Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Annullationssøgsmål - frister - begyndelsestidspunkt - tidspunktet for den begivenhed, der får fristen til at løbe - bevisbyrde
(EF-traktaten, art. 173, stk. 5 (efter ændring nu art. 230, stk. 5, EF); Rettens procesreglement, art. 102, stk. 2)
2. Annullationssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der berører dem umiddelbart og individuelt - Kommissionens beslutning rettet til en medlemsstat om ydelse af fællesskabsstøtte til visse projekter i forbindelse med Leader II-programmet - sag anlagt af en lokal aktionsgruppe, hvis projekt ikke blev godkendt - afvisning
(EF-traktaten, art. 173, stk. 4 (efter ændring nu art. 230, stk. 4, EF))
Sammendrag
1. Det påhviler den part, der gør gældende, at en sag er anlagt for sent i forhold til fristerne i traktatens artikel 173, sidste afsnit (efter ændring nu artikel 230, sidste afsnit, EF), og i artikel 102, stk. 2, i Rettens procesreglement, at føre bevis for, hvornår den begivenhed, der fik fristen til at løbe, er indtrådt.
( jf. præmis 47 )
2. Andre personer end adressaterne for en beslutning kan kun påstå, at de er individuelt berørt i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i traktatens artikel 173, stk. 4 (efter ændring nu artikel 230, stk. 4, EF), hvis denne beslutning rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten.
Dette er ikke tilfældet, når Kommissionen ved sin beslutning udelukker området i visse administrative enheder fra interventionsområder, som lokale aktionsgrupper eller andre kollektive enheder i den anden fase af Leader II-programmet inden for området for strukturinterventioner kan tildeles finansiel støtte fra Fællesskabet. Den anfægtede beslutning berører ikke sagsøgeren anderledes end andre lokale aktionsgrupper eller kollektive enheder, men er derimod i forhold til sagsøgeren en foranstaltning, hvis virkninger på en objektiv, generel og abstrakt måde berører forskellige persongrupper.
( jf. præmis 63 og 64 )
Parter
I sag T-263/97,
GAL Penisola Sorrentina, Napoli (Italien), ved avvocati G.L. Lemmo og V. Mormile, Napoli, via del Parco Margherita 31, Napoli,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J.M. Flett og F.P. Ruggeri Laderchi, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(97) 1261 af 15. maj 1997 om ændring af beslutning K(95) 444/3 af 5. april 1995 om ydelse af støtte fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Udviklingssektionen, fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og fra Den Europæiske Socialfond (EFS) til et operationelt program, der indgår i EF-initiativet Leader II i regionen Campanien vedrørende distrikter, der er omfattet af mål nr. 1 i Italien,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne P. Lindh og J.D. Cooke,
justitssekretær: H. Jung,
afsagt følgende
Kendelse
Dommens præmisser
Retsgrundlaget
Grundforordning og gennemførelsesforordning
1 Reglerne om gennemførelse af den økonomiske og sociale samhørighed, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 130 A (efter ændring nu artikel 158 EF), er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 2052/88 af 24. juni 1988 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 185, s. 9, herefter »grundforordningen«) og i Rådets forordning nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til grundforordningen (EFT L 374, s. 1, herefter »gennemførelsesforordningen«).
2 Grundforordningen og gennemførelsesforordningen er blevet ændret ved henholdsvis Rådets forordning (EØF) nr. 2081/93 og Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93, begge af 20. juli 1993 (EFT L 193, henholdsvis s. 5 og s. 20), og navnlig i følgende bestemmelser:
3 Grundforordningens artikel 1 fastsætter de højt prioriterede mål for Fællesskabets indsats. Fremme af udviklingen og strukturtilpasningen i henholdsvis tilbagestående regioner og landdistrikter defineres som mål nr. 1 og nr. 5b.
4 Grundforordningens artikel 5 præciserer de forskellige mulige interventionsformer, herunder medfinansiering af operationelle programmer. Artikel 5, stk. 5, bestemmer, at disse interventioner iværksættes på initiativ af medlemsstaterne eller på initiativ af Kommissionen i forståelse med den pågældende medlemsstat.
5 For så vidt angår EF-initiativerne, der iværksættes i medfør af ovennævnte artikel 5, stk. 5, bestemmer gennemførelsesforordningens artikel 11, at Kommissionen kan »beslutte at foreslå medlemsstaterne at forelægge støtteansøgninger vedrørende aktioner, der er af særlig interesse for Fællesskabet«. I henhold til gennemførelsesordningens artikel 14 »udarbejdes ansøgninger om støtte fra strukturfondene [...] af medlemsstaten eller af de kompetente myndigheder, denne har udpeget på nationalt, regionalt, lokalt eller andet niveau, og forelægges Kommissionen af medlemsstaten eller af et organ, denne måtte udpege med henblik herpå«. Nævnte artikels stk. 3 bestemmer, at Kommissionen gennemgår ansøgningerne under forskellige synsvinkler og derefter træffer afgørelse om støtte fra fondene, under forudsætning af at betingelserne er opfyldt.
6 Gennemførelsesforordningens artikel 25 bestemmer, at Kommissionen og medlemsstaterne »sikrer [...] en effektiv overvågning af fondsstøttens anvendelse inden for EF-støtterammerne og de specifikke aktioner«. Denne overvågning sikres bl.a. af dertil nedsatte udvalg (herefter »overvågningsudvalgene«). Overvågningsudvalgene nedsættes inden for rammerne af partnerskabet på grundlag af en aftale mellem den pågældende medlemsstat og Kommissionen.
Sidstnævnte og efter omstændighederne Den Europæiske Investeringsbank (EIB) kan være repræsenteret i disse udvalg.
7 Artikel 25, stk. 5, har følgende ordlyd:
»Overvågningsudvalget tilpasser om nødvendigt, uden at ændre den ydede EF-støttes samlede størrelse og under overholdelse af harmoniserede grænser for hvert mål, de oprindeligt fastsatte støttebetingelser samt, under overholdelse af de budgetmæssige bevillinger og regler, tidsplanen for betalingerne, herunder eventuelle overførsler mellem EF-finansieringskilder og de ændringer i interventionssatserne, som følger heraf. De ovenfor nævnte harmoniserede grænser for hvert mål fastsættes af Kommissionen efter procedurerne i afsnit VIII og indgår i EF-støtterammerne.
Disse ændringer meddeles straks Kommissionen og den pågældende medlemsstat. De finder anvendelse, når Kommissionen og den pågældende medlemsstat har bekræftet dem; dette skal ske senest 20 arbejdsdage efter datoen for modtagelsen af meddelelsen, idet Kommissionen bekræfter denne dato ved anerkendelse af modtagelsen.
De øvrige ændringer vedtages af Kommissionen i samarbejde med den pågældende medlemsstat efter udtalelse fra overvågningsudvalget.«
EF-initiativet Leader II
8 Den 1. juli 1994 offentliggjorde Kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende en meddelelse til medlemsstaterne om retningslinjerne for de globaltilskud eller integrerede operationelle programmer, med henblik på hvilke medlemsstaterne opfordres til at indgive støtteansøgninger i forbindelse med et EF-initiativ for udvikling af landdistrikterne (EFT C 180, s. 48, herefter »meddelelsen«). Dette initiativ, der benævnes »Leader II« og har hjemmel i gennemførelsesforordningens artikel 11, har bl.a. til formål at »tilskynde lokale interesserede, det være sig private eller offentlige, til at iværksætte foranstaltninger af nyskabende karakter inden for alle former for økonomisk aktivitet i landdistrikterne« (meddelelsens punkt 6).
9 Initiativet Leader II finansieres af den pågældende medlemsstat og Fællesskabet i forening (meddelelsens punkt 20).
10 Initiativet Leader II's støttemodtagere kan være lokale aktionsgrupper, nemlig grupper, der er sammensat af offentlige og private deltagere, der i fællesskab udstikker en strategi og fastsætter innoverende foranstaltninger for udvikling i et lokalt område af et landdistrikt (normalt på under 100 000 indbyggere), og andre offentlige eller private kollektive enheder i landdistrikterne. Initiativet finder anvendelse i de landdistrikter, der henhører under mål nr. 1 og nr. 5b (meddelelsens punkt 8).
11 Meddelelsens punkt 16, litra b), bestemmer, at »[d]en individuelle udvælgelse af projekterne og støttemodtagerne og den finansielle og administrative forvaltning af det regionale Leader-program henhører udelukkende under disse deltageres kompetence, idet EF-politikkerne, kriterierne for støtte fra strukturfondene og de tilladte støttesatser skal overholdes.«
12 I henhold til punkt 17 er overvågning, medmindre andet er aftalt inden for partnerskabet, overladt til overvågningsudvalget for mål nr. 1 eller nr. 5b, der er teknisk eller områdemæssigt kompetent. Den nationale samordning samt overvågningsudvalget, hvori også Kommissionen deltager, er det første niveau, hvor udvekslingen af erfaringer bør finde sted.
Sagens faktiske omstændigheder
Den første fase i programmet »Leader II for Campanien«
13 Efter offentliggørelsen af meddelelsen besluttede regionen Campanien i Italien at deltage i initiativet Leader II.
14 Giunta regionale (regionalrådet) i Campanien har ved afgørelse nr. 169 af 7. november 1994 godkendt regionalprogrammet til gennemførelse af initiativet Leader II.
15 Den 4. november 1994 tilsendte Den Italienske Republik Kommissionen en ansøgning om støtte som EF-tilskud til regionerne henhørende under mål nr. 1 til et operationelt program inden for rammerne af initiativet Leader II for regionen Campanien (herefter »programmet Leader II for Campanien«).
16 Ved beslutning K(95) 444/3 af 5. april 1995 om ydelse af støtte fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Udviklingssektionen, fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og fra Den Europæiske Socialfond (EFS) til et operationelt program, der indgår i EF-initiativet Leader II i regionen Campanien vedrørende distrikter, der er omfattet af mål nr. 1 i Italien, godkendte Kommissionen programmet Leader II for Campanien (herefter »beslutningen om godkendelse af programmet Leader II for Campanien«). Støtten udgjorde et beløb på 25,82 mio. ECU.
17 I programmet Leader II for Campanien blev det i punkt 1.3 bestemt, at alle områder, der var klassificeret som bjergområder eller ugunstigt stillede områder i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i Rådets direktiv 75/268/EØF af 28. april 1975 om landbrug i bjergområder og i visse ugunstigt stillede områder (EFT L 128, s. 1), var interventionsområder, hvorved det imidlertid på grundlag af socio-økonomiske kriterier blev bestemt, at syv interventionsområder skulle prioriteres højt for at undgå en uforholdsmæssig spredning af de ressourcer, der var til rådighed. Det blev ikke desto mindre præciseret, at angivelsen af højt prioriterede interventionsområder ikke udelukkede muligheden for, at andre områder, der var klassificeret som ugunstigt stillede bjergområder i direktiv 75/268's forstand, eventuelt kunne blive omfattet af en aktion inden for rammerne af programmet Leader II for Campanien på den betingelse, at aktionen var fuldt begrundet med hensyn til dette program, og at den enhed, der foreslår en sådan aktion, er troværdig.
18 De pågældende områder svarede ikke nødvendigvis til en bestemt administrativ enhed. Visse af dem omfatter et område bestående af et eller flere »communità montane« (sammenslutninger af kommuner i bjergområder). En »comunità montana« er en administrativ enhed, der omfatter forskellige kommuner i områder, der er klassificeret som bjergområder. Sammenlagt omfattede de syv højt prioriterede interventionsområder 20 comunità montane.
19 Et af disse højt prioriterede interventionsområder, Penisola Sorrentina-Amalfitana (den sorrentinske halvø), omfattede områderne i to comunità montane: Penisola Amalfitana (i provinsen Salerno) (herefter »comunità Amalfi«) og Penisola Sorrentina (i provinsen Napoli) (herefter »comunità Sorrento«).
20 Punkt 6.1 i programmet Leader II for Campanien bestemmer, at alene de lokale aktionsplaner, der er sat på førstepladsen i hvert af de højt prioriterede interventionsområder, udvælges.
21 Sagsøgeren, der er en forening i henhold til italiensk ret, som omfatter handelskammeret i Napoli, Confcooperative Napoli, Coldiretti Napoli, Aprol (sammenslutning af olivenolieproducenter), Aprolat (sammenslutning af mælkeproducenter) og AGCI (sammenslutning af italienske kooperativer) har som kollektiv enhed forelagt en lokal aktionsplan, der udelukkende vedrører comunità Sorrento.
22 Ved bekendtgørelse offentliggjort i Bolletino ufficiale della Regione Campania (herefter »BURC«) nr. 24 af 25. maj 1995 udvalgte og godkendte Giunta regionale i Campanien de lokale aktionsplaner med hensyn til finansieringen.
23 Ved afgørelse nr. 8215/96 af 18. oktober 1996 satte Giunta regionale - inden for det højt prioriterede område Penisola Sorrentina-Amalfitana - den af sagsøgeren forelagte lokale aktionsplan vedrørende comunità Sorrento på andenpladsen. Efter udvælgelseskriterierne, der er fastsat i programmet Leader II for Campanien (punkt 6.1), har Giunta regionale ved afgørelse nr. 9919/96 af 13. december 1996 godkendt den lokale aktionsplan på førstepladsen i det nævnte højt prioriterede interventionsområde, der var blevet forelagt af den lokale aktionsgruppe Penisola Amalfitana for comunità Amalfi, og imødekom således ikke sagsøgerens lokale aktionsplan.
24 Sagsøgeren har anlagt sag til prøvelse af denne afgørelse ved Tribunale amministrativo regionale per la Campania.
Den anden fase i »programmet Leader II for Campanien«
25 I betragtning af det forhold, at der allerede var blevet udvalgt syv lokale aktionsplaner, og at der dertil var blevet bevilget tilskud til et beløb på noget mere end en tredjedel af de forudsete kreditter, anså regionen Campanien og overvågningsudvalget det for hensigtsmæssigt atter at anvende initiativet Leader II og at udvide kredsen af potentielle støttemodtagere.
26 Med henblik herpå godkendte overvågningsudvalget på sit møde den 13. februar 1997 i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 25, stk. 5, visse ændringer af programmet Leader II for Campanien, navnlig vedrørende punkt 1.3 om det territoriale interventionsområde. Overvågningsudvalgets afgørelse omfattede følgende ændringer:
»Regionalprogram Leader II
Ny affattelse af paragraf 1.3, som erstatter den tidligere
I betragtning af omfanget og af de midler, der er til rådighed, findes det passende at udvide støtten til hele comunità montane-området (tabel 1) med henblik på at nå målet om den videst mulige spredning af de nyskabende aktioner, der kan fremmes og understøttes.
Der er 340 kommuner, der er berørte, hvilket svarer til 62% af alle kommunerne i Campanien. Befolkningen udgjorde den 31. december 1991 ca. 1,2 millioner [indbyggere]. Det bebyggede område udgør ca. 960 000 hektar.
Ved udvælgelsen af lokale aktionsplaner i henhold til den første bekendtgørelse i slutningen af 1995 faldt afgørelsen på syv [af disse], som i alt berører området i 10 comunità (tabel 2a).
På grundlag af resultaterne fra denne første gennemførelsesfase af programmet Leader II for Campanien er det berettiget og passende i den anden fase at indskrænke det territoriale referenceområde for afgivelse af forslag til alene at omfatte comunità montane.
Der er ikke grund til at lade comunità [Sorrento-]området være omfattet i denne nye fase, da dette område ifølge de sociale og økonomiske indikationer er blandt de mest udviklede i Campanien, og da det - bl.a. i betragtning af de pågældende områders begrænsede størrelse - må tages i betragtning, at den lokale aktionsplans modelkarakter, der er godkendt for nabokommunen comunità [Amalfi], også kan udvides til [comunità Sorrento].
Som følge af denne udvælgelse deltager 16 comunità montane i den anden fase (tabel 2b).«
27 Det fremgår af ovenstående, at overvågningsudvalget gennemførte udvælgelsen af 16 comunità montane, som det blev tilladt at deltage i den anden fase af programmet Leader II for Campanien, under følgende betingelser: I den første fase af programmet Leader II for Campanien var 20 af de 27 comunità montane, der var klassificeret som bjergområder eller ugunstigt stillede områder i Campanien, blevet højt prioriteret og inddelt i syv højt prioriterede interventionsområder. Af de lokale aktionsplaner, der blev forelagt for disse opprioriterede indsatsområder, blev der udvalgt syv lokale aktionsplaner, der vedrørte ti comunità montane-områder. Med hensyn til den anden fase i programmet Leader II for Campanien besluttede overvågningsudvalget at udelukke 27 comunità montane, der var klassificeret som bjergområder eller ugunstigt stillede områder i Campanien, for det første de ti, for hvilke der i programmets første fase var udvalgt en lokal aktionsplan, og for det andet, af de førnævnte grunde, comunita Sorrento, selv om der i første fase ikke var blevet godkendt en lokal aktionsplan for denne comunità montana.
28 De ændringer, der var blevet godkendt af overvågningsudvalget, blev meddelt Kommissionen, der i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 25, stk. 5, godkendte dem ved beslutning K(97) 1261 af 15. maj 1997 om godkendelse af en afgørelse truffet af overvågningsudvalget og om ændring af afgørelsen, der godkendte programmet Leader II for Campanien (herefter »den anfægtede beslutning«).
29 Den anfægtede beslutning blev offentliggjort i BURC nr. 37 af 28. juli 1997.
30 Den har følgende ordlyd:
»I betragtning af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.
I betragtning af Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s.1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 3193/94 (EFT L 337, s. 11), og navnlig artikel 14, stk. 3, og artikel 25, stk. 5, andet punktum.
I betragtning af, at Kommissionen ved afgørelse K(95) 444/3 af 5. april 1995 har vedtaget et operationelt program inden for rammerne af Leader II-initiativet i regionen Campanien til fordel for områder i Italien, der henhører under mål [nr.] 1.
I betragtning af, at overvågningsudvalget i henhold til artikel 25, stk. 5, første og andet punktum, i forordning (EØF) nr. 4253/88, om nødvendigt, uden at ændre den ydede EF-støttes samlede størrelse og under overholdelse af harmoniserede grænser for hvert mål, tilpasser de oprindeligt fastsatte støttebetingelser, samt, under overholdelse af de budgetmæssige bevillinger og regler, tidsplanen for betalingerne, herunder eventuelle overførsler mellem EF-finansieringskilder og de ændringer af interventionssatserne, der følger heraf. Denne udtalelse fra overvågningsudvalget, som lovligt er meddelt Kommissionen og den pågældende medlemsstat, er forelagt Kommissionen til godkendelse.
I betragtning af at overvågningsudvalget for det operationelle program Leader II for Campanien på sit møde den 13. februar 1997 har godkendt ændringer til programmet, og at formanden for overvågningsudvalget ved skrivelse af 19. februar 1997, ref. nr. 5217/SP, har meddelt Kommissionen de godkendte ændringer med henblik på at de godkendes af Kommissionen.
I betragtning af, at en godkendelse af disse ændringer er påkrævet,
har Kommissionen vedtaget følgende beslutning:
Artikel 1
Det operationelle program for Leader II-initiativet i regionen Campanien ændres i punkt 1.3 om Interventionsområdet og i punkt 6.1 om Godkendelsen og gennemgangen af ansøgninger om finansiering i overensstemmelse med ordlyden af bilaget til denne beslutning.
Artikel 2
Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.«
31 Den anfægtede beslutnings bilag A gengiver den af overvågningsudvalget meddelte afgørelse.
32 Ved afgørelse nr. 5432 af 26. juni 1997 tog Giunta regionale for det første de ved den anfægtede beslutning i programmet Leader II for Campanien fastsatte ændringer til efterretning og godkendte for det andet en udtalelse vedrørende »Retningslinjer for forelæggelse af lokale aktionsplaner og delprojekter til gennemførelse af det lokale Leader II-program - anden fase« (herefter »Giunta regionales afgørelse«). I denne udtalelse udelukkes comunità Sorrento og comunità Amalfi fra interventionsområder i programmet Leader II for Campaniens anden fase. Giunta regionales afgørelse blev - med den anfægtede beslutning og den omhandlede udtalelse som bilag - offentliggjort i BURC nr. 38 af 4. august 1997.
33 Sagsøgeren har anlagt sag til prøvelse af denne afgørelse ved Tribunale amministrativo regionale per la Campania.
Proceduren og parternes påstande
34 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. oktober 1997 har sagsøgeren anlagt denne sag.
35 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Sagen antages til realitetsbehandling.
- Den anfægtede beslutning annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
36 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Sagen afvises, subsidiært frifindes Kommission.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Formaliteten
37 I henhold til procesreglementets artikel 113 kan Retten til enhver tid af egen drift efterprøve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt, og træffe afgørelse herom i henhold til bestemmelserne i samme reglements artikel 114, stk. 3 og 4. Til disse forudsætninger hører efter fast retspraksis de i EF-traktatens artikel 173, stk. 4 (efter ændring nu artikel 230, stk. 4, EF), fastsatte betingelser for en sags antagelse til realitetsbehandling (Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 23, og Rettens kendelse af 26.3.1999, sag T-114/96, Biscuiterie-confiserie LOR og Confiserie du Tech mod Kommissionen, Sml. II, s. 913, præmis 24).
38 Retten anser sagen for tilstrækkeligt oplyst ved de fremlagte dokumenter og parternes forklaringer under den skriftlige forhandling til, at den kan træffe afgørelse uden at indlede mundtlig forhandling.
Påstanden om, at sagen er anlagt for sent
Parternes argumenter
39 Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har anlagt sag inden for den tomånedersfrist, der er fastsat i traktatens artikel 173, stk. 5, og som begynder at løbe den dag, hvor den fik kendskab til den anfægtede beslutning.
40 Kommissionen har anført, at sagsøgeren fik kendskab til den anfægtede beslutning før offentliggørelsen af denne i BURC den 28. juli 1997, selv om den ikke kan præcisere, på hvilken dato. For det første er sagsøgeren en sammenslutning af foreninger, hvis formål det navnlig er at følge den politiske og administrative udvikling i landbruget i regionen Campanien. For det andet er deltagelsen i Leader II-initiativet et af sagsøgerens sociale formål, og Giunta regionales afgørelse, der blev offentliggjort den 4. august 1997, som den anfægtede beslutning var vedlagt som bilag til, blev truffet den 26. juni 1997.
41 Derfor blev søgsmålet af 4. oktober 1997 indgivet for sent.
42 Sagsøgeren har gjort gældende, at foreningen fik kendskab til den anfægtede beslutning og Giunta regionales afgørelse ved disses offentliggørelse i BURC nr. 38 af 4. august 1997. Kommissionen har ikke bevist, at sagsøgeren tidligere skulle have fået kendskab hertil. Kommissionen kan i den forbindelse ikke støtte sig på rene indicier.
Rettens bemærkninger
43 Traktatens artikel 173, stk. 5, har følgende ordlyd: »De i denne artikel omhandlede klager skal indgives inden to måneder, efter at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren eller, i mangel heraf senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den.«
44 Den anfægtede beslutning var rettet til Den Italienske Republik og blev hverken meddelt sagsøgeren af Kommissionen eller offentliggjort i EF-Tidende. Fristen for at anlægge sag med påstand om annullation af denne beslutning begynder derfor at løbe på det tidspunkt, hvor sagsøgeren har fået kendskab til den.
45 I henhold til bilag II til Domstolens procesreglement og til artikel 102, stk. 2, i Rettens procesreglement forlænges den frist på to måneder, der er fastsat i traktatens artikel 173, stk. 5, med ti dage for en part, der har bopæl i Italien.
46 I den foreliggende sag står det fast, at den anfægtede beslutning blev offentliggjort i BURC den 28. juli 1997. Hvis den fastsatte frist begyndte at løbe på dette tidspunkt, skal den foreliggende sag, der blev anlagt den 2. oktober 1997, antages til realitetsbehandling.
47 Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at det påhviler den part, der gør gældende, at en sag er anlagt for sent, at føre bevis for, hvornår den begivenhed, der fik fristen til at løbe, er indtrådt (Rettens dom af 14.5.1997, forenede sager T-70/92 og T-71/92, Florimex og VGB mod Kommissionen, Sml. II, s. 693, præmis 74).
48 I den foreliggende sag har Kommissionen ikke fremlagt noget bevis for sit anbringende om, at sagsøgeren skulle have fået kendskab til den anfægtede beslutning på et tidligere tidspunkt end den 28. juli 1997. Det følger heraf, at det må lægges til grund, at sagen blev anlagt inden for den frist, der er fastsat i traktatens artikel 173, stk. 5, forlænget i overensstemmelse med bilag II til Domstolens procesreglement og artikel 102, stk. 2, i Rettens procesreglement.
Spørgsmålet, om sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning
Parternes argumenter
49 Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgeren ikke er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning.
50 For det første berøres sagsøgeren, der ikke er adressat for den anfægtede beslutning, idet denne alene er blevet meddelt Den Italienske Republik, ikke af den nævnte beslutning på grund af visse egenskaber, som er særlige for sagsøgeren, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller foreningen fra alle andre i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i retspraksis (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/92, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197).
51 Sagsøgeren anfægter nemlig en beslutning, hvorved Kommissionen har ændret de støttebetingelser, der følger af beslutningen om godkendelse af programmet Leader II for Campanien, og navnlig har ændret interventionsområdet. Ethvert organ, der har karakter af en lokal aktionsgruppe, og enhver kollektiv enhed kan anmode om et tilskud til en lokal aktionsplan inden for rammerne af Leader II-initiativet. Sagsøgeren fremviser ikke nogen særlige kendetegn, der adskiller foreningen fra de andre lokale aktører, der kunne havde haft til hensigt at deltage i den anden fase i programmet Leader II for Campanien på den pågældende regions samlede område.
52 Det forhold, at sagsøgeren har deltaget i den første fase af programmet, kendetegner ikke foreningen i forhold til andre potentielle støttemodtagere, thi deltagelsen i den anden fase af programmet er ikke betinget af, at der er blevet forelagt et projekt i den første fase.
53 Sagsøgeren tilhører altså en åben kreds af lokale aktører, som Kommissionen ikke kender og heller ikke kunne kende. Foreningen handler alene i sin objektive egenskab af forening, der beskæftiger sig med landbrugsmæssige spørgsmål i Penisola Sorrentina-Amalfitana.
54 Den foreliggende sag adskiller sig fra den sag, der gav anledning til Rettens dom af 19. maj 1994 (sag T-465/93, Consorzio gruppo di azione locale »Murgia Messapica« mod Kommissionen, Sml. II, s. 361), hvori en sag anlagt af en lokal aktionsgruppe til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen, der var rettet til en medlemsstat om udelukkelse af et af denne gruppe forelagt projekt fra et tilskud fra EF-initiativet Leader I, blev antaget til realitetsbehandling, fordi sagsøgeren havde deltaget i godkendelsesproceduren.
55 For det andet har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgeren ikke er umiddelbart berørt af den anfægtede beslutning. Den understreger, at udelukkelsen af sagsøgeren fra den anden fase i programmet Leader II for Campanien ikke følger af den anfægtede beslutning, men af Giunta regionales afgørelse.
56 I denne henseende understreger Kommissionen, at Giunta regionale har et vidt skøn. For det første var den ikke juridisk forpligtet til at indlede den anden fase af programmet Leader II for Campanien. For det andet ville den navnlig have kunnet fastsætte betingelser for deltagelse eller udelukke dem, der allerede i den første fase havde forelagt en lokal aktionsplan.
57 Denne antagelse bekræftes også af det forhold, at sagsøgeren har anlagt sag med påstand om annullation af Giunta regionales afgørelse ved Tribunale amministrativo regionale per la Campania. Denne nationale procedure er efter Kommissionens opfattelse hensigtsmæssig, da sagsøgeren ved de italienske domstole kan gøre alle argumenterne vedrørende anfægtede afgørelsers ulovlighed gældende, herunder de argumenter, der berører den påståede ulovlighed af den anfægtede beslutning. De italienske domstole kan, hvis der er behov herfor, forelægge et præjudicielt spørgsmål i henhold til EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF).
58 Hvis den anfægtede afgørelse ikke var blevet truffet, og hvis Penisola Sorrentina-Amalfitana ikke var blevet udelukket ved Giunta regionales afgørelse, ville den af sagsøgeren forelagte aktionsplan under alle omstændigheder ikke nødvendigvis have kunnet modtage fællesskabsfinansiering, da den skulle have været evalueret af regionen Campanien.
59 Sagsøgeren har anført, at foreningen er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning, i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen og i dom af 4. juni 1992 (sag C-157/90, Infortec mod Kommissionen, Sml. I, s. 3525) og i dommen i sagen Consorzio gruppo di azione locale »Murgia Messapica« mod Kommissionen.
60 Sagsøgeren gør for det første gældende, at foreningen er individuelt berørt, fordi comunità Sorrento, som den havde forelagt en lokal aktionsplan for, i den første fase med urette ved den anfægtede beslutning ikke blev udvalgt til programmet Leader II for Campanien. Derved er den blevet forhindret i at deltage i den nye udvælgelse og at opnå et tilskud i den anden fase. Det forhold, at dens projekt var blevet sat på andenpladsen inden for det højt prioriterede distrikt Penisola Sorrentina-Amalfitana i den første fase af programmet Leader II for Campanien, skal tages i betragtning på tilsvarende måde som i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Consorzio gruppo di azione locale »Murgia Messapica« mod Kommissionen.
61 For det andet har sagsøgeren med hensyn til Kommissionens argument, hvorefter sagsøgeren ikke er umiddelbart berørt, anført, at sagen hverken er rettet mod afgørelsen fra Giunta regionale eller mod andre beslutninger fra regionen Campanien, men udelukkende mod den anfægtede beslutning.
Rettens bemærkninger
62 I henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, er antagelsen til realitetsbehandling af en sag, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person til prøvelse af en beslutning, som ikke er rettet til ham, betinget af, at han er umiddelbart og individuelt berørt af denne beslutning.
63 Med hensyn til spørgsmålet, om sagsøgeren er individuelt berørt af den anfægtede beslutning, bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at personer, der ikke er adressater for en beslutning, kun kan påstå, at de berøres individuelt, hvis denne beslutning rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen og dommen i sagen Consorzio gruppo di azione locale »Murgia Messapica« mod Kommissionen, præmis 25).
64 I denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen ved den anfægtede beslutning udelukker området i visse comunità montane fra interventionsområder, som i den anden fase af programmet Leader II for Campanien kan tildeles finansiel støtte fra Fællesskabet til lokale aktionsgrupper eller kollektive enheder. Sagsøgeren er en lokal aktionsgruppe, der repræsenterer en af de comunitá, der blev udelukket ved den anfægtede beslutning, nemlig comunità Sorrento. Foreningen blev således forhindret i at deltage i den anden fase af programmet Leader II for Campanien. Den anfægtede beslutning berører således ikke sagsøgeren anderledes end andre lokale aktionsgrupper og kollektive enheder i comunità Sorrento eller andre comunitá, der er blevet udelukket, men er derimod en foranstaltning, hvis virkninger på en objektiv, generel og abstrakt måde berører forskellige persongrupper.
65 Sagsøgeren kan derfor kun være berørt af den anfægtede beslutning på samme måde som alle andre lokale aktionsgrupper og alle andre kollektive enheder i de udelukkede comunità, der aktuelt eller potentielt befinder sig i en tilsvarende situation (Rettens kendelse af 21.2.1995, sag T-117/94, Associazione agricoltori della provincia di Rovigo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 455, præmis 25, og af 9.8.1995, sag T-585/93, Greenpeace m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2205, præmis 54 og 55).
66 Sagsøgeren kan heller ikke påberåbe sig dommen i sagen Consorzio gruppo di azione locale »Mughia Messapica« mod Kommissionen, hvori Retten fandt, at en sag, der var anlagt af en entreprenørgruppe til prøvelse af en beslutning, der var rettet til Den Italienske Republik, hvorved Kommissionen godkendte en række projekter inden for rammerne af Leader I-programmet, idet den udelukkede sagsøgerens projekt, kunne antages til realitetsbehandling. Faktisk blev det i denne dom fastslået, at visse omstændigheder havde kunnet afføde interesser til fordel for sagsøgeren, og at deres fortabelse havde berørt ham individuelt. Der var i denne forbindelse for det første tale om det italienske Land- og Skovbrugsministeriums foreløbige godkendelse af sagsøgerens projekt og derefter om indplaceringen af sagsøgerens projekt på andenpladsen, og for det andet om sagsøgerens gentagne deltagelse i møder afholdt af Kommissionen og ministeriet, i henhold til de bestemmelser, der fandt anvendelse på Leader I-programmet, og dermed i henhold til den procedure, hvorefter den anfægtede beslutning blev truffet.
67 Situationen er imidlertid anderledes i den foreliggende sag.
68 Det bemærkes for det første, at den anfægtede beslutning - i modsætning til den i nævnte sag anfægtede beslutning - begrænser sig til at ændre de distrikter, der kunne modtage tilskud i den anden fase af programmet Leader II for Campanien og berører således på samme måde alle de lokale aktionsgrupper og kollektive enheder i de således udelukkede distrikter, der kunne have til hensigt at deltage i et sådant program.
69 I modsætning til sagsøgeren i den ovennævnte sag har sagsøgeren aldrig været i kontakt med Kommissionens tjenestegrene, før den anfægtede beslutning blev truffet, da de anvendelige bestemmelser ikke foreskriver, at de interesserede parter skal høres før ændringen af støttebetingelserne (gennemførelsesforordningens artikel 25).
70 Det forhold, at sagsøgerens lokale aktionsplan er blevet placeret på andenpladsen i første fase af programmet Leader II for Campanien, er uden betydning, da den anden fase af dette program er uafhængig af den første, og da støttebetingelserne er forskellige i de to faser.
71 Det følger af ovenstående, at de omstændigheder, der er gjort gældende af sagsøgeren, ikke er tilstrækkelige til at adskille foreningen fra alle andre personer, og ikke gør det muligt at anse den for at være individuelt berørt af den anfægtede beslutning i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 173.
72 Desuden har sagsøgeren også den mulighed - som foreningen har gjort brug af - for ved de nationale domstole at anfægte både beslutningen om afvisning af det præsenterede projekt, der blev forelagt under den første fase af programmet Leader II for Campanien, og de afgørelser, der er blevet truffet af de italienske myndigheder i henhold til den anfægtede beslutning, hvorved de interesserede blev anmodet om at forelægge deres projekter inden for rammerne af anden fase i programmet Leader II for Campanien. Sagsøgerens rettigheder beskyttes således af de nationale domstole, der i givet fald kan forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål i medfør af traktatens artikel 177.
73 Det følger heraf, at den foreliggende sag skal afvises, uden at det er nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet, om sagsøgeren er umiddelbart berørt af den anfægtede beslutning.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
74 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand herom, og sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges sagsøgeren at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy