EUR-Lex -  61997CJ0166 - DA - Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 18. marts 1999. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik. - Traktatbrud - Beskyttelse af vilde fugle - Særligt beskyttede områder. - Sag C-166/97.

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Medlemsstater - forpligtelser - gennemfoerelse af direktiver - manglende gennemfoerelse - begrundelse - ulovlig

(EF-traktaten, art. 169)

2 Traktatbrudssoegsmaal - Domstolens proevelse af soegsmaalsgrundlaget - relevante forhold - forholdene ved udloebet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

(EF-traktaten, art. 169)

3 Miljoe - beskyttelse af vilde fugle - direktiv 79/409 - saerlige beskyttelsesforanstaltninger - medlemsstaternes forpligtelser - forpligtelse til at give de saerligt beskyttede omraader en tilfredsstillende retlig stilling - raekkevidde

(Raadets direktiv 79/409, art. 4, stk. 1 og 2)

4 Miljoe - beskyttelse af vilde fugle - direktiv 79/409 - saerlige beskyttelsesforanstaltninger - medlemsstaternes forpligtelser - forpligtelse til at traeffe foranstaltninger for at undgaa forurening og forringelse af levestederne - tilsidesaettelse - betingelse - omraade, der er udlagt, eller som skal udlaegges til saerligt beskyttede omraader

(Raadets direktiv 79/409, art. 4, stk. 1, 2 og 4)

Sammendrag

1 En medlemsstat kan ikke kan paaberaabe sig bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold i sin nationale retsorden til stoette for, at forpligtelser og frister, der foelger af et direktiv. ikke overholdes.

2 Spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger traktatbrud, vurderes paa grundlag af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udloebet af fristen i den begrundede udtalelse.

3 Medlemsstaterne er ifoelge artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 79/409 om beskyttelse af vilde fugle forpligtet til at tillaegge de deri naevnte saerligt beskyttede omraader en retlig stilling for beskyttelse, der navnlig kan sikre, at de i bilag I til direktivet naevnte arter kan overleve og yngle, samt at de traekfuglearter, der ikke er naevnt i dette bilag, men som regelmaessigt forekommer dér, kan yngle, skifte fjer og overvintre.

En retlig ordning for beskyttelsen, i henhold til hvilken et saerligt beskyttet omraade kun omfattes af reglerne for offentligt ejet fast ejendom og havreservater kan ikke, naar den ikke omfatter andre konkrete foranstaltninger end jagtbestemmelser, tilvejebringe en tilfredsstillende beskyttelse som omhandlet i de naevnte bestemmelser.

4 Medlemsstaterne er ifoelge artikel 4, stk. 4, i direktiv 79/409 om beskyttelse af vilde fugle forpligtet til at traeffe egnede foranstaltninger for at undgaa forureninger og forringelse af de omhandlede arters levesteder ogsaa for saa vidt angaar et omraade, som ikke er blevet udlagt til saerligt beskyttet omraade, men som efter direktivet skulle have vaeret det. Heraf foelger, at enhver tilsidesaettelse af denne bestemmelse forudsaetter, at det paagaeldende omraade er et af de omraader, som med hensyn til antal og udstraekning er bedst egnet til beskyttelse af de fredede arter, jf. direktivets artikel 4, stk. 1, foerste punktum, der angiver kriterierne for en saadan udlaegning.

Det forhold, at en lokalitet af en medlemsstat er blevet indfoert i en fortegnelse over vigtige fuglebeskyttelsesomraader, beviser ikke, at den skulle udlaegges til saerligt beskyttet omraade.

Dommens præmisser

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 30. april 1997 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4 i Raadets direktiv 79/409/EOEF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EFT L 103, s. 1, herefter »fugledirektivet«), idet den hverken har truffet saerlige beskyttelsesforanstaltninger for fuglelevestederne i Seine-udloebet eller egnede foranstaltninger for at undgaa forringelse af disse levesteder.

2 Artikel 4 i fugledirektivet indeholder foelgende bestemmelser:

»1. For arter, som er anfoert i bilag I, traeffes der saerlige beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til deres levesteder for at sikre, at de kan overleve og formere sig i deres udbredelsesomraade.

I denne forbindelse tages der hensyn til:

a) arter, der trues af udslettelse

b) arter, der er foelsomme over for bestemte aendringer af deres levesteder

c) arter, der anses for sjaeldne, fordi bestanden er ringe eller den lokale udbredelse begraenset

d) andre arter, der kraever speciel opmaerksomhed paa grund af deres levesteders saerlige beskaffenhed.

Ved vurderinger i forbindelse hermed skal der tages hensyn til tendenser og variationer vedroerende bestandens stoerrelse.

Medlemsstaterne udlaegger som saerligt beskyttede omraade navnlig saadanne omraader, som med hensyn til antal og udstraekning er bedst egnede til beskyttelse af disse arter, idet der tages hensyn til behovet for at beskytte arterne i det geografiske soe- og landomraade, hvor dette direktiv finder anvendelse.

2. Under hensyn til beskyttelsesbehovene i det geografiske soe- og landomraade, hvor dette direktiv finder anvendelse, traeffer medlemsstaterne tilsvarende foranstaltninger med hensyn til regelmaessigt tilbagevendende traekfuglearter, som ikke er anfoert i bilag I, for saa vidt angaar de paagaeldende arters yngle-, fjerskifte- og overvintringsomraader samt rasteomraader inden for deres traekruter. Med henblik herpaa er medlemsstaterne i saerlig grad opmaerksomme paa, at vaadomraaderne, og isaer vaadomraader af international betydning beskyttes.

3. ...

4. Medlemsstaterne traeffer egnede foranstaltninger med henblik paa i de i stk. 1 og 2 naevnte beskyttede omraader at undgaa forurening eller forringelse af levestederne samt forstyrrelse af fuglene, i det omfang en saadan forurening, forringelse eller forstyrrelse har vaesentlig betydning for formaalet med denne artikel. Medlemsstaterne bestraeber sig paa at undgaa forurening eller forringelse af levesteder ogsaa uden for disse beskyttede omraader.«

3 Raadets direktiv 92/43/EOEF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206, s. 7, herefter »levestedsdirektivet«) indeholder i artikel 7 en bestemmelse om, at forpligtelserne i artikel 6, stk. 2, 3 og 4, »traeder i stedet for forpligtelserne i artikel 4, stk. 4, foerste punktum, i direktiv 79/409/EOEF, for saa vidt angaar de omraader, der er udlagt som saerligt beskyttede efter artikel 4, stk. 1, eller tilsvarende anerkendt efter artikel 4, stk. 2, deri, fra datoen for naervaerende direktivs ivaerksaettelse eller fra den dato, hvor en medlemsstat har udlagt eller anerkendt omraaderne efter direktiv 79/409/EOEF, hvis denne dato er senere«.

4 Artikel 6, stk. 3 og 4, i levestedsdirektivet indeholder foelgende bestemmelser:

»3. Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller noedvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan paavirke en saadan lokalitet vaesentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger paa lokaliteten under hensyn til bevaringsmaalsaetningerne for denne. Paa baggrund af konklusionerne af vurderingen af virkningerne paa lokaliteten, og med forbehold af stk. 4, giver de kompetente nationale myndigheder foerst deres tilslutning til en plan eller et projekt, naar de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens integritet, og naar de - hvis det anses for noedvendigt - har hoert offentligheden.

4. Hvis en plan eller et projekt, paa trods af at virkningerne paa lokaliteten vurderes negativt, alligevel skal gennemfoeres af bydende noedvendige hensyn til vaesentlige samfundsinteresser, herunder af social eller oekonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ loesning, traeffer medlemsstaten alle noedvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhaeng i Natura 2000 beskyttes. Medlemsstaten underretter Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der traeffes.

Hvis der er tale om en lokalitet med en prioriteret naturtype og/eller en prioriteret art, kan der alene henvises til hensynet til menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed eller vaesentlige gavnlige virkninger paa miljoeet, eller, efter udtalelse fra Kommissionen, andre bydende noedvendige hensyn til vaesentlige samfundsinteresser.«

5 Ifoelge levestedsdirektivet artikel 23, stk. 5, saetter medlemsstaterne de noedvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet inden for en frist paa to aar fra dets meddelelse. Direktivet blev meddelt i juni 1992 og naevnte frist udloeb saaledes i juni 1994.

6 Den 23. december 1992 tilstillede Kommissionen den franske regering en aabningsskrivelse, hvori den bl.a. gjorde gaeldende, at fugledirektivets bestemmelser ikke var blevet fulgt for saa vidt angik Seine-udloebet. Kommissionen anfoerte, at det saerligt beskyttede omraade (»SBO«), der var blevet udlagt i 1990 ikke var tilstraekkeligt stort til at opfylde de ornitologiske krav, og at den beskyttelsesordning for SBO'et, der var blevet fastlagt i den den 19. april 1985 mellem miljoeministeren og havneselskaberne i henholdsvis Le Havre og Rouen afsluttede overenskomst (herefter »overenskomsten«), ikke var tilstraekkelig. Kommissionen naevnte desuden, at anlaeggelsen af et titangipslager taet op af SBO'et var uforenelig med fugledirektivet.

7 Den franske regering svarede den 18. november 1993, at den bestemt anerkendte, at Seine-udloebet havde stor biologisk vaerdi, men at den ansaa den gaeldende beskyttelsesordning for tilstraekkelig til at sikre, at den forpligtelse til at beskytte fuglenes levesteder, som var opstaaet i og med udlaeggelsen til SBO, blev opfyldt. Den bestred, at titangipslageret kunne udgoere en overtraedelse af fugledirektivet, idet lageret laa uden for SBO'et.

8 Kommissionen fandt denne redegoerelse utilfredsstillende og tilstillede derfor den 3. juli 1995 Den Franske Republik en begrundet udtalelse, hvori den paa den ene side fastslog, at Den Franske Republik ved hverken at traeffe saerlige beskyttelsesforanstaltninger for fuglelevestederne i Seine-udloebet eller egnede foranstaltninger for at undgaa forurening af disse levesteder havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til fugledirektivets artikel 8, og paa den anden side opfordrede den til inden to maaneder efter den begrundede udtalelses forkyndelse af traeffe de foranstaltninger, der var noedvendige for at efterkomme den.

9 Ved skrivelse af 19. oktober 1995 svarede den franske regering bl.a., at overenskomsten kun var en midlertidig foranstaltning, og at man overvejede foerst at vedtage et dekret om udlaegning af et naturreservat, som inden laenge varigt ville kunne sikre beskyttelsen af udloebets mest foelsomme omraader, og senere at traeffe andre foranstaltninger med henblik paa effektivt at beskytte naturarven i flodudloebet.

Realiteten

10 Kommissionen har over for Den Franske Republik paatalt, for det foerste, at den ikke har udlagt et tilstraekkeligt stort omraade i Seine-udloebet som SBO, for det andet, at den ikke har givet det i 1990 udlagte SBO en saadan retlig stilling, at de med fugledirektivet tilstraebte beskyttelsesformaal kan naas, og for det tredje, at den ikke har truffet de foranstaltninger, der er noedvendige for at undgaa forringelse af Seine-udloebet, ved at tillade etableringen dér af en titangipsfabrik, der forringer levevilkaarene for fuglene paa dette levested.

SBO'ets stoerrelse

11 Kommissionen har anfoert, at Seine-udloebet er et af de ornitologisk set vigtigste vaadomraader paa den franske kyst, og er en lokalitet, der besoeges af et meget stort antal fugle af de arter, der er naevnt i bilag I til fugledirektivet og af fugle, som tilhoerer traekfuglearter. Den Franske Republiks udlaegning i 1990 af et SBO med et areal paa 2 750 hektar udgoer ikke en opfyldelse af de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2. Faktisk skulle de franske myndigheder i Seine-udloebet i 1994 have givet et areal paa 21 900 hektar status som vigtigt fuglebeskyttelsesomraade. Endvidere er 7 800 hektar i denne flodmunding anfoert i den europaeiske ornitologiske oversigt »Important Bird Areas in Europe«, der blev offentliggjort i 1989.

12 Den franske regering har erkendt, at et SBO paa 2 750 hektar i Seine-udloebet ikke var tilstraekkeligt, dengang den frist, der var blevet givet den til at efterkomme den begrundede udtalelse, udloeb. Den har dog oplyst, at den udvidelse af dette SBO, som fandt sted i november 1997, blev forsinket, fordi den lokale befolkning, der saerligt beroeres, skulle hoeres og give sin godkendelse.

13 I den forbindelse skal der blot henvises til, at en medlemsstat efter Domstolens faste praksis ikke kan paaberaabe sig bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold i sin nationale retsorden til stoette for, at forpligtelser og frister, der foelger af et direktiv, ikke overholdes (jf. bl.a. dom af 6.7.1995, sag C-259/94, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 1947, praemis 5, og af 25.11.1998, sag C-214/96, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 7661, praemis 18).

14 Det er i oevrigt ubestridt, at Seine-udloebet er et saerligt betydningsfuldt oekosystem som rasteplads, overvintringsomraade og ynglested for mange af de i fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, omhandlede fuglearter.

15 Det skal derfor fastslaas, at Den Franske Republik ikke inden for den fastsatte frist i overensstemmelse med fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, har udlagt et tilstraekkeligt stort areal til SBO i Seine-udloebet. Kommissionens paastand skal herefter for saa vidt tages til foelge.

Den retlige stilling for saa vidt angaar beskyttelsen af det i 1990 udlagte SBO

16 Kommissionen har gjort gaeldende, at Den Franske Republik ikke for Seine-udloebet har skabt en retlig ramme, hvorigennem det paa tilfredsstillende maade kan sikres, at der ikke goeres indgreb i det i 1990 udlagte SBO. Navnlig er den beskyttelse, som dette nyder ifoelge overenskomsten, ikke i overensstemmelse med de beskyttelseskrav, der er fastlagt i fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2. I oevrigt er der ikke blevet udstedt andre regler med henblik paa at give dette SBO en retlig tilstraekkelig beskyttelse.

17 Den franske regering har gjort gaeldende, at det ved naevnte overenskomst for saa vidt angaar naervaerende sag har vaeret muligt effektivt at beskytte det omhandlede SBO, som i oevrigt ejes af det offentlige. Desuden har et areal paa 7 800 hektar, der omfatter dette SBO, fra 1973 haft status som havjagtreservat, saaledes at enhver form for jagt er forbudt dér. Desuden findes siden 1974 i Seine-udloebet Brotonne-naturparken, der har status som regional naturpark. Endelig har det gennem anvendelsen af forvaltningsregler for SBO'et vaeret muligt at opfylde forpligtelserne i henhold til fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2. Under disse omstaendigheder omfattes dette SBO af et flerstrenget og effektivt beskyttelsessystem.

18 Det skal herved paapeges, at efter fast retspraksis maa spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger traktatbrud, vurderes paa baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udloebet af fristen i den begrundede udtalelse (jf. bl.a. dom af 3.7.1997, sag C-60/96, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 3827, praemis 15, og af 19.5.1998, sag C-3/96, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 3031, praemis 36).

19 Det er imidlertid ubestridt, at overenskomsten blev indgaaet for ti aar og udloeb den 11. april 1995 uden at vaere blevet fornyet. Den var altsaa ikke gaeldende den 3. september 1995, da to maanedersfristen ifoelge den begrundede udtalelse udloeb.

20 Det er herefter ufornoedent at undersoege, om den ved overenskomsten fastlagte ordning for beskyttelse af SBO'et opfylder de beskyttelseskrav, der er fastlagt i fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2.

21 Med hensyn til de andre foranstaltninger, der ifoelge den franske regering har til formaal at tilvejebringe en tilstraekkelig beskyttelsesordning for SBO'et, laegges der vaegt paa, at medlemsstaterne efter Domstolens praksis er forpligtet til ifoelge fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, at tillaegge SBO en retlig stilling for beskyttelse, hvorigennem det kan sikres, at de i bilag I til direktivet naevnte arter kan overleve og yngle, og at de traekfuglearter, der ikke er naevnt i bilag I, men som regelmaessigt forekommer dér, kan yngle, skifte fjer og overvintre (jf. paa linje hermed dom af 2.8.1993, sag C-355/90, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 4221, praemis 28-32).

22 Det bemaerkes i den forbindelse, at da Kommissionen i den begrundede udtalelse havde foreholdt Den Franske Republik ikke at have opfyldt kravene ifoelge fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, idet den kun lod det i 1990 oprettede SBO vaere omfattet af overenskomstens beskyttelsesregler, svarede den franske regering den ved skrivelse af 19. oktober 1995, at denne overenskomst kun var en overgangsforanstaltning, hvorfor man overvejede foerst at vedtage et dekret om oprettelse af et naturreservat, der inden laenge varigt kunne sikre beskyttelsen af de mest foelsomme omraader i flodmundingen og derefter at traeffe andre foranstaltninger for effektivt at beskytte naturarven i denne, saaledes at man kunne opfylde kravene ifoelge fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2.

23 For saa vidt angaar Brotonne-naturparken, der er naevnt i praemis 17 i naervaerende dom, er det ubestridt, at den som anfoert af Kommissionen ikke daekker det i 1990 som SBO udlagte omraade, men kun de omraader i Seine-udloebet, der blev udlagt som SBO i november 1997.

24 Af det anfoerte foelger, at det i 1990 udlagte SBO, dengang den i den begrundede udtalelse fastsatte frist udloeb, kun var omfattet af reglerne for offentligt ejet fast ejendom og havjagtreservater.

25 Imidlertid kan en saadan ordning ikke, naar den ikke omfatter andre konkrete foranstaltninger end jagtbestemmelser, tilvejebringe en tilfredsstillende beskyttelse som omhandlet i fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2.

26 Kommissionen har saaledes med foeje foreholdt Den Franske Republik ikke at have vedtaget bestemmelser, der retligt gav dette SBO en beskyttelse, som efter fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, var tilstraekkelig. Kommissionens paastand skal derfor ogsaa paa dette punkt tages til foelge.

Titangipsfabrikken i Hode

27 Kommissionen har anfoert, at denne fabrik og dens anlaeg samt vejen, der foerer dertil, er bygget i vaadenge, der ligger i det vigtige fuglebeskyttelsesomraade (VFO), der er naevnt i praemis 11 i naervaerende dom, og som har stor interesse som opholds-, foedeindtagelses- og yngleplads for mange truede arter og traekfuglearter. Ifoelge Kommissionen skulle disse omraader derfor have vaeret med i SBO'et i Seine-udloebet i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1 og 2, i fugledirektivet. Den forurening, som det naevnte fabriksanlaeg foraarsager, kan saaledes ikke forliges med de beskyttelseskrav, der foelger af naevnte direktivs artikel 4, stk. 4, foerste punktum.

28 Kommissionen goer gaeldende, at selv om det antages, at dette anlaegs virkninger ikke kan tages op til behandling paa grundlag af denne bestemmelse, fordi anlaegget ligger uden for SBO'et, maa det fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til fugledirektivets artikel 4, stk. 4, andet punktum. For ifoelge denne bestemmelse skal medlemsstaterne traeffe alle de foranstaltninger, der er egnede til at undgaa varig forringelse, for at opretholde muligheden for en senere udlaegning af lokaliteten til SBO, og for at tilgodese de beskyttelsesformaal for lokaliteten, som foelger af fugledirektivets artikel 4. Den franske regering skulle derfor have valgt den placering, der ville give den mindste forurening, naar henses til SBO's beskyttelsesformaal, det vil isaer sige omraadet vest for vaadengene, som ikke har ornitologisk interesse.

29 Kommissionen har herudover anfoert, at titangipsfabrikken ikke har vaeret genstand for en vurdering med hensyn til projektets virkning paa lokaliteten, som foreskrevet i levestedsdirektivets artikel 6, stk. 3. Desuden kan denne fabrik ikke begrundes med bydende noedvendige hensyn til vaesentlige samfundsinteresser, som omhandlet i dette direktivs artikel 6, stk. 4. Kriterierne ifoelge denne bestemmelse om vaesentlige samfundsinteresser, noedvendige kompensationsforanstaltninger og muligheden for alternative loesninger er ikke opfyldt i det foreliggende tilfaelde.

30 Den franske regering har foerst gjort gaeldende, at projektet om placering af titangipsfabrikken blev gjort til genstand for to miljoeundersoegelser i 1991 og 1993, og at den sidst gennemfoerte gav som resultat, at der ikke blev tale om vaesentlig forringelse af levestedet for de paagaeldende arter. Dette resultat blev i oevrigt bekraeftet i en af en uafhaengig undersoegelseskomité gennemfoert undersoegelse, efter at en meddelelse fra myndighederne vedroerende en offentlig undersoegelse i december 1994 og januar 1995 med opfordring til publikum om at fremsaette indsigelser vedroerende naevnte anlaegs virksomhed var blevet offentliggjort.

31 I oevrigt kan det ikke fastslaas, at den lokalitet, hvor titangipsfabrikken ligger, skal udlaegges til SBO, blot fordi den omfattes af et af de VFO, som de franske myndigheder har registreret. De omraader, der er registreret som VFO, har jo ikke alle lige stor ornitologisk betydning for saa vidt angaar de forpligtelser, der udspringer af fugledirektivet. Men en undersoegelse gennemfoert af Det Regionale Miljoedirektorat (herefter »Diren«) viser, at den lokalitet, hvor fabrikken skulle ligge, ikke er et af de mest interessante i Seine-udloebet, naar det gaelder beskyttelsen af den biologiske mangfoldighed. Den franske regering har konstateret, at Kommissionen i alt fald ikke har fremlagt videnskabeligt bevismateriale, der viser, at denne lokalitet skulle have vaeret udlagt som SBO.

32 Den franske regering goer endvidere gaeldende, at den oplagring af syntetisk gips, der sker paa fabrikken i Hode, ikke er i strid med beskyttelseskravene ifoelge fugledirektivets artikel 4, idet produktet ikke er oekotoksisk, at oplagring af det i indtil 25 m hoejde ikke kan forstyrre traekadfaerden hos fuglene, at udslippet til Seinen kun forurener i ringe grad, og at landevejstrafikken kun er oeget med 2,3% efter naevnte fabriks start.

33 Endelig er der blevet truffet omfattende foranstaltninger for at undgaa en forringelse af levestederne og enhver risiko for de paa stedet forekommende arter.

34 Der skal vedroerende den paastaaede tilsidesaettelse af levestedsdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, henvises til praemis 3 i naervaerende dom, hvorefter forpligtelserne ifoelge disse bestemmelser fra en bestemt dato traeder i stedet for forpligtelserne ifoelge fugledirektivets artikel 4, stk. 4, foerste punktum.

35 Det fremgaar af sagen, at opfoerelsen af fabrikken begyndte, foer levestedsdirektivet blev vedtaget.

36 Men selv om det antages, at Kommissionen med paastanden om, at det fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til fugledirektivets artikel 4, har haft ogsaa levestedsdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, for oeje, er det for saa vidt angaar afgraensningen af dette punkt i paatalen absolut noedvendigt noejagtigt at fastlaegge den dato, fra hvilken de franske myndigheders adfaerd efter Kommissionens opfattelse har vaeret i strid med de krav, der foelger af levestedsdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4.

37 Da staevningen ikke indeholder oplysninger herom, maa anbringendet om tilsidesaettelse af levestedsdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, saaledes forkastes.

38 Hvad angaar den paastaaede tilsidesaettelse af fugledirektivets artikel 4, stk. 4, foerste punktum, som oprindeligt affattet, fremgaar det af Domstolens praksis, at medlemsstaterne skal opfylde forpligtelserne ifoelge denne bestemmelse, naar det paagaeldende omraade ikke er blevet udlagt til SBO, men skulle have vaeret det (jf. dommen af 2.8.1993, Kommissionen mod Spanien, praemis 22).

39 Heraf foelger, at enhver tilsidesaettelse af fugledirektivets artikel 4, stk. 4, foerste punktum, forudsaetter, at det paagaeldende omraade er et af de omraader, som med hensyn til antal og udstraekning er bedst egnet til beskyttelse af de fredede arter, jf. samme artikels stk. 1, fjerde afsnit.

40 Ifoelge fast retspraksis paahviler det i medfoer af traktatens artikel 169 Kommissionen under en traktatbrudssag at godtgoere, at det haevdede traktatbrud foreligger, samt at fremlaegge de oplysninger for Domstolen, som er noedvendige for, at denne kan efterproeve, om der foreligger et traktatbrud (jf. bl.a. dom af 25.5.1982, sag 96/81, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. s. 1791, praemis 6, og af 23.10.1997, sag C-157/94, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 5699, praemis 59).

41 Det skal derfor foerst undersoeges, om Kommissionen har foert bevis for, at den lokalitet, hvor fabrikken og dens anlaeg er placeret, opfyldte den i praemis 39 i naervaerende dom naevnte betingelse.

42 Det maa herved fastslaas, at den omstaendighed alene, at den paagaeldende lokalitet er blevet optaget i VFO-fortegnelsen, ikke beviser, at den skulle udlaegges som SBO. Som fremhaevet af den franske regering, der ikke paa dette punkt er blevet imoedegaaet af Kommissionen, udgoer denne fortegnelse blot en foerste anslaaet registrering af de ornitologiske vaerdier og omfatter miljoemaessigt mangeartede, undertiden beboede omraader, der ikke alle har en saadan ornitologisk vaerdi, at de med hensyn til antal og udstraekning maa anses for de bedst egnede til beskyttelse af fuglene.

43 Hvad angaar Kommissionens argument om, at den paagaeldende lokalitet bestod af vaadenge af stor interesse for mange beskyttede arters ophold, foedeindtagelse og formering, fremgaar det af sagen, at fabrikken ligger i et omraade, der er redebygningsomraade eller det foretrukne foedeindtagelsesomraade for flere arter, som er naevnt i bilag I til fugledirektivet. Dette omraade er imidlertid langt mere udstrakt end den omhandlede lokalitet.

44 Ifoelge den af den franske regering naevnte undersoegelse fra naturhistorisk museum, som den miljoevirkningsundersoegelse, der blev gennemfoert i 1993, bygger paa, og hvis resultater Kommissionen ikke har bestridt, udsaettes ingen af de sjaeldneste fuglearter i omraadet direkte for overlast ved placeringen dér af et titangipsbehandlingsanlaeg, selv om tabet af 35 hektar eng udgoer et virkeligt levestedstab for fugle, der yngler dér.

45 Ganske vist fremgaar det af en undersoegelse, som Diren offentliggjorde i 1995, at den del af flodmundingen, der var genstand for undersoegelsen, navnlig i betragtning af dens betydning for fuglelivet, havde fortjent at blive udlagt som naturreservat.

46 Selv om Diren's undersoegelse blev offentliggjort efter opfoerelsen af titangipsanlaegget, og selv om dette laa i det undersoegte omraade, omtaler den dog ikke specielt den lokalitet, hvor det ligger.

47 Naar henses til det samlede forelagte bevismateriale, findes Kommissionen herefter ikke i retligt fornoedent omfang at have foert bevis for, at den omhandlede lokalitet henhoerte under de omraader, som med hensyn til antal og udstraekning er bedst egnede til beskyttelse af de fredede arter.

48 Med hensyn til den paastaaede tilsidesaettelse af fugledirektivets artikel 4, stk. 4, andet punktum, maa det fastslaas, at Kommissionen i alt fald ikke har godtgjort, at Den Franske Republik ikke har bestraebt sig paa at undgaa forurening eller forringelse af de levesteder, hvor titangipsbehandlingsanlaegget blev opfoert.

49 Saaledes har Kommissionen vedroerende forureningen erkendt, at dette anlaeg ikke havde haft stoerre betydning. Vedroerende forringelsen af levestederne havde den franske regering tidligere under den administrative procedure oplyst, at valget af anlaeggets placering blev truffet, efter at de forskellige placeringsmuligheder for titangipslageret var blevet omhyggeligt undersoegt, og derefter langvarigt droeftet med lokalt beroerte parter og navnlig de fuglebeskyttelsesinteresserede kredse. Kommissionen har dog blot haevdet, at Den Franske Republik ved denne placering burde have valgt det sted, som ville have givet den i forhold til SBO'ets beskyttelsesformaal mindste forurening, det vil isaer sige det omraade, der ligger vest for vaadengene, og som ikke har ornitologisk interesse. Herved maa det i oevrigt paapeges, at det i staevningen anfoerte anbringende paa grundlag af fugledirektivets artikel 4, stk. 4, andet punktum, ikke er blevet gentaget og behandlet af Kommissionen senere under retssagen.

50 Heraf foelger, at klagepunktet om tilsidesaettelse af fugledirektivets artikel 4, stk. 4, skal forkastes.

51 Paa baggrund af det anfoerte maa det fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, idet den ikke har udlagt et tilstraekkeligt stort areal som SBO i Seine-udloebet og ikke har vedtaget foranstaltninger, hvorved det udlagte SBO faar en tilfredsstillende retlig stilling.

52 I oevrigt frifindes sagsoegte.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

53 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Dog kan Domstolen ifoelge artikel 69, stk. 3, foerste afsnit, helt eller delvis fordele sagens omkostninger, hvis hver af parterne, henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Kommissionen har kun faaet medhold i en del af sine paastande, og sagens omkostninger skal derfor fordeles.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1 og 2, i Raadets direktiv 79/409/EOEF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle, idet den ikke har udlagt et tilstraekkeligt stort areal som saerligt beskyttet omraade i Seine-udloebet og ikke har vedtaget foranstaltninger, hvorved det udlagte saerligt beskyttede omraade faar en tilfredsstillende retlig stilling.

2) I oevrigt frifindes Den Franske Republik.

3) Hver part betaler sine omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy