EUR-Lex -  61996TJ0111 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Fjerde Udvidede Afdeling) den 17

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Konkurrence - dominerende stilling - misbrug - begreb - soegsmaal for nationale domstole - vurderingskriterier opstillet af Kommissionen - indskraenkende fortolkning - hensyntagen til det almindelige princip om adgang til domstolene

(EF-traktaten, art. 86)

2 Konkurrence - administrativ procedure - behandling af klager - beslutning om at henlaegge sagen - domstolskontrol

(Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 2)

3 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190)

4 Konkurrence - faellesskabsregler - anvendelse - konkurrencebegraensende adfaerd i overensstemmelse med national lovgivning - uden betydning

(EF-traktaten, art. 85 og 86)

5 Annullationssoegsmaal - akter, der kan vaere genstand for soegsmaal - Kommissionens afvisning af at meddele en medlemsstat et direktiv eller en beslutning vedroerende offentlige myndigheders overholdelse af konkurrencereglerne - ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 90 og 173)

6 Konkurrence - dominerende stilling - misbrug - begreb - krav om opfyldelse af en kontraktbestemmelse

(EF-traktaten, art. 86)

Sammendrag

1 Muligheden for at kunne goere sine rettigheder gaeldende ved domstolene og den domstolsproevelse, dette indebaerer, er udtryk for et almindeligt retsprincip, der ligger til grund for medlemsstaternes faelles forfatningstraditioner, og er kommet til udtryk i artikel 6 og 13 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder. Da adgangen til domstolene er en grundlaeggende rettighed og et almindeligt retsprincip, der skal tjene til at opretholde respekten for loven, er det kun under helt ekstraordinaere omstaendigheder, at ivaerksaettelse af et soegsmaal kan udgoere et misbrug af dominerende stilling i traktatens artikel 86's forstand.

Naar Kommissionen har opstillet to kumulative kriterier med henblik paa at kunne fastslaa de tilfaelde, i hvilke et soegsmaal er udtryk for misbrug i traktatens artikel 86's forstand, nemlig at det ikke med rimelig kan antages at tjene til at goere virksomhedens rettigheder gaeldende, idet det kun kan tjene til at chikanere modparten og er udtaenkt som led i en plan, der har til formaal at eliminere konkurrencen, skal disse to kriterier fortolkes og anvendes indskraenkende, saaledes at anvendelsen af det almindelige princip om adgang til domstolene ikke bringes i fare. Hvad angaar anvendelsen af det foerste kriterium er det de forhold, som forelaa paa tidspunktet for soegsmaalets ivaerksaettelse, der skal tages i betragtning ved afgoerelsen af, om kriteriet er opfyldt. Desuden er der ikke tale om at afgoere, om de rettigheder, som virksomheden gjorde gaeldende paa det tidspunkt, da den indledte sit soegsmaal, faktisk eksisterede eller kunne gennemfoeres, men om at fastlaegge, om et saadant soegsmaal havde til formaal at goere rettigheder gaeldende, som virksomheden paa dette tidspunkt med rimelighed kunne antage at have.

2 Naar Kommissionen har besluttet at henlaegge en klage indgivet i medfoer af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 uden at gennemfoere en undersoegelse, maa den legalitetskontrol, Retten skal foretage, have til formaal at efterproeve, om den anfaegtede beslutning er truffet paa grundlag af urigtige faktiske omstaendigheder, samt om den er behaeftet med en retsvildfarelse, et aabenbart fejlskoen eller magtfordrejning.

3 En individuel afgoerelses begrundelse skal dels goere det muligt for adressaten at goere sig bekendt med grundene for den trufne foranstaltning med henblik paa i givet fald at kunne goere sine rettigheder gaeldende og afgoere, om afgoerelsen er rigtig, dels goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrol, hvorved bemaerkes, at omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget. En beslutning udgoer et hele, hvorfor hver del maa laeses i lyset af de oevrige dele.

Kommissionen er i denne henseende ikke forpligtet til i begrundelsen for de beslutninger, den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte parter har gjort gaeldende til stoette for deres anmodning, hvorimod det er tilstraekkeligt, at Kommissionen redegoer for de faktiske og retlige betragtninger, der har vaeret af vaesentlig betydning for afgoerelsen.

4 En national lovgivnings forenelighed med traktatens konkurrenceregler kan ikke anses for afgoerende ved bedoemmelsen af, hvorvidt traktatens artikel 85 og 86 kan finde anvendelse paa adfaerd udvist af virksomheder, der handler i overensstemmelse med denne lovgivning. Naar Kommissionen foretager en saadan undersoegelse, tager den forudgaaende vurdering af en national lovgivning, der kan paavirke virksomhedernes adfaerd, kun sigte paa at afgoere, om der efter denne lovgivning fortsat er mulighed for en konkurrence, som kan hindres, begraenses eller fordrejes ved en selvstaendig adfaerd fra virksomhedernes side. Hvis dette ikke er tilfaeldet, finder traktatens artikel 85 og 86 ikke anvendelse.

5 Kommissionen har ikke nogen forpligtelse til at gribe ind i forbindelse med udoevelsen af skoennet i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, over foreneligheden af statslige foranstaltninger med traktatens bestemmelser. Foelgelig kan fysiske og juridiske personer, som anmoder Kommissionen om at skride ind i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, ikke anlaegge sag til proevelse af Kommissionens beslutning om ikke at goere brug af den kompetence, den har i henhold hertil.

6 Misbrugsbegrebet, som anfoert i traktatens artikel 86, er et objektivt begreb, som omfatter en af en markedsdominerende virksomhed udvist adfaerd, der efter sin art kan paavirke strukturen paa et marked, hvor konkurrencen netop som foelge af den paagaeldende virksomheds tilstedevaerelse allerede er afsvaekket, og som bevirker, at der laegges hindringer i vejen for at opretholde den endnu bestaaende konkurrence paa markedet eller udviklingen af denne konkurrence som foelge af, at der tages andre midler i brug end i den normale konkurrence om afsaetning af varer og tjenesteydelser, der udspiller sig paa grundlag af de erhvervsdrivendes ydelser.

Det foelger arten af de forpligtelser, der paalaegges ved traktatens artikel 86, at virksomheder i dominerende stilling under saerlige omstaendigheder kan miste retten til at udvise adfaerd eller gennemfoere handlinger, der ikke i sig selv er misbrug, og som ikke ville kunne kritiseres, hvis de var udvist eller gennemfoert af virksomheder, der ikke var dominerende. Saaledes kan indgaaelsen af en aftale eller erhvervelsen af en rettighed udgoere et misbrug i traktatens artikel 86's forstand, hvis det anfoerte sker som foelge af, at en virksomhed indtager en dominerende stilling.

Det kan ligeledes udgoere et misbrug i traktatens artikel 86's forstand, at en kontraktbestemmelse kraeves opfyldt, bl.a. hvis kravet gaar ud over det, som parterne med rimelighed kunne forvente paa grundlag af aftalen, eller hvis de forhold, der var gaeldende paa tidspunktet for aftalens indgaaelse, senere er aendret.

Parter

I sag T-111/96,

ITT Promedia NV, Antwerpen (Belgien), ved advokaterne Ivo Van Bael, Peter L'Ecluse og Kris Van Hove, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Loesch og Wolter, 11, rue Goethe,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Wouter Wils, Kommissionens Juridiske Tjeneste, bistaaet af Rosemary Caudwell, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Belgacom SA, Bruxelles (Belgien), foerst ved advokat Jules Stuyck, dernaest ved advokaterne Herman De Bauw og Paul Maeyaert, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Arendt og Medernach, 8-10, rue Mathias Hardt,

intervenient,

angaaende en paastand om annullation af en beslutning truffet af Kommissionen, hvorved Kommissionen endeligt afviste en klage indgivet af sagsoegeren, ifoelge hvilken Belgacom SA havde ivaerksat soegsmaal mod sagsoegeren for belgiske domstole i skadehensigt og havde kraevet af sagsoegeren, at sagsoegeren skulle overlade Belgacom SA sin industrielle og kommercielle knowhow paa grundlag af kontraktlige forpligtelser mellem parterne, hvilke forhold der angiveligt strider mod EF-traktatens artikel 86,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Fjerde Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Lindh, og dommerne R. García-Valdecasas, K. Lenaerts, J.D. Cooke og M. Jaeger,

justitssekretaer: fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 3. december 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

Sagens retlige og faktiske baggrund

1 Sagsoegeren, ITT Promedia NV, tidligere NV Promedia, er et belgisk selskab, der isaer beskaeftiger sig med udgivelse af telefonfagboeger i Belgien. Selskabet er datterselskab af og for 99,95%'s vedkommende ejet af det amerikanske selskab ITT World Directories Inc., der isaer beskaeftiger sig med udgivelse af telefonfagboeger paa verdensplan. ITT World Directories Inc. er datterselskab af og for 80%'s vedkommende ejet af ITT World Directories Enterprises Inc., der er et helejet datterselskab af ITT Corporation; begge de sidstnaevnte selskaber er amerikanske.

Den nationale lovgivning

2 Den belgiske lov af 13. oktober 1930 om samordning af forskellige bestemmelser om telegrafi og traadtelefoni tillagde en offentlig virksomhed, Régie des télégraphes et téléphones (herefter »RTT«) eneret til telekommunikation, herunder udgivelse og distribution af telefonboeger, for Belgien. I medfoer af denne lov havde RTT ret til at bemyndige tredjemand til at udgive telefonboeger.

3 Ved lov af 21. marts 1991 om aendring af visse erhvervsdrivende offentlige virksomheder blev RTT foerst omdannet til en uafhaengig offentlig virksomhed, Belgacom. Derpaa blev Belgacom ved lov af 12. december 1994 om aendring af loven af 21. marts 1991 omdannet til et offentligt aktieselskab, Belgacom SA (herefter »Belgacom«). Flertalsaktionaeren i dette selskab er den belgiske stat. Indtil den 1. januar 1998 havde Belgacom i henhold til lov monopol paa taletelefoni i Belgien.

4 Belgacom's eneret til udgivelse af telefonboeger blev afskaffet med virkning fra den 10. januar 1994 ved artikel 45 i lov af 24. december 1993, hvorved artikel 113, stk. 2, i loven af 21. marts 1991 aendredes. Det fremgaar af den saaledes aendrede bestemmelse (herefter »artikel 113, stk. 2, i 1991-loven«), at ikke alene Belgacom, men ogsaa andre, der opnaar tilladelse hertil af Institut belge des services postaux et des télécommunications (herefter »IBPT«), har ret til at udgive telefonboeger paa betingelser, der skulle fastsaettes ved kongelig anordning.

5 Betingelserne og de naermere regler for tildelingen af tilladelsen fastsattes ved kongelig anordning af 15. juli 1994 - der traadte i kraft den 26. august 1994 - om aendring af visse erhvervsdrivende offentlige virksomheder, for saa vidt angaar fortegnelser over abonnenter paa forbeholdte telekommunikationstjenester, der drives af Belgacom (herefter »kongelig anordning af 15. juli 1994«). Det fremgaar af den naevnte anordnings artikel 1, stk. 2, og artikel 3, stk. 1, at tilladelsen gives i form af en erklaering udstedt af IBPT, hvorved det attesteres, at der er overensstemmelse mellem anordningen og den endelige tekst til en aftale om levering af de noedvendige oplysninger til udarbejdelsen, salget eller distributionen af en telefonbog, i hvilken aftale er fastlagt samtlige tekniske, oekonomiske og kommercielle rettigheder og forpligtelser for Belgacom og for den, der oensker tilladelsen. Foer underskrivelsen skal Belgacom og den paagaeldende give en faelles underretning om aftalen. Ifoelge den naevnte anordnings artikel 2 skal »enhver bemyndiget have adgang til de noedvendige oplysninger til udarbejdelsen, salget eller distributionen af en telefonbog paa kommercielle, oekonomiske og tekniske betingelser, der er retfaerdige, rimelige og ikke indebaerer forskelsbehandling«. De anfoerte betingelser fastsaettes af Belgacom og offentliggoeres af denne virksomhed i Moniteur belge. I artikel 3, stk. 2, paalaegges det Belgacom paa begaering af IBPT til denne at afgive samtlige oplysninger, som er noedvendige med henblik paa konstatere, at de naevnte betingelser er retfaerdige, rimelige og ikke indebaerer forskelsbehandling. Artikel 9 bestemmer, at tilladelser gives til udgivelsen af telefonboeger fra den 1. januar 1995 at regne.

Sagens omstaendigheder

6 Ved en foerste aftale indgaaet i 1969 overdrog RTT NV Promedia eneretten til at udgive telefonboeger paa grundlag af oplysninger, som RTT meddelte, til NV Promedia. Denne ret blev fornyet ved en aftale af 9. maj 1984 (herefter »aftale af 9. maj 1984«), der for en tiaarsperiode begyndende den 1. januar 1985 og med afslutning ved udgivelsen af den tiende komplette udgave af de officielle telefonboeger tillagde NV Promedia eneretten til at udgive og distribuere den officielle telefonbog i RTT's navn samt fagboeger i eget navn. I henhold til disse to aftaler, hvoraf den sidste udloeb den 15. februar 1995, udgav sagsoegeren fagboeger under maerket »Gouden Gids/Pages d'or« (Gyldne Sider).

7 I 1993 paabegyndte Belgacom og sagsoegeren forhandlinger om en ny aftale. Efter i september 1993 at have afbrudt forhandlingerne og udbudt udgivelsen af telefonboeger for tiden efter den 1. januar 1995 i licitation, besluttede Belgacom den 22. december 1993 at genoptage forhandlingerne med sagsoegeren. Da de to parter ikke naaede til enighed, besluttede Belgacom den 12. juli 1994 at afslutte samarbejdet med sagsoegeren og at soege en ny partner med henblik paa udgivelsen af telefonboeger fra den 1. januar 1995.

8 I mellemtiden havde sagsoegeren den 29. juni 1994 indbragt en sag for den belgiske Cour d'arbitrage med paastand om annullation af artikel 45 i loven af 24. december 1993. Dette sagsanlaeg blev fulgt op af indgivelsen den 25. oktober 1994 til det belgiske Conseil d'État af en begaering om udsaettelse af anvendelsen af den kongelige anordning af 15. juli 1994. Sagsoegeren fik ikke medhold i disse to soegsmaal.

9 Den 13. juli 1994 udsendte sagsoegeren en pressemeddelelse om, at virksomheden havde besluttet at fortsaette udgivelsen af sine »Gouden Gids/Pages d'or«. Samtidig intensiverede sagsoegeren tegningen og salget af annoncer for at forberede 1995-udgaven af virksomhedens telefonboeger.

10 Samme dag gav Belgacom gennem en pressemeddelelse sine kunder meddelelse om, at sagsoegerens tegning og salg med henblik paa 1995-udgaven af telefonboegerne i det hele skete uden Belgacom's bemyndigelse og uden ethvert aftalemaessigt grundlag. Belgacom oplyste samtidig sine kunder om virksomhedens beslutning om selv at udgive de hvide og gule sider i den officielle telefonbog i samarbejde med en partner, der var specialiseret paa omraadet. Belgacom oplyste ved denne lejlighed kunderne om, at virksomhedens saelgere, udstyret med de fornoedne bemyndigelser, snarest ville saette sig i forbindelse med dem for at informere dem om mulighederne for at annoncere i de hvide og gule sider i den kommende udgave af den officielle telefonbog.

11 I forbindelse med en forbudssag fremsatte sagsoegeren den 22. juli 1994 for praesidenten for Tribunal de commerce de Bruxelles over for Belgacom begaering om, at det foreloebig blev fastslaaet, at Belgacom havde overtraadt den belgiske markedsfoerings- og konkurrencelovgivning samt traktatens artikel 86, og at det blev paalagt Belgacom at ophoere med at udbrede falske, vildledende og fornaermelige oplysninger om sagsoegeren. Under den naevnte sag nedlagde Belgacom en modpaastand (herefter »foerste modpaastand« eller »Belgacom's foerste soegsmaal«) for praesidenten for Tribunal de commerce, hvorefter det skulle fastslaas, at enhver annoncetegning og ethvert salg af reklameplads fra sagsoegerens side til 1995-udgaven af sagsoegerens telefonboeger i mangel af en tilladelse fra IBPT som kraevet efter artikel 113, stk.2, i 1991-loven,ville udgoere en tilsidesaettelse af den belgiske markedsfoerings- og konkurrencelovgivning og af traktatens artikel 86. Belgacom kraevede endvidere, at sagsoegeren ophoerte med enhver tegning og ethvert salg, indtil den naevnte tilladelse var opnaaet.

12 Ved dom af 5. oktober 1994 tog praesidenten for Tribunal de commerce de Bruxelles sagsoegerens begaering til foelge paa grundlag af den belgiske markedsfoerings- og konkurrencelovgivning og paa grundlag af traktatens artikel 86 og frifandt paa samme grundlag sagsoegeren for Belgacom's foerste modpaastand. Ved dom af 19. oktober 1995 stadfaestede Cour d'appel de Bruxelles den naevnte dom, idet den konstaterede, at Belgacom's adfaerd var stridende mod den belgiske markedsfoeringslov. Cour d'appel forkastede ligeledes Belgacom's modpaastand under henvisning til, at den nationale lovgivning, som Belgacom havde paaberaabt sig til stoette for sin modpaastand - navnlig artikel 113, stk. 2, i 1991-loven og den kongelige anordning af 15. juli 1994 - var i strid med traktatens artikel 86 og artikel 90, stk. 1, og saaledes ikke kunne finde anvendelse i sagen.

13 Efter ved skrivelser af 10. maj, 1. juli og 27. juli 1994 at have anmodet Belgacom om at give selskabet et tilbud, der var retfaerdigt, rimeligt og ikke indebar forskelsbehandling, om levering af oplysninger vedroerende abonnenter (herefter »abonnentoplysninger«), indstaevnede sagsoegeren den 16. august 1994 paa ny Belgacom for praesidenten for Tribunal de commerce de Bruxelles med paastand om foreloebige foranstaltninger i forbindelse med en forbudssag. Sagsoegeren nedlagde paastand om anerkendelse af, at Belgacom's afvisning af til sagsoegeren at levere abonnentoplysninger paa betingelser, der var retfaerdige, rimelige og ikke indebar forskelsbehandling, udgjorde en illoyal forretningspraksis, der var i strid med belgisk markedsfoerings- og konkurrencelovgivning samt med traktatens artikel 86, samt paastand om, at det blev paalagt Belgacom at ophoere med denne praksis og til sagsoegeren at levere de naevnte oplysninger paa betingelser, der var retfaerdige, rimelige og ikke indebar forskelsbehandling. Belgacom nedlagde en modpaastand over for sagsoegerens nye soegsmaal (herefter »anden modpaastand« eller »Belgacom's andet soegsmaal«) om, at det anerkendtes, at sagsoegerens krav om adgang til abonnentoplysninger, saaledes som dette var formuleret i sagsoegerens skrivelser af 10. maj, 1. juli og 27. juli 1994, udgjorde en praksis, der var i strid med belgisk markedsfoerings- og konkurrencelovgivning samt med traktatens artikel 86.

14 Efter at have givet en sagkyndig i opdrag at fastsaette en pris, der var retfaerdig, rimelig og ikke indebar forskelsbehandling, for de omhandlede oplysninger, tog praesidenten for Tribunal de commerce de Bruxelles ved dom af 11. juni 1996 sagsoegerens begaering til foelge og bestemte, at prisen skulle fastsaettes i overensstemmelse med den sagkyndiges erklaeringer, dog saaledes at der skulle ske en automatisk tilpasning af den naevnte pris til den lavere pris, som Kommissionen eventuelt ville fastsaette i anledning af en klage, som sagsoegeren havde indgivet (jf. nedenfor, praemis 22 og 23). Paa samme grundlag frifandt praesidenten sagsoegeren for Belgacom's anden modpaastand. Praesidenten forkastede ligeledes en erstatningspaastand fremsat af sagsoegeren, der haevdede, at den anden modpaastand var fremsat uden nogen rimelig grund og i skadehensigt, idet selskabet lagde til grund, at det ikke var godtgjort, at Belgacom havde misbrugt sin ret til at ivaerksaette soegsmaal.

15 I medfoer af artikel 2 i den kongelige anordning af 15. juli 1994 offentliggjorde Belgacom den 24. september 1994 i Moniteur belge en meddelelse vedroerende de kommercielle, oekonomiske og tekniske betingelser for adgang til de oplysninger, der er noedvendige med henblik paa udarbejdelsen, salget og distributionen af telefonboeger over abonnenter paa de forbeholdte telekommunikationstjenester, der blev drevet af Belgacom. I meddelelsens artikel 3, stk. 1, var fastsat en maanedlig afgift paa 200 BEF pr. abonnentoplysning plus 34% af omsaetningen fra reklameindtaegter, som den bemyndigede indtjente. IBPT, der ikke ansaa denne afgift for retfaerdig, rimelig og ikke-diskriminerende, anbefalede den 20. april 1995 Belgacom at aendre den til 67 BEF pr. abonnentoplysning plus 16% af omsaetningen fra reklameindtaegter, som den bemyndigede indtjente. Artikel 3, stk. 1, i den ovennaevnte meddelelse aendredes ved meddelelse offentliggjort i Moniteur belge den 20. juni 1995, hvori afgiften fastsattes i overensstemmelse med IBPT's anbefalinger.

16 Den 21. oktober 1994 oprettede Belgacom og det amerikanske selskab GTE Information Services Inc., en faelles virksomhed, Belgacom Directory Services SA (herefter »BDS«), hvori partnerne havde henholdsvis 80 og 20% af kapitalen, med henblik paa udgivelsen af telefonboeger i Belgien. BDS, der er et belgisk selskab, paabegyndte sin virksomhed i 1995.

17 Den 16. marts 1995 indgik Belgacom og sagsoegeren en aftale om levering af abonnentoplysninger. Efter at have modtaget en kopi af denne aftale meddelte IBPT ved skrivelse af 24. marts 1995 sagsoegeren en midlertidig tilladelse. I skrivelsen anfoertes, at bemyndigelse kunne blive endelig, naar aftalens oekonomiske betingelser var blevet aendret saaledes, at de svarede til de retfaerdige, rimelige og ikke-diskriminerende betingelser, som IBPT ville fastsaette.

18 Ved skrivelse af 29. marts 1995 opfordrede Belgacom sagsoegeren til at overholde de kontraktlige forpligtelser, der fulgte af artikel XVI, stk. 2, i aftalen af 9. maj 1984. Denne opfordringsskrivelse var ledsaget af en liste over krav, som Belgacom gjorde gaeldende over for sagsoegeren i henhold til naevnte artikel. Den 7. april 1995 tilsendte sagsoegeren Kommissionen denne opfordringsskrivelse.

19 Artikel XVI, stk. 2, i aftalen af 9. maj 1984 bestemte:

»Ten einde de Regie in staat te stellen de continuiteit van de uitgaven te verzekeren, dient de contractant:

a) ten laatste één maand na de uitreikingsperiode van elk boekdeel van de 10de uitgave alle abonneebestanden, tekeningen, specificaties en andere gegevens die nodig zijn voor de publikatie en de uitreiking van de OTG en de HBG zonder enige vergoeding aan de Regie af te staan

b) uiterlijk één maand na het uitreiken van het laatste boekdeel van de 10de uitgave zonder enige vergoeding bovendien af te staan: de licenties, voortvloeiend uit octrooien of uit soortgelijke wettelijke vormen van bescherming, naar aanleiding van werken uitgevoerd of in verband met onderhavige overeenkomst alsmede de know how nodig voor de uitgave en de uitreiking van de OTG en de HBG.«

(»Med henblik paa at goere det muligt for Régie at sikre den fortsatte udgivelse skal kontraktparten:

a) senest en maaned efter distributionen af hvert bind af den tiende udgave vederlagsfrit overdrage Régie samtlige abonnentfortegnelser, tegninger, specifikationer og andre oplysninger, som er noedvendige for udgivelsen og distributionen af den officielle telefonbog og fagbogen

b) senest en maaned efter distributionen af det sidste bind af den tiende udgave ligeledes vederlagsfrit overdrage Régie: licenser hidroerende fra patenter eller tilsvarende retlig beskyttelse af arbejder udfoert i forbindelse med naervaerende aftale samt den noedvendige knowhow til udgivelsen og distributionen af den officielle telefonbog og fagbogen.«)

20 Den naevnte opfordring til at opfylde aftalen af 9. maj 1984 gav anledning til en tredje retssag mellem Belgacom og sagsoegeren (herefter »Belgacom's tredje soegsmaal«). Den 14. april 1995 indstaevnede Belgacom sagsoegeren for praesidenten for Tribunal de commerce de Bruxelles med henblik paa foreloebigt at forpligte sagsoegeren til paa grundlag af artikel XVI, stk. 2, i aftalen af 9. maj 1984 til Belgacom at overdrage naermere bestemte oplysninger, kommerciel knowhow og intellektuelle ejendomsrettigheder. I dom af 19. juni 1995 udtalte praesidenten for Tribunal de commerce de Bruxelles, at soegsmaalet ikke opfyldte de kriterier, der gaelder for foreloebige retsmidler, og frifandt sagsoegeren.

21 Efter gennemfoerelsen af sagen om foreloebige retsmidler indstaevnede Belgacom og BDS den 7. august 1995 sagsoegeren for praesidenten for Tribunal de commerce de Bruxelles med krav om, at sagsoegeren doemtes til betaling af erstatning som stipuleret i artikel XVI, stk. 3, i aftalen af 9. maj 1984 for manglende opfyldelse af samme artikels stk. 2. I dom af 11. december 1996 udtalte praesidenten for Tribunal de commerce de Bruxelles, at bestemmelsen om eneret som fastsat i aftalen af 9. maj 1984 udgjorde en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, og at aftalen, idet bestemmelsen udgjorde aftalens vaesensindhold, i henhold til traktatens artikel 85, stk. 2, ingen retsvirkning havde. Idet han konstaterede, at sagsanlaegget ikke kunne anses for at savne rimelig grund eller havde fundet sted i skadehensigt, frifandt han ligeledes for en modpaastand fremsat af sagsoegeren. Han anfoerte, at den omstaendighed, at Belgacom ikke havde bedoemt aftalen korrekt, ikke i sig selv udgjorde en fejl, der var tilstraekkelig alvorlig til, at den kunne anses for bevis for skadehensigt.

Den administrative procedure for Kommissionen

22 Den 20. oktober 1994 indgav sagsoegeren en klage til Kommissionen i medfoer af artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter »forordning nr. 17«), dels over Belgacom's adfaerd, der haevdedes at vaere i strid med traktatens artikel 86, dels over den belgiske lovregulering, der haevdedes at vaere uforenelig med traktatens artikel 86 og artikel 90, stk. 1. Kommissionen opdelte klagen i to dele: Klagen over Belgacom's adfaerd registreredes under nr. IV/35.268 (herefter »klage IV/35.268«) og klagen over den belgiske lovregulering registreredes under nr. 94/5103 SG(94) A/23203.

23 I klage IV/35.268 gjorde sagsoegeren gaeldende, at Belgacom havde misbrugt sin dominerende stilling og derved tilsidesat traktatens artikel 86:

a) ved over for sagsoegerens nuvaerende eller potentielle kunder at udbrede falske, vildledende og fornaermelige oplysninger om sagsoegeren

b) ved at naegte at forsyne sagsoegeren med de noedvendige abonnentoplysninger til udarbejdelsen af telefonboeger paa betingelser, der var retfaerdige, rimelige og ikke var udtryk for forskelsbehandling

c) ved at forlange uforholdsmaessige og/eller diskriminerende priser ved salget af de naevnte abonnentoplysninger

d) ved at rejse soegsmaal mod sagsoegeren for de belgiske domstole i skadehensigt

e) ved at kraeve af sagsoegeren, at sagsoegeren skulle overlade Belgacom sin industrielle og kommercielle knowhow i henhold til kontraktlige forpligtelser mellem de to parter.

24 Ved skrivelse af 7. marts 1995 gav Kommissionen sagsoegeren meddelelse om dens foreloebige stillingtagen i henseende til fem punkter i klage IV/35.268 og opfordrede sagsoegeren til at fremsaette sine bemaerkninger over for Kommissionen. Sagsoegeren efterkom anmodningen ved skrivelser af 6., 18., 25. og 27. april samt 16. juni 1995.

25 Den 6. december 1995 indgav sagsoegeren en ny klage til Kommissionen, hvilken klage registreredes under nr. 96/4067 SG(95) A19911/2, over den belgiske lovregulering vedroerende telefonboeger, idet det gjordes gaeldende, at den var uforenelig med traktatens artikel 59 og 90.

26 Den 20. december 1995 sendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til Belgacom vedroerende det tredje punkt i klagen IV/35.268, dvs. vedroerende salgsprisen for abonnentoplysninger (herefter »meddelelsen af klagepunkter af 20. december 1995«). Denne meddelelse af klagepunkter fulgtes op af en hoering den 10. april 1996. I april 1997 naaede Kommissionen til enighed med Belgacom om betingelserne for adgang til abonnentoplysninger, hvorpaa sagsoegeren frafaldt dette punkt i klagen (jf. Kommissionens pressemeddelelse af 11.4.1997).

27 Ved skrivelse af 21. december 1995 (herefter »skrivelse af 21. december 1995«), gav Kommissionen sagsoegeren meddelelse om den endelige afvisning af det foerste og det andet punkt i klage IV/35.268 (jf. ovenfor, praemis 23). Afvisningen af disse punkter i klagen har ikke vaeret genstand for soegsmaal for Retten. Kommissionen gav ligeledes sagsoegeren meddelelse om afgivelsen af en meddelelse af klagepunkter over for Belgacom (jf. ovenfor, praemis 26) samt om sin foreloebige stillingtagen i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42) vedroerende det fjerde og det femte punkt i klage IV/35.268 (jf. ovenfor, praemis 23).

28 Ved skrivelse af 9. februar 1996 fremsatte sagsoegeren over for Kommissionen sine bemaerkninger til Kommissionens foreloebige stillingtagen til de to sidste punkter i klage IV/35.268 (herefter »skrivelse af 9. februar 1996«).

Den anfaegtede beslutning

29 Ved beslutning af 21. maj 1996, der meddeltes sagsoegeren ved skrivelse af samme dag, afviste Kommissionen endeligt det fjerde og det femte punkt i klage IV/35.268 (jf. ovenfor, praemis 23) vedroerende Belgacom's soegsmaal, der haevdedes at have haft skadehensigt, og kravet om opfyldelse af artikel XVI, stk. 2, i aftalen af 9. maj 1984, der indebar overdragelsen til Belgacom af sagsoegerens industrielle og kommercielle knowhow (herefter »den anfaegtede beslutning«).

Soegsmaal

30 Kommissionen har anfoert, at den i princippet er af den opfattelse, at »ivaerksaettelse af et soegsmaal, der er udtryk for en grundlaeggende ret til domstolsproevelse, kun kan karakteriseres som misbrug«, hvis »en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, indleder retssager i), som ikke med rimelighed kan anses for at have til formaal at goere virksomhedens rettigheder gaeldende og derfor kun kan tjene til at chikanere modparten, og ii) som er rejst som led i en plan, der har som maal at eliminere konkurrencen« (den anfaegtede beslutnings punkt 11).

31 Med hensyn til Belgacom's foerste modpaastand har Kommissionen redegjort for, at den i skrivelsen af 21. december 1995 har anfoert, at denne paastand »udgjorde et forsvar over for en beskyldning [fremsat af sagsoegeren] og derfor faktisk tog sigte paa at haevde det, som Belgacom ansaa for en ret, som udledtes af [sagsoegerens] situation foer opnaaelsen af den tilladelse, som kraevedes i henhold til loven«. Sagsoegeren havde anfoert to argumenter heroverfor i sin skrivelse af 9. februar 1996 (den anfaegtede beslutnings punkt 14 og 15).

32 Over for det foerste argument angaaende det forhold, at sagsoegerens manglende mulighed for at opnaa en tilladelse fra IBPT skyldtes den tarifpraksis hos Belgacom, der var genstand for Kommissionens meddelelse af klagepunkter af 20. december 1995, har Kommissionen anfoert, at »meddelelsen af klagepunkter angaar en praksis vedroerende uforholdsmaessige og diskriminerende priser, der stadig eksisterer, mens [sagsoegeren] i mellemtiden har opnaaet en tilladelse. Det foelger heraf, at den haevdede manglende mulighed for [sagsoegeren] for at opnaa en tilladelse ikke er en konsekvens af den praksis, der er genstand for Kommissionens meddelelse af klagepunkter over for Belgacom« (den anfaegtede beslutnings punkt 15 og 16).

33 Over for det andet argument angaaende den omstaendighed, at Kommissionen ikke havde undersoegt foreneligheden med traktaten og navnlig dens artikel 59, 86 og 90 af den lovgivningsmaessige ramme, inden for hvilken Belgacom's soegsmaal blev rejst, har Kommissionen anfoert, at argumentet angaar den belgiske stats retsakter og ikke Belgacom's praksis, hvorfor Belgacom med rette kunne henvise hertil i forbindelse med sine soegsmaal, saa laenge den naevnte lovgivning ikke var kendt ugyldig af en hertil kompetent domstol (den anfaegtede beslutnings punkt 15 og 17).

34 I oevrigt har Kommissionen konstateret, at dersom Belgacom's soegsmaal virkelig var en del af en bevidst strategi til elimination af konkurrencen, ville Belgacom ikke have afventet et soegsmaal fra sagsoegeren for at goere sine krav gaeldende i form af en modpaastand. Belgacom ville have sagsoegt sagsoegeren direkte (den anfaegtede beslutnings punkt 18).

35 Med hensyn til Belgacom's anden modpaastand har Kommissionen ligeledes oplyst, at den i sin skrivelse af 21. december 1995 har anfoert, at paastanden var et middel til forsvar over for sagsoegerens beskyldning og tog sigte paa at haevde det, som Belgacom ansaa for en ret, som i dette tilfaelde udledtes af den retstilstand, som herskede i Belgien foer udstedelsen af den kongelige anordning af 15. juli 1994. I sin skrivelse af 9. februar 1996 havde sagsoegeren anfoert to argumenter heroverfor (den anfaegtede beslutnings punkt 19).

36 Over for det foerste argument om, at traktatens artikel 86 paatvang Belgacom at levere abonnentoplysningerne, har Kommissionen anfoert, at traktatens artikel 86 isoleret betragtet alene kunne forpligte en virksomhed i dominerende stilling til at levere oplysningerne til en anden virksomhed, hvis denne faktisk ville kunne benytte oplysningerne i forbindelse med en erhvervsmaessig virksomhed. Da der ikke forelaa en anordning, der praeciserede betingelserne for at drive virksomhed som udgiver af telefonboeger, ville sagsoegeren ikke have kunnet benytte de kraevede oplysninger, selv hvis de var blevet givet af Belgacom, uden at overtraede belgisk lov. Selv om det skyldtes den belgiske stats passivitet, at det var umuligt at drive virksomhed som udgiver af telefonboeger, idet der ikke i rette tid var udstedt nogen anordning, der regulerede denne aktivitet, kunne Belgacom med foeje henholde sig hertil under sine soegsmaal, saa laenge manglen paa en gennemfoerelsesregulering ikke var blevet sanktioneret af en kompetent domstol (den anfaegtede beslutnings punkt 20 og 21).

37 Det andet argument om, at Belgacom's naegtelse af at levere oplysningerne ikke kunne vaere i overensstemmelse med et oenske om at forsvare sine rettigheder, idet leveringen af oplysningerne ikke ville beroere Belgacom's ret til at drive virksomhed som udgiver af telefonboeger i henhold til artikel 113 i loven af 21. marts 1991, har Kommissionen besvaret saaledes, at selv om Belgacom's levering af oplysninger til sagsoegeren ikke ville skade Belgacom's ret til at udoeve den naevnte virksomhed »kunne Belgacom med foeje befrygte, [at sagsoegeren] ville benytte abonnentoplysningerne til at hverve kunder paa markedet for annoncering via telefonboeger, hvilket ville have paavirket Belgacom's lovbestemte monopol paa dette marked« (den anfaegtede beslutnings punkt 20 og 22).

38 I oevrigt har Kommissionen i den anfaegtede beslutnings punkt 23 gentaget det, den havde konstateret i beslutningens punkt 18 (jf. ovenfor, praemis 34).

39 For saa vidt angaar Belgacom's tredje soegsmaal angaaende sagsoegerens manglende overholdelse af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984 har Kommissionen oplyst, at den i sin skrivelse af 21. december 1995 har anfoert, at Belgacom's soegsmaal havde til formaal at forsvare det, Belgacom ansaa for en ret i henhold til kontraktmaessige forpligtelser, som sagsoegeren havde paataget sig (den anfaegtede beslutnings punkt 24).

40 I sin skrivelse af 9. februar 1996 havde sagsoegeren fremfoert det argument, at Belgacom's soegsmaal, der sigtede mod at gennemfoere krav, der overskred graenserne for de kontraktmaessige forpligtelser, der bandt parterne, i sig selv gik ud over det, der kunne anses for et retmaessigt forsvar af en ret, som Belgacom havde i henhold til de paatagne forpligtelser. Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren ikke havde fremfoert noget faktisk eller retligt forhold, der viste, hvorledes Belgacom's krav skulle gaa ud over det, der var fastsat i aftalen af 9. maj 1984 (den anfaegtede beslutnings punkt 25 og 26).

41 Som konklusion har Kommissionen konstateret, at Belgacom's krav under de tre soegsmaal ikke udgjorde et misbrug i traktatens artikel 86's forstand, da de med rimelighed kunne anses for at have vaeret fremfoert med henblik paa at goere Belgacom's rettigheder gaeldende (den anfaegtede beslutnings punkt 27).

42 I oevrigt har Kommissionen understreget, at Belgacom's krav under de to foerste soegsmaal blev gjort gaeldende i form af modpaastande, der gjorde det muligt for Belgacom at forsvare sine rettigheder, og ikke under selvstaendige soegsmaal med det sigte at chikanere sagsoegeren, hvorfor de ikke kan have vaeret ivaerksat som led i en plan, der havde til formaal at eliminere konkurrencen. De kunne saaledes ikke have udgjort et misbrug i traktatens artikel 86's forstand (den anfaegtede beslutnings punkt 28).

Krav om opfyldelse af en kontrakt

43 Kommissionen har konstateret, at Belgacom's krav vedroerende artikel XVI, stk. 2, i aftalen af 9. maj 1984 drejer sig om opfyldelsen af en kontrakt, ikke om indgaaelsen. Kommissionen har oplyst, at den i sin skrivelse af 21. december 1995 har anfoert, at et krav om opfyldelse af en kontrakt ikke i sig selv kan udgoere et misbrug i traktatens artikel 86's forstand. Sagsoegeren havde heroverfor anfoert tre argumenter i sin skrivelse af 9. februar 1996 (den anfaegtede beslutnings punkt 30, 31 og 32).

44 Over for det foerste argument om, at sondringen mellem indgaaelsen og opfyldelsen af en kontraktbestemmelse ikke kan opretholdes i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 86, har Kommissionen anfoert, at begrebet misbrug i den naevnte artikels forstand er et objektivt begreb, der navnlig indbefatter adfaerd, som er skadelig for konkurrencestrukturen. Et krav om opfyldelse af en kontrakt tilfoejer imidlertid intet til de virkninger, der foelger af dens indgaaelse, som indbefatter, at dens underskrivere opfylder den, eller i mangel heraf, at den part, der soeger at forsvare sine rettigheder, kraever opfyldelse. Det ville forholde sig anderledes, hvis et saadant krav gik ud over kontraktens rammer og kunne have en saerlig indvirkning paa konkurrencestrukturen. Kommissionen har konstateret, at sagsoegeren ikke har fremfoert noget faktisk eller retligt forhold, der viser, at Belgacom's krav havde en saerlig indvirkning paa konkurrencestrukturen, der var videregaaende end de virkninger, som parterne kunne forvente paa grundlag af aftalen af 9. maj 1984 (den anfaegtede beslutnings punkt 32, 33 og 34).

45 Over for det andet argument om, at formaalet med Belgacom's krav var at udelukke sagsoegeren fra markedet for telefonboeger, har Kommissionen konstateret, at sagsoegeren ikke har fremfoert noget faktisk eller retligt forhold, der viser, hvorledes Belgacom's krav ikke skulle have til formaal at forsvare de rettigheder, denne virksomhed havde faaet tillagt ved aftalen af 9. maj 1984. Den omstaendighed, at kravet, hvis det blev gennemfoert, ville have de virkninger paa konkurrencen paa telefonbogsmarkedet, som sagsoegeren har beskrevet, ville vaere en konsekvens af de omstaendigheder, hvorunder kontrakten blev indgaaet, paa et tidspunkt, da udgivelsen af telefonboeger var en virksomhed, der var genstand for en eneret forbeholdt Belgacom (den anfaegtede beslutnings punkt 32 og 35).

46 Over for det tredje argument om, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 89 ved ikke at gennemfoere en undersoegelse vedroerende foreneligheden af aftalen af 9. maj 1984 med traktatens artikel 85 og 86, har Kommissionen anfoert, at den intetsteds har anfoert sin stillingtagen til den naevnte aftales forenelighed med traktatens artikel 85 og 86. Kommissionen har praeciseret, at den anfaegtede beslutning paa ingen maade afskaerer den fra eventuelt at indlede en procedure i saa henseende, ligesom den paa ingen maade forhindrer sagsoegeren i at indgive klage paa dette punkt over den naevnte aftale i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 (jf. den anfaegtede beslutnings punkt 32-36).

Retsforhandlingerne

47 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. juli 1996 har sagsoegeren anlagt naervaerende sag.

48 Den 6. december 1996 har Belgacom anmodet om tilladelse til at indtraede i sagen til stoette for Kommissionens paastande. Anmodningen blev imoedekommet ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Fjerde Udvidede Afdeling den 19. februar 1997.

Parternes paastande

49 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Den anfaegtede beslutning annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

50 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

51 Belgacom, der er indtraadt i sagen til stoette for Kommissionens paastande, har nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionen frifindes.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

52 Sagsoegeren har anfoert syv anbringender til stoette for sin paastand. Ved det foerste anbringende goeres det gaeldende, at der foreligger et aabenbart urigtigt skoen vedroerende Belgacom's tarifpraksis, hvilket foerer til en utilstraekkelig begrundelse af den anfaegtede beslutning. Ved det andet anbringende goeres det gaeldende, at der foreligger et aabenbart urigtigt skoen vedroerende den belgiske lovgivning om udgivelse af telefonboeger. Ved det tredje anbringende goeres det gaeldende, at der foreligger en fejl i forbindelse med vurderingen af Belgacom's rettigheder. Ved det fjerde anbringende goeres det gaeldende, at der foreligger et aabenbart urigtigt skoen i forbindelse med bedoemmelsen af Belgacom's naegtelse af at levere abonnentoplysninger. Ved det femte anbringende goeres det gaeldende, at der foreligger et aabenbart urigtigt skoen med hensyn til Belgacom's strategi med henblik paa at udmanoevrere sagsoegeren. Ved det sjette anbringende goeres det gaeldende, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 med hensyn til afvisningen af den del af klage IV/ 35.268, der angaar Belgacom's tredje soegsmaal. Ved det syvende anbringende goeres det gaeldende, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86 i henseende til kvalifikationen af kravet om opfyldelse af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984.

53 De fem foerste anbringender angaar Belgacom's to modpaastande, det sjette anbringende vedroerer Belgacom's tredje soegsmaal og det syvende anbringende drejer sig om kravet om opfyldelse af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984.

54 De seks foerste anbringender rejser saaledes spoergsmaalet om, hvorvidt den omstaendighed, at en virksomhed, der indtager en dominerende stilling paa et naermere bestemt marked, indleder et soegsmaal mod en konkurrerende virksomhed paa dette marked, kan udgoere et misbrug efter traktatens artikel 86.

55 For det foerste har Kommissionen i denne henseende anfoert, at den med henblik paa at kunne fastslaa de tilfaelde, i hvilke et saadant soegsmaal er udtryk for misbrug, i den anfaegtede beslutning har opstillet to kumulative kriterier. Soegsmaalet skal for det foerste ikke med rimelighed kunne antages at skulle tjene til at goere den beroerte virksomheds rettigheder gaeldende og skal foelgelig kun tjene til at chikanere modparten, og for det andet skal det vaere udtaenkt som led i en plan, der har som formaal at eliminere konkurrencen (herefter »Kommissionens kumulative kriterier« eller »de to kumulative kriterier«).

56 Det foerste af de to kriterier betyder ifoelge Kommissionen, at soegsmaalet ud fra en objektiv betragtning klart skal vaere uden ethvert grundlag. Det andet henviser til, at soegsmaalet skal tage sigte paa at eliminere konkurrencen. De to kriterier skal begge vaere opfyldt, for at et misbrug kan konstateres. Ivaerksaettelse af et grundloest soegsmaal kan ikke i sig selv udgoere en overtraedelse af traktatens artikel 86, medmindre soegsmaalet har et konkurrencebegraensende formaal. Tilsvarende kan et soegsmaal, der med rimelighed kan anses for et forsoeg paa at goere rettigheder gaeldende over for konkurrenter, ikke udgoere et misbrug, uanset om det kan vaere led i en plan til elimination af konkurrencen.

57 For det andet fremgaar det af sagen, at sagsoegeren rejser kritik af anvendelsen af de to kumulative kriterier i den foreliggende sag uden dog at rejse tvivl om kriteriernes forenelighed som saadan med traktatens artikel 86.

58 Uden at det er fornoedent for Retten at udtale sig om grundlaget for Kommissionens valg af kriterier i den anfaegtede beslutning, skal Retten herefter i den foreliggende sag afgoere, om Kommissionen har anvendt de to kumulative kriterier korrekt.

59 I denne henseende kan det konstateres, at sagsoegeren ved de fire foerste anbringender soeger at vise, at det foerste af de to kumulative kriterier var opfyldt, og ved det femte, at det andet kriterium ogsaa var det. Da de to kriterier er kumulative, er det kun noedvendigt at behandle det femte anbringende, hvis Rettens behandling af de fire foerste anbringender foerer til den konklusion, at det foerste kriterium faktisk var opfyldt.

60 Foer behandlingen af de forskellige anbringender paabegyndes, skal tre forhold fremdrages. For det foerste er det vigtigt at understrege, som Kommissionen med rette har gjort det, at muligheden for at kunne goere sine rettigheder gaeldende ved domstolene og den domstolsproevelse, dette indebaerer, er udtryk for et almindeligt retsprincip, der ligger til grund for medlemsstaternes faelles forfatningstraditioner, og som ligeledes har fundet udtryk i artikel 6 og 13 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder af 4. november 1950 (jf. Domstolens dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 17 og 18). Da adgangen til domstolene er en grundlaeggende rettighed og et almindeligt retsprincip, der skal tjene til at opretholde respekten for loven, er det kun under helt ekstraordinaere omstaendigheder, at ivaerksaettelse af et soegsmaal kan udgoere et misbrug af dominerende stilling i traktatens artikel 86's forstand.

61 Herefter bemaerkes, at de to kumulative kriterier udgoer en undtagelse til hovedreglen om adgang til domstolene, hvorfor de maa fortolkes og anvendes indskraenkende, saaledes at anvendelsen af det almindelige princip ikke bringes i fare (jf. navnlig Rettens dom af 5.3.1997, sag T-105/95, WWF UK mod Kommissionen, Sml. II, s. 313, praemis 56).

62 Endelig bemaerkes, at det foelger af fast retspraksis, at den legalitetskontrol, Retten skal foretage, naar Kommissionen har besluttet at henlaegge en klage indgivet i medfoer af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 uden at gennemfoere en undersoegelse, maa have til formaal at efterproeve, om den anfaegtede beslutning er truffet paa grundlag af urigtige faktiske omstaendigheder, samt om den er behaeftet med en retsvildfarelse, et aabenbart fejlskoen eller magtfordrejning (jf. Rettens dom af 18.5.1994, sag T-37/92, BEUC og NCC mod Kommissionen, Sml. II, s. 285, praemis 45).

Det foerste anbringende om, at der foreligger et aabenbart urigtigt skoen vedroerende Belgacom's tarifpraksis, hvilket foerer til en utilstraekkelig begrundelse af den anfaegtede beslutning

Parternes argumenter

63 Sagsoegeren har anfoert, at virksomheden i klage IV/35.268 gjorde gaeldende, at Belgacom havde soegt at standse sagsoegerens erhvervsmaessige aktivitet ved at anmode Tribunal de commerce de Bruxelles om paa grundlag af belgisk lovgivning om udgivelse af telefonboeger - hvilken lovgivning i oevrigt er uforenelig med faellesskabsretten - at paalaegge sagsoegeren at ophoere med at tegne annoncer og saelge annonceplads til 1995/96-udgaven af sagsoegerens fagboeger, idet det foreholdtes sagsoegeren, at vedkommende ikke havde opnaaet den tilladelse fra IBPT til udgivelse af telefonboeger, som var kraevet i henhold til artikel 113, stk. 2, i 1991-loven. I skrivelsen af 21. december 1995 havde Kommissionen svaret, at Belgacom's foerste modpaastand ikke udgjorde et misbrug, eftersom sidstnaevnte blot havde gjort en ret gaeldende, »som udledtes af [sagsoegerens] situation foer opnaaelsen af den tilladelse, som kraevedes i henhold til loven«. Sagsoegeren har videre anfoert, at virksomheden i skrivelsen af 9. februar 1996 havde repliceret, at Kommissionen ved at indtage saadan holdning ganske saa bort fra den omstaendighed, at Belgacom's tarifpraksis i starten hindrede sagsoegeren i at opnaa tilladelse, og at den naevnte praksis blev genstand for en grundig behandling i meddelelsen af klagepunkter af 20. december 1995.

64 Kommissionens svar i punkt 16 i den anfaegtede beslutning (jf. ovenfor, praemis 32) grundes paa en urigtig vurdering af de faktiske forhold. Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at den oprindelige tarifpraksis, der fik sagsoegeren til ikke at indgaa aftale med Belgacom, nemlig 200 BEF pr. abonnentoplysning plus 34% af omsaetningen vedroerende den bemyndigedes indtaegter fra annoncer, ikke laengere var gaeldende paa tidspunktet for vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, og heller ikke var den, der var genstand for den aftale, som Belgacom den 16. marts 1995 indgik med sagsoegeren, hvilken aftale gjorde det muligt for sagsoegeren at opnaa tilladelse fra IBPT. Sagsoegeren har for det andet anfoert, at Kommissionen i meddelelsen af klagepunkter af 20. december 1995 fandt tarifferne efter Belgacom's oprindelige praksis uforholdsmaessigt hoeje og urimelige. Da det netop var denne praksis, der forhindrede sagsoegeren i at opnaa tilladelse fra IBPT, slutter sagsoegeren, at det var med urette, at Kommissionen i punkt 16 i den anfaegtede beslutning konkluderede, at Belgacom's tarifpraksis, som var genstand for meddelelsen af klagepunkter af 20. december 1995, ikke havde nogen forbindelse med sagsoegerens manglende muligheder for at opnaa en saadan tilladelse.

65 Denne fejlagtige bedoemmelse af forholdene har forhindret sagsoegeren i at faa kendskab til de grunde, der foerte til, at Kommissionen forkastede sagsoegerens hovedargument om, at Belgacom's tarifpraksis forhindrede sagsoegeren i at opnaa en tilladelse, og foelgelig gjorde det muligt for Belgacom at anmode praesidenten for Tribunal de commerce de Bruxelles om at forbyde sagsoegeren at udoeve sin virksomhed som udgiver af telefonboeger, under anbringende af at sagsoegeren udoevede ulovlig virksomhed i form af annoncetegning og salg. Den faktuelt urigtige bedoemmelse af dette argument indvirkede saaledes ogsaa paa begrundelsen for den anfaegtede beslutning. Med andre ord soegte Belgacom ad rettens vej at tvinge sagsoegeren til at afbryde sin virksomhed ved at udnytte sagsoegerens naegtelse af at betale en uforholdsmaessig pris for abonnentoplysningerne. Kommissionens holdning er i oevrigt selvmodsigende, idet Kommissionen angreb Belgacom's urimelige tarifpraksis, men ikke anfaegtede den urimelige og skadegoerende procedure, der var knyttet hertil.

66 Kommissionen har anfoert, at den i den anfaegtede beslutning klart har beskrevet grundene til afvisningen af klage IV/35.268. Kommissionen har saaledes anfoert, at den i den anfaegtede beslutnings punkt 11 har opstillet to kumulative kriterier, der skal vaere opfyldt, for at et soegsmaal ivaerksat af en virksomhed i dominerende stilling anses for at indebaere et misbrug. I punkt 14 har den anfoert grundene til, at det foerste kriterium ikke var opfyldt i det foreliggende tilfaelde, og i punkt 18 grundene til, at det andet ikke var det.

67 I den anfaegtede beslutning har Kommissionen ligeledes anfoert, at Belgacom's paaberaabelse i forbindelse med den foerste modpaastand af sagsoegerens manglende tilladelse med rimelighed kunne anses for et forsoeg fra Belgacom's side paa at goere denne virksomheds rettigheder gaeldende, og at det foerste kriterium for at fastslaa, at der forelaa en overtraedelse af traktatens artikel 86 herefter ikke var opfyldt. Grundene til, at sagsoegeren ikke havde tilladelsen, udgjorde et saerskilt problem. Under alle omstaendigheder, haevder Kommissionen, svarede den udtrykkeligt paa anklagen om selvmodsigelse, idet det anfoertes, at den tarifpraksis, der var genstand for meddelelsen af klagepunkter af 20. december 1995, stadig var gaeldende, da den anfaegtede beslutning blev vedtaget, hvilket ikke forhindrede sagsoegeren i at opnaa en tilladelse hos IBPT. Sagsoegerens anbringende om, at man kun havde kunnet indgaa en aftale med Belgacom paa grundlag af en aendret tarifpraksis, er uden betydning for Kommissionens argument. Denne tarifpraksis var stadig genstand for en meddelelse af klagepunkter paa det tidspunkt, da den anfaegtede beslutning blev vedtaget, og udgjorde et misbrug.

Rettens bemaerkninger

68 Det foerste anbringende indeholder i realiteten to led, hvoraf det foerste angaar spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger et aabenbart urigtigt skoen, og det andet drejer sig om, hvorvidt der er tale om en utilstraekkelig begrundelse.

69 Med hensyn til foerste led har sagsoegeren i det vaesentlige gjort gaeldende, at punkt 16 i den anfaegtede beslutning stoettes paa et aabenbart urigtigt skoen. I denne henseende bemaerkes foerst, at Retten maa forkaste sagsoegerens argument om, at Kommissionen med urette konkluderede, at den tarifpraksis, der var genstand for meddelelsen af klagepunkter af 20. december 1995, var uden forbindelse med sagsoegerens manglende mulighed for at opnaa en tilladelse.

70 Den tarifpraksis, der var genstand for meddelelsen af klagepunkter af 20. december 1995, var baade den, der blev offentliggjort i Moniteur belge den 24. september 1994, nemlig 200 BEF pr. abonnentoplysning plus 34% af omsaetningen fra reklameindtaegter, som den bemyndigede indtjente, og den, der blev offentliggjort i Moniteur belge den 20. juni 1995, nemlig 67 BEF pr. abonnentoplysning plus 16% af omsaetningen fra reklameindtaegter, som den bemyndigede indtjente (jf. ovenfor, praemis 15). Sagsoegeren indgik aftale med Belgacom den 16. marts 1995, og IBPT meddelte ved skrivelse af 24. marts 1995 sagsoegeren, at sagsoegeren fik en midlertidig tilladelse (jf. ovenfor, praemis 17). Det foelger heraf, at den tarifpraksis, der var genstand for meddelelsen af klagepunkter af 20. december 1995, ikke forhindrede sagsoegeren i at opnaa en tilladelse, der gjorde det muligt for virksomheden at udgive sine telefonboeger.

71 For det andet bemaerkes, at sagsoegerens argument om, at Kommissionen ikke har taget hensyn til, at sagsoegerens manglende tilladelse netop skyldtes Belgacom's urimelige tarifpraksis, ikke kan tiltraedes.

72 Ifoelge det foerste af de to kumulative kriterier, som Kommissionen har anfoert i den anfaegtede beslutning, kan et soegsmaal kun anses for at vaere misbrug i traktatens artikel 86's forstand, hvis det ikke med rimelighed kan antages at tage sigte paa at varetage rettigheder, der tilkommer den paagaeldende virksomhed, og saaledes kun kan tjene til at chikanere modparten. Det er saaledes de forhold, som forelaa paa tidspunktet for soegsmaalets ivaerksaettelse, der skal tages i betragtning ved afgoerelsen af, om kriteriet er opfyldt.

73 Hertil kommer, at der ved anvendelsen af det naevnte kriterium ikke er tale om at afgoere, om de rettigheder, som virksomheden gjorde gaeldende paa det tidspunkt, da den indledte sit soegsmaal, faktisk eksisterede eller kunne gennemfoeres, men om at fastlaegge, om et saadant soegsmaal havde til formaal at goere rettigheder gaeldende, som virksomheden paa dette tidspunkt med rimelighed kunne antage at have. Det fremgaar af den sidste del af dette kriteriums ordlyd, at kriteriet kun er opfyldt, naar det ivaerksatte soegsmaal ikke havde dette formaal, hvilket er det eneste tilfaelde, i hvilket det kan fastslaas, at soegsmaalet kun havde til formaal at chikanere modparten.

74 Efter artikel 113, stk. 2, i 1991-loven var det imidlertid alene Belgacom og de, der havde tilladelse fra IBPT, som havde ret til at udgive telefonboeger. Ifoelge den kongelige anordning af 15. juli 1994 blev tilladelsen givet i form af en erklaering udstedt af IBPT, hvorved det attesteres, at der er overensstemmelse mellem anordningen og den endelige tekst til en aftale mellem Belgacom og den paagaeldende om levering af abonnentoplysninger. Det tilkom Belgacom at fastsaette betingelserne for adgang til abonnentoplysningerne, som skulle vaere retfaerdige, rimelige og ikke indebaere forskelsbehandling (jf. ovenfor, praemis 4 og 5).

75 I denne henseende bemaerkes, at Belgacom den 24. september 1994 i Moniteur belge offentliggjorde en meddelelse om betingelserne for adgang til abonnentoplysninger, hvorefter der var fastsat en maanedlig afgift paa 200 BEF pr. abonnentoplysning plus 34% af omsaetningen fra reklameindtaegter, som den bemyndigede indtjente, at IBPT foerst den 20. april 1995 anbefalede Belgacom at aendre den til 67 BEF pr. abonnentoplysning plus 16% af omsaetningen fra reklameindtaegter, som den bemyndigede indtjente, hvilket Belgacom gjorde ved meddelelse offentliggjort i Moniteur belge den 20. juni 1995, og at Belgacom's foerste modpaastand blev forkastet ved dom afsagt af praesidenten for Tribunal de commerce de Bruxelles den 5. oktober 1994.

76 Under saadanne omstaendigheder ville undersoegelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegerens manglende tilladelse skyldtes Belgacom's tarifpraksis, ikke have kunnet vise, at Belgacom's foerste soegsmaal ikke havde til formaal at goere gaeldende, hvad Belgacom paa tidspunktet for soegsmaalets ivaerksaettelse med rimelighed kunne anse for sin ret, og at det naevnte soegsmaal saaledes alene tjente til at chikanere sagsoegeren. Dette spoergsmaal var herefter uden betydning for afgoerelsen af, om det foerste kriterium var opfyldt. Foelgelig var det omfattet af sagens realitet, der henhoerte under den nationale domstol, for hvilken sagsoegerens foerste soegsmaal var indbragt.

77 Da sagsoegeren ikke har bevist det haevdede aabenbare urigtige skoen, skal foerste led af dette anbringende forkastes.

78 I anbringendets andet led har sagsoegeren gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er utilstraekkeligt begrundet.

79 Det fremgaar af fast retspraksis, at en individuel afgoerelses begrundelse dels skal goere det muligt for adressaten at goere sig bekendt med grundene for den trufne foranstaltning med henblik paa i givet fald at kunne goere sine rettigheder gaeldende og afgoere, om afgoerelsen er rigtig, dels skal goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrol. I saa henseende er Kommissionen ikke forpligtet til i begrundelsen for de beslutninger, den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte parter har gjort gaeldende til stoette for deres anmodning. Det er tilstraekkeligt, at Kommissionen redegoer for de faktiske og retlige betragtninger, der har vaeret af vaesentlig betydning for afgoerelsen (jf. Rettens dom af 18.9.1996, sag T-387/94, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 961, praemis 103 og 104).

80 Det maa i denne forbindelse konstateres, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning har opstillet to kumulative kriterier, der goer det muligt at fastslaa, om der foreligger en adfaerd med karakter af misbrug hos en virksomhed i dominerende stilling i forbindelse med et soegsmaal (punkt 11), at Kommissionen har anfoert, at den fandt, at det foerste af de to kumulative kriterier ikke var opfyldt, for saa vidt som Belgacom's foerste modpaastand »faktisk tog sigte paa at haevde det, som Belgacom ansaa for en ret, som udledtes af [sagsoegerens] situation foer opnaaelsen af den tilladelse, som kraevedes i henhold til loven« (punkt 14), og at Kommissionen havde svaret paa sagsoegerens argument om, at Kommissionens holdning, saaledes som den kom til udtryk i skrivelsen af 21. december 1995, skulle vaere selvmodsigende (punkt 16).

81 Den anfaegtede beslutning angiver altsaa de omstaendigheder, paa grundlag af hvilke Kommissionen har taget stilling, og goer det saaledes muligt for sagsoegeren at anfaegte grundlaget for denne del af den anfaegtede beslutning, og for Retten at udoeve sin legalitetskontrol. Denne del af anbringendet maa saaledes ligeledes forkastes.

82 Det foelger heraf, at det foerste anbringende maa forkastes.

Det andet anbringende om, at der foreligger et aabenbart urigtigt skoen vedroerende den belgiske lovgivning om udgivelse af telefonboeger

Parternes argumenter

83 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen har udoevet et aabenbart urigtigt skoen ved at stoette beslutningen paa en konklusion, som kun kunne vaere draget ved afslutningen af en forskriftsmaessig undersoegelse af sagsoegerens klager over den belgiske lovgivning om udoevelsen af virksomhed som udgiver af telefonboeger.

84 Sagsoegeren har i denne forbindelse henvist til, at Kommissionen i punkt 17 og 21 i den anfaegtede beslutning har konkluderet, at Belgacom i forbindelse med soegsmaalene med foeje kunne paaberaabe sig de belgiske regler, ogsaa selv om de ikke var komplette, saa laenge de ikke var erklaeret ugyldige af en kompetent myndighed. Kommissionen undlod imidlertid at foretage en videregaaende undersoegelse af sagsoegerens klager nr. 94/5103 SG(94) A/23203 og 96/4067 SG(95) A/19911/2 over de naevnte regler (jf. ovenfor, praemis 22 og 25), selv om sagsoegeren i sin klage og i sin skrivelse af 9. februar 1996 klart havde angivet, at en saadan undersoegelse ville vise, at Belgacom ikke kunne stoette nogen af sin krav paa disse regler.

85 Sagsoegeren har videre anfoert, at Kommissionen ikke kunne konkludere, at den belgiske lovgivning tillagde Belgacom rettigheder, som denne virksomhed kunne paaberaabe sig for domstolene, saa laenge den ikke havde undersoegt naevnte lovgivning med henblik paa at sikre sig, at den gav de naevnte rettigheder i det mindste et skaer af eksistens. Ved at handle, som den har gjort, har Kommissionen ikke opfyldt sin pligt til at foretage en noeje undersoegelse af de faktiske og retlige forhold, som sagsoegeren har bragt til dens kundskab (jf. Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, praemis 79, og af 29.6.1993, sag T-7/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669, praemis 34). Retten anvendte denne grundsaetning i sin dom af 18. september 1995 (sag T-548/93, Ladbroke Racing mod Kommissionen, Sml. II, s. 2565, praemis 50), hvor Retten udtalte, at spoergsmaalet om, hvorvidt en national lovbestemmelse er forenelig med faellesskabsretten, kan udgoere et element af betydning for sagen.

86 Det centrale element i det misbrug, der kom til udtryk gennem Belgacom's to modpaastande, bestaar i, at den belgiske lovgivning ikke gav noget som helst grundlag for Belgacom's krav. For det foerste havde Belgacom ikke ret til at paatvinge uforholdsmaessige og diskriminerende priser, men kunne goere det paa grund af lakunerne i lovgivningen, og for det andet havde Belgacom ikke ret til at naegte at give sine abonnentoplysninger fra sig, men forsoegte at skjule sig bag den manglende gennemfoerelsesanordning for at beskytte sine monopolrettigheder til erhvervsvirksomhed vedroerende telefonboeger, hvilke rettigheder var afskaffet ved artikel 45 i loven af 24. december 1993. Belgacom's urimelige og konkurrencebegraensende holdning blev forstaerket ved ikrafttraedelsen af anordningen af 15. juli 1994, naesten ni maaneder efter kundgoerelsen af loven af 24. december 1993. Den belgiske lovgivnings uforenelighed med faellesskabsretten udgoer saaledes et element af betydning for klage IV/35.268, som Kommissionen i overensstemmelse med retspraksis skulle have taget i betragtning.

87 Med hensyn naermere til den anden modpaastand fremgaar det klart af den anfaegtede beslutnings punkt 21, at Kommissionen undlod fuldt ud at undersoege, hvad udstedelsen af anordningen af 15. juli 1994 eller det midlertidige fravaer af en saadan anordning indebar. Kommissionen anerkendte utvetydigt, at sagsoegeren havde vaeret forhindret i at udfoere sine aktiviteter, ikke fordi der i belgisk lovgivning var tillagt Belgacom en eneret, men fordi den naevnte lovgivning var ufuldstaendig. Alligevel konkluderede Kommissionen, at Belgacom med rette kunne paaberaabe sig denne lakune i lovgivningen under sine soegsmaal.

88 Sagsoegeren har bemaerket, at Kommissionen haevder, at afgoerelsen af, hvorvidt et soegsmaal udgoer misbrug, ikke afhaenger af, om kravet er juridisk rigtigt eller ej. Kommissionen begrundede imidlertid sin afvisning af, i forbindelse med sin undersoegelse af Belgacom's kravs karakter af misbrug, at undersoege belgisk lovgivnings forenelighed med faellesskabsretten med de nationale domstoles undersoegelse af soegsmaalets rigtighed. Sagsoegeren udleder heraf, at dette ifoelge Kommissionen betyder, at man foerst maa undersoege soegsmaalets rigtighed, for at den nationale retstilstands uforenelighed med faellesskabsretten kan tjene som indicium for et soegsmaals karakter af misbrug. Denne konklusion stoettes paa en urigtig anvendelse af de kriterier, som Kommissionen har opstillet med henblik paa at fastslaa et soegsmaals karakter af misbrug efter traktatens artikel 86. Mens en afgoerelse af et saadant soegsmaals rigtighed angaar spoergsmaalet om, hvorvidt den nationale lovgivning tillaegger den kraevede ret, angaar afgoerelsen af, om soegsmaalet har karakter af misbrug, spoergsmaalet om, hvorvidt den naevnte nationale lovgivning giver den kraevede ret et skaer af eksistens. Samtlige retlige og faktiske omstaendigheder, herunder national rets forenelighed med faellesskabsretten, kan vaere af betydning for afgoerelsen af, om der foreligger en ret eller et skaer af ret.

89 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den ikke i den anfaegtede beslutning har antaget, at afgoerelsen af, om et soegsmaal ivaerksat af en virksomhed i dominerende stilling havde karakter af misbrug, afhang af, om soegsmaalet var juridisk rigtigt eller ej, men derimod af, om de to kriterier anfoert i den anfaegtede beslutnings punkt 11 var opfyldt. I oevrigt havde Kommissionen bemaerket, at sagsoegerens paastand om, at den lovgivningsmaessige ramme for Belgacom's soegsmaal ikke var blevet undersoegt, angik retsakter udstedt af den belgiske regering og ikke Belgacom's praksis. Kommissionen konstaterede, at Belgacom's paaberaabelse i forbindelse med sine modpaastande af en national retsregel, der ikke var erklaeret ugyldig, med rimelighed kunne anses for et forsoeg fra Belgacom's side paa at goere sine rettigheder gaeldende, og ikke var del af en plan, der tog sigte paa at eliminere en konkurrent.

90 Kommissionen har ikke anlagt et aabenbart urigtigt skoen ved at indtage denne holdning uden selv at undersoege belgisk lovgivnings forenelighed med faellesskabsretten. Sagsoegerens foerste soegsmaal blev indbragt for en national domstol, der selv har kompetence til at undersoege national rets forenelighed med EF-traktaten (jf. Domstolens dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, praemis 45, og Rettens dom af 18.9.1996, sag T-353/94, Postbank mod Kommissionen, Sml. II, s. 921, praemis 65, 66 og 67). Kommissionen har i oevrigt understreget, at Cour d'appel de Bruxelles fandt, at den belgiske lovgivning var stridende mod traktatens artikel 86 og 90, og forkastede Belgacom's modpaastand.

91 Belgacom har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke var forpligtet til at konstatere, at belgisk lovgivning end ikke indeholdt elementer, der pegede i retning af, at Belgacom tilsyneladende havde en ret, idet Kommissionen i saa fald noedvendigvis maatte udtale sig om realiteten og om fortolkningen af bestemmelser i national ret, hvis eksistens sagsoegeren ikke har bestridt. Hvis Kommissionen havde antaget, at Belgacom's adfaerd udgjorde et misbrug, ville dette i oevrigt havde indebaaret, at Kommissionen foretog en vurdering af den maade, hvorpaa den belgiske regering havde ivaerksat en retsakt udstedt af det belgiske parlament, en vurdering som Kommissionen kun kan foretage inden for rammerne af traktatens artikel 90, stk. 1, i forbindelse med en procedure ivaerksat over for Kongeriget Belgien paa grundlag af traktatens artikel 90, stk. 3.

Rettens bemaerkninger

92 I henhold til artikel 113, stk. 2, i 1991-loven, havde, foruden Belgacom, kun de, der havde opnaaet IBPT's tilladelse, ret til at udgive telefonboeger, paa de naermere betingelser, der var fastsat ved anordning. Det er ubestridt, at en saadan tilladelse ikke kunne gives, foer den retsakt, der fastsatte disse betingelser, var traadt i kraft. Denne retsakt, anordningen af 15. juli 1994, traadte i kraft den 26. august 1994 (jf. ovenfor, praemis 4 og 5). Foer denne dato indebar belgisk lovgivning altsaa, at ingen kunne opnaa den noedvendige tilladelse til at udgive telefonboeger, og foelgelig at Belgacom efter loven alene havde retten til at udgive saadanne telefonboeger.

93 Herefter maa Belgacom's to foerste soegsmaal anses for at have taget sigte paa at goere det gaeldende, som Belgacom, da virksomheden ivaerksatte soegsmaalene, paa grundlag af den belgiske lovgivning om udgivelse af telefonboeger med rimelighed kunne anse for rettigheder. Som foelge heraf var det foerste af Kommissionens to kumulative kriterier ikke opfyldt.

94 Under saadanne omstaendigheder ville undersoegelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt den belgiske lovgivning om udgivelse af telefonboeger var forenelig med faellesskabsretten, ikke have kunnet vise, at Belgacom's to foerste soegsmaal ikke havde til formaal at goere gaeldende, hvad Belgacom paa tidspunktet for soegsmaalenes ivaerksaettelse med rimelighed kunne anse for sine rettigheder, og at det naevnte soegsmaal saaledes alene tjente til at chikanere sagsoegeren. Foelgelig var spoergsmaalet omfattet af sagens realitet, der henhoerte under den nationale domstol, for hvilken Belgacom's to foerste soegsmaal var indbragt.

95 I denne sammenhaeng maa Retten forkaste sagsoegerens argument om, at Kommissionen skulle have undersoegt, om den belgiske lovgivning, i hvert fald tilsyneladende, var forenelig med faellesskabsretten. En saadan fortolkning af de to kumulative kriterier ville goere adgangen til domstolene praktisk taget umulig for virksomheder i dominerende stilling, som for ikke at risikere at goere sig skyldige i en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86 blot ved at have ivaerksat et soegsmaal, skulle sikre sig, foer anlaegget af en saadan sag, at den lovgivning, de stoetter deres rettigheder paa, er forenelig med faellesskabsretten.

96 I oevrigt bemaerkes, at det foelger af retspraksis, at en national lovgivnings forenelighed med traktatens konkurrenceregler ikke kan anses for afgoerende ved bedoemmelsen af, hvorvidt traktatens artikel 85 og 86 kan finde anvendelse paa adfaerd udvist af virksomheder, der handler i overensstemmelse med denne lovgivning. Naar Kommissionen foretager en saadan undersoegelse, tager den forudgaaende vurdering af en national lovgivning, der kan paavirke virksomhedernes adfaerd, kun sigte paa at afgoere, om der efter denne lovgivning fortsat er mulighed for en konkurrence, som kan hindres, begraenses eller fordrejes ved en selvstaendig adfaerd fra virksomhedernes side. Hvis dette ikke er tilfaeldet, finder traktatens artikel 85 og 86 ikke anvendelse (jf. Domstolens dom af 11.11.1997, forenede sager C-359/95 P og C-379/95 P, Kommissionen og Frankrig mod Ladbroke Racing, Sml. I, s. 6265, praemis 31, 33 og 35).

97 For saa vidt sagsoegeren med det her behandlede anbringende sigter til en undladelse fra Kommissionens side af at behandle klagerne registreret som nr. 94/5103 SG(94) A/23203 og 96/4067 SG(95) A/19911/2 over den belgiske lovgivning og altsaa over handlinger foretaget af den belgiske stat, bemaerkes i oevrigt, at det foelger af retspraksis, at Kommissionen ikke har nogen forpligtelse til at gribe ind i forbindelse med udoevelsen af skoennet i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, over foreneligheden af statslige foranstaltninger med traktatens bestemmelser, og at fysiske og juridiske personer, som anmoder Kommissionen om at skride ind i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, foelgelig ikke kan anlaegge sag til proevelse af Kommissionens beslutning om ikke at goere brug af den kompetence, den har i henhold hertil (jf. Rettens dom af 9.1.1996, sag T-575/93, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 71). Derfor ville sagsoegeren under alle omstaendigheder ikke kunne kraeve, at Kommissionen foretog et indgreb i form af et direktiv eller en beslutning i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3.

98 Det var saaledes med rette, at Kommissionen i forbindelse med anvendelsen af det foerste af de to kumulative kriterier i den anfaegtede beslutnings punkt 17 og 21, uden forud at have undersoegt spoergsmaalet om, hvorvidt den belgiske lovgivning var forenelig med faellesskabsretten, konstaterede, at Belgacom kunne henholde sig hertil, for saa vidt angaar virksomhedens foerste soegsmaal, saa laenge lovgivningen ikke var erklaeret ugyldig, og for saa vidt angaar Belgacom's andet soegsmaal, saa laenge manglen paa gennemfoerelsesbestemmelser ikke var blevet sanktioneret.

99 Det foelger af det foregaaende, at anbringendet skal forkastes.

Det tredje anbringende om, at der foreligger en fejl i forbindelse med vurderingen af Belgacom's rettigheder

Parternes argumenter

100 Sagsoegeren har bestridt Kommissionens konklusion i den anfaegtede beslutnings punkt 22, som ifoelge sagsoegeren hviler paa en urigtig bedoemmelse. Da der ved artikel 45 i loven af 24. december 1993 med virkning fra den 10. januar 1994 var sket en afskaffelse af samtlige Belgacom's enerettigheder vedroerende virksomhed i forbindelse med telefonboeger, kunne monopolrettigheden ikke laengere benyttes som grundlag for at naegte at levere abonnentoplysninger. Kommissionen saa saaledes bort fra det foerste af sine to kriterier for afgoerelsen af, om et soegsmaal tog sigte paa at haevde en ret, med andre ord en retsposition, der er anerkendt og beskyttet af loven. Da Belgacom's enerettigheder var blevet afskaffet med virkning fra den 10. januar 1994, kunne virksomhedens efterfoelgende soegsmaal, der havde til formaal at forhindre sagsoegeren i at soege afsaetningsmuligheder for eller at saelge reklameplads, per definition ikke have til formaal at haevde en lovlig eneret, der var beskyttet eller anerkendt af belgisk lov eller af faellesskabsretten.

101 Kommissionen har anfoert, at ifoelge 1991-lovens artikel 113, stk. 2, i dens oprindelige affattelse, havde kun Belgacom eller andre, der havde tilladelse til at samarbejde med Belgacom om dennes virksomhed, ret til at udgive telefonboeger, og at det ved artikel 45 i loven af 24. december 1993 bestemtes, at denne virksomhed stod aaben for andre, som paa visse betingelser, der skulle fastsaettes ved anordning, fik tilladelse af IBPT. Kommissionen havde saaledes anfoert i den anfaegtede beslutnings punkt 19, at det kunne antages, at Belgacom paaberaabte sig en ret, som virksomheden troede fulgte af retstilstanden i Belgien foer udstedelsen af anordningen af 15. juli 1994. Belgacom havde saaledes med rette kunnet frygte, at sagsoegeren ville benytte de kraevede oplysninger paa en maade, der kunne skade den retsstilling, Belgacom troede at have foer udstedelsen af anordningen.

102 Belgacom har gjort gaeldende, at virksomheden ikke alene med rette kunne frygte, at sagsoegeren ville benytte abonnentoplysningerne paa en maade, der ville paavirke den retsstilling, virksomheden troede at have foer udstedelsen af anordningen af 15. juli 1994, men at Belgacom som offentlig virksomhed i oevrigt ikke havde andet valg end at handle i overensstemmelse med de retsregler, der var gaeldende, og hvis ugyldighed ikke var blevet konstateret ved en bindende retsafgoerelse. Efter Belgacom's opfattelse havde virksomheden pligt til at naegte at levere abonnentoplysninger til sagsoegeren, saa laenge anordningen ikke var blevet udstedt.

Rettens bemaerkninger

103 I den anfaegtede beslutnings punkt 19 har Kommissionen anfoert, at Belgacom's andet soegsmaal tog sigte paa at haevde det, som Belgacom ansaa for en ret, som i dette tilfaelde udledtes af den retstilstand, der herskede i Belgien foer udstedelsen af anordningen af 15. juli 1994.

104 Den anfaegtede beslutnings punkt 22, hvori Kommissionen har anfoert, at Belgacom med foeje kunne befrygte, at sagsoegeren ville benytte Belgacom's oplysninger til at hverve kunder paa markedet for annoncering via telefonboeger, »hvilket ville have paavirket Belgacom's lovbestemte monopol paa dette marked«, skal laeses i lyset af ovennaevnte konstatering.

105 Forholdet er det, at selv om der ved artikel 45 i loven af 24. december 1993, hvorved artikel 113, stk. 2, i 1991-loven aendredes, skete en ophaevelse af Belgacom's eneret til at udgive telefonboeger fra den 10. januar 1994, staar det fast, at ifoelge samme artikel har, foruden Belgacom, kun personer, der opnaar tilladelse hertil af IBPT, ret til at udgive telefonboeger paa betingelser, der skulle fastsaettes ved anordning (jf. ovenfor, praemis 4). Da ingen havde opnaaet saadan tilladelse - og det er ikke bestridt, at ingen tilladelse kunne vaere givet, foer de naermere betingelser blev fastsat ved anordning - var Belgacom paa grundlag af belgisk lovgivning alene om at have ret til at udgive telefonboeger. Belgacom's retsstilling var saaledes den, at virksomheden var indehaver af et faktisk monopol paa markedet for udgivelse af telefonboeger i Belgien.

106 Herefter foelger det af den anfaegtede beslutnings punkt 19, sammenholdt med punkt 22, at udtrykket »Belgacom's lovbestemte monopol paa dette marked« skal forstaas saaledes, at Belgacom's retsstilling paa markedet for telefonboeger - der fulgte direkte af artikel 113, stk. 2, i 1991-loven og af, at der ikke forelaa en anordning, der fastlagde de naermere betingelser for at meddele tilladelser - faktisk var et monopol.

107 Under alle omstaendigheder er anbringendet irrelevant. Ogsaa selv om det antoges, at Kommissionen havde foretaget et urigtigt skoen ved at kvalificere Belgacom's stilling paa det belgiske marked for udgivelse af telefonboeger som et lovbestemt monopol, foelger det alligevel af det foregaaende, at Belgacom havde et faktisk monopol paa dette marked paa grundlag af belgisk lovgivning. Og det fremgaar af den anfaegtede beslutnings punkt 19, at det er denne omstaendighed, der bevirkede, at Kommissionen konkluderede, at Belgacom's andet soegsmaal ikke opfyldte det foerste af de to kumulative kriterier.

108 Da den anfaegtede beslutning ikke er stoettet paa den fejl i den retlige kvalifikation, som sagsoegeren har paaberaabt sig, skal tredje anbringende forkastes.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 696A0111.1

Det fjerde anbringende om et aabenbart urigtigt skoen i forbindelse med bedoemmelsen af Belgacom's naegtelse af at levere abonnentoplysninger

Parternes argumenter

109 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at traktatens artikel 86 forbyder virksomheder, der indtager en dominerende stilling, at naegte at levere en vare eller en tjenesteydelse, medmindre naegtelsen sker paa objektivt grundlag. I det foreliggende tilfaelde paavirkede Belgacom's naegtelse af at levere sagsoegeren de oenskede abonnentoplysninger i vaesentlig grad sagsoegerens evne til at forberede sin udgivelse af telefonboeger. Til gengaeld ville Belgacom's virksomhed i forbindelse med udgivelse af telefonboeger ikke vaere blevet paavirket af en beslutning om at levere eller ikke at levere de naevnte oplysninger. Belgacom's naegtelse af at levere savnede altsaa grundlag. Denne naegtelse havde intet andet formaal end at beskytte Belgacom's monopol (jf. den anfaegtede beslutnings punkt 22), som var blevet ophaevet ved loven af 24. december 1993. Kommissionen har saaledes udoevet et aabenbart urigtigt skoen vedroerende Belgacom's naegtelse af at levere de oenskede abonnentoplysninger. Modsat det af Kommissionen haevdede kunne den belgiske lovgivning ikke begrunde naegtelsen.

110 Sagsoegeren har tilfoejet, at Kommissionen ved at haevde, at den ikke kan tage stilling til, om et soegsmaal har fornoedent grundlag, ikke har foretaget en korrekt anvendelse af sine egne kriterier for fastlaeggelsen af, at et soegsmaal ivaerksat af en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, er udtryk for misbrug. Hvis man foelger den tankegang, der er kommet til udtryk i den anfaegtede beslutnings punkt 19-23, kan Kommissionen aldrig konstatere, at et chikanoest soegsmaal har karakter af misbrug, idet den ellers ville saette sin egen vurdering i stedet for de nationale domsmyndigheders. Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning har konstateret, at Belgacom's andet soegsmaal ikke havde karakter af misbrug, eftersom virksomhedens naegtelse af at levere abonnentoplysninger havde grundlag i belgisk lovgivning. Sagsoegeren udleder heraf, at Kommissionen ligeledes burde vaere i stand til at konstatere det modsatte.

111 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den ikke oenskede at vide, om Belgacom ville faa medhold i sin anden modpaastand. Det ville nemlig vaere uacceptabelt, om virksomheder i en dominerende stilling kun skulle have adgang til nationale domstole i de tilfaelde, hvor deres soegsmaal - efter Kommissionens opfattelse - var juridisk holdbare. En saadan opfattelse ville vaere det samme som at beroeve disse virksomheder grundrettigheder, som ikke boer naegtes, medmindre brugen heraf har karakter af misbrug. Hertil kommer, at Kommissionen ved at give udtryk for sine overvejelser vedroerende holdbarheden af soegsmaal for nationale domstole ville saette sin opfattelse i stedet for den nationale domstols, saavel med hensyn til spoergsmaal vedroerende national ret som med hensyn til spoergsmaal vedroerende faellesskabsretten, hvilket ville foere til at fornaegte den faelles kompetence, som Kommissionen og de nationale domstole har med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 86 (jf. dommene i sagerne Delimitis og Postbank mod Kommissionen, a.st.). Kommissionen haevder saaledes, at den med foeje i den anfaegtede beslutning har antaget, at man med rimelighed kunne antage, at Belgacom nedlagde sin anden modpaastand for at haevde en ret, som virksomheden troede at have foer udstedelsen af anordningen af 15. juli 1994.

112 Belgacom har anfoert, at Kommissionen ikke undersoegte og ikke var forpligtet til at undersoege, om virksomhedens naegtelse af at levere abonnentoplysninger til sagsoegeren var holdbar. Kommissionen undersoegte kun, om virksomhedens anden modpaastand var udtryk for misbrug. Belgacom tilbageviser sagsoegerens argument om, at Kommissionen, hvis den kan fastslaa, at et soegsmaal ikke er udtryk for misbrug, ogsaa kan fastslaa, at der er tale om misbrug. De af Kommissionen opstillede kriterier til afgoerelse af, om et soegsmaal ivaerksat af en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, udgoer et misbrug, indebaerer noedvendigvis, at Kommissionen kun udoever en marginal kontrol, som bestaar i at undersoege, om soegsmaalet er udtryk for misbrug. Hvis dette ikke er tilfaelde, afholder Kommissionen sig fra at foretage en egentlig bedoemmelse af soegsmaalets holdbarhed. Denne bedoemmelse henhoerer under de nationale domstole, for hvilke sagen var indbragt.

Rettens bemaerkninger

113 Som sagsoegeren har bekraeftet i retsmoedet, skal det fjerde anbringende fortolkes saaledes, at Kommissionen i forbindelse med anvendelsen af det foerste af de to kumulative kriterier paa Belgacom's andet soegsmaal har udoevet et aabenbart urigtigt skoen i den anfaegtede beslutnings punkt 22 ved ikke at tage hensyn til den omstaendighed, at Belgacom's naegtelse af at levere abonnentoplysninger var i strid med traktatens artikel 86.

114 Som det imidlertid er fremgaaet af sagen, indebar belgisk lovgivning, som den forelaa foer ikrafttraedelsen af anordningen af 15. juli 1994, at ingen var i stand til at opnaa den noedvendige tilladelse til at udgive telefonboeger, og at Belgacom derfor i henhold til loven var den eneste, der havde ret til at udgive saadanne.

115 Det var saaledes med rette, at Kommissionen i den anfaegtede beslutnings punkt 22 i forbindelse med anvendelsen af de to kumulative kriterier antog, at Belgacom med foeje kunne befrygte, at sagsoegeren ville benytte abonnentoplysningerne til at hverve kunder paa markedet for annoncering via telefonboeger, hvilket ville have paavirket Belgacom's lovbestemte monopol paa dette marked (jf. ovenfor, praemis 104).

116 Tilsvarende maa saavel Belgacom's foerste som andet soegsmaal anses for at have taget sigte paa at goere det gaeldende, som virksomheden med rimelighed ansaa for at vaere dens rettigheder i henhold til belgisk lovgivning (jf. ovenfor, praemis 93), hvorfor det foerste af de to kumulative kriterier, som Kommissionen opstillede i den anfaegtede beslutning, ikke var opfyldt.

117 Denne konklusion beroeres ikke af, hvorledes man besvarer spoergsmaalet om, hvorvidt Belgacom's naegtelse af at levere abonnentoplysninger var i strid med traktatens artikel 86. En saadan undersoegelse ville nemlig ikke have kunnet vise, at Belgacom's andet soegsmaal ikke havde til formaal at goere det gaeldende, som virksomheden paa det tidspunkt, da soegsmaalet blev rejst, med rimelighed kunne anse for at vaere virksomhedens rettigheder, og at soegsmaalet saaledes alene skulle tjene til at chikanere sagsoegeren. Dette spoergsmaal henhoerte saaledes under sagens realitet, der skulle afgoeres af den nationale domstol, for hvilken det andet soegsmaal var indbragt.

118 Det foelger heraf, at det fjerde anbringende skal forkastes.

119 Da sagsoegerens foerste fire anbringender vedroerende anvendelsen paa Belgacom's to foerste soegsmaal af det foerste af de af Kommissionen opstillede to kriterier skal forkastes, og da kriterierne er kumulative (jf. ovenfor, praemis 59), bliver det femte anbringende vedroerende anvendelsen af det andet kriterium paa de samme soegsmaal uden betydning. Det er derfor ikke noedvendigt, at Retten tager stilling til dette anbringende.

Det sjette anbringende om, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 med hensyn til afvisningen af den del af klage IV/35.268, der angaar Belgacom's tredje soegsmaal

Parternes argumenter

120 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ved i den anfaegtede beslutnings punkt 26 blot at angive, at sagsoegeren ikke havde fremfoert nogen faktiske eller retlige forhold, der viste, at Belgacom's krav med hensyn til artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984 var uforholdsmaessige, har tilsidesat traktatens artikel 190.

121 I sin klage anfoerte sagsoegeren, at Belgacom i realiteten soegte at tilegne sig sagsoegerens aktiviteter under falsk foregivende af blot at udoeve sine rettigheder i henhold til artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984. I denne forbindelse har sagsoegeren anfoert, at denne aftale blev indgaaet paa et tidspunkt, da Belgacom endnu havde et lovbestemt monopol paa udgivelsen af telefonboeger. I sin skrivelse af 21. december 1995 angav Kommissionen, at Belgacom's tredje soegsmaal var blevet ivaerksat »med det formaal at forsvare det, Belgacom ansaa for en ret i henhold til kontraktlige forpligtelser, som sagsoegeren havde paataget sig«. Sagsoegeren understreger i denne forbindelse, at virksomheden i sin skrivelse af 9. februar 1996 svarede Kommissionen, at den lange liste over elementer, som Belgacom kraevede, ikke havde stoette i ordlyden af aftalen af 9. maj 1984. Som illustrerende eksempel anfoerte sagsoegeren kravet om overfoerelse af maerket »Gouden Gids/Pages d'or«, der ikke kunne stoettes paa aftalens artikel XVI, men som, hvis det blev efterkommet, ville blive katastrofalt for sagsoegerens overlevelse. Sagsoegeren tilfoejer, at artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984 ikke indeholder den mindste hentydning til maerker. Den konkurrencebegraensende hensigt, der ligger bag kravet om en licens, er aabenbar, idet forpligtelsen for sagsoegeren til at give licens til virksomhedens maerke ville vaere oedelaeggende for virksomhedens aktiviteter, mens en saadan licens ikke ville styrke virksomhedens konkurrenter paa anden maade end gennem svaekkelsen af sagsoegerens konkurrencesituation. Faktisk ville maerket efter en saadan overfoerelse miste enhver eksistensberettigelse, navnlig sit saerpraeg.

122 Sagsoegeren har anfoert, at virksomheden herudover har oplyst, at Belgacom kraevede maerker, som tilhoerte sagsoegerens soesterselskab, ITT World Directories Netherlands, der end ikke var part i aftalen af 9. maj 1984. Sagsoegeren understreger, at Belgacom's krav - idet artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984 end ikke indeholdt nogen henvisning til maerker, og idet sagsoegeren under ingen omstaendigheder kunne begive sig ud i at overfoere maerker, som ikke var sagsoegerens, men som virksomheden havde som licenstager - ogsaa paa dette punkt gik klart videre end aftalen. Hvis kravet var blevet imoedekommet, ville virkningen have vaeret oedelaeggende for sagsoegerens aktiviteter.

123 Sagsoegeren har herudover erindret om, at virksomheden den 7. april 1995 tilsendte Kommissionen Belgacom's opfordringsskrivelse af 29. marts 1995, der indeholdt listen over de krav, som Belgacom gjorde gaeldende paa grundlag af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984. I oevrigt understregede sagsoegeren i sin skrivelse af 9. februar 1996, at Belgacom's indroemmelse i sine bemaerkninger til klagen, hvorefter Belgacom indlagde en ny betydning i aftalens artikel XVI i lyset af aendringen i retstilstanden i Belgien, vidnede om kravets karakter af misbrug. Den nye betydning, som Belgacom indlagde i den naevnte artikel, ville nemlig i realiteten indebaere konfiskation uden erstatning af sagsoegerens aktiviteter til fordel for sagsoegerens egen konkurrent, nemlig BDS.

124 Samtlige disse beviser paa, at Belgacom's krav havde karakter af misbrug, blev bragt til Kommissionen kundskab, men denne valgte at ignorere dem.

125 Kommissionen har anfoert, at begrundelserne for at afvise klagen paa dette punkt klart fremgaar af den anfaegtede beslutnings punkt 24, 25 og 26, hvori Kommissionen har angivet, at det soegsmaal, Belgacom ivaerksatte for at faa opfyldt aftalen af 9. maj 1984, ikke opfyldte det foerste af de to kriterier, der var beskrevet i den anfaegtede beslutnings punkt 11, for saa vidt soegsmaalet med rimelighed kunne anses for at tage sigte paa at udoeve en ret, som Belgacom havde i henhold til den naevnte aftale.

126 Vedroerende sagsoegerens svar i skrivelsen af 9. februar 1996 har Kommissionen bemaerket, at det foelger af fast retspraksis, at det paahviler en klager at oplyse Kommissionen om de faktiske og retlige forhold, klagen stoettes paa (jf. Rettens dom i sagen Automec mod Kommissionen, a.st., praemis 79, og dom af 24.9.1996, sag T-57/91, NALOO mod Kommissionen, Sml. II, s. 1019, praemis 258). Den belgiske domstol, der behandlede Belgacom's soegsmaal, havde kompetence til at paadoemme de argumenter, som sagsoegeren havde anfoert i sin staevning vedroerende fortolkningen af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984. Sagsoegeren havde ikke oplyst Kommissionen om nogen faktisk eller retlig omstaendighed, der viste, at Belgacom's soegsmaal gik ud over det, som Belgacom med rette kunne anse for sine rettigheder i henhold til aftalen, hvorfor Belgacom's soegsmaal til opfyldelse af aftalens artikel XVI ikke udgjorde et misbrug af dominerende stilling.

127 Belgacom har anfoert, at det foelger af retspraksis, at udstraekningen af pligten til at begrunde afgoerelser skal vurderes i lyset at sagens omstaendigheder (jf. navnlig Rettens dom af 9.11.1994, sag T-46/92, Scottish Football mod Kommissionen, Sml. II, s. 1039, af 11.12.1996, sag T-49/95, Van Megen Sports mod Kommissionen, Sml. II, s. 1799, og af 12.12.1996, sag T-16/91 RV, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1827). Tilsvarende gaelder det, at Kommissionen, naar den i forbindelse med en klage indgivet i henhold til forordning nr. 17 skal tage stilling til, om et soegsmaal indbragt for en national domstol udgoer et misbrug af dominerende stilling, ikke har pligt til at undersoege samtlige faktiske og retlige forhold, som klageren har gjort gaeldende for den nationale domstol og bragt til Kommissionens kundskab.

Rettens bemaerkninger

128 Ifoelge fast retspraksis skal en individuel afgoerelses begrundelse dels goere det muligt for adressaten at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa i givet fald at goere sine rettigheder gaeldende og afgoere, om afgoerelsen er rigtig, dels goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrol, hvorved bemaerkes, at omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget. En beslutning udgoer et hele, hvorfor hver del maa laeses i lyset af de oevrige dele (jf. domme af 18.9.1996, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 103, og Van Megen Sports mod Kommissionen, a.st., praemis 51).

129 I naervaerende sag hedder det i den anfaegtede beslutning, at Kommissionen var af den opfattelse, at Belgacom's tredje soegsmaal skulle anses for at have til formaal at forsvare det, Belgacom ansaa for en ret i henhold til kontraktlige forpligtelser, som sagsoegeren havde paataget sig (punkt 24). Efter at have praeciseret, at sagsoegeren i sin skrivelse af 9. februar 1996 havde anfoert, at Belgacom's tredje soegsmaal havde til formaal at gennemfoere krav, som gik ud over de kontraktlige forpligtelser mellem parterne (punkt 25), anfoeres det i den anfaegtede beslutning, at sagsoegeren ikke har anfoert nogen faktisk eller retlig omstaendighed, der viser grunden til, at Belgacom's krav skulle gaa ud over det, der var fastsat i den naevnte aftale (punkt 26). Det fremgaar ogsaa af den anfaegtede beslutning, at Kommissionen antog, at Belgacom's tredje soegsmaal ikke opfyldte det foerste af de to kumulative kriterier opstillet i punkt 11 (punkt 27).

130 I den anfaegtede beslutning anfoeres saaledes de elementer, der danner grundlag for Kommissionens stillingtagen med hensyn til anvendelsen af de to kumulative kriterier paa Belgacom's tredje soegsmaal.

131 For saa vidt angaar argumentet om, at Kommissionen ignorerede de beviser, sagsoegeren forelagde med henblik paa at dokumentere, at Belgacom's krav om opfyldelse af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984 havde karakter af misbrug, anfoeres det i den anfaegtede beslutning, at Kommissionen i forbindelse med anvendelsen af det foerste kriterium antog, at de faktiske og retlige omstaendigheder, sagsoegeren havde anfoert, ikke viste, at Belgacom's krav gik ud over det, der var bestemt ved aftalen (punkt 26). I saa henseende bemaerkes, at Kommissionen ikke er forpligtet til i begrundelsen for de beslutninger, den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte parter har gjort gaeldende til stoette for deres anmodning, hvorimod det er tilstraekkeligt, at Kommissionen redegoer for de faktiske og retlige betragtninger, der har vaeret af vaesentlig betydning for afgoerelsen (jf. dom af 18.9.1996, Asia Motor France m.fl., a.st., praemis 104).

132 Det foelger heraf, at Kommissionen har begrundet den anfaegtede beslutning tilstraekkeligt for saa vidt angaar Belgacom's tredje soegsmaal. Det sjette anbringende skal derfor forkastes.

Det syvende anbringende om, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86 i henseende til Kommissionens kvalifikation af kravet om opfyldelse af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984

Parternes argumenter

133 Sagsoegeren har i foerste raekke gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 86 ved i den anfaegtede beslutnings punkt 33 og 34 at udtale, at kravet om opfyldelse af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984 ikke var udtryk for misbrug, for saa vidt det ikke skabte konkurrencebegraensende virkninger paa markedsstrukturen, der var videregaaende end de virkninger, som parterne kunne forvente paa grundlag af aftalen.

134 Sagsoegeren har i denne forbindelse henvist til, at virksomheden i sin skrivelse af 9. februar 1996 har anfoert, at begrebet misbrug i traktatens artikel 86 ifoelge retspraksis er et objektivt begreb. Der er tale om en adfaerd, der har til formaal eller til foelge at fordreje en reelt konkurrencepraeget markedsstruktur. Sagsoegeren har i skrivelsen ogsaa klart vist, hvorledes Belgacom's vidtgaaende krav fremsat i henhold til artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984 kunne paavirke markedsstrukturen som foelge af udslettelsen af sagsoegeren som konkurrent. Opfyldelsen af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984 ville saaledes fordreje markedets faktiske struktur dybtgaaende, mens indgaaelsen af aftalen ikke ville have haft nogen virkning, hvis artiklens bestemmelser ikke skulle opfyldes.

135 Sagsoegeren har herudover henvist til, at der ikke i retspraksis i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 86 foretages nogen sondring mellem indgaaelsen og opfyldelsen af en aftale. Enhver adfaerd, der udvises af en virksomhed, som indtager en dominerende stilling, vil saaledes kunne anses for misbrug, herunder opfyldelsen af bestemte dele af en aftale. Som eksempel har sagsoegeren henvist til Domstolens dom af 11. april 1989 (sag 66/86, Ahmed Saeed Flugreisen m.fl., Sml. s. 803, praemis 34 ff.), hvori Domstolen udtalte, at anvendelsen af en billetpris, der er resultatet af en samordnet praksis omfattet af traktatens artikel 85, kunne anses for misbrug som anfoert i traktatens artikel 86 (jf. ligeledes Kommissionens beslutning 92/262/EOEF af 1.4.1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 og 86 (IV/32.450 - fransk-vestafrikanske rederikomitéer) (EFT L 134, s. 1)).

136 Sagsoegeren har i anden raekke gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 86 ved i den anfaegtede beslutnings punkt 35 at haevde, at den har set et grundlag for de konkurrencebegraensende virkninger af Belgacom's krav om opfyldelse af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984 i den omstaendighed, at aftalens indgaaelse fandt sted paa et tidspunkt, da Belgacom var indehaver af et lovbestemt monopol. I modsaetning til, hvad der gaelder om traktatens artikel 85, kan nemlig en overtraedelse af artikel 86 ikke vaere genstand for en undtagelse eller legitimeres. Kommissionens opfattelse savner saaledes retligt grundlag, og yderligere ses der herved fuldstaendig bort fra den udvikling, den belgiske lovgivning har undergaaet siden indgaaelsen af aftalen af 9. maj 1984.

137 Kommissionen har heroverfor anfoert, at klagen IV/35.268 alene angik Belgacom's anmodning om opfyldelse af aftalen af 9. maj 1984. Derimod blev Kommissionen ikke opfordret til at udtale sig om aftalens forenelighed med faellesskabsretten. Sagsoegeren har saaledes ikke forstaaet den anfaegtede beslutning rigtigt. I dennes punkt 31 praeciseredes det, at en anmodning om opfyldelse af en aftale ikke i sig selv udgoer et misbrug i traktatens artikel 86's forstand. I den anfaegtede beslutnings punkt 36 har Kommissionen udtrykkeligt anfoert, at den paa ingen maade udelukkede muligheden for at indlede en procedure vedroerende den naevnte aftales modstrid med traktatens regler, eller sagsoegerens muligheder for at indgive en klage over aftalens bestemmelser. I saa henseende har Kommissionen i oevrigt oplyst, at sagsoegeren senere har indgivet en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 vedroerende lovligheden af aftalen af 9. maj 1984 som saadan.

Rettens bemaerkninger

138 I henhold til retspraksis er misbrugsbegrebet som anfoert i traktatens artikel 86 et objektivt begreb, som omfatter en af en markedsdominerende virksomhed udvist adfaerd, som efter sin art kan paavirke strukturen paa et marked, hvor konkurrencen netop som foelge af den paagaeldende virksomheds tilstedevaerelse allerede er afsvaekket, og som bevirker, at der laegges hindringer i vejen for at opretholde den endnu bestaaende konkurrence paa markedet eller udviklingen af denne konkurrence som foelge af, at der tages andre midler i brug end i den normale konkurrence om afsaetning af varer og tjenesteydelser, der udspiller sig paa grundlag af de erhvervsdrivendes ydelser (jf. Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 91).

139 Det foelger af arten af de forpligtelser, der paalaegges ved traktatens artikel 86, at virksomheder i dominerende stilling under saerlige omstaendigheder kan miste retten til at udvise adfaerd eller gennemfoere handlinger, der ikke i sig selv er misbrug, og som ikke ville kunne kritiseres, hvis de var udvist eller gennemfoert af virksomheder, der ikke var dominerende (jf. i samme retning Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 57). Saaledes kan indgaaelsen af en aftale eller erhvervelsen af en rettighed udgoere et misbrug i traktatens artikel 86's forstand, hvis det anfoerte sker som foelge af, at en virksomhed indtager en dominerende stilling (jf. i denne retning Rettens dom af 10.7.1990, sag T-51/89, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 309, praemis 23).

140 Det kan ligeledes udgoere et misbrug i traktatens artikel 86's forstand, at en kontraktbestemmelse kraeves opfyldt, bl.a. hvis kravet gaar ud over det, som parterne med rimelighed kunne forvente paa grundlag af aftalen, eller hvis de forhold, der var gaeldende paa tidspunktet for aftalens indgaaelse, senere er aendret.

141 I det foreliggende tilfaelde maa det konstateres, at sagsoegeren ikke har fremfoert noget, der kan vise, at de naevnte forhold er til stede.

142 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt Belgacom's anmodning gik ud over det, som parterne kunne forvente paa grundlag af aftalen, fremgaar det af sagsoegerens argumentation vedroerende det sjette anbringende, at sagsoegeren i det vaesentlige anfoerer tre forskellige argumenter. For det foerste haevder sagsoegeren, at Belgacom's anmodning om at overfoere maerket »Gouden Gids/Pages d'or« til sig ikke er omfattet af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984, som ikke indeholder hentydninger til maerker. Endvidere foreholder sagsoegeren Belgacom, at denne virksomhed kraever maerker, som tilhoerer ITT World Directories Netherlands, der end ikke var part i aftalen. Endelig haevder sagsoegeren, at Belgacom i sine bemaerkninger til klagen har indroemmet, at virksomheden indlagde en ny betydning i aftalens artikel XVI.

143 Det maa i denne forbindelse konstateres, at det i artikel XVI, stk. 2, litra b), i aftalen af 9. maj 1984 bestemtes, at »[kontraktparten] med henblik paa at goere det muligt for Régie at sikre den fortsatte udgivelse« skal overdrage Régie »licenser hidroerende fra patenter eller tilsvarende retlig beskyttelse af arbejder udfoert i forbindelse med naervaerende aftale«. Det kan herefter ikke paa grundlag af denne passages formulering laest i lyset af resten af aftalen udelukkes, at den ogsaa daekker maerker. Videre fremgaar det af sagen, at Belgacom kun har anmodet om overdragelse af maerker registreret i Benelux-landene af sagsoegeren eller dennes forgaenger. Endelig har sagsoegeren blot haevdet, at Belgacom skulle have indroemmet, at virksomheden har indlagt en ny betydning i artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984, men har ikke bestyrket denne paastand. Faktisk er den »indroemmelse«, Belgacom skulle have givet i sine bemaerkninger til klagen, blot en forklaring paa, hvorfor aabningen af markedet for udgivelse af telefonboeger efter Belgacom's opfattelse ikke beroerer noedvendigheden for Belgacom af at sikre den fortsatte udgivelse af telefonboeger.

144 Endvidere har sagsoegeren heller ikke paavist, hvorledes det forhold, at den eneret til udgivelse af telefonboeger, og herunder retten til at bemyndige andre til at goere det, som Belgacom var indehaver af paa tidspunktet for indgaaelsen af aftalen af 9. maj 1984, siden den 10. januar 1994 har vaeret til raadighed for Belgacom og for virksomheder, der har tilladelse fra IBPT, har den virkning, at anmodningen om opfyldelse af artikel XVI i den naevnte aftale bliver en handling, der udgoer et misbrug i traktatens artikel 86's forstand.

145 I denne forbindelse boer det i oevrigt bemaerkes, at sagsoegeren i ly for enhver konkurrence har kunnet oparbejde en enestaaende erfaring, udvikle sine aktiviteter og haevde sine maerker gennem 25 aar, takket vaere Belgacom's enerettigheder.

146 Sagsoegerens argument, hvorefter Kommissionens konklusioner i den anfaegtede beslutnings punkt 33 og 34 er i strid med traktatens artikel 86, maa herefter forkastes.

147 Det bemaerkes, at det fremgaar af sagen, at sagsoegeren den 25. juli 1996 har indgivet en klage rettet mod Belgacom, hvori det haevdes, at sidstnaevnte havde overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86 ved at indgaa og ved at soege at opnaa opfyldelse af aftalen af 9. maj 1984. I retsmoedet har Kommissionens repraesentant givet Retten en genpart af Kommissionens beslutning af 29. april 1997, hvorved den naevnte klage afvises paa grund af manglende interesse for Faellesskabet. Denne afgoerelse er ikke genstand for et soegsmaal for Retten.

148 I oevrigt hviler sagsoegerens argument om, at Kommissionen skulle have legitimeret de konkurrenceskadelige virkninger af anmodningen om opfyldelse af artikel XVI i aftalen af 9. maj 1984 derved, at indgaaelsen af aftalen skete paa et tidspunkt, da Belgacom havde et lovbestemt monopol, paa en fejlagtig laesning af anden saetning i den anfaegtede beslutnings punkt 35. I den anfaegtede beslutnings punkt 35 svarer Kommissionen nemlig blot paa sagsoegerens argument om, at formaalet med Belgacom's anmodning var at udelukke sagsoegeren fra markedet for telefonboeger. Kommissionen anfoerer heri, at sagsoegeren ikke har anfoert nogen faktisk eller retlig omstaendighed, der viser, hvorledes den naevnte anmodning ikke skulle have til formaal at forsvare Belgacom's rettigheder i henhold til aftalen af 9. maj 1984, og det anfoeres i anden saetning, at de paastaaede virkninger paa konkurrencen, som Belgacom's krav ville have, hvis det blev gennemfoert, ville vaere en konsekvens af de omstaendigheder, hvorunder kontrakten blev indgaaet, paa et tidspunkt da udgivelsen af telefonboeger var en virksomhed, der var genstand for en eneret forbeholdt Belgacom. Der er saaledes ikke tale om en legitimering, men blot om en konstatering, hvorefter det rent faktisk ikke var Belgacom's anmodning, der var aarsagen til de omhandlede virkninger, men derimod aftalens indgaaelse.

149 Det foelger af det anfoerte, at naervaerende anbringende ogsaa skal forkastes.

150 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at Kommissionen skal frifindes i det hele.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

151 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, og da baade Kommissionen og Belgacom, der er indtraadt i sagen til stoette for Kommissionens paastande, har nedlagt saadan paastand, skal sagsoegeren betale disse parters omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Fjerde Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sine egne omkostninger samt Kommissionens og intervenienten, Belgacom's, omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy