Generaladvokatens forslag til afgørelse
1 Domstolen skal i den foreliggende sag undersøge den måde, hvorpå interventionsordningen for mælk og mejeriprodukter blev indført i Sverige. Dette lands øverste retsinstans i forvaltningssager (Regeringsrätten) skal vurdere, om de kriterier, hvorefter producenterne første gang blev tildelt individuelle referencemængder (»mælkekvoter«), var forenelige med fællesskabsretten, navnlig det heri knæsatte ligebehandlingsprincip.
De svenske regler for tildeling af mælkekvoter
2 Grundreglerne i svensk ret om den første tildeling af individuelle referencemængder findes i bekendtgørelse nr. 1714 af 1994 (1), der trådte i kraft den 1. januar 1995, hvor Kongeriget Sverige tiltrådte Den Europæiske Union. Ifølge bekendtgørelsen er Jordbruksverket (landbrugsstyrelsen) den myndighed, som skal sikre, at reglerne om mælkekvoter overholdes.
3 Den foreløbige første tildeling af individuelle referencemængder for leverancer (2) fandt sted for perioden fra den 1. april 1995 til den 31. marts 1996. Den foregik i henhold til følgende kriterier.
4 For at en mælkeproducent kunne få tildelt en mælkekvote, var det en betingelse, at han faktisk havde leveret mælk uden afbrydelse fra den 1. marts 1994 til den 1. januar 1995 (§ 5, stk. 1), og at han opfyldte visse miljøkrav. Hvis en producent havde afbrudt leverancerne i denne periode, kunne Jordbruksverket alligevel tildele ham en kvote, hvis afbrydelsen skyldtes omstændigheder, som han ikke havde haft indflydelse på, eller hvis der forelå andre særlige grunde (stk. 2).
5 Kvoten for producenter, der ikke havde øget deres produktion i 1991, 1992 og 1993 (»de normale producenter«), blev beregnet ud fra den gennemsnitlige mængde mælk, der var leveret i denne referenceperiode (§ 6). Den svenske bekendtgørelse sondrede mellem tre andre kategorier af producenter, som ikke var omfattet af hovedreglen, nemlig »nye producenter«, »udvidende producenter« og »økologiske producenter«. For alle disse gjaldt der andre regler for, hvordan kvoterne skulle beregnes.
6 Nye producenter var producenter, der var begyndt at levere mælk i de tre år, der blev lagt til grund for beregningen (1991, 1992 eller 1993). De havde ret til en årlig kvote (eller rettere en kvote pr. produktionsår) på 7 398 kg mælk (3) pr. malkeko. Denne årlige kvote blev nedsat med, hvad der i de svenske regler benævntes en »selvrisiko« på 15%. Kvoten kunne dog på producentens begæring i stedet beregnes efter hovedreglen, dvs. på grundlag af den gennemsnitligt leverede mængde i de måneder i referenceperioden, hvor han havde leveret mælk (§ 10).
7 Ved udvidende producenter forstod man producenter, der i referenceperioden havde foretaget en byggeinvestering med henblik på at udvide mælkeproduktionen, eller som uden at foretage en sådan investering havde øget antallet af kopladser. Ifølge § 10 i den svenske bekendtgørelse havde udvidende producenter ret til en grundkvote og en tillægskvote. Grundkvoten blev beregnet i overensstemmelse med hovedreglen, dvs. ud fra den gennemsnitlige mængde mælk pr. år, der var leveret i referenceperioden, men uden hensyntagen til de udvidelser, der var foretaget i denne periode. Tillægskvoten bestod efter producentens eget valg enten af en mængde på 7 398 kg mælk for hver ny koplads, nedsat med 25%, eller af en mængde mælk for hver ny koplads, som svarede til den gennemsnitligt leverede årlige mængde for samtlige kopladser i referenceperioden, og som også blev nedsat med 25%.
8 kologiske producenter, dvs. producenter, der havde fremstillet »økologisk« mælk, kunne anmode om, at deres kvote ikke blev beregnet efter hovedreglen, men efter deres faktiske produktion i 1993 eller 1994 (§ 7). Desuden blev økologiske producenter, der ønskede at være omfattet af de særlige regler for nye producenter eller udvidende producenter, tildelt den dertil svarende kvote, uden at denne skulle nedsættes med en »selvrisiko« (§§ 10 og 10a).
9 I januar 1995 foretog Jordbruksverket en foreløbig første tildeling af individuelle referencemængder på grundlag af hovedkriteriet i § 6 (jf. punkt 5 ovenfor).
10 I perioden fra marts til maj 1995 tildelte Jordbruksverket de nye producenter individuelle referencemængder i overensstemmelse med de ovenfor beskrevne kriterier. Inden det tildelte de udvidende producenter kvoter, foretog Jordbruksverket et skøn over fordelingens resultat og sluttede heraf, at de individuelle kvoter sammenlagt ville overskride den samlede kvote, der var tildelt Sverige, hvis det fordelte dem efter de gældende regler. Den svenske regering besluttede derfor at ændre bekendtgørelsen om mælkekvoter og udstedte bekendtgørelse nr. 812 af 1995, som trådte i kraft den 1. juli samme år. Herved forhøjedes de satser for nedsættelse med en »selvrisiko«, der gjaldt for nye producenter og udvidende producenter. For de førstnævnte forhøjedes nedsættelsen fra 15% til 30% og for de sidstnævnte fra 25% til 55%. Endvidere fik udvidende producenter kun ret til en tillægskvote for den del af udvidelsen af antallet af kopladser, der oversteg 10% af det antal kopladser, som bedriften havde haft før udvidelsen. Jordbruksverket korrigerede de foreløbigt tildelte kvoter på grundlag af disse nye kriterier.
Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger i hovedsagerne
11 Kjell Karlsson og Lars-Göran Gustafsson er mælkeproducenter. Natanael Torarp var det indtil november 1994. De er alle tre bosiddende i Jönköpingområdet.
12 Kjell Karlsson fik ved Jordbruksverkets afgørelse af 19. januar 1995 tildelt en årlig mælkekvote på 38 797 kg. Denne mængde svarede til hans gennemsnitsproduktion i 1991, 1992 og 1993.
Karlsson, som havde forbedret sin bedrift og øget antallet af kopladser fra syv til tolv, ansøgte om at få tildelt en tillægskvote som udvidende producent i henhold til de svenske regler (jf. punkt 7 ovenfor). Ved afgørelse af 29. august 1995 imødekom Jordbruksverket ansøgningen og tildelte ham en kvote på 48 553 kg. Denne tildeling var i overensstemmelse med kriterierne i bekendtgørelse nr. 812 af 1995. Nedsættelsessatsen for »selvrisikoen« var således 55%.
Karlsson anlagde sag ved den kompetente forvaltningsret (Länsrätten) med påstand om, at den tillægskvote, som han havde ret til som udvidende producent, skulle være i overensstemmelse med de oprindelige regler, dvs. at der skulle anvendes en nedsættelsessats på 25%. Ved dom af 24. november 1995 blev sagsøgte frifundet. Denne dom blev stadfæstet ved dom afsagt af forvaltningsappeldomstolen (Kammarrätten) den 2. april 1996. Derpå indbragte Karlsson sagen for den øverste forvaltningsdomstol (Regeringsrätten).
13 Lars-Göran Gustafsson, som var en af de producenter, der havde påbegyndt produktionen i referenceperioden, ansøgte Jordbruksverket om at få tildelt en kvote som ny producent. Ved afgørelse af 23. marts 1995 meddelte Jordbruksverket ham, at den havde imødekommet ansøgningen og tildelt ham en kvote på 251 532 kg mælk. Den var fremkommet ved at multiplicere den i bekendtgørelsens § 10 omhandlede mængde på 7 398 kg (jf. punkt 6 ovenfor) med antallet af kopladser på den nye bedrift, nemlig 40, og derpå fratrække en »selvrisiko« på 15%. Den 3. juli 1995 ændrede Jordbruksverket den referencemængde, der var blevet tildelt Gustafsson, idet det nu fastsatte den til 207 144 kg i henhold til bekendtgørelse nr. 812, hvorved procentsatsen for »selvrisiko« for denne producentkategori var blevet forhøjet til 30%.
Gustafsson anlagde sag med påstand om annullation af Jordbruksverkets anden afgørelse og krævede at blive tildelt den oprindeligt fastsatte kvote. Ved domme af henholdsvis 31. oktober 1995 og 10. april 1996 blev Gustafssons påstande i såvel første instans som appelinstansen fundet ikke at have noget grundlag, hvorefter han indbragte sagen for den øverste forvaltningsdomstol, hvor den nu verserer.
14 Den tredje sagsøger i hovedsagerne, Natanael Torarp, leverede mælk i årene 1991, 1992 og 1993. Ved afgørelse af 19. januar 1995 tildelte Jordbruksverket ham ex officio den dertil svarende referencemængde. Derpå meddelte Torarp Jordbruksverket, at han var ophørt med at producere mælk den 12. november 1994, men at han ønskede at blive tildelt en kvote beregnet på grundlag af de år, hvori han faktisk havde produceret mælk. Ved afgørelse af 29. marts 1995 fratog Jordbruksverket ham i medfør af § 5 i bekendtgørelsen om mælkekvoter (jf. punkt 4 ovenfor) den kvote, der var tildelt ham, og gav afslag på ansøgningen. Jordbruksverket mente ikke, at nogen af de særlige omstændigheder forelå, som ifølge de gældende regler var en forudsætning for, at en producent, der havde afbrudt leverancerne, alligevel kunne tildeles en kvote. Herefter gjorde Torarp gældende over for Jordbruksverket, at han var blevet tvunget til at afbryde produktionen, fordi han var blevet alvorligt skadet af en ko. Dette havde nødsaget ham til at sælge bedriften nogle dage efter ulykken. Jordbruksverket fastholdt dog sin afgørelse.
Torarp anlagde sag ved forvaltningsretten, som frifandt sagsøgte ved dom 26. oktober 1995. Den appel, som han iværksatte af denne dom, blev ligeledes forkastet, nemlig den 12. april 1995. Denne dom appellerede han derpå.
Det præjudicielle spørgsmål
15 Regeringsrätten har på denne baggrund besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er det i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter og Rom-traktatens artikel 5 og artikel 40, stk. 3, samt fællesskabsrettens grundlæggende ligebehandlingsprincip, at der i en stat, som tiltræder Unionen den 1. januar 1995, gælder nationale regler, der indebærer,
1) at tildelingen af mælkekvoter for producenter, som ikke har ændret deres produktion, sker på grundlag af de gennemsnitlige leverancer i årene 1991, 1992 og 1993?
2) at de producenter, som har startet eller udvidet deres mælkeproduktion i perioden fra den 1. januar 1991 til den 31. december 1994, må acceptere en nedsættelse af mælkekvoten til forskel fra de mælkeproducenter, hvis produktionsforhold ikke er blevet ændret i den nævnte periode, og producenterne af økologisk fremstillet mælk, og at denne nedsættelse fastsættes forskelligt for nye producenter og udvidende producenter?
3) at producenter, som har leveret mælk i perioden forud for statens tilslutning til EF's mælkekvoteordning, men som - på grund af forhold, som de ikke har haft indflydelse på - ikke har leveret mælk i hele den for tildeling af en kvote nødvendige periode (1. marts 1994 - 1. januar 995), ikke kan tildeles en kvote?«
Relevante fællesskabsbestemmelser
Reglerne om den første tildeling af »mælkekvoter«
16 For at mindske uligevægten mellem udbuddet og efterspørgslen på markedet for mælk og mejeriprodukter og de deraf følgende strukturelle overskud blev den fælles markedsordning for denne sektor ændret ved forordning (EØF) nr. 856/94 (4), hvorved der indførtes en tillægsafgift, som under visse omstændigheder skulle betales ud over den såkaldte medansvarsafgift.
Denne nye mekanisme til kontrol med mælkeproduktionen, der fandt anvendelse fra og med den 2. april 1984, fungerede på følgende måde:
- der blev fastsat en samlet mængde for hele Fællesskabet, som udgjorde garantitærsklen for mælkeproduktionen
- denne mængde blev fordelt mellem medlemsstaterne i forhold til de mængder mælk, der var leveret på deres område i kalenderåret 1981, forhøjet med 1%, idet der sås bort fra den mængde, som skulle indgå i den fællesskabsreserve, der blev oprettet for at tage hensyn til visse medlemsstaters og producenters særlige behov
- herefter fordelte hver medlemsstat sin garantimængde mellem sine producenter, som blev tildelt en individuel referencemængde, der almindeligvis benævnes en »mælkekvote«.
17 Producenter, som overskred referencemængden, skulle betale en tillægsafgift, der skulle finansiere markedsføringen af overskuddene. Efter medlemsstatens valg skulle afgiften betales enten af producenten (formel A) eller af opkøberen med ret til at vælte den over på producenten (formel B).
18 De almindelige regler for anvendelsen af tillægsafgiftsordningen blev fastsat af Rådet i forordning (EØF) nr. 857/84 (5). Bestemmelserne heri tillod medlemsstaterne at vælge mellem 1981, 1982 og 1983 som referenceperiode for beregning af producenternes individuelle mængder og at oprette nationale reserver af referencemængder for at kunne tage hensyn til visse producenters særlige situation.
19 I artikel 3 i forordning nr. 857/84 pålagdes det medlemsstaterne ved fastsættelsen af referencemængderne for de forskellige producenter at tage hensyn til de særlige forhold for a) producenter, der havde forpligtet sig til at gennemføre en udviklingsplan for mælkeproduktionen (6), b) unge landmænd og c) producenter, som i referenceåret var blevet påvirket af usædvanlige begivenheder (naturkatastrofer, ødelæggelse af foderressourcer eller bygninger, epizooti).
20 Endvidere kunne der ifølge samme forordnings artikel 4 ydes en supplerende referencemængde til producenter, der udøvede landbrugsvirksomhed som hovederhverv.
21 Ifølge artikel 5 i forordning nr. 857/84 kunne der kun ydes supplerende referencemængder i henhold til artikel 3 og 4 inden for den pågældende medlemsstats garantimængde.
22 Tillægsafgiftsordningen blev indført for en periode på fem år regnet fra den 1. april 1984. Senere vedtog Rådet forordning (EØF) nr. 816/92 (7) for at forlænge den med endnu et år (fra den 1.4.1992 til den 31.3.1993).
23 Ved forordning (EØF) nr. 3950/92 (8) blev tillægsafgiftsordningen videreført i 7 år, og de eksisterende bestemmelser kodificeret for forenkle dem og gøre dem klarere. Forordning nr. 857/84 ophævedes derfor i artikel 12.
24 Ifølge artikel 4 i forordning nr. 3950/92 skal de individuelle referencemængder være lig med de mængder, der var til rådighed den 31. marts 1993, dog under hensyntagen til nationale tilpasninger inden for den pågældende medlemsstats samlede mængde.
25 I henhold til samme forordnings artikel 5, stk. 1, kan medlemsstaterne foretage overførsler til den nationale reserve på baggrund af en lineær reduktion af samtlige individuelle referencemængder, således at der kan tildeles bestemte producenter yderligere eller specifikke mængder efter objektive kriterier, der fastsættes efter aftale med Kommissionen.
Reglerne vedrørende Sveriges tiltrædelse
26 Kongeriget Sverige tiltrådte De Europæiske Fællesskaber den 1. januar 1995. Ved akten vedrørende vilkårene for Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (9) blev den samlede garantimængde for Sverige fastsat til 3,3 mio. tons for leverancer og til 3 000 tons for direkte salg. Disse tal svarede til Sveriges samlede produktion i 1992.
Ligebehandlingsprincippet ved gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik
27 Ifølge EF-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, skal den fælles markedsordning begrænses til at forfølge de i artikel 39 anførte mål og bør udelukke enhver form for forskelsbehandling af Fællesskabets producenter eller forbrugere.
28 Den fælles landbrugspolitiks specifikke formål er ifølge traktatens artikel 39, stk. 1, at udvikle landbrugsproduktionen, sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard, stabilisere markederne, sikre forsyningerne og sikre forbrugerne rimelige priser på landbrugsvarer.
Behandling af det præjudicielle spørgsmål
Indledende spørgsmål: Hvilke regler om den første tildeling af mælkekvoter fandt anvendelse på Sverige?
29 Inden Regeringsrättens treleddede spørgsmål kan besvares, må det afklares, nøjagtigt inden for hvilke retsforskrifter de svenske myndigheder handlede, da de foretog den første tildeling af referencemængder som følge af tiltrædelsen.
30 Sagsøgerne i hovedsagerne har i deres skriftlige indlæg gjort gældende, at de svenske regler afviger fra de regler i den afledte fællesskabsret, der finder anvendelse på fordelingen af den enkelte medlemsstats samlede garantimængde mellem de individuelle producenter. De mener navnlig, at der foreligger en overtrædelse såvel af bestemmelserne i forordning nr. 856/84 (jf. punkt 16 ovenfor), hvorefter medlemsstaterne kan vælge mellem to formler for gennemførelsen af tillægsafgiftsordningen, som af artikel 5 i forordning nr. 3950/92 (jf. punkt 21 ovenfor), hvorefter en medlemsstat på særlige vilkår kan foretage en lineær reduktion af samtlige sine individuelle referencemængder. De svenske myndigheder skal i strid med denne bestemmelse have nedsat referencemængderne på forskellig måde, alt efter hvilken producentkategori der var tale om.
31 De bestemmelser, som sagsøgerne i hovedsagerne har påberåbt sig, er ikke relevante for den foreliggende sag.
32 Ved forordning nr. 856/84 blev der i forordning nr. 804/68 om oprettelse af en fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (10) indsat en ny artikel 5c om indførelse af tillægsafgiften. Det er rigtigt, at denne afgift i tilfælde af overskridelse af den individuelle referencemængde oprindelig, efter medlemsstatens valg, skulle betales af enten producenten (formel A) eller opkøberen (formel B). Men artikel 5c indeholdt intet om, hvordan mælkekvoterne skulle tildeles. Dette blev reguleret i forordning nr. 857/94 (jf. punkt 18 ovenfor).
Under alle omstændigheder har artikel 5c, efter flere ændringer, reelt været berøvet sit indhold siden den 1. april 1993 i medfør af forordning (EØF) nr. 2071/92 (11). Forordning nr. 856/94, som sagsøgerne i hovedsagerne har påberåbt sig, må derfor anses for endeligt ophævet.
Med hensyn til spørgsmålet, om de muligheder for lineær reduktion, der er omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 3950/92, finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, skal det bemærkes, at det alene af selve artiklens ordlyd fremgår, at sådanne foranstaltninger tager sigte på en situation, hvor den første tildeling af kvoter allerede har fundet sted. Denne artikel er derfor heller ikke relevant for den foreliggende sag.
Da forordning nr. 857/94 desuden udtrykkeligt blev ophævet med virkning fra den 1. april 1993 (jf. punkt 23 ovenfor), og der i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3950/92 med hensyn til fordelingen af referencemængder kun henvises til situationen den 31. marts 1993, mener jeg derfor at kunne slå fast (12), at den eneste regel i den afledte ret om den første tildeling af kvoter, som var gældende på tidspunktet for Sveriges tiltrædelse, var den, hvorefter hver medlemsstats samlede individuelle referencemængder ikke må overstige den pågældende medlemsstats samlede garantimængde (13).
33 I modsætning til hvad der hændte, da Spanien og Portugal tiltrådte Fællesskaberne - hvilket skete, mens forordning nr. 857/94 var i kraft - kunne den nationale lovgiver i mangel af fællesskabsregler for den første tildeling af kvoter fastlægge sine egne kriterier, og det var da også, hvad der i praksis fandt sted. Situationen i Østrig og Finland - der tiltrådte samtidig med Sverige - var også anderledes, idet disse lande havde haft mælkekvoteordninger siden henholdsvis 1974 og 1984.
Sveriges ret til at lovgive om fordelingen af mælkekvoter fremgår modsætningsvis af Domstolens faste praksis, hvorefter »det [er] et væsentligt træk ved en fælles markedsordning, at medlemsstaterne inden for de områder, den dækker, ikke længere kan gribe ind ved ensidigt vedtagne nationale bestemmelser ... Deres lovgivningskompetence kan alene betragtes som residual og begrænset til forhold, der ikke er omfattet af fællesskabsbestemmelserne, samt til forhold, der i henhold til en udtrykkelig fællesskabsbestemmelse er undergivet deres kompetence« (14). At fastsætte sådanne tildelingskriterier udgør ikke en overtrædelse af traktatens artikel 5, men opfylder tværtimod den forpligtelse, som i denne artikel pålægges hver enkelt medlemsstat til at sikre, at fællesskabsretten anvendes, og, navnlig, at den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter fungerer effektivt. Indførelsen og anvendelsen af kriterierne for fordelingen af referencemængder udgør af samme grund fællesskabsretlige foranstaltninger og er undergivet Domstolens kontrol af, om de overordnede regler i fællesskabsretten er overholdt.
34 Det er i denne normative sammenhæng, det præjudicielle spørgsmål, der er blevet forelagt Domstolen, skal undersøges.
Den forelæggende ret anmoder med spørgsmålet Domstolen om at oplyse, om visse aspekter af de svenske regler om den første tildeling af mælkekvoter er forenelige med bestemmelserne i forordning nr. 3950/92, traktatens artikel 5 og artikel 40, stk. 3, samt grundlæggende principper i fællesskabsretten såsom ligebehandlingsprincippet.
35 Som nævnt befandt de svenske myndigheder sig i den situation, at der ikke fandtes gældende fællesskabsregler, da de indførte kriterier for den første tildeling af kvoter (15). Der er derfor ikke tvivl om, at de overholdt traktatens artikel 5 (16). Behandlingen af Regeringsrättens spørgsmål skal derfor kun omfatte den del, der vedrører forbuddet mod forskelsbehandling af producenter i traktatens artikel 40, stk. 3.
36 Desuden vil jeg gerne understrege, at det på ingen måde er en forudsætning for, at medlemsstaterne i visse situationer kan have lovgivningskompetence - som regel en residual kompetence - inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, at fællesskabsretten fuldstændig er ophørt med at finde anvendelse på det pågældende område. Under alle omstændigheder skal de nationale regler bygge på de samme specifikke formål med den fælles landbrugspolitik som dem, der er angivet i traktatens artikel 39 (jf. punkt 28 ovenfor) - og som hovedsagelig er af økonomisk art - og de generelle mål, der ligger til grund for hele fællesskabsretten. Gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik er underordnet disse generelle mål, der supplerer opregningen i artikel 39.
Første del af det præjudicielle spørgsmål
37 Med første del af sit spørgsmål ønsker Regeringsrätten oplyst, om det er foreneligt med fællesskabsretten, at der i en stat, der har tiltrådt Den Europæiske Union den 1. januar 1995, gælder nationale regler, hvorefter tildelingen af mælkekvoter for producenter, som ikke har ændret deres produktion, sker på grundlag af de gennemsnitlige leverancer i 1991, 1992 og 1993.
38 Som nævnt (jf. punkt 35 ovenfor) er det af de bestemmelser, som den forelæggende ret har anført, kun traktatens artikel 40, stk. 3, der har en vis relevans, idet det foreskrives heri, at den fælles markedsordning for landbrugsvarer skal »udelukke enhver form for forskelsbehandling af Fællesskabets producenter eller forbrugere«. Bestemmelsen omfatter alle foranstaltninger vedrørende de fælles markedsordninger for landbrugsvarer, uanset hvilken myndighed der træffer dem. Den er følgelig også bindende for medlemsstaterne, når de deltager i gennemførelsen af markedsordningen (17).
39 Forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 40, stk. 3, er i øvrigt blot et konkret udtryk for det generelle lighedsprincip, som er et af de grundlæggende principper inden for fællesskabsretten. Ifølge dette princip må sammenlignelige tilfælde ikke behandles forskelligt, medmindre der er objektive grunde til en sådan forskellig behandling (18).
40 Det angives imidlertid ikke i forelæggelseskendelsen, hvori den efter fællesskabsretten forbudte forskelsbehandling i den svenske lovgivning kunne bestå for så vidt angår valget af referenceperiode for beregning af de individuelle kvoter. Sagsøgerne i hovedsagerne har gjort gældende, at valget af årene 1991, 1992 og 1993 som referenceperiode i sig selv indebar en forskelsbehandling af producenterne, der kom »et vist antal nye eller udvidende mælkeproducenter« til skade. De har ligeledes kritiseret valget af den årlige gennemsnitsproduktion i denne periode som kriterium i stedet for den løsning, som man på det pågældende tidspunkt havde lagt sig fast på i forordning nr. 857/84, og som bestod i at fastsætte den individuelle referencemængde i forhold til den leverede eller indkøbte mængde mælk (alt efter om der var tale om formel A eller formel B) i et af de tre mulige kalenderår (1981, 1982 og 1983).
41 Jeg mener ikke, at man kan kritisere den regel for bestemmelse af referenceperioden, der blev indført i Sverige. Den er i fuld overensstemmelse med forpligtelsen til at behandle sammenlignelige tilfælde på den samme måde og med det deraf følgende forbud mod at behandle forskellige tilfælde på den samme måde, medmindre der er objektive grunde til det modsatte. Som påpeget af den svenske regering er forskellige kategorier af producenter blevet behandlet forskelligt. Inddelingen af producenterne blev foretaget efter objektive kriterier. Der blev sondret mellem: a) producenter, der ikke havde udvidet produktionen i referenceperioden, b) producenter, der i den samme periode havde foretaget en byggeinvestering med henblik på at udvide mælkeproduktionen, eller som uden at foretage en sådan investering havde øget antallet af kopladser, c) producenter, der var begyndt at producere mælk i de tre år, der blev lagt til grund for beregningen (19), og d) mælkeproducenter, der anvendte økologiske metoder.
42 Med hensyn til førstnævnte kategori, som første del af det forelagte spørgsmål drejer sig om, har ingen påstået, at de forskellige producenter, som ikke havde ændret deres produktion i referenceperioden, blev behandlet anderledes, eller at valget af referenceperiode, som blev foretaget under hensyn til det svenske markeds struktur, gav anledning til en uberettiget forskelsbehandling. Endvidere er der efter min opfattelse ingen forbindelse mellem den relativt mindre gunstige situation, som nye og udvidende producenter befandt sig i, og som jeg behandler umiddelbart herunder, og valget af referenceperiode. Endelig forekommer valget af den årlige gennemsnitsproduktion i tre år i stedet for i ét år som kriterium mig principielt bedre egnet til at afspejle den enkelte producents faktiske produktionskapacitet. Dette valg har således i sig selv ikke nogen diskriminerende virkning.
43 Første del af det forelagte spørgsmål må derfor besvares med, at det ikke er i uoverensstemmelse med fællesskabsretten, at der i en medlemsstat, der er tiltrådt Den Europæiske Union den 1. januar 1995, gælder nationale regler, der indebærer, at tildelingen af mælkekvoter for producenter, som ikke har ændret deres produktion, sker på grundlag af de gennemsnitlige leverancer i årene 1991, 1992 og 1993.
Anden del af det præjudicielle spørgsmål
44 Anden del af Regeringsrättens spørgsmål drejer sig om, hvorvidt det er foreneligt med fællesskabsretten, at der i en stat, der er tiltrådt Den Europæiske Union den 1. januar 1995, gælder nationale regler for den første tildeling af mælkekvoter, som indebærer, dels at producenterne behandles forskelligt, alt efter om de har enten påbegyndt eller udvidet produktionen i referenceperioden, dels at disse to kategorier behandles mindre gunstigt end producenter, hvis produktionsforhold ikke er blevet ændret i den nævnte periode, eller som fremstiller mælk efter økologiske metoder.
45 Jeg vil gerne gentage, at ovennævnte fire producentkategorier principielt er defineret ud fra objektivt fastsatte kriterier. Om begrundelsen for denne inddeling og navnlig den forskellige behandling, som den medfører, skal det bemærkes, at de svenske mælkekvoteregler stiller nye og udvidende producenter ringere i forhold til kategorien af producenter, som ikke har ændret produktionen i referenceperioden, og som kunne betegnes som den »centrale« kategori. Ifølge reglerne skal førstnævnte producenters referencemængder nemlig nedsættes med bestemte satser, samtidig med at »økologiske« producenter begunstiges, da der for sådanne ikke skal foretages en sådan nedsættelse, selv om de har påbegyndt eller forhøjet produktionen i 1991, 1992 eller 1993.
46 Jeg mener at kunne udlede, at den mindre gunstige behandling, som de svenske regler medfører, i det væsentlige består i, at der ved beregningen af den referencemængde, der skal tildeles, ikke tages hensyn til den potentielle eller faktiske produktionsudvidelse.
Nye producenter kunne således vælge mellem en årlig kvote på 7 398 kg mælk pr. malkeko (20), nedsat med en sats på 30%, og en kvote beregnet efter hovedkriteriet, dvs. på grundlag af deres gennemsnitsleverancer i de måneder i referenceperioden, hvor disse havde fundet sted.
Såkaldte udvidende producenter havde ret til en grundkvote og en supplerende kvote. Grundkvoten beregnedes efter hovedreglen og medførte således ikke nogen forskelsbehandling. Forbeholdet bestod i, at der ved beregningen af grundkvoten ikke blev taget hensyn til de i referenceperioden foretagne udvidelser. Udvidelserne kunne give anledning til en tillægskvote, som efter producentens valg kunne bestå i en mængde, der fremkom ved at multiplicere 7 398 kg mælk med antallet af nyerhvervede kopladser og derefter nedsætte resultatet med 55%, eller en mængde for hver ny koplads, der svarede til de årlige gennemsnitsleverancer i referenceperioden for samtlige malkekøer, ligeledes nedsat med 55%. Desuden gjaldt retten til en tillægskvote kun for den del af udvidelsen, der oversteg 10% af antallet af kopladser på bedriften før udvidelsen.
For så vidt angår unge malkekøer eller nye bedrifter, for hvilke det optimale udbytte principielt endnu ikke var nået, gjorde ingen af de ovenfor beskrevne beregningsmetoder det muligt at opnå en referencemængde, der svarede til de samlede forventede leverancer. Dette vækstpotentiale er i øvrigt årsagen til, at der blev anvendt nedsættelsessatser for producenter, som havde påbegyndt eller udvidet produktionen før eller i 1992, som var det år, der blev lagt til grund for beregningen af den samlede svenske kvote.
47 Ifølge den svenske regering skal denne mindre gunstige behandling, der betegnedes som en »selvrisiko«, forstås på baggrund af en forøgelse af mælkeproduktionen i den valgte referenceperiode. Hvis den til 1992-produktionen svarende samlede garantimængde (jf. punkt 26 ovenfor) var blevet fordelt ligeligt mellem samtlige producenter, ville det have været umuligt at tildele mange bedrifter en tilstrækkelig kvote. Den svenske regering har forklaret, at »de pågældende [i betragtning af den forestående tiltrædelse] må antages at have haft kendskab til fællesskabsreglerne på området, da de gennemførte produktionsudvidelsen. De var således klar over den risiko, de løb, da de foretog udvidelsen, og dette burde der derfor i en vis udstrækning tages hensyn ved den første fordeling af kvoter«.
Kommissionen har foretrukket at henvise til, at produktionsudvidelsen kunne være foretaget »i spekulationsøjemed«.
Det var med andre ord de såkaldte nye og udvidende producenter - ikke de producenter, der havde en stabil produktion - som blev tvunget til at bære den nedsættelse af de individuelle referencemængder, der svarede til overskridelsen af Sveriges samlede garantimængde, idet disse kategorier havde et særligt ansvar for denne overskridelse. Den mindre gunstige behandling af nye og udvidende producenter stemte således overens med hovedmålet for indførelsen af tillægsafgiften inden for den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter, nemlig at nedbringe de strukturelle overskud (21). At disse producenter blev behandlet anderledes, må derfor anses for berettiget.
48 Enhver begrænsning, der svarer til formål, der tjener almenvellet, af en grundrettighed såsom ejendomsretten (22) må hverken udgøre et uforholdsmæssigt eller et urimeligt indgreb, idet dette ville være i strid med proportionalitetsprincippet (23). Den svenske regering har forklaret, at den nedsættelse, som de pågældende producenter blev pålagt, netop blev beregnet ud fra det overskud i forhold til den samlede svenske kvote, som de selv havde bidraget til at danne. Den kan derfor ikke betegnes som uforholdsmæssig. Under alle omstændigheder henhører sådanne spørgsmål som, hvad den eksakte nedsættelsessats skal være, eller hvilke regler der skal gælde for tildelingen af en tillægskvote til udvidende producenter, under det vide skøn, som de kompetente myndigheder må råde over på den fælles landbrugspolitiks område.
At der for nye producenter skulle gælde lavere nedsættelsessatser end for udvidende, skyldtes - ifølge den svenske regering - at den nationale lovgiver ikke ønskede at stille unge producenter, der var begyndt at producere, uforholdsmæssigt ringere. Dette valg er, ud over at være objektivt begrundet, sammenligneligt med det, der på fællesskabsplan blev truffet ved artikel 3 i forordning nr. 857/84, hvori det pålægges medlemsstaterne ved fordelingen af referencemængderne mellem de forskellige producenter at tage hensyn til særlige forhold, navnlig unge landmænds situation (jf. punkt 19 ovenfor).
49 Jeg må derfor drage den konklusion, at det ikke er i strid med traktatens artikel 40, stk. 3, at de svenske regler indebærer en gunstigere behandling af producenter, der ikke har bidraget til dannelsen af overskuddet inden for mælkeproduktionen.
50 Med hensyn til reglerne for bedrifter, der opfylder kravene til såkaldt »økologisk« produktion, mener jeg, i lighed med Kommissionen, ikke, at forelæggelseskendelsen indeholder tilstrækkelige oplysninger om den konkrete beskaffenhed af disse krav. Jeg går med henblik på denne vurdering ud fra, at der er tale om objektive krav, som har til formål at beskytte miljøet. Dette bekræftes tilsyneladende af den svenske regerings udtalelser under retsmødet om, at økologiske producenter er undergivet meget strenge krav, der har til formål at sanere agerjorden.
51 Som nævnt ovenfor (punkt 36) tager den fælles landbrugspolitik ikke kun sigte på de i traktatens artikel 39 angivne formål. Den tjener som enhver anden fællesskabspolitik samtlige Fællesskabets mål. De ordninger, hvorved der interveneres i produktionen, er derfor samtidig effektive redskaber til gennemførelse af strukturomlægninger, som tager sigte på disse generelle mål. Beskyttelsen af miljøet er et sådant mål (24).
52 Tillægsafgiftsordningen for mælk er blevet anvendt som redskab til strukturomlægning lige så længe, som den har eksisteret. Forordning nr. 857/84 gav således medlemsstaterne mulighed for at tage hensyn til forskellige forhold ved tildelingen af individuelle referencemængder, f.eks. om producenten havde forpligtet sig til at gennemføre en udviklingsplan for produktionen, om der var tale om en ung landmand, eller om den pågældende udøvede landbrugsvirksomhed som hovederhverv (jf. punkt 19 og 20 ovenfor). Desuden blev der ved artikel 8 i forordning nr. 3950/92 indført et system til overførsel af kvoter til producenter, der deltager i programmer til forbedring af miljøet.
53 Da det kan bidrage til beskyttelsen af miljøet at fremme bedrifter, der fremstiller »økologisk« mælk, berettiger hensynet til Fællesskabets almene interesse således den relativt gunstigere behandling af denne form for bedrifter. De svenske regler er i øvrigt i fuld overensstemmelse med ånden i EF-traktatens artikel 130 T, hvorefter Fællesskabets miljøbeskyttelsesforanstaltninger »ikke [er] til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger«.
54 Derfor mener jeg ikke, at det er i strid med traktatens artikel 40, stk. 3, at de svenske regler indebærer en gunstigere behandling af visse landbrugere, der fremstiller mælk efter økologiske metoder.
55 Anden del af det præjudicielle spørgsmål må derfor besvares med, at traktatens artikel 40, stk. 3, ikke er til hinder for, at der i en stat, der er tiltrådt Den Europæiske Union den 1. januar 1995, gælder nationale regler, der indebærer, at nye producenter og producenter, der har udvidet produktionen i referenceperioden, må acceptere en nedsættelse af referencemængden til forskel fra de mælkeproducenter, hvis produktionsforhold ikke er blevet ændret i den nævnte periode, og producenterne af økologisk fremstillet mælk, og at denne nedsættelse fastsættes forskelligt for nye producenter og producenter, som har udvidet produktionen.
Tredje del af det præjudicielle spørgsmål
56 Tredje del af det præjudicielle spørgsmål drejer sig om, hvorvidt det er foreneligt med fællesskabsretten, at der gælder regler, som indebærer, at producenter, der har leveret mælk i perioden forud for medlemsstatens tilslutning til kvoteordningen, ikke kan tildeles en referencemængde, fordi de på grund af forhold, som de ikke har haft indflydelse på, ikke har kunnet levere mælk i hele den for tildeling af en kvote nødvendige periode.
57 Til forskel fra de to øvrige dele af det præjudicielle spørgsmål, der er undersøgt i det foregående, drejer den tredje sig ikke om omstændigheder, der vedrører tildelingen af individuelle referencemængder, men om de betingelser, en producent skal opfylde for at blive tildelt en sådan kvote. Ifølge § 5 i den svenske bekendtgørelse om mælkekvoter skal producenten således for at blive tildelt en kvote faktisk have leveret mælk uden afbrydelse fra den 1. marts 1994 til den 1. januar 1995.
58 Spørgsmålet forvirrede mig indledningsvis noget på grund af sin formulering, idet den forelæggende ret selv i sin fremstilling af de relevante nationale regler erkender, at »hvis [en bedrift], har haft en afbrydelse i mælkeleverancerne i den nævnte periode, kan den alligevel efter ansøgning til Jordbruksverket få tildelt en kvote, hvis afbrydelsen skyldes omstændigheder, som bedriften ikke har indflydelse på, og hvis der er særlige grunde« (jf. punkt 4 ovenfor).
Den svenske regering forklarede under retsmødet, uden at blive modsagt af Torarp's advokat på dette punkt, at Torarp var blevet nægtet en kvote med den begrundelse, at han ikke havde til hensigt at genoptage mælkeproduktionen, men at »bortforpagte« den mængde, der ville blive tildelt ham.
Derfor mener jeg, at Regeringsrättens tvivl skal forstås således, at den drejer sig om en situation, hvor Jordbruksverket efter at have modtaget en ansøgning om tildeling af en kvote giver afslag på ansøgningen på trods af, at afbrydelsen skyldtes »omstændigheder, som producenten ikke havde indflydelse på«, sådan som det bestemmes i den svenske bekendtgørelse.
59 Jeg mener for det første, at fortolkningen af de nationale kriterier for tildeling af kvoter i undtagelsestilfælde, hvor de almindelige betingelser ikke er opfyldt, henhører under den pågældende lovgiver - i det foreliggende tilfælde den svenske stat - inden for rammerne af det skøn, som han bør indrømmes på dette område. Det tilkommer den nationale ret vurdere, om disse kriterier er blevet anvendt korrekt i det konkrete tilfælde, i givet fald under hensyn til reglernes hensigt og formål (25).
60 Derudover kan, når bortses fra Torarp's særlige situation, spørgsmålet om, hvorvidt det er i overensstemmelse med overordnede principper i fællesskabsretten, herunder navnlig forbuddet i traktatens artikel 40, stk. 3, at der gælder regler, hvorefter producenter ikke kan tildeles en referencemængde, hvis de på grund af forhold, som de ikke har haft indflydelse på, ikke har leveret mælk i den periode, der skal lægges til grund, efter min opfattelse løses i henhold til Domstolens praksis i form af dommen af 17. maj 1988 i Erpelding-sagen (26). Som man vil erindre, drejede denne sag sig om, hvorvidt fællesskabsretten er til hinder for regler, der hindrer en mælkeproducent, hvis bedrift er blevet ramt af usædvanlige begivenheder i de tre mulige referenceår, i at vælge et andet år, hvor bedriften havde en normal produktion.
61 I givet fald består tilsidesættelsen af traktatens artikel 40, stk. 3, i den foreliggende sag, således som den gjorde det i Erpelding-sagen, i den forskelsbehandling, som det udgør, at de gældende regler kan medføre, at en producent, som ikke har leveret mælk i den periode, der skal lægges til grund, ikke kan tildeles en referencemængde og dermed stilles ringere end producenter, der har leveret mælk i hele perioden. Men som det udtrykkes i Erpelding-dommen, er en sådan konsekvens berettiget i betragtning af, at såvel retssikkerhedshensynet som hensynet til tillægsafgiftsordningens effektivitet kræver, at kun et begrænset antal år kan tages i betragtning som referenceår. Forskellen er således objektivt begrundet og kan derfor ikke betegnes som diskriminerende på baggrund af Domstolens praksis (27).
62 Denne løsning trænger sig så meget mere på, når der er tale om producenter, som er ophørt med produktionen i den periode, der skal lægges til grund, og som ikke har til hensigt at genoptage den. Da de ikke agter at fortsætte produktionen, kan det ikke påføre dem noget formuetab at blive nægtet en kvote ud over den mangel på gevinst, som det medfører, at de eksempelvis ikke kan »bortforpagte« kvoten. Denne gevinst er ikke beskyttet af fællesskabsretten.
Bestemmelserne i artikel 3a i forordning nr. 857/84 (28), der gør det muligt at tildele producenter, som ikke har kunnet tildeles en mælkekvote, fordi de ikke har foretaget leverancer eller direkte salg i referenceperioden, en specifik referencemængde, følger samme logik. I henhold til artiklens stk. 3 skal producenten for endeligt at blive tildelt denne særlige kvote på en for den kompetente myndighed tilfredsstillende måde godtgøre, at han faktisk har genoptaget produktionen (29).
63 Tredje del af det af Regeringsrätten forelagte præjudicielle spørgsmål må derfor besvares med, at traktatens artikel 40, stk. 3, ikke er til hinder for, at der i en stat, der er tiltrådt Den Europæiske Union den 1. januar 1995, gælder nationale regler, der indebærer, at producenter, som har leveret mælk i perioden forud for medlemsstatens tilslutning til mælkekvoteordningen, men som - på grund af forhold, som de ikke har haft indflydelse på - ikke har kunnet levere mælk i hele den for tildeling af en referencemængde nødvendige periode, ikke kan tildeles en referencemængde.
Forslag til afgørelse
På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer det af Regeringsrätten forelagte spørgsmål på følgende måde:
»Traktatens artikel 40, stk. 3, og det heri fastlagte forbud mod forskelsbehandling af producenter er ikke til hinder for, at der i en stat, der er tiltrådt Den Europæiske Union den 1. januar 1995, gælder nationale regler, der indebærer:
- at tildelingen af mælkekvoter for producenter, som ikke har ændret deres produktion, sker på grundlag af de gennemsnitlige leverancer i årene 1991, 1992 og 1993
- at nye producenter og producenter, der har udvidet produktionen i referenceperioden, må acceptere en nedsættelse af referencemængden til forskel fra de mælkeproducenter, hvis produktionsforhold ikke er blevet ændret i den nævnte periode, og producenterne af økologisk fremstillet mælk, og at denne nedsættelse fastsættes forskelligt for nye producenter og producenter, som har udvidet produktionen
- at producenter, som har leveret mælk i perioden forud for medlemsstatens tilslutning til mælkekvoteordningen, men som - på grund af forhold, som de ikke har haft indflydelse på - ikke har kunnet levere mælk i hele den for tildeling af en referencemængde nødvendige periode, ikke kan tildeles en referencemængde.«
(1) - Förordning (1994:1714) om mjölkkvoter m.m., som delvis ændret ved förordning nr. 119 af 1995, der trådte i kraft den 8.2.1995.
(2) - Spørgsmålet om direkte salg er ikke blevet rejst i nogen af de tre hovedsager. Jeg tillader mig derfor at anvende begreberne produktion og leverancer uden forskel. Jeg anvender endvidere begreberne producent og bedrift synonymt.
(3) - Ifølge den svenske regering repræsenterede dette tal den registrerede gennemsnitsydelse pr. koplads i produktionsåret 1992/1993.
(4) - Rådets forordning (EØF) nr. 856/84 af 31.3.1984 om ændring af forordning (EØF) nr. 804/68 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 10).
(5) - Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31.3.1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13).
(6) - I henhold til Rådets direktiv 72/159/EØF af 17.4.1972 om modernisering af landbrugsbedrifter (EFT 1972 II, s. 312), hvorved der indførtes en ordning til fremme af landbrugsvirksomhedernes produktivitet. Desuden kunne medlemsstaterne i henhold til artikel 4 i forordning nr. 857/84 under særlige omstændigheder yde producenter, der havde forpligtet sig til at gennemføre en udviklingsplan for mælkeproduktion efter forordningens ikrafttrædelse, den samme gunstige behandling.
(7) - Rådets forordning (EØF) nr. 816/92 af 31.3.1992 om ændring af forordning (EØF) nr. 804/68 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT L 86, s. 83).
(8) - Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28.12.1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1).
(9) - EFT 1994 C 241, s. 21, og EFT 1995 L 1, s. 1.
(10) - Rådets forordning (EØF) nr. 804/68 af 27.6.1968 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT 1968 I, s. 169).
(11) - Rådets forordning (EØF) nr. 2071/92 af 30.6.1992 om ændring af forordning (EØF) nr. 804/68 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT L 215, s. 64. Ifølge forordningens artikel 1, nr. 3, får artikel 5c følgende nye ordlyd: »Prisordningen oprettes, uden at det foregriber gennemførelsen af tillægsafgiften.« Dermed henviser forordning nr. 804/68 hvad tillægsafgiften angår i alt væsentligt til forordning nr. 3950/92.
(12) - Der må tages forbehold på grund af den uklare lovgivningsteknik, som Rådet har anvendt.
(13) - Jf. artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 3950/92.
(14) - Jf. bl.a. dom af 29.6.1978, sag 154/77, Dechmann, Sml. s. 1573, og, navnlig, dom af 18.9.1986, sag 48/85, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 2549, præmis 12 (min understregning).
(15) - Bortset fra - skal jeg gentage - reglen om, at de individuelle kvoter sammenlagt ikke må overskridende den pågældende medlemsstats samlede mængde.
(16) - Læst i sammenhæng med tiltrædelsesaktens artikel 2, hvorefter den primære og afledte fællesskabsret, der var gældende på tiltrædelsestidspunktet, er bindende for de nye medlemsstater på de vilkår, som er fastsat i traktaterne og i tiltrædelsesakten selv.
(17) - Jf. bl.a. dom af 25.11.1986, forenede sager 201/85 og 202/85, Klensch, Sml. s. 3477, og af 14.7.1994, sag 351/92, Graff, Sml. I, s. 3361.
(18) - Jf., blandt så mange andre, dom af 10.3.1998, forenede sager C-364/95 og C-365/95, T. Port, Sml. I, s. 1023, præmis 81.
(19) - Jeg beskæftiger mig i denne forbindelse ikke med producenter, som har påbegyndt produktionen efter referenceperioden. Disse er omfattet af særlige regler, der ikke er relevante for denne sag.
(20) - Denne mængde repræsenterer den registrerede gennemsnitsydelse pr. koplads i produktionsåret 1992/1993 (jf. note 3).
(21) - Jf. herom første betragtning til forordning nr. 3950/92.
(22) - Vedrørende den retlige beskaffenhed af referencemængder, der er undtaget fra tillægsafgiften, henviser jeg til mit forslag til afgørelse forud for dom af 7.7.1998, sag C-186/96, Demand, Sml. I, s. 8529.
(23) - Jf. bl.a. dom af 13.7.1989, sag 5/88, Wachauf, Sml. s. 2609, præmis 18.
(24) - Jf. dom af 7.2.1985, sag 240/83, »olieaffald«, Sml. s. 531.
(25) - Personlig mener jeg, at de fællesskabsregler, der var gældende indtil 1993, og hvorefter medlemsstaterne skulle tage hensyn til særlige forhold, f.eks. de producenters situation, som i referenceåret havde været berørt af usædvanlige begivenheder, var berettigede i forhold til de producenter, der havde fortsat eller genoptaget produktionen. Formålene med disse regler svarede til dem, som den svenske lovgivning tog sigte på.
(26) - Sag 84/87, Sml. s. 2647.
(27) - Erpelding-dommen, præmis 30.
(28) - Indsat ved Rådets forordning (EØF) nr. 764/89 af 20.3.1989 om ændring af forordning nr. 857/84 (EFT L 84, s. 2).
(29) - Domstolen har for nylig anerkendt gyldigheden af dette krav i dom af 16.12.1998, sag C-374/96, Vorderbrüggen, Sml. I, s. 8385.
Full & Egal Universal Law Academy