer det muligt for Domstolen at udoeve sin domstolskontrol.
Parter
I sag C-268/96 P(R),
Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf, Culemborg (Nederlandene),
Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven, Culemborg (Nederlandene),
ved advokaterne Martijn van Empel, Amsterdam, og Thomas Janssens, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Loesch, 11, rue Goethe,
appellanter,
angaaende appel af kendelse afsagt den 4. juni 1996 af praesidenten for De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i sag T-18/96 R, Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven mod Kommissionen (Sml. II, s. 407), hvori der er nedlagt paastand om:
° at kendelsen ophaeves, at betalingen af de boeder, som blev paalagt ved den i hovedsagen anfaegtede beslutning, udsaettes, og at kravet om at stille en tilsvarende sikkerhed udsaettes, samt at der gives appellanterne hver for sig indsigt i Kommissionens akter,
og subsidiaert,
° at kendelsen ophaeves, og at sagen hjemvises til Retten til afgoerelse,
den anden part i appelsagen er:
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Wouter Wils, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
har
DOMSTOLENS PRAESIDENT
efter at have hoert generaladvokat G. Tesauro,
afsagt foelgende
Kendelse
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. august 1996 har Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf (et nederlandsk certificeringsinstitut vedroerende kranudlejningsvirksomheder, herefter "SCK") og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven (nederlandsk sammenslutning af virksomheder, der udlejer mobilkraner, herefter "FNK") i henhold til artikel 50, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af en af praesidenten for Retten i Foerste Instans afsagt kendelse af 4. juni 1996 i sag T-18/96 R, Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven mod Kommissionen (Sml. II, s. 407, herefter "den appellerede kendelse"), hvorved en af dem indgivet begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen ikke blev taget til foelge.
2 Ved processkrift indleveret til Justitskontoret den 26. august 1996 har Kommissionen indgivet skriftligt indlaeg til Domstolen.
3 Det fremgaar af den appellerede kendelse, at Kommissionen, efter at konkurrerende virksomheder havde indgivet klager, ivaerksatte en undersoegelse af SCK' s og FNK' s aktiviteter med henblik paa at fastslaa, om de overtraadte traktatens konkurrenceregler paa markedet for udlejning af mobilkraner (praemis 3).
4 Den 29. november 1995 vedtog Kommissionen beslutning 95/551/EF om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/34.179, 34.202, 216 ° Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven, EFT L 312, s. 79, herefter "den anfaegtede beslutning"), som den meddelte appellanterne. Ifoelge denne beslutning har FNK og SCK begge overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1 (artikel 1 og 3), idet de for det foerste har anvendt et system med vejledende priser for udlejningstransaktioner til ikke-medlemsvirksomheder og modregningspriser for udlejningstransaktioner mellem medlemsvirksomhederne, og idet de for det andet har forbudt deres medlemsvirksomheder at leje kraner hos virksomheder, der ikke er tilsluttet SCK. Appellanterne skulle straks bringe denne overtraedelse til ophoer, medmindre det allerede var sket (artikel 2 og 4). De blev desuden paalagt en boede paa henholdsvis 11 500 000 ECU og 300 000 ECU (artikel 5).
5 Ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 2. februar 1996 anlagde appellanterne sag med paastand om, principalt, at det fastslaas, at beslutningen er en nullitet, subsidiaert, at den i det hele erklaeres ugyldig, og mere subsidiaert, at beslutningen annulleres delvis, saaledes at der ikke paalaegges dem nogen boede (praemis 9).
6 Ved saerskilt dokument indgivet til Rettens Justitskontor samme dato og aendret ved skrivelse af 4. april 1996, fremsatte appellanterne i henhold til traktatens artikel 185 begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 5 i den anfaegtede beslutning, hvorved de hver isaer blev paalagt en boede, med henblik paa ikke alene at blive fritaget for forpligtelsen til omgaaende at betale disse boeder, men ogsaa for at stille sikkerhed for et tilsvarende beloeb. Ved samme dokument fremsatte appellanterne begaering om foreloebige forholdsregler med henblik paa, at Kommissionen tilpligtedes at give dem aktindsigt i sagerne IV/34.179, 34.202 og 34.216, samt i andre akter, der laa til grund for den anfaegtede beslutning (praemis 10).
7 Ved den appellerede kendelse, afsagt af Rettens praesident, blev begaeringen om foreloebige forholdsregler ikke taget til foelge.
8 Som begrundelse for afgoerelsen fastslog Retten for det foerste, at der skulle tages stilling til, om den begaerede forholdsregel var uopsaettelig, idet det skulle vurderes, om sikkerhedsstillelsen kunne medfoere alvorlige og uoprettelige skader for SCK og FNK (praemis 31). Appellanterne havde gjort gaeldende, at en sikkerhedsstillelse med de dertil hoerende omkostninger kun kunne medfoere, at de ophoerte med at eksistere under hensyn til deres respektive formueforhold (praemis 32).
9 I denne sammenhaeng blev der henvist til, at i et tilfaelde, hvor en overtraedelse af konkurrencereglerne sker ved, at en sammenslutning af virksomheder traeffer en beslutning, skal boedens maksimumsbeloeb beregnes paa grundlag af den samlede omsaetning i sammenslutningens medlemsvirksomheder, i hvert fald naar denne efter sine interne regler kan handle med bindende virkning for sine medlemmer (praemis 33). Paa dette grundlag blev FNK' s og SCK' s vedtaegter og reglementer undersoegt, og Retten fastslog, at "sagsoegernes objektive interesser kan derfor ikke umiddelbart anses for at vaere uafhaengige af de virksomheders interesser, der er tilsluttet FNK og/eller dem, der profiterer af SCK' s tjenesteydelser" (praemis 34).
10 Retten fastslog derefter, at risikoen for en alvorlig og uoprettelig skade skulle vurderes under hensyn til den oekonomiske stoerrelse og styrke hos medlemsvirksomhederne i sammenslutningen eller de virksomheder, der profiterede af organisationens tjenesteydelser (praemis 35). Det blev dernaest bemaerket, at deres oekonomiske situation gav tilstraekkeligt grundlag for at stille den kraevede bankgaranti, ogsaa hvad angik SCK. Hvad angik sidstnaevnte har Retten foretaget en detaljeret gennemgang af sagen og fastslog, at selv om SCK er en organisation, og saaledes som saadan burde handle selvstaendigt, handler den faktisk inden for rammerne af FNK, udoever de samme aktiviteter og forfoelger de samme formaal som FNK (praemis 36-39).
11 Begaeringen om foreloebige forholdsregler blev saaledes ikke taget til foelge, fordi der ikke foreligger en alvorlig og uoprettelig skade.
12 Hvad endelig angaar appellanternes begaering om aktindsigt, fremgaar det af den appellerede kendelse, at en saadan foranstaltning principielt er en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse, som henhoerer under Rettens kompetence, og ikke en foreloebig foranstaltning, som kan traeffes i forbindelse med en sag om anvendelse af foreloebige foranstaltninger (praemis 41).
13 Da de skriftlige indlaeg, som procesdeltagerne har indgivet, indeholder alle de oplysninger, der er noedvendige for at kunne traeffe afgoerelse om appellen, er det ufornoedent, at procesdeltagerne afgiver mundtlige indlaeg.
Parternes argumenter
14 Appellanterne har til stoette for paastanden om ophaevelse af kendelsen anfoert ti anbringender.
15 For det foerste anfoerer appellanterne, at deres anbringende om, at den anfaegtede beslutning er en nullitet, er af en saadan vigtighed, at det ikke kan afvises uden begrundelse i den appellerede kendelse.
16 For det andet hvad angaar FNK sammenblander den appellerede kendelse to forskellige spoergsmaal, nemlig begrundelsen for stoerrelsen af den boede, FNK er paalagt, paa den ene side, og spoergsmaalet, om der foreligger en alvorlig og uoprettelig skade for FNK i tilfaelde af en umiddelbar gennemfoerelse af den anfaegtede beslutning, paa den anden side. Saafremt boedens stoerrelse var begrundet, er resultatet under alle omstaendigheder, at FNK er eneste debitor, og at sammenslutningen loeber en risiko for at ophoere med at eksistere, saafremt den tvinges til at stille en bankgaranti for et tilsvarende beloeb. Den appellerede kendelse er derfor i strid med faellesskabsretten og utilstraekkelig begrundet.
17 For det tredje anfoerer appellanterne, at den af Kommissionen gennemfoerte procedure drejede sig om to typer forhold, dels et system med vejledende priser, der fandt anvendelse ved udlejning af kraner til virksomheder, der ikke var medlemmer, dels et system med modregningspriser, der blev anvendt paa udlejningstransaktioner mellem FNK' s medlemmer, dvs. priser, som disse ikke var forpligtet til at overholde. I den appellerede kendelse er FNK' s mulighed for at stille en bankgaranti blevet vurderet paa grundlag af en forpligtelse for alle de virksomheder, der er medlem af FNK, selv om de aldrig har vaeret forpligtet til at anvende modregningspriserne. Argumentationen i den appellerede kendelse savner saaledes grundlag og er utilstraekkeligt begrundet.
18 For det fjerde sondrer den appellerede kendelse hvad angaar FNK ikke i tilstraekkelig grad mellem modregningspriser og vejledende priser. Derved er den i strid med faellesskabsretten og mangelfuldt begrundet, idet den stoetter sig paa en urigtig vurdering af de faktiske forhold, og under alle omstaendigheder er selvmodsigende.
19 For det femte sammenblander den appellerede kendelse baade hvad angaar SCK og FNK begrundelsen for boedens stoerrelse og spoergsmaalet, om der foreligger en uoprettelig skade.
20 For det sjette anfoerer appellanterne, at der ikke er taget hensyn til den omstaendighed, at en organisation som SCK ikke er en sammenslutning af virksomheder, som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1, saaledes at den appellerede kendelse er i strid med denne bestemmelse og utilstraekkelig begrundet paa dette punkt.
21 For det syvende er SCK' s interesser, i modsaetning til hvad der fremgaar af den appellerede kendelse, forskellige fra de virksomheders interesser, som SCK har forbindelse med, naar den certificerer kraner. Den appellerede kendelse kan saaledes ikke begrundes med de omstaendigheder, den stoetter sig paa, og den er i denne sammenhaeng utilstraekkelig begrundet.
22 Appellanterne goer som ottende anbringende gaeldende, at vurderingen af SCK' s forbindelser med FNK og dennes medlemmer er ukorrekt, fordi den i vidt omfang stoettes paa faktiske forhold, som ikke laengere forelaa i det tidsrum, undersoegelsen drejede sig om, og fordi den ikke tager hensyn til de betingelser, som det nederlandske certificeringsraads godkendelse beroede paa. Den appellerede kendelse er i oevrigt paa dette punkt utilstraekkelig begrundet.
23 Som niende anbringende goer appellanterne gaeldende, at den appellerede kendelse er i strid med faellesskabsretten og er utilstraekkelig begrundet i det omfang, det anfoeres, at FNK' s medlemsvirksomheders oekonomiske styrke skal tages i betragtning ved vurderingen af SCK' s oekonomiske situation, selv om disse medlemsvirksomheder ikke haefter for SCK' s handlinger.
24 Det tiende anbringende vedroerer begaeringen om aktindsigt, og det goeres gaeldende, at afvisningen heraf i den appellerede kendelse hviler paa en rent formalistisk fortolkning af Rettens procesreglement og er i strid med procesoekonomiske hensyn.
25 Kommissionen goer foerst gaeldende, at det foerste og sjette anbringende ikke rejser tvivl om den mangel paa uopsaettelighed, som er grundlaget for ikke at imoedekomme begaeringen om foreloebige forholdsregler.
26 Hvad angaar andet og femte anbringende er det Kommissionens opfattelse, at der ikke i den appellerede kendelse er sket nogen sammenblanding af begrundelsen for boedens stoerrelse og spoergsmaalet, om der foreligger en uoprettelig skade.
27 Kommissionen finder, at tredje, fjerde, syvende og ottende anbringende maa skulle forkastes, idet de rejser tvivl om den vurdering, Retten har foretaget af de faktiske omstaendigheder.
28 For saa vidt angaar niende anbringende om det ansvar, FNK' s medlemmer paastaas at have for SCK' s handlinger, bemaerker Kommissionen, at grundlaget herfor er en fejlagtig forstaaelse af den appellerede kendelse.
29 Hvad endelig angaar begaeringen om aktindsigt anfoerer Kommissionen, for det foerste at appellanterne ikke paa nogen maade forklarer, hvorfor procesreglementet er blevet ukorrekt fortolket i den appellerede kendelse, og for det andet at begaeringen helt aabenbart ikke opfylder betingelserne for at foreskrive foreloebige forholdsregler.
Domstolens bemaerkninger
Foerste og sjette anbringende
30 Indledningsvis bemaerkes, at ifoelge fast praksis kan Faellesskabets retsinstanser i sager om foreloebige forholdsregler udsaette gennemfoerelsen og foreskrive foreloebige forholdsregler, saafremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og saafremt der foreligger uopsaettelighed, dvs. at det for at undgaa et alvorligt og uopretteligt tab for sagsoegeren er noedvendigt at foreskrive dem og tillaegge dem retsvirkninger foer afgoerelsen i hovedsagen. Disse betingelser er kumulative, saaledes at der ikke kan anordnes foreloebige forholdsregler, naar en af dem ikke er opfyldt.
31 I denne sag er begaeringen om foreloebige forholdsregler ikke taget til foelge, fordi de begaerede forholdsregler ikke er uopsaettelige. Heraf foelger i denne appelsag, at de anbringender, der vedroerer forholdsreglernes umiddelbare berettigelse, men som ikke behandler spoergsmaalet om de begaerede forholdsreglers manglende uopsaettelighed, ikke kan foere til hverken hel eller delvis ophaevelse af den appellerede kendelse.
32 Herefter maa appellanternes foerste og sjette anbringende, der vedroerer vurderingen af, hvorvidt begaeringen om foreloebige forholdsregler umiddelbart forekommer berettiget, herunder spoergsmaalet om den anfaegtede beslutnings nullitet, forkastes, da de ikke rejser tvivl om Rettens afgoerelse om ikke at tage begaeringen om foreloebige forholdsregler til foelge paa grund af deres manglende uopsaettelighed.
Andet og femte anbringende
33 Appellanterne goer med disse to anbringender gaeldende, at to forskellige spoergsmaal er blevet sammenblandet i den appellerede kendelse, nemlig paa den ene side begrundelsen for stoerrelsen af de paalagte boeder, og paa den anden side spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en uoprettelig skade.
34 Det fremgaar af den appellerede kendelse, at Retten ved vurderingen af risikoen for en alvorlig og uoprettelig skade for appellanterne har undersoegt, om der alene skulle tages hensyn til SCK' s og FNK' s oekonomiske situation, eller om der ligeledes skulle tages hensyn til den oekonomiske stoerrelse og styrke hos de virksomheder, der er medlemmer af sammenslutningen, eller som profiterer af organisationens tjenesteydelser.
35 I forbindelse med denne vurdering har Retten foerst bemaerket, at naar en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, sker ved, at en sammenslutning af virksomheder traeffer en beslutning, skal boedens maksimumsbeloeb beregnes paa grundlag af omsaetningen for samtlige de virksomheder, som er medlemmer af sammenslutningen, i hvert fald naar denne efter sine interne regler kan handle med bindende virkning for sine medlemmer (praemis 33). Denne betingelse er saaledes blevet efterproevet hvad angaar FNK og SCK (praemis 34). Retten har saaledes fastslaaet foelgende: "Sagsoegernes objektive interesser kan derfor ikke umiddelbart anses for at vaere uafhaengige af de virksomheders interesser, der er tilsluttet FNK, og/eller dem, der profiterer af SCK' s tjenesteydelser" (praemis 34).
36 Denne sammenblanding af sagsoegernes interesser og interesserne hos medlemsvirksomhederne og hos dem, som profiterer af tjenesteydelserne, er dernaest grundlaget for den konklusion, der fremgaar af den appellerede kendelses praemis 35, hvorefter risikoen for skaden skal vurderes under hensyn til stoerrelsen af og den oekonomiske styrke hos medlemsvirksomhederne i sammenslutningen eller de virksomheder, der profiterer af organisationens tjenesteydelser.
37 Sammenblandingen af begrundelsen for stoerrelsen af de paalagte boeder med spoergsmaalet om en uoprettelig skade, som haevdet af appellanterne, eksisterer saaledes ikke. Naar der i den appellerede kendelses praemis 35 rent faktisk henvises til Rettens praksis vedroerende beregningen af boeder til virksomhedssammenslutninger, er formaalet alene at vurdere den grad af uafhaengighed, som appellanternes objektive interesser har i forhold til deres medlemmers interesser eller interesserne hos de, der profiterer af tjenesteydelserne.
38 Den argumentation, der har foert til, at boedernes stoerrelse skal beregnes i forhold til de paagaeldende virksomheders omsaetning og ikke alene SCK' s og FNK' s omsaetning, kan derfor ogsaa begrunde, at risikoen for en alvorlig og uoprettelig skade bedoemmes paa samme maade.
39 Det foelger af ovenstaaende, at den appellerede kendelse ikke paa dette punkt er behaeftet med en retlig fejl.
Tredje, fjerde, syvende og ottende anbringende
40 Hvad angaar FNK anfoerer appellanterne i deres fjerde anbringende, at der i kendelsen burde vaere foretaget en sondring eller i hvert fald en tilstraekkelig adskillelse mellem de vejledende priser og modregningspriserne, og i deres tredje anbringende, at FNK' s mulighed for at betale boeden eller stille en bankgaranti med urette er vurderet paa grundlag af en forpligtelse for alle FNK' s medlemsvirksomheder til at anvende de i faellesskab fastsatte modregningspriser.
41 Appellanterne anfoerer ligeledes med stoette i en detaljeret beskrivelse af det af SCK anvendte certificeringssystems funktion i syvende anbringende, at SCK' s selvstaendighed i forhold til de virksomheder, organisationen certificerer, ikke er blevet bedoemt korrekt.
42 Endelig kritiserer appellanterne i deres ottende anbringende, at den appellerede kendelse er stoettet paa faktiske forhold, der ikke eller ikke laengere forelaa paa det tidspunkt, da de omstridte handlinger har fundet sted, at den indeholder en fejl for saa vidt angaar den noejagtige sammensaetning af SCK, og endelig, at der ikke er taget tilstraekkeligt hensyn til det forhold, at SCK er blevet godkendt af det nederlandske certificeringsraad under hensyn til den neutralitet og uafhaengighed, der er sikret ved sammensaetningen af ledelsesorganerne.
43 Hertil bemaerkes, at i henhold til traktatens artikel 168 A og artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen er appel begraenset til retsspoergsmaal og kan kun stoettes paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellanternes interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten.
44 Som det fremgaar af kendelsen af 19. juli 1995 (sag C-149/95 P(R), Kommissionen mod Atlantic Container Line m.fl., Sml. I, s. 2165, praemis 18), finder de naevnte bestemmelser ogsaa anvendelse paa appel ivaerksat i henhold til artikel 50, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen.
45 I det omfang tredje, fjerde, syvende og ottende anbringende direkte rejser tvivl om Rettens vurdering af de faktiske omstaendigheder, skal de afvises.
46 Det tredje anbringende kan i oevrigt laeses saaledes, at det goeres gaeldende, at den appellerede kendelse stoetter sig paa aabenbart urigtige faktiske omstaendigheder, nemlig at der findes en forpligtelse for alle medlemsvirksomheder i FNK til at anvende de i faellesskab fastsatte udligningspriser.
47 I denne sammenhaeng bestrider appellanterne ikke, at samtlige FNK' s medlemsvirksomheder er forpligtet til at anvende det andet prissystem, som er fastsat af FNK, og som vedroerer vejledende priser i forbindelse med udlejning til ikke-medlemsvirksomheder. Dette er tilstraekkeligt som grundlag for at fastslaa, at FNK' s interesser ikke umiddelbart kan anses for at vaere uafhaengige af samtlige de virksomheders interesser, der er tilsluttet sammenslutningen.
Niende anbringende
48 Appellanterne er af den opfattelse, at en vurdering af forbindelserne mellem dem ikke giver grundlag for at antage, at FNK' s medlemsvirksomheder haefter for SCK' s handlinger.
49 Som Kommissionen med rette har anfoert, hviler dette anbringende paa en fejlagtig forstaaelse af praemis 38 i den appellerede kendelse. Det fremgaar nemlig ikke heraf, at FNK' s medlemsvirksomheder haefter for SCK' s adfaerd. Retten har ikke udtalt sig om et saadant erstatningsansvar, men har alene fastslaaet, at der ved vurderingen af risikoen for en alvorlig og uoprettelig skade skulle tages hensyn til omsaetningen hos de virksomheder, der profiterer af SCK' s tjenesteydelser i form af den foretagne certificering.
Tiende anbringende
50 Med det tiende anbringende goeres gaeldende, at fortolkningen i den appellerede kendelse af Rettens procesreglement er urigtig.
51 Da der ikke er fremlagt yderligere oplysninger til stoette herfor, er der ikke grundlag for at antage, at den appellerede kendelse er behaeftet med en retlig fejl, naar det er fastslaaet, at begaeringen om aktindsigt principielt er en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse, som det paahviler Retten at tage stilling til under hovedsagen.
Begrundelsen for den appellerede kendelse
52 For saa vidt angaar spoergsmaalet om den appellerede kendelses begrundelse, der er fremfoert i forbindelse med hvert af de ti anbringender til stoette for appellen, bemaerkes, at hvad angaar kravet om begrundelse for en kendelse om foreloebige forholdsregler, kan det ikke kraeves, at Faellesskabets retsinstanser i sager om foreloebige forholdsregler udtrykkeligt besvarer samtlige faktiske eller retlige momenter, som er blevet diskuteret under sagen om foreloebige forholdsregler. Det er tilstraekkeligt, at de af retsinstansen nedfaeldede praemisser gyldigt under hensyn til sagens omstaendigheder begrunder kendelsen og goer det muligt for Domstolen at udoeve sin domstolskontrol (jf. ovennaevnte kendelse i sagen Kommissionen mod Atlantic Container Line m.fl., praemis 58).
53 Det fremgaar af ovenstaaende, navnlig praemis 33-38, at den appellerede kendelse indeholder en tilstraekkelig begrundelse for afgoerelsen, og at den goer det muligt for Domstolen at udoeve sin domstolskontrol.
54 Anbringenderne om den utilstraekkelige eller mangelfulde begrundelse af den appellerede kendelse skal derfor forkastes.
55 Da samtlige anbringender saaledes er blevet enten afvist eller forkastet, maa appellen forkastes.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
56 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da appellanternes anbringender er blevet forkastet, boer de betale omkostningerne i forbindelse med denne appelsag.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
DOMSTOLENS PRAESIDENT
1) Appellen forkastes.
2) Appellanterne betaler sagens omkostninger.
Saaledes bestemt i Luxembourg den 14. oktober 1996.
Full & Egal Universal Law Academy