EUR-Lex -  61997CC0073 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo fremsat den 25. juni 1998. - Den Franske Republik mod Comafrica SpA og Dole Fresh Fruit Europe Ltd & Co. og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Appel - Bananer - Annullation af forordning (EF) nr. 3190/93 - Formalitetsindsigelse. - Sag C-73/97 P.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Den franske regering, stoettet af Kommissionen, har ivaerksat appel med paastand om delvis ophaevelse af Retten i Foerste Instans' dom af 11. december 1996, afsagt i sag T-70/94, Comafrica SpA og Dole Fresh Fruit Europe Ltd & Co. (herefter »Comafrica« og »Dole«) mod Kommissionen (1), for saa vidt Kommissionens formalitetsindsigelse ikke er blevet taget til foelge ved denne dom.

2 Ved denne dom frifandt Retten Kommissionen under det soegsmaal, som de sagsoegende selskaber havde anlagt med paastand om annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 3190/93 af 19. november 1993 om fastsaettelse af den faelles nedsaettelseskoefficient til beregning af den maengde bananer, der skal tildeles hver erhvervsdrivende i kategori A og B af det aarlige toldkontingent i 1994 (2), samt frifandt Kommissionen for det erstatningskrav, der var fremsat af sagsoegerne i henhold til traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2.

3 Foer Retten kom til dette resultat med hensyn til sagens realitet, havde den fastslaaet, at sagsoegernes paastande om annullation kunne antages til realitetsbehandling, og foelgelig forkastet Kommissionens formalitetsindsigelse.

4 Det er den franske regerings opfattelse, at det er i strid med traktatens artikel 173, stk. 4, som fortolket i Domstolens praksis, at Retten har antaget, at sagsoegerne var umiddelbart og individuelt beroert af den anfaegtede forordnings artikel 1.

Sagens egenart

5 Det er ganske vist ikke foerste gang, at Domstolen skal beskaeftige sig med bestemmelser om den faelles markedsordning for bananer. Denne sag er imidlertid usaedvanlig.

6 Denne appel er nemlig ivaerksat af Den Franske Republik, som ikke har interveneret i foerste instans. Det er, saa vidt jeg ved, foerste gang artikel 49, stk. 3, i EF-statutten for Domstolen anvendes.

7 Det fremgaar af denne bestemmelse, sammenholdt med samme artikels stk. 2, at en medlemsstat ikke skal godtgoere, at den har soegsmaalsinteresse, for at ivaerksaette en saadan appel.

8 Dels fremgaar det af samme artikels stk. 1, at der kan ivaerksaettes appel til Domstolen af afgoerelser fra Retten, »hvorved der tages stilling til en formalitetsindsigelse vedroerende Rettens kompetence eller en paastand om afvisning af sagen«.

9 I oevrigt bestemmer artikel 113 i Domstolens procesreglement, at paastandene i appelskriftet skal gaa ud paa, at Rettens afgoerelse ophaeves helt eller delvis, og at der helt eller delvis gives medhold i de i foerste instans nedlagte paastande, idet nye paastande ikke kan nedlaegges.

10 Dette er faktisk tilfaeldet her, fordi der under den franske regerings appel baade er nedlagt paastand om delvis ophaevelse af Rettens dom og om, at der gives medhold i de paastande, som Kommissionen har nedlagt i foerste instans om sagens afvisning.

11 Det boer bemaerkes, at der ikke under appellen er nedlagt paastand om aendring af Rettens endelige resultat, nemlig frifindelse af Kommissionen. Ud fra en strengt formel eller endog formalistisk holdning ville man haevde, at den afsagte doms konklusion altsaa ikke ville blive aendret. Maa det derfor antages, at paastandene under denne appel ikke gaar ud paa, at Rettens afgoerelse »ophaeves helt eller delvis«, som naevnt i procesreglementets artikel 113, stk. 1?

12 Et saadant raesonnement ville vaere overfladisk. Ud over ordlyden af den afsagte doms konklusion maa man nemlig tage de etaper, der er gaaet forud for denne, i betragtning. Forud for Rettens afgoerelse om at frifinde Kommissionen kommer der nemlig en del af dommen med overskriften »Formaliteten«, som afsluttes med, at Retten udtrykkeligt udtaler, at sagen kan antages til realitetsbehandling, hvilket Kommissionen formelt havde bestridt ved at rejse en formalitetsindsigelse herom. Retten har altsaa herved truffet en afgoerelse, hvorved der tages stilling til en formalitetsindsigelse som naevnt i artikel 49, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen.

13 Den omstaendighed, at Retten dernaest logisk er gaaet over til at behandle sagens realitet, og at vi ikke staar over for en saerskilt dom, der alene vedroerer formalitetsindsigelsen (som det ville have vaeret tilfaeldet, saafremt indsigelsen var blevet taget til foelge), skal ikke skjule, at Retten faktisk har truffet to successive afgoerelser. Det maa derfor vaere muligt at ivaerksaette appel af hver af disse.

14 Man kan heller ikke opholde sig ved den omstaendighed, at den franske regerings appel saa at sige har karakter af et soegsmaal af hensyn til en korrekt fortolkning og anvendelse af faellesskabsretten. Fra det oejeblik, hvor det er blevet bestemt ved EF-statutten for Domstolen, at der kan ivaerksaettes appel »af medlemsstater og faellesskabsinstitutioner, der ikke har interveneret i den paagaeldende sag for Retten«, er denne type soegsmaal stiltiende anerkendt.

15 Det fremgaar endelig af artikel 51 i EF-statutten for Domstolen, at appellen skal angaa et retsspoergsmaal. Spoergsmaalet, om sagsoegerne var umiddelbart og individuelt beroert som omhandlet i traktatens artikel 173, stk. 4, er et retsspoergsmaal, som Domstolen i oevrigt allerede har fastslaaet (3).

16 Der er foelgelig ikke tvivl om, at appellen kan antages til realitetsbehandling.

De relevante retsregler

17 Retten havde defineret de relevante retsregler i den sag, der blev anlagt ved denne, saaledes:

»1 Foer 1993 var forhandlingen af bananer i Faellesskabet reguleret paa grundlag af forskellige nationale ordninger. Der var tre forsyningskilder: bananer produceret i Faellesskabet, bananer produceret i nogle af de stater, med hvilke Faellesskabet havde indgaaet Lomé-konventionen (herefter 'AVS-bananer'), og bananer produceret i andre stater (herefter 'tredjelandsbananer').

2 Der blev indfoert en faelles markedsordning for dette marked ved Raadets forordning (EOEF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den faelles markedsordning for bananer (4), herefter 'forordning nr. 404/93'), hvorved der fra den 1. juli 1993 blev indfoert en faelles importordning, som erstattede de forskellige tidligere nationale ordninger. Forordning nr. 404/93 er senest aendret ved Raadets forordning (EF) nr. 3290/94 af 22. december 1994 om de tilpasninger og overgangsforanstaltninger, der er noedvendige i landbrugssektoren for gennemfoerelsen af de aftaler, som er indgaaet under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi (5). Det er udgaven af 13. februar 1993, der er tale om i naervaerende dom.

3 I forbindelse med ordningen for samhandelen med tredjelande, som omhandles i afsnit IV i forordning nr. 404/93, bestemmes det, at der hvert aar aabnes et toldkontingent for indfoersler af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer. Udtrykkene 'traditionel indfoersel' og 'ikke-traditionel indfoersel' fra AVS-stater defineres i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 404/93. Ved 'traditionel indfoersel fra AVS-stater' forstaas de maengder bananer, der er fastsat i bilaget til forordning nr. 404/93, og som er eksporteret af hver af Faellesskabets traditionelle AVS-leverandoerer. De maengder, som AVS-staterne eksporterer, og som overskrider disse maengder, benaevnes 'ikke-traditionelle AVS-bananer'.

4 Artikel 20 i forordning nr. 404/93 bemyndiger Kommissionen til efter den saakaldte forvaltningskomitéprocedure i henhold til artikel 27 at vedtage gennemfoerelsesbestemmelserne for bl.a. udstedelse af importlicenser til de forskellige kategorier erhvervsdrivende, hyppigheden af licensudstedelsen og den minimumsmaengde af bananer, som de erhvervsdrivende, der kan komme i betragtning, skal have markedsfoert. Gennemfoerelsesbestemmelserne til afsnit IV i forordning nr. 404/93 er fastsat ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1442/93 af 10. juni 1993 om gennemfoerelsesbestemmelser for EF's importordning for bananer (6), herefter 'forordning nr. 1442/93'.

5 Artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 404/93 bestemmer, at der hvert aar aabnes et toldkontingent paa 2 mio. tons nettovaegt for indfoersel af bananer fra tredjelande og for ikke-traditionelle AVS-bananer, og fastsaetter for den foerste periode, i hvilken den nye faelles markedsordning har vaeret i kraft, dvs. andet halvaar af 1993, toldkontingentets stoerrelse til 1 mio. tons nettovaegt. Inden for rammerne af toldkontingentet blev der opkraevet en told paa 100 ECU pr. ton for indfoersler af tredjelandsbananer, og for indfoersler af ikke-traditionelle AVS-bananer gjaldt der en nultold. Uden for toldkontingentet blev der opkraevet en told paa henholdsvis 750 ECU pr. ton og 850 ECU pr. ton af indfoerslerne.

...

9 Indfoerslerne inden for rammerne af det aarlige toldkontingent samt de hertil udstedte licenser fordeles ifoelge artikel 19 mellem tre kategorier af erhvervsdrivende paa foelgende maade:

- 66,5% til erhvervsdrivende, der har markedsfoert tredjelandsbananer og/eller ikke-traditionelle AVS-bananer

- 30% til erhvervsdrivende, der har markedsfoert EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer

- 3,5% til erhvervsdrivende, der er etableret i Faellesskabet, og som siden 1992 er begyndt at markedsfoere andre bananer end EF- og/eller traditionelle AVS-bananer.

10 Blandt de gennemfoerelsesbestemmelser, der er fastsat ved forordning nr. 1442/93 for den ved forordning nr. 404/93 indfoerte ordning, saaledes som den er beskrevet i det foregaaende, skal foelgende bestemmelser naevnes.

...

12 Artikel 5 bestemmer, at medlemsstaternes myndigheder senest den 1. oktober 1993 for 1994 og senest den 1. juli for hvert af de foelgende aar for hver erhvervsdrivende i kategori A og B, der er registreret hos disse myndigheder, fastsaetter, hvor stor en maengde han i gennemsnit har afsat i de tre aar forud for aaret foer det aar, for hvilket det paagaeldende toldkontingent aabnes, opdelt efter arten af de oekonomiske aktiviteter, som den erhvervsdrivende har udoevet, jf. artikel 3, stk. 1. Dette gennemsnit kaldes 'referencemaengde'.

13 Ifoelge artikel 3, stk. 1, betragtes en virksomhed eller enhver anden enhed som 'erhvervsdrivende' i kategori A og B, hvis den for egen regning har udoevet en eller flere af foelgende aktiviteter:

a) opkoeb af groenne tredjelandsbananer og/eller groenne AVS-bananer hos producenterne, eller eventuelt dyrkning af saadanne bananer, med efterfoelgende forsendelse til og afsaetning i EF (herefter 'aktiviteter af type a')

b) forsyning med groenne bananer, som den ejer, og deres overgang til fri omsaetning i EF samt videresalg med henblik paa afsaetning i EF, hvorved risikoen for forringelse eller tab sidestilles med den risiko, som ejeren baerer (herefter 'aktiviteter af type b')

c) modning af groenne bananer, som den ejer, og senere afsaetning i EF (herefter 'aktiviteter af type c').

De erhvervsdrivende, som udoever disse aktiviteter, benaevnes herefter henholdsvis 'primaere importoerer', 'sekundaere importoerer' og 'modnere'.

14 I artikel 5, stk. 2, fastsaettes de vejningskoefficienter, som anvendes paa de forhandlede maengder, og som varierer alt efter de udoevede aktiviteter. Ifoelge tredje betragtning til forordningen har disse koefficienter til formaal dels at tage hensyn til omfanget af den udoevede oekonomiske aktivitet og de forretningsmaessige risici, dels at undgaa den ulempe, det er at skulle opgoere produkter i forskellige handelsled.

15 Artikel 6 lyder saaledes:

'Kommissionen fastsaetter alt efter det aarlige toldkontingents stoerrelse og de erhvervsdrivendes samlede referencemaengder som omhandlet i artikel 5 eventuelt en faelles nedsaettelseskoefficient for hver kategori af erhvervsdrivende, der skal anvendes paa hver erhvervsdrivendes referencemaengde med henblik paa at fastsaette, hvor stor en maengde han skal tildeles.

Medlemsstaterne fastsaetter denne maengde for hver registreret erhvervsdrivende i kategori A og B senest den 1. august, og for 1993 senest den 1. november 1993, og giver den enkelte erhvervsdrivende meddelelse om stoerrelsen heraf.'

...

18 ... Den 19. november 1993 udstedte Kommissionen forordning (EF) nr. 3190/93 om fastsaettelse af den faelles nedsaettelseskoefficient til beregning af den maengde bananer, der skal tildeles hver erhvervsdrivende i kategori A og B af det aarlige toldkontingent i 1994 (EFT L 285, s. 28, herefter 'forordning nr. 3190/93'). Artikel 1 i forordning nr. 3190/93 lyder saaledes:

'Den maengde, der tildeles hver enkelt erhvervsdrivende i kategori A og B for perioden 1. januar til 31. december 1994 af det toldkontingent, som omhandles i henhold til artikel 18 og 19 i forordning (EOEF) nr. 404/93, beregnes ved at multiplicere den paagaeldende erhvervsdrivendes referencemaengde med nedenstaaende faelles nedsaettelseskoefficient, der er fastsat i henhold til artikel 5 i forordning (EOEF) nr. 1442/93:

- for erhvervsdrivende i kategori A: 0,506617

- for erhvervsdrivende i kategori B: 0,430217.'«

Rettens bemaerkninger vedroerende sagens formalitet

18 Med hensyn til parternes argumenter for Retten i forbindelse med Kommissionens formalitetsindsigelse vil jeg henvise til sammenfatningen i praemis 32-37 i dommen af 11. december 1996.

19 Derimod finder jeg det noedvendigt at gengive Rettens bemaerkninger vedroerende denne formalitetsindsigelse in extenso; disse lyder saaledes:

»38 I henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kan en privat anfaegte enhver beslutning, som, skoent den er udfaerdiget i form af en forordning, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt. Ifoelge Domstolens og Rettens faste praksis er et af formaalene med denne bestemmelse at forhindre, at faellesskabsinstitutionerne blot ved at vaelge forordningsformen kan afskaere en privat fra at indgive et soegsmaal mod en beslutning, som beroerer ham umiddelbart og individuelt. Det er saaledes klart, at valget af form ikke i sig selv kan aendre en retsakts normative karakter (7).

39 Domstolen og Retten har ligeledes fastslaaet, at for at erhvervsdrivende kan anses for at vaere individuelt beroert af den retsakt, som de kraever annulleret, skal der vaere sket en indgriben i deres retsstilling paa grund af faktiske omstaendigheder, der adskiller dem fra alle andre og individualiserer dem paa lignende maade som en adressat (8).

40 Desuden har Domstolen i forbindelse med forvaltning af et toldkontingent for oksekoed fastslaaet, at en forordning udstedt af Kommissionen, som fastsatte de betingelser, paa hvilke medlemsstaternes myndigheder skulle imoedekomme ansoegningerne om importlicenser, beroerte de erhvervsdrivende individuelt, som ved dens udstedelse allerede havde ansoegt om saadanne licenser (9). Da Domstolen fastslog, at de paagaeldende erhvervsdrivende var individuelt beroert, tog den i betragtning, at Kommissionen, da den paa grundlag af den samlede maengde, for hvilken der var indgivet ansoegninger - og yderligere ansoegninger ikke kunne indgives - traf afgoerelse om, i hvilket omfang disse ansoegninger kunne imoedekommes, i virkeligheden havde bestemt, i hvilket omfang den enkelte ansoegning kunne imoedekommes. Domstolen fastslog, at den paagaeldende forordning foelgelig skulle opfattes som en raekke individuelle afgoerelser og ikke som en almengyldig foranstaltning i henhold til traktatens artikel 189.

41 Retten skal bemaerke, at i naervaerende sag finder forordning nr. 3190/93 kun anvendelse paa erhvervsdrivende, som havde ansoegt om og opnaaet referencemaengder for indfoersler af bananer i kategori A eller kategori B for 1994. Forordningen oplyser hver enkelt beroert erhvervsdrivende om, at den maengde bananer, som han har ret til at indfoere inden for rammerne af toldkontingentet for 1994, kan fastsaettes ved anvendelse af en faelles nedsaettelseskoefficient paa hans referencemaengde. Da den eneste lovgivningsmaessige funktion, forordning nr. 3190/93 har, er at fastsaette og offentliggoere den naevnte nedsaettelseskoefficient, har den den oejeblikkelige og direkte virkning at goere det muligt for hver enkelt erhvervsdrivende, naar han anvender nedsaettelseskoefficienten paa den referencemaengde, som allerede er tildelt ham, at fastslaa den endelige maengde, som vil blive tildelt ham individuelt. Som saadan maa forordning nr. 3190/93 opfattes som en raekke individuelle beslutninger, der er rettet til hver enkelt erhvervsdrivende, og som i virkeligheden underretter denne om de praecise maengder, som han vil have ret til at indfoere i 1994.

42 Retten skal ligeledes bemaerke, at Kommissionen ikke har bestridt det af sagsoegerne anfoerte om, at de desuden er umiddelbart beroert af forordning nr. 3190/93, fordi denne ikke overlader medlemsstaterne noget skoen med hensyn til udstedelsen af importlicenserne.

43 Under disse omstaendigheder kan paastanden om annullation af forordning nr. 3190/93 antages til realitetsbehandling.«

Gennemgang af Rettens begrundelse og argumenterne under appelsagen

20 Efter at have henvist til Domstolens og Rettens velkendte praksis, hvorefter det kraeves, for at erhvervsdrivende kan anses for at vaere individuelt beroert af den retsakt, som de kraever annulleret, skal der vaere sket en indgriben i deres retsstilling paa grund af faktiske omstaendigheder, der adskiller dem fra alle andre og individualiserer dem paa lignende maade som en adressat (praemis 38 og 39 i Rettens dom), henviser Retten derefter til Domstolens dom i sagen Weddel mod Kommissionen. Det er klart, at den fandt, at sagen Comafrica og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen var fuldstaendig analog med denne sag (praemis 40 i Rettens dom).

21 I sagen Weddel mod Kommissionen var der tale om aabning af et toldkontingent paa 4 617 tons. Sagsoegeren havde imidlertid indgivet ansoegning om importlicenser for i alt 320 000 tons. Sagsoegeren bestred gyldigheden af en bestemmelse i den paagaeldende forordning, som praeciserede, at enhver ansoegning, der gik ud over 4 617 tons, ex officio ville blive anset for en ansoegning vedroerende denne maengde. Det drejede sig om at undgaa, at erhvervsdrivende kunne laegge beslag paa stoerstedelen af det aabnede kontingent, blot fordi de havde indgivet vaesentligt overdrevne ansoegninger.

22 Den omtvistede forordnings specificerede i oevrigt, at hver ansoegning kun ville blive imoedekommet indtil 0,2425% af den ansoegte maengde (10).

23 Det var derfor faktisk muligt for hver enkelt erhvervsdrivende at fastslaa den endelige maengde, som ville blive tildelt ham. Det var nemlig tilstraekkeligt, at han anvendte korrektionskoefficienten, enten paa det noejagtige tal i hans ansoegning, hvis den vedroerte en maengde paa under 4 617 tons, eller paa tallet 4 617 tons, hvis hans ansoegning laa over dette loft.

24 Domstolen udledte heraf, at »Kommissionen ... selv om den udelukkende havde kendskab til de maengder der var ansoegt om - [bestemte], i hvilket omfang den enkelte ansoegning kunne imoedekommes«, og at det herefter maatte fastslaas, at der var tale om »en raekke individuelle afgoerelser, der ... er truffet ... i form af en forordning, idet afgoerelserne paavirker den enkelte licensansoegers retsstilling«.

25 I den appellerede doms praemis 41 har Retten udtalt foelgende:

»Retten skal bemaerke, at i naervaerende sag finder forordning nr. 3190/93 kun anvendelse paa erhvervsdrivende, som havde ansoegt om og opnaaet (11) referencemaengder for indfoersler af bananer i kategori A eller kategori B for 1994. Forordningen oplyser hver enkelt beroert erhvervsdrivende om, at den maengde bananer, som han har ret til at indfoere inden for rammerne af toldkontingentet for 1994, kan fastsaettes ved anvendelse af en faelles nedsaettelseskoefficient paa hans (12) referencemaengde. Da den eneste lovgivningsmaessige funktion, forordning nr. 3190/93 har, er at fastsaette og offentliggoere den naevnte nedsaettelseskoefficient, har den den oejeblikkelige og direkte virkning at goere det muligt for hver enkelt erhvervsdrivende, naar han anvender nedsaettelseskoefficienten paa den referencemaengde, som allerede er tildelt ham (13), at fastslaa den endelige maengde, som vil blive tildelt ham individuelt. Som saadan maa forordning nr. 3190/93 opfattes som en raekke individuelle beslutninger, der er rettet til hver enkelt erhvervsdrivende, og som i virkeligheden underretter denne om de praecise maengder, han vil have ret til at indfoere (14) i 1994.«

26 Ligesom Kommissionen er jeg imidlertid ikke overbevist om, at der er tilstraekkelig analogi mellem Weddel-sagen og Comafrica og Dole-sagen. Inden for rammerne af den ordning, som vi behandler her, er jeg navnlig ikke overbevist om, at:

- en erhvervsdrivende har »opnaaet« en referencemaengde, eller at en saadan maengde er »blevet tildelt« ham, foer forordning nr. 3190/93 blev udstedt

- det har vaeret muligt for hver enkelt erhvervsdrivende at fastslaa den endelige maengde, som han ville have ret til at importere i 1994, blot ved at multiplicere en af ham kendt maengde med nedsaettelseskoefficienten.

27 I modsaetning til hvad der gaelder for sektoren for oksekoed, er den ordning, der er indfoert i sektoren for bananer, yderst kompliceret, og der kan vaere betydelig forskel mellem de tal, som den erhvervsdrivende forelaegger myndighederne, og dem, der tjener som grundlag for den endelige multiplikation. Procedurens forloeb er foelgende.

28 I henhold til artikel 4 i forordning nr. 1442/93 opstiller medlemsstaternes myndigheder saerskilte lister over erhvervsdrivende i kategori A og B, og heri anfoeres det for hver erhvervsdrivende, hvor stor en maengde han har afsat i hvert af de tre foregaaende aar. De erhvervsdrivende giver i denne forbindelse myndighederne meddelelse om den samlede maengde bananer, idet de opdeler den

- efter bananernes oprindelse (bananer med oprindelse i tredjelande og ikke traditionelle AVS-maengder, AVS-bananer, bananer hoestet i EF)

- efter hver af de oekonomiske aktiviteter, der er beskrevet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1442/93 om gennemfoerelsesbestemmelser (dvs. opkoeb af groenne bananer, forsyning og afsaetning af saadanne bananer, modning som ejer).

29 Som det fremgaar af Rettens dom, har erfaringen vist, at denne fremgangsmaade kan medfoere fejl fra de erhvervsdrivendes side.

30 Under anden fase fastsaetter myndighederne for hver erhvervsdrivende i kategori A og B, der er registreret hos dem, hvor stor en maengde han i gennemsnit har afsat i de seneste tre aar, ligeledes opdelt efter arten af oekonomiske aktiviteter.

31 Dette gennemsnit kaldes »referencemaengde« (»référence quantitative«) i nogle sproglige udgaver, og »quantité de référence« i andre. Trods denne nuanceforskel skal dette udtryk henvise til, at der her ikke er tale om en tildelt maengde, men om et referencegrundlag for senere dispositioner.

For at opnaa »referencemaengden« multipliceres de afsatte maengder af myndighederne med vejningskoefficienter (57%, 15% eller 28%), alt efter hvilken af de i stk. 3 omhandlede »aktiviteter« der er tale om, hvilket giver endnu en mulighed for fejl.

32 Artikel 8 i forordning nr. 1442/93 bestemmer, at: »Myndighederne foretager fornoeden kontrol af, om de ansoegninger og bilag, som de erhvervsdrivende har indsendt, er korrekte og i orden. Med henblik herpaa kan de bl.a. goere brug af ekspertvurderinger og rapporter fra uafhaengige revisorer og virksomhedsrevisorer.«

33 Forordning nr. 1442/93 bestemmer ikke, at de resultater, som myndighederne naar til ved afslutningen af alle disse undersoegelser, skal bringes til de erhvervsdrivendes kundskab, foer disse myndigheder gaar over til den tredje hovedfase i proceduren, nemlig meddelelse til Kommissionen af »den samlede referencemaengde, vaegtet« og »for de erhvervsdrivende, der er registreret hos dem, hvor stor en maengde bananer der er blevet afsat i alt pr. aktivitet« (artikel 5, stk. 3).

34 Medmindre den nationale myndighed goer sig skyldig i indiskretion, er den erhvervsdrivende foelgelig uvidende om, hvilke maengder denne myndighed til syvende og sidst har lagt til grund for hans vedkommende ved at lade dem indgaa i de to samlede maengder, som meddeles Kommissionen.

35 Det boer nemlig bemaerkes, at det er de samlede maengder, som Kommissionen faar meddelt, og ikke maengderne for hver individuel erhvervsdrivende. Dette er i oevrigt blevet bekraeftet af Kommissionen i dens svar paa spoergsmaal stillet af Retten (Doc. JUR(96) 01479 af 15.2.1996), hvor der staar foelgende:

»Der skal endvidere henvises til, at Kommissionen alene har kunnet faa kendskab til de foreloebige samlede referencemaengder for de erhvervsdrivende i hver medlemsstat. Maengden fordelt paa hver erhvervsdrivende er ikke blevet meddelt den.«

36 Dernaest kommer den fase, som Kommissionen staar for (artikel 6 i forordning nr. 1442/93), og som bestaar i, at den sammenligner det aarlige toldkontingents stoerrelse og de erhvervsdrivendes samlede referencemaengder, som er blevet meddelt den af de forskellige medlemsstater.

37 Hvis de samlede ansoegninger overskrider stoerrelsen af toldkontingentet, fastsaetter Kommissionen »en faelles nedsaettelseskoefficient for hver kategori af erhvervsdrivende, der skal anvendes paa hver erhvervsdrivendes referencemaengde med henblik paa at fastsaette, hvor stor en maengde han skal tildeles« (artikel 6, stk. 1).

38 Endelig fastsaetter medlemsstaterne denne maengde for hver registreret erhvervsdrivende og giver denne meddelelse (artikel 6, stk. 2).

39 Det er altsaa foerst paa dette trin, at den erhvervsdrivende virkelig faar kendskab til, hvilken aarlig maengde der er blevet tildelt ham.

40 Det er i oevrigt fremgaaet under sagens behandling for Retten, at Kommissionen ikke har foretaget en rent matematisk beregning, men at den er blevet foranlediget til at rejse tvivl om de samlede maengder, som medlemsstaternes myndigheder har meddelt den. Den har saaledes paalagt disse for anden gang at korrigere nogle af de referencemaengder, som de allerede paa det tidligere trin havde kontrolleret og i givet fald korrigeret, foer de meddelte Kommissionen de samlede maengder.

41 Det fremgaar nemlig af praemis 65 i Rettens dom, som naervaerende appel angaar, at Kommissionen har erkendt, at »den ud fra de referencemaengder, der oprindelig blev meddelt af medlemsstaterne, maatte fastslaa, at der forelaa tilfaelde af dobbelttaelling og overlapning af tallene for erhvervsdrivende, som udoevede virksomhed af forskellige typer, og at den derfor har bestraebt sig paa at korrigere disse tal, foer den anvendte [der skal uden tvivl staa 'beregnede'] nedsaettelseskoefficienten«.

42 Kommissionen har ifoelge dommens praemis 64 anfoert, at referencemaengderne er blevet korrigeret »af dens tjenestegrene eller paa disses foranledning«. Med andre ord, Kommissionen og medlemsstaterne har i samarbejde berigtiget nogle tal.

43 I nogle tilfaelde har det ikke vaeret muligt »at opnaa enighed med de beroerte medlemsstater, og Kommissionen har set sig noedsaget til at nedsaette tallene« for to medlemsstater med 170 000 tons. Man kan rejse det spoergsmaal, hvilke tal disse to medlemsstater til syvende og sidst har lagt til grund, da de »tildelte« de individuelle maengder, men det er ikke noedvendigt at uddybe dette problem her (praemis 66 i Rettens dom).

44 Det er under alle omstaendigheder klart, at ingen erhvervsdrivende kunne vaere sikker paa, at de oplysninger, som han meddelte sin medlemsstats myndigheder, var dem, som til sidst ville blive lagt til grund, naar han fik tildelt sin aarlige maengde.

45 Det boer endelig bemaerkes, at forordning nr. 3190/93 ikke selv indeholder nogen praecisering med hensyn til maengderne i medlemsstaternes meddelelser, »nedsat med de af Kommissionen anslaaede dobbelt optalte maengder« (naestsidste betragtning).

46 Den individuelle erhvervsdrivende var foelgelig ikke i stand til selv at fastslaa:

- hverken paa grundlag af de tal, som han havde meddelt den nationale myndighed

- eller paa grundlag af den anfaegtede forordnings bestemmelser,

hvilken individuel referencemaengde nedsaettelseskoefficienten skulle anvendes paa, og altsaa heller ikke »de praecise maengder, som han [ville have] ret til at indfoere i 1994«.

47 Det er derfor efter min opfattelse med urette, at Retten er naaet til det modsatte resultat (slutningen af praemis 41), og at den har udledt deraf, at forordning nr. 3190/93 individualiserede de erhvervsdrivende paa tilsvarende maade som en adressat.

48 Som Kommissionen desuden med rette har fremhaevet, »vedroerer den paagaeldende forordning kun den fremtidige eller kommende ret til licenser, for hvilke der skal indgives ansoegninger i den foerste uge af den sidste maaned i hvert kvartal i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1442/93«.

49 Med andre ord, tildeling af importlicenser sker kun kvartalsvis. Der foretages i denne forbindelse foerst en fastsaettelse af »vejledende maengder ... paa grundlag af data og overslag vedroerende EF-markedet og prognosen for produktion og forbrug i EF samt import og eksport«.

50 Dernaest »indgiver erhvervsdrivende deres ansoegninger om importlicenser, som hoejst kan vedroere den maengde af deres samlede aarlige tildeling, som de kan anvende i det paagaeldende kvartal, til myndighederne i den medlemsstat ...

51 Hvis de maengder, der ansoeges om importlicenser for, for en eller flere kategorier af erhvervsdrivende overstiger den fastsatte vejledende maengde vaesentligt, fastsaettes der ... en faelles nedsaettelsesprocent (15) for ansoegningerne« (artikel 9, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1442/93).

52 Endelig udsteder myndighederne saerskilt for hver kategori importlicenser til hver enkelt erhvervsdrivende paa grundlag af den aarlige maengde tildelt efter artikel 6 (artikel 9, stk. 5, i forordning nr. 1442/93).

53 Vi befinder os altsaa i en situation, der er fundamentalt forskellig fra situationen i sagen Weddel mod Kommissionen, hvor medlemsstaternes myndigheders rolle var begraenset til straks at udstede importlicenser ved paa grundlag af Kommissionens forordning at foretage en simpel multiplikation, som enhver erhvervsdrivende var i stand til selv at foretage.

54 Man kan altsaa endog rejse det spoergsmaal, om de erhvervsdrivende i naervaerende sag var umiddelbart beroert af den paagaeldende forordning, naar man tager alle de faser i betragtning, som endnu fulgte paa dennes offentliggoerelse. I denne forbindelse kan man ikke se bort fra den omstaendighed, at den formelle indgivelse af ansoegninger om importlicenser foerst skete efter meddelelsen om de aarlige maengder, og at licenserne, der blev udstedt for et givet kvartal, ikke altid var et resultat af, at den aarlige tildelte maengde blot blev divideret med fire.

55 I svarskriftet har Kommissionen fremfoert yderligere argumenter, som skal vise, at »Weddel-sagen ikke er til nogen nytte for det foreliggende tilfaelde«. Comafrica og Dole har bestraebt sig paa at gendrive dem i deres yderligere indlaeg.

56 Kommissionen har for det foerste gjort gaeldende, at i sagen Weddel mod Kommissionen havde den erhvervsdrivende, som havde ansoegt om en licens, pligt til at foretage indfoerslen, naar foerst han havde faaet udstedt licensen, og udsatte sig for forskellige sanktioner, saafremt han undlod dette. Han risikerede navnlig at miste den stillede sikkerhed, til hvilken han allerede havde afholdt udgifter. Den forordning, der blev anfaegtet i sagen Weddel mod Kommissionen, paavirkede altsaa med tilbagevirkende kraft saadanne erhvervsdrivendes rettigheder og forpligtelser.

57 Jeg er enig med Kommissionen om, at situationen i det her foreliggende tilfaelde er helt anderledes, fordi forordning nr. 3190/93 kun vedroerer den fremtidige eller kommende ret til licenser, for hvilke der endnu skal indgives ansoegninger.

58 Kommissionen har ligeledes henledt opmaerksomheden paa, at de licenser, som de erhvervsdrivende kan opnaa, kan overdrages. Importlicensen er foelgelig blot et omsaetteligt produkt. Det fremgaar imidlertid af ikke bestridte udtalelser fremsat i sagen Weddel mod Kommissionen, at de licenser, som denne sag vedroerte, ogsaa kunne overdrages, hvilket ikke har forhindret Domstolen i at fastslaa, at denne sag kunne antages til realitetsbehandling.

59 Det kan endvidere bemaerkes, at Weddel's soegsmaal, i modsaetning til det i foreliggende tilfaelde, kun meget indirekte vedroerte fastsaettelsen af korrektionskoefficienten. Hvad dette selskab anfaegtede, var nemlig Kommissionens beslutning om at fastsaette et loft for ansoegningerne om den disponible maengde. Dette havde noedvendigvis til foelge, at individuelle ansoegninger, som overskred denne maengde, blev nedsat, saaledes som det var tilfaeldet for Weddel's ansoegning, mens denne beslutning hoejst indirekte beroerte de erhvervsdrivende, hvis ansoegninger ikke overskred den fastsatte maksimale maengde. Weddel var foelgelig individualiseret i forhold til de oevrige licensansoegere.

60 Det maa imidlertid noedvendigvis konstateres, at Domstolen i dommen i sagen Weddel mod Kommissionen ikke baserede sin argumentation paa denne omstaendighed (som den blot henviste til som det sagsoegende selskabs opfattelse), men at den alene henviste til den korrektionskoefficient, som gaelder for samtlige ansoegninger.

61 Uanset hvad der maatte gaelde paa det sidstnaevnte punkt, vil jeg paa grundlag af samtlige de argumenter, som jeg har redegjort for i det foregaaende, konkludere, at Retten har analyseret forordning nr. 3190/93 og forordning nr. 1442/93 fejlagtigt ved at antage, at situationen i Comafrica og Dole-sagen fuldstaendig kan sidestilles med situationen i Weddel-sagen, og ved at udlede heraf, at den af Comafrica og Dole anlagte sag kunne antages til realitetsbehandling, fordi de var individuelt beroert.

62 Der er imidlertid yderligere det spoergsmaal, om det resultat, som Retten er naaet til, nemlig at sagen kan antages til realitetsbehandling, kan baseres paa en anden begrundelse, som traeder i stedet for den, som Retten fejlagtigt har anvendt. Denne ombytning af begrundelse, som giver mulighed for ikke at omgoere konklusionen i en dom, skoent begrundelserne for den aendres, er en disposition, der er helt saedvanlig i appelsager.

63 Tilbage staar altsaa at undersoege, om Comafrica og Dole i kraft af deres korrekt analyserede situation befinder sig i en saadan position, at de kan haevde, at de er individuelt beroert af den anfaegtede forordning. Ved min stillingtagen hertil maa jeg gaa ind paa de oevrige argumenter, som er fremfoert for Domstolen i denne praksis vedroerende artikel 173, stk. 4.

64 Selskaberne Comafrica og Dole har staerkt fremhaevet den omstaendighed, at forordning nr. 3190/93 kun fandt anvendelse paa en lukket kreds af erhvervsdrivende. Efter min opfattelse maa man give dem ret paa dette punkt, fordi denne forordning faktisk angaar ansoegninger, som er blevet indgivet i fortiden, paa et bestemt tidspunkt og efter bestemte procedurer, og fordi der ikke kunne indgives nye ansoegninger.

65 Den lukkede kreds er ogsaa begraenset, fordi de paagaeldende erhvervsdrivende er defineret ved, at de er alene om at opfylde en raekke betingelser, saavel processuelle som materielle: De skal have importeret visse kategorier bananer i loebet af de seneste tre aar, foer forordningen blev udstedt, og have tilsendt deres medlemsstats myndighed disse tal inden for bestemte frister og efter bestemte procedurer. Disse omstaendigheder fremgaar af de ovennaevnte retsregler.

66 Den omstaendighed, at der findes en lukket kreds, som er begraenset til retsaktens adressat, er ifoelge sagsoegerne i foerste instans tilstraekkelig til, at denne retsakt mister sin normative karakter og aendres til en raekke individuelle afgoerelser, der kan indbringes for Faellesskabets retsinstanser. Comafrica og Dole har anfoert en raekke af Domstolens domme til stoette for dette argument (16).

67 Det kan straks fastslaas, at der maa ses bort fra sagen Arposol mod Raadet, hvori Domstolen blot fastslaar, at den sagsoegende sammenslutning ikke var umiddelbart beroert, men ikke behandler spoergsmaalet, om den var individuelt beroert.

68 De oevrige naevnte sager vedroerte ligeledes situationer, der er forskellige fra den her foreliggende. I sagen CAM mod Kommissionen blev sagen saaledes ikke antaget til realitetsbehandling, alene fordi den anfaegtede retsakt fandt anvendelse paa en lukket kreds af adressater, men navnlig fordi disse havde truffet eller kunne anses for at have truffet visse forretningsdispositioner paa grundlag af bestemmelser, som derefter pludselig blev aendret.

69 I sagen Société pour l'exportation des sucres mod Kommissionen var der, i modsaetning til det foreliggende tilfaelde, tale om en forordning, som med tilbagevirkende gyldighed aendrede rettigheder og forpligtelser for erhvervsdrivende, som var indehavere af licenser og dermed allerede havde paataget sig forpligtelser.

70 Sagerne Agricola commerciale olio m.fl. mod Kommissionen og Savma mod Kommissionen angik Kommissionens forsoeg paa gennem en forordning at annullere et nationalt interventionsorgans salg af en raekke partier olie til bydende, som allerede var udpeget, og hvis rettigheder og forpligtelser foelgelig blev aendret med tilbagevirkende gyldighed. En saadan virkning er der ikke tale om i det foreliggende tilfaelde.

71 Desuden er det klart, at sagsoegernes situation i disse sager, paa grund af deres egenskab af udpegede bydende, stod i meget noejere forbindelse med den anfaegtede retsakt, end det er tilfaeldet for sagsoegerne i foerste instans i naervaerende sag. Som vi har set ovenfor, er disses forbindelse med den anfaegtede retsakt begraenset til, at de har tilsendt den nationale myndighed tallene for deres indfoersler med den hensigt paa et senere trin at ansoege om importlicenser med gyldighed for et kvartal.

72 Den paagaeldende retspraksis vedroerte altsaa situationer, som langt fra er identiske med den foreliggende. Derimod mener jeg, at det ved bedoemmelsen af, om Comafrica og Dole's soegsmaal kan antages til realitetsbehandling, er relevant at betragte Domstolens praksis, hvorefter den omstaendighed, at en retsakt beroerer en lukket og begraenset kreds af adressater, ikke i sig selv er tilstraekkeligt til, at disse er individuelt beroert som omhandlet i artikel 173, stk. 4.

73 Domstolen har nemlig gentagne gange fastslaaet, at muligheden for med stoerre eller mindre bestemthed at angive antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, paa hvem en foranstaltning finder anvendelse, paa ingen maade er ensbetydende med, at disse skal anses for individuelt beroert, naar det er ubestridt, at foranstaltningen anvendes paa grundlag af objektive faktiske og retlige kriterier, som er fastlagt i den paagaeldende retsakt (17).

74 Det er imidlertid dette tilfaelde, som vi befinder os i med hensyn til forordning nr. 3190/93, der, som den franske regering har fremhaevet, faktisk har alle en normativ retsakts karakteristika. Den paagaeldende forordning har nemlig en genstand af generel art, nemlig ivaerksaettelse for en given periode af et af elementerne i ordningen for kontingenter, der gaelder for de erhvervsdrivende, der er defineret ved forordning nr. 1442/93. Denne paalaegger Kommissionen at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at sikre den faelles markedsordnings rette funktion ved under ét at justere de maengder, som der kan ansoeges om paa grundlag af de tidligere indfoersler, til de maengder, der er til raadighed i henhold til grundforordningen. Domstolens dom af 17. oktober 1995 (18) om den korrektionskoefficient, der gjaldt for andet halvaar 1993, dvs. lige foer den, der fastsaettes ved den omtvistede forordning, viser klart, hvorledes fastsaettelsen af denne koefficient er en del af en mere generel forpligtelse for Kommissionen, nemlig forpligtelsen til at gennemfoere grundforordningen.

75 En saadan forordning gaelder noedvendigvis for en lukket og begraenset kreds af adressater, fordi der kun kan vaere tale om erhvervsdrivende, der har ret til at give udtryk for interesse i import af de maengder, det drejer sig om at tildele. Saavel disse erhvervsdrivende som perioden bestemmes paa grundlag af objektive omstaendigheder, som navnlig foelger af grundforordningen.

76 I kraft af selve sin genstand kan den anfaegtede forordning nemlig kun gaelde for de i forordning nr. 1442/93 definerede erhvervsdrivende i kategorierne A og B, som oensker at indfoere bananer fra det for 1994 fastsatte kontingent, og som altsaa har taget de noedvendige indledende skridt, der er fastsat i samme forordning.

77 Denne konstatering af, at den anfaegtede retsakt er af normativ art, er imidlertid ikke tilstraekkelig til helt at udelukke, at sagen kan antages til realitetsbehandling. Domstolen har nemlig anerkendt, at en retsakt, uden at miste sin normative karakter, kan beroere en bestemt erhvervsdrivende umiddelbart og individuelt, naar denne befinder sig i en situation, som adskiller sig fra enhver anden persons situation (19). Det ogsaa muligt ifoelge retspraksis (20), at nogle bestemmelser i en normativ retsakt i virkeligheden er en beslutning, som beroerer en eller flere erhvervsdrivende umiddelbart og individuelt.

78 I alle disse tilfaelde forudsaetter en antagelse af sagen til realitetsbehandling, at der goeres indgreb i de paagaeldende erhvervsdrivendes retsstilling paa grund af en faktisk situation, som karakteriserer dem i forhold til enhver anden person og individualiserer dem paa samme maade som en adressat.

79 Jeg mener at have paavist i det foregaaende, at dette ikke er tilfaeldet her. Den trufne foranstaltning gaelder paa samme maade for hele den kreds af erhvervsdrivende, der er omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 3190/93. Nedsaettelseskoefficienten gaelder for hver enkelt paa samme maade. Der er paa ingen maade tale om, at nogle af de forskellige erhvervsdrivende er individualiseret i forhold til andre. Det er de kun i forhold til dem, der ikke har ansoegt om at faa tildelt referencemaengder.

80 Som den franske regering har fremhaevet, har sagsoegerne i foerste instans i oevrigt ikke soegt at godtgoere, at der forelaa en saerlig faktisk situation, der kunne karakterisere dem naermere i forhold til alle de oevrige erhvervsdrivende, som forordning nr. 3190/93 finder anvendelse paa.

81 Sagsoegerne i foerste instans har endelig paaberaabt sig, at de ikke har noget andet retsmiddel mod den paagaeldende retsakt.

82 Jeg vil dog henvise til, at forordning nr. 3190/93 ikke er den retsakt, ved hvilken hver individuel erhvervsdrivende faar meddelelse om sin endelige »referencemaengde« (som under alle omstaendigheder ikke medfoerer udstedelse af importlicenser). Jeg vil minde om, at denne retsakt ifoelge artikel 6 i forordning nr. 1442/93 kun kan udgaa fra den nationale myndighed. Det er imidlertid kun til proevelse af sidstnaevnte retsakt, at en erhvervsdrivende kan anlaegge sag, naar han anser sine rettigheder for tilsidesat af den ene eller den anden grund ved tildelingen af hans referencemaengde. Det er klart, at sagsoegerne under en saadan sag kan goere ethvert retligt anbringende gaeldende, og at de nationale domstole, hvis de naerer tvivl om forordningens gyldighed, kan spoerge Domstolen herom i form af et praejudicielt spoergsmaal.

83 Efter min opfattelse foelger det af det foregaaende i sin helhed, at sagsoegerne i foerste instans ikke opfylder betingelsen for at vaere individuelt beroert af den anfaegtede retsakt som omhandlet i traktatens artikel 173, stk. 4.

Forslag til afgoerelse

84 Jeg foreslaar foelgelig Domstolen at give Den Franske Republik medhold og at ophaeve Retten i Foerste Instans' dom af 11. december 1996, som er afsagt i sag T-70/94, for saa vidt det i denne dom bestemmes, at det annullationssoegmaal, der var anlagt af Comafrica SpA og Dole Fresh Fruit Europe Ltd & Co. til proevelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 3190/93 af 19. november 1993 om fastsaettelse af den faelles nedsaettelseskoefficient til beregning af den maengde bananer, der skal tildeles hver erhvervsdrivende i kategori A og B af det aarlige toldkontingent 1994, kan antages til realitetsbehandling.

85 Jeg foreslaar desuden Domstolen i henhold til artikel 54 i EF-statutten for Domstolen selv at traeffe endelig afgoerelse og afvise den sag, der er anlagt af Comafrica SpA og Dole Fresh Fruit Europe Ltd & Co.

86 Med hensyn til sagens omkostninger foreslaar jeg at paalaegge hver part at baere sine omkostninger i henhold til artikel 122, sidste stykke, i Domstolens procesreglement.

(1) - Sml. II, s. 1741.

(2) - EFT L 285, s. 28.

(3) - Dom af 15.2.1996, sag C-209/94 P, Buralux m.fl. mod Raadet, Sml. I, s. 615.

(4) - EFT L 47, s. 1.

(5) - EFT L 349, s. 105.

(6) - EFT L 142, s. 6.

(7) - Jf. Domstolens dom af 17.6.1980, forenede sager 789/79 og 790/79, Calpak og Società Emiliana Lavorazione Frutta mod Kommissionen, Sml. s. 1949, praemis 7, og Rettens kendelse af 28.10.1993, sag T-476/93, FRSEA og FNSEA mod Raadet, Sml. II, s. 1187, praemis 19.

(8) - Kendelse af 24.5.1993, sag C-131/92, Arnaud m.fl. mod Raadet, Sml. I, s. 2573.

(9) - Dom af 6.11.1990, sag C-354/87, Weddel mod Kommissionen, Sml. I, s. 3847, praemis 19-23.

(10) - Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2806/87 af 18.9.1987 om udstedelse af importlicenser for fersk, koelet eller frosset oksekoed af hoej kvalitet (EFT L 268, s. 59).

(11) - Min fremhaevelse.

(12) - Min fremhaevelse.

(13) - Min fremhaevelse.

(14) - Min fremhaevelse.

(15) - Min fremhaevelse.

(16) - Dom af 18.11.1975, sag 100/74, CAM mod Kommissionen, Sml. s. 1393, af 31.3.1977, sag 88/76, Société pour l'exportation des sucres mod Kommissionen, Sml. s. 709, af 27.11.1984, sag 232/81, Agricola commerciale olio m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3881, sag 264/81, Savma mod Kommissionen, Sml. s. 3915, og af 14.1.1988, sag 55/86, Arposol mod Raadet, Sml. s. 13.

(17) - Jf. f.eks. dom af 15.6.1993, sag C-264/91, Abertal m.fl. mod Raadet, Sml. I, s. 3265.

(18) - Sag C-478/93, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 3081.

(19) - Man kan her navnlig henvise til dom af 18.5.1994 (sag C-309/89, Codorníu mod Raadet, Sml. I, s. 1853), hvori sagsoegeren var individuelt beroert, fordi den anfaegtede normative retsakt gjorde indgreb i hans saerlige rettigheder, eller dom af 16.5.1991 (sag C-358/89, Extramet Industri mod Raadet, Sml. I, s. 2501), hvori sagsoegeren under en antidumpingprocedure var individuelt beroert paa grund af sin faktiske situation som hovedimportoer af produktet, endelig forbruger af dette og faellesskabsproducentens vigtigste konkurrent for det forarbejdede produkt.

(20) - Jf. navnlig dom af 7.5.1987, sag 240/84, NTN Toyo Bearing Company m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1809.

Full & Egal Universal Law Academy