Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Praejudicielle spoergsmaal - den nationale rets kompetence - anvendelse af de af Domstolen fortolkede bestemmelser
(EF-traktaten, art. 177 (nu artikel 234 EF))
2 Tilnaermelse af lovgivningerne - varemaerker - direktiv 89/104 - ret for indehaveren af et registreret varemaerke til at modsaette sig uberettiget anvendelse af varemaerket - tegn, der anvendes paa varer af samme eller lignende art - en lydlig lighed mellem tegnet og varemaerket i sig selv udelukker ikke en risiko for forveksling - bedoemmelse af risikoen - kriterier - bedoemmelse af et varemaerkes saerpraeg - kriterier
[Raadets direktiv 89/104, art. 5, stk. 1, litra b)]
Sammendrag
1 Efter kompetencefordelingen i traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) er Domstolens rolle begraenset til at forsyne den nationale ret med de fortolkningsbidrag, der er noedvendige for afgoerelsen af den sag, der er indbragt for den, mens det tilkommer den nationale ret at anvende de faellesskabsretlige bestemmelser - saaledes som de er fortolket af Domstolen - paa de faktiske omstaendigheder i den konkrete sag.
2 Det kan ikke udelukkes, at en lydlig lighed mellem et varemaerke og et tegn, som anvendes for varer af samme eller lignende art, i sig selv kan skabe risiko for forveksling i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 5, stk. 1, litra b), i foerste direktiv 89/104 om varemaerker. Jo stoerre lighed, der er mellem de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemaerkerne, og jo stoerre grad af saerpraeg, det aeldre varemaerke har, desto stoerre er risikoen for forveksling.
For at kunne tage stilling til et varemaerkes saerpraeg og dermed, om det har en hoej grad af saerpraeg, skal der foretages en samlet vurdering af, om varemaerket er mere eller mindre egnet til at identificere de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, som hidroerende fra en bestemt virksomhed og dermed til at adskille disse varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders. Ved denne vurdering skal der tages hensyn til alle de relevante momenter, navnlig maerkets egentlige beskaffenhed, herunder om det indeholder elementer, der beskriver de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret. Det kan ikke generelt angives - f.eks. ved hjaelp af bestemte procentdele, der viser, hvor kendt maerket er i de paagaeldende omsaetningskredse - hvornaar et maerke har en hoej grad af saerpraeg.
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 11. september 1997, indgaaet til Domstolen den 1. oktober 1997, har Landgericht Muenchen I i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 5, stk. 1, litra b), i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker (EFT 1989 L 40, s. 1, herefter »direktivet«).
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag anlagt af det tyske selskab Lloyd Schuhfabrik Meyer & Co. GmbH (herefter »Lloyd«) mod det nederlandske selskab Klijsen Handel BV (herefter »Klijsen«) angaaende Klijsen's anvendelse af varemaerket Loint's i omsaetningen af sko i Tyskland.
3 Direktivet, som i Tyskland er gennemfoert ved Gesetz ueber den Schutz von Marken und sonstigen Kennzeichen (lov om beskyttelse af varemaerker og andre kendetegn) af 25. oktober 1994 (BGBl. I, 1994, s. 3082), bestemmer i artikel 5, som baerer overskriften »Rettigheder, der er knyttet til varemaerket«, foelgende:
»1. Det registrerede varemaerke giver indehaveren en eneret. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at goere erhvervsmaessig brug af
...
b) et tegn, der er identisk med eller ligner varemaerket, naar de varer eller tjenesteydelser, der er daekket af varemaerket, er af samme eller lignende art som dem, der er daekket af det paagaeldende tegn, og der som foelge heraf i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med varemaerket.«
4 En i det vaesentlige enslydende bestemmelse findes i direktivets artikel 4, stk. 1, litra b), som med henblik paa registreringen af et varemaerke fastsaetter yderligere registreringshindringer og ugyldighedsgrunde vedroerende konflikter med aeldre rettigheder.
5 Lloyd fremstiller sko, som selskabet siden 1927 har forhandlet under maerket Lloyd. Det er indehaver af forskellige ord- og figurmaerker, som er registreret i Tyskland, og hvori ordet Lloyd indgaar.
6 Klijsen fremstiller ogsaa sko, som det siden 1970 har forhandlet i Nederlandene og siden 1991 i Tyskland under maerket Loint's. Skoene saelges i skotoejsforretninger, som har specialiseret sig i fritidssko, og saelges for mere end 90%'s vedkommende som damesko. Klijsen har ladet det internationale varemaerke Loint's registrere i Benelux i 1995 og har ansoegt om, at beskyttelsen ogsaa kommer til at gaelde i Tyskland. Selskabet har desuden i 1996 ladet ord- og figurmaerket Loint's registrere i Benelux, saaledes at beskyttelsen ogsaa gaelder i Tyskland.
7 Lloyd har i sagen for den nationale ret nedlagt paastand om, at det forbydes Klijsen at benytte maerket Loint's i omsaetningen af sko og tilbehoer hertil i Tyskland, og at Klijsen tilpligtes over for Deutsches Patentamt (det tyske patentkontor) at anerkende, at beskyttelsen for de tyske dele af maerket Loint's bortfalder. Lloyd har i denne forbindelse gjort gaeldende, at maerket Loint's risikerer at blive forvekslet med maerket Lloyd paa grund af, at maerkerne lydligt ligner hinanden, at de anvendes for produkter af samme art og paa grund af det sidstnaevnte maerkes specielle saerpraeg, som er en foelge af, at maerket ikke indeholder deskriptive elementer og i hoej grad er velkendt, og af den omfattende, konstante anvendelse af maerket igennem en meget lang periode.
8 Klijsen har nedlagt paastand om frifindelse under henvisning til, at der ikke er risiko for forveksling af de to maerker. Klijsen har navnlig gjort gaeldende, at det ikke er godtgjort, at Lloyd's produkter i hoej grad er velkendte. Desuden er der ikke faelles beroeringspunkter mellem Klijsen's varer og Lloyd's, da sidstnaevnte ikke driver virksomhed af betydning paa markedet for fritidssko, mens Klijsen udelukkende fremstiller denne type produkter. Endelig er der inden for fodtoejssektoren ikke risiko for forveksling paa grund af en lydlig lighed, men udelukkende paa grund af maerkets typografiske fremtraeden.
9 Den forelaeggende ret, som finder, at afgoerelsen af hovedsagen afhaenger af fortolkningen af direktivet, har navnlig anfoert foelgende:
- Det er sandsynligt, at det efter den nuvaerende retspraksis i Tyskland maa antages, at der er risiko for forveksling. Imidlertid er retten i tvivl om, hvorvidt denne praksis kan opretholdes efter direktivet.
- Der kan hoejst vaere tale om en risiko for forveksling paa grund af lydlig lighed.
- Ifoelge en undersoegelse i november 1995 var varemaerket Lloyd kendt af 36% af hele befolkningen i alderen 14-64 aar. Ifoelge en undersoegelse foretaget i april 1996 angav 10% af maendene i alderen 14 aar og opefter maerket Lloyd som svar paa spoergsmaalet: »Hvilke skomaerker for maend kender De?«
- Det er tvivlsomt, om en stoerre grad af saerpraeg, der begrundes med, at maerket kendes af 36% i de relevante omsaetningskredse, kan bevirke, at der maa antages at vaere risiko for forveksling, selv hvis der tages hensyn til, at der er risiko for, at maerkerne i offentlighedens bevidsthed saettes i forbindelse med hinanden. Det bemaerkes i denne forbindelse, at det fremgaar af undersoegelsen fra 1995, at 33 skomaerker var kendt af mere end 20%, 13 af 40% og derover, og at 6 af maerkerne var kendt af 70% og derover.
- Det maa laegges til grund, at der i det foreliggende tilfaelde er tale om varer af samme art, da begge parter fremstiller sko, og der for tiden er en tendens til, at det varesortiment, der saelges under et varemaerke, udvides.
- Selv om koeberne af sko naesten aldrig ser tegn, der ligner hinanden, samtidig, kan man ikke tage sit udgangspunkt i »den uopmaerksomme koeber« ved vurderingen af, om der er risiko for forveksling.
10 Paa baggrund heraf har Landgericht Muenchen I besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
»1) Er det tilstraekkeligt til, at der maa antages at vaere risiko for forveksling, fordi et tegn ligner et varemaerke, og de varer eller tjenesteydelser, der er daekket af varemaerket, er af samme art som dem, der er daekket af tegnet, at varemaerket og tegnet kun bestaar af én stavelse og lydligt ligner hinanden i begyndelsen, ogsaa i den eneste vokalkombination, og at den - eneste - slutkonsonant i varemaerket paa lignende maade (t i stedet for d) gaar igen i tegnet i en konsonantgruppe bestaaende af 3 bogstaver, herunder s? Konkret oenskes det oplyst, om betegnelserne Lloyd og Loints for fodtoej er forvekslelige?
2) Hvilken betydning maa der i den forbindelse tillaegges direktivets ordlyd, hvorefter det forhold, at der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, ogsaa omfatter risikoen for, at der er en forbindelse med varemaerket?
3) Kan det laegges til grund, at et kendetegn, naar blot det kendes af 10% i de relevante omsaetningskredse, i saerlig grad har saerpraeg og derfor nyder en mere omfattende materiel beskyttelse?
Ville dette vaere tilfaeldet, hvis kendetegnet var kendt af 36%?
Ville en saadan mere omfattende beskyttelse foere til en anden besvarelse af spoergsmaal 1, hvis Domstolen skulle besvare dette spoergsmaal benaegtende?
4) Maa det antages, at et varemaerke har en stoerre grad af saerpraeg, allerede fordi det ikke indeholder deskriptive elementer?«
11 Indledningsvis maa der - som generaladvokaten har gjort i punkt 8-13 i forslaget til afgoerelse - henvises til Domstolens faste praksis vedroerende kompetencefordelingen i traktatens artikel 177, hvorefter Domstolens rolle er begraenset til at forsyne den nationale ret med de fortolkningsbidrag, der er noedvendige for afgoerelsen af den sag, der er indbragt for den, mens det tilkommer den nationale ret at anvende de faellesskabsretlige bestemmelser - saaledes som de er fortolket af Domstolen - paa de faktiske omstaendigheder i den konkrete sag (jf. i denne retning dom af 8.2.1990, sag C-320/88, Shipping and Forwarding Enterprise SAFE, Sml. I, s. 285, praemis 11). Heraf foelger, at det tilkommer den nationale ret at afgoere, om der i direktivets forstand er risiko for forveksling af de to maerker, hovedsagen drejer sig om.
12 Foelgelig oensker den forelaeggende ret med sine spoergsmaal, som maa undersoeges under ét, oplyst,
- hvilke kriterier der skal anvendes ved vurderingen af risikoen for forveksling i den forstand, hvori udtrykket anvendes i direktivets artikel 5, stk. 1, litra b)
- hvad direktivets ordlyd betyder, hvorefter risikoen for forveksling omfatter risikoen for, »at der er en forbindelse med« det aeldre varemaerke, og
- hvilke retsvirkninger der ved vurderingen af risikoen for forveksling skal tillaegges den omstaendighed, at et varemaerke har en hoej grad af saerpraeg.
13 I denne forbindelse har den forelaeggende ret dels rejst spoergsmaalet om, hvorvidt risikoen for forveksling alene kan begrundes med en lydlig lighed mellem de paagaeldende varemaerker, dels om den blotte omstaendighed, at et maerke ikke indeholder deskriptive elementer, er tilstraekkelig til, at det maa antages, at det har en stoerre grad af saerpraeg.
14 Lloyd har i det vaesentlige foreslaaet, at det praejudicielle spoergsmaal besvares bekraeftende. Selskabet har tilfoejet, at man ved bedoemmelsen af, om der er tale om et specielt saerpraeg, ikke skematisk boer holde sig til, hvor mange procent der ifoelge en undersoegelse kender maerket. Anerkendelsen af, at der foreligger et specielt saerpraeg, afhaenger tvaertimod af en kvalitativ bedoemmelse af alle de faktorer, som et maerkes omdoemme bestaar af, herunder hvilken grad af saerpraeg maerket oprindelig havde, hvor laenge og i hvilket omfang det har vaeret anvendt, det image af kvalitet, som de paagaeldende omsaetningskredse forbinder med maerket, og dets bekendthedsgrad. Desuden har Lloyd anfoert, at et maerke uden deskriptive elementer i sig selv har et stoerre saerpraeg end maerker, der har et mindre saerpraeg, eller hvor der er et stoerre behov for at udelukke enerettigheder, idet spoergsmaalet om ligheden mellem produkterne spiller en betydelig rolle ved afgoerelsen af, om der er risiko for forveksling.
15 Klijsen har gjort gaeldende, at man ikke boer laegge vaegt paa en enkelt vokalkombination, men paa helhedsindtrykket af de to varemaerker under hensyntagen til alle de relevante omstaendigheder i det konkrete tilfaelde, navnlig den maade, hvorpaa maerkerne moedes paa markedet. Ifoelge Klijsen har de paagaeldende omsaetningskredse et visuelt indtryk af maerkerne, eftersom de foerst koeber skoene efter at have proevet dem. Paa grund af den situation, der foreligger ved koeb af sko, er der ingen risiko for, at en opmaerksom og rimelig velunderrettet forbruger forveksler maerkerne. En abstrakt fastsat bekendthedsgrad er ikke tilstraekkelig til, at det kan antages, at der foreligger et specielt saerpraeg. Der maa tvaertimod tages hensyn til alle de faktorer, der i det konkrete tilfaelde praeger de respektive maerker. Den omstaendighed, at et varemaerke ikke indeholder deskriptive elementer, er ikke i sig selv tilstraekkelig til, at man kan drage den slutning, at der foreligger en stoerre grad af saerpraeg.
16 Kommissionen har anfoert, at det ikke tilkommer Domstolen at afgoere, om betegnelserne Lloyd og Loint's for sko lydligt ligner hinanden tilstraekkeligt til, at der opstaar risiko for forveksling. Under henvisning til dommen af 11. november 1997 i sag C-251/95, SABEL (Sml. I, s. 6191, praemis 22 og 23), har Kommissionen anfoert, at det ikke udelukkende afhaenger af den lydlige lighed mellem maerkerne, om der er risiko for forveksling i den forstand, hvori udtrykket anvendes i direktivets artikel 5, stk. 1, litra b). Kommissionen har desuden gjort gaeldende, at et maerkes saerpraeg ikke kun er knyttet til, hvor kendt det er, men ogsaa skal bedoemmes ud fra, om og i hvilket omfang det indeholder deskriptive elementer, og om det kun udviser ringe fantasi.
17 Ifoelge Domstolens praksis udgoer risikoen for, at det i omsaetningskredsen kan antages, at de paagaeldende varer eller tjenesteydelser hidroerer fra den samme virksomhed eller i givet fald fra oekonomisk forbundne virksomheder, en risiko for forveksling i direktivets artikel 5, stk. 1, litra b)'s forstand (jf. i denne retning SABEL-dommen, praemis 16, 17 og 18, og dom af 29.9.1998, sag C-39/97, Canon, Sml. I, s. 5507, praemis 29). Det fremgaar af selve ordlyden af artikel 5, stk. 1, litra b), at begrebet »risiko for, at der er en forbindelse« ikke er et alternativ til begrebet »risiko for forveksling«, men tjener til naermere at fastlaegge dette begrebs raekkevidde (jf. i denne retning SABEL-dommen, praemis 18 og 19).
18 Ifoelge samme praksis skal der foretages en helhedsvurdering af risikoen for forveksling i offentlighedens bevidsthed under hensyntagen til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfaelde (jf. i denne retning SABEL-dommen, praemis 22).
19 Denne helhedsvurdering indebaerer en vis indbyrdes afhaengighed mellem de faktorer, der kommer i betragtning, og isaer ligheden mellem varemaerkerne og ligheden mellem de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemaerkerne. En svag grad af lighed mellem de af varemaerkerne omfattede varer eller tjenesteydelser kan saaledes opvejes af en hoej grad af lighed mellem varemaerkerne og omvendt. Den indbyrdes afhaengighed mellem disse faktorer kommer faktisk til udtryk i direktivets tiende betragtning, ifoelge hvilken det er noedvendigt at fortolke begrebet lighed paa baggrund af risikoen for forveksling, som for sit vedkommende bl.a. maa vurderes paa grundlag af, i hvor hoej grad maerket er kendt paa markedet, og lighedsgraden mellem maerket og tegnet samt mellem de paagaeldende varer eller tjenesteydelser (jf. Canon-dommen, praemis 17).
20 Da der er stoerre risiko for forveksling, jo stoerre det aeldre maerkes adskillelsesevne er (jf. SABEL-dommen, praemis 24), tilkommer der de varemaerker, som har en stor adskillelsesevne, enten i sig selv, eller fordi de er kendt paa markedet, en videre beskyttelse end de maerker, hvis adskillelsesevne er mindre (jf. Canon-dommen, praemis 18).
21 Foelgelig kan der for saa vidt angaar direktivets artikel 5, stk. 1, litra b), trods en lavere grad af lighed mellem maerkerne vaere risiko for forveksling, saafremt ligheden mellem de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemaerkerne, er stor, og det aeldre varemaerke har en stor adskillelsesevne (jf. i denne retning Canon-dommen, praemis 19).
22 For at kunne tage stilling til et varemaerkes saerpraeg og dermed, om det har en hoej grad af saerpraeg, skal den nationale ret foretage en samlet vurdering af, om varemaerket er mere eller mindre egnet til at identificere de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, som hidroerende fra en bestemt virksomhed og dermed til at adskille disse varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders (jf. i denne retning dom af 4.5.1999, forenede sager C-108/97 og C-109/97, Windsurfing Chiemsee, Sml. I, s. 2779, praemis 49).
23 Ved denne vurdering skal der bl.a. tages hensyn til maerkets egentlige beskaffenhed, herunder om det indeholder elementer, der beskriver de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, varemaerkets markedsandel, intensiteten, den geografiske udstraekning og varigheden af brugen af dette varemaerke, stoerrelsen af de investeringer, som virksomheden har foretaget for at fremme varemaerket, den andel af de relevante omsaetningskredse, der identificerer varerne eller tjenesteydelserne som hidroerende fra en bestemt virksomhed paa grund af varemaerket, samt erklaeringer fra industri- og handelskamre eller andre faglige sammenslutninger (jf. Windsurfing Chiemsee-dommen, praemis 51).
24 Heraf foelger, at det ikke generelt kan angives - f.eks. ved hjaelp af bestemte procentdele, der viser, hvor kendt maerket er i de paagaeldende omsaetningskredse - hvornaar et maerke har en hoej grad af saerpraeg (jf. i denne retning Windsurfing Chiemsee-dommen, praemis 52).
25 Desuden skal denne helhedsvurdering af risikoen for forveksling, for saa vidt angaar de paagaeldende varemaerkers visuelle, lydlige eller begrebsmaessige lighed, vaere baseret paa helhedsindtrykket af varemaerkerne, idet der bl.a. skal tages hensyn til de bestanddele, der har saerpraeg eller dominans. Det fremgaar saaledes af ordlyden af direktivets artikel 5, stk. 1, litra b), hvorefter »... der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling«, at det spiller en afgoerende rolle i helhedsvurderingen af risikoen for forveksling, hvordan gennemsnitsforbrugeren af den paagaeldende kategori af varer eller tjenesteydelser opfatter varemaerkerne. Gennemsnitsforbrugeren opfatter imidlertid normalt et varemaerke som en helhed og undersoeger ikke de forskellige detaljer (jf. i denne retning SABEL-dommen, praemis 23).
26 For saa vidt angaar denne helhedsvurdering anses gennemsnitsforbrugeren af den paagaeldende kategori af varer for at vaere almindeligt oplyst, rimeligt opmaerksom og velunderrettet (jf. i denne retning dom af 16.7.1998, sag C-210/96, Gut Springenheide og Tusky, Sml. I, s. 4657, praemis 31). Der maa imidlertid tages hensyn til, at gennemsnitsforbrugeren kun sjaeldent har mulighed for at foretage en direkte sammenligning mellem de forskellige maerker, men maa stole paa det ufuldstaendige billede, han i erindringen har af dem. Der maa ogsaa tages hensyn til, at gennemsnitsforbrugerens opmaerksomhedsniveau kan variere, alt efter hvilken kategori af varer eller tjenesteydelser der er tale om.
27 For at kunne vurdere graden af lighed mellem de paagaeldende maerker maa den nationale ret afgoere, i hvilken grad der er tale om visuel, lydlig eller begrebsmaessig lighed, og i givet fald tage stilling til, hvilken betydning der skal tillaegges disse forskellige elementer under hensyntagen til den kategori af varer eller tjenesteydelser, der er tale om, og de omstaendigheder, hvorunder de afsaettes.
28 Herefter maa de forelagte spoergsmaal besvares med, at det ikke kan udelukkes, at en lydlig lighed mellem varemaerkerne i sig selv kan skabe risiko for forveksling i den forstand, hvori udtrykket anvendes i direktivets artikel 5, stk. 1, litra b). Jo stoerre lighed, der er mellem de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemaerkerne, og jo stoerre grad af saerpraeg, det aeldre varemaerke har, desto stoerre er risikoen for forveksling. For at kunne tage stilling til et varemaerkes saerpraeg og dermed, om det har en hoej grad af saerpraeg, skal der foretages en samlet vurdering af, om varemaerket er mere eller mindre egnet til at identificere de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, som hidroerende fra en bestemt virksomhed og dermed til at adskille disse varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders. Ved denne vurdering skal der tages hensyn til alle de relevante momenter, navnlig maerkets egentlige beskaffenhed, herunder om det indeholder elementer, der beskriver de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret. Det kan ikke generelt angives - f.eks. ved hjaelp af bestemte procentdele, der viser, hvor kendt maerket er i de paagaeldende omsaetningskredse - hvornaar et maerke har en hoej grad af saerpraeg.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
29 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Landgericht Muenchen I ved kendelse af 11. september 1997, for ret:
Det kan ikke udelukkes, at en lydlig lighed mellem varemaerkerne i sig selv kan skabe risiko for forveksling i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 5, stk. 1, litra b), i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker. Jo stoerre lighed, der er mellem de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemaerkerne, og jo stoerre grad af saerpraeg, det aeldre varemaerke har, desto stoerre er risikoen for forveksling. For at kunne tage stilling til et varemaerkes saerpraeg og dermed, om det har en hoej grad af saerpraeg, skal der foretages en samlet vurdering af, om varemaerket er mere eller mindre egnet til at identificere de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, som hidroerende fra en bestemt virksomhed og dermed til at adskille disse varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders. Ved denne vurdering skal der tages hensyn til alle de relevante momenter, navnlig maerkets egentlige beskaffenhed, herunder om det indeholder elementer, der beskriver de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret. Det kan ikke generelt angives - f.eks. ved hjaelp af bestemte procentdele, der viser, hvor kendt maerket er i de paagaeldende omsaetningskredse - hvornaar et maerke har en hoej grad af saerpraeg.
Full & Egal Universal Law Academy