Generaladvokatens forslag til afgørelse
I - Indledning
1 Under den sag, som Kommissionen har anlagt i henhold til EF-traktatens artikel 169, har den nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Belgien har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til EF-traktatens artikel 6, ved at opretholde en lovbestemmelse, hvorefter der enten skal vaere et belgisk medlem i en forenings bestyrelse, eller at et mindste antal af foreningens medlemmer skal vaere belgiske statsborgere, for at foreningen kan anerkendes som juridisk person.
II - De relevante nationale bestemmelser og retsforhandlingerne
2 Ifoelge den belgiske lov af 25. oktober 1919 »om anerkendelse af internationale foreninger, som har et filantropisk, religioest, videnskabeligt, kunstnerisk eller paedagogisk formaal, som juridiske personer«, kan saadanne foreninger anerkendes som juridiske personer, hvis bestyrelsen omfatter mindst et medlem, der er belgisk statsborger.
3 Ifoelge artikel 26 i lov af 27. juni 1921 »om anerkendelse af foreninger uden erhvervsformaal og af almennyttige institutioner som juridiske personer ...« kan foreningen ikke paaberaabe sig status som juridisk person over for tredjemaend, hvis tre femtedele af medlemmerne ikke er belgiske statsborgere.
4 Ved skrivelse af 25. marts 1996 henledte Kommissionen Kongeriget Belgiens opmaerksomhed paa, at de to naevnte love efter dens opfattelse ikke var forenelige med traktatens artikel 6, og den anmodede det om at fremsaette sine bemaerkninger inden for en frist paa to maaneder.
5 Ved skrivelse af 9. august 1996 underrettede Kongeriget Belgien Kommissionen om, at det havde til hensigt at aendre de paaklagede love og at efterkomme de bemaerkninger, som Kommissionen havde fremsat. Med henblik herpaa tilsendte det den 26. februar 1997 Kommissionen to foreloebige udkast til lovforslag om indsaettelse af disse aendringer.
6 Da Kommissionen konstaterede, at de paaklagede nationale bestemmelser stadig var i kraft, rettede den den 19. juni 1997 en begrundet udtalelse til Kongeriget Belgien og opfordrede det til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til at efterkomme traktatens artikel 6 inden for en frist paa to maaneder regnet fra meddelelsen af udtalelsen.
7 Kongeriget Belgien tilsendte den 11. august 1997 Kommissionen et udkast til lov om aendring af loven af 1921 og den 27. februar 1998 et foreloebigt udkast til lov om aendring af loven af 1919.
8 Da Kommissionen ikke modtog nogen praecis oplysning om, at der endeligt var vedtaget bestemmelser om aendring af de naevnte love af 1919 og 1921, anlagde den naervaerende sag og nedlagde paastand om, for det foerste, at det fastslaas, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser paa grund af de ovennaevnte omstaendigheder, og for det andet om, at denne stat tilpligtes at betale sagens omkostninger.
9 Kongeriget Belgien har i svarskriftet anfoert, at proceduren for vedtagelse af aendringslovene, som vil bringe national ret i overensstemmelse med faellesskabsrettens krav, er ivaerksat; det har ligeledes forpligtet sig til at underrette Domstolen, saa snart denne procedure er afsluttet.
10 I replikken har Kommissionen anfoert, at den belgiske regering stiltiende har erkendt, at gaeldende lovgivning er uforenelig med faellesskabsretten.
III - Stillingtagen til sagen
11 Jeg vil foerst praecisere, at det er helt oplagt, at den paagaeldende nationale lovgivning, som Kommissionen med rette har anfoert, er omfattet af EF-traktatens anvendelsesomraade, selv om den angaar ikke-erhvervsdrivende foreninger. Selv om disse foreninger ikke har til formaal at maksimere eller omfordele fortjenester, kan de alligevel udfoere ydelser mod vederlag eller opnaa indtaegter, og de deltager saaledes i det oekonomiske liv. De er foelgelig omfattet af faellesskabsrettens regler om etableringsfriheden.
12 Mod denne opfattelse kunne anfoeres EF-traktatens artikel 58, stk. 2, hvorefter der ved selskaber, der er omfattet af etableringsretten, som defineres i EF-traktatens artikel 52, ikke forstaas selskaber, »som ikke arbejder med gevinst for oeje«. Ifoelge den herskende teori inden for faellesskabsretten skal eksistensen af et erhvervsmaessigt formaal imidlertid, for saa vidt dette begreb udelukkende henhoerer under faellesskabsretten, imidlertid fortolkes bredt. Selv juridiske personer, som ikke har som hovedformaal at foroege deres fortjeneste, er omfattet af etableringsretten, i det omfang de deltager i det oekonomiske liv.
13 Dette synspunkt har Domstolen ogsaa givet udtryk for i dommene Walrave og Koch (1), Donà (2) og Steymann (3). Desuden har Domstolen ofte vaeret opfordret til at anvende faellesskabsrettens bestemmelser paa situationer, i hvilke erhvervsdrivende, som ikke arbejdede med gevinst for oeje, udoevede en oekonomisk virksomhed (4).
14 Det kan naturligvis ikke udledes af det foregaaende, at alle de foreninger, der er omfattet af den belgiske lov af 1919 og af 1921, og som kan deltage i det oekonomiske liv, er omfattet af faellesskabsrettens anvendelsesomraade og kan goere krav paa etableringsret. Dog har nogle af dem disse karakteristika, hvilket betyder, at de fra faellesskabsrettens synspunkt bliver diskriminerede med hensyn til anerkendelse af deres status som juridisk person i henhold til national ret (5). Foelgelig falder den paagaeldende belgiske lovgivning inden for faellesskabsrettens anvendelsesomraade.
15 Desuden er det tilstraekkeligt at henvise til, at ifoelge fast retspraksis skal spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger traktatbrud, vurderes paa baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udloebet af fristen i den begrundede udtalelse (6). Desuden har Domstolen fast antaget, at en medlemsstat ikke kan paaberaabe sig bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold i sin nationale retsorden til stoette for, at forpligtelser og frister, der foelger af et direktiv, ikke overholdes (7).
16 I det foreliggende tilfaelde har Kongeriget Belgien ikke bestridt, at det, skoent den i den begrundede udtalelse fastsatte frist er udloebet, ikke har truffet passende foranstaltninger for at efterkomme Kommissionens anvisninger, saaledes at det har tilsidesat de forpligtelser, som paahviler det i henhold til traktatens artikel 6. Foelgelig er det efter min opfattelse godtgjort, at Belgien har begaaet et traktatbrud, som Kommissionen goer gaeldende.
IV - Forslag til afgoerelse
17 I betragtning af det foregaaende foreslaar jeg Domstolen:
- at fastslaa, at Kongeriget Belgien har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til EF-traktatens artikel 6, ved at opretholde en lovbestemmelse, hvorefter det er en betingelse for, at en ikke-erhvervsdrivende forening kan anerkendes som juridisk person, at mindst ét medlem af denne forenings bestyrelse er belgisk statsborger, eller at mindst tre femtedele af dens medlemmer er belgiske statsborgere.
- at doemme Kongeriget Belgien til at betale sagens omkostninger.
(1) - Dom af 12.12.1974, sag 36/74, Sml. s. 1405.
(2) - Dom af 14.7.1976, sag 13/76, Sml. s. 1333.
(3) - Dom af 5.10.1988, sag 196/87, Sml. s. 6159.
(4) - Dom af 12.2.1987, sag 221/85, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 719, og af 17.6.1997, sag C-70/95, Sodemare m.fl., Sml. I, s. 3395.
(5) - I dommen af 20.10.1993, forenede sager C-92/92 og C-326/92, Phil Collins m.fl., Sml. I, s. 5145, har Domstolen udtrykkeligt fastslaaet, at det grundlaeggende princip om ligebehandling finder anvendelse paa enhver person, der befinder sig i en situation, som er omfattet af faellesskabsretten.
(6) - Se som eksempel dom af 18.12.1997, sag C-361/95, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 7351, praemis 13, og af 28.10.1998, sag C-264/97, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 6593, praemis 8.
(7) - Jf. som eksempel dom af 2.10.1997, sag C-208/96, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 5375, praemis 9, og af 19.2.1998, sag C-8/97, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 823, praemis 8.
Full & Egal Universal Law Academy