EUR-Lex -  61998CC0155 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 25. marts 1999. - Spyridoula Celia Alexopoulou mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Appel - Sagen fundet åbenbart ugrundet eller åbenbart uegnet til realitetsbehandling - Tjenestemænd - Indplacering i lønklasse. - Sag C-155/98 P.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Naervaerende appel er ivaerksat til proevelse af en kendelse (1), hvorved Retten med henvisning til procesreglementets artikel 111 (2) fastslog, at den sag, der var anlagt af sagsoegeren, som er tjenestemand ved Kommissionen, var aabenbart ugrundet, eller at det var aabenbart, at den maatte afvises.

2 Sagen for Retten drejede sig om anvendelsen af tjenestemandsvedtaegtens (herefter »vedtaegten«) artikel 31, stk. 2, der omhandler tjenestemaends indplacering i loenklasse.

3 I henhold til bestemmelsen kan ansaettelsesmyndigheden fravige det princip, der er opstillet i vedtaegtens artikel 31, stk. 1, og hvorefter tjenestemaend i kategori A og i sprogtjenesten indplaceres i den laveste loenklasse i deres kategori eller tjenestegruppe. Denne fravigelse er begraenset til en vis del af de stillinger, der skal besaettes, og efter bestemmelsen kraeves der ikke opfyldt yderligere betingelser.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

4 Det fremgaar af de faktiske omstaendigheder, som det alene tilkommer Retten at fastslaa (3), at appellanten, der i foerste omgang var ansat som midlertidigt ansat ved Kommissionen og indplaceret i loenklasse A7, loentrin 1, fra den 16. marts 1989, efter at have bestaaet en intern udvaelgelsesproeve blev udnaevnt til tjenestemand paa proeve i loenklasse A7, loentrin 5, med virkning fra den 1. december 1993.

5 Da hendes klage over afgoerelsen om indplacering i loenklasse ikke blev besvaret, nedlagde hun ved Retten paastand om, at afgoerelsen blev annulleret. Ved dom af 5. oktober 1995 (4) (herefter »Alexopoulou I-dommen«) gav Retten hende medhold.

Alexopoulou I-dommen

6 Retten fastslog, at afgoerelsen om indplacering i loenklasse i henhold til vedtaegtens artikel 31, stk. 2, er omfattet af et »vidt skoen« for ansaettelsesmyndigheden (5), men tilfoejede, at i saerlige tilfaelde, f.eks. naar en ansoeger har ganske usaedvanlige kvalifikationer, er ansaettelsesmyndigheden forpligtet til at foretage en konkret vurdering af, om ovennaevnte bestemmelse eventuelt boer bringes i anvendelse.

Retten tilfoejede, at en saadan forpligtelse navnlig foreligger, »naar tjenestens saerlige behov kraever ansaettelse af en saerligt kvalificeret tjenestemand, saaledes at det er berettiget at anvende vedtaegtens artikel 31, stk. 2 (jf. i samme retning dommen i sagen De Santis mod Revisionsretten ... (6)), eller naar den paagaeldende har ganske usaedvanlige kvalifikationer og anmoder om, at artikel 31, stk. 2, bringes i anvendelse ...« (7).

7 Retten afviste derefter Kommissionens argument om, at den havde givet afkald paa det skoen, den i henhold til Kommissionens beslutning af 1. september 1983 vedroerende de i forbindelse med ansaettelse gaeldende kriterier for indplacering i loenklasse og paa loentrin (herefter »beslutningen af 1. september 1983«) er tillagt ved vedtaegtens artikel 31, stk. 2,, idet Retten fandt, at beslutningen var i strid med vedtaegten, for saa vidt som ansaettelsesmyndigheden i henhold til beslutningen ikke havde mulighed for at indplacere en tjenestemand i en hoejere loenklasse end den laveste (8).

8 Retten annullerede foelgelig den omtvistede afgoerelse om udnaevnelse, idet den fandtes at vaere behaeftet med en retlig fejl, eftersom Kommissionen havde afvist at udnaevne sagsoegeren i en hoejere loenklasse, udelukkende med henvisning til, at beslutningen af 1. september 1983 var til hinder herfor, mens Kommissionen ikke havde foretaget en konkret vurdering af sagsoegerens kvalifikationer, jf. vedtaegtens artikel 31, stk. 2.

9 Det skal bemaerkes, at en lang raekke tjenestemaend opfattede den paagaeldende dom som en aendring af retspraksis vedroerende anvendelsen af vedtaegtens artikel 31, stk. 2, og dommen foerte til, at der blev indgivet en lang raekke anmodninger om aendret indplacering (9). Som foelge af de afgoerelser, der blev truffet vedroerende de klager, der var indgivet rettidigt, er der anlagt ca. 80 sager ved Retten.

»Pilot«-dommen i sagen Barnett mod Kommissionen (10)

10 Dommen er den foerste, hvor Retten traf afgoerelse i en af de sager, der var anlagt paa baggrund af Alexopoulou I-dommen.

11 Retten bragte ovennaevnte praksis i anvendelse. Retten fastslog foerst, at ansaettelsesmyndigheden raader over et vidt skoen, og at proevelsesretten er begraenset inden for omraadet, men fremhaevede, at »ifoelge den vurdering, som ansaettelsesmyndigheden havde anlagt inden for graenserne af sit meget vide skoen, [var sagsoegeren] ikke i besiddelse af ganske usaedvanlige kvalifikationer ...« (11).

12 Efter min opfattelse tilfoejes der ved den paagaeldende dom kun en enkelt omstaendighed til analysen af Alexopoulou I-dommen, nemlig at spoergsmaalet om, hvorvidt en ansoeger har saadanne kvalifikationer, »ikke [skal vurderes] i forhold til befolkningen som helhed, men i forhold til gennemsnitsprofilen for personer, der har bestaaet udvaelgelsesproever, og som er en personkreds, der allerede ... er meget noeje udvalgt ...« (12).

Rettens kendelse

13 Som foelge af Alexopoulou I-dommen aendrede Kommissionen beslutningen af 1. september 1983 ved beslutning af 7. februar 1996 (13) (herefter »beslutningen af 7. februar 1996«). I henhold til beslutningens artikel 2, stk. 1, kan ansaettelsesmyndigheden udnytte den skoensbefoejelse, den har i henhold til vedtaegtens artikel 31, stk. 2, »naar tjenestens saerlige behov kraever ansaettelse af en saerligt kvalificeret tjenestemand, eller naar den paagaeldende har ganske usaedvanlige kvalifikationer«.

14 Det var ogsaa under hensyntagen til denne dom, og efter at appellanten havde indgivet endnu en anmodning om aendret indplacering, at ansaettelsesmyndigheden tog appellantens vedtaegtsmaessige stilling op til fornyet overvejelse og traf en ny afgoerelse den 8. januar 1996 (herefter »afgoerelsen om indplacering«), hvorefter appellanten blev indplaceret i loenklasse A7, loentrin 5, med virkning fra den 1. december 1993.

15 Den sag, appellanten herefter anlagde til proevelse af Kommissionens afvisning af hendes klage over den naevnte afgoerelse om indplacering, foerte til Rettens kendelse, idet appellanten havde oensket at fortsaette sagen paa trods af, at Rettens Justitskontor havde tilstillet hende et eksemplar af dommen i sagen Barnett mod Kommissionen, der blev afsagt, mens den af appellanten anlagte sag verserede.

16 Retten frifandt Kommissionen med henvisning til artikel 111 i Rettens procesreglement.

17 Som begrundelse for, at foerste led af annullationsanbringendet - hvorved appellanten gjorde gaeldende, at vedtaegtens artikel 31, stk. 2, var tilsidesat - var aabenbart ugrundet, bemaerkede Retten foerst, at det fremgik af bestemmelsens ordlyd og formaal, at ansaettelsesmyndigheden havde mulighed for, men ikke pligt til at udnytte det skoen, den er tillagt (14).

18 Retten tilfoejede, at selv om ansaettelsesmyndigheden i visse situationer, som f.eks. dem, der omhandles i Alexopoulou I-dommen, alligevel er forpligtet til at foretage en konkret vurdering af tjenestemandens kvalifikationer og faglige erfaring i relation til kriterierne i vedtaegtens artikel 31, stk. 2, kan en saadan forpligtelse dog ikke noedvendigvis indebaere, at der skal traeffes afgoerelse om indplacering i en hoejere loenklasse, eftersom ansaettelsesmyndigheden under alle omstaendigheder frit kan traeffe en saadan afgoerelse, ligesom Retten, jf. dommen i sagen Klinke mod Domstolen og i sagen Barnett mod Kommissionen, ikke kan saette sit eget skoen i stedet for ansaettelsesmyndighedens (15).

19 Efter at have behandlet spoergsmaalet om anvendelse af de naevnte kriterier i den konkrete sag fastslog Retten, at »Kommissionen ... faktisk [har] foretaget en vurdering af, om vedtaegtens artikel 31, stk. 2, eventuelt skal bringes i anvendelse over for sagsoegeren« (16), og Kommissionens endelige afgoerelse om ikke at indplacere sagsoegeren i loenklasse A6 var efter Rettens opfattelse ikke udtryk for et aabenbart urigtigt skoen (17).

20 Ogsaa med hensyn til det andet led af anbringendet - hvorefter Kommissionen havde tilsidesat beslutningen af 1. september 1983 - fastslog Retten, at det var aabenbart ugrundet, idet Retten bemaerkede, at i henhold til den paagaeldende beslutning, som aendret efter Alexopoulou I-dommen, »har Kommissionen blot fastholdt, at den i henhold til vedtaegtens artikel 31, stk. 2, har mulighed for at udnaevne en tjenestemand, der har ganske usaedvanlige kvalifikationer, i en hoejere loenklasse i den paagaeldende stillingsgruppe ... [men at] Kommissionen ... ikke [har] forpligtet sig til at indplacere en tjenestemand, der har saadanne kvalifikationer, i en hoejere loenklasse« (18).

21 Med hensyn til appellantens paastande om annullation af afgoerelsen af 28. august 1996 om afvisning af klagen af 3. april 1996 fastslog Retten, at det var aabenbart, at paastandene maatte afvises, idet Retten henviste til »fast retspraksis« (19), hvorefter der kun kan anlaegges sag til proevelse af en afgoerelse, der er anfaegtelig. Retten bemaerkede naermere, at en afgoerelse, som blot bekraefter den akt eller undladelse, som klageren goer indsigelse imod, som f.eks. den i sagen omtvistede, ikke udgoer en saadan retsakt og derfor heller ikke kan vaere genstand for et soegsmaal.

22 Endelig fastslog Retten med hensyn til appellantens paastand om erstatning for et oekonomisk tab, at disse paastande var aabenbart ugrundede, navnlig for saa vidt som »sagsoegerens paastand med urette forudsaetter, at hun havde ret til at blive indplaceret i en hoejere loenklasse ved sin ansaettelse« (20).

Appellen

23 To tjenestemaend, som havde anlagt sag ved Retten efter afsigelsen af Alexopoulou I-dommen - hvor sagernes behandling er blevet udsat, indtil Domstolen har truffet endelig afgoerelse i den foreliggende sag - havde indgivet begaeringer om at maatte intervenere i sagen. Domstolens praesident tog ikke begaeringerne til foelge (21), idet de paagaeldende ikke fandtes at have en direkte og aktuel interesse i tvistens afgoerelse.

24 Til stoette for appellen til proevelse af Rettens kendelse har appellanten fremfoert fire anbringender, som jeg vil behandle i raekkefoelge.

Foerste anbringende: Manglende begrundelse og tilsidesaettelse af artikel 111 i Rettens procesreglement

25 Med det foerste led af anbringendet har appellanten anfoert, at Retten i kendelsens praemis 57 ikke har begrundet, hvorfor sagen er »aabenbart« ugrundet, og hvorfor det var »aabenbart«, at sagen maatte afvises.

26 Heroverfor har Kommissionen anfoert, at Retten meget klart har redegjort for, at appellantens synspunkt er i strid med bestaaende retspraksis, hvilket ifoelge Kommissionen er tilstraekkeligt til, at appellantens argumentation er aabenbart ugrundet. Kommissionen har tilfoejet, at en saadan fremgangsmaade er i overensstemmelse med den, som Retten allerede anvendte i en kendelse af 10. december 1997 (22), som er blevet endelig, idet der ikke er ivaerksat appel inden for de fastsatte frister (23).

27 Efter en naermere gennemlaesning af kendelsen finder jeg ikke, at sagsoegerens argumentation er holdbar. Retten har saaledes omhyggeligt i hvert enkelt tilfaelde begrundet, hvorfor det var aabenbart, at appellantens anbringender maatte forkastes.

28 Det foerste anbringende blev saaledes forkastet med henvisning til Domstolens og Rettens praksis. I den forbindelse bemaerkes blot, at retspraksis allerede blev udfoerligt omtalt i Alexopoulou I-dommen, der blev afsagt i den foerste sag, som appellanten anlagde.

Det var saaledes efter min opfattelse med rette, at Retten fandt, at appellanten var fuldt bekendt med, hvorledes Retten ville fortolke vedtaegtens artikel 31, stk. 2 (foerste led), idet denne fortolkning allerede klart fremgik af bl.a. Alexopoulou I-dommen. Under disse omstaendigheder forekommer det derfor ikke uberettiget, at Retten fastslog, at det foerste led af dette anbringende var »aabenbart« ugrundet.

Retten forkastede det andet anbringende, som stoettedes paa, at Kommissionens beslutning af 1. september 1983 var tilsidesat, af de samme grunde, idet Retten i det vaesentlige fastslog, at den foretagne aendring af den omtvistede beslutning blot var foretaget paa grundlag af Alexopoulou I-dommen. Appellanten, som var fuldt bekendt med denne dom, eftersom hun selv havde anlagt sagen, kunne ikke vaere uvidende om, at den paagaeldende aendring maatte foretages. Heller ikke paa dette punkt har Retten for mig at se med urette fastslaaet, at dette led var »aabenbart« ugrundet.

29 Med hensyn til appellantens paastand om annullation af afgoerelsen af 28. august 1996 om afvisning af klagen af 3. april 1996 fastslog Retten, at det var »aabenbart, at den maatte afvises« (24). Ogsaa paa dette punkt indeholder Rettens kendelse en begrundelse. Retten har saaledes omhyggeligt redegjort for den retspraksis, den har lagt til grund (25).

30 Endelig har Retten med hensyn til paastanden om erstatning for et oekonomisk tab korrekt fastslaaet, at den var aabenbart ugrundet, bl.a. fordi den »med urette forudsatte, at [appellanten] ved sin ansaettelse havde ret til at blive indplaceret i en hoejere loenklasse« (26). Retten havde saaledes tidligere i kendelsen fastslaaet, at appellanten ikke havde ret til en saadan indplacering (27).

31 Det fremgaar heraf, at det ikke er korrekt, at Retten ikke har begrundet, hvorfor sagen var »aabenbart« ugrundet, eller at det var »aabenbart«, at sagen maatte afvises.

32 Foerste led af det foerste anbringende maa derfor forkastes.

33 Med anbringendets andet led har appellanten anfoert, at det ikke af kendelsens praemis 57 klart fremgaar, om Retten har frifundet Kommissionen eller afvist sagen.

34 Kommissionen har foerst rejst det spoergsmaal, om appellanten har retlig interesse i at fremfoere anbringendet - kendelsens konklusion vil under alle omstaendigheder vaere den samme, uanset om sagen afvises, eller om Kommissionen frifindes - og derefter fremhaevet, at der med den alternative formulering i praemis 57 blot er taget hoejde for, at Retten alt efter de fremfoerte anbringender afviste sagen eller frifandt Kommissionen. Saaledes fastslog Retten med hensyn til foerste led af annullationsanbringendet (i praemis 44), andet led af annullationsanbringendet (i praemis 46 og 47) og paastanden om erstatning (i praemis 56), at de var aabenbart ugrundede. Derimod afviste Retten den subsidiaere annullationspaastand, den behandlede i praemis 50.

35 Jeg kan kun vaere enig med Kommissionen i denne vurdering af Rettens kendelse. Kendelsens praemis 57 er saaledes blot en sammenfatning af alle de bemaerkninger, Retten var fremkommet med tidligere i kendelsen, og hvor Retten efterfoelgende fastslog, at det var aabenbart, at de maatte afvises, eller at de var aabenbart ugrundede.

36 Andet led af det foerste anbringende kan derfor efter min opfattelse ikke tiltraedes.

37 Med anbringendets tredje led har appellanten anfoert, at i modsaetning til, hvad der er fastsat i artikel 111 i Rettens procesreglement, indeholder kendelsen ingen bemaerkning om, at generaladvokaten er blevet hoert. Ifoelge appellanten »maa denne tilsidesaettelse medfoere, at kendelsen er ugyldig« (28).

38 Hertil skal jeg paa linje med Kommissionen (29) blot bemaerke, at Retten i henhold til procesreglementets artikel 17, 18 og 19 frit kan traeffe bestemmelse om, hvorvidt der i en bestemt sag skal udpeges en dommer med henblik paa at udoeve hvervet som generaladvokat. Artikel 111 kan ikke fortolkes saaledes, at der bestaar en forpligtelse til at udpege en generaladvokat, men kun paa den maade, at der skal tages hensyn til hans synspunkt, naar han er udpeget af Retten i overensstemmelse med dennes skoen. I procesreglementets artikel 2, stk. 2, andet afsnit, hedder det saaledes udtrykkeligt: »Bestemmelser om generaladvokaten i dette reglement finder kun anvendelse i tilfaelde, hvor en dommer er blevet udpeget til at udoeve hvervet som generaladvokat.«

39 Under alle omstaendigheder erklaerede appellantens advokat under retsmoedet for Domstolen, at hans klient frafaldt dette led af det foerste anbringende.

40 Med anbringendets fjerde led har appellanten anfoert, at Retten i kendelsens praemis 43 uden nogen naermere begrundelse har sammenblandet bestemmelserne om indplacering af en tjenestemand med bestemmelserne om forfremmelse. Mens retten til forfremmelse ifoelge appellanten ikke er en subjektiv ret for en tjenestemand, idet spoergsmaalet om forfremmelse bedoemmes paa grundlag af tjenestemandens fortjenester, er spoergsmaalet om indplacering derimod undergivet vurderingskriterier, der er langt mindre fleksible. Naar Retten ikke har begrundet, hvorfor bestemmelserne om indplacering finder anvendelse paa bestemmelserne om forfremmelse, selv om grundlaget for de paagaeldende bestemmelser er forskelligt, er kendelsen derfor ifoelge appellanten behaeftet med en begrundelsesmangel.

41 Naar appellanten har anfoert, at Retten har sammenblandet de forskellige vedtaegtsmaessige begreber indplacering og forfremmelse og saaledes fejlagtigt har paaberaabt sig retspraksis vedroerende forfremmelse til stoette for en paastand vedroerende indplacering, har appellanten ifoelge Kommissionen misfortolket kendelsens indhold (30).

42 Jeg kan kun vaere ganske enig med Kommissionen.

43 Som begrundelse for at afvise appellantens argument om, at ansaettelsesmyndigheden havde anlagt et aabenbart urigtigt skoen ved at naegte at indplacere hende i loenklasse A6, og at ansaettelsesmyndigheden reelt kun kunne udoeve sit skoen ved at udnaevne hende i den hoejeste loenklasse i stillingsgruppen, henviste Retten i kendelsens praemis 43 til fast retspraksis, hvoraf det fremgaar, at »uanset om nyansatte maatte opfylde betingelserne for at kunne indplaceres i en hoejere loenklasse, har de ikke af den grund en subjektiv ret til en saadan indplacering« (31).

44 Denne vurdering fra Rettens side er resultatet af dens raesonnement vedroerende fortolkningen af vedtaegtens artikel 31, stk. 2. Retten fastslog saaledes, at ansaettelsesmyndigheden i henhold til naevnte bestemmelse ikke er forpligtet til at foelge et krav fra en tjenestemand, som paaberaaber sig bestemmelsen, om at blive indplaceret i en hoejere loenklasse. Retten kan derfor efter min opfattelse ikke kritiseres for at have sammenblandet omraaderne ansaettelse og forfremmelse. Ganske vist er der med hensyn til spoergsmaalet om indplacering i princippet tale om noget automatisk, hvor ansaettelsesmyndigheden er afskaaret fra at anlaegge en subjektiv vurdering (vedtaegtens artikel 31, stk. 1), men naar den under hensyntagen til saerlige omstaendigheder er forpligtet til at foretage en vurdering af, om vedtaegtens artikel 31, stk. 2, skal bringes i anvendelse, er den definitive afgoerelse, den traeffer i den forbindelse, omfattet af dens skoen, saaledes som Retten har fremhaevet i kendelsen. Ved udoevelsen af dette skoen har ansaettelsesmyndigheden naturligvis en langt videre margen end med hensyn til det »klassiske« tilfaelde af ansaettelse, som stort set svarer til det skoen, den har for saa vidt angaar forfremmelser. Det er derfor helt korrekt, naar Retten har fundet det hensigtsmaessigt at anvende en analogisk henvisning til de principper, der finder anvendelse med hensyn til forfremmelse.

45 Fjerde led af det foerste anbringende maa saaledes forkastes.

Andet anbringende: Tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 31

46 Ifoelge appellanten har Retten, navnlig i kendelsens praemis 37, indfortolket en dobbelt betingelse i den naevnte bestemmelse, som den ikke indeholder, nemlig at den kan bringes i anvendelse undtagelsesvis og for en saerligt kvalificeret ansoeger.

47 Som Kommissionen har fremhaevet (32), indeholder dette anbringende reelt ikke en retlig kritik af kendelsen, men tilsigter at rejse tvivl om den eksisterende retspraksis, som Retten blot har bragt i anvendelse, uden at den, som haevdet af appellanten, har opstillet yderligere betingelser for anvendelsen af den omtvistede bestemmelse.

48 Hertil skal jeg blot bemaerke, at det fremgaar af Alexopoulou I-dommen, at vedtaegtens artikel 31, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at »ansaettelsesmyndigheden i saerlige tilfaelde, f.eks. naar en ansoeger har ganske usaedvanlige kvalifikationer, er forpligtet til at foretage en konkret vurdering af, om ovennaevnte bestemmelse eventuelt boer bringes i anvendelse. Retten tilfoejede, at en saadan forpligtelse navnlig foreligger, naar tjenestens saerlige behov kraever ansaettelse af en saerligt kvalificeret tjenestemand, saaledes at det er berettiget at anvende vedtaegtens artikel 31, stk. 2 (jf. i samme retning dommen i sagen De Santis mod Revisionsretten) ... eller naar den paagaeldende har ganske usaedvanlige kvalifikationer og anmoder om, at artikel 31, stk. 2, bringes i anvendelse ...« (33).

49 Samme synspunkt blev gentaget i dommen i sagen Barnett mod Kommissionen, hvori det i praemis 49 hedder, at »[ansaettelsesmyndigheden] i saerlige tilfaelde, som f.eks. naar en ansoeger har ganske usaedvanlige kvalifikationer, er forpligtet til at foretage en konkret vurdering af, om bestemmelsen boer bringes i anvendelse ...«.

50 Naar Retten i kendelsens praemis 37 har fastslaaet, at Kommissionen har mulighed for at bringe vedtaegtens artikel 31, stk. 2, i anvendelse »undtagelsesvis [over for] en saerligt kvalificeret ansoeger«, har Retten blot anvendt Domstolens og Rettens bestaaende praksis, og Retten kan ikke kritiseres for at have tilfoejet yderligere betingelser med hensyn til anvendelsen af den paagaeldende bestemmelse.

51 Det andet anbringende maa derfor for mig at se forkastes.

Tredje anbringende: Retten har ikke fastslaaet, om GD IX har hoert GD V

52 Med dette anbringende har appellanten gjort gaeldende, at GD IX er enekompetent til at traeffe en afgoerelse om indplacering, men at direktoratet herved skal tage hensyn til tjenestens interesser i GD V, hvor appellanten arbejdede. Af kendelsen fremgaar det ikke, at GD IX har hoert GD V. Ifoelge appellanten kan det derfor ikke med bestemthed fastslaas, at ansaettelsesmyndigheden ikke har lagt ukorrekte eller ufuldstaendige faktiske oplysninger til grund for sin afgoerelse.

53 Efter min opfattelse er det ufornoedent at behandle dette anbringende saerlig indgaaende, idet det allerede af dets ordlyd foelger, at det maa forkastes. Saaledes hedder det i artikel 51 i EF-statutten for Domstolen: »Appel til Domstolen er begraenset til retsspoergsmaal«. I forbindelse med en appel er det derfor uden interesse at undersoege, om den paastaaede hoering har fundet sted, idet der ifoelge appellanten herved skal skaffes sikkerhed for, at de faktiske omstaendigheder, der er lagt til grund for den omtvistede afgoerelse, har vaeret korrekte. Der er tale om forhold, som det alene tilkommer Retten at tage stilling til.

54 Det tredje anbringende maa derfor ligeledes forkastes.

Fjerde anbringende: Tilsidesaettelse af processuelle regler i forbindelse med Rettens anmodning til appellanten om at fremkomme med sine bemaerkninger vedroerende dommen i sagen Barnett mod Kommissionen

55 Dette anbringende er baseret paa, at efter at Retten havde anmodet appellanten om at fremkomme med sine bemaerkninger inden den 15. december 1997 til »sagens fortsatte behandling i lyset af [dommen i sagen Barnett mod Kommissionen]« (34), undlod Retten at tage disse bemaerkninger i betragtning, der ifoelge appellanten »indeholdt nye anbringender« (35). Det fremgaar saaledes af justitssekretaerens skrivelse af 27. januar 1998 til appellanten, at »indgivelse af et indlaeg, efter at der er indgivet staevning og replik, er ikke hjemlet i procesreglementet, og saadanne bemaerkninger kan derfor ikke lovligt fremsaettes. Retten vil derfor ikke tage dem i betragtning« (36).

56 Anbringendet bestaar af tre led.

57 Med anbringendets foerste led har appellanten gjort gaeldende, at Retten har tilsidesat appellantens berettigede forventning. Appellanten har tilfoejet, at dette klagepunkt navnlig er begrundet, fordi Retten med henblik paa at undgaa at tage stilling til anbringendet kunne have afsagt en begrundet kendelse. Ifoelge appellanten maa »den retlige vaerdi af en beslutning truffet af justitssekretaeren i saerlig grad kunne omfattes af en saadan kritik« (37).

58 Med det andet led har appellanten gjort gaeldende, at der er tale om en tilsidesaettelse af artikel 48, stk. 1 og 2, foerste og andet afsnit, i Rettens procesreglement. Disse bestemmelser har foelgende ordlyd:

»1. Parterne kan i replikken og duplikken anfoere yderligere beviser til stoette for deres anbringender. Parterne skal begrunde, hvorfor beviserne foerst paaberaabes paa dette tidspunkt.

2. Nye anbringender maa ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

Fremsaetter en part under retsforhandlingerne nye anbringender, jf. foerste afsnit, kan retsformanden, naar de saedvanlige procesfrister er udloebet, paa grundlag af en rapport fra den refererende dommer, og efter at generaladvokaten er hoert, give den anden part en frist til at svare herpaa.

...«

59 Endelig har appellanten med anbringendets tredje led anfoert, at Retten har tilsidesat procesreglementets artikel 48, stk. 2, tredje afsnit, idet Retten ikke har taget stilling hertil. Som bekendt hedder det i denne bestemmelse: »Afgoerelsen om, hvorvidt fremsaettelsen af det nye anbringende kan tillades, traeffes foerst ved den dom, hvorved sagens behandling afsluttes.«

60 Efter min opfattelse boer alle anbringendets tre led forkastes.

61 Endnu en gang har appellanten med sit anbringende selv angivet, hvorfor det maa forkastes. Appellanten har saaledes indroemmet, at det indlaeg, hun indgav, efter at Rettens justitssekretaer havde anmodet hende om at fremkomme med bemaerkninger til »sagens fortsatte behandling i lyset af [dommen i sagen Barnett mod Kommissionen]«, indeholdt nye anbringender, og appellanten har saaledes indirekte erkendt at have tilsidesat gaeldende processuelle regler. Det indgivne indlaeg havde et indhold, der gik langt ud over den anmodning, der var fremsat over for hende, og fremstod, saaledes som Kommissionen har fremhaevet (38), som et »supplerende indlaeg«.

62 Anmodningen fra Rettens justitssekretaer om, at appellanten fremkom med bemaerkninger, vedroerte i realiteten kun »sagens fortsatte behandling i lyset af [dommen i sagen Barnett mod Kommissionen]« og var ikke en anmodning om, at hun fremkom med yderligere bemaerkninger med henblik paa at fremfoere nye, retlige anbringender. Reelt havde initiativet fra Rettens justitssekretaer til formaal at lodde, om appellanten agtede at fortsaette sagen efter at vaere blevet bekendt med dommen i sagen Barnett mod Kommissionen, der var afsagt i en sag, der svarede til appellantens, eller om hun f.eks. ville anmode om, at sagen blev udsat, saafremt der blev ivaerksat appel af den paagaeldende dom. Det kan saaledes ikke foreholdes Retten, at den har skuffet appellantens berettigede forventning ved at have anmodet hende om at fremkomme med bemaerkninger og derefter undlade at tage dem i betragtning, naar forholdet er det, saaledes som justitssekretaeren meddelte appellanten, at hun var anmodet om at fremkomme med bemaerkninger til »sagens fortsatte behandling«, men i stedet fremkom med bemaerkninger vedroerende »sagens realitet«.

63 Den omstaendighed, at skrivelsen er affattet af Rettens justitssekretaer og ikke var en beslutning truffet af Retten, er i den forbindelse uden betydning. Jeg skal i den forbindelse henvise til artikel 6 i instruksen for justitssekretaeren ved Retten i Foerste Instans (39), som netop omhandler »Afvisning fra registrering af dokumenter og berigtigelse«, hvori det i stk. 2 udtrykkeligt er fastsat, at justitssekretaeren er kompetent i saadanne situationer, idet det hedder: »Justitssekretaeren afviser at registrere indlaeg eller procesdokumenter, der ikke har hjemmel i procesreglementet. I tvivlstilfaelde forelaegger justitssekretaeren spoergsmaalet for retsformanden.«

64 Foerste led af dette sidste anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

65 For saa vidt angaar anbringendets andet led opfatter jeg det saaledes, at Retten ifoelge appellanten har anlagt en forkert fortolkning af procesreglementets artikel 48, stk. 2, naar den afviste at tage de nye anbringender, appellanten havde fremfoert, i betragtning, selv om de paagaeldende anbringender udsprang af dommen i sagen Barnett mod Kommissionen, dvs. en retlig eller faktisk omstaendighed, som er kommet frem under retsforhandlingerne, og som derfor i henhold til bestemmelsen begrunder, at saadanne nye anbringender tages i betragtning.

66 Efter min opfattelse er det korrekt, at Retten har afvist at tage hensyn til de paagaeldende anbringender.

67 For det foerste fremgaar det af fast retspraksis, saavel Rettens som Domstolens, at afsigelsen af en dom under sagens behandling ikke kan udgoere en faktisk omstaendighed (40), der er kommet frem under retsforhandlingerne.

68 Dommen i sagen Barnett mod Kommissionen kan heller ikke betragtes som en retlig omstaendighed, der er kommet frem under retsforhandlingerne i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den paaberaabte bestemmelse i procesreglementet.

69 I henhold til Domstolens praksis er det ganske vist ikke udelukket, at visse domme kan udgoere omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne og derfor kan begrunde, at der fremsaettes nye anbringender.

70 Imidlertid gaelder dette ifoelge Domstolens praksis umiddelbart kun annullationsdomme og deres virkninger over for personer, der er direkte beroert. Domstolen har saaledes fastslaaet, at »ifoelge Domstolens faste praksis ... kan en dom om annullation af en retsakt kun anses for en ny omstaendighed af de personer, der er direkte beroert af den annullerede retsakt« (41).

71 Omvendt er det blevet fastslaaet, at »en dom afsagt af Domstolen, som bekraefter gyldigheden af en retsakt udstedt af faellesskabsinstitutionerne, ikke kan anses for at begrunde fremsaettelsen af et nyt anbringende, da der er en formodning for gyldigheden af saadanne retsakter, og at de [paaberaabte] domme ... blot bekraeftede en retstilstand, som sagsoegerne kendte paa det tidspunkt, da de anlagde deres sag ...« (42).

72 I den foreliggende sag maa dommen i sagen Barnett mod Kommissionen, der er afsagt efter et annullationssoegsmaal, netop betragtes som en dom, »som bekraefter gyldigheden af en retsakt udstedt af faellesskabsinstitutionerne«. Som allerede naevnt (43) udledte Retten paa grundlag af Alexopoulou I-dommen, at ud fra sagens konkrete omstaendigheder kunne der ikke gives appellanten medhold i hendes paastand om annullation af ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om indplacering.

73 Jeg vil ikke beskaeftige mig yderligere med spoergsmaalet om, hvorvidt appellanten under alle omstaendigheder kan paaberaabe sig retsvirkningerne af en dom, der er afsagt i en sag, som vedroerer en afgoerelse, der ikke beroerer hende umiddelbart, men blot bemaerke, at i medfoer af Domstolens og Rettens faste praksis kan en dom, som f.eks. dommen i sagen Barnett mod Kommissionen, der bekraefter gyldigheden af en retsakt fra faellesskabsinstitutionerne, ikke anses for en ny omstaendighed, der kan begrunde, at der fremsaettes nye anbringender i sagen.

74 Da appellanten saaledes ikke kan paaberaabe sig, at afsigelsen af dommen i sagen Barnett mod Kommissionen udgoer en ny omstaendighed som omhandlet i artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, maa andet led af dette sidste anbringende forkastes.

75 For saa vidt angaar det sidste led af dette sidste anbringende er det efter min opfattelse ufornoedent at behandle det, naar henses til, hvorledes man efter min opfattelse skal forholde sig til de argumenter, der er fremfoert til stoette for det foerste og andet led af det sidste anbringende.

Paastanden om, at ansaettelsesmyndigheden tilpligtes at betale erstatning

76 Endelig har appellanten nedlagt paastand om, at ansaettelsesmyndigheden tilpligtes at betale hende en raekke beloeb i erstatning, nemlig dels et foreloebigt beloeb paa 250 000 BEF i erstatning for det tab, hun har lidt som foelge af mistede muligheder for at blive forfremmet til loenklasse A5, dels den loen, hun ville have oppebaaret, saafremt hun var blevet forfremmet til loenklasse A5 den 1. december 1995, med rente fra den 1. december 1995, og med fradrag af de 250 000 BEF, hun har kraevet udbetalt i foreloebig erstatning.

77 I betragtning af, at de anbringender, appellanten har fremfoert, efter min opfattelse maa forkastes, er det ufornoedent at tage stilling til appellantens paastand om erstatning.

78 I henhold til artikel 70 i Domstolens procesreglement er hovedreglen for saa vidt angaar tvister mellem faellesskabsinstitutionerne og deres ansatte, at institutionerne baerer deres egne omkostninger. I medfoer af procesreglementets artikel 122, stk. 2, gaelder denne regel ikke i appelsager, medmindre appellen er ivaerksat af institutionerne. Det maa derfor vaere hovedreglen i procesreglementets artikel 69, stk. 2, der finder anvendelse, og appellanten boer derfor paalaegges appelsagens omkostninger.

Forslag til afgoerelse

79 Sammenfattende skal jeg herefter foreslaa foelgende domskonklusion:

1) Appellen forkastes.

2) Appellanten betaler appelsagens omkostninger.

(1) - Kendelse af 13.2.1998, sag T-195/96, Alexopoulou mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 51, og II, s. 117.

(2) - Procesreglementets artikel 111 bestemmer: »Er det aabenbart, at Retten ikke har kompetence til at behandle en sag, eller at sagen maa afvises, eller er sagen aabenbart ugrundet, kan Retten, efter at have hoert generaladvokaten, uden at fortsaette sagens behandling traeffe afgoerelse ved begrundet kendelse.«

(3) - Kendelsens praemis 1-13.

(4) - Sag T-17/95, Alexopoulou mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 227, og II, s. 683.

(5) - Jf. dom af 29.6.1994, sag C-298/93 P, Klinke mod Domstolen, Sml. I, s. 3009.

(6) - Dom af 6.6.1985, sag 146/84, Sml. s. 1723.

(7) - Alexopoulou I-dommens praemis 21.

(8) - Dommens praemis 24.

(9) - Ifoelge et dokument fra Kommissionen, som var vedlagt Alexopoulou's staevning i sag T-195/96, ca. 950.

(10) - Dom af 5.11.1997, sag T-12/97, Barnett mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 863.

(11) - Dommens praemis 60.

(12) - Dommens praemis 50, hvori der henvises til dommen i sagen Klinke mod Domstolen og til Alexopoulou I-dommen. Retten tilfoejede: »En bestemt faglig erfaring kan ikke give personer, der har en saadan erfaring, krav paa at blive udnaevnt i den hoejeste loenklasse inden for den paagaeldende stillingsgruppe.«

(13) - Offentliggjort i Meddelelser fra Administrationen af 27.3.1996.

(14) - Kendelsens praemis 36 og 37.

(15) - Kendelsens praemis 38 og 39.

(16) - Kendelsens praemis 40.

(17) - Kendelsens praemis 41, 42 og 43.

(18) - Kendelsens praemis 45.

(19) - Kendelsens praemis 48.

(20) - Kendelsens praemis 55.

(21) - Kendelser afsagt af Domstolens praesident den 23.7.1998, sag C-155/98 P, Alexopoulou mod Kommissionen, Sml. I, s. 4935, og I, s. 4943.

(22) - Sag T-134/96, Smets mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 999.

(23) - Punkt 6, 7 og 8 i svarskriftet.

(24) - Kendelsens praemis 50.

(25) - Kendelsens praemis 48, 49 og 50. Se ogsaa punkt 21 i dette forslag til afgoerelse.

(26) - Kendelsens praemis 55.

(27) - Kendelsens praemis 35-44.

(28) - S. 13 i appelskriftet.

(29) - Punkt 11 i svarskriftet.

(30) - Punkt 12 i svarskriftet.

(31) - Retten henviste i den forbindelse til retspraksis vedroerende forfremmelse, bl.a. Domstolens dom af 25.11.1976, sag 123/75, Kuester mod Parlamentet, Sml. s. 1701, praemis 10, af 1.6.1995, sag C-119/94 P, Coussios mod Kommissionen, Sml. I, s. 1439, praemis 19, og Rettens dom af 18.12.1997, sag T-142/95, Delvaux mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 1247, praemis 39.

(32) - Punkt 13 i svarskriftet.

(33) - Alexopoulou I-dommens praemis 21.

(34) - Skrivelse af 11.11.1997 fra Rettens justitssekretaer til appellanten (bilag 3 til appelskriftet).

(35) - S. 18 i appelskriftet.

(36) - Bilag 6 til appelskriftet.

(37) - S. 19 i appelskriftet.

(38) - Punkt 16 i svarskriftet.

(39) - Instruks af 3.3.1994 (EFT L 78, s. 32). Instruksen er udarbejdet under henvisning til Rettens procesreglement (artikel 23).

(40) - Jf. Rettens kendelse af 11.7.1997, sag T-16/97, Chauvin mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 681, praemis 39, 43 og 45, hvori der bl.a. henvises til Domstolens dom af 19.3.1991, sag C-403/85 REV., Ferrandi mod Kommissionen, Sml. I, s. 1215, praemis 13.

(41) - Jf. dom af 8.3.1988, sag 125/87, Brown mod Domstolen, Sml. s. 1619, praemis 13. Se ogsaa kendelsen i sagen Chauvin mod Kommissionen, hvori der henvises til Domstolens faste praksis, f.eks. dom af 17.6.1965, sag 43/64, Mueller mod Raadet for EOEF, Euratom og EKSF, Sml. 1965-1968, s. 65, org. ref.: Rec. s. 499, paa s. 515, af 15.12.1966, sag 34/65, Mosthaf mod Kommissionen for Euratom, Sml. 1965-1968, s. 325, org. ref.: Rec. s. 753, paa s. 768, og Rettens kendelse af 15.12.1995, sag T-131/95, Progoulis mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 907, praemis 36.

(42) - Rettens dom af 11.12.1996, sag T-521/93, Atlanta m.fl. mod EF, Sml. II, s. 1707, praemis 39, hvori der henvises til Domstolens dom af 1.4.1982, sag 11/81, Duerbeck mod Kommissionen, Sml. s. 1251, praemis 17.

(43) - Punkt 11 ovenfor.

Full & Egal Universal Law Academy