Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Fri udveksling af tjenesteydelser - kreditinstitutter - forbud rettet til personer eller foretagender, som ikke er kreditinstitutter, mod erhvervsmaessigt at tage imod indlaan eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden - andre tilbagebetalingspligtige midler - begreb - finansielle midler i forbindelse med en kontraktmaessig aftale om tilbagebetaling af de indbetalte midler - omfattet
(Raadets direktiv 77/780 og 89/646, art. 3)
Sammendrag
Udtrykket »andre tilbagebetalingspligtige midler« i artikel 3 i andet direktiv 89/646 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udoeve virksomhed som kreditinstitut og om aendring af direktiv 77/780, som forbyder personer eller virksomheder, som ikke er kreditinstitutter, erhvervsmaessigt at tage imod indlaan eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden, tager ikke kun sigte paa finansielle instrumenter, som ifoelge deres art skal tilbagebetales, men tager ogsaa sigte paa finansielle instrumenter, som ikke er af en saadan art, men for hvilke der er indgaaet en aftale om tilbagebetaling af det indbetalte beloeb.
Det fremgaar af direktiv 77/780 og 89/646, at beskyttelsen af opsparingen er et af maalene for arbejdet med koordinering paa kreditinstitutomraadet. Ifoelge fjerde betragtning til foerste direktiv 77/780 skal samordningen gaelde for kreditinstitutterne som helhed. Det tilfoejes i femte betragtning, at samordningen derfor maa vaere saa bred som mulig og omfatte samtlige institutter, hvis virksomhed bestaar i fra offentligheden at modtage midler, der skal tilbagebetales, enten i form af indlaan eller paa anden maade, f.eks. kontinuerlig udstedelse af obligationer og andre lignende vaerdipapirer.
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 8. oktober 1997, indgaaet til Domstolen den 24. oktober 1997, har Tribunale civile e penale di Firenze i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 3 i Raadets andet direktiv 89/646/EOEF af 15. december 1989 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udoeve virksomhed som kreditinstitut og om aendring af direktiv 77/780/EOEF (EFT L 386, s. 1).
2 Dette spoergsmaal er blevet rejst under en straffesag mod Massimo og Paolo Romanelli i deres egenskab af legale repraesentanter for Romanelli Finanzaria SpA, som staar tiltalt for ulovligt at have modtaget indskud paa anfordring fra offentligheden.
3 Foelgende bestemmes i artikel 3 i direktiv 89/646:
»Medlemsstaterne forbyder personer eller foretagender, som ikke er kreditinstitutter, erhvervsmaessigt at tage imod indlaan eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden ...«
4 I Italien blev direktiv 89/646 gennemfoert ved lovdekret nr. 385 af 1. september 1985 om gennemfoerelse af direktiv 89/646; dekretet koordinerer lovene paa bank- og kreditomraadet. Ved artikel 11, stk. 2, i naevnte lovdekret forbydes det andre virksomheder end banker at modtage indskud paa anfordring fra offentligheden, hvilken aktivitet defineres i samme bestemmelses stk. 1, som »modtagelse af midler med tilbagebetalingspligt, enten i form af indlaan eller paa anden maade«. Efter artikel 130 i lovdekret nr. 385 straffes desuden ulovlig modtagelse af indskud paa anfordring fra offentligheden.
5 I 1994 og 1995 udstedte Massimo og Paolo Romanelli vaerdipapirer bestaaende i salg til tredjemand af et gaeldsbevis og en samtidig aftale om senere tilbagekoeb til en pris forhoejet med aftalt rente samt udstedelse af warrants, der repraesenterer optioner paa obligationer udstedt af Romanelli Finanzaria SpA.
6 Tribunale civile e penale di Firenze praeciserer, at »vaerdipapirer i form af gaeldsbeviser og warrants vedroerende obligationer, som der er tale om her ... ifoelge deres art ikke er tilbagebetalingspligtige finansielle instrumenter, men er blevet det ved aftale«.
7 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at begrebet modtagelse af indskud paa anfordring, der findes i lovdekret nr. 385, kan fortolkes paa to maader: Enten betegner det alene finansielle instrumenter, som ifoelge deres art er tilbagebetalingspligtige, eller det betegner tillige finansielle instrumenter, som skal tilbagebetales ifoelge udtrykkelig aftale.
8 Da Tribunale civile e penale di Firenze fandt, at den fortolkning, som skal vaelges, afhaenger af fortolkningen af artikel 3 i direktiv 89/646, har retten udsat sagen paa en forelaeggelse for Domstolen af foelgende praejudicielle spoergsmaal:
»Tager udtrykket 'tilbagebetalingspligtige midler' i direktiv 89/646/EOEF af 15. december 1989 alene sigte paa finansielle instrumenter, som ifoelge deres art skal tilbagebetales, eller tager det ogsaa sigte paa finansielle instrumenter, som ikke er af en saadan art, men for hvilke der en indgaaet aftale om tilbagebetaling af det indbetalte beloeb?«
9 Ifoelge de tiltalte i hovedsagen omhandler artikel 3 i direktiv 89/646 kun modtagelse af midler, som ifoelge deres art er tilbagebetalingspligtige, saaledes at reglen ikke omfatter aktiviteter, hvis genstand er finansielle instrumenter uden dette karakteristikum, selv om der, hvad angaar disse sidstnaevnte, er indgaaet i en aftale om »tilbagebetaling«. Direktiv 89/646 samt Raadets direktiv 77/780/EOEF af 12. december 1977 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udoeve virksomhed som kreditinstitut (EFT L 322, s. 30) har vel til formaal at beskytte kreditkapitalen, saasom indlaansbeviser og obligationer, men de vedroerer ikke risikokapital, saasom aktierne i et selskab, der ikke er stiftet paa grundlag af en tilbagebetalingsgaranti, men med det formaal at give et spekulationsafkast.
10 Heroverfor har den belgiske, oestrigske og finske regering samt Kommissionen gjort gaeldende, at et af de vaesentlige formaal med direktiv 89/646, nemlig at beskytte opsparingen, kun kan naas, saafremt artikel 3 fortolkes saaledes, at begrebet »tilbagebetalingspligtige midler« daekker enhver operation, der indebaerer en pligt til tilbagebetaling, uanset betingelserne herfor. Da finansinstitutterne til stadighed opfinder nye instrumenter, vil enhver anden fortolkning af naevnte bestemmelse indebaere en fare for forbuddets effektive virkning, som bestaar i at sikre, at alene autoriserede retssubjekter kan foretage de paagaeldende operationer hos offentligheden.
11 Som Domstolen allerede har udtalt i dommen af 9. juli 1997 (sag C-222/95, Parodi, Sml. I, s. 3899, praemis 22) udgoer banksektoren et, set fra et forbrugerbeskyttelsessynspunkt, saerligt foelsomt omraade. Forbrugerne maa navnlig beskyttes mod den risiko, de vil kunne udsaettes for ved bankforretninger gennemfoert af institutter, der ikke opfylder de gaeldende krav om solvens, eller hvis ledere ikke besidder de fornoedne faglige kvalifikationer eller ikke opfylder de stillede haederlighedskrav.
12 Tillige er beskyttelsen af opsparingen, saaledes som det fremgaar af direktiverne 77/780 og 89/646, et af formaalene med arbejdet med at koordinere omraadet for kreditinstitutter.
13 Ifoelge fjerde betragtning til direktiv 77/780 skal dette arbejde omfatte kreditinstitutterne som helhed. Femte betragtning tilfoejer, at arbejdsomraadet derfor maa vaere saa bredt som muligt og omfatte samtlige institutter, hvis virksomhed bestaar i fra offentligheden at modtage midler, der skal tilbagebetales, enten i form af indlaan eller paa anden maade, f.eks. kontinuerlige udstedelse af obligationer og andre lignende vaerdipapirer.
14 Paa grundlag af disse betragtninger definerer artikel 1, foerste tankestreg, i direktiv 77/780 et kreditinstitut som »et foretagende, hvis virksomhed bestaar i fra offentligheden at modtage indlaan eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde laan for egen regning«. Direktiv 89/646, som ifoelge artikel 2, stk. 1, finder anvendelse paa alle kreditinstitutter, henviser ligeledes til denne definition.
15 Det foelger heraf, at forbuddet for personer eller foretagender, som ikke er kreditinstitutter, mod erhvervsmaessigt at modtage indlaan eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden, jf. artikel 3 i direktiv 89/646, skal fortolkes saaledes, at det finder anvendelse paa finansielle instrumenter, hvortil der er knyttet tilbagebetalingspligt ifoelge en aftalebestemmelse.
16 Som generaladvokaten har bemaerket i punkt 12 i sit forslag til afgoerelse, ville en mere restriktiv fortolkning, saaledes som det oenskes af de tiltalte i hovedsagen, vaere til fare for formaalet med at beskytte forbrugerne mod eventuelle tab ved finansielle operationer.
17 Det forelagte spoergsmaal vil derfor vaere at besvare med, at udtrykket »andre tilbagebetalingspligtige midler« i direktivets artikel 3, ikke kun tager sigte paa finansielle instrumenter, som ifoelge deres art skal tilbagebetales, men ogsaa tager sigte paa finansielle instrumenter, som ikke er af en saadan art, men for hvilke der er indgaaet en aftale om tilbagebetaling af det indbetalte beloeb.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
18 De udgifter, der er afholdt af den belgiske, oestrigske og finske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
(Sjette Afdeling)
vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale civile e penale di Firenze ved kendelse af 8. oktober 1997, for ret:
Udtrykket »andre tilbagebetalingspligtige midler« i artikel 3 i Raadets andet direktiv 89/646/EOEF af 15. december 1989 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udoeve virksomhed som kreditinstitut og om aendring af direktiv 77/780/EOEF tager ikke kun sigte paa finansielle instrumenter, som ifoelge deres art skal tilbagebetales, men tager ogsaa sigte paa finansielle instrumenter, som ikke er af en saadan art, men for hvilke der er indgaaet en aftale om tilbagebetaling af det indbetalte beloeb.
Full & Egal Universal Law Academy