EUR-Lex -  61997CC0230 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 16

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Skal Raadets foerste direktiv 80/1263/EOEF af 4. december 1980 om indfoerelse af et EF-koerekort (1) fortolkes saaledes, at det er til hinder for, at en medlemsstat paalaegger en statsborger fra et tredjeland, der tager bopael paa statens territorium, inden et aar at ombytte sit koerekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, med et koerekort fra den stat, hvor han har taget bopael, under trussel om strafsanktioner, der kan gaa op til frihedsstraf eller boede for koersel uden foererret?

2 Dette er i det vaesentlige de praejudicielle spoergsmaal, som Belgiens Hof van Cassatie anmoder Domstolen om at tage stilling til under en kassationsappel, der er indbragt af Ibiyinka Awoyemi, som anfaegter en appelafgoerelse af 4. januar 1995 fra Correctionele rechtbank, Brugge.

3 Domstolen har allerede taget stilling til et beslaegtet spoergsmaal i dommen af 29. februar 1996, Skanavi og Chryssanthakopoulos (2) vedroerende strafsanktioner, som en EF-borger var ifaldet under lignende omstaendigheder.

Koerekortdirektiverne

4 Direktiv 80/1263, som blot er en foerste fase i harmoniseringen af koerekort, har ifoelge direktivets foerste betragtning til formaal at bidrage til at forbedre faerdselssikkerheden paa vejene samt at lette trafikken for personer, som bosaetter sig i en anden medlemsstat end den, hvor de har bestaaet en koereproeve, eller som flytter inden for Faellesskabet.

5 Med henblik herpaa blev der ved direktiv 80/1263 foretaget en tilnaermelse af de nationale regler paa omraadet, navnligt for saa vidt angaar de nationale ordninger om udstedelse af koerekort, koeretoejskategorier og gyldighedsbetingelser for koerekort. Der indfoertes ligeledes et koerekort af EF-model og en ordning om medlemsstaternes gensidige anerkendelse af koerekort samt om ombytning af koerekort for indehavere, som skifter bopael eller arbejdssted fra en medlemsstat til en anden.

6 Ifoelge artikel 6 i direktiv 80/1263 er udstedelse af koerekort betinget af for det foerste, at den paagaeldende bestaar en praktisk og teoretisk proeve og opfylder laegelige minimumskrav, og for det andet, at den paagaeldende har bopael i den medlemsstat, der udsteder koerekortet, saafremt det kraeves i den paagaeldende medlemsstats lovgivning.

7 Direktivets artikel 8, stk. 1, bestemmer, at saafremt indehaveren af et gyldigt nationalt koerekort eller et koerekort af EF-model, der er udstedt af en medlemsstat, tager bopael i en anden medlemsstat, forbliver vedkommendes koerekort gyldigt dér i hoejst det aar, der foelger efter det tidspunkt, hvor vedkommende har taget bopael. I dette tidsrum udsteder vaertsmedlemsstaten, paa indehaverens anmodning og mod, at han afleverer sit koerekort, et EF-koerekort for den eller de samme kategorier, uden hverken at kraeve, at han bestaar en praktisk og teoretisk proeve eller opfylder medicinske forskrifter. Vaertsmedlemsstaten kan dog naegte at ombytte koerekortet, saafremt dens nationale regler, herunder de medicinske forskrifter, forbyder udstedelse af koerekortet.

8 Raadets direktiv 91/439/EOEF af 29. juli 1991 om koerekort (3) udgoer en naeste etape i harmoniseringen af de nationale regler, navnlig vedroerende betingelserne for og udstedelse af koerekort og vedroerende koeretoejskategorier. Direktivet ophaever forpligtelsen til at ombytte koerekortet, naar der tages bopael i en anden medlemsstat (4), og erstatter denne forpligtelse (5) med en gensidig anerkendelse af koerekort (artikel 1, stk. 2). Ombytningen af det gyldige koerekort, som en medlemsstat har udstedt til indehaveren, der har taget bopael i en anden medlemsstat, er saaledes herefter helt valgfri (artikel 8, stk. 1).

9 Ifoelge artikel 12 i direktiv 91/439 skal medlemsstaterne efter samraad med Kommissionen inden den 1. juli 1994 vedtage de love og administrative bestemmelser, der er noedvendige for at tilpasse sig direktivet fra den 1. juli 1996. Artikel 13 bestemmer, at direktiv 80/1263 ophaeves med virkning fra den samme dato.

De relevante nationale bestemmelser

10 I Belgien bestemmer artikel 2 i kongelig anordning af 6. maj 1988:

»1. Et belgisk koerekort kan udstedes til:

1_ personer, som er indskrevet i befolkningsregisteret eller i registeret over udlaendinge i en belgisk kommune, og som er i besiddelse af et af foelgende i Belgien udstedte dokumenter:

a) et identitetskort for belgiere eller for udlaendinge

b) et bevis for indskrivning i registeret over udlaendinge

c) et opholdsbevis for statsborgere i en medlemsstat i Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab

d) en bekraeftelse paa optagelse paa en hoejere uddannelse

2_ personer, som er i besiddelse af et af foelgende i Belgien udstedte dokumenter:

a) et identitetskort for medlemmer af det diplomatiske korps

b) et identitetskort for medlemmer af det konsulaere korps

c) et saerligt identitetskort.

2. De i stk. 1, nr. 1, naevnte personer maa kun foere motorkoeretoej, saafremt de er i besiddelse af et belgisk koerekort. De kan dog foere motorkoeretoej et aar fra den dato, hvor den paagaeldende indskrives i befolkningsregisteret eller i registeret over udlaendinge i en belgisk kommune, saafremt de er i besiddelse af et gyldigt udenlandsk nationalt koerekort, der er udstedt i en medlemsstat i Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab. Andre foerere af motorkoeretoej skal vaere i besiddelse af og medfoere et belgisk koerekort eller et udenlandsk nationalt/internationalt koerekort paa de betingelser, der finder anvendelse i international landevejstrafik ...«

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger ved den nationale domstol

11 Ibiyinka Awoyemi, der er nigeriansk statsborger, har siden den 17. december 1990 vaeret bosat i Belgien, hvor han udoever virksomhed som loenmodtager. Den 17. juli 1993 blev han i Ostende, hvor han foerte et motorkoeretoej, kontrolleret af politiet, og han kunne herved alene fremvise et koerekort, der var udstedt af myndighederne i Det Forenede Kongerige og gyldigt fra den 11. april 1990 til den 26. januar 2003.

12 Den 4. januar 1995 blev han af Correctionele rechtbank te Brugge som appelinstans idoemt en boede paa 2 000 BEF for i Ostende at have foert et motorkoeretoej paa offentlig vej uden at vaere indehaver af et gyldigt koerekort i overensstemmelse med artikel 2 i den tidligere naevnte anordning af 6. maj 1988.

13 Awoyemi har anfaegtet denne dom ved en kassationsappel, idet han har henvist til sit gyldige koerekort af EF-model, der er udstedt af Det Forenede Kongerige, og til den ovennaevnte dom i Skanavi og Chryssanthakopoulos-sagen.

14 Det fremgaar af forelaeggelsesdommens grunde, at Belgiens Hof van Cassatie antager, at den kongelige anordning af 6. maj 1988 bl.a. blev udstedt med henblik paa at gennemfoere artikel 8, stk. 1, foerste afsnit, i direktiv 80/1263, som udtrykkeligt bestemmer, at saafremt indehaveren af et koerekort, der er udstedt i en medlemsstat, tager bopael i en anden medlemsstat, er hans koerekort kun gyldigt dér i indtil et aar efter tidspunktet for, at han har taget bopael. Hof van Cassatie bemaerker imidlertid, at direktiv 91/439 har ophaevet denne bestemmelse, og at der efter den 1. juli 1996 ikke laengere er pligt til at ombytte koerekortet. Den rejser herved det spoergsmaal, om direktiv 91/439 ikke kunne omfatte situationer i fortiden. Endelig oensker Hof van Cassatie oplyst, om den loesning, som Domstolen angav i den ovennaevnte dom i Skanavi og Chryssanthakopoulos-sagen, kan overfoeres paa omstaendighederne i den foreliggende sag med hensyn til en statsborger fra et tredjeland, der er indehaver af et koerekort, som er udstedt af en medlemsstat. Hof van Cassatie har foelgelig fundet det noedvendigt at spoerge Domstolen om fortolkningen af disse faellesskabsbestemmelser og har forelagt den foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er bestemmelserne i Raadets foerste direktiv 80/1263/EOEF af 4. december 1980 om indfoerelse af et EF-koerekort, navnlig dets artikel 8, til hinder for, at koersel med motorkoeretoej, som foretages af en person, der ikke er borger i Den Europaeiske Union, men som dog er indehaver af et af en medlemsstat udstedt nationalt koerekort eller et koerekort af EF-model, og som kunne have ombyttet dette med et koerekort udstedt af vaertsstaten, men som ikke har foretaget denne ombytning inden for den fastsatte frist, sidestilles med koersel uden foererret, der straffes med frihedsstraf eller boede?

2) Skal artikel 1, stk. 2, i Raadets direktiv 91/439/EOEF af 29. juli 1991 om koerekort, hvorefter de koerekort, som medlemsstaterne udsteder, anerkendes gensidigt, og den i direktivets artikel 8, stk. 1, indeholdte ret til ombytning forstaas saaledes, at ogsaa naar der ikke foreligger en national bestemmelse herom, kan en foerer, som ikke er borger i Den Europaeiske Union, men som er i besiddelse af et af en medlemsstat udstedt nationalt koerekort eller et koerekort af EF-model, og som tager bopael i en anden medlemsstat fra den 1. juli 1996, paaberaabe sig disse bestemmelser for en retsinstans?

3) Saafremt det andet spoergsmaal besvares bekraeftende, har da artikel 1, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i Raadets direktiv 91/439/EOEF af 29. juli 1991 om koerekort tilbagevirkende gyldighed, saaledes at de er til hinder for, at koersel med motorkoeretoej, som foretages af en person, der ikke er borger i Den Europaeiske Union, men som er indehaver af et af en medlemsstat udstedt nationalt koerekort eller et koerekort af EF-model, og som kunne have ombyttet dette med et koerekort udstedt af vaertsstaten, men som den 27. juli 1993 ikke havde gjort dette inden for den fastsatte frist, sidestilles med koersel uden foererret, der straffes med frihedsstraf eller boede?«

Besvarelse af spoergsmaalene

Det foerste spoergsmaal

15 I forbindelse med det foerste spoergsmaal skal det fastslaas, om Domstolens loesning i Skanavi og Chryssanthakopoulos-dommen kan overfoeres paa omstaendighederne i den foreliggende sag.

16 I denne dom fastslog Domstolen, at forpligtelsen til at ombytte koerekortet, der var fastsat i artikel 8 i direktiv 80/1263, ganske vist udgjorde en hindring for den frie bevaegelighed for personer, men ikke var i strid med traktatens artikel 52 (6), for »under hensyn til de komplicerede sagsforhold og de forskelle, der fortsat bestod medlemsstaternes lovgivninger imellem, var Raadet bemyndiget til gennemfoere en gradvis harmonisering ...« (7).

17 Endvidere fastslog Domstolen, at selv om medlemsstaterne, naar der ikke findes faellesskabsbestemmelser, der foreskriver de sanktioner, der skal fastsaettes i tilfaelde af overtraedelse af ombytningspligten, principielt fortsat er kompetente til at fastsaette bestemmelser paa omraadet, »... fremgaar [det] imidlertid af Domstolens faste praksis vedroerende manglende iagttagelse af bestemmelserne om de formaliteter, som en af faellesskabsretten beskyttet arbejdstager skal opfylde, at medlemsstaterne ikke kan anvende en straf, der staar i et saadant misforhold til lovovertraedelsens grovhed, at den kommer til at udgoere en hindring for arbejdskraftens frie bevaegelighed, samt at dette bl.a. vil vaere tilfaelde, hvis straffen omfatter faengsel (jf. bl.a. dom af 12.12.1989, sag C-265/88, Messner, Sml. s. 4209, praemis 14). Som foelge af den betydning, retten til at foere motorkoeretoej har i henseende til den faktiske adgang til at udoeve de rettigheder, som foelger af den frie bevaegelighed for personer, goer de samme betragtninger sig gaeldende for saa vidt angaar tilsidesaettelse af ombytningspligten for koerekort« (8).

18 Domstolen kendte foelgelig for ret, at »... traktatens artikel 52 er til hinder for, at koersel med motorkoeretoej, som foretages af en person, der kunne have ombyttet et koerekort udstedt af en anden medlemsstat med et koerekort udstedt af vaertsmedlemsstaten, men som ikke har foretaget denne ombytning inden for den fastsatte frist, sidestilles med koersel uden foererret, der straffes med frihedsstraf eller boede, naar henses til konsekvenserne heraf, saaledes som disse er fastsat i den omtvistede nationale lovgivning« (9).

19 I overensstemmelse med fast retspraksis fastslog Domstolen saaledes, at det alene er paa grund af de skadelige virkninger for retten til fri bevaegelighed og den frie etableringsret, som er sikret EF-arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ved EF-traktatens artikel 48 og 52, at de overtraedelser, der er reguleret og strafbare i medfoer af nationale bestemmelser, kan vaere uforenelige med faellesskabsretten.

20 Det staar fast, at Awoyemi er indehaver af et koerekort, der er udstedt af de kompetente myndigheder i Det Forenede Kongerige, og som var gyldigt paa tidspunktet for det i sagen omhandlede forhold.

21 Direktiv 80/1263 finder imidlertid anvendelse paa indehavere af koerekort af EF-model, som er udstedt af medlemsstaterne i henhold til bestemmelserne i direktivet, uden at deres nationalitet har betydning (10).

22 Foelgelig er Awoyemi omfattet af det personelle anvendelsesomraade for direktiv 80/1263.

23 Det staar imidlertid ogsaa fast, at han ikke er EF-borger. Denne omstaendighed bevirker, at han ikke gyldigt kan paaberaabe sig den bevaegelsesfrihed, som EF-arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende har efter traktaten, isaer i medfoer af dens artikel 48 og 52.

24 Retsstillingen for en statsborger i et tredjeland med hensyn til de sanktioner, som han kan blive paalagt i tilfaelde af tilsidesaettelse af de forpligtelser, der foelger af artikel 8, stk. 1, i direktiv 80/1263, henhoerer foelgelig ikke under faellesskabsretten, men udelukkende under national ret.

25 Jeg foreslaar foelgelig Domstolen at besvare det foerste spoergsmaal saaledes, at hverken direktiv 80/1263 eller traktatens bestemmelser i et tilfaelde som det, der foreligger i hovedsagen, er til hinder for, at den lovovertraedelse, som den paagaeldende er tiltalt for, nemlig koersel uden foererret, er fastlagt i den omhandlede nationale lovgivning og er sanktioneret med straf i form af faengsel eller boede.

Det andet og det tredje spoergsmaal

26 Det andet og det tredje praejudicielle spoergsmaal, som er forelagt for Domstolen, kan ikke adskilles, og jeg skal derfor give dem en faelles besvarelse. Med disse spoergsmaal anmoder den forelaeggende ret Domstolen om at fastslaa, om artikel 1, stk. 2, og artikel 8 i direktiv 91/439 i en situation, hvor de ikke er gennemfoert i en medlemsstats nationale retsorden, direkte kan paaberaabes af en statsborger fra et tredjeland, der er indehaver af et koerekort af EF-model, som er udstedt af en medlemsstat, naar den paagaeldende har taget bopael i en anden medlemsstat end den, der har udstedt koerekortet, men ikke har ombyttet sit koerekort inden for den i direktiv 80/1263 fastsatte frist, saaledes at der ikke kan paalaegges ham straf i form af faengsel eller boede for koersel uden foererret, som skete, mens direktiv 80/1263 var gaeldende.

27 Jeg minder om, at det foelger af artikel 12 i direktiv 91/439, at de love og administrative bestemmelser, der er noedvendige for at tilpasse sig direktivet fra den 1. juli 1996, skulle vaere vedtaget af medlemsstaterne inden den 1. juli 1994. Endvidere bestemte samme direktivs artikel 13, at direktiv 80/1263 foerst ville blive ophaevet pr. 1. juli 1996.

28 Forpligtelsen til at ombytte koerekortet i henhold til artikel 8 i direktiv 80/1263 var foelgelig gaeldende indtil den 1. juli 1996. Foelgelig kan borgerne ikke direkte for domstolene paaberaabe sig de rettigheder, som de eventuelt er tillagt i henhold til artikel 1, stk. 2, og artikel 8 i direktiv 91/439, foer denne dato. Med andre ord har disse bestemmelser ikke tilbagevirkende gyldighed.

29 Paa baggrund af omstaendighederne i den konkrete sag har Kommissionen og Det Forenede Kongerige rejst spoergsmaalet om relevansen af spoergsmaalet om fortolkningen af direktiv 91/439 for sagens afgoerelse. De har herved understreget, at det forhold, som Awoyemi er tiltalt for, blev begaaet den 27. juli 1993 og blev paadoemt af Correctionele rechtbank, Brugge, den 4. januar 1995, dvs. paa et tidspunkt, hvor direktiv 91/439 endnu ikke var i kraft.

30 Efter min mening rejser den forelaeggende ret spoergsmaalet om, hvorledes artikel 1, stk. 2, og artikel 8 i direktiv 91/439 skal fortolkes, fordi den mener at burde anvende det i dens nationale ret anerkendte princip om, at en mildere straffelov har tilbagevirkende gyldighed. Det foelger af dette princip, som findes i flere nationale retssystemer, at de nationale domstole i straffesager umiddelbart skal anvende de nye, mildere straffebestemmelser paa forhold, der ikke er blevet endeligt paadoemt, og som er begaaet foer ikrafttraedelsen af disse bestemmelser. Retten mener foelgelig, at det vil kunne paahvile den at tilsidesaette bestemmelserne i dens nationale ret, hvis disse er i strid med bestemmelserne i direktiv 91/439.

31 Domstolen har i lignende sager (11) fastslaaet (12), at »... det tilkommer den nationale ret at afgoere, om det er noedvendigt at indhente en praejudiciel afgoerelse for at kunne afsige dom i hovedsagen, og om det spoergsmaal, som den forelaegger Domstolen, er relevant ...« (13).

32 Selv om Domstolen saaledes klart har fastslaaet, at der ikke i faellesskabsretten gaelder et princip svarende til princippet om umiddelbart anvendelse af den mildere straffelov (14), og at det, naar der ikke findes harmoniseringsforskrifter vedroerende sanktioner for overtraedelser af faellesskabsretten, tilkommer den enkelte medlemsstat at fastsaette disse i sin nationale retsorden, er det alligevel Domstolens opfattelse, at princippet om faellesskabsrettens enhed er til hinder for, at overtraedelser af faellesskabsretten ikke straffes efter samme materielle og processuelle regler, som gaelder efter national ret for overtraedelser af samme art og grovhed (15).

33 En besvarelse af dette praejudicielle spoergsmaal, der er stillet af den forelaeggende ret, og som vedroerer fortolkningen af artikel 1, stk. 2, og artikel 8 i direktiv 91/439 samt spoergsmaalet, om disse skal tillaegges direkte virkning, kan foelgelig vise sig nyttig for den nationale domstol, som i en straffesag i medfoer af det i vedkommende nationale retssystem anerkendte princip om, at mildere straffelove har tilbagevirkende gyldighed, er forpligtet til at anvende bestemmelserne i direktiv 91/439, som muligvis er mere fordelagtige for en koerekortindehaver, der ikke har ombyttet sit koerekort, paa forhold, der er begaaet, mens direktiv 80/1263 var gaeldende. Spoergsmaalet maa derfor besvares.

34 Ifoelge fast retspraksis (16) bestaar borgernes ret til ved domstolene at paaberaabe sig et direktiv over for en medlemsstat kun i de tilfaelde, hvor staten ikke har truffet de kraevede gennemfoerelsesforanstaltninger eller har truffet foranstaltninger, der ikke er i overensstemmelse med et direktiv.

35 I forbindelse med det rejste spoergsmaal - tilbagevirkende gyldighed af en mildere straffelov - paahviler det foelgelig den nationale domstol at undersoege, om de relevante bestemmelser i direktiv 91/439 er blevet gennemfoert i dens interne retsorden. Det kan udledes af formuleringen af den forelaeggende rets andet spoergsmaal, at en saadan gennemfoerelse ikke er foretaget inden for den fastsatte frist. Jeg maa derfor laegge til grund, at artikel 1, stk. 2, og artikel 8 i det ovennaevnte direktiv ikke er blevet gennemfoert og ikke er traadt i kraft i den nationale retsorden den 1. juli 1996.

36 Vedroerende princippet om direkte anvendelighed har Domstolen i en fast praksis kendt for ret, at kun saafremt bestemmelserne »... ud fra et indholdsmaessigt synspunkt fremstaar som ubetingede og tilstraekkeligt praecise, kan der i mangel af rettidige gennemfoerelsesforanstaltninger stoettes ret herpaa over for enhver national regel, der ikke er i overensstemmelse med direktivet, ligesom private over for staten kan paaberaabe sig bestemmelser, der efter deres indhold tillaegger private rettigheder i forhold til staten« (17).

37 Der er herved naeppe tvivl om, at artikel 1, stk. 2, og artikel 8 i direktiv 91/439 er tilstraekkeligt praecise og ubetingede, for saa vidt angaar indholdet af de rettigheder, som de tillaegger private.

38 Disse bestemmelser foreskriver meget klart - lad det vaere sagt igen - dels at de koerekort, som medlemsstaterne udsteder, anerkendes gensidigt, dels at indehaveren af et saadan koerekort ikke laengere er forpligtet til at ombytte sit koerekort, naar han faar saedvanlig bopael i en anden medlemsstat end den, der har udstedt det. Den negative forpligtelse, som hermed er paalagt medlemsstaterne, giver dem intet skoen med hensyn til de foranstaltninger, der skal vedtages.

39 Dette forbud mod at kraeve, at et koerekort af EF-model ombyttes, fremgaar endvidere klart af foerste betragtning til direktiv 91/439, hvori det anfoeres, at der boer indfoeres »et nationale koerekort efter en EF-model, som medlemsstaterne anerkender gensidigt, og som ikke skal ombyttes« (18). Denne bestemmelse udtrykker udmaerket det dobbelte formaal, der forfoelges med dette andet harmoniseringsdirektiv, og som, saaledes som jeg allerede har naevnt, er at bidrage til at forbedre faerdselssikkerheden paa vejene samt oege bevaegeligheden for personer, som bosaetter sig i en anden medlemsstat end den, hvor de har bestaaet en koereproeve.

40 Den omstaendighed, at indehaveren af et koerekort, der er udstedt af en medlemsstat, ikke er EF-borger, er uden betydning, for saa vidt som direktiv 91/439 endeligt harmoniserer betingelserne for udstedelse af koerekort og paalaegger medlemsstaterne gensidigt at anerkende koerekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, uden hensyntagen til indehaverens nationalitet.

41 Domstolen har i oevrigt allerede i praemis 26 i Skanavi og Chryssanthakopoulos-dommen anerkendt, at disse bestemmelser havde direkte virkning, og at de skulle fortolkes saaledes, at de koerekort, som en medlemsstat udsteder, fra den 1. juli 1996 skal anerkendes gensidigt af de andre medlemsstater, uden at der kraeves nogen formaliteter.

42 Jeg foreslaar foelgelig Domstolen at besvare dette andet spoergsmaal saaledes, at i mangel af en gennemfoerelse i national ret, og naar henses til det i visse medlemsstaters nationale ret anerkendte princip om, at mildere straffelove er umiddelbart anvendelige, er artikel 1, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i direktiv 91/439 til hinder for, at koersel med motorkoeretoej, som paa et tidspunkt, hvor direktiv 80/1263 endnu var gaeldende, foretages af en person, der er indehaver af et nationalt koerekort af EF-model, men ikke er statsborger i en medlemsstat, og som ikke inden for den fastsatte frist har ombyttet sit koerekort med et koerekort fra vaertsmedlemsstaten, sidestilles med koersel uden foererret og dermed straffes med faengsel eller boede.

Forslag til afgoerelse

43 Under henvisning til det anfoerte foreslaar jeg Domstolen at give foelgende svar paa de af Belgiens Hof van Cassatie stillede spoergsmaal:

»1) Hverken bestemmelserne i Raadets foerste direktiv 80/1263/EOEF af 4. december 1980 om indfoerelse af et EF-koerekort, navnlig direktivets artikel 8, eller bestemmelserne i EF-traktaten er til hinder for, at koersel med motorkoeretoej, som foretages af en person, som ikke har statsborgerskab i Den Europaeiske Union, men som er indehaver af et nationalt koerekort eller et koerekort af EF-model, som er udstedt af en medlemsstat, og som ved ombytning af sit koerekort kunne have opnaaet et koerekort fra vaertsstaten, men som ikke har foretaget denne ombytning inden for den fastsatte frist, sidestilles med koersel uden foererret og derfor straffes med faengsel eller boede.

2) I mangel af en gennemfoerelse i den nationale retsorden, og naar henses til det i visse medlemsstaters nationale ret anerkendte princip om, at mildere straffelove er umiddelbart anvendelige, er artikel 1, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i Raadets direktiv 91/439/EOEF af 29. juli 1991 om koerekort til hinder for, at koersel med motorkoeretoej, som paa et tidspunkt, hvor direktiv 80/1263 endnu var gaeldende, foretages af en person, der er indehaver af et nationalt koerekort af EF-model, men ikke er statsborger i en medlemsstat, og som ikke inden for den fastsatte frist har ombyttet sit koerekort med et koerekort fra vaertsmedlemsstaten, sidestilles med koersel uden foererret og dermed straffes med faengsel eller boede.«

(1) - EFT L 375, s. 1.

(2) - Sag C-193/94, Sml. I, s. 929.

(3) - EFT L 237, s. 1.

(4) - Foerste betragtning.

(5) - Som ifoelge direktivets niende betragtning er en hindring for den frie bevaegelighed for personer og ikke kan accepteres i betragtning af de fremskridt, der er naaet inden for rammerne af den europaeiske integration.

(6) - Praemis 28.

(7) - A.st., praemis 27.

(8) - A.st., praemis 36.

(9) - A.st., praemis 39.

(10) - Jf. navnlig direktivets artikel 1 og artikel 8, stk. 1.

(11) - Jf. navnlig dom af 23.2.1995, forende sager C-358/93 og C-416/93, Bordessa m.fl., Sml. I, s. 361, og af 26.9.1996, sag C-341/94, Allain, Sml. I, s. 4631, praemis 12.

(12) - Jf. Bordessa-dommen, a.st., praemis 10, og Allain-dommen, a.st., praemis 13.

(13) - Jf. Skanavi og Chryssanthakopoulos-dommen, a.st., praemis 18.

(14) - Jf. navnlig dom af 29.1.1985, sag 234/83, Gesamthochschule Duisburg, Sml. s. 329, praemis 20.

(15) - Jf. navnlig Allain-dommen, a.st., praemis 29.

(16) - Jf. bl.a. dom af 5.4.1979, sag 148/78, Ratti, Sml. s. 1629, af 6.5.1980, sag 102/79, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1473, og af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 11.

(17) - Dom af 19.1.1982, sag 8/81, Becker, Sml. s. 53, praemis 25, min fremhaevelse.

(18) - Min fremhaevelse.

Full & Egal Universal Law Academy