Generaladvokatens forslag til afgørelse
1 Denne sag angaar det forhold, at Kongeriget Belgien har undladt i overensstemmelse med artikel 8 i Raadets direktiv 83/189/EOEF af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (herefter »direktivet«) (1) at give underretning om en raekke tekniske forskrifter.
2 Direktivets artikel 8, stk. 1, indeholder foelgende relevante bestemmelser:
»Medlemsstaterne sender straks Kommissionen ethvert udkast til teknisk forskrift, medmindre der blot er tale om gengivelse af en international eller europaeisk standard i dens helhed, i hvilket tilfaelde det vil vaere tilstraekkeligt at oplyse herom; de giver tillige kort Kommissionen underretning om grundene til, at det er noedvendigt at indfoere en saadan teknisk forskrift, medmindre disse grunde allerede fremgaar af udkastet. Medlemsstaterne giver i givet fald samtidig underretning om teksten til de tilgrundliggende vaesentligste og direkte beroerte love og administrative bestemmelser, hvis kendskab hertil er noedvendigt med henblik paa at vurdere raekkevidden af udkastet til teknisk forskrift.«
3 Indholdet af begrebet »teknisk forskrift« er fastlagt saaledes i direktivets artikel 1, nr. 5:
»tekniske specifikationer, herunder de administrative bestemmelser, der gaelder herfor, som retligt eller faktisk skal overholdes, for at et produkt kan markedsfoeres eller anvendes i en medlemsstat eller i en vaesentlig del af denne stat, bortset fra de specifikationer, som de lokale myndigheder fastsaetter.«
4 I henhold til direktivets artikel 1, nr. 1, forstaas ved begrebet »tekniske specifikationer«:
»en specifikation, der indeholdes i et dokument, som fastlaegger karakteristika for et produkt, som f.eks. kvalitet, brugsegenskaber, sikkerhed, dimensioner, herunder terminologiske forskrifter for varen, symboler, proevning og proevningsmetoder, emballering, maerkning eller etikettering ...«
5 Den 9. november 1993 udstedte hovedstadsregionen Bruxelles' regering en bekendtgoerelse om kvalitets- og sikkerhedsstandarder ved udlejning af moeblerede boliger (2). Kommissionen har gjort gaeldende, at de nedenfor citerede bestemmelser heri omfatter tekniske forskrifter, saaledes at der forelaa en forpligtelse til at give Kommissionen underretning om bekendtgoerelsen:
Artikel 12
»Elektriske apparater skal opfylde kravene i henhold til de relevante belgiske standarder og kongelige anordninger. De skal vaere forsynet med maerket 'CEBEC'.«
Artikel 13, stk. 3 og 4
»Naturgasinstallationer skal opfylde standarden NBN D51-003: 'Installationer til braendbart gas, lettere end luft, som tilfoeres gennem roer'.
Naturgasapparater skal opfylde de relevante belgiske standarder og vaere forsynet med maerket 'BENOR'. Saafremt der ikke findes standarder, skal saadanne apparater vaere godkendt af Association royale des Gaziers belges (A.R.G.B.).«
Artikel 23, nr. 2
»[Uanset de ved lov og administrativt fastsatte bestemmelser vedroerende brandvaern skal udlejeren traeffe forholdsregler med henblik paa:]
at goere det muligt hurtigt og effektivt straks at bekaempe en udbrudt brand ved hjaelp af passende brandslukningsudstyr; dette udstyr, hvis art fastlaegges efter aftale med brandvaesenet, skal opfylde de relevante standarder og vaere forsynet med maerket 'BENOR'.«
6 Belgien har ikke bestridt, at de anfaegtede nationale bestemmelser maa anses for »tekniske forskrifter«, og har udtrykkeligt erkendt, at Kommissionen skulle have vaeret underrettet om dem.
7 Parterne er enige om, at en raekke allerede eksisterende nationale tekniske standarder ved de i sagen omhandlede nationale bestemmelser er blevet gjort bindende. Det er f.eks. ikke blevet anfoert, at nogen af de belgiske standarder i kraft af allerede eksisterende retsregler ogsaa tidligere skulle have vaeret bindende (3). Det er rigtigt, at den anfaegtede bekendtgoerelse alene angaar anvendelse af elektriske apparater, gasinstallationer og -apparater og brandslukningsudstyr inden for et afgraenset geografisk omraade (hovedstadsregionen Bruxelles), og naermere bestemt anvendelse under saerlige omstaendigheder (udlejede moeblerede boliger), idet de anfaegtede bestemmelser ikke opstiller noget krav om, at alle saadanne produkter, der anvendes eller markedsfoeres inden for det paagaeldende omraade, skal opfylde de fastlagte tekniske standarder. Der foreligger imidlertid intet i sagen, hvorefter hovedstadsregionen Bruxelles ikke skulle udgoere en »vaesentlig del« af Kongeriget Belgien som forudsat i direktivets artikel 1, nr. 5, saaledes at der i stedet skulle vaere tale om en lokal myndighed, ligesom det heller ikke er blevet anfoert, at forbuddet mod i udlejede moeblerede boliger at anvende andre apparater mv. end de foreskrevne ikke skulle vaere udtryk en restriktion, der »direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen med varer inden for Faellesskabet«, som forudsat i Domstolens dom i sagen Bic Benelux (4).
Forslag til afgoerelse
8 Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at
1) fastslaa, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 8, stk. 1, foerste afsnit, i Raadets direktiv 83/189/EOEF af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, idet det har undladt at give Kommissionen underretning om udkastet til hovedstadsregionen Bruxelles' regerings bekendtgoerelse af 9. november 1993 om kvalitets- og sikkerhedsstandarder ved udlejning af moeblerede boliger
2) tilpligte Kongeriget Belgien at betale sagens omkostninger.
(1) - EFT L 109, s. 8, som aendret ved Raadets direktiv 88/182/EOEF af 22.3.1988 (EFT L 81, s. 75). Direktivet er senere blevet aendret ved Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 94/10/EF af 23.3.1994 (EFT L 100, s. 20). Fristen for at gennemfoere disse seneste aendringer udloeb den 1.7.1995, og aendringerne er derfor uden betydning i denne sag.
(2) - Moniteur belge af 31.12.1993, s. 29194.
(3) - Jf. dom af 16.9.1997, sag C-279/94, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 4743, praemis 36.
(4) - Dom af 20.3.1997, sag C-13/96, Sml. I, s. 1753, praemis 19.
Full & Egal Universal Law Academy