FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
SIEGBERT ALBER
fremsat den 16. juli 1998 ( *1 )
A — Indledning
1.
I nærværende sag drejer det sig om en traktatbrudsprocedure mod Den Portugisiske Republik på grund af manglende gennemførelse af Rådets direktiv 79/869/EØF 9. oktober 1979 om målemetoder og hyppighed for prøveudtagning og analyse af overfladevand, som anvendes til fremstilling af drikkevand i medlemsstaterne ( 1 ). Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
—
Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 189, stk. 3, og artikel 13 i Rådets direktiv 79/869/EØF 9. oktober 1979 om målemetoder og hyppighed for prøveudtagning og analyse af overfladevand, som anvendes til fremstilling af drikkevand i medlemsstaterne, jf. artikel 395 i tiltrædelsesakten ( 2 ) og bilag XXXVI hertil, idet den ikke har vedtaget alle de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme direktivet.
—
Subsidiært fastslås det, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til de nævnte bestemmelser, idet den ikke straks har underrettet Kommissionen om de trufne foranstaltninger.
—
Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
2.
Den Portugisiske Republik har nedlagt følgende påstande:
—
Indtil den 30. oktober 1997 afventes vedtagelsen af det lovdekret, hvorved den mangelfulde gennemførelse af direktiv 79/869/EØF vil blive afhjulpet, og derefter erklæres retssagen for afsluttet.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
B — Stillingtagen
3.
Det bestemmes i artikel 13 i direktiv 79/689, at medlemsstaterne skal sætte de nødvendige administrative eller ved lov fastsatte bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet inden for en frist på to år fra dets meddelelse og straks underrette Kommissionen herom. Direktivet er meddelt medlemsstaterne den 11. oktober 1979.
4.
I henhold til artikel 395 i akten vedrørende Spaniens og Portugals tiltrædelse, jf. bilag XXXVI, punkt III, nr. 5, skulle Den Portugisiske Republik gennemføre direktivet inden den 1. januar 1989.
5.
Den Portugisiske Republik vedtog med henblik på gennemførelse af direktiv 79/869 lovdekret nr. 74/90 af 7. marts 1990. Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at direktivet ikke fuldt ud og korrekt er gennemført i national ret. Kommissionen finder, at Den Portugisiske Republik ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 3, jf. kolonne C, D og E i bilag I til direktivet, artikel 4, stk. 2, og artikel 5 samt note 10 i bilag I til direktivet.
6.
Den Portugisiske Republik har ikke bestridt det af Kommissionen anførte, men har anført, at der er foretaget en revision af lovdekret nr. 74/90, og at denne procedure er i den afsluttende fase. Den Portugisiske Republik ønsker derfor, at Domstolen afventer offentliggørelsen af retsakten, hvilket forventes at ske inden den 30. oktober 1997.
7.
Det er ubestridt, at Den Portugisiske Republik ikke har opfyldt de ovennævnte forpligtelser i henhold til direktivet inden for den frist på to måneder, der er fastsat i den begrundede udtalelse af 10. juni 1996. Efter fast retspraksis er det det afgørende tidspunkt for, om der foreligger et traktatbrud ( 3 ).
8.
Parterne har givet afkald på den mundtlige forhandling, der i første omgang var berammet.
9.
På grundlag af det anførte må der gives Kommissionen medhold i dens påstande.
Sagens omkostninger
I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger.
C — Forslag til afgørelse
10.
Jeg foreslår herefter Domstolen at træffe følgende afgørelse:
1)
Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 189, stk. 3, og artikel 13 i Rådets direktiv 79/869/EØF 9. oktober 1979 om målemetoder og hyppighed for prøveudtagning og analyse af overfladevand, som anvendes til fremstilling af drikkevand i medlemsstaterne, jf. artikel 395 i tiltrædelsesakten og bilag XXXVI hertil, idet den ikke har vedtaget alle de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme direktivet.
2)
Den Portugisiske Republik betaler sagens omkostninger.
( *1 ) – Originalsprog: tysk.
( 1 ) – EFT L 271, s. 44.
( 2 ) – EFT 1985 L 302, s. 23.
( 3 ) – Jf. dom af 18.12.1997, sag C 361/95. Kommissionen mod Spanien, Smi. I, s. 7351. præmis 13 og 14, af 10.9.1996, sag C-61/94, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3989, præmis 42, og af 1.6.1995, sag C 123/94, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 1457, præmis 7.
Full & Egal Universal Law Academy