EUR-Lex -  61996TJ0042 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Første Afdeling) den 19

Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Parter

I sag T-42/96,

Eyckeler & Malt AG, Hilden (Tyskland), ved advokaterne Dietrich Ehle og Volker Schiller, Koeln, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Lucius, 6, rue Michel Welter,

sagsoeger,

stoettet af

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, foerst ved Stéphanie Ridley, derefter ved John Collins, begge Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtigede, bistaaet af barrister David Anderson, og med valgt adresse i Luxembourg paa Det Forenede Kongeriges Ambassade, 14, boulevard Roosevelt,

intervenient,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Goetz zur Hausen, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlo Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 20. december 1995, dokument K(95) 3391 endelig udg., rettet til Forbundsrepublikken Tyskland, vedroerende en ansoegning om fritagelse for importafgifter,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Afdeling)

sammensat af praesidenten, A. Saggio, og dommerne B. Vesterdorf og R.M. Moura Ramos,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 26. november 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

Relevante bestemmelser

1 Artikel 13, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1430/79 af 2. juli 1979 om godtgoerelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter (EFT L 175, s. 1, herefter »forordning nr. 1430/79«), som aendret ved artikel 1, stk. 6, i Raadets forordning (EOEF) nr. 3069/86 af 7. oktober 1986 (EFT L 286, s. 1, herefter »forordning nr. 3069/86«), bestemmer foelgende:

»Godtgoerelse af eller fritagelse for importafgifter kan indroemmes, naar der foreligger ... saerlige forhold ..., og der ikke er begaaet urigtigheder eller aabenlys forsoemmelse af den berettigede.«

2 I henhold til artikel 4, stk. 2, litra c), i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3799/86 af 12. december 1986 om gennemfoerelsesbestemmelserne til artikel 4a, 6a, 11a og 13 i forordning nr. 1430/79 (EFT L 352, s. 19, herefter »forordning nr. 3799/86«) foreligger der ikke i sig selv saerlige forhold som omhandlet i artikel 13 i forordning nr. 1430/79, »naar der for varer, der angives til fri omsaetning med henblik paa indroemmelse af praeferencetoldbehandling, endog i god tro fremlaegges dokumenter, som senere viser sig at vaere falske, forfalskede eller ugyldige til opnaaelse af denne praeferencetoldbehandling«.

3 Artikel 5, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om efteropkraevning af import- eller eksportafgifter, der ikke er opkraevet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfoerer en forpligtelse til at betale saadanne afgifter (EFT L 197, s. 1, herefter »forordning nr. 1697/79«) bestemmer foelgende:

»De kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkraevning af import- eller eksportafgift, der ikke er opkraevet som foelge af en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begaaet, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, saafremt sidstnaevnte i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gaeldende forskrifter ...«

4 Ifoelge artikel 2, stk. 1, litra a), i Raadets forordning (EOEF) nr. 2144/87 af 13. juli 1987 om toldskyld (EFT L 201, s. 15, herefter »forordning nr. 2144/87«), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 4108/88 af 21. december 1988 (EFT L 361, s. 2), opstaar der toldskyld ved indfoersel, naar en importafgiftspligtig vare overgaar til fri omsaetning i Faellesskabets toldomraade. I samme forordnings artikel 3, litra a), praeciseres det, at toldskylden opstaar paa det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder antager angivelsen til varens overgang til fri omsaetning.

5 Den 12. oktober 1992 udstedte Raadet forordning (EOEF) nr. 2913/92 om indfoerelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«), som anvendes fra den 1. januar 1994. Ved toldkodeksens artikel 251, stk. 1, blev bl.a. forordning nr. 1430/79, nr. 1697/79 og nr. 2144/87 ophaevet.

6 I toldkodeksens artikel 239, stk. 1, hedder det:

»Godtgoerelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter kan indroemmes i ... situationer ..., som skyldes omstaendigheder, hvor den berettigede ikke har gjort sig skyldig i urigtigheder eller aabenbar forsoemmelighed. De situationer, hvor denne bestemmelse finder anvendelse, samt de naermere procedureregler herfor fastlaegges efter udvalgsproceduren. Godtgoerelsen eller fritagelsen kan undergives saerlige betingelser.«

7 Forordning nr. 3799/86 blev ophaevet ved artikel 913 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemfoerelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 (EFT L 253, s. 1, herefter »forordning nr. 2454/93«) med virkning fra den 1. januar 1994, idet forordning nr. 2454/93 anvendes fra denne dato.

8 Sidstnaevnte forordnings artikel 907 bestemmer foelgende:

»Efter at have hoert en ekspertgruppe bestaaende af repraesentanter for alle medlemsstaterne, forsamlet i udvalget med henblik paa at behandle den foreliggende sag, traeffer Kommissionen beslutning om, hvorvidt den saerlige situation, der er til behandling, berettiger eller ikke berettiger til at indroemme godtgoerelse eller fritagelse.

Denne beslutning skal traeffes senest seks maaneder efter Kommissionens modtagelse af de i artikel 905, stk. 2, omhandlede sagsakter. Saafremt Kommissionen har vaeret noedt til at anmode medlemsstaten om supplerende oplysninger for at kunne traeffe beslutning, forlaenges fristen med tidsrummet fra Kommissionens anmodning om supplerende oplysninger til dens modtagelse heraf.«

9 I forordningens artikel 904 hedder det:

»Der ydes ikke ... fritagelse for importafgifter, naar den eneste begrundelse til stoette for ... fritagelsesansoegningen bestaar i:

...

c) at der for varer, der er angivet til overgang til fri omsaetning, med henblik paa indroemmelse af praeferencetoldbehandling, og endog i god tro, fremlaegges dokumenter, som senere viser sig at vaere falske, forfalskede eller ugyldige med henblik paa opnaaelse af denne praeferencetoldbehandling.«

Sagens faktiske omstaendigheder

10 I aarene 1991 og 1992 var import af oksekoed af hoej kvalitet med oprindelse i Argentina inden for rammerne af den faelles toldtarif (jf. Raadets forordning (EOEF) nr. 2658/87 af 23.7.1987 om told- og statistiknomenklaturen og den faelles toldtarif (EFT L 256, s. 1), med senere aendringer) underlagt en told paa 20%.

11 Der skulle ud over denne told betales en importafgift. Afgiftens stoerrelse blev regelmaessigt fastsat af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 12 i Raadets forordning (EOEF) nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den faelles markedsordning for oksekoed (EFT 1968 I, s. 179, med senere aendringer). Paa tidspunktet for de omtvistede indfoersler var afgiften ca. 10 DEM pr. kg.

12 Faellesskabet havde imidlertid siden 1980 i henhold til den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) vaeret forpligtet til at aabne et aarligt faellesskabstoldkontingent fritaget for importafgift for oksekoed med oprindelse i bl.a. Argentina.

13 I overensstemmelse med disse forpligtelser udstedte Raadet, for saa vidt angaar aarene 1991 og 1992, forordning (EOEF) nr. 3840/90 af 20. december 1990 (EFT L 367, s. 6) og forordning (EOEF) nr. 3668/91 af 11. december 1991 (EFT L 349, s. 3) om aabning af et faellesskabstoldkontingent for fersk, koelet eller frosset oksekoed af hoej kvalitet henhoerende under KN-kode 0201 og 0202, samt for produkter henhoerende under KN-kode 0206 10 95 og 0206 29 91 (herefter »Hilton beef«). For det koed, der blev indfoert inden for rammerne af dette kontingent (herefter »Hilton-kontingentet«), skulle der kun betales den i den faelles toldtarif fastsatte told paa 20% (artikel 1, stk. 1, i begge forordninger).

14 For de to samme aar udstedte Raadet i oevrigt forordning (EOEF) nr. 2329/91 af 25. juli 1991 (EFT L 214, s. 1) og forordning (EOEF) nr. 1151/92 af 28. april 1992 (EFT L 122, s. 5) om autonom aabning af et saerligt importkontingent for oksekoed af hoej kvalitet henhoerende under KN-kode 0201 og 0202 samt produkter henhoerende under KN-kode 0206 10 95 og 0206 29 91. Ved de naevnte forordninger blev de maengder, der kunne indfoeres inden for rammerne af Hilton-kontingentet, forhoejet.

15 Endelig udstedte Kommissionen for samme periode forordning (EOEF) nr. 3884/90 af 27. december 1990 om gennemfoerelsesbestemmelser for de importordninger vedroerende oksekoed, der er fastsat i Raadets forordning (EOEF) nr. 3840/90 og (EOEF) nr. 3841/90 (EFT L 367, s. 129), og forordning (EOEF) nr. 3743/91 af 18. december 1991 om gennemfoerelsesbestemmelser for de importordninger vedroerende oksekoed, der er fastsat i Raadets forordning (EOEF) nr. 3668/91 og (EOEF) nr. 3669/91 (EFT L 352, s. 36) (herefter »gennemfoerelsesforordningerne«).

16 I medfoer af Hilton-kontingentet kunne visse maengder Hilton beef med oprindelse i Argentina saaledes indfoeres til Faellesskabet afgiftsfrit. Denne fordel var betinget af, at der ved indfoerslen blev forelagt et aegthedscertifikat udstedt af udfoerselslandets kompetente udstedende organ.

17 Indtil slutningen af 1991 laa kompetencen til at udstede aegthedscertifikater i Argentina hos »Junta Nacional de Carnes«. I slutningen af 1991/begyndelsen af 1992 blev kompetencen til at udstede aegthedscertifikaterne overfoert til »Secretaría de Agricultura, Ganadería y Pesca«. Der blev kun udstedt aegthedscertifikater til oksekoedseksportoerer, der var godkendt af de argentinske myndigheder.

18 Efter at Kommissionen i 1993 var blevet underrettet om, at der var risiko for forfalskninger af aegthedscertifikaterne, ivaerksatte den i samarbejde med de argentinske myndigheder undersoegelser heraf.

19 Tjenestemaend fra Kommissionen rejste flere gange til Argentina for at undersoege de faktiske forhold i samarbejde med nationale tjenestemaend.

20 En foerste mission fandt sted i perioden fra den 8. til den 19. november 1993. Resultatet af denne mission fremgaar af en rapport af 24. november 1993 (herefter »1993-rapporten«), som bekraeftede, at der fandtes uregelmaessigheder.

21 Ifoelge rapporten undrede de argentinske myndigheder sig over, hvorfor disse uregelmaessigheder ikke var blevet opdaget ved indfoerslen af det paagaeldende Hilton beef til Faellesskabet. I rapportens punkt 11 hedder det: »... de argentinske myndigheder understregede, at de i aarevis mere eller mindre regelmaessigt havde tilstillet Kommissionens ansvarlige tjenestegrene (GD VI) en liste over alle de aegthedscertifikater for [Hilton beef], der var udstedt inden for de seneste ti dage, med angivelse af bl.a. den argentinske eksportoer, modtageren i Faellesskabet, brutto- og nettovaegt osv. Det ville paa grundlag af en saadan liste efter de adspurgte personers opfattelse uden vanskeligheder have vaeret muligt at sammenligne oplysningerne med angivelserne i de certifikater, der blev forelagt ved indfoerslen af de omhandlede produkter, og at konstatere, hvilke angivelser der ikke var i overensstemmelse med oplysningerne paa listen.«

22 En anden mission til Argentina fandt sted i perioden fra den 19. april til den 6. maj 1994. Ifoelge rapporten for denne mission, som er dateret den 17. august 1994 (herefter »den sammenfattende rapport«), var over 460 argentinske aegthedscertifikater, som var forelagt i 1991 og 1992, blevet forfalsket.

23 Sagsoegeren er et tysk selskab, som i flere aar bl.a. har importeret Hilton beef fra Argentina. Selskabets kommercielle interesser blev i Argentina varetaget af et selvstaendigt agentur, Multiagrar Reprensentaciones del Exterior (herefter »agenturet«). Agenturets opgave var at indhente tilbud fra de forskellige slagterivirksomheder og videresende dem til sagsoegeren. I den omhandlede periode koebte sagsoegeren Hilton beef af flere argentinske slagterier, herunder virksomheden Manufactura de Carnes Vacunas, som var en af selskabets stoerste leverandoerer. Kommissionens senere undersoegelser skulle dog afsloere, at en stor del af de aegthedscertifikater, der ledsagede de varer, der var leveret af denne virksomhed, var blevet forfalsket.

24 Ved det af sagsoegeren importerede oksekoeds overgang til fri omsaetning i Faellesskabet opnaaede selskabet ved forelaeggelse af aegthedscertifikater afgiftsfritagelse inden for rammerne af de aabnede toldkontingenter.

25 Efter at de ovennaevnte forfalskninger var blevet opdaget, foretog de tyske myndigheder over for sagsoegeren efteropkraevning af importafgifterne. Mellem den 7. marts og den 23. august 1994 blev der fremsendt paakrav til selskabet om betaling af i alt 11 422 736,45 DEM.

26 Sagsoegeren ansoegte herefter ved skrivelse af 1. marts 1995 de kompetente tyske toldmyndigheder om fritagelse for importafgifterne (herefter »fritagelsesansoegningen«).

27 Ansoegningen blev videresendt til Forbundsfinansministeriet. Ved skrivelse af 25. juni 1995 anmodede ministeriet Kommissionen om at afgoere, om der var grundlag for at indroemme fritagelse for importafgifterne i medfoer af artikel 13 i forordning nr. 1430/79. Anmodningen blev modtaget af Kommissionen den 5. juli 1995.

28 Den 2. oktober 1995 moedtes en ekspertgruppe bestaaende af repraesentanter for alle medlemsstaterne for at tage stilling til, om ansoegningen om fritagelse for importafgifterne burde imoedekommes, i overensstemmelse med artikel 907 i forordning nr. 2454/93. Eftersom der ikke var blevet sendt en kopi af sagsoegerens ansoegning af 1. marts 1995 til alle medlemsstaternes repraesentanter inden moedet, blev sagen kun behandlet foreloebigt under moedet. Kommissionen anmodede herefter ekspertgruppens medlemmer om at meddele den deres endelige stillingtagen skriftligt senest den 25. oktober 1995.

29 Ved beslutning af 20. december 1995, rettet til Forbundsrepublikken Tyskland, gav Kommissionen udtryk for, at fritagelsesansoegningen ikke burde imoedekommes (herefter »den anfaegtede beslutning«).

Retsforhandlinger og parternes paastande

30 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. marts 1996 har sagsoegeren anlagt sag med paastand om annullation af den anfaegtede beslutning.

31 Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 2. oktober 1996 har Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland anmodet om tilladelse til at intervenere til stoette for sagsoegerens paastande. Ved kendelse af 9. december 1996 har formanden for Tredje Afdeling taget begaeringen til foelge.

32 Ved Rettens beslutning af 2. juli 1997 er den refererende dommer blevet knyttet til Foerste Afdeling, som sagen derfor er blevet henvist til.

33 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Ved skrivelse af den 13. oktober 1997 har den med henblik paa sagens tilrettelaeggelse anmodet parterne om at fremlaegge visse dokumenter og besvare visse spoergsmaal skriftligt. Sagsoegeren og Kommissionen har ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 29. oktober og den 5. november 1997 imoedekommet denne anmodning.

34 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten under retsmoedet den 26. november 1997.

35 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Den anfaegtede beslutning annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

36 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

37 Intervenienten, Det Forenede Kongerige, har nedlagt paastand om, at den anfaegtede beslutning annulleres.

Realiteten

38 Sagsoegeren har til stoette for sin paastand gjort fem anbringender gaeldende, nemlig at hjemmelen for den anfaegtede beslutning er forkert, og at der er sket en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, en tilsidesaettelse af toldkodeksens artikel 239, subsidiaert af artikel 13 i forordning nr. 1430/79, en tilsidesaettelse af begrundelsespligten og en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet.

Det foerste anbringende om, at hjemmelen for den anfaegtede beslutning er forkert

Parternes argumenter

39 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen med urette baserede den anfaegtede beslutning paa artikel 13 i forordning nr. 1430/79. Hjemmelen for beslutningen skulle nemlig have vaeret toldkodeksens artikel 239.

40 I det foreliggende tilfaelde skete »bogfoeringen«, dvs. den handling, hvorved de kompetente myndigheder opgjorde beloebet for importafgifterne, efter toldkodeksens ikrafttraeden den 1. januar 1994, idet meddelelserne om efteropkraevning daterer fra marts 1994. Det var foerst efter toldkodeksens ikrafttraeden, at Kommissionens tjenestegrene og de tyske toldmyndigheder konstaterede, at aegthedscertifikaterne var forfalskede, og derfor foretog efteropkraevning af importafgifterne.

41 Desuden fremgaar det ifoelge sagsoegeren af Domstolens dom af 12. november 1981 i sagen Salumi m.fl. (forenede sager 212/80 - 217/80, Sml. s. 2735), at nye materielretlige regler skal anvendes i verserende sager, saafremt dette fremgaar af deres ordlyd og deres formaal. Med ophaevelsen af forordning nr. 1430/79 var det faellesskabslovgivers hensigt, at alene toldkodeksen skulle finde anvendelse fra den 1. januar 1994, selv i relation til tidligere faktiske omstaendigheder, som der endnu ikke var truffet beslutning om.

42 Valget af den retsregel, der finder anvendelse, har ifoelge sagsoegeren betydning i materielretlig henseende. Mens det i henhold til artikel 13 i forordning nr. 1430/79 kraeves, at der foreligger »saerlige forhold«, finder toldkodeksens artikel 239 ogsaa anvendelse i situationer, som blot skyldes »omstaendigheder«. Betingelserne for en fritagelse efter billighed blev saaledes gjort mere lempelige i overensstemmelse med retspraksis paa omraadet, hvorefter en beslutning efter billighed ikke maa vaere undergivet for strenge betingelser.

43 Sagsoegeren har endelig henvist til, at selskabet i sin fritagelsesansoegning af 1. marts 1995 anfoerte, at toldkodeksens artikel 239 fandt anvendelse. Da Kommissionen ikke traf nogen formelt gyldig beslutning inden for den i artikel 907 i forordning nr. 2454/93 fastsatte frist paa seks maaneder, skulle de tyske toldmyndigheder have imoedekommet fritagelsesansoegningen i henhold til forordningens artikel 909.

44 Kommissionen har heroverfor anfoert, at artikel 13 i forordning nr. 1430/79 var i kraft paa tidspunktet for de omtvistede faktiske omstaendigheder. Det afgoerende tidspunkt for afgraensningen af den materielretlige bestemmelses tidsmaessige anvendelsesomraade er den oprindelige »bogfoering« (artikel 2 i forordning nr. 1430/79 og toldkodeksens artikel 236).

45 Denne bogfoering blev foretaget paa tidspunktet for indfoerslerne, som fandt sted i 1991 og 1992, dvs. forud for toldkodeksens ikrafttraeden, og den anfaegtede beslutning blev derfor med rette baseret paa artikel 13 i forordning nr. 1430/79.

Rettens bemaerkninger

46 Det er ubestridt, at de indfoersler, der danner baggrund for tvisten, fandt sted i loebet af 1991 og 1992.

47 I henhold til de regler, der var gaeldende paa davaerende tidspunkt, dvs. forordning nr. 2144/87 (jf. ovenfor, praemis 4), opstod toldskylden ved indfoersel paa de tidspunkter, hvor de kompetente myndigheder antog angivelserne til de omhandlede varers overgang til fri omsaetning.

48 Ved hver indfoersel indgav sagsoegeren en importangivelse til de tyske toldmyndigheder og betalte told paa 20% i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 3840/90 af 20. december 1991 og forordning nr. 3668/91 af 11. december 1991. De indfoersler, der blev foretaget i loebet af 1991 og 1992, foerte saaledes til oprindelige bogfoeringer af beloebet for importafgifterne, som omhandlet i artikel 2 i forordning nr. 1697/79, og til oprindelige afgiftsfastsaettelser.

49 Toldskylden omfattede imidlertid ikke blot tolden, men ogsaa de omtvistede afgifter (jf. ovenfor, praemis 11), i det omfang fritagelsen herfor var opnaaet uberettiget ved, at der i forbindelse med importangivelsen var forelagt forfalskede aegthedscertifikater.

50 Som det med rette er blevet gjort gaeldende af Kommissionen, er det tidspunkt, hvor de nationale myndigheder besluttede at efteropkraeve afgifterne, ikke relevant.

51 At laegge vaegt paa dette tidspunkt kunne nemlig foere til, at ensartede importtransaktioner behandles forskelligt, hvilket er uforeneligt med ligebehandlingsprincippet (dommen i sagen Salumi m.fl., a.st., praemis 14).

52 Desuden ville en eventuel fritagelse for importafgifterne have virkning fra det tidspunkt, hvor toldskylden opstod, dvs. fra det tidspunkt, hvor importangivelserne oprindelig blev antaget.

53 Det foelger heraf, at fritagelsesansoegningen skulle undersoeges paa grundlag af de materielretlige regler, der var gaeldende paa tidspunktet for de omtvistede indfoersler og antagelsen af angivelserne om overgang til fri omsaetning i relation hertil (jf. i samme retning Domstolens dom af 17.7.1997, sag C-97/95, Pascoal & Filhos, Sml. I, s. 4209, praemis 25). Den skulle saaledes undersoeges paa grundlag af artikel 13 i forordning nr. 1430/79, selv om denne forordning blev ophaevet ved toldkodeksens ikrafttraeden den 1. januar 1994.

54 Toldkodeksen indeholder nemlig ingen overgangsbestemmelser og dens tidsmaessige virkning maa derfor fastlaegges efter almindeligt anerkendte fortolkningsprincipper.

55 I denne forbindelse fremgaar det bl.a. af Domstolens praksis, at mens processuelle regler almindeligvis antages at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer paa ikrafttraedelsestidspunktet, forholder det sig anderledes med materielretlige regler. Disse fortolkes normalt saaledes, at de kun omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttraedelsen, saafremt det af ordlyden, bestemmelsernes formaal eller opbygning klart fremgaar, at dette har vaeret meningen (dommen i sagen Salumi m.fl., praemis 9).

56 Toldkodeksen giver intet grundlag for at antage, at den i artikel 239 indeholdte materielretlige regel skulle have tilbagevirkende kraft.

57 Det foerste anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

Det andet anbringende om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

Parternes argumenter

58 Det andet anbringende omfatter to led. Som det foerste led i anbringendet har sagsoegeren gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er behaeftet med en vaesentlig proceduremangel, idet Kommissionen ikke gav selskabet ret til at blive hoert under den administrative procedure.

59 Det var ikke tilstraekkeligt med henblik paa at beskytte sagsoegerens rettigheder, at selskabet kunne fremsaette sine argumenter gennem de nationale myndigheder. Selskabet skulle under proceduren for Kommissionen have haft lejlighed til at tage stilling og til at udtale sig om relevansen af de faktiske omstaendigheder samt i givet fald om de for faellesskabsinstitutionen foreliggende dokumenter (Rettens dom af 9.11.1995, sag T-346/94, France-aviation mod Kommissionen, Sml. II, s. 2841, praemis 32).

60 Selskabet erfarede ved indgivelsen af svarskriftet for foerste gang, at Kommissionen mener, at der foreligger aabenlys forsoemmelse fra selskabets side som omhandlet i artikel 13 i forordning nr. 1430/79. Det fremgaar ifoelge sagsoegeren af dommen i sagen France-aviation mod Kommissionen, at dette indebaerer en kompliceret retlig vurdering, der noedvendiggoer, at Kommissionen giver sagsoegeren mulighed for at fremsaette sine bemaerkninger, inden der traeffes en beslutning, hvilket ikke skete i det foreliggende tilfaelde.

61 Muligheden for at udoeve retten til kontradiktion direkte over for Kommissionen har saerlig betydning, naar den beroerte part - som i det foreliggende tilfaelde - haevdes at have gjort sig skyldig i forsoemmelser.

62 Som det andet led i anbringendet har sagsoegeren gjort gaeldende, at Kommissionen i forbindelse med en hoering skulle have fremlagt alle de dokumenter, den var i besiddelse af, og som kunne antages at vaere relevante, saaledes at det efterfoelgende kunne undersoeges, hvorvidt den rejste kritik af institutionen, hvorefter denne og de argentinske myndigheder havde tilsidesat deres forpligtelser, var berettiget.

63 Ifoelge sagsoegeren er procedurereglerne i artikel 878 ff. i forordning nr. 2454/93 praeget af alvorlige lakuner med hensyn til retsbeskyttelsen, idet bestemmelserne ikke fastsaetter foelgende rettigheder og forpligtelser: en ret for ansoegeren til at goere sine rettigheder gaeldende direkte over for Kommissionen under en hoering, en pligt for Kommissionen til, inden den traeffer beslutning, at goere ansoegeren bekendt med de vaesentligste faktiske omstaendigheder og betragtninger, saaledes at han kan fremfoere modargumenter, og en ret for ansoegeren til at kraeve alle vaesentlige dokumenter fremlagt.

64 I betragtning af disse lakuner finder sagsoegeren, at der i det foreliggende tilfaelde boer anvendes en procedure svarende til den, der gaelder paa antidumpingomraadet.

65 For saa vidt angaar det moede, som sagsoegerens advokat havde med Kommissionens tjenestegrene, har selskabet endelig anfoert, at der alene var tale om et uformelt moede, som desuden fandt sted, inden ansoegningen om fritagelse for importafgifterne blev fremsendt til Kommissionen. Moedet gav derfor ikke de samme retsbeskyttelsesgarantier som en egentlig hoering.

66 Sagsoegeren har konkluderet, at den anfaegtede beslutning blev truffet under tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og derfor boer annulleres.

67 Kommissionen har bestridt, at den har tilsidesat retten til kontradiktion. Den har henvist til, at procedurereglerne paa nuvaerende tidspunkt ikke foreskriver, at den afgiftspligtige skal deltage i den administrative procedure for Kommissionen. Det maa i den forbindelse konstateres, at Retten i dommen i sagen France-aviation mod Kommissionen ikke kritiserede bestemmelserne i forordning nr. 2454/93, endsige ansaa dem for utilstraekkelige.

68 Der kan ikke anvendes en procedure svarende til den, der gaelder i antidumpingsager. Domstolen har allerede fastslaaet, at den procedure, der foelges paa det her omhandlede omraade, adskiller sig vaesentligt fra den procedure, der gaelder paa omraadet for antidumpingtold (Domstolens dom af 6.7.1993, forenede sager C-121/91 og C-122/91, CT Control (Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen, Sml. I, s. 3871, praemis 52).

69 Kommissionen har understreget, at den anfaegtede beslutning - i modsaetning til hvad der var situationen i sagen France-aviation mod Kommissionen - ikke blev truffet paa grundlag af ufuldstaendige sagsakter. Baade Kommissionen og medlemmerne af den i henhold til artikel 907 i forordning nr. 2454/93 nedsatte ekspertgruppe raadede ikke alene over de sagsakter, som den beroerte medlemsstat havde fremsendt til Kommissionen i overensstemmelse med forordningens artikel 905, stk. 1, men ogsaa over sagsoegerens fritagelsesansoegning.

70 I overensstemmelse med de krav, der foelger af retspraksis, indgik alle de elementer, som sagsoegeren selv ansaa for vaesentlige, i sagsakterne, da den anfaegtede beslutning blev truffet (Domstolens dom af 17.3.1983, sag 294/81, Control Data Belgium mod Kommissionen, Sml. s. 911, og af 13.11.1984, forenede sager 98/83 og 230/83, Van Gend & Loos og Expeditiebedrijf Wim Bosman mod Kommissionen, Sml. s. 3763, samt dommen i sagen CT Control (Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen, a.st.).

71 Sagsoegerens her omhandlede anbringende er ifoelge Kommissionen udtryk for en manglende forstaaelse for den funktion, de proceduremaessige garantier i forbindelse med fritagelse for importafgifter har. Det eneste formaal med de paagaeldende garantier er at goere Kommissionen bekendt med de faktiske omstaendigheder og argumenter, ansoegeren finder relevante, og ikke at goere ansoegeren bekendt med de elementer, som Kommissionen efterfoelgende vil kunne basere sin beslutning paa.

72 Debitor skal ganske rigtigt have mulighed for at tage stilling til de dokumenter, som Kommissionen baserer sin beslutning paa (Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-269/90, Technische Universitaet Muenchen, Sml. I, s. 5469, og dommen i sagen France-aviation mod Kommissionen, a.st.), men dette betyder ikke, at han ogsaa skal kunne tage stilling til andre dokumenter.

73 Under alle omstaendigheder havde sagsoegerens advokat flere gange droeftet sagen med Kommissionens tjenestegrene, inden Forbundsrepublikken Tyskland forelagde sagen for Kommissionen. Sagsoegeren havde allerede under disse droeftelser givet udtryk for sin holdning til importafgiftsfritagelsen i selskabets saerlige situation.

Rettens bemaerkninger

74 Indledningsvis bemaerkes, at den administrative procedure for fritagelse for importafgifter bestaar at to saerskilte faser. Den foerste finder sted paa nationalt plan. Debitor skal indgive sin ansoegning om fritagelse til den nationale forvaltning. Hvis denne finder, at ansoegningen ikke boer imoedekommes, kan den traeffe beslutning herom i henhold til de gaeldende regler uden at forelaegge ansoegningen for Kommissionen. En saadan beslutning kan indbringes for de nationale domstole. Hvis den nationale forvaltning derimod er i tvivl eller finder, at ansoegningen boer imoedekommes, skal den forelaegge ansoegningen for Kommissionen til beslutning. Den anden fase i proceduren finder saaledes sted paa faellesskabsplan, idet de nationale myndigheder oversender sagens akter til Kommissionen. Denne traeffer herefter beslutning om, hvorvidt ansoegningen om fritagelse skal imoedekommes, efter at have hoert en ekspertgruppe bestaaende af repraesentanter for alle medlemsstaterne.

75 Forordning nr. 2454/93 indeholder kun bestemmelser om kontakt mellem den paagaeldende virksomhed og de nationale myndigheder eller mellem myndighederne og Kommissionen (dommen i sagen France-aviation mod Kommissionen, a.st., praemis 30). Kommissionen er saaledes efter gaeldende ret alene i dialog med den paagaeldende medlemsstat. Procedurereglerne i forordning nr. 2454/93 giver navnlig ikke den afgiftspligtige virksomhed ret til at blive hoert under den administrative procedure for Kommissionen.

76 Det foelger imidlertid af fast retspraksis, at under enhver procedure, der ivaerksaettes over for en person, og som kan munde ud i en retsakt, der er bebyrdende for den paagaeldende, er retten til kontradiktion et grundlaeggende faellesskabsretligt princip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedroerende den paagaeldende procedure (Domstolens dom af 24.10.1996, sag C-32/95 P, Kommissionen mod Lisrestal m.fl., Sml. I, s. 5373, praemis 21, af 12.2.1992, forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 565, praemis 44, og af 29.6.1994, sag C-135/92, Fiskano mod Kommissionen, Sml. I, s. 2885, praemis 39).

77 Naar henses til det skoen, Kommissionen raader over, naar den traeffer beslutning om at anvende den generelle billighedsklausul i artikel 13 i forordning nr. 1430/79, maa det navnlig i forbindelse med sager om godtgoerelse af eller fritagelse for importafgifter sikres, at de beroerte parter har lejlighed til at udtale sig (dommen i sagen France-aviation mod Kommissionen, a.st., praemis 34, og i samme retning dommen i sagen Technische Universitaet Muenchen, a.st., praemis 14).

78 Kontradiktionsprincippet indebaerer, at enhver person, der beroeres af en bebyrdende afgoerelse, skal have mulighed for at goere sine synspunkter gaeldende, i det mindste i relation til de faktorer, Kommissionen har baseret sin afgoerelse paa til skade for den paagaeldende (jf. i samme retning dommene i sagerne Kommissionen mod Lisrestal m.fl., a.st., praemis 21, og Fiskano mod Kommissionen, a.st., praemis 40).

79 Paa det konkurrenceretlige omraade foelger det af fast retspraksis, at retten til aktindsigt er naert forbundet med kontradiktionsprincippet. Aktindsigt henhoerer saaledes under de proceduremaessige garantier, som har til formaal at beskytte retten til kontradiktion (Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 38, og af 29.6.1995, sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847, praemis 69).

80 Denne retspraksis kan overfoeres til det foreliggende tilfaelde. Kontradiktionsprincippet kraever saaledes ikke alene, at den beroerte part faar lejlighed til at udtale sig om relevansen af de faktiske omstaendigheder, men ogsaa at den paagaeldende i det mindste kan tage stilling til de for faellesskabsinstitutionen foreliggende dokumenter (ovennaevnte domme i sagerne Technische Universitaet Muenchen, praemis 25, og France-aviation mod Kommissionen, praemis 32).

81 Eftersom sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionen har gjort sig skyldig i alvorlige forsoemmelser i forbindelse med kontrollen med Hilton-kontingentet, finder Retten, at Kommissionen, for at retten til kontradiktion kan udoeves effektivt, har pligt til paa begaering at give adgang til alle ikke-fortrolige administrative dokumenter vedroerende den anfaegtede beslutning. Det kan nemlig ikke udelukkes, at dokumenter, som Kommissionen anser for irrelevante, kan have interesse for sagsoegeren. Hvis Kommissionen ensidigt kunne holde dokumenter uden for den administrative procedure, som muligvis vil kunne skade Kommissionen, ville dette kunne indebaere en alvorlig tilsidesaettelse af retten til kontradiktion for en virksomhed, der har ansoegt om fritagelse for importafgifter (jf. i samme retning dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 93).

82 I det foreliggende tilfaelde tilkendegav Forbundsfinansministeriet i sin udtalelse vedroerende fritagelsesansoegningen i forbindelse med oversendelsen af sagsakterne til Kommissionen, at der hverken var tale om urigtigheder eller forsoemmelse fra sagsoegerens side.

83 I den anfaegtede beslutning foreholdes det for foerste gang sagsoegeren, at selskabet ikke havde udvist den fornoedne agtpaagivenhed, idet det ikke selv havde truffet alle de fornoedne sikkerhedsforanstaltninger over for sine medkontrahenter og mellemmaend i Argentina. Det havde navnlig ikke direkte kontrolleret, hvorledes aegthedscertifikaterne var naaet frem til selskabet (beslutningens betragtning 22), selv om det havde haft mulighed for at tage forholdsregler (betragtning 16).

84 Der skal i denne forbindelse henvises til, at Retten i dommen i sagen France-aviation mod Kommissionen (praemis 36) fastslog, at naar Kommissionen ikke agter at foelge de kompetente nationale myndigheders stillingtagen til spoergsmaalet, om den beroerte virksomhed kan siges at have gjort sig skyldig i en aabenlys forsoemmelse, har den pligt til at hoere virksomheden paa dette punkt. En saadan beslutning indebaerer nemlig en kompleks retlig vurdering, som kun kan foretages paa grundlag af alle relevante faktiske oplysninger.

85 Denne retspraksis kan overfoeres til det foreliggende tilfaelde, selv om det kun goeres gaeldende, at sagsoegeren ikke har udvist tilstraekkelig agtpaagivenhed. Det var nemlig hovedsagelig dette kritikpunkt, der dannede grundlag for Kommissionens afslag paa ansoegningen om fritagelse i medfoer af artikel 13 i forordning nr. 1430/79, selv om det efter denne bestemmelse kraeves, at der ikke er begaaet »aabenlys forsoemmelse« af den berettigede.

86 Kommissionen har saaledes ikke givet sagsoegeren mulighed for under proceduren for Kommissionen at tage stilling og udtale sig om relevansen af de faktorer, som den anfaegtede beslutning er baseret paa til skade for selskabet.

87 Sagsoegerens advokat droeftede ganske vist sagen med Kommissionens tjenestegrene, men disse droeftelser fandt sted, inden fritagelsesansoegningen blev oversendt til Kommissionen. De kunne derfor ikke opfylde hovedformaalet med retten til kontradiktion, idet Kommissionen endnu ikke havde taget foreloebig stilling til ansoegningen.

88 Det foelger heraf, at den anfaegtede beslutning blev truffet efter en administrativ procedure, hvorunder vaesentlige formforskrifter blev tilsidesat. Anbringendet om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion boer derfor tiltraedes.

Det tredje anbringende om en tilsidesaettelse af toldkodeksens artikel 239, subsidiaert af artikel 13 i forordning nr. 1430/79

Sagsoegerens og intervenientens argumenter

89 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen har anlagt aabenbare fejlvurderinger i forbindelse med anvendelsen af begrebet »omstaendigheder« i toldkodeksens artikel 239 og begrebet »saerlige forhold« i artikel 13 i forordning nr. 1430/79.

90 Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen ikke taget tilstraekkeligt hensyn til de grove pligtforsoemmelser fra de argentinske myndigheders og Kommissionens side i forbindelse med gennemfoerelsen af og kontrollen med Hilton-kontingentet.

91 Baade artikel 13 i forordning nr. 1430/79 og toldkodeksens artikel 239 er generelle billighedsklausuler, der tager sigte paa at daekke andre tilfaelde end de hyppigst konstaterede i praksis, som ved udstedelsen af forordning nr. 1430/79 og toldkodeksen kunne goeres til genstand for specielle bestemmelser (Domstolens dom af 12.3.1987, forenede sager 244/85 og 245/85, Cerealmangimi og Italgrani mod Kommissionen, Sml. s. 1303, praemis 10, og af 18.1.1996, sag C-446/93, SEIM, Sml. I, s. 73, praemis 41).

92 Sagsoegeren paaberaaber sig forsoemmelser fra saavel de argentinske myndigheders som Kommissionens side.

- Forsoemmelser fra de argentinske myndigheders side

93 Sagsoegeren har anfoert, at de argentinske myndigheder i henhold til gennemfoerelsesforordningerne havde pligt til at udstede aegthedscertifikater for de omhandlede produkter, som garanterede produkternes oprindelse. Certifikaterne skulle vaere udstedt af en myndighed, som gav alle de noedvendige garantier for, at Hilton-kontingentet kunne fungere korrekt.

94 Eftersom de garantier, de argentinske myndigheder gav i forbindelse med udstedelsen af aegthedscertifikaterne, er genstand for en folkeretlig overenskomst, som Faellesskabet har undertegnet, er de en del af Faellesskabets retsorden. Sagsoegeren kunne derfor som importoer forlade sig paa, at de blev overholdt.

95 Sagsoegeren kritiserer naermere, at de argentinske myndigheder 1) i 1991 oprettede et nyt organ, som skulle udstede aegthedscertifikaterne, hvorved der blev skabt forvirring omkring det gamle og det nye organs respektive befoejelser, 2) forsynede slagterierne med unummererede blankoformularer til aegthedscertifikater, 3) anvendte formularer uden vandmaerke, hvilket gjorde det lettere at lave forfalskninger, 4) ikke kontrollerede aegthedscertifikaterne ved udfoerslen med hensyn til maengde og underskrift, og 5) ikke kontrollerede, om der faktisk var tale om Hilton beef.

- Forsoemmelser fra Kommissionens side

96 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Raadet har givet Kommissionen til opgave at sikre en korrekt gennemfoerelse af og kontrol med Hilton-kontingentet, og navnlig i sine gennemfoerelsesforordninger at fastsaette bestemmelser om garanti for varens art, afsendelsessted og oprindelse.

97 Denne hovedopgave indebaerer tre forpligtelser. For det foerste burde Kommissionen have sikret sig, at de af de argentinske myndigheder afgivne garantier med hensyn til udstedelsen af aegthedscertifikaterne blev overholdt (jf. f.eks. artikel 2, stk. 5, og artikel 3 og 4 i forordning nr. 3884/90), hvilket Kommissionen forsoemte. For det andet burde den i videst muligt omfang have inddraget medlemsstaterne i kontrollen med ordningen. For det tredje havde Kommissionen pligt til selv at kontrollere, at importordningen blev overholdt, i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten.

98 Sagsoegeren kritiserer bl.a. Kommissionen for ikke at have tilstillet de nationale myndigheder navne og underskriftsproever for de personer, der var bemyndiget til at udstede aegthedscertifikater. Den offentliggjorde heller ikke disse oplysninger i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Endelig underrettede den ikke de nationale myndigheder om aegthedscertifikaternes numre, som de argentinske myndigheder skulle have givet Kommissionen meddelelse om.

99 Disse forsoemmelser forhindrede de kompetente nationale myndigheder i at foretage en effektiv kontrol af aegthedscertifikaternes gyldighed i forbindelse med indfoerslen. I de fleste tilfaelde kunne man have afsloeret forfalskningerne blot ved at sammenligne underskrifterne.

100 Kommissionen undlod ogsaa selv at kontrollere indfoerslerne af Hilton beef. Saavel de argentinske myndigheder som medlemsstaternes kompetente myndigheder gav med ti dages mellemrum eller senest efter 14 dage Kommissionen oplysning om de henholdsvis eksporterede og importerede maengder Hilton beef med aegthedscertifikat. Paa grundlag af disse lister kunne Kommissionen regelmaessigt have foretaget en sammenligning mellem de maengder, der var eksporteret fra Argentina med aegthedscertifikat, og de maengder, der blev bragt i fri omsaetning i Faellesskabet. Kommissionen undlod imidlertid at goere dette.

101 I oevrigt havde Kommissionen allerede i 1989 kunnet konstatere betydelige overskridelser af kontingentet. Hvis den paa davaerende tidspunkt havde undersoegt disse uregelmaessigheder, kunne man have forhindret, at der i 1991 og 1992 var blevet indfoert for store maengder med forfalskede aegthedscertifikater. At Kommissionen ikke udviste den fornoedne agtpaagivenhed paa davaerende tidspunkt, bekraeftes ogsaa af, at den ikke reagerede paa de mistanker om uregelmaessigheder, der ifoelge direktoeren for Zollkriminalamt Koeln allerede fandtes i 1985.

102 Disse forsoemmelser fra Kommissionens og de argentinske myndigheders side udgoer ifoelge sagsoegeren omstaendigheder i henhold til toldkodeksens artikel 239 eller saerlige forhold i henhold til artikel 13 i forordning nr. 1430/79, som boer medfoere en fritagelse for importafgifterne.

103 De omhandlede forfalskninger er ikke en erhvervsrisiko. Forsoemmelserne fra de argentinske myndigheders og Kommissionens side er hver for sig og tilsammen saa betydelige, at de gaar langt ud over en saadan risiko. Dommen i sagen Van Gend & Loos og Expeditiebedrijf Wim Bosman mod Kommissionen, a.st., kan ikke overfoeres til det foreliggende tilfaelde af flere grunde. For det foerste blev forfalskningerne af aegthedscertifikaterne muliggjort af de naevnte forsoemmelser. For det andet havde sagsoegeren ingen mulighed for at beskytte sig mod de af eksportoererne foretagne forfalskninger, selv om selskabet udviste den stoerst mulige agtpaagivenhed. For det tredje var sagsoegeren berettiget til at faeste lid til aegthedscertifikaternes gyldighed.

104 Man kan ifoelge sagsoegeren heller ikke under henvisning til artikel 904, litra c), i forordning nr. 2454/93 haevde, at en forventning om, at et aegthedscertifikat er gyldigt, ikke er beskyttet. Bestemmelsen fastslaar nemlig blot, at der ikke ydes fritagelse for importafgifter, naar den eneste begrundelse til stoette for ansoegningen bestaar i, at der, endog i god tro, fremlaegges dokumenter, som senere viser sig at vaere falske eller forfalskede. Dette er ikke tilfaeldet i naervaerende sag, idet sagsoegeren angav flere andre grunde. Kommissionen paaberaaber sig i denne forbindelse med urette Domstolens dom af 11. december 1980 i Acampora-sagen (sag 827/79, Sml. s. 3731).

105 De omhandlede regler giver ganske vist Kommissionen en skoensmargen, men ikke noget frit skoen (dommen i sagen Van Gend & Loos og Expeditiebedrijf Wim Bosman mod Kommissionen, a.st., praemis 17). Denne skoensmargen er meget snaever i det konkrete tilfaelde, idet de omstaendigheder, sagsoegeren paaberaaber sig, bl.a. er forsoemmelser fra Kommissionens side.

106 Over for det af Kommissionen i svarskriftet fremsatte argument om, at den anden betingelse i artikel 13 i forordning nr. 1430/79 ikke er opfyldt, har sagsoegeren gjort gaeldende, at der er tale om et nyt anbringende, der som saadant boer afvises.

107 Sagsoegeren bestrider under alle omstaendigheder, at selskabet udviste aabenlys forsoemmelse. Det havde ikke mulighed for at kontrollere aegthedscertifikaternes gyldighed. Da certifikaterne var forsynet med stempel og underskrift, var der ingen tvivl om deres aegthed. Der var paa davaerende tidspunkt ingen rygter om forfalskninger i Argentina. Sagsoegerens agentur i Argentina havde intet at goere med indgivelsen af ansoegningerne eller udstedelsen af aegthedscertifikaterne.

108 Sagsoegerens erfaring inden for branchen indebaerer ikke, at selskabet har pligt til at efterforske og afsloere forfalskninger af dokumenter. Hvad angaar overfoerslerne af beloeb til en konto i Nederlandene, har sagsoegeren anfoert, at det ikke er usaedvanligt, at der i forbindelse med eksport overfoeres penge til en udenlandsk konto efter leverandoerens anvisning. Det kunne ikke heraf udledes, at varerne var ledsaget af et forfalsket aegthedscertifikat.

109 Det Forenede Kongerige har gjort gaeldende, at Kommissionen har begaaet en retlig fejl ved at antage, at artikel 13 i forordning nr. 1430/79 ikke finder anvendelse, subsidiaert at den har anlagt en aabenbart urigtig vurdering ved udoevelsen af sin skoensbefoejelse i henhold til den naevnte bestemmelse.

110 Den anfaegtede beslutning er noedvendigvis mangelfuld, idet Kommissionen ikke tog tilstraekkeligt hensyn til, at den selv havde bidraget til sagsoegerens problemer. Begrundelsen og konklusionerne i den anfaegtede beslutning er aabenbart forkerte, idet Kommissionen i forhold til virksomhederne har ansvaret for, at bedrageri afsloeres, og da den har tilsidesat sine kontrolforpligtelser i henhold til gennemfoerelsesforordningerne.

111 Paa baggrund af Kommissionens ansvar i forbindelse med overvaagning og kontrol af kontingentet og de forsoemmelser, Kommissionen har gjort sig skyldig i i forbindelse med udoevelsen af dette ansvar, er der ikke noget retligt grundlag for at afslaa afgiftsfritagelsen. Et saadant afslag rammer fuldstaendigt uskyldige virksomheder, hvilket er direkte i strid med det generelle billighedsformaal med artikel 13 i forordning nr. 1430/79.

Sagsoegtes argumenter

112 Kommissionen har anfoert, at den med rette antog, at de faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag ikke udgoer et saerligt forhold, der begrunder en fritagelse for importafgifterne.

113 Den har under henvisning til Domstolens dom af 1. april 1993 i sagen Hewlett Packard France (sag C-250/91, Sml. I, s. 1819, praemis 46), og Domstolens dom af 14. maj 1996 i sagen Faroe Seafood m.fl. (forenede sager C-153/94 og C-204/94, Sml. I, s. 2465, praemis 83) gjort gaeldende, at betingelserne i artikel 13 i forordning nr. 1430/79 skal vurderes paa baggrund af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.

114 Det foelger heraf, at der kun er grundlag for en fritagelse for importafgifter, hvis alle de tre betingelser i sidstnaevnte bestemmelse er opfyldt, nemlig at afgifterne ikke er blevet opkraevet som foelge af en fejl fra de kompetente myndigheders side, at debitor har handlet i god tro, dvs. ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget den af de kompetente myndigheder begaaede fejl, og at han i forbindelse med toldangivelsen har overholdt samtlige bestemmelser i de gaeldende forskrifter [jf. ogsaa toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b)]. I modsaetning til hvad sagsoegeren goer gaeldende, kan de to naevnte bestemmelser generelt sidestilles, idet de forfoelger det samme formaal (dommen i sagen Hewlett Packard France, a.st., praemis 46), eller endog traede i stedet for hinanden (Rettens dom af 5.6.1996, sag T-75/95, Guenzler Aluminium, Sml. II, s. 497, praemis 55).

115 Disse betingelser maa fortolkes restriktivt for at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten (Domstolens dom af 27.6.1991, sag C-348/89, Mecanarte, Sml. I, s. 3277, praemis 33).

116 I det foreliggende tilfaelde har de kompetente myndigheder ikke begaaet nogen fejl som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79. Debitors berettigede forventning nyder kun beskyttelse, saafremt de kompetente myndigheder selv har skabt det grundlag, hvorpaa hans forventning hvilede. Fejlen skal kunne tilskrives de kompetente myndigheders aktive adfaerd (ovennaevnte domme i sagerne Hewlett Packard France, praemis 16, Faroe Seafood m.fl., praemis 91, og Mecanarte, praemis 23). Dette er ikke tilfaeldet, naar de kompetente myndigheder bliver vildledt af urigtige angivelser fra eksportoeren, hvis gyldighed de ikke skal kontrollere eller tage stilling til.

117 Denne antagelse foelger ogsaa af artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning nr. 3799/86 og artikel 904, litra c), i forordning nr. 2454/93. Det fremgaar af disse bestemmelser, at det ikke i sig selv udgoer en saerlig omstaendighed, der begrunder en fritagelse, at der i god tro fremlaegges forfalskede dokumenter. Det forhold, at de tyske toldmyndigheder i foerste omgang accepterede aegthedscertifikaterne som gyldige, kunne ikke skabe en berettiget forventning hos sagsoegeren (dommen i sagen Faroe Seafood m.fl., a.st., praemis 93).

118 Ifoelge Kommissionen fremgaar det af retspraksis, at Faellesskabet ikke boer baere de skadelige foelger af ukorrekt adfaerd hos borgernes leverandoerer, og at en paapasselig erhvervsdrivende, der kender de gaeldende regler, samtidig med at han vurderer, hvilket udbytte en handel med praeferenceberettigede varer kan indbringe, maa kunne bedoemme, hvilke risici der findes paa det paagaeldende marked og indkalkulere dem som normale ulemper i forbindelse med handelen (ovennaevnte domme i sagerne Acampora, praemis 8, og Pascoal & Filhos, praemis 59). Sagsoegeren forsoeger under paaberaabelse af en »garantiforpligtelse« for de argentinske myndigheder med urette at undgaa konsekvenserne af denne retspraksis.

119 Den af sagsoegeren rejse kritik kan ikke fjerne eller begraense de erhvervsrisici, selskabet er udsat for (jf. ogsaa dommen i sagen Van Gend & Loos og Expeditiebedrijf Wim Bosman mod Kommissionen, a.st., praemis 16 og 17). Kontrolsystemet havde udelukkende til formaal at sikre, at der kun blev givet afgiftsfritagelse til koed, der blev importeret inden for rammerne af kontingentet. Forpligtelsen til at garantere varens oprindelse og de kompetente myndigheders forpligtelse til at garantere, at ordningen kan fungere korrekt, kan ikke betragtes som en garanti for importoeren mod enhver risiko for forfalskninger. Der paahvilede saaledes ikke Kommissionen nogen forpligtelse i forhold til virksomhederne.

120 Den af Kommissionens tjenestegrene udviste adfaerd i forbindelse med kontrollen med udnyttelsen af Hilton-kontingentet, som sagsoegeren kritiserer, kan ikke betragtes som et saerligt forhold i de gaeldende reglers forstand. Kommissionen har udtrykkeligt afvist, at den selv skulle have gjort det muligt at forfalske aegthedscertifikaterne. Der er heller ingen aarsagsforbindelse mellem Kommissionens adfaerd og importafgifternes opstaaen.

121 Over for det af sagsoegeren anfoerte om, at Kommissionens tjenestegrene ikke gjorde alt for at forhindre uregelmaessigheder, har Kommissionen endvidere henvist til, at den i henhold til den dagaeldende ordning foerst ved kalenderaarets udgang blev underrettet om, hvor mange aegthedscertifikater de argentinske myndigheder havde udstedt. Eventuelle kontingentoverskridelser kunne derfor foerst konstateres hen imod slutningen af det paagaeldende aar eller i begyndelsen af det efterfoelgende aar, saaledes at de ikke laengere kunne forhindres.

122 Desuden var det ikke let at foretage en sammenligning. For det foerste skete udfoerslerne ikke noedvendigvis samtidig med de argentinske myndigheders meddelelse. For det andet var angivelsen af den planlagte importmedlemsstat i certifikatet ikke bindende, hvorfor importen ofte skete til en anden medlemsstat end den i certifikatet angivne.

123 Der var ganske vist tale om kontingentoverskridelser i 1989. Dette skyldtes imidlertid forvekslinger med aegthedscertifikater for andre indfoersler af koed. Da Kommissionens tjenestegrene i 1993 blev gjort opmaerksom paa forfalskninger af aegthedscertifikater, reagerede de oejeblikkeligt. De kan derfor ikke siges at have gjort sig skyldige i alvorlige forsoemmelser.

124 Da der ikke er begaaet fejl fra de kompetente myndigheders side, er den foerste af de tre betingelser i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 (jf. ovenfor, praemis 113) ikke opfyldt.

125 Den anden betingelse, nemlig at debitor handlede i god tro, er heller ikke opfyldt. I modsaetning til hvad sagsoegeren goer gaeldende, tales der allerede i betragtning 17 og 21 til den anfaegtede beslutning om manglende agtpaagivenhed fra sagsoegerens side.

126 Ifoelge Kommissionen kunne sagsoegeren have opdaget, at aegthedscertifikaterne var forfalskede, hvis selskabet havde undersoegt dem med den fornoedne agtpaagivenhed. Sagsoegeren modtog de originale aegthedscertifikater gennem sit agentur i Argentina. Hvis der var tvivl om deres gyldighed, var selskabet forpligtet til at skaffe sig vished om, at de var gyldige (ovennaevnte domme i sagerne Hewlett Packard France, praemis 24, og Faroe Seafood m.fl., praemis 100).

127 Kommissionen betvivler, at sagsoegeren ikke havde nogen mulighed for at kontrollere certifikaternes gyldighed. Den har for det foerste henvist til, at sagsoegeren var repraesenteret i Argentina ved et agentur. Desuden var selskabet i betragtning af sin erfaring inden for branchen som importoer af oksekoed og sit kendskab til det gaeldende kontingentsystem i stand til at traeffe foranstaltninger for at forhindre, at der blev anvendt forfalskede aegthedscertifikater.

128 Kommissionen har endelig anfoert, at sagsoegeren foretog flere overfoersler af penge til et selskab med hjemsted i Nederlandene, som var et datterselskab af et argentinsk selskab, der ikke laengere eksisterer. Det er ganske vist muligt, at leverandoererne oenskede, at betalinger skete til udenlandske konti, men det er usaedvanligt, at en importoer betaler for en eksportoers leverancer ved overfoersler til en konto med en anden indehaver, naar han ikke kan vaere sikker paa, at betalingsmodtageren faktisk eksisterer. Kommissionen har endvidere understreget, at forfalskningerne for en stor dels vedkommende blev foretaget af virksomheden Manufactura de Carnes Vacunas, som er en af sagsoegerens vigtigste leverandoerer (jf. ovenfor, praemis 23). Paa baggrund af disse konstateringer betvivler Kommissionen, at sagsoegeren har udvist den fornoedne agtpaagivenhed.

Rettens bemaerkninger

129 Sagsoegeren goer subsidiaert gaeldende, at Kommissionen ikke alene var stillet over for »omstaendigheder« som omhandlet i toldkodeksens artikel 239, men ogsaa »saerlige forhold« som omhandlet i artikel 13 i forordning nr. 1430/79, hvilket begrundede en fritagelse for importafgifterne.

130 Da artikel 13 i forordning nr. 1430/79 var gaeldende paa det for sagen relevante tidspunkt (jf. ovenfor, praemis 53), skal det i forbindelse med det her omhandlede anbringende undersoeges, om den anfaegtede beslutning blev truffet i strid med denne bestemmelse.

131 Artikel 13, stk. 1, som aendret ved forordning nr. 3069/86, bestemmer, at »godtgoerelse af eller fritagelse for importafgifter kan indroemmes, naar der foreligger andre saerlige forhold end dem, der er omhandlet i afdeling A til D, og der ikke er begaaet urigtigheder eller aabenlys forsoemmelse af den berettigede«.

132 Ifoelge fast retspraksis er den omhandlede artikel 13 en generel billighedsklausul, der tager sigte paa at daekke andre tilfaelde end de hyppigst konstaterede i praksis, som ved udstedelsen af forordning nr. 1430/79 kunne goeres til genstand for specielle bestemmelser (ovennaevnte domme i sagerne Cerealmangimi og Italgrani mod Kommissionen, praemis 10, og SEIM, praemis 41). Artiklen er bl.a. bestemt til at anvendes, naar de omstaendigheder, som karakteriserer forholdet mellem den erhvervsdrivende og myndighederne, er saadanne, at det ikke er rimeligt at paafoere denne erhvervsdrivende et tab, som han normalt ikke ville have lidt (Domstolens dom af 26.3.1987, sag 58/86, Coopérative agricole d'approvisionnement des Avirons, Sml. s. 1525, praemis 22).

133 Kommissionen skal saaledes vurdere alle de faktiske omstaendigheder under ét med henblik paa at afgoere, om de udgoer saerlige forhold i den naevnte bestemmelses forstand (jf. i samme retning Domstolens dom af 15.5.1986, sag 160/84, Oryzomyli Kavallas m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1636, praemis 16). Kommissionen raader ganske vist over et skoen i denne forbindelse (dommen i sagen France-aviation mod Kommissionen, a.st., praemis 34), men den skal ved udoevelsen heraf foretage en reel afvejning af Faellesskabets interesse i at sikre, at toldbestemmelserne overholdes, og den interesse, som importoeren, der er i god tro, har i ikke at lide tab, der gaar ud over de normale erhvervsrisici. Kommissionen kan derfor ved undersoegelsen af, om fritagelsesansoegningen boer imoedekommes, ikke noejes med at tage hensyn til importoerernes adfaerd. Den skal ogsaa vurdere, hvilken indflydelse dens egen - evt. forkerte - adfaerd har haft paa den opstaaede situation.

134 Saafremt de to betingelser i artikel 13 i forordning nr. 1430/79, nemlig at der foreligger saerlige forhold og ikke er begaaet urigtigheder eller aabenlys forsoemmelse af den berettigede, er opfyldt, har debitor krav paa godtgoerelse af eller fritagelse for importafgifterne, idet bestemmelsen ellers ville miste sin effektive virkning (jf. i relation til anvendelsen af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 Domstolens dom i sagen Mecanarte, a.st., praemis 12, af 4.5.1993, sag C-292/91, Weis, Sml. I, s. 2219, praemis 15, og i sagen Faroe Seafood m.fl., a.st., praemis 84).

135 Retten kan dermed ikke tiltraede Kommissionens synspunkt om, at der kun er grundlag for en importafgiftsfritagelse, saafremt alle de tre betingelser i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 er opfyldt, nemlig at afgifterne ikke er blevet opkraevet som foelge af en fejl fra de kompetente myndigheders side, at debitor har handlet i god tro, dvs. ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget den af de kompetente myndigheder begaaede fejl, og at han i forbindelse med toldangivelsen har overholdt samtlige bestemmelser i de gaeldende forskrifter.

136 Domstolen har ganske vist fastslaaet, at artikel 13 i forordning nr. 1430/79 og artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 forfoelger det samme formaal, nemlig at begraense efteropkraevninger af import- eller eksportafgifter til tilfaelde, hvor en saadan opkraevning er berettiget, og hvor den er forenelig med et grundlaeggende princip, f.eks. princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (dommen i sagen Hewlett Packard France, a.st., praemis 46), men den ansaa ikke de to bestemmelser for at vaere sammenfaldende.

137 Domstolen understregede blot, at betingelsen i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 om, at fejlen skulle kunne opdages, svarer til betingelsen i artikel 13 i forordning nr. 1430/79 om urigtigheder eller aabenlys forsoemmelse, saaledes at betingelserne ifoelge sidstnaevnte bestemmelse skal vurderes paa baggrund af betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.

138 Selv hvis de kompetente myndigheder ikke har begaaet fejl som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, udelukker dette saaledes ikke paa forhaand, at den beroerte subsidiaert kan paaberaabe sig artikel 13 i forordning nr. 1430/79 og goere gaeldende, at der foreligger saerlige forhold, der begrunder en importafgiftsfritagelse.

139 Kommissionens opfattelse tager ikke hensyn til formaalet med de to bestemmelser. Mens artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 har til formaal at beskytte afgiftsskyldnerens berettigede forventning med hensyn til, at samtlige forhold, som ligger til grund for afgoerelsen om at foretage eller undlade efteropkraevning, er korrekte (dommen i sagen Faroe Seafood m.fl., a.st., praemis 87), udgoer artikel 13 i forordning nr. 1430/79, som fastslaaet ovenfor, en generel billighedsklausul. Artikel 13 ville miste sin karakter af en generel billighedsklausul, hvis betingelserne i artikel 5, stk. 2, altid skal vaere opfyldt.

140 Ved undersoegelsen af, om Kommissionen anlagde en aabenbart urigtig vurdering ved at antage, at betingelserne i artikel 13 i forordning nr. 1430/79 ikke var opfyldt i det foreliggende tilfaelde, skal der foerst tages stilling til den anden betingelse, nemlig at der ikke er begaaet urigtigheder eller aabenlys forsoemmelse af sagsoegeren, og derefter til den foerste betingelse om, at der skal foreligge saerlige forhold.

- Betingelsen om, at der ikke er begaaet urigtigheder eller aabenlys forsoemmelse

141 Det er ikke gjort gaeldende, at sagsoegeren har begaaet urigtigheder. Kommissionen har som svar paa et spoergsmaal fra Retten under den mundtlige forhandling udtrykkeligt bekraeftet, at den ikke haevder, at sagsoegeren paa nogen maade var impliceret i de omhandlede forfalskninger.

142 Der kan heller ikke siges at foreligge aabenlys forsoemmelse. Det fremgaar baade af sagens akter og af de mundtlige indlaeg for Retten, at sagsoegeren, indtil Kommissionens undersoegelser blev indledt i 1993 (jf. ovenfor, praemis 18), ikke havde kendskab til forfalskningerne eller uregelmaessigheder ved aegthedscertifikaterne.

143 For saa vidt angaar forfalskningsmetoden bemaerkes, at der som regel blev udstedt to udgaver af aegthedscertifikatet - med samme nummer - for en given eksport. I overensstemmelse med artikel 4 i begge gennemfoerelsesforordningerne var begge udgaver forsynet med et stempel, der tilsyneladende hidroerte fra det samme kompetente udstedende organ, og en underskrift.

144 De indeholdt identiske angivelser med hensyn til dato og sted for udstedelsen, den argentinske eksportoer, modtageren i Faellesskabet og det skib, der skulle benyttes til udfoerslen. Angivelserne i de to udgaver var kun forskellige for saa vidt angaar den angivne vaegt, hvilket Kommissionen har bekraeftet som svar paa et spoergsmaal fra Retten. I den udgave, der bar overskriften »duplicado« og var bestemt for de argentinske myndigheder, var der angivet en vaesentlig lavere vaegt end i det originale certifikat, der blev givet til importoeren. Mens »duplicado«-udgaven indeholdt vaegtangivelser i stoerrelsesordenen 600 til 2 000 kg, laa vaegtangivelsen i originalen, som svarede til de maengder, der faktisk blev eksporteret til Faellesskabet, paa omkring 10 000 kg. Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at Hilton beef i den omhandlede periode normalt blev transporteret i containere med en kapacitet paa ca. 10 000 kg.

145 Kommissionen har endvidere under den mundtlige forhandling sat spoergsmaalstegn ved, om underskrifterne i de to udgaver af certifikaterne er identiske.

146 En sammenligning af de omhandlede underskrifter viser imidlertid, at de ved foerste oejekast er identiske eller i det mindste meget ensartede. Underskrifterne i de aegthedscertifikater, der blev givet til sagsoegeren, svarer ogsaa ved foerste oejekast til de underskriftsproever for de underskriftsberettigede personer, som de argentinske myndigheder havde sendt til Kommissionen i 1991 og 1992. Da Kommissionen hverken havde sendt disse underskriftsproever til medlemsstaterne eller til importoererne eller offentliggjort dem i Tidende, havde sagsoegeren under alle omstaendigheder ikke noget effektivt middel til at kontrollere gyldigheden af underskriften paa aegthedscertifikatet ved modtagelsen heraf.

147 Ifoelge Kommissionens sammenfattende rapport blev forfalskningen af dokumenterne »gjort lettere ved, at formularsaettene ikke paa forhaand var nummererede, at der ikke blev taget hensyn til antallet af formularer, og at eksportoererne selv udfyldte dem«. Hertil kommer ifoelge 1993-rapporten, at der i flere maaneder efter, at kompetencen til at udstede aegthedscertifikaterne var blevet overfoert fra Junta Nacional de Carnes til Secretaría de Agricultura, Ganadería y Pesca (jf. ovenfor, praemis 17), ikke var klarhed omkring myndighedernes befoejelser og de procedurer, der skulle foelges, hvilket visse virksomheder benyttede sig af og omgik de gaeldende regler.

148 Sagsakterne indeholder flere holdepunkter for, at den kompetente argentinske myndighed udstedte et certifikat med et certifikatnummer for en lav vaegt, arkiverede dette certifikat og gav bestemte argentinske slagterier et certifikat med samme nummer med stempler og underskrift uden maengdeangivelse. Slagterierne kunne derefter angive stoerre maengder svarende til de faktisk udfoerte maengder. Det konkluderes i oevrigt i den sammenfattende rapport, at ansatte ved toldmyndighederne og de argentinske veterinaermyndigheder maa have »lukket oejnene« ved lastningen.

149 Det kan paa grundlag af de mundtlige indlaeg for Retten konstateres, at sagsoegerens agentur i Argentina, som havde til opgave at indhente tilbud fra de forskellige slagterier og sende dem til sagsoegeren til godkendelse, ikke havde adgang til »duplicado«-udgaven med de lavere vaegtangivelser. Det raadede kun over de certifikater, der fulgte med varen, og som ved foerste oejekast formelt var korrekte.

150 Sagsoegeren har som svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal fremlagt et uddrag af nogle udtalelser fra indehaveren af agenturet for Landgericht Hamburg. I henhold hertil havde indehaveren paa davaerende tidspunkt »intet kendskab til, at der blev anvendt forfalskede og/eller falske aegthedscertifikater i forbindelse med eksport af ... Hilton beef, eller til deres oprindelse«, og han havde heller ikke hoert om, at der var mistanke om saadanne forfalskninger.

151 Paa baggrund af det saaledes anfoerte var det rimeligt, at sagsoegeren ikke opdagede de omhandlede forfalskninger, idet virksomheden ikke havde mulighed for at foretage en saadan kontrol.

152 For saa vidt angaar de betalingsformer, Kommissionen har paaberaabt sig med henblik paa at godtgoere, at sagsoegeren var i ond tro, fremgaar det af agenturets indehavers udtalelser for Landgericht Hamburg, at sagsoegeren foerst foretog overfoerslerne, efter at agenturet pr. telefax havde bekraeftet, at det havde modtaget alle noedvendige dokumenter for en korrekt forsendelse.

153 Sagsoegeren har i oevrigt godtgjort, at overfoerslerne til de nederlandske konti ikke var usaedvanlige. Selskabet har - uden at det er blevet bestridt af Kommissionen - anfoert, at det inden for international handel er normalt, at en eksportoer i et tredjeland anmoder om, at betalinger sker til konti i Nederlandene, Schweiz eller USA.

154 Endelig skal der knyttes to bemaerkninger til de priser, sagsoegeren betalte for det omtvistede koed.

155 For det foerste er det ubestridt, at de priser, der blev betalt for Hilton beef, paa grund af importafgiftsfritagelsen inden for rammerne af Hilton-kontingentet var hoejere end priserne for oksekoed uden aegthedscertifikat. Sagsoegeren har i denne forbindelse - uden at det er blevet bestridt af Kommissionen - gjort gaeldende, at prisforskellen mellem de to former for koed nogenlunde svarede til de afgifter, der skulle betales ved import af andet oksekoed end Hilton beef.

156 For det andet har Kommissionen heller ikke bestridt det af sagsoegeren anfoerte om, at de priser, der blev betalt for det oksekoed, som blev importeret med aegthedscertifikater, der senere viste sig at vaere forfalskede, nogenlunde var de samme som dem, der blev betalt for Hilton beef med gyldige aegthedscertifikater.

157 Disse konstateringer dokumenterer, at sagsoegeren var i god tro i forbindelse med de omtvistede indfoersler.

158 Den oprindelige fordeling af kvoterne mellem de argentinske slagterier var ganske vist blevet offentliggjort i Argentina, men systemet for fordelingen af Hilton-kontingentet var ikke gennemskueligt for tredjemand. Som det fremgaar af den sammenfattende rapport, fandtes der et marked for kvoterne, hvor de forskellige slagterier kunne koebe uudnyttede kvoter, hvilket Kommissionen har anerkendt under retsmoedet. Det er saaledes ikke godtgjort, at sagsoegeren kunne faa noejagtigt kendskab til de kvoter, der var tildelt selskabets medkontrahenter.

159 Eftersom sagsoegeren indgik sine koebsaftaler og gennemfoerte de omtvistede indfoersler i overensstemmelse med almindelig handelsbrug, maatte Kommissionen bevise, at selskabet havde gjort sig skyldig i aabenlys forsoemmelse.

160 Kommissionen har imidlertid end ikke forsoegt at foere et saadant bevis. Som svar paa et spoergsmaal fra Retten paa dette punkt under den mundtlige forhandling har den blot gentaget de i den anfaegtede beslutning indeholdte paastande om, at sagsoegeren ikke havde udvist den fornoedne agtpaagivenhed, idet selskabet ikke over for sine medkontrahenter og mellemmaend i Argentina traf alle de noedvendige sikkerhedsforanstaltninger og ikke direkte kontrollerede, hvorledes aegthedscertifikaterne var naaet frem til selskabet.

161 Det maa herefter fastslaas, at sagsoegerens adfaerd ikke udgoer aabenlys forsoemmelse som omhandlet i artikel 13 i forordning nr. 1430/79.

- Betingelsen om, at der skal foreligge saerlige forhold

162 I henhold til de gaeldende regler og efter fast retspraksis udgoer det ikke i sig selv et saerligt forhold, der kan begrunde en importafgiftsfritagelse, at der for varer, der er angivet til overgang til fri omsaetning, med henblik paa indroemmelse af praeferencetoldbehandling, og endog i god tro, fremlaegges dokumenter, som senere viser sig at vaere forfalskede [artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning nr. 3799/86, artikel 904, litra c), i forordning nr. 2454/93 og de ovennaevnte domme i sagerne Van Gend & Loos og Expeditiebedrijf Wim Bosman mod Kommissionen, praemis 16, Acampora, praemis 8, og Pascoal & Filhos, praemis 57-60].

163 I det foreliggende tilfaelde goer sagsoegerne imidlertid ikke kun gaeldende, at selskabet i forbindelse med de omtvistede indfoersler i god tro fremlagde forfalskede dokumenter. Selskabet stoetter i foerste raekke sin ansoegning om fritagelse paa, at Kommissionen og de argentinske myndigheder har gjort sig skyldige i alvorlige forsoemmelser i forbindelse med kontrollen med anvendelsen af Hilton-kontingentet, hvilket gjorde det lettere at foretage de paagaeldende forfalskninger.

164 I modsaetning til hvad Kommissionen goer gaeldende, er de ovennaevnte bestemmelser saaledes ikke til hinder for en importafgiftsfritagelse.

165 I medfoer af traktatens artikel 155 og princippet om god forvaltningsskik havde Kommissionen pligt til at sikre, at Hilton-kontingentet blev anvendt korrekt, og kontrollere, at det ikke blev overskredet (jf. i samme retning Domstolens dom af 15.1.1987, sag 175/84, Krohn mod Kommissionen, Sml. s. 97, praemis 15).

166 Denne kontrolforpligtelse fulgte ogsaa af gennemfoerelsesforordningerne. I begge disse forordningers artikel 6, stk. 1, hedder det saaledes: »For hver periode paa ti dage giver medlemsstaterne senest 14 dage efter den paagaeldende periode Kommissionen meddelelse om de maengder af de i artikel 1 omhandlede produkter, der er overgaaet til fri omsaetning, specificeret efter oprindelsesland og KN-kode.« Et saadant krav ville ikke have nogen mening, hvis det ikke var forbundet med en pligt for Kommissionen til at kontrollere, at kontingentet blev anvendt korrekt.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 696A0042.1

167 Desuden fremgaar det af 1993-rapporten, at de argentinske myndigheder mere eller mindre regelmaessigt tilstillede Kommissionen lister over de aegthedscertifikater, der var udstedt inden for de seneste ti dage, med angivelse af bl.a. den argentinske eksportoer, modtageren i Faellesskabet og brutto- og nettovaegt. De argentinske myndigheder tilstillede ligeledes Kommissionen navne og underskriftsproever for de argentinske tjenestemaend, der var bemyndiget til at underskrive aegthedscertifikaterne.

168 Kommissionen var saaledes den eneste, der raadede over - eller kunne kraeve - de noedvendige oplysninger for at foretage en effektiv kontrol med udnyttelsen af Hilton-kontingentet. I en saadan situation maatte den saa meget mere have pligt til at kontrollere, at kontingentet blev anvendt korrekt.

169 Det kan paa baggrund af sagens akter og den mundtlige forhandling for Retten konstateres, at kontrollen med anvendelsen af Hilton-kontingentet i den omhandlede periode var behaeftet med alvorlige mangler, som maa tilskrives Kommissionen.

170 For det foerste kontrollerede Kommissionen i 1991 og 1992 ikke paa korrekt vis og regelmaessigt de af de argentinske myndigheder fremsendte oplysninger om de eksporterede maengder inden for rammerne af kontingentet og de udstedte aegthedscertifikater i forhold til de tilsvarende oplysninger, medlemsstaterne tilstillede Kommissionen.

171 Hvis det ikke var muligt at foretage en saadan kontrol, fordi medlemsstaternes lister ikke indeholdt numrene paa aegthedscertifikaterne, maatte Kommissionen have anmodet medlemsstaterne om at oplyse disse numre. Kommissionen har i oevrigt som svar paa et spoergsmaal fra Retten under retsmoedet erkendt, at bedrageriet formentlig kunne vaere blevet opdaget meget tidligere, hvis den regelmaessigt havde sammenlignet oplysningerne om indfoerslerne.

172 Kommissionen foretog reelt kun en overfladisk og ufuldstaendig kontrol af indfoerslerne.

173 Kommissionen sammenfattede saaledes foerst de modtagne oplysninger i nogle lister, der blev udarbejdet i begyndelsen af det foelgende aar, hvorfor maengdeforskelle og eventuelle overskridelser foerst kunne konstateres paa dette tidspunkt. Den kunne derfor ikke i loebet af et givet aar underrette medlemsstaterne om en eventuel fuld udnyttelse af kontingentet for det paagaeldende aar.

174 Der var desuden kun tale om haandskrevne lister. Hvis Kommissionen havde behandlet oplysningerne ved hjaelp af edb, kunne den have foretaget en meget mere effektiv kontrol. Den kunne ogsaa uden stoerre vanskeligheder have loest de problemer, der var forbundet med, at angivelserne af den planlagte importmedlemsstat i aegthedscertifikaterne ikke var bindende, hvorfor en eksport kunne ske til en anden medlemsstat end den i certifikatet angivne.

175 For det andet undlod Kommissionen, som fastslaaet ovenfor i praemis 146, at tilstille medlemsstaterne underskriftsproever for de argentinske tjenestemaend, der var bemyndiget til at underskrive aegthedscertifikaterne, eller at offentliggoere dem i Tidende. De nationale myndigheder blev dermed afskaaret fra et redskab, som kunne vaere effektivt med henblik paa at opdage forfalskninger rettidigt. Det fremgaar af sagens akter, at Kommissionen selv under ekspertgruppens moede den 2. oktober 1995 erkendte, at denne undladelse var en fejl.

176 For det tredje reagerede Kommissionen ikke paa tidligere konstaterede overskridelser af Hilton-kontingentet.

177 Det fremgaar af den sammenfattende rapport, at det paa baggrund af den undersoegelse, der blev gennemfoert i Argentina i 1993, kunne konstateres, at der i 1991 og 1992 var blevet fremlagt mere end 460 forfalskede aegthedscertifikater. Der blev saaledes i disse to aar indfoert 4 500 tons oksekoed til Faellesskabet med falske certifikater. De ikke-opkraevede afgifter herpaa beloeber sig til ca. 18 mio ECU.

178 Det er ubestridt, at Kommissionen allerede i 1989 havde konstateret overskridelser i et lignende omfang. Den har under retsmoedet anerkendt, at Hilton-kontingentet alene i dette aar var blevet overskredet med mere end 3 000 tons.

179 At Kommissionen ikke reagerede paa konstateringen heraf, udgoer en alvorlig forsoemmelse fra institutionens side. Den burde paa baggrund af de konstaterede uregelmaessigheder have indset, at det var noedvendigt at foretage en mere grundig kontrol. Den burde allerede paa davaerende tidspunkt have ivaerksat undersoegelser med henblik paa at faa fastlagt de noejagtige aarsager til overskridelserne.

180 Hvis Kommissionen i rette tid havde truffet nogle mere effektive kontrolforanstaltninger med henblik paa at loese problemerne i forbindelse med de i 1989 konstaterede kontingentoverskridelser, ville de i 1991 og 1992 foretagne forfalskninger sandsynligvis ikke kunne have faaet det senere konstaterede omfang svarende til ca. 10% af Hilton-kontingentet. Virksomhedernes tab havde saaledes med sikkerhed kunnet begraenses, hvilket Kommissionen i oevrigt har erkendt under retsmoedet.

181 Foerst efter den i 1993 gennemfoerte undersoegelse traf Kommissionen med udstedelsen af forordning (EF) nr. 212/94 af 31. januar 1994 om gennemfoerelsesbestemmelser for de importordninger vedroerende oksekoed af hoej kvalitet og frosset boeffelkoed, der er fastsat i Raadets forordning (EF) nr. 129/94 og (EF) nr. 131/94 (EFT L 27, s. 38), foranstaltninger med henblik paa at forbedre og forstaerke kontrollen med anvendelsen af Hilton-kontingentet.

182 I henhold til sidstnaevnte forordnings artikel 4, stk. 1, litra c), skal det organ, der udsteder aegthedscertifikaterne i Argentina, nu forpligte sig til en gang om ugen at give Kommissionen enhver relevant oplysning, saaledes at angivelserne i aegthedscertifikaterne kan kontrolleres. Endvidere bestemmes det i forordningens artikel 5, stk. 1, litra c), at de for markedsordningen kompetente myndigheder i medlemsstaterne kun kan udstede en importlicens, efter at det er godtgjort, at oplysningerne paa aegthedscertifikatet svarer til de oplysninger, Kommissionen har modtaget via de ugentlige meddelelser. Disse nye regler giver saaledes mulighed for en regelmaessig sammenligning mellem import- og eksportangivelserne.

183 Kommissionen har under retsmoedet erkendt, at disse nye regler, hvis de var blevet indfoert som foelge af de i 1989 konstaterede overskridelser, ville have gjort det muligt at undgaa eller i det mindste begraense kontingentoverskridelserne i 1991 og 1992.

184 Det forhold, at der ikke i rette tid blev indfoert et effektivt kontrolsystem, medfoerte sammen med de andre konstaterede forsoemmelser med hensyn til kontrollen med Hilton-kontingentet i 1991 og 1992, at forfalskningerne fortsat kunne finde sted og antage det i forbindelse med naervaerende sag konstaterede omfang.

185 Som fastslaaet ovenfor (jf. praemis 155), var markedsprisen for Hilton beef med et gyldigt aegthedscertifikat normalt vaesentligt hoejere end prisen for koed uden et saadant certifikat. Prisforskellen skyldtes, at der for oksekoed, der blev importeret uden for Hilton-kontingentet, skulle betales afgifter paa ca. 10 DEM pr. kg (jf. ovenfor, praemis 11).

186 Som det ligeledes er blevet fastslaaet ovenfor (jf. praemis 156), var de priser, sagsoegeren betalte for det oksekoed, der blev importeret med forfalskede aegthedscertifikater, nogenlunde de samme som dem, der blev forlangt for Hilton beef med gyldige certifikater.

187 Sagsoegeren goer paa denne baggrund gaeldende, at selskabet som foelge af den hoejere pris for Hilton beef, selv for koed, der er importeret med forfalskede certifikater, i oekonomisk henseende allerede har betalt en pris, der stort set indeholder den omtvistede importafgift, hvilket Kommissionen ikke bestrider.

188 En afgiftspligtig virksomheds forventning om gyldigheden af et aegthedscertifikat, som i forbindelse med en senere kontrol viser sig at vaere forfalsket, er ganske vist normalt ikke beskyttet i henhold til faellesskabsretten, idet et saadant forhold er en erhvervsrisiko (ovennaevnte domme i sagerne Van Gend & Loos og Expeditiebedrijf Wim Bosman mod Kommissionen, praemis 17, Acampora, praemis 8, Mecanarte, praemis 24, og Pascoal & Filhos, praemis 59 og 60).

189 I det foreliggende tilfaelde kunne forfalskningerne imidlertid kun foere til betydelige overskridelser af Hilton-kontingentet, fordi Kommissionen ikke opfyldte sin forpligtelse til at kontrollere anvendelsen af kontingentet i 1991 og 1992. Under disse omstaendigheder laa forfalskningerne, som i oevrigt var udfoert meget professionelt, uden for rammerne af den saedvanlige erhvervsrisiko, som sagsoegeren i henhold til den i praemis 188 citerede retspraksis skal baere.

190 Da artikel 13 i forordning nr. 1430/79 er bestemt til at anvendes, naar de omstaendigheder, som karakteriserer forholdet mellem den erhvervsdrivende og myndighederne, er saadanne, at det ikke er rimeligt at paafoere denne erhvervsdrivende et tab, som han normalt ikke ville have lidt (dommen i sagen Coopérative agricole d'approvisionnement des Avirons, a.st., praemis 22), finder Retten paa baggrund af ovenstaaende, at omstaendighederne i det foreliggende tilfaelde udgoer saerlige forhold i den naevnte bestemmelses forstand og begrunder en importafgiftsfritagelse.

191 Kommissionen anlagde saaledes en aabenbart urigtig vurdering, da den antog, at den mangelfulde kontrol med anvendelsen af kontingentet under ingen omstaendigheder kunne udgoere saerlige forhold.

192 Det foelger heraf, at det tredje anbringende om en tilsidesaettelse af artikel 13 i forordning nr. 1430/79 - ligesom det andet anbringende - maa tiltraedes.

193 Den anfaegtede beslutning boer herefter annulleres, uden at det er fornoedent at tage stilling til det fjerde og det femte anbringende om tilsidesaettelse af henholdsvis begrundelsespligten og proportionalitetsprincippet.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

194 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med sagsoegerens paastand herom.

195 Intervenienten, Det Forenede Kongerige, baerer sine egne omkostninger i medfoer af procesreglementets artikel 87, stk. 4, foerste afsnit.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Foerste Afdeling)

1) Kommissionens beslutning af 20. december 1995, rettet til Forbundsrepublikken Tyskland, vedroerende en ansoegning om fritagelse for importafgifter annulleres.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.

3) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland baerer sine egne omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy