Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Socialpolitik - Den Europaeiske Socialfond - tilskud til finansiering af erhvervsuddannelsesforanstaltninger - medlemsstaternes attestering af den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af anmodningerne om udbetaling af saldobeloebet - raekkevidde (Raadets afgoerelse 83/516, art. 2, stk. 2) 2 Socialpolitik - Den Europaeiske Socialfond - tilskud til finansiering af erhvervsuddannelsesforanstaltninger - tilskudsmodtagerens forpligtelse til at anvende tilskuddet i overensstemmelse med reglerne i national ret og de faellesskabsretlige regler - Kommissionens beslutning om at suspendere, nedsaette eller lade tilskuddet bortfalde i tilfaelde af manglende overholdelse af disse regler - lovlighed (Raadets forordning nr. 2950/83, art. 6, stk. 1) 3 Socialpolitik - Den Europaeiske Socialfond - tilskud til finansiering af erhvervsuddannelsesforanstaltninger - Kommissionens beslutning truffet i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 - vurdering af komplicerede faktiske og regnskabsmaessige forhold - retslig proevelse - graenser (Raadets forordning nr. 2950/83, art. 6, stk. 1)
Sammendrag
1 Naar en medlemsstat bekraefter den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af oplysningerne i anmodningerne om udbetaling af saldobeloeb af tilskud fra Den Europaeiske Socialfond, er staten i forhold til Kommissionen ansvarlig for de attesteringer, den foretager. I medfoer af henholdsvis artikel 2, stk. 2, i afgoerelse 83/516 om Den Europaeiske Socialfonds opgaver og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 om gennemfoerelse af afgoerelse 83/516 skal de paagaeldende medlemsstater endvidere garantere en forsvarlig gennemfoerelse af fondens erhvervsuddannelses- og erhvervsvejledningsforanstaltninger, og Kommissionen kan foretage revision af anmodningerne om udbetaling af saldobeloeb »med forbehold af den kontrol, der foretages af medlemsstaterne«. Der er ikke opstillet nogen tidsmaessige begraensninger for disse forpligtelser og befoejelser for medlemsstaterne. Selv om medlemsstaten allerede har attesteret den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af anmodningen om udbetaling af saldobeloebet, kan staten stadig aendre sin bedoemmelse af anmodningen om udbetaling af saldobeloebet, naar den bliver bekendt med retsstridige forhold, som der ikke tidligere forelaa oplysninger om. 2 Hvis modtageren af tilskuddet fra Den Europaeiske Socialfond efter begaering fra Kommissionen udtrykkeligt i accepten af godkendelsesbeslutningen har erklaeret, at tilskuddet ville blev brugt »i overensstemmelse med de gaeldende nationale og faellesskabsretlige regler«, maa de »betingelser«, der er omtalt i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 om gennemfoerelse af afgoerelse 83/516 om Den Europaeiske Socialfonds opgaver, anses for at omfatte modtagerens overholdelse af baade reglerne i national ret og de gaeldende faellesskabsretlige regler. Kommissionen kan derfor suspendere, nedsaette eller lade et tilskud fra fonden bortfalde, naar det ikke er blevet anvendt i overensstemmelse med disse regler, herunder bl.a. reglen om sund oekonomisk forvaltning. 3 Det kan vaere noedvendigt for Kommissionen at foretage en vurdering af komplicerede faktiske og regnskabsmaessige forhold for at kunne anvende artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 om gennemfoerelse af afgoerelse 83/516 om Den Europaeiske Socialfonds opgaver, hvorefter Kommissionen, saafremt tilskud fra Den Europaeiske Socialfond ikke anvendes paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, kan suspendere, nedsaette eller lade tilskuddet bortfalde. I forbindelse med en saadan vurdering har institutionen derfor et vidt skoen. Naar faellesskabsretsinstansen skal tage stilling til, om denne kompetence er udoevet lovligt, maa dens proevelse derfor begraenses til en kontrol af, om der foreligger en aabenbar fejl i bedoemmelsen af de paagaeldende faktiske omstaendigheder.
Dommens præmisser
Relevante retsforskrifter
1 I artikel 1, stk. 2, litra a), i Raadets afgoerelse 83/516/EOEF af 17. oktober 1983 om Den Europaeiske Socialfonds opgaver (EFT L 289, s. 38, herefter »afgoerelse 83/516«) bestemmes det, at Den Europaeiske Socialfond deltager i finansieringen af foranstaltninger vedroerende erhvervsuddannelse og erhvervsvejledning.
2 I henhold til afgoerelsens artikel 2, stk. 2, garanterer de paagaeldende medlemsstater en forsvarlig gennemfoerelse af foranstaltningerne.
3 I Raadets forordning (EOEF) nr. 2950/83 af 17. oktober 1983 om gennemfoerelse af afgoerelse 83/516/EOEF (EFT L 289, s. 1, herefter »forordning nr. 2950/83« eller »forordningen«) bestemmes det i artikel 5, stk. 1, at Den Europaeiske Socialfonds godkendelse af en ansoegning om tilskud medfoerer udbetaling af et forskud paa 50 % af tilskuddet paa den dato, der er anfoert for uddannelsesforanstaltningens begyndelse.
4 I forordningens artikel 5, stk. 4, bestemmes det dels, at anmodninger om udbetaling af saldobeloeb skal indeholde en detaljeret redegoerelse for indholdet, resultaterne og finansieringen af den paagaeldende foranstaltning, dels, at medlemsstaten skal attestere den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de i udbetalingsanmodningerne indeholdte oplysninger.
5 Saafremt tilskuddet fra Den Europaeiske Socialfond (herefter »fonden«) ikke anvendes paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, kan Kommissionen i medfoer af artikel 6, stk. 1, suspendere, nedsaette eller lade tilskuddet bortfalde efter at have givet den paagaeldende medlemsstat lejlighed til at fremkomme med sine bemaerkninger.
6 I henhold til artikel 6, stk. 2, skal de udbetalte beloeb, som ikke er blevet anvendt paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, tilbagebetales.
7 I henhold til artikel 7, stk. 1, kan Kommissionen med forbehold af den kontrol, der foretages af medlemsstaterne, foretage revision paa stedet.
8 I Kommissionens beslutning 83/673/EOEF af 22. december 1983 vedroerende forvaltningen af Den Europaeiske Socialfond (EFT L 377, s. 1, herefter »beslutning 83/673«) bestemmes det i artikel 6, at medlemsstaternes anmodninger om udbetaling af saldobeloeb skal tilgaa Kommissionen inden for en frist paa ti maaneder efter foranstaltningernes afslutning. Det anfoeres naermere, at der ikke udbetales tilskud paa grundlag af anmodninger, som er indgivet efter denne frists udloeb.
Sagens faktiske omstaendigheder
9 Departamento para os Assuntos do Fundo Social Europeu (Departementet for Anliggender vedroerende Den Europaeiske Socialfond, herefter »DAFSE«) er Den Portugisiske Stats repraesentant i spoergsmaal vedroerende fonden. DAFSE er den eneste kontakt, som baade Kommissionens tjenestegrene, der er ansvarlige for gennemfoerelsen af fondens foranstaltninger, og de offentlige og private portugisiske organisationer, der oensker at modtage tilskud fra fonden, skal henvende sig til.
10 Den 31. juli 1987 indgav sagsoegeren til DAFSE en ansoegning om tilskud fra fonden til en erhvervsuddannelsesforanstaltning, der skulle gennemfoeres i perioden fra den 4. juli til den 30. december 1988 (herefter »ansoegningen om tilskud«).
11 Herefter indgav DAFSE ansoegningen til Kommissionen paa Den Portugisiske Stats vegne og til fordel for sagsoegeren.
12 Det projekt, hvortil der blev ansoegt om tilskud (sag nr. 880280 P1) blev godkendt ved en beslutning fra Kommissionen, der blev meddelt sagsoegeren i skrivelse fra DAFSE af 25. maj 1988 (herefter »godkendelsesbeslutningen«).
13 I godkendelsesbeslutningen blev tilskuddet fra fonden fastsat til 62 191 499 PTE. Den Portugisiske Stat paatog sig selv at finansiere sagsoegerens projekt med 50 883 954 PTE gennem Orçamento da Segurança Social/Instituto de Gestão Financeira da Segurança Social (budgettet for social sikring/Instituttet for den Finansielle Forvaltning af Social Sikring, herefter »OSS/IGFSS«). Den resterende finansiering af uddannelsesforanstaltningen skete gennem private bidrag.
14 I skrivelse af 21. juli 1988 returnerede sagsoegeren til DAFSE en »erklaering om accept af godkendelsesbeslutningen«, som sagsoegeren behoerigt havde underskrevet efter anmodning fra Kommissionen. Sagsoegeren erklaerede deri at ville anvende tilskuddet fra fonden under overholdelse af dels de nationale og faellesskabsretlige gaeldende regler, dels af vilkaarene i godkendelsesbeslutningen.
15 Den 12. august 1988 fik sagsoegeren i medfoer af artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 udbetalt et forskud paa 50% af tilskuddet fra fonden og af tilskuddet fra OSS/IGFSS, der henholdsvis udgjorde 31 095 749 PTE og 25 441 977 PTE.
16 Da uddannelsesforanstaltningen var tilendebragt, konstaterede sagsoegeren, at de endelige samlede omkostninger til foranstaltningen var paa 104 289 500 PTE og dermed lavere end det oprindeligt forudsatte beloeb. Sagsoegeren indgav derfor en anmodning til DAFSE om udbetaling af et saldobeloeb paa 20 527 598 PTE, som fonden skulle betale, og et saldobeloeb paa 16 795 307 PTE, som OSS/IGFSS skulle betale.
17 Ved den foerste behandling af anmodningen opstod der tvivl hos DAFSE om, hvorvidt de oplysninger, den indeholdt, var i overensstemmelse med reglerne. DAFSE anmodede derfor Inspecção Geral de Finanças (herefter »IGF«) om at foretage kontrol af anmodningen om udbetaling af saldobeloebet i medfoer af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2950/83.
18 Mens denne undersoegelse var i gang, attesterede DAFSE den 2. august 1989 den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af anmodningen om udbetaling af saldobeloebet i medfoer af artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83. DAFSE udbetalte sagsoegeren 16 795 307 PTE, der var saldobeloebet for det tilskud, der skulle betales af OSS/IGFSS, men anfoerte samtidig, at udbetalingen ikke havde betydning for den endelige afgoerelse, der skulle traeffes af Kommissionen.
19 Den 9. januar 1990 afgav IGF sin beretning. IGF konstaterede dels, at sagsoegeren havde afholdt en raekke unoedvendige udgifter, dels, at visse andre udgifter var blevet afholdt i strid med bestemmelserne i national ret, og indstillede derfor, at det ydede tilskud blev nedsat.
20 DAFSE fulgte IGF's indstilling og sendte den 23. maj 1990 en skrivelse til sagsoegeren, hvori DAFSE meddelte, at tilskuddet fra fonden skulle nedsaettes til 30 672 242 PTE og tilskuddet fra OSS/IGFSS til 25 095 471 PTE. DAFSE paalagde derfor sagsoegeren at tilbagebetale en del af de beloeb, sagsoegeren allerede havde modtaget fra fonden og OSS/IGFSS, paa henholdsvis 423 507 PTE og 17 141 813 PTE.
21 Den 23. maj 1990 indgav DAFSE endvidere en korrigeret anmodning om udbetaling om saldobeloebet for sagsoegeren til Kommissionen. DAFSE forslog en nedsaettelse af tilskuddet til de beloeb, der var anfoert i den skrivelse, DAFSE samme dag havde tilsendt sagsoegeren.
22 I beslutning af 29. marts 1993 fulgte Kommissionen dette forslag og nedsatte tilskuddet fra fonden til 30 672 242 PTE.
23 Ved skrivelse af 15. december 1993, der blev modtaget den 17. december 1993, meddelte DAFSE sagsoegeren denne beslutning.
24 Den 23. februar 1994 anlagde sagsoegeren sag ved Retten med paastand om annullation af den paagaeldende beslutning.
25 Da Kommissionen ikke havde indgivet svarskrift inden for den fastsatte frist, afsagde Retten den 12. januar 1995 udeblivelsesdom (sag T-85/94, Branco mod Kommissionen, Sml. II, s. 45). Da Retten fastslog, at anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af begrundelsespligten skulle tages til foelge, og annullerede derfor Kommissionens beslutning uden at tage stilling til sagsoegerens oevrige anbringender.
26 Den 22. februar 1995 fremsatte Kommissionen begaering om genoptagelse af sagen i medfoer af procesreglementets artikel 122, stk. 4.
27 I dom af 13. december 1995 (sag T-85/94 (122), Sml. II, s. 2993) bestemte Retten, at begaeringen om genoptagelse ikke skulle tages til foelge.
28 Som foelge af dommen foretog Kommissionen en fornyet gennemgang af sagen. Ved skrivelse af 30. maj 1996 tilsendte den DAFSE et nyt udkast til beslutning om nedsaettelse af tilskuddet og anmodede DAFSE om at fremkomme med sine bemaerkninger i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83. Kommissionen anmodede endvidere DAFSE om at forelaegge udkastet for sagsoegeren og meddele den sagsoegerens eventuelle bemaerkninger hertil.
29 I skrivelse af 19. juni 1996 tilsendte DAFSE sagsoegeren en kopi af Kommissionens udkast til beslutning og anmodede DAFSE om at fremkomme med sine bemaerkninger inden en frist paa ti dage. Sagsoegeren efterkom anmodningen inden for den fastsatte frist.
30 Ved skrivelse modtaget den 4. september 1996 tilsendte DAFSE Kommissionen en kopi af sagsoegerens bemaerkninger til beslutningsudkastet og DAFSE's egne bemaerkninger.
31 Den 16. december 1996 traf Kommissionen beslutning K (96) 3170 (herefter »den anfaegtede beslutning«). Efter en gennemgang af den procedure, Kommissionen og DAFSE havde fulgt, og under henvisning til baade beretningen fra IGF og Kommissionens skrivelse af 30. maj 1996 konkluderede den, at tilskuddet fra fonden skulle nedsaettes til det beloeb, man var naaet frem til i beslutningen af 29. marts 1993, dvs. 30 672 242 PTE.
32 I skrivelse af 24. februar 1997 gav DAFSE sagsoegeren meddelelse om den anfaegtede beslutning og anmodede sagsoegeren om inden for 30 dage at tilbagebetale henholdsvis 423 507 PTE og 17 141 813 PTE, som sagsoegeren skyldte fonden og OSS/IGFSS.
33 Ved skrivelser modtaget den 25. oktober 1996 og den 6. maj 1997 meddelte Tribunal Criminal do Porto og DAFSE Kommissionen, at DAFSE paa foranledning af IGF's regnskabsberetning havde indbragt en sag for den paagaeldende retsinstans imod sagsoegeren vedroerende retsstridig anvendelse af tilskud og bedrageri med henblik paa at opnaa tilskud.
Retsforhandlinger og parternes paastande
34 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. april 1997 har sagsoegeren anlagt sag med paastand om annullation af den anfaegtede beslutning.
35 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog besluttet at stille Kommissionen en raekke skriftlige spoergsmaal, som den har besvaret under det offentlige retsmoede den 11. juni 1998.
36 Under dette retsmoedet har parterne afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten.
37 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
- Den anfaegtede beslutning annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
38 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
- Sagsoegte frifindes.
- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Realiteten
39 Sagsoegeren har fremfoert fem anbringender til stoette for annullation vedroerende henholdsvis tilsidesaettelse af forordning nr. 2950/83, en fejl ved bedoemmelsen af de faktiske forhold, tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet, en kraenkelse af velerhvervede rettigheder og endelig tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet.
1. Det foerste anbringende, vedroerende tilsidesaettelse af forordning nr. 2950/83
Parternes argumenter
40 Sagsoegeren har anfoert, at DAFSE i august 1989 attesterede den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af sagsoegerens anmodning om udbetaling af saldobeloebet i medfoer af artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83. Ved oversendelsen af denne attestering til Kommissionen var DAFSE's og medlemsstatens befoejelser imidlertid udtoemt. De gaeldende bestemmelser og saerligt forordning nr. 2950/83 gav ikke hjemmel til, at DAFSE efter attesteringen og oversendelsen heraf til Kommissionen yderligere som i den foreliggende sag foretog en »genoptagelse« af sagen, hvorved den aendrede sin forudgaaende attestering.
41 Medlemsstaten boer undersoege, om der foreligger retsstridige forhold, inden den foretager attesteringen. Hvis den ikke har gjort det, foretager den en urigtig attestering. Da DAFSE skulle tage stilling til anmodningen om udbetaling af saldobeloebet, kunne myndigheden kun traeffe en af foelgende afgoerelser: den kunne enten fastslaa, at de fremlagte oplysninger var korrekte, og foretage en attestering heraf, eller den kunne konstatere, at de var forkerte, og i saa tilfaelde afslaa at attestere dem. Da DAFSE attesterede anmodningen om udbetaling af saldobeloebet, godkendte myndigheden saaledes endeligt oplysningerne i anmodningen.
42 Endelig har sagsoegeren anfoert, at ovennaevnte genoptagelse blev foretaget af IGF, som hverken har kompetence til at kontrollere fondens foranstaltninger eller teknisk er i stand til at udtale sig om anvendelsen af faellesskabslovgivningen.
43 Kommissionen har bestridt rigtigheden af sagsoegerens argumentation.
Rettens bemaerkninger
44 Naar medlemsstaten bekraefter den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af oplysningerne i anmodningerne om udbetaling af saldobeloeb, er den i forhold til Kommissionen ansvarlig for de attesteringer, den foretager.
45 I medfoer af artikel 2, stk. 2, i afgoerelse 83/516 skal de paagaeldende medlemsstater endvidere garantere en forsvarlig gennemfoerelse af fondens erhvervsuddannelses- og erhvervsvejledningsforanstaltninger. I henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 kan Kommissionen tillige foretage revision af anmodningerne om udbetaling af saldobeloeb »med forbehold af den kontrol, der foretages af medlemsstaterne«.
46 Der er ikke opstillet nogen tidsmaessige begraensninger for disse forpligtelser og befoejelser for medlemsstaterne.
47 I et tilfaelde som det foreliggende, hvor medlemsstaten allerede har attesteret den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af anmodningen om udbetaling af saldobeloebet, kan staten stadig aendre sin bedoemmelse af anmodningen om udbetaling af saldobeloebet, naar den bliver bekendt med retsstridige forhold, som der ikke tidligere forelaa oplysninger om.
48 Det bemaerkes, at artikel 6 i beslutning 83/673 indeholder en bestemmelse om, at anmodninger om udbetaling af saldobeloeb skal tilgaa Kommissionen inden for en frist paa ti maaneder efter uddannelsesforanstaltningernes afslutning, og at der ikke kan udbetales tilskud paa grundlag af anmodninger, som er indgivet efter denne frists udloeb. Hvis der derfor kun kunne foeres kontrol med, at reglerne var blevet overholdt, inden attesteringen af den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af anmodningen om udbetaling af saldobeloebet, kunne det derfor forekomme, at medlemsstaten ikke var i stand til at indgive anmodningen til Kommissionen inden for den paagaeldende frist paa ti maaneder, med den foelge, at der ikke ville kunne ske udbetaling af saldobeloebet af tilskuddet. Det foelger heraf, at attestering af den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af anmodningen om udbetaling af saldobeloeb, inden der foretages kontrol med, at reglerne er blevet overholdt, eller foer kontrollen er tilendebragt, i visse situationer kan vaere i tilskudsmodtagerens interesse.
49 Endelig er der intet til hinder for, at en myndighed som DAFSE benytter sig af en professionel revisor for at faa bistand til at kontrollere den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af oplysningerne i en anmodning om udbetaling af saldobeloeb. Det fremgaar af sagens akter, at IGF er et professionelt revisionsorgan, og at det i henhold til portugisisk lovgivning har befoejelse til at foranstalte undersoegelser i tilfaelde af mistanke om retsstridige forhold saasom de i naervaerende sag foreliggende. Det er endvidere ikke bestridt, at IGF har foretaget en revision af sagsoegerens sagsakter efter anmodning fra DAFSE og i overensstemmelse med de befoejelser, der er tillagt IGF i henhold til portugisisk ret. Under disse omstaendigheder kan det ikke kritiseres, at IGF blev inddraget i den procedure, der foerte til, at den anfaegtede beslutning blev truffet.
50 Anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af forordning nr. 2950/83 maa derfor forkastes.
2. Andet anbringende, vedroerende en fejl ved bedoemmelsen af de faktiske forhold
Parternes argumenter
51 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen besluttede at nedsaette tilskuddet fra fonden paa grundlag af IGF's beretning. Sagsoegeren er derfor af den opfattelse, at naar beretningen indeholder fejl ved bedoemmelsen af de faktiske forhold - hvilket sagsoegeren mener, den goer - goer den anfaegtede beslutning det ligeledes.
52 Sagsoegeren har for det foerste kritiseret, at IGF ikke har foretaget nogen faktisk undersoegelse af uddannelsesforanstaltningen, men kun har foretaget en regnskabsmaessig kontrol. I IGF's beretning var der ingen henvisning til godkendelsesbeslutningen. Saerligt havde IGF ikke anfoert, i hvilket omfang vilkaarene i beslutningen var overtraadt. Endelig fremgik det kun af beretningen, at IGF og sagsoegeren havde hver sin opfattelse af kriterierne for, om udgifter var tilskudsberettigede.
53 IGF's beretning indeholdt i oevrigt fejl i bedoemmelsen af den underentreprise, der var overdraget selskabet E. B. Ld.a, timeloennen for eleverne og endelig flidspraemierne, det leasede edb-udstyr og afskrivningerne.
54 For det foerste med hensyn til underentreprisen, hvorved visse opgaver blev overdraget selskabet E. B. Ld.a, fandt IGF med urette, at den var ubegrundet.
55 De gaeldende regler og godkendelsesbeslutningen tillod i det mindste indirekte modtageren af tilskud fra fonden at benytte sig af tredjemand til udfoerelse af specialiserede opgaver i forbindelse med en uddannelsesforanstaltning. Den underentreprise, der var overdraget til E. B. Ld.a, var i oevrigt naevnt i ansoegningen om tilskud, idet omkostningerne ved de paagaeldende opgaver var opfoert under posten »specialiserede opgaver«.
56 IGF's kritik af, at de af E. B. Ld.a fakturerede beloeb skulle vaere blevet hoejere paa grund af overdreven anvendelse af selvstaendige konsulenter, var grundloes, eftersom sagsoegeren selv havde anvendt saadanne konsulenter med endnu stoerre omkostninger, og denne praksis aldrig var blevet anfaegtet hverken af DAFSE eller af Kommissionen.
57 Med hensyn til IGF's kritik af, at udgifterne i forbindelse med E. B. Ld.a's underentreprise ikke skulle have vaeret noedvendige, naar sagsoegerens selskabsdeltagere ogsaa var selskabsdeltagere i underentreprenoeren, har sagsoegeren gjort gaeldende, at sagsoegeren ogsaa har givet visse opgaver i entreprise og benyttet et andet selskabs ydelser (Açorlis Ld.a), uden at denne underentreprise har givet anledning til bemaerkninger fra IGF's side. Sagsoegeren har endvidere paapeget, at selskabet E. B. Ld.a er en selvstaendig juridisk person i forhold til sagsoegeren.
58 For det andet hvad angaar timeloennen for eleverne, var IGF med urette i sin beretning gaaet ud fra, at den ikke var i overensstemmelse med portugisisk national lovgivning. Sagsoegeren havde uddannet »hoejt kvalificerede« fagfolk, dvs. overordnede ledere, som sagsoegeren havde givet en timeloen paa 300 PTE, hvilket var i fuld overensstemmelse med den portugisiske arbejds- og socialministers bekendtgoerelse af 14. juni 1986. Timeloennen var endog lavere end den timeloen paa 330 PTE, Kommissionen havde godkendt i godkendelsesbeslutningen.
59 For det tredje hvad angaar flidspraemierne, det leasede edb-udstyr og afskrivningerne, indeholdt IGF's beretning en selvmodsigelse, idet visse udgifter, der var blevet godkendt for andre af fondens uddannelsesforanstaltninger, som sagsoegeren havde gennemfoert i 1987, var blevet afslaaet for 1988. Denne modsigelse afsloerede, at IGF's beretning savnede faglig og videnskabelig konsekvens, og at dens konklusioner var helt subjektive og vilkaarlige.
60 Saerligt havde IGF ikke anset flidspraemierne, man havde givet eleverne i 1988, for at vaere tilskudsberettigede udgifter, selv om IGT i 1987 fandt, at lignende praemier var tilskudsberettigede. Det samme goer sig gaeldende for afskrivningerne, som var blevet godkendt af IGF i 1987, men ikke i 1988.
61 I oevrigt er det i overensstemmelse med godkendelsesbeslutningen, at vaerdien af edb-udstyret, der var indkoebt paa leasingbasis, var blevet fordelt over de tolv maaneder i aaret, hvor uddannelsesforanstaltningen blev gennemfoert (1988), og ikke over den seksmaanedersperiode, hvor gennemfoerelsen faktisk fandt sted.
62 I aarene 1987 og 1988 blev der altid foretaget afskrivning paa udstyr paa aarsbasis i henhold til en skatteforvaltningsregel, der foerst var blevet aendret i 1993. Ved at anvende lovgivning, der traadte i kraft i 1993, paa faktiske forhold i 1987 og 1988 tilsidesatte IGF en elementaer regel om lovfortolkning.
63 Kommissionen har bestridt rigtigheden af sagsoegerens argumentation.
Rettens bemaerkninger
64 I henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 kan Kommissionen, saafremt tilskuddet fra fonden ikke anvendes »paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser«, suspendere, nedsaette eller lade tilskuddet bortfalde.
65 I et tilfaelde som det foreliggende, hvor modtageren af tilskuddet fra fonden efter begaering fra Kommissionen udtrykkeligt i accepten af godkendelsesbeslutningen har erklaeret, at tilskuddet ville blev brugt »i overensstemmelse med de gaeldende nationale og faellesskabsretlige regler«, maa de i artikel 6, stk. 1, omtalte »betingelser« anses for at omfatte modtagerens overholdelse af baade reglerne i national ret og de faellesskabsretlige regler.
66 Da de portugisiske retsregler og EF-bestemmelserne betinger anvendelsen af offentlige midler af overholdelse af et krav om sund oekonomisk forvaltning (Rettens dom af 16.7.1998, sag T-72/97, Proderec mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 87), kan Kommissionen bl.a. suspendere, nedsaette, eller lade et tilskud fra fonden bortfalde, naar det ikke er blevet anvendt i overensstemmelse med dette krav.
67 Med hensyn til omfanget af den befoejelse, Kommissionen har i medfoer af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83, maa det fastslaas, at det kan vaere noedvendigt at foretage en vurdering af komplicerede faktiske og regnskabsmaessige forhold for at kunne bringe denne bestemmelse i anvendelse. I forbindelse med en saadan vurdering har institutionen derfor et vidt skoen. Naar Retten skal tage stilling til dette anbringende, maa dens proevelse derfor begraenses til en kontrol af, om der foreligger en aabenbar fejl i bedoemmelsen af de paagaeldende faktiske omstaendigheder (jf. senest Rettens dom af 17.7.1998, sag T-118/96, Thai Bicycle Industry mod Raadet, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 32 og 33).
68 I den anfaegtede beslutning har Kommissionen, som den har lov til (jf. ovennaevnte domme i sagen Branco mod Kommissionen, praemis 36 og Kommissionen mod Branco, praemis 30), henvist baade til beretningen fra IGF og til sin skrivelse af 30. maj 1996, og det er ubestridt, at sagsoegeren rettidigt har faaet kendskab til disse dokumenter.
69 Kommissionens skrivelse af 30. maj 1996 bygger udelukkende paa IGF's beretning.
70 Ogsaa den anfaegtede beslutning bygger derfor udelukkende paa beretningen.
71 Det skal foelgelig proeves, om Kommissionen, da den gentog indholdet af og konklusionerne i beretningen som sine egne, begik en aabenbar fejl i sin bedoemmelse.
72 Denne proevelse forudsaetter en gennemgang af sagsoegerens argumenter vedroerende den metode, IGF anvendte ved udfoerelsen af sin opgave, og de fejl, det er gjort gaeldende, beretningen indeholdt.
IGF's kontrolmetode
73 Sagsoegeren kan ikke bebrejde IGF, at IGF ikke henviste til godkendelsesbeslutningen og praeciserede, hvilke vilkaar deri var blevet overtraadt. Under de foreliggende omstaendigheder kunne en nedsaettelse af det oprindeligt ydede tilskud ogsaa begrundes under henvisning til andre bestemmelser, bl.a. i national ret (jf. overfor i praemis 65).
74 Sagsoegeren kan heller ikke goere gaeldende, at IGF kun foretog en regnskabsmaessig kontrol, og at det af beretningen kun fremgaar, at »IGF og sagsoegeren havde hver sin opfattelse af kriterierne for, om udgifter var tilskudsberettigede«. IGF anfoerte klart (s. 2 i beretningen), at formaalet med kontrollen var at vurdere de foreliggende oplysninger vedroerende revisionen af den uddannelsesforanstaltning, sagsoegeren havde gennemfoert i 1988, »saerligt med hensyn til lovmaessighed og overensstemmelse med reglerne«. Med hensyn hertil henviste sagsoegeren gentagne gange til en portugisisk lovbestemmelse for at paavise en uoverensstemmelse med reglerne ved sagsoegerens gennemfoerelse af uddannelsesforanstaltningen.
75 Det foelger heraf, at sagsoegerens kritik af IGF's kontrolmetode maa forkastes.
De paastaaede fejl i IGF's beretning
76 Retten skal proeve, om IGF's beretning indeholder aabenbare fejl i bedoemmelsen af spoergsmaalet om omkostningerne ved uddannelsesforanstaltningen for saa vidt angaar den underentreprise, der var overdraget selskabet E. B. Ld.a, timeloennen for eleverne og endelig flidspraemierne, det leasede edb-udstyr og afskrivningerne.
- Underentreprisen, der var overdraget E. B. Ld.a,
77 Selv om hverken lovgivningen om fonden eller godkendelsesbeslutningen indeholder nogen bestemmelse, der kunne vaere til hinder for at benytte underentreprenoerer, skal benyttelse heraf, som Kommissionen har paapeget i sine indlaeg, vaere begrundet i, at underentreprenoeren er i stand til at udfoere visse klart afgraensede, specialiserede opgaver, der henhoerer under underentreprenoerens saedvanlige virksomhed. Sagsoegeren har selv indirekte anerkendt dette synspunkt, for saa vidt som sagsoegeren har opfoert den underentreprise, der var overdraget til E. B. Ld.a, under posten »specialiserede opgaver«.
78 Benyttelse af underentreprenoerer kan derimod ikke anvendes til kunstigt at oege omkostningerne til en uddannelsesforanstaltning i strid med kravet om sund oekonomisk forvaltning.
79 Det fremgaar imidlertid af IGF's beretning (s. 8), at E. B. Ld.a, der har de samme selskabsdeltagere som sagsoegeren, ikke havde nogen ansatte i aaret 1988, hvor fondsforanstaltningen blev gennemfoert, og at selskabet blot entrerede med selvstaendige entreprenoerer til udfoerelse af visse ydelser. Det foelger heraf, at den paagaeldende underentreprenoer ikke kunne anses for egentligt »specialiseret« i de opgaver, sagsoegeren havde overdraget selskabet, og at underentreprenoeren kun var et mellemled, der opnaaede en indtaegt herved, som det med rette er anfoert i IGF's beretning.
80 Endvidere havde visse udgifter, som var afholdt af E. B. Ld.a, ingen »forbindelse med uddannelsesforanstaltningen at doemme baade efter beskrivelsen paa fakturaerne (konsulentydelser) og udstedelsesdatoerne (én inden foranstaltningens paabegyndelse, én efter afslutningen)« (s. 8 i IGF's beretning).
81 IGF indstillede, at man ikke godkendte et samlet beloeb paa 5 250 000 PTE, som E. B. Ld.a havde betalt tre selvstaendige som honorar for »detaljeret planlaegning af erhvervsuddannelseskurserne afholdt i 1988«, men foreslog, at man anerkendte et beloeb paa 612 735 PTE for de loenninger, sagsoegeren havde betalt til fem selvstaendige i forbindelse med »planlaegning af kurserne« (s. 12 i beretningen).
82 IGF konkluderede foelgende (s. 8 i beretningen):
»Der ses absolut ikke at have vaeret noget formaal med at inddrage E. B. Ld.a i uddannelsesforanstaltningen, hvorfor kun de konteringer foretaget paa grundlag af fakturaer fra E. B. Ld.a, som vedroerer de beloeb, der er afholdt, fordi de havde forbindelse med uddannelsesforanstaltningen, kan anerkendes som vaerende tilskudsberettigede.«
83 Med hensyn til sagsoegerens sammenligning med underentreprenoeren Açorlis Ld.a, fremgaar det af IGF's beretning (s. 15), at det beloeb, der var betalt til Açorlis Ld.a, blev anerkendt i sit fulde omfang, fordi der var tale om et ringe beloeb, og det derfor ikke kunne baere en mere indgaaende undersoegelse som den, der blev foretaget af E. B. Ld.a.
84 Kommissionen findes herefter ikke at have begaaet nogen aabenbar fejl i sin bedoemmelse, da den paa grundlag af IGF's beretning nedsatte sagsoegerens tilskud til posten angaaende den underentreprise, der var overdraget E. B. Ld.a.
- Timeloennen til eleverne
85 Det fremgaar af ansoegningen om tilskud, at sagsoegeren havde til hensigt at uddanne »faglaerte arbejdere« (»unge arbejdsloese med utilstraekkelige kvalifikationer til at kunne optages paa arbejdsmarkedet«) og ikke »hoejt kvalificerede« fagfolk. Sagsoegeren har imidlertid ikke bestridt, at timeloennen for elever under uddannelse til »faglaerte arbejdere« i henhold til gaeldende national ret er paa 267 PTE, som anfoert i beretningen fra IGF (s. 10).
86 Sagsoegeren kan ikke kritisere Kommissionen for ikke i forbindelse med godkendelsesbeslutningen at have rejst indvendinger mod en timeloen paa 330 PTE, eftersom en godkendelsesbeslutning ikke kan afhjaelpe en ulovlighed i henhold til national ret.
87 Kommissionen findes herefter ikke at have begaaet en aabenbar fejl i sin bedoemmelse, da den paa grundlag af IGF's beretning nedsatte sagsoegerens tilskud for saa vidt angaar timeloennen for eleverne.
- Flidspraemier, leaset edb-udstyr og afskrivninger
88 Indledningsvis bemaerkes det, at selv om en udgiftspost var blevet godkendt i 1987, indebaerer dette ikke noedvendigvis, at den samme post ogsaa skulle godkendes i 1988, selv naar den ikke var forenelig med vilkaarene i godkendelsesbeslutningen eller med de gaeldende bestemmelser i national ret eller faellesskabsretten.
89 Med hensyn til posten for flidspraemier fremgaar det af beretningen fra IGF (s. 21), at de i medfoer af portugisisk national ret anses for at henhoere under elevloenninger, hvilket sagsoegeren ikke har bestridt. I den foreliggende sag var det anvendelsen af hoejere satser end tilladt i henhold til loven (jf. ovenfor i praemis 85), der medfoerte en nedsaettelse for den paagaeldende post. Sagsoegeren kunne derfor ikke goere gaeldende, at flidspraemierne »blev afslaaet i 1988«.
90 Med hensyn til det leasede edb-udstyr bemaerkes det, at uddannelsesforanstaltningen blev afviklet fra den 4. juli til den 30. december 1988, dvs. over ca. seks maaneder. Beloebene til denne post skulle derfor - som det fremgaar af IGF's beretning (s. 20 og 22) - beregnes paa grundlag af en seksmaanedersperiode og ikke en tolvmaanedersperiode, som sagsoegeren har gjort gaeldende.
91 Hvad mere generelt angaar afskrivning af goder, konstateres det, at sagsoegeren ikke har fremlagt nogen som helst dokumenter, herunder bestemmelser i lovgivningen, der kunne understoette sagsoegerens anbringende om, at IGF med urette skulle have anvendt lovgivningen, der traadte i kraft i 1993, paa faktiske forhold i 1987 og 1988 (jf. ovenfor i praemis 62). Sagsoegeren har saaledes ikke godtgjort, at portugisisk ret, der var gaeldende paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder, i modsaetning til det i IGF-beretningen (s. 22) oplyste og til Kommissionens forklaringer under retsmoedet var til hinder for, at der kunne ske afskrivning paa formuegoder over en kortere periode end et aar (tolv maaneder).
92 Kommissionen findes herefter ikke at have begaaet en aabenbar fejl i sin bedoemmelse ved paa grundlag af IGF's beretning at nedsaette sagsoegerens tilskud til posterne angaaende flidspraemier, leaset edb-udstyr og afskrivninger.
93 Det foelger heraf, at anbringendet vedroerende fejl i bedoemmelsen af de faktiske omstaendigheder maa forkastes.
3. Det tredje anbringende, vedroerende tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet
Parternes argumenter
94 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at DAFSE allerede havde fremsendt sagsoegerens anmodning om udbetaling af saldobeloebet til Kommissionen i september 1989, men at Kommissionen foerst traf den anfaegtede beslutning i slutningen af 1996. Denne sagsbehandlingstid paa over syv aar havde givet anledning til en berettiget forventning hos sagsoegeren om, at Kommissionen ville efterkomme sagsoegerens udbetalingsanmodning, som DAFSE havde attesteret. Denne berettigede forventning var blevet yderligere bestyrket af ovennaevnte dom i sagen Branco mod Kommissionen.
95 Sagsoegeren har fremhaevet, at Kommissionen skal traeffe alle beslutninger inden for en rimelig frist. Den kan ikke lade sagsbehandlingen traekke i langdrag og udskyde beslutningen i det uendelige uden at kraenke princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet (Domstolens dom af 24.11.1987, sag 223/85, RSV mod Kommissionen, Sml. s. 4617, praemis 12 ff).
96 Kommissionen bestridt rigtigheden af sagsoegerens argumentation.
Rettens bemaerkninger
97 I en situation som den foreliggende, hvor modtageren af et tilskud fra fonden ikke har gennemfoert uddannelsesforanstaltningen i overensstemmelse med vilkaarene for ydelse af tilskuddet, kan den paagaeldende modtager ikke under henvisning til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning opnaa betaling af saldoen for det samlede tilskud, der oprindeligt blev bevilget (jf. Domstolens domme af 4.6.1992, sag C-181/90, Consorgan mod Kommissionen, Sml. I, s. 3557, praemis 17, og sag C-189/90, Cipeke mod Kommissionen, Sml. I, s. 3573, praemis 17, samt Rettens dom af 19.3.1997, sag T-73/95, Oliveira mod Kommissionen, Sml. II, s. 381, praemis 27).
98 Ovennaevnte dom i sagen Branco mod Kommissionen kunne heller ikke skabe en berettiget forventning hos sagsoegeren, eftersom Retten ikke i denne dom tog stilling til lovligheden af nedsaettelsen af tilskuddet, men blot udtalte sig om spoergsmaalet om manglende begrundelse i den paagaeldende beslutning.
99 Med hensyn til spoergsmaalet, om Kommissionen kraenkede retssikkerhedsprincippet ved ikke at traeffe den anfaegtede beslutning inden for en rimelig frist, konstateres det, at beslutningen blev truffet til opfyldelse af ovennaevnte dom i sagen Branco mod Kommissionen, hvorved Kommissionens beslutning af 29. marts 1993 blev annulleret. Eftersom sagsoegeren endvidere ikke i den foerste sag gjorde indsigelse mod sagsbehandlingstiden, der forloeb, inden Kommissionen traf sidstnaevnte beslutning, er det kun tiden efter dommen i sagen Branco mod Kommissionen, der skal tages i betragtning ved bedoemmelsen af, hvorvidt den anfaegtede beslutning blev truffet inden for en rimelig frist, idet denne bedoemmelse i oevrigt afhaenger af omstaendighederne i det enkelte tilfaelde (ovennaevnte dom i sagen Oliveira mod Kommissionen, praemis 41, 42 og 43).
100 Det fremgaar af sagens akter, at Kommissionen i de to aar fra den 12. januar 1995, hvor der blev afsagt dom i sagen Branco mod Kommissionen, til den 16. december 1996, hvor den anfaegtede beslutning blev truffet, indgav begaering om genoptagelse af sagen Branco mod Kommissionen og derefter, da der var afsagt dom i ovennaevnte sag Kommissionen mod Branco den 13. december 1995, traf de noedvendige foranstaltninger til at traeffe en ny beslutning. Med henblik herpaa gennemgik Kommissionen sagen paany, udarbejdede et nyt beslutningsudkast og gav medlemsstaten og sagsoegeren lejlighed til at fremkomme med deres bemaerkninger til udkastet.
101 Herefter findes beslutningen at vaere truffet inden for en rimelig frist.
102 Det foelger heraf, at anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet maa forkastes.
4. Fjerde anbringende, vedroerende en kraenkelse af velerhvervede rettigheder
Parternes argumenter
103 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning kraenker selskabets velerhvervede rettigheder. Sagsoegeren har henvist til generaladvokat Marco Darmon's forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 7. maj 1991 (sag C-291/89, Interhotel mod Kommissionen, Sml. I, s. 2257) og gjort gaeldende, at der ved godkendelsesbeslutningen er tillagt sagsoegeren individuelle rettigheder og opstaaet et krav paa betaling af hele tilskuddet.
104 Kommissionen har bestridt rigtigheden af sagsoegerens argumentation.
Rettens bemaerkninger
105 Ganske vist tillaegger en godkendelsesbeslutning modtageren af tilskud fra fonden en ret til at kraeve betaling af tilskuddet, men det forholder sig kun saaledes under forudsaetning af, at tilskudsmodtageren gennemfoerer den paagaeldende uddannelsesforanstaltning i overensstemmelse med de vilkaar, der er fastsat for foranstaltningen.
106 I den foreliggende sag har sagsoegeren ikke overholdt de vilkaar, der var fastsat for sagsoegerens gennemfoerelse af uddannelsesforanstaltningen.
107 Anbringendet vedroerende en kraenkelse af velerhvervede rettigheder maa derfor forkastes.
5. Femte anbringende, vedroerende tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet
Parternes argumenter
108 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen oprindeligt havde fastsat tilskuddet fra fonden til den paagaeldende uddannelsesforanstaltning til 125 639 392 PTE, men at den, efter at foranstaltningen var afsluttet, nedsatte tilskuddet til 61 964 126 PTE. Ved saaledes at nedsaette tilskuddet med mere end halvdelen, tilsidesatte Kommissionen proportionalitetsprincippet.
109 Kommissionen har bestridt rigtigheden af sagsoegerens argumentation.
Rettens bemaerkninger
110 I den foreliggende sag har den nedsaettelse, Kommissionen har foretaget, direkte forbindelse til de retsstridige forhold, der er fremkommet, og nedsaettelsen har kun til formaal at sikre, at der ikke sker refusion af udgifter, der er afholdt ulovligt eller unoedvendigt.
111 Nedsaettelsen er derfor i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
112 Heraf foelger, at anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet maa forkastes.
113 Sagsoegte maa derfor frifindes.
Sagsoegerens indsigelse mod, at det tillades, at et dokument bilagt Kommissionens duplik foeres som bevis i sagen
114 Ved saerskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 28. januar 1998 har sagsoegeren indgivet begaering til Retten om at afskaere dokumentet med titlen »anklageskrift«, der er bilagt Kommissionens duplik, og som vedroerer den sag, der er anlagt af IGF ved Tribunal criminal do Porto.
115 Kommissionen har rejst indsigelse herimod.
116 Retten har ikke i den foreliggende sag truffet afgoerelse paa grundlag af det paagaeldende dokument.
117 Det er derfor ufornoedent at tage stilling til sagsoegerens begaering.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
118 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og skal derfor paalaegges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand herom.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN
(Tredje Afdeling)
119 Sagsoegte frifindes.
120 Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy