Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Landbrug - fælles markedsordning - fedtstoffer - olivenolie - støtte til forbrug - medlemsstaternes kontrol - dokumenterne vedrørende virksomhedernes bogholderi skal forefindes på tidspunktet for en uanmeldt kontrol
(Rådets forordning nr. 3089/78, art. 7, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 2677/85, art. 12, stk. 1)
Sammendrag
1. Det fremgår af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 3089/78 om fastsættelse af almindelige bestemmelser vedrørende støtte til forbruget af olivenolie og af forordning nr. 2677/85 om gennemførelsesbestemmelser for ordningen vedrørende støtte til forbruget af olivenolie, at dokumenterne vedrørende lagerregnskab og finansbogholderi skal forefindes på virksomhederne på det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed foretager kontrol, også selv om der er tale om en uanmeldt kontrol.
( jf. præmis 18 )
2. Kommissionen kan nægte at lade EUGFL overtage samtlige de afholdte udgifter, hvis den konstaterer utilstrækkelige kontrolmekanismer.
( jf. præmis 24 )
Parter
I sag C-45/97,
Kongeriget Spanien ved statens advokat R. Silva de Lapuerta, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg på Spaniens Ambassade, 4-6, boulevard E. Servais,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A.M. Alves Vieira, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og B. Vilá Costa, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
sagsøgt,
angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning 96/701/EF af 20. november 1996 om ændring af beslutning 96/311/EF om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsåret 1992, der finansieres af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, samt visse udgifter for regnskabsåret 1993 (EFT L 323, s. 26), for så vidt angår den del, der vedrører Kongeriget Spanien,
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af P.J.G. Kapteyn som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne G. Hirsch (refererende dommer) og H. Ragnemalm,
generaladvokat: P. Léger
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af retsmøderapporten,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 20. maj 1999,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 4. februar 1997 har Kongeriget Spanien i medfør af EF-traktatens artikel 173, stk. 1 (efter ændring nu artikel 230, stk. 1, EF), nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning 96/701/EF af 20. november 1996 om ændring af beslutning 96/311/EF om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsåret 1992, der finansieres af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, samt visse udgifter for regnskabsåret 1993 (EFT L 323, s. 26, herefter »den anfægtede beslutning«), for så vidt angår den del, der vedrører Kongeriget Spanien.
2 Den anfægtede beslutning påstås annulleret, for så vidt det deri bestemmes, at udgifter på et beløb af 721 255 271 ESP til forbrugsstøtte for olivenolie ikke skal betales af EUGFL.
3 Det fremgår af sagens akter, at Kongeriget Spanien har indført et system omfattende to organer med henblik på forvaltning og kontrol af forbrugsstøtten for olivenolie. Servicio Nacional de Productos Agrarios (herefter »Senpa«) er det organ, der skal godkende de støttemodtagende virksomheder og foretage den direkte udbetaling af støtten og forskuddene, det sidste dog forudsat, at den krævede sikkerhed er stillet, samt iværksætte de eventuelle sanktioner. Agencia para el Aceite de Oliva (olivenolieagenturet, herefter »AAO«) er det kontrolorgan, der er kompetent til at gennemføre de inspektionsbesøg, der er fastsat i fællesskabsbestemmelserne.
4 Med henblik på regnskabsafslutningen for regnskabsåret 1992 foretog Kommissionens tjenestegrene to inspektionsbesøg i Spanien hos AAO, henholdsvis den 30. september og den 1. oktober 1993 og fra den 14. til den 18. marts 1994, for at kontrollere forvaltningen af forbrugsstøtten for olivenolie samt effektiviteten og rigtigheden af det system for kontrol af forbrugsstøtten, der var indført af Kongeriget Spanien.
5 Ifølge kontrolrapporten af 31. maj 1994 (herefter »kontrolrapporten«) afdækkede disse inspektionsbesøg alvorlige mangler. Ved skrivelse af 22. september 1994 meddelte Kommissionen de spanske myndigheder, at EUGFL som følge af samtlige de konstaterede mangler i forvaltningen af systemet foreslog en korrektion på 50% af den samlede forbrugsstøtte for olivenolie, Kongeriget Spanien havde til gode, nemlig 15 447 431 500 ESP.
6 Efter mange kontakter og to bilaterale møder tilbød Kommissionen ved skrivelse af 13. juni 1995 de spanske myndigheder at frafalde den oprindeligt fastsatte finansielle korrektion og i stedet beregne, med hvor meget den støtte, Kongeriget Spanien reelt havde til gode, skulle reduceres, på grundlag af de 27 sager, EUGFL's inspektører faktisk havde kontrolleret. Denne metode ville reducere de udgifter, der ikke skulle betales af EUGFL, til 721 255 271 ESP.
7 Reduktionen, hvis størrelse afhang af, hvilke uregelmæssigheder der var konstateret i 13 virksomheder, blev sat til henholdsvis 10% og 100% af de anmeldte udgifter. Den foreslåede korrektion var på 100% af støtten for virksomhederne Lorenzo Sandúa, Hurtado Tenorio, Olivar de Segura og Agroalimentaria Minerva, mens den androg 10% for virksomhederne Sagarra Bascompte SA, Amador Rodríguez SL, Fernández y Ruiz de Aguilar SA, Uteco Jaén, Aragonesa de Aceite de Oliva, Martínez Henarejos, Hispanoliva, Hijos de Joaquín Seguí og Emiliano Vivas.
8 Kongeriget Spanien accepterede ikke ovennævnte forslag fra Kommissionen, men forelagde sagen for det forligsorgan, der er oprettet ved Kommissionens beslutning 94/442/EF af 1. juli 1994 om indførelse af en forligsprocedure i forbindelse med regnskabsafslutningen for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen (EFT L 182, s. 45). Forligsorganet opfordrede i sin rapport af 5. december 1995 Kommissionen til sammen med de spanske myndigheder på ny at undersøge muligheden for enten at graduere korrektionssatserne yderligere afhængigt af, hvilken virksomhed der var tale om, eller at erstatte Kommissionens forslag til finansiel korrektion med en fast korrektion på 2% af de samlede udgifter, Kongeriget Spanien havde anmeldt for 1992.
9 Kommissionen fulgte dog ikke denne opfordring, men vedtog den anfægtede beslutning, som gentog det forslag, der var indeholdt i skrivelsen af 13. juni 1995.
10 Kongeriget Spanien har til støtte for sin påstand påberåbt sig to anbringender om tilsidesættelse af bestemmelserne vedrørende finansiering af den fælles landbrugspolitik og bestemmelserne vedrørende den fælles markedsordning for fedtstoffer samt af proportionalitetsprincippet. Den spanske regering har i denne forbindelse anført, at da Kommissionen ud fra konstateringerne i kontrolrapporten har foreslået en finansiel korrektion for 13 virksomheder, hvoraf fire fratages hele den støtte, de oprindelig havde opnået, mens de ni øvrige virksomheder får støtten nedsat med 10%, skal den for hver enkelt virksomhed angive grundene til, at den ikke finder, at støtten er udbetalt i strid med fællesskabsretten. De to anbringender skal derfor undersøges på baggrund af situationen for hver enkelt af disse virksomheder.
Virksomheder, hvor den finansielle korrektion er på 100%
Virksomheden Lorenzo Sandúa
11 Følgende overtrædelser var anført i kontrolrapporten: Lagertilgangen af olivenolie blev ikke specificeret ved den årlige kontrol; hvad angår lagerafgangen af olivenolie inden for én periode var den eneste oplysning en henvisning til måneden; inspektørerne havde mistanke om, at følgesedler var blevet forfalsket, men der blev ikke fulgt op på mistanken; de 25 l-emballager, der var omhandlet i de seneste fem fakturaer for uaftappet olie, var ikke nævnt i lagerregnskabet; virksomheden havde hverken fremlagt disse fem fakturaer, momsregnskaberne og -beregningerne eller finansbogholderiet; alt dette materiale befandt sig uden for virksomheden; efter anmodning fra AAO havde virksomheden fremsendt materialet, men med tre måneders forsinkelse; AAO havde ikke omtalt rettelserne i det fremsendte materiale og heller ikke muligheden af, at dette var blevet »præpareret«, hvilket kunne forklare forsinkelsen. Kommissionen har derfor foretaget en finansiel korrektion svarende til 100% af den anmeldte støtte.
12 Kongeriget Spanien har gjort gældende, at støtten er blevet udbetalt i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne.
13 Hvad især angår mistanken om forfalskning af følgesedler har Kongeriget Spanien anført, at AAO, da det fik mistanke om forfalskningen, i henhold til artikel 9, stk. 3, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2677/85 af 24. september 1985 om gennemførelsesbestemmelser for ordningen vedrørende støtte til forbruget af olivenolie (EFT L 254, s. 5), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 571/91 af 8. marts 1991 (EFT L 63, s. 19), nr. 1008/92 af 23. april 1992 (EFT L 106, s. 12) og nr. 643/93 af 19. marts 1993 (EFT L 69, s. 19, herefter »forordning nr. 2677/85«), foreslog Senpa en forlængelse af fristen for indgivelse af sin rapport. I denne periode foretog AAO efterforskning, indhentede oplysninger og analyserede resultaterne og konkluderede, at selv om sagsbehandlingen ikke havde afdækket nogen støtteansøgning, der ikke opfyldte de stillede krav, ville det være hensigtsmæssigt i fremtiden at supplere kontrollen af regnskaberne og bilagene samt forretningspapirerne med krydsrevisioner mellem virksomhederne og aftagerne, således som det var sket i dette tilfælde.
14 Kongeriget Spanien har påstået, at der ikke alene skete en opfølgning, men tillige en yderligere inspektion til belysning af forholdene, at de tvivlsspørgsmål, der kunne være, var blevet løst, at lagerregnskabet var til rådighed på virksomheden, idet kun finansbogholderiet blev ført af eksterne eksperter, og at den afdeling, der skulle bedømme AAO's inspektionsprocedurer, havde taget hensyn til alle gennemførte kontrolprocedurer og resultaterne heraf ved udarbejdelsen af den rapport i form af forslag vedrørende støtteansøgningerne, der var blevet fremsendt til Senpa.
15 Det skal bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 7, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 3089/78 af 19. december 1978 om fastsættelse af almindelige bestemmelser vedrørende støtte til forbruget af olivenolie (EFT L 369, s. 12) skal indføre en kontrolordning, som sikrer, at det produkt, der ansøges om støtte for, opfylder betingelserne for ydelse af støtte.
16 Ifølge artikel 12, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2677/85 skal medlemsstaterne med henblik på den i artikel 7 i forordning nr. 3089/78 omhandlede kontrol efterprøve alle godkendte virksomheders lagerregnskaber. De skal tillige ved stikprøvekontrol efterprøve forretningsbilagene for de af virksomhederne gennemførte transaktioner.
17 I artikel 12, stk. 1, tredje, fjerde og femte afsnit, bestemmes det, at medlemsstaterne på de i første afsnit nævnte kontrolbesøg efterprøver overensstemmelsen mellem på den ene side de samlede mængder uaftappet og aftappet olie og de tomme emballager, der faktisk forefindes på virksomhedens område og dens oplagringssted som omhandlet i artikel 7, og på den anden side oplysningerne i lagerregnskabet. Opstår der tvivl om nøjagtigheden af oplysningerne i støtteansøgningerne, efterprøver medlemsstaterne også de godkendte virksomheders finansbogholderi. Medlemsstaten kan endvidere foretage uanmeldt kontrol af den ovenfor beskrevne art hos godkendte virksomheder.
18 Det fremgår af disse bestemmelser, at dokumenterne vedrørende lagerregnskab og finansbogholderi skal forefindes på virksomhederne på det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed foretager kontrol, også selv om der er tale om uanmeldt kontrol.
19 Kongeriget Spanien har i den foreliggende sag ikke bestridt, at finansbogholderiet ikke forelå på tidspunktet for AAO-inspektørernes kontrol. Det var således umuligt at gennemføre den kontrol, der var fastsat i artikel 12, stk. 1, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 2677/85.
20 Det skal endvidere bemærkes, at ifølge artikel 12, stk. 1, syvende afsnit, i forordning nr. 2677/85 skal medlemsstaten som horisontal kontrol og navnlig i tilfælde af tvivl om nøjagtigheden af oplysningerne i støtteansøgningerne med regelmæssige mellemrum gennemføre yderligere kontrol hos leverandører af råvarer og emballeringsmateriel samt hos aftagere af den emballerede olie.
21 Kongeriget Spanien har erkendt, at de spanske myndigheder trods tvivl med hensyn til fakturaernes lovlighed ikke har gennemført nogen horisontal kontrol.
22 Det fremgår af ovenstående, at den kontrol, der er fastsat i artikel 7 i forordning nr. 3089/78 og artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2677/85, i virkeligheden ikke har fundet sted.
23 Med hensyn til størrelsen af den finansielle korrektion har Kongeriget Spanien foreholdt Kommissionen, at Kommissionen i den foreliggende sag ikke har fulgt de kriterier, den selv havde fastlagt i meddelelse af 3. juni 1993 til EUGFL-komitéen om bedømmelsen af de finansielle konsekvenser, da den udarbejdede beslutningen om regnskabsafslutningen for EUGFL, Garantisektionen (dok. VI/216/93). I meddelelsen foreslog Kommissionen nemlig tre kategorier af faste korrektioner på henholdsvis 2%, 5% og 10% afhængig af overtrædelsens grovhed. En korrektion på 100% må således under alle omstændigheder siges at være uforholdsmæssig stor.
24 I henhold til fast retspraksis kan Kommissionen nægte at lade EUGFL overtage samtlige de afholdte udgifter, hvis den konstaterer utilstrækkelige kontrolmekanismer (se dom af 18.5.2000, sag C-242/97, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3421, præmis 122).
25 I meddelelsen af 3. juni 1993 har Kommissionen således forbeholdt sig mulighed for under særlige omstændigheder at anvende en korrektionssats på over 10%.
26 Det må i denne sag fastslås, at manglerne ved kontrollen af virksomheden Lorenzo Sandúa er så alvorlige, at de kan begrunde et afslag på at lade EUGFL afholde samtlige anmeldte udgifter.
Virksomheden Hurtado Tenorio
27 Følgende uregelmæssigheder anføres i kontrolrapporten: Lagrene af uaftappet olivenolie svarede ikke til angivelserne i forretningspapirerne; der var forskellige olivenoliekvaliteter; kategorien og kvaliteten af de solgte produkter var ikke angivet, heller ikke i fakturaerne; en simpel flytning af lagrene til et salgssted fremstod, som om der havde været tale om en udtagning fra lageret med henblik på salg; der var anvendt overjordiske lagre, selv om disse ikke var angivet som hørende til emballeringsvirksomhedens anlæg, men som hørende til møllen; analyseresultaterne viste, at produktet indeholdt 0,5 ppm trichlorethylen, selv om maksimumsgrænsen var på 0,1 ppm; oliemængden i støtteansøgningen var blevet nedsat med 5 936 l svarende til de oliekvaliteter, der var solgt, og som ikke opfyldte normerne, selv om AAO i sin rapport havde anført, at når der var tale om uregelmæssigheder i form af uren olie, kunne der foreslås en fuldstændig fjernelse af støtten og en sanktion. Kommissionen har derfor anvendt en finansiel korrektion på 100% af den anmeldte støtte.
28 Kongeriget Spanien har bestridt de forhold, der er konstateret af EUGFL.
29 Med hensyn til det første klagepunkt, som går ud på, at der var forskelle i lagrene af uaftappet olie, har Kongeriget Spanien anført, at oliens kvalitet naturligt udvikler sig med tiden, og at en olie, der oprindelig blev betegnet som »ekstra jomfruolie« kan ændre sig til en »jomfruolie«. Ifølge Kongeriget Spanien kan denne ændring anføres i lagerregnskabet under »korrektioner af kvaliteterne«, men ændringen påvirker på ingen måde støttebeløbet. Den forskel i lagrene af uemballeret olie, som er nævnt, skyldes, at der på lageret manglede 872 l ekstra jomfruolie ifølge lageroplysningerne i regnskabet, mens der samtidig var 934 l jomfruolivenolie i overskud. Forskellen mellem de fysiske og de bogførte lagre var således kun 62 l, hvilket forekommer ubetydeligt i betragtning af lagrenes samlede størrelse.
30 Hertil bemærkes, at i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), b) og f), i forordning nr. 2677/85 skal enhver emballeringsvirksomhed fra dagen for godkendelsen føre et dagligt lagerregnskab, som indeholder oplysninger om de mængder olivenolie, der er oplagret, opdelt efter oprindelse og præsentationsform, mængde og kvalitet for hvert parti olivenolie, som virksomheden har modtaget, opdelt efter den emballerede olivenolies oprindelse og præsentationsform, samt dens mængde og kvalitet. Kongeriget Spanien har i denne sag ikke rejst tvivl om konstateringerne i kontrolrapporten, hvorefter de forskellige kvaliteter olivenolie, der var på lager, ikke var korrekt anført i virksomhedens lagerregnskab.
31 Med hensyn til det andet klagepunkt om manglende overensstemmelse mellem lagrene og forretningspapirerne har Kongeriget Spanien anført, at den forskel, der er mellem oplysningerne i hjælperegnskabet og oplysningerne i forretningspapirerne er på 5 l, dvs. 4,58 kg. I AAO-rapporten havde man taget udgangspunkt i den mindste mængde og havde som følge af den ubetydelige forskel ikke fastsat nogen sanktion.
32 Det skal fastslås, at Kongeriget Spanien har erkendt, at der er en forskel mellem oplysningerne i lagerregnskabet og oplysningerne i forretningspapirerne, men har betegnet forskellen som »ubetydelig«. Endvidere bekræfter sagens akter, at der findes udokumenterede forskelle mellem de bogførte og de fysiske lagre af uemballeret olie samt mellem de bogførte og de fysiske lagre af emballeret olie. På dette punkt er lagerregnskabet derfor heller ikke i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne.
33 Med hensyn til det tredje klagepunkt, hvorefter kategorien af solgte produkter samt produkternes kvalitet og præsentationsform ikke er angivet i fakturaerne, har Kongeriget Spanien gjort gældende, at en simpel gennemgang af fakturaerne viser, at de indeholder alle de oplysninger, der kræves i henhold til bestemmelserne på dette område. Ifølge Kongeriget Spanien giver fakturaerne et nøjagtigt billede af de handels- og afgiftsmæssige aspekter ved transaktionen, som skal fremgå af fakturaerne, om end det havde været ønskeligt med mere detaljerede oplysninger. Under alle omstændigheder er AAO bekendt med disse oplysninger, som fremgår af oplysningerne om produkterne i regnskabet, hvori der henvises til forretningspapirerne.
34 Det bemærkes, at ifølge artikel 3, stk. 1, litra g) og h), i forordning nr. 2677/85 skal lagerregnskabet ligeledes for hvert enkelt parti indeholde oplysninger om mængden og kvaliteten af olivenolie, der er udgået fra virksomheden, og fakturanummeret skal angives for hvert enkelt parti, der er udgået. Kongeriget Spanien har ikke bestridt det forhold, der er konstateret i kontrolrapporten, hvorefter fakturaerne ikke indeholder oplysninger om kvaliteten af den solgte olivenolie. Da denne oplysning imidlertid er absolut nødvendig for at afgøre, hvilken kategori af produkter der er solgt, er fællesskabsbestemmelserne ikke blevet overholdt.
35 Med hensyn til det fjerde klagepunkt, hvorefter en flytning af lagre til et salgssted fremstår som en udtagning af olie fra lagrene med henblik på salg, har Kongeriget Spanien gjort gældende, at virksomheden faktisk havde den opfattelse, at en flytning til et salgssted affødte retten til støtte; dette er baggrunden for, at der gennem nogle måneder blev ansøgt om støtte til en større mængde end den, virksomheden var berettiget til at modtage støtte for, mens der omvendt var en række måneder, hvor der blev søgt om støtte til en mindre mængde, således at det under AAO's undersøgelse af denne periode på flere måneder viste sig, at de mængder, der faktisk var solgt og udtaget fra lagrene, og som ville være støtteberettigede, var større end de mængder, hvortil der var ansøgt om støtte. Alt i alt har virksomhedens praksis ikke ført til udbetaling af støtte til olie, der ikke er blevet solgt, og som ikke rent faktisk var udtaget fra lagrene.
36 Det fremgår af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2677/85, at ansøgninger om støtte skal omfatte den samlede mængde olivenolie, der er udgået fra emballeringsvirksomheden i en bestemt måned. Nås mindstemængden på 15 tons ikke i en bestemt måned, indgives ansøgningen senest i slutningen af den anden måned efter den måned, hvori mindstemængden nås. Ifølge artikel 9, stk. 3, udbetaler medlemsstaten støtten inden 150 dage efter ansøgningens indgivelse.
37 I denne sag er det ubestridt, at virksomheden Hurtado Tenorio gennem flere måneder har ansøgt om støtte til en mængde olivenolie, der er større end den, der var støtteberettiget. En sådan adfærd er i strid med fællesskabsbestemmelserne, og denne tilsidesættelse kan ikke opvejes af en forholdsmæssig reduktion af beløbet i støtteansøgninger indgivet i løbet af andre måneder. I øvrigt har Kongeriget Spanien ikke fremlagt noget bevis for sine påstande, hvorefter den støtte, der var opnået i den pågældende periode, ikke oversteg den støtte, virksomheden havde krav på.
38 Med hensyn til det femte klagepunkt om anvendelse af overjordiske lagre, der ikke hører til emballeringsvirksomhedens anlæg, men til møllen, har Kongeriget Spanien anført, at emballeringsanlægget og møllen er en del af det samlede anlæg, virksomheden anvender i sit arbejde. Hvis depoterne er anmeldt som hørende til den del af denne helhed, der udgør møllen, er der ingen grund til også at anmelde dem som hørende til emballeringsanlægget med heraf følgende risiko for dobbeltanmeldelse. Endvidere er alle lagrene blevet anmeldt, hvad enten de hører til emballerings- eller til mølleaktiviteterne, idet indholdet af hvert lager er blevet opmålt, ligesom der er sket en kontrol på grundlag af lagerregnskabet for hver aktivitet og på grundlag af »rumfangsmålingerne«.
39 Det bemærkes i denne forbindelse, at ifølge artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2677/85 skal ethvert oplagringssted uden for virksomheden frembyde tilstrækkelig sikkerhed med henblik på kontrol med de oplagrede produkter og skal i forvejen være godkendt af kontrolorganet. Kongeriget Spanien har ikke godtgjort, at disse krav er opfyldt i denne sag.
40 Hvad angår det sjette klagepunkt om tilstedeværelsen af trichlorethylen i olien har Kongeriget Spanien gjort gældende, at EUGFL med urette har anset det for at være en urenhed i olien, idet der snarere er tale om en forurening af olien, som er målt til 0,5 ppm. Forurening er ikke omfattet af artikel 5 i forordning nr. 2677/85, som vedrører kvalitetskontrol, men må betragtes som en overtrædelse af artikel 4 i forordning nr. 3089/78, som vedrører definitionen af olivenolie.
41 I denne forbindelse bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 2677/85 skal foretage stikprøvekontrol af, om olien i indre emballager svarer til en af de i artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 3089/78 omhandlede definitioner. Artikel 5, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 2677/85 bestemmer, at når den kompetente myndighed i en medlemsstat konstaterer, at den pågældende olie ikke svarer til en af de i stk. 1 omhandlede definitioner som følge af blandinger eller andre kemiske processer, der tager sigte på at opnå støtte til forbruget af en olie, der ikke giver ret hertil, trækker medlemsstaten straks godkendelsen af virksomheden tilbage for en periode på et til fem år afhængigt af overtrædelsens omfang, uden hensyn til eventuelle andre sanktioner.
42 Kongeriget Spanien har erkendt, at tilstedeværelsen af et kemisk stof i et parti olivenolie på 5 936 kg ikke er forenelig med den definition af olivenolie, der fremgår af fællesskabsbestemmelserne. Kongeriget Spanien har ikke i den forbindelse bestridt Kommissionens påstand om, at olivenolien indeholdt fem gange mere end tilladt af det pågældende stof. Det er således godtgjort, at fællesskabsbestemmelserne er overtrådt.
43 Kongeriget Spanien har således ikke tilbagevist nogen af de uregelmæssigheder, der er foreholdt virksomheden Hurtado Tenorio. I betragtning af grovheden af nogle af overtrædelserne er korrektionen på 100% af de anmeldte udgifter ikke uforholdsmæssig stor og findes derfor berettiget.
Kooperativet Olivar de Segura
44 Følgende uregelmæssigheder anføres i kontrolrapporten: Der fandtes ingen oplysninger om kontrollen af finansbogholderiet og de modtagne mængder olivenolie, idet der kun blev henvist til regnskaberne; den endelige rapport fra inspektøren var ikke fyldestgørende, idet det blot blev anført, at alt var i orden, selv om det af et notat til Senpa fremgik, at der var fratrukket 4 580 kg som følge af fejl ved overførslen af data fra regnskaberne til støtteansøgningen. Kommissionen har derfor anvendt en finansiel korrektion på 100% af den anmeldte støtte.
45 Kongeriget Spanien har for det første gjort gældende, at EUGFL's påstande ikke svarer til de faktiske forhold, idet AAO's inspektører havde kontrolleret regnskaberne og var fremkommet med helt nøjagtige oplysninger. Endvidere havde inspektøren foreslået en reduktion af den støtte, der var ansøgt om, svarende til 4 580 kg eller 5 000 l olivenolie for et parti, som ifølge virksomheden var blevet solgt, men som ikke fremgik af lagerregnskabet; i overensstemmelse med de fastlagte kriterier havde inspektøren derfor ikke godkendt denne del af ansøgningen, som der ikke var nogen dokumentation for.
46 Hertil kommer, at AAO i sin rapport havde indvendinger imod udbetaling af støtte for disse 4 580 kg olivenolie. En gennemgang af lagerregnskabet havde nemlig vist, at denne mængde ikke var medtaget i regnskabet over mængder, der var udgået fra virksomheden i den pågældende periode. Ifølge regnskabet var denne mængde udgået fra virksomheden i juni 1992, og virksomheden havde ved en fejl medtaget partiet i støtteansøgningen for maj.
47 Kongeriget Spanien har for det andet gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at kræve godkendelsen tilbagekaldt og anvende en korrektionssats på 100%. Ifølge Kongeriget Spanien medfører den blotte omstændighed, at der er ansøgt om støtte til en større mængde end den støtteberettigede mængde eller til en olie, der ikke opfylder specifikationerne, ikke automatisk en forpligtelse til midlertidigt at tilbagekalde godkendelsen som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 3089/78. Der kræves nemlig også dels, at den mængde olie, der uretmæssigt er ansøgt om støtte til, er væsentlig, det vil ifølge artikel 12, stk. 6, andet afsnit, i forordning nr. 2677/85 sige en mængde, der overstiger den kontrollerede mængde »med 20% eller mere«, dels at der har været tale om svig og ikke blot en almindelig fejl.
48 I Olivar de Segura-kooperativets tilfælde kunne tilbagekaldelsen af godkendelsen hverken begrundes med størrelsen af den overskydende mængde, der kun udgjorde 4% af den samlede mængde kontrolleret olie, eller med, at der var tale om svig, idet fejlen fremgik af støtteansøgerens regnskaber.
49 Ifølge Kommissionen tilbagekaldes godkendelsen uden videre, når en af betingelserne i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 3089/78 ikke længere er opfyldt. I denne forbindelse finder artikel 12, stk. 6, i forordning nr. 2677/85, som affattet ved forordning nr. 643/93, ikke anvendelse på det kontrollerede regnskabsår, som lå før ikrafttrædelsesdatoen for denne ændrede bestemmelse. Endvidere er det ikke en forudsætning for at tilbagekalde godkendelsen, at det godtgøres, at overtrædelsen begås forsætligt af støttemodtageren.
50 I denne sag er det ubestridt, at den ansøgning om støtte til forbrug af olivenolie, der var indgivet af det pågældende kooperativ, vedrørte en mængde, der var 4 580 kg større end den mængde, for hvilken retten til støtte var blevet anerkendt.
51 Nævnte artikel 12, stk. 6, bestemmer i den udgave, der finder anvendelse i denne sag, at konstaterer den kompetente myndighed ved en afgørelse, at støtteansøgningen vedrører en mængde, der er større end den, for hvilken retten til støtte blev anerkendt, tilbagekalder medlemsstaten straks godkendelsen for en periode på et til fem år under hensyntagen til overtrædelsens omfang, uden hensyn til eventuelle andre sanktioner.
52 Det fremgår af ovennævnte bestemmelse, at den kompetente myndighed, der er forpligtet til at tage hensyn til overtrædelsens omfang, derved også er forpligtet til at overholde proportionalitetsprincippet.
53 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen ved forordning nr. 643/93 har ændret artikel 12, stk. 6, i forordning nr. 2677/85 således, at konstaterer den kompetente myndighed ved en afgørelse, at ansøgningen om forbrugsstøtte vedrører en mængde, der er større end den, for hvilken retten til støtte blev anerkendt, pålægger medlemsstaten emballeringsvirksomheden en bøde, som, afhængigt af overtrædelsens alvor, er tre til otte gange større end den støtte, hvorom der er ansøgt med urette. Overstiger den mængde olie, hvortil der uretmæssigt er ansøgt om støtte, imidlertid den kontrollerede mængde olie, for hvilken retten til støtte anerkendes, med 20% eller mere, tilbagekalder medlemsstaten godkendelsen for en periode på et til tre år, afhængigt af overtrædelsens alvor, foruden at den pålægger virksomheden ovennævnte bøde.
54 Denne nye affattelse af nævnte artikel 12, stk. 6, præciserer blot de kriterier, der ifølge Kommissionen skal følges ved anvendelsen af proportionalitetsprincippet i tilfælde af, at de fastsatte sanktioner iværksættes, jf. i øvrigt tillige fjerde betragtning til forordning nr. 643/93.
55 Kommissionen har ikke bestridt Kongeriget Spaniens påstand om, at den mængde, hvortil der uretmæssigt er ansøgt om støtte, udgør 4% af den samlede mængde, hvortil det pågældende kooperativ har ansøgt om støtte. Selv når der - ifølge den nye affattelse af den pågældende bestemmelse - tages hensyn til, at den sanktion i form af tilbagekaldelse af godkendelsen, som kun bringes i anvendelse, når den mængde, hvortil der uretmæssigt er ansøgt om støtte, overstiger den kontrollerede mængde, for hvilken retten til støtten anerkendes, med 20% eller mere, ledsages af et bødesystem, som ikke fandtes tidligere, og hvorefter der pålægges bøde for hver uretmæssig støtteansøgning, må det erkendes, at en overskridelse med 4% af den mængde, for hvilken retten til støtte er anerkendt, under ingen omstændigheder kan retfærdiggøre en tilbagekaldelse af godkendelsen.
56 For så vidt den finansielle korrektion på 100% af den anmeldte støtte i det væsentlige er baseret på Kommissionens urigtige påstand om, at støtteansøgningen vedrørende de 4 580 kg olie var ulovlig, og derfor burde havde medført tilbagekaldelse af godkendelsen af kooperativet Olivar de Segura, må den anfægtede beslutning annulleres på dette punkt.
Virksomheden Agroalimentaria Minerva
57 Følgende uregelmæssigheder anføres i kontrolrapporten: Der var forskelle mellem de fysiske og de bogførte lagre, der ikke var redegjort for. Af grunde, der ikke blot kunne betegnes som en bogføringsfejl, hvilket burde have medført tilbagekaldelse af godkendelsen, vedrørte støtteansøgningen en mængde, der var større end den støtteberettigede mængde. Kommissionen har derfor anvendt en finansiel korrektion på 100% af den anmeldte støtte.
58 Navnlig hvad angår den af EUGFL foreslåede tilbagekaldelse af godkendelsen har Kongeriget Spanien anført, at den uretmæssige ansøgning om støtte til 3 069 kg olie skyldtes en sammentællingsfejl, som havde medført en forkert angivelse i lagerregnskabet af de mængder, der i december 1991 var udgået fra salgsstederne med henblik på forbrug. Sammenholdt med den mængde olivenolie, for hvilken den pågældende virksomheds ret til støtte var blevet anerkendt, nemlig 480 011 kg, vedrørte fejlen kun 0,64% af denne mængde; i betragtning af, at der ikke forsætligt eller groft uagtsomt var afgivet urigtig erklæring, kan en sådan fejl ikke føre til anvendelse af den sanktionsmulighed, der er fastsat i artikel 12, stk. 6, i forordning nr. 2677/85.
59 I lighed med hvad der er fastslået i nærværende doms præmis 55 og 56 vedrørende kooperativet Olivar de Segura, skal det blot fastslås, at en overskridelse med 0,64% af den mængde olie, der giver ret til støtte, hvilket tal ikke er bestridt af Kommissionen, i denne sag ikke kan begrunde en tilbagekaldelse af godkendelsen af den pågældende virksomhed.
60 Da Kommissionen i det væsentlige har baseret sin finansielle korrektion på 100% på den påståede overtrædelse af artikel 12, stk. 6, i forordning nr. 2677/85, må den anfægtede beslutning annulleres på dette punkt.
Virksomheder, hvor den finansielle korrektion er på 10%
Virksomheden Sagarra Bascompte SA
61 I kontrolrapporten anføres, at der var forskelle mellem inspektørernes konstateringer under inspektionsbesøget på denne virksomhed og de endelige konklusioner, inspektørerne udarbejdede på AAO-kontoret. Ifølge referatet af inspektionsbesøget var lagerregnskabet ikke ajourført, det var umuligt at efterprøve de teoretiske lagre, der var forskelle mellem de fysiske og de bogførte emballagelagre, og inspektørerne havde ikke fået forelagt nogen forretningspapirer, idet regnskaberne ikke forelå på kontroltidspunktet. Derimod fremgår det af de endelige konklusioner, der blev udarbejdet på AAO's hovedkontor, at der var overensstemmelse mellem lagre og regnskaber, ligesom dokumenterne og regnskaberne blev fundet i orden. Kommissionen har derfor foretaget en finansiel korrektion på 10% af den anmeldte støtte.
62 Kongeriget Spanien har gjort gældende, at EUGFL's påstande er urigtige, og at inspektionsarbejdet var forløbet forskriftsmæssigt.
63 Hvad angår påstanden om, at lagerregnskabet ikke var ajour, har Kongeriget Spanien præciseret, at kontrollen først og fremmest fandt sted på grundlag af bilag, og at inspektøren under denne kontrol havde gennemgået de regnskabsbilag vedrørende lagrene, som virksomheden havde udleveret til ham. Derefter fandt inspektionsbesøget sted, hvilket gav mulighed for en efterprøvning på stedet; endelig blev der af hele denne procedure draget konklusioner, der blev udarbejdet enten under inspektionsbesøget, eller efter besøget på AAO-kontoret.
64 Ifølge Kongeriget Spanien sker det undertiden, at virksomheden på tidspunktet for besøget ganske vist råder over ajourførte oplysninger, men at de seneste oplysninger ikke er medtaget i ad hoc-regnskaberne af de helt legitime grunde, der er nævnt i inspektørernes referat. Grunden kan, som tilfældet var i denne sag, være sygdom hos den person, der er ansvarlig for dette arbejde. Denne omstændighed forhindrer på ingen måde en kontrol af de bogførte lagre under inspektionsbesøget, hvilket er bevist ved, at denne kontrol af den pågældende virksomhed faktisk fandt sted.
65 Her skal blot bemærkes, at ifølge artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2677/85 skal enhver emballeringsvirksomhed fra dagen for godkendelsen føre et dagligt lagerregnskab. Kongeriget Spanien har anerkendt, at lagerregnskabet for den pågældende virksomhed ikke var komplet på kontroltidspunktet. Det er således ubestridt, at virksomheden har overtrådt nævnte bestemmelse.
66 Med hensyn til de forskelle mellem de fysiske og de bogførte lagre, der blev afdækket under emballagekontrollen, har Kongeriget Spanien præciseret, at der ikke er afdækket nogen væsentlig forskel. Ifølge Kongeriget Spanien foretog den nationale inspektør efterprøvningen på grundlag af de regnskaber og forretningspapirer, han havde fået stillet til rådighed under inspektionsbesøget. Grunden til, at dokumentationen vedrørende de kvartalsvise momsafregninger ikke forelå under besøget, var, at kontrollen var uanmeldt og gennemført i henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2677/85. Det er desuden udbredt praksis hos personligt ejede virksomheder og mindre selskaber at lade eksterne eksperter stå for udarbejdelsen af sådanne dokumenter. I den foreliggende sag, hvor der under inspektionsbesøget blev krævet fremlæggelse af en kopi af disse afgiftsbilag, blev beviset for, at virksomheden havde betalt moms, straks fremskaffet pr. telefax.
67 Som det fremgår af denne doms præmis 18, skal det her blot bemærkes, at dokumenterne vedrørende lagerregnskabet og finansbogholderiet skal foreligge på virksomhederne på det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed foretager kontrol, også selv om kontrollen er uanmeldt. Dette krav var imidlertid ikke opfyldt i denne sag.
68 De mangler, der blev afdækket under kontrollen af virksomheden Sagarra Bascompte SA, er således fuldt tilstrækkelige til at begrunde den finansielle korrektion på 10%, som i øvrigt ikke kan betragtes som værende uforholdsmæssig stor i forhold til overtrædelsernes grovhed.
Virksomheden Amador Rodríguez SL
69 Følgende overtrædelser anføres i kontrolrapporten: Inspektørerne havde udelukkende på grundlag af en erklæring fra virksomheden attesteret, at der ikke var sket ændringer i emballeringsanlæggene; en af virksomhedens ansatte var blevet udpeget som virksomhedens repræsentant efter loven, uden at der var krævet nogen dokumentation; der manglede 14 000 emballager; der manglede tillige 25 l-emballager; 1 l- og 5 l-emballagerne var ikke kontrolleret; de kontrollerede forretningspapirer var angivet i procent og ikke i absolutte tal; kun 5% af rapporterne om lagerbevægelserne inden for virksomheden var efterprøvet; der forelå ingen oplysninger om afgangen af olivenolie eller om lagrene af emballeret jomfruolivenolie. Kommissionen har derfor foretaget en finansiel korrektion på 10% af den anmeldte støtte.
70 Ifølge Kongeriget Spanien er disse klagepunkter udtryk for en fejlagtig bedømmelse af kontrollen, som opfyldte kravene i artikel 12 i forordning nr. 2677/85.
71 Hvad angår inspektørernes attest - som udelukkende blev udstedt på grundlag af en erklæring fra virksomhedens repræsentant - hvorefter der ikke var sket nogen ændring i emballeringsanlæggene, har Kongeriget Spanien gjort gældende, at anlæggenes specifikationer ved det første besøg på en emballeringsvirksomhed altid beskrives i referatet, som indeholder de oplysninger, der kan opnås ved en simpel besigtigelse, som f.eks. hvilken mekanisme, model eller fabrikant der er tale om, sammen med andre behørigt kontrollerede oplysninger som f.eks. produktionen. Kongeriget Spanien har præciseret, at inspektøren under de efterfølgende besøg altid undersøger de eksisterende anlæg og kontrollerer, om der er sket ændringer i forhold til de oplysninger, der blev indhentet under det foregående besøg. I bekræftende fald anføres dette i referatet. I modsat fald forhører inspektøren sig hos en repræsentant for virksomheden om, hvorvidt der er sket ændringer, der kan være overset ved besigtigelsen. Er svaret negativt, anføres repræsentantens erklæring i referatet, således at der i givet fald kan tages hensyn hertil, hvis der senere bliver opdaget en ændring.
72 Kongeriget Spanien har gjort gældende, at denne forenklede procedure, der beskrives i referatet, ikke vildleder nogen af de personer, der udarbejder sagens akter. Der er dog givet instrukser om, at formuleringen i fremtiden skal være klarere, således at det fremgår, hvorledes inspektionsproceduren er forløbet.
73 Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at i henhold til artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 2677/85 skal medlemsstatens kompetente myndigheder, før godkendelsen gives, på stedet efterprøve den pågældende virksomheds anlæg og emballeringskapacitet. For det andet skal medlemsstaterne under de kontrolbesøg, der er fastsat i artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, i samme forordning afstemme på den ene side de samlede mængder uaftappet og aftappet olie og de tomme emballager, der faktisk forefindes på virksomhedens område, og på den anden side oplysningerne i lagerregnskabet. Denne kontrol indebærer, at den kompetente myndighed under hvert kontrolbesøg undersøger emballeringsanlæggenes tilstand.
74 I dette tilfælde er det ubestridt, at Kongeriget Spanien ikke har godtgjort, at en sådan kontrol faktisk har fundet sted.
75 Med hensyn til det forhold, at et medlem af personalet uden nogen form for dokumentation er udpeget som virksomhedens repræsentant efter loven, har Kongeriget Spanien gjort gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt den person, der optræder på en virksomheds vegne, faktisk er beføjet til at repræsentere virksomheden, især har betydning, når der er tale om at afgive erklæringer på virksomhedens vegne. Spørgsmålet har mindre betydning, når den pågældende person blot skal ledsage inspektøren under et kontrolbesøg.
76 Denne argumentation kan ikke tiltrædes. Den kontrol, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2677/85, er kun formålstjenlig, såfremt en person, der er behørigt godkendt af virksomhedens ledelse, ledsager den inspektør, der er kompetent til at foretage kontrollen, og besvarer inspektørens eventuelle spørgsmål.
77 Hvad angår bemærkningen i kontrolrapporten om, at der manglede 14 000 emballager, har Kongeriget Spanien hævdet, at der af de 384 25 l-emballager rent faktisk manglede 21, men at der ikke var taget hensyn hertil, da de pågældende emballager ikke blev anvendt til markedsføring af olivenolien. Hvad angår den manglende kontrol af de 6 518 1 l-emballager og de 6 970 5 l-emballager har Kongeriget Spanien gjort gældende, at disse faktisk var blevet kontrolleret ved at måle rumfanget, og at det således fremkomne tal i det væsentlige svarede til angivelserne i regnskabet.
78 I denne forbindelse fremgår det af sagens akter, at inspektørerne ifølge deres egne oplysninger ikke havde kunnet tælle 1 l- og 5 l-emballagerne. Tilsyneladende nøjedes inspektørerne således med at fastslå, at det var umuligt at kontrollere antallet af emballager, uden at angive grundene hertil eller angive alternative beregningsmetoder.
79 Under disse omstændigheder må det konkluderes, uden at det er fornødent at gennemgå de øvrige klagepunkter i kontrolrapporten, at de konstaterede uregelmæssigheder i sig selv er tilstrækkelige til at begrunde den finansielle korrektion på 10%.
Virksomheden Fernández y Ruiz de Aguilar SA
80 Følgende uregelmæssigheder anføres i kontrolrapporten: Der fandtes ikke noget regnskab over lagrene af emballeret olivenolie eller over lagrene af emballager; det havde ikke været muligt at foretage en afstemning, men inspektørerne havde afslutningsvis anført i deres rapport, at der »ikke var noget at bemærke«, selv om det er ubestridt, at der ikke kunne foretages nogen afstemning. Kommissionen har derfor foretaget en finansiel korrektion på 10% af den anmeldte støtte.
81 Med hensyn til det manglende lagerregnskab har Kongeriget Spanien henvist til oplysningerne i referatet af inspektionsbesøget.
82 Ifølge dette referat fandtes der faktisk et lagerregnskab over lagrene af emballeret olivenolie og emballagelagrene, og dette lagerregnskab var blevet kontrolleret. Kommissionens påstande på dette punkt er således uberettigede.
83 Hvad angår den manglende mulighed for at foretage en afstemning har Kongeriget Spanien hævdet, at inspektøren under kontrolproceduren ikke nævnte noget om afstemningen af de fysiske og de bogførte lagre i referatet, men at han gjorde det senere i den rapport, han udarbejdede på AAO's kontor.
84 I denne forbindelse skal det blot fastslås, at den manglende oplysning om overensstemmelsen ikke berettiger til at anse de nødvendige efterprøvninger for gennemført; endvidere har Kongeriget Spanien ikke godtgjort sin påstand om, at efterprøvningerne fandt sted efterfølgende.
85 I betragtning af betydningen af denne del af kontrollen må det således konkluderes, at den finansielle korrektion på 10% er berettiget.
Kooperativet Uteco Jaén
86 Følgende uregelmæssigheder anføres i kontrolrapporten: Inspektørerne havde godkendt udstyret, tappeanlægget, lagerhallen og personalet uden at foretage kontrol; der fandtes intet lagerregnskab; det havde ikke været muligt at kontrollere, om der var overensstemmelse mellem lagrene af emballeret olivenolie og emballagelagrene; flytning af olielagre fremstod som salg, selv om der kun var tale om flytninger; der blev ikke ført regnskab over de mængder olie, som kunderne returnerede. Kommissionen har derfor foretaget en finansiel korrektion på 10% af den anmeldte støtte.
87 Med hensyn til det første klagepunkt har Kongeriget Spanien henvist til sine bemærkninger til det samme klagepunkt, der var fremført over for virksomheden Amador Rodríguez SL, og som det har bestridt i præmis 70 og 71 ovenfor.
88 Det fremgår af protokollatet af inspektionen - i den del, der indeholder en beskrivelse af specifikationerne for emballeringsanlægget og lagerhallen - at AAO's inspektører udelukkende på grundlag af en erklæring fra virksomhedens repræsentant havde bekræftet, at udstyret og lokalerne ikke var blevet ændret siden sidste inspektion. Imidlertid, som det også er præciseret i præmis 73 ovenfor, indebærer den kontrol, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2677/85, at den kompetente myndighed skal undersøge emballeringsanlæggenes tilstand ved hvert enkelt kontrolbesøg.
89 I denne sag har Kongeriget Spanien ikke bestridt, at en sådan kontrol ikke har fundet sted.
90 Hvad angår lagerregnskabet har Kongeriget Spanien hævdet, at et sådant regnskab eksisterer, uagtet at de bevægelser, der skete i dagene før kontrollen, ikke var registreret på grund af, at den ansatte, der havde ansvaret for dette arbejde, var fraværende. Da dokumentationen for disse bevægelser imidlertid befandt sig på virksomhedens område, var det - ved hjælp af de notater, der blev taget på stedet - derfor muligt på AAO's kontor at foretage en korrekt gennemgang af de bogførte lagre og sammenholde disse med de fysiske lagre.
91 Denne argumentation kan ikke ændre ved, at der er sket tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2677/85, ifølge hvilken enhver emballeringsvirksomhed fra dagen for godkendelsen skal føre et dagligt lagerregnskab.
92 Disse uregelmæssigheder er i sig selv tilstrækkelig væsentlige til at begrunde den finansielle korrektion på 10%, der er foretaget i dette tilfælde.
Virksomheden Aragonesa de Aceite de Oliva
93 Følgende uregelmæssigheder anføres i kontrolrapporten: Finansbogholderiet og lagerregnskabet var ufuldstændige; det var ikke angivet, hvor mange dokumenter der var kontrolleret; der forelå ingen oplysninger om lagertilgang og -afgang af olivenolie; virksomheden havde erklæret, at 20 560 kg olivenolie samt 385 kg og 175 l emballeret olivenolie, som ikke tilhørte den, var oplagret på virksomheden; der forelå ingen af de dokumenter, der kræves af en godkendt virksomhed; det havde været umuligt at afstemme de fysiske og de bogførte lagre; størstedelen af den olivenolie, der var modtaget på virksomheden, hidrørte fra selskabsdeltagere; der forelå et notat fra AAO til Senpa om fradrag af 46 kg ikke-bogførte produkter. Kommissionen har derfor foretaget en finansiel korrektion på 10% af den anmeldte støtte.
94 Kongeriget Spanien har gjort gældende, at de afdækkede unøjagtigheder i regnskabet skyldes, at virksomheden først for nylig var blevet godkendt, og at der havde været tale om det første inspektionsbesøg på virksomheden.
95 I denne forbindelse skal det blot fastslås, at denne forklaring efter de gældende fællesskabsbestemmelser ikke udgør en gyldig grund og derfor må forkastes.
96 Med hensyn til den manglende angivelse af, hvor mange forretningspapirer der var kontrolleret, har Kongeriget Spanien anført, at selv om antallet ikke er nævnt i referatet af inspektionen, anføres det deri, at 100% af dokumenterne, som AAO havde en liste over, var blevet gennemgået. Antallet af dokumenter kunne således bestemmes ved en efterprøvning på AAO's kontor. Hvad angår de manglende oplysninger om lagertilgangen og -afgangen af olie har Kongeriget Spanien gjort gældende, at tilgangen af uaftappet olivenolie og den kontrollerede afgang, som er angivet i de regnskabsdokumenter, der var blevet gennemgået af AAO, nævnes i referatet. Det fremgår endvidere af referatet, at 100% af bilagene vedrørende lagertilgang og -afgang var blevet gennemgået.
97 Det fremgår af det protokollat, der er udarbejdet af AAO's inspektører, at der ikke forelå regnskabsoplysninger på tidspunktet for kontrollen, hvilket havde forhindret inspektørerne i at kontrollere overensstemmelsen mellem de bogførte og de fysiske lagre. Endvidere indeholder protokollatet vedrørende Aragonesa de Aceite de Oliva i modsætning til protokollaterne vedrørende andre virksomheder ikke oplysninger om tilgangen og afgangen af olivenolie. Påstanden om, at 100% af bilagene er blevet kontrolleret, er således ikke tilstrækkeligt underbygget.
98 Disse uregelmæssigheder er i sig selv tilstrækkelige til at begrunde den finansielle korrektion på 10%.
Virksomheden Martínez Henarejos
99 Følgende uregelmæssigheder anføres i kontrolrapporten: Der fandtes intet regnskab over lagrene af olivenolie, frø, emballeret olie og beholdere; der fandt ikke nogen afstemning sted af de fysiske og de bogførte lagre, idet denne kontrol blev gennemført efterfølgende på AAO's kontor; virksomhedens skriftlige begrundelse for dette svarede ikke til virksomhedens erklæringer herom, som var gengivet i referatet af kontrolbesøget; der var sendt notater til Senpa med henblik på fradrag af 435 kg olie, som ifølge en analyse var af dårlig kvalitet, og 398 kg, der ikke opfyldte kravene i henhold til fællesskabsbestemmelserne. Kommissionen har derfor foretaget en finansiel korrektion på 10% af den anmeldte støtte.
100 Kongeriget Spanien har hævdet, at den manglende overensstemmelse med de fysiske lagre på tidspunktet for kontrollen på stedet, der blev afdækket ved kontrollen på AAO's kontor, ikke kan betragtes som væsentlige, idet kun 1,17% af den emballerede olie var berørt heraf. Forskellene skyldtes, at virksomheden emballerede sin olie i 16 forskellige typer emballage, som faktisk var oplagret på virksomheden på kontroltidspunktet. Lagerdifferencerne vedrørte syv af disse typer emballage; i absolutte tal var der tale om mængder på 2, 20, 4, 15, 6, 15 og 10 l.
101 Det skal i denne forbindelse blot bemærkes, som det allerede fremgår af præmis 18 ovenfor, at dokumenterne vedrørende lagerregnskabet og finansbogholderiet skal være tilgængelige på virksomhederne på tidspunktet for den kompetente myndigheds kontrol, også selv om der er tale om en uanmeldt kontrol. Dette krav var imidlertid ikke opfyldt i denne sag, idet det fremgår af AAO's protokollat af 6. oktober 1992, at det på inspektionsdagen ikke havde været muligt at indhente regnskabsoplysninger vedrørende de enkelte emballagekategorier.
102 Hvad angår det forhold, at der er forskelle mellem de bogførte og de fysiske lagre, forskelle, der forekommer i alle tilfælde, hvor der er tale om uemballeret olivenolie og emballager, og i næsten halvdelen af tilfældene, når der er tale om emballeret olie, har den spanske regering ikke forklaret, hvorfor disse forskelle skulle være en konsekvens af det store antal forskellige emballager, der anvendes.
103 Den finansielle korrektion på 10% findes derfor berettiget.
Virksomheden Hispanoliva
104 Følgende uregelmæssigheder anføres i kontrolrapporten: Virksomhedens anlæg, lagerhal og struktur var ikke blevet kontrolleret, idet erklæringerne fra virksomheden var blevet accepteret uden efterprøvning; beholderne var heller ikke blevet kontrolleret, idet inspektøren havde erklæret, at »der var mange beholdere, og der var uorden i dem«; der var ikke foretaget nogen afstemning af beholderne; der forelå ingen oplysninger om efterprøvningen af lagertilgangen og -afgangen af olie eller om importen fra tredjelande; virksomheden havde fremlagt tegninger af lagerhallerne, der ikke var blevet kontrolleret; men på siden med inspektørens konklusioner var der ud over bemærkningen om kontrollen af overensstemmelsen mellem de fysiske og de bogførte lagre kun en påtegning om, at resten var »i orden«. Kommissionen har derfor foretaget en finansiel korrektion på 10% af den anmeldte støtte.
105 Kongeriget Spanien har påpeget, at for at sikre, at det er nøjagtigheden af de vigtigste aspekter af oplysningerne i støtteansøgningerne, der kontrolleres på stedet, efterprøves emballeringsvirksomhedernes anlæg og maskiner kun hver gang, der er konstateret ændringer i forhold til de tidligere efterprøvninger. Er der ikke konstateret nogen ændring, vil inspektørerne spørge virksomheden, om der har været ændringer, som eventuelt er blevet overset. I modsat fald anføres dette i referatet af inspektionsbesøget for det tilfælde, at der rent faktisk er sket en ændring.
106 Da oplysningerne i lagerregnskabet svarer til de mængder emballeret olie, der faktisk befandt sig på virksomhedens område på kontroltidspunktet, undlod inspektøren at udarbejde en nøjagtig opgørelse over de emballager, der befandt sig på virksomheden; inspektørens opmærksomhed blev imidlertid henledt på, at det ved senere kontrolbesøg var nødvendigt at fastslå nøjagtigt, hvor mange emballager der var tale om.
107 Som anført i præmis 73 ovenfor indebærer den kontrol, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2677/85, at den kompetente myndighed under hvert kontrolbesøg undersøger emballeringsanlæggenes tilstand. Kongeriget Spanien har erkendt, at en sådan undersøgelse ikke har fundet sted i dette tilfælde.
108 Kongeriget Spanien har heller ikke bestridt de øvrige forhold, der er konstateret af EUGFL's inspektører.
109 Under disse omstændigheder kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved den finansielle korrektion på 10%.
Virksomheden Hijos de Joaquín Seguí
110 Følgende uregelmæssigheder anføres i kontrolrapporten: Fakturanumrene var ikke anført i regnskaberne; bevægelserne af mængder og kvaliteter var forkert angivet; der var begået fejl ved registreringen af kvaliteterne olivenolie og jomfruolie; emballageetiketterne var ikke påført identifikationsnumre; den 12. april 1993 foreslog AAO Senpa at tilbagekalde godkendelsen af den nævnte virksomhed, fordi dennes emballeringskapacitet var mindre end den mindstemængde, der var fastsat i de gældende bestemmelser, et forslag, der blev annulleret den 6. juli 1993. Kommissionen har derfor foretaget en finansiel korrektion på 10% af den anmeldte støtte.
111 Kongeriget Spanien har gjort gældende, at EUGFL's klagepunkter er utilstrækkeligt begrundede, idet de forskelle, der ved kontrollen på stedet blev konstateret mellem de fysiske og de bogførte lagre af emballeret olivenolie, kun udgjorde 142 l i alt. Endvidere havde inspektørerne i den rapport, der var vedlagt referatet, anført, at de havde foretaget særlige efterprøvninger. Helt konkret havde de undersøgt fakturaerne og kvitteringerne for forretningstransaktionerne samt momsregnskabernes angivelser vedrørende de fremlagte forretningspapirer.
112 Som generaladvokaten har påpeget i punkt 153 i forslaget til afgørelse, dækker de 142 l, der er nævnt af Kongeriget Spanien, ikke samtlige de forskelle, der blev konstateret under inspektionen, idet der var fundet afvigelser på flere hundrede enheder dels mellem de bogførte og de fysiske lagre, dels mellem lagrene af uaftappet olie og emballagelagrene.
113 Kongeriget Spanien har ikke bestridt de øvrige forhold, der er konstateret af EUGFL.
114 Under disse omstændigheder findes den finansielle korrektion på 10% at være berettiget.
Virksomheden Emiliano Vivas
115 Følgende uregelmæssigheder var anført i kontrolrapporten: Inspektionen på stedet varede kun fire timer, nemlig fra kl. 16 til kl. 20 den 31. december 1993; der var ingen lagre; det havde ikke været muligt at kontrollere emballagerne, idet disse ifølge inspektøren ikke var placeret korrekt på lageret; der var alvorlige mangler i finansbogholderiet, som ikke blev ført på grundlag af originale fakturaer, men alene på grundlag af fotokopier; kun følgesedlerne var blevet kontrolleret; inspektørens endelige konklusion: Trods de afdækkede uregelmæssigheder havde AAO's inspektør alligevel konkluderet, at uregelmæssighederne ikke havde nogen konsekvenser for den forbrugsstøtte, den pågældende virksomhed havde modtaget.
116 Hvad angår inspektionens varighed har Kongeriget Spanien gjort gældende, at det drejede sig om en mindre emballeringsvirksomhed, der kun arbejdede en del af året; kontrolbesøget faldt sammen med en periode, hvor arbejdet stod stille af tekniske årsager, og havde haft til formål at kontrollere opfyldelsen af bestemte krav. Der blev foretaget andre relevante efterprøvninger på stedet, men de manglende lagre af uemballeret og emballeret olie havde gjort det muligt at spare megen tid.
117 De manglende lagre skyldtes virksomhedens lave aktivitetsniveau og kunne under ingen omstændigheder betragtes som noget unormalt, som en overtrædelse eller som en fejl.
118 Med hensyn til kontrollen med de tomme emballager havde inspektøren valgt at beregne deres antal ved at måle rumfanget, en måling, der bekræftede overensstemmelsen med de bogførte lagre; det var nemlig ikke muligt for ham at opgøre disse emballagers antal endeligt, fordi de ikke var placeret korrekt på lageret, og han havde derfor også anmodet virksomheden om i fremtiden at placere emballagerne ordentligt for at lette optællingen. Som det følgende besøg havde vist, var denne anmodning blevet imødekommet.
119 Kongeriget Spanien har erkendt, at den kontrol, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2677/85, ikke har fundet sted. Denne overtrædelse er i sig selv tilstrækkelig alvorlig til at begrunde den finansielle korrektion på 10%, der er anvendt i denne sag.
120 Det følger af det ovenfor anførte, at den anfægtede beslutning bør annulleres for så vidt angår den del, der vedrører Kongeriget Spanien, i det omfang det afvises at lade EUGFL afholde udgifterne til hele den støtte, der er tildelt kooperativet Olivar de Segura og virksomheden Agroalimentaria Minerva.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
121 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger og Kongeriget Spanien i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges Kongeriget Spanien at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
1) Kommissionens beslutning 96/701/EF af 20. november 1996 om ændring af beslutning 96/311/EF om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsåret 1992, der finansieres af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, samt visse udgifter for regnskabsåret 1993, annulleres for så vidt angår den del, der vedrører Kongeriget Spanien, i det omfang det afvises at lade EUGFL afholde udgifterne til hele den støtte, der er tildelt kooperativet Olivar de Segura og virksomheden Agroalimentaria Minerva.
2) I øvrigt frifindes Kommissionen.
3) Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy