Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Praejudicielle spoergsmaal - Domstolens kompetence - graenser - kompetencespoergsmaal i den nationale domstolsorganisation - loesning afhaengig af definitionen af et retsforhold i forhold til faellesskabsretten - praejudiciel afgoerelse nyttig
(EF-traktaten, art. 177)
2 Faellesskabsret - forrang - modstridende national ret - fuldstaendig uanvendelighed af bestemmelser, der ikke af den grund kan antages at vaere ikke-eksisterende
3 Faellesskabsret - direkte virkning - nationale afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling - naermere regler - anvendelse af national ret - definition af retsforholdet mellem afgiftsmyndighederne og de afgiftspligtige personer
Sammendrag
1 Medlemsstaterne er forpligtet til i den nationale retsorden at fastlaegge, hvilke domstole der er kompetente i tvister, der vedroerer borgernes rettigheder i henhold til faellesskabsretten, idet det herved er forudsat, at medlemsstaterne er forpligtet til konkret at sikre, at disse rettigheder effektivt beskyttes. Bortset fra dette tilfaelde, tilkommer det ikke Domstolen at medvirke ved afgoerelsen af de kompetencespoergsmaal, som den naermere afgraensning af visse paa faellesskabsretten hvilende retspositioner nationalretligt kan give anledning til.
Domstolen kan dog under en praejudiciel sag forsyne den nationale ret med de fortolkningsdata vedroerende faellesskabsretten, der kan bidrage til en loesning af det kompetencespoergsmaal, den er stillet overfor.
2 En uoverensstemmelse mellem faellesskabsretten og en senere vedtaget national retsregel medfoerer ikke, at den sidstnaevnte regel maa anses for ikke at foreligge. Naar en saadan uoverensstemmelse foreligger, skal den nationale ret derimod undlade at anvende den nationale bestemmelse, men forpligtelsen hertil begraenser ikke de kompetente nationale retters befoejelse til blandt den nationale retsordens forskellige retsmidler at vaelge dem, som er egnet til at beskytte de individuelle rettigheder, som foelger af faellesskabsretten.
3 En national ret, som er forpligtet til at undlade at anvende en national lovgivning, hvorved der er indfoert en afgift, der er i strid med faellesskabsretten, skal principielt imoedekomme krav om tilbagebetaling af denne afgift. Tilbagesoegningen skal ske paa grundlag af den nationale rets bestemmelser, idet disse dog ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og under ingen omstaendigheder i praksis maa goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges ved faellesskabsretten. En eventuel aendret definition af retsforholdet mellem en medlemsstats afgiftsmyndigheder og selskaber i den paagaeldende stat som foelge af opkraevelsen af en national afgift, der senere er kendt faellesskabsretsstridig, henhoerer saaledes under national ret.
Dommens præmisser
1 Ved tretten kendelser af 17. december 1996, indgaaet til Domstolen den 16. januar 1997, har Pretura circondariale di Roma i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende virkningerne i national ret af en national afgiftsordnings ulovlighed efter faellesskabsretten.
2 Spoergsmaalet er blevet rejst under sager mellem det italienske finansministerium og IN.CO.GE.'90 samt tolv andre anpartsselskaber (herefter »IN.CO.GE.'90 m.fl.«), der vedroerer de naermere regler for tilbagebetaling af et gebyr (»tassa di concessione governativa«, herefter »gebyret«), der er betalt for registrering af selskaberne i selskabsregistret.
3 Gebyret blev indfoert ved dekret nr. 641 af 26. oktober 1972 fra republikkens praesident (GURI nr. 292 af 11.11.1972, supplement nr. 3, herefter »dekret nr. 641/72«). Gebyret, der skal betales ved registrering af selskabers stiftelsesdokument i registret, er blevet aendret flere gange, baade med hensyn til beloebsstoerrelse og til, hvor hyppigt det opkraeves.
4 Gebyret blev saaledes foerst vaesentligt forhoejet ved lovdekret nr. 853 af 19. december 1984 (GURI nr. 347 af 19.12.1984), omdannet til lov ved lov nr. 17 af 17. februar 1985 (GURI nr. 41a af 17.2.1985), hvorved det bestemtes, at gebyret for fremtiden ikke blot skulle erlaegges ved registreringen af et selskabs stiftelsesdokument i registret, men at det ogsaa skulle betales den 30. juni hvert aar derefter. Dernaest blev gebyret stoerrelse aendret igen i 1988 og 1989. I 1989 blev det fastsat til 12 mio. ITL for aktieselskaber og kommanditaktieselskaber, 3,5 mio. ITL for anpartsselskaber og 500 000 ITL for andre selskaber.
5 Ved dom af 20. april 1993, forenede sager C-71/91 og C-178/91, Ponente Carni og Cispadana Costruzioni (Sml. I, s. 1915), fastslog Domstolen vedroerende gebyret, at artikel 10 i Raadets direktiv 69/335/EOEF af 17. juli 1969 om kapitaltilfoerselsafgifter (EFT 1969 II, s. 405) skal fortolkes saaledes, at den - medmindre andet foelger af undtagelsesbestemmelserne i artikel 12 - er til hinder for opkraevning af et aarligt gebyr for registrering af kapitalselskaber, uanset om afgiftsprovenuet medgaar til finansiering af den forvaltningsgren, der forestaar foerelsen af det register, som selskaberne registreres i. Domstolen fastslog endvidere, at artikel 12 i direktiv 69/335 skal fortolkes saaledes, at afgifter, der har karakter af vederlag, jf. naevnte artikels stk. 1, litra e), kan vaere beloeb, der opkraeves som modydelse for lovpaabudte dispositioner i almenhedens interesse, som f.eks. registrering af kapitalselskaber. Beloebenes stoerrelse, der kan variere efter selskabsformen, skal beregnes paa grundlag af de med dispositionen forbundne omkostninger, der skoensmaessigt vil kunne fastsaettes til et bestemt beloeb.
6 Efter afsigelsen af denne dom blev gebyret ved lovdekret nr. 331 af 30. august 1993 (GURI nr. 203 af 30.8.1993), omdannet til lov ved lov nr. 427 af 29. oktober 1993 (GURI nr. 255 af 29.10.1993), nedsat til 500 000 ITL for alle selskaber, ligesom det ikke laengere blev opkraevet hvert aar.
7 IN.CO.GE.'90 m.fl. anlagde i henhold til artikel 633 ff. i codice di procedura civile (lov om borgerlig retspleje) sag ved Pretura circondariale di Roma med paastand om, at Finansministeriet paalagdes at tilbagebetale de beloeb, som selskaberne havde betalt i gebyr i aarene forud, og disse paastande blev taget til foelge.
8 Finansministeriet har imidlertid gjort indsigelse mod de af Pretura di Roma udstedte betalingspaalaeg og har herved anfoert to grunde, for det foerste, at naevnte ret mangler kompetence i afgiftssager, og for det andet, at sagsoegernes krav paa tilbagebetaling af gebyret er foraeldet, idet krav om tilbagebetaling efter artikel 13 i dekret nr. 641/72 kun kan fremsaettes for beloeb, der er indbetalt i de tre aar forud for sagsoegernes indgivelse af klage.
9 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at disse grunde skal laegges til grund eller forkastes under ét, idet de begge haenger sammen med, om tvisten i hovedsagen har karakter af en afgiftssag eller en almindelig borgerlig sag. Er der tale om en afgiftssag, mangler Pretura kompetence til at behandle sagen og kan derfor heller ikke tage stilling til foraeldelsesindsigelsen. Er sagen omvendt ikke en afgiftssag, men en sag efter den borgerlige rets regler om tilbagesoegning af beloeb, der er erlagt med urette, har den forelaeggende ret ikke blot kompetence til at behandle sagen, men desuden finder reglen om treaarig foraeldelse i artikel 13 i dekret nr. 641/72 ikke anvendelse.
10 Pretura di Roma har i den forbindelse ogsaa naevnt, at Italiens Corte Suprema di cassazione (forenede afdelinger) i dom nr. 3458 af 23. februar 1996 naaede til det resultat, at tilbagebetaling af gebyret var omfattet af artikel 13, idet denne finder anvendelse paa alle afgifter, der er betalt med urette, uanset grunden til den skete betaling.
11 Den forelaeggende ret deler ikke denne opfattelse. Den har herved henvist til, at de nationale domstole efter Domstolens praksis skal undlade at anvende selv nyere modstridende bestemmelser i national lovgivning uden at vaere noedt til at anmode om eller afvente en forudgaaende ophaevelse af disse bestemmelser ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmaessigt middel (dom af 4.6.1992, forenede sager C-13/91 og C-113/91, Debus, Sml. I, s. 3617). Det forhold, at den italienske lov om indfoerelse af gebyret i sin helhed er uanvendelig i det foreliggende tilfaelde, medfoerer noedvendigvis, at retsforholdet mellem Finansministeriet og de sagsoegende selskaber vedroerende betalingen af de omtvistede beloeb ikke laengere har fiskal karakter. Beloebene blev opkraevet som en afgift, men denne afgift og dermed ethvert afgiftskrav for staten bestod ikke, og tilbagebetaling af dem henhoerer derfor under de almindelige regler for tilbagesoegning af beloeb, der er betalt med urette, med hensyn til hvilke codice civile's regler om tiaarig foraeldelse finder anvendelse.
12 Pretura di Roma har paa baggrund heraf udsat sagen og anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:
»Foelger det af uoverensstemmelsen mellem artikel 10 i Raadets direktiv 69/335/EOEF af 17. juli 1969, saaledes som denne bestemmelse er blevet fortolket i Domstolens dom af 20. april 1993 (i de forenede sager C-71/91 og C-178/91), og artikel 3, stk. 18 og 19, i lovdekret nr. 853 af 19. december 1984, som konverteret til lov nr. 17 af 17. februar 1985, at de naevnte bestemmelser i artikel 3, stk. 18 og 19, efter de kriterier for samordning af national ret og faellesskabsret, som Domstolen selv har udformet, absolut ikke maa anvendes - og har denne uoverensstemmelse navnlig til foelge, at den nationale domstol ikke kan tage hensyn til de naevnte nationale regler, heller ikke naar det gaelder bestemmelsen af det retsforhold, inden for hvis rammer en borger i en medlemsstat over for de italienske afgiftsmyndigheder fremsaetter krav om tilbagebetaling af beloeb, der er betalt i strid med naevnte artikel 10 i direktiv 69/335/EOEF?«
Domstolens kompetence
13 Det Forenede Kongeriges regering har gjort gaeldende, at Domstolen mangler kompetence til at besvare spoergsmaalet fra Pretura di Roma, for saa vidt som dette vedroerer fortolkningen af italiensk ret, men ikke faellesskabsretten. Det tilkommer nemlig hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsrettens direkte virkninger affoeder for de retsundergivne (domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043).
14 Det bemaerkes herved, at efter Domstolens faste praksis er medlemsstaterne faktisk forpligtet til i den nationale retsorden at fastlaegge, hvilke domstole der er kompetente i tvister, der vedroerer borgernes af faellesskabsretten foelgende rettigheder, idet det herved er forudsat, at medlemsstaterne er forpligtet til konkret at sikre, at disse rettigheder effektivt beskyttes. Naar det er tilfaeldet, tilkommer det ikke Domstolen at medvirke ved afgoerelsen af de kompetencespoergsmaal, som den naermere afgraensning af visse paa faellesskabsretten hvilende retspositioner nationalretligt kan give anledning til (dom af 9.7.1985, sag 179/84, Bozzetti, Sml. s. 2301, praemis 17, af 18.1.1996, sag C-446/93, SEIM, Sml. I, s. 73, praemis 32, og af 17.9.1997, sag C-54/96, Dorsch Consult, Sml. I, s. 4961, praemis 40).
15 Domstolen kan dog forsyne den nationale ret med de fortolkningsdata vedroerende faellesskabsretten, der kan bidrage til en loesning af det kompetencespoergsmaal, den er stillet overfor (Bozzetti-dommen, a.st., praemis 18, og SEIM-dommen, a.st., praemis 33). Den kan herved eventuelt udlede de faellesskabsretlige elementer af ordlyden af det stillede spoergsmaal og af de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret (jf. bl.a. dom af 4.12.1980, sag 54/80, Wilner, Sml. s. 3673, praemis 4).
16 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Pretura di Roma er i tvivl om, hvilke virkninger det har i national ret, at en national afgiftsordning er ulovlig efter faellesskabsretten. Den forelaeggende ret er overbevist om, at de for den verserende tvister ikke har fiskal karakter, men efter italiensk ret henhoerer under de almindelige regler for tilbagesoegning af fejlagtigt erlagte beloeb, hvorved den nationale ret gaar ud fra, at en saadan modstrid med faellesskabsretten medfoerer, at de paagaeldende nationale bestemmelser i det hele ikke skal anvendes, og at den omhandlede afgiftsordning mister enhver retlig betydning og saaledes overhovedet ikke kan have fiskal karakter.
17 Heraf foelger, at Domstolen er kompetent til at tage stilling til det praejudicielle spoergsmaal.
Det praejudicielle spoergsmaal
18 Kommissionen har anfoert, at Domstolen i dom af 9. marts 1978, sag 106/77, Simmenthal (Sml. s. 629), har fastslaaet, at de bestemmelser i traktaten og retsakter fra institutionerne, der har direkte gyldighed i forhold til medlemsstaternes nationale retssystem, ikke blot bevirker, at enhver modstridende bestemmelse i den eksisterende nationale lovgivning uden videre bliver uanvendelig, men ogsaa at nye nationale love ikke gyldigt kan udstedes i det omfang, de maatte vaere uforenelige med faellesskabsreglerne. Den udleder heraf, at en medlemsstat i det hele mangler kompetence til at vedtage afgiftsbestemmelser, der er i strid med faellesskabsretten, og at saadanne bestemmelser og den heraf foelgende afgiftspligt skal antages ikke at foreligge.
19 Denne fortolkning kan ikke anerkendes.
20 Det bemaerkes, at Domstolen i naevnte Simmenthal-dom bl.a. blev spurgt om, hvilken betydning det har for en faellesskabsretlig bestemmelses direkte virkning, at den bliver uforenelig med en senere bestemmelse i en medlemsstats lovgivning. Domstolen havde imidlertid allerede i sin tidligere praksis (jf. bl.a. dom af 5.7.1964, sag 6/64, Costa, Sml. 1954-1964, s. 531, org. ref.: Rec. s. 1141) fremhaevet, at en medlemsstat ikke kan goere en national - aeldre eller yngre - bestemmelse gaeldende over for en hermed stridende faellesskabsretlig bestemmelse. Domstolen naaede saaledes i naevnte Simmenthal-dom til det resultat, at enhver national ret inden for sin kompetence har pligt til at anvende faellesskabsretten fuldt ud og til at beskytte de rettigheder, som faellesskabsretten tillaegger private, idet den skal undlade at anvende enhver modstridende bestemmelse i national lov, hvad enten denne er vedtaget foer eller efter faellesskabsreglen (Simmenthal-dommen, a.st., praemis 21 og 24). Denne praksis er blevet bekraeftet gentagne gange (jf. navnlig Debus-dommen, a.st., praemis 32; dom af 2.8.1993, sag C-158/91, Levy, Sml. I, s. 4287, praemis 9, og af 5.3.1998, sag C-347/96, Solred, Sml. I, s. 937, praemis 30).
21 Modsat det af Kommissionen anfoerte, kan det ikke af Simmenthal-dommen udledes, at uoverensstemmelsen mellem faellesskabsretten og en senere vedtaget national retsregel medfoerer, at sidstnaevnte regel maa anses for ikke at foreligge. Naar en saadan uoverensstemmelse foreligger, skal den nationale ret derimod undlade at anvende den nationale bestemmelse, men forpligtelsen hertil begraenser ikke de kompetente nationale retters befoejelse til blandt den nationale retsordens forskellige retsmidler at vaelge dem, som er egnet til at beskytte de individuelle rettigheder, som foelger af faellesskabsretten (jf. dom af 4.4.1968, sag 34/67, Lueck, Sml. 1964-1968, s. 515, org. ref.: Rec. s. 359).
22 Tilbage staar at afgoere,om undladelsen af, som en foelge af en af Domstolen afsagt dom, at anvende en national lovgivning, hvorved der indfoeres en afgift, der er i strid med faellesskabsretten, indebaerer, at denne afgift med tilbagevirkende gyldighed mister sin fiskale karakter, saaledes at ogsaa det retsforhold mellem de nationale afgiftsmyndigheder og de afgiftspligtige selskaber, som udspringer af afgiftens opkraevning, mister sin fiskale karakter.
23 Efter fast retspraksis belyser og praeciserer den fortolkning, som Domstolen giver en faellesskabsretlig regel under udoevelse af sin kompetence i henhold til traktatens artikel 177, i noedvendigt omfang betydningen og raekkevidden af den paagaeldende regel, saaledes som den skal forstaas og anvendes, henholdsvis burde have vaeret forstaaet og anvendt fra sin ikrafttraeden. Det foelger heraf, at den saaledes fortolkede regel kan og skal anvendes af retten endog i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og bestaar, foer der afsiges dom vedroerende fortolkningsanmodningen, saafremt betingelserne for at forelaegge en tvist om anvendelsen af den naevnte regel i oevrigt er opfyldt (dom af 27.3.1980, sag 61/79, Denkavit italiana, Sml. s. 1205, praemis 16, og af 2.12.1997, sag C-188/95, Fantask m.fl., Sml. I, s. 6783, praemis 37).
24 Efter samme retspraksis er en ret til at opnaa tilbagebetaling af beloeb opkraevet i strid med faellesskabsretten en virkning af og et supplement til de rettigheder, der er tillagt borgerne ved faellesskabsbestemmelserne, saaledes som disse er fortolket af Domstolen. Medlemsstaten er saaledes som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten (Fantask m.fl.-dommen, a.st., praemis 38).
25 Naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, kan denne tilbagesoegning imidlertid kun ske under iagttagelse af de materielle og formelle bestemmelser, der findes i de forskellige nationale lovgivninger, men disse kan ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret og maa i intet tilfaelde i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges ved faellesskabsretten (jf. bl.a. dom af 14.2.1995, sag C-312/93, Peterbroeck, Sml. I, s. 4599, praemis 12, og dom af 8.2.1996, sag C-212/94, FMC m.fl., Sml. I, s. 389, praemis 71).
26 De nationale domstoles pligt til at sikre, at en national afgift, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, tilbagebetales, skal saaledes opfyldes efter den nationale lovgivning, idet det maa paases, at de to i Domstolens praksis fastsatte betingelser er opfyldt. Fastlaeggelsen af reglerne om tilbagesoegning og den definition, der i denne forbindelse maa foretages af arten af retsforholdet mellem en medlemsstats afgiftsmyndigheder og selskaber i denne stat, naar en saadan afgift opkraeves, henhoerer derfor under national ret.
27 Det bemaerkes i oevrigt, at efter Domstolens faste praksis, er faellesskabsretten saaledes ikke til hinder for, at en medlemsstats lovgivning ud over en almindelig foraeldelsesfrist, der gaelder for soegsmaal med paastand om tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, indeholder saerlige og mindre gunstige regler med hensyn til indgivelse af klager og anlaeggelse af soegsmaal med henblik paa anfaegtelse af gebyrer og andre former for afgifter (domme af 15.9.1998, sag C-231/96, Edis, Sml. I, s. 4951, praemis 37, og sag C-260/96, Spac, Sml. I, s. 4997, praemis 21).
28 Imidlertid mister den adgang, Domstolen hermed har anerkendt, til ogsaa at anvende saadanne saerlige regler paa krav om tilbagebetaling af skatter og afgifter, der er kendt faellesskabsretsstridige, enhver virkning, saafremt, som Kommissionen haevder det, uoverensstemmelsen mellem en national afgiftsordning og faellesskabsretten noedvendigvis medfoerer, at denne ordning ikke laengere defineres som afgiftsordning, og at retsforholdet mellem de nationale afgiftsmyndigheder og de afgiftspligtige personer som foelge af opkraevningen af den omhandlede afgift mister sin fiskale karakter.
29 Det forelagte spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at en national ret, som er forpligtet til at undlade at anvende en national lovgivning, hvorved der er indfoert en afgift, der er i strid med faellesskabsretten, principielt skal imoedekomme krav om tilbagebetaling af denne afgift. Tilbagesoegningen skal ske paa grundlag af den nationale rets bestemmelser, idet disse dog ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret og under ingen omstaendigheder i praksis maa goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges ved faellesskabsretten. En eventuel aendret definition af retsforholdet mellem en medlemsstats afgiftsmyndigheder og selskaber i den paagaeldende stat som foelge af opkraevelsen af en national afgift, der senere er kendt faellesskabsretsstridig, henhoerer saaledes under national ret.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
30 De udgifter, der er afholdt af den italienske og den franske regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Pretura circondariale di Roma ved kendelser af 17. december 1996, for ret:
En national ret, som er forpligtet til at undlade at anvende en national lovgivning, hvorved der er indfoert en afgift, der er i strid med faellesskabsretten, skal principielt imoedekomme krav om tilbagebetaling af denne afgift. Tilbagesoegningen skal ske paa grundlag af den nationale rets bestemmelser, idet disse dog ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret og under ingen omstaendigheder i praksis maa goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges ved faellesskabsretten. En eventuel aendret definition af retsforholdet mellem en medlemsstats afgiftsmyndigheder og selskaber i den paagaeldende stat som foelge af opkraevelsen af en national afgift, der senere er kendt faellesskabsretsstridig, henhoerer saaledes under national ret.
Full & Egal Universal Law Academy