Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Fri bevaegelighed for personer - ret til indrejse og ophold for statsborgere fra medlemsstaterne - forpligtelse til at vaere i besiddelse af et opholdsbevis - kontrol og sanktioner i tilfaelde af tilsidesaettelse - lovlighed - betingelser
(EF-traktaten, art. 48, 52 og 59; Raadets direktiv 68/360, art. 4, og direktiv 73/148, art. 4)
Sammendrag
Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat foerer kontrol med overholdelsen af forpligtelsen til altid at kunne forevise et opholdsbevis, forudsat at en tilsvarende forpligtelse paahviler landets egne statsborgere med hensyn til deres identitetskort.
Saafremt den naevnte forpligtelse ikke overholdes, kan de nationale myndigheder ganske vist anvende sanktioner, som svarer til dem, der finder anvendelse ved mindre betydningsfulde lovovertraedelser, som begaas af statens egne borgere, som f.eks. de sanktioner, der er fastsat, saafremt man ikke baerer et identitetskort paa sig, men de kan ikke anvende en sanktion, der staar i et saadant misforhold til overtraedelsens grovhed, at den kommer til at udgoere en hindring for arbejdskraftens frie bevaegelighed.
En medlemsstat tilsidesaetter derfor sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 48, 52 og 59 samt artikel 4 i direktiv 68/360 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer og artikel 4 i direktiv 73/148 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensinger inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser, saafremt statsborgere fra andre medlemsstater, der opholder sig paa dens omraade, med hensyn til skyldgraden og boederammen er udsat for aabenbar forskelsbehandling i forhold til landets egne statsborgere, der paa tilsvarende maade tilsidesaetter forpligtelsen til at vaere i besiddelse af et gyldigt identitetspapir.
Dommens præmisser
1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 17. januar 1997 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 48, 52 og 59 samt artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer (EFT 1968 II, s. 477) og artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 73/148/EOEF af 21. maj 1973 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensninger inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser (EFT L 172, s. 14), idet statsborgere fra andre medlemsstater, der opholder sig paa tysk omraade, med hensyn til skyldgraden og boederammen er udsat for aabenbar forskelsbehandling i forhold til tyske statsborgere, der paa tilsvarende maade tilsidesaetter forpligtelsen til at vaere i besiddelse af et gyldigt identitetspapir.
2 Det bestemmes i § 12a, stk. 1, nr. 2, i Gesetz ueber Einreise und Aufenthalt von Staatsangehoerigen der Mitgliedstaaten der Europaeischen Wirtschaftsgemeinschaft af 22. juli 1969 (den tyske lov om indrejse og ophold for statsborgere i EF-medlemsstaterne), at den, der med ret til fri bevaegelighed i lovens forstand opholder sig paa det omraade, hvor loven finder anvendelse, uden at vaere i besiddelse af et pas eller et hertil svarende dokument, en opholdstilladelse eller en tilladelse til ophold indtil udsendelse, administrativt kan paalaegges en sanktion.
3 I bestemmelsens stk. 2 er det fastsat, at ogsaa den, der uagtsomt begaar en af de i det foregaaende stykke naevnte handlinger, administrativt kan paalaegges en boede. Ifoelge bestemmelsens stk. 3 kan boeden hoejst andrage 5 000 DEM.
4 For saa vidt angaar de tilfaelde, hvor tyske statsborgere administrativt kan paalaegges sanktioner, hedder det i § 5, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, i Gesetz ueber Personalausweise af 19. december 1950 (lov om identitetskort):
»(1)
1. Den, der forsaetligt eller uagtsomt undlader at anmode om at faa udstedt et identitetskort for sig selv eller for en mindreaarig, for hvem han er vaerge, selv om han er forpligtet hertil, og
2. den, som ikke foreviser et identitetskort paa begaering af en kompetent myndighed ...
kan administrativt paalaegges en sanktion.
(2) I tilfaelde af overtraedelse kan der administrativt paalaegges en boede.«
5 I henhold til § 17, stk. 1, i Gesetz ueber Ordnungswidrigkeiten af 24. maj 1968 (lov om handlinger, for hvilke der administrativt kan paalaegges en boede), udgoer boeden mindst 5 DEM og hoejst 1 000 DEM, medmindre andet er fastsat. I bestemmelsens stk. 4 praeciseres det, at boeden skal overstige den oekonomiske fordel, som overtraedelsen har medfoert. Saafremt det i loven fastsatte maksimumsbeloeb ikke er tilstraekkeligt, kan det overskrides.
6 I en aabningsskrivelse af 25. juli 1990 til den tyske regering rejste Kommissionen kritik af de tyske myndigheders behandling af statsborgere fra de oevrige medlemsstater, der opholder sig paa tysk omraade, saafremt de tilsidesaetter forpligtelsen til at vaere i besiddelse af et gyldigt identitetspapir. Ifoelge Kommissionen var der tale om forskelsbehandling i forhold til behandlingen af tyske statsborgere.
7 Ved skrivelser af 11. januar 1991, 20. marts 1991 og 18. februar 1992 indroemmede den tyske regering, at der var tale om forskelsbehandling, og den erklaerede, at den var indstillet paa at gennemfoere de fornoedne aendringer. Den hertil svarende lov paataenktes vedtaget i 1992. Den tyske regering henviste ogsaa til to skrivelser fra Forbundsindenrigsministeriet til delstaternes indenrigsministre, hvori de blev anmodet om at paase, at overtraedelser vedroerende forpligtelsen til at vaere i besiddelse af et gyldigt identitetspapir, som begaas af statsborgere fra andre medlemsstater, kun sanktioneres, saafremt der er tale om uagtsomhed.
8 Da den meddelte aendring ikke blev gennemfoert, fremsatte Kommissionen den 27. juli 1995 en begrundet udtalelse over for den tyske regering, hvori regeringen blev opfordret til at udstede de noedvendige bestemmelser for at efterkomme sine forpligtelser senest to maaneder efter meddelelsen af udtalelsen.
9 Da Kommissionen ikke modtog meddelelse om, at de omtvistede bestemmelser var blevet aendret, anlagde den naervaerende sag.
10 I svarskriftet har den tyske regering ikke bestridt det paatalte traktatbrud.
11 Indledningsvis bemaerkes, at traktatens artikel 48, som er gennemfoert ved direktiv 68/360, samt traktatens artikel 52 og 59, som er gennemfoert ved direktiv 73/148, bygger paa de samme principper, baade for saa vidt angaar indrejse og ophold paa medlemsstaternes omraade af personer, der er omfattet af faellesskabsretten, og for saa vidt angaar forbuddet mod enhver form for forskelsbehandling af saadanne personer paa grund af nationalitet (dom af 8.4.1976, sag 48/75, Royer, Sml. s. 497, praemis 11 og 12).
12 I artikel 4, stk. 1, i saavel direktiv 68/360 som direktiv 73/148 er det fastsat, at medlemsstaterne anerkender ret til ophold inden for deres omraade for statsborgere i medlemsstaterne og deres familiemedlemmer, som foreviser et gyldigt identitetskort eller pas.
13 Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat foerer kontrol med overholdelsen af forpligtelsen til altid at kunne forevise et opholdsbevis, forudsat at en tilsvarende forpligtelse paahviler landets egne statsborgere med hensyn til deres identitetskort (dom af 27.4.1989, sag 321/87, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 997, praemis 12).
14 Saafremt den naevnte forpligtelse ikke overholdes, kan de nationale myndigheder ganske vist anvende sanktioner, som svarer til dem, der finder anvendelse ved mindre betydningsfulde lovovertraedelser, som begaas af statens egne borgere, som f.eks. de sanktioner, der er fastsat, saafremt man ikke baerer et identitetskort paa sig, men de kan ikke anvende en sanktion, der staar i et saadant misforhold til overtraedelsens grovhed, at den kommer til at udgoere en hindring for arbejdskraftens frie bevaegelighed (jf. dom af 12.12.1989, sag C-265/88, Messner, Sml. s. 4209, praemis 14).
15 Det maa herefter fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til traktatens artikel 48, 52 og 59 samt artikel 4 i direktiv 68/360 og 73/148, idet statsborgere fra andre medlemsstater, der opholder sig paa tysk omraade, med hensyn til skyldgraden og boederammen er udsat for aabenbar forskelsbehandling i forhold til tyske statsborgere, der paa tilsvarende maade tilsidesaetter forpligtelsen til at vaere i besiddelse af et gyldigt identitetspapir.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
16 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger. Forbundsrepublikken Tyskland har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
1) Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 48, 52 og 59 samt artikel 4 i Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer og artikel 4 i Raadets direktiv 73/148/EOEF af 21. maj 1973 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensninger inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser, idet statsborgere fra andre medlemsstater, der opholder sig paa tysk omraade, med hensyn til skyldgraden og boederammen er udsat for aabenbar forskelsbehandling i forhold til tyske statsborgere, der paa tilsvarende maade tilsidesaetter forpligtelsen til at vaere i besiddelse af et gyldigt identitetspapir.
2) Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy